Bobby - Grenaa Egnsarkiv

sandt Eldorado! Vi fik lov til at invitere en
klassekammerat med, og så fik vi et fast beløb
og måtte selv gå rundt en times tid. Hver af os
skulle dog også købe en ny figur til krybben
derhjemme. En hyrde, en vaskekone, et får, en
engel eller noget helt tredje. Derefter tog vi
hjem, og så byggede vi vor egen krybbe i stuen
på en slags repos ved terrassedøren. Herodes`
borg stod på ”bjerget” lavet af en omvendt
spand beklædt med krøllet brunt papir og
påklistret mos. For foden af bjerget lå
Bethlehem med huse og gader, kærrer, æsler
og mennesker. De nye figurer kom også med.
Midtfor stod stalden med Maria, Josef og
dyrene. Krybben forblev dog tom, for Jesus
blev jo først født juleaften. Men i nærheden af
stalden var der et lille bål, lavet af rødt
silkepapir med en lommelygte under. Her
ventede de Hellige Tre Konger med deres
gaver. Når julekrybben var færdigbygget, blev
bålet tændt, og så fik vi kakao og kage. Det var
en uforglemmelig eftermiddag.
På selve juleaften blev juletræet tændt, mens vi
ventede uden for døren. Så fik vi hver et lille
gavebord med julepapir over, gaverne var ikke
pakket ind hver for sig. En jul havde Moenge
fået en snedker til at lave en købmandsbutik,
som var så stor, at en af os kunne stå i den. Der
var en reol bagtil og en disk foran. Den kom
frem hver jul. Der var et kasseapparat, der
kunne ringe, og små bolsjeglas, der lignede de
store hos den rigtige købmand. Og på reolen
stod bittesmå sække med mel, ris og tørrede
ærter. Varerne blev fornyet hver jul, og første
juledag kom Moenge altid og købte ind hos os
til aftensmaden, sagde hun, og betalte med
rigtige småpenge. Julen varede til den sjette
januar, hvor de Hellige Tre Konger bar den ud,
og så kom ”Befana”, den gode fe, der besøger
italienske børn om natten. Hængte man en
strømpe op ved sengen om aftenen, var der lidt
slik i næste morgen. Derefter var det
uigenkaldeligt slut – bortset fra nytår. Det
fejrer man i Rom ved at spise sig mæt i
linsesuppe med salamiskiver. Denne ret
symboliserer små og store penge, og jo mere
man spiser, des rigere bliver man i det nye år.
Ved midnat sker det så. Gaderne er som
blæste, for på slaget 12 smider folk porcelæn
og glas ud ad vinduerne, fordi skår betyder
lykke. De gemmer alt det, der er gået i stykker
i det forløbne år til denne aften, og man kan
også købe billigt porcelæn til lejligheden. Der
er en infernalsk larm – og næste morgen kan
man ikke gå på gaden, før gadefejerne har
været der.
Korte ferier holdt vi ofte i nærheden af Rom.
Jeg husker en påskeferie ved Bracciano-søen,
hvor vi boede på byens eneste hotel, der var
den stolte ejer af et toilet med træk og slip.
Toilettet befandt sig synligt for alle på
repos`en op til første sal. Moenge var
imponeret, indtil hun opdagede, at der
manglede en dør! Da hun påtalte det over for
ejeren, så han måbende på hende og sagde:
”Jamen, signora, hvis vi sætter en dør i, kan
ingen jo se det!” Det var indlysende logik, så
”la Signora” tronede tappert på vidunderet
med frit udsyn til sit beundrende publikum.
Den normale procedure der var, at man satte
sig på gaden over rendestenen. Det var, før
turismen holdt sit indtog, så hele byen
betragtede os som hædersgæster. På landet er
det skik, at man går fra hus til hus og ønsker
hinanden ”god påske”, hvorefter man bliver
budt indenfor på hårdkogte æg. Alle ville
gerne beværte os, ”la Signora” og hendes
følge. Men efter et par af de hårdkogte kunne
”signoraen” ikke klare flere - og så måtte vi
holde for. ”Nej tak” duede ikke, det var for
uhøfligt. Sikke en mavepine! Det varede flere
år, før jeg spiste hårdkogte æg igen.
Da fronten rykkede nærmere, blev den tyske
skole i Rom flyttet og genopstod som
kostskole i Merano i Sydtirol. Vi flyttede med,
da ingen vidste, om Rom ville blive
krigsskueplads. Den blev heldigvis senere
erklæret ”åben by” og skånet, men alle
frygtede et nyt ”Monte Cassino”, som var
kampens midtpunkt i flere måneder, og som
blev jævnet med jorden. På den tyske skole i
Merano skulle alle hjælpe til med at ”vinde”
krigen. Vi børn blev sat til at strikke sokker og