Download en gratis version af publikationen her

styrke, siden tilblivelsen af f.eks. Den Euro pæiske
Menneske rettighedskonvention i 1950. Jeg vil gerne
her prøve at give et uddybende svar.
Hvorfor en uddøende konvention?
En lov, hvor vigtige bestemmelser ikke bruges i praksis,
eller en konvention, hvor det samme kan gælde, løber
den risiko at blive betragtet som “død” af de, der ellers
er deltagere i konventionen. Bestemmelserne bortfalder
med et gammelt juridisk udtryk, desvetudo – det betyder:
Ved lang tids ikke-brug.
I alt fald vil det blive mere og mere usædvanligt og
anses for mindre rimeligt at anvende bestemmelser, der
stort set har været negligeret i årtier. En anklage fra en
stat mod en anden stat vil politisk set være betydeligt
stærkere end en mere “fredsommelig” behandling i en
komite, hvilket i øvrigt for en stor dels vedkommende sker
på skrift ofte uden direkte førelse af vidner, som det skete
i Grækenland-sagen. Vidneførelse styrker interessen
omkring de rejste anklager. Dertil kommer, at lande, der
efterfølgende slutter sig til den pågældende konvention,
har kunnet lægge til grund, at risikoen for statslige klager
åbenbart ikke er eksisterende. Det er risikofrit så at sige.
Det bør aldrig glemmes, at hensigten med implementeringsbestemmelser
eller kontrolmekanismer, altså det
system vi drøfter her, jo er at beskytte enkeltpersoner,
der har været eller risikerer at blive udsat for voldsomme
fysiske og psykiske krænkelser. Det kan hævdes, at der
foreligger en ganske stærk moralsk forpligtelse – nogle
vil i visse situationer mene en juridisk forpligtelse.
De trods alt eksisterende komiteer risikerer at sande
til ud fra manglende interesse. Staterne opdager jo,
at komitebehandlingen ikke resulterede i nogen form
for statsligt engagement af mere alvorlig karakter
– hvorfor tage denne behandling så alvorligt?
Alt i alt vil jeg konkludere, at der foreligger stærke
argumenter for at konstatere det uheldige og ulykkelige
i denne passivitet, der i så stort omfang er blevet udvist
siden Grækenland-sagen. På trods af, at det i vore dage
ville være betydeligt enklere for en stat at føre en sag
om tortur, synes tilskyndelsen hertil at være ringe. Kan
der anføres fornuftige argumenter imod at føre sager af
denne karakter?
Det vil på nogen kunne virke lidt tilfældigt, hvis et land
rejser en sag mod et bestemt land, hvor en sag kunne
rejses af samme gode grunde mod andre eller en anden
stat. Den risiko er imidlertid kendt og var forudsat, da
konventionen blev til. Der er ingen mulighed for i det
internationale samfund, som der teoretisk set er i hvert
fald i de nationale samfund, at behandle alle ens.
Man risikerer, at den pågældende stat, der ønsker at
rejse sagen, gør sig politisk afhængig eller i hvert fald
en smule afhængig af private organisationers støtte. Det
er imidlertid en velkendt sag, at sådan er det – sådan
var det til en vis grad i den skandinaviske sag mod den
militære junta i Athen, og sådan vil det være i andre sager
også af mindre spektakulær karakter vedrørende tortur.
De fremførte betragtninger ovenfor betyder naturligvis,
at man ikke skal rejse “småsager” eller sager, der ikke
indebærer alvorlige eller meget alvorlige krænkelser.
Dette indskrænker risikoen for, at det land, der rejser
sagen med rette kan mistænkes for at handle “politisk” og
ikke blot at bistå enkelte personer i en ulykkelig situation.
Repressalier kan tænkes iværksat mod den anklagende
stat. Risikoen herfor mindskes dog i det omfang, at der
er tale om en mindre betydningsfuld stat (rent størrelsesmæssigt
eller politisk). Men i øvrigt er dette naturligvis
en risiko, der også var kendt og forudset, da
konventionerne blev vedtaget. Om fornødent kan der ske
henvendelse til FN for at få kompensation for de byrder,
man måtte påtage sig, fordi man har stillet sig i spidsen
for bekæmpelse af tortur i et andet land.
Danmarks vilje til udenrigspolitisk aktivisme
Danmark har i de senere år vist vilje til udenrigspolitisk
aktivisme, også i situationer, hvor det har kostet menneskeliv
og store ressourcer i øvrigt – for eksempel når
det gælder indsatsen i Afghanistan.
Man har sikret sig samarbejde med eller støtte fra
en eller flere store magter. Dette kan man ikke altid
regne med, når det drejer sig om kampen mod torturen
(således som Grækenland-sagen og den græske juntas
forhold til USA – og i øvrigt også til NATO – viste sig at
være).
Den store udenrigspolitiske aktivisme, som vi har rost os
selv en del for, burde vige for at få vores gamle ry tilbage
på udviklings- og menneskerettighedsområdet. Vi lever i
en verden, hvor der er stærkt behov herfor.
Som det danske folketings formand, forhenværende
udenrigsminister Mogens Lykketoft, skriver i forbindelse
med en anmeldelse af bogen “Et land i krig” (Halvskov og
Svendsen):
“Forhåbentlig er bundlinjen, at vi efter 10 år med en
såkaldt aktivistisk udenrigspolitik, der er blevet meget
militariseret, er på vej til en anderledes, mere fredelig
aktivisme, hvor Danmark igen er i spidsen med civil udviklingsbistand
og med fokus på FN-indsatsen, når det
gælder militære engagementer.”
Såfremt DIGNITY ønsker det, er jeg sikker på at folketingsformanden
gerne vil føje “torturindsatsen” til citatet som
et uundvigeligt område. Den politiske opbakning er og
har altid været vigtig for arbejdet mod tortur.
Prinsesse Alexandra var fra 2005 til 2007 RCTs protektor. Under et besøg med RCT i Sydafrika møder prinsessen Desmond Tutu og en
sydafrikansk familie.
32 33