Magasinet Finans nr. 7/2007 (PDF) - Finansforbundet

Portræt
ggg
20 Finans august 2007
mer på sin historie og afspejler hvilken kundeverden Bent har
bevæget sig inden for og med hvilken arbejdsgiver. Han har
loyalt fulgt sin arbejdsgiver fra Kgl. Brand til Skandia og nu If
forsikring.
De fleste af Bents kunder betaler 100.000-200.000 i forsikringspræmie,
og Bents største kunde lægger årligt 3,5 millioner
kroner i forsikringskassen. Kunder i denne størrelsesklasse
har sin egen plads på et aflangt bord, som er parkeret i
et hjørne af Bents kontor. Der er 12 bunker af papirer i plasticchartekker
på dette bord, som hver udgør en stor kunde.
De betragtelige summer skæpper også godt i lønningsposen.
Bents løn er udgjort af fastløn og tegningsprovision. Provisionslønnen
udgør cirka en fjerdedel af Bents årlige løn, og
med fem procent i provision af nytegninger går der et beløb
på den gode side af en million ind på Bents lønkonto. Hans
salgsmål for i år er 5,5 millioner, og han er godt på vej til at nå
målet. Salgsmålet er det højeste blandt firmaets mediumassurandører,
og det passer Bent fint.
"Jeg har altid ligget i den bedre ende. Jeg er ambitiøs og har
altid gerne villet være nummer et".
Skal man klappe hunden?
Men Bent er ikke kommet sovende til jobbet og lønchecken.
Tiden er en vigtig faktor i jobbet som assurandør, hvor man
lægger mange timer på jobbet, og det gælder også Bent. Med
en arbejdsuge på godt 50 timer tilbringer han de fleste af døgnets
lyse timer på jobbet. Det er dog ingenting i forhold til de
første ti år i assurandørjobbet som primært privatassurandør.
"I gamle dage kunne jeg arbejde til ni-ti stykker om aftenen.
Når man sad i folks stuer om aftenen, mens hunden slikkede
en, kunne man tænke, hvor meget skal man sælge sig selv?
Og skal man klappe hunden? Og er det nok at klappe den én
gang? Jeg har normalt undgået at klappe den, for klapper man
den først én gang, så kan man jo blive ved. Men jeg har i grunden
aldrig været træt af det. Man havde alligevel lavet en del
penge. Der gik man lidt op i det, fordi vi fik ret meget i provision.
Vi fik 40 procent af førsteårspræmien, og der fik man et
kick, hvis man solgte en forsikring. Det var nok det, der drev
værket, mere end interessen".
Selv om de lange arbejdsdage ikke synes at have bekymret
Bent set i bakspejlet, er han godt klar over, at hans familie måske
ikke deler den samme holdning.
"Hvis du spørger min kone, synes hun også, det var slemt
indimellem, men det var mere, fordi hun ikke vidste, hvornår
jeg var hjemme. Dengang var verden en anden. Der var ikke
mobiltelefon, og jeg sagde altid, at jeg er nok hjemme ved 20-
21 tiden. Og hvis jeg så sad ude ved en kunde, kunne jeg ikke
lige ringe og sige, at jeg kommer senere. For jeg var måske lige
midt i en aftale, og spurgte jeg så, om jeg måtte låne telefonen,
kunne det være, at kunderne ville bruge lejligheden til at
sige, tak det var fint, vi tænker lige over det. Så jeg kom senere
hjem. Jeg husker det ikke som tit, men det var det nok".
Nej til hjemmearbejde
Sammenlignet med tidligere tilbringer Bent i dag mere tid på
kontoret end på kundebesøg. Men forsøger alligevel at besøge