SCIENT - SCIENCE - Københavns Universitet

Med fire dygtige undervisere og 18 studerende
nærmede det sig mesterlære-forhold. Her instruerer
prof. Stig Markager (AU) undertegnede
og Ida i spektrofotometer-indstillinger - et apparat
som måler lysgennemtrængningen i vandprøverne.
Bemærk, hvordan udstyret er bundet
godt ned og står på skridsikre måtter.
Foto: Lilli Gruwier Larsen
Vand er ikke bare vand
Området, vi undersøgte, ligger lige syd
for en undersøisk højderyg, Grønland-
Skotland Ryggen. Nord for højderyggen
bliver der dannet såkaldt dybtvand:
Koldt, saltholdigt vand, som synker til
bunden af bassinet. Når det er fyldt godt
op, skvulper det over og sender skub
i havstrømmene på den anden side af
højderyggen. Kun deroppe i de Nordiske
Have, i Labrador Havet, i mindre
målestok to steder ved Antarktisk og i
minimal målestok ved Gibraltarstrædet
bliver dette dybtvand dannet. Uden det
ville klodens oceaner være permanent
opdelte i overflade- og bundvand, hvilket
ville have katastrofale konsekvenser
for livet, som vi kender det i dag. Også
på landjorden. Havene har brug for
omrøring, og området, vi målte i, ligger
således som det dynamiske centrum i
verdenshavene. Vandprøverne kom fra
mange lag fra dybder på op til over én
kilometer. Analyserne fremhævede hurtigt,
at vandet ligger i utroligt mange distinkte
lag med særlige kendetegn i form
af forskellig saltholdighed, temperatur,
iltkoncentration, lysgennemtrængning og
planktonisk liv. Fisk og havpattedyr, som
lægmand nok normalt ville forbinde med
marinforskning, var ikke noget, vi så til,
udover fisk på middagstallerkenen. Vores
fokus var at undersøge de mest basale
livsbetingelser i området samt det første
led i fødekæden, primærproduktionen fra
planteplankton, samt hvordan området
påvirkes og påvirker de omkringstødende
vande og atmosfæren.
Blåst i sigte
Undervejs på togtet blev der dog set lidt
blåst (udånding) fra hvaler, men det var
så langt fra skibet, at det ikke var muligt
at artsbestemme dem i det dårlige
vejr. Stædige som vi var, blev enhver
given lejlighed brugt på at skue udover
horisonten for at skelne bølgeskvulp
fra blåst og bølgetop fra omridset af en
hval, og stædigheden viste sig at sejre!
Da vi kom i læ af Island og sejlede mod
havn, stillede de fleste sig op på broen
og fik med kikkerter øje på en flok suler,
som dykkede som kamikazepiloter mod
en fiskestime, der var blevet jaget op
til overfladen. Det viste sig at være en
halvstor flok af grindehvaler, som havde
skabt dette festmåltid, og som vi kunne
iagttage fra nogle hundrede meters
afstand. Så med grinder som trofæ på
turen sejlede vi i havn med tunge, mystiske
skyer hængende over Island.
Højt fagligt udbytte
For de fleste, undertegnede inklusiv, blev
der kun lejlighed til én dag i Reykjavik,
C14 laboratorium hvor fytoplankton (et
mere fancy ord for planteplankton) bliver
kvantificeret. Ting falder på gulvet og
skuffer åbner sig, når man er på gyngende
grund. Her er prof. Kathrine Richardson
(KU) på knæ.
Foto: Lilli Gruwier Larsen
før flyet gik hjem til Danmark, hvor
kursusstart allerede var overskredet. Til
alt held klarede det op til en fantastisk
smuk dag, hvor Reykjavik med sin begrænsede
størrelse lige netop kunne nå
at udforskes.
Fire nye grupper skulle analysere hver
deres type data på fast grund i Danmark.
Ved den afsluttende postersession viste
grupperne overbevisende, at den store
mængde data kunne forklare fantastisk
mange spørgsmål: Hvor de forskellige
vandmasser kommer fra, betingelserne
for liv i området, det menneskelige CO 2
bidrag – mens flere spørgsmål stadig bød
sig på, som et naturligt og vigtigt udfald
af et hvert eksperiment i større skala.
For eksempel er det meget lidt belyst,
hvad der sker i området i vintermånederne,
hvor voldsomme storme raser
over havet og gør arbejdet endnu mere
vanskeligt, end vi oplevede det. Med
et højt akademisk læringsudbytte og
en uvurderlig metodelære under svære
arbejdsforhold, kan man sammenligne
denne undervisningsform med håndværksfagenes
mesterlære. Og jeg skal
nok få mine søben før eller siden, for
havet er et astronomisk stort et miljø,
som kræver mange flere togter for at
kunne forstås!
Oceanografiske undersøgelsers helt centrale
redskab hedder en CTD (Conductivity Temperature
Depth) samt de ekstra instrumenter den
kan medbringe, for eksempel vandflasker. Her
tapper forfatteren dybdespecifikke vandprøver
fra flaskerne.
Foto: Ciarán Murray
Underviserne var
Lektor Colin Stedmon, DTU
(kemisk oceanografi
og kursuskoordinater)
Professor André Visser, DTU
(fysisk oceanografi)
Professor Kathrine Richardson, KU
(biologisk oceanografi)
Professor Stig Markager, AU
(optisk oceanografi)
Uddannelsestogtet var
arrangeret af DTU Aqua,
som også ejer Dana med
hjemhavn i Hirtshals.
Togtet blev gjort muligt
takket være økonomisk
støtte fra Dansk Center for
Havforskning.
Der ventes spændt på at CTD’en kommer op fra dybet,
så vi kan begynde at behandle vandprøverne. Kursets
koordinator, lektor Colin Stedmon (DTU), på vej væk
(efter kaffe?) i hjemmesko – måske fordi nogle af
prøverne blev taget kl. 5 om morgenen.
Foto: Lilli Gruwier Larsen
Forelæsningssalen. Tomme stole er lig med
søsyge studerende.
Foto: Lilli Gruwier Larsen