Analyserapport – Fremtidens velfærd kommer ikke af sig selv - Dream

Kapitel 2
Ifølge denne opfattelse er det således lykkedes for arbejderklassen at binde
middelklassen til sig. Centralt for arbejderklassen i kampen for middelklassens
støtte har været at indrette velfærdssamfundet på en måde, som
også tilgodeser middelklassens interesser. Denne alliance med middelklassen
kan sikres gennem universelle velfærdsydelser, dvs. ydelser der
tilkommer alle i befolkningen på baggrund af deres position som samfundsborgere
og dermed uafhængigt af deres markedsposition. Med andre
ord har arbejderklassen sikret et godt velfærdssamfund for sig selv ved at
bygge et velfærdssamfund for hele samfundet. På den måde sikrede man
den nødvendige politiske opbakning til projektet. Det ville ikke have været
muligt at finde parlamentarisk opbakning til velfærdsreformer, der alene
var målrettet arbejderklassens interesser. Ifølge magtressourceteorien har
arbejderklassen indrettet velfærdssamfundet med henblik på at skabe de
politiske feedback-mekanismer, som bedst muligt sikrer den politiske opbakning
til velfærdssamfundets bevarelse og fortsatte udbygning.
Ifølge magtressourceteorien er modsætningen til de skandinaviske lande
de angelsaksiske lande. Her mislykkedes alliancestrategien, og arbejderklassen
blev isoleret. Resultatet blev et velfærdssamfund, der kun var for
de få – et residualt velfærdssamfund. Tildeling af ydelser er typisk bestemt
af konkrete behov og således noget, som man kun kommer i nærheden af,
hvis alle andre muligheder er udtømte. Dermed har middelklassen kun
begrænsede fordele af velfærdsstaten, og den bakker ikke projektet op,
hvilket svækker velfærdssamfundets politiske opbakning. Middelklassen
vender sig i stedet mod markedet og får sine ønsker om velfærdsgoder
tilgodeset på private markeder for forsikring og serviceydelser.
Magtressourceteorien fremhæver, at strategien i de kontinentaleuropæiske
lande lykkedes delvist, men her førte de kristeligt demokratiske partiers
betydning til, at velfærdssamfundet fik en noget anden udformning. På
samme måde som i Skandinavien ligner velfærdssystemet i disse lande
folkeforsikringssystemer, men arbejdsmarkedstilknytning er det centrale
princip for ret til ydelser og ikke medborgerskab som i Skandinavien. Når
disse systemer alligevel har et relativt høj niveau af markedsuafhængighed,
skyldes det, at der er tale om obligatoriske forsikringsordninger, hvor
ydelserne nok som udgangspunkt er bestemt af den enkeltes tidligere løn,
men hvor der er indbygget mange omfordelingselementer samt supplerende
offentlige ordninger for dem, der falder udenfor. I hovedsagen er der
dog tale om ordninger, der er styret af arbejdsmarkedets parter i tæt samspil
med staten.
49