You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Vakke kom af og til på uanmeldt besøg, når<br />
han var på gennemrejse, og han forærede Gurli<br />
et jordegern, som fik navnet ”Chip”. Det var<br />
en sjov lille fætter. Det boede i et bur, men det<br />
varede ikke længe, før vi slap det ud, når døre<br />
og vinduer var lukkede. Når det fik korn,<br />
solsikkekerner og nødder, puttede det dem i<br />
kæberne og skyndte sig at gemme dem<br />
forskellige steder. Vi havde også to hamstere<br />
på det tidspunkt, så der var nok, det kunne få<br />
fat i. Hvis man løftede en sofapude, lå frøene i<br />
en nydelig lille rundkreds, og alle vendte<br />
spidserne ind mod midten. Vi havde lånt et<br />
gammelt, opretstående klaver, og det byggede<br />
Chip en rede i med det tynde papir, man fik<br />
franskbrød i dengang. Derinde havnede også<br />
en masse frø. En dag havde vi glemt et åbent<br />
vindue, og Chip var væk. Vi kaldte og<br />
lokkede, men nej. Vi havde åbnet altandøren<br />
for det, indtil vi - hen under aften - hørte små<br />
lyde ved det åbne vindue, som sad temmelig<br />
højt for den lille fyr. Man skal selvfølgelig ind<br />
samme vej, som man er gået ud. Det havde vi<br />
glemt, så det fik en slags stige op til<br />
vindueskarmen. Efter den tid boede det i haven<br />
i en forladt fuglerede om sommeren. Men om<br />
efteråret huggede det naboens tre<br />
hasselnødder, der sad på hendes nye, lille<br />
busk. En anden nabo klagede over, at Chip<br />
kom ind ad hendes altandør og gemte frø i<br />
potteplanterne, så der lå jord i vindueskarmen.<br />
Så Chip måtte ned på byggelegepladsen.<br />
Skildpadder, marsvin og hvide mus havde vi<br />
også i perioder. Gurli kunne finde på at tage to<br />
øre i entré, når børn fra området ville se vort<br />
dyrehold, og der var altid søskenderabat. Dyr<br />
spillede en stor rolle i vor dagligdag, men -<br />
som sagt - var de egentlig forbudt at holde.<br />
Efter en af flere naboklager skrev Gurli et brev<br />
til Gladsakses borgmester, som dengang var<br />
Erhardt Jacobsen. Hun argumenterede for, at<br />
det burde være en menneskeret at holde<br />
kæledyr - og hun fik et forstående og venligt<br />
brev tilbage. Det var hun meget stolt af. Et år<br />
fik hun også ”Årets Dyrepris” fra Dyreværnet,<br />
fordi hun havde fodret en solsorteunge op, der<br />
var blevet smidt ud af reden af en rovfugl.<br />
Gurli gravede efter orme til den i haven og fik<br />
lov til at gå hjem i hvert frikvarter for at fodre<br />
den. Det var hendes lærer, der havde indstillet<br />
hende til prisen. Ungen boede i en papkasse<br />
lige inden for altandøren, der som regel var<br />
åben, og efterhånden kom solsortefatter og<br />
mutter ind for at fodre, når de hørte dens<br />
pippen. Ungen fulgte Gurli overalt, da den<br />
blev lidt større - og til sidst fløj den, men kom<br />
af og til tilbage i starten.<br />
Mens alt dette stod på, havde vort ægteskab<br />
lidt skibbrud. Villys hang til flasken var<br />
blusset voldsomt op, og alle forsøg på at<br />
begynde på en frisk mislykkedes. Cirka fire år<br />
efter Gurlis fødsel var jeg gravid igen, og nu<br />
kunne Villy slet ikke styre sig. Jeg havde af og<br />
til talt om, at han måtte flytte, hvis han blev<br />
ved at bruge hele sin ugeløn på bajere. Men da<br />
jeg ventede mig, hoverede han og mente, at jeg<br />
måtte finde mig i alt, fordi jeg ikke kunne<br />
klare mig uden ham i den tilstand. Vor<br />
økonomi var en katastrofe. Vi var altid i<br />
restance med huslejen, og min lønningspose<br />
var som regel tom, fordi ”herskabet” ikke<br />
havde betalt skat, som man dengang betalte<br />
bagud. Vi havde den aftale, at han betalte skat<br />
og husleje - han tjente betydeligt mere end mig<br />
- og jeg tog mig af husholdning, børnehave, tøj<br />
og alt det andet. Jeg var kommunalt ansat, og<br />
ergo trak de vor samlede skattegæld fra min<br />
løn, så jeg kun fik en kvittering. Den gav ikke<br />
mad på bordet.<br />
Da Villy foreslog, at vi bare kunne flytte til en<br />
billigere bolig på Nørrebro eller Vesterbro,<br />
sagde jeg stop - og denne gang hjalp hans<br />
forsikringer om, at han ”aldrig drak en dråbe<br />
mere”, ikke. Jeg fik fornyede kræfter under<br />
graviditeten , og jeg skulle nok vise ham, at<br />
jeg kunne stå på egne ben. Vi blev separerede<br />
om efteråret 1960, og Anja blev født i januar<br />
1961. Det var hårdt. Fødslen gik nemmere, og<br />
jeg var lige så lykkelig som første gang for<br />
denne dejlige lille fine pige, der lå i mine<br />
arme. Villy kom stadig på besøg og var lige så<br />
stolt som første gang over at være blevet far på<br />
ny. Han holdt så umådelig meget af os, og det
Change language