Undervisningsmateriale - historielaboratoriet

Københavns bombardement 1807 

Undervisningsmateriale 

Copyright © Det Historiske Hus ApS

Indhold: 

HISTORIE LABORATORIET: 1807 

Briterne kommer! Side 3 

København belejres Side 6 

Forhandling Side 9 

Bombardement Side 12 

Rygende Ruiner Side 15 

Nederlaget Side 18 

Grafik: Anna Falcon Svendsen, Falcon Grafisk Design (www.falcon-grafiskdesign.dk) 

Tekst: Peter Henningsen og Jakob Seerup, baseret på deres kapitler i bogen 1807: Belejret 

og bombarderet. 

Redaktion: Nanna Klitø 

Layout: Vicki Lund Kaspersen 

Korrektur: Birgitte Momme 

Forsidebillede: Vor Frue Kirkes tårn brænder under bombardementet – set fra 

Landemærket. Efter stik af C.W. Eckersberg/Københavns Bymuseum. 

2


Briterne kommer! 

Napoleonskrigene fandt sted over størstedelen 

af det europæiske kontinent og i Nordafrika 

i tiden mellem 1792 og 1815. Det var 

en række af krige præget af skiftende alliancer. 

Briterne var altid på den ene og franskmændene 

på den anden side. Faktisk var Napoleonskrigene 

i store træk en konflikt mellem 

Storbritannien og Frankrig om at være 

Europas dominerende magt. En konflikt, 

som med mellemrum havde stået på siden 

den sene middelalder. 

I 1794 erklærede Danmark-Norge sig 

neutral i konflikten ligesom Sverige. Det 

betød, at disse landes handelsskibe kunne 

sejle i fred. Samtidig kunne skibene fragte 

varer og udstyr for begge krigens parter. Siden 

den amerikanske uafhængighedskrig i 

midten af 1770’erne havde danske købmænd 

tjent store formuer på at sejle med handelsvarer 

for krigsførende nationer om bord på 

neutrale danske skibe. 

Neutralitetshandelen var så god en 

forretning, at historikerne siden har kaldt 

perioden fra 1770’erne til 1807 den florissante 

tid – den blomstrende tid. For handelen 

var virkelig blomstrende, og København var 

ved at oparbejde en rigdom, man ikke tidligere 

havde oplevet. Spørgsmålet var imidlertid, 

hvor længe Danmark kunne få lov til 

at udnytte sin neutralitet på den måde. 

Storbritannien havde længe forsøgt 

at overtale kronprins Frederik og hans ministre 

til at stoppe den griske konvojsejlads. 

Danmark havde i stedet reageret ved 

3 

Angrebet på København bliver planlagt i 

det britiske marineministerium. 

at henvende sig til det da neutrale Rusland 

for at få moralsk støtte. Russerne stillede 

sig derfor i spidsen for en egentlig neutral 

alliance. Medlemslandene, herunder Danmark, 

forpligtede sig til at forsvare og gengælde 

overgreb på hinandens interesser. 

Alliancen, som kaldes det væbnede neutralitetsforbund, 

blev indgået den 4. november 

1800. 

Kort tid derefter kom Rusland til 

enighed med Napoleon. De krævede, at 

Danmark som medlem af neutralitetsforbundet 

skulle vælge side og aktivt bekæmpe 

briterne i Østersøen. 

Slaget på Reden 

Gjorde Danmark ikke det, ville landet risikere 

at blive invaderet af Napoleon. Hvis 

Danmark gjorde, som russerne krævede, 

ville briterne stå i en farlig situation. Danmarks 

flåde var nemlig forholdsvis stor. 

Derfor besluttede briterne med magt at 

T. Rowlandson/Microcosm of London.


tvinge Danmark til at træde ud af det væb- 

nede neutralitetsforbund. 

Kronprins Frederik, som regerede på 

sin sindssyge fars vegne, havde ikke tænkt 

sig at give op uden kamp. I farvandet ud for 

København blev der anlagt en forsvarslinje 

af artillerifartøjer og flådebatterier i Kongedybet. 

Briterne måtte bryde denne forsvarslinje, 

hvis de ville så tæt på København, at 

de kunne gennemføre et vellykket bombardement 

af byen. Den 2. april 1801 endte det 

hele i et slag på Københavns red. Et lidt besynderligt 

slag, som Danmark egentlig tabte. 

Alligevel lykkedes det efterfølgende for 

Danmark at udlægge nederlaget som en halv 

sejr. 

Briterne fik uden større besvær nedkæmpet 

den danske forsvarslinje. De kunne 

nu bryde igennem forsvarslinjen og påbegynde 

et bombardement af København, men 

gjorde det ikke. I stedet tilbød lord Nelson, 

der stod i spidsen for de britiske styrker, våbenstilstand. 

Han regnede med, at danskerne 

var godt møre og sikkert særdeles villige til 

at forhandle. Samtidig skete der det, at den 

russiske zar afgik ved døden. På den måde 

blev den russiske indflydelse på neutralitetsforbundet, 

og dermed Danmark, pludselig 

svækket. Derfor kunne kronprins Frederik 

let gå ind på de britiske forhandleres krav. 

Kravene var, at Danmark skulle træde ud 

af forbundet samt lade være med at udruste 

den danske krigsflåde. Briterne havde endnu 

ikke hørt om zarens dødsfald og var derfor 

glade for resultatet. København og flåden 

var reddet - for denne gang. 

4 

Napoleons krav 

Til gengæld truede franskmændene nu Danmarks 

sydgrænse i hertugdømmet Holsten, 

som dengang hørte under den danske konge. 

Danmark fandt derfor forbundsfæller i 

Preussen og Rusland, som ikke ønskede en 

yderligere fransk invasion af det nordtyske 

område. Danmark opstillede en professionel 

hær på ca. 20.000 mand i hertugdømmet 

Holsten for at garantere dets sikkerhed 

mod en fransk invasion. For at være tættere 

på brændpunktet flyttede kronprinsen 

og udenrigsminister Christian Bernstorff i 

oktober 1805 til Kiel. 

I slutningen af 1806 oprettede Napoleon 

”fastlandsspærringen”. Ifølge denne 

lov blev al handel med Storbritannien forbudt 

for franskmænd og deres allierede. 

Storbritannien svarede igen med at forbyde 

neutral handel mellem fjendtlige havne. 

Dette skabte naturligvis vanskeligheder 

for de tilbageværende neutrale lande, heriblandt 

Danmark. Napoleon slog nu Rusland 

i en række kampe. De sluttede fred i Tilsit 

Slaget på Reden. Willemoes om bord på 

det gernerske flådebatteri. 

Chr. Mølsted, Willemoesgården, Assens.


den 7. juli 1807, hvor Napoleon kom overens 

med zar Alexander 1. Det betød, at Danmark 

efterhånden var det eneste neutrale land på 

det europæiske fastland. 

Den britiske udenrigsminister Canning 

ville ikke sidde med hænderne i skødet, 

mens Napoleon handlede. Det var kun 

et spørgsmål om tid, før Napoleon ville 

stille direkte krav til Danmark. På det tidspunkt, 

hvor bestemmelserne i Tilsitfreden 

blev kendt i Storbritannien, havde Canning 

faktisk allerede igangsat en storstilet militær 

aktion: Ekspeditionen til København og 

kravet om overdragelse af den danske flåde 

til Storbritannien. 

Storbritannien sendte i juli 1807 en 

større invasionsflåde til Østersøen. Formålet 

var at kræve den danske flåde udleveret 

– af frygt for at den skulle falde i Napoleons 

Kronprins Frederik regerede 

på vegne af sin sindssyge far, 

kong Christian 7. 

F.C. Gröger/Det Nationalhistoriske Museum på FrederiksborgSlot. 

5 

hænder. Briternes frygt var dog baseret på 

et falsk rygte. I virkeligheden var den danske 

flåde ikke særligt godt udrustet. De fleste 

skibe lå aftaklede på Holmen i København, 

dvs. de kunne slet ikke sejle nogen 

steder.


København belejres 

Den 18. juli gav den britiske udenrigsmini- 

ster Canning ordre til, at den britiske flåde 

skulle gøre sig klar til togt. Canning beordrede 

den 22. juli samtlige britiske havne 

lukket for trafik. Det gjorde han for at sikre, 

at hverken Danmark eller Napoleon skulle 

opdage, hvad briterne pønsede på. Intet skib 

– selv ikke den usleste pram – måtte afsejle 

eller lægge til på engelsk område. På denne 

måde kunne man effektivt forhindre, at informationer 

om den britiske flådeudrustning 

nåede fastlandet. Forbuddet blev først ophævet 

den 31. juli. Da havde den britiske flåde 

allerede været undervejs i fem dage. 

Den britiske flådestyrke, der nærmede 

sig Danmark i august 1807, var enorm. 

Den bestod af i alt 25 linjeskibe og ca. 40 

fregatter, slupper, kanonbåde og bombarderskibe, 

i alt ca. 65 orlogsskibe, herunder 

et 98-kanoners skib, 18 74-kanoners skibe 

og seks 64-kanoners skibe. Hertil kom 377 

transportfartøjer, mere end halvdelen af dem 

var chartrede tyske skibe. Om bord var en 

landgangshær på ca. 30.000 mand, ca. 3.000 

heste og et omfattende artilleri af kanoner, 

haubitser, morterer og de nye congrevske 

brandraketter. 

Det var en imponerende styrke, der 

vidnede om, hvor alvorligt Storbritannien 

tog situationen. Man ville have den danske 

flåde, uanset prisen. Der blev landsat 30.000 

britiske tropper ved Vedbæk nord for København 

i dagene fra den 16. august 1807 

og frem. Det var ikke blot en afgørende be- 

6 

Den britiske flåde ankommer til Øresund 

i august 1807. 

givenhed i danmarkshistorien, men også i 

Napoleonskrigene internationalt set. 

Briterne går i land 

Hvis briterne havde forventet modstand, 

blev de skuffede. Ingen dansk hær ventede 

på dem, for den lå i Holsten, klar til 

at imødegå et evt. fransk angreb. Samme 

dag havde kronprinsen ellers udsendt en 

bekendtgørelse om, at krigen mellem Danmark 

og Storbritannien nu var en realitet. 

Alle tro undersåtter skulle gribe til våben 

for at tilintetgøre ”Fiendens frække Hensigter”. 

Alligevel kunne de britiske soldater 

næsten uantastet under fuld musik marchere 

mod København, hvortil de ankom nogle 

dage senere. Charles Cadell, der befandt 

sig i det 28. regiment, fortæller i sine erindringer: 

”Vi mødte ingen modstand; vi så 

blot nogle få dragoner i det fjerne. Hæren 

rykkede frem med omkring fire mil denne 

aften, og om natten lå vi med vore våben i 

en bygmark”. 

J.C. Borups Forlag/Københavns Bymuseum.


Når briterne ingen modstand mødte, 

skyldtes det altså, at hovedparten af den 

danske hær lå i Holsten. De tilbageværende 

tropper var forsvindende små i forhold 

til briternes 30.000 mand. De danske tropper 

på Sjælland bestod af ca. 5.500 mand 

regulære soldater. Hertil kom en bondehær 

på ca. 2.400 mand samt den københavnske 

borgervæbning på 4.000 mand, der bestod 

af håndværkere, som var under ledelse af 

håndværksmestre. De skulle bevogte byens 

volde. Hertil kom Livjægerkorpset på 

300 mand, der bestod af unge handelsfolk 

og Studenterkorpset på 800 mand. Københavns 

samlede forsvarsstyrke bestod altså i 

alt af ca. 13.000 mand, og kun en tredjedel 

af dem var rigtige soldater. 

København omringes 

I ro og mag kunne den britiske øverstkommanderende, 

general Cathcart, dagen efter 

gruppere sine regimenter og batterier i en 

halvkreds om byen fra Svanemøllebugten 

i øst til Kalveboderne i sydvest. Herfra bevægede 

de britiske tropper sig videre ind 

mod Københavns volde. Den 25. august 

stod de ved søerne. De lagde nu en jernring 

omkring byen og mødte næsten ingen modstand. 

Enkelte udfald fra København blev 

slået effektivt tilbage. 

De britiske soldater overnattede i 

telte eller under åben himmel i de stillinger, 

som de gravede. Det var høsttid, og det 

høje korn på markerne blev brugt til at lave 

hytter af. Det kunne skærme lidt for nattekulden 

og insekter. De bagest beliggende 

7 

stillinger var uden for rækkevidde af byens 

forsvarere. Men de forreste britiske stillinger 

blev udsat for hyppig beskydning fra 

Københavns volde. 

Københavns beliggenhed kom til 

at spille en afgørende rolle i byens forsvar 

og belejring. Byen var reelt en fæstning. 

Et system af volde og skanser omkransede 

storbyen med dens ca. 100.000 indbyggere. 

Uden om voldene var byen yderligere omgivet 

mod sjællandssiden af søerne og på den 

anden side af Amagers flade marker. Mod 

sydvest og øst var byen omgivet af vand ved 

henholdsvis Kalveboderne og Københavns 

Red. Søforsvaret var forbedret siden 1801. 

Udbygningen af søbefæstningen med det 

primitive fort Prøvestenen og det mere veludbyggede 

Trekroner med kraftigt artilleri 

afskrækkede de britiske orlogsskibe fra at 

General William Schaw, Lord 

Cathcart, kobberstik af C. 

Bestland efter maleri af I. 

Hoppner 1809. 

Det Kongelige Bibliotek.


gå for tæt på byen fra søsiden. Ikke en ene- 

ste bombe ramte København fra søsiden 

takket være søforterne og de forsvarende 

danske skibe. 

Det tog tid for de britiske tropper at 

bakse det tunge belejringsartilleri på plads 

og etablere batterier rundt om byen til trods 

for deres meget overlegne ressourcer. Batterierne 

var arrangeret i to linjer. Den inderste 

linje nærmest voldene var udstyret 

med feltkanoner med fladbaneskyts. De 

skulle imødegå danske angreb eller støtte 

en eventuel britisk storm mod de danske 

stillinger. Den yderste linje bestod af meget 

svære morterer. Fra en afstand af mellem 

1.500 og 2.000 meter skulle de bombardere 

byen med granater. Granaterne havde en 

kaliber på 8, 10 eller 13 britiske tommer 

og vejede op til 50 kg hver. De store, runde 

kugler var fyldt med krudt og forsynet 

Briternes landgang i Vedbæk. 

Det Kongelige Bibliotek. 

8 

med et brandrør. Det kunne indstilles, så 

kuglens sprængladning eksploderede ved 

nedslaget. De 40 morterer var anbragt, så 

de ikke kunne ses fra Københavns volde. 

Det var krumbaneskyts, som ikke behøvede 

frit udsyn til målet. Fra positioner som 

Rolighedsvej, Nørrebrogade ved Assistens 

Kirkegård og Øster Allé kunne man snildt 

ramme de tætbefolkede boligkvarterer omkring 

Frue Plads. 

Hensigten med at anvende dette tunge 

artilleri var ikke at ramme militære mål. 

Det stod hurtigt klart, at briterne sigtede efter 

de markante kirketårne. 

Kampen i Classens Have 

Den 23. august iværksatte danskerne et 

modangreb mod nogle britiske batterier ved 

Svanemøllen. To dage senere rykkede de 

danske tropper ud mod nogle britiske batterier 

på Assistens Kirkegård. Målet var at 

fælde nogle træer, som dækkede for de danske 

soldaters udsyn. Det endte i en kamp 

med briterne i området omkring Classens 

Have på Østerbro. Briterne trak sig imidlertid 

i ly i haven, og kampen måtte opgives 

for denne gang. 

Den 31. august rykkede de danske 

tropper ud igen. Det lykkedes denne gang 

for dem at fordrive briterne fra haven. Dens 

træer blev nu fældet, således at haven ikke 

længere kunne tjene som skjul for de fjendtlige 

tropper. Kampen i Classens Have var 

faktisk danskernes eneste vellykkede modangreb.

Forhandling 


Briterne igangsatte hele missionen mod 

Danmark, fordi Storbritanniens udenrigsminister 

Canning havde modtaget et brev 

fra den britiske diplomat lord Pembroke om, 

at den danske flåde var under udrustning. 

Han troede derfor, at danskerne sammen 

med Frankrig ville blokere de livsvigtige 

britiske forbindelseslinjer i Østersøområdet. 

Bedre blev det ikke af, at Canning den 

7. juli modtog endnu et brev fra en af sine 

hemmelige agenter i Le Havre i Normandiet. 

Han fortalte, at han fra velinformerede 

kilder vidste, at Napoleon snart ville invadere 

hertugdømmet Holsten og kræve den 

danske flåde udleveret. Det var Napoleons 

hensigt, berettede kilden, at benytte flåden 

til en invasion af Irland. 

Canning sendte den britiske diplomat 

sir Francis Jackson til Kiel for at forhandle 

med kronprins Frederik og udenrigsminister 

Christian Bernstorff. Han var så opsat 

på omgående handling, at han ikke gav sig 

tid til at vente på opdaterede informationer 

fra sine folk i København. Cannings hastværk 

fik store konsekvenser, fordi historien 

om udrustningen af flåden var usand. Fra 

dansk side holdt man netop flåden i ro for 

ikke at provokere Storbritannien. 

Diplomatiet fejler 

Kronprins Frederik, som regerede i sin 

sindssyge fars sted, opholdt sig med hæren i 

Holsten sammen med sin udenrigsminister. 

Han havde overladt forhandlingerne med de 

9 

Slot. 

Frederiksborg på Museum 

General Ernst Peymann (1735-1823) 

og søofficeren Steen Bille (1751-1833) Nationalhistoriske 

under belejringen af København i 1807. Det 

udenlandske diplomater til Udenrigsministeriets 

direktør Joachim Bernstorff, udenrigsministerens 

bror. Det var ret uheldigt. 

Det gav nemlig en uhyre langsommelig forretningsgang, 

for Joachim Bernstorff havde 

ikke ret til selvstændigt at træffe vigtige 

beslutninger. Efter hvert møde med fremmede 

diplomater – også de britiske – måtte 

han videresende alle forespørgsler og noter 

til Holsten for at få kronprinsens og udenrigsministerens 

svar. Det kunne tage op til 

en uge, før svaret kom tilbage til Joachim 

Bernstorff. Herefter skulle afgørelserne underskrives 

af landets formelle regent, den 

sindssyge kong Christian 7. Først derefter 

kunne Bernstorff endelig levere svaret til 

de fremmede diplomater. 

Den britiske diplomat Jackson skulle 

præsentere kronprinsen og udenrigsministeren 

for et ultimatum: Danmark skulle alliere 

sig med Storbritannien og lade briterne


råde over den danske flåde. Danskerne ville 

dog få flåden tilbage, når krigen med Napoleon 

engang var forbi. Ville man ikke indgå 

i en alliance, krævede briterne dog stadig 

råderet over den danske flåde. Men altså 

kun som et slags ’lån’, ikke som et krigsbytte. 

Hvis Danmark afviste alle britiske krav, 

ville landet blive udsat for en belejring og 

et bombardement af København, indtil man 

gav efter. 

Jackson fik otte dage som frist til at 

få forhandlingerne på plads. Derefter ville 

den britiske flåde tage sagen i egen hånd. 

Uanset hvilken løsning danskerne valgte, 

stod det som et ufravigeligt krav, at briterne 

skulle have fuld kontrol over den danske 

flåde. Men Francis Jackson fik forkludret 

Udenrigsminister Christian 

Günther Bernstorff befandt sig i 

Holsten sammen med kronprins 

Frederik, da de mødtes med 

den britiske udsending Francis 

Jackson. 

J.F.A. Darbès/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. 

10 

forhandlingerne grundigt. Han krævede 

nemlig bare den danske flåde udleveret – i 

stedet for at tilbyde danskerne at være med i 

en alliance. Canning havde ønsket, at Jackson 

skulle overtale danskerne på en venligsindet 

måde, med logiske argumenter. I 

stedet fik han præsenteret sagen så klodset, 

at både kronprinsen og udenrigsministeren 

blev rasende og følte sig dybt forulempede. 

Krig uden kronprins 

Uden at have givet Jackson noget entydigt 

svar på ultimatummet drog kronprins Frederik 

den 8. august til København. Han 

ville træffe forberedelser til byens mobilisering 

og hente sin syge far. Så snart 

Jackson fandt ud af, at kronprinsen havde 

forladt Kiel, rejste han selv til København. 

Men de to forhandlere mødtes ikke igen: 

Da kronprinsens rejseselskab på vejen tilbage 

til Kiel ankom til Nyborg, hørte de, 

at Jackson dagen før havde krydset bæltet i 

modsat retning. Dermed gik briterne glip af 

en chance for at fremsætte deres krav igen. 

Samtidig mistede Danmark muligheden for 

at undgå bombardementet uden at underkaste 

sig totalt. 

I København troede man, at kronprinsen 

var kommet for at kæmpe side om 

side med sine undersåtter. Men her tog man 

grundigt fejl. Kronprinsen havde forsikret 

Jackson om, at han ville være på kamppladsen 

og kæmpe til det yderste, hvis briterne 

angreb København. Men han nøjedes med 

at samle de kommanderende generaler, landets 

ministre og de ledende embedsmænd

om sig, ”og han erfarede da snart af disse, 

om ej alt før, at den britiske armada var af 

en sådan styrke, at forsvar med held måtte 

anses for aldeles ugørligt og umuligt”. Han 

gav derpå sine ordrer og rejste allerede 

samme dag tilbage til Kiel med sin far og 

de ledende regeringsmænd. 

I spidsen for byens forsvar sattes 

den 72-årige generalmajor Ernst Peymann. 

Han fik den øverste myndighed over landstyrkerne 

og flåden. Som hans næstkommanderende 

udpegedes generalmajor Carl 

Bielefeldt fra landstyrkerne og kommandør 

Steen Bille fra flåden. Og straks efter var 

kronprinsen på vej tilbage til Kiel. 

Der var med andre ord tale om det 

værst tænkelige diplomatiske kaos. Alle beslutningstagere 

var ude af stand til at komme 

i kontakt med hinanden. Den britiske 

udsending optrådte oven i købet uden den 

diplomatiske dygtighed, der måske kunne 

have afværget situationen. 

Kanonerne tager over 

Den 1. september fremsatte briterne som 

ægte gentlemen igen en opfordring om at 

udlevere flåden, så videre krigshandlinger 

og blodsudgydelse kunne undgås. I modsat 

fald måtte briterne nødtvungent igangsætte 

et bombardement af København. Når 

byen faldt, ville de tidligere storsindede 

tilbud ikke længere gælde. I så fald ville 

man ikke nøjes med at tage flåden som lån, 

men erobre den og beholde den. Byen ville 

blive behandlet som enhver anden erobret 

fæstning. Peymann måtte betragte dette 


11 

som det sidste tilbud fra engelsk side. Nu 

kunne det ikke længere trækkes i langdrag. 

Peymann spurgte straks, om briterne ville 

tillade, at der blev sendt en udsending ned 

til kronprinsen i Holsten for at høre hans 

mening. Det ville de ikke. 

Dagen efter henvendte briterne sig 

endnu en gang til Peymann med besked 

om, at man nu fra britisk side havde strakt 

sig til det yderste. Briterne fremsatte nærmest 

i desperation igen tilbuddet om fredelig 

overenskomst. Endnu en gang afviste 

Peymann rutinemæssigt tilbuddet. Briterne 

gjorde tilsyneladende alt, hvad de kunne, 

for at undgå en storm på København. 

I virkeligheden var det imod de britiske 

officerers militære æresbegreber at udføre 

et bombardement af en forsvarsløs by. 

Arthur Wellesley, som senere blev en meget 

berømt general, ville f.eks. langt hellere 

have afskåret København fra tilførsel af 

forsyninger. På den måde kunne man have 

fået byen til at overgive sig uden at bombardere 

den. Problemet med et bombardement 

var, at danskerne ikke kunne overgive sig 

med æren i behold, før det rent faktisk var 

begyndt: ”Danskerne kæmper i virkeligheden 

kun for æren”, hævdede Wellesley, ”og 

det ville være vanærende ikke at underkaste 

sig et bombardement”.

Efter at briterne havde belejret Køben- 

havn, besluttede den øverstbefaldende for 

forsvaret af byen at ødelægge de ting uden 

for voldene, som fjenden kunne tænkes at 

få glæde af. Den 19. august begyndte danskerne 

at afbrænde træer på store områder 

omkring den nuværende hovedbanegård. 

Og den 24. august afbrændte man samtlige 

reberbaner, de steder hvor der blev produceret 

tovværk, på Vesterbro. Med i købet 

røg hele den sydlige side af Vesterbrogade 

helt til Vesterbro torv samt de bygninger, 

der lå mellem Sortedamssøen og volden. 

Også bygningerne på Glacisholmen og 

landsteder på Vesterbro blev flammernes 

bytte. Det var den brændte jords taktik. 

Til gengæld mødte briterne under 

belejringen kun ringe militær modstand. 

De blev udsat for nogle spredte småangreb 

fra forskellige danske korps samt fra 

den sjællandske bondehær. Den 29. august 

tørnede denne primitive hær bevæbnet 

med hellebarder, spyd og sværd m.v. sammen 

med 1.000 kiltklædte skotter. Fjenden 

marcherede frem med sænkede bajonetter 

til lyden af trommer og sækkepiber. Danskerne 

flygtede i panik mod Køge. Slaget 

kaldtes senere Træskoslaget, fordi mange 

af bønderne smed deres træsko, inden de 

stak af. 

Vor Frue Kirke i fare 

Onsdag den 2. september brød helvede 

imidlertid løs. Det kom tilsyneladende bag 


Bombardement 

12 

Briternes bombardement af København 

natten mellem den 4. og 5. september 

1807, set fra Christianshavn. Koloreret 

stik, C.W. Eckersberg/G.L. Lahde. 

på københavnerne, at de britiske belejrere 

rent faktisk havde ondt i sinde. Indtil da havde 

man ikke taget truslen videre alvorligt. 

De første bomber slog uden varsel 

ned på Kongens Nytorv og ved Nikolaj kirkeplads. 

Nikolaj Kirke var allerede en ruin 

efter en stor bybrand i 1795. På området 

havde der bredt sig en række boder, hvor 

byens slagtere holdt til med kødudsalg. 

Samtidig begyndte en konstant og vedvarende 

beskydning med sprængbomber og 

brandraketter. Det blev værre, efterhånden 

som det blev mørkt. Himlen over København 

oplystes af et storslået fyrværkeri med 

død og ødelæggelse til følge. 

Sprængbombernes virkning var 

skrækindjagende. De kunne trænge igennem 

flere etager, når de først ramte plet. Og 

de stoppede først deres uhyggelige susen 

gennem husene, når de nåede kælderetagerne, 

hvor de eksploderede. ”I flere tilfælde 

Københavns Bymuseum.

havde de morderiske granater banet sig vej 

helt ned i kældrene og dræbt mødre med 

deres børn ved brystet”, beretter Charles 

Cadell med utilsløret afsky. 

Ved daggry om morgenen den 3. 

september blev skydningen så småt indstillet. 

Den stoppede helt mellem kl. 7 og 8 

om morgenen. Nattens rædsler var ovre, og 

københavnerne kunne få et tiltrængt pusterum. 

Det var især gået ud over de kvarterer, 

der lå nærmest volden. Herfra begyndte allerede 

samme dag en folkevandring med 

kurs mod Christianshavn og Amager. Man 

vidste, at der ikke var britiske tropper her. 

Derfor blev både Christianshavn og Amager 

betragtet som sikre tilflugtssteder. De 

fattige søgte i stedet tilflugt i Rundetårns 

sneglegang eller i ruinerne under det i 1794 

nedbrændte Christiansborg, i slottets buegange 

eller i de kongelige stalde. 

Vor Frue Kirkes tårn brænder 

– set fra Landemærket. Rundetårn 

ses til venstre. Efter stik af 

C.W. Eckersberg. 


Københavns Bymuseum. 

13 

Hele torsdagen den 3. september var 

der fred og ro. Men om aftenen ved 18-tiden 

brød helvede atter løs. Bombardementerne 

varede lige til kl. 8 fredag morgen den 

4. september. Det gik igen hårdt ud over 

voldkvartererne, men denne gang havde 

briterne også indstillet kanonerne efter byens 

tårne. Man sigtede tydeligt nok efter at 

ramme Vor Frue Kirke, der var det højeste 

af alle byens vartegn. Den første nat havde 

brandvæsenet næsten klaret at holde skik på 

brandene. Det blev dog sværere og sværere 

at holde trit, efterhånden som beskydningen 

forstærkedes. Brandfolkene blev trætte 

af mangel på søvn og hvile, og de løb tør for 

vand. Det blev også sværere og sværere at 

komme ind i husene og slukke ilden, da folk 

havde forladt dem og låst efter sig. Desuden 

blev gaderne ufremkommelige på grund af 

ruindynger og brændende bygninger. 

Vor Frue Kirke brænder 

Efter endnu en stille dag om fredagen den 4. 

september startede beskydningen igen fredag 

aften. Denne gang voldsommere end de 

foregående to nætter. Nu faldt der bomber 

over et meget større areal, og enkelte nåede 

endda helt ud til Christianshavn. Uden 

for Vestervold, der husede de store tømmerpladser, 

omtrent der hvor Københavns 

Hovedbanegård ligger i dag, gik der ild i de 

store lagre af tømmer, og en voldsom brand 

flammede op. 

Det lykkedes nu briterne at få ram 

på tårnet på Vor Frue Kirke. En brandraket 

satte sig fast i spiret og begyndte at smelte 

kobberpladerne. Det smeltede kobber satte

ild til træværket, og inden længe stod den 

gamle prægtige middelalderkirke i flammer. 

Der findes beretninger om, hvordan 

man kunne høre britiske jubelråb i det fjerne, 

da tårnet blev ramt. 

Fra den brændende kirke bredte 

flammerne sig som en steppebrand gennem 

Latinerkvarteret og fortærede professorboligerne 

og de studerendes kollegier. 

Det lykkedes at redde Trinitatis Kirke og 

universitetsbiblioteket på loftet fra flam- 

Vor Frue Kirke brænder, 

Københavns bombardement set 

fra Christianshavn. Detalje fra 

maleri af Wagner. 

merne. Holmens faste stok, flådens faste 

mandskab, ydede en enorm arbejdsindsats 

og nedbrød de omliggende huse for at forhindre 

ilden i at sprede sig. Bombardementet 

fortsatte natten og formiddagen igennem 

lige til kl. 12, lørdag den 5. september. 


Københavns Bymuseum. 

14 

Det stod lysende klart, at det var nyttesløst 

at modstå briterne. Jo længere man holdt 

stand, jo mere ville byen blive ødelagt. 

Bombningen standses 

Magistratens 32 mænd (den tids borgerrepræsentation) 

og en række af byens kendte 

mænd henvendte sig nu til Københavns 

kommandant Peymann og bad ham om at 

kapitulere. Nok var Peymann en skrivebordsgeneral 

uden megen militær erfaring, 

men han var intet fjols. Han kunne udmærket 

se, hvor det bar hen. Problemet var blot, 

at han ikke havde fået nogen beføjelser af 

kronprinsen til at indgå våbenhvile eller kapitulation. 

Han havde tværtimod fået ordre 

om at kæmpe til det yderste. 

Da al videre modstand var nyttesløs, 

sendte Peymann dog et bud til general 

Cathcart for at bede om våbenstilstand og 

forhandlinger. Cathcart svarede, at han kun 

ville standse beskydningen, hvis Peymann 

kapitulerede. Peymann måtte svare, at han 

ikke kunne kapitulere officielt, før han havde 

talt med myndighederne i byen. Alligevel 

indstillede briterne bombardementet. 

Natten mellem den 5. og 6. september 

var der for første gang i flere dage stille 

i byen.

Danmark havde overgivet sig. De britiske 

soldater rykkede straks ind på Holmen for 

at klargøre flåden, så den kunne sejle til 

Storbritannien. 

Sophia Thalbitzer, en købmandskone 

fra København, fortæller, hvordan 

flådens håndværkere, de såkaldte ’tømmermænd’, 

kom i oprør, da de hørte om 

kapitulationen: ”En utallig Mængde Mennesker, 

hvoriblandt 500 Tømmermænd 

med deres Øxer, havde forsamlet sig paa 

Kongens Nytorv og forlangte at vide Indholdet 

af Capitulationen, og truede med at 

ødelægge den øvrige Deel af Byen, ifald 

Flaaden blev overleveret de Britiske. Garden 

til hest, Husarerne, Rytterne og Bosniakkerne 

søgte forgieves at holde styr 

paa dem. Denne dag var næsten ligesaa 

skrækkelig som de Andre. Fienden udenfor, 

Oprør inden i Byen, de brændende 

Ruiner, de mange ulykkelige Mennesker, 

som havde mistet deres Mænd, Koner eller 

Børn ved Bomberne, og deres Ejendom 

ved Ilden. Man kan ikke tænke sig større 

Elendighed”. 

Det var imidlertid ikke kun Holmens 

faste mandskab, der var i oprør. 

Kommandør Paludan deltog i kampene på 

en af de kanonbåde, der forsøgte at afværge 

angreb fra søsiden. Han fortæller også 

om, hvordan nyheden om kapitulationen 

chokerede søofficererne og matroserne: 

”Harme opfyldte hver Mands bryst. Mandskabet 

græd og faldt hinanden om Halsen. 


Rygende ruiner 

15 

Området omkring Gråbrødre Torv i 

ruiner efter briternes bombardementer. 

”Hvad har vi kjæmpet for, hvad har vi lidt 

for? De Forræddere, som have handlet saaledes 

imod os, burde trampes ned!” – dette 

var de almindelige udtryk”. 

Slukørede roede de i land ved Larsens 

Plads. Her mødte Paludan som den 

første Holmens kvartermester, der sad og 

græd ”som et lille barn”. Paludan klappede 

ham trøstende på ryggen og gik hjem 

til sit logi, hvor alt var, som da han forlod 

det. ”Det var, som om jeg var vågnet af en 

frygtelig drøm”. 

Flygtningelejre 

De materielle skader på København var 

store: Der var i løbet af de rædselsfulde 

bombenætter blevet kastet et utal af bomber, 

granater og brandraketter. Byens 

myndigheder registrerede 1.071 skader 

på ejendommene. Hårdest var det gået ud 

over kvartererne ved Nørrevold: Nørre 

kvarter, Klædebo kvarter, Frimands kvarter 

og Rosenborg kvarter. Her var stort set 


alle bygninger jævnet med jorden. Mira- 

kuløst havde Skt. Petri kirke og universi- 

tetets konsistoriebygning mod Nørregade 

overlevet rædslerne, selv om kirken var raseret 

indvendigt. Nørregade og Fiolstræde 

hørte ellers til de hårdest ramte områder. 

Universitetets hovedbygning var brændt, 

mens det var lykkedes at redde universitetsbiblioteket 

på Trinitatis Kirkes loft. 

Tusinder blev efter bombernes hærgen 

hjemløse. Ca. 300 gårde og huse var 

nedbrændt, mens godt og vel et par tusinde 

huse var beskadiget af bomber og 

brand. Ca. 7.000 familier måtte forlade 

deres hjem efter briternes angreb. Særligt 

de fattige var meget udsatte, da de ikke 

havde mulighed for at bo hos venner eller 

familie. I stedet slog mange lejr rundt 

Sir William Congreve under 

bombardementet af København 

i 1807. Bag ham ses 

en raketaffutage – en rampe, 

hvorfra en brandraket 

netop er blevet affyret mod 

byen. 


James Lonsdale 1808/familieeje. 

16 

omkring i byen i telte. De, der kunne findes 

plads til, fik ophold i byens kirker. De 

elendige forhold, som stod på i månedsvis 

efter bombardementet, skabte grobund for 

infektionssygdomme. 

I mange år har den udbredte opfattelse 

været, at omkring 1.600 mennesker 

blev dræbt under det britiske bombardement. 

Nye historiske undersøgelser viser 

imidlertid, at antallet af døde var begrænset. 

Ifølge kirkebøger og hospitalslister 

døde kun knap 200 civile som direkte årsag 

af bombardementet. Militæret opgjorde 

et lignende antal døde i forbindelse med 

indsatsen mod briterne. 

Disse tal er altså meget lavere, end 

hvad man hidtil har antaget. Det gamle 

tal på 1.600 døde stammer fra en bog, der 

blev udgivet i midten af 1800-tallet, men 

oplysningerne i den er forkerte. Alligevel 

kan man stadig finde det høje tal i mange 

historiebøger og opslagsværker. 

Fredelig besættelse 

Ifølge aftalen om kapitulation omfattede 

den britiske besættelse Kastellet (den militære 

fæstning) og flådens områder på 

Nyholm samt Gammelholm på Sjællandssiden 

(øst for Holmens Kanal). Briterne 

indkvarterede ikke deres soldater i selve 

byen. Dels fordi den var for ødelagt, dels 

fordi man ikke ville provokere københavnerne 

unødigt. 

En engelsk officer fortalte, hvordan 

danskerne generelt behandlede de britiske 

besættere med høflighed og respekt, selv 

om de ikke lagde skjul på ”deres misfor-

nøjelse” over gæsternes angreb: ”Jeg hørte 

ikke om, at nogen person skulle være blevet 

forulempet eller dårligt behandlet, selv 

ikke i hovedstaden, til trods for den sværm 

af britiske officerer, der befandt sig dér dag 

og nat, og det endda selv om den ild, der 

havde fortæret deres huse, endnu ikke var 

døet ud. I en lignende situation ville der i 

de fleste andre hovedstæder, i særdeleshed 

i det sydlige Europa, have fundet utallige 

attentater sted.” 

Vidunderlige raketter 

Blandt de britiske besøgende i København 

efter bombardementet befandt sig også 

William Congreve, som havde opfundet de 

De to typer congrevske 

raketter med hhv. spidst 

og rundt hoved. Spidserne 

havde modhager, som 

kunne sætte sig fast i f.eks. 

træbjælkerne under et tag. 


Orlogsmuseet. 

17 

brandraketter, som blev brugt under bombardementet. 

Congreve havde fået ideen 

til sine raketter i indien, hvor briterne var 

blevet angrebet med krudtdrevne raketter 

bygget af jern. 

Der blev i alt affyret ca. 300 congrevske 

raketter mod København under 

det britiske bombardement. Selv om der 

blev skudt langt flere almindelige granater 

og bomber ind over byen, var københavnerne 

mest bange for raketterne. De fløj 

nemlig så langsomt, at man kunne nå at 

se dem komme. Congreves opfindelse var 

forløber for den slags raketter, men bruger 

i moderne krigsførelse. 

Inden Congreve tog ind til byen, 

havde han fået at vide, at københavnerne 

nærede en vis uvilje mod netop ham. Derfor 

havde han forklædt sig. I to dage vandrede 

han rundt i ruinerne og så på virkningerne 

af sit forbløffende våben. Han var efter sigende 

meget tilfreds. Han mente, at det var 

hans vidunderlige raketter, der havde forårsaget 

de største brande: ”Den anden nat, 

da ingen raketter blev affyret, opstod der 

ingen brande, skønt næsten 1.000 granater 

og brandbomber blev kastet ind i byen. På 

de to nætter, hvor raketterne blev anvendt, 

brændte hele byen voldsomt”.

Nederlaget 

Bombardementet endte altså med en over- 

givelse. Den 6. september begav tre danske 

forhandlere sig til fods fra den ødelagte by 

til Lille Triangel for at mødes med briterne 

og kapitulere betingelsesløst. Danskerne 

accepterede at udlevere flåden. Man accepterede 

endvidere, at Kastellet og orlogsværftet 

på Holmen blev besat, indtil 

flåden var blevet taklet og gjort klar til afgang. 

Den 19. oktober 1807 blev sat som 

frist. Herefter skulle briterne være ude af 

landet. 

Den britiske flåde landsatte nu 

6.000 mand, der i løbet af seks uger udrustede 

hele den danske flåde. De skibe, 

de ikke kunne tage med sig, huggede de 

i stykker. De fjernede samtidig alt materiel 

fra flådens magasiner. Briterne var så 

grundige, at de endda tog værktøj, som tilhørte 

værftets arbejdere. 

Alt, hvad der ikke kunne tages med, 

blev ødelagt. Overalt på både Nyholm og 

Gammelholm blev der udført omfattende 

hærværk. Et billede af søfolk, som vælter 

et linjeskib, der stod på stablen på Nyholm, 

gik Europa rundt i forskellige gengivelser 

på kobberstik. Det blev ude i verden set 

som et tegn på Storbritanniens uretfærdige 

behandling af Danmark. Billedet vakte 

vrede selv i Storbritannien. 

Tiden fra den 7. september og frem 

til flådens afsejling den 22. oktober var 

en af de mest besynderlige situationer, 

København nogensinde har været i. Byen 


18 

Briterne ødelagde en række danske orlogsfartøjer, 

som var ved at blive bygget 

på værftet på Holmen i København. 

var som sådan ikke besat; men britiske officerer 

havde lov til at færdes i byen indtil 

solnedgang. De britiske officerer benyttede 

anledningen til at besøge det kongelige 

kunstkammer, den kongelige malerisamling 

og andre spændende steder - ligesom 

de gik på fransk restaurant! 

Uerstattelige tab 

Om aftenen den 20. oktober stod de britiske 

skibe ud gennem sundet med de første 

100 skibe. Dagen efter fulgte den britiske 

hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. 

Men de erobrede skibe var kun en 

sidegevinst for Storbritannien. Det var 

først og fremmest adgangen til det attraktive 

østersøområde, der var blevet sikret 

for britisk skibsfart. Den danske flåde kunne 

nu ikke længere - hverken som neutral 

magt eller allieret med Frankrig og Rusland 

- udgøre nogen trussel for den briti- 


ske skibsfart i området. Denne sikring af 

forsyningslinjerne var af strategisk vigtighed. 

Ikke kun i forhold til krigsførelsen, 

men også på langt sigt, fordi det britiske 

behov for skibstømmer og andre råvarer 

var stort. 

Tabet af flåden var uerstatteligt: 

Landet havde hverken tid, økonomi eller 

egetræ nok til at opbygge en ny orlogsflåde. 

I stedet måtte man frem til krigens afslutning 

i 1814 nøjes med de få større skibe, 

man kunne bygge. Derudover måtte man 

klare sig med rokanonfartøjer i en slags 

guerillakrig til søs. 

Når briterne skulle føre deres konvojer 

med vigtige laster ud fra Østersøen 

gennem Øresund, kunne de være sikre på 

nærgående interesse fra de danske kanonbådes 

side. Hvis vinden pludselig lagde 

sig, og de store britiske sejlskibe måtte 

ligge stille, havde kanonbådene deres 

fordele. Med deres årer kunne de hurtigt 

manøvrere sig frem og erobre de ubeskyttede 

handelsskibe. Men hvis vinden kom 

igen og gav de hurtige britiske orlogsbrigger 

mulighed for at afskære kanonbådenes 

tilbagetrækningen til kysten, var de helt 

fortabte. 

Nye alliancer 

Kapringen af handelsskibe med kostbare 

laster var egentlig kanonbådenes største 

åbenlyse fortjeneste. Egentlige militære 

sejre opnåede man ganske vist ikke, ud over 

at nogle mindre britiske orlogsskibe måtte 

overgive sig til kanonbådene. Et af højde- 


19 

punkterne i den såkaldte kanonbådskrig i 

årene 1807-14 var, da den københavnske 

roflåde angreb linjeskibet HMS Africa syd 

for Dragør i oktober 1808. 

Et større sammenstød med briterne 

fandt sted den 22. marts 1808 i Slaget ved 

Sjællands Odde. Her kæmpede Danmarks 

sidste udrustede linjeskib Prins Christian 

Frederik, der havde ligget i Norge under 

bombardementet, en heltemodig kamp mod 

den britiske overmagt, men tabte. Ved den 

lejlighed døde Peter Willemoes, en søhelt 

fra Slaget på Reden i 1801. 

Den lille Christiansø øst for Bornholm 

fungerede under Englandskrigene 

1801-1814 som en beskyttet base for danske 

kapere og kanonbåde. Den 24. oktober 

1808 indledte briterne et angreb på denne 

fæstning ude i Østersøen. Hvad formålet 

var, er aldrig rigtig blevet opklaret. Angre- 

Presning på gaden. Maleri 

af ukendt kunstner fra ca. 

1780. 


Besætningsmedlemmer 

fra den danske orlogsflåde 

ser deres fartøjer forlade 

Københavns havn under 

britisk kommando. 

bet ophørte da også lige så pludseligt, som 

det var begyndt. 

Danmark-Norge var stik imod eget 

ønske blevet tvunget ud af neutraliteten og 

sluttede nu forbund med Napoleon og spanierne. 

Som følge af dette sendte Napoleon 

den 13. marts 1808 en styrke på 9.000 

mand, primært spaniere, til Danmark. 

Styrken blev ledt af den franske marskal 

Jean-Baptiste Bernadotte. 

De franske og spanske soldater 

skulle sammen med de danske afdelinger 

gå til angreb mod Skåne, fordi Sverige 

havde nægtet at stille sig på fransk side 

mod Storbritannien. Dette blev dog aldrig 

til noget, men spaniernes tid i Danmark 

var årsag til adskillige problemer. Bl.a. 

nedbrændte slottet Koldinghus den 29.-30. 

marts 1808 på grund af spaniernes alt for 

voldsomme fyring i kaminerne. 


Chr. Mølsted/Øregård Gymnasium. 

20 

Danmark fallit 

Krigen var dyr for Danmark. Store beløb 

gik til hæren, til byggeriet af kanonbåde og 

skanser langs de danske kyster. Dernæst til 

genopbygning af det ødelagte København. 

Sidst, men ikke mindst var spaniernes ophold 

heller ikke billigt. For at dække udgifterne 

blev der trykt flere pengesedler, 

men pengene blev mindre og mindre værd. 

Det endte med, at Danmark i begyndelsen 

af 1813 gik ’statsbankerot’ - der var 

simpelthen ikke flere penge i statskassen. 

Udenrigspolitisk gik det lige så galt. 

Napoleons nedtur begyndte med nederlaget 

i Rusland og ved Leipzig. Ved den endelige 

fredsaftale i Kiel 1814 måtte Danmark efter 

450 år afstå Norge til Sverige. 

Danmark var i løbet af få år blevet 

forvandlet fra en blomstrende handelsnation 

til et forarmet land. Bombardementet 

af København, briternes erobring af flåden 

samt bankerotten i 1813 og tabet af Norge 

fik stor betydning for landet og dets indbyggere 

i de kommende år. 1807 kan derfor 

siges at være et af de mest afgørende år i 

danmarkshistorien.

Undervisningsmateriale - historielaboratoriet

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?