Af Ole Bering, lærer - Vorrevangskolen

Jeg begyndte min skolegang i 1.A i
1954 i den nyopførte skole. Jeg kom
i 1.A, og skolen gik kun til 3. kl., hvor
min søster startede.
Det var et børnerigt kvarter, vi boede i, og
klassen var stor - jeg tror faktisk der var
børn nok til at fylde 4 førsteklasser.Vi var
så heldige at få Hr. Herholdt som klasselærer.
Han var en mild og omsorgsfuld
”far” for os børn, som måske ikke
så særlig meget til vores egen far, der
ofte arbejdede fysisk hårdt og var træt,
når han vendte hjem. Jeg ser tilbage på
mine første år med stor glæde. Jeg elskede
at gå i skole. Der var en god og
rummelig atmosfære i klassen, verden
var overskuelig, og der var altid liv og
glade dage i frikvartererne. På det tidspunkt
var der kun den lille skolegård
med de klasser, der omkransede den.
Vi børn havde en god og tryg hverdag.
Min ”gamle” klasse har holdt 50 års
jubilæum for vores start i 1. kl. i 2004.
Det var en stor oplevelse: mange af os
havde ikke set hinanden siden dengang.
Der var stor gensynsglæde – jeg
er ikke i tvivl om, at de gode minder
skyldtes den trygge atmosfære, som
jeg husker fra skoletiden dengang. Ved
denne lejlighed fandt jeg også ud af, at
der var stor forskel på den måde drenge
og piger blev behandlet dengang: flere
af drengene kunne fortælle om lussinger
og anden korporlig afstraffelse – det er
simpelthen gået min næse forbi.
Den måde min klasselærer, Hr. Herholdt,
var lærer på har altid stået for mig som
ideel. Han var i stand til at skabe en rar
og rummelig stemning i klasseværelset.
Der var et nærvær og et dybt engagement
i os børn, og vores trivsel lå ham
stærkt på sinde. Det faglige arbejde
gled let, og hyggen bredte sig, når Hr.
Herholdt læste op for os af spændende
bøger, dramatiserede læsebogs teksterne
og hvert år tegnede et juletræ
på tavlen, som vi tændte lys i hver dag.
Små ting, måske, men betydningsfulde
for os. Jeg var ikke i tvivl om, hvad jeg
selv skulle være, når jeg blev stor: lærer,
selvfølgelig! De første 5 år husker jeg
som min bedste skoletid.
Derefter kom der desværre en anden
tid, hvor sortering og udvælgelse/fravalg
prægede skolebilledet. Det var ikke Vorrevangskolens
skyld, men skyldtes en
Af Tove Møller, tidligere elev Vorrevangskolen 1954-1964
Min skoletid
ny skolestruktur, vi var så uheldige at
blive involveret i. Efter 5. klasse blev
vi sorteret i A (almene) og B (boglige)
klasser, og minsandten om vi ikke også
blev delt efter 7. klasse- i en realafdeling
eller et 8. - 10.klasses forløb.
For mig personligt betød det, at gode,
tætte venskaber blev brudt, og den
gode, gamle ”klasseånd” fik aldrig en
chance. Ved jubilæet med min gamle
klasse gik det også op for mig, at mange
havde følt sig vraget dengang, og flere
havde siden brugt mange kræfter på
at bevise, at de VAR gode nok. Alt i alt
synes jeg, det var pokkers ærgerligt, at
den sidste del af skoletiden skulle præges
af sådan en opsplitning. Det var mig
derfor magtpåliggende siden hen som
lærer at kæmpe for samlæste klasser,
og det var med en helt speciel følelse
af tilfredshed at blive klasselærer for det
første hold under samlæsningen, som
kom i første halvdel af 70’erne.
Afsluttende vil jeg sige: Jeg hold meget
af min skole – Vorrevangskolen.
“Jeg kører 110 km hver dag med bus for at nå frem til
skolen. Jeg gør det glad og gerne og helt ærligt:
Hvem ville ikke gøre det samme, når der for enden af
den lange kørsel venter belønningen: Den bedste arbejdsplads,
man kan tænke sig” Lærer på Vorrevangskolen
9