Kapitel 12 - Piratskibet Impulse - SOLAR Universe

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
12.
”Piratskibet Impulse”
– ”Det her bliver enten en gigantisk succes eller en dundrende fiasko…”
– ”Du lyder ikke særlig optimistisk omkring den her plan? Det var ellers dine folks ide.”
– ”Lad mig sige det sådan: Jeg ville være meget mere overbevist, hvis ikke jeg vidste at David
McLennan havde været til stede under planens undfangelse.”
Samtale imellem Adrian Parks, Kaptajn på Impulse, og Ralph ”Skybird” McRussel, leder af Knight
eskadrillen.
Mekanikere og meget af det andet tekniske personel, fortabte sig tit i ”ligegyldigheden” ombord på
et skib som Impulse. De brokkede sig over skaderne på deres tildelte jagere nu og da, kom med
deres rapporter, hvis et specielt setup var påkrævet, og ellers så småsnakkede man, før man lettede,
eller efter man landede. Men hvis Nick skulle være helt ærlig, så var de for de fleste kamppiloter
simpelthen blot en del af baggrunden i hangaren.
Det syn havde Nick i hvert fald fået ændret. Ikke nok med, at han havde haft flere møder og
længere samtaler med Natasha, eller Tash, som hun fortsat insisterede på at blive kaldt, omkring
missionen her, han havde også ført mere jordnære, ikke-militære samtaler. Hun var forelsket i
teknik og mekanik, men ikke på en overdreven måde, så hun var ude af stand til at fremvise denne
lidenskab, så andre forstod den, hun talte passioneret og fornuftigt om tingene, viste sine
synspunkter på, hvad der var fantastisk, og forklarede det pænt. Deres samtaler gik mest på,
hvordan hun så på teknikkens mulige udnyttelse og måder at forbedre den på, og hvordan det
forholdt sig i forhold til det kendskab, Nick havde med rent faktisk at flyve disse maskiner i kamp
og på missioner. Som sådan var det helt naturligt, men det udviklede sig hurtigere og hurtigere til at
mere personlige elementer sneg sig ind i samtalerne, anekdoter der viste dem frem positivt hver
især, men også lettere pinlige historier, som gav noget af deres sårbarhed væk.
David, klovnet som han var i næsten alle andre situationer, havde gennemskuet potentialet, fra da
Tash satte sig ned ved bordet. Han kommenterede det ikke hårdt eller ondskabsfuldt, men mindede
Nick om, at han havde noget hængende, noget som han vist ikke havde fået afgjort med sig selv.
Eve.
Hvad følte han egentlig for hende? Da Eric advarede ham om angrebet på Jorden, lige inden
McKillis død, var hun den første, han tænkte på at kontakte. Deres uenigheder til trods om
fremtiden, så betød hun så meget for ham, havde været en støtte som ingen anden.
Men jo mere han kom på afstand af denne begivenhed, jo mere indså han, at han ikke følte det
samme som dengang. Han var bange for, at han havde ”udnyttet” hende. Taget hende til sig, fordi
han savnede en støtte, savnede en som hende at læne sig op ad, da alting gik til helvede, og Fox
døde. Det var bare ikke at være ærlig. Og nu? Ja hvad nu? Elskede han hende eller havde deres
forskelligheder manifesteret sig til et punkt, som de ikke kunne træde tilbage fra?
Jeg kan ikke tænke på det nu.
Han så sig omkring i sin nye, lille jager, personligt sat sammen af Tash og en af hendes hjælpere.
Nick kunne ikke lade være med at være imponeret. Hele planen var, at få det til at ligne det
SpaceJunk, som blandt andet Retfærdighedens Liga havde benyttet sig af i Borga systemet, jagere
og skibe sammensat af alle de rester og efterladenskaber, som de kunne skrabe til sig. Normalt var
disse fartøjer håbløse overfor den moderne teknologi, som SOL besad, men Tash havde virkelig
trukket på alle evner og fået sat noget sammen, så det fremstod som SpaceJunk, men var moderne
dele i en hel ny konfiguration, om end underlegent i forhold til en fabriksfærdig RedBaron.
1
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Hans fly var noget mere aflangt end en typisk jager, vingerne samlet helt bag til ved motoren i en
form for kors, med et missil hver på bagbords og styrbords vinge. Motoren virkede større og mere
kluntet udefra, takket være ligegyldigt påmonterede ”forbedringer”, den var taget fra en StarFire
jager, en reservedel, der havde ligget i længere tid på Impulse uden at blive brugt, hvilket var
naturligt med destroyer cruiserens ladning af RedBaron jagere til piloterne. Motoren var blevet
tunet og modificeret, så den ydede mere end den ellers var sat op til, men også ville brænde sammen
hurtigere. Det betød dog mindre, da de kun regnede med dens brug under denne mission.
Ud over missilerne, der i tråd med resten var af to forskellige typer, så bestod hans eneste våben af
en stor laserkanon på undersiden af jageren. Ligesom motoren var også laseren overtunet, så selv et
fragtskib ville kunne aflæse det. Det gav mere slagkraft i skuddene, men han kunne ikke holde en
konstant rate af skud i længere tid, som i sin RedBaron, fordi laseren så ville nedsmelte.
Tash havde primært involveret sig i denne jager til Nick, men havde dog også haft en finger med i
spillet hos en del andre. Ingen af dem så ens ud, David fløj for eksempel i, hvad der lignede en
pirats overkompensering, en lille, tæt jager med hele seks laserkanoner, sat på en form for
dobbeltdækker skrog.
Deltagerne i denne maskerade var, ud over Nick og David, de to vidunderdrenge Kip Sixtus og
Teemu Rihanën. De var instrueret i ikke at kommunikere med målet, hvis det kunne undgås, da
deres ungdommelige natur også skinnede igennem deres stemmer, selv al deres erfaring fra krigen
til trods. Det var ikke absurd for pirater eller andre lovløse at benytte så unge mænd, men det ville
være sjældent i en operation som denne, med kun fire SpaceJunk jagere.
Det sidste skib var en gunboat, som Tash og de andre havde brugt mest tid på at få til at se gammel
ud, mens det ville være for tidskrævende og teknisk besværligt, for ikke at nævne dyrt, at få
konverteret og sammensat en egentlig junk udgave af et sådan skib.
Black Bellamy, som de døbte skibet, ville holde sig tilbage, gemt blandt asteroiderne, indtil
fragteren var så skadet eller lukket ned, at faren for at blive gennemskuet var minimal. På samme
vis holdt Impulse sig så langt væk, at broen kun lige kunne kommunikere med Black Bellamy. Det
var essentielt, at fragterens besætning troede, at de ikke var i stand til at tage skibet med sig.
Efter kun at have overværet én overførsel, var de ikke klar over tidshorisonten for næste last,
hvorfor Nick, David, Kip og Teemu simpelthen udgjorde hold 3, blandt totalt fem hold der afløste
hinanden. De havde allerede siddet her én gang i seks stive timer, som vanligt var David tæt på at
eksplodere, men han havde dog sin egen form for disciplin.
Og det var påkrævet. De kunne ikke benytte dybtliggende sensorer som ved Ragnarok, deres mål
var alt for småt, og skibets mulige vektor kunne være stort set over alt, Alliance folkene tog deres
forholdsregler, sporet af ankomst vektoren ved sidste møde ledte kun ud i ingenting. De lavede små
stop på vejen og ændrede deres kurs.
”Har du fundet på et piratnavn?” spurgte David så.
”Nej.”
”…jeg ville have heddet Bellamy, men så blev I andre så åndssvage og gav det til skibet i stedet.”
”Men nu har du fundet et nyt?”
”Sir Francis David,” kom det stolt.
”Hvad?”
”Det var en rigtig form for pirat, Sir Francis Drake, som nådesløst angreb det Spanske Imperiums
Armada. Hvis nu vi ser Alliancen som Sp-…”
”Hyperrumskontakt!” knitrede kommunikationseksperten fra Black Bellamy over radioen. ”Ét skib,
kurs 4-2-3, B-klasse transportfartøj. Tætteste jager, Rød Tre.”
Rød Tre, det er Sixtus. Kom så knægt.
Nick havde allerede accelereret op og var i gang med at klargøre samtlige systemer, mest notabelt
laseren på undersiden, som tog et par sekunder at få helt op i gear. Det skyldtes ifølge Tash den
2
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
måde, de måtte samle jageren og dens energisystem på, ingen SOL jager ville blive designet på den
måde. Men en selvlært mekaniker og ingeniør for en piratbande? Uden tvivl!
”Tre her, jeg har ham på kornet. Skjold detekteret, jeg åbner ild.”
Nick kunne længere fremme ane rød laserild fra Kips jager, mens han ud af øjenkrogen
fornemmede den blålige ionpuls fra Davids ”dobbeltdækker”. Teemu var lige nu længst væk, mens
David kunne snige sig med Kip ind bag på fragteren, Nick selv havde i stedet muligheden for at
møde den hoved-til-hoved, hvis han pressede lidt på.
Motorerne hvinede, så hele skroget vibrerede, men ifølge dataudlæsningerne fra computeren, så var
alt okay. Det kom selvfølgelig an på, hvor meget han stolede på et gammelt, omprogrammeret
system, som baserede sin tilbagemelding på sensorer, der ikke ligefrem var designet til et sådan fly.
Han måtte stole på Tash, og det gjorde han. Der var noget særligt ærligt over hendes fremtoning. Da
hun sagde, at det nok skulle virke, tvivlede han ikke ét sekund.
Fragteren forsøgte først at komme væk direkte, at foretage et nyt hop til hyperrummet og så aflyse
mødet, men Kip var dygtig til at få piloten til at føle sig fanget, så han ikke turde aktivere
tachyondrevet, da de hele tiden nærmede sig kanten af asteroidefeltet. David var nu nået så tæt på,
at piloten fik væsentligt mere at se til, da de seks laserkanoner lyste op i et spektakulært fyrværkeri
af farver, der passede til ”personligheden” på SpaceJunk jageren.
Nick dykkede under en mindre, afsidesliggende asteroide, rullede op på siden og fløj imellem to
andre og kunne så med et langsomt rul dreje mod styrbord skære ind mod fragterens kurs.
”Rød To og Tre, Et her. Jeg kommer ind på kollisionskurs, pas på, hvor I sigter.”
Nick kunne se den svage, næsten umærkelige ændring i de to jagere bag fragteren, hans trænede øje
opdagede let, hvor de gav ham mulighed for at angribe. Fragteren selv reagerede ikke, og Nick
kunne nu registrere store detaljer på den, her næsten klods op og ned af den.
Den var uden markante kendetegn, ligesom skibet ved det første møde. Det var åbenlyst, at selve
skroget kom fra en klasse I eller II Hopper transporter, fra et nu efterhånden økonomisk trængt
firma på Jorden, men motorerne så ud til at være blevet udskiftet, skibet helt klart modificeret for at
få plads til disse. Det lignede lidt en mat grå, aflang ellipse, med to kantede fremspring foran,
imellem hvilke broen burde være, hvis ikke der var foretaget yderligere ændringer, samt en stor
rektangulær udløber, der var motoren. Der var ingen synlige våben, men Nick kunne se, at der cirka
midt på skibet, på både styrbords og bagbords side stak to halvkugler op, i en mere mørk, grå farve
end resten af skrogets. Endnu en modifikation, måtte han gå ud fra, men ikke noget, han kunne
gennemskue, hvad var.
Han skubbede det til side, lod sit sigtekorn falde på skibet, som nu havde fået øje på ham og var ved
at udføre en kluntet, ligegyldig og overdreven undvigemanøvre. Nick trykkede af og så den skarpe,
lysende røde streg springe frem mellem hans egen jager og fragteren, før den bankede imod et
gyldent skjold af energi.
Så nu har de som minimum udlignet skjoldstyrken, så de ikke bare har et kraftigt felt bag til.
Spørgsmålet er, hvor meget juice de har i det?
Nick pressede endnu et skud af, før han i en let bevægelse med hånden tog sin jager op over
fragteren, der næsten samtidig dykkede. Øjeblikkeligt begyndte hans jagers kollisionsalarm at
skrige op, Nick reagerede instinktivt for alarmens oprindelsespunkt og trak yderligere opad og
rullede mod styrbord. Jageren vibrerede unaturligt under den skarpe påvirkning, igen kom et lettere
hvin fra motorerne, men så faldt den til ro igen.
”Fuck, så I det?” kom det fra David.
Nick, der egentlig mest havde troet, det var en fejl i programmeringen af systemerne hos denne
sammenklaskede jager, som følge af, at han havde været lidt tæt på skibet, kunne pludselig
fornemme, at der var noget andet i rummet.
3
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Han rullede skarpt mod bagbord og hørte øjeblikkeligt den summende lyd af hans energiskjold,
blussende til live for at forhindre skade. Procenterne tikkede hurtigt ned på det svage skjold, Tash
og de andre mekanikere havde kunnet installere, men Nick kunne ikke skimte, hvad der havde ramt
ham. Der var ingen lasere at se, og tydeligvis ingen detonationer fra missiler eller andet eksplosivt.
Sensorerne viste imidlertid to nye, mindre objekter i rummet, den ene af dem ikke langt fra Nick
selv, mens den anden så ud til at kredse ind på Kip. Imens var fragteren på vej væk.
Nick svingede skarpt rundt, igen gnistrede hans skjold uden et åbenlyst tegn på, hvad det var, der
havde ramt ham, men nu fik han sin fjende inden for synsfeltet. Et sfærisk objekt med nogle få
svagt, glødende røde sensorer, samt et virvar af små fremspring af raketdyser. Det forklarede
tydeligvis, hvad halvkuglerne på fragteren havde været, og at de måtte have koblet sig fra, netop
som Nick passerede. Det ene sted, hvor det kugleformede mønster blev brudt på objektet, kunne
Nick ane et aflangt, metallisk rør, drejende rundt på kuglelejer, for at få Nick på kornet igen.
Projektilvåben!?
Det var ikke usandsynligt, men for jagere at bære ammunition gav det ofte pladsproblemer. Typen
af våben var også et spørgsmål, det krævede ilt, hvis projektilerne skulle affyres med standard
slagstift og eksplosion, men omvendt store mængder af energi og en teknologisk præcis
magnetspole, hvis de udelukkende skulle accelereres af magnetiske felter.
Der var noget helt galt! Sfæren var alt for lille og kompakt til at kunne indeholde de nødvendige
ting. Pilot, ammunition, reaktor, motorer, skjold….der var bare for mange ting i denne kugle af et
fartøj.
”En droide?” mumlede han for sig selv. Det ville i hvert fald fjerne en stor del af de potentielle
pladsproblemer.
Projektilvåbnet kom svingende over imod ham, og Nick spandt rundt i et skarpt rul mod styrbord,
trak så voldsomt i accelerationspinden, lukkende motorernes udstødning ned og sparkede jageren op
i et langsomt rul modsat. Han ventede et mikroskopisk moment og hamrede så accelerationen i
bund, midtvej i det langsomme rul.
Han fornemmede næsten, hvordan projektilerne bankede forbi, kun en enkel svag strejfer fik hans
skjold til at reagere. Så var han inde på en vinkel, hvor droidejageren var nødt til, først at rotere
rundt om sig selv, og så få våbnet rettet ind.
Dyserne på overfladen glødede af blålige ionpulser, kuglen spandt på plads, og våbnet var allerede
ved at kompensere, men Nick var først på pletten og bankede en skarp, glødende stråle direkte ind i
kuglen.
Der var intet skjold. I stedet åd den opskruede laserkanons skud sig dybt ind i panseret på kuglen,
gnister og lyn kortvarigt synlige ved elektriske kredsløb, mens metallet skinnede af rød-hvid
overophedning. I en imponerende detonation af metalfragmenter eksploderede den uden varsel, så
Nick næsten var ved at lave en panisk manøvre, uden at checke sine omgivelser.
Var det nok?
”Lad være med at tænke over det,” kom det fra David over radioen. ”Selvom de er farlige med
deres ”usynlige” skud, så er det ikke andet end distrahering, så fragteren kan stikke af. Hvis ikke vi
var så gode, havde droiderne taget en normal pirat og hans lorte jager, før han opdagede, hvad der
skete. Fragteren burde være væk for længst.”
Nick rettede sin jager ind efter sensoraflæsningen på sin computer, fandt fragteren, der stadigvæk
var i området, og accelererede. ”Hvad er status?”
”Rød Fire var hurtig nok til at forhindre dens afgang. Jeg er seks sekunder fra dem, Rød Tre
yderligere tilbage, hans droide er også kaput.”
Så Teemu gjorde, hvad han skulle, blokerede fragteren, mens vi tre havde travlt med at flyve i
cirkler.
”Kan vi stoppe dem?”
4
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
David lo. ”Rød Fire har fjernet skjoldet, og nu kommer jeg, Sir Francis David, og tager mig af
resten.”
”Hey Francis, husk vi skal bruge lasten.”
David svarede ikke, men udelukkende fordi Nick kunne se festfyrværkeriet fra hans lasere længere
fremme, stadigvæk nær kanten af asteroiderne.
”Black Bellamy til Rød Et.”
”Et her.”
”Allianceskibet, der skulle modtage lasten, ankom for cirka ét minut siden. De registrerede, hvad
der foregik, og tog så benene på nakken.”
”Tror vi på, de købte, at det var pirater?”
”Deres radiokommunikation var stadigvæk meget sparsom, men så vidt vi kunne opfange, så er
besætningen på vores mål i hvert fald overbevist, og bad de andre tage benene på nakken. De er
bange!”
Det må de være, hvis de har kontaktet Allianceskibet uden tung kryptering.
Nick rettede sin jager til og pressede accelerationen længere op, så han kunne deltage i kapringen af
skibet. Efterhånden, som han kom tættere på, dykkende under og svingende uden om asteroider,
kunne han dog se, at det næppe blev nødvendigt.
Kip havde tilsyneladende ramt bagbords side af fragteren med et hjemmestrikket EMP missil, mens
enten David eller Teemu, eller en kombination af disse to, havde skadet ionmotoren nok til, at den
kun pulsede af liv omkring halvdelen af tiden. Der var ingen mulighed for, at dette skib kunne
slippe væk fra dem nu.
Nick lod Teemu lavede et nyt angreb, den unge pilot skærende sig ind på kursen af fragteren. Som
en anden atlet forsøgte han at snyde piloten til at gætte forkert på hans næste træk. Med Teemus
rutine var det næsten for nemt, og han fik et frit skud, som han udnytte med klinisk præcision til at
skære ind i en mindre skadet del af motoren med en blålig laserstråle.
Motoren pulsede af liv i endnu to sekunder, døde, startede op igen og blev så helt sort.
Skak og mat.
Nick fulgte planen og aktiverede sin radio på en bredspektret frekvens. ”Ukendt fragter, luk
systemerne ned og forbered jer på at blive bordet. Gør modstand, og I dør, hvis ikke, har I chancen
for at slippe levende fra dette.”
McRussel havde gjort det klart, at de under ingen omstændigheder skulle identificere sig direkte.
Pirater med store egoer kunne finde på at gøre dette, men de smarte så hellere, at SOL eller andre
organisationer intet vidste. Besætningen kunne få lov at gætte ud fra symbolerne på dragterne, som
folkene på Black Bellamy bar. McRussel havde ligeledes indskærpet overfor alle, som skulle udføre
den del af missionen, som Nick netop havde gjort, at de skulle holde sig fra militære vendinger og
ikke prøve at spille hårdfør pirat.
De kan lyde hårde, fordi de er hårde folk, lad være med at spille deres spil. Ultimativt er de
ligeglade med de folk, de angriber, så der er mindst lige så mange pirater, der er monotone og
kedelige at høre på.
Ralphs ord gav genklang i hans hoved, alt imens Black Bellamy kom frem fra sit skjul og lagde an
til at dokke med det fjendtlige transportskib. En håndfuld stormtropper var blevet transformeret til
at ligne ”musklerne” under piraternes bording, mens et hold officerer og piloter tog rollerne som
lederne. Det her var en del af planen, som Nick overhovedet ikke havde indflydelse på, han kunne
kun håbe, at stormtropperne kunne afvige nok fra deres automatiske træk og rutiner, til ikke at ligne
de topprofessionelle folk, som de var.
Nick forventede ikke, at det ville tage overdrevent lang tid at sikre lasten, de kunne alligevel næppe
få plads til alt udstyret i Black Bellamy. Så de tog den interessante del af lasten og blæste så resten
5
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
til atomer, så fjenden ikke fik gavn af det. Ingen ville rynke på næsen af det, pirater var
gennemgående destruktive og på et eller andet plan misundelige.
”Okay, Rød Fire, du holder øje med fragteren,” kommanderede Nick. ”Rød Et til Tre, vi tager os af
rekognoscering, vi skulle nødig have, at deres venner ombestemmer sig og vender tilbage med en
krydser.”
***
Impulse’ hangar lignede virkelig et piratskibs, alting rodet og tilsyneladende uorganiseret. Der lå
metalplader og dele, der var blevet fjernet fra komponenter, som sidenhen var blevet brugt på
jagerne eller Black Bellamy, overalt. Ledninger, kabler, forskellige former for wires, afskrællede
dele fra brugte computere og terminaler, aldrende sensordiske og radioudstyr. Cockpitglas, sæder,
joystick, pedaler og hele kasser med knapper var blevet skubbet lidt mere ud til siden, men var
stadigvæk åbenlyse. Mekanikernes eget udstyr kunne ligeledes ses overalt, svejseapparater, mere
fintfølende elektriske apparater, bolt- og boremaskiner.
Nick, David, Kip og Teemu stod og lænede sig op af deres jagere, alt imens Black Bellamy satte sig
til rette på dækket, en mindre sværm af mekanikere og teknisk personel var allerede i gang med at
sikre sig, at fartøjet var stabilt og forankret forsvarligt.
”Sandhedens øjeblik,” sagde Nick.
”Hvad tror I, der er derinde?” spurgte Kip entusiastisk, hans øjne klæbende til skibet.
David kikkede spørgende på Nick. ”Har de ikke engang fortalt dig det?”
”Nix.”
”Hmm, der kan man bare se.”
”Hvorfor så hemmelighedsfulde?” spurgte Teemu.
Nick trak på skuldrene. ”Jeg er ikke helt sikker, men de frygtede måske et eller andet radiosignal,
der kunne afsløre, at vi ikke var pirater alligevel. Hvis der nu er noget højst overraskende i lasten, så
skulle et udbrud fra en af os jo ikke ødelægge det.”
”Helt ærligt,” sagde David. ”Vi er helt ovre ved Impulse nu, der er ingen, der lytter efter der.”
”Hvis de er paranoide, så må vi være dobbelt så paranoide for at slå dem,” grinede Kip.
Nick lo med, men knægten havde faktisk en pointe. Sandhedens Alliance havde slået dem flere
gange allerede, ved at SOL ikke havde været forsigtig nok og tilladt fjendtlige agenter iblandt dem,
imens gemte fjenden sig, ved at udvise præcis sådan en paranoia. I hvert fald indtil videre.
Kaptajn Parks, Ralph og en stribe teknikere dukkede nu op i hangarens ene ende, alt imens piraterne
fra Black Bellamy havde færdiggjort aflastningen af en stribe containere.
Nick og de andre begyndte samlet at gå derover og kunne se, hvordan Parks og McRussel på en
gang var anspændt og en anelse bange, Parks konstant tyggende sammen i langsomme bevægelser,
imens det kom til syne i Ralphs holdning. Frygten lå nok i, at hvad de fandt her, kunne give et peg
om, præcis hvor stor og lang denne borgerkrig kunne blive.
”Sandhedens time, hva’?” kom det det bag dem.
Nick stoppede op og drejede hovedet, men havde naturligvis allerede hørt, hvem det var, Tash’
stemme umiskendelig.
”Jeg går ud fra, at min jager virkede perfekt?”
”Jeg foretrækker nu min RedBaron.”
”Oookay, men alt taget i betragtning?”
Nick kunne ikke lade være med at smile, på en gang ville hun vise, at hun godt vidste, at jageren
ikke var ”noget specielt”, og på den anden side søgte hun hans ros.
”Jeg er glad for, at du er på vores side,” sagde han. ”Tag det fra en, der har fløjet imod
Retfærdighedens Liga og deres SpaceJunk.”
6
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Den første containers segl var allerede blevet brudt, åbenlyst var der ikke videre
sikkerhedsforanstaltninger på disse også, og det talte for, at Alliancen brugte størstedelen af deres
energi på at sikre, at fragten aldrig kom i de forkerte hænder.
”Træd tilbage,” hørte han en analytiker sige, imens to personer skubbede det enorme låg op og gav
adgang til det indre. Skarpe lygter blev rettet imod halvmørket for at give et klart billede af, hvad
der var derinde, før det blev taget ud af containeren.
Luften stod stille i et kort øjeblik, mens alle tog synet ind og overvejede betydningen.
”Ikke godt,” sagde McRussel som den første og kradsede sig frustreret i den rød-brune manke.
Parks nikkede og bed sig i læben. ”Droider. Slet ikke godt.”
Fra hvad Nick kunne se, var der i denne her container to store, stålgrå giganter, med et mere mørkt
panser af overlappende plader. Armene, som der var fire af, hang ned langs siden og kunne
umiddelbart bedømt ud fra konfigurationen, skyde i tæt på alle retninger, selvom der endnu ikke var
monteret specifikke våben på dem. Armene havde imidlertid tydeligvis specifikke tilhørsforhold, to
af dem helt klart lavet til at kunne huse stakkevis af projektil ammunition. Hovederne på disse to
droider lignede mest af alt mindre kegler, med en stribe sorte og sølvfarvede ringe omkring sig,
uden tvivl sensorer af typer, som Nick slet ikke kendte.
Pis!
”Nu har vi da en ide om, hvor dem på Jorden kommer fra,” sagde David henkastet.
”Hvad? Er der krigsdroider på Jorden?” udbrød Tash.
Parks kiggede over på dem, afbrudt midt i en lavmælt samtale med McRussel, men Nick vinkede
bare afvisende, og trak Tash en anelse væk derfra. David fulgte let efter, men hang ligesom lidt i
baggrunden.
”De bruger dem til at kontrollere de besatte områder, for at veje op for at de næppe har så meget
mandskabskraft. De har blandt andet angrebet en havnebase på den Iberiske halvø med droider.
Indtil nu har EI ikke været overbevist om, hvordan de får fat i dem.”
Tash skævede over imod den åbne container, hendes ansigt en maske af dyb bekymring. ”Jeg synes
personligt, det ser meget professionelt ud. Det er ikke noget, som nogle få genier sidder og strikker
sammen i deres kælder. Det der er fabriksarbejde med kvalitetscheck, det er jeg ikke i tvivl om.”
Både hun og Nick kunne let se betydningen i det, og han var sikker på, at de to store chefer også
stod og diskuterede netop dette.
”Vi er nødt til at finde ud af, om det her bare er en fabrikant eller et firma, som har lavet en
underhåndsaftale eller…om det er værre.”
”En hel planet?” spurgte David lidt bag ved dem.
Nick gav både ham og Tash et tilkendegivende nik, mens en underliggende vrede buldrede til live.
Hvis forræderiet var helt oppe på dét plan, så var der nogle allerede meget magtfulde mennesker,
som alene var skyld i tusindvis af folks død. Og for hvad? Hvad drev dem til at slå deres egne ihjel?
”Hvad så nu?” spurgte Tash.
Nick trak på skuldrene. ”Jeg tror ikke, vi har udstyret til specifikt at spore oprindelsesstedet her på
Impulse, så vi vender snuden imod Jorden.”
”Men vi kan vel godt begynde noget af forarbejdet?”
”Du vil skille dem ad?”
Tash havde julelys i øjnene. ”Jeg er ret god, jeg kan sikkert komme med et velfunderet gæt på, hvor
de kommer fra. Men for ikke at blande mig for meget, så kan vi sige, at vi gør dem klar til analyse
for EI’s teknikere?”
Før alt det her med piratskibene og den noget dristige plan, ville han næppe have givet tilladelse til,
at en simpel mekaniker kunne få lov til dette, lige meget hvor dygtig denne var. Men han havde
ændret syn på dem, eller i hvert fald én af dem, helt specifikt.
”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.”
7
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Hun rakte frem og gav hans arm et lille klem, og kom med et charmerende blink med det venstre
øje. ”Tak.”
8
© Brian Roland Larsen, 2011