Men hvad med os der bare ikke KUNNE holde op med at male, uanset hvad? Ikke fordi vi var reaktionære, men fordi vi kunne se at vores malerier, trods al palaver, lavede helt habile,nyt afstukne veje i kunstens landskab!? Og fordi det at male, er dybt eksistenstielt fra det øjeblik man har lavet sit første gode maleri. Men hele vejen rundt om os decimeredes mandtallet af malere kraftigt, i de år, med en synkron stigning i antallet af installationskunstnere. Ingen af de efterhånden få malere jeg kendte, fordømte imidlertid eet sekund neo‐avantgardens forsøg på at forny kunsten på DERES felt, fordi selvfølgelig skulle kunsten da udvikles, og alle give en hånd med, hvis de havde noget på sinde og hjerte (Kvium, Olrik, Martensen, Møller, og jeg selv, har da også, uafhængigt af hinanden, lavet installationer, foto og videoer op igennem 90’‐ 00’erne) Det er ikke desto mindre en interessant læren om livet,tiden og kunsten, at hvor vores malerier fra dengang, stadig er her, og nu vises på Ordrupgaard, ja, så er mange af installationerne for længst skrottet og mange af de kunstnere der udtalte sig i absolutter, sidenhen forsvundet, holdt op. Retfærdigvis må det i den forbindelse også nævnes, at de danske museer sov gevaldigt i timen, og ikke købte de installationer, som vitterlig fortjente at blive bevaret for eftertiden. Ydermere er det perspektiverende, at maleriet fik endnu en revival i 97‐98, denne gang i det atomare og alligevel narrative 70'er‐retro‐ekspressive udtryk, som set hos Tal R, John Kørner, Kirstine Roepstorff, Katrine Ærtebjerg m.fl., men det er en anden historie. * En aften i 1992 cyklede jeg træt hjemad fra atelieret, ind gennem København, og i Politikens Forhals vindue hang maleren Preben Fjederholts store maleri Usikkerhedsfelt. Det fik mig til at standse, og der stod jeg så med cyklen mellem benene, i en 20 minutter. Når man kan mestre et maleri så fint som her, så er det ikke en enlig svale‐ så er det fordi talentet er ongoing, insisterende og fordybet. Vuét over Roms topografi, med Colosseum, Forum Romanum og Tiberen, de glitrende gader, det var antikkens Rom, der her var skildret, men, chok!; med store jetflys skygger fastholdt i deres "hækkeløb" over de varme tagtegl. Fjederholt legede med sit motiv og sin beskuer, med vores forestillinger om tidens og historiens gang. Ved første øjekast havde jeg tænkt at det var et meget fint mestret, tungt oliemaleri, i næste øjeblik udkrystalliseredes eftertanken, med det konceptuelle clash af charterfly i antikken. Igen, en gennemarbejdet vision, ind fra højre, ikke til at skrabe af hukommelsens og erkendelsens vindspejl.
Preben Fjederholt, Usikkerhedsfelt, 1992 * Anonyme mænd i hvide skjorter, der peger på hinanden, udpeger hinanden. Anonyme mænd, som angiver en retning, men uden sjæl, for ansigtsudtrykket mangler. Mænd der uddeler skyld, mænd der peger på den udvalgte, mænd der anbefaler eller anklager, eller tager afstand til hinanden. Alle mennesker bliver fanget i andre menneskers reaktionsmønstre, på et tidspunkt. Alle mennesker har en skæbne, der peger på een. Og det sidste man forventer er, at den er ens udtrykte spejlbillede. Peter Martensen, Fuga for en finger, 1993 *
Change language