read - Martin Bigum

Det hedder sig at Thomas Kluge havde sit gennembrud på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1994.
Men for Kluge og os andre, der cruisede rundt på den unge københavnske scene, var det i '93, og
på Café Krasnapolsky. Her viste han, på en stor gruppeudstilling, der iøvrigt udelukkende bestod af
akademielever, sit maleri Tre konger, som fuldstændig stak ud fra mængden, ved det at han til
fulde mestrede en teknik, som alle troede forlængst var afgået ved døden. Og ikke nok med det,
indholdssiden havde også mere personligt at byde på, end det øvrige udstillede. Hvorfor Kluge, der
er autodidakt og altid har haft det svært med at Akademiet ikke ville have ham, var inviteret med
på denne gruppeudstilling, ved kun udstillingens kurator, som var den nu verdenskendte
installationskunstner Olafur Eliasson. Det var nemlig ham der var den entreprenante, kunstneriske
leder derinde i de år, inden han selv tog springet til udlandet. Måske kunne han abstrahere fra
baretten som Kluge bar, og silkesløjfen i den flettede hestehale. Måske kunne han se på kunsten
som den var. Kluge brændte ihvertfald igennem, og det er et faktum at Eliasson hjalp ham på vej.
I 2007 stillede Ny Carlsberg Fondet Kluge den opgave, at portrættere kunstakademiets afgående
rektor Else Marie Bukdahl (dronning for den bastion, der i de mellemliggende 14 år, havde stået
for 99% af den mest harske kritik af selvsamme Kluge) og han skabte yderligere dansk
kunsthistorie ved sit portræt‐maleris "syntese af paranoia, kærlighed, tradition og oprør".
Thomas Kluge, Tre Konger, 1993