Bobby - Grenaa Egnsarkiv

efter at de med blødende hjerte havde skrottet
bilen og sigøjnervognen.
I Amsterdam lejede de en husbåd, der havde
set bedre dage. Når de kom hjem efter en glad
aften, skulle de først tage højde for
vandstanden, der i Amsterdams kanaler
reguleres via et sindrigt system af sluser. Deres
elskovsrede kunne ligge helt op til kajkanten,
men den kunne også ligge to meter under
gadeniveau, så at man skulle klatre ned ad en
rebstige. Her blev jeg født i marts 1931.
Boligen var ikke just børnevenlig. Engang, da
min mor var på indkøb og til alt held havde
taget mig med, var bunden gået ud af skuden,
så alt deres habengut lå nede i kanalen, mens
katten Javaan havde reddet sig op på taget.
Heldigvis var det lavvande den dag. Det fik
dem til at beslutte en permanent flytning til
mildere himmelstrøg, og de drog i første
omgang igen til Sydtirol, da jeg var syv uger
gammel. ”Bühlerhof” havde 24 værelser, så
der var plads nok.
På ”Bühlerhof” tilbragte vi alle vore
sommerferier. Hvert andet år kom Vakkes
søskende med ægtefæller på besøg fra de
hollandske kolonier på Java og Sumatra for at
være sammen med deres børn og forældre.
Børnene, otte i alt, gik nemlig i skole i
Holland. På den måde blev familierne samlet
hos bedsteforældrene. Samværet med vore
fætre og kusiner varede dog kun, indtil krigen
lukkede grænserne.
Om efteråret efter den første sommer fandt
mine forældre en lejlighed i Bolzano tæt ved
Bressanone. Her blev min bror Killy født. Så
tog de skridtet fuldt ud og flyttede til Rom,
hvor min lillesøster Nenne så dagens lys.
Moenge regnede med at kunne arbejde for
katolske aviser i Holland ved at skrive om
Vatikanet og paven, og det kom til at holde
stik. Vakke havde nu helt slået sig på
kunsthåndværk, som han fortrinsvis opkøbte i
Sydtirol og videresolgte i ind- og udland. Han
handlede blandt andet med fine, håndsnittede
træfigurer af Jomfru Maria med barnet,
krucifikser og andre religiøse figurer, som han
solgte til de mange små souvenirbutikker
omkring Vatikanet. I Firenze købte han
håndgjorte læderting og syd for Neapel
kaméer, halvædelstene, hvori der er udskåret et
motiv, f.eks. et portræt, som bliver brugt i
smykker. Desuden blev han repræsentant for
forskellige kunstforlag, der fremstillede
kunstbøger og reproduktioner. Han var altid på
farten, og det passede ham fint. Han var flot,
charmerende og veltalende, skabte nemt
kontakter og fik nye venner allevegne.
Mens Moenge sad i tårnlejligheden i Rom og
passede os tre smårollinger, samtidig med at
hun prøvede at tjene lidt på freelancejournalistikken,
var han den store charmør,
hvor han kom frem. En rigtig Don Juan. Han
tjente godt, men pengene forsvandt som sand
mellem fingrene på ham. Når han kom hjem,
købte han luksusting til Moenge, mens vi
manglede det allernødvendigste. Moenge var
ikke stiv i det huslige og kæmpede med alt det
praktiske. Da de købte deres første støvsuger,
opførte han sig som en kåd dreng. Han hældte
indholdet af køkkenskabet ud på gulvet – ris,
kaffe, mel, sukker osv., hvorefter han sugede
det hele op under begejstrede sejrshyl. En stor
knægt , man ikke kunne tage alvorligt. ”Peter
Pan, the boy who wouldn`t grow up”, kaldte
Moenge ham tit. Hun blev allergisk over for
mænd, der ikke blev voksne. Vi børn frydede
os, når han var hjemme. Han klovnede og
legede med os, havde altid smågaver i
lommerne og tog os med på sjove udflugter.
Til daglig kunne man dog ikke regne med
ham. Så snart vi blev syge eller umulige,
smuttede han. Han var altid på farten, og vi
vidste aldrig, hvornår han dukkede op.
Moenge holdt ham ud i syv år, så lod hun ham
gå.
Vakke havde utallige elskerinder, og det vidste
Moenge godt. Han var dog stadig forelsket i
hende, faktisk hele sit liv. Han besøgte os et
par gange årligt, mens vi var børn, og det var
altid en fest. Efter et par dage brød helvedet så
løs igen, og han fortrak skyndsomst. Vi børn