Notat Hugormebid og deres farlighed Forord ... - Naturstyrelsen

voksent individ synes altså at være mindst dobbelt så stor som den i gennemsnit tilførte giftmængde.
De fleste hugormebid har et godartet sygdomsforløb, og er normalt ikke livstruende for en voksen
person, men kan dog i nogle tilfælde give anledning til alvorligere symptomer, som uden behandling
kan være letale. 27-35 % udvikler ingen eller kun mindre lokale reaktioner, som lokal opsvulmning,
men ingen generelle symptomer, undtagen frygt. 34-46 % udvikler milde reaktioner;
15-21 % udvikler moderate til svære reaktioner og 10-13 % udvikler alvorlig forgiftning. Fra alle de
nordiske lande er gruppen, der udvikler alvorlige reaktioner, af samme størrelsesorden.
Hurtig udviklet kredsløbsforstyrrelse, bevidsthedspåvirkning, udtalte og vedvarende symptomer fra
mave-tarmkanal, åndingsbesvær, og hurtig udvikling af hævelserne er symptomer og tegn, der angiver
risiko for alvorlig forgiftning. Disse symptomer er ledsages af forskellige hæmatologiske forstyrrelser
registreret ved blodanalyser.
Specielt hos småbørn kan opsvulmningerne blive meget omfattende og involvere både den bidte
ekstremitet, andre ekstremiteter og kroppen. Dette kan føre til forstyrrelser i væske- og elektrolytbalancen
med risiko for nyrepåvirkning og lungeødem.
Fig. 2. Forgiftningsgrad ved hugormebid: Klassifikation (fra Lauridsen, 2003).
Ingen lokale eller systemiske manifestationer – Ingen generelle forgiftningssymptomer ud over
umiddelbar smerte og evt. angst.
Mild forgiftning – Lokal hævelse med/uden symptomer fra mave- tarmkanal som kvalme, opkast
eller diarre, men uden tegn på chok (gastrointestinale symptomer).
Moderat forgiftning – Chok (svaghed, svedtendens, tørst, kollaps, forvirring, sløvhed, bevidstløshed,
kuldefølsomhed, blåfarvning af hud og slimhinder (cyanose), manglende puls, lavt blodtryk
mv.) mindre end 2 timer og/eller udbredt ødem eller andre moderate systemiske symptomer.
Alvorlig forgiftning – Når chok varer mere end 2 timer eller vender tilbage mere end 2 timer efter
biddet og/eller andre tegn på alvorlige systemiske påvirkninger.
Død
Dødsfald hos mennesker, der er blevet bidt af hugorm, er dog stadigvæk meget sjældne.
Marquard (1952), der i 1951 foretog en statistisk undersøgelser af personer behandlet for hugormebid
i Danmark i perioden 1900-1947, beregnede dødeligheden for perioden 1900-1924 til 2,4
promille og for perioden 1925-1947 til 1,2 promille. Faldet i dødelighed i den anden periode tilskrives
serumbehandling, der blev indført efter 1927 (se bilag 3) samt behandling ved blodtransfusion,
antichokbehandling o.a.
Siden er dødeligheden faldet og angives i dag at ligge på 0,2 promille.
I dansk litteratur angives, at der siden 1900 er 7 døde af hugormebid. Der er dog i litteraturen beskrevet
2 dødsfald i 1978 og 1995 på henholdsvis 6. og 16. dagen efter hugormebid. Begge personer
var i forvejen hjertesyge, og døden blev derfor ikke tolket som en direkte følge af hugormebid
(Pedersen, 1995; Rasmussen & Petersen, 1985, Lauridsen, 2003).
Jesper Munk Marcussen, Sundhedsstyrelsen, oplyser, at der i perioden 1994-2001 er død 1 person
i Danmark pga. hugormebid. Til sammenligning døde i samme periode 15 personer grundet hvepse-,
bistik eller stik fra gedehams.
8