Undervisningsmateriale - historielaboratoriet
Undervisningsmateriale - historielaboratoriet
Undervisningsmateriale - historielaboratoriet
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Flammen og Citronen<br />
Et interaktivt websted om to af<br />
besættelsestidens store profiler<br />
<strong>Undervisningsmateriale</strong>
Indhold<br />
Stikkerdrab under besættelsen side 2<br />
Modstanden side 6<br />
Drabet side 9<br />
Dilemmaet side 12<br />
Opgøret side 15<br />
Eftertiden side 19<br />
Filmen som historieformidler side 22<br />
Filmens forhold til virkeligheden side 25<br />
Relevante film og materialer fra Det Danske Filminstitut side 27<br />
Relevant fag- og skønlitteratur side<br />
På nettet side<br />
<strong>Undervisningsmateriale</strong> til<br />
HISTORIE LABORATORIET: Flammen og Citronen<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk<br />
© Complx/Det Historiske Hus ApS 2008 og forfatterne<br />
Tekst:: Rasmus Dahlberg og Rasmus Kjærbye Petersen,<br />
Judith og Ulrich Breuning og Flemming Kaspersen, DFI.<br />
1<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Stikkerdrab under besættelsen<br />
Baggrund, historie og erindring<br />
I 1933 overtog Adolf Hitler magten i Tyskland og indførte et nationalsocialistisk<br />
(nazistisk) diktatur. Hans mål var at gøre Tyskland til den dominerende<br />
stormagt i Europa og at udslette både kommunismen og hele det jødiske<br />
folk. I 1939 angreb tyskerne nabolandet Polen. Det blev starten på 2. Verdenskrig,<br />
fordi Frankrig og Storbritannien havde lovet at hjælpe Polen og nu<br />
sammen erklærede Tyskland krig.<br />
Efter Polens fald vendte både tyskerne og de allierede blikket mod Skandinavien.<br />
Tyskerne havde brug for jern i sin krigsindustri, og meget af det<br />
jern kom fra Sverige igennem norske havne til Tyskland. Briterne ville gerne<br />
forhindre tyskerne i at få adgang til det livsnødvendige jern, mens tyskerne<br />
ønskede at sikre deres forsyninger. Derfor begyndte begge parter at overveje<br />
en militær aktion mod Norge. Tyskerne slog til først.<br />
Den 9. april 1940 invaderede Tyskland Norge fra både søsiden og fra luften.<br />
Samme dag rykkede tyske tropper også ind i Danmark, der blev set som<br />
et nødvendigt forbindelsesled mellem Tyskland og Norge. I Norge kæmpede<br />
befolkningen hårdnakket imod den tyske besættelse i flere uger, med hjælp<br />
fra både franskmænd og briter. Det danske forsvar kæmpede derimod kun<br />
kortvarigt imod den tyske besættelsesmagt.<br />
De tyske militære succeser fortsatte med erobringen af Holland, Belgien,<br />
Luxembourg og Frankrig. Hitler havde nu næsten nået sit mål. Han manglede<br />
kun at erobre Storbritannien, men briterne gjorde så meget modstand, at<br />
han ikke kunne knække dem. Derfor vendte tyskerne sig imod øst.<br />
Tysklands nederlag<br />
I sommeren 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen. Det var begyndelsen<br />
på Hitlers store angreb på kommunismen. Men da vinteren kom, gik fremrykningen<br />
i stå. Samtidig blev USA trukket ind i verdenskrigen, da Japan angreb<br />
Pearl Harbor den 7. december 1941. Krigslykken begyndte nu for alvor<br />
at vende for tyskerne.<br />
I løbet af vinteren 1942/43 blev en hel tysk armé og store mængder udstyr<br />
udslettet ved Stalingrad, og ved Kursk satte russerne en endelig stopper for<br />
den sidste storstilede tyske offensiv i 1943. I 1944 indledte Sovjetunionen et<br />
2<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
modangreb. Tyskerne led et stort nederlag og blev nødt til at sende resterne<br />
af deres hær på en vild flugt tilbage mod Tyskland.<br />
Samtidig gik Vestmagterne, først og fremmest USA og Storbritannien, i<br />
land i Normandiet i Frankrig den 6. juni 1944 – dagen, der gik over i historien<br />
som D-dag. Landgangen åbnede en ny front mod Hitler, og det var nu<br />
blot et spørgsmål om tid, før Tyskland ville lide det endelige nederlag. Den<br />
30. april 1945 begik Hitler selvmord i sin bunker under et sønderskudt Berlin.<br />
Europa var atter frit, men forandret for altid.<br />
Et svagt dansk forsvar<br />
Danmark havde i 1940 længe fulgt en såkaldt neutralitetspolitik, der gik ud<br />
på ikke at blande sig, når de store lande i Europa kæmpede mod hinanden.<br />
Politikerne mente, at Danmark alligevel aldrig ville kunne vinde en krig, og<br />
at væbnet modstand blot ville føre til store tab uden at gøre nogen nytte. Derfor<br />
fik militæret ikke de nødvendige midler til at opbygge et stærkt forsvar,<br />
og mens det meste af Europa oprustede i slutningen af 1930’erne, blev den<br />
danske hær stadig svagere.<br />
Generalerne vidste, at de på ingen måde ville kunne forsvare Danmarks<br />
grænser mod et angreb fra det mægtige Tyskland. Det blev derfor mere og<br />
mere vigtigt at holde Danmark neutralt, og efter at krigen mellem Tyskland<br />
og Frankrig og Storbritannien brød ud i september 1939, forsøgte den danske<br />
regering at holde sig på god fod med begge parter.<br />
Men dansk politik fik ingen betydning for den tyske beslutning om at invadere.<br />
Danmark var blot en lille brik i et langt større strategisk og politisk<br />
spil, og den danske neutralitet blev uden tøven tilsidesat af Hitler, i det øjeblik<br />
han så en fordel i at gøre det. Den 9. april 1940 rullede de tyske panserkolonner<br />
ind over grænsen i Sønderjylland, mens soldater blev kastet ned<br />
med faldskærm ved strategisk vigtige punkter eller landsat med skib i København.<br />
Da tyskerne kom<br />
I Sønderjylland kæmpede den danske hær imod de invaderende tropper, og<br />
ved Amalienborg forsvarede Livgarden kongen mod fjenden. Alligevel kunne<br />
de ca. 30.000 tyske tropper rykke frem næsten uden modstand – de danske<br />
styrker var fuldstændig underlegne. I alt blev 13 danske soldater dræbt<br />
under kampene. Samtidig cirklede tyske bombefly over København. Den<br />
trussel fik den danske regering til at bøje sig for overmagten.<br />
Dermed bragte Danmark sig i en helt speciel situation i krigen. Som det<br />
eneste af de lande, tyskerne havde erobret, havde regeringen sagt ja tak til<br />
såkaldt ”beskyttelse” fra tysk side. Det betød, at den danske regering kunne<br />
fortsætte, uden at tyskerne erstattede den med politikere, de selv valgte. Den<br />
3<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
danske hær og politiet beholdt deres våben og fortsatte også med at fungere<br />
forholdsvis normalt, i hvert fald de første år af besættelsen.<br />
Politikerne måtte dog hele tiden sørge for at holde sig på god fod med besættelsesmagten.<br />
Ellers ville tyskerne overtage hele kontrollen med Danmark.<br />
Derfor indledte regeringen ”samarbejdspolitikken”, som betød, at man<br />
accepterede de fleste af tyskernes ønsker. Kun på nogle få punkter stod den<br />
danske regering fast: De danske nazister fik ingen poster i regeringen, og de<br />
danske jøder ville ikke blive udleveret, som det skete i andre besatte lande..<br />
Livet gik videre<br />
Efter besættelsen den 9. april 1940 valgte den danske regering altså at samarbejde<br />
med tyskerne. Det gav danskerne nogle fordele, men det betød også, at<br />
politikerne måtte indordne sig og bøje sig for mange af besættelsesmagtens<br />
krav. Mange danskere syntes, at det var en underlig situation. Selv om Danmark<br />
var blevet invaderet, var landet alligevel ikke i krig med tyskerne.<br />
Der er gengivet mange øjenvidneberetninger fra den aprildag i 1940, hvor<br />
tyskerne besatte Danmark. Blandt andet fortæller Per Mortensen, at da han<br />
fik fri fra skole den 9. april 1940, cyklede han rundt på Frederiksberg og kiggede<br />
efter de tyske soldater, der om morgenen havde besat Danmark. Han så<br />
nogle tyske kampvogne, men soldaterne var bare inde for at købe wienerbrød.<br />
”Det var bare meget, meget uvirkeligt”, fortæller Per Mortensen i bogen<br />
Besættelsestid og Frihedskamp (Frihedsmuseet 1996, s. 8). ”Landet var besat og<br />
… og så stod de bare og spiste wienerbrød. Man skulle jo tro, at sådan en<br />
krig startede med nogle brag.” Følelsen af afmagt over for besættelsen var<br />
stærk hos mange. Per Mortensen selv valgte senere at gå til modstand mod<br />
besættelsen. Han blev aktiv i en sabotagegruppe i København.<br />
Ven eller fjende?<br />
I dag kan det kan være svært at forstå, hvorfor så forholdsvis få danskere bekæmpede<br />
tyskerne helt fra begyndelsen af besættelsen. Men i de første år af<br />
2. Verdenskrig var situationen helt anderledes end i 1944-45.<br />
Adolf Hitler havde i begyndelsen stor opbakning i Tyskland til sin nazistiske<br />
politik. Mange tyskere var trætte af landets dårlige økonomi, og det havde<br />
Hitler lavet om på op til 2. verdenskrig. Også i Danmark var nogle begejstrede<br />
for nazismen. Niels Bukh, der var forstander på gymnastikhøjskolen i<br />
Ollerup, tog f.eks. til Berlin i 1930’erne og lavede opvisninger med sine gymnaster.<br />
Han beundrede den disciplin, nazisterne havde indført.<br />
At Tyskland skulle tabe krigen, var svært at forudse i 1940. Hitler rådede<br />
over Europas stærkeste hær, og landet erobrede det ene område efter det andet.<br />
Få måneder efter den tyske besættelse sagde den danske udenrigsmini-<br />
4<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
ster Erik Scavenius da også, at Danmark var villig til at finde sin plads under<br />
”Tysklands førerskab”. Han mente altså, at der ikke var meget andet at gøre<br />
end at acceptere tingenes tilstand.<br />
5<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Modstanden<br />
Den danske regering havde sagt til danskerne, at alle skulle opføre sig ordentligt<br />
over for tyskerne. Selv om de fleste danskere var meget utilfredse<br />
med den tyske besættelse, var der i starten stort set heller ingen, der turde gå<br />
til direkte modstand. Man siger, at mange danskere ”knyttede hænderne i<br />
bukselommen,” når de tyske soldater gik forbi. Det betyder, at man ikke<br />
brød som dem, men ikke turde vise det åbent.<br />
Den tyske besættelse fik den danske nationalfølelse til at vokse. Kong<br />
Christian 10. blev meget populær, og danskerne begyndte at bære nationale<br />
symboler på tøjet. Mange samledes også til såkaldte alsangsstævner, hvor<br />
man sang fædrelandssange.<br />
Der var dog nogle få, der nægtede at bøje sig for tyskerne. Det var først og<br />
fremmest unge mænd, som interesserede sig meget for politik, og som hadede<br />
nazismen og samarbejdspolitikken. Men modstanden var i de første år af<br />
besættelsen meget begrænset. Modstandsfolkene manglede erfaring og våben,<br />
og deres aktioner var ikke meget andet end drengestreger.<br />
Modstanden begynder<br />
Tyskerne angreb Sovjetunionen i juni 1941, og det var for alvor med til at<br />
sætte modstandskampen i gang i Danmark. Kommunisterne var nazisternes<br />
politiske hovedfjende, og tyskerne krævede, at det danske politi arresterede<br />
de danske kommunister. Men mange undslap og gik under jorden for at<br />
skjule sig for tyskerne. De blev de første rigtige modstandsfolk i Danmark.<br />
Modstandskæmperne kom ikke kun fra den politiske venstrefløj, altså<br />
kommunistpartiet. Også mange fra højrefløjen (de nationalt-borgerlige, for<br />
eksempel konservative) gik fra 1941 ind i kampen mod besættelsesmagten.<br />
Især ét politisk parti blev lige så vigtig en del af modstandskampen som<br />
kommunisterne, nemlig Dansk Samling, som befandt sig på den yderste højrefløj<br />
i dansk politik. Til at begynde med var Dansk Samling imod demokratiet<br />
ligesom nazisterne, men efter besættelsen i 1940 gik mange medlemmer<br />
ind i det illegale arbejde.<br />
Men modstandsbevægelsen manglede stadig både erfaring og våben, og<br />
derfor bestod meget af modstanden i for eksempel at trykke illegale blade og<br />
løbesedler, som skulle få flere danskere til at gøre modstand. Langsomt begyndte<br />
egentlige sabotageaktioner mod værksteder eller fabrikker, der sam-<br />
6<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
arbejdede med tyskerne, dog også at komme i gang. I starten lavede modstandsfolkene<br />
for det meste blot ildspåsættelser eller hærværk, men efterhånden<br />
begyndte de også at bruge sprængstof.<br />
Modstandsarbejdet<br />
Til at begynde med var der ikke nogen egentlig modstandsbevægelse i Danmark.<br />
De første modstandsaktioner blev udført af enkeltpersoner eller små<br />
grupper af venner. Først langsomt begyndte rigtige modstandsgrupper at<br />
vokse frem, men de havde i første omgang ikke kontakt med hinanden på<br />
landsplan og kunne derfor ikke samarbejde.<br />
Kommunisterne var de første til at organisere modstandskampen, da de<br />
allerede havde et politisk netværk. Det betød dog ikke, at man skulle være<br />
kommunist for at gøre modstand. Modstandsfolk med mange forskellige politiske<br />
holdninger blev hurtigt enige om at samarbejde mod den fælles fjende<br />
– tyskerne.<br />
De danske modstandsfolk fik fra begyndelsen af 1942 også hjælp fra udlandet.<br />
Den britiske hjælpeorganisation SOE (Special Operations Executive)<br />
trænede danskere i at udføre sabotage og sendte dem sammen med rådgivere<br />
og våben til Danmark. Her blev de kastet ned med faldskærm og hjalp<br />
med at gøre modstandsarbejdet mere effektivt.<br />
Bruddet med tyskerne<br />
Modstandskampen og de mere effektive sabotageaktionerne betød, at regeringen<br />
havde svært ved at fortsætte det gode forhold til tyskerne. Samtidig<br />
voksede utilfredsheden i hele den danske befolkning. Krigen gik heller ikke<br />
så godt for tyskerne mere. Besættelsesmagten krævede, at den danske regering<br />
fik skabt ro og orden i Danmark, men i august 1943 udbrød der strejker<br />
og uro i en række danske byer. Det fik tyskerne til at kræve, at regeringen<br />
indførte bl.a. dødsstraf for sabotage. Det ville regeringen ikke gå med til og<br />
valgte at gå af. Dermed brød samarbejdspolitikken sammen. Under resten af<br />
krigen var det danske embedsmænd, de såkaldte departementschefer, som<br />
styrede Danmark på vegne af den tyske besættelsesmagt.<br />
Kort efter samarbejdspolitikkens sammenbrud slog tyskerne til mod de<br />
danske jøder. Det skete i oktober 1943. Men danske modstandsfolk havde afsløret<br />
aktionen, og over hele Danmark arbejdede modstandsgrupperne<br />
sammen med helt almindelige danskere for at redde jøderne ud af landet.<br />
Målet var at få så mange jøder som muligt til Sverige, før tyskerne kunne få<br />
fat i dem. Jødeaktionen blev modstandskampens første store succes. De fleste<br />
jøder blev reddet, og samtidig lærte modstandsfolkene for alvor at arbejde<br />
sammen.<br />
7<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Hvervningen<br />
Man kunne ikke melde sig ind i modstandsbevægelsen ved at ringe til et bestemt<br />
nummer eller udfylde en blanket. Man var som regel nødt til at kende<br />
nogen, der allerede var med. Hvis et medlem i en modstandsgruppe stolede<br />
på én, kunne man blive hvervet.<br />
Nogle modstandsfolk kom dog ind i bevægelsen ved et tilfælde. Den 32årige<br />
Jørgen Haagen Schmith gik en dag i foråret 1943 ind i butikken<br />
STJERNE-radio på Istedgade. I baglokalet stod nogle medlemmer af den<br />
gruppe, der senere blev kaldt Holger Danske, og trykte illegale blade.<br />
Jørgen Haagen Schmith kom med i gruppen og fik senere tilnavnet ”Citronen”.<br />
Grunden var, at hans første sabotage blev rettet mod Citroënfabrikkerne<br />
i København, som arbejdede for tyskerne. Faktisk var det det<br />
værksted, hvor hans egen svigerfar arbejdede som værkfører, det gik ud over.<br />
Citronen deltog i mange aktioner, før han blev dræbt af tyskerne i efteråret<br />
1944.<br />
Da krigen sluttede, havde modstandsbevægelsen ca. 43.000 medlemmer.<br />
Fjenden<br />
Selvfølgelig var det tyskerne, modstandsfolkene mest af alt ønskede at kæmpe<br />
mod. Men ofte var målet for aktionerne også danskere, som handlede med<br />
besættelsesmagten. Værnemagerne eller ”kollaboratørerne”, som de blev<br />
kaldt, blev set som landsforrædere, som tjente penge på, at Danmark var besat.<br />
Det kunne også være nødvendigt for modstandsfolkene at beskytte sig<br />
mod folk, der af andre årsager udgjorde en trussel mod modstandsbevægelsen.<br />
Det værste, man kunne gøre, var at stikke sine egne. Det vil sige, at man<br />
fortalte tyskerne, hvor eftersøgte modstandsfolk befandt sig. Stikkere kunne<br />
også lække oplysninger om, hvor og hvornår der skulle udføres sabotageaktioner.<br />
Så lå tyskerne i baghold og arresterede modstandsfolkene.<br />
Det hemmelige tyske politi Gestapo jagtede modstandsbevægelsen. Gestapo<br />
var frygtet og forhadt, fordi de forfulgte folk på ekstremt brutale måder.<br />
Arresterede modstandsfolk blev ofte tortureret under forhør i Gestapos hovedkvarter<br />
Shellhuset i København.<br />
8<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Drabet<br />
Modstandskampen begyndte i det små med drengestreger og hærværk mod<br />
tyskerne. De fleste, der deltog, var dog fra starten klar over den risiko, man<br />
løb ved at udfordre tyskerne. Nazisternes brutale fremfærd mod deres modstandere<br />
derhjemme og i andre lande var kendt i Danmark allerede før besættelsen,<br />
og ingen regnede med, at de ville tage særlige hensyn i Danmark.<br />
Det var især meget unge mænd, der gik ind i modstandskampen. De var<br />
optændt af almindeligt ungdommeligt overmod, og desuden havde de som<br />
regel ikke stiftet familie endnu. Derfor behøvede de ikke tænke på, at deres<br />
koner og børn også kunne være i fare, hvis de blev taget af tyskerne. Men<br />
blandt de aktive modstandsfolk var der selvfølgelig også personer med egen<br />
familie, der følte så stærkt for sagen, at de valgte at gå ind i modstandskampen<br />
alligevel. Jørgen Haagen Schmith – ”Citronen” – havde for eksempel både<br />
kone og barn, da han blev modstandsmand.<br />
Sabotagen<br />
Den danske modstandskamp bestod især af sabotageaktioner, altså brand- eller<br />
bombeangreb på bygninger, jernbanespor eller lignende. Det var den<br />
mest almindelige måde at slå til mod tyskerne eller deres hjælpere på. Der<br />
blev i alt udført omkring 4.300 sabotager under besættelsen, hvoraf ca. 1.500<br />
var rettet mod de danske jernbaner, lidt under 800 mod fabrikker og godt 450<br />
mod biler.<br />
Kun 431 sabotageaktioner var rettet direkte mod tyske militærinstallationer.<br />
Sådanne mål var simpelt hen for farlige. Først hen imod krigens afslutning<br />
havde nogle modstandsgrupper fået tilstrækkelig med erfaring og våben<br />
til at udføre så risikable opgaver. Det kunne dog også være farligt at lave<br />
sabotageaktioner mod fabrikker og værksteder. Efterhånden som modstanden<br />
tog til, blev de vigtigste af besættelsesmagtens fabrikker nemlig beskyttet<br />
af tyske eller danske vagter.<br />
Den personlige risiko<br />
Det var altså ikke kun risikoen for at blive taget til fange af tyskerne og blive<br />
tortureret af det frygtede hemmelige politi, Gestapo, modstandskæmperne<br />
skulle tænke på. De kunne også risikere at miste liv og lemmer under selve<br />
9<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
sabotageaktionerne. Især i besættelsens sidste år kunne aktionerne nemt udvikle<br />
sig til voldsomme skudkampe med både døde og sårede.<br />
Men faren for selv at blive ramt var ikke altid det værste. For mange modstandsfolk<br />
var det meget ubehageligt at skulle bruge våben mod andre – og<br />
måske ligefrem slå et andet menneske ihjel, hvis det blev nødvendigt. Nogle<br />
modstandskæmpere prøvede at overbevise sig selv om, at de ikke dræbte<br />
mennesker, men nazister eller det, der var endnu værre: stikkere.<br />
Stikkerdrab<br />
Danskere, der gav oplysninger til tyskerne om modstandsbevægelsen, blev<br />
kaldt stikkere. Nogle stikkere var glødende tilhængere af nazismen og ønskede<br />
virkelig at hjælpe tyskerne, mens andre blev fristet af de dusører, som<br />
tyskerne udlovede for oplysninger. Der var også nogle, som tyskerne simpelt<br />
hen truede til at angive deres venner. Nogle stikkere var selv med i modstandsbevægelsen.<br />
Andre holdt til på for eksempel de værtshuse, hvor modstandsfolk<br />
mødtes og måske talte over sig. Og nogle fik bare helt tilfældigt<br />
fat på oplysninger, som tyskerne var interesserede i.<br />
I modstandskæmpernes øjne var stikkerne ikke bare modstandere eller<br />
landsforrædere. De var en meget personlig form for fjende, ikke mindst fordi<br />
mange stikkere afslørede deres egne venner og kammerater. Og de oplysninger,<br />
som stikkerne forsynede tyskerne med, var en meget alvorlig trussel for<br />
frihedskæmperne.<br />
Derfor brugte modstandsbevægelsen mange kræfter på at bekæmpe stikkerne.<br />
Den eneste måde, man kunne være helt sikker på, at stikkerne ikke<br />
blev ved med at sladre til tyskerne, var at slå dem ihjel. Derfor besluttede lederne<br />
i modstandsbevægelsen, at de farligste af stikkerne skulle dræbes.<br />
Stikkerdrab eller likvideringer, som de blev kaldt, var altså modstandsfolkenes<br />
måde at forsvare sig selv på.<br />
400 blev dræbt<br />
I København var det især modstandsgrupperne BOPA og Holger Danske,<br />
der stod bag stikkerlikvideringerne. I Jylland oprettede modstandsbevægelsen<br />
ligefrem omrejsende ”likvideringsgrupper”, som lokale modstandsfolk<br />
kunne tilkalde, når de havde fundet en stikker. Likvideringerne blev efterhånden<br />
et så stort problem for tyskerne, at de begyndte at gøre gengæld med<br />
såkaldte ”clearingmord” – drab på tilsyneladende tilfældige danskere, ofte<br />
kendte mennesker.<br />
Under besættelsen blev omkring 400 mennesker dræbt af modstandsbevægelsen.<br />
Langt de fleste likvideringer fandt sted i tiden efter samarbejdspolitikkens<br />
sammenbrud i midten af 1943. Hele modstandskampen blev meget<br />
voldsom og krævede flere ofre i de sidste år. Det skyldtes, at tyskerne blev<br />
10<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
stadig mere desperate, mens frihedskæmperne vidste, at de snart havde<br />
vundet over besættelsesmagten.<br />
Det højeste antal likvideringer på én måned var 106 – altså en fjerdedel af<br />
alle stikkerdrab – og de fandt sted i april 1945, meget kort tid før tyskerne<br />
kapitulerede om aftenen den 4. maj 1945. Omkring halvdelen af alle stikkerdrab<br />
fandt sted i København, og godt ti procent af ofrene var kvinder.<br />
Flammens historie<br />
En af de mest kendte modstandsfolk og stikkerlikvidatorer var ”Flammen”.<br />
Han hed i virkeligheden Bent Faurschou-Hviid, men blev kaldt ”Flammen”<br />
på grund af sit flammende røde hår.<br />
Bent Faurschou-Hviid blev født i 1921. Efter besættelsen af Danmark arbejdede<br />
han på et hotel i Tyskland. Her oplevede han Adolf Hitler og nazismen<br />
på nært hold og begyndte at hade alt, hvad nazismen stod for. Bagefter<br />
gik han ind i den danske hær, men forlod den, fordi han syntes, at der var for<br />
mange nazister. Han var også i flåden, hvor han lærte at skyde.<br />
Flammen var blandt andet med til at redde de danske jøder fra tyskerne i<br />
oktober 1943 og kom med i modstandsgruppen Holger Danske, hvor han også<br />
udførte sabotager. Selv om han kun var først i tyverne, udførte Flammen<br />
flere drab på især stikkere. Det er umuligt at fastslå det præcise antal mennesker,<br />
han dræbte. Historikere vurderer dog, at det var mellem fem og ti.<br />
Licens til at dræbe?<br />
Det kan være svært at forestille sig, hvordan det var at være modstandsmand<br />
under besættelsen. Et af de store spørgsmål er: Hvem gav modstandsfolkene<br />
lov til at begå drab på andre mennesker? Tit var stikkerne jo helt almindelige<br />
mænd eller kvinder med arbejde, familie og venner.<br />
Under besættelsen troede mange, at der fandtes et særligt udvalg, der afgjorde,<br />
hvem der skulle likvideres. Nogle modstandsfolk mente, at beslutningen<br />
om at dræbe en stikker blev taget af højtstående modstandsfolk. Mange<br />
troede blindt på, at alle oplysninger om den mistænkte blev undersøgt, hvorefter<br />
dødsdommen blev afsagt som i en retssag.<br />
I virkeligheden foregik det helt anderledes. Der var ikke noget ”likvidationsudvalg”.<br />
Nogle drab blev besluttet af lederne af modstandsbevægelsen i<br />
en bestemt by. Andre gange var det en enkelt modstandsgruppe, der tog beslutningen<br />
om at dræbe en stikker. Det kunne også være en modstandsmand,<br />
som handlede helt på egen hånd.<br />
11<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Dilemmaet<br />
I dag kan kampen mod tyskerne ligne et opgør mellem det gode og det onde,<br />
hvor modstandsfolkene kæmpede en retfærdig kamp mod besættelsesmagten.<br />
De, der deltog i modstandsarbejdet, fandt dog hurtigt ud af, at virkeligheden<br />
ikke var helt så enkel. Problemet var, at tyskerne tit tog hævn, når der<br />
blev udført sabotager mod besættelsesmagten. Dermed kunne uskyldige civile<br />
blive ofre for modstandsbevægelsens sabotageaktioner.<br />
Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og tyskerne<br />
overtog den reelle magt i Danmark. Lidt over et år senere, i september 1944,<br />
blev også det danske politi arresteret af tyskerne og sendt i koncentrationslejre.<br />
Tyskerne frygtede nemlig, at politiet ville vende sig imod dem, hvis amerikanerne<br />
og briterne gjorde landgang i Danmark.<br />
Herefter var der næsten ingen til at håndhæve lov og orden i Danmark.<br />
Tyskerne oprettede et dansk hjælpepolitikorps, bedre kendt som Hipokorpset,<br />
i København og lignende grupper andre steder. Deres opgave var<br />
dog i højere grad at hjælpe tyskerne og Gestapo i kampen mod modstandsbevægelsen<br />
end at beskytte og hjælpe befolkningen. Lovløsheden var med<br />
til at gøre de sidste måneder af besættelsen til de mest blodige under hele<br />
krigen.<br />
Frihedsrådet<br />
Den 16. september 1943 blev Frihedsrådet oprettet til at koordinere kampen<br />
mod besættelsesmagten. Rådet var en uofficiel komité, der bestod af modstandsfolk<br />
og tidligere politikere. De fik ansvaret for at afgøre de overordnede<br />
moralske problemer, som modstandskæmperne stod over for. Det var<br />
Frihedsrådet, der gav grønt lys for stikkerlikvideringerne. Alligevel opstod<br />
der dog efterfølgende mange etiske spørgsmål om modstandsbevægelsens<br />
handlinger under besættelsen.<br />
Frihedsrådet måtte finde en løsning på næsten det samme dilemma, som<br />
regeringen havde stået over for i april 1940. Selv om samarbejdspolitikken<br />
var brudt sammen, og Danmark dermed efter august 1943 var et tyskbesat<br />
land, var der stadig stor uenighed blandt Frihedsrådets medlemmer. Nogle<br />
mente, at man skulle yde så meget modstand som muligt – andre, at det var<br />
bedre at vente, indtil USA og Storbritannien kom og befriede Danmark.<br />
12<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Gengældelsesaktioner<br />
En af årsagerne til uenigheden var, at tyskerne som nævnt hævnede både sabotager<br />
og stikkerdrab med såkaldte ”schalburgtager” og ”clearingmord”.<br />
Sabotage skulle hævnes af en schalburgtage, hvor en berømt dansk bygning<br />
eller anden konstruktion blev bombesprængt af tyskernes danske håndlangere.<br />
For eksempel blev Tivolis glassal sprængt i 1944. En likvidering af en<br />
stikker blev gerne fulgt op af et tysk drab på en dansker, helst én, der var<br />
kendt. I alt blev cirka 100 danskere ofre for clearingmord. Den mest kendte<br />
var præsten og digteren Kaj Munk, der blev myrdet den 4. januar 1944.<br />
Denne trussel mod det danske samfund fik nogle af medlemmerne af Frihedsrådet<br />
til at mene, at det bedste ville være at holde op med at provokere<br />
tyskerne. I stedet skulle modstandsfolkene og de officerer, der var gået under<br />
jorden efter afvæbningen af den danske hær den 29. august 1943, forholde sig<br />
i ro. Der skulle ikke foretages konstante angreb på tyskerne længere, for det<br />
førte blot til gengældelsesaktioner. Fortalerne for denne tilbageholdende<br />
form for modstand var dog i undertal, så den væbnede modstand fortsatte.<br />
Forskellige interesser<br />
Modstandsbevægelsen i Danmark bestod af meget forskellige dele. De fleste<br />
grupper var startet i det små uden kontakt til hinanden, og de havde vidt<br />
forskellige politiske synspunkter og meninger om, hvordan man skulle<br />
kæmpe mod tyskerne. Selv efter at Frihedsrådet begyndte at koordinere<br />
samarbejdet, var det ofte kun hadet mod tyskerne, der forbandt grupperne.<br />
For eksempel var der stor forskel på BOPA og Holger Danske-grupperne.<br />
BOPA (Borgerlige Partisaner) var – på trods af navnet – blevet grundlagt af<br />
kommunisterne, og selv om der var kommet mange ikke-kommunistiske<br />
medlemmer til undervejs, var det stadig kommunisterne, der førte an. Modstandsgruppen<br />
Holger Danske, som Flammen og Citronen tilhørte, havde<br />
derimod nationale og konservative rødder. Alligevel arbejde BOPA og Holger<br />
Danske sammen. BOPA havde nemlig plads i Frihedsrådet sammen med<br />
bl.a. Ringen, som Holger Danske hørte under.<br />
Dobbeltspil<br />
De mange forskellige grupperinger og interesser medførte en del usikkerhed.<br />
Ingen kunne være helt sikker på, hvem man turde stole på, og meget ofte var<br />
mistænksomheden berettiget.<br />
Der fandtes nemlig mennesker der var knyttet både til tyskerne og til<br />
modstandsbevægelsen. De fungerede som skjulte agenter, men der var altid<br />
den mulighed, at de var dobbeltagenter. Således kunne det være, at de gav<br />
oplysninger til modstandsbevægelsen om tyskernes planer, blot for at få mere<br />
information om modstandsbevægelsen, som de så kunne give til tyskerne;<br />
13<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
eller omvendt. Ingen kunne vide med sikkerhed, hvilken side de egentlig<br />
hjalp. Måske hjalp de begge sider alt efter, hvad der så ud til at kunne betale<br />
sig bedst. Måske var de mennesker, de fik modstandsbevægelsen til at likviderer<br />
mennesker, der kunne have afsløret deres dobbeltspil.<br />
Hvor gik grænsen?<br />
Flammen og Citronen deltog i en aktion, hvor et barn ved et uheld blev dræbt<br />
på Roskildevej (se side 25). Det var meget svært at leve med, men der var også<br />
andre grænser, som modstandsfolkene måtte bryde. Nogle havde for eksempel<br />
svært ved at skyde kvinder.<br />
Gestapo brugte mange ”meddelere” – det var deres ord for stikkere. Det<br />
hemmelige tyske politi brugte også kvindelige meddelere, for det viste sig, at<br />
unge kvinder for det meste havde lettere ved at tale med modstandsfolkene.<br />
Og så kunne det ske, at en modstandsmand kom til at røbe for meget.<br />
Hedvig Delbo var en af de kvinder, der under besættelsen blev stikker. I<br />
1943 angav hun modstandsmanden Svend Otto Nielsen, der blev anholdt og<br />
dræbt. Nielsen havde været Flammens gode kammerat, så han og en anden<br />
modstandsmand forsøgte kort efter at dræbe Delbo. Det mislykkedes dog, og<br />
først i 1944 blev Delbo dræbt af to andre modstandsfolk. I alt blev cirka 40<br />
kvinder likvideret under besættelsen, mistænkt for at arbejde for tyskerne.<br />
14<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Opgøret<br />
I 1944 stod det klart, at Tyskland var ved at tabe krigen. Kampen mod besættelsesmagten<br />
fortsatte, men mange modstandsfolk begyndte at lægge planer<br />
for tiden efter tyskernes nederlag. For mange drejede det sig nu om at forberede<br />
sig på befrielsen. Målet var at få størst mulig indflydelse på opbygningen<br />
af Danmark efter krigens afslutning.<br />
Især frygten for kommunismen spillede en vigtig rolle. Mange politikere<br />
og ledende modstandsfolk kunne allerede i krigens sidste år se, at verden<br />
fremover ville være delt mellem demokratierne i vest og det kommunistiske<br />
Sovjetunionen. De ville ikke risikere, at Danmark kom under sovjetisk indflydelse,<br />
ligesom det skete med en række lande i Østeuropa. Derfor blev de<br />
danske kommunister i stigende grad set som en trussel. Selv om kommunisterne<br />
havde spillet en vigtig rolle i modstandskampen, blev de nu sat uden<br />
for politisk indflydelse.<br />
Først og fremmest var det vigtigt for politikerne at sikre ro og orden i landet.<br />
Overgangen fra besat til frit land skulle helst forløbe lige så ordentligt og<br />
uden større politiske forandringer, som den tyske besættelse i 1940 havde<br />
gjort. Det danske folkestyre skulle indføres igen – i samme form som før krigen.<br />
Forberedelser til fred<br />
I de sidste år af besættelsen blev opbygningen af modstandsbevægelsen forandret.<br />
Kommunisterne havde hidtil siddet på mange lederstillinger, men nu<br />
blev de langsomt erstattet af officerer fra det danske militær. De var stort set<br />
alle anti-kommunister. Men kommunisterne kunne ikke fortrænges helt, fordi<br />
de havde ydet sådan en stor indsats i modstandskampen. Deres indflydelse<br />
blev dog markant mindre, hvilket passede politikerne godt. De ville ikke<br />
risikere et kommunistisk forsøg på at tage magten i Danmark.<br />
I foråret 1945 gik man i gang med at træffe de egentlige forberedelser til<br />
tiden efter befrielsen. Der skulle udpeges en dansk regering, den såkaldte befrielsesregering,<br />
der kunne overtage den politiske kontrol i landet, så snart<br />
tyskerne var besejret. Den præcise sammensætning skulle afgøres af politikere<br />
fra de gamle danske partier og Frihedsrådet.<br />
15<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Retsligt efterspil<br />
Frihedsrådet krævede, at der skulle være lige så mange poster til<br />
modstandskæmpere som til politikere i befrielsesregeringen. De gamle politikere,<br />
som havde styret Danmark før den tyske besættelse, havde samarbejdet<br />
med tyskerne for at beskytte befolkningen. Derfor krævede modstandsfolkene,<br />
at de fik lige så meget magt i den nye regering.<br />
Én af befrielsesregeringens vigtigste opgaver var at forberede et retsopgør<br />
mod alle, der havde hjulpet tyskerne. Der skulle føres en række undersøgelser<br />
og retssager for at fastslå, hvem der var skyldige i landsforræderi. Derefter<br />
skulle de idømmes passende straffe. Det var ikke kun danskere, der skulle<br />
på anklagebænken, men også de tyskere, som havde været med til at besætte<br />
Danmark. Alle deres forbrydelser mod det danske folk skulle opklares, så<br />
retfærdigheden kunne ske fyldest.<br />
De sidste dage<br />
Modstandskampen blev stadig voldsommere. Modstandsbevægelsen var efterhånden<br />
så stærk, at selv Gestapo-folk var betænkelige ved at gå rundt på<br />
egen hånd efter mørkets frembrud. Danmark begyndte mere og mere at ligne<br />
et land i krig, med skudvekslinger og bombesprængninger næsten hver eneste<br />
nat.<br />
I 1945 blev der dræbt mere end 1.500 danskere, flere end i besættelsens øvrige<br />
fem år tilsammen. April 1945, den sidste måned før befrielsen, blev den<br />
blodigste af alle. Antallet af stikkerdrab steg markant, og en af grundene var<br />
den generelle lovløshed i landet på dette tidspunkt. Intet politi i gaderne og<br />
en svag besættelsesmagt betød, at risikoen ved stikkerdrab nu var mindre.<br />
Samtidig havde Gestapo forøget sin indsats mod modstandsbevægelsen, så<br />
stikkerne havde travlt som aldrig før. Denne mulighed blev udnyttet til at<br />
udføre mange aktioner og likvideringer.<br />
Nogle steder i landet var Gestapos aktiviteter blevet så stor en trussel, at<br />
modstandsbevægelsen bad de allierede (briterne og amerikanerne) om hjælp.<br />
Husmandsskolen i Odense, hovedkvarter for Gestapo på Fyn, blev for eksempel<br />
angrebet af britiske bombefly den 17. april 1945. Tidligere var også<br />
Gestapos hovedkvarterer i Århus og København blevet bombet. Desværre<br />
blev en skole ved en fejl ramt af bomber under angrebet på Shellhuset i København.<br />
Det kostede over 100 elever og lærere livet.<br />
Modstanden i tal<br />
Omkring 850 modstandskæmpere blev dræbt under besættelsen. Heraf blev<br />
mere end 100 personer henrettet af tyskerne. Det er dog svært at sætte præcise<br />
tal på modstandsbevægelsens tab. Der var tale om en meget løs organisation,<br />
og alt blev forsøgt holdt hemmeligt. Man fik ikke et ”medlemskab” af<br />
16<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
modstandsbevægelsen, og der var ingen kartoteker over dem, der var med.<br />
Folk kom og gik.<br />
Især i slutningen af krigen var der mange, der sluttede sig til modstandskampen.<br />
Nogle af dem, der havde været med længe, så lidt skævt til de nyankomne.<br />
Veteranerne mente, at de ville have del i den sejr, der ventede lige<br />
om hjørnet, uden at have deltaget i det hårde arbejde i den mørkeste tid. Historikere<br />
mener, at der var næsten 10.000 personer knyttet til modstandsbevægelsen<br />
i december 1944, mens tallet ved befrielsen i maj 1945 var steget til<br />
omkring 43.000. Langt fra alle deltog dog i egentlige sabotageaktioner.<br />
Flammen og Citronens endeligt<br />
Hverken Flammen eller Citronen oplevede befrielsen. De var begge døde, da<br />
britiske soldater i begyndelsen af maj 1945 befriede Danmark, efter at Hitler<br />
havde begået selvmord, og Tyskland havde overgivet sig.<br />
Den 19. september 1944 tog tyskerne politiet – og desværre også Citronen,<br />
der netop den dag havde forklædt sig som politibetjent. Han slap dog væk<br />
ved at skyde sin fangevogter fra Schalburg-korpset, men blev formentlig såret<br />
under denne skudveksling. Den 15. oktober fandt tyskerne ham i et hus, hvor<br />
han blev behandlet for sine sår. Citronen forsvarede sig med maskinpistoler<br />
og håndgranater, men blev efter en timelang ildkamp dræbt af tyskerne.<br />
Nogle få dage senere befandt Flammen sig i et hus på Strandvejen nord for<br />
København. Pludselig omringede tyskerne huset, så han ikke kunne slippe<br />
væk. Flammen valgte at begå selvmord ved at sluge en pille med gift. Med<br />
hans ry som stikkerlikvidator ville han med sikkerhed blive tortureret og<br />
bagefter henrettet af tyskerne. Derfor ville han hellere tage sit eget liv end at<br />
risikere at ende i tysk fangenskab.<br />
Danmark atter frit<br />
Klokken 20.36 om aftenen den 4. maj 1945 blev der udsendt en radiobesked<br />
på dansk fra den britiske hovedstad London. Speakeren sagde: ”I dette øjeblik<br />
meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske styrker i Holland,<br />
Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Mange danskere begyndte<br />
med det samme at juble. Folk gik ud på gaderne og omfavnede hinanden.<br />
Nogle steder i Danmark var der kampe mellem modstandsfolk, tyske soldater<br />
og tyskernes danske hjælpere på den sidste aften af besættelsen. I<br />
Odense blev 11 modstandsfolk og 12 civile dræbt i et voldsomt opgør. Mange<br />
steder kørte modstandsfolk rundt i lastbiler og hentede folk, som var mistænkt<br />
for at have samarbejdet med tyskerne. Modstandsbevægelsen havde<br />
samlet 40.000 navne på mistænkte i et kartotek.<br />
17<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Den tyske overgivelse trådte formelt i kraft om morgenen den 5. maj klokken<br />
8. Efter fem års tysk besættelse var Danmark atter frit, men et stort retsopgør<br />
ventede.<br />
18<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Eftertiden<br />
Befrielsesregeringen begyndte at fungere den 9. maj 1945 ved åbningen af<br />
Rigsdagen (det danske parlament, som dengang bestod af Landstinget og<br />
Folketinget). Halvdelen af regeringens medlemmer kom som aftalt fra modstandsbevægelsen,<br />
mens den anden halvdel var erfarne politikere. Det var<br />
også modstandsfolk, der sørgede for ro og orden overalt i Danmark, før politiet<br />
og militæret igen kunne sættes ind<br />
Det var en storslået tid for modstandsfolkene. De havde sejret og blev nu<br />
tiljublet som helte af deres landsmænd. Modstandsbevægelsen havde derfor<br />
meget stor magt i i Danmark i de glade majdage lige efter befrielsen. Men<br />
hvis frihedskæmperne, især de kommunistiske modstandsfolk, havde regnet<br />
med, at deres rolle i det danske samfund ville vare ved, så tog de fejl.<br />
Tilbage til de gamle tilstande<br />
Det gamle politiske system blev hurtigt genoprettet. Politikerne forsøgte af al<br />
kraft at sikre, at modstandsbevægelsen ikke blandede sig for meget i dansk<br />
politik efter befrielsen. Det var ikke kun kommunisterne, men også de mest<br />
konservative medlemmer af modstandsbevægelsen, som de gamle politikere<br />
ikke ville have skulle få al for stor indflydelse i Danmark.<br />
Modstandsbevægelsen blev altså snart trængt i baggrunden. Men det betød<br />
ikke, at frihedskæmpernes indsats blev glemt – heller ikke af de danske<br />
vælgere. Ved det første efterkrigstidsvalg i oktober 1945 fik kommunistpartiet<br />
for eksempel en voldsom fremgang, mens flere af de partier, som havde<br />
samarbejdet med tyskerne, mistede mange mandater i Folketinget.<br />
Aktiv eller passiv modstand?<br />
I befrielsesdagene var der ingen, der turde sige modstandskæmperne imod,<br />
når de hævdede, at det var dem og dem alene, der havde reddet Danmarks<br />
ære. Deres heltemodige væbnede kamp mod besættelsesmagten havde vist<br />
sejrherrerne i 2. Verdenskrig, at Danmark ikke var på Tysklands side under<br />
krigen, men derimod et besat land. Kun takket være den væbnede modstand<br />
blev Danmark regnet som et allieret land og kunne nyde godt af sejren. Det<br />
var en holdning, som de fleste modstandsfolk stod ved resten af deres liv.<br />
Men langsomt begyndte de tidligere samarbejdspolitikere også at forsvare<br />
det, de havde gjort under besættelsen. De forklarede for eksempel, at deres<br />
forhandlinger med tyskerne havde været en form for passiv modstand. Og<br />
19<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
de sagde også, at det var en modstand, der havde hjulpet Danmark meget,<br />
fordi tyskerne i de første år af besættelsen havde overholdt aftalerne og behandlet<br />
befolkningen godt. De fleste danskere var dog enige med modstandsfolkene.<br />
Nødvendige drab?<br />
Likvideringerne af stikkere og tyskernes andre danske hjælpere er et meget<br />
omdiskuteret emne. Når folk som Flammen og Citronen standsede en mand<br />
eller kvinde på gaden og skød vedkommende ned uden at tøve – var det så<br />
et retfærdigt, nødvendigt drab? Eller var det et mord, som ikke burde være<br />
gennemført?<br />
Mange af de gamle modstandsfolk forsvarer drabene som nødvendige og<br />
retfærdige. Fordi Frihedsrådet gik ind for likvideringerne, var der efter deres<br />
mening ikke tale om mord, men legale (lovlige) handlinger i en krigssituation.<br />
Men som nævnt var det langtfra alle stikkere, som blev likvideret efter<br />
grundige undersøgelser. Flere blev dømt til døden af enkeltpersoner på et<br />
meget spinkelt grundlag.<br />
Modstandsfolkene blev beskyttet<br />
Allerede i 1945 kom likvideringerne til diskussion. Den socialdemokratiske<br />
politiker og forfatter Hartvig Frisch sagde i august 1945, at alle modstandsbevægelsens<br />
likvideringer under besættelsen var mord. Frisch ønskede, at<br />
hver eneste likvidering skulle efterforskes for at finde ud af, om mordene<br />
havde været berettiget, eller om der var uskyldige ofre iblandt.<br />
Undersøgelsen blev dog aldrig til noget. Frode Jakobsen var tidligere<br />
modstandsmand, medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen<br />
uden portefølje (dvs. en minister uden et specifikt ministerium at tage sig af).<br />
Han fik sat en stopper for Frisch forsøg på at undersøge likvideringerne.<br />
Modstandskæmperne skulle beskyttes. De havde risikeret deres liv for Danmarks<br />
sag i en desperat situation, og de skulle ikke bagefter hænges ud som<br />
almindelige kriminelle.<br />
Ikke desto mindre måtte modstandsbevægelsen stå frem og erkende, at<br />
der var sket fejl. Enten havde man misforstået en persons tilknytning til besættelsesmagten,<br />
eller også havde man likvideret den helt forkerte person.<br />
Det var beklagelige, men uundgåelige tab i en kaotisk situation, hvor målet<br />
helligede midlet.<br />
Erindringen<br />
Hverken Flammen eller Citronen overlevede krigen, men det gjorde mange<br />
andre modstandsfolk. Især dem, der udførte drabene på tyskernes danske<br />
20<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
hjælpere, havde svært ved at leve med, at de havde dræbt andre mennesker.<br />
Flere begik selvmord i årene efter befrielsen.<br />
Det sværeste for mange modstandsfolk var, hvis de var kommet til at dræbe<br />
uskyldige, eller hvis drabene kom for tæt på. Modstandsfolk har fortalt, at<br />
det var nødvendigt at holde følelser af vrede eller angst på afstand, når de<br />
gennemførte likvideringerne. Ellers påvirkede oplevelserne ens personlighed<br />
for meget.<br />
Selv om langt de fleste likvideringer gik ud over personer, som virkelig var<br />
farlige for modstandsbevægelsen, følte mange skyld. Nogle tidligere modstandsfolk<br />
fortalte ikke engang deres egen familie, at de havde skudt stikkere<br />
under besættelsen. Drabene blev derfor et tabu – noget, man ikke kunne tale<br />
om.<br />
Stikkerdrab i dag<br />
Man siger, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Det betyder, at historiebøgerne<br />
tit er skrevet på en måde, så vinderne beskrives mest positivt. I årtierne<br />
efter befrielsen udkom der da også mange bøger, som hyldede modstandsbevægelsen.<br />
Mange gamle modstandsfolk brød sig ikke om, at nogen stillede spørgsmål<br />
ved værdien af deres indsats. Da historikeren Aage Trommer i 1971 f.eks.<br />
skrev i en bog, at jernbanesabotagen under besættelsen ikke havde nogen militær<br />
betydning, udløste det stor debat.<br />
Omkring år 2000 kom der ny opmærksomhed om likvideringerne. Historikeren<br />
Stefan Emkjær beskrev i bogen Stikkerdrab, hvordan drabene blev besluttet.<br />
Året efter udgav journalisten Peter Øvig Knudsen Efter drabet, hvori<br />
modstandsfolk fortalte om likvideringer (filmatiseret i 2003 som ”Med ret til<br />
at dræbe”). Og i 2008 blev historien om Flammen og Citronen så lavet til en<br />
film af instruktøren Ole Christian Madsen og manuskriptforfatteren Lars K.<br />
Andersen. Der gik altså mere end 60 år, før tabuet om likvideringer for alvor<br />
blev brudt.<br />
21<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Filmen som historieformidler<br />
Af Ulrich og Judith Breuning<br />
Flammen & Citronen<br />
Danmark 2008<br />
Instruktion: Ole Christian Madsen<br />
Manuskript: Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen<br />
Medvirkende: Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen, Stine Stengade, Peter Mygind, Mille<br />
Lehfeldt, Flemming Enevold, Jesper Christensen, Malene Schwartz, Lars Mikkelsen,<br />
Christian Berkel, Hanns Zischler.<br />
Flammen & Citronen bygger på hændelser, der fandt sted under den tyske besættelse<br />
af Danmark 1940-45. Nedenstående undervisningsmateriale beskæftiger<br />
sig med filmen som historieformidler og består af et kort handlingsreferat,<br />
filmens fortællegreb og en række oplæg til et videre arbejde med Flammen<br />
& Citronen. Det vil her være relevant også at inddrage de filmtitler og<br />
materialer fra Det Danske Filminstitut, som omhandler 2. Verdenskrig og besættelsen<br />
1940-45.<br />
Filmens handling<br />
”Kan du huske, da de kom? Kan du huske 9. april?” Disse spørgsmål åbner<br />
og lukker historien om frihedskæmperne Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen<br />
(Mads Mikkelsen). Filmens handling udspiller sig fra maj 1944, nøjagtig<br />
et år før Danmarks befrielse, hvor Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen<br />
Schmith med dæknavnene Flammen og Citronen udfører en række likvideringer<br />
af såkaldte stikkere.<br />
Flammen og Citronen modtager navnene på deres mål fra politichefen Aksel<br />
Winther (Peter Mygind), der ifølge eget udsagn modtager ordrer fra London.<br />
Til at begynde med likvideres ’kun’ danske stikkere. Det betyder i praksis,<br />
at besættelsesmagten, repræsenteret ved Gestapo-chefen Karl Heinz<br />
Hoffmann (Hanns Zischler), tager drabene forholdsvis roligt. Men da frihedskæmperne<br />
også begynder at likvidere tyske statsborgere, der formodes<br />
at udgøre en sikkerhedsfare, tvinger de tyskerne til at gøre gengæld. Politiets<br />
efterretningstjeneste, der opererer fra Stockholm, forsøger at stoppe drabene<br />
på tyskere, da det udløser voldsomme repressalier. Tyskerne udfører for ek-<br />
22<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
sempel en voldsom gengældelsesaktion – en såkaldt schalburgtage – hvor en<br />
håndgranat kastes ind i en fyldt sporvogn med mange dødsofre til følge.<br />
Da Flammen på egen hånd går efter Gestapo-chefen Hoffmann, er det som<br />
en åben krigserklæring. De voldsomme handlinger kulminerer, da Flammen<br />
og Citronen på grund af fejlagtige informationer nedskyder uskyldige mennesker<br />
og ikke mindst et barn. Flammen får desuden ordre til at skyde sin elskerinde,<br />
Ketty (Stine Stengade), som ifølge Winther heller ikke har rent mel i<br />
posen. Nu er krigen for alvor også en personlig sag!<br />
Ketty fortæller Flammen, at Winther har ladet en række uskyldige tyskere<br />
rydde af vejen. Der er tale om tidligere forretningsforbindelser, som muligvis<br />
kan kompromittere ham, når krigen engang er slut. Flammen begynder for<br />
alvor at tvivle på sin overordnedes motiver, så da han og Citronen kaldes til<br />
møde i Stockholm, anklager Flammen Winther for forræderi. Anklagen bliver<br />
ikke taget alvorligt, og i stedet diskuterer de, hvordan krigen skal føres i<br />
den afsluttende fase. Politiets efterretningstjeneste og Frihedsrådet giver<br />
Flammen og Citronen ordre til at standse jagten på Hoffmann. De får i stedet<br />
tilbudt militære titler og den opgave at træne frihedskæmpere til det endelige<br />
slag om Danmarks fremtid. Begge afslår.<br />
I dette politiske spil om at vinde freden skaber Flammen og Citronen problemer.<br />
Tyskerne får kendskab til deres hemmelige opholdssteder, og begge<br />
frihedskæmpere kæmper med livet som indsats. Flammen efterlader et brev<br />
til Ketty, der begynder: ”Kan du huske …”<br />
Film og genre<br />
Denne på én gang spændende, uhyggelige og dybt anfægtende historie udspiller<br />
sig for knap og nap syv årtier siden, og filmens manuskript er et resultat<br />
af en grundig research af det tilgængelige materiale. Men der er ikke tale<br />
om en dokumentarisk udredning, som for eksempel er foretaget i Peter Øvig<br />
Knudsens fremragende bog Efter drabet, som siden dannede forlæg for dokumentarfilmen<br />
Med ret til at dræbe, hvor gamle modstandsfolk fortæller, og<br />
hvor likvideringerne er rekonstruerede. Instruktøren Ole Christian Madsen<br />
og forfatteren Lars K. Andersen har ikke ønsket at skildre de ’virkelige’ begivenheder,<br />
som de præcist fandt sted, men derimod sat sig for at fortælle en<br />
rigtig god historie. De tager udgangspunkt i en historisk periode og historiske<br />
begivenheder, men deres filmhistorie hæver sig op over tid og sted og<br />
fortæller en historie, hvis moraler og pointer er evigtgyldige. De vil så at sige<br />
finde en sandhed, der er større end sandheden om Flammen og Citronen. De<br />
vil diskutere mål og midler, loyalitet og svigt, mod og frygt. Og ikke mindst<br />
individets stilling over for autoriteter, hvis bevæggrunde ikke nødvendigvis<br />
altid er lige gennemskuelige.<br />
23<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Talrige danske film har skildret besættelsens fem forbandede år, og man<br />
kan, som Flemming Kaspersen er inde på i sin gennemgang af de væsentligste<br />
værker, tale om en ’subgenre’ i dansk films historie. De første film, som<br />
kom lige efter krigen, lagde vægt på heroiske og næsten nationalromantiske<br />
elementer som ofre og endelig sejr, mens senere film har udforsket mere nuancerede<br />
temaer. Flammen & Citronen er den første danske film, der direkte<br />
peger på, hvor beskidt en undergrundskrig egentlig er. Og hvor menneskeliv<br />
er endog meget billige. Filmen tåler på den led sammenligning med udenlandske<br />
mesterværker som Gillo Pontecorvos Slaget om Algier (La battaglia di<br />
Algeri, Italien 1966) om den franske besættelse af Algier og Jean-Pierre Melvilles<br />
En hær af skygger (L’armée des ombres, Frankrig 1969) om den tyske besættelse<br />
af Frankrig.<br />
Ole Christian Madsen forholder sig til modstandsfilmens traditioner og har<br />
i det visuelle udtryk søgt en stor autenticitet, hvorfor København anno 1944<br />
har måttet genfindes i Prag eller i filmstudier i Tyskland. Men han vælger at<br />
fortælle sin historie som en rendyrket genrefilm, hvilket han også tidlige<br />
gjorde i tv-serien Edderkoppen (2000) om sortbørshandel under besættelsen.<br />
Flammen & Citronen bruger således mange træk fra gangsterfilm, der beskriver<br />
et samfunds underverden med helt egne regler og moralkodeks.<br />
Gangsterfilm som genre er typisk amerikansk og foregår ofte under<br />
1920’ernes og -30’ernes forbudstid og økonomiske nedtur. Her kunne den lille<br />
mand på gaden blive en stor kanon ved at kaste sig ud i en organiseret<br />
kriminalitet, hvor man blandt andet kunne tjene hurtige penge på hasardspil,<br />
kasinoer og spiritussmugling til smugkroer. Sidstnævnte betjente en tørstig<br />
befolkning, da det moralske USA havde indført spiritusforbud. Film som<br />
Howard Hawks’ Scarface (1932), Arthur Penns Bonnie og Clyde (Bonnie and<br />
Clyde, 1967), Francis Ford Coppolas Godfather (1972), Brian De Palmas De<br />
uovervindelige (The Untouchables, 1987) og Martin Scorseses GoodFellas (1990)<br />
er typiske gangsterfilm.<br />
Flammen & Citronen fremstår desuden som en ’film noir’. ’Film noir’ – ’Sort<br />
film’ – er en betegnelse, som franske filmkritikere brugte om især amerikanske<br />
film, der er ”karakteriseret ved en dyster og skæbnetung stemning. Film<br />
noir’ens personer er enten kyniske magtmennesker, som bruger alle andre<br />
for egen vindings skyld, eller personer fanget af en fortid, de aldrig vil kunne<br />
slippe fri af … handlingen har gerne melodramatiske træk og domineres ofte<br />
af en femme fatale, en edderkoppekvinde, der spinder en eller flere mænd<br />
ind i sit net med dødelig udgang for alle … dens nattemørke storbyunivers<br />
domineres af skæve, klaustrofobiske kompositioner og dramatiske skyggevirkninger”<br />
(Filmleksikon, Munksgaard-Rosinante 1995). Billy Wilders Kvinden<br />
uden samvittighed (Double Indemnity, 1944) og Roman Polanskis Chinatown<br />
(1974) er eksempler på klassiske ’sorte film’.<br />
24<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Filmens forhold til virkeligheden<br />
Flammen & Citronen er ikke en dokumentarfilm, men en dramatisk skildring<br />
baseret på virkelige hændelser. Det betyder, at instruktøren og manuskriptforfatteren<br />
har taget sig nogle friheder i forhold til bestemte personer og scener,<br />
som optræder i filmen. F.eks. er Aksel Winther ikke en historisk figur,<br />
men løseligt baseret på politifuldmægtig Vilhelm Leifer – en af besættelsestidens<br />
mest omdiskuterede personer.<br />
Her gennemgås to eksempler på, hvordan filmen og virkeligheden spiller<br />
sammen. Der er mange flere, som kan findes ved at sammenligne scener fra<br />
filmen med billeder og beskrivelser i undervisningsmaterialet og bøger.<br />
Skudkamp på Valby Bakke<br />
Flammen og Citronens værste fjende var Gestapo, det hemmelige tyske politi.<br />
Trods advarsler fra Frihedsrådet, og selv om modstandsfolkene vidste, at det<br />
var meget farligt at dræbe tyskere, besluttede Flammen og Citronen i april<br />
1944 at udføre et attentat på Werner Best, den øverste tyske myndighedsperson<br />
i Danmark.<br />
Sammen med to andre medlemmer af Holger Danske-gruppen pakkede<br />
Flammen og Citronen en bil med maskinpistoler og kørte af sted. På Roskildevej<br />
i København så bilen. Bag rattet sad ikke Best, men en dansk Gestapomand.<br />
Hurtigt kørte de op på siden af ham og begyndte at skyde. Og da Gestapo-bilen<br />
med danskeren, som arbejdede for tyskerne, var gennemhullet og<br />
standsede, skyndte modstandsfolkene sig væk.<br />
Selv om det ikke var Werner Best, de fik ram på, lykkedes selve attentatet –<br />
manden blev dræbt. Men desværre havde han to små drenge på seks og syv<br />
år med i bilen. Den yngste slap uskadt, men den syvårige dreng blev ramt af<br />
skud. Han døde senere på hospitalet. Da Flammen fik at vide, at de havde<br />
dræbt et barn, fik han det meget dårligt. Samvittigheden nagede ham.<br />
I filmen er denne begivenhed skrevet om, så det ikke er en tilfældig dansker,<br />
som arbejder for Gestapo, Flammen og Citronen slår ihjel. Derimod er<br />
det selveste Gestapo-chefen, Hoffmann, som de vil myrde. Men attentatet slår<br />
fejl, fordi det ikke er Hoffmann, som sidder i bilen – men en anden mand,<br />
som har sine børn med på bagsædet. Det er et godt eksempel på, hvordan den<br />
faktuelle historie og den fiktive fortælling i filmen spiller sammen.<br />
25<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
9. april 1940 – set gennem porten<br />
Der findes utallige fotografier, som viser tyskernes indtog i Danmark den 9.<br />
april 1940. Mange danskere var på gaden og så lastbilerne med tyske soldater<br />
køre ind i byerne. Ét af de mest kendte billeder er taget i en port og viser tre<br />
personer, som står og betragter en vognfuld tyske soldater passere. I filmen<br />
optræder der en næsten identisk scene, som viser Citronens reaktion på den<br />
tyske besættelse. Hvor personerne på det historiske foto er statiske og betragtende,<br />
er der i filmscenen en klar stillingtagen, som peger frem mod Citronens<br />
senere involvering i modstandsarbejdet.<br />
26<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Relevante film og materialer<br />
fra Det Danske Filminstitut<br />
Film<br />
Kornet er i fare<br />
Hagen Hasselbalch, Danmark 1944<br />
9 min.<br />
Officielt er "Kornet er i fare" en traditionel, oplysende dokumentarfilm om vigtigheden<br />
af skadedyrsbekæmpelse, hvor bugnende kornmarker og fyldte kornlofter er i fare for<br />
især kornsnudebillen, som gnaver hul i kornets kerne og lægger æg der. Men uofficielt<br />
handler filmen om Danmarks frihedskamp, og det var ikke svært for et biografpublikum<br />
i 1944 at sætte lighedstegn mellem kornsnudebillens hærgen og den tyske besættelsesmagt,<br />
der også blev oplevet som "ædende, ødelæggende, ynglende". Speakerkommentaren<br />
bruger bevidst militære termer og erstat blot slutbudskabets ord "høst"<br />
med "frihed", og den rette mening bryder frem: "Slut op i kampen mod kornskadedyrene.<br />
Husk: Det gælder Danmarks høst"! En klassisk propagandafilm fra besættelsestiden<br />
Det gælder din frihed<br />
Theodor Christensen, Danmark 1946<br />
106 min.<br />
”Det mest forsinkede nej i Danmarks historie” – sådan lyder det om den danske regerings<br />
endelige frasigelse af samarbejdet med den tyske besættelsesmagt den 28. august<br />
1943 i Theodor Christensens fornemme redigering af filmoptagelser fra besættelsen.<br />
Bestilt af Frihedsrådet og med premiere den 4. maj 1946 rejste filmen straks voldsom<br />
debat ved sine skarpe kommentarer til den danske politik, der var ført umiddelbart før<br />
og i de første år af besættelsesårene. Men i dag fremstår den stærkt som en flot filmisk<br />
dokumentation af et stykke danmarkshistorie. En smuk og klassisk dokumentarfilm<br />
om besættelsesårene, der også har leveret meget stof til den senere besættelsesfilm "De<br />
fem år".<br />
27<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Med ret til at dræbe<br />
Morten Henriksen, Peter Øvig Knudsen, Danmark 2003<br />
111 min.<br />
Dokumentarfilm om de 400 likvideringer, som modstandsbevægelsen foretog i Danmark<br />
under besættelsen. En række af de folk, der deltog i likvideringerne, fortæller efter<br />
langvarig tavshed og for første gang på film om deres oplevelser og konsekvenserne<br />
heraf. Det var ikke gratis. Efter krigen blev likvideringerne mørklagt. Det var en bevidst<br />
politik, og også dette var medvirkende til, at drabene har trukket blodige spor<br />
gennem mange menneskers liv. Filmen, der baserer sig på Peter Øvig Knudsens bog<br />
"Efter drabet", består af interviews, dokumentaroptagelser og rekonstruktioner af begivenheder.<br />
Filmen er i fire afsnit – og et af afsnittene handler specifikt om Flammen.<br />
Min morfars morder – en film om tilgivelse<br />
Mikala Krogh, Søren Fauli, Danmark 2004<br />
59 min.<br />
Filminstruktør Søren Fauli sætter sig for at tilgive sin morfars morder, Søren Kam, den<br />
sidste nulevende danske SS-officer, for det mord, han begik på Faulis morfar i slutningen<br />
af 2. Verdenskrig. For Sørens mor er dette tilgivelsesprojekt vanskeligt, for hun mistede<br />
sin far, da hun var 13 år. Og sorgen over tabet og over, at morderen stadig er på<br />
fri fod, har præget hele hendes liv. Fauli vil prøve at opsøge morderen og via samtaler<br />
med sin mor forsøge at løsne den smerte, hun har følt igennem hele sit liv. Filmen rejser<br />
spørgsmål som: Hvordan tackler vi det problem, at alle krige skaber efterladte, som<br />
har mistet dem, de holder af? Og hvordan forholder vi os til, at mange af bødlerne stadig<br />
er på fri fod?<br />
Skaf filmene<br />
”Min morfars morder” og ”Med ret til at dræbe” kan ses i dvd-kvalitet på internettet<br />
via abonnementstjenesten www.filmstriben.dk.<br />
Alle filmene kan desuden lånes på biblioteket eller via landets Centre for Undervisningsmidler,<br />
og de kan købes til skoler, biblioteker og institutioner via<br />
www.biblioteksmedier.dk.<br />
Det Danske Filminstitut distribuerer en række andre film om besættelsestiden – se<br />
Filminstituttets netkatalog: www.dfi.dk/DFIKataloget<br />
28<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
<strong>Undervisningsmateriale</strong><br />
Nedenfor finder du links til gratis undervisningsmaterialer fra Det Danske Filminstitut.<br />
Materialerne kan frit downloades og printes ud til brug i undervisningen.<br />
Bemærk: på nær filmene i temapakken ”Anden verdenskrig” distribuerer Det Danske<br />
Filminstitut ikke nedenstående film. De fleste af titlerne er dog almindeligt tilgængelige<br />
på dvd.<br />
Temapakke ”Anden verdenskrig”:<br />
http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/andenverdenskrig/<br />
et materiale til seks film om anden verdenskrig, heriblandt ”Det gælder din frihed”.<br />
Forfalskerne: http://www.dfi.dk/filmiskolen/undervisningsmaterialer/alfabetisk/uvmat/forfalskerneuvm.htm<br />
materiale til den tyske spillefilm om nazisternes falskmøntnerprojekt i Buchenwald.<br />
Napola:<br />
http://www.dfi.dk/filmiskolen/undervisningsmaterialer/alfabetisk/napola/forside.htm<br />
materiale til den tyske spillefilm om en drengs oplevelser på en nazistisk eliteskole.<br />
Sophie Scholl – de sidste dage:<br />
http://www.dfi.dk/filmiskolen/undervisningsmaterialer/alfabetisk/uvmat/sophiescholl.htm<br />
Materiale til den tyske spillefilm om optrævlingen af den tyske modstandsgruppe Hvide<br />
Rose.<br />
Der Untergang: http://129.142.12.139/deruntergang/<br />
materiale til den tyske spillefilm om Hitlers sidste dage i Berlin.<br />
Øen i Fuglegaden: http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/oenifuglegaden/<br />
- materiale til Søren Kragh-Jacobsens film om en jødisk drengs oplevelser i Warszawas<br />
ghetto i 1943.<br />
29<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
10 centrale danske spillefilm om besættelsen 1940-45<br />
Besættelsestiden har været skildret i en række danske spillefilm. Nedenfor kan du læse<br />
om ti af de vigtigste – fra 1945 til 2008. Listen omfatter ikke dokumentarfilm, men i<br />
Filminstituttets netkatalog kan du finde en række centrale dokumentariske skildringer<br />
af perioden: www.dfi.dk/DFIKataloget.<br />
Bemærk: Det Danske Filminstitut distribuerer ikke nedenstående film. De fleste af titlerne<br />
er almindeligt tilgængelige på dvd.<br />
Den usynlige hær (1945, instruktion: Johan Jacobsen)<br />
Med premiere den 6. oktober 1945 var dette den første danske spillefilm om den netop<br />
overståede besættelse. Mogens Wieth spiller modstandsmanden, der vender hjem til<br />
Danmark efter fire år i England for at lede en sabotageaktion. Ebbe Rode er vennen, der<br />
må opgive sin hidtidige passivitet overfor tyskerne og tage aktivt del i modstandskampen,<br />
og Bodil Kjer er kvinden i midten. Filmen er dels et romantisk trekantsdrama, dels<br />
en spændende skildring af forberedelsen og udførelsen af en aktion mod en tyskvenlig<br />
fabrik.<br />
De røde enge (1945, instruktion: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun.)<br />
To måneder efter ”Den usynlige hær” var der premiere på denne noget mere mørke og<br />
barske film. En del af filmen fortælles i flashback af modstandsmanden Michael (Poul<br />
Reichhardt), der tortureres og dødsdømmes af Gestapo i Dagmarhus. Den tyske forhørsleder<br />
er rendyrket ond, mens der er flere nuancer i skildringen af Reichhardts tyske<br />
fangevogter. En utvetydig hyldest til de danske modstandsfolk og deres ofte store<br />
personlige ofre.<br />
3 år efter (1948, instruktion: Johan Jacobsen)<br />
Interessant skildring af det moralske opgør i årene umiddelbart efter befrielsen. De to<br />
centrale figurer er en arkitekt (Angelo Bruun) og en fabrikant (Ib Schønberg), som begge<br />
har samarbejdet med tyskerne under krigen – den ene er nu plaget af samvittighedskvaler,<br />
mens den anden ikke mener, at han har gjort noget galt. Intens, lavmælt og<br />
alvorlig. Baseret på Soyas skuespil ”Efter”.<br />
Der kom en dag (1955, instruktion: Sven Methling)<br />
I anledning af 10-året for befrielsen lavede man denne skildring af modstandskampen,<br />
der både fungerer som spændingsfilm og som hyldest til modstandsbevægelsen. I stil<br />
med ”Den usynlige hær” følger filmen to danske sabotører, uddannet i England, som<br />
vender tilbage til Danmark og deltager i sabotage. Filmen har desuden interessante<br />
passager udspillet i nutidens 1955, som sætter handlingen i et lidt større perspektiv.<br />
30<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Filmen delte årets Bodil til bedste film med Carl Th. Dreyers ”Ordet”. Baseret på en<br />
roman af modstandsmanden Flemming B. Muus.<br />
Der var engang en krig (1966, instruktion: Palle Kjærulff-Schmidt)<br />
Ikke en decideret besættelsesfilm – snarere en klassisk ungdomsfilm med besættelsestiden<br />
som konstant nærværende kulisse. Filmen handler om den 14-årige Tim, som<br />
drømmer om store heltebedrifter, mens hans hverdag i virkeligheden ligner enhver<br />
anden drengs. Fantasiscener (bl.a. med Tim som heltemodig modstandsmand) blandes<br />
fornemt med fine skildringer af en dansk krigshverdag anno 1944. Manuskript af Klaus<br />
Rifbjerg.<br />
Den korte sommer (1976, instruktion: Edward Fleming)<br />
En af de få skildringer af danske ”feltmadrasser” eller ”tyskertøser”, dvs. kvinder som<br />
havde forhold til tyske soldater. Ghita Nørby spiller den enlige mor, som forelsker sig i<br />
en tysk officer (Henning Jensen). ”Den korte sommer” fik en Bodil som bedste film, og<br />
Ghita Nørby fik en statuette for sin præstation i hovedrollen.<br />
Forræderne (1983, instruktion: Ole Roos)<br />
Januar 1945. To unge Frikorps Danmark-soldater (spillet af Allan Olsen og Ole Meyer)<br />
deserterer og jagtes nu både af tyskerne og af danske modstandsfolk. De to hovedpersoner<br />
skildres som naive tabere, men hverken tyskerne eller modstandsbevægelsen<br />
sættes i noget mere positivt lys. En mørk og stemningsfuld og frem for alt anderledes<br />
dansk besættelsesfilm. Et spændende modbillede til genrens dominerende helteskildringer.<br />
Baseret på Erik Aalbæk Jensens roman ”Kridtstregen”.<br />
Drengene fra Sankt Petri (1991, instruktion: Søren Kragh-Jacobsen)<br />
Churchill-klubben var en gruppe unge modstandsfolk fra Aalborg, som opererede i<br />
den første halvdel af besættelsen – de var de første sabotører, der blev taget af tyskerne.<br />
Søren Kragh-Jacobsens film tager udgangspunkt i virkelighedens Churchill-klub og<br />
skildrer, hvordan drengestreger udvikler sig til sabotage, og hvordan krigen pludselig<br />
bliver blodig alvor for en flok teenagedrenge.<br />
De nøgne træer (1991, instruktion: Morten Henriksen)<br />
En ung sabotør forelsker sig i sin gruppeleders kone. Forholdet gør, at han pludselig<br />
står splittet mellem kærligheden og modstandskampen. Et godt eksempel på en velproduceret,<br />
nyere skildring af besættelsestiden – men stadig med mange af de traditionelle<br />
elementer, som man finder helt tilbage til f.eks. ”Den usynlige hær”. Baseret på en<br />
roman af Tage Skou-Hansen.<br />
31<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Flammen & Citronen (2008, instruktion: Ole Christian Madsen)<br />
Autentisk baseret skildring af de to legendariske modstandsfolk. Som den hidtil dyreste<br />
danske film er den naturligt meget velproduceret. Den har både blodige modstandsaktioner<br />
og kærlighedsplot og passer således fint i den danske tradition for besættelsesfilm.<br />
Men det er samtidig den første film, som for alvor dykker ned i det mørke<br />
kapitel af besættelsens historie, der handler om modstandsbevægelsens likvideringer.<br />
Det centrale moralske dilemma hér er således ikke, om man skal kæmpe eller ej –<br />
men hvor langt man kan tillade sig at gå. Peter Øvig Knudsen kommer ind på emnet i<br />
sin bog ”Efter drabet”, som siden er blevet bearbejdet til dokumentarfilmen ”Med ret til<br />
at dræbe”.<br />
32<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Relevant fag- og skønlitteratur<br />
FAGLITTERATUR<br />
Efter drabet<br />
Peter Øvig Knudsen, Gyldendal 2001<br />
378 sider, illustreret<br />
I Efter drabet træder en række modstandsfolk efter 55 år frem og fortæller om de danske<br />
likvideringer under 2. Verdenskrig, hvor omkring 400 danskere blev dræbt af den danske<br />
modstandsbevægelse. Drabene blev efter krigen dysset ned, men med denne bog<br />
kommer nogle af myterne omkring modstandsbevægelsens mere kontroversielle bedrifter<br />
frem i lyset. Bogens forfatter, Peter Øvig Knudsen, har med baggrund i interviews<br />
og dokumenter fra hidtil lukkede arkiver beskrevet en knap så flatterende side af<br />
modstandskampen, der hidtil har været gemt godt af vejen i den gode sags tjeneste. Et<br />
af bogens afsnit består af et interview med Flammens far og giver et godt billede af<br />
Flammens person.<br />
Stikkerdrab: modstandsbevægelsens likvideringer af danskere under besættelsen<br />
Stefan Emkjær, Aschehoug, 2000<br />
223 sider, illustreret<br />
Da den tyske besættelse af Danmark endelig var ovre, stod danskerne over for et stort<br />
retsopgør. Det var ikke blot de danskere, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt,<br />
der stor for skud. Flere højtstående politikere havde sat sig for at undersøge<br />
modstandsfolkenes mange likvideringer. Denne bog handler om de flere end 400 drab,<br />
som modstandsbevægelserne udførte på danskere i besættelsens sidste år. Drabene går<br />
under betegnelsen stikkerlikvideringer, men forfatteren mener, at der kun i et fåtal af<br />
sagerne faktisk var tale om stikkeri. Bogen graver lidt dybere ned i, hvem der gav ordre<br />
til disse drab, og kaster samtidig lys på de mennesker der blev skudt og på de, der<br />
skød. En af de største fortalere for at stoppe undersøgelserne af stikkerdrabene Frode<br />
Jakobsens rolle tages også op til kritisk revision<br />
Bogen om Churchill-klubben: Churchill-klubben, Breve fra fængslet, Sidste krigsår,<br />
Sagen om Churchill-klubben<br />
Knud Pedersen, Lindhardt og Ringhof, 2005<br />
627 sider, illustreret<br />
33<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Frihedskæmperen Knud Pedersen var medlem af Churchill-klubben og fortæller her<br />
historien om en gruppe drenge og unge, der i Aalborg i foråret 1942 dannede besættelsestidens<br />
første sabotagegruppe. Churchill-klubben bestod af drenge fra 15-17årsalderen,<br />
der pga. af deres aktioner under besættelsen skabte sig et ry, der den dag i<br />
dag lever i bedste velgående, og som bl.a. har givet inspiration til bogen og filmen<br />
Drengene fra Skt. Petri. Bogen er en samlet udgave af bøgerne Churchill-klubben, der udkom<br />
i 1946, fulgt op af Breve fra fængslet i 1946 og to år senere af Sidste krigsår. Denne<br />
samlede udgave indeholder desuden et afsnit med kildemateriale, hovedsageligt fra<br />
Rigsarkivet, og her for første gang gengivet i ucensureret form.<br />
Sabotagegruppen BOPA 1942-1945<br />
Esben Kjeldbæk, Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997<br />
512 sider, illustreret<br />
En af de mest fremtrædende danske modstandsgrupper under besættelsen var den<br />
venstreorienterede BOPA, der havde rod i kommunismen. I denne bog gives et dokumenteret<br />
overblik over BOPAs historie fra begyndelse til slutning. Bogen handler om<br />
BOPA set indefra, men sat i forhold til den generelle besættelseshistorie. Bogen bygger<br />
på mere end 70 interviews, som siden 1977 er indsamlet blandt medlemmerne af<br />
BOPA. Læseren får et overblik over organisationens historie, men kommer samtidig<br />
tæt på en række af dens medlemmer. Bogen indeholder tillige beskrivelser af de enkelte<br />
sabotageaktioner.<br />
Dobbeltagenten – en stikkers historie<br />
Jørgen Røjel, Samleren, 2000<br />
159<br />
Biografien omhandler den eneste hidtil kendte dobbeltagent blandt de godt 1000 stikkere,<br />
der arbejdede i Danmark under besættelsen. Han hed Harvey Jensen, og hans aktiviteter<br />
fik katastrofale følger for modstandsbevægelsen. En lang række jernbanesabotører<br />
blev angivet, og SOE’s kontaktnet blev pga. hans stikkeri trævlet op med over 200<br />
anholdelser som resultat. I juli 1944 skiftede Harvey Jensen side og blev dobbeltagent<br />
for nedkastchefen i Jylland, hvor han reddede livene for mange nedkastningsfolk. Mod<br />
slutningen af krigen måtte han dog gå under jorden, da Gestapo opdagede hans dobbeltspil.<br />
Efter befrielsen blev han antaget som tolk i det engelske hovedkvarter i København.<br />
I oktober 1945 blev han endelig afsløret og idømt 18 års fængsel. Formildende<br />
omstændigheder fik ham dog løsladt allerede i 1950.<br />
34<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Under hagekors og Dannebrog: danskere i Waffen SS 1940-45<br />
Claus Bundgård Christensen, Aschehoug, 1999<br />
521 sider, illustreret<br />
Under hagekors og Dannebrog beskriver de danskere, der tog del i kampen på den anden<br />
side. I bogen møder vi nemlig en gruppe danske statsborgere, som oplevede nogle af<br />
de mest dramatiske sider af 2. Verdenskrig. De var soldater i den nazistiske militærorganisation<br />
Waffen SS og blev indsat på den hårdeste front af dem alle, Østfronten. Omkring<br />
6.000 gjorde tjeneste her i løbet af krigen - og en tredjedel af dem faldt inden kapitulationen.<br />
For mange af de øvrige fulgte flere år i fangenskab i allierede krigsfangelejre<br />
og danske fængsler.<br />
Hvorfor gjorde I det?<br />
Jørgen Kieler, Gyldendal 2001<br />
To bind<br />
I besættelsesårene var forfatteren Jørgen Kieler modstandsmand og sabotør. Sammen<br />
med sine to ældre søskende omdannede han som ung student deres fælles studenterhybel<br />
i København til et samlingssted for kommende modstandsfolk. Det illegale arbejde<br />
udviklede sig i første omgang til Frit Danmarks Studentergruppe, men senere<br />
afgav gruppen også medlemmer til Holger Danske og dermed til sabotagearbejde. Debatbogen<br />
her skildrer den kreds af unge idealister, der under 2. Verdenskrig valgte<br />
modstandskampen og gennemlevede dens konsekvenser, og Jørgen Kieler gennemgår<br />
næsten time for time de forskellige aktioner, nogle succesrige, andre skæbnesvangert<br />
mislykkede.<br />
Sådan valgte de: syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid<br />
Redigeret af Hans Kirchhoff, Gyldendal 2008<br />
200 sider<br />
Bogens gennemgående tema er valget mellem modstand og samarbejde med den tyske<br />
besættelsesmagt. De portrætterede er repræsentanter fra forskellige aktørgrupper, der<br />
spillede en stor rolle for udviklingen under krigen. I bogen er de parret, så de har<br />
samme udgangspunkt, men kæmper på hver sin side. Bogen skildrer et udpluk af de<br />
mange forskellige reaktionsmønstre under besættelsen – hvordan det både var tilfældigheder,<br />
overbevisninger, vrede og sund fornuft, der afgjorde, om man kæmpede<br />
mod, for eller bare så til fra sidelinjen.<br />
35<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Sabotage: da danskere gik til aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt<br />
Andreas Skov, Documentas, 2003<br />
175 sider, illustreret<br />
Danmark var besat, og nu skulle der ydes aktiv modstand. Denne nationalfølelse og<br />
trang til at gøre noget drev omkring 400 danskere i modstandsorganisationen BOPA til<br />
aktiv kamp mod den tyske besættelsesmagt. Historikeren Andreas Skov baserer sin<br />
fremstilling på udsagn fra mange af de personer, der tog aktiv del i aktionerne. Hans<br />
bog om modstandsbevægelsens mange sabotageaktioner bygger således på aktionsrapporter<br />
og udsagn fra sabotører. Den beskriver samtidig hovedlinjerne i modstandsorganisationen<br />
BOPAs sabotageaktioner samt den øvrige sabotage i Danmark.<br />
Oprør<br />
Andreas Skov, Documentas, 2003<br />
188 sider, illustreret<br />
I august 1943 var der oprør i gaderne i Odense, Esbjerg, Aalborg, Århus og en række<br />
andre byer på Fyn og i Jylland. Oprørerne blev senere kendt som Augustoprøret, der<br />
førte til, at regeringen den 29. august blev tvunget til at overlade styret af Danmark til<br />
den tyske besættelsesmagt. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, og den tyske<br />
Værnemagt overtog den danske regerings beføjelser. Mere end tre års samarbejdspolitik<br />
var slut. I denne bog har historikeren Andreas Skov interviewet danskere, der tog<br />
aktiv del i begivenhederne dengang. Herudover har han gennemgået breve, dagbøger<br />
og illegale blade. Med udgangspunkt i dette skriver han en dramatisk fortælling om en<br />
af de mest intense perioder i Danmarks historie, hvor begivenhederne på gadeplan også<br />
bliver koblet sammen med den landspolitiske situation.<br />
9. april<br />
Flemming Søeborg, Documentas, 2005<br />
187 sider, illustreret<br />
Forfatter Flemming Søeborg fortæller her om optakten til besættelsen, de højspændte<br />
begivenheder på selve dagen og danskernes hverdag i tiden efter den tyske indmarch.<br />
Bogen bygger på beretninger, artikler, breve og øjenvidneskildringer, hvor især de højspændte<br />
dage i begyndelsen af april 1940 skildres indgående, og besættelsen følges minut<br />
for minut med nærkampene i Sønderjylland, verdenshistoriens første nedkastning<br />
af faldskærmstropper i Aalborg og Vordingborg samt landgang i København, hvor politikerne<br />
i samråd med kongen under hårde, tyske trusler og kampe uden for vinduerne<br />
på Amalienborg måtte acceptere besættelsen.<br />
36<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Befrielsen<br />
Andreas Skov og Flemming Søeborg, Documentas, 2004<br />
206 sider, illustreret<br />
Den 4. maj 1945 kl. 20.36 lød befrielsesbudskabet fra BBC i de danske radioer. Kun få<br />
minutter efter var gaderne fyldt af en jublende befolkning. Danmark var atter frit, der<br />
var glæde i de små hjem, men samtidig begyndte modstandsfolkenes arbejde med at<br />
arrestere de mange såkaldte kollaboratører. Trods frihed blev denne dag en af de blodigste<br />
med mange dræbte og sårede. Andreas Skovs bog om befrielsen bygger på beretninger,<br />
artikler, breve og øjenvidneskildringer fra befrielsessommeren og skildrer<br />
stemningen i Danmark efter 5 års besættelse.<br />
Peter-Gruppen<br />
Frank Bøgh, Documentas, 2004<br />
288 sider<br />
Efter ordre fra Hitler iværksatte tyskerne fra slutningen af 1943 en modterror, der skulle<br />
søge at dæmme op for den stigende modstand i Danmark. Mest berygtet var Petergruppen.<br />
Peter-gruppen stod blandt andet bag mordet på præsten Kaj Munk, attentater<br />
mod passagertog i Østjylland med 20 omkomne og adskillige hårdt kvæstede, sprængningen<br />
af dele af Tivoli, Domus Medica, Odinstårnet i Odense og ØK-bygningen i København.<br />
Forfatteren Frank Bøgh har interviewet en lang række mennesker, hvis liv på<br />
den ene eller anden måde blev påvirket af Peter-gruppens ugerninger. Stoffet bygger<br />
også på en indgående research i politiets egne rapporter over de enkelte sager samt i de<br />
omfangsrige beskrivelser i blade og bøger, publiceret under og efter besættelsen. Bogen<br />
slutter med udførligt at skildre landsforrædernes skæbne i retsopgøret. I alt syv af Peter-gruppens<br />
danske medlemmer blev henrettet efter besættelsen.<br />
Folkestrejken – Da hovedstaden gjorde oprør<br />
Rasmus Jørgensen, Documentas, 2004<br />
175 sider, illustreret<br />
Fra den 26. juni til 4. juli 1944 gik den københavnske befolkning i strejke. Det var en<br />
gengældelsesaktion mod tyskerne, der havde indført spærretid. Folkestrejken, som den<br />
hedder i den kollektive bevidsthed, gav genlyd i den allierede verden som det mest<br />
markante slag mod de tyske besættelsestropper i Danmark. Gaderne i København var<br />
oplyst af utallige bål, sporvogne blev væltet, butikkerne lukkede. Tyskerne svarede<br />
igen ved at sprænge dele af Tivoli i luften, mange danske sabotører blev henrettet, og<br />
omkring 700 danske civile blev såret og dræbt i urolighederne. Den danske hovedstad<br />
37<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
var i kaos. Historikeren Rasmus Jørgensen gengiver de højspændte begivenheder, som<br />
de udspandt sig i de københavnske gader. De politiske beslutninger og konsekvenser<br />
bliver belyst, og det københavnske sammenhold beskrives af de mange vidner, der oplevede<br />
de dramatiske dage.<br />
Kim: uddrag af dagbog og brevet skrevet fra hans syttende til hans enogtyvende år<br />
Kim Malthe-Bruun, Høst 1995 (opr. 1945)<br />
Kim Malthe-Bruuns breve til familien, fra han var 17 år og en tænksom iagttager af<br />
verden omkring ham, til han blev taget som frihedskæmper og sad i fangenskab, indtil<br />
han blev henrettet af tyskerne<br />
OPSLAGSVÆRKER<br />
Gads leksikon: Hvem var hvem 1940-1945<br />
Redigeret af Hans Kirchhoff m.fl., Gads Forlag, 1994<br />
Dette leksikon er blevet til med hjælp fra omkring 50 forskere, der tilsammen har udarbejdet<br />
værkets cirka 500 biografier. Bogen rummer således størstedelen af den personkreds,<br />
der på den ene eller den anden måde har spillet en rolle i besættelsestiden.<br />
Gads leksikon om Dansk besættelsestid 1940-1945<br />
Redigeret af Hans Kirchhoff m.fl., Gads Forlag, 2002<br />
Det bedste og mest dækkende opslagsværk om besættelsen, skrevet af omkring 50 af<br />
landets dygtigste forskere, der tilsammen har udarbejdet de over 400 opslag og illustrationer.<br />
Bogen samler i leksikal form besættelsesårenes historie, personer og begivenheder<br />
og beskriver såvel de økonomiske som de sociale forhold, danskerne levede under<br />
– både de, der arbejdede for og imod tyskerne.<br />
Besættelsen dag for dag<br />
Rasmus Jørgensen, Aschehoug 2004<br />
Denne opslagsbog giver et godt overblik over besættelsen i Danmark 1940-1945 med<br />
fokus på både de militære og politiske begivenheder. Desuden indeholder bogen en<br />
oversigt over de væsentligste begivenheder i det dansk-tyske forhold fra den tyske besættelse<br />
til udviklingen i Danmark efter befrielsen og frem til valget i oktober 1945.<br />
38<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
SKØNLITTERATUR<br />
De nøgne træer<br />
Tage Skou-Hansen, Gyldendal, 1996<br />
Tage Skou-Hansens roman, der udkom første gang i 1957, er stadig en af de mest læste<br />
romaner om besættelsestidens Danmark. Romanen foregår i Århus fra december 1943<br />
til oktober 1944, fra træerne er nøgne, til de er ved at blive det igen. Den er en fortælling<br />
om dansk ungdom under 2. Verdenskrig. Bogens hovedperson, Holger Mikkelsen,<br />
er en ung, lidt naiv, nybagt student, der bliver involveret i en århusiansk modstandsgruppe.<br />
Bogen rummer både spænding i form af modstandsgruppens aktioner, der<br />
også fører død og ulykke med sig, og kærlighed – endda forbudt kærlighed mellem<br />
Holger og Gerda, der er gift med modstandsgruppens leder Christian.<br />
Frydenholm<br />
Hans Scherfig, Gyldendal, 1962<br />
Bogens omdrejningspunkt er den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45. Særligt<br />
fokus er der på såvel regeringens som den jævne danskers holdning til besættelsen og<br />
samarbejdspolitikken. Det er især historien om de danske kommunisters skæbne under<br />
2. Verdenskrig. To faktiske begivenheder ligger til grund for romanen fra 1962: interneringen<br />
af fremtrædende danske kommunister efter angrebet på Sovjetunionen 22. juni<br />
1941 og den grundlovsstridige lov, der med tilbagevirkende kraft forbød al kommunistisk<br />
virksomhed. Vi følger begivenhedernes konsekvenser for Martin Olsen, der sidder<br />
i en tysk kz-lejr, og for hans familie hjemme på godset Frydenholm på Sydsjælland.<br />
Kridtstregen<br />
Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1976<br />
Kridtstregens handling udspiller sig i de sidste fire måneder af 2. Verdenskrig, hvor vi<br />
følger to hjemvendte Frikorps Danmark-folks flugt både fra modstandsfolk og SS.<br />
Hovedpersonerne Hardy Bunken og Bertel Kratholm går i tjeneste hos tyskerne, Hardy<br />
fordi han er efterlyst i Aalborg i forbindelse med mordet på en servitrice, og Bertel fordi<br />
han er stærkt inspireret af sine forældres fascination af nazismen. Hardy og Bertel<br />
kommer tilbage til Danmark for at gøre tjeneste i en lille sydsjællandsk by, men nytårsnat<br />
1945 beslutter de sig for at desertere og søge mod deres hjemegn i Vendsyssel.<br />
39<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Drengene fra Sankt Petri<br />
Bjarne Reuter, Gyldendal, 1991<br />
Drengene fra Sankt Petri handler om en drengegruppe fra Aalborg, der danner en hemmelig<br />
klub med det formål at gøre Værnemagten til grin. Den foregår i perioden sommeren<br />
1942 til vinteren samme år. De to brødre, gymnasieeleverne Gunnar og Lars<br />
Balstrup, har dannet en gruppe sammen med to af Gunnars klassekammerater – gruppen,<br />
der siden er blevet kendt som Churchill-gruppen. De holder til på loftet af Sankt<br />
Petri Kirke, hvor deres far er præst. Gruppens modstand mod tyskerne består til at begynde<br />
med mest af drengestreger, såsom at stjæle nummerplader, skråhuer og vimpler,<br />
men tingene udvikler sig fra drengestreger til livsfarlig sabotage.<br />
Bogen handler også om Lars’ forelskelse i Gunnars kæreste, Irene. Hun gengælder hans<br />
følelser, og det giver samvittighedsnag.<br />
Om så det gælder<br />
Hanne Richardt Beck, Gyldendal, 2007<br />
Om så det gælder er en historie om de hemmeligheder og løgne, vi har for os selv og vores<br />
nærmeste, og om de afgørende valg, vi træffer i livet. Samtidig er det en roman om<br />
vores kollektive fortællinger om vindere og tabere, om besættelse og kærlighed.<br />
Søskendeparret Viggo og Vita med den socialdemokratiske baggrund flytter i 1933 fra<br />
Nørrebro til Brønshøj, hvor de møder rigmandssønnen Max. I 1940'erne går Vita og<br />
Max ind i det illegale arbejde med fatale følger.<br />
Besættelse<br />
Benni Bødker, Carlsen, 2005<br />
Besættelse foregår under den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Det er<br />
både en spændende roman om sabotage og modstandskamp og en skildring af, hvordan<br />
det er at vokse op i en nazistisk familie og ikke anskue alting i sort-hvid.<br />
Hovedpersonen Jesper er stolt af sin storebror, der kæmper i tysk uniform som frivillig<br />
på Østfronten. Men alt forandres, da Jesper en dag snyder sig til at læse et uhyggeligt<br />
brev fra broren, som ikke har været igennem den tyske feltcensur.<br />
Jespers far er nazist, og derfor er de blevet nødt til at flytte til en lille provinsby, hvor<br />
ingen kender dem. I Jespers nye skole møder han en flok spejderdrenge, der gerne vil<br />
være modstandsfolk. Og med en pistol fra en tysk officer kan meget pludselig lade sig<br />
gøre. Jesper har fået nok af løgn, afmagt og drengesteger. Han vil gøre noget, og han<br />
slutter sig til en modstandsgruppe.<br />
40<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
OM FILMEN<br />
Flammen & Citronen – bag om Ole Christian Madsens besættelsesdrama<br />
Christian Mongaard<br />
Christian Monggaard, der til daglig arbejder som filmanmelder på dagbladet Information,<br />
har fulgt tilblivelsen af "Flammen & Citronen". Det er blevet til denne bog, som er<br />
udgivet sammen med filmmagasinet EKKO #40 (februar 2008). Bogen følger hele processen<br />
med at lave filmen og rummer bl.a. interviews med instruktøren, manuskriptforfatteren<br />
og flere af de medvirkende. Bemærk, at bogen ikke er tilgængelig i almindelig<br />
handel – den kan udelukkende fås sammen med EKKO #40. Se www.ekkofilm.dk.<br />
41<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
På nettet<br />
Her finder du flere oplysninger om filmen og de historiske begivenheder og personer.<br />
http://www.flammenogcitronen.dk<br />
Det officielle websted for filmen ”Flammen & Citronen”.<br />
http://www.natmus.dk/sw54219.asp<br />
Frihedsmuseets websted om de virkelige personer bag filmen.<br />
http://www.befrielsen1945.dk<br />
Stort websted om Danmarks befrielse og tiden under besættelsen er beregnet til undervisning<br />
i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser. Webstedet er udarbejdet<br />
i anledning af 60-året for befrielsen<br />
http://www.besaettelse-befrielse.dk<br />
Internetleksikon om Danmark under besættelsen og befrielsen. Siden henvender sig til<br />
folkeskolens ældste klasser, ungdomsuddannelserne og til den alment interesserede.<br />
http://www.besaettelsen.dk<br />
Danmark 1940-45 er et netbaseret undervisningsmateriale om besættelsestidens Danmark.<br />
For at få adgang til materialet, skal man købe et log-in. Hjemmesiden henvender<br />
sig primært til 7.-10. klasse og kan bruges i historie, samfundsfag og dansk samt engelsk,<br />
tysk, matematik, religion og geografi.<br />
http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=besahele<br />
FaktaLink er et elektronisk tidsskrift. Artiklerne giver en introduktion til og en uddybende<br />
information om aktuelle og klassiske emner, links til videre læsning på internettet<br />
samt henvisninger til illustrationer, artikler, bøger, tv- og radioindslag med mere<br />
om et givent emne. Dette specifikke FaktaLink handler om besættelsestiden: Om optakten,<br />
invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag,<br />
den voksende modstand og afslutningen på krigen.<br />
http://www.besaettelsestiden.dk<br />
Dette websted er primært henvendt til elever i gymnasiet og folkeskolens ældste klasser<br />
samt almindeligt interesserede. Den præsenterer besættelsestidens historie, herunder<br />
særligt den politiske, gennem en historisk fremstilling suppleret og udbygget med<br />
leksikalske funktioner. Desuden præsenteres udvalgt litteratur og relevante websteder.<br />
HISTORIE LABORATORIET påtager sit intet ansvar for indholdet af siderne, ej heller skadelig programkode eller lignende.<br />
42<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk