Kapitel 3 - Ubalance - Solaruniverse

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Danner vendte tilbage til sit vue ud over Jorden, den endeløse strøm af skibe fortsat rullende forbi.
Hans blik vandrede videre, indtil han i distancen svagt kunne ane mere glimtende, irregulære lys og
blink, der svagt afslørede de majestætiske strukturer, omkring hvilke de opstod. Gigantiske
fremspring, fordybninger og støttebjælker lyst op i få sekunder, afslørende små bidder af de enorme
konstruktioner. Han zoomede ind med sit kybernetiske øje, så flere af detaljerne blev afsløret, han
kunne nu se de mange våben batterier, laserkanoner i diverse kalibrer, missilkastere og visse steder
EMP kanoner. Omkring vimsede både et utal af mindre konstruktionsdroider, som kontrollerede
skrogets integritet og installerede og rekalibrerede forskellige systemer, roligt og sikkert placerende
kabler og koblende enkelte af disse sammen med andre, samt langt mere massiver droider, der var
ved at positionere hele sektioner af de majestætiske skibe, mens endnu andre svejsede og boltede
med et utal af mekaniske fangarme.
Dét var deres største modstander lige nu. Selvom de havde allieret sig med både et utal af mindre
organisationer, visse lidt for grådige virksomheder, Enilias Vej og som de sidste ”Outbreaker”
systemet, så havde SOL stadigvæk en markant større rumflåde. Den var blevet pillet godt og
grundigt fra hinanden under krigen, og havde tilladt Sandhedens Alliance at slå til nu, i stedet for at
vente i flere år, men sandheden var, at også de havde mistet meget af deres flåde til Loortech.
SOL var stadigvæk væsentligt stærkere på den front, men endnu mere problematisk var det, at de
havde konstruktionshavne, der allerede var sat voldsomt op i gear på grund af krigen, og som fortsat
arbejdede hårdt med at spytte nye Bluewhale- og Panther-klasse krydsere ud, selvom det egentlig
var genopbygning af civile områder, de fleste politikere snakkede om.
De måtte eliminere den forskel, og dét startede med at tage sig helt og aldeles af Jorden her og nu.
Sandhedens Alliance ville gøre, hvad Loortech ikke formåede, men med helt andre midler.
Terminalen forbundet til at hans stol bippede, og Danner trak fladskærmen, monteret på en arm ved
stolens side, ind foran sig og studerede den indkommende beskeds signatur. Det var en rapport fra
Aton Alizixion, i øjeblikket i ”Outbreaker” systemet for helt af sikre deres loyalitet og kvæle
potentielt problematiske elementer. Det politiske geni havde med sine kontakter og kendskab til
outbreakernes mentalitet, fuldstændig udmanøvreret General Jikuchi, som havde haft kontrollen,
lige siden den skæbnesvangre konflikt mellem outbreakerne, SOL og Loortech, hvor Aton, som
præsident, og Danner, som hans rådgiver, havde været tvunget til flugt.
Danner dekrypterede hurtigt meddelelsen og tillod sig et tilfreds smil, da han så dens indhold. Aton
havde endelig fået tilladelse til, at de specielle hold af soldater, der havde været under træning stort
set siden den førnævnte dag, kunne rykke ud til Jorden. De var allerede ved at blive placeret
ombord på de skibe, som Den Imperielle Front havde stillet til rådighed, for at få dem smuglet til
Nordamerika på Jorden. Danner kunne ikke lade være med at fryde sig lidt, fordi det netop var
Jikuchi, der havde igangsat programmet for at få specialister i urban krigsførelse, såfremt Loortech
vendte tilbage for at indtage systemet. Nu ville de drage fordel af dette til at angribe Jorden,
magtcentrum for outbreakernes ærkefjende.
Danner aktiverede sit krypteringsprogram og oprettede en meddelelse til Goa. Han gav ham
mandtal på de snart ankommende styrker, det materiel de ville have med, samt eventuelle
specialiseringer for de enkelte grupper. Til sidst afsluttede han bare med:
Så krypterede han ellers meddelelsen og sendte den til Defectors’ nexus af kommunikation, hvorfra
Goa ville få den stillet til rådighed.
Kontoret virkede mærkværdig tomt og hult, med et skær af kulde over sig, og selve klangen i
rummet var også pludselig helt død og forkvaklet. Det var bare forkert.
***
© Brian Roland Larsen, 2010