14 Lungeforeningen Boserup Minde · nr. 5 · 2008
Motion på kurser i Glamsbjerg I vores kurser på Glamsbjerg er motion en vigtig del. Når man har KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) er en af de største gener åndenød, og den kommer ved fysisk anstrengelse. Den kommer f.eks. ved hurtig gang, gang på trapper, dans samt ved aktiviteter, hvor man skal bruge armene over hovedhøjde. Sygdommen KOL udvikles over mange år, og symptomerne med åndenød begynder tit, når man ikke længere kan følge med sine jævnaldrende. Man begynder at sige fra over for fysiske aktiviteter, og man bliver stille og roligt mere inaktiv. Den fysiske formåen daler, og man kommer ind i en ond cirkel, hvor ens muskelmasse mindskes, og konditionen falder. For mange personer med KOL gælder det, at det ikke kun er lungefunktionen, der er nedsat, men at man også er i en fysisk dårlig træningstilstand. Man ved, at ved fysisk træning, hvor musklerne styrkes og konditionen øges, opnås et højere funktionsniveau i dagligdagen, og livskvaliteten øges. Der bliver mere overskud til nogle af de ting, der giver glæde og tilfredshed i tilværelsen, og ikke mindst bliver man bedre til at håndtere åndenøden. Angsten for åndenøden har gjort, at man ikke har været fysisk aktiv. Men man oplever ved træning, at man godt kan blive forpustet uden at få åndenød, eller at man kan kontrollere det bedre. Man kan også dyrke motion ved at sidde ned på en stol. Det er vigtigt, at man ved, det ikke er farligt eller skadeligt at blive forpustet ved anstrengelse, selv om man har KOL. For at komme i en bedre kondition skal man træne 3 - 5 gange om ugen i 30 – 40 min. ad gangen. Det er vigtigt, at pulsen kommer op, at man mærker hjertet slå hurtigt og bliver forpustet. Man skal arbejde i intervaller, hvor man arbejder så længe, man kan. Derefter holder man en lille pause, så der kommer kontrol over vejrtrækningen, arbejder igen, holder pause osv. En hurtig måde at få kontrol over vejrtrækningen er ved at trække luften roligt ind gennem næsen og puste langsomt gennem spidse læber. Udåndingen skal tage dobbelt så lang tid som indåndingen, og det er vigtigt at inddrage mellemgulvet. Man kan eventuelt støtte med armene på et bord eller lignende. Eksempler på motion: - En daglig gåtur på godt en halv time, eventuelt med rollator eller stave. Man kan begynde med en kort tur, men målet bør være en halv time. - En cykeltur – Hvis det bliver for dårligt vejr, er et godt alternativ en kondicykel. - Gymnastik, hvor man træner muskulaturen og kredsløbet. Kan man finde et sted, hvor lungepa- tienter træner sammen, vil det være godt – spørg fysioterapeuterne i kommunen. - Gymnastik i vandbassin – det er specielt godt, hvis man vejer lidt for meget, da vandet er med til at bære vægten. Lungeforeningen Boserup Minde · nr. 5 · 2008 15