BLUR - Roskilde Festival

8
Gået i stykker
★★★★★
DANIEL JOHNSTON
Pavilion
Daniel Johnston er en mand på over 130
kg, som er gået i stykker indeni. Diagnosen
er: Maniodepressiv. Et defekt menneske.
Han starter med at vælte mikrofonstativet.
Han synger som en ting, der er gået i stykker:
Han kan egentlig ikke synge. Han
spiller på sin akustiske guitar og sit
Roland-keyboard som en ting, der er gået
i stykker: Han kan egentlig ikke spille.
Spiller sine falske tre akkorder. Passerede
Foto: Rockphoto / Gitte Sofie Hansen
Spartanske
stemninger
★★★★
LISE WESTZYNTHIUS
Odeon
En afslappet Lise Westzynthius
leverede en stemningsfuld koncertoplevelse
på Odeon, der fortrinsvis
bestod af langsomme,
spartanske og koncentrerede arrangementer
af sangene fra hendes
debut. Bassisten og guitaristen
Moogie Johnson (eks-
Wynona), den tidligere Gangway-mand
Henrik Balling på
guitar og synth og den unge
trommeslager Adrian Nielsen
assisterede lidt på skift, og var
kun samlet på scenen, når dyna-
ROSKILDE DAILY
du ham på gaden i den travle storby, mens
han sang sine humpende, defekte legetøjssange,
så ville du føle dig så pinligt berørt,
at du hastigt ville skynde dig videre. Men
nu spiller han på Roskilde Festival og
fanger et fyldt Pavilion-telt på en måde,
som synes hinsides al logik. Publikum
synger med og klapper i takt til de melodiøse
omkvæd. Svært når sangeren synger
falsk og ikke selv kan holde takten.
Det er teksterne - der heller ikke er perfekte
- som forvandler det hjælpeløse til
magi. Han synger minimalistiske, naive
sange om kærlighed. Kærlighed, der går i
stykker: “Love will wash your brain/hunt
you like a ghost”. Eller iagttager verden på
en både skræmmende og simpel måde: “I
mikken skulle have en ekstra
tand. Odeon er ikke et sted, hvor
man kan høre en knappenål falde
til jorden, så koncerten mistede
en del af intensiteten, når den
tidligere Luksus-sangerinde var
alene på scenen med elklaveret
som eneste akkompagnement.
Til gengæld havde de fuldt bestykkede
numre, som f.eks.
Heavy Dream, alt den nerve, man
kunne ønske sig.
/Peter Studstrup
● A relaxed Lise Westzynthius
gave a moving performance consisting
of slow and concentrated
arrangements of songs from her
debut. The concert lost some of its
intensity when the ex-Luksus
singer was unaccompanied on stage
but was full of nerve when the
whole band was playing.
ANMELDELSER / REVIEWS
★★★★★★ Mesterlig/Dazzling ★★★★★ Blændende/Excellent ★★★★ God/Good ★★★ Jævn/Okay ★★ Dårlig/Bad ★ Elendig/Dreadful
Ingen stress!
★★★★
FU MANCHU
Orange
Med en nærmest ubegribelig
coolness og afslappet attitude
slentrede de californiske stenerrock-pionerer
Fu Manchu på
Orange Scene. På trods af at forsanger
og guitarist Scott Reeder
ikke gjorde alverden ud af interaktion
med publikum ud over
“Hell Thank You!” fik bandet
faktisk overraskende meget gang
i Orange Scene. Især når man
tænker på, at de er og bliver et
kultnavn. Deres stenede garage
rock’n’roll fik mange hoveder til
at gynge med. Materialet
spændte over hele bandets bagkatalog
spædet med enkelte nye
numre: Eating Dust, Weird Beird,
King Of The Road, Evil Eye, Squash
That Fly, I Wanna Be og Hell
On Wheels blev leveret med overbevisning.
Men jeg savnede
mere fokus på bandets seneste og
bedste album, California Crossing.
/Keld Rud
● The stoner rock-pioneers Fu
Manchu entered the Orange Stage
with an almost unbelievably cool
and relaxed attitude, but nevertheless
got the audience going surprisingly
well. They played material
from their entire career, but I missed
more focus on the band’s latest
and best album: California Crossing.
see the setting sun like an atombomb forever”.
Det defekte samler sig til et perfekt
hele. Publikum går derfra og er lidt anderledes.
Er heller ikke perfekte. Enkelte græder.
/André Devantier
Daniel Johnston is a manic-depressive
130 kg man, broken inside. He’s not much of a
singer, he doesn’t have much rhythm and he
plays his Roland keyboard and acoustic guitar
as if they were broken. Despite his many
imperfections, with lines like “I see the setting
sun like an atom bomb forever” he succeeds in
making the imperfect perfect and creating
magic. Leaving his audience touched and a
little different.
Lars The
Truckerboy
★★★★
LARS H.U.G.
Arena
Foto: Rockphoto / Klaus Bo Christensen
Måske virkede det noget ulogisk
at programsætte Lars H.U.G. og
hans søde americanapop på årets
festival. Det kuede på ingen
måde Lars H.U.G., og koncerten
blev et af de afslappende
pusterum, der heldigvis er plads
til. Iført bedste truckerlook gav
han en eksemplarisk koncert, der
fra start til slut var omgivet af
stor varme. Bortset fra et par
enkelte afstikkere holdt Lars
H.U.G. sig til sangene fra Save
Me From This Rock’n’roll, og med
mere end en delikat lyd stod
sangene en god fylde. Stilen fik
et ekstra tryk med en solid guitarbesætning,
der kunne sin
country & western. Der blev
spillet med stor ømhed, og det
var ikke kun publikum, der forfaldt
til kærtegn. Det var fuldfed
americana og drivende sentimentalt
og bestemt ikke hverdagskost
at se en velvoksen
Manowar T-shirt vugge blidt til
Lars H.U.G.’s kærlige omfavnelse.
/Jan Opstrup Poulsen
● It might have seemed a bit illogical
to fit Lars H.U.G. and his
sweet americana pop into this years
programme. But that didn’t seem to
bother Lars H.U.G. at all and the
concert became one of these relaxing
breaks that you really need.
Dybt nede i
mudderet
★★★
THE MELVINS
Arena
Det lød som Black Sabbath i
psilocybint stormvejr, da støjen
fra trioen The Melvins (Aberdeen,
Washington) bredte sig over
Arena-området sent lørdag
eftermiddag. De gamle 80’ergrunge-pionerer
- og således
også Nirvana/Soundgardengudfædre
- lod publikum være
publikum og indtog den store
scene, som var det en hvilken
som helst voluminøs dag i øvelokalet.
Meget massivt og konsekvent
langt hen ad vejen, hvor
The Melvins jammede sig gennem
et støjorgie, som sjældent
hørt på festivalens næststørste
scene. Ingen adresseren sig til
publikum, blot én lang gang forunderlig
flirten med feedback og
fandenivoldskhed, som nok kunne
fascinere indledningvis, men
som efterhånden sank så dybt
ned i det støjmæssige mudder, at
selv et band som Neurosis ville
have råbt på hjælp fra Stock Aitken
Waterman for bare at få én
crowdpleaser i land.
/Jens Jam Rasmussen
● Deep in the mud
It sounded like Black Sabbath in a
psilocybine storm when The Melvins
took in the Arena stage late
Saturday afternoon. The godfathers
of grunge created a veritable
orgy of noise that initially fascinated,
but the mud of noise ended up
so deep even a band the like of
Neurosis would have screamed for
just one crowd pleaser.
Blid opvågnen
★★★★
CHRISTIAN KJELL-
VANDER
Pavilion
Man må sige, at det var vel tænkt
af Roskilde at lade den svenske
sanger og sangskriver Christian
Kjellvander åbne den intime
Pavilion-scene lørdag middag.
Kjellvanders overvejende afdæmpede
sange i den amerikanske
roots-, folk- og countryinspireredesinger-songwriter-tradition
var det perfekte akkompagnement
til en tømmermændspræget
opvågnen. Kjellvander er
opvokset i Seattle, og han lyder i
enhver henseende mere amerikansk
end svensk, ikke mindst
Sejr til Hold O
★★★★
OUTLANDISH
Arena
To glimrende plader og ikke
mindst en gennemført svedig
forårsturné har banet vejen for
lørdagens Outlandish-koncert i
Roskilde Arena. De herrer
Lenny, Waqas og Isam (plus
gæsterapper Majid) er blevet
rutinerede entertainere. De gav
den gas med både Birte Wilkeog
cutting edge-headgear, og
lægger man dertil et talstærkt og
veloplagt publikum, kan det jo
ikke gå helt galt. Der var lidt
ølkor over de første par numre,
men drengene fandt melodien
og levede fint op deres internationale
ry.
Der var guitar-krydderi på
bl.a. Aisha og Walou, men det
understregede én tanke: Old
school-stil eller ej - til en koncert
i dette format ville det klæde
Outlandish at stille op med flere
live-instrumenter. Lad os se
nogle af de etniske godter, som
man kan høre!
En letkøbt encore med lån fra
Panjabi MC kunne vi godt have
undværet, ligeså fyrværkeri med
sært dårlig timing.
/René Munk Thalund
● Two brilliant records, and, not
in the least, a great spring tour has
paved the way for Saturday’s Outlandish
concert. The three boys
have established themselves as skilled
performers and fully lived up to
their international reputation. But
it would suit the band to include
more live instruments in their set.
Foto: Rockphoto / Klaus Bo Christensen
hans engelske udtale, komplet
ned til de countrypåvirkede knæk
i stemmen. Er det så som så med
originaliteten, er han til gengæld
en habil sangskriver, og hans
sange var i de bedste hænder hos
hans velspillende band med bl.a.
sav og violin - men sjovt nok ikke
genrens maskot, lap-steel - mens
han selv førte an med mundharpe
og virtuost guitarspil.
/Ole Rosenstand Svidt
● A gentle awakening
Roskilde made a proper scoop by
letting Swedish singer-songwriter
Christian Kjellwander open
the intimate Pavilion stage
Saturday noon. The gentle mix
of American roots, folk, and
country music made up the perfect
partner for a hungover
wake-up.