Den universelle velfærdsstat - Socialpolitisk Forening

penge, intet kommunikationsmedium – har blot deres disciplin som en
mulig styrke« (Badiou, 2006) . Velfærdsstatens universelle forsikringsordninger
var et middel til at afbøde spændingerne i sidste halvdel af
1800-tallet; en periode præget af stigende social segregering, massearbejdsløshed,
og fattigdomszoner . Og de universelle velfærdsinstitutioner
skabte en basal understøtning af ‘dem, der ingenting har, udover
deres disciplin’ . At hævde den universelle velfærdsstats irrelevans synes
at indebære, at denne problematik ikke længere er påtrængende .
neo-filantropisk formynderi kontra Universalisme
Som Badiou for nyligt har påpeget, er der meget, der tyder på, at vi, når
det gælder de politiske problemer i vores samtid, er tættere på det nittende
end det tyvende århundrede: »Ligesom i omkring 1840 står vi i dag
står over for en yderst kynisk kapitalisme, som er sikker på, at den udgør
den eneste mulige rationelle organisering af samfundet . Overalt underforstås
det, at de fattige selv er skyld i deres egen situation, at afrikanere er
tilbagestående, og at fremtiden tilhører enten det ‘civiliseret’ borgerskab
i den vestlige verden eller dem, der vælger at følge den samme vej . I dag,
ligesom dengang, findes der meget store områder af ekstrem fattigdom
også i de rige lande« (Badiou, 2012: 258-259) . Også når det glæder dagens
socialpolitiske debat, er der visse paralleller til det nittende århundrede .
Som flere kommentatorer har bemærket, har denne debat en række elementer
– så som skellet mellem værdigt og uværdigt trængende, kravet
om hjælp gennem hjælp til selvhjælp og forestillingen om civilsamfundet
som en særlig socialpolitisk ressource – til fælles med det nittende
århundredes filantropiske diskurs (Villadsen, 2004; Christensen, 2012) .
Thyssen og Dahl kan til dels læses som repræsentanter for en sådan
neo-filantropisk position i dagens socialpolitiske debat, da også de referer
til såvel skellet mellem værdigt og uværdigt trængende og hylder
tanken om hjælp til selvhjælp . Men mens den filantropiske tankegang,
både i dens klassiske og i den seneste udformning, for det meste baseres
sig på et liberalistisk menneskesyn, så synes det menneskesyn,
som Thyssen og Dahl giver udtryk for, imidlertid at ligge tættere på
en vulgær-nietzscheansk opfattelse af menneskeheden som spaltet i to:
over- og undermennesker, de dygtige og de udygtige . Og ligesom kernen
i Nietzsches (1998: 60) opgør med kristendommen er dens universalisme
(»Giften i læren om ‘lige rettigheder for alle’ – kristendommen
har på det grundigste udsået den« som han skriver i Antikrist), så har
Thyssen og Dahl tydeligvis også et regnskab at gøre op med lighedsmageriet
i dets moderne form som universelle velfærdsydelser .
Universalismen – også når det gælder velfærdsydelserne – er værd
at kæmpe for, fordi den er et værn imod, at vi ender i en situation,
hvor den, der rammes af en social eller personlig ulykke, for at kunne
Mange paralleller
mellem den aktuelle
velfærdsdiskussion
og de sociale
spørgsmål i det nittende
århundrede
Universalisme er
et værn mod social
og personlig ulykke
27