journalisternes selviscenesættelse exploitation - ORDET

Skrevet af Aske Kammer, stud. mag. i medievidenskab
”
Ingen må underkastes tortur og ej hel-
ler umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf,” står der i Men-
neskerettighedskonventionen, og tortur er
da også for langt de fleste et entydigt ne-
gativt fænomen. Se bare på Tyrkiets mulige
medlemskab af EU, hvor statens brug af
tortur har været en af de centrale forhin-
dringer for optagelse, ligesom det i 2001
skabte skandale i Danmark, da den israelske
ambassadør Carmi Gillon udtalte, at han i
særlige situationer gik ind for ”moderat
fysisk pres”.
Why
We
TorTure
Er tortur godt eller ondt? Det burde være et simpelt spørgsmål, men hvis
man kigger på de populærkulturelle fremstillinger, er svaret måske ikke
givet på forhånd. Spørgsmålet er så, hvad denne ambivalens betyder i en
samfundsmæssig sammenhæng.
Alligevel fastslår utallige rapporter, at
amerikanske soldater har udført tortur i
Afghanistan og Irak, og danske soldater står
anklaget for at være indblandet i det. Mere
interessant er det, at de uafhængige ana-
lyseinstitutter The Pew Research Group og
Gallup har påvist, at to tredjedele af ameri-
kanerne og ikke mindre end 48 procent af
den danske befolkning mener, at tortur i
forskellige situationer og under forskellige
omstændigheder kan accepteres. Der er
altså en udbredt accept af tortur i den vest-
lige kultur, og det ses tydeligt i amerikansk
mainstreamfiktion på film og tv.
Den moralske pligt
En af de forklaringsmodeller, som oftest
benyttes til at legitimere tortur, er ”the
ticking time bomb problem”, der af den
neokonservative amerikanske ideolog
Charles Krauthammer beskrives på denne
måde: ”En terrorist har placeret en atom-
bombe i New York City. Den eksploderer
om en time. En million mennesker vil dø.
Du fanger terroristen. Han taler ikke. […]
Hvis du har blot den mindste tiltro til, at
du ved at hænge manden op i sine tom-
melfingre kan få den information, som
vil redde en million mennesker, kan du så
tillade dig at gøre det?”
Dette scenarium stemmer fuldstændigt
overens med den dramatiske substans i
den populære tv-serie 24 (2001-), hvor uret
ubønhørligt tæller ned til terroristernes
ragnarok. Et ragnarok, som kun agenten
Jack Bauer i Kiefer Sutherlands skikkelse
kan stoppe. Bauers løsning på det etiske
problem er nemlig identisk med Krautham-
mers: ”Det er ingen tvivl: Det er ikke blot
tilladeligt at hænge skurken op i tommel-
fingrene – det er en moralsk pligt.”
Det er denne moralske pligt, der får
den sammenbidte agent (blandt meget
andet) til at foretage simulerede henret-
telser af en mistænkt terrorists familie,
at give sin kærestes eksmand stød med
en smadret lampe, at skyde en uskyldig
kone til en mistænkt i benet og true den
mistænkte med samme behandling, at
udsætte forsvarsministerens søn for flere
timers intensiv sanseforvrængende tortur
samt at true og gennemtæve utallige an-
holdte i forhørslokalerne. På et tidspunkt
i serien blev en sådan voldsom afhøring
imidlertid forhindret, da en repræsentant
for menneskerettighedsorganisationen
Amnesty Global dukkede op og sikrede den
anholdtes rettigheder. Det førte så bare til,
at Bauer løslod den mistænkte, som derfor
ikke længere havde Amnestys beskyttelse,
hvorefter Bauer frit kunne brække et par
fingre og få et par oplysninger. Ifølge en
optælling foretaget af organisationen Pa-
rents Television Council har de første fem
sæsoner af 24 indeholdt ikke mindre end 67
ORDET15 forår 2007
ORDET15 forår 2007 24 25
torturscener.
Det er symptomatisk for torturen i 24,
at den altid giver vore helte lige netop de
oplysninger, de har brug for i kampen mod
terroristerne. Dette forhold kombineret
med det tidspres, heltene konstant er un-
der, gør, at torturen fremstår legitim. Det
understreges også af, at Jack Bauers tortur
generelt varetager en god funktion, idet
den er en nødvendighed i kampen mod
terroristerne.
God tortur og slem tortur
Lektien fra 24 er i det hele taget, at tortur
kan legitimeres, når det er de gode, som
udfører den, og når den fungerer som
et middel til at redde menneskeliv. Dette
fører videre til den lidt simple distinktion,
som den amerikanske filmkritiker Matt
Zoller Seitz har beskrevet i essayet ”Torture
works – on TV”, hvor han sætter populær-
kulturens moralske stillingtagen til torturen
på en simpel formel: Når de gode torture-
rer, er der tale om god tortur; når de onde
torturer, er der tale om slem tortur.
Denne mekanisme illustreres tydeligt
i to George Clooney-film. I Syriana (2005)
bliver hans karakter forrådt og taget til
fange af en ubehagelig arabisk fyr, der har
forbindelse til terroristkredse. Araberen
taper Clooney fast til en stol, slår ham flere
gange, truer ham med en kniv og rykker
hans negle af. I The Peacemaker (1997) tæ-
sker Clooney en tysk mellemmand, taper
ham fast til en stol og truer med at skyde
ham i armen, hvis ikke han straks afslører et
hemmeligt kodeord. I Syriana er tortursce-
nen beskidt og modbydelig og dvæler ved
vor hovedpersons lidelse, mens torturen
i The Peacemaker er klinisk og blot indgår
som et spændingsopbyggende element i
plottet.
Noget af det interessante og urealistiske
ved torturfremstillingen i populærkulturen
er, at torturen generelt kun virker på skur-
kene. De er svage og afslører enhver hem-
melighed efter at have været udsat for et
moderat fysisk pres, hvorimod vore helte
bider smerten i sig og svarer igen med
enten strategiske
løgne eller ”macho-
fornærmelser”, som
Seitz kalder det. I
24 kan terroristerne
ikke holde på en
hemmelighed, når
Jack Bauer først skruer bissen på, hvorimod
James Bond kækt håner superskurken,
mens denne maltrakterer Bonds testikler
med et tungt lod i Casino Royale (2006), og
det samme mønster ses igen og igen i film
og tv-serier som Conan the Barbarian (1982),
Rambo: First Blood Part II (1985), The Un-
touchables (1987), Lethal Weapon-filmene
(1987-1998), NYPD Blue (1993-2005), The
Long Kiss Goodnight (1996), L.A. Confidential
(1997), G.I. Jane (1997), Buffy the Vampire
Slayer (1997-2003), Three Kings (1999), Alias
(2001-2006) og utallige andre.
Billedet er selvfølgelig ikke helt så enty-
digt som skitseret ovenfor, for der er også
en lang række film og tv-serier, som forhol-
der sig kritisk til tortur-fænomenet. I The
Siege (1998) dræber en usympatisk Bruce
Willis for eksempel en uskyldig mand, mens
han udfører sin krauthammerske moralske
pligt, og i Quentin Tarantinos film afskrives
tortur generelt som ren og skær sadisme.
Det kommer tydeligst frem i Michael Mad-
sens replik fra Reservoir Dogs (1992), hvor
han med en barberkniv skal til at tage en
tilfangetagen betjent under kærlig behand-
ling: ”Jeg er ligeglad med, hvad du ved og
ikke ved. Jeg vil torturere dig lige meget
hvad. Ikke for at få informationer. Det mo-
rer mig at torturere strissere. Du kan sige,
hvad du vil, for jeg har hørt det hele før.
Det eneste, du kan gøre, er at bede for en
hurtig død – som du ikke vil få.”
En kulturel konsensus
DET ER IKKE BLOT TILLADELIGT
AT HæNGE SKURKEN OP I
TOMMELFINGRENE – DET ER EN
MORALSK PLIGT.
Torturmekanismen med den klare opdeling
mellem god og slem tortur har ifølge Seitz
været fremherskende i de sidste 40 års
amerikanske mainstreamunderholdning.
Det kan have ført til en kulturel konsensus,
hvor tortur godt nok ikke er ønskværdigt,
men alligevel en effektiv metode til at be-
kæmpe dem, der vil os det værste, og det
har sat sine præg. Forrige år proklamerede
den amerikanske vicepræsident Dick Che-
ney, at for ham var
waterboarding (dvs.
simuleret drukning
af den afhørte) en
legitimt anvendelig
og åbenlys effektiv
forhørsmetode.
Også Cheneys eneste overordnede – den
amerikanske præsident – har i flere tilfælde
været om ikke direkte fortaler for tortur-
beføjelser til de amerikanske efterretnings-
tjenester så i hvert fald ikke modstander
af det.
Spørgsmålet er imidlertid, om hønen el-
ler ægget kom først. Er der en kulturel kon-
sensus om, at tortur kan være en farbar vej,
fordi Hollywood i mere end en generation
har formidlet dette budskab? Eller er Hol-
lywoods afbildning af tortur netop et resul-
tat af en i kulturen (i sociologisk forstand)
allerede stiltiende accept af, at tortur er
en mulighed i ekstreme situationer? Det er
nok ikke et spørgsmål, som kan besvares
entydigt, men der kan næppe være nogen
tvivl om, at populærkulturens overvejende
entydige fremstilling af tortur i hvert fald
har været med til at gøde jorden for en
nuancering og delvis legitimering af tortur
i den kollektive bevidsthed.
Litteratur
Charles Krauthammer (2005): ”The Truth about
Torture” i The Weekly Standard, Vol. 11 no. 12.
Matt Zoller Seitz (2005): ”Torture works – on
TV” i The Star, 27.12.2005.