Kapitel 3 - Ubalance - Solaruniverse

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
3.
”Ubalance”
”Spørgsmålet er, om vi nogensinde finder ud af, hvem der rent faktisk var den tænkende drivkraft
bag Sandhedens Alliance.”
- Steven Dreyer, historiker, Southern European University
Uden for clurix-glasset på Atlas’ observationsdæk svævede den gigantiske globe, der var Jorden,
store, hvirvlende skyformationer dækkende for kæmpemæssige områder af Asien og Afrika, mens
Europa trådte helt tydeligt frem. De kolossale storbyer Neo Cronex, Scandinavium og Espana
glitrede selv fra denne afstand, deres enorme antal mennesker krævende så meget lys og energi, at
det rent faktisk kunne ses meget tydeligt fra rummet.
Omkring Atlas var der vævet et komplekst og nærmest uoverskueligt netværk af andre fartøjer, de
fleste enten på vej til eller fra Jorden, typisk med last eller passagerer fra de lange krydsere, der
fragtede folk imellem SOL sektorens planeter. Deres glødende ionmotorer fik det til at se ud, som
om et utal af enorme, ildfluer langsomt nærmede sig planeten som en sværm, mens en tilsvarende
serie klynger steg op fra de forskellige rumhavne. Men Atlas forholdt sig bare i geosynkront
kredsløb, ligesom hundredvis af andre skibe, en plads der var dyr at købe, men som hans bagmænd
ikke havde nogen problemer med at betale.
Danner spekulerede på, om nogle af de passagerer, der nu tog turen igennem atmosfæren, på vej på
ferie, for at besøge familie eller slet og ret for bare at vende hjem, var klar over den langsomt,
fremtromlende storm, der ville ramme.
Sikkert ikke.
Ikke på dét niveau, som han vidste ville komme.
Herfra så Jorden helt harmløs og rolig ud, dens daglige liv blot trillende forbi øjnene på en,
uforstyrret, og som det altid havde gjort. Men på overfladen herskede der allerede panik, de fleste
var tilsyneladende kun lige ved at vænne sig til, at Kansler McKilli var blevet slået ihjel, og nu trak
de forskellige fraktioner på Jorden sig langsomt sammen, så de kunne komme med deres udspil.
Danner kunne med tilfredshed konstatere, at flere allerede mistænkte militæret eller EI for at have
stået bag et komplot mod McKilli. Hvis ikke de decideret selv havde dræbt hende, så mente de i
hvert fald, at de havde serveret hendes hoved på et sølvfad til Sandhedens Alliance. Alt sammen
som hævn for, hvad hun og resten af Regeringen gjorde med admiralerne og selvfølgelig
hovedpersonen Beckett.
Endnu andre mente, at militæret og EI havde gjort alt for at beskytte hende, men at de var
faldefærdige og knuste efter krigen, at den forenede menneskehed så absolut bevægede sig på
randen af en afgrund, og det var ikke det nuværende SOL, der kunne redde dem. Sandhedens
Alliance derimod viste, hvad de troede på og gik ind for, de var handlekraftige og havde ageret
dygtigt under Loortech invasionen. Hvis der var nogen, man kunne hænge sin hat på, så var det
ifølge disse fraktioner Alliancen, som ville kunne redde menneskeheden fra den totale destruktion,
som langsomt nærmede sig efter den kataklysmiske krig.
I gør praktisk talt mit arbejde for mig.
For Danner Frix var sandheden nemlig, at hvis der var nogen, der kunne stå imod Alliancen, så var
det folk af Becketts, Brichzors og Nygaards type, støttet af patrioter som Ralph McRussel, Jester
Loor og selvfølgelig Frix’ eget nemesis Keiron Hornet. De havde alle spillet så store roller i krigen
mod Loortech, at hvad der eventuelt måtte være tilbage af blødsødenhed og uskyldighed, var helt og
aldeles renset væk, de turde og ville tage de nødvendige beslutninger.
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Det var fuldstændig genialt, hvad de havde opnået ved at befri McKilli fra Black Gate fængslet.
Hun fjernede Beckett og admiralerne, efter hun kom tilbage til magten, og ved nu at have taget sig
af hende, for næsen af alle dem, der skulle beskytte hende i Regeringskuplen, havde de praktisk talt
kastreret SOL. Det havde ikke været let, det havde krævet en ofring af to af deres mest værdifulde
kilder fra selve Regeringskuplen, for at tvinge McKilli til at benytte den mest isolerede flugtvej,
men det var så absolut det værd.
SOL var fanget på det forkerte ben, og Goa var allerede igennem indledningen af fase 2, som
ultimativt ville få folk på Jorden, i hele SOL sektoren i virkeligheden, til at indse, at en uundgåelig
kamp om fremtiden var startet. Og den ville ikke ende uden blodsudgydelse.
De havde momentum lige nu, men kunsten ville være at holde fast i dette sammenhold, når SOL fik
taget sig sammen til at slå igen. For Danner havde ingen illusioner om, at denne krig ville gå som et,
langt, smertefrit korstog, der ledte direkte til magten for Alliancen. Deres fjende ville slå igen, og
det hårdt!
Det ville blive hans opgave at jonglere de mange individer, som stod bag Alliancens medlemmer, så
de holdt deres fokus mod den samlede opgave. Værst ville helt sikkert blive Kolia Nyx, lederen af
Enilias Vej, en mand, som enten var vanvittig, eller også levede sig så meget ind i rollen som
religiøs fanatisk leder, at han vitterligt var blevet til det. Han propaganderede altid for, at hans
”børn” var de udvalgte, og at det var deres skæbne af skabe fremtiden for den menneskelige race.
Danner var slet ikke i tvivl om, at Alliancen kun var et middel for at skabe Nyx’ paradis, hvilket
også gjorde, at hele Enilias Vej, som led i deres aftale om at slå deres styrker sammen, var blevet
lovet den absolutte kontrol over en hel planet.
Han er efter min bedste overbevisning sikker på, at når folk først ser, hvad følgernes af hans Gud
kan og har opnået, når SOL er besejret, og når de tilmed ser det paradis, der bliver bygget på
planeten, så vil folk sætte deres tro og håb til Enilias Vej. Således ødelæggende og dermed
overtagende, hvad Den Imperielle Front og ”Outbreaker” systemet har kæmpet for.
Men det ville ikke ske, dertil havde Danner trods alt troen på, at ikke hele menneskeheden vil falde
for denne sekts prædikener, mens han selv ville sørge for, at Enilias Vej var dem der blev udnyttet
og ikke omvendt. For trods sit potentielt syge sind, så var Nyx også en dedikeret mand med store
visioner og et øje for muligheder, når han så dem. Kolia Nyx havde også lige nu en stor aktie i, at de
var kommet så langt, som de var, med ikke mindst de ofre, som hans mest fanatiske medlemmer
havde udøvet. Danner ville høste alt, hvad han kunne fra denne mand, før han eliminerede den
trussel, han i sidste ende ville udvikle sig til.
Ikke ulig Goa. Manden var et grusomt, uhyggeligt geni, som modsat Nyx, ikke havde et skær af
vanvid over sine handlinger, han var blot kold, kynisk og frem for alt præcis. Øjet for detalje og
manipulation var bare ikke set bedre, han havde også hjernen til at sætte alt dette sammen til én,
stor, kompleks og altopslugende plan. Hvis et led i planen kiksede, så var der som oftest blot et
andet led, der blev aktiveret og sat i værk. Forudseenhed var i høj grad en af hans styrker. Så det var
op til Danner at sikre, at Goa aldrig fik lov at se eller reagere på den plan, som han ville sætte i
værk. For problemet med Goa var, at han reelt havde nogle af de talenter og evner, som kunne gøre
det muligt at tage Danners plads. Og selvom han måtte indrømme, at han ikke havde et eller andet
bestemt, overordnet mål med denne krig, så var der dog ét, og det var at sikre sig magt, og det
gjorde man bestemt ikke ved at lade en rival tage sin plads.
Men ligesom Nyx, så gjorde Goa nytte lige nu.
Dørklokken indtil observationsdækket summede insisterende, og uden at dreje hovedet aktiverede
Danner, med et tryk fra sin kybernetiske, metalliske hånd på en af stolens knapper, den mekanisme,
der tillod dørene at gå op. Han ventede blot uden at spørge.
”Jeg undskylder at afbryde deres meditation, Kommandør Frix, men pigen her insisterede meget
voldsomt på at tale med dem. Jeg har advaret hende om, at de næppe ville se mildt på dette.”
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Vagten tav et øjeblik før han fortsatte. ”Hvorfor går disse børn i øvrigt rundt her? Dette er et sikret
skib!”
”Det er fint, tak,” sagde Danner og sukkede en anelse, mens han med et nyt tryk roterede stolen
rundt, så han kunne kigge på den unge, urutinerede vagt i døren, bag hvilken den spinkle pige gemte
sig.
Vagten forsøgte at skjule sin afsky overfor Frix’ person ganske godt, men for Danners
implanterede, mekaniske øje var det let at spore detaljerne og de helt, små, næsten skjulte træk. Med
den nyligt indbyggede hukommelsesenhed var det også være muligt at gå møder igennem igen, og
således studere personernes kropssprog med et blik for andre detaljer, for at afsløre om nogle af
dem eventuelt havde dristet sig til at lyve eller komme med mere modificerede udgaver af
sandheden.
Det var nu ikke fordi Danner ikke forstod manden, for med metalpladen fæstnet til hovedets højre
del og en let, grøn linse dækkende for det mekaniske øje, samt den monstrøse, stålgrå arm, der var
lidt ude af proportion, så lignede han ikke et helt normalt menneske.
”De er her under Kejserens beskyttelse.”
Dét fik vagten til åbenbart helt at glemme sin usikkerhed ved at se Danner i øjnene. I stedet fik han
et mere beslutsomt udtryk i øjnene og nikkede hårdt og præcist.
Ikke for første gang undrede Danner sig over folkene fra Den Imperielle Front og deres dedikation
til denne kejser, som langt de fleste aldrig havde mødt. Heller ikke Danner, selvom det var Fronten,
som i princippet havde taget ham ind efter fiaskoen i ”Outbreaker” systemet, hvor han og Alizixions
alliance med Loortech knuste alt, hvad de havde arbejdet for, så havde han allerhøjest hørt
stemmekommunikation fra ham. Normalt dikterede kejseren i stedet til General Sora, eller blot
”Generalen”, som han ønskede at blive omtalt som, og med hvem han også planlagde mange af
deres strategier. At Sora ønskede et bestemt navn, som ”Generalen”, og at Frontens overordnede
leder blot var ”Kejseren”, var ikke gået Danners næse forbi.
”Lad pigen komme herind og gå så tilbage på din post,” sagde Danner og flyttede i stedet sit fokus
til den rødhårede pige. ”Bliss, hvad skylder jeg æren?”
Hun tog kun svagt notits af hans ironiske tone, mens hun satte hænderne i siden, og døren gik i bag
hende.
”Hvor er Raven?”
Igen!? Er den tøs ikke i stand til at fordrive tiden selv?
”Han træner.”
”Det kan han da ikke gøre hele tiden!”
”Det er Kejserens ordre.”
”Nåh!”
Aha, endelig en der ikke straks er ved at falde på knæ. Men hun er selvfølgelig også fra Jordens
nedre sub-levels, hvor det at være ”kejser” svarer til at have en pistol.
Danner slog ud med hånden. ”Jeg er ked af det Bliss, men vi er nødt til at skærpe Ravens talenter.
Jeg skal ikke gøre mig klog på, præcis hvad disse er, men jeg har tænkt mig at følge ordren.”
”Sig til ham, at jeg vil se ham, så snart han er færdig.”
”Det skal jeg nok,” sagde Danner med et roligt smil, men havde ingen intentioner om at overholde
dette. Den forkælede snotunge kunne selv sende en besked eller kontakte Raven, når han var færdig,
sværere var det heller ikke.
Bliss forlod med overdrevent demonstrative skridt rummet, og Danner forsøgte at lade den spontant
opståede irritation sive ud igen. For selvom han ikke forstod det helt, så besad Raven tydeligvis
nogle evner, som ingen anden dødelig, Danner havde mødt. Det gjorde det også nødvendigt at have
en måde at kontrollere sådan en person, uden at skulle smide værdifulde ressourcer væk. Bliss var et
sådan middel, men hun ville næppe gennemskue det selv, før det var for sent.
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Danner vendte tilbage til sit vue ud over Jorden, den endeløse strøm af skibe fortsat rullende forbi.
Hans blik vandrede videre, indtil han i distancen svagt kunne ane mere glimtende, irregulære lys og
blink, der svagt afslørede de majestætiske strukturer, omkring hvilke de opstod. Gigantiske
fremspring, fordybninger og støttebjælker lyst op i få sekunder, afslørende små bidder af de enorme
konstruktioner. Han zoomede ind med sit kybernetiske øje, så flere af detaljerne blev afsløret, han
kunne nu se de mange våben batterier, laserkanoner i diverse kalibrer, missilkastere og visse steder
EMP kanoner. Omkring vimsede både et utal af mindre konstruktionsdroider, som kontrollerede
skrogets integritet og installerede og rekalibrerede forskellige systemer, roligt og sikkert placerende
kabler og koblende enkelte af disse sammen med andre, samt langt mere massiver droider, der var
ved at positionere hele sektioner af de majestætiske skibe, mens endnu andre svejsede og boltede
med et utal af mekaniske fangarme.
Dét var deres største modstander lige nu. Selvom de havde allieret sig med både et utal af mindre
organisationer, visse lidt for grådige virksomheder, Enilias Vej og som de sidste ”Outbreaker”
systemet, så havde SOL stadigvæk en markant større rumflåde. Den var blevet pillet godt og
grundigt fra hinanden under krigen, og havde tilladt Sandhedens Alliance at slå til nu, i stedet for at
vente i flere år, men sandheden var, at også de havde mistet meget af deres flåde til Loortech.
SOL var stadigvæk væsentligt stærkere på den front, men endnu mere problematisk var det, at de
havde konstruktionshavne, der allerede var sat voldsomt op i gear på grund af krigen, og som fortsat
arbejdede hårdt med at spytte nye Bluewhale- og Panther-klasse krydsere ud, selvom det egentlig
var genopbygning af civile områder, de fleste politikere snakkede om.
De måtte eliminere den forskel, og dét startede med at tage sig helt og aldeles af Jorden her og nu.
Sandhedens Alliance ville gøre, hvad Loortech ikke formåede, men med helt andre midler.
Terminalen forbundet til at hans stol bippede, og Danner trak fladskærmen, monteret på en arm ved
stolens side, ind foran sig og studerede den indkommende beskeds signatur. Det var en rapport fra
Aton Alizixion, i øjeblikket i ”Outbreaker” systemet for helt af sikre deres loyalitet og kvæle
potentielt problematiske elementer. Det politiske geni havde med sine kontakter og kendskab til
outbreakernes mentalitet, fuldstændig udmanøvreret General Jikuchi, som havde haft kontrollen,
lige siden den skæbnesvangre konflikt mellem outbreakerne, SOL og Loortech, hvor Aton, som
præsident, og Danner, som hans rådgiver, havde været tvunget til flugt.
Danner dekrypterede hurtigt meddelelsen og tillod sig et tilfreds smil, da han så dens indhold. Aton
havde endelig fået tilladelse til, at de specielle hold af soldater, der havde været under træning stort
set siden den førnævnte dag, kunne rykke ud til Jorden. De var allerede ved at blive placeret
ombord på de skibe, som Den Imperielle Front havde stillet til rådighed, for at få dem smuglet til
Nordamerika på Jorden. Danner kunne ikke lade være med at fryde sig lidt, fordi det netop var
Jikuchi, der havde igangsat programmet for at få specialister i urban krigsførelse, såfremt Loortech
vendte tilbage for at indtage systemet. Nu ville de drage fordel af dette til at angribe Jorden,
magtcentrum for outbreakernes ærkefjende.
Danner aktiverede sit krypteringsprogram og oprettede en meddelelse til Goa. Han gav ham
mandtal på de snart ankommende styrker, det materiel de ville have med, samt eventuelle
specialiseringer for de enkelte grupper. Til sidst afsluttede han bare med:
Så krypterede han ellers meddelelsen og sendte den til Defectors’ nexus af kommunikation, hvorfra
Goa ville få den stillet til rådighed.
Kontoret virkede mærkværdig tomt og hult, med et skær af kulde over sig, og selve klangen i
rummet var også pludselig helt død og forkvaklet. Det var bare forkert.
***
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
De forsamlede personer i kontoret stirrede alle andre steder hen end på hende, der burde være
centrum, deres øjne vandrende langs de dekorationer, som den tidligere indehaver havde sat op,
men deres blikke viste ikke tegn på interesse eller lyst, de var bare blanke og uden gløden af liv.
Briand Rimeux forstod dem, hans egne ambitioner om en dag at indtage dette kontor som dets
retmæssige ejermand, så han kunne begynde at etablere alt det, han mente kunne forbedres i SOL,
var helt forsvundet. Den afholdte afstemning, som blev overstået for mere end en time siden, havde
været totalt blottet for den sædvanlige grådighed, ambition og lyst til at pleje egne interesser, i
stedet var det, som om alle kun var halvhjertet til stede. Da han blev nomineret af sin delvise
mentor, Mars’ guvernør Gregory SeeLanc, havde han bare mekanisk rejst sig op og taget imod det
tvungne bifald, mens hans hjerne slet ikke koblede grebet om, hvad der egentlig foregik.
Hans tale for at overbevise de andre havde ikke været dårlig, den havde han haft assistenter og
eksperter til at arbejde på, lige siden han fik efterretningstjenestens melding om McKillis død, men
han kunne ikke fremføre den ordentligt. Ikke mindst fordi han havde en ufattelig dårlig smag i
munden over, at have sat disse eksperter til at gøre dette.
Både han og McKilli havde været fanget i Black Gate, han havde imidlertid nærmest ikke set hende,
men han havde talt med hende, efter at hun fik ham ud af Vincent Jaglas klør. De havde sammen
forberedt den aktion, de ville foretage, når Beckett og admiralerne vendte tilbage, og gennem den
tid, havde han mere end tidligere fået respekt for hende. Deres uenigheder til trods, så var hun
dygtig og modig.
Det var også derfor min tale blev så elendig i mine hænder. Jeg kunne ikke tænke på andet, end at
dette ønskejob slet ikke var noget, jeg havde lyst til nu.
For i modsætning til alle de drømme, han havde om embedet, så fik han det her, fordi der var noget,
der mindede om borgerkrig under optrapning, og fordi McKilli var blevet skudt og dræbt. Ikke fordi
han havde besejret hende i et valg, havde overbevist de samlede delegerede om, at han kunne lede
dem.
Og han kunne ikke lede dem, ikke sådan som situationen var. Det hele var forkert. De skulle have
været i gang med at genopbygge SOL og de invaderede planeter, men nu lurede bare mere af den
samme, uhyggelige følelse af det ubekendte og grusomme ved krig.
Nej, han ønskede bestemt ikke jobbet i denne situation. Hans øjne bevægede sig over de forsamlede
og faldt til sidst på hende bag det store skrivebord, hendes ansigt en maske af hvidt og tynde,
sammenpressede læber, øjnene ikke på samme måde blanke som de andres, men i stedet lysende af
frygt.
Sandra van Liest, midlertidig Kansler som følge af krisesituationen, var bleg som et lig og Rimeux
havde rent faktisk ondt af hende. Ikke nok med hun stod overfor umulige valg, en verden der
tilsyneladende var begyndt at hade Regeringen, en potentiel borgerkrig og et, som Rimeux så det,
handlingslammet politisk system, så var hendes bedste ven i dette politiske liv også blev dræbt.
Briand var sikker på, at det var derfor, hun vandt så overbevisende, for selvom hendes tale havde
været en anelse bedre end hans, så var hun nøjagtig lige så rystet og blottet for den ellers normale
ambition, som han. Hun vandt, fordi folk troede, at hun havde den samme styrke som McKilli og
kunne holde sammen på det hele, ligesom Irena havde gjort. De klyngede sig til håbet om, at hun
var en mini-McKilli.
Briand smilede. Intet kunne være længere fra sandheden.
Han noterede sig, at Gregory bevægede sig hen og talte ganske kort med van Liest, hviskende ind i
hendes venstre øre, mens hun bare nikkede stift og svarede med noget, der mindede om enstavelsesord.
Der var ved at ske noget.
Briand og flere andre rettede deres opmærksomhed fuldstændigt imod hende, endnu før hun
egentlig rejste sig op og bad om ro og deres attention.
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Han kunne se, hvordan hun langsomt dykkede ned i sig selv og samlede den fornødne styrke,
formentlig trækkende på alt, hvad hun havde af erfaring, for ikke at miste taget fuldstændigt.
”Jeg takker igen for Jeres tillid til, at jeg kan lede SOL igennem denne krise,” begyndte hun retorisk
og forudsigeligt, som for at vænne sig selv til at snakke og se, om hendes stemme holdt.
”Uden at komme med gennemgående detaljer, vil jeg starte med at forklare, hvordan det lykkedes
fjenden at komme så vidt med deres planer,” hun trak vejret dybt ind. ”De formodede bagmænd,
Sandhedens Alliance, som også har taget ansvaret for attentatet, havde plantet to sabotører i selve
Regeringskuplen. De var veltrænede og udrustet med det fornødne udstyr til at true vores interne
sikkerhed. De kom igennem sikkerhedschecket via to forskellige personer, der havde kendskab og
adgang til EI og militærets sikkerhedstjeneste her. Den ene er Ian McKallum, så det forklarer
hvorfor denne senator ikke er til stede her, mens den anden var sikkerhedsvagt af tredje rang Shia
Al-shaha, der i øvrigt påstår, at han var tvunget til det, fordi hans familie blev truet på livet. Dette er
ikke bekræftet af EI.”
Sandra van Liest så lidt mere fortabt ud efter gengivelsen af den rapport, som Director Hawkins
måtte have givet hende i timen efter afstemningen, hvor van Liest var blevet briefet af de forskellige
tjenester, som i princippet var under hendes kommando nu.
”Vi er nødt til at agere på denne her trussel imod vores demokrati, Sandhedens Alliance kan ikke
slippe af sted med det her. Jeg vil bede sikkerhedsudvalget komme med en samlet trusselsvurdering,
samt kanalisere yderligere ressourcer ud til politi og lokale sikkerheds- og efterretningstjenester, så
vi forhåbentlig kan imødekomme yderligere angreb. Jeg vil indkalde Flådens og militærets ledere til
møde hurtigst muligt, så vi kan få tag på, hvordan vi takler denne her situation, og hvordan vi bedst
udnytter vores ressourcer.”
”Hvem leder egentlig SOL Flåden nu?” spurgte Briand, nærmest uden at tænke sig om, og han
kunne have bidt tungen af sig selv. Sandheden var imidlertid, at han havde tumlet med netop det
spørgsmål, da han afventede at komme op på talerstolen. For hvis han blev leder, så var det et af de
problemer, han skulle takle først.
Sandra van Liest trak sig fysisk et enkelt skridt tilbage, et tegn på, hvor dårligt hun egentlig havde
det med det her, og var uforberedt. Hun måtte føle sig. ”Så vidt jeg er orienteret, er der et triumvirat
af generaler, med General Altoi i spidsen, som indtil videre er i front. Ingen admiraler er indtil
videre valgt til at afløse Brichzor og Nygaard.”
”Du er nødt til at udnævne en,” kom det så fra en stemme længere tilbage i lokalet.
Briand drejede hovedet og noterede sig kvinden, der kom gående igennem den noget tætte mængde
af politikere, hendes lange, blonde hår nærmest hvirvlende om skuldrende på hende, stående i en
sær, skarp kontrast til den sorte og grå Earth Intelligence uniform, som hun bar. Hendes blå-grønne,
hårde øjne værdigede ikke én eneste af politikerne et blik, med undtagelse af Briand selv, som hun
gav et næsten usynligt, tilkendegivende nik.
På grund af mit spørgsmål? Han valgte imidlertid blot at returnere nikket og ellers forholde sig
passivt.
”Kansler, SOL Flåden er hårdt ramt af, at deres helte er blevet afskediget. Den ene halvdel har ikke
lyst eller tror ikke selv på, at de kan udfylde de sko, der er efterladt. Den anden har ambitionen, men
så absolut ikke opbakningen, og i nogle tilfælde slet ikke evnerne. Triumviratet og de andre højere
rangerende officerer har diskuteret dette i uger. De ved, at der efter dette angreb er nødt til at ske
noget, men nøjagtigt ligesom du og resten af forsamlingen her,” hun slog ud med sin ene hånd, ”så
er de handlingslammede. Nogen er nødt til at tage styrepinden for dem, ellers reagerer de, hvor
trænede de ellers er, også i panik. Så vælger de bare en tilfældig mand eller kvinde til opgaven, og
det kan blive fatalt, hvis det ikke det ved et lykketræf er en af den absolut rette støbning.”
Sandra van Liest nikkede forstående, men hendes udtryk viste med alt tydelighed, at hun var mere
end skræmt over denne udsigt.
© Brian Roland Larsen, 2010

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Dernæst,” fortsatte Hawkins, ”så er dine tiltag for at dæmme op for fjenden slet ikke nok, men
selvfølgelig et lille skridt på vejen.”
Briand kunne se, at hun kun sagde det sidste for at undgå, at det fuldstændigt var en tilsvining af
den netop udnævnte kansler foran hendes forsamlede regering, det var tydeligt, at hun virkelig
mente, at det var helt forfejlet.
”Det her er en fjende, som ingen anden, vi har set dem bekæmpe Loortech med højteknologisk
udstyr og endda kapitale skibe. Det var dem, der fik McKilli ud af Black Gate fængslet, hvilket
vidner om dels fantastisk uddannede og dedikerede soldater, men også strategisk fremsyn og
hensynsløshed. Vi er nødt til at sætte hårdt imod hårdt.”
”Hvad foreslår du,” spurgte van Liest, der så ud til at have genvundet lidt af fatningen.
”Jeg har ryddet EI for de værste fjolser, der blindt gjorde som Beckett forlangte. Jeg er i gang med
at sprede vores informationsnetværk yderligere ud, jeg har kontaktet samtlige efterretningstjenester
på samtlige planeter, som stadigvæk opererer, for at koordinere en fælles front. Jeg har brug for
deres udtalte støtte og selvfølgelig de underskrevne formularer, der er påkrævet i en sådan situation.
Militærtaktisk er vi nødt til at sætte samtlige baser på højeste alarmberedskab, vi skal have
udkommanderet og klargjort et stort antal af soldater, som låser potentielle mål helt ned, samtidig
med at vi begynder at finkæmme områder, hvor det er muligt at samle større mængder forsyninger.
De planlægger stadigvæk noget stort.”
Hawkins greb fjernbetjeningen på kanslerens bord og aktiverede en af rummets fladskærme, en af
de større nyhedskanaler lyste op, men med lyden slået fra. Briand kunne se, at de uden tvivl fortsat
diskuterede den nuværende situation, med henblik på dels valget af van Liest, som netop var blevet
offentliggjort af Regeringens presseansvarlige, og dels på hvad Sandhedens Alliance egentlig ville.
”Og så,” sagde Hawkins og gestikulerede imod udsendelsen på skærmen, ”er vi nødt til at komme
ud til folket, igennem alle tænkelige medier, og slå igen mod Alliancen. Fordi lige nu, så kører de
en benhård PR-krig, som vi taber på alle fronter.”
Briand tillod sig et smil. Måske skulle vi have valgt hende til kansler. Hun ved da i hvert fald, hvad
hun vil.
Men han var ikke nok inde i tingene til at forholde sig til, om alt, hvad hun netop havde sagt, var
fuldstændig korrekt og den bedste løsning. Med undtagelse af det sidste, for Regeringen havde
været nærmest ude af stand til, at komme med nogen udmelding i det hele taget, siden McKillis
død, og det gjorde det let for fjenden, mens medierne gik i tomgang og spekulerede i cirkler.
Hawkins skulle til at fortsætte, da udsendelsen på skærmen åbenbart blev afbrudt af et eller andet,
hvilket gjorde, at de stillede live om til et sted i Greater Seattle. Hawkins opdagede det selv
midtvejs i sin sætning og satte med et hurtigt tryk lyden på igen.
Nyhedsværten virkede også forvirret, men snakkede langsomt og hakkende om uroligheder, der
pludselig var opstået. Briand så nærmere efter på billederne, som måtte være streamet direkte fra et
overvågningskamera på pladsen, og mærkede sin puls gå flere hak i vejret.
”Er det ikke soldater det der?” sagde han langsomt.
”Jo,” svarede Hawkins, ”og de er ved at sikre pladsen der til at fungere som brohoved. Kan du se
røgen, der svagt er i baggrunden?”
Briand kneb øjnene sammen og kunne på det let pixelerede billede, der også havde enkelte statiske
forstyrrelser, se to tynde røgsøjler stige op mellem nogle bygninger, ude til højre på billedet.
”Ja,” sagde han.
”Der er politihovedkvarteret for Seattles største distrikt. De har allerede smadret det. Mine damer og
herrer, jeg tror, at spørgsmål omkring den potentielle borgerkrig er blevet helt og aldeles besvaret
nu. Vi er officielt i krig, igen.”
© Brian Roland Larsen, 2010