read - Martin Bigum

*
Balder Olrik og jeg fik i 1993 hver vores store atelier i Københavns Kommunes gamle nedlagte
storvaskeri, på Kulturfabrikken på Sundholmsvej på Amager, og der fik vi en ny maler‐fælle i
fynboen Ulrik Møller. Vi tre malede i de næste tre år mange af vores ungdoms vigtigste værker; vi
støttede hinanden, gav gode konstruktive indfaldsvinkler og tekniske råd.
I en tid hvor Grunge og Brit‐pop kogte på MTV, Golf‐og Balkan‐krigene blussede op, computere
blev en selvfølge i alle hjem, det spirende World Wide Web gjorde det nære fjernt, og det fjerne
nært, e‐mails gjorde enhver korrespondance lynhurtig, og mobiltelefoner virkeliggjorde alles
drømme om, endelig, at kunne gå på gaden og tale i telefon (!?), så malede Ulrik Møller et
kunstnerisk ståsted frem, der havde udsigt til helt rolige landskaber. Disede stills fra et Danmark,
der tilsyneladende stod upåvirket af tidens gang, eller også, måske, angav en ”stilhed før storm”,
alt efter beskuerens temperament. Barndommens land i Vester Åby på Fyn var klangbunden, men
det symbolske udtryk tid‐ og stedløst. Og er det stadig.
Ulrik Møller, 1995
*
Fra 1996 til 1999 delte Olrik, Møller og jeg endnu engang atelier, på Artillerivej. Vi opdaterede
jævnligt hinanden med hvad Martensen nu malede, Fjerderholt, Kluge, Kvium, Nerdrum, de små,
hvis ikke store, pludselige kunstneriske valg, som sker i vedvarende nysgerrige kunstnerskaber og
som angiver nye veje. I de fire år optog det os også mere og mere hvilken kunst, der IKKE var
kanon. Vi havde det mere og mere sådan, at den kunst vi oplevede stærkest, det var den, der var