Bobby - Grenaa Egnsarkiv

kvindepolitik og fortalte hinanden om de
kriser, vi havde været igennem, og hvordan vi
havde klaret skærene. For nogle kvinder var
det første gang, de var væk fra deres mænd.
De følte det befriende. Jeg husker en nydelig
husmor, der aldrig havde smidt
nylonstrømperne om sommeren i haven, fordi
hun havde åreknuder. Nu rendte hun rundt i
trusser og så dejlig ud ligesom alle os andre.
Hun havde aldrig følt sig så fri før, sagde hun.
Vi lavede afspænding, legede med børnene,
gav hinanden massage og havde det
vidunderligt uden det pres, som mange ligger
under for i kampen om mænds gunst. Der
opstod ægte ”søstersolidaritet” i ordets bedste
forstand, noget mange af os ikke havde oplevet
før. En eller anden havde hængt en stor
reklameplakat op for brystholdere, der kunne
"rette op på alle skavanker". Pigerne på
plakaten havde selvsagt alle flotte bryster.
Man viser ikke grimme bryster på den slags
reklamer. Vi kikkede på hinanden - og
grinede. Næsten ingen af os kunne leve op til
idealet, men vi blev enige om, at der ikke var
noget at rette op på her - hver af os havde de
bryster, der passede perfekt til den enkelte.
Spejle var bandlyst. Vi spejlede os i hinandens
øjne. Mødte man et smil, vidste man, at man
var dejlig. En aften holdt vi bal i spiseteltet
med en rejsegrammofon og en stak plader. Jeg
har aldrig været med til en mere løssluppen
fest. Børnene nød at se deres mødre så glade
og pjankede, ingen følte sig udenfor, og
stemningen var i top. Tænk, at man kunne
have det så sjovt uden mænd. Det var
befriende.
En søndag eftermiddag havde vi inviteret øens
kvinder og koner til kaffe og kage. En
håndmalet plakat hos købmanden gjorde dem
nysgerrige, og der kom mange. De havde taget
deres børn med. Vi sang kvindesange,
børnene opførte et teaterstykke, og vi var
anstændigt klædt på til lejligheden. Vi fik en
god diskussion i gang, og de var begejstrede.
De forklarede, hvorfor man på landet havde en
anden holdning til kvindebevægelsen - mand
og kone måtte have et fornuftigt samarbejde
for at kunne passe bedriften, arbejdsdeling var
nødvendig. Men de kunne godt forstå mange
bykvinders problemer. Og de var rystede, da vi
fortalte om den vold i hjemmet, der skyldtes
druk, arbejdsløshed og en lav social status.
Tænk, de stakkels koner, der måtte holde
sammen på familien under sådanne forhold.
Da Rødstrømpebevægelsen var kommet i en
fast gænge, lod jeg mig engagere i
kollektivbevægelsen. Gurli blev også fyr og
flamme. Vi meldte os ind i en kollektivgruppe,
der fortrinsvis bestod af lærere og
børnehavepædagoger. Nogle weekender lånte
vi et tomt hus i Nordsjælland, sov sammen
med børnene på madrasser på gulvet, lavede
herlige udflugter i skoven, roede og fiskede i
søen, bagte pandekager med brændenælder i
og prøvede at finde ud af, om vi ville egne os
til et bofællesskab. Nogle var enlige med børn
ligesom jeg og mente, at en ”storfamilie” ville
være sagen. Gurli var i pubertetsalderen og var
ved at frigøre sig fra mig med al den uro, det
fører med sig. Jeg håbede på, at kontakten med
andre voksne ville kunne hjælpe hende. Vi
holdt sammen i et par år og havde mange
dejlige oplevelser sammen, men vi oplevede
selvfølgelig også uoverensstemmelser, der
gjorde os lidt betænkelige ved projektet. Det
blev aldrig til et fælles huskøb, selvom vi var
rundt at se på store, tomme villaer, der
trængte til ”en kærlig hånd”. Det måtte jo ikke
være for dyrt. Der var ingen håndværkere i
flokken, og fællesøkonomien, som vi
diskuterede ivrigt, voldte os mange kvaler.
En dag fandt vi en stor annonce i
”Information”, der hemmelighedsfuldt
opfordrede til et ”spændende projekt”. Det
skulle prøves. På den angivne adresse fik vi
udleveret en tandbørste som adgangsbevis og
besked på at møde op den efterfølgende lørdag
aften med en sovepose og en madpakke. Så
blev vi kørt i busser ud til et tomtstående slot i
Nordsjælland. Vi ankom i bælgmørke,
indkørslen var kun oplyst af nogle stearinlys.
Dette slot skulle vi ”besætte”. Det havde stået