Flugten til Sverige. Aktionen mod de danske jøder oktober 1943 - DIIS

R A S M U S K R E T H M I C H A E L M O G E N S E N
Flugten
Til
Sverige
Aktionen mod
de danske jøder
oktober 1943
Gyldendal

Flugten til Sverige
Aktionen mod de danske jøder oktober 1943
© 1995 Rasmus Kreth og Michael Mogensen og
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på
institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan,
og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Typografi og omslag ved Mette Overgaard
med fotografi af danske jøder, der ankommer
til Sverige. (Scandia Photopress)
Bogen er sat med Palatino og Optima
hos NB PrePress, København
og trykt hos Nordisk Bogproduktion A.S. Haslev
Printed in Denmark 1995
ISBN 87- 0 0 - 2 0 4 0 6 - 4
Tak til Hotelejer Andreas Harboes Fond,
Radio-Parts Fonden,
A/S Dagbladet Politikens Fond og
Direktør, cand. polit. Marcus Choleva,
som har ydet økonomisk støtte til udgivelsen

Indhold
Forord 7
Forkortelser 9
Indledning 11
1. Den politiske baggrund 13
Aktionen besluttes 14
Tysk modvilje 18
Advarslen 19
2. Aktionen 22
Tysk politi til Danmark 22
Registreringen 24
Razziaen natten til den 2. oktober 25
En begrænset aktion? 26
En varsom fremgangsmåde? 31
3. Flugten fra Danmark til Sverige 36
Flugten fra 9. april 1940 til 28. september 1943 37
Masseflugten i oktober 1943 44
4. Redningsaktionen 54
Hjælpen til jøderne 54
Jøderne flygter 57
5. Den danske kystbevogtning 64
Etablering og udbygning 64
Kystpolitiet efter den 29. august 1943 69
Kystpolitiet under og efter aktionen 76
6. Motiverne til at hjælpe 86
Risikomomentet 92
Straffen for at hjælpe 94
7. Tyskerne og flugten 106
Krigsmarinen 107
Tysk overvågning af Sundet i oktober 1943? 110
Det tyske politi og værnemagten 117
8. Dr. Best og flugten i oktober 128
9. Konklusion 133
Bilag A 137

Bilag B 138
Bilag C 139
Litteratur og kildemateriale 140
Noter 143
Kilder 166
Summary 172
Litteratur 176
Personliste 180
Stednavne 182

Forord
Denne bog er en redigeret udgave af vores specialeafhandling, som i sommeren
1993 blev indleveret til Historisk Institut, Aarhus Universitet.
Under udarbejdelsen vejledte professor, dr.phil. Henning Poulsen forfatterne
på sin sædvanlige kyndige og medlevende måde og gav derefter gode råd til
denne bogudgave. Forlaget Gyldendals eksterne fagredaktør, lektor, dr.phil.
Hans Kirchhoff gav ligeledes gode råd til nye formuleringer og rettelser af ikke
helt korrekte fakta. En venlig tanke sender vi også lektor, dr.phil. Christian
Tortzen og redaktør Svend Aage Lund Mogensen, der begge har bidraget med
nyttige kommentarer til manuskriptet. Det er os samtidig en kær pligt at takke
lærer Ruth Andersen for at have læst indgående korrektur på arbejdet, og
dr.phil. Poul Enemark og Erhvervsarkivet i Århus for generøst at have givet os
husly under arbejdet. En tak skal også lyde til redaktør Herbert Pundik, der har
støttet og vist interesse for vort arbejde.
Projektet kunne ikke have været gennemført uden adgang til klausulerede
arkivalier. Vi takker Rigsarkivet og Landsarkivet for Sjælland, Riksarkivet og
Krigsarkivet i Stockholm, Landsarkivet i Lund og en række ministerier og
institutioner for at have givet os de fornødne tilladelser. Arkivernes personale
var os yderst behjælpelig med at fremskaffe det eftersøgte materiale. Vi vil især
fremhæve den store indsats, som arkivar Anna Svensson ved Landsarkivet i
Lund har ydet. Vi vil samtidig påpege, at Rigsarkivets lange sagsbehandling
virkede så meget mere skuffende, når man sideløbende oplevede hvor positivt
og hurtigt tilsvarende ansøgninger blev besvaret af de svenske ar-
7

kiver. Anonymisering af navne er foretaget efter krav fra Justitsministeriet.
Afslutningsvis vil vi takke Ernst og Vibeke Husmans Fond, direktør Ole
Mogensen og direktør E. Danneskiold-Samsøe for fremskaffelsen af de midler,
der gjorde det muligt at foretage en række arkivstudier i Sverige.
December1994

Forkortelser
AA Auswärtiges Amt
AS Statsadvokaten for særlige Anliggender
JM Justitsministeriet
KTB Kriegstagebuch
OKW Oberkommando der Wehrmacht
PK Den Parlamentariske Kommission
RSHA Reichssicherheitshauptamt
SD Sicherheitsdienst
SOU Statens Offentliga Utredningar
S.st. Sammesteds
UD Utenriksdepartementet
UK Undersøgelseskammer-sag fra Statsadvokaten
for særlige Anliggender
UM Udenrigsministeriet
VGADK Verstärkten Grenzaufsichtsdienst Küste
WFSt Wehrmachtführungsstab (i OKW)

Indledning
Nazisternes overgreb på jøderne i Europa ramte Danmark mellem den 1. og 2.
oktober 1943. Denne nat gennemførte den tyske besættelsesmagt en razzia i
Danmark og pågreb i alt 284 jøder, som blev deporteret til ghettoen
Theresienstadt i protektoratet Böhmen-Mähren. I løbet af oktober og november
fulgte endnu to transporter med i alt 190 jøder, der var blevet anholdt under
flugtforsøg fra Danmark til Sverige. Af de 474 deporterede omkom i alt 53 – de
fleste gamle og syge. Det lykkedes imidlertid de godt 7.000 øvrige jøder fra
Danmark at bringe sig i sikkerhed i Sverige.
Set i lyset af, at nazisterne fik ombragt mellem 5 og 6 mio. af de i alt 8 til 9 mio.
jøder, de havde inden for rækkevidde, fremstår det som lyset i holocaustmørket,
at op mod 95% af jøderne i Danmark undgik anholdelse og flygtede til Sverige.
Den vellykkede flugt i oktober 1943 er en af de begivenheder i dansk historie, der
har tiltrukket sig international opmærksomhed.
Men det er i hovedsagen kun den politiske side af emnet, der hidtil har haft
forskernes bevågenhed. Der er ikke foretaget en systematisk undersøgelse af
flugten og de betingelser, der gjorde den mulig. Dette er formålet med denne
fremstilling. Den vil først behandle årsagerne til, at tyskernes aktion natten
mellem den 1. og 2. oktober 1943 mislykkedes. Dernæst forsøger den at finde
svarene på, hvorfor det i tiden derefter lykkedes jøderne at nå i sikkerhed i
Sverige? Jødernes egne initiativer, de svenske myndigheder og de danske
flugthjælpere havde indflydelse på resultatet. Men det var, som undersøgelsen
vil vise, i første række de tyske og danske myndigheder, der afstak rammerne for
forløbet i oktober 1943. Derfor er det nød-
11

vendigt at undersøge deres stilling, hvilket nu er muligt efter vores afdækning
af et omfattende og hidtil ukendt kildemateriale i det danske og svenske politis
og den svenske marines arkiver.

1. Den politiske baggrund
Fredsbesættelsen af Danmark den 9. april 1940 medførte at tyskernes løfte om at
respektere dansk suverænitet blev ført ud i livet. Dermed kom det okkuperede
Danmark til at indtage en særstilling i det nazistisk beherskede Europa.
Danmark blev således i princippet stadig styret af konge, regering og rigsdag.
Domstolene, administrationen, ja selv hær og politi forblev selvstændige danske
instanser.
I den daglige forretningsgang blev det understreget, at der formelt var tale om
forhandling mellem to suveræne stater, og kontakten blev samlet i
udenrigsministeriet. I forhandlingerne var begge parter bevidste om, at
besættelsesmagten havde muligheden for at trumfe sin vilje igennem. Tyskerne
kunne med andre ord tage sig selv til rette, hvis de anså et krav for tilstrækkeligt
vigtigt. Men de var også bevidste om, at det ikke kunne gøres uden
omkostninger.
Allerede på et tidligt tidspunkt slog den danske regering fast, at den ikke ville
give indrømmelser over for eventuelle tyske krav om antijødiske love. Jødernes
uindskrænkede retsstilling var altså et afgørende princippunkt i
forhandlingspolitikken. Den danske regerings indstilling afspejlede et Danmark,
hvor man ikke kunne få øje på et jødeproblem. De ca. 8.000 personer, som
udgjorde den jødiske del af befolkningen, var og blev betragtet som integrerede i
det danske samfund.
De tyske myndighedspersoner i Danmark var velorienterede om den danske
holdning. Det tyske udenrigsministeriums repræsentanter i Danmark, først den
tyske gesandt, v. Renthe-Fink og senere – fra november 1942 – den tyske
rigsbefuldmægtigede, Werner Best, søgte i indberetninger til Auswärtiges
13

Amt at holde spørgsmålet ude af det dansk-tyske forhold. Den afværgende
taktik, som de tyske chefforhandlere her anlagde, tog sit udgangspunkt i en klar
erkendelse af, at spørgsmålet ikke alene var ubekvemt – men også sprængfarligt.
De frygtede at et tysk krav om antijødiske love ville føre til den danske
regerings afgang. Hermed ville illusionen om „normale“ dansk-tyske relationer
lide skibbrud og leverancerne af danske fødevarer blive ustabile. Dertil kommer,
at den tyske udenrigstjenestes magtstilling ville være udspillet, idet dens
kompetence var betinget af Danmarks suveræne status. Brød samarbejdet med
den danske regering sammen, havde diplomaterne ingen eksekutivmagt og
risikerede dermed at måtte overlade forvaltningen af Danmark til værnemagten
eller en rigskommissær.
Så længe man i Berlin ønskede ordningen af 9. april opretholdt, blev der ikke
gennemført forholdsregler af nogen art over for jøderne i Danmark. Dette skal
ses i lyset af, at tyskerne i alle andre besatte lande havde iværksat antijødiske
love. Siden årsskiftet 1941-42 havde man i Berlin forberedt og koordineret
gennemførelsen af det systematiske massemord, som siden er blevet kendt under
betegnelsen Holocaust, og fra midten af 1942 deporterede man jøder til
koncentrationslejre fra alle andre steder i det nazistisk beherskede Europa. Først
da fredsbesættelsen brød sammen i sensommeren 1943 kom turen til jøderne i
Danmark.
Aktionen besluttes
Efter krigens vendepunkt, markeret ved de tyske nederlag på østfronten og i
Afrika, brød uroen frem i Danmark. I løbet af sommeren 1943 havde troen på, at
det tyske sammenbrud var nært forestående, grebet om sig. Det udløste
sabotageaktioner, slagsmål med tyske soldater og en strejkebølge, der fra juli og
især i august prægede landet.
Både de centrale danske og tyske instanser ønskede at lægge låg på uroen. Det
lykkedes dog ikke, og da Berlin fik efterretninger om begivenhederne, blev dr.
Best den 24. august kaldt til
14

15
udenrigsminister Joachim v. Ribbentrop og her afkrævet en forklaring om
situationen. Dr. Best modtog i den forbindelse et af Adolf Hitler befalet
ultimatum, der skulle forelægges den danske regering. Det indeholdt krav om
indførelse af undtagelsestilstand med udgangsforbud, særdomstole og dødsstraf
m.v. Ultimatumet, som blev forelagt i Danmark den 28. august, medførte, at
regeringen og de politiske partier svarede entydigt nej. Forhandlingspolitikken
havde dermed nået sin afslutning.
Tidligt om morgenen den 29. august fik statsminister Erik Scavenius overrakt
den øverstkommanderende general Hermann v. Hannekens erklæring om, at
værnemagten havde overtaget den udøvende magt, og at regeringen derfor var
uden beføjelser. Samtidig blev den danske hærs og flådens soldater interneret.
Men bruddet var ikke totalt, bl.a. forblev politi og domstole intakte, og det
hidtidige samarbejdsmønster fortsatte i realiteten efter undtagelsestilstandens
ophør den 6. oktober, men nu var det formelt overladt til departementschefstyret
at tegne det officielle Danmark.
I den mellemliggende periode overtog v. Hanneken forvaltningen af Danmark.
Ganske vist fortsatte dr. Best nominelt som rigsbefuldmægtiget, og allerede den
1. september fik han instruks om, at han også under undtagelsestilstanden fortsat
skulle have det politiske ansvar. Men med indførelsen af den militære
undtagelsestilstand måtte dr. Best overlade positionen som den ledende tyske
myndighedsperson i Danmark til v. Hanneken.
Sammenbruddet den 29. august, fik indflydelse på, at dr. Best lagde kursen om
og sendte et skæbnesvangert telegram til v. Ribbentrop den 8. september,1 som
blev den direkte anledning til jødeaktionen tre uger senere. I telegrammet, som
er et af de mest omdiskuterede dokumenter vedrørende den danske
besættelsestid, anbefalede han en aktion mod jøderne og frimurerne under den
aktuelle undtagelsestilstand. Han gav udtryk for, at en aktion efter ophævelsen
af undtagelsestilstanden ville få modstanden til at blusse op igen og gøre en ny
undtagelsestilstand nødvendig. Hvis en forfatningsmæssig regering var blevet
gendannet, ville den træde tilbage, ligesom konge og rigsdag ville indstille deres
funktioner. Traf man derimod fra

16
tysk side foranstaltninger mod jøderne under undtagelsestilstanden, ville det
ikke nødvendigvis forhindre en dansk regeringsdannelse.
Hitler fik forelagt telegrammet, og den 17. september meddelte man den
rigsbefuldmægtigede, at jødeaktionen i princippet var godkendt af Føreren.
Senest den 21. september traf Hitler så den definitive beslutning og godkendte, at
deportationen fandt sted under undtagelsestilstanden. Reichsführer-SS og chef
for det tyske politi Heinrich Himmler skulle stå for gennemførelsen, og ville til
formålet overføre to politibataljoner til Danmark. Senere den 28. september blev
aktionen fastsat til natten mellem den 1. og 2. oktober.
Dr. Best påstod efter krigen, at han først sendte sit telegram, efter at han havde
fået informationer fra Berlin om, at en aktion allerede var besluttet af Hitler, og at
formålet med telegrammet var at få beslutningen tilbagekaldt ved at fremhæve
de vanskeligheder og uheldige konsekvenser, foranstaltningen måtte ventes at
medføre. Men den israelske historiker Leni Yahil har påvist, at sagsbehandlingen
i Berlin om jødeaktionen i Danmark tog sit udgangspunkt i dr. Bests fremstød
den 8. september,2 at initiativet altså lå i København.
Dr. Bests motiver og overvejelser er problematiske at klarlægge, og historikerne
er ikke enige. De fleste mener, at jøderazziaen ikke var et mål i sig selv. Derimod
fremhæves det af Yahil, at telegrammet skulle rehabilitere den
rigsbefuldmægtigede fra fiaskoen den 29. august og styrke ham i den interne
magtkamp med værnemagten.3 Dr. Best havde længe ønsket en udvidelse af sin
politistyrke for at have et magtapparat ved siden af værnemagten, så han i givet
fald kunne træde selvstændigt ind i sabotagebekæmpelsen, hvis
forhandlingspolitikken brød sammen. Da bruddet kom den 29. august
fremhævede han ekstra kraftigt i dagene herefter, at der måtte oprettes en tysk
politistyrke under hans myndighed, der – i forhold til tidligere – skulle have
operativ myndighed. Telegrammet af 8. september skal, som Yahil anfører det,
ses i lyset af denne sammenhæng, da en aktion mod jøderne ville skaffe ham de
store politistyrker til landet, der var nødvendige for at afbalancere
værnemagtens indflydelse. Anbefalingen af jødedeportationen blev således

17
kun et påskud for det egentlige mål, der gjaldt magten i Danmark.
Den danske historiker Bjørn Rosengreen er i det store og hele enig med Yahil,
men anfører dog samtidig, at dr. Best allerede den 3. september vidste, at der
ville blive overført en chef for sikkerhedspolitiet til Danmark.4 Da dr. Best sendte
telegrammet den 8. september, var han altså ifølge Rosengreen ikke i tvivl om,
hvorvidt politiet ville komme til Danmark, men nok om, hvornår mandskabet
ville ankomme, og hvordan det institutionelt skulle indpasses i besættelsesstyret.
Rosengreen fastslår således, at dr. Bests anmodninger om at etablere det tyske
politi i Danmark blev imødekommet kort efter 29. august, i første omgang ikke
som resultat af en planlagt jødeaktion, men fordi de skulle genskabe ordnede
tilstande. Rosengreen har dog ikke dokumenteret, at dr. Best vidste, hvor mange
politifolk der ville blive overført til Danmark, da han afsendte telegrammet den
8. september. Som vi snart skal se, udgjorde den styrke, som blev underlagt der
Befehlshaber der Sicherheitspolizei, kun en mindre del af den omfattende
politistyrke, der blev overført til Danmark fra midten af september måned 1943.
Som anført af Yahil udløste telegrammet af 8. september med andre ord det store
antal politistyrker.
Yahil er dog på usikker grund, når hun fastslår, at „dr. Best – og han alene –
var ansvarlig for, at jødeaktionen fandt sted i Danmark …“ 5 F o r h o l d e t
v a r t r o d s a l t n æ p p e s å e n k e l t . D e n e n d e l i g e
„ e v a k u e r i n g “ a f d e e u r o p æ i s k e j ø d e r v a r b l e v e t s a t i
v æ r k i s a m t l i g e b e s a t t e l a n d e f r a m i d t e n a f 1 9 4 2 .
D a n m a r k v a r d e r f o r d e t e n e s t e b e s a t t e l a n d , s o m e n d n u
i k k e v a r r a m t a f E n d l ö s u n g . D e t t e s a m m e n h o l d t m e d ,
a t d e t s t æ r k e s t e a r g u m e n t i m o d e n j ø d e a k t i o n i k k e
l æ n g e r e g j a l d t , i d e t d e n d a n s k e r e g e r i n g v a r t r å d t
t i l b a g e . H e r e f t e r m å d e t h a v e s t å e t d r . B e s t k l a r t , a t e t
u d s p i l f r a B e r l i n o m e n j ø d e a k t i o n k u n n e v e n t e s h v e r
d a g . D e r t i l k o m m e r , a t e n j ø d e a k t i o n a f i d e o l o g i s k e
å r s a g e r v e l n æ p p e k u n n e u n d g å s p å l æ n g e r e s i g t , n å r
f ø r s t d e t t y s k e s i k k e r h e d s p o l i t i v a r e t a b l e r e t i l a n d e t .
Meget tyder altså på, at dr. Best ville manifestere sig som en mere aktiv
nationalsocialistisk forvaltningsembedsmand ved at frembringe spørgsmålet om
en deportation af de danske jøder

og på den måde overbevise Berlin om, at der skulle overføres flere politifolk, der
burde underlægges ham. Og så kunne aktionen endda anbefales iværksat under
undtagelsestilstanden, mens værnemagten havde ansvaret for ro og orden.6
Tysk modvilje
Værnemagten i Danmark var en klar modstander af, at jødeaktionen blev
iværksat. v. Hanneken sendte et telegram til Oberkommando der Wehrmacht
(OKW) den 20. september, hvor det fremgår, at han frygtede for følgerne af en
deportation. Han fastslog således, at det danske embedsmands- og politiapparat
herefter ikke længere ville samarbejde, leverancerne af fødevarer og produkter
fra rustningsindustrien ville lide stærkt afbræk. Ligeledes måtte der forventes
større uroligheder, som nødvendiggjorde militærets indgriben.7 v. Hanneken
fandt det også uhensigtsmæssigt, at de tyske tropper deltog i en aktion, som var
politisk betinget, og han foreslog senere den 22. september, at jødeaktionen
skulle udsættes til efter undtagelsestilstandens ophør, således at det var dr. Best,
der fuldt ud kom til at bære ansvaret for at gennemføre aktionen. Næste dag fik
v. Hanneken imidlertid besked fra OKW om, at det besluttede stod ved magt,
med andre ord, at aktionen skulle gennemføres under undtagelsestilstanden.
Generalen valgte imidlertid at opfatte instruksen på den måde, at værnemagten
havde forbud mod at bidrage med mandskab og afslog over for det tyske politi
at lade den militære efterretningstjeneste og militærpolitiet deltage. Dr. Best
gjorde den 29. september Berlin opmærksom på dette, hvilket resulterede i, at
OKW gjorde det klart for v. Hanneken, at et sådant forbud ikke eksisterede.
Årsagen til, at værnemagten lige til det sidste forsøgte at holde sig udenfor, blev
af v. Hanneken begrundet med hensynet til værnemagtens ære.8
Den nyankomne chef for sikkerhedspolitiet, Standartenführer dr. Rudolf
Mildner nærede også modvilje over for aktionen. Nogle få dage efter, at han var
ankommet til Danmark, henvendte han sig med dr. Bests godkendelse til SSrigsføreren
18

og rejste til Berlin for at få ordren omgjort. Men han fik intet ud af sine
henvendelser og modtog i stedet en ordre fra Himmler om, at „de anti-jødiske
aktioner skal indledes øjeblikkeligt“.
Der er ikke grund til at tro Mildners senere udsagn om, at han tog klar afstand
fra deportationer som sådan, idet han bl.a. tidligere havde sendt jøder til
Auschwitzlejren. Derimod kan det meget vel være rigtigt, som Mildner anførte
ved den internationale militærdomstol efter krigen, at han var betænkelig ved
følgerne af en aktion, idet man måtte forvente betydelige uroligheder, og at det
danske politi ikke længere ville samarbejde, hvilket ville besværliggøre
sikkerhedspolitiets arbejde i Danmark.
Denne rationelle forklaring underbygges af, at man selv i Gestapohovedkvarteret
i Berlin bestræbte sig på at undgå uroligheder i det fredsbesatte
Danmark. Chef for Gestapo i Danmark, SS-Sturmbannführer Karl Heinz
Hoffmann, fik inden afrejsen til Danmark i september 1943 en forholdsordre fra
den øverste Gestapochef, Gruppenführer Heinrich Müller, der bl.a. fastslog, at
sabotagebekæmpelsen „… skulle foregå på en sådan måde, at Danmark stadig
indtog en særstilling blandt de okkuperede lande, og at det frem for alt ikke
måtte føre til, at der kom norske tilstande i landet …“. I samme forbindelse fik
Hoffmann at vide, at han skulle arbejde så snævert som muligt sammen med det
danske politi.9
Det var dog ikke kun cheferne for det tyske militær og sikkerhedspoliti i
Danmark, som nærede modvilje over for en jødedeportation. Chefen for
civilforvaltningen og lederen af det tyske politi indtil 29. august, SS-
Brigadeführer Paul Kanstein, gesandten Paul Barandon og andre ledende tyske
embedsmænd, militære som civile, var også imod.
Advarslen
Men skibsfartsattacheen ved det tyske gesandtskab i København – G. F.
Duckwitz – var den eneste, som var indstillet på handling. Den 28. september
informerede han sine kontakter i det danske socialdemokrati om den forestående
aktion.10 Duck-
19

witz’ advarsel blev bragt videre til ledelsen af Det Mosaiske Troessamfund.
Advarslen blev herfra forsøgt videregivet til menighedens medlemmer bl.a.
under morgengudstjenesten i synagogen den 29. september. Der anvendtes dog
langt flere kanaler, og ud fra beretningsmaterialet tyder det på, at advarslen var
nået ud til langt de fleste. Ud af 80 beretninger er der kun i de 12 anført, at man
ikke havde modtaget nogen advarsel før aktionen.11
Advarslen blev givet i overensstemmelse med dr. Best. Han havde på et møde
med Duckwitz den 25. september anført, at han ønskede, at jøderne undslap tysk
forfølgelse. Få dage forinden havde dr. Best forsøgt at forhindre den aktion, han
selv havde anbefalet ved at male fanden på væggen over for Berlin. Den 18. og
20. september, indrapporterede han således til v. Ribbentrop, at ingen i Danmark
ville overtage det politiske medansvar, når jøderne blev deporteret, og at der
kunne opstå voldsomme uroligheder som følge heraf. Telegrammerne medførte,
at v. Ribbentrop den 23. september forelagde Hitler spørgsmålet endnu en gang.
Men Hitler troede ikke på, at aktionen ville få de nævnte konsekvenser og slog
fast, at „Judenaktion in Dänemark soll wie befohlen durchgefürt werden“.
Dr. Bests tvetydige optræden i septemberdagene skal formentlig ses i lyset af,
at hans anmodning om en jødedeportation den 8. september kun var et påskud
for det egentlige mål, nemlig at sikre sig større magt i Danmark. Telegrammet af
8. september havde tjent sit formål, da politifolkene var blevet bevilliget.
Herefter kunne aktionen med fordel saboteres, idet hans stilling som det tyske
udenrigsministeriums repræsentant i Danmark indebar et fortsat behov for
samarbejde med de danske instanser. 12
Ganske vist arbejdede dr. Best ihærdigt på egenhændigt at overtage en større
del af forvaltningen i Danmark,13 men tilbagemeldingerne fra Berlin, eller rettere
manglen på samme, må tolkes således, at man herfra i det store og hele ønskede
den hidtidige ordning fortsat. Dr. Best vidste altså, at han fortsat i stor
udstrækning måtte samarbejde med de danske instanser. Deportationen af
tusinder af jøder ville næppe genskabe den nødvendige diplomatiske velvilje fra
dansk side, selv om det for-
20

melt var v. Hanneken, der havde den udøvende magt under aktionen.
Samtlige tyske instanser i Danmark var altså mere eller mindre imod en
jødeaktion. Som fremgået forsøgte v. Ribbentrop i Berlin ligeledes at forhindre
aktionen. Da det stod klart, at dette ikke ville lykkes, beordrede han at „…
aktionen så vidt muligt bliver udført på en sådan måde, at større uroligheder i
den danske befolkning bliver undgået“.14 Der er dermed belæg for at antage, at
v. Ribbentrop frygtede, at Danmark – som var et af de sidste arbejdsområder for
Auswärtiges Amt og den eneste stat, hvor det stadig havde kommandoen –
fremover ville blive administreret af værnemagten eller SS, hvis en altomfattende
og hensynsløs aktion udløste en så markant dansk modvilje, at der ikke kunne
genetableres et samarbejde med de danske instanser.
v. Ribbentrop frygtede antagelig ligeledes, at en deportation, som omfattede
hovedparten af den jødiske befolkningsgruppe i Danmark, ville være til gene for
konstruktive løsninger i det dansk-tyske forhold. Dr. Best kunne dog berolige v.
Ribbentrop både den 29. september og 1. oktober. Her gjorde han det klart, at
befolkningen i Danmark var bekendt med den kommende aktion, og at denne
ville blive svær at gennemføre, idet talrige jøder ikke ville befinde sig i deres
boliger, når aktionen løb af stablen.
21

2. Aktionen
Tysk politi til Danmark
Det er en almindelig opfattelse, at der i oktober 1943 kun fandtes en svag tysk
politistyrke i Danmark, som ikke evnede at anholde jøder i et større tal.1
Konstateringen er imidlertid problematisk, fordi der endnu ikke er foretaget
undersøgelser, som giver bare nogenlunde sikre tal for den tyske politistyrke den
1. oktober 1943. I det følgende vil vi derfor foretage en systematisk undersøgelse
af dette spørgsmål.
Den 1. august 1943 bestod den tyske sikkerhedspolitistyrke i Danmark af 57
politiembedsmænd og betjente, som var overført fra SD, dvs. den politiske
efterretningstjeneste, Gestapo og kriminalpolitiet i Tyskland. I august 1943 var 44
af disse politifolk stationeret i København, resten ved „Ausenstellen“ i
provinsen. Der var 5 i Ålborg, 3 i Esbjerg, 3 i Odense og 2 i Århus.2 Fra midten af
september 1943 udbyggedes styrken betydeligt. Den 14. september 1943 ankom
Gestapochef Hoffmann, for at klargøre faciliteter for de ca. 200
sikkerhedspolitifolk, der var i vente.3
Allerede dagen efter ankom de første, ca. 120 mand, beregnet for København,
Odense, Århus, Ålborg, Kolding og Esbjerg.4 Den allerede omtalte chef for
sikkerhedspolitiet, Rudolf Mildner, som tidligere havde gjort tjeneste i Polen,
indfandt sig i København den 19. september.5
Det fremgår ikke eksplicit af kilderne, om de resterende 80 sikkerhedspolitifolk
også ankom inden aktionen. Men den 29. september var 6 SD-folk fra Berlin
under ledelse af Sturmbannführer Rolf Günther (Eichmanns stedfortræder i
Gestapos „jødereferat“) og Hauptsturmführer Krücsack ankommet til Kø-
22

enhavn.6 Den 1. oktober 1943 var der med andre ord mindst 185 sikkerhedspolitifolk i
Danmark.
Med hensyn til det tyske ordenspoliti havde dette allerede haft en bataljon i
Danmark et halvt års tid. Således udvirkede dr. Best, at ordenspolitibataljonen –
DA I Pol 25 Cholm, overførtes til København fra Generalguvernementet i maj
1943.7 Derefter ankom der den 15. september 1943 et kompagni tysk
ordenspoliti, der foreløbig skulle blive i København. Spørgsmålet om den
nærmere udstationering skulle først afklares efter ankomsten af hele
ordenspolitistyrken.8 Herefter ankom endnu tre ordenspolitikompagnier til
København, et den 21. september og to den 23. september 1943.9 Senere indtraf
yderligere én ordenspolitibataljon, antagelig den 27. september 1943. Denne dag
observerede overbetjent Stensholm fra Frihavnen to transportdampere
indeholdende ikke blot tropper, men også mindst 20 politiudrykningsvogne,
som blev bemandet og kørte ind ad Østmolen. Fra en af de udsendte danske
politibiler blev det indberettet, at vognene var ankommet til Alsgade skole på Ny
Carlsbergvej, der fungerede som politikaserne.10
Den 29. september arriverede den øverste chef for ordenspolitistyrken i
Danmark, generalmajor v. Heimburg. Af hans tjenstlige krigsdagbog fremgår
det, at der på dette tidspunkt befandt sig tre ordenspolitibataljoner i
København:11 „Polizeibataillon Dänemark“ under BataillonsKommandeur major
Zuschneid, „Polizeibataillon 15“ under BataillonsKommandeur major Fass og
endelig BataillonsKommandeur major Kleines „Polizeibataillon Cholm“, der som
nævnt gjorde tjeneste i Danmark siden foråret 1943. Med de to nye bataljoner,
der var ankommet fra Norge, blev antallet af ordenspolitibataljoner altså
tredoblet i løbet af september måned.12
I krigsdagbogen anføres de præcise tal for de to nyankomne bataljoner.
„Polizeibataillon Dänemark“ bestod af 5 kompagnier, hvori der indgik 402
mand, mens „Polizeibataillon 15“ bestod af 518 mand.13
Vi ved ikke præcis, hvor mange der var i „Cholm“-bataljonen, men hvis vi
antager, at den bestod af et antal svarende til bare den mindste af de to andre
bataljoner, kommer vi frem til,
23

at ordenspolitistyrken omfattede mindst 1300-1400 mand. Hertil kommer
sikkerhedspolitistyrken på mindst 185 mand.
Den 1. oktober var der med andre ord mindst 1500 tyske politifolk til disposition.
Der var dog antagelig flere endnu. Dr. Best gjorde i telegrammet af 8.
september opmærksom på, at aktionen krævede de 300 sikkerhedspolitifolk og
to ordenspolitibataljoner overført, som han allerede den 1. september havde
anmodet om.14
Senere den 18. september rapporterede han til Berlin, at han kun havde behov
for yderligere 50 sikkerhedspolitifolk, inden aktionen skulle sættes i værk, hvis
de ventede ordenspolitikompagnier ville ankomme rettidigt, hvilket de gjorde.15
Når vi påtænker, at dr. Best var meget ivrig for at trække tysk politi til landet,
kunne noget derfor tyde på, at der i virkeligheden var ankommet mindst 250
sikkerhedspolitifolk på dette tidspunkt, i stedet for de påviste 120. Den svenske
gesandt i København, v. Dardel, oplyste den 5. oktober 1943, at han havde sikre
efterretninger om, at der fandtes 1800 tyske politifolk i København. Dette tal kan
meget vel være rigtigt.16
Registreringen
I slutningen af 1941 pålagde det tyske gesandtskab den efter krigen domfældte
NN1 at tage til København for at udarbejde et kartotek over jøderne i Danmark,
samt over personer, „som i højere grad var beslægtet med jødedommen“. I
august 1942 afleverede han det udarbejdede kartotek over jødernes navne,
erhverv, bopæl og fødselsdato til gesandtskabet på Kastelsvej, hvorfra det blev
overført til Gestapo på Dagmarhus.17 Kartoteket blev herefter opdateret efter to
razziaer mod jødiske kontorer.
Den 31. august 1943 blev Mosaisk Troessamfunds protokoller beslaglagt hos
overretssagfører Arthur Henriques i Nybrogade. På hans kontor havde tre mænd
tvunget den tilstedeværende kontordame til at udlevere protokollerne, som
indeholdt fortegnelser over samtlige medlemmer af den jødiske
menighed.18 Genealogen NN2, som var indblandet i røveriet, afleve-
24

ede protokollerne til det tyske arkiv, hvor han kort efter blev ansat til at
opdatere jødekartoteket.19 Den anden razzia fandt sted den 17. september 1943,
da det mosaiske menighedskontor i Ny Kongensgade blev ryddet for
arkivmateriale af det tyske politi.20
Dagen efter anmodede dr. Best Berlin om at sende et skib til København, der
kunne rumme mindst 5000 jøder fra det storkøbenhavnske område. Jøderne fra
Fyn og Jylland kunne borttransporteres med tog. Desuden oplyste han, at der
ifølge det foreliggende materiale befandt sig 1.673 jødiske familier i
Storkøbenhavn, i det øvrige land ca. 33 familier, samt 1.208 personer, der var
udvandret fra Tyskland. Dertil kom ca. 110 jødiske familier, der ikke længere
tilhørte det jødiske troessamfund.21
Den tyske ordenspolitichef v. Heimburg kunne den 2. oktober 1943 anføre, at
der før aktionen fandtes ca. 5000 jøder i det storkøbenhavnske område og ca.
1000 i resten af landet.22 Dette tal svarede i alt væsentligt til det antal personer,
som var omfattet af deportationsordren. Det var således kun heljøder, og jøder
gift med jøder, som skulle deporteres.
Fra tysk side havde man foretaget en registrering, som omfattede hovedparten
af de jøder, som boede i Danmark. Om tyskerne kendte adresserne på samtlige
registrerede jøder, fremgår ikke af kilderne. Man var dog bevidst om, at de ca.
5000 jøder i det storkøbenhavnske område fordelte sig på 1673 familier. Det er
næppe forkert at antage, at dette tal svarede til antallet af jødiske bopæle i
København, som man fra tysk side havde fortegnelser over.
Razziaen natten til den 2. oktober
Man var fra tysk side bekymret for de danske myndigheders reaktion på
jødeaktionen. For at undgå sammenstød tog man umiddelbart før aktionen
kontakt til det danske justitsministerium. Her overbragte Kriminalrat Hans
Hermansen, Dagmarhus, Statsadvokaten for særlige Anliggender, Troels Hoff,
følgende meddelelse, som netop var modtaget fra Berlin: „Die deutsche Polizei
beginnt sofort in ganz Dänemark eine Fest-
25

nahmeaktion gegen reichsfeindliche Elemente. Verständigen Sie sofort ihre
gesammte Polizei damit es zu keine Zwischenfälle mit der deutschen Polizei
kommt“.23
Der var altså ikke tale om, at man forventede, at de danske myndigheder ville
medvirke, tværtimod. Godt nok havde der forud for aktionen foregået en
drøftelse mellem de danske departementschefer, om man fra dansk side skulle
forestå en internering af jøderne. Herved gjorde man sig forhåbninger om at
undgå en deportation. På aktionsnatten rettede man en henvendelse til dr. Best
om, at man selv ville påtage sig en internering ved hjælp af det danske politi.
Forudsætningen var dog, at jøderne skulle forblive i Danmark. Dr. Best
erklærede sig dog ikke i stand til at ændre den fastsatte deportation.24
Den tyske meddelelse blev af rigspolitichefen kl. 22.40 via fjernskriver
viderebragt til politidirektøren i København og politimestrene i resten af
landet.25 Fra politigården i København havde man dog allerede kl. 22.03
udsendt en ordre om, at kredskommissærerne i byen straks skulle møde på
stationerne, og at danske politimænd ikke måtte assistere ved anholdelser fra
tysk side.26
En begrænset aktion ?
Af kildemæssige grunde er det vanskeligt at foretage en samlet kortlægning af
tyskernes optræden under aktionen natten mellem den 1. og 2. oktober. Den
samme erkendelse er Yahil nået frem til.27 Vi har dog fundet enkelte nye
oplysninger, især i det samtidige tyske og danske politimateriale, som medvirker
til at give et klarere billede af aktionsforløbet, end det hidtil er gjort.
Indledningsvis vil vi tage udgangspunkt i historiker Tatiana Brustin-
Berensteins tese, at en stor del af de politistyrker, som dr. Best anmodede om at
få overført til Danmark for at udføre deportationen og nedkæmpe et forventet
oprør i forbindelse hermed, blev sendt til Italien i stedet! Derfor besluttede
Himmler på dr. Bests og Obersturmbannführer Karl Adolf Eichmanns anbefaling
en begrænset aktion, fordi det tyske politi alligevel ikke ville kunne gennemføre
en sådan effektivt, og fordi det
26

ikke havde magt til at nedkæmpe en forventet folkelig opstand.28
De ankomne styrker svarede i alt væsentligt til det antal, dr. Best anmodede om
at få overført til jødeaktionen, og som påvist var dr. Best tilfreds med det
ankomne antal. Der er derfor ingen grund til endnu en gang at fremhæve de
kilder, som viser, at Brustin-Berensteins hypotese bygger på et forkert
fundament. Men findes der trods dette ikke belæg for Brustin-Berensteins idé
om, at Himmler havde besluttet sig for at aktionen skulle mislykkes?29
Den 1. oktober kl. 11.30 trådte de tre ordenspolitibataljoner i alarmberedskab,
og senere kl. 16.00 blev de menige ordenspolitifolk kaldt til appel og informeret
om „die befohlene Sonderaktion“. På samme tidspunkt indkaldte Gestapochefen
sine folk til Dagmarhus og gjorde dem bekendt med, at alt disponibelt mandskab
skulle deltage i aktionen mod jøderne.30 Herefter gik forberedelserne til
aktionen, som det danske politi holdt et vågent øje med, ind i den afsluttende
fase.
På Politigården i København forsøgte man at holde sig orienteret om
forholdene i byen. Der indgik løbende situationsrapporter om begivenhederne
fra udstationerede poster, gående patruljer, civile og uniformerede betjente, fra
politiets radiobiler, osv.31 Kl. 20.00 blev det meddelt, at 20 store tyske vogne
kørte fra Frihavnen i kolonne, og senere kl. 21.10, at de var kørt til Alsgade skole
på Ny Carlsbergvej, hvor de blev bemandet med politisoldater. Andre vogne fra
kasernen i Herluf Trollesgade blev kl. 20.40 observeret i kolonne foran kasernen
parat til at rykke ud. Senere kl. 21.25 indgik der melding om, at ca. 20 vogne
bemandet med grønne politisoldater kørte gennem Strøget, og 5 minutter senere,
at omkring 50 tyske vogne kørte rundt i det indre København. Frem til kl. 22.00
blev der observeret yderligere 18 store vogne kørende ad Vestre Boulevard mod
byen, 32 vogne med kalecher bemandet med soldater i fart mod Trianglen, og
flere tyske vogne i Vermlandsgade.
Samtidig meldtes kl. 21.37, at alle udfaldsveje fra København var besat af
tyskerne, og at alle køretøjer blev standset og visiteret. Kort efter blev alle
telefoner afbrudt. Kl. 21.45 begyndte razzia i Købmagergade. Her blev der
dannet kæde over gaden,
27

mens smågrupper gik op i ejendommene og kom tilbage, medførende civile
personer.
Fra dette tidspunkt og indtil godt midnat, indløb der ingen meldinger, fordi
man på Politigården havde instrueret den udstationerede politistyrke om at
holde sig borte fra de steder,
hvor tyskerne foretog arrestationer. Godt midnat foretog politidirektør
Stamm og udrykningschefen, vicepolitiinspektør Dahl-Jensen, imidlertid en
rundspørge til samtlige politikredse i København. Svarene viste, at der på dette
tidspunkt var ro overalt. Senere kl. 0.50 konstaterede man på Politigården, at
telefonerne igen fungerede. Anholdelserne var altså i det store og hele
tilendebragt på dette tidspunkt. Udover, at man indtil kl. 01.00 konstaterede en
livlig motortrafik til den oplyste Langelinjekaj, hvor damperen Wartheland lå for
anker, observeredes resten af natten ikke nogen tysk aktivitet, som kunne sættes i
forbindelse med anholdelser af jøder.
Vi ved, at det var planlagt at gennemføre aktionen på godt 3 timer. Kl. 21.30
troppede tre tyske politifolk op på Ritzaus Bureau. De erklærede, at
fjernskriverne ikke måtte benyttes indtil kl. 01.00, og at al telefonering var
forbudt og i øvrigt umuligt indtil dette tidspunkt.32
Hvis vi udelukkende ser på den korte periode, aktionen var i gang i
København, og på at tyskerne kun fik deporteret 202 personer herfra, kunne man
foranlediges til at tro, at den tyske indsats mod jøderne var meget begrænset.
Men hvis vi ser på hvad der foregik i løbet af de tre timer aktionen varede, tegner
der sig et helt andet billede. Faktisk var samtlige tyske politifolk i aktion.
Den svenske gesandt, v. Dardel, indberettede til den svenske udenrigsminister
den 4. oktober, at der under jødeaktionen var indsat en tusindtallig tysk
politistyrke, som afsøgte jødernes boliger i byen.33 At der bestemt ikke kan tales
om en begrænset aktion, fremgår endnu tydeligere af en intern
situationsberetning, nedfældet af v. Heimburg den 2. oktober 1943, hvor han
anfører, at man om natten havde indsat samtlige tyske politifolk for at arrestere
jøder i hele landet.34
De meldinger, som politikredsene indsendte til rigspolitichefen i dagene efter
aktionsnatten, viste, at polititropperne havde
28

foretaget anholdelser over hele København.35 At aktionen var forberedt til og
blev gennemført på ca. tre timer, skal altså nærmere forstås og forklares ved, at
der var indsat en tusindtallig tysk politistyrke, som kunne spredes over hele
København og ved en lynaktion opsøge jøderne på deres bopæle på få timer.
Det er næppe forkert at antage, at tyskerne havde registreret 1673 jødiske
bopæle i Storkøbenhavn. Ifølge NN2, som deltog i appellen på Dagmarhus den.
1. oktober, blev den samlede styrke delt ind i hold på 3 mand.36 Det er derfor
meget sandsynligt, at de mindst 1500 tyske politifolk i København har været
fordelt på ca. 500 enheder. De kunne i sagens natur hurtigt foretage jøderazzia på
ca. 3 boliger pr. enhed.
Der var dog ikke tale om, at enhver aktivitet i forbindelse med tilfangetagelsen
af jøderne i København var overladt til politiet – også den tyske værnemagt
deltog.
Yahil følger ganske vist den af v. Hanneken afgivne forklaring til Københavns
Opdagelsespoliti efter krigen, som fastslog, at han kun sendte 50 mand til
bevogtning af Langelinjekajen, hvor transportskibet Wartheland, som skulle
afskibe jøderne, lå for kaj.37 Værnemagten påtog sig dog også den midlertidige
bevogtning af de pågrebne jøder. Værnemagtsbataljonen Kopenhagen modtog
løbende i alt 232 jøder fra polititropperne på de opsamlingssteder, som
bataljonen havde oprettet forskellige steder i byen.38
Aktionen gjaldt, som v. Heimburg anførte, ikke kun jøderne i København. Fra
provinsen foregik transporten af jøder med tog. Men de 82 pågrebne personer i
provinsen lagde kun beslag på en mindre del af den til rådighed stående
transportkapacitet.
Jernbanechefen, Reichsbahnoberrat Claus, havde den 29. september 1943 på et
møde i Fredericia med De Danske Statsbaners trafikchef bestilt 40 godsvogne og
1 personvogn til Ålborg banegård den 2. oktober 1943.39 Vognene blev af DSB
stillet til disposition, uden at man var bekendt med formålet. Kort før afgangen
fandt man dog ud af, at den rekvirerede personvogn var forbeholdt tysk politi,
mens de resterende 40 godsvogne, hvoraf kun 3 blev benyttet, var bestemt til
transporten af jøderne.
Særtoget afgik den 2. oktober kl. 11.10 fra Ålborg. De pågrebne jøder, som steg
på i Ålborg (2), Randers (6-7), Vejle (9) og Kol-
29

ding (ca. 60), blev beordret ind i de lukkede godsvogne, der hverken var udstyret
med bænke eller halm. Da en ca. 60-årig kone ville stige ind i Ålborg, blev hun af
tilstedeværende tilbudt assistance, hvilket blev forhindret af det tyske politi. Hun
måtte kravle ind i vognen på alle fire.40 Det store antal blev læsset på i Kolding.
Her var jøderne ankommet til banegården i tyske lastbiler under stærk
bevogtning af tyske soldater. Både børn og gamle blev af soldaterne hårdhændet
indlæsset i de ubekvemme vogne med skub og slag af geværkolber. En
forespørgsel fra politimesteren i Kolding til kommandanten i byen, Hauptmann
Mahler, om, hvad hensigten var med borttransporten af jøderne, blev besvaret
med, „at de nu blev ført til Tyskland, og her ville de få trykket et redskab i
hånden og få lært at bestille noget“.41 Vi er ikke bekendt med, at denne udtalelse
skulle afspejle den generelle opfattelse i værnemagtens officerskorps. Men
værnemagten deltog altså i et vist omfang i aktionen mod jøderne i provinsen.
Dette skete imod v. Hannekens ønske. Men han så sig nødsaget til i et vist
omfang at deltage i aktionen efter, at dr. Best havde protesteret over for Berlin.
Her gjorde den rigsbefuldmægtigede det nemlig klart, at det ikke var muligt at
gennemføre jødeaktionen på Fyn og i Jylland uden hjælp fra militæret, idet det
var påkrævet at indsætte den samlede ordenspolitistyrke i København for at
understøtte det tyske sikkerhedspoliti i byen.42 Det kan derfor ikke undre, at
værnemagten blev beordret indsat for at understøtte de fåtallige tyske
sikkerhedspolitifolk i provinsen. I hvilket omfang man efterlevede ordren, giver
kilderne ikke sikre udsagn om. Derimod er det sikkert, at tyskerne forsøgte at
arrestere jøder stort set alle steder i provinsen.
Af politimestrenes kortfattede meldinger til rigspolitichefen om
begivenhederne på aktionsnatten, fremgår det, at man i 12 politikredse på Fyn og
i Jylland havde konstateret, at tyskerne foretog eftersøgninger af og i nogle
tilfælde havde held til at anholde jøder.43 På Fyn lykkedes det således tyskerne
at anholde 55 jøder. I Nyborg blev 16 jøder arresteret. I Odense politikreds 15.
Den største fangst blev gjort i Assens politikreds, hvor tyskerne tog 24 jøder til
fange, hvoraf 2 var danske statsborgere og de resterende 22 statsløse ligabørn.
Opsamlingen fandt sted i
30

ute-, last- og private biler, som kørte ofrene til den tyske værnemagtskaserne i
Odense. I dette sidste tilfælde anfører politimesteren, at anholdelserne blev
foretaget af den tyske værnemagt, siden, at det drejede sig om tysk uniformeret
politi. På den baggrund kan noget altså tale for, at det var værnemagtens
militærpoliti, der var på razzia i Assens. Dette lader sig dog ikke endeligt bevise.
I Jylland indhentede det danske politi oplysninger om anholdelsen af 24 jøder.
Dette kunne ved første øjekast tyde på en begrænset aktion. Ved nærmere
eftersyn viser det sig imidlertid, at anholdelserne fandt sted i seks forskellige
politikredse spredt over hele Jylland. Det danske politi registrerede, at der var
anholdt 2 jøder i Ålborg, 7 i Randers, 1 i Ringkøbing, 10 i Vejle, 2 i Fredericia og 2
i Sønderborg. Det var dog ikke ensbetydende med, at tyskerne ikke foretog
razziaer andre steder. I Århus oplyste Gestapo til det danske politi, at man havde
opsøgt jøderne på deres bopæle, men de var flygtet. Det samme gjorde sig
gældende i Silkeborg og Kolding.
En varsom fremgangsmåde ?
Som vi allerede har set blev jøder udsat for en brutal behandling på
aktionsnatten i provinsen. Det gjaldt også i København. En oplevelse, som ingen
af de overlevende jøder nogensinde har glemt. Her skal der kun fremdrages et
eksempel, som kan give et indtryk af de pågrebne jøders smertefulde oplevelse.
Den pågældende nat indfandt der sig tyske politisoldater på en jødisk bopæl i
Charlottenlund. Politifolkene forlangte, at husfaren på 90 år skulle følge med.
Sønnen, der ikke blev antaget for at høre under deportationsbestemmelserne, fik
lov til at ledsage sin far, og de blev derefter taget ud til en åben lastvogn og
sammen med en del andre kørt til Frihavnen. „Ved Ankomsten dertil blev de
beordret om bord paa et af de derværende Skibe. Ombordstigningen, der maatte
foretages ad en høj, stejl og meget ubekvem Stige, foregik under brutale Tilraab
og
Knubs. Oppe bag Rælingen stod et Par tyske Politisoldater forsynet med lange
Bambusstænger, bøjet til en Krog i den ene
31

Ende, hvilke de stak ned og lagde om Nakken paa Ofrene og halede til, idet
deres Opstigning ikke forekom dem at foregaa
hurtigt nok. Efter at Ofrene var kommet op paa Dækket, blev de dirigeret ned i
Skibets Last, hvor paa det Tidspunkt endnu kun forholdsvis faa arresterede var
samlet. Efter nogen Ventetid blev den gamle Mand og hans Søn krydsforhørt paa
en brutal Maade af en tysktalende uniformeret Person om deres
Afstamningsforhold. Da det efterhaanden gik op for denne, at der maatte
foreligge en Fejltagelse, blev de sendt op til fornyet Forhør i en af Skibets
Saloner.“ 4 4
Efter afhøringen blev faren frigivet og slap altså, til trods for den mentale og
fysiske overlast, heldigt fra mødet med det tyske politieksekutiv. Det gjaldt ikke
for de 202 heljøder, der næste dag kl. 10.24 blev borttransporteret med
Wartheland. Skibet var stillet til rådighed for deportationen af 5000 personer,
men som vi har konstateret blev aktionen en talmæssig fiasko.45
Der er altså intet, som tyder på, at der var iværksat en begrænset og lempelig
aktion. Men med til billedet af aktionen hører også, at politimandskabet var
underlagt instrukser, som fordrede en varsom fremgangsmåde.
Gestapochefen i Danmark anførte efter krigen, at han på det afsluttende møde
før aktionen havde gennemtrumfet, at man under ingen omstændigheder måtte
sprænge døre eller med vold trænge ind i jødernes lejligheder. Han mødte
modstand fra Günther, men Mildner og de andre ledende sikkerhedspolitifolk
var enige med ham, og resultatet blev derfor, at også Günther modvilligt måtte
acceptere ordren.46 At en sådan ordre faktisk blev udstedt, bekræftes af dr. Best i
en indberetning af 5. oktober, hvorefter sikkerhedspolitiet havde anordnet „…
dass verschlossene Wohnungen nicht aufgebrechen werden sollten. Dies geschah
deshalb weil bereits bekannt war, dass der weitaus grösste Teil der hissigen
Juden sich nicht mehr in ihren eigenen Wohnungen aufhielt, sodass das
Aufbrechen leerer Wohnungen nur einen unerfreulichen Eindruck verursacht
und zu Diebstählen unw. Gelegenheit gegeben hätte, die dann uns zur Last
gelegt worden wären“.47
Hermed efterkom dr. Best v. Ribbentrops instrukser om, at undgå uroligheder i
forbindelse med aktionen. Efter Mildners
32

og v. Heimburgs ankomst havde den rigsbefuldmægtigede ganske vist ikke
længere den øverste kommandomyndighed over politiet,48 men reelt fik han
hurtigt kontrol over styrken. v.Ribbentrop havde samtidig anmodet om, at
aktionen blev grebet an i den bedst mulige overensstemmelse med dr. Best.
Denne anmodning blev efter alt at dømme efterlevet af det tyske politi, som
samtidig efterkom ønsket om en varsom fremgangsmåde.
Instruksen førte i ét tilfælde til, at en jødisk familie, der ikke hørte det ringe på
døren og derfor heller ikke stod op for at åbne, den næste morgen fik at vide, at
tyskerne om natten havde været for at hente dem, men altså havde undladt at
bryde døren op.49
I enkelte tilfælde brød tyske politifolk imidlertid ind i lejligheder på trods af
instruksen. Den 2. oktober 1943 anmeldte en jøde til Københavns
opdagelsespoliti, at der afvigte nat, hvor han ikke var hjemme, var forøvet
indbrud på hans bopæl i Gothersgade. Han havde om morgenen af de øvrige
husbeboere fået at vide, at der havde været uniformerede tyske soldater og
spurgt efter ham. Da der ikke blev svaret fra lejligheden, havde de øvrige
beboere hørt, at der blev slået på hans køkkendør, formentligt med bøssekolber,
hvorved karmen var ituslået, og døren gået op.50
Tysk politi trængte ligeledes ind i en lejlighed på Bille Brahes Vej på
Frederiksberg, der var udlejet til et ungt jødisk ægtepar. Kl. 00.30 blev der ringet
på naboens entrédør. Ude på trappen stod 3 mænd, den ene civilklædt og de to
andre iført tysk uniform. Den civilklædte, der talte gebrokkent dansk,
præsenterede sig som tilhørende det tyske politi, og han bad om tilladelse til at
gå gennem naboens lejlighed for at komme ud på køkkentrappen til jødernes
lejlighed. De låste køkkendøren op, men døren var yderligere lukket med en slå
indvendig, og den civilklædte kastede sig derefter mod døren, der gav efter, idet
en del af dørkarmen blev brækket itu.51
Trods påvisning af to reelle indbrud på aktionsnatten er der ikke grund til at
tro, at politienhederne generelt set forbrød sig mod instruksen om ikke at bryde
ind med vold. Der fandtes dog andre metoder, som gav adgang til de jødiske
boliger.
Den 6. oktober oplyste en kvinde til det danske sikker-
33

hedspoliti, at en ældre jøde, der boede til leje hos hende, blev afhentet på
bopælen i København natten mellem 1. og 2. oktober 1943. På dette tidspunkt
indfandt der sig to tyskere i lejligheden, hvortil de skaffede sig adgang ved hjælp
af en nøgle, som de havde hentet hos ejendommens vicevært. Det danske politi
fik også kontakt med værtinden i en ejendom, der kunne oplyse, at tyskerne på
aktionsnatten afhentede en jødisk enkemand dér. De skaffede sig adgang til den
pågældendes lejlighed med en nøgle, som de forud havde afhentet hos hende.
Også til flere andre lejligheder i komplekset, hvor der boede jøder, fik tyskerne
udleveret nøgler. Men udover det forannævnte tilfælde var ingen truffet
hjemme.52
De ovenstående eksempler giver i virkeligheden udtryk for den praksis, at de
tyske politifolk, ved hjælp af nøgler, skaffede sig adgang til flere hundrede
lejligheder. Den 8. oktober 1943 blev det på et møde mellem Mildner og
kontorchef Kirstein fra Socialministeriet aftalt, at nøglerne til de ca. 220 boliger,
der var lukket op på foranstaltning af de tyske myndigheder, skulle overleveres
til socialdirektøren for Københavns Magistrat.53 Måske blev langt flere
lejligheder åbnet med anskaffede nøgler, idet vi ikke kan vide, om de 220 nøgler i
virkeligheden var udtryk for det antal, som ikke umiddelbart blev leveret tilbage
til viceværterne.
Det var med andre ord muligt at kombinere en varsom fremgangsmåde med et
reelt forsøg på at pågribe jøderne på aktionsnatten.
Tatina Brustein-Berensteins forklaring på, hvorfor aktionen kun gav et lille
udbytte, er forfejlet. I kilderne findes der ikke belæg for, at Himmler havde
besluttet sig for en begrænset aktion, og at denne skulle mislykkes.
Til formålet overførte Himmler den ønskede politistyrke på mere end 1000
mand. Desuden blev den nødvendige transportkapacitet – et skib til mindst 5000
personer og en togstamme til mere end 1000 personer – stillet til rådighed. Dertil
kommer, at samtlige tyske politifolk blev indsat ved en velforberedt
lynoperation, som generelt set må betegnes som et forsøg på at udskille og
borttransportere den jødiske befolkningsgruppe i Dan-
34

mark. Himmler havde med andre ord beordret de i Danmark stationerede
politichefer – som nærede modvilje over for aktionen og som efterlevede
udenrigstjenestens anmodning om en varsom fremgangsmåde – til, at jøderne i
Danmark skulle arresteres om natten mellem den 1. og 2. oktober.
De danske forskere, som anfører, at det tyske politi ikke evnede at gennemføre
aktionen på grund af de fåtallige styrker er på usikker grund. Der var netop
mindst 1500 politifolk til rådighed (dvs. ca. 1 pr. bolig i København), som var i
stand til at afsøge de registrerede jødiske boliger på tre timer. Naturligvis er det
muligt, at en politistyrke på f.eks. 10.000 mand kunne have arresteret et større
antal. Men den direkte og afgørende forklaring på, at den tyske politiaktion
mislykkedes, skal søges i, at Duckwitz advarede om den forestående aktion. Som
v. Heimburg lakonisk fastslog dagen efter aktionsnatten: „Das Ergebnis war
gleich Null, da die Juden bereits ihre Wohnungen verlassen und sich anderweitig
untergebracht hatten.“ 5 4 A d v a r s l e n b l e v g i v e t i
o v e r e n s s t e m m e l s e m e d d r . B e s t , s o m i d e n n e p e r i o d e
f o r s ø g t e a t b e r e d e j o r d b u n d e n f o r e t p o l i t i s k
c o m e b a c k . M e n s a m a r b e j d s a k s e n m e d d e d a n s k e
f o r h a n d l e r e , n u d e p a r t e m e n t s c h e f e r n e , k u n n e n æ p p e
g e n e t a b l e r e s v e d e n e f f e k t i v g e n n e m f ø r t j ø d e a k t i o n .
D r . B e s t t o g d e r f o r d e t f ø r s t e a f g ø r e n d e s k r i d t f o r a t
f o r h i n d r e j ø d e a k t i o n e n s f u l d e g e n n e m f ø r e l s e v e d a t
f o r t æ l l e D u c k w i t z o m t e l e g r a m m e t a f 8 . s e p t e m b e r .
35

3 . F l u g t e n f r a D a n m a r k t i l S v e r i g e
Det lykkedes som nævnt ikke alle jøder fra Danmark at nå i sikkerhed i Sverige.
Aktionen den 1. oktober medførte deportation af 284 jøder. I forbindelse med to
transporter hhv. den 13. oktober og den 23. november blev yderligere 190 jøder
deporteret.1 Hermed nåede antallet af deporterede op på i alt 474. I forbindelse
med aktionen og flugten omkom 26,2 og mellem 50 og 100 jøder forblev i
Danmark.3 Resten, 7.056, jøder flygtede til Sverige.4 Umiddelbart før aktionen
udgjorde det samlede antal jøder i Danmark hermed godt 7.600 personer.
Vi skal i denne fremstilling ikke beskæftige os videre med hverken de
deporterede eller de få, der forblev i Danmark, men dog kort anføre, at de
deporteredes antal og navne er en vigtig kilde med henblik på en undersøgelse
af omstændighederne omkring deres arrestation. Navnene på 423 af de
deporterede fremgår af udarbejdede lister i forbindelse med overførslen af jøder
til Sverige i april 1945.5 Hertil kommer lister over jøder, der afgik ved døden i
lejren, overgivet af Gestapochefen Hoffman, suppleret med oplysninger givet af
overrabbiner dr. Friediger, i alt 53 personer.6 Listerne indeholder dermed
navnene på i alt 476 personer. Hertil må fratrækkes 6 kvinder (ikke deporteret fra
Danmark), som under opholdet i Theresienstadt indgik ægteskab med
deporterede jøder, og 3 børn født i Theresienstadt. Resultatet bliver hermed en
navneliste på i alt 467 jøder. Differencen til de 474 forklares med, at nogle blev
sendt tilbage til Danmark, og nogle få undslap under transporterne.
Vender vi tilbage til dem, der flygtede, kan det slås fast, at det ikke kun var ca.
7.000 jøder, der flygtede til Sverige. Frem til maj 1945 flygtede også ca. 11.000
ikke-jøder fra Danmark.7 Langt
3 6

hovedparten kom over i løbet af besættelsens sidste 18 måneder. I den hidtidige
forskning har et tal på ca. 500 flygtninge været anført som det samlede antal
jødiske, såvel som ikke-jødiske flygtninge, der ved udgangen af september 1943 –
altså efter mere end 3 års besættelse og umiddelbart før aktionen mod jøderne –
befandt sig i Sverige.8
Vi har, på basis af det svenske politis optagne rapporter i forbindelse med
flygtninges illegale flugt fra Danmark til Sverige, kunnet konstatere, at mindst
728 flygtninge var nået til Sverige fra den 9. april 1940 til den 27. september
1943.9 Den 1. oktober var antallet vokset til ca. 1.000 flygtninge.10 Som vi senere
skal se, var det netop aktionen mod jøderne, der forårsagede et voldsomt skift
med hensyn til antallet af flygtninge i Sverige.
Vi vil imidlertid først se nærmere på den jødiske flugt forud for aktionen. Den
27. september 1943 – fire dage før aktionen – var, som vi skal se, kun omkring 1%
af de danske jøder at finde i Sverige, resten befandt sig endnu på den danske side
af Sundet.
Flugten fra 9. april 1940 til 28. september 1943
Den 9. april 1940 kl. 16,30 ankom et jødisk ægtepar til havnen i Helsingborg i en
motorbåd fra Danmark.11 De var statsløse, forhenværende tyske statsborgere,
som anmodede om politisk asyl i Sverige. Manden, der i Tyskland havde været
redaktør af et fagforeningsblad, havde i maj 1933 i Tyskland været fængslet på
grund af sit politiske arbejde. Parret var derfor samme år flygtet til Danmark og
havde siden opholdt sig i Danmark som politiske flygtninge. Selve flugten til
Sverige havde været relativ udramatisk. Da de samme morgen i København
hørte om den tyske besættelse, tog de straks toget til Helsingør. Her hyrede de en
motorbåd til overfarten.
Flugteksemplet fra 9. april 1940 er ikke enestående. I løbet af april måned
registrerede kriminalpolitiet i Helsingborg 33 flygtninge fra Danmark.12 Det
lykkedes dermed et fåtal at nå Sverige på trods af, at trafikken om aftenen den 9.
april til og fra Dan-
37

mark blev blokeret af de tyske besættelsesstyrker.13 Færge- og flyforbindelser lå
stille, kommunikationsforbindelserne var afbrudt og ikke-militær trafik fra de
danske havne var forbudt.14 Det var ikke længere muligt frit at rejse mellem de
nordiske lande.15
Påtænkte man at søge til Sverige, krævedes der gyldigt udrejsevisum. Godt
nok henlå udstedelsen af visa under det danske politi, men den var i realiteten
under tysk kontrol,16 og kun personer med særligt ærinde fik visa, hvilket afskar
langt de fleste fra den legale vej til Sverige.
Men også mulighederne for illegalt at tage til Sverige blev begrænset. Kort efter
besættelsen blev der på tysk foranledning oprettet en særlig dansk
kystbevogtning. Denne skulle forhindre illegal ind- og udrejse til og fra
Danmark. Man udstationerede, som vi senere skal se, kystpolitibetjente på
kysten fra Hundested i nord til Gedser i syd. Dertil kom, at den danske marine i
de tilstødende farvande foretog patruljesejlads med henblik på at kontrollere
trafikken til søs.
Forventningen om modtagelsen i Sverige havde også en væsentlig betydning
for de flygtninge, der måtte overveje et ophold hinsidan. Fra svensk side havde
man i realiteten indført et immigrationsstop, som især havde ramt mange jødiske
flygtninge fra de tysk-okkuperede områder.17 Efter Danmarks besættelse førte
Sverige af hensyn til stormagten Tyskland en yderst restriktiv flygtningepolitik
over for flygtninge fra både Danmark og Norge.18 Det fremgår af det svenske
politis rapporter, at det endnu i foråret 1943 ikke var uvant praksis at sende
flygtninge tilbage til Danmark.19 Men udvisninger gjaldt ikke kun ikke-jødiske
flygtninge: En jødisk, statsløs flygtning kom i juni 1938 fra Østrig til Danmark.20
I Østrig havde han været medlem af en illegal fagforeningsorganisation med
mottoet „Front mod nazismen“. Dette medlemskab bragte ham efter Anschluss i
østrigsk fængsel. Efter den tyske okkupation af Danmark blev han arresteret og
fængslet i seks uger. I november 1940 lykkedes det ham at komme over til Ven.
Efter fem ugers forvaring besluttede de svenske myndigheder at returnere ham
til Danmark, hvor han ved tilbagekomsten blev idømt 60 dages fængsel. Han
flygtede igen til Sverige den 12. september 1943.
38

Med den svenske indstilling til flygtninge fra Danmark var forhåbningerne om
tilflugt i Sverige ikke særlig store. Endnu i slutningen af september 1943 kunne
man, som næstformanden i Det Mosaiske Troessamfund, Karl Lachmann, skrev i
sin beretning fra 1956, ikke drømme om, at Sverige ville tage imod et større
kontingent jødiske flygtninge fra Danmark.21
Efter den tyske besættelse af Danmark satte jøderne deres lid til den danske
regering, som bekendtgjorde, at den ville afvise enhver tysk fordring om
iværksættelse af anti-jødisk lovgivning.22 Repræsentanterne for Det Mosaiske
Troessamfund havde siden besættelsen bedt ængstelige medlemmer om at
afholde sig fra flugtforsøg.23 Hensynet til tyskerne havde en høj prioritet, og
man ønskede ikke jøderne bragt frem i tyskernes søgelys. Derfor tog man også
på det skarpeste afstand fra nogle unge jødiske landbrugselevers flugt fra
Bornholm til Sverige i marts 1943.24
Men den danske regerings afgang den 29. august trak sikkerhedsnettet væk
under jøderne. Dette foranledigede imidlertid ikke, at der fra Troessamfundets
side blev taget initiativer til en egentlig planlægning af medlemmernes flugt fra
Danmark. Menighedens ledelse fulgte slavisk den legalistiske linie, dvs. at man
afstod fra at anbefale sine medlemmer illegal flugt til Sverige helt frem til ganske
få dage, før aktionen var en realitet.25
I henhold til det svenske politi var der fra Danmark til Sverige frem til 29.
august 1943 ankommet i alt 119 flygtninge, hvoraf kun de 8 var af jødisk
oprindelse.26 Efter urolighederne i august 1943 øgedes antallet med yderligere
609 flygtninge, hvoraf de 61 var jøder. Frem til den 28. september var der hermed
nået i alt 728 flygtninge til den svenske side af Sundet.
Den største gruppe af flygtningene var danske soldater. Den tyske værnemagts
angreb på det danske forsvar og interneringen af personellet den 29. august
affødte 225 officerers og værnepligtiges flugt til Sverige.27 De resterende
flygtninge bestod, foruden de i alt 69 jøder, af modstandsfolk, politifolk,
statsløse, politiske flygtninge og ikke mindst – arbejdsløse og unge mænd på
eventyr. Blandt flygtningene var desuden allierede krigsfanger, som det var
lykkedes at slippe ud af tyske lejre.
39

40
Vi har forsøgt at klarlægge, hvorledes de i alt 609, der flygtede efter 29. august,
nåede over Sundet: 196 ankom med de danske orlogsfartøjer, mens 303
flygtninge oplyste, at de havde benyttet småbåde som kanoer, kajakker, robåde
etc.
De resterende 112 af de 609 angav at være kommet med større civile fartøjer
som motor- og fiskerbåde. Af disse var 8 flygtninge blevet overleveret til svenske
fiskere, og 40 flygtninge ankom til Sverige på fartøjer, der forblev dér.
Heloverfarter – dvs. flygtningetransporter, hvor bådføreren efter landsætning af
flygtninge i hast returnerede mod danske farvande, var endnu ikke i september
1943 nogen udbredt transportform. Kun de resterende 62 flygtninge – eller ca.
10% af samtlige flygtninge efter 29. august 1943 – kom til Sverige via 14
heloverfarter.
På de 14 heloverfarter kan hæftes to karakteristika. 10 af dem foregik fra
Københavnsområdet, og på 9 af dem var der jødiske flygtninge.28
På trods af de fåtallige jødiske flygtninge ser det ud til, at det netop var disses
flugt, der kom til at lede frem til masseflugten, der fulgte. Denne blev netop
gennemført, som vi senere skal se, ved hjælp af heloverfarter i hundredvis. Selv
om jødernes andel af samtlige flygtninge ikke var mere end 10%, udgjorde de
mere end 55% af flygtningene fra heloverfarterne.
På den baggrund adskilte jødernes flugt til Sverige sig fra de øvriges. Dette
hang sammen med, at der blandt de jødiske flygtninge var en del familier, som
ikke havde de fysiske forudsætninger for at klare turen over Sundet i en kajak
eller kano. At specielt de jødiske flygtninge formåede at få især fiskere o.a. fra
København til at sejle sig helt til Sverige, hang igen sammen med, at de for
overfarten udredte et anseligt beløb, hvilket ikke var tilfældet for de ikke-jødiske
flygtninge.29
Det, der skulle blive kendetegnende for den massive flugt i oktober 1943 –
trafikken frem og tilbage over Sundet af især fiskerbåde og lignende større
fartøjer, – var endnu i slutningen af september 1943 en næsten ukendt
overfartsmåde.
Vedrørende de praktiske muligheder for flugt har historikeren Henrik
Dethlefsen påpeget, at der allerede i løbet af september 1943 blev organiseret
faste illegale ruteforbindelser fra Danmark til Sverige.30 Vor gennemgang
bekræfter imidlertid

ikke Dethlefsens udsagn, hvis man med illegale ruteorganisationer forstår ruter,
der praktiserede heloverfarter. Som vi har set, kan vi blot identificere 14
heloverfarter med i alt 62 flygtninge.
Dethlefsens udsagn baserer sig på tilstedeværelsen af to illegale ruter – en jysk
rute fra Frederikshavn og Hendil-ruten – forløberen for Dansk-Svensk
Flygtningetjeneste.31
Den jyske rute var den første illegale flugtrute i Danmark. Man havde
påbegyndt heloverfarter fra Frederikshavn allerede i første halvdel af 1943.32
Ruten nåede op imod 10 overfarter frem til september 1943. Men fra 15.
september lå ruten stille – den anvendte båd befandt sig i Sverige, hvor ejeren og
besætningen havde søgt tilflugt.33 Denne rute havde derfor ikke nogen direkte
indflydelse på flugten fra Sjælland til Sverige i september og oktober 1943.
Hendil-ruten blev etableret umiddelbart efter 29. august 1943 og bragte indtil ca.
1. oktober omkring 50 personer til Sverige.34 Afskibningerne foregik fra
Snekkersten-området. I det svenske politimateriale lader det sig gøre at finde en
del personer, som formodes at være flygtet via denne rute. Men de svenske
kilder kan ikke bekræfte, at der var tale om heloverfarter – flygtningene ankom til
den svenske kyst i robåde.35 Kun i ét tilfælde, 24. september 1943, sejlede en båd
fra Snekkersten helt til havnen i Råå. Om bord var, foruden modstandsfolk, også
2 jødiske familier.36
For at komplettere flugtbilledet for september skal det nævnes, at det svenske
kildemateriale afslører endnu to forbindelser til Sverige. Der forekom en række
småbådsafsejlinger fra Skodsborg i perioden fra april til slutningen af september
1943.37 Men heller ikke denne forbindelse kendte til heloverfarter. Endnu i
slutningen af september 1943 anvendtes stadigvæk robåde og kajakker.38
Endelig opstod der fra maj 1943 en forbindelse fra København til
Falsterbokanalen via bornholmerfærgerne. Men denne blev ikke benyttet af
jødiske flygtninge.39 Dette var forløberen for den rute, der blev kendt som Liseruten.40
Historien bag ruten var, at tyskerne i forsommeren 1943 var blevet
opmærksomme på en vis illegal udrejse til Sverige på trods af det danske
kystpolitis kontrol. Det drejede sig om adskillige perso-
41

ners flugt via bornholmerfærgerne.41 Den tyske Inselkommandant på Bornholm
havde beklaget sig over denne illegale trafik og forsøgt at få færgernes sejlrute
lagt uden om Falsterbokanalen, hvor flygtningene sprang af færgerne.42 Dette
fik den rigsbefuldmægtigede, dr. Best, til at tage sagen op med de danske
myndigheder.43 I sin skrivelse af 6. august forespurgte han, om man havde lister
over flygtede danskere, og hvorledes man fra dansk side ville gribe ind over for
afhopningerne i Falsterbokanalen. Statsadvokaten for særlige Anliggender kunne
den 13. august lakonisk svare, at man ikke havde nogen fortegnelse over danske
flygtninge i Sverige, og sagen om færgerne i øvrigt blev behandlet af
departementschef Eivind Larsen, som for tiden var på rejse. Hvad
statsadvokaten ikke oplyste var, at man var i besiddelse af efterretninger om,
hvem der var hoppet af færgerne, men denne viden skulle åbenbart ikke deles
med tyskerne.
Opsummerende må det anføres, at de illegale ruter endnu i slutningen af
september ikke havde nået et omfang eller en teknik, der gav dem nogen særlig
betydning for hovedparten af flygtningene i september 1943. De få heloverfarter
foregik i hovedsagen uden for de illegale ruter. Overfarterne blev foretaget af
fiskere fra Københavns-området, og passagererne var især jøder og jødiske
familier, som ikke havde mod på strabadserne i forbindelse med flugt i kano,
kajak, robåd etc.
Det forekommer i dag indlysende, at det for jøderne var farligt ikke at flygte fra
Danmark. Men hvad vidste man dengang om farerne ved at forblive i
Danmark?44 Spørgsmålet er ikke systematisk undersøgt, og historikerne er
uenige.
Men hvad siger vore svenske kilder – det svenske politis forhørsrapporter.
Efter de jødiske flygtninges ankomst til Sverige blev de afhørt af det svenske
politi. Herunder blev de også spurgt om årsagerne til deres flugt. De 8 jødiske
mænd, der flygtede før 29. august 1943, angav hovedsageligt personlige – og
ikke specifikt racemæssige – årsager. En undtagelse var to statsløse
landbrugselever, som flygtede i februar 1943.45 De oplyste, at de fra slægtninge i
Holland havde fået breve, hvori det blev
42

anført, at mosaiske trosbekendere blev sendt til Rusland for at arbejde. De var
flygtet fra Danmark for ikke at lide samme skæbne.
Af de øvrige 61 jødiske flygtninge, som flygtede mellem 29. august og 27.
september 1943, oplyste hovedparten – mere end tre ud af fire, at de generelt var
bange for tysk forfølgelse. Flere henviste til, at de var bange for en forfølgelse, som
den foregik i Tyskland og i andre af tyskerne okkuperede lande. Men ingen
angav, hvad konsekvenserne af en tysk forfølgelse måtte være. Angsten
begrundedes bl.a. af hændelserne i forbindelse med 29. august 1943. Det nævnes,
at man ikke længere kunne regne med de danske myndigheders beskyttelse, og
at en razzia var forestående. I et enkelt tilfælde angives, at man kendte til den
tyske beslaglæggelse af troessamfundets fortegnelser over jøder. En del angav, at
de kendte eller var i familie med jøder, som blev interneret i Horserødlejren
sammen med andre ledende personer den 29. august.
Omkring en femtedel af flygtningene anførte, at de var bange for tysk
deportation, hvilket ville medføre indsættelse i KZ-lejr. I 4 tilfælde nævnes Polen
som et muligt deportationsland. Hvad konsekvensen af en deportation kunne
være, nævnes ikke. Kun i et enkelt tilfælde nævnes det, at formålet med
deportation var at sætte jøderne i arbejde.
Vi kan endnu i slutningen af september 1943 blandt de få jødiske flygtninge fra
Danmark registrere, at hovedparten kendte til forfølgelse af jøder i andre
tyskbesatte lande. Nogle få angav deportation til KZ-lejre i Polen som en
mulighed. Men ingen anførte noget kendskab til det systematiske folkedrab, som
var iværksat ved indgangen af 1942. I det hele taget fandtes der blandt jøderne
ikke et nærmere kendskab til Holocaust. I det svenske politis
registreringsskemaer og rapporter over ca. 2.000 jøder, der kom over fra oktober
1943, omtales ikke i et eneste tilfælde noget kendskab til drab og udryddelse af
deporterede jøder.46
Dette var en blandt flere årsager til, at det kun var én ud af hundrede jøder, der
før den 28. september 1943 flygtede til Sverige. Desuden var der, som vi senere
skal se, heller ikke mange, som forsøgte at flygte. Kun ganske få blev forhindret i
flugtfor-
43

søg.47 Medvirkende var også, at det var forbundet med både farer og store
anstrengelser at nå til Sverige. Dertil kom, at der herskede usikkerhed om
svenskernes stillingtagen. I det hele taget var antallet af såvel jødiske som ikkejødiske
flygtninge fra Danmark endnu indtil dagene før aktionen ikke stort. Men
som noget nyt i flugtbilledet formåede nogle fåtallige jøder at få bl.a. fiskere til at
bringe sig i sikkerhed i Sverige. Netop denne overfartsmåde var forløberen for
masseflugten, som fulgte fra slutningen af september og ind i oktober 1943.
Masseflugten i oktober 1943
Vi har i det foregående kapitel behandlet den samlede illegale udrejse og
herunder især jødernes flugt fra Danmark til Sverige frem til den 27. september
1943. Vi har set, at der ikke var tale om noget stort antal – jøderne forblev i
Danmark trods deres usikre situation efter 29. august. Vi skal i det efterfølgende
se, at dette netop ændrede sig i løbet af få dage – jøderne begyndte i store
mængder at søge mod Sverige, og hermed var masseflugten begyndt.
Om den jødiske masseflugt anfører Hæstrup i sin bog Dengang i Danmark:48
„En systematisk historisk skildring af en masseflugt, der i de første uger af
oktober 1943 bragte over 7.000 personer over Øresund, er noget nær ugørlig.“
Men „Flugten havde fundamentalt visse fællespræg: Et stort flertal nåede
Sverige, et mindretal gjorde det ikke. For alle, der nåede i sikkerhed, gik ruten
før eller siden til kyst, havn og skib eller båd“.
Beskrives masseflugten på basis af det relativt lille beretningsmateriale, må
fremstillingen alt andet lige blive fragmentarisk og kalejdoskopisk. Dette var
formentlig Hæstrups udgangspunkt ud fra hans kendskab til de kilder, som
aflejrede sig på den danske side af Sundet.
Vil man forsøge at beskrive flugten fra en mere systematisk tilgangsvinkel
kræves der et langt større kildemateriale. Vi har derfor taget udgangspunkt i
vore to hovedkilder fra henholdsvis det svenske politi og den svenske marine. Et
ekstrakt af optællingerne findes i bilag A. Heri indgår oplysninger om op
44

imod 10.000 menneskers flugt. Med en sådan informationsmængde må vor
undersøgelse have en kvantitativ tilgangsvinkel. Derfor har vi i hovedsagen
valgt at forsøge at besvare nogle få fundamentale spørgsmål: Hvornår begyndte
og hvornår sluttede masseflugten? Hvorfra blev flygtningene sejlet til Sverige?
Hvorledes kom de over, og på hvilket tidspunkt af døgnet foregik overfarten?
Først når disse spørgsmål er besvaret, har vi fået en viden om selve flugten. Og
først derefter kan vi undersøge forudsætningerne for dens gennemførelse.
Fra svensk side er det i beretningen om behandlingen af flygtningene i Statens
Offentliga Utredningar (SOU) anslået , at der ved udgangen af 1943 befandt sig
omkring 12.000 flygtninge fra Danmark, hvoraf ca. 7.500 var jøder.49 Til
sammenligning har vi på basis af rapporter fra henholdsvis det svenske politi og
fra den svenske marine kunnet optælle godt 10.000 flygtninge fra Danmark frem
til årsskiftet 1943/44 (se bilag A), hvilket skønnes at udgøre mere end 90% af
samtlige flygtninge.
Ved anvendelsen af kilderne fra det svenske politi og fra den svenske marine
må man være opmærksom på deres forskellighed med hensyn til dækningsgrad
og udsagnsevne. Materialet fra det svenske politi består af godt 1.700 skemaer.50
Vi har systematiseret indholdet af disse skemaer med hensyn til de angivne
oplysninger om flygtningen selv og omstændighederne i forbindelse med flugten
til Sverige. En total kortlægning af samtlige jøders flugt er ikke mulig, da
skemaerne kun omfatter tre lokaliteter, nemlig Höganäs, Landskrona og Skanör-
Falsterbo, dvs. kun i et antal, der omfatter ca. 1/5 af samtlige flygtninge. Politimaterialet
er derfor anvendeligt til kvalitative undersøgelser. Det omvendte forhold gør sig gældende for
oplysningerne fra den svenske marine.51 Her findes i alt 8.015 flygtninges ankomst til Sverige
registeret. Disse rapporter giver kun oplysninger om flugtdatoen, flygtningenes antal og
ankomstområde. Endelig omfatter rapporterne i gennemsnit kun 3 af 4 flygtninge, og derfor må
marinens angivelser betragtes som minimumstal.52 Kilderne fra den svenske krigsmarine egner sig
dermed kun til en undersøgelse af flugtens overordnede forløb.
45

Som det måtte fremgå af bilag A begyndte masseflugten omkring datoen for den
tyske aktion mod jøderne. For nærmere at kunne identificere og anskueliggøre
masseflugtens begyndelsestidspunkt, har vi fremstillet følgende figur, hvor xaksen
angiver antallet af flygtninge, og y-aksen angiver flugtdatoen:
Figur 1 Antallet af flygtninge (jøder og ikke-jøder)
fra 27. september til 16. oktober 1943
Der bør imidlertid knyttes tre kommentarer til ovenstående figur. For det første
må det gentages, at den svenske marines angivelser er minimumstal.
For det andet foregik der også en flugt efter 16. oktober. Men antallet af
flygtninge var stærkt aftagende efter kulminationen den 8. til 9. oktober. For
resten af måneden var gennemsnittet omkring 70 flygtninge om dagen. I
november var det mellem 15 og 20 flygtninge, og i december var der under 10
flygtninge om dagen.53
For det tredje bør man bemærke, at der i disse tal indgår såvel jødiske som
ikke-jødiske flygtninge. Det svenske politi anslog, at i perioden fra 4. til 16.
oktober, hvor der ankom i alt 6.670 flygtninge, udgjorde jøderne mellem 90 og
95%.54 Vort kildemateriale bekræfter, at dette overslag er rigtigt.55 Også for
perioden fra den 1. til den 3. oktober udgjorde jøderne knap 90% af
flygtningene.56 Det forekommer derfor evident, at udviklingen tilbage fra 28. til
30. september også i op til 90% af tilfældene må tilskrives jødiske flygtninge.
46

Beregner vi da antallet af ankomne jødiske flygtninge pr. 16. oktober, er det
sandsynligt, at der som minimum var kommet ca. 6.500 – 6.600 over svarende til
godt 90% af samtlige 7.056 jøder. Som helhed betragtet kan vi konstatere, at den
jødiske masseflugt begyndte omkring den 28. til 29. september.57 I midten af
oktober – ca. 2 uger efter aktionen – havde den jødiske flugt – som masseflugt –
nået sin afslutning.58 Den resterende tiendedel af jøderne kom i hovedsagen over
i løbet af de sidste 2 uger af oktober.59
Sjælland og Øerne kom til at udgøre den geografiske ramme for jødernes
masseflugt.60 Årsagen hertil var de korte afstande til Sverige, og at op mod 80%
af alle jøder var bosiddende i københavnsområdet.
Det danske beretningsmateriale kombineret med de svenske kilder giver basis
for at fremstille et kort over områderne for afskibningen i Danmark og for
ankomsten i Sverige.61
Vi har i beretningsmaterialet62 og det svenske politis registreringer fundet 55
forskellige afskibningssteder. Sejladserne foregik stort set på hele strækningen
fra Holbæk i nord til Gedser i syd. Alene i københavnsområdet foregik
afskibningerne fra mere end 15 forskellige pladser.
Ser vi på den svenske side – dvs. de angivne ankomsthavne – tegner der sig et
billede af de anvendte sejlruter. Der er mange kombinationsmuligheder,63 men
materialet viser, at man hovedsageligt sejlede den direkte vej til Sverige.
Ankomstområderne fremgår af det omfattende materiale fra den svenske
marine.64 For at lette overskueligheden har vi på kortet opdelt den skånske kyst
i 3 hovedområder. Det nordlige – fra Kullen til lidt nord for Landskrona –
omfatter i alt 1.155 flygtninge; det midterste – fra Landskrona (inkl. Ven) til og
med Malmø/Limhamn – omfatter 2.652 flygtninge; det sydlige – fra Klagshamn
til Trelleborg/Ystad – omfatter 1.995 flygtninge. Kortet er fremstillet på basis af i
alt 5.802 flygtninges ankomst til Sverige.65
47

Kort over Flugten til Sverige
September/oktober 1943
Transporterne forud for masseflugten foregik næsten udelukkende fra Sjællands
østkyst og københavnsområdet. Med masseflugtens begyndelse blev denne
trafik væsentligt forøget. Men den kom i langt højere grad til at foregå direkte fra
københavnsområdet. Nu begyndte også andre afskibningssteder at dukke frem –
både helt i nord omkring Gilleleje66 og syd for
48

København. Mellem den 4. og 10. oktober, hvor langt størstedelen af jøderne
kom over, udgik transporterne fra stort set alle områder, men stadigvæk med
København som langt det vigtigste. Flugten foregik i et fremadskridende tempo
for at kulminere den 8.-9. oktober. Derefter samlede afskibningerne sig groft sagt
om Gilleleje, Falster og i særlig grad København. Med udgangen af oktober
måned, hvor jøderne stort set var gledet ud af flugtbilledet, forekom der kun
jævnlig trafik fra København til Barsebäck, fra København og Køge-området til
Klagshamn og fra København og enkelte sydlige områder til Skanör/Falsterbo.67
Sagt med andre ord havde flugten et nærmest uforstyrret organisk forløb, med
vækst, kulmination og afvikling uden bratte skift fra et område til et andet.
Først og fremmest København havde en særlig position. Herfra var det muligt
at vælge mellem en række svenske havne, som alle lå inden for en radius af 10-15
sømil. Afhængig af rute, vejr og vind kunne turen til svensk havn med en
fiskekutter gøres på mellem 2 og 4 timer. At København havde en særlig
betydning fremgår af, at mere end 56% af flygtningene til Ven/Landskrona
afsejlede fra København. For Skanör/Falsterbo var det tilsvarende tal mere end
54%.68 For destinationerne mellem disse yderpunkter – Barsebäck, Malmö/
Limhamn og Klagshamn – var de tilsvarende procenter væsentligt højere. På den
baggrund forekommer det sandsynligt, at mere end 2.000 – måske nærmere 3.000
flygtninge – blev afskibet direkte fra københavnsområdet.
Alle flugtforsøg fra Danmark til Sverige foregik fra besættelsens start til
slutningen af september 1943 næsten udelukkende om natten. Undtaget var de
få, der som blinde passagerer på færger eller fragtskibe tog turen til Sverige.
Om afskibningerne fra København i den første uge af oktober beretter
flugthjælperne Ebba Lund og C.A. Petersen, at de sendte jødiske flygtninge fra
København i dagtimerne.69 Årsagen var, at man fandt dette sikrest på grund af
spærretiden. Det svenske politis rapporter bekræfter, at der forekom sejladser fra
København i dagtimerne. F.eks. afgik den 4. oktober et fragtskib fra Sydhavnen i
København kl. 09.30.70 Om bord var i alt 9 flygt-
49

ninge, heraf 7 jøder. Undervejs blev flygtningene overført til et svensk fartøj, og
kl. 15.00 svensk tid ankom flygtningene i god behold til Ljunghusen ved
Falsterbo. Også fra Gilleleje foregik der transporter i dagtimerne. Motorgaleasen
M.A. Flyvbjerg afsejlede den 6. oktober kl. 10.45 fra havnen i Gilleleje med 186
overvejende jødiske flygtninge om bord.71 Kl. 14,00 svensk tid kunne skibet
anløbe havnen i Höganäs.
En gennemgang af det svenske politis flygtningeskemaer fra 1. til 20. oktober
viser imidlertid, at afskibninger i dagtimerne snarere var undtagelsen end
reglen.72 Det altovervejende indtryk er, at de illegale flygtningetransporter fra
provinshavnene næsten udelukkende foregik om aftenen eller natten. En
undtagelse herfra var afskibningerne fra Gilleleje, hvor man afsendte enkelte
større transporter i dagtimerne. Fra København – hvorfra mere end en tredjedel
af flygtningene blev udskibet – var billedet en smule mere nuanceret. Langt de
fleste sejladser foregik om natten, men der forekom, som vi har set, også
dagsejladser.
Det svenske politimateriale giver en lang række eksempler på, hvorledes det
lykkedes jøderne at nå over Sundet. Nogle enkelte svømmede over, mens nogle
få kom over som blinde passagerer på færger og fragtskibe. Men hovedparten
sejlede over på mere regulær vis. I politiets rapporter anføres flåder, kajakker,
kanoer, robåde, sejljoller, fiskefartøjer, stenfiskerfartøjer, sandsugere, lodsbåde,
fyrvæsensfartøjer, politibåde, toldbåde og sågar havnerundfartsbåde fra
Christianshavn.
Tager vi udgangspunkt i den svenske marines krigsdagbog, kan vi nærme os et
overordnet billede af, hvorledes flugten foregik. Marinens rapporter giver os
mulighed for at få et indtryk af transporternes størrelser: Robådene med 5-6
passagerer; de meget store flygtningeoverfarter med over 100 flygtninge på et
enkelt skib; og de mange fiskekuttere (og motorbåde) – ofte med knap et dusin
passagerer ombord.
Flugt i robåde og kanoer var udbredt før den egentlige masseflugt begyndte.
Men under masseflugten var robådenes tid som det foretrukne transportmiddel
for længst omme. Den svenske marine rapporterede fra 27. september til 3.
oktober om 13 robåde med 88 passagerer.73 Fra 4. til 10. oktober ankom der
50

14 robåde med 88 flygtninge om bord. Men selv om det svenske marinepersonel
givetvis ikke registrerede alle robåde, udgjorde robåds-flygtningene formentlig
kun nogle ganske få procent af de tusinder, der krydsede Sundet i disse dage.
De helt store flygtningetransporter hørte til sjældenhederne, og de forekom
næsten udelukkende i den periode, hvor flugten var på sit højeste.
Figur 2
Eksempler på store transporter oktober 194374
Dato Afgangshavn Ankomsthavn Antal
4.10 Dragør75 Klagshamn 100
5.10 Gilleleje Höganäs 120
6.10 Gilleleje Höganäs 186
8.10 Strøby Klagshamn 500
8.10 Gilleleje Höganäs 123
8.10 Nivå Svensk marine 230
13.10 Grønsund Trelleborg 168
Alene på disse 7 store transporter blev mere end 1.400 flygtninge bragt over,
hvilket udgør ca. 1/5 af flygtningene. Der kunne også være tale om større samlede afgange,
hvor et stort antal flygtninge blev fordelt på flere skibe. Således foregik eksempelvis Hanne
Kaufmanns flugt fra Hesnæs på Falster til Trelleborg den 8.-9. oktober.76 Under denne transport
blev flygtningene fordelt på 7 fiskekuttere.
Men kendetegnende for trafikken til Sverige blev først og fremmest
fiskekutterne, idet omkring fire ud af fem flygtninge blev bragt over på denne
måde. Rapporterne fra det svenske marinepersonel tyder på, at hver kutter i
gennemsnit medbragte ca. 10 flygtninge pr. overfart,77 hvilket omregnet giver
ca. 600 overfarter med fiskekutter78.
At det netop blev fiskere, der forestod at sejle jøderne til Sverige var heller ikke
nogen tilfældighed. For det første havde kystpolitiet efter 1. oktober fjernet alle
lystfartøjer fra kysterne, og flygtningene måtte derfor ty til handels- og
fiskefartøjerne, der også besad de fornødne sejltilladelser. Dernæst kom, at der
51

i oktober 1943 fandtes et stort antal fiskere at kontakte. Alene på strækningen fra
Hundested til Gedser var der ca. 70 havne, hvor der var registreret mere end
1.300 fiskefartøjer.79 Hertil kommer hele fiskerflåden i København.
Hvor mange af fiskerflådens kuttere der vitterligt var i Sverige med flygtninge
i oktober 1943, lader sig ikke opklare. Men der var eksempelvis fiskere i Gilleleje,
der tog turen over både 3 og 4 gange, og ca. hver fjerde af havnens 73
fiskefartøjer deltog.80 På den baggrund forekommer det sandsynligt, at alene i
provinshavnene var et par hundrede fiskere involveret i illegale overfarter med
flygtninge.
På basis af ovennævnte gennemgang kan der trækkes en række hovedpunkter
frem omkring flugten fra Danmark til Sverige i efteråret 1943.
Den jødiske masseflugt begyndte den 28. til 29. september. At det skete på
dette tidspunkt – og ikke først efter aktionen den 1. oktober – må i hovedsagen
tilskrives G. F. Duckwitz’ advarsel den 28. september. Den 2. oktober om aftenen,
hvor det fra Sverige officielt blev meddelt, at man ville tage imod jøderne fra
Danmark, var de første 5-600 allerede ankommet. Antallet af flygtninge voksede
støt i den første uge efter aktionen, og flugten kulminerede den 8. til 9. oktober,
hvor der i løbet af 48 timer blev bragt op imod 2.500 flygtninge over Sundet.
Hermed var antallet af jødiske flygtninge i Sverige – godt en uge efter aktionen –
nået op imod 4.500. I løbet af masseflugtens sidste uge nåede endnu op imod
2.000 jøder over. Omkring midten af oktober var 90% af de flygtende jøder på
svensk grund, og hermed havde masseflugten nået sin afslutning.
Det hørte før masseflugtens begyndelse til sjældenhederne, at flygtningene
blev sejlet til Sverige, oftest roede man sig over i småfartøjer. Efter 27. september
ændredes dette totalt – overfartsforbindelserne ændrede sig, og næsten samtlige
flygtninge blev i tiden derefter sejlet til Sverige. En håndfuld endog meget store
transporter bragte knap 1/5 af samtlige flygtninge over. Fremfor alt var det dog omkring 6-700
hovedsagelig natlige transporter med især fiskekuttere, der bragte mere end 3/4 af alle flygtninge
det sidste stykke over Sundet. Men ikke alene var an-
52

tallet af transporter stort – de blev også udført fra mange forskellige områder af mange forskellige
bådejere. Afskibninger forekom fra mere end 50 forskellige steder på en kyststrækning, der rakte fra
Holbæk til Gedser. Blandt afskibningsstederne markerede København sig som langt det største.
Herfra blev op imod 3.000 flygtninge udskibet.
53

4. Redningsaktionen
Den 27. september – 4 dage før aktionen, befandt ca. 99% af alle jøderne sig
stadigvæk i Danmark. Mindre end 3 uger efter var mere end 90% nået i
sikkerhed i Sverige. I de følgende uger blev endnu nogle hundreder bragt over
Sundet. At op mod 7.000 jødiske flygtninge ankom til Sverige inden for få uger,
havde bl.a. sine årsager i den omfattende hjælpeindsats, der blev ydet jøderne fra
Danmark.
Hjælpen til jøderne
Aktionen mod jøderne udløste en lang række protester fra stort set alle
organisationer i Danmark. Protesterne tog ikke form af demonstrationer eller
anden uro.1 Men indignationen over tyskernes udskillelse af jøderne var stærk.
Kraftigst kom den til udtryk blandt akademikerne, hvor undervisningen på
universiteterne og de højere læreanstalter blev suspenderet i en uge. Søndag den
3. oktober blev biskoppernes protest læst op under gudstjenesten i alle landets
kirker. Endelig medførte sammenkoblingen af jødedeportationen og frigivelsen
af de danske internerede soldater protester fra forsvaret.
Der opstod i løbet af den første uge efter aktionen en række hjælpegrupper,
som påbegyndte organiseringen af jødernes overfart til Sverige. F.eks. blev der i
Gilleleje dannet en jødekomité den 6. oktober. Erling Kiær arbejdede i
helsingørområdet i de første dage af oktober. Ved Snekkersten deltog lægen
Gersfelt i hjælpearbejdet allerede i den første uge, og ved Humlebæk
54

egyndte lektor Aage Bertelsens gruppe arbejdet omkring den 3. oktober.
I København lykkedes det lægerne kort tid efter razziaen at skabe en
organisation, der dels kunne finde flygtninge, dels kunne transportere dem til et
nogenlunde sikkert sted, hvor de kunne opholde sig, til de kunne komme videre
til Sverige, og derefter transportere dem til afskibningsstedet og endelig også
bringe dem det sidste og ofte vanskeligste stykke over vandet. Hospitalerne blev
i mange tilfælde opsamlingssteder for jøderne, og fra Kommunehospitalets
bibliotek forsøgtes flugtens videre forløb koordineret mellem repræsentanter for
hovedstadens hospitaler. Her benyttede man sig bl.a. af flere kontakter til
afskibningsgrupper i København, ligesom man benyttede sig af
afskibningsgrupper, som sejlede fra Mosede og Nykøbing Falster. Også folk fra
modstandsbevægelsen ydede en stor indsats i hjælpearbejdet.
Men trods et tæt samarbejde grupperne imellem var der ingen samlet
flygtningeorganisation. Derimod var der mange initiativer, som ofte krydsede
hinanden og kunne skabe forvirring og misforståelser.
Hjælperne bragte jøderne væk fra havnene til mere sikre opholdssteder; de
organiserede forplejning, mens man ventede på overfartslejlighed; de tog
kontakt til bl.a. fiskere og sørgede for, at overfarterne kom vel af sted fra havne
og kystområder; de indsamlede penge blandt flygtningene til at betale fiskerne,
og var der ikke penge nok, rejste de betydelige beløb fra andre kilder.
Vidnesbyrdene om, at fremskaffelsen af betydelige midler spillede en stor rolle i
disse gruppers indsats, er mangfoldige.2 En del af disse beløb blev anvendt til
betaling af de mange vognmænd, som i mange tilfælde kørte jøderne fra deres
skjulesteder til afskibningshavnene. Men hovedparten blev anvendt til betaling
for den sidste del af flugten – turen over Øresund.
Den altafgørende betydning af de mange menneskers og hjælpegruppers
indsats er veldokumenteret i både beretningsmaterialet3 og i
erindringslitteraturen og behandlet i forskningen.4 At hjælpeindsatsen i
oktoberdagene var omfattende er givet, men hvor mange mennesker der reelt
deltog er svært at sige. F.eks anfører Aage Bertelsen, der var leder af hjælpe-
55

56
arbejdet i Lyngby, og som førte op mod 1.000 jøder gennem landet, at det var en
folkebølge, som bar jøderne frelst til den svenske kyst, og transporterne
„forenede danske mænd og kvinder af alle samfundslag“.5 Hæstrup mener, at en
samlet befolkning stod bag jøderne. Han anfører, at titusinder af danske bistod
med at hjælpe jøderne ud af landet, og at det oftest var folk, som indtil da intet
havde haft med illegalt arbejde at gøre.6
Det er et uomtvisteligt faktum, at mange danskere stod bag jøderne og hjalp
dem til flugt. Ingen kender hjælpernes nøjagtige antal, men de aktive hjælperes
antal skal givetvis snarere tælles i hundreder end i tusinder. Til besvarelsen af
dette spørgsmål bidrager vore svenske kilder ikke afgørende. Vi har om
transporterne over Sundet anslået, at nogle få hundrede fiskere og andre
bådførere foretog de 6-700 transporter, der bragte jøderne over.
Men hjælpen til jøderne blev ikke kun ydet af de mange på den danske side af
Sundet. Vigtigt var det, at man fra svensk side åbnede for modtagelsen af jøderne
fra Danmark. Fra svensk politisk side havde man uden held forsøgt at
intervenere over for den forestående aktion.7 Men aktionen mod jøderne blev
gennemført som planlagt. Den 2. oktober om aftenen meddeltes over svensk
radio, at man ville åbne for modtagelsen af jøderne fra Danmark.
Dette blev fulgt op af praktiske tiltag. Fra den 3. oktober placerede marinen om
natten patruljebåde uden for alle svenske havne fra Höganäs i nord til Trelleborg
i syd.8 For at lede de mange danske flygtningetransporter i sikker havn førte alle
svenske patruljebåde undtagelsesvis fuld lanterneføring. Den 5. oktober blev
patruljesejladsen udvidet til at omfatte hele det svenske territorialfarvand.9
Hjælpen til flygtningene blev hermed yderligere intensiveret. Skulle eksempelvis
forfølgende tyske patruljebåde blive truffet i svensk farvand, havde
marineledelsen udstedt ordrer om, at der med alle midler skulle gribes ind.
Marinens indsats til søs blev sekunderet af andre svenske fartøjer. For at sikre
flygtningene den bedst mulige assistance til søs udleverede marinen brændselsog
smøreolie til godt 30 svenske fiskekuttere og enkelte lodsfartøjer.10 Disse
bidrog på frivillig basis til den svenske del af redningsaktionen.

For de mange både med flygtninge om bord betød de svenske tiltag en øget
sikkerhed. En del flygtninge blev fra de danske fartøjer til søs overleveret til
svenske patruljebåde. I andre tilfælde reddedes flygtninge fra små overbelastede
robåde. Desuden vidste de danske fiskere efter 2. oktober, at man kunne sejle ind
i svensk havn uden problemer med de svenske myndigheder.
Jøderne flygter
Da jagten på jøderne natten til den 1. oktober blev indledt, var der ikke mange
jøder tilbage i deres hjem. De, der ikke havde kendskab til aktionen, kunne den 2.
oktober læse følgende i landets aviser:11
„Efter at jøderne, som ved deres tyskfjendtlige ophidselsesvirksomhed og deres
moralske og materielle støtte til terror- og sabotagehandlinger, hvilket i
væsentlig grad har bidraget til skærpelsen af situationen i Danmark ved de fra
tysk side antrufne forholdsregler, er blevet udskilt fra det offentlige liv og
hindret i fortsat af forgifte atmosfæren, vil der som opfyldelse af det ønske, der
næres i videre kredse af den danske befolkning i de nærmeste dage blive
påbegyndt løsladelse af internerede danske soldater, og løsladelsen vil finde sted
i det tempo, der bestemmes af de tekniske muligheder.“
De mere end 7.000 jøders reaktioner, flugtforberedelser og færden lader sig ikke
minutiøst kortlægge. Men da aktionen var en realitet, tog mange ud i de
sjællandske havne for at skaffe sig overfart til Sverige. Ofte foregik rejserne helt
åbenlyst med offentlige transportmidler.12 Andre gemte sig hos venner og
bekendte, for der at arrangere overfart til Sverige. Atter andre, oftest de
ubemidlede, opholdt sig i parker og skove, indtil de blev fundet af
hjælpegrupperne. Variationerne er utallige.
Vi skal her fremlægge et samtidigt materiale om flugten, der ikke tidligere har
været kendt – nemlig seks politirapporter fra politiet i Ystad.13 De mange
reaktionsmønstre og initiativer turde være eksempler på den mangfoldighed, der
rådede:
57

I
Onsdag den 29. september ved 20-tiden mødtes seks medlemmer af det Mosaiske
Troessamfund medbringende 2 små børn på Hovedbanegården i København.14
Det var skræddermester Jakob Sekunda, ægteparret, grosserer Max og Rosa
Avrach, ægteparret, fabrikant Simon og Ingetraut Silber og ekspedient Zipora
Silber. Fra København tog de toget til Køge. Målet var havnen, hvor Silber havde
en sejlbåd liggende.
De havde efter undtagelsestilstandens indførelse rygtevis hørt, at tyskerne ville
begynde at deportere jøderne i Danmark. Derfor havde de besluttet sig for at
flygte til Sverige. I ly af mørket lykkedes det dem at afsejle fra Køge og sætte
kursen mod Falsterbo. På grund af den stærke strøm drev båden imidlertid
videre mod øst. Efter 3 timers sejlads begyndte den at tage vand ind, og de
anråbte derfor en dansk motorsejler om hjælp. Kaptajnen indvilgede i at sejle
dem til svensk havn. Under den indgående sejlads mod Ystad tog et svensk
patruljefartøj dem om bord og bragte dem i havn, hvor de ankom tordag den 30.
september kl. 19.30.
II
Fredag den 1. oktober ved 19-tiden tog fabrikant Poul Louis Salomonsen toget fra
København til Nykøbing på Falster.15 Han havde tidligere aftalt med en fisker
fra Nykøbing, at vedkommende skulle sejle ham til Sverige.
Salomonsen havde efter undtagelsestilstandens indførelse hørt, at tyskerne
ville deportere jøderne. Som jøde og medlem af Mosaisk Troessamfund havde
han besluttet af flygte. Han havde efterladt sin ikke-jødiske kone og deres børn i
Hellerup. Aftalen med fiskeren gik imidlertid i vasken. Fiskeren vovede ikke at
sejle, da bevogtningen i Nykøbing var blevet forstærket. I stedet anbefalede man
ham at forsøge sig i Nysted. Men her var fiskeren allerede afsejlet med andre
flygtninge. I Nysted foreslog man ham at forsøge i Sakskøbing. Her fik han en
aftale med en kaptajn på et mindre fragtskib. Men da tiden for afgangen
nærmede sig, vægrede den øvrige besætning sig ved at tage ham med. De var
bange for, at skibet skulle blive kontrolleret af
58

59
de tyske patruljebåde. Kaptajnen måtte derfor nøjes med at sende ham videre til
Stubbekøbing.
I Stubbekøbing fik han en aftale med en fisker, som den 4. oktober ved 19-tiden
tog ham om bord på sin kutter nogle kilometer uden for byen. De ankom til
Ystad den 5. oktober kl. 7.30, hvorefter båden straks satte kursen tilbage mod
Falster.
III
Den 7. oktober kl. 7.30 ankom en dansk fiskerbåd til Ystad med 6 jødiske
flygtninge om bord.16 Det var ægteparret, civilingeniør Charles Erik og Ingeborg
Hirschsprung med datteren, kontorist Ingeborg Hirschsprung, skræddermester
Isak Skop og sønnen, ekspedient Henry Nathan Skop samt civilingeniør Karsten
Hertz. Flygtningene var afsejlet fra Grønsund den foregående dag ved 18,30tiden.
Vedrørende de nærmere omstændigheder omkring flugten havde de forskelligt
at berette:
Hertz havde efterladt sin ikke-jødiske kone i København. Han var efter 29.
august blevet foruroliget over de mange rygter om en forestående deportation.
Den 30. september rejste han til Stubbekøbing, hvor han boede på hotel under
falsk navn indtil den 6. oktober. Der var han af en anden jøde blevet anbefalet at
rejse til Grønsund, hvor han sammen med de andre flygtninge var blevet
indskibet.
Isak og Henry Skop var i København af andre jøder blevet tilrådet at rejse til
Stubbekøbing. De tog fra København med hver sit tog 6. oktober. I Stubbekøbing
tilrådede man dem at tage til Sakskøbing, hvor man anbefalede dem at forsøge
sig i Grønsund. Her mødtes de med de andre flygtninge.
Familien Hirschsprung rejste fra København den 6. oktober. De havde fået at
vide, at der var gode muligheder for transport fra Stubbekøbing. Her havde man
henvist dem til Grønsund, hvor de gik om bord med de andre flygtninge.
IV Fredag den 8. oktober kl. 7,00 ankom en dansk fiskekutter til Y-

stad.17 Om bord var i alt 33 danske flygtninge, hvoraf kun et par ikke var jøder.
Selve overfarten foregik den 7. oktober kl. 21 fra Grønsund.
Den studerende Arthur Arnold Hauser rejste fra København 5. oktober. Han
havde ingen penge, og organisationen Dansk Samling havde betalt for hans
overfart.
Orkestermusikeren Hans Raphael Goitz og hustruen Kaja Eisen flygtede den
30. september fra deres hjem i København. De havde taget toget til Nykøbing,
hvor de boede på et i forvejen bestilt hotel. Sammenlagt havde overfarten kostet
dem 4.000 kr.
Fabrikanten David A. Rubin og hans hustru havde i København betalt 18.000
for transporten til en organisation. Af en anden organisation havde de fået et
tilbud om en overfart fra København til Ven for 15.000 kr. De fandt imidlertid
turen via Falster sikrest. Fra København rejste de med tog til Nykøbing og videre
med bil til Grønsund.
Grosserer Martin Edvard Salomonsen og hans familie var blevet usikre, da
besættelsesmagten den 1. oktober begyndte razziaen blandt jøderne. De havde
hørt, at tyskerne havde transporteret 70-80 gamle kvinder til Tyskland. Derfor
var de rejst til Nordsjælland for at undgå noget lignende. Her havde han erfaret,
at det ikke gik an at vende tilbage til København. De havde hørt, at man kunne
komme til Sverige over Nykøbing-Falster. Onsdag den 6. rejste de i bil til
Nykøbing, hvor de overnattede på hotel. Dagen efter kom de med fiskekutteren
fra Grønsund. Turen kostede dem i alt 8.000 kr. for tre personer.
Enkefru Josephine Guttmann læste den 1. oktober i aviserne, at jøderne var
blevet „udskilt fra det offentlige liv“. Hun havde hørt i radioen, at Sverige ville
tage imod jøderne, og hun havde erfaret, at Dansk Samling betalte for overfarten.
Den 6. oktober rejste hun med sine to børn til Nykøbing.
V
Den 8. oktober kl. 19 afgik endnu en fiskekutter fra Stubbekøbing-området med
37 jødiske flygtninge, der nåede Ystad den næstfølgende morgen.18 Samtlige
flygtninge angav til det svenske politi, at de flygtede fra Danmark på grund af
jødefor-
60

følgelserne og risikoen for at blive deporteret til Polen. De fik af personer i
København, som organiserede flugten, besked om at rejse til Stubbekøbing, hvor
en dansk fisker ville sejle dem til Sverige.
VI
Dagen efter, den 9. oktober, ankom den sidste transport til Ystad med jødiske
flygtninge.19 De 34 flygtninge (heraf 31 jøder) afsejlede fra Grønsund med en
fiskekutter den 9. oktober kl. 22. Jøderne angav i lighed med flygtningene fra de
foregående overfarter, at personer i København havde organiseret deres flugt, og
at de havde fået besked om at rejse til Stubbekøbing. Det svenske politi anførte
tillige, at mange angav at være fattige.
Den statsløse fru Rasche Slatkewitz og 2 af hendes voksne børn rejste med
toget til Nykøbing den 9. oktober. De skulle henvende sig på hotel Phønix, hvor
man ordnede overfarten mod en betaling på 500 kr. pr. person. Kl. 22 samme
aften blev de i biler kørt til den ventende båd.
Enkefru Ruchla Keller tog den 9. oktober toget til Nykøbing, hvor man ordnede
det videre fornødne. Hun var fattig, og en anden jødisk familie betalte de 500 kr.
for hendes overfart.
Den statsløse enkefru Elsa Hirschfeld betalte 500 kr. til en organisation i
København. Derefter fik hun anvist at tage til Nykøbing, hvorfra hun blev
transporteret videre til fartøjet, der bragte hende til Sverige.
Den statsløse enkefru Edit Michel rejste fra København den 9. oktober med tog
til Nykøbing. Hendes søn havde ordnet flugten gennem en organisation. I
Nykøbing henvendte hun sig til organisationen og betalte 500 kr.
Lægen Binem Lipschitz havde efterladt sin ikke-jødiske kone og børn på
Lolland. Den 3. oktober forlod han hjemmet og rejste fra sted til sted indtil den 9.
oktober. Han betalte 2.000 kr. for overfarten til en organisation af læger.
Prokuristen Svend Siesby forlod den 25. september sammen med sin familie
hjemmet på grund af rygterne om en forestående aktion mod jøderne. De
flyttede ned til hans søster på Sydsjælland, hvor de opholdt sig til den 8. oktober.
I Nykøbing
61

havde han skaffet bådlejlighed til sig og sin familie, og dagen efter tog de alle
med transporten fra Grønsund.
Kontoristen Malka Alma Meyer: Da tysk politi natten mellem den 1. og 2.
oktober havde spurgt efter hende i hjemmet, vovede hun ikke længere at blive i
Danmark af rædsel for at blive sendt til Tyskland.
Eksemplerne peger på den udvikling, som flugten undergik i løbet af en uges tid.
I begyndelsen arrangerede jøderne selv deres transport over Sundet. Ofte måtte
de forespørge flere steder, førend f.eks. en beredvillig fisker indvilligede. En uges
tid efter aktionen havde hjælpeorganisationernes indsats forenklet flugten. Man
blev instrueret i, hvor man skulle tage hen, og hvem man skulle henvende sig til.
Flugten var dermed gledet ind i en organiseret fase, der sparede mange jøder for
mislykkede forsøg og dermed mindskede risikoen for tyske arrestationer.
Eksemplerne bekræfter ligeledes, at mange forskellige hjælpere var involveret.
Det være sig organisationerne i København, de medfølgende flugthjælpere,
folkene i lokalområderne, der bragte jøderne til afskibningsstederne, og endelig
fiskerne og andre, der sejlede dem til Sverige.
Yahil har om masseflugten fremhævet, at det var hjælpegrupperne, der
reddede de passive og hjælpeløse jøder ud af tyskernes klør.20 Hun anfører, at
det kun var nogle ganske få jøder, nemlig landbrugseleverne, der selv forsøgte at
flygte – resten var „objekt for forfølgelse og et objekt for redning“. Ser vi
nærmere på den jødiske flugt før 27. september 1943 sørgede de fleste jøder selv
for overfart til Sverige. Kun 10 af i alt 61 flygtede med transporter arrangeret af
organisationer.21 De resterende 51 flygtninge arrangerede selv overfarten.22 De
formåede selv at fremskaffe robåde og tage kontakt til fiskerne.
Billedet af jøderne som aktive, selvhjulpne flygtninge holdt sig ind i den første
uge efter aktionen, som eksemplerne fra Ystad måtte vise. Og at det foregik i et
større omfang understreges af, at 3-400 jøder var kommet over endnu før selve
aktionen var påbegyndt. Og allerede dagen efter aktionen var antallet steget til
mellem 5 og 700.
62

Det er vor opfattelse, at Yahil med sin generalisering angående jødernes
manglende egenindsats overser, at hjælpegrupperne først påbegyndte deres
flugtarbejde i løbet af ugen efter aktionen. Vor undersøgelse har påvist, at jøderne
i stort tal flygtede allerede før og under aktionen. Og sideløbende med, at
hjælpegrupperne efterhånden etablerede sig, lykkedes det fortsat en del jøder
selv at arrangere deres flugt. Forudsætningen var i hovedsagen, som vist med
flugtbilledet i september, at jøderne selv havde midlerne til at finansiere
overfarten.
63

5. Den danske kystbevogtning
Skulle man stoppe de mange jøders flugt, ville det umiddelbart falde naturligt at
standse dem i havnene og i kystområderne. Her var det danske kystpoliti
udstationeret, og det havde netop til opgave at forhindre illegal udrejse fra
Danmark.
Men det danske kystpoliti, der var en del af den danske kystbevogtning, blev
tværtimod et vigtigt led i hele redningsaktionen. Dette fremgår af både
beretnings- og erindringslitteraturen. Alligevel er kystpolitiets rolle på intet
tidspunkt blevet tilbundsgående behandlet i forskningen. Vi skal i det følgende
forsøge at råde bod derpå.
Kystbevogtningen var en dansk institution, hvis opståen hørte besættelsens
første dage til. Vi vil i det følgende først belyse dens udvikling frem til den 29.
august 1943. Dernæst vil vi undersøge, hvilken betydning den ændrede situation
efter den 29. august fik for indsatsen mod illegal udrejse til Sverige og dermed
for kystpolitiets rolle i forbindelse med jødernes flugt.
Etablering og udbygning
I ugen efter besættelsen den 9. april blev der ført tysk-danske forhandlinger om
genoptagelse af udlandstrafikken. Det gjaldt bl.a. færge-, fly- og
skibsforbindelserne til Sverige.1 Fra tysk side betingede man sig, at danskerne
selv påtog sig kontrollen. Kort sagt skulle kystbevogtningen sikre, at der ikke
forekom illegal ud- og indrejse i Danmark.
Selve kystbevogtningsarbejdet havde kontrolopgaver både til lands og til
vands. Til lands påbegyndtes bevogtningen for-
64

melt den 16. april og til vands den 8. maj.2 Organisatorisk blev kystbevogtningen
underlagt den under rigspolitichefen nyoprettede Afdeling for Kystbevogtning.
Den daglige ledelse blev varetaget fra Anker Heegaardsgade nr. 1, København,
af politikommissær Svend A. Holten. I praksis var det de enkelte politimestre,
som havde ansvaret i de respektive politikredse. Politimestrene samarbejdede
dels med toldvæsenet og dels med de lokale sogne- og strandfogeder. Til søs
disponerede man over toldvæsenets både og 10 lejede fartøjer.3 Men kontrollen
til søs kunne ikke opretholdes i et omfang, der tilfredsstillede de tyske
myndigheder, og resultatet blev, at det danske søværn accepterede at overtage
den søværts kontrol pr. 1. oktober 1940.4 Søværnet oprettede under chefen for
Kystdefensionen en særlig afdeling for kystbevogtning, hvis daglige ledelse blev
varetaget af orlogskaptajn Jegstrup.5 Den søværts kystbevogtning indgik
dermed som en selvstændig opgave blandt de andre opgaver, som marinen
udførte for besættelsesmagten, såsom minestrygning, mineudkigstjeneste,
sprængningstjeneste etc.6
Søværnet havde med kystbevogtningstjenesten fået overgivet en opgave af
politimæssig karakter, det drejede sig om kontrol af den civile trafik. Arbejdet
omfattede patruljesejlads i området fra Sjællands Odde i nord-øst om Sjælland –
til Gedser i syd.7 Til dette formål blev i første omgang 11 fiskekuttere og 4
motortorpedojagere indsat. Mandskabet var marinens, men om bord befandt sig
også en dansk politimand.8 Bådene var udrustet med kommunikationsudstyr,
hvormed man på søen kunne komme i direkte kontakt med politiet i land.9 Det
drejede sig dels om adgang til Rigsregistraturen, så at man kunne kontrollere
personer ude på søen, dels drejede det sig om kontakt med kystbevogtningen på
land. Arbejdsdelingen mellem politi og søværn var tilrettelagt således, at
søværnet skulle lægge hovedindsatsen i at patruljere farvandene, mens det rent
politimæssige arbejde og bevogtningen på land skulle udføres af politiet.10 Dets
bevogtningsområde omfattede 350 km kystlinie fra Hundested i nord til Gedser i
syd. På denne strækning bemandede man ca. 40 havne med udstationerede
kystpolitibetjente. Til dette formål var der i foråret 1941 tilkommanderet 250
nyansatte
65

66
betjente, hvormed totalantallet af kystbetjente i efteråret 1941 var på ca. 350
mand.
Også på den søværts side blev der foretaget udvidelser, således at materiellet i
maj 1941 bestod af i alt 14 kuttere og 5 motortorpedobåde.11 Fartøjerne var
placerede i 6 distrikter:
Figur 3
Distrikt Fartøjer Dislokation
1. distrikt K1 & K2 Hundested havn
K3 & K4 Gilleleje havn
2. distrikt Makrellen,
Sælen, K5 & K6 Helsingør havn
3. distrikt K7 Rungsted havn
Springeren, Nordkaperen,
Havørnen & K14 Lynetten eller Holmen
4. distrikt K8 Dragør havn
K9 Køge havn
5. distrikt K10 & K11 Rødvig havn
6. distrikt K12 & K13 Klintholm havn
Med disse fartøjer opbragte søværnet i foråret 1941 en del skibe, der havde
forladt Københavns Havn uden forudgående tilladelse.12 Fra tysk side påpegede
man imidlertid, at kontrollen i København ikke var effektiv og eksempelvis
heller ikke hindrede fjendtlige agenters indtrængen.13 Denne kritik medførte, at
Københavns politi, under politidirektørens ledelse, den 1. april 1941 etablerede
en særskilt afdeling, søpolitiet, som efterhånden overtog hele kontrollen med
havnen.14 Styrken omfattede ved udgangen af oktober 1941 i alt 108 mand.
Opgaverne bestod bl.a. i kontrol af skibene, og til dette formål havde søpolitiet i
alt 5 fartøjer ved ind- og udsejlingerne.15
Kystbevogtningen som helhed omfattede nu tre elementer, der skulle forsøge
at løse opgaven i fællesskab. Til dette formål forsøgte man at få forholdet mellem
søværnet, kystpolitiet og søpolitiet lagt i faste rammer. En aftale fra august 1941
formaliserede samarbejdet således:

1. Kystområderne fra Isefjorden øst om Sjælland og mod syd
til Gedser (incl. Smålandsfarvandet) var underlagt rigspolitichefens Afdeling for
Kystbevogtning (dog undtaget Københavns politikreds). Søværnet forestod
kontrollen til vands.
2. Københavns politikreds’ havne- og kystområder var underlagt søpolitiet,
under politidirektøren i København, både til vands og til lands. Til vands var
området dobbeltsikret, idet søværnet også patruljerede i farvandene uden for
politikredsen.
3. Havne- og kystområder i den øvrige del af landet var underlagt den stedlige
politimester.
Kystpolitiets arbejde i de mindre havne omfattede kontrol med ind- og
udsejlingen. Her var det hovedsageligt de mindre skibe og lystsejlads, jægere og
ikke mindst fiskerflåden, kontrollen gjaldt. Til dette formål var hver enkelt
bådejer blevet udstyret med et legitimationskort og et bådcertifikat. Udover
kontrollen i havnene tilkom det kystpolitiet at bevogte kyststrækningerne
mellem havnene ved hjælp af udsendte patruljer. Endelig påbød de dansk-tyske
aftaler, at kyst- og søpolitibetjentene var forpligtede til at yde det tyske
kystbevogtningsmandskab al mulig støtte.16
Efter fastlæggelsen af kystbevogtningens struktur i 1941 blev opgaver og
ressourcer væsentligt forøget. Allerede i sommeren 1941 var der etableret
bevogtning af kysterne på Bornholm og dele af Jyllands vest- og østkyst.17
Kystpolitiet havde i forbindelse med interneringen af de danske kommunister i
juni 1941 haft til opgave at forhindre kommunisternes flugt fra Danmark.18 Man
havde i den forbindelse skærpet skibsovervågningen og forstærket kontrollen i
havnene. På dette tidspunkt stillede tyskerne yderligere krav om udvidelse af
styrken, og to måneder senere var Holtens samlede styrke nået op på ca. 900
mand.19 Samtidig fik kystbevogtningen pålagt nye opgaver. Herunder indgik
bevogtning af færgerne i Gedser, Helsingør og Korsør-Nyborg.20 Kontrollen ved
Helsingborgfærgerne blev skærpet i et forsøg på at komme den illegale trafik til
livs og forhindre mulig sabotage mod færger og færgelejer.21
67

Kystpolitiets personel bestod hovedsageligt af såkaldte reservepolitibetjente.
Disse var ikke medlemmer af det egentlige politikorps, men blev uddannet
igennem et 3 ugers politiskolekursus og derefter sat i tjeneste. Efterhånden fik
betjentene dog en egentlig militær grunduddannelse og blev udstyret med
kraftige våben.22 Hermed blev kystpolitiet omfattet af gendarmiseringen af det
danske politi.23
I løbet af foråret og sommeren 1943 blev det klart for både tyskerne og politiet,
at kystbevogtningen stadigvæk ikke kunne forhindre illegal udrejse fra Danmark
til Sverige. Kystpolitiet fik yderligere forøget antallet af kystpolitibetjente,
hvormed antallet, formentlig allerede i sommeren 1943, nåede op på ca. 1.400
mand.24
På grund af de geografiske forhold – specielt når det gælder Øresundskysten –
var en hermetisk lukning af forbindelsen mellem Danmark og Sverige formentlig
ikke mulig. Dette havde den tyske gesandt, v. Renthe-Fink påpeget i forbindelse
med Christmas Møllers flugt i 1942:25 „Wegen überaus langer Küste Dänemarks,
die sich teilweise bis zu 4 km schwedischer Küste nähert, ist illegaler
Grenzverkehr überaus schwer in Kontrolle zu halten. Effektive Sperre ist
technisch nicht möglich … Dieses Arbeit wird von dänischer Polizei und
deutscher Marine in enger und guter Zusammenarbeit ausgeführt …“
I oktober 1942, under den såkaldte Telegramkrise, rejste Berlin spørgsmålet, om
man selv skulle overtage kystbevogtningen.26 Hitler befalede at fortsætte som
hidtil.
Selv om den danske kontrol aldrig kom til at fungere til tyskernes fulde
tilfredshed, havde den dog grebet ind i en række tilfælde. F. eks. havde
kystpolitiet medvirket ved arrestationer af modstandsfolk, der forsøgte at
komme til Sverige via den ovenfor nævnte skodsborgrute.27 Andre
modstandsfolk kunne over for det svenske politi berette, at man i forbindelse
med sejlads i kajak fra Skodsborg i visse tilfælde havde haft brug for hjælp til at
aflede kystpolitibetjentenes opmærksomhed.28 Til dette formål anvendte man
unge piger, der serverede øl og snaps for betjentene, mens modstandsfolkene i ly
af mørket forsigtigt padlede mod Sverige.
Vi har tidligere set, at der fra besættelsens første dag forekom
68

illegal udrejse på trods af kystbevogtningens indsats. De godt 100 flygtninge,
som kom til Sverige før den 29. august 1943, kan ses som både et stort og et lille
antal. Men set i relation til antallet af flygtninge i september og oktober 1943 var
antallet af udrejste flygtninge ubetydeligt.
Sammenfattende kan vi konstatere, at den danske kystbevogtning umiddelbart
før 29. august 1943 omfattede en ikke ubetydelig styrke. Der var ved havnene og
kysterne udkommanderet ca. 1.400 mand fra kystpolitiet. Mere end 100 mand fra
søpolitiet kontrollerede Københavns havn, og endelig afpatruljerede den danske
marine trafikken på Øresund med mindst 20 kystbevogtningskuttere og et antal
motortorpedobåde.
Kystpolitiet efter den 29. august 1943
Under strejkerne og urolighederne i sommeren 1943 var stemningen i den
danske befolkning over for den tyske besættelsesmagt blevet meget anspændt.
Også blandt kystbetjentene var stemningen under forandring. Hændelsesforløbet
på kasernen ved Humlebæk under afvæbningen af det danske forsvar natten
mellem den 28. og 29. august illustrerer tydeligt, at der var nye tider
undervejs:29
I slutningen af august var en del kystpolitibetjente blevet overført fra havnene
på Sydsjælland til Krogerup kaserne ved Humlebæk. De skulle assistere det
øvrige politi med at opretholde ro og orden i sjællandske byer – herunder bl.a. i
Helsingør. Her havde betjentene været vidne til, at tyske pansertropper havde
skudt ind i folkemasserne, hvilket kun havde medført endnu større uroligheder.
Lørdag den 28. august ankom der til kasernen i Humlebæk yderligere
forstærkninger, der blev sat ind i Helsingør. Om aftenen havde chefen på
kasernen kaldt alle betjentene sammen. Han oplyste, at forholdene i Danmark
forværredes, og at kongen og den danske regering var trådt sammen for at
behandle de tyske krav. Han sagde videre, at han ikke vidste, hvorledes det ville
udvikle sig, og han opfordrede dem til at tage afsked med hverandre. Derefter
udbragte de et leve for kongen.
69

En lille gruppe på syv betjente fra kasernen blev enige om, at de ville flygte til
Sverige, hvis ikke de fik ordre til at bruge deres våben mod tyskerne. Senere på
aftenen fik man fra rigspolitichefen ordre til at fylde benzin på alle køretøjer og
gemme dem i skoven omkring kasernen. Samtidig blev der udsat dobbelt
bevogtning, og der blev udleveret skarp ammunition.
Kl. 04.45 blev alle igen kaldt sammen. Chefen oplyste fra rigspolitichefen, at
tyskerne havde besat Sorgenfri, og dermed interneret kongen. Men samtidig var
der givet ordre til, at kystpolitiet ikke måtte sætte sig til modværge mod tyskerne.
Denne ordre fik de førnævnte syv betjente til at realisere planen om at flygte til
Sverige. En af dem kom med et kystbevogtningsfartøj fra Humlebæk til
Landskrona. Resten cyklede til Sletten havn og gik om bord i
kystbevogtningsfartøjet K.15. Den befalingshavende officer lod sig imidlertid
ikke med det samme overtale til at sejle til Sverige. Han ringede først til kasernen
i Humlebæk for nærmere ordre. Der fik han ikke noget svar, og besluttede sig
endelig for at stævne mod Sverige. De ankom uden problemer til Landskrona
den 29. august kl. 9.00.
Med hændelserne den 28.-29. august var stemningen blandt kystpolitibetjentene
slået an. Den 29. august om aftenen flygtede en kystpolitibetjent fra Gilleleje til
Höganäs med skibet Rørdal, som var blevet shanghajet af 54 officerer og menige
fra det danske forsvar.30 Samme aften flygtede endnu to betjente fra Rungsted.31
Sammen med fire officerer og to civile søgte de ned i kystbevogtningsfartøjet K.2
i Rungsted havn. Umiddelbart før afgangen fik de at vide, at politiinspektør
Holten var på vej til havnen for at forhindre K.2 i at forlade havnen. De forlod
derfor skyndsomt K.2 og tog i stedet en motorbåd tilhørende toldvæsenet. Tre
timer senere ankom de velbeholdne til Landskrona.
Som eksemplerne måtte antyde, var der ikke fra politiledelsen givet tydelige
forholdsordrer til kystpolitiets betjente. De havde kun af rigspolitichefen fået at
vide, at de ikke måtte modsætte sig tyskerne med våben.
70

Hændelserne den 29. august fik stor betydning for kystbevogtningens fortsatte
virke. Dets tre elementer – søværnet, søpolitiet og kystpolitiet – blev alle berørt af
den ændrede situation.
Først og fremmest faldt den søværts bevogtning bort. Det tyske overfald på det
danske forsvar omfattede også den danske marine og medførte, at en del af den
danske flåde blev sænket, en lille del blev sejlet til Sverige af flygtende officerer,
og resten af fartøjerne blev beslaglagt af den tyske værnemagt.32 Blandt de
fartøjer, som blev sejlet til Sverige, var otte af de bevogtningskuttere, som
søværnet anvendte til kontrollen til søs. Resten af mandskabet fra det danske
forsvar blev interneret, og dermed forsvandt også mandskabet til de
tilbageværende af tyskerne beslaglagte kystbevogtningsfartøjer.
Kyst- og søpolitiets stilling blev behandlet under de dansk-tyske forhandlinger
om politiets fremtidige virke. 33 Det er værd at bemærke sig, at man aldrig
opnåede et egentligt resultat inden den 19. september 1944, hvor tyskerne
endeligt satte det danske politi ud af spillet.34 Et udkast til en politiordning af 7.
september 1943 blev det reelle udgangspunkt for politiets fortsatte virke, selv om
det aldrig blev udsendt officielt. Efter dette udkast fortsatte politiet med at
opretholde lov og orden, men forudsætningen for dansk medvirken var, at
anholdte kunne straffes i henhold til dansk ret. Dansk politi afstod fra
samarbejde med tyskerne, når det drejede sig om spionage, sabotage og
nedbrydende virksomhed. Og indsættelsen af tysk politi eller værnemagt
medførte automatisk, at dansk politi trak sig tilbage og afstod fra indgriben. På
landsplan forsøgte man at bøde på de uklare forhold ved hjælp af
rigspolitichefens fortrolige situationsmeldinger. Indberetninger og forespørgsler
fra de enkelte kredse blev i koncentreret form sendt ud til samtlige politimestre.
Hermed kunne rigspolitichefen og justitsministeriet vejlede politiet landet over.
Den 1. oktober gav Kanstein grønt lys for, at kyst- og søpolitiet burde bevares.
Men det var et amputeret kystpoliti, som stod tilbage. Skulle der gøres en indsats
mod illegal udrejse, måtte den foretages på land – til søs havde man efter 29.
august 1943 ingen dansk bevogtning. Kun søpolitiet i København havde endnu
sine få både til disposition.
71
72

Sø- og kystpolitiets usikre status i september fik sammen med det holdningsskift,
der for manges vedkommende indtrådte i forbindelse med 29. august,
konsekvenser for opgaven at hindre illegal ind- og udrejse.
På den ene side udførte man ordrerne, som blev udstedt af den danske
politiledelse, på den anden side begyndte en del betjente i det skjulte at tage
sagerne i egen hånd.
Under hændelserne i forbindelse med 29. august og i tiden derefter blev en del
småbåde i Nordsjælland stjålet af officerer og andre flygtninge på vej mod
Sverige. 35 Det var hovedsageligt mindre både, som lå tilgængelige på stranden,
der var blevet fjernet. Dette fik den tyske havnekaptajn i Helsingør til at kræve
alle både på strækningen Helsingør-Rungsted indsamlet i havnene. Den 19.
september beordrede chefen for den tyske marine, Viceadmiral Wurmbach, at
alle småbåde og lystfartøjer på Sjælland og øerne skulle anbringes under dansk
politis kontrol.
På strækningen Hundested-Præstø blev den praktiske del af admiralens ordre
overladt kystpolitiet. Alle ejere fik mulighed for at bringe deres både 4 km bort
fra kystlinien. Dette gjaldt alle lystbåde, kanoer og kajakker, mens erhvervsbåde
ikke var omfattet. Lå fartøjerne tættere på kystlinien end de 4 km, skulle de
opbevares på særlige opsamlingspladser, som skulle besigtiges og godkendes af
kystpolitiet. Den 24. september blev de enkelte politikredse instrueret om den
tyske forordning, og den 1. oktober blev denne offentliggjort af det danske politi.
Den 12. oktober kunne Holten meddele Admiral Dänemark, at ordren var
effektueret, og at der var indført forbud mod lystsejlads.
Den 30. september udstedte Admiral Dänemark endnu en ordre, som havde til
hensigt at foregribe flugt fra danske havne til Sverige:36 „Die
Fluchtgelegenheiten aus kleinen Häfen an der Ostküste Seelands nach Schweden
werden zur Zeit dadurch begüngstigt, dass es jedem Unbefugten gestattet ist,
sich in dem Hafengelände aufzuhalten.“ Holten modtog skrivelsen den 4.
oktober sammen med instrukser fra justitsministeriet. Dagen efter blev det
bekendtgjort ved opslag på havnene og ved notitser i aviserne, at det var forbudt
uvedkommende at færdes på havneterrænet i havnene fra Hundested til
Kastrup. Som opfølgning herpå forstærkede kystpolitiet bevogtningen af
havnene

på bekostning af patruljeringen af kyststrækningerne mellem havnene. Dette
kunne gøres med baggrund i, at bådene nu var fjernet fra kyststrækningerne og
dermed ikke krævede den samme overvågning.
På trods af de tyske krav om en forstærket indsats mod den illegale udrejse steg
antallet af flygtninge til Sverige markant i løbet af september. Efter at mere end
200 hovedsagelig militære nåede til Sverige i forbindelse med hændelserne den
29. august, blev antallet for september måned næsten dobbelt så stort.37
Kystpolitiets indsats bestod, som anført, i indsamlingen af småfartøjer, men
også i arrestationer. Således blev i alt 64 personer for perioden fra 29. august til 1.
oktober sigtet for illegal udrejse.38 Arrestationerne omfattede, som vi skal se,
også jødiske flygtninge.
F.eks. anholdtes den 15. september en ung mand i Helsingør, som lidt for ivrigt
havde forespurgt en kystpolitibetjent om mulighederne for at komme til
Sverige.39 Ligeledes anholdtes tre personer den 29. september i Kastrup sigtet
for forsøg på illegal udrejse.40 I et par tilfælde forsøgte kystpolitibetjentene med
drastiske midler at gribe ind over for flygtninge, som i robåde eller kajakker
forsøgte at komme fra den danske kyst for at nå til Sverige. Den 30. august
åbnede man ild mod to kajakker ud for Lokeshøj – 1 km syd for Vedbæk – begge
flygtninge forsvandt i mørket.41 Natten til den 17. september blev en robåd råbt
an ved havnen i Rungsted.42 Om bord var to personer, som roede væk fra
området. Kystpolitibetjentene på havnen anlagde krydsild og affyrede 50-60
skud med karabiner. Flygtningene blev ikke truffet og forsvandt i mørket.
Om aftenen den 21. september indløb en melding til søpolitiet i København fra
vagthavende reservebetjent 3208 i Sundby Havn.43 Han havde observeret, at der
ved et par af bådene var en usædvanlig trafik af personer, som kom og gik
medførende håndbagage, tæpper og lign. Fra hovedstationen sendtes fire
betjente mod Sundby. Forinden var kontrolbåd K.P. 2 blevet beordret fra
Lynetteløbet til sejlrenden ved Sundby Havn, hvor den skulle stoppe alle
udgående fartøjer. Ved ankomsten til hav-
73

neområdet blev der opsat kontrol med trafikken til og fra havnen. Den
vagthavende reservebetjent henviste straks til motorbåden K575 Lis, der lå
fortøjet ved havnens nordre mole. På vejen ud mod båden udpegede betjenten en
mand, som flere gange havde været om bord, og han blev beordret til at følge
med. Undervejs indrømmede han meget nervøst, at han havde været nede for at
se på båden, hvilket kun forstærkede kystbetjentenes mistanke om, at der foregik
noget ulovligt. En af betjentene gik om bord i motorbåden, mens to betjente
stillede sig på molen. Betjenten trak sin pistol og trængte ind i kahytten. Her
overraskede han rejseklædte jøder. Samtlige implicerede blev anholdt og ført fra
havnen i en tilkaldt transportvogn og bragt til Politigården, hvor de blev
afleveret til Statsadvokaten for særlige Anliggender. Kort tid efter blev to fiskere
fra Sundby Havn indleveret til Politigården, mistænkt for medvirken til illegal
udrejse. Senere på aftenen blev endnu en jødisk flygtning anholdt på havnen.44
En søpolitibetjent opdagede ham om bord på motorbåden K1800 Siola. Det var
meningen, at han skulle være flygtet med de øvrige til Sverige, men han havde
gemt sig i en anden båd og var ikke blevet opdaget under den første aktion.45
Men det er også givet, at en række betjente fra kyst- og søpolitiet havde deres
andel i, at det lykkedes for så mange at nå Sverige i september. Nogle betjente
valgte at se meget let på deres opgave. En kystpolitibetjent forklarede det
svenske politi efter ankomsten til Sverige, at han under tjeneste i Helsingør og
Espergærde bevidst havde vendt ryggen til, mens nogle flygtninge gjorde
foranstaltninger til at komme til Sverige.46 Andre nøjedes ikke med at sætte
kikkerten for det blinde øje. Vi har tidligere anført et par eksempler på, at danske
betjente i Vedbæk og Rungsted medvirkede ved jødiske flygtninges illegale
udrejse allerede fra den 3. september.47 Men hjælpen gjaldt ikke kun jøder.
Eksempelvis roede en kystpolitibetjent natten til den 11. september sammen med
4 andre flygtninge fra Snekkersten mod Sverige.48 Betjenten havde arrangeret
overfarten, og båden havde han stjålet i havnen.
Specielt forholdene i Snekkersten fremtræder som et eksempel på, at de
stedlige kystpolitibetjentes indstilling var afgørende for
74

etableringen af afskibningssteder for flygtninge. Fisker Jonas Børgesen fra
Snekkersten beretter om, hvorledes han før den første sejlads den 29. august
henvendte sig til betjentene og forespurgte, hvordan de ville stille sig til, at nogle
danske mænd ville forsøge at sejle til Sverige.49 De svarede prompte, at de ville
vende ryggen til. Hermed var der skabt basis for etableringen af forløberen for
den illegale Sverigesrute, Dansk-Svensk Flygtningetjeneste, der i løbet af
september overførte op mod 50 flygtninge til Sverige. Bl.a. blev 10 jødiske
flygtninge overført med fiskekutter fra Snekkersten den 24. september.
De gode forbindelser fra Snekkersten til Sverige var åbenbart kendt i jødiske
kredse i slutningen af september, hvilket medførte en tilstrømning af flygtninge
til området. Under kaotiske forhold i forbindelse med en luftalarm anholdt
kystpolitiet den 29. september 14 personer, hvoraf 13 var jøder.50 Nogle blev
anholdt på havneområdet – andre på en kutter i havnen. Sagen var ret speciel,
fordi den tyske Kriminaloberassistent Juhl fra Helsingør forud havde meddelt
kystpolitiet, at der i Snekkersten fandtes en del personer medbringende kufferter
og lignende. Efter Juhls mening havde de til hensigt at flygte til Sverige, og han
sørgede for, at en tysk patruljebåd blokerede havneudløbet. Holten udtalte i
1962, at der oprindelig havde været op mod 80 jøder, som var i færd med at
komme om bord i ventende fiskefartøjer.51 På grund af tyskernes indblanding
følte kystbetjentene sig presset til at gribe ind. Men det lykkedes, iflg. Holten,
pga. den vagthavende kystpolitibetjents konduite at reducere antallet af
anholdne til 13 jøder.
Blandt flygtningene kom, som vi tidligere har set, 10 betjente den 28. og 29.
august til Sverige. I løbet af september fik disse følgeskab af endnu 16.52 Der var
tale om kystpolitibetjente fra forskellige havne, som enkelt- eller parvis søgte ud
af landet. Om årsagerne til deres flugt angav nogle tyskernes handlinger i
forbindelse med den 29. august. Andre frygtede tysk militærtjeneste. Men det
gennemgående tema var, at de forventede, at tyskerne ville overtage det danske
politi, og de ville ikke være under tysk befaling. En del havde allerede lagt
flugtplaner i et stykke tid, for dem blev 29. august kun anledningen.
75

I midten af september opstod det rygte, at de betjente, som man ikke anså for
loyale, skulle anholdes og interneres. Dette var endnu en medvirkende faktor til,
at flere betjente følte sig usikre og valgte af flygte. Der blev dog aldrig tale om
nogen generel faneflugt.
Anholdelsen af jøderne i Snekkersten antyder betjentenes dilemma. På den ene
side var man indstillet på at se passivt til eller direkte medvirke ved den illegale
udrejse. På den anden side følte man sig, på grund af Gestapos anmeldelse,
forpligtet til at gøre en vis indsats og fremkomme med et resultat. Endvidere
kunne de enkelte betjente heller ikke være sikre på, hvorledes deres kolleger så
på situationen. Officielt var det stadigvæk deres pligt at forhindre illegal udrejse,
og det krævede stor tillid betjentene imellem at medvirke aktivt for det modsatte.
Blandt de flygtende betjente var der også nogle få fra søpolitiet i København.
Deres flugt skete under mere spektakulære former, der konfronterede både den
danske politiledelse og den tyske besættelsesmagt med betjentenes illoyalitet.
Den 28. september meddelte tre søpolitibetjente over radioen fra kontrolfartøjet
K.P.2, at man havde anløbet havnen i Landskrona.53 To dage efter blev bedriften
gentaget. Den 30. september stævnede K.P.3 – fra Bodenhofs Plads i København
mod Sverige. Om bord var, foruden betjenten og hans kone, også to jødiske
flygtninge.54
Sammenfattende kan man anføre, at det var et ganske broget billede, som
kendetegnede sø- og kystpolitiets indsats i september. De tilfælde, hvor
betjentene medvirkede til illegal udrejse, foregik på de enkelte betjentes eget
initiativ.55 Imod sig havde de deres officielle pligter, som medførte indgriben,
også over for jødiske flygtninge.
Kystpolitiet under og efter aktionen
Det er tidligere nævnt, at politiledelsen natten til 1. oktober beordrede de danske
betjente til ikke at medvirke ved de tyske anholdelser af jøder. Denne ordre
gjaldt også kyst- og søpolitiet. Dertil kom, at betjentene, ifølge Holtens udtalelse
efter krigen,
76

yderligere fik en fortrolig instruktion om ikke at anholde jøder under forsøg på
illegal udrejse.56 Samtidig var det fortsat opgaven at forhindre illegal udrejse,
hvilket bragte dem i den rolle, at man anså dem for at gå tyskernes ærinde.57
Dette forekommer ikke så mærkeligt, når man betænker politiets indsats mod
kommunisterne og f.eks. aktionen i 1942 i Skodsborg mod en gruppe
modstandsfolks forsøg på at komme illegalt til Sverige. Der forekom også i
oktober tilfælde, hvor den illegale presse gik til direkte angreb på politiets
indsats:58 „Desværre har ogsaa Danske hjulpet med i Jagten. Saaledes
arresterede Politiet i Helsingør 3 danske Statsborgere den 2. …“
Men foretog kyst- og søpolitiet arrestationer af jødiske flygtninge på eget
initiativ i oktober 1943? Vi skal her se nærmere på en række tilfælde, hvor det
danske kystpoliti var impliceret.
Natten mellem den 2. og 3. oktober blev to kystpolitibetjente opmærksomme
på tre personer, som opholdt sig ved et bådehus beliggende tæt på teglværket
Sølyst ikke langt fra Sletten Havn.59 Personerne havde ingen legitimation og
kunne ikke redegøre for, hvad de foretog sig. Betjentene besluttede at bringe
dem til Sletten havn, for derfra at telefonere til kystpolitiets kaserne i Krogerup
vedrørende deres videre skæbne. På vej til Strandvejen blev de opmærksomme
på en bil, som kørte frem og tilbage. De signalerede med deres lygter i den tro, at
det var en af det danske politis vogne. I vognen befandt sig imidlertid fire
officerer fra Værnemagten. Officererne spurgte flygtningene, om de var jøder. To
af de tre svarede ja, og alle blev taget med. Det var dette tilfælde, som af den
illegale presse blev stemplet som landsforræderi. Men som det måtte fremgå, var
der tale om et sammenfald af uheldige omstændigheder.
Det skal dog anføres, at kystpolitiet, ved tysk mellemkomst, følte sig presset til
at medvirke ved anholdelse af flugthjælpere. I rigspolitichefens indberetninger
indgår følgende: „Det tyske politi har den 4/10-43 kl. ca. 20,00 i forbindelse med
kystpolitiet anholdt besætningerne paa 6 fiskekuttere fra Snekkerstens havn,
efterhaanden som de kom i havn, – de anholdte, der alle sigtes for medvirken
ved illegale udrejser er:“ ( her følger navnene på de 12 anholdte).60 At dette
netop skulle overgå kystbetjentene i Snekkersten var måske skæbnens ironi. Som
tidligere
77

set, havde kystbetjentene netop selv udgjort et vigtigt led i hele
afskibningsarbejdet fra Snekkersten siden 29. august.
De tyske ordrer om forstærket dansk indsats skærpede kystpolitiets
dobbeltrolle. Ét var, at betjentene både i september og begyndelsen af oktober
pligtskyldigt kørte rundt og samlede alle lystfartøjer op for at bringe dem væk
fra kysten, men hovedproblemet bestod deri, at de mange jøder under deres
fortvivlede forsøg på at nå til Sverige, i stort tal søgte ud til selve havnene.
Problemet blev yderligere forstærket fra den 5. oktober, hvor man indførte det af
tyskerne krævede forbud mod færden her. Faren med de mange tilstrømmende
flygtninge skulle vise sig at blive overordentlig tydelig i Gilleleje, hvor
kystpolitiets indgriben fik et tragisk efterspil.
I Gilleleje blev der udskibet mange jøder, og kystpolitiet gjorde en meget aktiv
indsats som flugthjælpere. Under en udskibning fra havnen den 5. oktober
ankom det tyske politi under ledelse af Kriminaloberassistent Juhl. Fiskekutteren
H211 Danebrog blev beslaglagt og 17 ombordværende jøder blev ved denne
lejlighed anholdt. Efter beslaglæggelsen henlå Danebrog under kystbetjentenes
opsyn. Den 6. oktober kl. 9.10 gik vagthavende betjent om bord i en anden kutter
for at foretage kontrol.61 Da han ca. 10 minutter senere kom tilbage, var
Danebrog afsejlet og befandt sig et godt stykke fra havnen. Betjenten erklærede,
at han ikke bemærkede nogen gå om bord i kutteren, og at han heller ikke hørte
kutterens motor blive startet.
Dette var den stedlige kystpolitibetjents officielle version af forløbet. I realiteten
var kutteren gået på grund og kunne ikke flyttes ved egen maskinkraft. Fisker
Aksel Sørensen trak med sin kutter Maagen Danebrog fri inde i havnen og slæbte
den til kaj. Derefter gik to mand om bord og stævnede mod Sverige.62 Det
forekommer derfor ret mærkværdigt, at betjenten i sin rapport anfører, at
kutteren forlod havnen i løbet af de 10 minutter, han var om bord for at
kontrollere Ingeborg.
Mistanken om, at indholdet i betjentens rapport ikke var i fuld
overensstemmelse med det passerede, bestyrkes af, at samme betjent skrev
endnu en rapport om en hændelse, som foregik i havnen et par timer senere: „I
dag Kl. 10.30 blev jeg op-
78

79
mærksom på, at der var stor tilstrømning af jøder til M/GL. „M.A. Flyvbjerg“ af
Hirtshals, der lå ved den østlige kaj i Gilleleje havn. Jeg indfandt mig straks
anførte sted for at forhindre afsejling, med jeg blev af flere mig ubekendte
personer anmodet om ikke at forhindre afsejlingen, idet de i modsat fald vilde
gøre brug af maskinpistoler. De anførte personer var iført vindjakker, hvorfor det
ikke kunde konstateres, hvorvidt de var i besiddelse af skydevåben. Da jeg var
alene på havnen sammen med 1 reservebetjent, og der ikke var mulighed for at
få tilkaldt forstærkning over for så stor en Forsamling af ca. 300-400 mennesker,
lod jeg M/GL. uhindret afsejle med Jøderne kl. 10.45.“ 6 3
I realiteten var hændelsesforløbet noget anderledes end det indrapporterede. I
fuld forståelse med de vagthavende kystbetjente på havnen i Gilleleje skulle
skonnerten M. A. Flyvbjerg afsejle kl. 13.00 med jøder om bord . 6 4 P å
g r u n d a f f a l s k e r y g t e r a f s e j l e d e s k o n n e r t e n p l u d s e l i g t
m e d 1 8 6 j ø d e r o m b o r d , h v o r v e d m a n g e b l e v e f t e r l a d t
p å h a v n e n . O m å r s a g e n t i l d e n p l u d s e l i g e a f s e j l i n g
b e r e t t e d e s k i p p e r e n i 1 9 6 7 : „ E f t e r h å n d e n v a r d e r
m e n n e s k e r o v e r a l t , d a d e r p l u d s e l i g k o m e n u n g m a n d
l ø b e n d e o g r å b e r „ T y s k e r n e e r p å v e j h e r n e d “ . D a v i j o
s a m a r b e j d e d e m e d p o l i t i e t , r e g n e d e j e g m e d , a t d e t v a r
e n b e s k e d d e r f r a . “ 6 5
Selv om det lykkedes at få knap 200 flygtninge afskibet, var tilstrømningen
fortsat meget stor. Dette fik lederen af det lo-kale kystpoliti til at rekvirere
assistance fra København.66 Betjenten var bange for, at de mange jøder, som
åbenlyst færde-des på havnen på trods af det udstedte forbud, skulle medføre
endnu en tysk razzia. De rekvirerede betjente under ledelse af politiinspektør
Holten lukkede efter ankomsten området af
for tilstrømmende jøder, og afskibningerne måtte afbrydes. Uheldigvis ankom
også Oberkriminalassistent Juhl fra Helsingør nogle få timer efter. Hans ankomst
medførte, at kystpolitiet, i overensstemmelse med praksis, trak sig tilbage, efter
at det tyske politi med hjælp fra værnemagten havde overtaget havnen. Samme
aften foretog tyskerne selv en razzia i Gilleleje, hvorunder der blev fanget mange
jøder, bl.a. på loftet i kirken.67
Det skal her kort bemærkes, at den nydannede lokale hjælpekomité undgik
lignende farlige situationer i eftertiden. Man

flyttede selve afskibningerne af jøderne væk fra havnen og ud på kysten.68
Komiteen sørgede endvidere for, at de mange tilstrømmende flygtninge ikke
søgte ned i havnen, men blev indlogeret i lokale sommerhuse, indtil
afskibningen fra stranden skulle foregå.
Eksemplerne fra Gilleleje understreger, at de lokale betjente havde stor
betydning for, at der kunne udskibes så mange jødiske flygtninge fra slutningen
af september til den 6.-7. oktober, hvor afskibningerne i højere grad begyndte at
foregå fra kysterne. Men det var ikke kun i Gilleleje, at kystpolitiet spillede en
væsentlig rolle. Vi skal her anføre to eksempler fra andre lokaliteter, hvor der
også var tale om meget dramatiske omstændigheder.
Af rigspolitichefens situationsmelding fremgår følgende69:
„9. oktober 1943:
Kystbevogtningen:
Kl. ca. 23.20 hørtes der paa Kystbevogtningens Kontor i Taarbæk Skud fra
Havnen. 2 Overpolitibetjente gik derned for at se, hvad der var passeret.
Der opholdt sig en Del Personer dér. Paa Spørgsmaal om, hvad der var sket,
henvendte en tysk Kriminalassistent sig til den ene Overpolitibetjent og spurgte,
om den paagældende var Overpolitibetjent i Havnen. Da dette blev besvaret
bekræftende, udtalte den tyske Kriminalassistent, at det var ham, der var
ansvarlig for, hvad der lige var passeret i Havnen.
Det blev herefter oplyst, at den tyske Politimand og en Kollega i deres Kvarter
havde faaet telefonisk Meddelelse om, at der i Taarbæk Havn var en Baad klar til
at afgaa med Jøder. De tyske Politifolk kørte straks til Havnen. Ved Molevejen
stod en dansk Politibetjent, der spurgte, hvor de skulde hen. Der blev svaret, at
man blot skulde en Tur i Havnen, og man fik herefter Lov til at passere. I
Inderhavnen stod en Del Mennesker, dels Civilpersoner, dels Politibetjente.“
Herefter kom det til en kort ildkamp med de danske flugthjælpere. „Den tyske
Kriminalassistent mente, at Personerne i Politiuniform assisterede Jøderne samt
affyrede Pistolskud.
81
80

81
Der blev anholdt 10 Personer, der blev ført til Kystbevogtningens Kontorer i
Taarbæk. Endvidere blev 2 Fiskere anholdt.
Efter Tjenesteplanen var 5 Reservebetjente tjenestegørende i Havnen.“
At kystpolitibetjentene, som refereret, var dybt impliceret i denne udskibning,
forekommer evident. En tilsvarende konklusion var man også kommet frem til
fra tysk side: „Pi. [politiinspektør] Wulff, A.S. [Statsadvokaten for Særlige
Anliggender], meddeler underhaanden, at han fra tysk Side er gjort opmærksom
paa [her følger de vagthavende betjentes navne]. De paagældende var
tjenestegørende i Taarbæk den Nat Student Heilesen blev skudt, og Tyskerne
spørger nu, hvis det ikke er disse Betjente, der hjalp Jøderne til Flugtforsøg, hvor
var de saa henne?“ 7 0
Det andet eksempel antyder samarbejdet mellem lokale, civile flugthjælpere og
politiet. Natten mellem den 7. og 8. oktober gik 10 flygtninge om bord i en lille
jolle ved Snekkersten.71 De 9 var jøder, iblandt dem et lille barn. De satte kursen
mod Sverige, men allerede et par kilometer fra den danske kyst kæntrede den
overfyldte jolle. Det lykkedes to af flygtningene at svømme tilbage mod den
danske kyst, hvor de blev bjærget af to tililende kystpolitibetjente, som havde
hørt deres råb om hjælp. Kort tid efter blev andre fem opsamlet af fragtskibet Pax
af Marstal, der var på vej fra København til Horsens. Skibsføreren anløb havnen i
Helsingør for at få de stærkt forkomne flygtninge under lægebehandling. De
blev i ambulance bragt til Øresundshospitalet, hvor også de førstnævnte var
blevet indlagt. Næste dag tog en kriminalbetjent fra det danske sikkerhedspoliti i
Helsingør, efter aftale med Statsadvokaten, til hospitalet for at bringe de
overlevende til Politigården i København. „Da Undertegnede i Dag Kl. 12,00
indfandt mig for forinden at foretage en kort Afhøring af de anholdte, blev det
oplyst paa Hospitalet, at de paagældende allerede var udleveret til to Personer,
der havde legitimeret sig med Politiskilt, og som havde sagt, at de kom fra
Kriminalpolitiet.“ Den vagthavende læge blev nærmere udspurgt: „Han
forklarer nærmere, at der i Dag ca. Kl. 10,45 indfandt sig 2 ham ubekendte
Mandspersoner paa Hospi-

talet. De henvendte sig paa Lægeværelset, der ligger uden for den egentlige
Sygeafdeling, men i Forbindelse med Venteværelset til Lys- og
Røntgenafdelingen. Den ene af de to Personer sagde, at det var Kriminalpolitiet,
og han legitimerede sig samtidig med et Politiskilt og bad om at faa de i Sagen
omhandlede Personer udleveret. Kpt. var klar over, at Kriminalpolitiet vilde
afhente de paagældende Personer i Dag Kl. 12,30, men han fandt i den anledning
det ikke paa nogen Maade mistænkeligt, at Afhentningen foregik paa et tidligere
Tidspunkt, navnlig da de to Personers Udseende – som han iøvrigt ikke fæstnede
sig særligt ved – og Opførsel ikke paa nogen Maade gav Anledning til Mistanke
om, at det drejede sig om en illegal Afhentning af Patienterne.“
Flugthjælperen Erling Kiær skriver i sin bog, at der fra hospitalet kom en
henvendelse om, hvad man skulle stille op med flygtningene.72 Derfor fik man
dem afhentet, og samme aften blev de sendt til Sverige med en båd fra Hornbæk.
Om hele kyst- og søpolitiets indsats i september kan det konkluderes, at deres
indgreb ikke medførte deportation af jødiske flygtninge. Med hensyn til forløbet
i oktober fik jøderne uhindret lov at rejse til Sverige, fraset et par tragiske
tilfælde, hvor kystpolitiet på grund af uheld eller på grund af de mange
flygtninge i havnene, kom til at medvirke til tyske anholdelser.73 Som Holten
formulerede det under et parolemøde i november 1943:74 „Fra Jødernes Side
manglede der ganske Forstaaelse af Situationen, idet de mødte op i Havnene i
store Mængder medførende store Mængder af Haandbagage.“
Vi har tidligere set, at udskibningen af de mere end 8.000 flygtninge foregik
bredt fordelt på havne og kyster netop inden for det område, som kyst- og
søpolitiet kontrollerede. Langt de fleste af de mere end 70 fiskerihavne i området
var bemandet. Allerede i 1941 var der, med langt færre betjente, etableret
vagtordninger på 22 af i alt 29 havne på strækningen fra Hundested til Stevns.75
Alene på denne strækning, forekom der flugt fra ikke mindre end 20 af de i alt 29
havne.76 I de første uger af oktober havde søpolitiet i København, på trods af de
to bådes forsvinden til Sverige, stadigvæk tre både og godt 100 mand til at
82

kontrollere hele trafikken fra København mellem Tuborg Havn i nord og
Syrefabriksvej i syd. Fra dette område blev der i løbet af de første to uger af
oktober afskibet mellem 2 og 3.000 flygtninge – ikke én blev anholdt af søpolitiet.
Det kan ikke på den baggrund konkluderes, at de lokale betjente i hvert eneste
flugttilfælde enten lukkede øjnene eller aktivt bidrog til den illegale udrejse.
Mange udskibninger foregik fra kysterne, som efter 5. oktober så at sige var uden
for kystbetjentenes arbejdsområde.77 Men det er givet, at betjentene i stor stil
medvirkede ved jødernes flugt.
Dette findes også udtrykt i de jødiske flygtninges beretningsmateriale78 og i
flugthjælpernes erindringslitteratur. En flugthjælper fra Snekkersten-området
anfører: „Her var det navnlig Kystpolitiet, der fik Lejlighed til at gøre en Indsats.
Hvis dette Korps i Stedet havde samarbejdet med de tyske Magthavere, vilde de
Flygtningetransporter, der foregik fra Havnene, praktisk talt have været
umulige, og de, der foregik fra Kysterne, overordentlig vanskelige at
gennemføre.“ 7 9
I Helsingør-området, hvor flugthjælperen Erling Kiær opererede, indgik både
det lokale politi og kystpoliti i en varslingstjeneste. De holdt Kiær underrettet om
de lokale tyske politimyndigheders færden:80 „Denne Aften benyttede jeg mig
første Gang af Politiet i Helsingør for at høre om Gestapos Færden langs
Kysten.“… „Men vi havde også andre Medhjælpere. De unge Kystbetjente fra
Stella Maris, Folk fra Kriminalpolitiet, Ordenspolitiet og Politifuldmægtigene. De
var straalende allesammen …“
Det lokale politi foretog i mange tilfælde afspærringer af de områder, hvorfra
udskibningerne foregik. Her udtrykt af tre flugthjælpere fra hhv. Humlebæk,
Helsingør og Snekkersten: „Gestapoafdelinger fra Helsingør havde i den sidste
tid gjort kysten omkring vore udskibningssteder mere udsat, og selv om vi –
imod tidligere sædvane – havde sikret den store transport med bevæbnet dansk
politi …“ 8 1 E n a n d e n b e r e t t e r : „ D e t d a n s k e P o l i t i f o r e t o g
e n m e g e t s t æ r k A f s p æ r r i n g v e d a l l e A f s k i b n i n g s s t e d e r .
A l l e V e j e o g S t i e r o m k r i n g S t e d e t v a r l u k k e t . S k u l d e
G e s t a p o k o m m e , b l e v d e t b l o t b e t y d e t d e m , a t P o l i t i e t
v a r „ u d e p å é t e l l e r a n d e t “ , o g s a a f o r s v a n d t G e s t a p o
i g e n . “ 8 2
83

8 4
Og den tredje: „Selvom der fandtes gode Muligheder for Afskibning fra
København, vilde vi dog helst sejle fra Havnene i det Omraade, der sorterede
under Kystpolitiet i Helsingør. Det var stationeret paa „Stella Maris“ Nord for
Byen, og her havde vi Forbindelser, der var os til uvurderlig Hjælp. Naar vi
skulde have en Transport af Sted, behøvede vi blot at meddele Stationen, fra
hvilken Havn og paa hvilket Tidspunkt Starten skulde foregaa. Saa blev der
sørget for, at Vagten blev overtaget af Mandskab, der var indforstaaet med, at
det i saadanne Situationer var Politiets fornemste Pligt at lukke Øjnene. Hvis vi
ønskede det, kunde vi ogsaa faa frivilligt Mandskab til at afpatruljere Vejene og
holde Vagt, saa at vi var sikre mod ubehagelige Overraskelser fra Gestapos
Side.“8 3
Den tætte kontakt mellem kystbetjentene og de lokale fiskere gav begge parter en
følelse af sikkerhed. F.eks. havde betjentene i Gilleleje aftalt med fiskerne, at
disse skulle sejle dem til Sverige, hvis det blev nødvendigt.84
Men der er ikke meget der tyder på, at kystpoltitibetjentene følte sig
foranlediget til at flygte til Sverige af den grund. Baggrunden var, at der ikke fra
tysk side blev grebet ind over for de betjente, der hjalp jøderne til flugt eller lod
jøderne flygte uhindret.85 Der blev heller ikke senere fra tysk side gjort
foranstaltninger herimod. En enkelt undtagelse herfra forekom dog i Gilleje i
november 1943:86
„I Dag Kl. ca. 17,00 indfandt der sig her i Politivagten 2 Mand fra tysk Politi
(Gestapo) og spurgte … om jeg havde sendt nogle Jøder til Sverige her fra
Havnen, hvortil jeg svarede Nej. De kom derefter med en Del Udtalelser, at nogle
af Jøderne havde skrevet fra Sverige til Venner og Familie om at hilse den eller
de Fiskere i Gilleleje, der havde sejlet dem over, og de kunde oplyse mig om flere
Fiskerbaade, der havde sejlet Jøder over, og jeg kunde derfor lige saa godt
indrømme, for ellers blev jeg taget med ind til Dagmarhus, saa skulde jeg faa Lov
til at se, hvad de havde derinde.
Da jeg stadig holdt paa, at jeg intet vidste, sagde de bl.a., at fra Humlebæk
Teglværk var der en Aften kommet ca. 200 Jøder

kørende i Drosker i en lang Række her til Gilleleje, hvorfra de var blevet
indskibet til Sverige. – Undertegnede, der ikke kendte noget til dette, svarede, at
det bestemt ikke kunde havde sin Rigtighed, da jeg hverken havde hørt eller set
noget til det.
Derefter blev jeg spurgt, om jeg var vidende om, at nogle Personer havde
forladt Gilleleje paa illegal Maade. Dertil svarede jeg Ja, men det nævnte Skib var
der blevet skudt efter og sendt Bud til den tyske Værnemagt i Helsingør, og
anførte Skib havde ikke taget dem om Bord i Havnen, men paa Molen i
Yderhavnen, og hvor mange Personer, der kom med, vidste jeg ikke.
Jeg blev ligeledes spurgt, om jeg kendte noget til en Komité her i Gilleleje, der
arbejdede sammen med en Slags Hovedkontor i København, og om de fra
Telefonen her i Politivagten kunde aftale med denne, naar der skulde et Skib
afsted. Undertegnede benægtede alt. De to tyske Gestapo drøftede derefter, om
de skulde tage mig med til Dagmarhus. Den ene af dem var Dansker, og han
vilde have mig med, men han, der var Tysk, udtalte, at det jo endnu ikke var
nødvendigt at tage de smaa, da de jo kunde begynde med Rigspolitichefen.“
85

6. Motiverne til at hjælpe
Det er af kildemæssige årsager umuligt at give et præcist billede af årsagerne til,
at de mange danskere kastede sig ud i det illegale hjælpearbejde i oktober 1943.
Yahil, der ikke skjuler sin begejstring for redningsmændene og deres dåd,
søger forklaringen i det der for så vidt er selve tesen i hendes værk: „Det danske
folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og
demokrati.“ 1 Baggrunden for, at danskerne – i modsætning til stort set alle
andre nationaliteter – stod sammen med jøderne i nødens stund, var således et
udslag af danskernes nationale kultur, som formede den frie samfundsstruktur
og demokratiske styreform i landet. Yahil indrømmer, at et stærkt motiv i hendes
arbejde har været at sikre det danske folks redningsdåd en fortjent hædersplads i
jødernes historie. Det er da hendes hovedsynspunkt, som disputatsen skal
bevise, at det tyske overgreb blev en udfordring til demokratiet, og at
befolkningens reaktion viste, at det „humane demokrati“ bestod sin prøve.
Det er sikkert, at mange danskere anså tyskernes aktion mod jøderne som en
klar forbrydelse, og en væsentlig del af motivationen bag den omfattende
hjælpeindsats skal forstås på den baggrund. Der kan altså i et vist omfang være
grund til at følge Yahil et stykke ad vejen. Men vi må dog samtidig konstatere, at
hendes undersøgelse kun går på overfladen, og det forekommer os, at Yahils
kategoriske opfattelse af hjælpernes motiver er stærkt idealiseret.
I denne sammenhæng synes det rimeligt at henvise til, at mange personer
protesterede over for tyskerne under stemningseksplosionen og strejkerne i
august, og muligvis repræ-
86

senterede hjælpen til jøderne en slags protest, som ikke lå fjernt fra de
stemninger, der var kommet til udtryk andre steder i landet under sommerens
strejkebølger.
Dertil kommer, at samarbejdspolitikkens skibbrud antageligt var en helt
afgørende bevidsthedsmæssig baggrund for den opbakning, redningsforsøget fik
i befolkningen. Med det tyske overgreb mod jøderne var der med andre ord
pludselig opstået en situation i Danmark, hvor de talrige hjælpere, for hvem
redningsaktionen var det første usikre skridt ind i illegalt arbejde, kunne finde en
acceptabel og gennemførlig vej til at protestere over for besættelsesmagten uden
at give sig i kast med den væbnede modstand og sabotage, som mange endnu
nærede dyb reservation overfor. Hertil kommer, at mange med en jødisk
bekendtskabskreds i København har været tæt på nogle at hjælpe.
Vi kan altså rejse flere indvendinger over for Yahils tese. Meget tyder på, at
hendes undersøgelse ikke har bragt spørgsmålet mange skridt nærmere sin
løsning. I det følgende vil vi derfor undersøge, om der kunne ligge andre
væsentlige årsager til grund for, at der i Danmark fandtes adskillige personer,
som kastede sig ud i det illegale hjælpearbejde til jøderne.
Redningen af jøderne kan som helhed betragtes som en idealistisk indsats.
Herom er vidnesbyrdene mange. Når dette er sagt, bør man også anføre, at
mange vidnesbyrd taler om endog meget betydelige pengebeløb i forbindelse
med redningsaktionen.
I hovedsagen var det bådførerne (fiskere o.a.), der modtog betaling. Betaling
blev i mindre målestok givet til f.eks. chauffører og andre, der påtog sig at
transportere jøderne til lands. Blandt beløbsmodtagerne var også danske
kystpolitibetjente. Både i københavns- og snekkerstenområdet forekom
bestikkelse af lokale betjente.2 Hvorvidt dette var en udbredt praksis, vides ikke,
men i Gilleleje forekom dette i større målestok. Således blev en lokal kystbetjent
dømt for at have modtaget 7.300 kr. for at hjælpe jøder ud af landet. Af disse
havde han selv beholdt de 2.800 kr., mens 9 andre betjente hver modtog 500 kr.3
Vi skal i det følgende se nærmere på betalingsspørgsmålet når det gælder
bådførerne. Man kan her anlægge den opfat-
87

telse, at beløbene var at opfatte som en art forsikring for den materielle risiko, de
løb ved at sejle flygtninge over Sundet. På dette tidspunkt var der mange miner i
Øresund, og nogle fiskere mente også, at man kunne få båden konfiskeret af de
svenske myndigheder. Dertil kom selvfølgelig drivmidler og tabt
arbejdsfortjeneste.4 Forudsætningen for forsikringsargumentet må imidlertid
være, at overfartspriserne stod i forhold til den materielle risiko og de faktiske
omkostninger.
Vi har tidligere set, at hovedparten af de flygtninge, der i september blev sejlet
til Sverige, var jødiske flygtninge. En fællesnævner for disse var, at man med en
enkelt undtagelse, betalte et anseligt beløb for overfarten.5 Der findes kun ét
tilfælde, hvor to ikke-jøder betalte et beløb. Den gennemsnitlige overfartsbetaling
var ca. 850 kr. pr. person.6 I de sidste dage af september, og i begyndelsen af
oktober, hvor et stort antal jøder søgte ud i havnene, steg overfartspriserne i
nogle tilfælde til astronomiske beløb – et enkelt eksempel skal her anføres: Den 2.
oktober sejlede en fiskekutter med jødiske flygtninge fra Munkerup ved Gilleleje
til Höganäs i Sverige.7 Om bord var 11 voksne og 2 børn. Turen kostede
flygtningene i alt 53.500 kr. – svarende til mere end 4.000 kr. pr. person.8
For at undersøge om dette eksempel er et udtryk for en generel stigning i
overfartspriserne, har vi forsøgt at analysere betalingsspørgsmålet på baggrund
af flygtningenes egne opgivelser til det svenske politi:9
Figur 4
Flygtninge 1. – 20. oktober (i alt 1.717 personer)
Destination Höganäs Ven/Landskrona Vellinge
Antal flygtninge 675 467 575
Ikke oplyst om betaling 46 (7%) 196 (42%) 167 (29%)
Oplyst betaling 629 (93%) 271 (58%) 408 (71%)
Heraf gratis 76 (12%) 86 (32%) 128 (31%)
88

I de anførte tilfælde er der tale om flygtningenes egenbetaling. I en række
tilfælde kan medfølgende flygtninge have betalt andres overfart. Af den grund
har vi også anført den gruppe, som oplyste at være kommet med uden betaling.
Ser vi først på Höganäs, som adskiller sig markant fra de andre destinationer,
udfyldte 93% rubrikken vedrørende betaling. Af disse oplyste 76 personer, at de
ikke havde betalt for overfarten. Regner vi de flygtninge med, som ikke udfyldte
betalingsrubrikken, kan vi konkludere, at mindst 82% af samtlige flygtninge på
denne destination betalte et beløb for overfarten.
På de andre destinationer viser statistikken, at ca. 70% betalte for overfarten.
Men dette gælder kun, hvis de mange ikke-oplyste holdes uden for regnskabet.
Det kan dog konkluderes, at andelen af „gratister“ på disse destinationer var
langt højere.
For at undersøge udviklingen i betalingen har vi, på basis af de selvsamme
skemaer, opdelt de betalende og „gratisterne“ på de enkelte destinationer. I
nedenstående oversigt indgår dagens gennemsnitlige pris pr. person (Gns.) og
antallet af betalende flygtninge (Flgt.), samt antallet af „gratister“ (Gr.). For at
undgå større beløbsmæssige udsving har vi kun anført gennemsnitsprisen for de
dage, hvor antallet af betalende flygtninge oversteg 10:
89

Figur 5
Gennemsnitlig betaling pr. flygtning, oktober 1943
Dato Höganäs Ven/Landskrona Vellinge
Gns. Flgt. Gr. Gns. Flgt. Gr. Gns. Flgt. Gr.
1.
2. 3.106 18 2
3. 1.375 24 1 500 12 10
4. 877 22 5
5. 1.285 141 0
6. 1.509 148 11
7. 930 41 2 1.118 39 3
8. 1.240 94 14 1.470 48 8 1.276 17 5
9. 553 17 3 1.270 20 1 1.058 80 6
10. 1.393 41 6
11.
12. 569 29 12
13. 662 22 26
14. 310 31 15 1.117 10 8 878 31 34
15. 450 14 8 821 14 6
16.
17. 653 15 5
18.
19. 920 13 23
Oplysninger vedrørende betalingen for Gilleleje (Höganäs) er af særlig interesse.
Først og fremmest trådte den lokale hjælpegruppe i Gilleleje først for alvor ind i
koordineringen fra den 8. oktober.10 Den gennemsnitlige betaling for overfarten
var derfor i altovervejende grad udtryk for de aftaler, de jødiske flygtninge selv
fik i stand med de lokale fiskere, – dvs. flygtningenes egenbetaling svarede til
fiskernes honorar for overfarten.
Om betalingen kan man slå fast, at den i oktober var højere end i september.
Endvidere at beløbet efter de første dages flugt faldt, for igen at stige efterhånden
som antallet af tilstrømmende jøder den 5.-6. oktober for alvor blev forøget. Hvis
billedet frem til 7.-8. oktober var udtryk for et „frit marked“, kunne det se ud
som om, der var en sammenhæng mellem prisen og efterspørgslen. Endvidere
var antallet af „gratister“ fra
90

Gilleleje i denne periode ikke særlig stort, og det viser sig, at ingen af de få
gratister i tiden til den 6. oktober var jøder.11
Den lokale jødekomités arbejde begyndte for alvor den 8. oktober. Men billedet
er alligevel det samme, – stort set alle flygtninge betalte „markedsprisen“. Først
da antallet af flygtninge var faldet til brøkdele af tidligere, faldt også
flygtningenes egenbetaling. Vi må antage, at den lokale gruppe på denne
baggrund fik midler til at finansiere de efterfølgende jøders flugt.12
Ser vi på de øvrige destinationer, kompliceres hele betalingsspørgsmålet af det
forhold, at de mange hjælpeorganisationer også bidrog med betydelige midler.
Disse indgår ikke i undersøgelsen, idet hjælperne oftest aftalte betalingen direkte
med fiskerne. I vor oversigt findes der først sammenlignelige tal fra den 8.-9.
oktober. På dette tidspunkt var en stor del af disse transporter arrangeret af
andre hjælpegrupper – herunder især de københavnske. Men det fik ikke nogen
væsentlig indflydelse på jødernes egenbetaling i de dage, hvor netop allerflest
krydsede Sundet. Gennemsnitsbetalingen befandt sig ikke langt fra den
„markedspris“, som havde været gældende for afskibningerne fra Gilleleje.13
På baggrund af ovennævnte er der ikke meget, der tyder på, at man kan
anskue fiskernes krav om betaling som et forsikringsprincip. Overfartspriserne i
september, da sejladsen med fiskekuttere endnu var i sin vorden, lå på ca. 850 kr.
pr. person. Men da efterspørgslen omkring 1. oktober steg eksplosivt, fulgte
priserne trop. Flygtningenes betaling lå ofte meget tæt på fiskernes krav, og
følgelig er det sandsynligt, at fiskernes overfartspriser frem til tiden umiddelbart
efter kulminationen den 8.-9. oktober lå på et gennemsnit af ca. 1.300 -1.500 kr.
Hen mod midten af oktober, hvor op mod 90% af alle jøderne var sejlet til
Sverige, faldt betalingen til omkring 500 kr. pr. person.14 Dette bekræftes også af
flugthjælperen Ebba Lund, der anfører, at prisen pr. person i begyndelsen var
2.000 kr. Efterhånden gik prisen ned til 1.000 kr., og i den sidste periode var den
faldet til 500 kr.15 I den sidste fase af flugten kom de fattige jøder til Sverige,
hvilket bl.a. må være endnu et punkt, som kan tilskrives den række af
udmærkelser, der kan hæftes på de mange hjælpegrupper.
91

Som vor undersøgelse antyder, var overfart til Sverige i flugtens første dage for
det meste forbeholdt de mest velhavende jøder. De, der ikke besad større
summer, måtte gemme sig, som de bedst kunne og vente på, at der blev plads til
dem.16
Med til hele billedet hører også, at der foruden jødernes egen betaling blev
tilført større beløb fra andre kilder. Yahil har anslået, at midlerne, som blev rejst
uden for jødernes kreds, og som ikke indgår i vor undersøgelse, udgjorde ca.
halvdelen af den samlede betaling for overfarterne.
Det var det fremherskende princip, at jøderne skulle erlægge penge for at
komme til Sverige, selv om der også var fiskere o.a., der ikke tog sig betalt. De
fleste tog sig godt betalt, når man sammenligner med, at timelønnen for faglærte
og ufaglærte inden for håndværk og industri lå på 1,97 kr. i gennemsnit.17
Hvorvidt overfartspriserne var dikteret af forholdet mellem udbud og
efterspørgsel, lader sig ikke endegyldigt afklare på grundlag af det foreliggende
kildemateriale. Men f. eks. i Gilleleje måtte langt de fleste jøder betale beløb, der
svarede til hele og halve årslønninger, mens behovet for overfart var på sit
højeste. Netop de store beløb var afgørende for, at så mange fiskere og andre
vovede at sejle jøder til Sverige. Men hvilken risiko var der egentlig forbundet
med at yde hjælp til jøder?
Risikomomentet
Hjælpearbejdet til jøder var ikke ufarligt i det nazistisk beherskede Europa.
Emnet ser ganske vist ikke ud til at være blevet undersøgt systematisk, men
enkelte forskere har dog berørt spørgsmålet.18 Livia Rothkirchen har påpeget, at
tyskerne i protektoratet Böhmen-Mähren skød enhver jøde, de fandt i skjul, samt
de ikke-jødiske medskyldige. Enhver, som undlod at rapportere om personer,
der skjulte jøder, blev også udsat for dødsstraf. Yehuda Bauer har anført, at der i
Polen var strenge straffe for at skjule jøder. Hele familier blev skudt og deres
ejendom brændt hvis det blev opdaget, at de havde skjult jøder. Michael R.
Marrus har ligeledes påpeget, at nazisterne dræbte adskillige personer for det de
kaldte „Judenbegünstigung“ en eks-
92

trem farlig form for modstandsarbejde, siden det ikke var ualmindeligt, at
nazisterne også dræbte andre familiemedlemmer og naboer. Mordecai Paldiel
har i artiklen „To the Righteous Among the Nations Who Risked Their Lives to
Rescue Jews“ forsøgt at give et generelt billede af behandlingen af pågrebne
ikke-jødiske personer, som havde skjult jøder. Som regel var der både i Øst- og
Vesteuropa stor risiko når man hjalp jøder, både for de pågældende hjælpere og
hans/hendes familie, enten i form af dødsstraf eller indsættelse i
koncentrationslejr. Han påpeger samtidig, at straffen for at skjule en jøde var
strengere i Øst- end i Vesteuropa. Den højeste straf i Østeuropa for at skjule jøder
var døden, mens straffen for den samme forseelse i Vesteuropa var indsættelse i
koncentrationslejre, hvor chancerne for at overleve imidlertid var meget små.
Netop på ovenstående baggrund er det ikke underligt, at man har stillet
spørgsmålet „Hvorfor risikerede så mange danskere at ende „up against the
wall“ for at redde de danske jøder?“ Spørgsmålet blev for nylig stillet af den
amerikanske antropolog Steven M. Borish. Svaret blev ikke givet, men han
anfører at: „Selv nu hvor jeg mener at have et langt bedre billede af nogle af
årsagerne til det danske svar på Hitler, synes det at fremstå som intet mindre end
et mirakel.“ Han nøjedes dog ikke med denne vurdering, men fastslog
afslutningsvis: „det forbliver, selv efter et halvt århundrede, en af de mere
ekstraordinære begivenheder i vor tids historie“.19 På lignende højstemt vis
konstaterer Harold Flender, at hjælperne i Danmark „risikerede og tit ofrede
deres liv for, at andre kunne få deres tildelte liv på jorden“.20 Disse vurderinger
bygger på, at hele danske familier bragte sig selv i en livsfarlig situation, og at
adskillige mistede livet på grund af deres hjælp til jøderne.21 Eller som Alfred
Werner påpeger „… de danskere, som deltog i redningsaktionen tilbragte op til
20 måneder i nazi-fængsler, indtil opbrydningen af nazi-empiriet åbnede
fængselsdørene; nogle døde i fangenskab
… danskere blev skudt mens de hjalp jøder ud til bådene“.22
At hjælp til jøder i Danmark i oktoberdagene var en ekstrem farlig form for
modstandsarbejde, har ligeledes fundet vej til den seriøse historiske forskning.
Tortzen mener i sin lokalun-
93

dersøgelse fra gillelejeområdet, at fiskerne satte livet på spil, når de sejlede jøder
til Sverige.23 Mere generelt anfører Yahil, at flugthjælperne satte „deres og deres
familiers liv på spil“.24
Imidlertid er der aldrig blevet foretaget en systematisk undersøgelse af, hvad
der skete med de danske redningsmænd, når de blev pågrebet af det tyske politi.
Til støtte for den hidtidige forskning har vi fundet to dramatiske episoder: I det
ene tilfælde mistede en ung dansker livet. Den 9. oktober 1943 hørtes der på
kystbevogtningens kontor i Tårbæk skud fra havnen. To overbetjente gik derned
for at se, hvad der var passeret. Her fik de kontakt med en tysk kriminalassistent,
som forklarede, at han selv og en kollega var kørt til Tårbæk efter en meddelelse
om, at der i havnen lå en båd med jøder klar til at afgå. De tyske politifolk blev
efter ankomsten hurtigt klar over, at der blev ført jøder om bord i fiskerkutteren
K 591 Matador. De affyrede nogle skud i luften og råbte: „Det er det tyske politi.“
Herefter opstod en ildkamp med de danske hjælpere, hvorunder den 18-årige
student Claus Christian Heilesen ramtes af et dræbende skud.25
I et andet tilfælde skød tysk sikkerhedspoliti den 5. oktober mod en fiskerbåd,
der var i færd med at forlade Gilleleje havn med jøder, fordi kutterføreren ikke
reagerede på tilråbet om at stoppe.26 Ingen blev ramt, men det var altså på ingen
måde
ufarligt ikke at parere ordre, når det tyske sikkerhedspoliti kom i vejen for en
transport.
Vi tør dog karakterisere disse dramatiske episoder som to undtagelser, der
bekræfter den regel, at flugthjælperne ikke risikerede deres eget og deres
familiers liv, når de hjalp jøder til Sverige.
Straffen for at hjælpe
Hjælp til illegal udrejse blev normalt pådømt ved de danske domstole. I henhold
til de forskellige midlertidige tillæg til borgerlig straffelov, der som konsekvens
af samarbejdspolitikken fulgte efter 9. april 1940, blev forsøg på eller medvirken
til ille-
94

gal udrejse pådømt efter paragraf 3, stk. 3 i lov nr. 14 af 18. januar 1941. I henhold
til denne lov idømte Højesteret den 17. juli 1942 skipperen og en medhjælper på
det fartøj, der havde sejlet Christmas Møller og hans familie ud af landet,
henholdsvis 6 og 3 års fængsel. Herefter blev det imidlertid praksis at henføre
sager om forsøg på eller medvirken til illegal udrejse til den langt mildere Lov
nr. 123 af 30. marts 1942 § 3, der normalt takserede forseelsen til 3-4 måneders
hæfte.27
Blev man anholdt for forsøg på illegal udrejse var det ikke uheldigt at blive
fremstillet for Helge Olrik, dommeren i Helsingør retskreds. Den 18. september
1943 gjaldt det en 20-årig ung mand, som forklarede, at han var kommet fra Vejle
til Helsingør, fordi han ville prøve på at komme til Sverige. Han havde tænkt sig
muligheden af at komme med en fiskerbåd fra Helsingør. Han snakkede med en
politibetjent, som anførte, at det var risikabelt, men at han kunne henvise ham til
et sted hvor der fandtes en tømmerflåde. På den måde blev han narret ind på
kystpolitistationen og arresteret. Dommeren kunne imidlertid på denne
baggrund anføre: „Tiltalte findes ikke ved at rejse fra Vejle til Helsingør og gaa
ved Kysten at have foretaget nogen Handling, der kan betegnes som Forsøg paa
at udrejse fra Landet udenom Paskontrollen.“ Den pågældende blev derfor
frifundet.28
Den 23. september 1943 fandt Olrik det imidlertid, i en ny sag, tilstrækkelig
godtgjort, at to yngre mænd havde gjort sig skyldige i overtrædelse af Lov nr.
123 af 1942, og at straffen kunne bestemmes til hæfte i 3 måneder. Olrik fastslog
dog samtidigt: „Straffens Fuldbyrdelse udsættes, saaledes at Straffen bortfalder
efter Forløbet af en Prøvetid paa 3 Aar fra Dato, saafremt de Tiltalte i Prøvetiden
overholder de i Straffelovens 7. Kapitel fastsatte Betingelser.“ 2 9
I perioden fra 29. august til 1. oktober 1943 blev 64 personer anholdt for
overtrædelse af ovennævnte forhold, og udelukkende sigtet efter den milde
lov.30 De 21 var jøder.
To statsløse jødiske familier, der var ankommet til Danmark fra Tyskland i
1938 og 1939, i alt 7 personer, forsøgte at rejse illegalt til Sverige fra Sundby havn
den 21. september 1943. Her blev de imidlertid anholdt af det danske søpoliti,31
og dagen ef-
95

ter blev grundlovsforhør afholdt. Samtlige tiltalte tilstod sig skyldige, og det blev
bestemt, at de pågældende skulle fængsles. Senere den 30. september blev retten
sat på Domhuset i København, beklædt af Byretsdommer Arthur Andersen. For
anklagemyndigheden mødte politifuldmægtig Bjarne Jensen, som begærede
sagen behandlet for lukkede døre af hensyn til statens forhold til fremmede
magter. Hvilket dommeren efterkom i sin kendelse under henvisning til
retsplejelovens § 29. Den afsagte dom fremgår ikke af materialet, men anklageren
erklærede, at han efter omstændighederne intet havde imod, at de domfældte indtil
videre blev løsladt. Dommeren løslod herefter de to jødiske familier til deres
respektive bopæl.32
Den 29. september 1943 blev 4 jødiske familier, i alt 13 personer, anholdt af
kystpolitiet i Snekkersten havn og sigtet for illegal udrejse.33 Familien Saietz
med to børn og to pårørende til familierne Wilens og Nathansen, som ifølge eget
udsagn var fulgt med til Snekkersten for at tage afsked med de pågældende, blev
dog løsladt dagen efter. Og den 9. oktober 1943 blev sagen for deres
vedkommende sluttet uden tiltale på grund af bevisets stilling. De resterende 9
personer blev fængslet og fremført i Byretten den 4. oktober 1943, hvor Arthur
Andersen igen skulle pådømme sagerne. 5 af de pågældende blev frikendt under
henvisning til, at de samstemmende havde forklaret, at de ikke havde haft nogen
endelig hensigt til at forlade landet, eller med deres egne ord, „at de var kommet
til Snekkersten Havn … for at søge Skibslejlighed til Sverige, men de havde ikke i
Forvejen Aftale med nogen og havde ikke sikret sig nogen båd i Forvejen“.
Familien Hertz flygtede herefter til Sverige.34 Derimod blev de 4 andre straffet
med henholdsvis 80 dages og 3 måneders hæfte.35 Det skal dog siges, at ingen af
de ovenfor anførte jøder blev overgivet til tyskerne. Deres navne findes ikke
blandt dem, som blev deporteret til Theresienstadt. Men hvad skete der med de
hjælpere, som blev pågrebet af de tyske (og i enkelte tilfælde danske)
myndigheder i oktober?
Ifølge den redegørelse, som justitsministeriet lod udarbejde i 1947 til brug for
Den parlamentariske Kommission, blev der i perioden fra den 1.-2. oktober, og til
den 21. oktober 1943 over-
96

givet 50 personer til de danske myndigheder, som var anholdt for forsøg på eller
medvirken til illegal udrejse.36 En systematisk gennemgang af det omfattende
materiale efter Statsadvokaten for særlige Anliggender afslører imidlertid endnu
flere. I den pågældende periode overgav det tyske politi mindst 57 personer til
de danske myndigheder, der udelukkende var sigtet for at medvirke til jøders
illegale udrejse. Dertil kom et tilsvarende antal halvjøder (mindst 29) og ikkejøder,
som var blevet pågrebet under forsøg på illegal udrejse.37
Som det vil fremgå af det følgende, afleverede det tyske sikkerhedspoliti
rutinemæssigt arresterede hjælpere til dansk jurisdiktion og accepterede dermed
i lighed med tidligere, at pådømmelsen af hjælp til illegal udrejse, også når det
gjaldt jøder, henhørte under dansk jurisdiktion.
Besætningerne på seks fiskekuttere fra Snekkersten havn, i alt 12 mand, blev
den 4. oktober 1943, efterhånden som de kom i havn, anholdt af det tyske politi
med hjælp fra kystpolitiet, og sigtet for at have overført et stort antal jøder til
Sverige. De anholdte blev overført til Horserød, men allerede den 9. oktober
afhentet af dansk politi, som skulle føre dem for dansk domstol. De tiltalte blev
samme dag dimitteret, og herefter gik der mere end 7 måneder, før de blev
indkaldt til Helsingør ret. Samtlige tiltalte erkendte, at de havde hjulpet jøder
uden om paskontrollen, og de 12 fiskere blev dømt efter den milde lov, hvilket
udmøntede sig i hæfte i 30 dage. Pådømmelsen fandt sted den 17. maj 1944. Men
selv på dette tidspunkt blev hjælperne ikke sendt til afsoning. På foranledning af
justitsministeriet udsatte Statsadvokaten for særlige Anliggender den 27. juli
1944 afsoningen foreløbig til 1/10-1944.38 Herefter var der ikke længere noget
dansk politi til at sætte dem ind.
Dagen efter arrestationen af de 12 fiskere blev fire danske anholdt af det tyske
politi, „weil sie mehrere Juden in einem Fabrikschuppen unterbracht hatten, um
diese auf illegalem Wege über die Grenze nach Schweden zur Flucht zu
verhelfen“. Efter en aftale mellem politikommissær Odmar fra Statsadvokaten
for særlige Anliggender og Kriminalrat Hermansen fra Gestapo, blev de alle fire
overgivet til dansk politi fra Vestre Fængsels tyske afdeling den 7. oktober kl.
13.00. Men da der ifølge de
97

danske myndigheder „øjensynligt ikke kunne føres Bevis for den fremsatte
Paastand“, blev de pågældende løsladt allerede samme dag kl. 15.45.39 Den
samme dag dimitterede politiet yderligere én dansker, som også var anholdt og
siden udleveret af tysk politi for at hjælpe jøder. Den 15. september 1944
afsluttedes sagen uden tiltale på grund af bevisets stilling.40
Den 6. oktober 1943 havde det tyske politi pågrebet en anden dansker, da han i
Skudehavnen steg ud af en taxa sammen med en jødisk kvinde og hendes to små
børn. Den 8. oktober kl. 15.30 blev han afhentet af det danske politi i Vestre
Fængsel og sendt til afhøring, hvor han erkendte, at han ville hjælpe familien til
illegal udrejse. En time efter blev den sigtede dimitteret „med sædvanlig
Tilkendegivelse“, og den 15. september 1944 afsluttede Statsadvokaten sagen
uden tiltale „paa Grund af Bevisets Stilling“.41
Den 7. oktober om aftenen blev en yngre mand anholdt af 2 danskere i tysk
tjeneste, da han var i gang med at føre en jødisk familie mod Amager Strandvej.
Danskerne tildelte manden adskillige slag og spark, men efter endt afhøring i
Dagmarhus blev han løsladt samme nat kl. 02.15 uden yderligere tiltale.42
Samme dag var en anden flugthjælper blevet anholdt af det tyske politi, mens
han i en lejebil var på vej mod Gilleleje med 6 jøder. Han blev ført til Gilleleje
forsamlingshus og den følgende morgen til Horserødlejren for om aftenen at
blive overført til den tyske afdeling i Vestre Fængsel. Her blev han dagen efter,
den 9. oktober, afhentet af dansk politi. Efter et kort forhør, hvor han tilstod, at
han ville hjælpe jøderne til illegal udrejse, blev han dimitteret. Den 7. februar
1944 blev tiltalte idømt hæfte i 20 dage.43
Den 9. oktober kl. ca. 22.00 anholdt det tyske politi 4 hjælpere i Helsingør
sammen med 3 jøder. Gestapo i Helsingør underrettede kort efter det danske
sikkerhedspoliti i Helsingør om begivenheden og anmodede om at afhente to af
hjælperne til videre forfølgning ved dansk ret. Da de nægtede, at de ville
medvirke ved de tre jøders flugt fra landet, blev de løsladt næste formiddag kl.
10.00. Nogle dage efter blev de to andre hjælpere, efter tysk anmodning, afhentet
i den tyske arrest og dimitteret til deres bopæle med sædvanlig tilkendegivelse
efter 3 timer i dansk politis varetægt.44
98

Den 10. oktober 1943 kl. 00.30 anmodede Gestapo sikkerhedspolitiet om at møde
op på en bopæl i Helsingør i anledning af et forsøg på illegal udrejse.
Kriminaloberassistent Juhl havde på adressen anholdt 5 jøder og meddelte, at en
fisker, dennes hustru og søster havde huset de 5 i den hensigt i løbet af natten at
hjælpe dem illegalt til Sverige. Fiskeren tilstod over for det danske politi, at han
ville overføre jøderne med sin fiskerbåd Jenssigne Marie i løbet af natten.
Hustruen erkendte, at hun var vidende om, hvad der skulle foregå, og søsteren
tilstod, at hun havde sat de pågældende jøder i forbindelse med fiskeren
(svogeren), og at hun havde overtalt ham til at sejle de 5 jøder til Sverige. Efter en
telefonisk henvendelse til politikommissær Odmar om sagen blev de anholdte
dimitteret samme morgen den 10. oktober 1943 kl. 9.30.45
Den 11. oktober 1943 blev 11 hjælpere ved midnatstid anholdt af tysk politi og
danskere i tysk tjeneste på sømandshjemmet i Køge sammen med 6 jøder. De
blev bragt til Dagmarhus, hvorfra det danske politi næste dag afhentede dem til
videre foranstaltning ved dansk domstol. Alle tilstod, at de ville hjælpe jøderne
til flugt. Men de blev senere på eftermiddagen dimitteret til deres respektive
bopæle med sædvanlig tilkendegivelse.46
Den 12. oktober 1943 blev kaptajnen på et mindre skib anholdt i Ålborg af det
tyske sikkerhedspoliti, da han gjorde klar til at afsejle med et hold jøder.
Kaptajnen blev dagen efter overgivet til det danske sikkerhedspoliti, der senere
dimitterede ham med pålæg om ikke at skifte bopæl eller opholdssted uden at
underrette politiet derom. Den 13. marts 1944 blev kaptajnen idømt 60 dages
hæfte.47
Den 15. oktober 1943 blev et ægtepar i Charlottenlund anholdt af det tyske
politi i anledning af, at de havde huset et jødisk ægtepar. Gestapo mente, at de
pågældende var skyldige i at have hjulpet jøder til Sverige, og anmodede samme
dag Statsadvokaten for særlige Anliggender „dortseits ein Verfahren einleiten zu
wollen“. Den 19. oktober 1943 kunne Statsadvokaten imidlertid meddele
tyskerne, at der intet kunne oplyses om det jødiske ægtepar og derfor intet om,
hvorvidt det agtede at rejse ud af landet. Derfor kunne der heller ikke
gennemføres nogen straffesag mod de pågældende. De var da
99

også allerede efter et kort forhør blevet dimitteret den 15. oktober 1943.48
Den 20. oktober 1943 kunne Statsadvokaten meddele Gestapo, at der ikke var
grundlag for at rejse tiltale imod andre 11 ud af 14 danskere, som havde bistået
jøder til flugt, på grund af deres beskedne medvirken. Hovedparten af de 11 var
taget på fersk gerning af tyskerne og havde over for det danske politi erkendt, at
de på forskellig måde havde hjulpet med transport osv. Alle 14 blev afhentet i
Vestre Fængsel den 9. oktober 1943 og efter få timer dimitteret med sædvanlig
tilkendegivelse.49
Til trods for at tyskerne, som påvist, i flere tilfælde med sikkerhed vidste, at de
anholdte havde hjulpet jøder, accepterede tyskerne i en lang periode, at politiet
konsekvent løslod dem straks efter endt afhøring. Ganske vist blev der „… fra
tysk Side gjort Forestillinger i Anledning af, at de overførte Personer straks
løslades, hvilket synes en alt for lempelig Behandling af disse Sager og i Strid
med hidtil fulgt Praksis, hvorefter saadanne Personer overhovedet ikke kom paa
fri Fod, forinden Straffen var afsonet, da det ellers maatte befrygtes, at de vilde
unddrage sig Strafansvaret ved Flugt …“ 5 0 Men alligevel ændrede Gestapo
ikke den praksis, at hjælperne i de første tre uger efter aktionsnatten fortsat blev
overgivet til det danske politi.
Denne milde tyske politik ændrede imidlertid karakter efter Byrettens
behandling af en sag den 23. oktober imod tre hjælpere, der var taget på fersk
gerning den 17. oktober af det tyske sikkerhedspoliti, og som over for det danske
politi tilstod at have hjulpet ca. 500 jøder til Sverige, bl.a. over Grønsund
færgeleje. De pågældende blev tiltalt efter den milde lov fra 1942. Men byretten
frifandt dem under henvisning til, at loven i dette tilfælde var bortfaldet ved den
af de tyske myndigheder iværksatte anholdelse af jøderne. Man fandt hjemmel til
dette i straffelovens § 14 vedr. nødret. Dommen blev påanket til Landsretten,
som af justitsministeriet fik at vide, at det fra tysk side udtrykkeligt var
tilkendegivet: „… at de Varetægtsfanger, der er sigtet for samme Forhold ikke vil
kunne udleveres til dansk Jurisdiktion, og at Paadømmelse heller ikke i
fremtidige lignende Tilfælde vil kunne overlades til danske Domstole, saafremt
den afsagte Byretsdom maatte blive stadfæstet“.51 Landsretten lod
100

sig påvirke af de tyske trusler, og idømte den 13. december de tre tiltalte hæfte i 3
måneder. Det skal dog bemærkes, at der ikke er meget, som tyder på, at de
tiltalte var til stede ved pådømmelsen. Retsmyndighederne måtte i hvert fald i
forbindelse med påankningen konstatere, at de tiltaltes bopæl og opholdssted
var ukendt. Den ene af dem var allerede dagen efter frifindelsesdommen, rejst til
Sverige.
Men hvorom alting er, løslod de tyske myndigheder som følge af dommen ca.
30 personer, der havde siddet så længe, at varetægten ville gå op med straffen.
Endvidere blev der indtil den 19. maj 1944 af tyskerne til dansk politi overført 19
personer af nævnte kategori.52
Vi har kun fundet ét tilfælde, hvor to danskere, der blev anholdt i november,
og som havde hjulpet jøder til illegal udrejse, ikke blev overført til dansk
jurisdiktion. De sad i tysk arrest indtil Statsadvokaten rykkede den 2. marts 1944,
hvorefter de blev løsladt.53
Som det vil være fremgået, accepterede tyskerne altså, at pågrebne
flugthjælpere, som udelukkende havde hjulpet jøder til illegal udrejse, blev
pådømt under dansk jurisdiktion, og at de pågældende slap med milde domme,
der i intet tilfælde oversteg 3 måneders hæfte. Vi finder med andre ord ikke
belæg for, at flugthjælperne blev udsat for drastiske tyske tiltag. Gestapo
accepterede de danske myndigheders milde behandling af de pågrebne. Denne
kendsgerning har affødt et mere vanskeligt spørgsmål: Kan vi heraf udlede, at en
væsentlig forklaring på, at så mange danskere for første gang turde kaste sig ud i
illegalt arbejde i oktober 1943, også hang sammen med, at man fra tysk side gik
varsomt til værks over for flugthjælperne i Danmark?
Det er i dag umuligt at vide, hvad hver enkelt flugthjælper troede han eller hun
risikerede ved at hjælpe. Vi mener dog, som det vil fremgå af det følgende, at der
er belæg for at antage, at der var mange, som var klar over, at de i hvert fald ikke
udførte en ekstrem farlig form for modstandsarbejde, og at dette forhold også
skal indgå i en nuanceret forståelse af, hvorfor tusindvis af danskere turde
debutere i det illegale hjælpearbejde i oktoberdagene.
101

Efter de meget hårde domme over Christmas Møllers hjælpere var praksis blevet
at give langt mildere straffe, nemlig 3-4 måneders hæfte. I hvilket omfang
flugthjælperne var klar over dette, er uvist, og muligvis skræmte den
offentliggjorte dom i Christmas Møller-sagen stadig. Men vi ved, at mange af de
pågrebne hurtigt blev klar over, at de kun løb en mindre risiko ved at hjælpe.
Således viser vor undersøgelse, at 31 pågrebne personer, som næsten alle tilstod,
at de på den ene eller anden måde havde hjulpet jøder til Sverige, blev sat på fri
fod allerede i løbet af den første uge efter aktionsnatten. De selv og deres
kammerater har i hvert fald herefter kunnet hjælpe med visheden om, at de tyske
og danske myndigheder ikke opfattede det de gjorde som en alvorlig
forbrydelse.
En af de pågrebne fiskere, som havde sejlet jøder fra København til Barsebäck,
og som blev frigivet den 9. oktober 1943, flygtede siden til Sverige i november.
Men det skyldtes, at han i slutningen af oktober igen blev eftersøgt af Gestapo for
at have fortsat de illegale sejladser over Øresund.54 Han var med andre ord ikke
mere skræmt af myndighedernes behandling, end at han turde fortsætte de
illegale sejladser i den periode, hvor der stadig var adskillige jøder, som ikke var
nået ud af landet.
Eksemplet er interessant, fordi det virker sandsynligt, at en del af fiskerens
københavnske kollegaer, der som påvist var nogle af de vigtigste aktører i
hjælpearbejdet efter hans frigivelse, i det mindste på dette tidspunkt, har fået en
fornemmelse af risikomomentet i deres aktiviteter. Ebba Lund, som organiserede
transporter med udgangspunkt i København, og som var med til at sende flere
hundrede jøder af sted, fastslår i sin beretning fra 1982, at fiskerne i København
havde den opfattelse, „at for jødetransporterne mistede man båden, men heller
ikke mere“, og at de helt klart var mindre bange for at sejle med jøder end med
modstandsfolk, hvor der var lovet dødsstraf.55
At fiskerne i København ikke anså det for at være nær så farligt at hjælpe jøder
over som andre kategorier af danskere, blev allerede i 1945 påpeget af Christian
Algreen Petersen: „En ting måtte vi love fiskerne på det bestemteste, før vi kom
ned til båden med vore folk, nemlig, at der ikke var sabotører imellem. De ville
ikke have andet end jøder … Det gjaldt så om, når det
102

af og til skete, at der var en sabotør imellem, at indprente ham, at han var jøde
eller halvjøde.“ 5 6 Bertelsen havde ligeledes problemer med at afskibe
sabotører. Han nævner et eksempel med en fisker, som i en periode havde sejlet
både jøder og sabotører til Sverige, men var stoppet på grund af nervepresset.
„Da jeg [Bertelsen] tilbød, at vi i fremtiden ville sende sabotørerne over ad
særlige ruter, gik han ind på at genoptage arbejdet.“57 I Bertelsens organisation
var man særligt bekymret, når det gjaldt transport af sabotører: „I enhver
transport til kysten med jøder fulgte en af vore medarbejdere; kun hvor det
drejede sig om sabotører, lod vi chaufføren køre alene uden ledsagelse fra
gruppen, og dette arbejde, der efter sin natur var særlig farligt, besørgedes af
særligt udvalgte vognmænd.“5 8
En lignende beskrivelse gives af Jørgen Gersfelt: „I Begyndelsen, da det kun
drejede sig om Transport af Jøder, var Risikoen ikke saa stor, naar man kun gav
sig af med Mennesker med et umiskendeligt Racepræg. Senere, da der kom
andre og for Tyskerne farligere Passagerer, maatte man udvise stor
Forsigtighed.“ 5 9
Tortzen har påpeget, at folkene i Gilleleje havde den opfattelse, at det alene var
flugtkomiteens opgave at hjælpe flygtende jøder: „Transporter for
modstandsbevægelsen var noget helt andet, alt for farligt – også for jøderne.“ 6 0
En halvjøde, som søgte overfartsmulighed kom først med da han havde
overbevist fiskeren om, at han ikke var sabotør. 6 1
Der var flugthjælpere, som turde hjælpe hvem som helst. Men at fiskerne og
andre flugthjælpere havde den opfattelse, at det var mindre farligt at hjælpe
jøder, underbygges af, at tyskerne (som vi siden skal se) ikke udstedte
bekendtgørelser om at hjælp til jøder ville medføre en hård pådømmelse ved
tysk krigsret. Derimod havde v. Hanneken allerede den 5. september 1943 „til
Vejledning og Advarsel for den danske befolkning“ annonceret i dagspressen, at
hvis man husede eller ved anden understøttelse hjalp sabotører og spioner, ville
man blive idømt dødsstraf eller hård frihedsstraf.62 På den baggrund er det ikke
umuligt, at beretningsmaterialet i virkeligheden beskriver den generelle
opfattelse blandt flugthjælperne i oktober 1943.
Flugthjælpere, der kom for retten, anførte i reglen, at de ikke
103

troede, at det kunne gøre så meget at hjælpe jødiske landsmænd til Sverige
under henvisning til, at den svenske regering havde tilbudt at modtage danske
jøder. Disse udtalelser er dog problematiske, da de unægteligt kan ses som et
forsøg på at overbevise retten om, at gerningen ikke var en bevidst overtrædelse
af loven.63
Med disse udsagn vil vi ikke antyde, at alle flugthjælpere handlede ud fra
bevidstheden om, at de kunne forvente en mild behandling, hvis de blev
pågrebet, hvad følgende eksempel da også modbeviser.
I anledning af, at overbetjent Hans Olsen, Hellebæk, illegalt var udrejst til
Sverige, natten mellem den 8. og 9. oktober 1943, blev hans hustru afhørt for at få
klarhed over, hvad der havde bevæget manden til at foretage et sådant skridt.
„Fru Olsen forklarede, at hendes Mand, saa vidt hun kunde forstaa paa ham,
havde været jødiske Personer behjælpelig med at finde Skibslejlighed til Sverrig,
og at han efter de forskellige Rygter, der var i Omløb, frygtede for at blive
interneret af det tyske Politi og muligvis straffet, – han havde selv talt om, at han
kunde vente at blive skudt. – Uanset om denne Frygt var ubegrundet, havde det
indvirket saa stærkt paa ham, at han i længere Tid havde været overnervøs og
ude af stand til at finde Hvile, og det blev rent galt, efter han havde hørt, at det
tyske Politi havde taget 12 Snekkersten-Fiskere, deriblandt Sognefogden, for at
hjælpe Jøder til Sverrig, idet han heri saa et Fingerpeg om, hvorledes det vilde
gaa ham selv, og det var for at undgaa dette, at han udrejste.“ 6 4
Som det vil være fremgået, havde det danske politi et indgående kendskab til
behandlingen af spørgsmålet om hjælp til illegal udrejse ved de tyske og danske
instanser. Blandt andet på den baggrund tør vi tillade os at betragte Hans Olsens
motiver til flugten som et tilfælde, der falder uden for det generelle billede.
Betjenten, som foretog afhøringen, undlod da heller ikke at påpege, at den frygt
var ubegrundet.
Yahil mener ganske vist i forbindelse med sin omtale af Gestapos
nedskydninger, at mange af redningsaktionens ledere som følge heraf siden
flygtede til Sverige.65 Der er imidlertid ikke noget, som tyder på, at de
flugthjælpere, der flygtede til
104

Sverige for at have hjulpet jøder, frygtede at ville blive skudt, hvis de blev
pågrebet af tyskerne.
I det svenske politimateriale har vi fundet 56 flygtninge, der ifølge eget udsagn
udelukkende havde hjulpet jøder til Sverige.66 Her anføres det f.eks., at man var
flygtet, fordi dansk politi havde opdaget deres virksomhed og indkaldt dem til
forhør. Andre påpeger, at de var taget på fersk gerning af tysk politi og at de
flygtede da de blev frigivet efter et daglangt forhør. Hertil kommer hjælpere,
som var blevet indkaldt til forhør på Dagmarhus og som derfor troede, at
tyskerne mistænkte dem for at have hjulpet jøder til flugt.
Disse rapporter er ikke særligt fyldestgørende, og vi vil ikke påstå, at de øvrige
anførte eksempler har afklaret det stillede spørgsmål til bunds. I den første tid
var der muligvis adskillige, som frygtede for drastiske tyske tiltag. Derimod
synes det sikkert, at den milde behandling af jødehjælpere har været en
medvirkende årsag til, at hjælpen kunne blive så omfattende i oktober 1943.
Det ligger uden for dette arbejdes rammer at foretage en nødvendig
sammenlignende undersøgelse. Her vil vi blot gøre opmærksom på, at Yehuda
Bauer har påpeget, at det ikke er muligt at forstå den ringe hjælp til jøder i Polen
uden at inddrage den brutalitet, tyskerne udøvede i landet, bl.a. over for
personer, som skjulte jøder.67 Vi tør altså tro, at de særegne besættelsesforhold
og den relativt milde tyske fremgangsmåde i Danmark også må inddrages, hvis
vi skal forstå baggrunden for den omfattende danske redningsindsats. En hurtigt
eksekveret dødsdom for hjælp til jøder ville uden tvivl have lagt en kraftig
dæmper på redningsarbejdet. For de talrige hjælpere, for hvem redningsaktionen
var det første, og for manges vedkommende eneste usikre skridt ind i illegalt
arbejde, havde det altså betydning, at man her gav sig i kast med en opgave, som
ikke kunne sammenlignes med den risiko, der var forbundet med at understøtte
den væbnede modstand og sabotage.
105

7. Tyskerne og flugten
106
Aage Bertelsen, den måske bedst kendte flugthjælper, anfører i sin bog om
Lyngby-gruppen, at tyskerne „jagede jøderne dag og nat, i deres hjem, på
gaderne, i deres skjulesteder, ved kysten og til søs på flugt mod frelsen, så længe
der endnu var én tilbage i Danmark“.1
Men der var andre, der havde en anden opfattelse. I en samtidig illegal rapport
hedder det, „… at de tyske myndigheder i Danmark så vidt muligt lukker øjnene
for den storstilede flugt til Sverige og egentlig helst ser, at så mange som muligt
undslipper, således at jødespørgsmålet „løses“ på den mindst smertefulde måde
…“.2
En lignende opfattelse kom til udtryk på den svenske side af Sundet, hvor
Söderblom, afdelingschef i udenrigsministeriet i Stockholm, den 4. oktober
anfører, at „… det synes som om, at tyskerne i København er uvillige til at skride
hårdt ind mod jøderne og i en vis udstrækning ser igennem fingre med, at de
flygter over til Sverige“.3 Få dage senere kunne man fastslå: „Det forekommer
åbenbart, at tyskerne ser igennem fingre med flugten.“4 I det svenske Aftonbladet hedder
det den 9. oktober „… at man virkelig for fuld alvor begynder at undre sig over om
jødejagten i virkeligheden ikke blev aflyst i Danmark siden de første arrestationer blev
foretaget for ca. en uge siden og at man bare lader dem løbe“, og dagen efter bragte
Dagens Nyheter følgende overskrift: „Flyktingstrafiken tros ske med tyskarnas goda
minne“.
Vi vil i det efterfølgende undersøge, i hvilket omfang tyskerne faktisk forsøgte at standse jødernes flugt
til Sverige.

Krigsmarinen
Den danske kystbevogtning blev, som vi tidligere har set, ikke nogen hindring
for jødernes flugt. Tværtimod medvirkede betjentene i høj grad enten passivt
eller aktivt i forbindelse med udskibningerne.
Om tyskernes kendskab til kystpolitiets illoyalitet anfører L. Yahil, at det
varede længe, inden det gik op for de autoritetstro tyskere, at de danske
politifolk ikke adlød deres ordrer, men at de tværtimod tog sagen i egen hånd og
hjalp jøderne.5
Heri ligger implicit, at jødernes flugt var godt i gang, førend man fra tysk side
blev opmærksom på, at der var „uregelmæssigheder“ med i spillet. Om dette var
tilfældet, vil vi undersøge i det følgende.
Som anført tidligere foregik kystbevogtningen i et nært samarbejde mellem den
danske og den tyske marine. Det dansk-tyske samarbejde foregik på det formelle
plan således, at Admiral Dänemark udstedte ordrer til kystbevogtningen
gennem Justitsministeriet. På det operationelle plan varetog Holten på den
danske side udførelsen af ordrerne, mens den tyske militære
efterretningstjeneste, Abwehr, foretog kontrollen af og tilsynet med den danske
kystbevogtning. Derimod havde Holten intet med søpolitiet i København at
gøre, idet kontakten foregik direkte mellem Abwehr og søpolitiet.6
Den tyske havnekommandant i Helsingør beklagede sig over, at det lykkedes
dansk militærpersonel og nogle kystpolitibetjente at flygte fra Nordsjælland den
29. august. Dette burde ikke kunne ske, når det danske kystpoliti stod vagt ved
kyster og havne.7 Og følgen blev, at Holten indkaldtes til et møde i Abwehrstelle
Kopenhagen den 2. september.8 Holten blev forhørt af
Kriminalpolizeikommissar Multerman fra Berlin der bl.a. skulle efterforske
omstændighederne omkring de mange officerers flugt til Sverige. Om dette
kunne Holten forklare, at kystpolitiet havde stået over for en bevæbnet
overmagt, – man havde ikke haft midler til at modsætte sig officerernes flugt.
Hvad angik de flygtede betjente anførte Holten, at nogle var blevet bortført af de
flygtende officerer, mens andre, efter den tyske afvæbning af forsvaret, havde
tabt hovedet og valgt at

flygte til Sverige. Holten oplyste til sit forsvar, at han på grund af urolighederne
havde måttet afgive kystpolitibetjente til opretholdelse af ro og orden i byerne.
Dermed kunne kystbevogtningen ikke fremstå så effektivt som forventet. Han
forventede, at der i de kommende nætter yderligere ville blive stjålet både fra
kysterne. Han havde ikke ressourcer til at bevogte strækningerne så effektivt, at
man kunne imødegå dette. Mødet resulterede i, at man fra tysk side ville
udstationere en tysk patruljebåd i Rungsted, hvorfra man mente specielt mange
var flygtet. Denne skulle assistere, hvis noget videre skulle ske.
Dagen efter måtte Holten endnu en gang stå skoleret i Abwehr.9 Denne gang
blev han indkaldt af næstkommanderende, oberstløjtnant Lutze, der ønskede en
ny orientering om kystbevogtningens effektivitet efter undtagelsestilstandens
indførelse. Holten kunne meddele, at kystpolitiet var i gang med at samle bådene
ind i området fra Helsingør til Rungsted. Lutze spurgte, hvorvidt bådene blev
indsamlet på den øvrige del af kysten. Til dette replicerede Holten, at dette ville
blive gjort, såfremt der blev givet ordre hertil. Lutze besværede sig herefter over
tingenes tilstand i Danmark. Hvis man ikke kunne finde en anden løsning, ville
der komme en rigskommissær. Mødet sluttede med en sidste opsang til Holten.
De kystbevogtningsmæssige opgaver kunne, efter oberstløjtnantens mening, som
hidtil løses ved behageligt samarbejde mellem tyske og danske myndigheder
eller ved et tysk diktat. Fra dansk side kunne man selv vælge, og Holten måtte
hellere sige til i god tid, såfremt kystbevogtningen ikke kunne løse opgaven!
Heller ikke den tidligere omtalte flugt fra søpolitiet i København i september
undgik Abwehrs opmærksomhed. Efter tilladelse fra Abwehrstelle anmodede
søpolitiet i København svensk politi om at beslaglægge politibådene K.P.2 og
K.P.3 i Landskrona. Men betjentene, som skulle sejle bådene tilbage til
København, måtte forsynes med en særlig godkendelse til denne opgave10 –
Abwehr havde heller ikke udpræget tillid til de ansatte i søpolitiet.
Som ovenstående eksempler måtte antyde, havde Abwehr allerede i løbet af
september fået flere beviser på det danske sø- og kystpolitis manglende indsats.
Også den tyske marine havde
108

emærket, at dansk politi handlede illoyalt, og nærede store betænkeligheder
ved igen at overlade danskerne fartøjer til minesøgning og polititjeneste.11
I Admiral Dänemarks krigsdagbog af 30. september hedder det om situationen
på Sundet:12 „Der Ausfall der früher durch dänische Patrouillenfahrzeuge
ausgeübten Sundüberwachung, sowie der vorübergehende Ausfall der dänischen
Küstenpolizei ermöglichten in zahlreichen Fälle die Flucht von dänischen Militärund
Zivilpersonen nach Schweden …“
Modsat Yahils udsagn, kan vi slå fast, at man fra tysk side var bekendt med, at
det danske kystpoliti ikke i nævneværdig grad forhindrede illegal udrejse. Man
havde også efterretninger om, at en del betjente var flygtet til Sverige. Derfor
kom det næppe som nogen overraskelse for tyskerne, at kystpolitiet ikke greb
ind over for de flygtende jøder.
Men hvilke konsekvenser drog tyskerne heraf? Satte man eget personel ind for
at hindre illegal udrejse?
Admiral Dänemark var den øverste flådemyndighed i Danmark.13 Han skulle
sikre de danske farvande og forbindelseslinierne til Norge, samt foretage
minestrygning og kystbevogtning. Hidtil havde den danske marine varetaget de
to sidste opgaver. Men begivenhederne den 29. august 1943 lagde dette
samarbejde i ruiner. I tiden derefter var problemet for den tyske marine, at man
ikke havde personel til at erstatte danskerne.14 Enten måtte man overføre
personel fra Norge eller få den danske marine til at genoptage tjenesten efter
endt internering.
Admiral Dänemark indkaldte politikommissær Holten til et møde den 6.
september hos Korvettenkapitän Japp.15 Denne ønskede en tilkendegivelse af,
om kystpolitiet ville være villig til at påtage sig den manglende politimæssige
patruljering til søs. Til dette formål disponerede admiralen over
bevogtningskutterne, der var forblevet i Danmark efter 29. august.16 Det var
planen, at kutterne skulle bemandes med danske kystpolitibetjente og dansk
marinepersonel, som man håbede at få frigjort fra den tyske internering.
Ledelsen af sundovervågningen skulle underlægges Holten og dermed politiet.
Holten stillede sig umid-
109

delbart imødekommende, men han måtte afvente godkendelse fra højere sted.17
Den 13.-14. september kunne Admiral Dänemark til sine foresatte meddele, at
det danske kystpoliti var indforstået med at overtage den politimæssige
sundbevogtning18. Man måtte imidlertid afvente løsladelsen af det internerede
danske marinepersonel. Løsladelsen var berammet til 27. september19. Men den
24. september kunne den tyske marine konstatere, at planerne om den danske
sundovervågning var udskudt på ubekendt tid.20 Årsagen var, at
undtagelsestilstanden blev forlænget. Hermed blev marinens muligheder for at
hverve dansk mandskab til bevogtningskutterne udskudt.
Til overvågningen af Sundet havde man fra 6. september måttet klare sig med
en indsats af 6 danske bevogtningskuttere stationeret i Helsingør og udstyret
med mandskab fra den tyske minestryger nr. 11.21 Den 30. september
rapporterede admiralen, at denne patruljesejlads i nær fremtid ville blive
indstillet, fordi mandskabet skulle overføres til tjeneste på minestrygeren. Den
tyske sundovervågning havde åbenbart ikke høj prioritet, når admiralen
samtidig kunne rapportere, at der i løbet af september var flygtet både
militærpersoner, kystpoliti og civile til Sverige. Allerede dagen efter, den 1.
oktober, meddeltes det fra Helsingør, at patruljesejladsen med kutterne nu var
ophørt.
Tysk overvågning af Sundet i oktober 1943?
Den svenske flådes fartøjer fra marinedistrikt Øresund (MDÖ) overvågede
grænsen mellem det svenske og danske territorialfarvand. Det daglige
overvågnings- og patruljearbejde fremgår af distriktets hemmelige krigsdagbog
fra 1943.22 De svenske patruljebåde havde fået ordre til at gribe ind over for
tyske fartøjers krænkelse af svensk neutralitet. Men der findes ingen rapporter
om tyske patruljebåde, som forfulgte danske flygtningeskibe ind på svensk
territorialfarvand. Der blev heller ikke i ét eneste tilfælde i oktober
indrapporteret observationer angående tysk patruljering, der kan henføres til
overvågning af trafikken på den danske side.
Den svenske kontrol på søen blev suppleret af to daglige re-
110

kognosceringsflyvninger udført af det svenske luftvåbens gruppe 3/F 11.23 For
den svenske forsvarsstab var efterretninger om et eventuelt tysk invasionsforsøg
vigtige. Derfor gjaldt efterretningerne fra luften først og fremmest større tyske
krigsskibe. Derefter kunne de svenske marinefartøjer og observationsposter
forsøge at identificere hvert enkelt tysk krigsskib nærmere. Det samme gjaldt
tyske troppetransportskibe og større bevogtningsfartøjer. Her overvågedes bl.a.
den tyske konvojsejlads med tropper og materiel til Norge. Observationerne
omfattede også landgangsbåde, ubåde, minestrygere, større handelsfartøjer,
færger og fremmede flyvemaskiner etc. Mindre skibe, som eksempelvis
motorbåde og små bevogtningsfartøjer, fremgår kun, når de blev observeret
sammen med større fartøjer, eller når de observeredes i større antal. Civile
fartøjer som små fragtbåde og fiskekuttere blev ikke rapporteret.
Observationerne giver gennemgående det indtryk, at der dagligt forekom
enheder fra den tyske marine på Øresund. Vi skal her anføre et eksempel fra den
4. oktober:24
„Helsingör, 100 gr, 2 km: 1 hjftg 500 t. Ett litet bevftg på varje halvmil 2 km utanför
danska kusten i Öresund. Kl. 14.58 Möens Klint, 30 gr. 17 km: 8 hftg 1000-2000 t, 1
hjftg 1000 t, stillaliggande.“
Når der her omtales „Et lille bevogtningsfartøj for hver halv mil to kilometer ud
for den danske kyst i Øresund“, var der ikke tale om fartøjer, som skulle assistere
civile fartøjer, idet der kun befandt sig større fartøjer ved Helsingør og ved Møns
Klint.
Vi må tillægge den svenske observatørs rapport en meget høj grad af
troværdighed. Rapporten blev rutinemæssigt telegraferet til den svenske
forsvarsstab. Indeholdt den over- eller underdrivelser kunne dette medføre
alvorlige konsekvenser for forsvarsstabens dispositioner. Om der den 4. oktober
var 5, 10 eller 15 mindre bevogtningsfartøjer kan ikke afgøres, men at der
forekom tyske patruljefartøjer på Øresund i oktober synes selvklart.
De svenske observationer lader sig supplere med en række udsagn fra dansk
side: Den 29. august anløb en tysk patruljebåd Humlebæk havn og forlangte de
danske kystbevogtningsfar-
111

tøjer udleveret.25 Den 3. september meddelte Abwehr, at man udlagde en tysk
patruljebåd i Rungsted havn.26 Den 28. september blokerede en tysk patruljebåd
udsejlingen fra Snekkersten havn, efter at Oberkriminalassistent Juhl fra
Helsingør havde alarmeret kystpolitiet i havnen om forsøg på illegal udrejse.
I oktober passerede fisker Aksel Sørensen fra Gilleleje med jøder om bord lige
forbi en tysk patruljebåd uden at blive antastet.27 Fisker i Snekkersten, Jonas
Børgesen beretter om, at han på vej tilbage fra Sverige undgik to tyske
patruljebåde.28 Tyske patruljebåde nævnes også sporadisk i beretningsmaterialet
fra de flygtende jøder.29 Om forholdene i København anfører flugthjælperen
Ebba Lund, at de tyske patruljebåde lå i det første bassin på den anden side af
gaden.30 Videre anføres om tyskernes patruljebåde ved Helsingør i oktober 1943
af flugthjælperen Erling Kiær: „Tyskerne havde endnu ikke lugtet Lunten, der
fandtes bogstavelig talt ikke en Patruljebåd. De faa, der var, var store og
letkendelige, nemme at undgaa.“ 3 1
Det fremgår af den svenske marines krigsdagbøger, at den tyske krigsmarines
skibe dagligt gennempløjede Øresunds vande. På baggrund af danske
flugthjælperes udsagn står vi tilbage med indtrykket af, at der i oktober af og til
forekom tyske patruljebåde på Øresund. Men meget taler for, at ingen af de
observerede tyske både har været indsat med henblik på en overvågning af den
civile trafik. Sundovervågningen blev frem til 1. oktober varetaget af tysk
personel om bord på de resterende 6 danske fiskekuttere – fartøjer, som netop
ikke lod sig identificere som patruljebåde.
Når der i eksempler henvises til fartøjer, som umiddelbart lod sig identificere
som tyske patruljebåde, var disse formentlig tjenstgørende i Hafenschutzflottille
Kopenhagen og Helsingør, således beordrede Admiral Dänemark at de lystbåde,
der lå i fremmede havne, kunne sejles hjem den 26. september, hvor man altså
for en enkelt dag ophævede det indførte forbud mod lystsejlads. Det hedder i
ordren:32 „Der Sund ist am 26.9 mit verfügbaren Booten der H.S. Fl.
Kopenhagen und den Küstenschutzbooten des Haka Helsingør zu überwachen.“
112

Det var altså en undtagelse, at de omtalte både skulle bevogte den civile danske
trafik i Øresund. Hvis disse både udførte denne virksomhed hver dag, ville de
citerede linier være overflødige. Patruljebådene blev kun undtagelsesvis brugt til
sundovervågning. I stedet havde de militære opgaver at løse. Et eksempel fra
september turde yderligere bestyrke denne opfattelse: Natten til den 3.
september roede en ikke-jødisk civilbetjent
i en skydepram ud af havnen i Dragør for at komme til Sverige.33 Ude på
Sundet stødte han på en tysk patruljebåd. Uden nogen politimæssige
foranstaltninger blev det gjort ham klart, at han ikke kunne komme til Sverige,
men godt ro tilbage igen.
Vi har set, at Admiral Dänemark i sin rapport for september rapporterede om
flugt fra Danmark til Sverige, men samtidig også oplyste, at man ville indstille
den sporadiske sundovervågning. I den efterfølgende rapport for oktober
meddeltes det lakonisk, at den overvejende del af de op mod 6.000 jøder i
Danmark allerede var flygtet, før aktionen blev gennemført.34 Der anførtes intet
om en eventuel indsats mod den illegale udrejse eller om arresterede flygtninge.
Først i november berøres spørgsmålet om flugt fra Danmark til Sverige:35
„Dänenflucht nach Schweden insbesondere über den Sund hält an. Eigene
Überwachung zu schwach. 3 Fahrzeuge mit 8 Dänen aufgebracht.“ En tysk
overvågning på Sundet omtales altså ikke for oktober måned. Dette fremgår også
af Admiral Dänemarks rapport for november:36 „Eine Schliessung der zweifellos
vorhandenen Überwachungslücke wird erst möglich sein, wenn die
Hafenüberwachung am Sund durch hierfür vorgesehene Fischkutter, die zum
Teil bereits in Dienst gestellt wurden, verstärkt wird und der Einsatz eines
VGADK-Kommandos an der Ostküste Seelands durchgeführt ist. Zugesagt ist
das Kommando bereits.“
Det lader sig endvidere fastlægge, hvornår i november denne sundbevogtning
blev genetableret: Chefen for den danske kystbevogtning, politikommisær Svend
Holten, deltog den 6. november 1943 i et møde med en repræsentant for Abwehr
og Krigsmarinen:37
113

„Forsaavidt angik Øresundskysten erkendte man, at her havde været særlige
Vanskeligheder – først i Anledning af Hærens Officerer, som man i tyske
Officerskredse godt kunde forstaa, ligesom man ogsaa godt kunde forstaa
Kystbevogtningens Stilling over for de paagældende under deres Flugt fra
Landet.
Vanskeligere forklarligt var imidlertid Kystbevogtningens Stilling over for Jøderne, og
selv om man ikke fra den tyske Marines Side er interesseret i Jødespørgsmaalet, saa var
der brudt saa mange Brecher i Kystbevogtningssikringen, at man ikke længere
kunde have Tillid til den, og i Berlin var Tendensen ubetinget rettet mod
fuldstændig at overtage Kystbevogtningen med tysk Politi, og man havde
Tilsagn om, at de nødvendige Styrker kunde stilles til Raadighed.
Fra den tyske Værnemagts Side her i Danmark havde man imidlertid stadig
holdt paa, at Bevogtningen maatte ligge hos det danske Politi, og saa det helst,
men skulde den danske Kystbevogtning fortsætte, maatte det være en
Forudsætning, at der blev foretaget en Udrensning af det ikke paalidelige
Personale, saaledes at dette blev fuldstændig fjernet fra
Kystbevogtningstjenesten. Hvis dette ikke kunde lade sig gøre, vilde man fra
Admiralens Side gaa ind for fuldstændig tysk Overtagelse af Kystbevogtningen.
Man meddelte endvidere, at man fra næste Uge – det vil sige Ugen der begyndte den
8.ds. – vilde indsætte tysk Kontrolsejlads under den tyske Marine. Hvert Fartøj vilde
foruden Besætningen medføre en tysk Politimand.
Disse Fartøjer er nu begyndt at sejle – vistnok med København som Basis –
nemlig: 5 Hurtigbaade, der normalt sejler sammen, (Hastighed 30-40 Sømil) samt
5 andre Fartøjer – vistnok Fiskefartøjer –, der udgaar fra København mod Syd.“
Den tyske marines forordninger til det danske kystpoliti fra september 1943 var
møntet på den generelle illegale udrejse, og ikke specifikt mod jødernes flugt til
Sverige. Selv om både den tyske marine og den tyske militære
efterretningstjeneste ikke havde tillid til kystpolitiet, blev der ikke råbt vagt i
gevær eller taget initiativer til at ændre ved dette i oktober. I november 1943,
efter at jøderne var flygtet trods det danske kystpoliti, øn-
114

skede man stadigvæk fra både marinens og den militære efterretningstjenestes
side at fortsætte samarbejdet.
Når det gjaldt den civile trafik blev der foretaget en overvågning i det omfang,
man fra tysk side kunne bemande de danske bevogtningskuttere. Men brug af
disse kuttere forekom kun sporadisk og kun til slutningen af september, hvor
mandskabet skulle anvendes til andre formål. Kort sagt prioriterede man i den
tyske marine varetagelsen af sømilitære opgaver fremfor den politimæssige
overvågning. Den tyske marines krigsdagbøger omtaler ikke nogen overvågning
i oktober måned. Først i november nævnes den overvågning, som blev etableret
den 8. november.
Vi har konstateret, at den tyske marines fartøjer dagligt opererede på Øresund.
Heri indgik også de fartøjer, som den tyske marine i oktober disponerede over i
København og Helsingør. I mange tilfælde blev disse fartøjer fra dansk side af
bl.a flugthjælpere o.a. betegnet som tyske patruljebåde, selv om de udelukkende
udførte sømilitære opgaver. Der var med andre ord ingen tysk indsats til vands
for at hindre jødernes flugt til Sverige. Ikke én eneste af de op mod 6-700 illegale
transporter med jødiske flygtninge blev opbragt på vej mod Sverige. En
gennemgang af alle relevante kilder afslører kun et eneste tilfælde, hvor den
tyske marine i oktober har opbragt et dansk fartøj med ikke-jødiske flygtninge
om bord:38 Den 18. oktober sejlede en skipper fra Aalsgaarde med 7-8 ikkejødiske
flygtninge om bord mod Sverige. Kutteren fik imidlertid motorstop
undervejs, og mens skipperen forsøgte at reparere motoren, kom en tysk
patruljebåd til stede for at yde assistance. Tyskerne bugserede kutteren til
Helsingør, hvor flygtningene blev arresteret.
Afsluttende skal vi her kort behandle, hvad den skibsfartskyndige, G.F.
Duckwitz, i sine erindringer anfører om sin indsats i forbindelse med den tyske
marine:39 „Die zur damaligen Zeit noch relativ geringen Kräfte der Polizei
waren der Aufgabe, die dänische Küste zu Wasser und zu Lande zu bewachen
und jeglichen illegalen Schiffsverkehr zu verhindern, nicht gewachsen. Die
Gefahr, dass Einheiten der Kriegsmarine dieses schmutzige
115

Geschäft in diesen bewegten Tagen übernehmen würden, wurde durch die mehr
als verständnissvolle Haltung des damaligen deutschen Hafenkommandanten
von Kopenhagen eliminiert. Dieser deutsche Seeoffizier mir aus gemeinsamer
Tätigkeit bei der Hamburg-Amerika-Linie in Friedenszeiten bekannt, sorgte
dafür, dass die Küstenbewachungsschiffe der Kriegsmarine
nicht einsatzfähig waren. Er lief ein grosses persönliches Risiko, aber er tat es
ohne Zögern.“
Duckwitz lader forstå, at den tyske havnekommandant i København på hans
foranledning sørgede for, at marinens skibe var til reparation i de dage i oktober,
således at de ikke kunne sættes ind mod den illegale trafik. Hvorvidt dette fik
nogen praktisk betydning er alt andet end sikkert. I marinens krigsdagbøger
omtales der intet om nogen planlagt eller aktuel indsats mod den illegale trafik i
oktober. Om dette skulle have sin årsag i, at de tyske fartøjer i Københavns havn
ikke var tjenesteduelige, kan man selvfølgelig ikke udelukke. Men der nævnes
intet om mangel på tjenesteduelige tyske skibe fra Hafenschutzflotille
Kopenhagen.
Som vi har set, skulle den politimæssige overvågning af Sundet i princippet
ikke varetages af marinens sømilitære fartøjer fra København eller Helsingør,
men derimod af de 6 danske kystbevogtningskuttere, der var hjemmehørende og
underlagt den tyske havnekommandant i Helsingør. Men som vi har set, blev
anvendelsen af disse fartøjer indstillet den 1. oktober på grund af, at mandskabet
blev overført til minestrygningstjeneste. Og dertil kan man anføre, at var de
tyske skibe i København på bedding, havde man vel herfra disponibelt
mandskab til bevogtningskutterne i Helsingør. Dertil kommer endelig, at
ønskede man fra den tyske marine at indsætte sømilitære enheder mod den
illegale trafik, havde man uden for København de tyske Hafenschutzbooten i
Helsingør.
Det er på denne baggrund svært at øjne den praktiske betydning af Duckwitz’
indsats. Den tyske krigsmarine deltog ikke i nogen overvågning af den civile
trafik på Sundet før den 8. november 1943.
116

117
Det tyske politi og værnemagten
Som anført er det den almindelige opfattelse, at der i oktoberdagene 1943 kun
fandtes en svag tysk politistyrke, som ikke evnede at anholde jøder i et større
antal.
Konstateringen er problematisk, fordi den ikke er baseret på et eksakt
kendskab til det tyske politis styrke. Men bedømmelsen lider samtidig ved, at
der indtil videre ikke er foretaget en systematisk undersøgelse af, i hvilket
omfang det tyske politi blev indsat for at forhindre jødernes flugt til Sverige.
To centrale kildegrupper giver os en god baggrund for at belyse dette
spørgsmål. Rigspolitichefens uddrag af de situationsberetninger, der dagligt
indløb fra landets politikredse er den ene.40 Heri findes oplysninger om 13
arrestationer af i alt 178 jøder, der alle var anholdt i tiden efter aktionsnatten.
Hvis vi vil give et nuanceret billede af den tyske indsats, er det dog samtidig
påkrævet at inddrage materialet efter Statsadvokaten for særlige Anliggender,
der udgør den anden centrale kildegruppe. For det første findes der i dette
materiale uddybende oplysninger om hovedparten af de episoder, som blev
registreret af rigspolitichefen. Samtidig findes der udsagn om andre 14 tilfælde,
hvor der blev anholdt yderligere 68 jøder. Vi har således oplysninger om de
nærmere omstændigheder ved 27 episoder, hvor 246 jøder blev arresteret i tiden
efter aktionsnatten. Ca. 1/3 var ikke omfattet af deportationsbestemmelserne og blev senere
frigivet.41 Vi står med andre ord tilbage med oplysninger om arrestationerne af ca. 160 af de 190,
som blev deporteret efter 2. oktober 1943.
For at få et klart billede af den tyske indsats til lands, er det dog samtidig
påkrævet at undersøge de tilfælde, hvor tyskerne uden held forsøgte at pågribe
jøder. Her giver indberetningerne fra politikredsene i København og
rigspolitichefens uddrag af de indberetninger, som daglig indløb fra landets
politikredse, udbytte i flere tilfælde.
Kilderne oplyser at der i otte tilfælde blev foretaget arrestationer i Helsingør
politikreds. Det interessante er, at der herunder blev anholdt 162 jøder. Hvis vi
regner med, at 2/3 siden blev deporteret, svarer det til, at der i denne politikreds findes oplys-

ninger om anholdelsen af mere end halvdelen af samtlige deporterede. Afskibninger af jøder foregik
jævnt fordelt fra alle dele af den østsjællandske kyststrækning, men med en overvægt fra
københavnsområdet. Der er altså ikke tale om, at det store antal anholdte i helsingørområdet
afspejler, at jøderne i overvejende grad blev afskibet herfra. Der må altså være en anden forklaring
på dette fænomen.
Det tyske sikkerhedspoliti var repræsenteret i Helsingør ved
Kriminaloberassistent Hans Juhl (Gestapo-Juhl). Han var chef for den tyske
grænsekontrol i Helsingør og havde sit kontor på færgehavnen. I
beretningsmaterialet findes der adskillige vidnesbyrd, som omtaler Juhls
nidkærhed i forsøget på at indfange jøder. Gestapo-Juhl og hans fåtallige styrke
kontrollerede med stor ivrighed kyststrækningerne både nord og syd for
Helsingør igennem oktober måned.
Den 2. oktober fik Juhl, der befandt sig i paskontrollen på færgelejet i
Helsingør, færten af, at D.F.D.S’ damper Ydun var ankret op på reden efter at
have optaget nogle jøder, der i en lille robåd var truffet drivende i havsnød i
farvandet vest for Ven. Lodsen i Helsingør var blevet tilkaldt damperen, og
kaptajnen bad ham sørge for, at de pågældende blev afhentet af det danske
politi. Da lodsen kom i land blev han imidlertid antastet af Juhl, som krævede
oplysninger om det passerede. Lodsen fik herefter besked om at bringe Juhl og
en tysk militærperson ud til damperen, hvor de gik om bord og afhentede
jøderne. Det fremgik senere, at han havde anholdt 8 jøder, heriblandt 2 børn, som
i første omgang blev overført til Horserødlejren.42 Alle 8 blev siden deporteret til
Theresienstadt.
Om aftenen den 4. oktober havde Juhls folk held til at arrestere en jøde på
Strandvejen i Humlebæk. Den pågældende blev bragt til Helsingør og siden
overført til Vestre Fængsels tyske afdeling, hvorfra han dog siden blev frigivet,
idet han ikke faldt ind under deportationsbestemmelserne.43
Et eksempel på Juhls tjenesteiver fremgår af en rapport udfærdiget af
overbetjent Mortving i forbindelse med kutteren H.211 Danebrogs forsøg på at
forlade Gilleleje havn den 5. oktober 1943. Betjenten opholdt sig på politivagten i
Gilleleje, da han Kl. 21.45 hørte flere pistolskud blive affyret fra havnemo-
118

len. Han konstaterede, at skuddene var affyret af Juhl og 3-4 andre gestapofolk.
Juhl råbte nu ud til kutteren, „at denne skulde stoppe, idet der ellers vilde blive
affyret flere Skud, men Kutterføreren reagerede ikke på Tilraabet og fortsatte
Sejladsen, hvorefter Juhl yderligere affyrede ca. 20-25 Skud efter Kutteren, der nu
straks stoppede Motoren“. Båden drev over mod den østlige mole, hvor Juhl tog
opstilling for at afskære de flygtende personer en flugtvej. Han havde åbenbart
tilkaldt forstærkninger, for kort tid efter ankom en lastbil til havnen med
værnemagtssoldater, som straks efter indlæssede flygtningene i køretøjet og
fragtede dem til Horserød. Juhl meddelte senere på dagen, at 19 jøder, deriblandt
flere kvinder og børn, var blevet anholdt.44
Juhl og hans mænd indfandt sig ligeledes den 10. oktober om natten på en
bopæl i Helsingør, hvor 5 jødiske personer havde fundet husly for natten. Juhl og
hans styrke var øjeblikkeligt rykket ud, efter at 2 civile danskere havde oplyst
ham om, at der fandtes jøder på stedet. De anholdte jøder blev straks ført ned til
det tyske politikontor ved færgelejet, hvorefter de blev ført til Horserød.45
Andre eksempler understreger, at Juhl prioriterede indfangningen af jøder
meget højt. Den 9. oktober 1943 blev flugthjælperen Wilhelm David Søndergaard
anholdt sammen med 3 jøder på banegårdspladsen i Helsingør. Da
flugthjælperen fremviste sin legitimation, tog Juhl denne og da han blev klar
over at den anholdte hed David, „udtalte han, „David – aah Jøde“, saa kan De
ogsaa godt sætte Dem ind til de andre. Hele Selskabet forblev paa dette Kontor
indtil Kl. ca. 3, og herunder var det tyske Politi under Ledelse af Juhl flere Gange
ude paa Razzia. Den ene Gang kom Juhl tilbage til Kontoret, hængte sin
Maskinpistol fra sig, idet han udtalte „ahh – 7 Jøder, det maa fejres“, og derefter
drak de 5 tyske Politifolk hver en Pilsner …“ 4 6
De nævnte eksempler hørte dog langtfra til blandt Juhls største fangster. Det
bedst kendte eksempel er den tidligere nævnte razzia mod ca. 85 jøder på
kirkeloftet i Gilleleje natten mellem den 6. og 7. oktober.47 Juhls styrke og de
tilkaldte værnemagtstropper havde dog i løbet af natten foretaget razziaer andre
steder og anholdt et større antal, således, at det denne nat
119

lykkedes at anholde i alt 107 personer i Gilleleje og nærmeste omegn – heriblandt
flere kvinder og børn.48 Der blev gået hårdt til værks i Juhls område. Men der
blev også arresteret jøder andre steder.
Den 4. oktober blev en ung jødisk pige på 15 år anholdt af tyske
sikkerhedspolitifolk, da hun var på vej ned til Kastrup havn.49 Den 7. oktober
1943 gik det ud over en jødisk familie på Amager Strandvej.50 Samme dag var
det tyske sikkerhedspoliti på færde i Vedbæk havn. En jødisk familie med to små
børn søgte tilflugt i en have for at skjule sig. Men de blev fundet og fragtet til
Vestre Fængsels tyske afdeling.51 Alle 4 blev siden deporteret til Theresienstadt.
Vi har tidligere omtalt den dramatiske episode på havnen i Tårbæk den 9.
oktober, hvor student Heilesen blev dræbt. Den nat kørte to tyske
sikkerhedspolitifolk til Tårbæk havn kort efter midnat, efter at de i deres kvarter
havde fået telefonisk meddelelse om, at der i havnen var en båd klar til at afgå
med jøder. Ved ankomsten registrerede de, at der blev ført jøder om bord i
fiskekutteren K 591 Matador. Herefter løsnede sikkerhedspolitifolkene
advarselsskud for at stoppe udskibningen. Resultatet blev efter en kort ildkamp
med de danske flugthjælpere, at sikkerhedspolitifolkene kunne anholde 10
personer. De 6 var 100% jøder og blev alle siden deporteret til Theresienstadt.52
Den 11. oktober blev et ægtepar anholdt af to sikkerhedspolitifolk i
Skudehavnen i København og bragt til Dagmarhus, hvorfra de kort efter blev
overgivet til det danske politi, da kun den ene var 100% jøde.53 De faldt altså
ikke ind under deportationsbestemmelserne.
Senere på dagen blev 6 jøder anholdt på Sømandshjemmet i Køge af tysk
sikkerhedspoliti og 6 nazister fra Wilfred Petersens gruppe.54
Den 16. oktober blev 6 jøder, der var blevet afhentet af en flugthjælper på
Nykøbing Falster banegård, anholdt af tyske sikkerhedspolitifolk og danske
håndlangere på landevejen mellem Stubbekøbing og Grønsund færgeleje og
siden bragt til Dagmarhus.55
I modsætning til ovenstående findes der dog ét tilfælde, hvor det tyske
sikkerhedspoliti valgte en anden metode. To familier
120

lev anholdt af det tyske sikkerhedspoliti i Ålborg den 12. og 13. oktober 1943.
Man var bekendt med, at de pågældende var jøder, men valgte til trods herfor at
udlevere de pågældende til det danske sikkerhedspoliti med anmodning om at
sigte dem for forsøg på illegal udrejse. Familierne blev derefter løsladt af politiet,
der indledte en undersøgelse imod dem. Den ene af familierne, Salum Chanan og
Slowa Rubinowitz og deres 2 børn på henholdsvis 8 år og 4 måneder, meddelte
det danske politi i Ålborg, at de den 15. oktober ville rejse tilbage til deres bopæl
i København. Dagen efter var familien uden for dansk jurisdiktionsområde og
tjenesteivrige tyske sikkerhedspolitifolks rækkevidde. Familien havde allerede
den 16. oktober kl. 21.00 forladt København i en fiskerbåd, som var vel
ankommet til Landskrona ved midnatstid.56 Familien Altschul fandt antagelig
ligeledes en flugtvej til Sverige. De blev i hvert fald ikke siden deporteret til
Theresienstadt.
Det skal dog anføres, at Ålborg-episoden falder uden for det generelle billede.
Desuden giver ovenstående gennemgang af sikkerhedspolitiets arrestationer
ikke et fyldestgørende billede af dets indsats over for jødernes illegale udrejse,
idet der også var tilfælde, hvor sikkerhedspolitiet var på jagt efter jøder uden at
opnå gevinst.
På politigården i København holdt man sig løbende orienteret om
begivenhederne i byen. Den 14. oktober kl. 15.40 meddelte politikommissær
Krog fra søpolitiafdelingen, at 3 tyske politifolk havde afspærret Stubbeløbgade
ved Østerbros fiskerihavn og opfordrede en tilstedeværende dansk politimand
til at henvise ankommende drosker til dem, hvad denne nægtede uden nærmere
ordre. Forbindelsesofficer politikommissær Gredsted blev underrettet, og han
konstaterede, at det var Mildners folk, der var sendt ud for at se efter jøder.
Allerede kl. 16.15 kunne Krog dog meddele, at de pågældende var kørt uden
resultat.57
Den 13. oktober kl. 21.00 indløb en beretning fra søpolitiet, som orienterede
om, at 6 dansktalende civile mandspersoner havde taget opstilling i Århusgade
ved indkørslen til Frihavnen. Her standsede de alle biler og visiterede folk. På
opfordring legitimerede de sig ved at forevise medlemskort til Schal-
121

urgkorpset. Samtidig påpegede de, at de var tilknyttet SS. Fra Politigården
udsendtes straks et salatfad, som afhentede hele Schalburg-selskabet. Selv om
der blev givet ordre om at behandle de pågældende med stor forsigtighed („som
raadne Æg“), forbød lederen af Schalburggruppen, Unterscharführer Jørgen
Asmild, de andre at udtale sig. Gredsted underrettede kort efter Dagmarhus og
fik her meddelelse om, at den pågældende Schalburggruppe var sendt ud for at
se efter jøder.58 Som fremgået, anvendte det tyske sikkerhedspoliti altså danske
håndlangere til politiopgaver.
På politigården i København konstaterede man den 7. oktober, at én tysker
sammen med Schalburg-folk foretog eftersøgning af jøder i Larsbjørnsstræde, og
senere den 12. oktober, at fire civile dansktalende mænd, som udgav sig for tysk
sikkerhedspoliti, havde indfundet sig på flere bopæle i byen for at søge efter
jøder. Schalburg-folk var også aktive uden for København. Den 29. oktober
indfandt to medlemmer af korpset sig hos en person med et jødisk klingende
navn i Viborg for at foretage en undersøgelse af hans familieforhold. Efter endt
undersøgelse udfærdigede de en erklæring, som den pågældende siden overgav
til politimesteren i Viborg: „Schalburgkorpset, Sikkerhedspolitiet. Viborg den 1.
November 1943 … Efter endt Undersøgelse den 29. Okt. 1943 udført af Schalburg
SS-Sergent NN4 og Schalburg SS-Sergent NN5 erkendes det herved, at Hr. … er
af arisk Art. Underskrevet: SS-Sergent NN4 og SS-Sergent NN5.“ 5 9
På baggrund af det nævnte står det klart, at den fåtallige tyske
sikkerhedspolitistyrke i flere tilfælde forsøgte og havde held til at hindre
jødernes flugt. Men kildernes udsagn taler sit klare sprog om en stærkt
varierende indsats. Eksempelvis gik Juhl i helsingørområdet nidkært til værks,
hvorimod man i Ålborg og andre steder ikke var slet så tjenesteivrige, hvilket
betød færre fangster.
Af det tyske ordenspolitis krigsdagbog fremgår det, at politiets ressourcer var sat
ind imod den politiske opposition, der i stadig højere grad oppiskede en
tyskfjendtlig stemning, og at jøderne kom i anden række.60
122

Således udtrykte chefen v. Heimburg bekymring for følgerne af den gennemførte
jødeaktion og slog fast, at man kunne forvente at denne ville skabe en yderligere
stigning i den tyskfjendtlige stemning, og at det kunne blive afgørende for
situationen i landet. Han frygtede i særlig grad, at et fremtidigt samarbejde med
det danske politi kunne få vanskelige vilkår. Det var antagelig årsagen til, at
ordenspolitiets efterfølgende indsats mod jøderne blev meget begrænset. Det
skyldtes ikke mangel på politi. Ganske vist blev den ene bataljon („Dänemark“)
udstationeret på Fyn og i Jylland fra den 13. oktober, for at understøtte gestapos
kamp imod den politiske opposition, og senere den 4. november blev Bataljon 15
overført til Italien.61 Men i den periode, hvor næsten alle jøder satte over Sundet
til Sverige, – København var som påvist den vigtigste afskibningshavn – befandt
der sig stadig mindst 1300-1400 tyske ordenspolitibetjente i København.
I ordenspolitiets krigsdagbog fremgår det, at SS-Untersturmführer
Westermann fra Gestapo den 16. oktober 1943 fik udvirket, at en lastbil og 8
mand fra ordenspolitiet understøttede sikkerhedspolitiet „… zum Einsatz gegen
die Flüchtlingsbewegung auf der Küstenstrase von Kopenhagen nach
Helsingör“.62 Denne aftale trådte dog først i kraft på et tidspunkt, hvor
hovedparten af jøderne allerede var kommet sikkert i havn i Sverige. Men
herudover er der i krigsdagbogen intet anført om andre tiltag, som kan sættes i
forbindelse med forholdsregler over for jøderne efter den 2. oktober.
Vi kan ikke afvise, at den lille ordenspolitikommando har fået gevinst, og vi
ved også, at ordenspolitibetjente i få tilfælde foretog anholdelser af jøder.
Statsadvokaten for særlige Anliggender fik således oplyst, at to tyske
sikkerhedspolitibetjente og 3 ordenspolitifolk den 6. oktober pågreb en jødisk
kvinde og hendes to små børn, da de steg ud af en taxa i Skudehavnen i
København.63 Senere den 10. oktober blev 7 halvjøder kort før midnat anholdt
på landevejen syd for Køge af det tyske ordenspoliti. Personerne blev i en lastbil
bragt til Dagmarhus og siden overleveret til det danske politi.64 Men der er
absolut intet som tyder på, at de 1300-1400 tyske politisoldater i større omfang
var sat ind for at hindre jødernes illegale udrejse.
123

Det kan dog undre, at rigspolitichefen – den danske myndighedsperson, der
havde et omfattende kendskab til det tyske politis aktiviteter – den 3. november
1943 kunne meddele politikredsene: „Det tyske Ordenspoliti har ikke paa noget
Tidspunkt foretaget nogen Anholdelse.“ 6 5 Denne karakteristik var dog stort
set korrekt, idet han åbenbart så bort fra aktionen den 1. oktober og de få andre
tilfælde, hvor det tyske ordenspoliti var indsat.
Som vi allerede har set, var værnemagten indblandet i flere arrestationer i
helsingørområdet, men soldaterne var også aktive andre steder.
Natten til den 3. oktober 1943 blev 2 jøder anholdt af 4 værnemagtssoldater på
Strandvejen ved Sletten i Nordsjælland. Tilstedeværende kystpolitibetjente
anmodede om at måtte bringe de pågældende til kystbevogtningens kaserne på
Krogerup. Men det blev dem nægtet.66 I stedet blev jøderne transporteret til det
tyske politi på Dagmarhus. Herfra blev de overført til Vestre Fængsels tyske
afdeling.67 De pågældende, hvoraf den ene var en dreng på 14 år, blev siden
deporteret til Theresienstadt.
Den 4. oktober var værnemagten indblandet i en omfattende operation på
syrefabrikken i Kastrup. Her lykkedes det at indfange ca. 20 jøder. Under denne
episode blev en jødisk kvinde ramt af et dræbende skud affyret på nært hold af
en tysker, som kropsvisiterede de anholdte.68
To værnemagtssoldater anholdt den 5. oktober en jødisk familie på 3 personer
ved Strandhotellet i Dragør. Soldaterne bragte jøderne til Dragør Fort. Alle 3 blev
siden deporteret til Theresienstadt.69
I et andet tilfælde den 12. oktober meddelte den tyske værnemagt fra batteriet
på Gniben til politiet i Nykøbing Sj., at man umiddelbart forinden i Overby Lyng
havde anholdt 11 voksne og 2 børn, formentlig alle jøder, som var i færd med at
flygte ud af landet. Kort efter blev de anholdte afleveret til politiet i Nykøbing,
„idet Værnemagten erklærede sig indforstået med, at Sagens videre Forfølgning
skete fra dansk Side“.70 Under afhøringen blev det konstateret, at 2 af de
anholdte var tilfældigt forbipasserende, som kort efter blev løsladt. Af de
resterende 9 voksne og 2 børn var kun de 2 heljøder, mens resten var kvart-
124

eller halvjøder. De pågældende erkendte alle, at de havde haft til hensigt at
forlade landet illegalt, hvorefter de hensattes under bevogtning. Dagen efter
indfandt det tyske sikkerhedspoliti sig og krævede de anholdte udleveret. Det
danske politi protesterede bl.a. under henvisning til, at kun to af de anholdte
måtte antages at være heljøder. Der opnåedes nu en kortere frist, der blev
benyttet til at kontakte Statsadvokaten for særlige Anliggender, som herefter
optog forhandling med Kriminalrat Bunke fra Gestapo. Derefter frafaldt tyskerne
kravet om udleveringen af de anholdte, der herefter blev indsat i arresten.71 De 9
jøder blev kort tid efter idømt hæftestraf for forsøg på ulovlig udrejse, 6 idømtes
hæfte i 40 dage og 3 idømtes hæfte i 3 måneder.72
Om de to heljøder var gift med ikke-jøder, og dermed faldt uden for
deportationsbestemmelserne fremgår ikke af materialet. Men som ovenstående
skulle tydeliggøre, hersker der altså ikke tvivl om, at værnemagten i flere
tilfælde medvirkede til anholdelser af jøder. Dertil kommer tilfælde, hvor
værnemagten var på razzia i havneområderne. Den 8. oktober 1943 kl. 00.45
patruljerede en halv snes tyske soldater og flere danske stikkere i Sundby havn
for at fange jøder. Dagen efter, den 9. oktober 1943 kl. 18.45, foretog en tysk
militærpatrulje på 11 mand razzia i Skudehavnen. Alle derværende fiskefartøjer
blev undersøgt, men uden at nogen blev anholdt. Den følgende dag foretog en
større gruppe bevæbnede soldater en razzia i Hundested havn. Samtidig blev
der iværksat kontrol på byens hoteller.73
Meget taler altså for, at værnemagtsoldaterne havde fået instrukser om at
skride ind over for jødernes illegale udrejse eller i hvert fald bistå det tyske
sikkerhedspoliti, når man anmodede om assistance i konkrete tilfælde. Der er
dog intet, som tyder på, at værnemagten generelt set prioriterede indfangningen
af jøder højt.
Dr. Best meddelte v. Ribbentrop den 2. oktober 1943: „Um die Erfassung
derjenigen Juden, die nicht in der ersten Nacht festgenommen werden konnten
zu ermöglichen, erlässt der Befehlhaber der deutschen Truppen in Dänemark als
Inhaber der vollziehenden Gewalt folgende Verordnung:
125

1.Jeder Jude hat sich bis zum 5.10. zum Arbeitseinsatz bei der nächsten
deutschen Wehrmachtdienstelle zu melden.
2.Wer einen Juden beherbergt, hat dies bis zum 5.10. der nächsten deutschen
Wehrmachtdienststelle zu melden.
3.…
4.Zuwiederhandlungen gegen die Bestimmungen dieser Bekanntmachung
werden nach den Kriegsgesetzen bestraft.“ 7 4
Forordningen, som var aftalt udstedt af dr. Best og v. Hanneken, blev dog aldrig
sat i værk, fordi v. Hanneken siden skiftede mening og afslog.75
v.Hanneken prioriterede arrestationer af jøder lavt. Og selv om det synes
sikkert, at værnemagten blev instrueret om at hjælpe sikkerhedspolitiet ved
jødeforfølgelserne, tyder alt på, at man i alt væsentligt forholdt sig passiv og stort
set kun agerede i konkrete tilfælde på sikkerhedspolitiets foranledning. Overalt i
beretningsmaterialet findes der udsagn, som bekræfter dette.
Flugthjælperen Jørgen Gersfelt, der opererede i Nordsjælland, kan i sin
beretning fra 1945 anføre et tilfælde, hvor en skraldevogn blev standset af en
militærgruppe: „Soldaterne lettede paa Laaget; men da de saa, at Vognen var
fuld af Jøder, udbrød de: „Abraham, Isak og Jacob!“ hvorpaa de grinende
smækkede Laaget paa igen og lod Vognen passere.“ 7 6
Flugthjælperen Jens Nyskov havde en lignende oplevelse i toget på vej til
Humlebæk med et stort antal jøder. „Der var jo flere ikke-jødiske ledsagere med,
og vi fordelte os over hele toget for ikke at virke iøjnefaldende; men det hjalp nu
ikke meget, da næsten alle, der var med, var jøder på flugt. Der var også et par
tyske soldater, de eneste, der havde god plads. De lod dog ikke til personligt at
være interesserede i jødespørgsmålet, for de sad ganske roligt og passede sig
selv.“ 7 7
Flere jøder, som blev undersøgt af stadslæge Widding i Höganäs, kunne berette
om, at de tyske soldater så gennem fingre med flugten.78
I adskillige andre beretninger fra jøder anføres det, at de under flugten på
Storebæltsfærgen eller i togene på Sjælland stødte på adskillige
værnemagtssoldater, der intet foretog sig,
126

eller ganske enkelt lod, som om jøderne ikke eksisterede.79 Mange afskibninger
af flygtninge udgik fra Nordsjælland. Her var de tyske militære styrker talrigt
repræsenterede ved kysten. Hvis de var blevet sat ind havde de kunnet forhindre
transporterne.80 Fra Gilleleje berettes: „De gamle østrigere, der var stationeret i
Rågeleje, kom sommetider hos os og fik kaffe. De var taknemmelige for, at man
snakkede med dem, og var ikke interesserede i noget som helst.“ 81 På en
forespørgsel svarede de, at hvis de så nogle, der var ved at stikke af, ville de
vende ryggen til. „Det var folk på 50-60 år. De ville helst ikke indblandes i mere
end nødvendigt.“82
En gennemgang af beretningsmaterialet viser, at de militære patruljer var
meget varsomme, og at de generelt set ikke ønskede at blande sig i
overførelserne til Sverige.83
Undersøgelsen af den tyske indsats mod jøderne efter aktionsnatten har vist, at
værnemagten i flere tilfælde understøttede det tyske sikkerhedspoliti. Men i alt
væsentligt var det kun nogle få razziaer, foretaget af det tyske sikkerhedspoliti,
der medførte anholdelser i et større tal. Antagelserne i den hidtidige forskning
om, at det tyske politi ikke havde evnen til at anholde jøder i et større tal, er
forkert. Der var reelt tale om, at ordenspolitiet – den del af det tyske politi, som
havde styrken til at anholde jøder i et større tal – ganske enkelt ikke fortsatte en
systematisk razzia efter aktionsnatten.
Den 28. september rapporterede dr. Best til Auswärtiges Amt: „Die Aktion soll
in einer einzigen Nacht durchgeführt werden.“ 8 4 Senere, den 4. oktober,
meddelte Thadden i Auswärtiges Amt: „Judenaktion ist in Nacht vom 1. zum
2.10. durchgeführt und inzwischen abgeschlossen worden.“85 Der er altså intet,
som taler for, at tyskerne i et større omfang gik ud over det oprindeligt fastsatte
aktionsforløb mellem den 1. og 2. oktober. Ganske vist blev der siden stadig
anholdt jøder, men der var ikke længere tale om en omfattende systematisk
razzia.
127

8. Dr. Best og flugten i oktober
Der kan ligge flere årsager til grund for, at de tyske instanser ikke prioriterede
arrestationer af jøder højt efter det mislykkede aktionsforsøg natten mellem den
1. og 2. oktober. En af de væsentligste må dog søges i dr. Bests indstilling til
sagen.
I oktober 1943 havde han endnu kontrol over det tyske politi i Danmark. Det
var derfor af stor betydning at dr. Best havde den opfattelse, at man efter
razziaen burde stille sig tilfreds med det opnåede resultat og undgå yderligere
drastiske forholdsregler, således at man kunne vende tilbage til den
forhandlende linie, der var blevet afbrudt den 29. august.
Over for de danske myndigheder gav den rigsbefuldmægtigede efter
aktionsnatten udtryk for, at man ville afholde sig fra at skride yderligere ind over
for jøderne. Med denne indstilling modtog han direktør Svenningsen på
Dagmarhus den 4. oktober 1943. Svenningsen fremsatte her nogle udtalelser på
embedsmændenes og specielt departementschefernes vegne, og slog fast, at alle
følte sig dybt rystet og krænket over den behandling, danske statsborgere havde
været genstand for. Tænkte man på fremtiden og forholdet mellem Danmark og
Tyskland i den kommende tid, måtte dr. Best være klar over, at aktionen havde
medført, at der foreløbig ikke kunne være tale om at arbejde for forståelse
mellem de to lande. Svenningsen anførte dog samtidig, at der næppe ville være
fare for, at tjenestemændene ville fratræde deres poster, hvis der ikke kom nye
ekstreme aktioner mod jøderne. Forudsætningen for en fornyet forståelse var
med andre ord, at man nu fik arbejdsro.
Heroverfor udviste dr. Best diplomatisk velvilje og fandt lejlighed til at
bemærke, at han personligt ikke så nogen grund til
128

129
at beklage, at en række jøder havde reddet sig over til Sverige ved flugt. Fra et
tysk synspunkt gjaldt det først og fremmest om at rense Danmark for jøder, og
om det skete ved, at jøderne rejste til Sverige eller blev deporteret til Tyskland,
kunne i og for sig være ligegyldigt. Det gjaldt jo ikke om at fange så mange som
muligt.1
At dette var dr. Bests holdning fremgår også af hans indberetninger til Berlin.
Tydeligst kom det til udtryk i et telegram, som blev afsendt dagen efter mødet
med Svenningsen. Her slog han afslutningsvis fast: „Da das sachliche Ziel der
Judenaktion in Dänemark die Entjudung des Landes und nicht eine möglichst
erfolgreiche Kopfjagd war, muss festgestellt werden, dass die Judenaktion ihr
Ziel erreicht hat. Dänemark ist entjudet, da sich hier kein Jude, der unter die
einschlägigen Anordnungen fällt, mehr legal aufhalten und betätigen kann.“ 2
Det er samtidig interessant, at dr. Best i sin taktisk betingede indberetning
forsøgte at give indtryk af, at der ikke var nok tyske politifolk i Danmark til at
bremse jødernes flugt til Sverige. Der var jo netop tale om, at man undlod at
indsætte de mindst 1300-1400 ordenspolitibetjente.
I en samtale med en SS-kollega, dr. Six fra Auswärtiges Amt senere på
måneden vedrørende det ringe antal pågrebne jøder, var den
rigsbefuldmægtigede mere oprigtig. Han indrømmede her, at det tyske politi
ikke var sat ind på den østsjællandske kyststrækning for at forhindre flugten til
Sverige. Som forsvar for denne disposition broderede dr. Six videre på dr. Bests
argument om, at han ikke havde haft politi nok. Det måtte ifølge dr. Six være
indlysende for enhver, at den utilstrækkelige politistyrke ikke kunne sættes ind
for at blokere flugtvejene til Sverige. Væsentligere var, at dr. Best havde gjort alt
for at få værnemagten og marinen til at afspærre Sundet, men at man havde
afslået, da man hverken havde mandskab eller materiel til en sådan indsats.
Ifølge dr. Six havde dr. Best i et sidste forsøg på at lukke Sundet anmodet om
overførsel af 4-500 tyske toldbetjente. Hvis de ikke blev overført, „forbliver
Sjællands østkyst en åben dør mod Sverige. Dette forekommer den
befuldmægtigede farligt, ikke så meget på grund af flugten fra Danmark
(invasionen af danske jøder begynder endog i Sydsverige allerede

at fremkalde antisemitiske reaktioner), men snarere, fordi der fra Sverige i et
hvilket som helst omfang kan bringes personer eller genstande til Danmark, og
der endda fra svensk grund direkte kan foretages aktioner over til Danmark. Det
er bevist, at sabotagehandlinger i København er udført af sabotører, der pr. båd
er kommet hertil fra Sverige. Alt taget i betragtning må det fastslås, at Danmark
siden jødeaktionen den 1./2.10.43 er renset for jøder, og at jødespørgsmålet
dermed fremtidig ikke mere vil være til gene for konstruktive løsninger i det
dansk/tyske forhold. Over for denne kendsgerning turde anholdelsernes og
deportationernes i talmæssig henseende ringe resultat, som ifølge den ovenfor
skildrede forhistorie til jødeaktionen var uundgåelig, være af mindre
betydning“.3
Det væsentligste i sammenhængen er, at det som anført ikke bekymrede dr.
Best synderligt, at jøderne var udrejst til Sverige. Det er samtidig interessant,
hvad der imidlertid ikke kan undre, at man i Auswärtiges Amt stod bag dr. Bests
linie om at genetablere et godt samarbejde med de danske myndigheder, og at
man med det for øje anså det for mindre væsentligt, at jøderne var smuttet
mellem hænderne til Sverige.
Netop på den baggrund skal vi forstå forsvarsskriftet fra dr. Six. Henvisningen
til at politistyrken, der jo netop var overført for at arrestere jøder, ikke kunne
sættes ind, forekommer besynderlig. Der var da også tale om et
argumentationsteknisk kneb. For den 20. oktober 1943 anmodede dr. Best om at
få overført 4-500 toldbetjente, som han mente, ville være i stand til at lukke
Sundet.4 Det var dr. Bests politik at sikre sig en politistyrke, som stod under hans
egen og uden for v. Hannekens kontrol. Vi kan altså ikke udelukke, at dr. Bests
anmodning om toldbetjente havde mere med dette forhold at gøre end et
oprigtigt forsøg på at lukke Sundet. Men hvis det, som dr. Best anførte, rakte at
overføre 400-500 mand, var det vel heller ikke nødvendigt at indsætte alt
disponibelt mandskab fra den til rådighed stående politistyrke på mindst 1500
mand for at bremse en stor del af den jødiske flugt til Sverige i oktober måned.
Hvorom alting er, så var det først efter jødernes vellykkede flugt til Sverige, at
dr. Best reelt greb ind for at spærre Sundet.
130

Dette skete under henvisning til den sabotagefare, der hidrørte fra personer i
Sverige. Disse personer frembød i modsætning til de flygtende jøder, en trussel
mod besættelsesmagten.
Dr. Best fik til dels held med at få overført mandskab til
kystbevogtningstjenesten. Den 13. december 1943 var Oberfinanzpräsident Voss
fra Kiel til møde på Dagmarhus. Han kunne meddele dr. Best, at 200 mand fra
Verstärkten Grenzaufsichtdienstes Küste (VGADK) ville blive udstationeret på
Sjællands østkyst under Admiral Dänemark.5 De 200 mand fik særlige opgaver
ved siden af den danske kystbevogtning og blev fra januar 1944 fordelt på den
sjællandske østkyst fra Gilleleje til Møn.6
I november etablerede den tyske marine som anført ovenfor patruljetjeneste.
Dette udmøntede sig bl.a. i, at tre flygtningebåde med 8 danskere blev opbragt
undervejs til Sverige i november måned.7
Ved starten af december 1943 blev de 10-11 kontrolfartøjer, hvoraf de 5 var
hurtigbåde, fordelt på strækningen fra Hundested til Dragør. Disse fartøjer blev
nu, udover marinens personel, bemandet med en repræsentant fra det tyske
Wasserschutzpolizei, for at give større sikkerhed med kontrollen til søs.8 Det
tyske Wasserschutzpolizei var underlagt v. Heimburg, som den 27. november
1943 havde fået overført en deling på 2 officerer og 20 mand. Denne afdeling blev
ledet af Führer der Wasserschutzpolizei Hauptmann Müller. Han fik senere den
23. februar 1944 overdraget den samlede kystovervågning i Øresund fra
marinen.9
På trods af, at den illegale trafik i december 1943 var svundet ind til i
gennemsnit at omfatte under 10 flygtninge daglig, opnåede de 11 tyske
kontrolbåde hurtigt resultater. Den 1. december blev den danske slæbebåd Sif
opbragt og ført til København. Den 23. december blev en dansk fiskekutter, med
breve fra jøder om bord, opbragt ved Helsingør. Den 28. december blev en båd
med 2 flygtninge taget ved Helsingør. Samme sted blev en anden båd med
flygtninge opbragt den 5. januar 1944.10
Samme dag anfører Korvettenkapitän Japp under en samtale med Holten, at
han nu anså øresundskysten for sikret, idet
131

chancerne for at komme illegalt til og fra Danmark måtte anses for at være meget
små.11 Dette var dog på sin vis udtryk for en overvurdering af egne evner, idet
adskillige personer som bekendt flygtede til Sverige efter denne dato. Men at det
klart blev meget vanskeligere at komme ud af landet ved udgangen af 1943,
fremgår også af beretninger fra personer, der var centralt placerede i det illegale
rutearbejde.12 I tråd hermed anførte polisintendent Göte Friberg i Helsingborg,
den 25 februar 1944: „Av allt att döma synes flyktingströmmen starkt avtaga och
säkerligen kommer den icke att få någon större omfattning så länge tyskarna äro
herrar i Danmark. Tyskarna har nämligen ytterligare förstärkt sjökontrollen i
Öresund och jämväl satt in tyska tull och polismän i alla hamnar på
Själland.“ 1 3
Det skulle hermed fremgå, at man med den fornødne vilje og relativt
begrænsede midler havde været i stand til at bremse en stor del af de godt 7000
jøder, som i oktober slap uhindret over til friheden i Sverige.
132

9. Konklusion
Efter forhandlingspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943 kunne en
jødeaktion i længden ikke undgås. Dr. Best valgte da ud fra magtpolitiske
kalkyler at anbefale jødeaktionen iværksat under undtagelsestilstanden, mens
værnemagten havde ansvaret for ro og orden. Derved kunne han over for de
danske myndigheder undgå at fremstå som den, der havde hovedansvaret for
aktionen, og samtidig kunne han få de politistyrker til landet, som var
nødvendige for at afbalancere værnemagtens indflydelse.
Dr. Best var dog, på grund af de danske myndigheders indstilling, bekendt
med, at en omfattende jødedeportation ville vanskeliggøre et politisk comeback.
Derfor lækkede han oplysninger om den forestående aktion til Duckwitz, som
informerede sine danske kontakter, hvorefter advarslen nåede ud til
størsteparten af den jødiske befolkning. Da aktionen natten mellem den 1. og 2.
oktober blev gennemført, var langt hovedparten af jøderne derfor ikke hjemme.
Dette er hovedforklaringen på, at aktionen gav et magert resultat. For aktionen
var i realiteten velforberedt, og mindst 1500 tyske politifolk deltog. Ganske vist
havde dr. Best formået at sætte sit fingeraftryk på fremgangsmåden.
Politifolkene måtte ikke bryde ind i jødernes boliger. Men i stedet skaffede de sig
i mange tilfælde adgang ved hjælp af tilvejebragte nøgler.
Advarslen til jøderne medførte også, at den jødiske masseflugt til Sverige
begyndte flere dage før, aktionen blev gennemført. Indtil dette tidspunkt havde
jøderne afholdt sig fra at søge ud af landet. Man havde intet eksakt kendskab til
Holocaust, og fra jødisk side ønskede man ikke at komme i tyskernes søgelys
133

134
ved at foretage illegale handlinger. Dertil kom, at de illegale
transportforbindelser til Sverige endnu ikke var udviklet, og at jøderne ikke var
sikre på, hvordan de ville blive modtaget i Sverige. Efter den svenske invitation
var man dog ikke længere i tvivl. Den svenske marine fulgte invitationen op og
hjalp mange danske både på vej mod svensk havn, hvilket medvirkede til, at
jøderne kom hurtigt og sikkert over Sundet.
I flugtens begyndelsesfase organiserede mange jøder selv flugten til Sverige,
senere blev det især de danske hjælpere, der forestod transporterne. Det var
hovedsageligt de danske fiskere, som påtog sig at bringe de 7000 jøder over
Sundet. Disse kom over fordelt på 600-700 illegale transporter, der udgik fra alle
steder på den østsjællandske kyststrækning med København som vigtigste
afskibningshavn. En vigtig forudsætning for de mange transporter var, at et stort
antal jøder havde de nødvendige pengemidler. Netop betalingen blev et vigtigt
led i hele det hjælpearbejde, der blev organiseret af en lang række
hjælpegrupper. Deres fortjeneste var i særlig grad, at de ubemidlede og gamle og
syge fandt vej til Sverige.
Også danske myndighedspersoner indgik i hjælpearbejdet. Udskibningen af
jøderne foregik inden for det område, som det talstærke kyst- og søpoliti
kontrollerede. Men politiet undlod at gribe ind. Kun ved et sammenfald af
uheldige omstændigheder blev kystbevogtningsbetjente involveret i situationer,
der medførte tyske anholdelser af jøder i oktober måned. Betjentene arbejdede
for det modsatte. De nøjedes ikke med at lukke øjnene for flugten. De hjalp i
mange tilfælde jøderne med flugten, og mange deltog aktivt i organiseringen af
transporterne. Dette gav det illegale flugtarbejde et legalt skær og var
medvirkende til, at mange af de øvrige flugthjælpere turde debutere i det illegale
hjælpearbejde. Medvirkende hertil var også den særegne behandling af de
hjælpere, der blev arresteret. Således accepterede de tyske myndigheder de
danske myndigheders milde behandling af de pågrebne, og det er derfor også
sandsynligt at mange hjælpere blev bekendt med, at der kun var en lille risiko
forbundet med at redde jøder til Sverige. I modsætning til andre okkuperede
lande satte man ikke livet på spil. Det blev ganske enkelt ikke anset for at være
en alvorlig forbrydelse. Maksi-

mumstraffen var 3 måneders hæfte, men mange slap med mindre eller ingen
straf.
Tidspunktet for aktionens iværksættelse var også afgørende for den
omfattende hjælpeindsats. Den blev først gennemført, efter at modviljen mod
besættelsesmagten var taget til, og samarbejdspolitikken ophørt. Det fik
betydning for den opbakning og hjælp, som jøderne fik. Det danske kyst- og
søpolitis hjælpeindsats under masseflugten var betinget af sammenbruddet den
29. august. Hvis aktionen mod jøderne var blevet iværksat i f.eks. 1942, ville
forløbet formentlig have været helt anderledes. Kystbevogtningen og de øvrige
danskere ville ikke i samme grad have bistået, og det neutrale Sverige ville
næppe have modtaget flere tusinde jøder.
Den vigtigste årsag til den vellykkede jødiske masseflugt var dog, at tyskerne
ikke foretog en systematisk indsats for at arrestere jøder efter aktionen den 1.
oktober.
Selv om om man fra tysk side var bekendt med, at det danske kyst- og søpoliti
ikke greb ind over for den jødiske flugt, indsatte man kun i beskedent omfang
eget personel. Den tyske marine foretog ingen politimæssig sundovervågning i
oktober måned, og derfor blev ikke én eneste af de 600-700 illegale transporter
med jødiske flygtninge opbragt på vej mod Sverige. Værnemagten kunne have
stoppet de mange jøders flugt. Men soldater blev kun indsat i enkelte tilfælde, på
det tyske sikkerhedspolitis foranledning. Under masseflugten befandt der sig
1300-1400 tyske ordenspolitifolk i København. Var denne slagkraftige styrke
blevet indsat, ville det have været en alvorlig hindring for de tusindvis af
flygtninge. Langt hovedparten af de pågrebne blev taget af det tyske
sikkerhedspoliti. Der er dog intet, som tyder på, at alt disponibelt mandskab var
sat ind på denne opgave. Eksempelvis formåede en enkelt nidkær gestapomand
og hans få hjælpere at arrestere hovedparten af de anholdte jøder.
Den tyske modvilje mod indgreb over for de flygtende jøder var udbredt.
Værnemagten og marinen henholdt sig til, at de ville varetage militære opgaver,
og man var ganske enkelt ikke interesseret i jødespørgsmålet. Derudover havde
den tyske marine en interesse i at retablere et samarbejde med den danske
135

kystbevogtning. Dette samarbejde ville næppe kunne genoptages efter en
søværts jagt på de flygtende jøder. Det tyske politi ønskede også at retablere et
samarbejde med det danske politi efter sammenbruddet den 29. august. Dette
ville ikke være muligt efter en omfattende indsats mod de flygtende jøder.
Sammenfattende kan det konkluderes, at både de tyske militær- og
politimyndigheder havde klare interesser i at undgå en brutal løsning af
jødespørgsmålet. Hermed kunne man gøre sig forhåbninger om en acceptabel
forhandlingsposition over for de danske myndigheder.
Fremfor alt var det dog dr. Bests fortjeneste, at det tyske politi stort set ikke
greb ind over for de flygtende jøder. Hermed kunne han håbe på en nyetablering
af samarbejdet med de danske myndigheder, hvilket var forudsætningen for
hans egen position som rigsbefuldmægtiget i Danmark.
136

BILAG A
Den illegale udrejse 9. april 1940 - 31. december 1943
Periode Politiet Marinen Total
Total Heraf jøder Total Max.
Før 29.8.1943
9.4.40 - 31.5.43 81 6 0 81
1.6.43 - 28.8.43 38 2 44 44
I alt 119 8 44 125
Fra 29.8. - 27.9.1943.
29.8.43 - 27.9.43 609 61 476 609
I alt frem til 27.9. 728 69 520 734
Fra 28.9. - 16.10.1943
28.9.43 - 3.10.43 0 871 871
4.10.43 - 16.10.43 6670 ca. 6000 4845 6670
I alt 6670 ca. 6000 5716 7541
Efter 16.10.1943
17.10.43 - 31.10.43 0 958 958
1.11.43 - 30.11.43 0 533 533
1.12.43 - 31.12.43 0 288 288
I alt 0 1779 1779
Total 1940-43 7398 ca. 6000 8015 10064
Den svenske marines rapporter findes i Sydkustens Marindistrikt.
Alle opgivelser fra det svenske politi før 28.9.1943 er beregnet på grundlag af forhørsrapporter i hhv. UD P73 og Pol.
Hälsingborg (A1ga). Opgivelserne fra perioden 4. - 16.10.1943 findes i UD HP1057 (skrivelse af 16.10.1943 fra Länsfogde Otto
Rosengreen).
137

BILAG B
61 jødiske flygtninges flugt til Sverige 29. august til 27. september 1943
Nr. Dato Antal Heraf jøder Afgangshavn Ankomsthavn Transportmåde
1 31.8 3 1 Espergærde Ven robåd
2 31.8 3 1 Hornbæk Viken robåd
3 2.9 3 1 Hellebæk Domsten robåd
4 3.9 7 5 Vedbæk Ven robåd
5 5.9 2 1 Sundby havn Malmö kano
6 5.9 4 1 Gilleleje Kullen robåd
7 6.9 1 1 Klampenborg Saxtorp kano
8 6.9 4 1 Rungsted Helsingborg robåd
9 7.9 8 8 Aalsgaarde Domsten fiskekutter
10 9.9 1 1 Gilleleje Ven fragtbåd
11 10.9 2 1 Saltholmen Sibbarp robåd
12 11.9 1 1 Snekkersten Helsingborg svømmet
13 14.9 2 2 København Limhamn motorbåd
14 18.9 2 2 København Limhamn motorbåd
15 21.9 1 1 Frihavnen Malmö godsvogn
16 22.9 2 2 Kastrup Limhamn fiskekutter
17 22.9 2 2 København Ven fiskekutter
18 24.9 10 7 Snekkersten Råå fiskekutter
19 25.9 3 3 Hellerup Landskrona kano
20 25.9 5 5 København Ven fiskekutter
21 25.9 2 1 Kastrup Vintrie kano
22 25.9 7 3 Sydhavnen Limhamn fiskekutter
23 25.9 6 4 Villingebæk Höganäs robåd
24 25.9 4 2 Skodsborg Landskrona robåd
25 26.9 6 1 Havn i DK Halmstad fragtbåd
26 27.9 5 3 Skudehavnen Malmö motorbåd
Total 61
UD P73 og Pol. Hälsingborg (A1ga).
En gennemgang af beretningsmaterialet indsamlet af Ole Barfoed og Jørgen Hæstrup, Rigsarkivet viser to tilfælde af flugt
mellem 29.8. og 27.9. Det ene indgår i de svenske tal. I det andet flygtede 1 jødisk flygtning den 7. september 1943 med en
fiskekutter fra København til Barsebäck. Dette tilfælde findes ikke omtalt i det svenske materiale og er derfor udeladt.
138

BILAG C
Jødisk overfart med hjælp fra dansk side 29.8. – 27.9.1943
(Flugt-nr. fra Bilag B)
Nr. Assistance fra dansk side Andet
4 Kystpolitiet meldte klar bane Flgt. købte robåd
til 1500 kr.
8 Kystpolitiet skaffede robåd og meldte klar bane Flgt. medfulgte illegale
9 Flgt. org. selv overfart m. fisker Flgt. betaling
13 Flgt. org. selv overfart m. fisker Flgt. betaling
14 Flgt. org. selv overfart Flgt. betaling
16 Flgt. org. selv overfart m. fisker Flgt. betaling
17 Flgt. org. selv overfart m. fisker Flgt. betaling
18 Flgt. tog til Snekkersten. Herfra org. ovf. Flgt. medfulgte illegale
20 Flgt. org. selv overfart m. fisker Flgt. betaling
22 Flgt. org. selv overfart m. fisker Flgt. betaling
23 Fisker solgte robåd og arr. to roere til overfart Flgt. købte robåd
til 1500 kr.
24 Overfarten org. af en organisation Flgt. betaling
26 Flgt. org. selv overfart Flgt. betaling
139

Litteratur og kildemateriale
140
Hovedværket er Leni Yahils disputats Et demokrati på prøve. Det er Yahils
hovedtese, at jøderne fra Danmark, i modsætning til andre steder i Europa, blev
reddet på grund af det „Det danske folks særlige karakter med dets moralske
niveau og kærlighed til frihed og demokrati“.1 Yahil mener, at aktionen mod
jøderne blev en udfordring for demokratiet, og at det bestod sin prøve.
Disputatsens hovedvægt ligger på fremstillingen af jødespørgsmålets stilling
under den tyske okkupationspolitik fra 9. april 1940 og frem til deportationerne
31/2 år senere. Heri ligger den egentlige forskningsindsats med inddragningen af aktstykker fra
især det tyske udenrigsministerium – Auswärtiges Amt. Endelig er den stadig primær hvad angår
den tyske forberedelse til aktionen. Afsnittene om forløbet af den tyske aktion mod jøderne og den
jødiske flugt over Sundet er mere overfladiske og overvejende baseret på beretningsmateriale.
Vedrørende den politiske side af aktionen mod jøderne lader Yahils disputats sig supplere af Bjørn
Rosengreens Dr. Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1943-1945, der behandler det interne
tyske magtspil og Jørgen Hæstrups Til landets bedste, som sætter begivenhederne ind i den
almindelige politiske udvikling i månederne efter den 29. august 1943. I fremstillingen er vægten lagt
på de centrale forhandlinger mellem de tyske og danske myndigheder. Hertil kommer Hans
Kirchhoffs artikel „Endlösung over Danmark“ i Føreren har befalet (red. Hans Sode Madsen,1993),
som er den seneste fremstilling af aktionens politiske baggrund både på den danske og tyske side.
I en artikel i det førende holocaust-tidsskrift Yad Vaschem Studies fra 1986 har
T. Brustin-Berenstein fremlagt det seneste bidrag til forklaring af den mislykkede
tyske aktion mod jøderne – The Historiographic Treatment of the Abortive Attempt to
Deport the Danish Jews . Artiklen findes publiceret i en oversat forkortet udgave i
RAMBAM, Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, nr. 2, 1993. Brustin-Beren-

steins fremsatte tese er gendrevet af Hans Kirchhoff i artiklen „Hvorfor udløste dr. Best aktionen
mod de danske jøder – og hvorfor saboterede han den?“ i RAMBAM, nr. 3, 1994. Med hensyn til
jødernes flugt over Øresund har H. Dethlefsen i De illegale maritime Sverigesruter 1943-45
behandlet redningsaktionen i relation til det senere illegale rutearbejde. Og endelig har Chr.
Tortzens i Gilleleje oktober 1943, i modsætning til de øvrige forfattere, beskæftiget sig med de
praktiske omstændigheder i forbindelse med den jødiske flugt. Som titlen angiver, omfatter
undersøgelsen kun forholdene i Gilleleje.
En historisk skildring af de tyske arrestationer og den jødiske masseflugt i oktober 1943 kan
ifølge Hæstrup ikke bygge på samtidige kilder, idet arrestationerne og den hastigt
improviserede flugt ikke efterlod sig relevant materiale.2 I dette synspunkt ligger formentlig
forklaringen på, at beretningerne hidtil er anvendt som primære kilder i den sparsomme
udforskning af hændelserne i oktoberdagene.
Vor undersøgelse har imidlertid vist, at der både på den danske og den svenske side af
Øresund aflejrede sig et righoldigt materiale. Vi skal her begrænse os til en præsentation af de
vigtigste kilder, som hidtil ikke har været inddraget i forskningen.
Vedrørende de tyske arrestationer af jøder indgår Krigsdagsbogen fra det tyske ordenspoliti.
Dagbogen indeholder de daglige notater og oplysninger om korpsets sammensætning, omfang
og ikke mindst – om dets indsats i forbindelse med aktionen mod jøderne. Det centrale danske
materiale findes i det omfangsrige arkiv efter Statsadvokaten for Særlige Anliggender. Heri indgår
journalsager og fjernskrivermeldinger fra de enkelte politikredse og korrespondance med de
tyske myndigheder. Arkivet er dog ikke fuldt dækkende for den registrede aktivitet. Derfor
har det været nødvendigt at supplere dette arkiv med Rigspolitichefens uddrag af de
situationsmeldinger, der dagligt indløb fra landets politikredse.3 Disse lader sig for
Københavnsområdet supplere af politirapporterne om forholdene her. Politimestrenes månedlige
indberetninger, der indgik til justitsministeriets 3. kontor, er ligeledes inddraget.
Når det gælder jødernes flugt til Sverige var kyst- og søpolitiet den danske myndighed, som
mest direkte blev involveret. Kystbevogtningens arkiv indgår i Rigspolitichefens arkiv. Her
forefindes korpsets journalsager. Men til belysning af kystpolitiets indsats har
først og fremmest politikommissær S.A. Holtens privatarkiv, og det af Holtens
enke i 1981 indleverede arkiv, været af stor værdi. Disse indeholder bl.a. en
række referater vedrørende kystpolitiets forhandlinger med
141

de tyske myndigheder i forbindelse med kystpolitiets indsats mod den illegale
udrejse til Sverige.
Også på den svenske side af Øresund findes en række arkiver, der kaster nyt
lys over flugten til Sverige. I det svenske udenrigsministeriums arkiv i
Riksarkivet i Stockholm findes en række politiforhørsrapporter over danske
flygtninge optaget af det svenske politi i tiden fra 9. april 1940 frem til umiddelbart før
den 1. oktober 1943. Det har vist sig muligt at supplere dette med et arkiv fra
politistationen i Helsingborg.4
Tilsvarende findes der om flygtninges ankomst i oktober 1943 på Landsarkivet i
Lund en række arkiver, der indeholder det svenske politis
flygtningeregistreringsskemaer, som fra begyndelsen af oktober afløste de langt
mere detaljerede politiforhørsrapporter. På Stadsarkivet i Malmö findes
tilsvarende skemaer hovedsageligt dækkende tiden efter 1. november 1943.5
En anden svensk myndighed, der var involveret i modtagelsen af flygtningene
fra Danmark, var den svenske marines afdeling i Øresund – Marindistrikt
Öresund. På Krigsarkivet i Stockholm findes marinedistriktets hemmelige krigsdagbog
bevaret. I denne krigsdagbog førte distriktets ledelse en kontinuerlig registrering
af rapporter indsendt fra marinens skibe og observations- og forsvarsposter over
et stort antal ankomne flygtninge fra Danmark.
142

Noter
143
1. Den politiske baggrund, s. 13-21
1. Telegrammet er aftrykt i Kirchhoff (1993), s. 72-73.
2. Yahil (1967), s. 128-136.
3. Yahil (1967), s. 277.
4. Rosengreen (1982), s. 41, 56.
5. Yahil (1967), s. 119.
6. Diskussionen om hvorfor Best tog initiativet til jødeaktionen er indgående behandlet af
Kirchhoff (1993), især s. 74-80.
7. Den parlamentariske kommissions betænkning (PK.) bd. XIII 3, s. 1377.
8. Befehlshaber Dänemark Ic 350/43 til Oberkommando der Wehrmacht,
Wehrmachtführungsstab, trykt i Leon Poliakov og Josef Wulf (1956). Das dritte Reich und
seine Diener, Dokumente, s. 390.
9. Københavns Byret 25. afdeling: Sag nr. 3 1948, rapport af 19.9.1945 vedr. afh. af Hoffmann.
10.Duckwitz’ indsats er behandlet af Hæstrup (1966), s. 138ff og 147ff, og omtalt af Yahil
(1967), s. 137ff og 159ff.
11.Hæstrups saml. og Barfoeds saml.
12.Over for denne tolkning står Brustin-Berenstein (1986), s.212, der forklarer dr. Bests senere
forsøg på at forhindre aktionen eller i det mindste begrænse dens „udbytte“ med, at han
med de få overførte politistyrker ikke magtede at gennemføre razziaen. Som vi senere skal
se, er der ikke belæg for denne hypotese.
13.Rosengreen (1982), s. 24-39, 49-52, 172.
14.AA pk. 226, nr. D524769: Da tidspunktet for udførelsen af aktionen var fastsat den 28.
september, afsendte jødereferenten i Inland II et „Schnellbrief“ til Himmlers Gestapochef,
Gruppenführer Müller. I dette anmodede man om, at jødeaktionen blev grebet an i den
bedst mulige overensstemmelse med dr. Best, der allerede kort forinden havde fået
nærmere instrukser. Ligeledes fremførte man v. Ribbentrops anmodning om, at aktionen så
vidt muligt blev udført på en sådan måde, at større uroligheder i den danske befolkning
blev undgået.
2. Aktionen, s. 22-35

1. Kirchhoff (1978), s. 156; Barfoed i Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor (1979), s. 159-161; Tortzen
(1970), s. 19; Hæstrup (1966), s. 142, 147; Dethlefsen (1993), s. 128-29.
2. AA pk. 222, nr. 531549ff: Personalverzeichnis der zum Bevollmächtigen des Reiches in
Dänemark abgeordneten Beamten und Angestellten der Sicherheits- und Ordnungspolizei.
Stand vom 1. August 1943.
3. AA pk. 203, nr. 37172: Best tel. nr. 1058 til Ribbentrop af 14.9.1943.
4. AA pk. 203, nr. 37176: Best tel. nr. 1071 til Ribbentrop af 16.9.1943.
5. AA pk. 203, nr. 37199f: Best tel. nr. 1097 af 20.9.1943.
6. Poul Christiansen, PK. 5, s. 71-77 og 98-108: Forklaringer afgivet af Gestapochefen Karl
Heinz Hoffmann og genealogen NN2 (ansat af dr. Best ved gesandtskabets arkiv 20.9.1943)
til Københavns opdagelsespoliti 1.11.1946 og 9.4.1947. At Günther var kommet til Danmark
inden aktionen underbygges af Bests kalender (privat arkiv 5135), der anfører, at Günther
var til samtale på Dagmarhus 29.9.1943.
7. AA pk. 202, nr. 43043-44, 43085, 43025-26; AA 438a nr. 331218f.
8. AA pk. 203, nr. 37176: Best tel. nr. 1071 til Ribbentrop af 16/9-1943.
9. AA pk. 203, nr. 37216 og 37224: Best tel. nr. 1112 og 1118 til Ribbentrop 22. og 23. 9.1943.
10.Kl. 17.30 meddeltes det med en tysk vagtmester som kilde, at 4000 politisoldater skulle
landsættes i Frihavnen. Senere kl. 19.05 blev det imidlertid oplyst, at der næppe havde
været det sædvanlige antal – 2000 mand i hvert skib, det normale antal værnemagtssoldater
ved troppeudskiftninger fra Norge: Politiet i København, 27.9.1943.
11. Kriegstagebuch der Ordnungspolizei, 29.9.
12.At bataljonerne kom fra Norge fremgår bl.a. af et telegram af 29.9.1943, der omtaler „… des
aus Norwegen hierher verlegten Polizeibataillons“: AA pk. 203, 37264-65, Best tel. nr. 1162.
13. Kriegstagebuch der Ordnungspolizei, s. 14, 16, 20 og 26.
14.PK XIII/6 s. 999: Telegram nr. 1032; AA pk. 203, nr. 37116f, 37195.
15.AA pk. 203, nr. 37195: Best tel. nr. 1094 til AA.
16.UD HP 62: Dardel tel. til Söderblom, afdelingschef for den politiske afdeling i Stockholm.
17.Poul Christiansen, pk. 5: NN1’s skrivelse til dr. Best af 9. juli
1943. Udskrift af retsbogen for Københavns Byrets 23. Afdeling 20.1.1948.
18.UM 120D43/1a: Svenningsen notits af 31.8.1943.
19.Poul Christiansen, pk. 5: NN2’s forklaring afgivet til obtj Kr. Thingved fra Københavns
opdagelsespoliti den 1.11.1946.
20.UM 120D43/1a: Svenningsen notits af 17.9.1943.
21.PK XIII s. 1375f: Best Telegram nr. 1094 af 18 september. I telegrammet anføres 1.208
familier (men må være personer).
22.V. Heimburgs beretn.: „Überblick über die politische Lage in Dänemark und ihre
Auswirkung auf die Tätigkeit der deutschen Polizei.“
23.JM, 3. kontor (uden journalnummer), notits af Troels Hoff.
24.Spørgsmålet om dansk internering er behandlet af Hæstrup (1966), s. 158-162 og Kirchhoff
(1993), s. 90-96.
25.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen, nr. 27.

26.Pol. København.
27.Yahil (1967), s. 168-169, m. note 109.
28.Brustin-Berenstein (1986), især s. 189-93, 212, 216.
29.Brustin-Berenstein (1986), s. 193.
30.Poul Christiansen, pk. 5, s. 71-77 og 98-108; Forklaringer afgivet af Hoffmann og
Genealogen NN2 til Københavns opdagelsespoliti 1.11.1946 og 9.4.1947; Notater (s.7) i
Kriegstagebuch der Ordnungspolizei.
31.Pol. København.
32.RB 2.10.1943, nr. 482.
33.UD HP1056.
34.v.Heimburgs beretn., bilag IV, 1 dateret til 2.10.1943 findes i kildegruppen „Akten
unbekannter Provenienz“.
35.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen, fl. st.
36.Poul Christiansen, pk. 5, s. 71-77. At politistyrken var delt ind i hold på 3 mænd
underbygges af en samtidig dansk politirapport i AS nr. 1-33.
37.Yahil (1967), s. 153.
38.Poul Christiansen, pk. 5, s. 40 og DANICA 1000 sp. 15: Værnemagten i Danmark, tel. til
OKW/WFST af 3.10.1943.
39.Efter ordre fra Günther og Kryschak til transportministeriets jernbane-operations Division
(E II) i Tyskland, udsendte divisionen et telegram til den tyske jernbanechef i Danmark om
at stille godsvogne til rådighed for deportationen af jøder fra Fyn og Jylland: Hilberg
(1985), bd. II s. 563.
40.UM 120 D 43/1a: Rapporten angående transport med jernbane af jøder til Tyskland, sendt
fra Generaldirektøren for De Danske Statsbaner til Svenningsen 21.10.1943.
41.JM, 3. Kontor (uden journalnummer): Politimesteren i Koldings indberetning af 8.11.1943
vedr. oktober måned, vores understregning.
42.AA pk. 203, nr. 37266: Best tel. af 29.9.1943.
43.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen, nr. 28-33: Uddrag af situationsmeldingerne;
JM, 3. kontor: Kun Politimesteren i Assens fuldstændige indberetning giver uddybende
oplysninger.
44.UM 120 D 43/1 a: H.J Hansen, notits 7.10.
45.AA pk. 203, nr. 37290f: Best tel. nr. 1194 af 2.10.1943; Pol. København.
46.Poul Christiansen, pk. 5, s. 101f: Gestapochefen Karl Heinz Hoffmanns forklaring afgivet til
Københavns Opdagelsespoliti 9. april 1947.
47.AA pk. 226, nr. D525036f: Best tel. af 5.10.1943.
48.Auswärtiges Amt fik 27. september under henvisning til de ændrede forhold i Danmark
melding fra „Der Chef der Sicherheitspolizei und das SD“ (Sicherheitsdienst) Ernst
Kaltenbrunner om, at Bests politiattaché dr. Anton Fest var aftrådt, og at de
sikkerhedspolitimæssige opgaver var overgået til Mildner. Dagen efter fremgår det af et
telegram fra Best til Auswärtiges Amt, at Mildner i henhold til instrukser modtaget fra
Kaltenbrunner sandsynligvis ville gennemføre aktionen natten mellem d. 1. og 2. oktober:

AA pk. 226 nr. D524759: Best tel. nr. 1144 af 28.9.1943. Best havde altså ikke længere en
direkte styring over det tyske politi i Danmark, efter at stillingen som „Befehlshaber der
Sicherheitspolizei“ var oprettet.
49.Barfoeds samlinger.
50.AS nr. 18098.
51.AS nr. 1-33. Vores understregning.
52.Fortrolige indberetninger fra Rigspoltichefen: Meddelelse af 6.10.1943.
53.UM 120 D43/1a: Referat udfærdiget af F. Hvass 8.10.1943.
54.v.Heimburgs beretn.
3. Flugten fra Danmark til Sverige, s. 36-53
1. Yahil (1967), s. 239.
2. UM 120.D.43/1A: Fortegnelse over jødiske Personer, der har for

søgt Selvmord eller paa anden Maade mistede Livet under Jødeaktionen i Danmark.
3. Yahil (1967), s. 276.
4. Margolinsky, s. 1 og 3 anfører ialt 7.220 personer. Fraregnes døde og fødte i Sverige er
antallet af flygtede 7.056 personer af jødisk oprindelse.
5. UM 120.D.43/1A
6. Socialministeriet, 2. kontor, journal nr. 880.
7. Hvem-Hvad-Hvor (1979), s. 118 (O. Barfoed).
8. Der forefindes ikke præcise svenske statistikker angående dette. Torell (1973), s. 35, anslår
ca. 500 danske flygtninge. Også Dethlefsen (1993), s. 31, anvender dette tal.
9. UD P73 og Pol. Hälsingborg (A1ga) I disse 2 arkiver findes bevaret forhørsrapporter af i alt
728 flygtninge. Dette må betragtes som et minimumstal, da arkivet UD P73 ikke er komplet.
10.Jvnfr. Bilag A og figur 1 s. 46 og 137.
11.Pol. Hälsingborg (A1ga): Politirapport af 11.4.1940 fra Kriminalafdelingen, Hälsingborg
Polis. Der ankom endnu én jødisk flygtning nogle timer senere.
12.Pol. Hälsingborg (A1ga): Heraf kom 16 over 9.4.1940. Eksempelvis blev der i april 1940
også sejlet flygtninge til Höganäs fra Nakkehoved (se fisker Albert Klugs beretning fra 1968
i Tortzen (1970), s. 231).
13.PK VII, 1, s. 180-81.
14.PK XIII 1/1, s. 5-7: Skrivelse fra general Keitel 9.4.1940 ang. retningslinier for besættelsen.
PK VII 1/2 s. 10: Tysk memorandum overrakt Udenrigsministeriet 9.4.1940.
15.PK VII, 2/364, s. 1520: Skrivelse fra rigspolitichef Thune Jacobsen vedr. kystbevogtningen
11.11.1946.
16.PK VII, 1, s. 180.
17.Yahil (1967), s. 281.
18.Torell (1973), s. 35 og Yahil (1967), s. 280.
19.Pol. Hälsingborg (A1ga): I alt 13 tilfælde fra 1941 til marts 1943. Der var ikke tale om
kriminelle flygtninge, men hovedsageligt unge mennesker på eventyr. Friberg (1978), s. 76
anfører, at alene fra Helsingborg blev op mod 50 flygtninge sendt tilbage til Danmark.
20.Pol. Hälsingborg (A1ga): Hälsingborg Polis, Kriminalavdelingen rapport af 20.9.1943
21.Barfoeds saml.: K. Lachmanns beretning, 1956.
22.Hæstrup (1984), s. 331.
23.Barfoeds saml.: K. Lachmanns beretning, 1956.
24.Hæstrup (1982), s. 196-198. Også nogle landbrugselevers forsøg på at nå Palæstina via „der
neue Weg“ i slutningen af 1942 havde fået den jødiske ledelse til skarpt at advare mod flugt
(s.st., s. 189-196).
25.Yahil (1967), s. 201-202.
26.Alle tal er baseret på optællinger af svenske politirapporter, og er derfor minimumstal. Af
de 119 flygtninge var omkring et dusin blevet sendt tilbage til Danmark. Vi har i vor
fremstilling holdt os til det antal jøder, som findes registreret af det svenske politi. I
realiteten kunne man anføre endnu 10 jødiske flygtninge, om hvem politirapporter ikke

findes i de anvendte svenske arkiver, se Hæstrup (1982), s. 196-198, der omtaler 9 jødiske
flygtninge marts 1943; dertil kommer endnu en jødisk flygtning 7.9.1943, se Barfoeds saml.
27.182 af i alt 225 danske soldater flygtede med danske orlogsfartøjer. I de svenske rapporter
er følgende fartøjer anført: Bevogtningsfartøjet „Havkatten“, minestrygerne MS1, MS7 og
MS9 („Søridderen“ og søværnets motorbåd „Fandango“ var tidligere i 1943 kommet over)
og bevogtningskutterne K3, K6, K8, K10, K11, K12, K15 og K17 (UD P73; politirapport af
30.8.1943 fra Landskrona Polis).
28.Se bilag B: Af i alt 61 jøder ankom de 34 via heloverfarterne, 4 ankom som „blinde“
passagerer, og 23 roede over i småbåde. For heloverfarternes vedkommende udgjorde
jøderne 34 af i alt 62 flygtninge. De 4 øvrige heloverfarter foregik fra Aalsgaarde, Sletten,
Snekkersten + en ukendt havn.
29.Vi skal senere behandle dette aspekt. Se også bilag C.
30.Dethlefsen (1993), s. 32.
31.Dethlefsen (1993), s. 46f.
32.Dethlefsen (1993), s. 105-107.
33.UD P73: Rapport af 22.9.1943 fra Kriminalpolisen i Göteborg: Kutteren „Stanley“ anløb
onsdag 15.9. kl. 20.00 Varberg. Kort forinden havde skipperen landsat 7 flygtninge
umiddelbart nord for havnen.
Hæstrup (1990), s. 51 anfører fejlagtigt 17. september.
34.Dethlefsen (1993), s. 209.
35.Dette skete bl.a. for modstandsfolk som Werner Gyberg, Svend Seehusen og Bent Diemer.
36.Se bilag B, eksempel nr. 18.
37.UD P73 med en række svenske politirapporter over ankomne flygtninge. Om
Skodsborgforbindelsen, se Hæstrup (1954), s. 214-16.
38.UD P73: 2 jødiske flygtninge fra Nils Bohrs Institut blev roet over via denne forbindelse.
39.UD P73 med svenske politirapporter over flygtninge. Kun en enkelt jødisk flygtning
anvendte denne forbindelse i oktober 1943.
40.Barfoed (1979), s. 154 anfører, at Lise-ruten opstod under jødeaktionen.
41.JM, 3. kontor, journalsag nr. 1853. Akterne løber tidsmæssigt fra 7.7. til 18.8.1943.
42.Vellinge: Den illegale udrejse via Bornholmsfærgerne blev ikke effektivt stoppet i 1943.
Endnu i oktober flygtede en del ikke-jøder via denne rute.
43.AS 16685: Statsadvokatens svarskrivelse til Best af 13.8.1943.
44.Der findes i beretninger fra jødiske flygtninge eksempler på, at man ikke troede på, at
jøderne i Danmark ville slippe levende fra den tyske besættelse (Barfoeds saml.) . Men vi
har afstået fra at benytte materialet på grund af de oplagte muligheder for
erindringsforskydninger og efterrationaliseringer. Hæstrup (1984), s. 337: „Kendte man end
ikke i fuldt omfang den tyske „Endlösung“, der nu var i fuld gang, erfarede man dog nok
til at vide, at en grufuld tragedie var under udvikling. Bl.a. kendte man den skæbne, der i
december 1942 og marts 1943 var overgået mange hundrede norske jøder, deporteret til
tyske lejre.“ Yahil (1967), s. 185 anfører om kendskabet i begyndelsen af 1943: „På samme
tid nåede rygterne om jødernes udryddelse i Polen til Danmark, og tyskerne anså det

endda for nødvendigt at udstede dementier heraf.“ Kirchhoff (1993), s. 65-66 skriver, at
inderkredsen af danske ministre og politikere vidste god besked. De svenske aviser havde
siden deportationen af de norske jøder skrevet åbent om rædslerne i øst.
45.Hälsingborg Pol. (A1ga): Kriminalavdelingen, rapport 20.2.1943.
46.Höganäs, Landskrona, Vellinge og Ystad: Alle jødiske flygtninge anførte forfølgelserne i
Danmark som årsagen til flugt.
47.Se kapitel om den danske kystbevogtning. Her behandles den illegale udrejse for
september 1943.
48.Hæstrup (1982), s. 221.
49.SOU 1945:1, s. 53.
50.Vi har systematiseret skemaer omfattende i alt 1.720 flygtninge fordelt på 3 svenske
politikredse: Höganäs (2.10.-19.10 578 flygtninge), Landskrona (1.10.-21.10 467 flygtninge)
og Vellinge (1.10.-20.10. 575 flygtninge). Vellinge-distriket omfatter Falsterbo-Skanörområdet.
51.Sydkustens Marindistrikt.
52.Jvnfr. Bilag A: For perioden 4.-16.10.1943 omfattede marinens krigsdagbog 4.845 flygtninge,
mens politiet for samme periode anførte 6.670 flygtninge. Dette behøver imidlertid ikke at
have været tilfældet for tiden før 4. oktober og tiden efter 16. oktober.
53.Jvnfr. Bilag A. Antallet faldt drastisk efter 16.10: 16. oktober var antallet 180, 17.10. 78 og
18.10. 63 flygtninge.
54.UD HP1057: Skrivelse fra Länsfogde Otto Rosengreen af 16.10.1943.
55.I de tre undersøgte politidistrikter udgjorde jødernes andel i perioden 4. til 16. oktober
henholdsvis 94, 89 og 90% af 1.433 flygtninge.
56.Höganäs, Landskrona og Vellinge: Af 192 flygtninge var 24 ikke-jøder.
57.Oplysningerne i den svenske marines krigsdagbog angiver ankomstdatoen og tidspunktet i
Sverige. Når stigningen først for alvor kan registreres 29. september, må man imidlertid
bemærke, at mange transporter kan have afgået fra Danmark allerede om aftenen 28.
september 1943.
58.Den jødiske andel af flygtningene udgjorde fra 17.-20. oktober ca. 60% (udregnet på basis af
95 registrede flygtninge i Höganäs, Landskrona og Vellinge).
59.Efter 1. november 1943 gik man fra svensk side tilbage til kun at registrere flygtninge i
Malmö og Hälsingborg (vedr. forhørsprocedurer, se SOU: 1946:93 s. 134f). I november blev
der i Malmö registreret i alt 64 jødiske flygtninge, i december i alt 29 jødiske flygtninge og i
hele 1944 i alt 31 jødiske flygtninge (Kriminalpolisen i Malmö). Af disse i alt 124 flygtninge
var de 47 børn, hvilket kunne tyde på, at der i høj grad var tale om eftersendelse af jødiske
børn. Vi kender ikke antallet af registrede flygtninge i Hälsingborg, men der har formentlig
ikke været tale om mange, idet der ikke, som vi senere skal se, kan konstateres megen
illegal trafik i de nordlige områder.
60.Der foregik fra midten af oktober og indtil årsskiftet 1943/44 enkelte transporter fra
Nordjylland, men antallet af flygtninge var begrænset til ca. 15, se Jensen, s. 14-27.
61.I beretningsmaterialet kan 50-60 afskibninger identificeres.

62.Barfoeds og Hæstrups saml.
63.Den store skibstrafik på København gav muligheder for mange destinationer. Derimod var
der fra fiskerihavnene i provinsen kun relativt få destinationer – man sejlede den korteste
vej til den svenske kyst.
64.For at lette overskueligheden har vi opdelt masseflugten i tre perioder af syv dage – derfor
indgår både den 27. september og den 17. oktober i den følgende fremstilling.
65.Sydkustens Marindistrikt: Som tidligere anført registrerede den svenske marine i
gennemsnit omkring 75% af samtlige ankomne flygtninge.
66.Frem til 19. oktober 1943 kom ca. 1.100 flygtninge til Sverige fra Gilleleje-området, se
Tortzen (1970), s. 73-74.
67.Sydkustens Marindistrikt: Marinens rapporter fra november og december 1943.
68.Landskrona og Vellinge: Til Ven og Landskrona indgik 467 flygtninge, til Falsterbo/Skanör
indgik 575 flygtninge.
69.Lund (1982), s. 46 og 50, og C.A. Petersen (1966, 1985), s. 22. I beretningsmaterialet findes 7
eksempler (ud af 38) på afskibninger i dagtimerne (Barfoeds og Hæstrups saml.).
70.Vellinge: Flygtningeregistreringsskemaer fra 4.10.1943.
71.AS 7-132. Vedrørende ankomsten til Höganäs og antallet af flygtninge henvises til
toldembedsmand Gunnar Nilssons liste over ankomne flygtninge, aftrykt i Tortzen (1970),
s. 87-89.
72.Höganäs, Landskrona og Vellinge. Afsejlingstidspunktet er angivet for ca. 70-80% af i alt
1.720 flygtninge.
73.Sydkustens Marindistrikt: Optællinger er baseret på den svenske marines krigsdagbog
74,Eksemplerne omfatter de transporter, som lader sig dokumentere fra den svenske side. Der
indgår i Barfoeds saml. yderligere tre beretninger, hvori større transporter omtales: 1. N.G.
Heine anfører, at han ankom til Skanör 10.10.1943 med ca. 80 andre flygtninge. I henhold til
beretterens udfyldte skema (Trelleborg) ankom han fra Præstø med en fiskekutter. Politiets
rapport skønner antallet af passagerer til 20-25. 2. E. Roevej anfører, at han ankom sammen
med 100 andre fra København til Malmö uden at angive nogen dato. Der kan være tale om
den i opstillingen nævnte transport 4.10.1943 fra Dragør til Klagshamn, idet flygtningene
fra Klagshamn blev bragt til forhør i Malmö. 3. M. Kress anfører, at han flygtede sammen
med ca. 150 andre flygtninge natten til 4.10.1943 fra Sletten (Humlebæk) til Ven.
Politimaterialet indeholder ikke oplysninger om en enkelttransport omfattende 150
flygtninge. Der kan, som i Hanne Kaufmanns tilfælde være tale om, at flygtningene ikke
ankom med en enkelt båd, men blev fordelt på flere.
75.Sydkustens Marindistrikt, 4.10.1943; Tortzen (190), s. 87-88; Sydkustens Marindistrikt,
9.10.1943; Tortzen (1970), s. 88; Bertelsen (1952), s. 84ff; Trelleborg, 14.10.1943.
76.Kaufmann (1968), passim. Iflg. den svenske marine ankom de 200 flygtninge fordelt på 7
fiskekuttere, Sydkustens Marindistrikt, 9.10.1943.
77.Sydkustens Marindistrikt. Optællingerne fra krigsdagbogens 440 rapporter fra 27.
september til 17. oktober omfatter 5.802 flygtninge.

78.Masseflugten omfattede ca. 7.500 flygtninge. Herfra skal trækkes robådsflygtningene og
flygtningene fra de store transporter.
79.Kystbev., journalsag nr. 732/1943. Opgørelsen er lavet af det danske kystpoliti pr.
16.12.1943 og sendt til Hoffmann, Dagmarhus. Dertil kommer, at mere end 900 personer
med godt 700 mindre både drev fiskeri som bierhverv.
80.Gunnar Nilssons liste over ankomne flygtninge, aftrykt i Tortzen (1970), s. 87-88. Fraregnet
de store transporter fra Gilleleje blev 409 flygtninge sejlet over fordelt på 35 overfarter. 17-
18 kuttere af havnens i alt 73 fiskefartøjer blev anvendt.
4. Redningsaktionen, s. 54-63
1. Yahil (1967), s. 208-213; Pol. København & Rigspol. chef.: Der er hverken fra
Rigspolitichefens situationsmeldinger eller fra Københavns politis minutberetning
antydning af demonstrationer eller uro, der kan sættes i forbindelse med aktionen mod
jøderne.
2. Indsamlingen af penge fremstår som et gennemgående problem i f.eks. Bertelsen (1952);
Gersfelt (1945); Kiær (1945); C. A. Petersen (1966); Tortzen (1970); Den hvide brigade (1946),
i Lund og Køsters beretninger s. 175-219; Hæstrup (1990), s. 42-46.
3. Barfoeds og Hæstrups saml.; Bertelsen (1952); Gersfelt (1945); Kiær (1945), C. A. Petersen
(1966); Den hvide brigade (1946) o.a.
4. Hæstrup (1966); Tortzen (1970); Dethlefsen (1993); Yahil (1967).
5. Bertelsen (1952), s. 15 og 69.
6. Hæstrup (1984), s. 346.
7. Yahil (1967), s. 281-286.
8. Sydkustens Marindistrikt: Krigsdagbogen 3.10. kl. 1812.
9. Sydkustens Marindistrikt: Krigsdagbogen 5.10. kl. 1615.

10. UD P75: Opgørelse af 20.11.1943 over udleveret brændstof fra den svenske marine til 7
både fra Malmö.
11.UM H109-468, Vagtpakke I, 1. september til 5. december 1943 fra Udenrigsministeriets
Pressebureau: Meddelelse til Ritzaus Bureau 2. 10. 1943 kl. 0200. Indholdet skulle bringes
på forsiden i stort udstyr. I overskriften måtte kun løsladelsen af de danske soldater
omtales.
12.Se Barfoeds og Hæstrups saml.; Tortzen (1970), s. 31: Hvorefter flere hundrede jøder tog
Gribskovbanen til Gilleleje i de første dage af oktober 1943; Den hvide brigade, s. 188-189;
Se eksempelvis Hvem-Hvad-Hvor (1979), s. 159-160 (O. Barfoed); Dethlefsen (1993), s. 37ff;
Yahil (1967) s. 213-240.
13.Det svenske politis materiale fra oktober består udelukkende af de omtalte fortrykte
registreringsskemaer, som flygtningene i mange tilfælde kun nødtørftigt udfyldte. En
undtagelse herfra udgør kriminalpolitiet i Ystad, som endnu i oktober udarbejdede
egentlige forhørsrapporter. Disse angiver naturligvis kun, hvad flygtningene ønskede at
meddele til det svenske politi. Der kan derfor være udeladt oplysninger om hvilke personer
og organisationer, der bidrog til flugtens gennemførelse. Til gengæld udmærker de sig ved
at være samtidige i modsætning til beretningsmaterialet. I alt ankom 158 flygtninge fra
30.9.-10.10.1943.
14.Ystad: Politirapport fra Ystad Polis, 2.10.1943.
15.S.st., 5.10.1943.
16.S.st., 10.10.1943.
17.S.st., 10.10.1943.
18.S.st., 12.10.1943.
19.S.st., 15.10.1943.
20.Yahil (1967), s. 336ff, Tortzen, s. 263, tilslutter sig Yahils opfattelse.
21.Se bilag B: (De 10 udgør nr. 8, 18 og 23).
22.Se bilag C, der indeholder de tilfælde, hvor danskere hjalp jøderne over. Men kun i
tilfældene nr. 8, 18 og 24 (i alt 10 jødiske flygtninge) var flugten arrangeret.
5. Den danske kystbevogtning, s. 64-85
1. PK XIII, 1/17, 18, 20 og 24, s. 33-34, 36 og 39-41.
2. DIV: Kystbevogtningens historie; Holtens ark., nr. 5657; Notater (af Jørgen Hæstrup) fra
samtaler med Holten 25.2.1962.
3. Holtens ark., nr. 38, pk. nr. 1, forhandlingsreferater af 9.9., 24.9. og 1.10.1940.
4. Roslyng-Jensen (1980), s. 41; Holtens ark., nr. 38, pk. nr. 1: Forhandlingsreferat af 1.10.1940.
5. Holtens ark., nr. 38, pk. nr. 1: skrivelse fra Holten til politimestrene 7.10.1940.
6. Kirchhoff (1979), bd I, s. 92.
7. Holtens ark., nr. 38, pk. nr. 1: Forhandlingsreferat af Holten af 24.9.1940.
8. Holtens ark., nr. 5657: Hæstrups notater.
9. Holtens ark., nr. 38: pk. nr. 1: Forhandlingsreferat af Holten af 24.9.1940.
10.S.st., pk. nr. 1: Referat af 1.10.1940.

11.S.st., telefontavle vedr. søværnets kystbevogtning af 30.5.1941. I slutningen af oktober 1942
bestod kystbevogtningens flåde af 3 motortorpedobåde og 17 kuttere i.h.t. Kirchhoff 1979,
bd. 3, note 52, s. 114.
12.S.st., pk. nr. 1: referat af 31.3.1941 vedr. kontrol i Københavns Havn.
13.S.st., pk. nr. 1: Kystbev. journal nr. 100/1941 af 17.10.1941.
14.S.st., pk. nr. 1: se forhandlingsreferater af 30.4., 23.5. og 20.8.1941.
15.S.st., kopi af skrivelse til Abwehrstelle af 22.10.1941.
16.S.st., pk. nr. 1: kopi af referat fra møde mellem justitsministeriet, politiet og søværnet af 11.
august 1941.
17.DIV: Kystbevogtningens historie.
18.PK VII 1, s. 191 og PK VII 2/243, s. 869.
19.DIV: Kystbevogtningens Historie.
20.S.st.
21.Holtens ark., nr. 38, pk. nr. 3: Mødereferat vedr. færgebevogtning af 11.9.42 og instruks til
kystpolitibetjentene af 1.12.1942.
22.Holtens ark., nr. 5657, med notat af Hæstrup; Stevnsborg, s. 279.
23.Roslyng-Jensen (1980), s. 44-45; Stevnsborg (1992), s. 287
24.Kystbev., journal nr. 709 af 29.11.1943: Holten søgte i november om yderligere folk til
udvidelse af den bestående styrke på 1.421 mand; Stevnsborg (1992), s. 277-78:
Kystbevogtningen fik en relativ stor andel af de pr. juli 1943 i alt 2.980 relativt nødtørftigt
uddannede reservepolitibetjente.
25.PK XIII s. 623-24: Telegram ang. kontrolforanstaltninger ved de danske kyster.
26.AA pk. 202, nr. 42741: Telegram af 1.10.1942. Nr. 42779, meddelelse til POL I af 7.10.1942.
Nr. 42788, Hitlers befaling af 9.10.1942.
27.Hæstrup (1954), s. 266.
28.UD P73: Rapport fra Hälsingborg Polis af 6.5.1943.
29.Pol. Hälsingborg (A1ga): Rapporter af 31.8., 2.9. og 14.9.1943 over 10 flygtede danske
kystpolitibetjente.
30.UD P 73: Rapport fra Hälsingborg Polis af 10.9.1943.
31.Pol. Hälsingborg (A1ga): Rapport fra Hälsingborg Polis af 2.9.1943.
32.UD P73: Listen over de til Sverige ankomne danske orlogsskibe fremgår af svensk
politirapport.
33.PK VII, 1, s. 330ff.
34.Her og for det følgende, se Hæstrup (1966), s. 262-274; Stevnsborg (1992), s. 456; PK VII, 1,
s. 516 og PK VII, 1, s. 329-31.
35.Her og for de følgende, se Holtens ark., nr. 38, mødereferat af 15.9.1943; JM, 3. kontor, sag
nr. 1943-2399: Mødereferat af Holten af 1.9.1943; Kystbev.: Journalsag nr. 532/1943; PK IV,
s. 387.
36.Her og de følgende, se Kystbev.: Journalsag nr. 577/1943. Skrivelse fra Admiral Dänemark
af 30.9.1943, modtaget 4.10-43
kl 11.30.

37.Jvnfr. bilag A.
38.DIV: Diverse sager nr. 87, 4. beretning fra Statsadvokaten for særlige Anliggender i tiden
1.4.1943 til 31.3.1944.
39.AS: Sikkerhedspolitiet i Helsingør, journal nr. 299/43.
40.AS 3-473.
41.AS 2-419; Holtens ark., nr. 5657, med Hæstrups notater. Holten gav her udtryk for, at han
havde givet ordre til mandskabet, at der kun skulle skydes i nærheden af personer og både.
Af gode grunde finder man ikke sådanne forholdsregler i arkiverne.
42.AS 6-447.
43.UK 2040. Ingen af de anholdte blev deporteret i henhold til listerne fra Theresienstadt ( i
UM 120D43/1a og Socialministeriet, 2. kontor, j.nr. 880).
44.AS 295/1943 fra Københavns Politi, Søpolitiafdelingen af 21.9.1943 mod NN3.
45.Om flygtningenes videre skæbne henvises til kapitlet om jødernes behandling ved de
danske domstole.
46.Pol. Hälsingborg (A1ga): Hälsingborg Polis, rapport af 14.9.1943.
47.Jvnfr. bilag C.
48.Pol. Hälsingborg (A1ga): Hälsingborg Polis, rapport af 14.9.1943.
49.Barfoeds saml., ks. 2, læg C .
50.UK 2054. Ingen af de anholdte blev deporteret til Theresienstadt.
51.Holtens ark., nr. 5657, med Hæstrups notater; udsagnet støttes af Borchsenius s. 42, og
grosserer Erik Hertz’ beretning (1968) aftrykt i Tortzen (1970), s. 175-177.
52.UD P73 og Pol. Hälsingborg (A1ga): De 16 betjente flygtede mellem 2. og 19. september
1943 fra hhv. Hellebæk, Helsingør, Snekkersten, Sundby og Kastrup.
53.Pol. København: Minutberetninger fra Københavns Politi af 28.-30. september 1943.
54.Landskrona.
55.Holtens ark., nr. 5657: Hæstrups notater fra 1962.
56.Kystbev.: Parolereferat nr. 56/1943 fra rigspolitichefen: Det var politiledelsen
magtpåliggende, at alle betjente modtog denne ordre. Eksempelvis fik kystbevogtningens
betjente på fjerne lokaliteter som Anholt, Alsodde og Ebeltoft tilsendt en kopi af
fjernskrivermeddelelsen. På skrivelsen medfulgte en instruks om, at instruksen skulle
læses, underskrives og returneres; Holtens ark., nr. 5657: Hæstrups notater. Hvorvidt
denne fortrolige instruks blev givet og kanaliseret ud til samtlige betjente, lader sig ikke
efterprøve.
57.Gersfelt (1945), s. 7-8.
58.Frit Danmarks Nyhedstjeneste, 13.10.1943, aftrykt i Tortzen (1970), s. 103.
59.AS 6-459.
60.AS 6-467: Fjernskrivermeddelelse fra sikkerhedspolitiet i Helsingør 5.10.1943 kl. 18.45.
61.AS 7-125: Overbetjent Mortvings rapport af 13.10.1943.
62.Fisker Aksel Sørensens beretning, 1967 i Tortzen (1970), s. 227-28.
63.AS 7-132: Overbetjent Mortvings rapport af 6.10.1943.

64.Overbetjent ved kystpolitiet i Gilleleje, Kaj Koblegaards beretning i Tortzen (1970), s. 202-
205.
65.Kaptajn G. Flyvbjergs beretning (1967) i Tortzen (1970), s. 237-39.
66.Rigspol. chef.: Rigspolitichefens situationsmeldinger nr. 32 s. 8 og nr. 33 s.5; Tortzen (1970),
s 49-62 og 209-211.
67.AS: Rigspolitichefen, Kystbevogtningen, J. nr. 345/43: Notits af overpolitibetjent H.J.
Mortving, Gilleleje 7.10.1943.
68.Tortzen (1970), s. 67.
69.Rigspol. chef.: Rigspolitichefens situationsmelding nr. 34, s. 13-14.
70.Kystbev., Journalsag nr. 6571/1943. Referat af Svend Holten af 10.11.1943. Sagens videre
forløb kendes ikke.
71.AS 472.
72.Kiær (1945), s. 13.
73.Det kan ikke helt udelukkes, at der i ganske få tilfælde forekom danske anholdelser af
flygtende jøder ( udover de i foregående afsnit anførte eksempler). Dels mangler der i
arkivet for Statsadvokaten for særlige Anliggender en række journalnumre, dels er der
lakuner i materialet vedr. kystpolitiet. At der i to tilfælde i oktober 1943 kan være
forekommet danske anholdelser af jøder, bygger på løjtnant Hildals liste over deporterede
jøder (UM 120.D.43/1.a.), hvor der forud for 10 deporterede jøders navne er anført „Sigtet
for illegal udrejse“. Heljøder fanget af tyskerne blev ikke sigtet for illegal udrejse inden
deportationen. Noget kunne tyde på, at disse 10 deporterede først var blevet pågrebet af
dansk politi. Hvorvidt de af politiet blev udleveret til tyskerne, eller de efter dansk
løsladelse senere blev pågrebet af tyskerne, kan ikke afgøres.
74.Holtens ark., nr. 38: Parolereferat af 18.11.1943.
75.Holtens ark., nr. 38: Telefon- og alarmeringsliste af 23.5.1941.
76.Jvnfr. kort over flugten til Sverige s. 48.
77.Kystbev., journalsag nr. 577/1943 af 12.10.1943, hvor Holten meddeler den tyske Admiral
Dänemark, at man som konsekvens af de tyske ordrer om en forstærket bevogtning af
havnene havde indstillet bevogtningen af kysterne.
78.Barfoeds saml., med bl.a. følgende beretninger: Altermann, Bing, Blüdnikow, Flanbaum, H.
Melchior og H.R. Melchior.
79.Gersfelt (1945), s. 9.
80.Kiær (1945), s. 9 og 12.
81.Bertelsen (1952), s. 86.
82.Kiær (1945), s. 26.
83.Gersfelt (1945), s. 66.
84.Chr. Søndergaards beretning (november 1943) om samtale med 3 fiskere på havnen i
Gilleleje, i Tortzen (1970), s. 99,115 og 247.
85.Höganäs, Landskrona og Vellinge: En gennemgang af data for 1.720 flygtninge fra de første
3 uger af oktober 1943 afslører under 10 betjentes flugt.
86.AS 7-149. Overbetjent C. Koblegaards skrivelse af 12.11.1943.

6. Motiverne til at hjælpe, s. 86-105
1. Yahil (1967), især s. 22-24, 330-42.
2. Lund (1982), s. 49, Gersfelt (1945), s. 19 og 67.
3. Betjenten blev den 10.12.1943 ved byretten idømt 60 dages hæfte, de andre ni blev
afskediget, se AS 7-148; Holtens ark., nr. 38: Skrivelse fra kystpolitiet i Gilleleje til
Rigspolitichefen af 29.10.1943.
4. Kystbev.: Journalsag nr. 705/1943: F.eks. sejlede en fisker i november 1943 på kystpolitiets
foranledning ud for at checke en bøje. Efter tilbagekomsten beregnede han sig en betaling
på 5 kr. som kystpolitiet måtte erlægge.
5. Jvnfr. bilag C. For 46 af 61 jøder indgik betaling som et led i flugten.
6. UD P73 og Pol. Hälsingborg (A1ga): 27 flygtninge betalte i alt 23.400 kr. Heraf betalte 25
jødiske flygtninge 21.400 kr.
7. Höganäs: Oplysningerne fremgår af de af jøderne udfyldte svenske registreringsskemaer.
Mere end 90% af flygtningene var af jødisk oprindelse.
8. Höganäs: „En modstandsgruppes historie“, Lund (1982) s. 55: I henhold til flugthjælperen
Ebba Lund betalte enkelte velhavende 50.000 kr. for 2 personer.
9. Höganäs, Landskrona og Vellinge: De anvendte arkiver omfatter ikke samtlige flygtninge.
10.Tortzen (1970), s. 63f.
11.Blandt de 76 ikke-betalende var de 45 jøder, og disse kom først over fra den 6. oktober og
fremefter. Til gengæld var det almindeligt, at ikke-jødiske flygtninge kom over uden
betaling. Af i alt 31 ikke-jøder havde 27 udfyldt betalingsrubrikken. 19 af de 27 angav ikke
at have betalt for overfarten, mens de resterende 8 tilsammen betalte 6.300 kr. Af denne
sum betalte 3 udenlandske politiske flygtninge de 3.400 kr.
12.Anført af Tortzen (1970), s. 66-67.
13.Vi må dog påpege, at kun mellem 60 og 70% af flygtningene har givet oplysninger om
betalingen. I princippet kan de øvrige være kommet over uden egenbetaling.
14.C.A. Petersen (1966), s. 25 anfører, at han over for fiskerne kunne forhandle prisen pr.
person ned til 500 kr.
15.Lund (1982), s. 54-56.
16.Yahil, s. 230-234. Yahil konstaterer, at først i den anden uge af flugten kom hovedparten af
de ubemidlede jøder til Sverige.
17.Johansen (1985), s. 295.
18.Rothkirchen (1979), s. 287-320; Bauer (1982), s. 286; Marrus (1987), s. 101; Paldiel (1988), s.
403-25.
19.Borish (1991), s. 97-100.
20.Flender (1963), s. 12.
21.Petersen, B.F. (1968), s. 5-6.
22.Werner (1959), s. 9-10, 20-21.
23.Tortzen (1970), s. 67, anfører et enkelt tilfælde, hvor Gestapo skød mod en fiskerbåd, fordi
føreren ikke adlød tilråbet om at stoppe.

24.Yahil (1967), s. 24, hvor hun tilslutter sig B. Dinurs opfattelse. S. st., s. 241, 244, 340 og
Hilberg (1985), bd. 2, s. 568, som har den samme opfattelse.
25 Fortrolig indberetning fra Rigspoltichefen: Uddrag af situationsmeldingerne denne dag.
26.AS 7-125: Overbetjent Mortvings rapport af 5.10.1943.
27.Alkil, bd. I s. 283-312.
28.AS: Udskrift af dombogen for retskreds nr. 6, Helsingør købstad m.v.; Sikkerhedspolitiets
Helsingør, journal nr. 299/43.
29.AS 6-428.
30.DIV NR. 87: 4. beretning fra Statsadvokaten for særlige Anliggender for tiden 1. 4. 1943 til
31. 3. 1944, s. 5.
31.Om anholdelsen, se s. 73-74.
32.UK nr. 2040, vores understregning.
33.Om anholdelsen, se s. 75.
34.Grosserer Erik Hertz’ beretning i Tortzen (1970), s. 175-77.
35.UK nr. 2054. Det fremgår ikke af materialet om de pågældende også blev hjemsendt.
36.PK VII, 1 s. 368.
37.UK fl. st.
38.AS 6-467.
39.UK 2071.
40.UK 2076.
41.UK 2073.
42.AS 3-482.
43.Fremgår af kriminalbetjent Hardenberg Bruhns rapport af 9.10.1943 og udskrift af
dombogen for Københavns byrets 10. afdeling af 7.2.1944, sag nr. 19/44: Findes i AS.
44.UK 2108.
45.UK 2107.
46.UK 2098.
47.UK 2218
48.UK 2104.
49.UK 2077-2089. Vi kender intet til den videre behandling af de sidste tre, men det må
formodes, at de siden er pådømt en kortere hæftestraf.
50.UK 2112.
51.UK-2112. Henvendelsen skete til retspræsident.
52.UK-2112.
53.Knap tre uger efter statsadvokatens henvendelse meddelte det tyske sikkerhedspoliti:
„Adamsen und Larsen sind am 8.3.44 aus der deutschen Polizeihaft entlassen worden.
Beide haben übereinstimmend zugegeben, nicht nur Juden sondern auch dänische
Staatsangehörige, die ihnen bei der Flucht geholfen haben, illegal nach Schweden geschafft
zu haben“: AS 7-158.
54.Kriminalpolisen i Malmö
55.Lund (1982), s. 46-47.

56.C.A. Petersen (1985), s. 22.
57.Bertelsen (1966), s. 51-52.
58.Bertelsen (1966), s. 98.
59.Gersfelt (1945), s. 39.
60.Tortzen (1970), s. 70.
61.AS 2102.
62.Alkil, s. 845.
63.I denne forbindelse er det også muligt at pege på faren for efterrationaliseringer i
beretningsmaterialet efter krigen. Se f.eks. Gersfelts beretning, hvor han s. 41 anfører, at
man i oktober 1943 ikke vidste, hvor stor en risiko der var forbundet med at sejle flygtninge
til Sverige, men at der netop i de dage kom meddelelse fra Czechoslovakiet om, at tyskerne
havde henrettet seks personer, som havde hjulpet jøder over grænsen. Hvis denne
beskrivelse om meddelelsen fra Czechoslovakiet ikke skyldes en erindringsforskydning,
kan mange flugthjælpere have frygtet, at tyskerne kunne anvende samme metode over for
danske jødeflugthjælpere, hvilket unægteligt står i modsætning til ovennævnte beskrivelse
af den generelle opfattelse. Det er dog påfaldende, at Gersfelt, som organiserede
transporter fra Snekkersten, samtidig s. 27 anfører, at han var bekendt med, at de 12
pågrebne Snekkersten-fiskere – der som ovenfor beskrevet var anholdt den 4. oktober og
siden frigivet den 9. oktober – blev sat på fri fod efter kort tids ophold i fængsel. I
Snekkersten havde man altså i hvert fald en uge efter aktionsnatten haft en rimelig
baggrund for at vurdere risikomomentet.
64.Holtens ark., nr. 38-pk.1: Politirapport af 11. oktober 1943, vores understregning.
65.Yahil (1967), s. 241.
66.Kriminalpolisen i Malmö, F7 1-5.
67.Bauer (1982), s. 284-286.
7. Tyskerne og flugten, s. 106-127
1. Bertelsen (1966), s. 29.
2. Jørgen Hæstrup m.fl. (1962), s. 134.
3. UD HP 1056: Söderbloms telegram til Dardel.
4. S. st.: Telegram af 8/10 fra UD til gesandten i Berlin m.v..
5. Yahil (1967), s. 221.
6. Holtens ark., nr. 5657.
7. JM, 3. kontor, journalsag nr. 2399: Holtens mødereferat af 1.9.1943.
8. Holtens arkiv, nr. 38: Mødereferat af 3/9 (kystbevogtningsjournal 527/1943).
9. Holtens arkiv, nr. 38: Holtens mødereferat af 15.9.1943.
10 Pol. København: Minutberetning fra Københavns Politi af 11.10.1943.
11.Kriegstagebuch, Seekriegsleitung, sp. nr. 8, nr. 6578 af 29.9.1943.
12.Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1821. Vor understregning.

13.Hvor ikke andet er anført, er oplysningerne om krigsmarinens opbygning baseret på
Kirchhoff i Hvem-Hvad-Hvor (1979), s. 251-252, og Kirchhoff (1979), bd. 1, s 92ff.
Supplerende er også anvendt Kirchhoff (1962), s. 33-54.
14.Kriegstagebuch, Seekriegsleitung, sp. nr. 8, nr. 6549-6550: Lagebesprechung 31.8.1943.
15.Holtens ark., nr. 38: Holtens fortrolige mødereferat af 6.9.1943.
16.Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1798: Melding til Marineoberkommando
Ost af 6.9.1943: Man havde fra tysk side 9 af de danske kuttere til sundbevogtningen.
17.Holtens ark., nr. 5657: Iflg. Hæstrups notater fra samtale med Holten i 1962 var der
uenighed i politiets ledelse om spørgsmålet.
18.Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1803: Besprechung OKM 13.-14.9.1943.
19.Kriegstagebuch, Seekriegsleitung, sp. nr. 8, nr. 6569: Melding fra Admiral Dänemark af
17.9.1943.
20.Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1813.
21.Kriegstagebuch, Kommandant in Abschnitt Dänische Inseln, sp. 5, nr. 3143-3151;
Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1822.
22.Sydkustens Marindistrikt. Hemlig Krigsdagbok 1943, Öresunds Marindistrikt, Malmö. I
denne dagbog indgår såvel indberetninger fra patruljerende skibe som fra marinens faste
observationsposter. Indberetninger om tyske krigs- og transportskibe blev telegraferet
videre til den svenske forsvarsstab.

23. Försvarsstaben: Forsvarsstabens rapporter fra den 22.9.-9.10.1943.
24.Försvarsstaben, sektion II, Underrättelsedetaljen. Telegram fra CH 3/F 11, af 4.10.1943 kl.
1730 (vor understregning).
25.Kystbev., journalsag nr. 56/1943: Melding fra kystbevogtningens afdeling i Humlebæk
havn den 29.8.1943 kl. 12.15.
26.Kystbev., journalsag nr. 732/1943.
27.Fisker Aksel Sørensens beretning fra 1962, aftrykt i Tortzen (1970), s. 171-72.
28.Barfoeds saml.: Fisker Jonas Børgesens beretning.
29.Barfoeds og Hæstrups saml.: I beretninger fra jøder omtales tyske patruljebåde af f.eks. H.
Cohen, L. Elsass, E.M. Goldschmidt, A. Lichtenberg, B. Solovej, Ossier og M. Gold.
30.Lund (1982), s.49.
31.Kiær (1945), s. 18.
32.JM, 3. kontor: Admiral Dänemarks skrivelse til Justitsministeriet og Rigspolitichefen af
19.9.1943.
33.AS 3-443.
34.Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1860.
35.Kriegstagebuch, Marineoberkommando Ost, sp. nr. 9., nr. 7271: Zusammenfassender
Überblick Monat November 1943 (Vores understregning).
36.Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, sp. nr. 3, nr. 1860: Lagebeurteilung für November.
37.JM, 3. kontor: Holtens mødereferat dateret 11.11.1943. Vore understregninger.
38.UK 2105.
39.Fremgår s. 15 af G.F. Duckwitz’ optegnelser tilsendt den fhv., vesttyske præsident Theodor
Heuss 3.5.1961. Hvis de af Duckwitz omtalte patruljebåde indgik i H.S. Fl. Kopenhagen,
som netop var underlagt havnekaptajnen i København indtil 1.10.1943, forekommer
Duckwitz’ fremstilling problematisk. En mulig tolkning er, at selv om H.S. Fl. Kopenhagen
overgik til Befehlshaber der Sicherungskräfte der Ostsee, hørte bådene garnisonsmæssigt
stadigvæk under havnekaptajnen, jvnfr. Thomsen (1971), s. 185, og note 29, s. 259..
40.Fortrolige indberetninger fra Rigspoltichefen: Indberetningerne var blandt andet
udfærdiget med henblik på at efterkomme Rigspolitichefens instruks til politimestrene af
2.10.1943 kl. 12.15, hvor han udbad sig oplysninger om samtlige anholdelser af jøder.

41. Tallet fremkommer ved at sammenholde lister over jøder deporteret til Theresienstadt
med politiets og statsadvokatens lister over anholdte jøder.
42.AS 6-457.
43.UK 2086.
44.AS 7-125.
45.UK nr. 2107.
46.UK nr. 2108: Overbetjent Hans Olsens rapport af 18.10.1943.
47.UK nr. 2142: Overbetjent Nørrehedens rapport af 29.10.1943. Den tragiske begivenhed er
undersøgt af Tortzen, s. 54-58.
48.Kystbev.-j.nr. 345/43: Overbetjent Mortvings notits af 7.10.1943. Den 9.10. kunne
kystbevogtningen meddele Rigspolitichefen, at 105 af de pågældende var jøder, og at de
øvrige 2 var svenskere; Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen: Det bekræftes her, at
værnemagten deltog.
49.UK 2080.
50.AS 3-482.
51.UK 2087.
52.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen.
53.UK 2094.
54.UK 2098.
55.UK 2112, 2142.
56.UK 2218; Landskrona: Svensk politirapport af 17.10.1943, optaget i forbindelse med
familiens ankomst til Sverige.
57.Pol. København.
58.S. st. kl. 21.30.
59.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen: Indberetning til Rigspolitichefen 10.11.1943.
60.v.Heimburgs beretn. Bilag IV, 1.
61.Kriegstagebuch der Ordnungspolizei, s. 14, 16, 20, 26.
62.S. st., s. 13.
63.UK 2073.
64.UK (uden j.nr.)
65.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen.
66.AS 6-459.
67.UK 2088.
68.UK 2071.
69.UK 2076.
70.AS nr. 9-137.
71.AS 9-137.
72.Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen.
73.Pol. København; Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen.
74.AA pk. 203, nr. 37288f: Best tel. nr. 1189.
75.AA pk. 203, nr. 525036f: Best tel. nr. 1208 til AA af 5. oktober 1943.

76.Gersfeldt (1945), s. 22.
77.Fortalt til Bertelsen i Sverige december 1943, Bertelsen (1966), s. 158.
78.Fremgår af Stadslæge Widdings dagbog for oktober 1943: Gengivet af Tortzen (1970), s. 92-
95.
79.Barfoeds saml.
80.Se f.eks. Aksel Jacobsens beretning: Citeret af Tortzen (1970), s. 211-12.
81.Vognmand Emanuel Jørgensens beretning, citeret af Tortzen (1970), s. 202.
82.Kroejer Aksel Jacobsens beretning: citeret af Tortzen (1970), s. 211-212.
83.Lærer Haagen B. Petersen og Mekaniker Erik Holms beretning, citeret af Tortzen (1970), s.
213-214; 214-216.
84.AA pk. 226 nr. D524759: Best tel. til AA nr. 1144 af 28. september 1943.
85.AA pk. 226, nr. D524728.
8. Dr. Best og flugten i oktober, s. 128-132
1. UM 120 D43/1a: Svenningsens notits af 5. oktober 1943.
2. AA pk. 226 nr. D525036f: Best tel. nr. 1208 af 5.10.1943 til AA (vores understregning). Se
også s.st. (nr. D525039f.) v. Thaddens notits af 6.10.1943.
3. AA pk. 203, nr. 37394ff.: Dr Six’ optegnelse forelagt statssekretæren 25.10.1943.
4. AA pk. 438, nr. 323826f.: Dr. Best tel. nr. 1550.
5. AA pk. 438a, nr. 323826f: Best tel. nr. 1550 af 17. 12.1943 til AA.
6. Holtens arkiv nr. 38: Holtens mødereferat af 6. januar 1944.
7. Kriegstagebuch, Marineoberkommando Ost, sp. 9, nr. 7271.
8. Holtens ark. nr. 38: Holtens mødereferat af 30. november 1943; Kystbev. journalsag nr.
714/1943: Holtens skrivelse af 1. december 1943.
9. Kriegstagebuch der Ordnungspolizei.
10.S. st., på de nævnte datoer.
11.Holtens ark. nr. 38: Holtens mødereferat af 6. 1.1944.
12.F.eks. Kiær (1945), s. 18-19, 33, Købmand Gilbert Lassens skildring; Mekaniker Erik Holms
beretning: Citeret af Tortzen (1970), s. 135-41, 213-14.
13.Pol. Hälsingborg (AI ga): Göte Fribergs skrivelse (diar. nr. 154/44 af 24 februar 1944 ) til
Överinspektören M. Perslow, Kungl. Socialstyrelsen.
Litteratur og kildemateriale, s. 139-142
1. Yahil (1967), s. 22-23, 341.
2. Hæstrup (1982), s. 221-222 og 264.
3. De komplette situationsmeldinger har efter en stikprøvekontrol ikke vist sig at give
supplerende oplysninger. Ej heller har en kontrol af relevante politimesterarkiver (på
Landsarkivet for Sjælland) givet udbytte.
4. Arkivet er endnu ikke overleveret til de svenske arkivmyndigheder.
5. Disse er kun bevaret i et meget lille omfang for perioden frem til 1. november 1943. For
tiden efter 1. november formodes de i.h.t. arkivets registraturat at være komplette.

Kilder
Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv. København
Arkiv nr. 33536. G. F. Duckwitz’s erindringer: „Die Aktion gegen die dänischen Juden am 2.
oktober 1943“.
Krigsarkivet, Stockholm
Försvarsstaben. Högkvarteret, Underrättelsesavd./Utrikesavd. Krigsexpeditionen: Utgående
och inkomna skrivelser Serie F, 1943, vol. 14-15 (22.9.1943 – 1.11.1943).
Sydkustens Marindistrikt. Inkomna handlingar. Hemlig Krigsdagbok 1943. EI:5
Landsarkivet i Lund
Landsfiskalen i Höganäs distrikt I: FII pk nr. 1-6 .
Åklagaren och polisen i Landskrona: FII a:5 og FII a:6.
Landsfiskalen i Vellinge distrikt I: FII:1 og FII:3. .
Åklagaren och polisen i Trelleborg: F XVI:1 . .
Åklagaren och polisen i Ystad: FII b:3 og FII b:4. .
Landsarkivet for Sjælland, København
Københavns Byret 25. afdeling.
Sag nr. 3 1948. Hovedrapport B vedr. Herman von Hanneken, F 15, B. 10 Rapport af
19.9.1945 vedr. afh. af Hoffmann (s. 5-6)
Polismyndigheten i Hälsingborg
Polisen i Hälsingborg.
Ang. danska flyktingar. Utlänningspolisen, 1943-1945.
A I gd: 1-12.
166

Polisen i Hälsingborg.
Rapporter, protokoll og PM. Utlänningspolisen, 1939-1944.
A I ga: 1-4.
Polisen i Höganäs.
Minnesböcker, Höganäs poliskontor 1943-1944.
D II a:8
Rigsarkivet, København
Justitsministeriets 3. ekspeditionskontor. Journaler med tilhørende journalsager 1943-44.
Statsadvokaten for Særlige Anliggender. Kopibog 1943-44; Københavns- og provinsjournaler
1943-44 med tilhørende AS, UK og DIV sager.
Rigspolitichefen. Kystbevogtningen. Journalsager 1943, nr.1-604.
Udenrigsministeriet (UM)
84A21B1: Militær Undtagelsestilstand i Danmark. Arrestationer. Generelle Akter.
84A21B11: Militær Undtagelsestilstand i Danmark: Lister over arresterede Danske (ogsaa
Løsladelser).
84C12/4: Politimestrenes Indberetninger oktober 1943.
84g4: Oplysninger til tyske Myndigheder om polit. Flygtninge & Jøder fra Centraleuropa samt
om danske jøder.
120D43/1A: Tysk Aktion mod Jøderne i Danmark i oktober 1943. Generelle Akter.
120D28G: Spørgsmål om hvor vidt Politiet bør medvirke til at fremskaffe Raceoplysninger om
Danske til brug for de tyske Myndigheder.
H109-468: Udenrigsministeriets Pressebureau. Vagtpakke I. 1. september – 5. december 1943.
Socialministeriet
J. nr. 880: Kontoret for Offentlig Forsorg (2. Kontor). Navnekartotek til sager vedr. internerede
og flygtninge 1940-45.

Håndskriftsamlingen
IV T 1 – Beretning om Forholdene i København og om Københavns Politis Virksomhed i Tiden
fra Slutningen af August 1943 til 31. December 1943. (Pol. København)
IV T 2 – Fortrolige indberetninger fra Rigspolitichefen, nr. 1-130
IV T 38E – Jørgen Hæstrups samlinger.
IV T 48 – Ole Barfoeds samlinger.
Private institutioner
Arkiv nr. 10.094: Ritzaus Bureaus Informationstjeneste.
Privatarkiver
Herman von Hanneken, nr. 5533 -
1 – Korrespondance 1943
2 – Tjenstligt materiale – organisationsplaner.
3 – Notesbog 5.10.1942-26.10.1942 og 21.8.1943-4.10.1943.
Advokat Poul Christiansen, nr. 5284 -
Pk 1 2 – Hovedrapport vedr. Best.
Pk 3 2 – Retsbog 1
Pk 5 4 – Rapporter, tillægsekstrakter m.v. vedr. forholdene I-XIII, Forhold II-I, Jødeaktionen
den 2. oktober 1943.
S. A. Holten, nr. 5657.
S. A. Holten, depot nr. 38 pk 1-4.
Rigsarkivets fotografier fra Auswärtiges Amt, SS-kontorer m.v.
Auswärtiges Amt. Büro Staatsekretär.
Akten betr. Dänemark 1942-43
AA pk 202
Akten betr. Dänemark 22.5.1943-31.10.1943
AA pk 203
Inland II A-B
Judenfragen in Dänemark 1934-4
AA pk 219

Diverse sager 1943-44
AA pk 222
Inland II geheim
Judenmassnahmen in Dänemark I-II1942-43
AA pk 226
Pol. IV
Diverse sager 1936-44
AA pk 267
Uden for kontoropdelingen. Tillæg
Pol. Arch. Dänemark Jan. 1943-Sept. 1944
AA pk 438a
SS-dokumenter (Document Center, Berlin)
Indkomne sager til Reichsführer SS, Persönlicher Stab 1939-45
AA pk 443
Diverse sager 1936-1944. læg 10: Telegrammer vedr. aktionen mod de danske jøder.
AA pk 456
Tyske civile og militære myndigheder og tyske partiinstitutioner 1934-47 Arkivalier af tysk proveniens.
Ordnungspolizei. Befehlshaber der Ordnungspolizei. Kriegstagebuch der Ordnungspolizei, Stab
Dänemark, 27.9.1943-14.12.1944.
Befehlshaber der Ordnungspolizei, Polizei Wachbataillon, 2. kompanie. Anweisung für das
Verhalten der Polizei in Dän., 1943-44.
Akten unbekannter Provenienz. Überblick über die politischen Lage in Dänemark und ihre
Auswirkung auf die Tätigkeit der deutschen Polizei (2/10-1943).
Rigsarkivets samling af mikrofilm af tyske dokumenter
Danica 628, Admirality London. Den tyske marines arkiv.
Kriegstagebuch, Admiral Dänemark, spole nr. 3.
Kriegstagebuch des Kommandanten im Abschnitt Dänische Inseln, spole nr. 5.

Kriegstagebuch, Seekriegsleitung, 1. Abteilung, spole nr. 8.
Kriegstagebuch, Marineoberkommando Ost, spole nr. 9.
Danica 1000, Admiralty London
Akter fra den tyske værnemagt OKW, OKH og Befehlshaber der deutschen Truppen in
Dänemark. Akten SS-proveniens.
Riksarkivet, Stockholm
Utrikesdepartementets 1920 års dossiesystem (UD)
Hjälp åt flyktingar från Danmark. P73-75.
Utrikesdepartementet. HP1056-58.
Politiska (och Handelspolitiska) Avdelningens Ärenden. HP 62-63.
Stadsarkivet i Malmö
Kriminalpolisen i Malmö. Handlingar angående flyktingar: 1943 F7:1-5.
Trykte kilder
Besættelsestidens fakta, Niels Alkil (red). Bd. I-II, København 1945-46.
Das dritte Reich und seine Diener. Dokumente. Leon Poliakov og Josef Wulf. Berlin 1956.
Den parlamentariske kommissions betænkning (PK). Betænkning og beretninger til
Folketinget afgivet af de af Folketinget nedsatte kommissioner i henhold til grundlovens § 45
med tilhørende bilag. Bd. I-XV, København 1945-58.
Frit Danmarks hvidbog, Besættelsestiden i dokumenter og kommentarer. Peter Rohde (red).
Bd. I-II, København 1945-46.
„Information“ august 1943 – maj 1945. Udg. v. J. Barfoed m.fl. København 1977.
J. Hæstrup m.fl.: Kilder til modstandsbevægelsens historie. Odense 1962.
J. Margolinsky: Statistiske Undersögelser over Fordelingen på Alder og Kön m.m. blandt
Flygtninge fra Danmark i Sverige. Stockholm 1945.
Sociala Meddelanden, nr. 2, 1944. Udg. Kunglia Socialstyrelsen.
Statens Offentliga Utredningar (Sou)
Betänkande med förslag till utlänningslag och lag angående omhändertagande av utlänning i
anstalt eller förläggning. Sou 1945:1.
Parlamentariska undersökningskommissionen angående flyktingärenden och säkerhetstjänst I:
Betänkande angående flyktingars behandling. Sou1946:36.
Parlamentariska undersökningskommissionen angående flyktingärenden och säkerhetstjänst
II: Betänkande angående utlämnande av uppgifter om flyktingar. Sou 1946:93.

Summary 172
On the night of October 1st, the German occupying forces in Denmark carried
out a raid and arrested 284 Jews. In the weeks which followed, the number of
Jews arrested rose to 474, all of whom were deported to the Theresienstadt
ghetto in the Bohemia-Moravia protectorate. However, in the course of a few
weeks in October and November the just over 7,000 Jews remaining in Denmark
succeeded in escaping to Sweden, a safe haven from German persecution.
Considering that the Nazis managed to exterminate somewhere
between 5 and 6 million of the 8 to 9 million Jews within their reach, the fact that
95% of all Jews in Denmark were able to evade arrest by escaping to Sweden
stands out like a light shining in the darkness of the Holocaust.The authors
investigate into why the action against the Jews on 1st-2nd October failed and
subsequently how the majority of the Jews managed to avoid deportation by
escaping to Sweden. An extensive range of hitherto unstudied material from
Danish, Swedish and German archives provides the basis for their investigation.
These are primarily contemporary documents from the Danish and Swedish
police forces. Following the collapse of the policy of collaboration on 29th August
1943, an action targetting the Jews seemed unavoidable in the long term. Dr. Best
decided it would be politically expedient to recommend that any move against
the Jews be intiated during the state of emergency while the Wehrmacht was
responsible for law and order. His intention was not to appear in front of the
Danish authorities as having main responsibility for the action while at the same
time being able to attract those police forces to Denmark which were necessary to
balance the influence of the Wehrmacht. Dr. Best was, however, aware that on
account of the attitude of the

Danish authorities, wide-ranging deportation of Jews would make it very
difficult to make a political comeback. Therefore he leaked information about the
imminent action to Duckwitz who informed his Danish contacts and the warning
subsequently spread to the majority of the Jewish community. Thus, when the
action was carried out on the night of 1st October, most Jews were not at home.
This is the main reason why the action became less succesful. For in actual fact,
the action was well-planned with the participation of at least 1,500 German
policemen. Dr. Best had, however, managed to make his mark on the
proceedings. The policemen were not allowed to break into the Jewish homes. In
many cases they gained access by means of keys obtained earlier.The warning
issued to the Jews also meant that the Jewish mass exodus to Sweden started
several days before the action was carried out. Uptil now, the Jews had refrained
from making their way out of the country. No accurate information was
available about the Holocaust, and the Jews for their part did not wish to attract
the attention of the Germans by engaging in illegal actions. Another factor was
that the illegal transport links to Sweden had not yet been fully developed and
the Jews were not quite sure how they would be received in Sweden. However,
the Swedish invitation of 2nd October left no doubts. The Swedish navy
followed-up the invitation and helped many Danish boats on their way to
Swedish harbours, which meant that the crossing of Øresund went swiftly and
safely for many Jews.In the early days of the exodus, many Jews organised their
own
escape to Sweden. Later Danish volunteers were largely in charge of the
crossings. Most of the 7,000 Jews were taken across the Sound by Danish
fishermen. A total of 600-700 illegal crossings were made, all departing from
points along the coast of eastern Zealand with Copenhagen as the main
disembarkation port. An important prerequisite for the many crossings was that
a large number of Jews had the necessary funds. Payment became an important
factor in the aid work which was organised by a large number of volunteers.
They in particular were responsible for helping the old and the ill to Sweden.
Danish authorities were also to a certain extent involved in the aid work.
Disembarkation of the Jews took place within an area controlled by the
numerous coastal and naval police. But the police never interfered. Only by a
combination of unfortunate circumstances did coastguards get involved in
situations which resulted in Jews being arre-

sted by the Germans in October. The guards not only drew the line at merely
turning a blind eye to the evacuation, in many cases they helped the Jews and
took an active part in the organisation of the transports. This gave the illegal
crossings an air of legality and encouraged many other volunteers to offer their
help. Another contributory factor was the particular treatment given to the
volunteers who were arrested. Thus, the German authorities accepted the Danish
authorities’ mild treatment of those caught and it therefore also seems very likely
that many volunteers became aware that helping the Jews to Sweden carried a
very small risk. Unlike the situation in other occupying
countries, they did not risk their lives. It was quite simply not considered to be a
serious offence. The maximum penalty was three months’ imprisonment, but
many got off more lightly or were not
punished at all.The timing of the action was also a decisive factor for the massive
rescue mission. It was carried out at a time when the policy of collaboration had
ended and the hostility towards the occupying forces was mounting, which
meant that the Jews received the support and help which they needed. The
assistance offered by the Danish coastal and naval police forces during the mass
exodus followed the collapse on 29th August. Had the action against the Jews
been launched in, for instance, 1942, the result would probably have been a
different one. The Danes would have been more reluctant to offer their help, and
Sweden, guarding its neutrality, would have been unlikely to receive several
thousand Jews.The most important factor behind the success of the Jewish mass
exodus was, however, the fact that the Germans did not carry out a systematic
hunt for the Jews following the action on 1st October. Even though the Germans
were aware that the Danish coastal and naval police did not interfere with the
Jewish exodus, the Germans only used a small number of their own officers. The
German navy did not engage in police surveillance of the Sound in October. As a
result not a single crossing out of the 600-700 made with Jewish refugees was
halted on its way to Sweden. The Wehrmacht could have stopped the escape of
all those Jews. However, soldiers were only deployed in a few cases following
requests from the German security forces. Throughout the mass exodus 1,300-
1,400 German uniformed policemen were stationed in Copenhagen. Had this
efficient force been in

charge, it could have seriously hampered the escape of the thousands of
refugees. Most of those arrested were caught by the German security police.
There is no evidence to suggest that all available personnel was used to target
this problem. In fact, one single Gestapo officer and his few men were
responsible of the arrest of the majority of the Jews who were caught.There was
wide-spread local German opposition against interfering with the fleeing Jews.
The Wehrmacht and the German navy insisted that they were there to carry out
military tasks, and were quite simply not interested in the Jewish issue.
Furthermore, the German navy was interested in re-establishing collaboration
with the Danish coastguards. This would be more or less impossible upon a seabased
hunt for the Jews. The German police also wished to re-establish
collaboration with the Danish police following the collapse on 29th August.
It can be concluded that both the German military and police authorities were
clearly interested in avoiding a brutal solution to the Jewish problem. In this
way, an acceptable collaboration position towards the Danish authorities might
be obtained. However, Dr. Best was the prime mover in ensuring that the
German police largely refrained from apprehending the fleeing Jews. By
adopting this policy, he hoped to be able to re-establish collaboration with the
Danish authorities, which was a prerequisite for maintaining his own position as
Reich Commissioner in Denmark.
175

Litteratur 176
Barfoed, Jørgen H. (1976). Et centrum i periferien. Modstandsbevægelsen på Bornholm, Rønne.
Bauer, Yehuda (1982). A History of the Holocaust, New York.
Bertelsen, Aage (1952). (3. udg. 1966). Oktober 43. Oplevelser og Tilstande under jødeforfølgelsen i
Danmark, København.
Besættelsens Hvem-Hvad-Hvor 1940-45 (1979). Politik, modstand, befrielse. 3. reviderede
udgave, København.
Borchsenius, Poul (1946).Udlændigheds dage.Dansk flygtning i Sverige.
Borish, Steven M (1991). The Land of the Living. The Danish folk high schools and Denmarks nonviolent
path to modernization, Californien.
Brustin-Berenstein, Tatiana (1986). The Historiographic Treatment of the Abortive Attempt to
Deport the Danish Jews, Yad Vashem Studies XVII, s. 181-218, Jerusalem.
Brustin-Berenstein, Tatiana (1993). Betragtninger over forløbet af den mislykkede
jødedeportation under den tyske besættelse af Danmark. RAMBAM, Tidsskrift for jødisk
kultur og forskning, nr. 2, 1993.
Den hvide Brigade (1946). Danske lægers modstand. Red. af Svendstorp, Aage. København.
Dethlefsen, Henrik (1993). Ud af mørket – den danske modstand og redningen af jøderne i
oktober 1943, Føreren har befalet, s. 108-137, red. Hans Sode Madsen, København.
Dethlefsen, Henrik (1993). De illegale Sverigesruter 1943-45. Studier i den maritime modstands
historie. Odense.
Flender, H. (1963). Rescue in Denmark, New York.
Foss, Erling (1946). Fra passiv til aktiv modstand, København.
Friberg, Göte (1978). Stormcentrum Öresund. Krigsåren 1940-45, Stockholm.
Friediger, M. (1945). De danske jøder under besættelsen, dansk udsyn årg. XXV, s. 305-13.
Gersfelt, Jørgen (1945). Saadan narrede vi Gestapo, København.
Hilberg, R. (1961).(Revideret udg. 1985 I-III).The Destruction of the European Jews, Chicago.
Hæstrup, Jørgen (1954).(1967). Kontakt med England 1940-43, Odense.
Hæstrup, Jørgen (1966). Til landets bedste – Hovedtræk af departementschefsstyrets virke 1943-45,
bd. I, s. 128-198., Odense.

Hæstrup, Jørgen (1982). Dengang i Danmark, Jødisk ungdom på træk, s. 207-246, Odense.
Hæstrup, Jørgen (1984). Jøderne og den tyske besættelse, Indenfor murene, Jødisk liv i Danmark
1684-1984, s. 315-349, København.
Hæstrup, Jørgen (1990). Vildnis og „Grundtvigsplan“. Om finansieringen af modstandsbevægelsen,
Odense.
Jensen, Palle – Roslyng (1980). Værnenes politik – politikernes værn. Studier i dansk militærpolitik
under besættelsen 1940-45, København.
Jensen, Verner (1984). En stump livline, Dansk hjælpetjeneste 1943-1945. Bangsbomuseet
Frederikshavn.
Johansen Hans Chr. (1985). Dansk økonomisk statistik 1814-1980, Gyldendals danmarkshistorie
bd. 9.
Kaufmann, Hanne (1968). Hvorfor er denne nat anderledes end alle andre nætter, København.
Kieler, Jørgen (red.) (1982). En modstandsgruppes historie.
Bd. 1-2, København.
Kirchhoff, Hans (1962). Kortfattet oversigt over den tyske værnemagt og tysk politi og SD i Danmark
1940-45.
Kirchhoff, Hans (1978). Georg Ferdinand Duckwitz, skitser til et portræt, Lyngbybogen s. 134-
179.
Kirchhoff, Hans (1979). Augustoprøret 1943. Samarbejdspolitikkens fald. Forudsætninger og forløb.
En studie i kollaboration og modstand, Bd. 1-3, København.
Kirchhoff, Hans (1993). Endlösung over Danmark, Føreren har befalet, s.57-108, red. Hans Sode
Madsen, København.
Kirchhoff, Hans (1994). Hvorfor udløste dr. Best aktionen mod de danske jøder – og hvorfor
saboterede han den? RAMBAM, Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, nr. 3, 1994, s. 59-75.
Kiær, Erling (1945). Med Gestapo i kølvandet, København.
Koblik, Steven (1988). The Stones Cry Out, Sweden’s response to the persecution of the Jews. New
York.
Lund Ebba (1982). Beretning om jødernes flugt til Sverige, Dansk jødisk historie s. 44-53.
Marrus, Michael R. (1987). The Holocaust in History, New England.
Nissen, Henrik S. (1988). Gyldendals danmarkshistorie, bd. 7, tiden 1914-1945, s. 361-426,
København.
Nissen, Henrik S. og Poulsen, Henning (1963). På dansk friheds grund. Dansk ungdomssamvirke og
De ældres råd 1940-45, København.
Paldiel, Mordecai (1988). To the Righteous among the Nations Who Risked Their Lives to
Rescue Jews, Yad Vashem Studies XIX , s. 403-25, Jerusalem.

Petersen Algreen Chr. (1966). (1985). Beretninger fra modstandskampen 1943-45, København.
Petersen, Bredahl F. (1968). The Rescue of The Danish Jews from Nazi Extermination, 25th
Anniversary, October 1968. 6 bl. duplikeret, Baltimore.
Rosengreen, Bjørn (1982). Dr. Werner Best og tysk besættelsespolitik i Danmark 1943-45, Odense.
Rothkirchen, Livia (1979). Czech Attitudes towards the Jews during the Nazi Regime, Yad
Vashem Studies XIII , s. 287-320, Jerusalem.
Stevnsborg, Henrik (1992). Politiet 1938-47, Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende
virksomhed, København.
Søndergaard, Chr. (1945). I tyske lænker, Billeder fra Danmark under besættelsen, København.
Thomsen, Erich (1971). Deutsche Besatzungspolitik in Dänemark 1940-1945, Düsseldorf.
Torell, Ulf (1973). Hjälp till Danmark, Militära och politiska förbindelser 1943-1945, Stockholm.
Tortzen, Christian (1970). Gilleleje Oktober 1943 – under jødernes flugt fra nazismen, København.

Werner, Alfred (1959). The „Dunkirk“ of Danish Jewery. National Jewish Monthly, s. 9-21,
Washington.
Yahil, Leni (1967). Et Demokrati på prøve, Jøderne i Danmark under Besættelsen, København.

Personliste
Andersen, Arthur, byretsdommer i Kbh.
Barandon, Paul, tysk gesandt
Bertelsen, Aage, lektor
Best, Werner, tysk rigsbefuldmægtiget
Brustin-Berenstein, Tatiana, historiker
Dethlefsen, Henrik, historiker
Dardel, G.F.N. v., svensk gesandt i Kbh.
Duckwitz, G.F., skibsfartattaché ved det tyske gesandtskab
Eichmann, Karl Adolf, chef for afd. B4 i RSHA, Amt IV (jødiske anliggender)
Friediger, Max Moses, overrabbiner
Günther, Rolf, tysk major tilknyttet afd. B4 i RSHA, Amt IV (jødiske anliggender)
Kanstein, Paul, chef for civilforvaltningen og lederen af det tyske politi i Danmark indtil 29.
august 1943
Hanneken, Hermann v., øverstkommanderende general
Henriques, Athur, overretssagfører
Heimburg, v., chef for det tyske ordenspoliti i Danmark
Hermannsen, Hans, tysk Kriminalrat
Himmler, Heinrich, Reichsführer-SS og chef for det tyske politi
Hitler, Adolf, rigskansler
Hoff, Troels, statsadvokat for særlige anliggender
Hoffmann, Karl Heinz, chef for Gestapo i Danmark
Holten, Sv. A., vicepolitiinspektør (oktober 1943), leder af rigspolitiets kystbevogtning
Hæstrup, Jørgen, historiker
Japp, korvettenkapitän
Juhl, Hans, Kriminaloberassistent
Kirchhoff, Hans, historiker
Krüssack, hauptsturmbannführer
180

Lachmann, Karl, direktør, næstfmd. i Det Mosaiske Troessamfund
Larsen, Eivind, departementschef i Justitsministeriet
Lutze, oberstløjtnant i Abwehr
Mildner, Rudolf, chef for det tysk sikkerhedspoliti i Danmark
Møller, John Christmas, folketingsmedlem, fmd. for det danske råd i London
Odmar, J., politikommissær, leder af den til statsadvokaten for særlige anliggender tilknyttede
politiafdeling
Olrik, E., dommer i Helsingør
Renthe-Fink, Cecil v., tysk gesandt
Ribbentrop, Joachim v., tysk udenrigsminister
Rosengreen, Bjørn, historiker
Six, gesandt i Auswärtiges Amt
Svenningsen, Niels, direktør for Udenrigsministeriet
Tortzen, Chr., historiker
Wurmbach, Hans-Heinrich, tysk videadmiral, chef for den tyske marine
Yahil, Leni, israelsk historiker

Stednavne
Aalsgaarde
Assens
Barsebäck
Bodenhoffs Plads
Christianshavn
Dragør
Espergærde
Falsterbo
Fredericia
Frihavnen
Gilleleje
Grønsund
Hellebæk
Helsingborg
Helsingør
Hesnæs
Humlebæk
Höganäs
Kastrup
Klagshamn
Klintholm
Kolding
Krogerup
Kullen
København
Kalkbrænderihavnen
Skydebanen
Frihavnen
Langelinie
Lystbådehavnen
Nyhavn
Havnegade
Knippelsbro
Asiatisk Plads
Bodenhoffs Plads
Islands Brygge
182

Fiskerihavnen
Kalveboderne
Sundby
Køge
Landskrona
Limhamn
Ljunghusen
Lyngby
Malmø
Munkerup
Mosede
Nyborg
Nykøbing Falster
Nykøbing Sjælland
Nysted
Odense
Overby Lyng
Præstø
Randers
Ringkøbing
Ringsted
Rødvig
Rågeleje
Råå
Sakskøbing
Skanör
Skudehavnen
Sletten havn
Stevns
Stubbekøbing
Sundby
Sydhavnen
Sønderborg
Trelleborg

Tuborg havn
Tårbæk
Vedbæk
Vejle
Ven
Viborg
Ystad
Ålborg
Århus