Sandmarkers kultur- og naturhistorie i Nationalpark Mols Bjerge ...

De fleste steder udvikledes der dog ret tidligt egentlige jordbearbejdningsredskaber, som
krævede dyrisk eller menneskelig trækkraft. Nogle steder har man benyttet forskellige
former for trækspader, og andre steder har det første redskab formodentlig været en
passende udformet grentveje. Herfra udvikledes efterhånden forskellige former for arder
som krogard, bueard eller 4-sidet ard. Arden kan i sin funktion sammenlignes med en enkelt
meget svær harvetand. Med sit symmetriske skær og uden nogen form for muldbræt kaster
den jorden op til begge sider, og den kan nok give forholdsvis løs jord en ret kraftig
bearbejdning, men den er kun i begrænset omfang i stand til at vende muldlaget, og den er
heller ikke velegnet til opbrydning af udyrket jord med mange planterødder.
De ældste arder bestod udelukkende af træ, men blev senere udstyret med et symmetrisk
skær af jern, enten i form af en hvælvet jernplade tildannet som et dølleskær eller som et
noget kraftigere indstukket tapskær, der var nemmere at afmontere for skærpning eller
udskiftning. En anden forbedring var anvendelsen af en hjulforstilling for at stabilisere
ardens gang.
Med tilføjelse af en muldfjæl (muldbræt) og et knivformet langjern udvikledes arden til en
egentlig plov, som var i stand til at vende plovfuren. Dette nye redskab, hjulploven, var i
brug i Danmark gennem århundreder, indtil den gradvis blev afløst af svingploven. Plovens
indførelse betød dog ikke, at arden straks gik af brug. Derimod skete der en opdeling,
således at ploven blev brugt til visse arbejder, mens arden blev brugt til andre arbejder, hvor
den var mere velegnet. Efterhånden blev arden dog over det meste af verden udkonkurreret
af ploven og eventuelt af andre redskaber, men endnu i forrige århundrede brugte man nogle
steder – også i Danmark – ardlignende redskaber til visse specielle formål. Og arden bruges
stadig i visse egne af verden, hvor jordbundsforhold og terræn sammen med tekniske og
økonomiske forhold gør den fordelagtig eller nødvendig.
I Danmark har arden været i brug fra yngre stenalder. Det ved vi, fordi der under dysser og
gravhøje er fundet tydelige pløjespor efter en ard. Sporene krydser som oftest på tværs af
hinanden, men undertiden har der også været pløjet på skrå. De krydsende spor er af mange
blevet tolket som tegn på, at man har pløjet i forskellige retninger umiddelbart efter
hinanden for at give jorden en så grundig behandling som muligt. Dette er sandsynligt, men
der kan dog også være tale om, at man ikke har pløjet samme vej hvert år.
Hvordan de første arder har set ud, ved vi ikke, for ingen er bevaret, men det er sandsynligt,
at der har været tale om en krogard i lighed med den fundne Hvorslev-ard fra bronzealderen.
Denne simple krogard er fremstillet af en passende grentveje, som danner ås og sål, hvortil
er fæstnet en stjert som styrestang. Den har egnet sig bedst til behandling af forholdsvis løs
jord og til nedmulding af såsæd, hvorimod den næppe har egnet sig til opbrydning af
gammel græsmark o. lign.
Fra bronzealderen kendes foruden krogarden en videreudviklet ard-type, nemlig den
sammensatte bueard som fx Døstrup-arden. Den buede ås har forneden et kraftigt hoved,
hvorigennem den buede stjert er stukket. Dennes nederste brede del danner underlag for et
smalt skær af træ, og hele arden har været samlet ved hjælp af trækiler, således at skæret let
kunne justeres eller udskiftes. Forsøg har vist, at denne ard er i stand til at opbryde gammel
græsmark, og det er sandsynligt, at man har benyttet forskellige skær til forskellige opgaver.
Det udelukker ikke, at man fortsat har brugt krogarden til nedmuldning af såsæd, men brugt
48