Undervisningsmateriale - historielaboratoriet
Undervisningsmateriale - historielaboratoriet
Undervisningsmateriale - historielaboratoriet
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
stadig mere desperate, mens frihedskæmperne vidste, at de snart havde<br />
vundet over besættelsesmagten.<br />
Det højeste antal likvideringer på én måned var 106 – altså en fjerdedel af<br />
alle stikkerdrab – og de fandt sted i april 1945, meget kort tid før tyskerne<br />
kapitulerede om aftenen den 4. maj 1945. Omkring halvdelen af alle stikkerdrab<br />
fandt sted i København, og godt ti procent af ofrene var kvinder.<br />
Flammens historie<br />
En af de mest kendte modstandsfolk og stikkerlikvidatorer var ”Flammen”.<br />
Han hed i virkeligheden Bent Faurschou-Hviid, men blev kaldt ”Flammen”<br />
på grund af sit flammende røde hår.<br />
Bent Faurschou-Hviid blev født i 1921. Efter besættelsen af Danmark arbejdede<br />
han på et hotel i Tyskland. Her oplevede han Adolf Hitler og nazismen<br />
på nært hold og begyndte at hade alt, hvad nazismen stod for. Bagefter<br />
gik han ind i den danske hær, men forlod den, fordi han syntes, at der var for<br />
mange nazister. Han var også i flåden, hvor han lærte at skyde.<br />
Flammen var blandt andet med til at redde de danske jøder fra tyskerne i<br />
oktober 1943 og kom med i modstandsgruppen Holger Danske, hvor han også<br />
udførte sabotager. Selv om han kun var først i tyverne, udførte Flammen<br />
flere drab på især stikkere. Det er umuligt at fastslå det præcise antal mennesker,<br />
han dræbte. Historikere vurderer dog, at det var mellem fem og ti.<br />
Licens til at dræbe?<br />
Det kan være svært at forestille sig, hvordan det var at være modstandsmand<br />
under besættelsen. Et af de store spørgsmål er: Hvem gav modstandsfolkene<br />
lov til at begå drab på andre mennesker? Tit var stikkerne jo helt almindelige<br />
mænd eller kvinder med arbejde, familie og venner.<br />
Under besættelsen troede mange, at der fandtes et særligt udvalg, der afgjorde,<br />
hvem der skulle likvideres. Nogle modstandsfolk mente, at beslutningen<br />
om at dræbe en stikker blev taget af højtstående modstandsfolk. Mange<br />
troede blindt på, at alle oplysninger om den mistænkte blev undersøgt, hvorefter<br />
dødsdommen blev afsagt som i en retssag.<br />
I virkeligheden foregik det helt anderledes. Der var ikke noget ”likvidationsudvalg”.<br />
Nogle drab blev besluttet af lederne af modstandsbevægelsen i<br />
en bestemt by. Andre gange var det en enkelt modstandsgruppe, der tog beslutningen<br />
om at dræbe en stikker. Det kunne også være en modstandsmand,<br />
som handlede helt på egen hånd.<br />
11<br />
www.<strong>historielaboratoriet</strong>.dk
Change language