med børnene - LungePatient.dk

More documents

Recommendations

Info

6 Den lykkeligste juleaften Sneen føg gennem gaderne, hvirvlede som skyer af tynd røg om hjørnerne og bed og sved i ansigtet. Jens kneb øjnene sammen og masede sig gennem snestormen med en tung pakke på cyklen. Sine steder havde sneen lagt sig i høje driver, og der vadede man i sne til knæene. Et sted ude i snefoget slog kirkeuret tolv. Jens sukkede. Så havde hans trængsler snart ende. Købmanden lukkede klokken tolv. Han havde været ved at pakke varer til dyrlægen, da Jens forlod butikken med sine to pakker. Den pakke til dyrlægen kunne han tage med sig, når han trak hjemad med sin cykel. Det blev sikkert ikke tale om at køre i det vejr. Det blev en lang spadseretur på næsten 5 kilometer ud til landsbyen, men heldigvis ville han have stormen i ryggen det meste af vejen. I alt fald glædede han sig til at blive færdig og komme hjem. Nu gik mor nok derhjemme og lavede maden klar, mens lille Peter og Emma legede inde i stuen. Havde far været hjemme, så havde han sandsynligvis været i gang med at pynte juletræet nu. Jens blev varm i halsen og fugtig i øjnene. Det var ikke mere end fjorten dage siden at M/S Marie var forsvundet i Østersøen med mand og mus. Der blev opfanget nødsignaler fra den store fiskerkutter, men de tililende skibe havde kun fundet nogle planker og en olieplet på vandet. Det havde været fars første rejse med skipper Olsen, og det blev også hans sidste. Det havde knebet lidt Julen 2007 med julestemningen derhjemme. Sorgen hvilede som en knugende skygge over den lille familie. Et lyspunkt var det da, at alle venner og naboer havde været så flinke og hjælpsomme. Jens fik afleveret pakkerne og traskede tilbage til købmandsforretningen. Købmand Henriksen stod bag disken og talte med sin kommis, da han kom ind i baglokalet. Han kunne se dem gennem den åbne dør. ”Nå, der har vi salgsdirektøren”, lo kommisen, ”vi var lige ved at være bange for, at du var sneet inde et eller andet sted, Jens”. Jens tvang sig til at smile. Han måtte også se at komme i bedre humør. De trængte til lidt smil og glæde derhjemme. ”Kom her Jens, her er en pakke til dyrlægen, den kan du tage med og aflevere på vejen”, sagde købmanden, ”og her er en kurv, som du også gerne skulle have afleveret på vejen”, tilføjede han med et lunt smil, ”og så må du hilse din mor og søster fra mig og ønske dem glædelig jul”. Jens stirrede benovet på den store kurv, der var stoppet til randen med gode sager af enhver art. ”Tusind tak, hr. Henriksen, det - det er alt for meget”, stammede han. ”Sludder og vrøvl”, brummede købmand Henriksen, ”det er ikke mere, end hvad du fortjener, - Hvad skulle vi have stillet op uden Jens, hvad Petersen”? Kommisen nikkede. ”Nej – det var aldrig gået.Vi var kørt fast efter de første tre ordrer. – Jeg har en lille pakke til din mor, Jens, vil du give hende den og ønske hende rigtig glædelig jul”. Kommisen stak ham en lille flad pakke i lommen. Jens var helt tummelumsk og kunne knap sige tak højt og tydeligt, da han trykkede købmanden og kommisen i hånden. Han spændte sin egen kurv fast på cyklens bagagebærer og lagde dyrlægens pakke over styret, og så startede han på hjemrejsen. Sneen hvirvlede omkring ham som en levende mur. Af og til dukkede en bil eller fodgænger op og forsvandt igen, men ellers var det som at vandre i en fuldkommen menneskeforladt verden. En gang imellem måtte han standse op for at se, om kurven var der endnu, og for at orientere sig lidt. Da han kom til torvet, drejede han ud ad hovedgaden og fik stormen i ryggen. Det var en dejlig følelse at være fri for sneens hårde pisk i ansigtet. Om lidt ville han være ved dyrlægens villa, og når så pakken var afleveret der, gik det for alvor hjemad. Dyrlægen tog selv imod pakken. Han kendte Jens og stak ham en konvolut i lommen. ”Tag den med hjem, min dreng, og hils din mor mange gange fra os herinde og ønsk hende glædelig jul”. Jens fremstammede en tak og trampede ned ad trappen til sin cykel.
Hvor ville mor blive glad, når han kom hjem med alle de gode sager fra alle de rare mennesker. Han fortsatte ud ad hovedlandevejen og holdt sig godt ovre i siden for ikke at risikere at blive kørt ned af bilerne. Bilisterne kunne ikke se mange meter frem for sig i det vejr.Til sin glæde så han, at hovedlandevejen var forholdsvis fri for sne. Her var jo ingen steder, hvor sneen kunne komme til at ligge i læ for stormen. Han besluttede at vove forsøget og svang sig op på cyklen. Den slingrede en del på grund af den tunge kurv på bagagebæreren, men da han først fik cyklen i ro, gik det i strygende medvind hen ad vejen. Inden han vidste af det, var han nået til korsvejen, hvor han skulle dreje af. Herfra var der kun to kilometer hjem. Jens blev i godt humør ved tanken og følte sig ikke spor træt, da han måtte stå af cyklen og trække gennem driverne, som tårnede sig op på den smalle bivej. Her kunne der ikke være tale om at køre. Ganske vist var vejen hist og her fri for sne, men til gengæld var den på disse steder glat, så han måtte gå forsigtigt for ikke at risikere at vælte med sin kostbare last. Det forekom ham, som han nu havde travet en evighed i snestormen, som han nu havde ind fra siden, før han i snetykningen fik øje på en stor, rødmalet trælade. Det var den store lade på ”Enggården”. – så var han halvvejs mellem korsvejen og hjemmet. Han bed tænderne sammen og masede sig frem. Vejen drejede igen en smule, så at han nu havde stormen lige i ansigtet. Pludselig standsede han op og stirrede frem for sig. Han kneb øjnene sammen et par gange og stirrede. Jo, der foran ham stak noget mørkt frem af en stor drive, som strakte sig tværs over vejen. Han kørte cyklen fast ind i driven og lagde sig på knæ for at undersøge sagen nærmere. Blodet skyllede ham til hovedet. Det var Henrik Post, der lå her i driven. Det var hans uniformsærme, der stak frem af driven. Jens fik ham trukket fri af sneen. Han hang slap og livløs i hans hænder. Han rystede ham. ”Henrik – Henrik”! råbte han, men postbudet lod ikke til at sanse noget. Jens stak sin hånd inden for Henriks frakke. Hjertet slog da. Så var Henrik kun bevidstløs. Han havde et fælt sår i panden. Han var nok væltet med cyklen og havde slået sig bevidstløs. Men det gik ikke, at han blev liggende herude i sneen og kulden. Han så sig rådvild om i snefoget. Nej, der blev vel nok ikke andet at gøre end lade Henrik blive liggende og så skynde sig til det nærmeste hus efter hjælp. Det nærmeste hus var mejeriet. Hvis han skyndte sig, ville han kunne nå dertil på ti minutter eller sådan. Det var ikke nemt at beregne i det vejr. Men kunne han lade Henrik ligge her så længe? Det gav et sæt i ham. Henrik Post havde rørt den ene arm. Han lagde sig på knæ ved siden af ham og ruskede let i ham. ”Henrik – Henrik – kom til dig selv!” råbte han skingert. Henrik Post åbnede langsomt øjnene og stirrede uforstående på ham. ”Kan du forstå, hvad jeg siger”? spurgte Jens med munden helt nede ved postens øre. Henrik Post virrede langsomt med hovedet, som ville han ryste Julen 2007 7
Page 3 and 4: Tidsskrift for Lungehandicappede IS
Page 5: hele året. Her er det muligt at ko
Page 9 and 10: et eller andet af sig. Så løftede
Page 11 and 12: Jul i Tivoli Det er nærmest blevet
Page 13 and 14: Gigantisk sneglobe Sidste år var d
Page 15 and 16: Det er heller ikke altid let at væ
Page 17 and 18: Siv spiste af godterne, men hele ti
Page 19 and 20: Julen 2007 19
Page 21 and 22: Den anden ting, der er nemt at lave
Page 23 and 24: Tegn eller mal julegåsen Tegne- og
Page 25 and 26: Den 13. december går Luciabruden m
Page 27 and 28: træ, vi synes, der vil være aller
Page 29 and 30: Glade jul, dejlige jul Glade jul, d
Page 31 and 32: Julen 2007 31
Page 33 and 34: ørn, der får ophold her af forske
Page 35 and 36: dan Jægerspris Slot må have set u
Page 37 and 38: Hun rystede på hovedet: "Den har h
Page 39 and 40: Som det ses i opstillingen på side
Page 41 and 42: OPLYSENDE MATERIALE Navn: Ønsker a
Page 44: Blad id: 46220 Afsender.: Lungefore

med børnene - LungePatient.dk

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?