Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
NORGE sommeren 1951<br />
Jeg besluttede derfor alligevel at drage tilbage<br />
til Danmark, hvor jeg havde befundet mig så<br />
godt før. I mit stille sind håbede jeg at finde<br />
ham og måske overtale ham til at fortsætte,<br />
men inderst inde vidste jeg jo godt, at vort<br />
kærlighedsforhold var dødsdømt.<br />
Aldersforskellen var for stor (34 år), og hele<br />
hans verden var så forskellig fra min. Trods<br />
ihærdige forsøg fandt jeg ham ikke i den store<br />
by København. Under min søgen boede jeg på<br />
”Kolle Kolle”, hvor jeg blev modtaget med<br />
åbne arme. Jeg havde fået en splinterny cykel<br />
af min bedstefar og brugte den flittigt. Else<br />
Fisker på ”Kolle Kolle” kom fra Bergen, "the<br />
doorway to Norway", og hun overtalte mig til<br />
at cykle til hendes elskede Norge. Det kunne<br />
bringe mig på andre tanker, mente hun, og så<br />
skulle jeg nok komme mig af min kærestesorg<br />
og blive "gode, gamle <strong>Bobby</strong>" igen, som hun<br />
sagde.<br />
Det var tidligt forår og ret koldt endnu. Flere<br />
steder lå der stadig sne. Men hvor var det en<br />
smuk tur. Jeg tog færgen fra København til<br />
Malmø og cyklede derfra først til Lund med<br />
den smukke domkirke og så langs Vættern<br />
nordpå til Stockholm. Der ville jeg gerne være<br />
blevet lidt, men vandrehjemmet, som dengang<br />
var indrettet på et skoleskib ude i havnen, var<br />
optaget flere dage forud, så jeg cyklede<br />
videre. Jeg havde ikke råd til hoteller og spiste<br />
meget spartansk, for at spareskillingerne kunne<br />
slå til så længe som muligt. Nogle steder var<br />
vandrehjemmene lukkede endnu, men ofte fik<br />
jeg alligevel husly og blev forkælet som eneste<br />
gæst. I en by, hvor vandrehjemmet også stadig<br />
var lukket, henvendte jeg mig på<br />
politistationen. Det øsregnede, natten var ved<br />
at falde på, og jeg var dødtræt og forfrossen.<br />
Jeg spurgte, om de kunne anvise mig et<br />
superbilligt natlogi. Det endte med, at de<br />
tilbød mig en celle - gratis! Men tænk, de låste<br />
døren udefra (for at beskytte mig mod de andre<br />
indsatte, sagde de). Det var meget<br />
ubehageligt. Jeg fik dog en briks at ligge på og<br />
sov som en sten. Tøjet beholdt jeg på - også<br />
støvlerne. De kunne jo kikke ind til mig<br />
gennem et lille hul i døren. Kl. seks næste<br />
morgen blev jeg vækket og skulle ud af<br />
vagten. Nul morgenmad. Så havde jeg prøvet<br />
det med.<br />
Jeg krydsede grænsen til Norge over et ret<br />
højtbeliggende pas. Vejen var lige blevet åbnet<br />
efter den snerige vinter, og folk, jeg mødte,<br />
modtog mig med åbenlys glæde som et pust<br />
fra den store verden. Deres dialekt var ret<br />
uforståelig, og de sagde "morn", selv om<br />
aftenen. Her blev jeg nærmest halet ind på en<br />
gård, fik seng og mad, varme og hygge og<br />
skulle bare fortælle. Hvor var de søde<br />
allesammen. Så jeg blev lidt i det område, fik<br />
set utrolig meget flot natur og oplevede livet<br />
på landet. Fra hver gård blev jeg dirigeret<br />
videre til den næste og kom på den måde langt<br />
om længe til Oslo. Her mødte jeg mange<br />
Norgesfarere på det hyggelige vandrehjem og<br />
fik gode tips om, hvor det var godt at cykle<br />
hen. Først op til Lillehammer. En naturskøn,<br />
men dårlig ”sti” gik igennem et skovområde<br />
over en bjergryg. Vejen var ikke blevet ryddet<br />
efter vinteren endnu, og der lå stadig væltede<br />
træer over det hele. Et sted måtte jeg klatre<br />
over et kæmpe træ og løfte cykel og bagage<br />
over. Jeg mødte ikke en sjæl, da de lokale jo<br />
vidste, at vejen var spærret. Ensomheden<br />
passede mig fint. Jeg skulle jo pleje min<br />
kærestesorg og fik det bedre i takt med, at<br />
kræfterne og velværet voksede.<br />
På et vandrehjem slog jeg mig sammen med et<br />
par norske cyklister, og vi tog turen til Rjukan,<br />
hvor tyskerne under krigen havde hentet "tungt<br />
vand", der brugtes i forbindelse med udvinding<br />
af uran, tror jeg. Her så vi også Norges største<br />
kraftværk. Og hvor var bjergene stejle. I Norge<br />
kontrollerer politiet for øvrigt jævnligt<br />
bremserne på cyklerne, da de bratte nedture<br />
kan være livsfarlige. Rjukandalen er så snæver<br />
og dyb, at solen aldrig skinner om vinteren -<br />
den kan simpelthen ikke nå derned. Så her var<br />
koldt.<br />
Da pengene for alvor var ved at slippe op, tog
Change language