Undervisningsmateriale - historielaboratoriet

Filmens forhold til virkeligheden
Flammen & Citronen er ikke en dokumentarfilm, men en dramatisk skildring
baseret på virkelige hændelser. Det betyder, at instruktøren og manuskriptforfatteren
har taget sig nogle friheder i forhold til bestemte personer og scener,
som optræder i filmen. F.eks. er Aksel Winther ikke en historisk figur,
men løseligt baseret på politifuldmægtig Vilhelm Leifer – en af besættelsestidens
mest omdiskuterede personer.
Her gennemgås to eksempler på, hvordan filmen og virkeligheden spiller
sammen. Der er mange flere, som kan findes ved at sammenligne scener fra
filmen med billeder og beskrivelser i undervisningsmaterialet og bøger.
Skudkamp på Valby Bakke
Flammen og Citronens værste fjende var Gestapo, det hemmelige tyske politi.
Trods advarsler fra Frihedsrådet, og selv om modstandsfolkene vidste, at det
var meget farligt at dræbe tyskere, besluttede Flammen og Citronen i april
1944 at udføre et attentat på Werner Best, den øverste tyske myndighedsperson
i Danmark.
Sammen med to andre medlemmer af Holger Danske-gruppen pakkede
Flammen og Citronen en bil med maskinpistoler og kørte af sted. På Roskildevej
i København så bilen. Bag rattet sad ikke Best, men en dansk Gestapomand.
Hurtigt kørte de op på siden af ham og begyndte at skyde. Og da Gestapo-bilen
med danskeren, som arbejdede for tyskerne, var gennemhullet og
standsede, skyndte modstandsfolkene sig væk.
Selv om det ikke var Werner Best, de fik ram på, lykkedes selve attentatet –
manden blev dræbt. Men desværre havde han to små drenge på seks og syv
år med i bilen. Den yngste slap uskadt, men den syvårige dreng blev ramt af
skud. Han døde senere på hospitalet. Da Flammen fik at vide, at de havde
dræbt et barn, fik han det meget dårligt. Samvittigheden nagede ham.
I filmen er denne begivenhed skrevet om, så det ikke er en tilfældig dansker,
som arbejder for Gestapo, Flammen og Citronen slår ihjel. Derimod er
det selveste Gestapo-chefen, Hoffmann, som de vil myrde. Men attentatet slår
fejl, fordi det ikke er Hoffmann, som sidder i bilen – men en anden mand,
som har sine børn med på bagsædet. Det er et godt eksempel på, hvordan den
faktuelle historie og den fiktive fortælling i filmen spiller sammen.
25
www.historielaboratoriet.dk