Undervisningsmateriale - historielaboratoriet

hjælpere, havde svært ved at leve med, at de havde dræbt andre mennesker.
Flere begik selvmord i årene efter befrielsen.
Det sværeste for mange modstandsfolk var, hvis de var kommet til at dræbe
uskyldige, eller hvis drabene kom for tæt på. Modstandsfolk har fortalt, at
det var nødvendigt at holde følelser af vrede eller angst på afstand, når de
gennemførte likvideringerne. Ellers påvirkede oplevelserne ens personlighed
for meget.
Selv om langt de fleste likvideringer gik ud over personer, som virkelig var
farlige for modstandsbevægelsen, følte mange skyld. Nogle tidligere modstandsfolk
fortalte ikke engang deres egen familie, at de havde skudt stikkere
under besættelsen. Drabene blev derfor et tabu – noget, man ikke kunne tale
om.
Stikkerdrab i dag
Man siger, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Det betyder, at historiebøgerne
tit er skrevet på en måde, så vinderne beskrives mest positivt. I årtierne
efter befrielsen udkom der da også mange bøger, som hyldede modstandsbevægelsen.
Mange gamle modstandsfolk brød sig ikke om, at nogen stillede spørgsmål
ved værdien af deres indsats. Da historikeren Aage Trommer i 1971 f.eks.
skrev i en bog, at jernbanesabotagen under besættelsen ikke havde nogen militær
betydning, udløste det stor debat.
Omkring år 2000 kom der ny opmærksomhed om likvideringerne. Historikeren
Stefan Emkjær beskrev i bogen Stikkerdrab, hvordan drabene blev besluttet.
Året efter udgav journalisten Peter Øvig Knudsen Efter drabet, hvori
modstandsfolk fortalte om likvideringer (filmatiseret i 2003 som ”Med ret til
at dræbe”). Og i 2008 blev historien om Flammen og Citronen så lavet til en
film af instruktøren Ole Christian Madsen og manuskriptforfatteren Lars K.
Andersen. Der gik altså mere end 60 år, før tabuet om likvideringer for alvor
blev brudt.
21
www.historielaboratoriet.dk