Selvrapportering

Selvrapportering - metode og muligheder
Selvrapporteringens problemer
Reflektioner over spørgeskemaer
Spørgeskemaer og interviews har mere til fælles end man skulle tro,
specielt hvis man tager udgangspunkt i den lidt ufrugtbare diskussion om
kvantitative vs. kvalitative metoder. Begge metoder bygger på
selvrapportering og lægger vægt på deltagernes egenoplevelser til forskel
fra f.eks. observationer.
En udtalt skepsis overfor rigtigheden, pålideligheden og præcisionen af
selvrapporterede data om deltagerpesoners tanker, følelser, oplevelser og
problemløsninger er blevet fremført af mange. Kritikere af sådanne data
henviser ofte til Nisbett og Wilson (1977). De hævder i denne artikel at
deltagere i psykologiske eksperimenter ikke har adgang eller kendskab til
egne højere mentale processer og af den grund er ude af stand til at
beskrive disse på en korrekt og pålidelig vis.
Nisbetts og Wilsons argumenter er baseret på en gennemgang af en række
undersøgelser. En væsentlig del af deres kritik omhandler
undersøgelsernes design, der ikke omfattede en afprøvning af
selvrapporteringens reliabilitet, ikke opfyldte de metodologiske krav til
sådan en afprøvning og endnu mindre lopfyldte forudsætninger til at man
kunne afgøre om verbal selvrapportering er pålidelig eller ej.
Det skal da indrømmes at der er mange eksempler på mangelfulde
undersøgelser der er baseret på selvrapporterede data. En af de fejl der
hyppigt begås er at man ikke sikrer at deltagerne har den fornødne indsigt
i formålet med de udfordringer de stilles over for. Det er vigtigt, ja
afgørende at de stillede spørgsmål er præcise, entydige og forståelige,
således at den relevente information, som der er tilgængelig for
subjekterne, kommer til udtryk. Hvis deltagerne fornemmer at der ligger
en skult dagsorden til grund for de spørgsmål der stilles, bør det ikke
undre hvis de forsøger at gætte sig til hvilken hensigt der er med det
stilledes spørgsmål. Hvis deltagerne begynder at gøre sig forestillinger om
sådan en skult dagsorden, bliver svarene derefter. Den sidste pointe
understreges af Henle (1962), der hævder at tilsyneladende ulogiske svar
på stillede spørgsmål ofte kan forklares ved at svaret gælder et anderledes
spørgsmål end forskeren mener at have stillet. Alt for tit formuleres
spørgsmål på en tve- eller flertydig måde, eller således at det indebærer
associationer med andre former for sprogbrug i normalsproget end det der
27