Kapitel 20 - I Guds Hænder - Solaruniverse

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
20
”I Guds Hænder”
– Jeg husker ikke længere på deres synd og på deres lovbrud
Biblen, Det Nye Testamente, Hebræerbrevet, Kapitel 10, Vers 17
Dag 1
Det var mørkt, da han åbnede øjnene. Ikke det dybt sorte, uigennemtrængelige mørke, hvor alle
lyskilder var udslukt, men en dunkel dyne, hvor udefinerbart lys trykkede det tykkeste mørke væk.
Han kiggede op i et loft af delvist krakeleret metalplastik, én synlig lampe, slukket, hang som en
form for kræmmerhushorn på tværs af hans placering, og han drejede langsomt hovedet i den
retning, hvor lampen ”pegede”.
Smerte brølede igennem hans krop, og han gispede højt over de pinefulde stik, han kneb øjnene
sammen i refleks, og i dét sekund farede en serie billeder, helt uden for kronologisk orden, frem
foran ham.
Keiron genoplevede, hvordan vagabonden hamrede sit metalrør imod ham, han huskede
vibrationerne fra bunkeren hos Sterling, skarpskytten oppe på taget, den unge knægt, der blev
fældet af Tattoo, manden med riflen, der ramte ham i siden, idioten på luftpude-biken og endeligt
Buzzard, der skød ham direkte i brystkassen.
Han rakte ind mod sin brystkasse, opfattede først på det tidspunkt, at han faktisk lå med et tæppe
over sig, viftede det til side og lod sin fingre køre over huden, indtil han mærkede den knudrede,
hårde klump af arvæv.
Det var ikke løgn.
Han var blevet skudt og slået i stumper og stykker, men han var i live.
Brændende af konstante smerter, men i live.
Nanorobotterne?
Var der andre muligheder?
Keiron så sig omkring, han var i et mindre lokale, hvor et eller andet tyndt, udefinerbart underlag
beskyttede ham mod gulvets hårdhed. Der var tre vinduer ude til venstre for ham, alle sammen
havde store, klodsede mørkeblå persienner lukket til, gråligt lys sivende ind igennem sprækkerne.
Til højre for ham var en gammeldags, åben dør der ledte dybere ind i lejligheden, mørket imidlertid
for tykt til, at han kunne se noget. Der var et lille, rundt bord og to plastikstole lige ved siden af
døren, en glasskål halvtømt for sit indhold og et snavset glas var placeret på bordet, men der var
ingen personer at se.
Det frembragte de vigtigste og største spørgsmål lige nu. Langt større end hvordan han egentlige
havde overlevet. Hvem havde reddet ham, og hvor var han?
Det var klart nok, at det ikke var Sandhedens Alliance, de havde allerede vist, at de ikke havde
anden interesse end at dræbe ham, mens at han tvivlede på, at Vargo og hans håndlangere ville have
sørget for tæppe og liggeunderlag, såfremt de overhovedet ønskede, at han skulle vågne op igen.
Han ønskede brændende at komme op, undersøge sine omgivelser og finde ud af det, han kunne, nu
hvor der åbenlyst ikke var nogen, der holdt øje med ham. Men da han forsøgte at rejse sig, var det
som om at kroppen sagde fra, hans muskler gav simpelthen efter. De var mærkværdigt bløde og
slappe, og hans forsøg blev ledsaget af skarpe smerter i hans brystkasse. Hjertet begyndte at slå
hårdt og hurtigt, hvorefter det ene pinefulde stik efter det andet skar sig ind i hans venstre side, i
hans ene skulder og det ene ben.
1
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Keiron sank let sammen og hans hoved fandt den lille pude igen, det havde ikke hvilet i mange
sekunder der, før han svævede over i det ubevidste nok engang.
***
Han slog øjnene op igen med et sæt, pludselig bange for, hvad der kunne være sket. Han var
fuldstændig klar over, at han ufrivilligt var gået i ”koma” nok engang, og han brød sig ikke om det.
”Du er virkelig ved bevidsthed. Pris Ham! Det er en overvældende styrke, du er i besiddelse af.”
Keirons hoved bevægede sig i et hårdt, hurtigt ryk ud til højre for at finde stemmen. Han fandt
personen siddende på en af plastikstolene, der sidste gang havde været ved det runde bord. Først
kunne hans stadigvæk forvirrede sind ikke forstå det, han så, men langsomt fremstod meningen dog
alligevel.
Det var en kvinde, måske i begyndelsen af fyrrerne, hendes ansigt, der lige nu var spredt ud i et
stort, nærmest lykkeligt smil, bar præg af linjer og rynker, der tydede på, at hun sjældent viste et så
ekstatisk smil. Et mørkebrunt, skulderlangt hår med naturlige krøller indrammede ansigtet, hendes
tøj let flagrende og poset, gående i mørkegrønne nuancer over i mere glinsende rødbrunt.
Han lagde mærke til, at hendes højre hånd konsekvent rodede og gned på et smykke, som hang i en
tynd sølvglinsende kæde omkring hendes hals.
”Jeg vidste, at det var Hans vilje, at du skulle overleve.”
Keiron stirrede fortabt op på hende, der var nærmest ekstase i hende øjne. På den ene side var han
glad for, at der tydeligvis lige nu ikke var fare på færde, hun var faktisk i den helt anden boldgade.
Men han følte sig omvendt ikke tryg, der var noget forkert over den måde, hun agerede på.
”Hv-hvem ønskede, at jeg skulle overleve?” spurgte han langsomt, hans mund tør som sandpapir.
”Gud.”
Gud…? Åh nej…
Inden han fik sagt mere, havde hun grebet hans højre hånd i et solidt tag og mast sit smykke imod
den, så det skar en anelse ind i hans hud.
”Jeg forstår godt din skepsis. Jeg forstår, at ikke alle de udvalgte krigere har set lyset, men vid, at du
står i gæld til ham. Vid, at du har en støtte og en styrke, der sidder vagt ved din skulder dag og nat.”
”Enilias Vej,” sagde han langsomt.
”Enilias var heller ikke overbevist om Herrens tilstedeværelse i begyndelsen. Jeg bærer intet nag
fordi du ikke, endnu, har set lyset og vejen.”
”Fantastisk,” gryntede han.
Hun var virkelig dedikeret, der så ikke ud til at være noget skuespil der. Hvilket betød, at han rent
faktisk skyldte denne kvinde sit liv, hun måtte have slæbt ham her ind og passet og plejet ham,
indtil nanorobotterne havde rettet op på den værste skade. Det eneste problem ved hele det scenarie
var, at han tilhørte den modsatte side. Enilias Vej havde klart meldt ud, at SOL skulle væltes for at
verden kunne komme i balance igen. Han tvivlede ikke på, at der et eller andet sted nok var mere
rolige og moderate kræfter, men selv disse ville næppe risikere deres liv for fjenden.
Han så ned af sig selv, hans overkrop var mere eller mindre bar, men hans kedeldragt måtte være
blevet klippet op i nærheden af hoften, for hans ben var stadigvæk iklædt det slidstærke, men billige
materiale.
Hans møde med vagabonden kom tilbage og det gav naturligvis mening. Hvor vagabonden havde
været modstander af Alliancen og set et offer, som blev jagtet af ”oprørere” i form af
Retfærdighedens Liga, så havde kvinden her set en Alliance soldat, en hellig kriger, som hun burde
redde.
Han priste sig for én gang skyld lykkelig over idiotien og den brutale og primitive fremfærd, som
Vargo og hans mænd kunne have. For det havde formentlig overbevist kvinden her om, at de
umuligt kunne være en del af Alliancen.
2
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Hvad er dit navn?” spurgte han efter et par sekunders betænkningstid.
”Kathryn.”
”Okay, Kathryn. Jeg er kommet så slemt til skade, fordi jeg er blevet jagtet af nogle ret nådesløse
og barbariske personer. Ved du, om de stadigvæk er i nærheden. Leder de stadigvæk efter mig?”
Hun blev helt stram i ansigtet. ”De svin hærger fortsat kvarteret. De har været forbi vores bygning
nogle gange, men de ved ingenting. Jeg er så lykkelig for, at Gud ledte mig til dig, før de barbarer
kunne finde dig.”
Keiron nikkede og forsøgte at smile taknemmeligt.
”Jeg vil beskytte dig,” sagde hun så.
En bevægelse hen over hendes skulder fangede Keirons blik, det var kun i et kort sekund, men han
var sikker på, at han så nogen bevæge sig længere inde i lejligheden. Kathryn opdagede tydeligvis,
at hans øjne kiggede efter noget, og smilede beroligende.
”Bare rolig, der er ingen fare, det er blot min datter,” hun drejede hovedet og kaldte så. ”Kom her
ud Lina, og hils på vores gæst.”
Der gik nogle sekunder, så kom en ung, lettere spinkel teenagepige til syne i døråbningen. Håret en
tro kopi af morens, ligesom hendes ansigt heller ikke efterlod nogen tvivl om deres relation. Til
gengæld var der ikke samme ekstatiske lykke og venlighed i hendes brune øjne, de så i stedet yderst
skeptiske ud, mens de nærmest scannede Keiron.
”Hej,” mumlede Lina.
”Hey,” svarede Keiron, mens han indså, at datteren nok repræsenterede det mest øjeblikkelige
problem. Han var stadigvæk for svag til at kunne forlade stedet, så hvis han skulle undgå at blive
smidt for løverne, så krævede det, at de indtil videre var overbevist om, at han kæmpede Alliancens
sag. Moren havde allerede overbevist sig selv, men datteren var helt tydeligt ikke kommet dertil.
Keiron følte sig træt igen, det var overraskende, hvor meget det hev ud af ham, at tale, tænke og
bevæge sig blot en smule.
***
Dag 2
Han spiste, for første gang i umindelige tider. Han havde haft mere energi end dagen før og havde
været i stand til, med Kathryns hjælp ganske vist, at kunne rejse sig op og sætte sig på en af stolene
ved det lille bord.
Maden var absolut ikke prangende, selv overrislet med den lidt for fede mælk, var de underlige korn
mærkværdigt ekstra tørre, ligesom deres konsistens var en anelse ubehagelig, efter man havde
tygget i dem. Det betød imidlertid mindre, det var mad, og han havde savnet det.
Kathryn sad overfor ham, og uden at han så op fra sin skål med mad, var han helt sikker på, at hun
sad og betragtede ham, med de samme næsten drømmende øjne, som hun havde haft, lige siden de
først havde talt sammen.
”Hvornår ender I det?”
Keiron så op fra sin skål uden egentlig at løfte hovedet. ”Undskyld?”
”Hvornår tager I det tilbage, som retmæssigt er vores? Hvornår kan vi igen være i sikkerhed i vores
egen by?”
”Du tænker på, hvornår vi endeligt smider SOL væk?”
Kathryn nikkede entusiastisk. ”I har befriet Boston, men min datter og jeg er ikke i sikkerhed. Jeg
har båret byrden længe, fordi I må koncentrere jer om de andres soldater og dræbermaskiner. Men
jeg er bare træt af at være utryg. Jeg har brug for, at I kan beskytte os mod dem, som nægter at se
sandheden. Som forguder dem, der ikke fortjener det.”
”Vi er i en ret fastlåst situation,” forsøgte Keiron afglattende.
3
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Jeg forstår,” sagde hun og smilede. ”Det er bare udmattende. Må de udyr brænde op i helvede, for
hvad de gør.”
”Hvem?”
”Fjenden. Deres skamløse terrorsoldater.”
Keiron kunne på ingen måde forhindre, at hans ansigtsudtryk afslørede, hvad han anså den udtalelse
for. Han vidste, hvordan det var at have SOL som sin fjende, der var brodne kar imellem, men han
havde aldrig anset dem for onde. De var blot forhindringer for hans arbejde dengang.
At arbejde for SOL under krigen havde kun ledt til større respekt for mange af disse. Ikke mindst
når han vidste, hvad de havde givet imod Loortech.
Alligevel virkede det ikke helt som om, at Kathryn registrerede den foragt, der måtte være gledet
over hans ansigt, hun fortsatte bare.
”Når man fornægter det åbenlyse, fornægter Hans eksistens, så er man tæt på at være fortabt for
lyset. De ord, der er blevet skrevet, kommer direkte fra Ham, de omhandler verden, som den er
tiltænkt, at negligere det som eventyr er som at fornægte verden. Djævelen har gjort sit indtog
blandt dem.”
Det kløede i Keiron, en af hans muskler sitrede ligefrem, en slags blindt had imod den fanatisme,
han pludselig stod overfor. Han tvang sig selv til at slappe af, skovlede en ny skefuld af de tørre
korn i munden, for at gøre noget andet. I sidste ende kunne han dog ikke dy sig, der var en del af
ham, der ønskede at forstå sin redningsmand.
”Jeg tror ikke på Gud,” sagde han så. ”Er jeg så også fortabt og dømt til helvedes flammer?”
Kathryn virkede helt panisk i et halvt sekund, og skyndte sig at lægge sin hånd beroligende på hans
venstre, der ikke var knuget omkring en ske.
”Nej, åh du himmels, nej. Absolut ikke. Aldrig i livet.”
”Men det, du sagde…?”
”Det er én ting ja. Fordi jeg ved, at fjendens soldater, hele det parti af samfundet og befolkningen,
der fortsat støtter op om SOL, nedgør os. Jeg havde allerede set, at du nok ikke var troende. Men du
er ikke som dem. På ingen måder. Husk på, at Han ikke alene dømmer os for at tro på Ham og leve
op til Hans budskab. Gud ser også på dine gerninger som helhed, det mod, du udviser over for
omverdenen og menneskene omkring dig. Du har ikke gjort noget galt. Jeg ved ikke, om vi ender
samme sted, når vi hver for sig en dag udånder, men djævelen har intet tag i dig. Intet!”
”Men SOL’s soldater…?”
”Vender næppe deres afguder af ledere ryggen. De undslipper ikke Hans blik.”
”Jeg tror ikke, de er onde,” sagde Keiron næsten på refleks.
”Hvordan ikke? Selv dem, som er blevet manipuleret af andre, som er blevet snydt, de må indse
deres fejl, før tilgivelse kan komme på tale. De må betale en form for bod, vise os med handling, at
de begræder deres valg.”
Det var farligt territorium at bevæge sig på, fordi hun var så sikker på, at han var en kriger og
benhård tilhænger af Den Imperielle Front og dermed forsvarede Enilias Vej og dens religiøse
følgere. Men han fornemmede en godhed i hende, noget oprigtigt og en enorm styrke, der kunne
hjælpe hendes datter og måske andre på sigt, hvis bare hun kom på rette spor. Det lå dybt i ham at
kæmpe mod det, som hun var blevet opslugt af, fordi det, hun støttede, ikke var retfærdigt. Det var
hensynsløst og iskoldt, og i hans øjne var mange af dem, der netop hengav sig til denne hurtigt
voksende religion, de største syndere.
”De forsvarer deres hjem,” sagde han så. ”Det er det eneste, de gør. De kæmper for sig selv og for
det, de tror på. For dem er endnu en fremmed magt kommet for at ødelægge deres hjem. Vi har
allerede smadret store dele af Boston, du må da kunne forstå, at de slår tilbage?”
”De burde være gået bort fra denne vej lang tid før. Jeg ser intet godt ved at forsvare pestens rige.”
”Pestens rige? Du er godt klar over, at vi har myrdet Kansleren af SOL ikke?”
4
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Hun fortjente intet andet med den kynisme, hun udviste!” råbte Kathryn hårdt. ”Mener du måske
ikke, at hun var en fej kujon? Hvad er du for en soldat?”
Keiron bed tænderne sammen, men holdt hendes blik fanget med sit eget. ”Hun er fjenden, det er
rigtigt. Hun var deres leder, de troede på hende. Du kan ikke blive overrasket over, at de er vrede og
retter hån imod Jer. Der er også mange civile, der har mistet livet.”
”De ligger alle, som de har redt. Der er ingen af dem, som ikke fortjener døden.”
Med det rejste Kathryn sig op og gik med resolutte skridt ud af stuen. Keiron stirrede tavst på
hendes ryg og dernæst den tomme døråbning, hun efterlod, han lod sit blik falde tilbage på skålen,
hvor den kornagtige mad nu så meget blød og, om muligt, endnu mindre appetitligt ud.
Bare hans eget fokus og vrede ikke lige havde kostet ham den sikkerhed, Kathryn trods alt sørgede
for.
***
Der var gået et par timer, siden han havde spist, men han havde ikke bevæget sig langt. Kort efter
Kathryn havde forladt lokalet, havde han taget plads ved vinduerne, og med fingrene skilt plader i
persiennerne, så han kunne overvåge gaden udenfor, og der var han blevet.
Vargo og Retfærdighedens Liga gav åbenbart ikke op, selvom Keiron havde været forsvundet fra
Bostons ”overflade” i over 2 dage nu, de patruljerede fortsat, men med irregulære intervaller, der
var ikke et mønster at spore. De kom oftest til fods, under forsøg på at forholde sig mere anonymt,
men deres blikke, deres holdning og frem for alt deres meget synlige våben, selv gemt i bælter og
bag frakker, gjorde dem meget åbenlyse. Andre gange forsøgte de ikke engang at skjule det, deres
fremfærd på overtunede luftpude-bikes gav deres intentioner og position væk.
Lyden af fodtrin fik ham til at vende sig, og han mærkede en svag form for panik, da han så,
hvordan Linas blik fæstnede sig til ham. Han havde bevæget sig igennem underverdenen, blandt
folk, der levede af at bedrage andre, hende her skjulte ligesom Retfærdighedens Liga intet, hun
stolede ikke på ham.
”Hej,” forsøgte han roligt.
Hun kom tættere på, hendes øjne kneb en anelse sammen, før hun lagde hovedet let på skrå. ”Du
tror slet ikke på det samme som os, vel? Du er ikke på Guds side, og Enilias Vej siger dig intet?”
Hvad nytte er der i at forsøge at lyve? Så god er jeg ikke i den disciplin.
”Nej, det gør jeg ikke. Jeg har aldrig troet på Gud. Det kommer ikke til at ændre sig nu, selvom jeg
er meget taknemmelig for, at I reddede mig.”
Lina nikkede. ”Det forklarer, hvorfor du kan have svært ved at forstå min mor.” Det blik, hun
efterfølgende sendte, fik selv en garvet smugler som Keiron til at føle det løbe koldt ned af ryggen.
”Det forklarer til gengæld ikke, at en soldat, der er i væbnet kamp imod SOL, ikke forstår hende.
Hvordan kan du på nogen måde sige noget godt om en som McKilli og hendes ligesindede?”
Keiron scannede den unge piges ansigtsudtryk, hun virkede benhård og meget mere voksen, end
hendes alder talte for. Han havde troet hende skeptisk, og det var hun også, men han havde ikke
forventet en sådan direkte tilgang.
På en sær måde mindede hun ham om ham selv, dengang han var i den alder.
Lina lagde armene over kors. ”Har du noget at sige?”
”Du synes hendes blinde had er helt i orden?”
”Du hader også din fjende.”
”De forsøger at dræbe mine kammerater, de forsvarer et korrupt regime, så selvfølgelig er der et
had, de er mine modstandere. Der er dog langt fra det perspektiv, som Kathryn kommer med. Jeg
forstår, at de forsøger at dræbe mig, det er os, der angriber dem. At hver eneste af SOL soldaterne
skulle være hjerteløse dyr, som er dømt til helvede, det kan jeg kun ryste på hovedet af.”
5
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Der er noget galt med dig. Du siger, at Regeringen er korrupt så nonchalant, som om det bare er et
ord. Hvordan kan du det? De alene står bag hundredetusinder folks død. Hvis man forsvarer det, er
man syg i hovedet.”
Keiron blinkede og fangede for sent sig selv i at stå og måbe.
”Dræbt hundredetusinder?”
”Ikke med deres egne våben, men ved at kaste dem for ulvene. De var arrogante, hvordan kunne de
ignorere en trussel som Loortech? De er ikke Guder, der er kun én Gud! Men da det gik op for dem,
at vi stod overfor en hær af dæmoner, så gjorde de intet. Alle de forsvarsløse blev overladt til dem.
De blev slagtet som dyr…”
Keiron gik langsomt tættere på Lina, hans øjne ledte efter en eller anden løgn i pigens kropssprog,
noget, der indikerede, at det bare var en overdramatisering fra hendes side. Men det eneste, han så,
var, at hun troede på det, hun sagde. Helt og holdent.
”McKilli og Regeringen lod dem dø?”
”Regeringen, militæret, alle dem, der skulle beskytte os. Coral, McKilli, van Liest, SeeLanc,
Brichzor, hver og en svigtede de. Alliancen var dem, der forsøgte at hjælpe, ikke SOL.”
”Lina…ingen kunne have forudset det, der skete. Hvordan skulle man kunne det? Det var som en
naturkatastrofe, der opstod ud af ingenting. Det er rigtigt, at der blev begået fejl, men når man står
overfor noget sådan, noget ingen har stået over for før, så er det uundgåeligt med fejlskøn.”
Linas ansigt blussede op, hendes kinder flammende røde, mens hendes venstre hånd blev knyttet så
hårdt, at det hvide på knoerne skinnede igennem. ”Fejlskøn!? De løb fra Railinx Prime, fra Visor og
Berox. De løb.”
”Det var tabte kampe. Ingen kæmper videre, bare fordi man kan, hvad kan man vinde andet end
flere heroiske dødsfald. Det vinder ikke krigen.”
”Taktik mener du? Det er vel ét synspunkt. Jeg ser det som en kamp for magten, for at beskytte
Jorden, højborgen for den magt. Det var ikke for at beskytte soldaternes liv.”
De stod tavst overfor hinanden i nogle sekunder, hendes øjne stadigvæk gnistrende af vrede
og…sorg?
”Hvorfor tror du, de beskyttede dem, hvorfor tror du, af alle folk, på at SOL gjorde det bedste, de
kunne?”
”Fordi jeg oplevede det,” svarede Keiron ærligt og trak på det, han rent faktisk havde oplevet. ”Jeg
var på Railinx Prime. Stedet var i ruiner, men modstandsgrupperne kæmpede videre, og alt imens,
forsøgte SOL med alle midler, at planlægge en modoffensiv. Der var ingen af dem, der ikke hadede,
at det var kommet så vidt, at Loortech myrdede tusinder. De forstod også, at hovedløse missioner på
det punkt i krigen, kunne koste så meget mere. Jeg kan forstå, at mange følte sig forladt, men at
endnu 10.000 medlemmer af SOL Flåden var gået til grunde i rummet omkring Railinx systemet, at
flere hundrede fly var blevet skudt ned, kapitale skibe tabt i sindssyge manøvrer, for at beskytte
civilbefolkningen på Railinx Primes overflade, uden at det ændrede udfaldet. Hvad godt er der ved
det? Dem på planeten kunne ikke flygte, de ville stadigvæk dø under invasionen, nu ville der blot
være flere sjæle, der forsvandt samme vej. Mennesker, der på deres poster, i deres kampfly eller
støttefartøjer kunne gøre en forskel, ikke under den kamp, men senere.”
Keiron trak vejret tungt, for at forsøge at vinde tid til at vinkle det lidt bedre, så han havde
Alliancens synspunkt med, men uden at tabe det, han forsøgte at lære Lina på gulvet. ”Vi i
Sandhedens Alliance, Den Imperielle Front, vi gjorde også, hvad vi kunne. Men det var på
tidspunkter, hvor krigen netop havde ændret karakter. Vores guerilla taktik og stormløb, efter at
SOL stoppede Loortech ved Jorden, kan ikke sammenlignes med det, SOL Flåden var udsat for før.
Jeg kan garantere dig for, at mine overordnede ville have kaldt en retræte i alle de situationer.”
”Den Imperielle Front ville aldrig have ladet det komme så vidt,” svarede Lina hurtigt og hårdt.
Næsten som om hun havde ventet hans argumentation.
6
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”En kejser, en ærefrygtig kejser, der hviler på den lærdom, Gud har givet os, som har viljen til at
lede os. Han ville have reageret som den beskytter af sine undersåtter, han er, som Enilias
foreskriver, at menneskets overhoved bør. Loortech ville være blevet mødt med hele menneskets
magt og ville være blevet udslettet, før nogen kom noget til.”
”Nej,” svarede Keiron lige så hurtigt, som hun havde for et øjeblik siden. ”Hvis det var sket, så ville
mennesket ikke længere eksisterer, for så stærk en magt var vi oppe imod. Vi vidste simpelthen
ikke nok. Lige så vel som de vidste, at et direkte angreb med al magt, uden omtanke og uden plan,
ville have givet os alle mulighederne for at dræbe dem hurtigt, så ville det samme være tilfældet den
anden vej. De var bare for stærke.”
Lina nikkede svagt, næsten umærkeligt. ”Du er soldat, det kan sagtens være, du har ret i, at det ville
være selvmord. Men den passivitet og arrogance, McKilli og Coral udviste, var tæt på at koste det
samme. Det forandrer heller ikke, at både Regeringen og militæret hånede befolkningen ved at tro,
at de alene ledte menneskeheden. Det kortvarige militærdiktatur, som Beckett og Nyggard
installerede, viste hele verden deres fejl, mangler og hungren efter magt. At folk nu forsvarer dem,
det er den virkelige tragedie. Mennesker, der ligestiller sig selv med Gud.”
Keiron stirrede ind i pigens ophidsede øjne. ”Du bliver ved med at kredse omkring det. Er det ikke
netop, hvad en kejser ville betyde? En mand, der antager, at han leder alle mennesker.”
”Kejseren vil være Guds repræsentant, han vil følge menneskets eneste lys, de tre testamenter og de
udødelige breve. Vi er nødt til at følge dette.”
”Vi er nødt til at følge gamle tekster?” sagde Keiron spørgende. ”Tag ikke fejl, der er meget at
hente i dem, men de blev skrevet i en anden tid. Er det ikke muligt for en person, at træffe korrekte
moralske valg, uden de er nedfældet i en gammel bog?”
Lina smilede koldt. ”Åbenbart ikke. Jeg ser både nu, ligesom tidligere, ud fra de offentlige arkiver,
ikke andet end ignorante befolkninger, der nægter at se sandheden i øjnene. Som fornægter moral
og etik. Ledere der intet godt gør for andre, men kæmper for deres egen griskhed. Mennesker der
tror, at videnskabens ord er lov. Sandhedens Alliance leder i mine øjne en revolution, som kan få os
ud af en mørk middelalder, der ganske vist er præget af teknologiske fremskridt og vidundere, men
som er svøbt i forfald og tragedie.”
”Lærer disse…testamenter,” han havde svært ved at sige det, ”dig ikke, at man skal tro på det
bedste i mennesket? Hvorfor har I to så netop så svært ved det, hvorfor antager I, uden tøven, at alle
uden for jeres Guds nåde, er koldblodige stræbere efter magt?”
Keiron var noget forbløffet over at høre sig selv sige det, med hans historie, al den ødelæggelse og
død, han havde overværet, helt siden sin ungdom. Han kunne være iskold, og han havde dræbt folk
uden at skænke det en tanke, men det kom af en verden, hvor enhver var sig selv nærmest, og hvor
grådighed styrede alt. Hvis der var nogen, der burde tænke som Lina og Kathryn, så var det Keiron
selv. Men han havde lært, at for folk, der stod uden for det kaos, han var en del af, folk som Fox
LeeRoy, der havde søgt at opretholde samfundet, der gjorde det bedste, de kunne, der fandtes typisk
velvilje og hvad man kunne kalde godhed. Før man så nogen træde over stregen, burde man ikke
antage, at de ville gøre det.
En del af gnisten hos Lina døde, hun sukkede og undgik for første gang hans blik. Da hendes mørke
øjne igen vendte tilbage og så ind i hans, var der en underlig, urolig vibration i dem, og lyset faldt
anderledes, som gennem et spejl. ”Du kommer aldrig til at kunne forstå min mor, hvis du tænker
sådan,” sagde hun, og Keiron indså, at det var tårer, der dækkede hendes øjne.
Inden han kunne sige noget, så var han igen alene i stuen. Den højt summende lyd af en luftpudebike
udenfor antydede, at Vargos mænd nok engang var forbi her. Han stod paralyseret endnu et
minut, mens tankerne fór igennem hovedet på ham, før han igen stillede sig over ved vinduet, for at
holde øje med eventuelle problemer.
7
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
***
Dag 3
Han havde ikke hørt mere til hverken Kathryn eller Lina, til trods for at han i princippet boede i
deres stue, så det ud til. Han havde hørt dem gå rundt i lejligheden og også mødt dem, når han
havde været nødt til at benytte toilettet, men der var ikke blevet udvekslet et eneste ord.
Da Keiron lagde sig til at sove om aftenen, havde han følt en hvis utryghed, hvis de virkelig ikke
stolede på ham længere, så var der ikke et bedre tidspunkt at forråde ham på. Men hans skader
tærede stadigvæk på hans kræfter, og inden for kort tid var han alligevel drevet over i søvnen.
Keiron var imidlertid vågnet tidligt, selv Lina og Kathryn rumsterede ikke, og resultatet af
gårsdagens ”sammenstød” ansporede ham til den eftersøgning, han var i gang med nu. Han havde
listet, så meget som en stor, granvoksen mand på næsten 2 meter nu kunne, rundt omkring på jagt
efter det, som han vidste, lå her et eller andet sted.
Det lille, tætpakkede køkken, med gammeldags installationer og sokler til de typisk apparater var,
hvor han befandt sig nu. Søgende skabe og skuffer igennem, kiggede også i sprækkerne bag og
imellem apparater. Indtil…
Bingo!
Han fortrak fra køkkenet igen og tilbage ud til stuen, hvor han, som dagen før, tog opstilling ved de
persiennetildækkede vinduer, for at holde øje med Retfærdighedens Ligas fremskridt.
Han havde knapt nok stået der fem minutter, før Kathryn trådte ind i lokalet, hendes hår en anelse
fedtet og rodet efter søvnen, iklædt en noget slidt, grå og sort slåbrok og et par ”buskede” sko på
fødderne.
”Vil du ikke sætte dig ned herovre,” sagde hun som det første. ”Jeg vil gerne tale med dig.”
Keiron nikkede, tog et sidste kig ud på gaden nedenfor og satte sig overfor Kathryn ved det runde
bord. En underlig gentagelse af gårsdagens situation.
”Jeg vil gerne til dels undskylde min opførsel i går,” sagde hun. ”Nogle gange er det svært for mig
at forstå, at folk kan se tingene anderledes. Mest af alt fordi jeg føler, at det rigtige valg er så let og
åbenlyst. Men jeg ved jo, at du er en kriger, der giver sit blod for vores sag.”
Keiron forholdt sig tavst og passivt, han var endnu ikke sikker på, hvor hun ville hen.
Hun kiggede ned i bordet og holdt sit blik låst der i flere sekunder, han kunne se, at hun åbenlyst
overvejede et eller andet, hun havde debatteret med sig selv, før hun endelig tog sig sammen.
”Måske det ville hjælpe, hvis jeg forklarede dig lidt om Enilias Vej.”
”Jeg…,” begyndte Keiron, men hun lagde sin hånd på hans og klemte til, ikke ubehageligt, men fast
og bestemt.
”Selvom religionerne på sin vis altid har været spredt, så blev det med tiden mere og mere klart, at
de nærmest havde samme udgangspunkt. At det blot virkede som om, at alle i virkeligheden søgte at
tilbede den samme, ophøjede magt. Religionerne havde den samme lyskilde, men det spejl, de
brugte til at dirigere det lys ud til resten af verden, var ikke helt det samme, de afbøjede lyset
forskelligt.”
Hun så Keiron i øjnene. ”Det var først da Enilias, i en moderne tid, i en moderne verden, trådte frem
og samlede alle disse tråde op i de endelige tre testamenter og hans udødelige breve, som han
kommunikerede med Gud igennem, at alt blev forenet, til ét stærkt og ubrydeligt reb. Folk, der
fornægter vores tro som oldtidssludder, har kun ret i, at vi henter meget fra de tidligste tekster, men
de glemmer, at Enilias breve ikke engang er tusind år gamle endnu. Enilias Vej som religion er en
fusion. Da han indså, at selv i den fantastiske verden, med alt den nye teknologi og mulighederne
for at undersøge det uendelige, så fandtes der et behov for et fælles lys. Der var et behov for, at
noget større styrede vores hånd og valg igennem denne uoverskuelige og kaotiske tid, hvor alting
var muligt, og hvor et misbrug og en perversion af dette dermed var uundgåeligt.”
8
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Hvordan relaterer det til de fanatiske angreb, som er udført af folk, der praktiserer din tro?” spurgte
Kerion. ”Hvis Gud skulle vise jer vejen, hvorfor så dette?”
”Fordi folk har misforstået Hans hensigt. Det er et ypperligt mål at være gode mod hinanden, alle
sammen. Men uanset hvor meget forståelse og hjælpsomhed, man lader skinne igennem, så forstår
tyranner det ikke. Der er ikke noget forkert i at straffe dem, som gør ondt mod andre. Tværtimod,
man bør forene sig, samle styrken fra de mange, ligesom Enilias samlede religionerne, så man som
en ubrydelig magt kan vise, at de er dømt til undergang i helvedes flammer.”
Keiron lukkede øjnene, Kathryn var naturligvis stadigvæk fanget i den tankegang, han kunne intet
ændre ved det, men det skar stadigvæk i ham at høre det.
”I samlet flok er menneskene, Guds børn, stærkere end noget andet. Derfor kan vi ikke tillade
korruptionen der splitter os. Vi kan ikke tillade den tåge af apati, der har sænket sig over os,
forbliver. Hvis vi forener menneskeheden, kan vi skabe Paradis, og så vil alt være godt. Så vil
djævelen blive forvist fra denne verden.”
Han åbnede sine øjne igen og gav et eftertænksomt nik, før han kiggede væk fra hendes ansigt. ”Al
den død Sandhedens Alliance skaber i konflikten mod SOL, er det ikke at genskabe helvede?”
”Syndfloden var også nødvendigt,” svarede Kathryn roligt. ”Men du har helt ret i, at det ikke er det
ideal, Enilias ønskede. Men han så alt dette komme. Hans breve beskriver den profeti, som vil vise
alle mennesker, uanset hvor i verdensrummet, hvordan vi kan forene os?”
”Hvordan?”
”Når Enilias Vej, når dens rettroende flok af disciple, betræder den nye verden, vil de opbygge et
paradis. Den verden skal være centrum for Guds udbredelse, den vil stå som et skinnende lys i
mørket. Den dag, det sker, vil resten lægge deres våben ned og betragte et levende, eksisterende
paradis. Et bevis på, hvad Gud og menneske i fællesskab kan opnå.”
Keiron rynkede på panden. ”Hvis verden allerede er et paradis…?”
”En verden,” rettede Kathryn.
Han spærrede øjnene op. Én verden. Som i én planet!
Kathryn kunne se, at han forstod, og hun smilede lettet. ”Ypperstepræsten har forsikret, at vi lever i
den tid, hvor vi snart vil betræde det, der vil blive Paradis. Alle tegnene fra det sidste testamente og
fra Enilias sidste brev, der leder op til denne begivenhed, har været her, der mangler blot
forløsningen ved det sidste tegn. Vi kan forhåbentlig snart vise SOL og Alliancen, hvordan man bør
forenes. Ypperstepræsten vil være vores Kejser, han vil vise dem, hvordan menneskeheden bør
ledes, indtil alle er klar til at acceptere Gud.”
”Hv-hvilken planet er det? Jorden?”
Kathryn trak på skuldrene. ”Enilias forsikrer, at Jorden vil vedblive at være fæstningen og slottet,
hvor beslutninger træffes, hvilket betyder, at den ikke kan stråle med Paradisets magt. Den er
allerede slidt og ødelagt, fra tidernes morgen og indtil nu, men vil fortsat være et godt bindeled.
Nej, jeg tror Paradis ligger derude, men jeg kan ikke fortælle dig, hvilken verden det er.”
Han sank en klump. ”Hvad hvis planetens befolkning ikke accepterer? Hvad hvis I nægtes adgang?”
”Hvordan det? Testamentet og brevene viser det, de viser led, der går helt tilbage til civilisationens
og Guds vugge. Det er klart, at de måske ikke ved det nu, men teksterne er utvetydige.”
”Men planetens befolkning vil næppe acceptere Jeres tekster som bevis Kathryn,” han stoppede op
og rettede sig selv. ”De vil aldrig acceptere jeres testamenter og breve. Jeg kan se, din tro betyder
meget for dig, men for dem, der bor der, er det helt ligegyldigt.”
”De må acceptere det. Vi er Guds udvalgte, der skal vise vejen. SOL er allerede faldet, det er måske
en langsom død, men SOL vil falde. Vi vil vise, hvordan vi kan rejse os af asken. Hvem kan
fornægte det?”
”Kathryn, du ved allerede, at jeg ikke er en del af Enilias Vej. Det er der en grund til, og jeg kan
forsikre dig om, at jeres ”eventyr” ikke kan give jer den verden. Folk vil slås for at beholde den.”
9
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Det er ikke eventyr,” rasede hun og vreden fra i går opslugte hende igen. ”Hvis de vil nægte Gud,
at han genetablerer paradis i denne virkelighed, så er de i ledtog med vores modstander siden
menneskehedens første daggry. Vi kan ikke overlade paradis til dem, så må vi tage det fra dem.”
Var hun vanvittig? Han vidste det ikke. Frustreret kørte han hånden hen over sin tætbarberede isse,
mens han bed tænderne sammen. Det her var endnu værre, end han havde troet.
”Kathryn, jeg forstår. De er ikke eventyr for dig. De er en vigtig del af dit liv. Men for alle andre, så
er et brev, skrevet af en person for næsten tusind år siden, ikke noget bevis. For dem er det en
historie, en fortælling, uanset hvor meget Enilias har formået at koble og sammenbinde de mange
aspekter af Gud igennem tiderne.”
”Du kan ikke fornægte deres ægthed. Det er vidnesbyrd, der er mange andre beviser, ting og
artefakter som historikere fæstner deres lid til, som bakker op om det.”
”Om dele af det, men ikke om Guds love og bestemmelser til menneskeheden.”
”De er virkelige,” fastholdt Kathryn med blussende kinder.
Keiron rejste sig, han følte sig nærmest utålmodig. På en gang overbevist om, at han bare burde lade
diskussionen dø, og på den anden side stålsat i det andet spor, at han måtte gøre noget for hende.
Han kunne ikke regne ud, om han følte dette, fordi hun havde reddet ham fra døden, og han dermed
skyldte hende at gøre noget lignende. Uanset hvorfor, så følte han det. Det var måske ikke smart
eller logisk, i hans situation, at gøre det, han gjorde, men nu havde de to ting aldrig nødvendigvis
været elementer, som Keiron benyttede som en udpræget styrke.
”Jeg er ikke den klogeste person i verden,” sagde han. ”Jeg har ikke haft meget skolegang, så der er
ting, jeg ikke har styr på, og andet, som jeg udelukkende ved, fordi jeg stødte på det under mit liv.
Det, jeg kan huske, er, at ting som livets oprindelse deler vandene.”
Kathryns blussende kinder faldt i intensitet, ligesom hende gnistrende øjne, der var som en tro kopi
af Linas, heller ikke lynede. Hun betragtede ham blot.
”Videnskaben har en eller anden ide om, at nogle ting, proteiner og enzymer eller hvad ved jeg,
samlede sig. Lavede den første celle ud af ingenting, sådan bang helt spontant. Igennem…jeg har
ingen anelse, millioner af år eller noget, udviklede det sig til det her,” han slog ud med hænderne.
”Mens religionen har en tanke og ide om, at et større væsen, en skaber af ufattelige proportioner,
simpelthen besluttede, at han ville skabe liv. Det liv var menneskene, og det har ligeledes
efterfølgende ledt til det her punkt.”
”Hvor vil du hen med det?”
”At de to grupper aldrig nogensinde vil kunne diskutere. Ikke ordentligt. Det vil blot blive ligesom
et dumt skænderi imellem børn. Videnskaben vil aldrig kunne acceptere, at en eller anden ”gut”
simpelthen bare fremtryllede alt liv. Det virker idiotisk og tåbeligt med, hvad vi ved i dag. På den
anden side, så vil de troende aldrig kunne forlige sig med, at noget så utroligt som mennesket, og alt
andet liv, opstod spontant. At det var en tilfældighed, en ulogisk og meget, meget lidt sandsynlig
begivenhed, som alligevel fandt sted.”
Keiron kiggede Kathryn i øjnene. ”Hvis ingen af de to parter kan bare så meget som respektere den
andens udgangspunkt, så er der vel dybest set ingen grund til at snakke sammen. Man vil aldrig
kunne overbevise den anden.”
Kathryn var tavs i lang tid, hendes øjne borede sig ind i Keiron, hun blinkede mærkværdigt lidt,
men hun rykkede sig ellers ikke en millimeter. Hun kiggede bare på ham, intenst og fokuseret.
”Det er ikke min fejl, hvis de nægter at tro,” sagde hun så til sidst.
Keiron sukkede.
”Vil du vide, hvorfor min mor ikke kan stole på SOL?”
Både Kathryn og Keiron kiggede over mod døråbningen til stuen og så Lina stå der. Hendes ansigt
var fortsat fyldt med sorg, som da han sidst så det, men tårerne var væk og erstattet af
sammenbidthed.
10
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
”Det er fordi SOLs svigt ledte til min fars død.”
Kathryns lukkede øjne og dybe vejtrækning, ladet med følelser fra fortiden, afslørede, at det var
sandheden.
”Min far var dedikeret til Enilias Vej, hele hans holdning og opførsel var noget, jeg beundrede. De
år var lykkelige, vi havde aldrig haft og vil aldrig have det, så godt som dengang,” fortsatte Lina.
”Det sluttede alt sammen, da han blev kaldt til Borga systemet. Han var ingeniør, en af de bærende
kræfter, og han skulle overse konstruktionen af en ny Orbital station omkring Borga Prime. SOL
havde i længere tid negligeret problemerne der, de havde tilladt kriminelle at hærge, men endnu
værre, sindssyge terroristorganisationer kunne også trives der.”
Keiron havde allerede set, hvor det her bar hen af, da hun fortalte, at hendes far var taget til Borga
systemet. Han var vokset op der, han vidste, at det langt fra var et sikkert sted, at der i princippet
altid havde været ”krig” i systemet. Der var skuddueller hver dag, kampe i rummet oftere, end det
burde være muligt, og utallige dødsfald.
”Han blev dræbt,” sagde Lina stille, ”da nogle psykopater styrede et tankskib ind i Orbital stationen.
Først efterfølgende kom SOL dem til ”undsætning”, nærmest ligeglade, fordi Orbital stationen
hverken var halvt eller helt færdig. Men de glemte de 17 mennesker om bord, der arbejdede for
Borga Prime. De blev glemt, dræbt af en gruppe mennesker, der aldrig skulle have haft lov til at
eksistere.”
”SOLs behandling af vores klager blev kun mødt med skuldertræk eller ligefrem vrede,” sagde
Kathryn. ”De straffede i stedet min mands firma, der blev ramt så hårdt, at de midler, vi skulle have
haft i tilfælde af hans død, pludselig kun var mikroskopiske. Ikke nok til at jeg kunne holde på
vores hjem.”
”Far havde altid snakket om, at Borga systemet fortjente bedre. Fortjente det, vi samlet kunne gøre,
men når ingen lytter eller gør noget, så sker der intet.”
Keiron sukkede, han kunne ikke præcist huske det omtalte angreb, men der var intet nyt i, at
Retfærdighedens Liga forsøgte at slå til imod steder, der var dårligt beskyttede og let tilgængelige.
Deres SpaceJunk fartøjer kunne være særdeles dødbringende i selvmordsmissioner, selvom de, før
Loortech invasionen, var blevet færre. Tilsyneladende var kujonerne i Ligaen ikke så interesseret i
at dø for deres sag, som de havde været.
Selvom han stadigvæk var mærket, var det her vist endestationen. Nanorobotterne så ud til at have
haft tid nok til, at lappe ham nogenlunde sammen. Han kunne i hvert fald ikke blive her, der var
gnidninger imellem ham og hans to redningsfolk der kun blev kraftigere og det ville snart gå galt.
Men han kunne gå nu, give dem en sidste gave, så at sige, med håb om at den kunne løfte sløret fra
deres øjne. Keiron kiggede på dem begge to, fortsat tavst i et par sekunder, mens han overvejede
sine muligheder. Hans bedste mulighed lod til at ligge i at være helt ærlig.
”Mit navn er Keiron Hornet,” sagde han så. ”Jeg er tidligere smugler. Jeg arbejdede for
syndikaterne på Borga Prime, det gjorde jeg i mange år. Nu… nu er jeg en del af Earth Intelligence,
efterretningstjenesten. Jeg har aldrig arbejdet for Sandhedens Alliance, Den Imperielle Front eller
nogen af dens affilierede. Jeg kæmper for, at stoppe dem.”
Til deres store chok og gru, trak han objektet op, som han havde fundet i køkkenet, lige inden
Kathryn kom ind i stuen. Deres øjne fulgte panisk hans Eagle Blaster pistol, idet han vægtede den i
hånden, mens han lod sit blik panorere fra den ene til den anden.
”Jeg beder dig,” begyndte Kathryn langsomt og rakte ud efter Linas hånd. Hendes datter stod
paralyseret og med store øjne, hendes underlæbe bævrende en anelse.
Keiron gik hen til bordet igen, trak stolen ud, satte sig ned og lagde sit tunge våben på bordet.
”Det er min tur til at fortælle en historie.”
De troede ikke på, at det var det eneste, han ville, man da han begyndte og fortsatte sin fortælling,
kunne han se, at først Lina og dernæst Kathryn holdt op med at udstråle en konstant aura af frygt.
11
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Han startede med at fortælle, hvordan han som smugler blandt de mest hårdkogte syndikater, kunne
betegnes som morder. Massemorder måske endda. Kriminelle oftest, men også politi og folk i SOL
Flåden var blevet dræbt af ham. De var forfærdede, omend stadigvæk rolige, men det så ud til, at
han genvandt respekten, bid for bid, da han fortalte, hvordan starten af Loortech krigen ændrede
det. Han fortalte om sin rolle i at smadre Retfærdighedens Liga, om at hjælpe SOL først ufrivilligt,
men senere han med en dedikation, der overraskede ham selv. Han fortalte det hele så ærligt og
oprigtigt, som han kunne, vel vidende, at nogle elementer uundgåeligt var farvet af hans egne
observationer og holdninger.
Han stoppede sin fortælling til sidst, nu hvor han havde deres fulde fokus, og de ikke længere
virkede direkte bange for ham.
”Jeg undlod bevidst i starten, at fortælle, hvorfor jeg kæmpede mig væk fra mit hjem på Dust og
søgte til Borga Prime. Svaret er simpelt, der var ikke noget, der holdt mig på den måne. Mine
forældre var allerede døde.”
”Hvordan?” spurgte Lina.
”Den Imperielle Front dræbte dem,” sagde han hårdt. ”De stormede ind med teknologisk
overlegenhed, i forhold til den fattige og sønderrevne Dust måne, og mange døde.”
Det fik både Lina og Kathryn til at kigge på ham med vantro ansigter. ”Umuligt. Du er så gammel,”
sagde Lina. ”Hvis du flygtede fra Dust, da du var på min alder, så kan det slet ikke lade sig gøre.”
”Den Imperielel Front er ældre end du tror. De har stræbt efter det her i længere tid, end du regner
med.”
”Hvis ingen vidste noget den gang, hvordan kan du så vide det nu? Hvordan kan du være så sikker
på, at det var dem og ikke pirater eller Retfærdighedens Liga? Måske husker du forkert?”
”Fordi jeg fik det fortalt. Jeg fik det at vide af en, som jeg lærte at kende ret godt”
”Hvem?”
”Det er lige meget, jeg tror på det, han sagde. Jeg ved, at det er rigtigt. Om I to tror på det, er sådan
set også ligegyldigt. Jeg har fremlagt min side af sagen. Jeres håb og mål med Enilias Vej er
muligvis gode, men det er blevet forvredet og gjort perverst af jeres allierede.”
Kathryn rejste sig med et sæt, hendes ansigt nu helt og aldeles rødt, meget mere end tidligere,
selvom der var mere kontrol i selve hendes stemme. ”Hvorfor skulle vi tro på dig?”
Keiron slog ud med armene. ”Det skal I heller ikke. Husk bare på, at jeg ikke kan ændre ret meget
på krigen ved at fortælle det her til sådan to som jer. Hvis I var et problem, ville jeg bare skyde jer.
Jeg siger det, fordi jeg er helt overbevist om, at de onde i den her krig er jeres hold.”
Han rejste sig langsomt, tog pistolen og gik over til vinduet igen. ”Danner Frix, det svin, jeg fortalte
om, som forsøgte at sælge os til Loortech, han er nu en del af Alliancen. Han stræber efter magt, og
han har fået midlet til at skaffe den. Og de her folk,” han pegede med pistolen på vinduet og ned
imod gaden, ”dem, der har ledt efter mig. Dem, som sårede mig og jagtede mig. Ved I, hvem det
er?”
Han kiggede på Lina og holdt hendes blik fanget. ”Det er Retfærdighedens Liga. Din fars mordere
arbejder sammen med Alliancen. I er velkomne til at fornægte alt, hvad jeg har sagt før, hvorfor
skulle I tro på en, der løj om at være soldat for Fronten? Men dét her. Det er den eneste ting, som
jeg er nødt til at indprente i jeres hoveder, og som I er nødt til at forstå er sand.”
Keiron skiftede sit blik til Kathryn. ”Måske var der en mening med, at du fandt mig. Måske findes
Gud, måske ville han have mig til at fortælle jer det her. Personligt, så finder jeg ideen fjollet, men
hvis det hjælper jer, er jeg ligeglad med, hvad I kalder det.”
Han gemte pistolen væk igen og samlede nogle småting op fra gulvet omkring sin soveplads, ting,
som han kunne få brug for. Det var på tide at komme ud af den her lejlighed og finde Tattoo. Han
havde allerede spildt flere dage her, som kunne være blevet brugt på at checke den data, Finn
Sterling havde gravet frem.
12
© Brian Roland Larsen, 2011

Solar, Arc 1: Kampen om Jorden
Keiron gik forbi de to, åbenlyst fortsat rystede, og fortsatte mod udgangen til lejligheden.
”Farvel. Må Gud være med Jer.”
13
© Brian Roland Larsen, 2011