Dansk Folkeblad nr. 5 2002 - Dansk Folkeparti

More documents

Recommendations

Info

fortællinger af landets historie Det blodige slaveoprør i det d Af Søren Espersen Slæbende på brænde til sukkerkogeriet bevægede en gruppe på en snes negerslaver sig op mod fortet Frederiksværn. Det var lige omkring daggry. Intet usædvanligt. Den søvnige vagt åbnede porten, og blev straks hugget ned med macheter. Det samme gjorde de seks af hans kammerater, der lå i den militære forlægning lige ved siden af skilderhuset. Dermed var hele vagtstyrken uskadeliggjort. Et kvarter senere gav oprørerne ved de aftalte kanonskud fra fortet kammeraterne rundt om på øen besked om, at overrumplingen var lykkedes. Dagen var den 23. november. Året var 1733. Slaveoprøret på Sankt Jan, den ene af de tre øer i det dansk-vestindiske tropeparadis, var igang. Og det skulle blive langvarigt og blodigt. I dag er der vel ingen ordentlige mennesker, der kan fortænke negerslaverne i at forsøge oprøret og søge friheden. Men for 270 år forholdt det sig anderledes. Uanset hvor staternes alliancer lå: Et slaveoprør i en koloni - hvad enten den var engelsk, dansk, portugisisk eller fransk - skulle slås ned med hård hånd. Og selv gamle europæiske fjender stod sammen. Således også, da oprøret på den danske ø skulle knuses. Signal til oprør I 1733 udgjorde de hvide på Sankt Jan kun en tiendedel af den samlede befolkning på 2.000. Den militære styrke på øen bestod af kun ni danske soldater, hvoraf de fleste som nævnt hurtigt blev uskadeliggjort. To slap fra det med livet i behold: En af de menige soldater reddede sig ved at skjule sig i et kælderhul, da han hørte larmen, og Frederiksværns kommandant havde for natten forladt sit kvarter og var taget på besøg på en plantage, hvor han overnattede. Problemet med Sankt Jan i oprøret var at øens europæiske beboere boede langt fra hinanden. I isolerede plantager med dårlige forbindelseslinjer. Da oprørerne ved daggry affyrede fortets kanon, var det samtidig signal til, at deres sammensvorne kammerater rundt om på de knapt 100 planta- 700 Holger Danske Vikinger på Lindisfarne 30 800 Irland angribes Ansgar. Togt mod England ger skulle gå til angreb på ejerne. Og det skete på næsten halvdelen af plantagerne: ejere og deres familier slået ned, mens plantagerne blev plyndret og stykket i brand. Enkelte plantager lykkedes det at forsvare - ikke mindst takket være loyale slaver, som tog kampen op med oprørerne. En gruppe plantere lykkedes det at samle sig oppe på den nordlige spids af øen, hvor kvinder og børn fra adskillige plantager blev sejlet i sikkerhed ovre på mindre ubeboede holme ud for Sankt Jan, hvorefter planterne forskansede sig og holdt positionen. Imidlertid var det også lykkedes for den soldat, der reddede livet ved overfaldet på fortet, sammen med en plantageejer og dennes familie at sejle sig over til Sankt Thomas, hvor de- 900 Normandiet Jellingestenen Norge indtages 1000 England erobres Lund bispesæde Kirkebyggeri 1100 Absalon - København Svend, Knud & Valdemar res beretninger blev modtaget med forfærdelse. Såvel Sankt Thomas som Sankt Croix blev sat i alarmberedskab, idet man frygtede at oprøret ville sprede sig til hele Dansk Vestindien. 50 soldater blev den 26. november sejlet over til Sankt Jan, hvor man uden større problemer genindtog Frederiksværn, og yderligere skaffede assistance til de indesluttede danskere nord på øen. Gardelins reglement I Dansk-Vestindien residerede på dette tidspunkt som guvernør Philip Gardelin, en meget nidkær og grundig bogholdertype, som et par år forud for oprøret var blevet sat til at skaffe orden med hensyn til slaverne, idet Vestindisk Kompagni var af den 1200 Dannebrog Landskabslovene 1300 Niels Ebbesen Margrethe samler Norden
anske tropeparadis opfattelse, at disse på de danske øer havde alt for frie tøjler, og at det lykkedes alt for mange at løbe væk - »running maroon« - og slippe over til specielt de spanske øer, hvor der gjaldt særligt milde regler for slaver, og hvor de ligefrem i mange tilfælde kunne opnå deres frihed. Guvernør Gardelin besluttede sig til at gå hårdt til værks, og indførte et nyt reglement. Sammensværgelser og bortløben straffedes med henrettelse eller under særligt formildende omstændigheder med brændemærkning eller afhugning af legemsdele. En hvid mands vidne var tilstrækkelig til at fælde dom over en slave. Yderligere besluttede Gardelin, at ingen slave måtte antræffes udendøre efter solnedgang, idet - som det hed - det netop var i timerne efter arbejds- 1400 Stænderforsamlinger Svensk oprør Hansestæderne 1500 Grevens Fejde Reformationen dagens afslutning, at slaverne mest yndede at foranstalte sammensværgelser og lægge råd op mod ejerne. Men uroen var i gang, da reglementet kom. I øvrigt lige midt i en voldsom tørkeperiode - og efter at et par orkaner havde gjort livet nærmest uudholdeligt for negerslaverne på Sankt Jan. Gardelins reglement, hvis ikrafttræden blev markeret med en storstilet maroon-klap-jagt, gjorde selvfølgelig kun ondt værre. Slavernes raseri og frustration blev til en plan om at overtage øen og senere slippe væk til mere liberale spanske øer - inden krigsskibene nåede frem. Således blev det aftalt. Oprøret lod sig ikke længere standse, og blev først seks måneder senere bragt til endelig afslutning. Tidspunktet for opstanden var - vi- 1600 Tabet af Skånelandene Kolonieventyr starter 1700 Store Nordiske Krig Stavnsbåndet ophæves Det herlige tropeparadis Sankt Jan, som det tager sig ud i dag, hvor det - under navnet St. John - er en del af US-Virgin Islands. (foto: Scanpix) ste det sig senere - ikke tilfældigt valgt af slaverne. Den eneste danske fregat var netop afsejlet mod København, og derfor måtte guvernør Gardelin sejle efter hjælp hos de franske på Martinique, hvorfra 300 soldater fire måneder efter oprørets start gik i land på Sankt Jan. I løbet af de efterfølgende tre uger gennemsøgte soldaterne, som havde blodhunde med sig, de nu splittede og udmattede slaver. Nogle blev hugget ned på stedet - andre overgav sig, og blev i triumf ført til Charlotte Amalie, hovedbyen på Sankt Thomas, hvor de ulykkelige slaver blev enten henrettet eller lemlæstet. Hver femte slave havde, skønnedes det, været aktiv i oprøret. Alvorligst var naturligvis de mange tab af menneskeliv - plantere og slaver - men også økonomisk var det en ø, som måtte igennem en omfattende genopbygning, idet 60 plantager ud af de 100 var helt eller delvis ødelagt som følge af brand eller hærværk. D en 31. marts 1917 overdroges Dansk Vestindien - bestående af øerne Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix til USA ved en højtidelighed foran det gamle fort i Charlotte Amalie. Hermed markeredes afslutningen på et dansk herredømme, der havde varet i 250 år, hvor Erik Nielsen Smit af kong Frederik III blev udnævnt til guvernør over Sankt Thomas med opgaven at indtage og opdyrke den ubeboede ø. Herefter fulgte en omfattende dansk kolonisation - med såvel danske som andre europæiske plantere - og senere ikke mindst indførelse af i tusindvis af slaver fra det afrikanske fastland. Slaverne fik først deres frihed i 1848 under generalguvernør Peter von Scholten. 1800 Englandskrigene Grundloven Tabet af Sønderjylland 1900 Salg af Vestindien Genforeningen Besættelsen 31
Page 1 and 2: NR. 5. OKTOBER 2002. 6. ÅRGANG Ind
Page 3 and 4: Grundlovens § 77, nummer 72 i DF-s
Page 5 and 6: ankring og soliditet - der vil alti
Page 7 and 8: Dansk Folkepartis engangs-plasticha
Page 9 and 10: Skarp advarsel til regeringen Under
Page 11 and 12: Danskerne har grund til at være st
Page 13 and 14: Foto: Birger Storm Indfødsretten e
Page 15 and 16: lev indlemmet indlemmet i Fællesma
Page 17 and 18: i brancheorganisationen kan bølger
Page 19 and 20: de medfører masseflugten til Europ
Page 21 and 22: ødefest Dansk Folkepartis personal
Page 23 and 24: Formanden for Folketingets Sundheds
Page 25 and 26: emningen lønnen og euroen. Nyrup h
Page 27 and 28: Sydslesvig: Søren Krarup Grønland
Page 29: LANDSORGANISATIONEN Årsmødet 2002

Dansk Folkeblad nr. 5 2002 - Dansk Folkeparti

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?