Une mauvaise constitution qui révèle un secret ... - Étienne - Free

enstemmighed blandt de ved folkeafstemning adspurgte folk er ikke nødvendig: først er
enstemmighed blandt de 25 regeringsrepræsentanter nødvendig (hvoraf mange ikke er valgte
og af hvilke ingen er blevet valgt med et mandat til at træffe afgørelser i sådanne vigtige
sager), og siden staternes enstemmighed i henhold til den til enhver tid gældende nationale
ratifikationsproces [note 23]. Kun i de lande, som kender til folkeafstemninger, og dertil hører
Frankrig, bliver folket direkte spurgt.
Man kunne virkeligt sige, at folkets vilje kun tæller lidt for de, som regerer.
Den fjerde forfatningsretlige grundsætning:
en demokratisk forfatning sikrer mod vilkårlighed,
ved at den deler statens magter og sikrer en kontrol med dem.
___________________________________________________________________
Den af Montesquieu beskrevne Lovens Ånd er utvivlsomt den bedste ide i hele menneskets
historie:
al magt stræber, ganske mekanisk, helt naturlig efter magtmisbrug. For at beskytte
menneskene mod misbrug er det altså væsentligt at dele magten, og så at
organisere en kontrol af magten: ingen indgriben i hinanden og ingen magt uden en
modmagt.
Folket siger således: “Du Parlament, du giver loven, men du udøver den ikke. Og du Regering,
du udøver lovene, men du kan ikke selv skrive dem.” Således har ingen magt alene
midlerne til at gennemtvinge deres vilje. Dette er væsentligt.
“På den anden side, når en af magterne er af den opfattelse, at de andre udviser en uantagelig
holdning, kan de afsætte dem: parlamentet kan vælte regeringen, og regeringen kan opløse
parlamentet. I begge tilfælde bliver folket, som må forblive kilden til al magt, tilkaldt som
dommer (valg)”. Hver magt må stå til regnskab og til enhver tid vide sig kontrolleret.
Dette er ligeledes væsentligt.
Måske er det den bedste ide i verden, den, som befrier os for frygten for en tyran.
Selv indenfor de moderne rammer af et statsforbund kan det ikke forstås, hvorfor
disse beskyttende grundsætninger, som udtryk for almindelig sund
menneskeforstand, skulle have mistet deres værdi.
Alligevel er det vanskeligt at skabe ligevægten mellem de tre statsmagter (den lovgivende,
den udøvende og den dømmende).
Den lovgivende magt opnår ved almindelige direkte valg en stærk legitimitet og fristelsen
ligger nær for at gøre den stærkere end de andre. Men en retmæssig forsamling kan
selvfølgelig blive tyrannisk, for valgmekanismen udgør på ingen måde en erstatning
for en “mod”magt. I øvrigt er en forsamling ikke ubetinget det bedste sted for en
beslutning: “massevirkningen” eller en vis udvanding af det personlige ansvar i beslutningsøjeblikket
kan føre til visse misvækster. [note 24]
Derfor bliver der ofte sat grænser for den parlamentariske magt trods den uafhængighed den
er udtryk for: således er der ofte tale om et andetkammer (to kammer system), hvorved det
ene korrigere det andet: i Frankrig spiller senatet, som også er valgt, men som er ældre, en
normsættende rolle, dog uden vetoret (ved uenighed har nationalforsamlingen det sidste ord).
Ofte er der forudset en anden begrænsning for den lovgivende magt: forsamlingen må være
opløselig, altid med det væsentlige blik på den mod-magt, som stiller de statslige aktører til
ansvar.
Indenfor disse grænser (to kamre og truslen om opløsning) skulle parlamentet spille en
_______________________________________________________________________
Une mauvaise constitution qui révèle un secret cancer de notre démocratie
En dårlig forfatning, som afslører en skjult kræftsvulst i vores demokrati.
http://etienne.chouard.free.fr/Europe/ traduction/oversættelse: Fenja af Fano
side 6