Kapitel 3 - Ubalance - Solaruniverse

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Det var fuldstændig genialt, hvad de havde opnået ved at befri McKilli fra Black Gate fængslet.
Hun fjernede Beckett og admiralerne, efter hun kom tilbage til magten, og ved nu at have taget sig
af hende, for næsen af alle dem, der skulle beskytte hende i Regeringskuplen, havde de praktisk talt
kastreret SOL. Det havde ikke været let, det havde krævet en ofring af to af deres mest værdifulde
kilder fra selve Regeringskuplen, for at tvinge McKilli til at benytte den mest isolerede flugtvej,
men det var så absolut det værd.
SOL var fanget på det forkerte ben, og Goa var allerede igennem indledningen af fase 2, som
ultimativt ville få folk på Jorden, i hele SOL sektoren i virkeligheden, til at indse, at en uundgåelig
kamp om fremtiden var startet. Og den ville ikke ende uden blodsudgydelse.
De havde momentum lige nu, men kunsten ville være at holde fast i dette sammenhold, når SOL fik
taget sig sammen til at slå igen. For Danner havde ingen illusioner om, at denne krig ville gå som et,
langt, smertefrit korstog, der ledte direkte til magten for Alliancen. Deres fjende ville slå igen, og
det hårdt!
Det ville blive hans opgave at jonglere de mange individer, som stod bag Alliancens medlemmer, så
de holdt deres fokus mod den samlede opgave. Værst ville helt sikkert blive Kolia Nyx, lederen af
Enilias Vej, en mand, som enten var vanvittig, eller også levede sig så meget ind i rollen som
religiøs fanatisk leder, at han vitterligt var blevet til det. Han propaganderede altid for, at hans
”børn” var de udvalgte, og at det var deres skæbne af skabe fremtiden for den menneskelige race.
Danner var slet ikke i tvivl om, at Alliancen kun var et middel for at skabe Nyx’ paradis, hvilket
også gjorde, at hele Enilias Vej, som led i deres aftale om at slå deres styrker sammen, var blevet
lovet den absolutte kontrol over en hel planet.
Han er efter min bedste overbevisning sikker på, at når folk først ser, hvad følgernes af hans Gud
kan og har opnået, når SOL er besejret, og når de tilmed ser det paradis, der bliver bygget på
planeten, så vil folk sætte deres tro og håb til Enilias Vej. Således ødelæggende og dermed
overtagende, hvad Den Imperielle Front og ”Outbreaker” systemet har kæmpet for.
Men det ville ikke ske, dertil havde Danner trods alt troen på, at ikke hele menneskeheden vil falde
for denne sekts prædikener, mens han selv ville sørge for, at Enilias Vej var dem der blev udnyttet
og ikke omvendt. For trods sit potentielt syge sind, så var Nyx også en dedikeret mand med store
visioner og et øje for muligheder, når han så dem. Kolia Nyx havde også lige nu en stor aktie i, at de
var kommet så langt, som de var, med ikke mindst de ofre, som hans mest fanatiske medlemmer
havde udøvet. Danner ville høste alt, hvad han kunne fra denne mand, før han eliminerede den
trussel, han i sidste ende ville udvikle sig til.
Ikke ulig Goa. Manden var et grusomt, uhyggeligt geni, som modsat Nyx, ikke havde et skær af
vanvid over sine handlinger, han var blot kold, kynisk og frem for alt præcis. Øjet for detalje og
manipulation var bare ikke set bedre, han havde også hjernen til at sætte alt dette sammen til én,
stor, kompleks og altopslugende plan. Hvis et led i planen kiksede, så var der som oftest blot et
andet led, der blev aktiveret og sat i værk. Forudseenhed var i høj grad en af hans styrker. Så det var
op til Danner at sikre, at Goa aldrig fik lov at se eller reagere på den plan, som han ville sætte i
værk. For problemet med Goa var, at han reelt havde nogle af de talenter og evner, som kunne gøre
det muligt at tage Danners plads. Og selvom han måtte indrømme, at han ikke havde et eller andet
bestemt, overordnet mål med denne krig, så var der dog ét, og det var at sikre sig magt, og det
gjorde man bestemt ikke ved at lade en rival tage sin plads.
Men ligesom Nyx, så gjorde Goa nytte lige nu.
Dørklokken indtil observationsdækket summede insisterende, og uden at dreje hovedet aktiverede
Danner, med et tryk fra sin kybernetiske, metalliske hånd på en af stolens knapper, den mekanisme,
der tillod dørene at gå op. Han ventede blot uden at spørge.
”Jeg undskylder at afbryde deres meditation, Kommandør Frix, men pigen her insisterede meget
voldsomt på at tale med dem. Jeg har advaret hende om, at de næppe ville se mildt på dette.”
© Brian Roland Larsen, 2010