Sandmarkers kultur- og naturhistorie i Nationalpark Mols Bjerge ...

Pløjedybden var i alle forsøgsområder 15 cm, hvilket var den almindeligste pløjdedybde for
både hjulplov og svingplov, men ikke passede til den valgte traktorplov.
3.3 Pløjning
”Plove er jordbrugets vigtigste redskaber, og uden dem kan et moderne landbrug ikke
opretholdes, selvom der kendes andre redskaber til dyb jordbehandling. Plovens
hovedopgave er en løsning, d.v.s. en lodret og en vandret gennemskæring af jorden, der
opdeles i furer eller pløjestrimler, som løftes, vendes, strækkes og smuldres; hertil kommer
endvidere, at ploven bruges ved nedbringning af staldgødning, grøngødning, ajle, undertiden
ved nedpløjning af sædekorn, ligesom den er uundværlig ved forskellige
kultiveringsopgaver” 1 .
Således skriver docent ved Landbohøjskolen Rosenstand Schacht i 1952. Det er en meget
præcis beskrivelse af, hvorledes redskabet fungerer og fungerede i 1952. Det er samtidigt
også et udsagn om, hvad det var man forventede af ploven på det tidspunkt. Men har det altid
været sådan, eller har der tidligere været andre forventninger til plovens arbejde? Der er
desværre ingen, som konkret har skrevet, at ”det her forventer vi os af en plov”, og man er
derfor nødt til at søge bag om kilderne for at forsøge at finde svar på dette spørgsmål.
Ploven som redskab er der gennem årene skrevet meget om, men meget af denne litteratur går
i det væsentligste på udviklingen af redskabet og i mindre grad på, hvorledes og hvordan man
har set ploven i landbruget.
En af de første til at skrive en håndbog for landmænd var præsten Hans Jørgen Christian
Høegh 2 , Gentofte, som 1811 i sin ”Anviisning til et velindrettet Jordbrug” fortæller, hvordan
ploven bl.a. bruges til ”rispning” (skrælpløjning?).
”Rispningen sker med den sædvanlige Plov. Man lader alene Skjæren krumme i Spidsen en
god Tomme høi opad. Ploven stilles meget grund, saa at den netop kan tage Græsskiolden vel
med sig, omtrent 3 Tommer tyk. Hver anden Fure tages kun med Ploven, og den afskaarne
omvæltes lige ovenpaa den staaende. Naar dette giøres nøiagtigt, saa at den staaende vorder
gandske jevnt dækket med den omvæltede, vil det findes, at de begge skjæres langt bedre, end
om man havde ordentligen ompløjet hver Fure”. 3
Selve spørgsmålet, hvorfor man pløjer, beskæftiger Høegh sig ikke med. For ham er det en
naturlig ting, at jorden skal pløjes. Han giver eksempler på, at det kan være nødvendigt at
pløje den samme jord op til tre gange for at gøre den tjenlig til dyrkning.
”Men har Kleverlandet ligget flere Aar, eller Jorden har været udlagt uden Klever, og baaret
naturlig Græs i 3 til 4 Aar, da gaar denne Behandling ikke an. Man finder da Furerne, skiønt
de har baaret Havre, stærke endnu, og da er intet andet Raad, naar man vil have sin
1 Plove i Landbrugets ordbog 1952, af Rosenstand Schacht Bd. 2, s. 306 ff.
2 Hans Jørgen Christian Høegh var præst i Gentofte, han fik i 1794 Landhusholdningsselskabets guldmedalje for sine
Anviisninger, som efterfølgende blive udgivet i flere udgaver, udbredt over hele landet i bl.a. sognebiblioteker.
3 Høegh 1811, s. 67.
32