politiets efterretningstjeneste 1945-1968 - PET-kommissions beretning

Rigspolitichefens efterretningsafdeling 1945-1950
ligge hos regering og minister, og at det ikke kunne placeres hos Rigsdagen. Han
meddelte, at han med forskellige politikere havde diskuteret, hvad han kaldte
den løbende ”hetz” mod politiet, og over for dem understreget, at der måtte sluttes
op bag politiet – også i partipressen.
Rigspolitichefen stod for den mellemløsning, at retningslinjerne skulle angives
generelt, men med konkrete eksempler, som dog ikke måtte udelukke ”den
nødvendige Handlefrihed i paakommende Tilfælde”. Denne formulering fandt
dog ikke større genklang. Eivind Larsen søgte i stedet af vinde gehør for et egentligt
lovforslag, som ville forpligte Rigsdagen til en positiv stillingtagen. Ministeren
stod imidlertid fast, også med henvisning til, at noget sådant kunne skabe
vanskeligheder for de partier, der støttede regeringen. Han anmodede i stedet
rigspolitichefen og politidirektøren om sammen med statsadvokat Hoff og politiinspektør
Krenchel at udarbejde et endeligt forslag til en instruks. 130
Udkastet blev drøftet på et møde hos justitsministeren den 7. maj. Diskussionen
gjaldt først og fremmest afsnit II, stk. 3, i hvilket politidirek tøren ønskede
en udtrykkelig henvisning til ønskværdigheden af, at der førtes kartoteker. Det
gjaldt ikke mindst i henseende til den heftige politiske debat om kartotekerne.
Dette modsatte ministeren sig. Han fandt, at det kunne tages som et svaghedstegn
i forhold til den foregående ”Hetz-Kampagne”. Han henviste også til, at det
muligvis var for snævert at anvende udtrykket kartoteker, da andre former for
registrering kunne være hensigtsmæssige. 131 Ministeren erklærede sig villig til,
hvis der efter udsendelsen af cirkulæret kom en forespørgsel fra politicheferne
om berettigelsen af at anvende kartoteker, at bekræfte, at det fortsat var tilladt at
registrere oplysninger i kartoteker. 132 Dette accepterede rigspolitichefen og politidirektøren.
Debatten gik videre til spørgsmålet om, hvorvidt politiet burde afgive rapporter
om offentlige politiske møder. Det blev oplyst, at man overvågede visse
møder såsom DNSAP’s møder, 6.-Maj-Foreningens møder og mindretallets møder
i Sønderjylland. Man lagde vægt på at følge sådanne bevægelser ”af særlig
Karakter”. Ministeren gav udtryk for nogen tøven over for indberetninger fra
offentlige møder og mente, at man måtte begrænse politiets overvågningsvirk-
130 JM, ujournaliseret: Uden titel, uden dato, referat af møde hos justitsministeren den 26. april 1947.
131 JM, ujournaliseret: Møde hos Justitsministeren den 7. Maj 1947 angaaende Politiets Efterretningsvirksomhed,
uden dato.
132 Ibid.
Politiets efterretningstjeneste 1945-1968 47