Kapitel 6 - To Konger og Et Es - Solaruniverse

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
6.
”To Konger og Et Es”
- ”Det er et meget bemærkelsesværdig gerningssted. Der er intet spor af ham, og der er intet, der
kan bekræfte et dødeligt sår inden da, selvom han blødte. Så vi står måske overfor en bortførelse.
Problemet er så, hvad vi ellers fandt i stuen. Jeg har aldrig set noget lignende.”
- ”Jeg har læst den umiddelbare briefing, men hvis du synes dit gerningssted er mærkeligt, så skulle
du se mit. Jeg tror alle MPS agenter blev dræbt af den samme mand, og at han var helt og aldeles
alene om det.”
- Samtale mellem Løjtnant Lecauf og Løjtnant Dix, Earth Intelligence – Crime Scene Unit
hold 1 og 2.
Hvad var det egentlig han følte? Sådan, helt præcist?
Magtesløshed?
Til en hvis grad. Han var låst uden for indflydelse, kunne ikke sætte gang i de tiltag, han ville
benytte, rykke rundt på brikkerne, sådan at fjendens indflydelse og påvirkning blev mindre.
Men hvis han skulle være helt ærlig, så var der en stor del af ham, som ikke følte den fjerneste lyst,
til netop at stå for dette ansvar.
Daniel Nygaard havde haft den, uden tvivl, korteste periode som Storadmiral i SOL Flådens
historie, men havde i den periode også sikret den vigtigste og største sejr i verdenshistorien, ved at
slå Loortech racen tilbage. Det kunne godt være, at han i virkeligheden ikke havde gjort det ved en
eller anden brillant manøvre eller taktik, men det brød historiebøgerne sig sjældent om, ligesom alt
det klassificerede materiale gjorde, at hans navn fortsat ville træder frem som det vigtigste.
Nu stod han og så, hvordan den monumentale sejr blev kastet til side, mens Sandhedens Alliance
aggressivt og nådesløst var begyndt at pille SOL fra hinanden, bid for bid.
Og det var her hans manglende lyst manifesterede sig selv. Han følte sig i den grad uretfærdigt
behandlet, så selv hans inderste væsen dirrede af en sær selvtilfredshed, affødt af, at dem der havde
sat ham på porten, ingenting kunne stille op overfor fjenden. Det var en grim og uhæderlig følelse,
men han var kun et menneske.
En helt anden del af den følelse var også, at han bare ikke kunne stole på de her mennesker længere,
politikere såvel som flere officerer, ikke sådan rigtigt i hvert fald. Deres egen egoistiske og selviske
opfattelse var netop, hvad der var ved at koste SOL livet. Hvis han reddede deres røv nu, så ville de
samme mennesker sidde og pønse på, hvordan de efterfølgende kunne fjerne ham og andre, der stod
i vejen, blot for at de selv kunne nå rampelyset. Et rampelys som den her konflikt havde vist, inden
for få dage, at de slet ikke kunne håndtere.
”Sir?”
Daniel, der hidtil havde stået tabt i sine tanker i biblioteket på første salen i sit hus, omgivet af
reoler med bøger og nogle få skulpturer, vendte sig imod døråbningen og vidste med det samme, at
der var noget galt.
Den ledende MPS officers udtryk sagde det hele, der var noget fuldstændig galt.
Hvem er nu død?
”Under Alliancens angreb i Nordamerika er det komme frem, at de har fået sneget informationer ud
af MPS hovedkvarteret.”
”Men Neo New York var ikke under angreb?”
1
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”De angreb ikke, de sneg sig ind. Vi ved ikke hvordan, og lige nu er det lige meget. De stjal
oplysninger om en masse personers tilholdssteder og sikkerhedsprotokollerne omkring dem, og det
er lige blevet bekræftet, at en af de datablokke, der blev overført, var din.”
Daniel rynkede en anelse på panden. ”Om mig? Det giver jo ingen mening, jeg er ude af spillet.”
”Men du har vigtige oplysninger.”
”Så hvad nu?”
”I og med Military Protective Services er kompromitteret, har den nyudnævnte Storadmiral
besluttet, at overføre dig til EI’s varetægt.”
Daniel blinkede overrasket. ”Har vi fået en ny Storadmiral?”
Officeren gav ham et svagt smil. ”Du kender ham rigtig godt, det er Griffin Brichzor.”
Daniel vidste, at han stod og måbede, men det var ikke det, der bekymrede ham. Det var i stedet,
hvad der foregik oppe ved Regeringskuplen og i EI hovedkvarteret. Havde folk som Rimeux,
SeeLanc og van Liest bare vendt 180 grader rundt, og mente nu, at en tidligere ”forræder” var det
der skulle til? Hvad med Hawkins? Hun var absolut en dygtig og kompetent leder ifølge al
information, som Daniel havde kunnet skrabe sammen, men hun havde i den grad også sine
holdninger. Endnu vigtigere var, at hun var kommet frem til sin nye magtposition ved at Beckett,
Griffin og Daniel selv var blevet ”elimineret” fra udregningen. Kunne hun tillade, at det her
foregik?
”Interessant,” endte han bare med at sige.
”Jeg ville foretrække, at de forlod dette lokale, da der er vinduer,” han kiggede lettere opad på
vinduerne i den ene side af rummet, hvor taget skrånede let.
Daniel gik over imod ham og bad ham vise vej, til hvor end han nu mente, at det ville være sikrest
at opholde sig, inden EI kunne overtage tjansen. Officeren lod ham træde ud af døråbningen, og
talte så roligt ned i den næsten usynlige kommunikationsenhed, han bar.
Daniel ignorerede det, han var vant til, at han blev overvåget ganske nøje. Men da han ikke kunne
høre lyden af officeren, der fulgte efter ham, over imod trappen, stoppede han op og drejede sig
rundt.
Hans ansigt var en maske af undren. ”Der er ingen vagter uden for, der reagerer.”
Daniel mærkede sin puls skyde i vejret, mens han så sig omkring. ”Og det er ikke bare en dårlig
forbindelse?”
”Umuligt. Men…det er også umuligt, at vi ikke skulle være blevet alarmeret. Vi har otte vagter
derude, samt et akustisk forstærket system og videoovervågning, der ville opfange selv
mikroskopiske spor, fra et affyret våben.”
”Hvad nu hvis det ikke er et skydevåben?”
Officerens ansigt viste tydeligt, hvad han mente om den ide. ”Nogen har dræbt otte MPS vagter,
inden for intervallet på fem minutter, hvor det checker ind til kontrollen, uden at der er blevet givet
en lyd fra sig?”
”Men er det akustiske system da sat op til at opfange slag eller andet?”
Officeren blev mere stram i betrækket. ”Nej, det er det ikke, for mange ting kan snyde sådan en
algoritme. Det virker usandsynligt, men vi må nok antage, du har ret.” Han hev sin pistol ud af
hylsteret, rakte så om bag ryggen og hev endnu en pistol frem, som han gav Daniel.
Det var lang tid siden, Daniel for alvor havde holdt et skydevåben i hænderne, med intentionen om
at skulle bruge det om lidt, men sært nok virkede det genkendeligt. Hans minder fra hans helt unge
dage var endnu ikke glemt, og han var faktisk en udmærket skytte.
Men dengang, som nu, så plejer jeg at tage min tid, før jeg skyder.
”Langdon til samtlige in recidens MPS agenter,” sagde han med henvisning til Daniels hus.
”Formodet fjendtlig indtrængende uden for, skift til procedure 3 kryptering. Hold Jer klar.”
2
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Han havde næppe færdiggjort sætningen, før hele underetagen eksploderede i en tordensalve af
skud. Daniel blev med et voldsomt træk hevet om bag Langdon, mens skud fra både pistoler og
noget der måtte være en form for maskinpistol, bragede igennem huset.
Ting væltede, folk råbte, og lyden af træ- og plastpaneler, der blev gennemhullet, øgede bare det
uoverskuelige kaos, der var brudt ud under dem. Støjen varede endnu nogle sekunder, så døde den
stille og roligt ud, indtil der lød to-tre pistolskud og så en salve fra en maskinpistol, før der blev helt
dødt. Langdon så nu ligbleg ud, mens han tilsyneladende var i gang med at beslutte sig for, hvad de
nu skulle stille op.
”Kontrolcentret?” spurgte Daniel med henvisning til MPS agenternes overvågningsstation i huset.
”Uskadeliggjort, ellers ville de være i gang med at informere mig om fjendens placering.”
De befandt sig uden for biblioteket, på en smal svalegang der ledte hen til trappen, som snoede sig
nogle få meter ned til stueetagen. De kunne trække længere tilbage, ind til enten et badeværelse, et
af soveværelserne eller en mindre opholdsstue. Ingen af stederne havde dog en udpræget, klar vej
ned.
Langsomt, med pistolen hævet i retning imod en potentiel trussel fra trappen af, bevægede Langdon
sig tættere på deres umiddelbart eneste flugtrute. Daniel holdt sin egen pistol klar, mens han
mærkede en pumpende rytme i dels sine tindinger, og dels sin hals, han var slet ikke vant til at være
i fare på denne her måde. Hans træning fra situationerne i rummet gjorde, at han kunne kontrollere
det, men han var på dybt vand, hvad angik en plan.
En grøn kugle kom pludselig flyvende op nede fra, Daniel rettede instinktivt sit sigte imod den,
mens han ud af øjenkrogen så, at Langdon var mere kold, og holdt sin pistol rettet imod
underetagen, mens hans øjne i stedet lige kort to bestik af tingesten.
”Granat! Biblioteket!”
Han var allerede drejet rundt og havde sænket sin pistol helt, før Daniel registrerede
problematikken, granaten nåede sit toppunkt i kastet og hang ligesom og svævede et kort moment. I
det øjeblik taklede Langdon ham med al sin styrke og kastede ham baglæns og skråt igennem
indgangen til biblioteket. Daniels albue tog dørkarmen, og han tabte pistolen, mens en lammende
følelse skød sig ud af og igennem hans underarm, hans skulder tordnede herefter imod en bogreol,
hvilket ledte til, at han let drejede sig rundt i luften, før han landede ned på sin venstre side, det
bløde, pelsede tæppe tagende svagt af for hans fald. Et glimt af lys spillede hen over hans halvt
lukkede øjne og kastede et svagt øjeblik skygger, før braget fra detonationen på en gang lammede
Daniel, og bragte ham tilbage til virkeligheden af, hvad der foregik.
Hele rummet forvandlede sig til et virvar af små vulkanudbrud fra væggene og reolerne, træsplinter
og papirer regnende ned efter at metalfragmenter sprøjtede igennem og udøvede dommedag på hans
samling.
Daniel fik kæmpet sig en anelse op og kunne meget hurtigt konstatere, at han selv var uskadt, mens
både Langdons ryg og ben havde taget et par træffere, den lysegrønne uniform dækkede af
mørkerøde spor, hans ansigt en grimasse af tilbageholdt smerte.
Manden var imidlertid stenhård, han rullede blot om på siden, liggende i selve døråbningen, og
holdt sin pistol rettet imod trappen, ventende på det uundgåelige stormløb fra fjenden.
Det kom også, men fra en uventet front. To korte lyde af plast, der gav sig let, var den eneste
advarsel. Så havde fjenden formået at udnytte trappens spiralagtige kontur til at sætte af og så klatre
op til svalegangen.
Daniel så ham før Langdon, en udtryksløs maske af et kraftigt ansigt, det halvlange blonde hår
glidende let ned over hans pande, under hvilken et par blå øjne af ligegyldighed og fokus stirrede.
Hans ene hånd havde fat i en af stængerne på gelænderet til svalegangen, hans ene ben åbenlyst
støttende ham på noget andet, sikkert en af de hængende lampe, holdt oppe af stålbjælker. I den
3
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
anden hånd holdt han en pistol, hvis Daniel ikke tog fejl i splitsekundet, så var det oven i købet en
MPS standard udgave.
Daniel reagerede instinktivt, våbenløs som han var, ved at kæmpe sig længere ind i rummet og rulle
væk fra døråbningen. Tre skud i hurtig serie bragede igennem lokalet bag ham, og med et kort blik
henover skulderen, kunne han se Langdon, nu liggende livløs, en rød sø skyllende fra ham og hen
imod pelstæppet.
Der var én udgang til, udover den de kom fra. Den ledte ind til den lille opholdsstue, og det var
umiddelbart hans eneste mulighed. Han kæmpede sig halvt op og spurtede hele vejen derhen, nåede
akkurat at tage i håndtaget og åbne den, før biblioteket igen eksploderede i ragnarok. Denne gang
kom hurtige, trommelignende brag rullende, indikerende, at de eksploderende vægge var resultatet
af højhastighedsprojektiler, affyret direkte igennem både væg og reoler.
Hvis de gør dét der, så vil de ikke have mig for informationernes skyld. Så ønsker de mig død!
Daniel frøs i chok over, hvad der foregik, men mærkede så nogen gribe fat om hans håndled, han
mærkede iskold frygt paralysere hans krop totalt, før han blev trukket voldsomt ind i opholdsstuen
af en person, der var så stærk, at selv en voksen mand virkede relativt let at flytte. Daniel landede
igen på siden og så ud af øjenkrogen, at der var tale om to personer, den person, der lige havde
hevet ham igennem, og så den anden, der nu tog et roligt skridt ind i biblioteket.
Ville de alligevel bortføre ham, i så fald hvad gik det seneste angreb så ud på?
Så genkendte han pludselig manden, der tårnede sig op over ham, hans relativt ungdommelige
ansigt, låst i koncentration, langt blondt hår glidende ned til skuldrene, høj og med en tydelig,
kraftig muskulatur, samt et synligt EI tegn på skulderen af hans uniform. Daniel drejede hovedet
mod ham, der netop var trådt ud, kort sort hår og et par synlige ar på den del af ansigtet, han kunne
skimte, en lidt lavere og knapt så muskuløs statur, men givetvis lige så dødbringende.
Milar og Loor.
Loor åbnede iskoldt ild inde fra biblioteket, skuddene fra hans svære pistol blæsende sig direkte
igennem al modstand og imod sin modstander.
”Vi skal nok få dig ud,” kom det fra Milar, som gestikulerede, at han skulle flytte sig længere
bagud, mens han selv tog sin position ved dørkarmen, med pistolen hævet. Daniel gjorde, som der
blev sagt, og både så og mærkede på sin hud, hvordan de var kommet ind. Et af de ellers sikrede
vinduer var brudt op, hvilket nu lod den kolde aftenluft sive ind i opholdsstuen.
Fra Daniels position kunne han skimte Niko Milars øjne og se, at de pendulerede frem og tilbage
mellem døren, der førte fra opholdsstuen ud til svalegangen og så selve biblioteket.
”Når jeg siger til, så hiver du dig selv ud igennem vinduet, der er et par fiberhåndtag på den anden
side, som du kan holde fast i. Opstår der problemer, så brug dem til at komme ned til din forhave og
så ud på vejen. Der holder der en mørkegrøn, model 3 Skipspeed, luftpudebil, kør til EI
hovedkvarteret i den, se dig ikke tilbage.”
Daniel skulle til at protestere, men pludselig gav huset igen genlyd af skud, maskinpistolen fra deres
angriber tydelig, som den første, før også bragende fra Loors tunge pistol ville lege med. Lys
blinkede igennem døråbningen ind til biblioteket, Niko stak hovedet omkring åbningen et kort
moment, og affyrede så to-tre skud.
”Nu!” råbte han.
Daniel reagerede hurtigt og præcist og fik fat i kanterne på vindueskarmen og trak sig op og så
igennem. Den kolde luft overvældede ham et kort øjeblik, men adrenalinen var som en dominerende
tilstedeværelse i hans krop, og efter det kortvarige, indledende chok, så var følelsen allerede
passeret. Han så sig desperat omkring og fik øje på de omtalte fiberhåndtag, rakte ud og fik fat i
dem og hang så nærmest og dinglede på det skrånende tag, men sådan at han stadigvæk kunne se
ind i opholdsstuen.
4
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Da han kiggede ind, var Niko imidlertid også væk, en stribe af lysglimt og skud kom stadigvæk
rullende ud fra biblioteket af. Så kom Jester Loor pludselig vaklende ind, hans venstre hånd
knugende sig til brystet, blod silende imellem hans fingre og ned af den sorte uniform.
Trommesoloen fra maskinpistolen brølede igen, før Nikos pistol svarede, men uden at Daniel kunne
se, hvad der skete. Han skævede til siden, men vinklen gjorde det umuligt at se direkte ind igennem
vinduerne til biblioteket. Selv hvis han kunne, ville det nok have været umuligt, det bundsolide
clurixglas var ikke smadret, men havde i stedet forvandlet sig til et edderkoppespind af tykke, hvide
streger og runde cirkler, hvor projektiler havde truffet det.
”Flyt dig!”
Daniel kiggede op og så det hærgede og forpinte ansigt på Jester Loor stikke ud af det åbne vindue.
Daniel fik orienteret sig selv, fandt det næste håndtag og kravlede langsomt nedad, mens Jester
gjorde ham selskab, stærkt blødende fra i hvert fald to sår.
”Hvad med Milar?”
”Det er dig der er prioriteten. Han klarer sig, jeg kender ham.”
Men for Daniels trænede ører, lød det ikke sådan. Han ignorerede det imidlertid, han havde ikke
tænkt sig, at sætte sig imod veltrænede og professionelle redningsmænd fra EI. Han fik kæmpet sig
ned af de skrånende tag, indtil han kunne sætte af og lande på fliserne i forhaven. Jester, kravlende
nærmest med en hånd, var lige efter ham. Selvom han trak vejret uregelmæssigt og tydeligvis
kæmpede med at holde sig oprejst, så flankerede han roligt Daniels side ud til vejen, nu med en lille
pistol, formentlig en reserve, holdt i den hånd, der ikke forsøgte at stoppe blødningen.
Loor vidste, hvor Skipspeed bilen var parkeret, så få sekunder efter de var ude af porten, havde de
indfundet sig i bilet, Jester foran og Daniel på bagsædet, bilen svævende 20-30cm over jorden.
Jester slap for første gang presset imod sine blødende sår, rettede så pistolen ud af et åbent vindue
imod porten, mens den anden fiskede et glas piller frem. Han knækkede rutineret låget, fiskede tre
piller frem og slugte dem hurtigt, hans øjne fjernede sig ikke fra porten et eneste sekund.
”Under et af sæderne foran dig,” sagde han hæst, ”er der en førstehjælpskasse. Find noget, jeg kan
gøre ved sårene, så snart vi kører herfra.”
Daniel var ikke sen til at adlyde, nu hvor han pludselig havde et mål, men spekulerede samtidig på,
om han ikke burde beordre Jester til at køre? De havde klaret det og Niko vidste, at missionen var
vigtigst, det havde han mere end blot indikeret inde i huset. Det føltes bare så selvisk, nu hvor de på
en eller anden måde var dukket op i tide, og havde reddet ham med skindet på næsen.
Men den blonde morder har altså dræbt samtlige vagter uden for, såvel som inden i huset, samt
såret Jester så hårdt, at jeg faktisk ikke engang ved, om han overlever det her, hvis ikke han får
assistance snart!
Så hvorfor skulle Niko klare det?
Det var faktisk Daniels pligt, at give Jester ordren…eller, det burde det have været. Men han var
ikke længere i magtens centrum, han behøvede ikke at beskytte sig selv, ud fra den argumentation.
Han kunne formentlig slet ikke få dem til noget, da han ikke længere havde en officiel rang.
Lyden af skridt mødte dem, og den høje, tydelige skikkelse af Niko Milar kom spurtende imod dem,
Jester rykkede resolut fra føre sædet over til sidepassagerens, stadigvæk med våbnet rettet imod
porten, mens Niko sprang op og gled henover den lettere runde bagende bag Daniel, før han rev
døren op og tog rattet.
Bilens motorer åbnede op momentet efter, og de gassede op til langt over fartgrænsen og rundede
hjørnet på den ellers så fredelige villavej, hvor arkitekturen i den grad var baseret på det
retrospektive look.
”Fik du ham?” hviskede Loor, mens Daniel hastigt begyndte at gøre de ting klar, han havde fundet i
førstehjælpskassen.
”Nej. Den mand er uhyggelig. Jeg tror, han var helt alene om det her.”
5
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Jester brummede blot et eller andet.
”Det plejer ikke, at ligne jer to at have problemer,” kommenterede Daniel.
”En gang skal jo være den første,” sagde Niko og gav ham et lille smil. ”Ikke også Jester?”
Loor svarede ikke.
”Jester…?”
***
Vincent Jagla var ofte velforberedt, og at sige, at han ikke vidste, at angrebet her ville komme, var
en grov underdrivelse. Han havde sine kontakter i orden, selv efter at McKilli havde tvunget ham til
at træde af, og hvis ikke han benyttede disse officielle kanaler, så havde han også et utal af mindre
velansete personligheder, som han opsøgte på Nettet. Disse kunne være i besiddelse af alt fra rygter,
til benhård dokumentation i form af rå, uredigerede videoklip og lydoptagelser, ja selv satellitdata
havde han kunnet betale sig frem til en gang.
Det var ikke hans natur at gøre ingenting, når en trussel lurede. Han havde været den forreste figur i
længere tid, først som leder af EI, mens Beckett tog sig af Projekt N, dernæst som midlertidig leder
af Jorden og de facto SOL, mens chefen var ved Ragnarok punktet og møde Loortech. Men han
havde altid gjort det bedst i skyggerne, som manden, der stod bag distriktscheferne, lederne af
specielle indsatsgrupper og kommandørerne af mørklagte operationer. Han elskede at dykke ned i
det og tage kontrollen derfra, behandle informationen og den data, han kunne opstøve, og så
udmanøvrere sin fjende. Selv hvis han ikke var en del af EI, så ville han ikke overlade initiativet til
andre. Så før MPS meldte det til ham, kendte han til sikkerhedsbruddet, og at han var et muligt mål.
Det var kun naturligt at forvente, at fjenden ville angribe, så hurtigt de kunne, for at forhindre at han
blev overført til et nyt, sikkert hus.
Han var bare ikke klar over, at det ville komme lige nu og med sådan en intensitet!
Det var et blitz-angreb, designet til at overrumple og chokere hans MPS agenter, og det havde i den
grad virket. Soldaterne havde slået til nærmest samtidig, fuldstændig uden lyddæmpere og med en
rasende og næsten skødesløs avancering imod deres mål.
Halvdelen af hans beskyttelse var røget i de første 4-5 sekunder af kugleregnen, dernæst havde der
været et kort ophold, mens de avancerede, før huset forvandlede sig til en ganske præcis gengivelse
af helvede, som beskrevet af en eller anden italiensk poet, han engang havde læst. Ellers sådan
burde det i hvert fald se ud, sådan som blod og ødelæggelse fløj omkring ham.
Nu var han presset helt tilbage i sin lange stue, skubbet ned bag en sofa, med en MPS agent lige
foran sig, siddende på hug med sin pistol klar, mens en anden agent var længere fremme, blødende
fra et sår i benet, skjult bag den store, sorte morph-stol. Denne kunne normalt tilegne sig brugerens
ønske eller præcise form, men efter to tilfældige skud, ville det aldrig komme til at ske igen, og den
lignede i stedet en stor, bønneformet sort klat, med et par få hårde, kantede fremspring.
Den lange stue vendte ud imod haven med kirsebærtræerne, en serie solide clurixglas ruder i
stålrammer dannende en barriere ud til den, placeret på højre side i forhold til Jagla. Der var to
indgange fra huset til selve stuen, en døråbning modsat sofagruppen, som han gemte sig bagved, og
en lukket dør, metalplastisk af design, umiddelbart længere fremme og til venstre.
”Har i kaldt på backup?” spurgte Jagla, mens han lavede en lynhurtig optælling af sin ammunition,
både i pistolen og de tilbageværende magasiner i hans lommer.
”Vi tror signalet bliver spærret,” svarede den nærmeste agent.
”Hvad med min hardline?”
Agenten rystede på hovedet. ”De har isoleret kommunikationen i kablerne ved at lægge firewalls
omkring samtlige netværks hubs i nærheden. De må have stjålet andet end bare beliggenheden for
dit hus Mr. Jagla.”
De er dygtige de her.
6
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Vincent satte sig på op på det ene knæ og sneg et blik op over sofaens ryglæn, der var intet at se,
andet end hans ellers pænt indrettede stue, som var lettere hærget, der hvor kugler fra tidligere
skuddueller havde truffet. Så kom der, uden varsel, en bevægelse fra døråbningen længst væk,
modsat sofaerne, et hoved der lige kiggede rundt om hjørnet.
Vincent var ikke trænet soldat, men han kendte alt til overvågning og at læse andres hensigter. Det
var åbenlyst, at soldaten havde set MPS agenten bag stolen, og formentlig også læst, at der var
endnu en gemt i lokalet. Det ville hurtigt lede dem til konklusionen, at Vincent selv var her, for
dette var de to resterende agenter.
”De ved, hvor du er, Consau,” sagde Jagla via sin kommunikator påsat ved øret. Han havde
personligt ændret krypteringen lynhurtigt, da de blev angrebet, eftersom Alliancen kunne have
stjålet nøglekoderne til disse. Hans eget system ville være let at bryde for en professionel, men han
satsede på, at fjenden ikke havde selv denne korte tid under et stormløb.
Consau nåede ikke engang at svare, så trådte soldaten ved døråbningen frem, men MPS agenten
havde åbenbart hørt det, for det knagende gulv, som afslørede soldaten, reagerede han instinktivt på
og smed sig væk fra stolen.
Morphen blev fuldstændigt splittet ad af salven fra fjendens våben, stumper af elektrisk reguleret
gele med mikrofilamenter regnede ud på gulvet, sammen med fragmenter af elektronik og sort
betræk.
Consau regulerede sit sigte hurtigere end angrebsmanden og trykkede af, fældende ham med en
stribe af skud, før han kunne få trykket af igen. Imidlertid var han nu fuldstændig vidt åben og let at
se, hvilket fjenden ikke tøvede med at udnytte.
Et smæld af sprængstof lød fra metalplastdøren, som uden varsel gled til side, selvom Jagla havde
spærret den med sin masterkode, Consau og MPS agenten lige ved Jagla rettede begge deres våben i
den retning og gav ild, mens også mundingsild fra fjenden kastede skygger ind i stuen.
Consau blev splittet ad af en storm af skud, som bragede imod det skudsikre clurixglas bag ham, og
lavede seje revner og fordybninger i glasset, uden at slå det i stykker. Fjenden blev åbenlyst også
fældet, hans kugler pludselig flyvende i en bue opad i et splitsekund, sendende en regn af
træsplinter ned fra loftet, før han landede med et tungt drøn.
Med et højt klik, annoncerede pistolen i hænderne på Jaglas tilbageværende forsvarsværk, at
magasinet var brugt og med et simpelt tryk spyttede han magasinet ud, mens han i en flydende
bevægelse ned mod sig bælte, efter ny ammunition.
Men angrebet var langt fra overstået endnu. Som var det i perfekt koordination, rundede endnu en
Alliance mand imidlertid hjørnet ved siden af sofagruppen, mens agenten var aldeles prisgivet,
trædende over sin faldne kammerat med en tung blast-shotgun i hænderne.
Jagla reagerede så hurtigt, som han kunne, men det var stadigvæk ikke godt nok, shotgun skuddet,
med de selvdetonerende splinter affyret i en bred vifte, var på så klods hold, at MPS agentens
brystkasse i bogstaveligste forstand blev kastet ud over stuen og endevæggen. Jaglas hjerne lukkede
trods dette ned for det groteske faktum, sådan at han ikke frøs, og han kneb det ene øje let i, før han
fik trykket af fire gange. Som om det seneste drab og chok havde aktiveret ukendte evner i hans
hjerne, så han denne gang, hvordan de fire kugler trak hver deres bestemte spor af blod med sig, før
de slog imod plastvæggen i stuen og gangen bag døråbningen.
Pludselig var der helt stille, han var alene med en uhyggelig forsamling af lig, både folk, der havde
villet tage hans liv, og folk, han havde gået op og ned af i uger, mens de beskyttede og overvågede
ham.
Så kom der lyde af folk i let løb, støvler der trådte igennem huset i præcise koordinerede
bevægelser, checkende hvert eneste rum, før de fortsatte videre frem. Det var de resterende Alliance
soldater, det var han sikker på, og ud fra sin bedste overbevisning var der i hvert fald fire tilbage.
Hvordan han skulle klare det, i sin nuværende situation, var han ikke klar over.
7
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Han skævede ud til haven, som var hans bedste bud, men de to faldne MPS agenter havde allerede
advaret om, at der helt sikkert var en skarpskytte derude, som bare ventede på at dørene blev slået
til side, og Jagla kom ud fra sin beskyttede position.
Men har jeg andre muligheder? Mine chancer imod fire veltrænede soldater er lig med nul, mens
der er den mikroskopiske chance for at skarpskytten misser. Hvis jeg nu finder på en eller anden
form for distraktion, kan det jo være?
Han havde ikke mere tid til at tænke, de tilbageværende soldater havde nået stuen, han var nødt til
at reagere. Det skulle være nu, før de bekræftede, at han var i rummet, for så ville de være klar på
hans træk imod døren og ville bare save ham ned bagfra.
En underlig hvinen nåede hans ører, hvor en salig stilhed ellers havde lagt sig over stuen, og den fik
Jagla til at tøve. Han forbandede sig selv for de to sekunder, han spildte, men i de to sekunder steg
den hvinende lyd i styrke, med en klar tilkendegivelse om at noget nærmede sig.
Han reviderede sin plan, for hvis han skulle være helt ærlig, så lød det som om, at den hvinende lyd
kom ude fra haven af.
Et nyt våben til bare at skyde igennem clurixglasset? Men hvorfor så først nu?
Lyden steg endnu en tak, Jagla spejdede ud og opdagede et eller andet fare hen over muren, der
omgav huset, godt og vel 15 meter væk, tilsyneladende grålig i tonen. Så opdagede han, hvad det
var og smed sig ned på gulvet. Kort efter bragede fronten af en luftpudebil direkte igennem de
øverste sammenføjninger af huset, metal, træ og plast gav med sønderrivende brag efter for den
impuls, bilen besad, knækkede under den øjeblikkelige overførsel af kraft. Jagla følte et kort
øjeblik, at hele huset ville styrte sammen, sådan som det rystede og gav sig. Rammerne der hold
ruderne på plads bukkede let under, og rammerne væltede delvist med ind i stuen, mens spektaklet
af loft og andre genstande, der regnede ned i stuen ledsagede bilen, indtil fronten buldrede ned i
gulvet.
Bilen hang nu, med køleren plantet solidt nede i gulvet, i en vinkel på omkring 60grader,
balancerende på resterne af stålrammerne, der holdt ruderne oppe, samt en enkelt bjælke der
adskilte en serie af rammer fra en anden. Selvom fronten var ramponeret, var den alligevel mindre
medtaget, end de normale lægtvægtsbiler ville have været, antydende at dette var en specialbygget,
muligvis pansret bil.
”Hva’ fanden?” Mumlede Vincent, men fik sig selv lidt op.
Bevægelse fra døråbningen fangede hans øje, men heldigvis var angriberen ikke fokuseret på Jagla,
der ikke var helt klar med pistolen, men i stedet luftpudebilen, der nu havde sluttet sig til dem.
Døren på siden af bilen svingede op, samtidig med at Alliance soldaten affyrede en fokuseret strøm
af skud imod bilens front, i området hvor føreren ville sidde. Samtlige projektiler begravede sig
enten dybt i panseret eller rikochetterede ud i lokalet, hvor de lagde yderligere til ødelæggelsen.
Så kom en sølvglinsende pistol pludselig ud fra døråbningen i bilen, holdt en anelse akavet, ild
sprøjtede ud fra dens munding to gange med tilsvarende intimiderende brag, hvorved soldaten
aldrig fik mulighed for at svare igen.
En skikkelse i sort heldragt væltede ud fra bilen og landende tungt på gulvet, Jagla fandt noget
bekendt over ham, men havde endnu ikke set den glatragede persons ansigt. Han spottede imidlertid
endnu en angriber ved døråbningen, og åbnede denne gang ild uden tøven, fordi hans potentielle
redning ellers var en død mand. Vincent ramte ham ikke, men soldaten trak sig tilbage i dækning,
uden mulighed for et åbent skud ind i stuen.
Dækningen viste sig hurtigt ikke at være særlig brugbar, for våbnet, som Jaglas redningsmand
knyttede i hånden, skød direkte igennem væggen tre gange, og et tungt drøn af en krop, der ramte
gulvet, nåede deres ører. Om manden vidste, hvor soldaten befandt sig, eller om det var ren
tilfældighed, kunne Vincent ikke vurdere, men hvad han kunne se var, at pistolen var en Eagle
Blaster. Mange kunne have et sådan våben, men der var kun én, som Jagla kom i tanke om.
8
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Keiron?”
”Ikke nu Director, der er formentlig flere i huset,” svarede ex-smugleren, hvis ansigt og statur lige
nu lignede noget, der var så hårdført som hærdet stål og granit, til trods for at blod fra skrammer og
rifter løb ned af hans ansigt.
Uden tøven løb Hornet hen til døråbningen nær Jagla, hev den tunge blast-shotgun fra en af de
faldne og smed den med et let kast rundt om hjørnet og ud på gangen, samtidig sneg Hornet lige et
blik rundt om. Der blev ikke skudt i første omgang, men i stedet lod Keiron sig falde ned, tog imod
med sine fri venstre hånd og pressede og kastede sig via denne fremad, roterende til en lettere
sidelæns position undervejs. Samtidig splittede en serie projektiler dørkarmen og luften, hvor han
havde befundet sig før.
Eagle Blasteren brølede tre gange, og så kunne Jagla skimte Hornet rejse sig og løbere længere ind i
huset. Jagla knugede på dette tidspunkt blot sin pistol hårdt, mens han overvejede, hvem det nu var,
der blev udsat for blitz-taktikken. Denne her hårdføre og rutinerede smugler, som Jagla udmærket
vidste, havde udrettede sindssyge ting via nådesløse stormløb før, både mod syndikat-lederen
Giminez og oprørslederen Vargo, var som en tank.
Han ventede et øjeblik, så gjaldede Eagle Blasteren igen, og kort efter kunne Jagla høre lyden af
skridt nærme sig. Han holdt sin pistol klar, men som ventet var det Hornet, der trådte igennem
døråbningen.
”Ved du, om der er andre?”
Jagla svarede ham med en lettere hovedrysten, før han rejste sig. ”Nej, men jeg ville ikke tro det. De
havde bokset mig inde her, jeg tror ikke de ville spilde tiden med andet, end at dræbe mig.”
Jagla rettede sit blik ud imod haven. ”Mine MPS agenter var ellers sikre på, at en skarpskytte
ventede derude, hvis jeg havde vidst, at man bare kunne gå lige igennem, var jeg stukket af
tidligere.”
Keiron trak let på smilebåndet. ”Selvfølgelig var der en snigskytte. Han var den første, jeg så, da jeg
ankom, ikke specielt godt gemt må jeg sige. Han ligger parkeret derude et sted med en kniv i
halsen.”
”Hv-?”
”Det var sådan cirka også der, jeg indså, at hvis jeg skulle overraske dem, og nå dig i tide, så måtte
der mere drastiske midler til. De åndssvage clurixglas ruder gjorde det jo umuligt, at benytte
snigskyttens riffel til at redde dig.”
Vincent sukkede. ”Uden de ruder ville jeg være død, længe før du kom.”
”Når vi nu taler om det, skal vi så ikke se at komme ud herfra? Der kunne være back-up til
soldaterne på vej. Jeg er god, men ikke usårlig. Du har vel din egen luftpudebil, for min kører nok
ikke lige med det samme igen?”
Vincent var tavs, i øjeblikket strømmede en mængde af ideer og tanker igennem ham, mens han så
sig omkring. Der var muligheder i det her, så absolut. Den lette vej var at følge Keiron til EI
hovedkvarteret, hvor den nyudnævnte Storadmiral Briczhor sikkert ville forhøre sig om hans
holdninger, men det ville ikke hjælpe dem. Det var på tids at overrumple fjenden, Hornet havde
allerede vist, at det kunne være effektivt.
”Har du en kniv til?” spurgte Jagla.
Keiron rakte ned i sit bælte og gav ham en lommekniv, som så ud til mere at være til praktisk brug,
end kamp, men det var fint nok. Denne gang overraskede han Keiron ved at skære sig lidt i
håndfladen.
Han klemte til et par gange og tvang blod ud på gulvet, hvor han havde befundet sig det meste af
skudduellen, dryppede det ned på knivens blad og smurte det ud på væggen.
”Øøhh…hvad skulle det til for?”
9
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Jagla tog noget iturevet beklædning fra sin sofa og klemte sammen om det, for at stoppe den lette
blødning i hånden. ”Vi to forsvinder ned i underverdenen, jeg har en plan.”
Keiron så mistroisk ud. ”Du er altså ikke mere sikker der, end hos EI.”
”Det ved jeg, men jeg får muligheden for at udføre min plan hurtigere end Alliancen kan reagere på
det, samtidig med at de ikke ved, hvad der foregår.”
”Så du vil så tvivl om, at de rent faktisk fik dig her?”
Vincent nikkede.
”Helt ærligt! Du er efterretningsleder…tidligere i hvert fald. Du ved godt, at det tager teknikerne
helt op til sekunder at gennemskue, at du ikke er blevet dræbt her.”
”Men mit lig er her ikke. Du kan ikke fortælle det, for du er med mig. De kan ikke udelukke det
helt, ligesom DNA’et vil vise, at jeg på et tidspunkt rent faktisk blødte. Alliancen vil heller ikke
kunne afskrive det helt. Mens de tænker over, hvorfor og hvad der rent faktisk skete, så kan jeg
udføre mit modspil.”
”Som du vil slæbe mig med på?” Keiron så ud til at ville lægge armene over kors, men indså så, at
han med pistolen i hånden og den potentielle trussel, nok måtte lade være.
”Din tilstedeværelse vil gøre min plan noget lettere. Du er kendt dernede.”
”Mange har altså opfattet min forbindelse til EI, ikke mindst da jeg hyrede gamle ”venner” til
jobbet på Railinx Prime.”
”Ja,” sagde Vincent og trak på skuldrene. ”Men de er også klar over, at EI ikke har kunnet tøjle dig
helt, sådan som tingene er kørt. Tattoo og Nerak, fra din omtalte mission, har begge medført en aura
af mystik til situationen, der tilnærmelsesvis leder tankerne hen på sagn og legender. Det skal nok
virke.”
Det var Vincent faktisk ikke i tvivl om, at det ville. Før Loortech krigen var Keiron allerede ret godt
kendt og respekteret i underverdenen, men efter krigen var han rent faktisk kendt, i hvert fald af
navn, i selv brede kredse. Det var sådan noget Vincent skulle bruge, for at få adgang til de
oplysninger, han manglede. Samtidig havde Keiron nok endnu flere kanaler og personer at trække
på, som sammen med Vincents egen viden, ville gøre missionen særdeles mulig.
Det her var ingenting sammenlignet med at være leder af Jorden. Det var godt at være tilbage.
”Så hvad er planen?” spurgte Keiron. ”Hvad vil du opnå?”
”Vi to,” sagde Jagla med et smil, ”skal finde Alliancens leder her på Jorden.”
10
© Brian Roland Larsen, 2010