med børnene - LungePatient.dk

16
værelset for at hvile sig lidt, før
han festede videre, sagde han. For
han var blevet træt af al den
traven - både efter job og efter et
sådant pænt juletræ.
Mor og børnene blev ved med
og synge, men nu nåede de ikke
helt rundt om træt, så de stod
stille og sang. Storebror Svend var
lidt stolt af, at han kunne så mange
vers af Et barn er født i
Betlehem og Jeg synger julekvad.
Det havde han lært i skolen. Lillebror
Morten havde lært af ham
igen, og Siv sang tra-la-la. Det gik
fint.
Men så ringede det på. Mor og
børnene gik ud i gangen, og mor
åbnede døren, og der stod julemanden.
Han havde en rød, tyk frakke på
og havde hvidt skæg, og han så
rar ud i ansigtet.
- Er her nogen søde børn?
brummede julemanden.
Mor sagde, at dét var der.
Det var næsten alt for spændende,
for han havde mange pakker i
sækken, og Siv så næsten bare på
pakkerne og ikke på ham.
Storebror Svend og lillebror
Morten fik pakker med Lego og
skøjter i. Det var brugte skøjter,
men de var alligevel fine, og Morten
blev så glad, at han skreg:
- Juppi, julemand!
Han var vidst ikke det mindste
bange længere. Men Siv blev lidt
bange, da julemanden kom hen til
hende.
Først gav han hende en lille pakke,
og den havde fint papir med
røde nisser og grønne juletræer.
Da hun rev papiret af, var det en
æske, og indeni æsken var det
mange farveblyanter. Men så gav
julemanden hende endnu en pakke.
Den var aflang og ganske stor,
og da hun rev papiret af, var det
endnu en æske, og i æsken lå en
lille dukke, og den så ud, som om
den kunne tisse!
- Tusind tak, hviskede Siv, for
stemmen var blevet borte. Så
nejede hun i stedet. Men da kom
hun til og se på det nederste af
julemanden. Julemanden havde
Julen 2007
fars støvler PÅ! Julemanden havde
stjålet fars fine nye støvler!
Siv åbnede munden for og
skrige det ud, men så lukkede hun
den igen. Hun var for bange for
den store julemand, som stod lige
over for hende. Hun fik ikke et ord
frem.
Mor og lillebror Morten sagde: -
Farvel, julemand, og julemanden
gik.
Siv fik heller ikke et ord frem, da
han var gået. Ør og forvirret sad
hun i en krog og glemte og lege
med den nye dukke.
Ja, for det var så flovt at fortælle
de andre, om det hun havde set,
det som de ikke havde lagt mærke
til. Hun forstod ikke rigtigt, om
det var flovt for julemanden eller
flovt for hende. Hendes stemme
lød mærkelig inde i hendes hoved,
da hun sagde: - Det er heller
ikke altid let og være julemand.
Julemanden havde nok dårligere
råd, end hun havde troet. Og
han måtte gå meget rundt i
sneen, så han måtte have gode
støvler. Men alligevel!
Siv vidste ikke rigtig, hvor hun
skulle se hen. Det var ligesom, der
ingen stads var ved dukken eller
farveblyanterne. Lidt efter gik hun
ud i gangen - og jo, det var som
hun troede: støvlene til far stod
ikke på sin plads!
Hvad skulle hun gøre? Hun måtte
få julemanden til og forstå, at
far trængte til støvlerne, han som
skulle gå så meget rundt og søge
arbejde. Men desuden var det
noget med, at storebror Svend
ikke måtte få at vide, hvad julemanden
havde gjort - for da ville
Svend måske komme til at se sur
ud i ansigtet, selv om det var juleaften
- og snakke grimt om julemanden!
Og nu var julemanden væk. Hun
måtte skrive til ham. Ja, egentlig
skrive kunne hun jo ikke, men
tegne kunne hun. Dermed skyndte
hun sig ind i stuen og rev en
lille stykke af det fine papir med
røde nisser og grønne juletræer.
Heldigvis var det hvidt på bagsiden,
så det blev helt tydelig, da
hun tog den røde, nye farveblyant
og tegnede to støvler på.
Julemanden kunne sikkert nok
forstå, hvad hun mente med det.
Nu var det støvlerne til far, hun
ønskede sig. Men ønsker skulle
hun ikke snakke om, havde
Morten sagt. Derfor listede hun
ganske stille ud i gangen igen.
Hun kunne ikke få yderdøren op!
Håndtaget var for højt oppe.
Betuttet stod hun der og strakte
på sig.
Da kom storebror Svend ud fra
stuen. - Mor spørger, hvorfor du
går ud i den kolde gang, sagde
han. - Du skal komme ind til os
igen.
- Ja, men først må du lukke op
for mig, sagde Siv.
- Hvorfor det?
- Jeg skal sende brev til julemanden.
- Brev til julemanden, ha ha,
sagde storebror Svend. - Fik du
ikke det du ønskede dig?
- Jo, sagde Siv, - men ...
- Ja, ja, da, siden du er så lille og
dum, sagde storebror Svend og
åbnede døren. Ude var det helt
stille. Himmelen var så højt oppe,
og det var stjerner på den.
- Kom vind, kom vind, hviskede
Siv.
Og vinden kom virkelig. Siv kastede
lappen til den, og vinden
tog lappen og fløj væk.
Frossen gik Siv ind i stuen igen.
Bare det nu var Nordenvinden,
som havde taget lappen, og bare
den fandt julemanden, hvor han
gik. Det fandtes jo flere vinde... Siv
blev betænkelig.
Lidt efter kom far. Han blev skuffet,
da han hørte, at julemanden
havde været der, mens han hvilede.
- Vi havde ikke hjerte til og vække
dig, sagde mor. - Du var så træt.
- Træt, ha ha, sagde storebror
Svend. Det sagde han måske, fordi
hverken han eller Morten eller Siv
havde tænkt på og hente far, da
julemanden var der - da tænkte
de bare på pakkerne.
Men nu kom nødder, figner og
appelsiner på bordet.