Welsh Black kvæget af Erik Ørnsbjerg - Svanninge Bjerge

som er stikkende bliver ladt i fred. Det er f.eks. tjørn, rose, brombær, enebær og slåen
som vil stå tilbage, mens eksempelvis bøg, eg, pil, ask, bævreasp og bundvegetationen
af græs og urter bliver ædt.
Kvæg afgræsser ikke de pletter, hvor de har afsat egen gødning, og der vil derfor opstå
mange små fristeder, hvor blomster og urter får plads til at udvikle sig i det frilagte
landskab. Ophører græsningen eller hvis den ikke er intensiv nok, vil træerne og den
dækkende vegetation igen vinde frem. Rødel kan kvæget ikke lide smagen af, og den vil
derfor blive stående, ligesom italiensk gyvel heller ikke bliver rørt. For disse arter kan det
være nødvendigt at foretage en mekanisk regulering.
Normalt har dyrene en naturlig evne til at undgå planter der er giftige, men der kan
forekomme situationer hvor dyrene æder giftige planter, specielt i meget tørre perioder. I
Svanninge Bjerge er arealerne af en så stor varietet, at også i tørre perioder kan dyrene
finde store mængder føde i de fugtige enge. Kvæg har (i modsætning til heste) desuden
en stor naturlig modstandskraft mod giftige planter fordi de giftige stoffer nedbrydes af
mikroorganismerne i kvægets vom.
Netop behovet for vintergræsning er en af de vigtigste grunde til, at kvægracen Welsh
Black er valgt til at gå i Svanninge bjerge. Welsh Black er gennem århundreder udviklet til
at opholde sig ude i det fri hele året rundt. I vinterhalvåret sættes en meget kraftig pels,
der beskytter mod blæst, nedbør og kulde, men også den relativt kraftige behåring som
racen har i sommerhalvåret har betydning for kvægets beskyttelse mod insekter på
denne årstid.
Læs mere om racen Welsh Black og de dyr, der går i Svanninge Bjerge i de næste afsnit.
Foruden at være smukke, rolige og nyttige dyr er det indførte kvæg også af stor
avlsmæssig værdi. Det stammer fra de bedste avlsbesætninger i Wales og kan føre deres
afstamning og historie langt tilbage i tiden.
Kvæg og kvægracer generelt
Der er lidt uenighed i videnskabelige kredse om alt tamkvæg har samme oprindelse, men
den mest accepterede opfattelse er, at tamkvæget har udviklet sig fra den nu uddøde
urokse i to hovedretninger:
1) Den europæiske form (bos taurus)
2) Den indiske form (bos indicus)
Den indiske form kan let kendes på den store pukkel, der findes over nakkeregionen - og
de fleste kender den indiske form under betegnelsen Zebu-kvæg. Den europæiske form
har ikke denne store fedtpukkel - og er derfor i udseende væsentlig forskellig fra
Zebukvæget.
2