read - Martin Bigum

Men hvad med os der bare ikke KUNNE holde op med at male, uanset hvad? Ikke fordi vi var
reaktionære, men fordi vi kunne se at vores malerier, trods al palaver, lavede helt habile,nyt
afstukne veje i kunstens landskab!? Og fordi det at male, er dybt eksistenstielt fra det øjeblik man
har lavet sit første gode maleri. Men hele vejen rundt om os decimeredes mandtallet af malere
kraftigt, i de år, med en synkron stigning i antallet af installationskunstnere. Ingen af de
efterhånden få malere jeg kendte, fordømte imidlertid eet sekund neo‐avantgardens forsøg på at
forny kunsten på DERES felt, fordi selvfølgelig skulle kunsten da udvikles, og alle give en hånd med,
hvis de havde noget på sinde og hjerte (Kvium, Olrik, Martensen, Møller, og jeg selv, har da også,
uafhængigt af hinanden, lavet installationer, foto og videoer op igennem 90’‐ 00’erne)
Det er ikke desto mindre en interessant læren om livet,tiden og kunsten, at hvor vores malerier fra
dengang, stadig er her, og nu vises på Ordrupgaard, ja, så er mange af installationerne for længst
skrottet og mange af de kunstnere der udtalte sig i absolutter, sidenhen forsvundet, holdt
op. Retfærdigvis må det i den forbindelse også nævnes, at de danske museer sov gevaldigt i timen,
og ikke købte de installationer, som vitterlig fortjente at blive bevaret for eftertiden.
Ydermere er det perspektiverende, at maleriet fik endnu en revival i 97‐98, denne gang i det
atomare og alligevel narrative 70'er‐retro‐ekspressive udtryk, som set hos Tal R, John Kørner,
Kirstine Roepstorff, Katrine Ærtebjerg m.fl., men det er en anden historie.
*
En aften i 1992 cyklede jeg træt hjemad fra atelieret, ind gennem København, og i Politikens
Forhals vindue hang maleren Preben Fjederholts store maleri Usikkerhedsfelt. Det fik mig til at
standse, og der stod jeg så med cyklen mellem benene, i en 20 minutter. Når man kan mestre et
maleri så fint som her, så er det ikke en enlig svale‐ så er det fordi talentet er ongoing,
insisterende og fordybet. Vuét over Roms topografi, med Colosseum, Forum Romanum og
Tiberen, de glitrende gader, det var antikkens Rom, der her var skildret, men, chok!; med store
jetflys skygger fastholdt i deres "hækkeløb" over de varme tagtegl. Fjederholt legede med sit motiv
og sin beskuer, med vores forestillinger om tidens og historiens gang. Ved første øjekast havde jeg
tænkt at det var et meget fint mestret, tungt oliemaleri, i næste øjeblik udkrystalliseredes
eftertanken, med det konceptuelle clash af charterfly i antikken. Igen, en gennemarbejdet vision,
ind fra højre, ikke til at skrabe af hukommelsens og erkendelsens vindspejl.