Flammen og Citronen - historielaboratoriet

Flammen og Citronen
Et interaktivt websted om to af
besættelsestidens store profiler
Undervisningsmateriale

Indhold
Stikkerdrab under besættelsen side 2
Modstanden side 6
Drabet side 9
Dilemmaet side 12
Opgøret side 15
Eftertiden side 19
Filmen som historieformidler side 22
Filmens forhold til virkeligheden side 25
Relevante film og materialer fra Det Danske Filminstitut side 27
Relevant fag- og skønlitteratur side
På nettet side
Undervisningsmateriale til
HISTORIE LABORATORIET: Flammen og Citronen
www.historielaboratoriet.dk
© Complx/Det Historiske Hus ApS 2008 og forfatterne
Tekst:: Rasmus Dahlberg og Rasmus Kjærbye Petersen,
Judith og Ulrich Breuning og Flemming Kaspersen, DFI.
1
www.historielaboratoriet.dk

Stikkerdrab under besættelsen
Baggrund, historie og erindring
I 1933 overtog Adolf Hitler magten i Tyskland og indførte et nationalsocialistisk
(nazistisk) diktatur. Hans mål var at gøre Tyskland til den dominerende
stormagt i Europa og at udslette både kommunismen og hele det jødiske
folk. I 1939 angreb tyskerne nabolandet Polen. Det blev starten på 2. Verdenskrig,
fordi Frankrig og Storbritannien havde lovet at hjælpe Polen og nu
sammen erklærede Tyskland krig.
Efter Polens fald vendte både tyskerne og de allierede blikket mod Skandinavien.
Tyskerne havde brug for jern i sin krigsindustri, og meget af det
jern kom fra Sverige igennem norske havne til Tyskland. Briterne ville gerne
forhindre tyskerne i at få adgang til det livsnødvendige jern, mens tyskerne
ønskede at sikre deres forsyninger. Derfor begyndte begge parter at overveje
en militær aktion mod Norge. Tyskerne slog til først.
Den 9. april 1940 invaderede Tyskland Norge fra både søsiden og fra luften.
Samme dag rykkede tyske tropper også ind i Danmark, der blev set som
et nødvendigt forbindelsesled mellem Tyskland og Norge. I Norge kæmpede
befolkningen hårdnakket imod den tyske besættelse i flere uger, med hjælp
fra både franskmænd og briter. Det danske forsvar kæmpede derimod kun
kortvarigt imod den tyske besættelsesmagt.
De tyske militære succeser fortsatte med erobringen af Holland, Belgien,
Luxembourg og Frankrig. Hitler havde nu næsten nået sit mål. Han manglede
kun at erobre Storbritannien, men briterne gjorde så meget modstand, at
han ikke kunne knække dem. Derfor vendte tyskerne sig imod øst.
Tysklands nederlag
I sommeren 1941 invaderede Tyskland Sovjetunionen. Det var begyndelsen
på Hitlers store angreb på kommunismen. Men da vinteren kom, gik fremrykningen
i stå. Samtidig blev USA trukket ind i verdenskrigen, da Japan angreb
Pearl Harbor den 7. december 1941. Krigslykken begyndte nu for alvor
at vende for tyskerne.
I løbet af vinteren 1942/43 blev en hel tysk armé og store mængder udstyr
udslettet ved Stalingrad, og ved Kursk satte russerne en endelig stopper for
den sidste storstilede tyske offensiv i 1943. I 1944 indledte Sovjetunionen et
2
www.historielaboratoriet.dk

modangreb. Tyskerne led et stort nederlag og blev nødt til at sende resterne
af deres hær på en vild flugt tilbage mod Tyskland.
Samtidig gik Vestmagterne, først og fremmest USA og Storbritannien, i
land i Normandiet i Frankrig den 6. juni 1944 – dagen, der gik over i historien
som D-dag. Landgangen åbnede en ny front mod Hitler, og det var nu
blot et spørgsmål om tid, før Tyskland ville lide det endelige nederlag. Den
30. april 1945 begik Hitler selvmord i sin bunker under et sønderskudt Berlin.
Europa var atter frit, men forandret for altid.
Et svagt dansk forsvar
Danmark havde i 1940 længe fulgt en såkaldt neutralitetspolitik, der gik ud
på ikke at blande sig, når de store lande i Europa kæmpede mod hinanden.
Politikerne mente, at Danmark alligevel aldrig ville kunne vinde en krig, og
at væbnet modstand blot ville føre til store tab uden at gøre nogen nytte. Derfor
fik militæret ikke de nødvendige midler til at opbygge et stærkt forsvar,
og mens det meste af Europa oprustede i slutningen af 1930’erne, blev den
danske hær stadig svagere.
Generalerne vidste, at de på ingen måde ville kunne forsvare Danmarks
grænser mod et angreb fra det mægtige Tyskland. Det blev derfor mere og
mere vigtigt at holde Danmark neutralt, og efter at krigen mellem Tyskland
og Frankrig og Storbritannien brød ud i september 1939, forsøgte den danske
regering at holde sig på god fod med begge parter.
Men dansk politik fik ingen betydning for den tyske beslutning om at invadere.
Danmark var blot en lille brik i et langt større strategisk og politisk
spil, og den danske neutralitet blev uden tøven tilsidesat af Hitler, i det øjeblik
han så en fordel i at gøre det. Den 9. april 1940 rullede de tyske panserkolonner
ind over grænsen i Sønderjylland, mens soldater blev kastet ned
med faldskærm ved strategisk vigtige punkter eller landsat med skib i København.
Da tyskerne kom
I Sønderjylland kæmpede den danske hær imod de invaderende tropper, og
ved Amalienborg forsvarede Livgarden kongen mod fjenden. Alligevel kunne
de ca. 30.000 tyske tropper rykke frem næsten uden modstand – de danske
styrker var fuldstændig underlegne. I alt blev 13 danske soldater dræbt
under kampene. Samtidig cirklede tyske bombefly over København. Den
trussel fik den danske regering til at bøje sig for overmagten.
Dermed bragte Danmark sig i en helt speciel situation i krigen. Som det
eneste af de lande, tyskerne havde erobret, havde regeringen sagt ja tak til
såkaldt ”beskyttelse” fra tysk side. Det betød, at den danske regering kunne
fortsætte, uden at tyskerne erstattede den med politikere, de selv valgte. Den
3
www.historielaboratoriet.dk

danske hær og politiet beholdt deres våben og fortsatte også med at fungere
forholdsvis normalt, i hvert fald de første år af besættelsen.
Politikerne måtte dog hele tiden sørge for at holde sig på god fod med besættelsesmagten.
Ellers ville tyskerne overtage hele kontrollen med Danmark.
Derfor indledte regeringen ”samarbejdspolitikken”, som betød, at man
accepterede de fleste af tyskernes ønsker. Kun på nogle få punkter stod den
danske regering fast: De danske nazister fik ingen poster i regeringen, og de
danske jøder ville ikke blive udleveret, som det skete i andre besatte lande..
Livet gik videre
Efter besættelsen den 9. april 1940 valgte den danske regering altså at samarbejde
med tyskerne. Det gav danskerne nogle fordele, men det betød også, at
politikerne måtte indordne sig og bøje sig for mange af besættelsesmagtens
krav. Mange danskere syntes, at det var en underlig situation. Selv om Danmark
var blevet invaderet, var landet alligevel ikke i krig med tyskerne.
Der er gengivet mange øjenvidneberetninger fra den aprildag i 1940, hvor
tyskerne besatte Danmark. Blandt andet fortæller Per Mortensen, at da han
fik fri fra skole den 9. april 1940, cyklede han rundt på Frederiksberg og kiggede
efter de tyske soldater, der om morgenen havde besat Danmark. Han så
nogle tyske kampvogne, men soldaterne var bare inde for at købe wienerbrød.
”Det var bare meget, meget uvirkeligt”, fortæller Per Mortensen i bogen
Besættelsestid og Frihedskamp (Frihedsmuseet 1996, s. 8). ”Landet var besat og
… og så stod de bare og spiste wienerbrød. Man skulle jo tro, at sådan en
krig startede med nogle brag.” Følelsen af afmagt over for besættelsen var
stærk hos mange. Per Mortensen selv valgte senere at gå til modstand mod
besættelsen. Han blev aktiv i en sabotagegruppe i København.
Ven eller fjende?
I dag kan det kan være svært at forstå, hvorfor så forholdsvis få danskere bekæmpede
tyskerne helt fra begyndelsen af besættelsen. Men i de første år af
2. Verdenskrig var situationen helt anderledes end i 1944-45.
Adolf Hitler havde i begyndelsen stor opbakning i Tyskland til sin nazistiske
politik. Mange tyskere var trætte af landets dårlige økonomi, og det havde
Hitler lavet om på op til 2. verdenskrig. Også i Danmark var nogle begejstrede
for nazismen. Niels Bukh, der var forstander på gymnastikhøjskolen i
Ollerup, tog f.eks. til Berlin i 1930’erne og lavede opvisninger med sine gymnaster.
Han beundrede den disciplin, nazisterne havde indført.
At Tyskland skulle tabe krigen, var svært at forudse i 1940. Hitler rådede
over Europas stærkeste hær, og landet erobrede det ene område efter det andet.
Få måneder efter den tyske besættelse sagde den danske udenrigsmini-
4
www.historielaboratoriet.dk

ster Erik Scavenius da også, at Danmark var villig til at finde sin plads under
”Tysklands førerskab”. Han mente altså, at der ikke var meget andet at gøre
end at acceptere tingenes tilstand.
5
www.historielaboratoriet.dk

Modstanden
Den danske regering havde sagt til danskerne, at alle skulle opføre sig ordentligt
over for tyskerne. Selv om de fleste danskere var meget utilfredse
med den tyske besættelse, var der i starten stort set heller ingen, der turde gå
til direkte modstand. Man siger, at mange danskere ”knyttede hænderne i
bukselommen,” når de tyske soldater gik forbi. Det betyder, at man ikke
brød som dem, men ikke turde vise det åbent.
Den tyske besættelse fik den danske nationalfølelse til at vokse. Kong
Christian 10. blev meget populær, og danskerne begyndte at bære nationale
symboler på tøjet. Mange samledes også til såkaldte alsangsstævner, hvor
man sang fædrelandssange.
Der var dog nogle få, der nægtede at bøje sig for tyskerne. Det var først og
fremmest unge mænd, som interesserede sig meget for politik, og som hadede
nazismen og samarbejdspolitikken. Men modstanden var i de første år af
besættelsen meget begrænset. Modstandsfolkene manglede erfaring og våben,
og deres aktioner var ikke meget andet end drengestreger.
Modstanden begynder
Tyskerne angreb Sovjetunionen i juni 1941, og det var for alvor med til at
sætte modstandskampen i gang i Danmark. Kommunisterne var nazisternes
politiske hovedfjende, og tyskerne krævede, at det danske politi arresterede
de danske kommunister. Men mange undslap og gik under jorden for at
skjule sig for tyskerne. De blev de første rigtige modstandsfolk i Danmark.
Modstandskæmperne kom ikke kun fra den politiske venstrefløj, altså
kommunistpartiet. Også mange fra højrefløjen (de nationalt-borgerlige, for
eksempel konservative) gik fra 1941 ind i kampen mod besættelsesmagten.
Især ét politisk parti blev lige så vigtig en del af modstandskampen som
kommunisterne, nemlig Dansk Samling, som befandt sig på den yderste højrefløj
i dansk politik. Til at begynde med var Dansk Samling imod demokratiet
ligesom nazisterne, men efter besættelsen i 1940 gik mange medlemmer
ind i det illegale arbejde.
Men modstandsbevægelsen manglede stadig både erfaring og våben, og
derfor bestod meget af modstanden i for eksempel at trykke illegale blade og
løbesedler, som skulle få flere danskere til at gøre modstand. Langsomt begyndte
egentlige sabotageaktioner mod værksteder eller fabrikker, der sam-
6
www.historielaboratoriet.dk

arbejdede med tyskerne, dog også at komme i gang. I starten lavede modstandsfolkene
for det meste blot ildspåsættelser eller hærværk, men efterhånden
begyndte de også at bruge sprængstof.
Modstandsarbejdet
Til at begynde med var der ikke nogen egentlig modstandsbevægelse i Danmark.
De første modstandsaktioner blev udført af enkeltpersoner eller små
grupper af venner. Først langsomt begyndte rigtige modstandsgrupper at
vokse frem, men de havde i første omgang ikke kontakt med hinanden på
landsplan og kunne derfor ikke samarbejde.
Kommunisterne var de første til at organisere modstandskampen, da de
allerede havde et politisk netværk. Det betød dog ikke, at man skulle være
kommunist for at gøre modstand. Modstandsfolk med mange forskellige politiske
holdninger blev hurtigt enige om at samarbejde mod den fælles fjende
– tyskerne.
De danske modstandsfolk fik fra begyndelsen af 1942 også hjælp fra udlandet.
Den britiske hjælpeorganisation SOE (Special Operations Executive)
trænede danskere i at udføre sabotage og sendte dem sammen med rådgivere
og våben til Danmark. Her blev de kastet ned med faldskærm og hjalp
med at gøre modstandsarbejdet mere effektivt.
Bruddet med tyskerne
Modstandskampen og de mere effektive sabotageaktionerne betød, at regeringen
havde svært ved at fortsætte det gode forhold til tyskerne. Samtidig
voksede utilfredsheden i hele den danske befolkning. Krigen gik heller ikke
så godt for tyskerne mere. Besættelsesmagten krævede, at den danske regering
fik skabt ro og orden i Danmark, men i august 1943 udbrød der strejker
og uro i en række danske byer. Det fik tyskerne til at kræve, at regeringen
indførte bl.a. dødsstraf for sabotage. Det ville regeringen ikke gå med til og
valgte at gå af. Dermed brød samarbejdspolitikken sammen. Under resten af
krigen var det danske embedsmænd, de såkaldte departementschefer, som
styrede Danmark på vegne af den tyske besættelsesmagt.
Kort efter samarbejdspolitikkens sammenbrud slog tyskerne til mod de
danske jøder. Det skete i oktober 1943. Men danske modstandsfolk havde afsløret
aktionen, og over hele Danmark arbejdede modstandsgrupperne
sammen med helt almindelige danskere for at redde jøderne ud af landet.
Målet var at få så mange jøder som muligt til Sverige, før tyskerne kunne få
fat i dem. Jødeaktionen blev modstandskampens første store succes. De fleste
jøder blev reddet, og samtidig lærte modstandsfolkene for alvor at arbejde
sammen.
7
www.historielaboratoriet.dk

Hvervningen
Man kunne ikke melde sig ind i modstandsbevægelsen ved at ringe til et bestemt
nummer eller udfylde en blanket. Man var som regel nødt til at kende
nogen, der allerede var med. Hvis et medlem i en modstandsgruppe stolede
på én, kunne man blive hvervet.
Nogle modstandsfolk kom dog ind i bevægelsen ved et tilfælde. Den 32årige
Jørgen Haagen Schmith gik en dag i foråret 1943 ind i butikken
STJERNE-radio på Istedgade. I baglokalet stod nogle medlemmer af den
gruppe, der senere blev kaldt Holger Danske, og trykte illegale blade.
Jørgen Haagen Schmith kom med i gruppen og fik senere tilnavnet ”Citronen”.
Grunden var, at hans første sabotage blev rettet mod Citroënfabrikkerne
i København, som arbejdede for tyskerne. Faktisk var det det
værksted, hvor hans egen svigerfar arbejdede som værkfører, det gik ud over.
Citronen deltog i mange aktioner, før han blev dræbt af tyskerne i efteråret
1944.
Da krigen sluttede, havde modstandsbevægelsen ca. 43.000 medlemmer.
Fjenden
Selvfølgelig var det tyskerne, modstandsfolkene mest af alt ønskede at kæmpe
mod. Men ofte var målet for aktionerne også danskere, som handlede med
besættelsesmagten. Værnemagerne eller ”kollaboratørerne”, som de blev
kaldt, blev set som landsforrædere, som tjente penge på, at Danmark var besat.
Det kunne også være nødvendigt for modstandsfolkene at beskytte sig
mod folk, der af andre årsager udgjorde en trussel mod modstandsbevægelsen.
Det værste, man kunne gøre, var at stikke sine egne. Det vil sige, at man
fortalte tyskerne, hvor eftersøgte modstandsfolk befandt sig. Stikkere kunne
også lække oplysninger om, hvor og hvornår der skulle udføres sabotageaktioner.
Så lå tyskerne i baghold og arresterede modstandsfolkene.
Det hemmelige tyske politi Gestapo jagtede modstandsbevægelsen. Gestapo
var frygtet og forhadt, fordi de forfulgte folk på ekstremt brutale måder.
Arresterede modstandsfolk blev ofte tortureret under forhør i Gestapos hovedkvarter
Shellhuset i København.
8
www.historielaboratoriet.dk

Drabet
Modstandskampen begyndte i det små med drengestreger og hærværk mod
tyskerne. De fleste, der deltog, var dog fra starten klar over den risiko, man
løb ved at udfordre tyskerne. Nazisternes brutale fremfærd mod deres modstandere
derhjemme og i andre lande var kendt i Danmark allerede før besættelsen,
og ingen regnede med, at de ville tage særlige hensyn i Danmark.
Det var især meget unge mænd, der gik ind i modstandskampen. De var
optændt af almindeligt ungdommeligt overmod, og desuden havde de som
regel ikke stiftet familie endnu. Derfor behøvede de ikke tænke på, at deres
koner og børn også kunne være i fare, hvis de blev taget af tyskerne. Men
blandt de aktive modstandsfolk var der selvfølgelig også personer med egen
familie, der følte så stærkt for sagen, at de valgte at gå ind i modstandskampen
alligevel. Jørgen Haagen Schmith – ”Citronen” – havde for eksempel både
kone og barn, da han blev modstandsmand.
Sabotagen
Den danske modstandskamp bestod især af sabotageaktioner, altså brand- eller
bombeangreb på bygninger, jernbanespor eller lignende. Det var den
mest almindelige måde at slå til mod tyskerne eller deres hjælpere på. Der
blev i alt udført omkring 4.300 sabotager under besættelsen, hvoraf ca. 1.500
var rettet mod de danske jernbaner, lidt under 800 mod fabrikker og godt 450
mod biler.
Kun 431 sabotageaktioner var rettet direkte mod tyske militærinstallationer.
Sådanne mål var simpelt hen for farlige. Først hen imod krigens afslutning
havde nogle modstandsgrupper fået tilstrækkelig med erfaring og våben
til at udføre så risikable opgaver. Det kunne dog også være farligt at lave
sabotageaktioner mod fabrikker og værksteder. Efterhånden som modstanden
tog til, blev de vigtigste af besættelsesmagtens fabrikker nemlig beskyttet
af tyske eller danske vagter.
Den personlige risiko
Det var altså ikke kun risikoen for at blive taget til fange af tyskerne og blive
tortureret af det frygtede hemmelige politi, Gestapo, modstandskæmperne
skulle tænke på. De kunne også risikere at miste liv og lemmer under selve
9
www.historielaboratoriet.dk

sabotageaktionerne. Især i besættelsens sidste år kunne aktionerne nemt udvikle
sig til voldsomme skudkampe med både døde og sårede.
Men faren for selv at blive ramt var ikke altid det værste. For mange modstandsfolk
var det meget ubehageligt at skulle bruge våben mod andre – og
måske ligefrem slå et andet menneske ihjel, hvis det blev nødvendigt. Nogle
modstandskæmpere prøvede at overbevise sig selv om, at de ikke dræbte
mennesker, men nazister eller det, der var endnu værre: stikkere.
Stikkerdrab
Danskere, der gav oplysninger til tyskerne om modstandsbevægelsen, blev
kaldt stikkere. Nogle stikkere var glødende tilhængere af nazismen og ønskede
virkelig at hjælpe tyskerne, mens andre blev fristet af de dusører, som
tyskerne udlovede for oplysninger. Der var også nogle, som tyskerne simpelt
hen truede til at angive deres venner. Nogle stikkere var selv med i modstandsbevægelsen.
Andre holdt til på for eksempel de værtshuse, hvor modstandsfolk
mødtes og måske talte over sig. Og nogle fik bare helt tilfældigt
fat på oplysninger, som tyskerne var interesserede i.
I modstandskæmpernes øjne var stikkerne ikke bare modstandere eller
landsforrædere. De var en meget personlig form for fjende, ikke mindst fordi
mange stikkere afslørede deres egne venner og kammerater. Og de oplysninger,
som stikkerne forsynede tyskerne med, var en meget alvorlig trussel for
frihedskæmperne.
Derfor brugte modstandsbevægelsen mange kræfter på at bekæmpe stikkerne.
Den eneste måde, man kunne være helt sikker på, at stikkerne ikke
blev ved med at sladre til tyskerne, var at slå dem ihjel. Derfor besluttede lederne
i modstandsbevægelsen, at de farligste af stikkerne skulle dræbes.
Stikkerdrab eller likvideringer, som de blev kaldt, var altså modstandsfolkenes
måde at forsvare sig selv på.
400 blev dræbt
I København var det især modstandsgrupperne BOPA og Holger Danske,
der stod bag stikkerlikvideringerne. I Jylland oprettede modstandsbevægelsen
ligefrem omrejsende ”likvideringsgrupper”, som lokale modstandsfolk
kunne tilkalde, når de havde fundet en stikker. Likvideringerne blev efterhånden
et så stort problem for tyskerne, at de begyndte at gøre gengæld med
såkaldte ”clearingmord” – drab på tilsyneladende tilfældige danskere, ofte
kendte mennesker.
Under besættelsen blev omkring 400 mennesker dræbt af modstandsbevægelsen.
Langt de fleste likvideringer fandt sted i tiden efter samarbejdspolitikkens
sammenbrud i midten af 1943. Hele modstandskampen blev meget
voldsom og krævede flere ofre i de sidste år. Det skyldtes, at tyskerne blev
10
www.historielaboratoriet.dk

stadig mere desperate, mens frihedskæmperne vidste, at de snart havde
vundet over besættelsesmagten.
Det højeste antal likvideringer på én måned var 106 – altså en fjerdedel af
alle stikkerdrab – og de fandt sted i april 1945, meget kort tid før tyskerne
kapitulerede om aftenen den 4. maj 1945. Omkring halvdelen af alle stikkerdrab
fandt sted i København, og godt ti procent af ofrene var kvinder.
Flammens historie
En af de mest kendte modstandsfolk og stikkerlikvidatorer var ”Flammen”.
Han hed i virkeligheden Bent Faurschou-Hviid, men blev kaldt ”Flammen”
på grund af sit flammende røde hår.
Bent Faurschou-Hviid blev født i 1921. Efter besættelsen af Danmark arbejdede
han på et hotel i Tyskland. Her oplevede han Adolf Hitler og nazismen
på nært hold og begyndte at hade alt, hvad nazismen stod for. Bagefter
gik han ind i den danske hær, men forlod den, fordi han syntes, at der var for
mange nazister. Han var også i flåden, hvor han lærte at skyde.
Flammen var blandt andet med til at redde de danske jøder fra tyskerne i
oktober 1943 og kom med i modstandsgruppen Holger Danske, hvor han også
udførte sabotager. Selv om han kun var først i tyverne, udførte Flammen
flere drab på især stikkere. Det er umuligt at fastslå det præcise antal mennesker,
han dræbte. Historikere vurderer dog, at det var mellem fem og ti.
Licens til at dræbe?
Det kan være svært at forestille sig, hvordan det var at være modstandsmand
under besættelsen. Et af de store spørgsmål er: Hvem gav modstandsfolkene
lov til at begå drab på andre mennesker? Tit var stikkerne jo helt almindelige
mænd eller kvinder med arbejde, familie og venner.
Under besættelsen troede mange, at der fandtes et særligt udvalg, der afgjorde,
hvem der skulle likvideres. Nogle modstandsfolk mente, at beslutningen
om at dræbe en stikker blev taget af højtstående modstandsfolk. Mange
troede blindt på, at alle oplysninger om den mistænkte blev undersøgt, hvorefter
dødsdommen blev afsagt som i en retssag.
I virkeligheden foregik det helt anderledes. Der var ikke noget ”likvidationsudvalg”.
Nogle drab blev besluttet af lederne af modstandsbevægelsen i
en bestemt by. Andre gange var det en enkelt modstandsgruppe, der tog beslutningen
om at dræbe en stikker. Det kunne også være en modstandsmand,
som handlede helt på egen hånd.
11
www.historielaboratoriet.dk

Dilemmaet
I dag kan kampen mod tyskerne ligne et opgør mellem det gode og det onde,
hvor modstandsfolkene kæmpede en retfærdig kamp mod besættelsesmagten.
De, der deltog i modstandsarbejdet, fandt dog hurtigt ud af, at virkeligheden
ikke var helt så enkel. Problemet var, at tyskerne tit tog hævn, når der
blev udført sabotager mod besættelsesmagten. Dermed kunne uskyldige civile
blive ofre for modstandsbevægelsens sabotageaktioner.
Den 29. august 1943 brød samarbejdspolitikken sammen, og tyskerne
overtog den reelle magt i Danmark. Lidt over et år senere, i september 1944,
blev også det danske politi arresteret af tyskerne og sendt i koncentrationslejre.
Tyskerne frygtede nemlig, at politiet ville vende sig imod dem, hvis amerikanerne
og briterne gjorde landgang i Danmark.
Herefter var der næsten ingen til at håndhæve lov og orden i Danmark.
Tyskerne oprettede et dansk hjælpepolitikorps, bedre kendt som Hipokorpset,
i København og lignende grupper andre steder. Deres opgave var
dog i højere grad at hjælpe tyskerne og Gestapo i kampen mod modstandsbevægelsen
end at beskytte og hjælpe befolkningen. Lovløsheden var med
til at gøre de sidste måneder af besættelsen til de mest blodige under hele
krigen.
Frihedsrådet
Den 16. september 1943 blev Frihedsrådet oprettet til at koordinere kampen
mod besættelsesmagten. Rådet var en uofficiel komité, der bestod af modstandsfolk
og tidligere politikere. De fik ansvaret for at afgøre de overordnede
moralske problemer, som modstandskæmperne stod over for. Det var
Frihedsrådet, der gav grønt lys for stikkerlikvideringerne. Alligevel opstod
der dog efterfølgende mange etiske spørgsmål om modstandsbevægelsens
handlinger under besættelsen.
Frihedsrådet måtte finde en løsning på næsten det samme dilemma, som
regeringen havde stået over for i april 1940. Selv om samarbejdspolitikken
var brudt sammen, og Danmark dermed efter august 1943 var et tyskbesat
land, var der stadig stor uenighed blandt Frihedsrådets medlemmer. Nogle
mente, at man skulle yde så meget modstand som muligt – andre, at det var
bedre at vente, indtil USA og Storbritannien kom og befriede Danmark.
12
www.historielaboratoriet.dk

Gengældelsesaktioner
En af årsagerne til uenigheden var, at tyskerne som nævnt hævnede både sabotager
og stikkerdrab med såkaldte ”schalburgtager” og ”clearingmord”.
Sabotage skulle hævnes af en schalburgtage, hvor en berømt dansk bygning
eller anden konstruktion blev bombesprængt af tyskernes danske håndlangere.
For eksempel blev Tivolis glassal sprængt i 1944. En likvidering af en
stikker blev gerne fulgt op af et tysk drab på en dansker, helst én, der var
kendt. I alt blev cirka 100 danskere ofre for clearingmord. Den mest kendte
var præsten og digteren Kaj Munk, der blev myrdet den 4. januar 1944.
Denne trussel mod det danske samfund fik nogle af medlemmerne af Frihedsrådet
til at mene, at det bedste ville være at holde op med at provokere
tyskerne. I stedet skulle modstandsfolkene og de officerer, der var gået under
jorden efter afvæbningen af den danske hær den 29. august 1943, forholde sig
i ro. Der skulle ikke foretages konstante angreb på tyskerne længere, for det
førte blot til gengældelsesaktioner. Fortalerne for denne tilbageholdende
form for modstand var dog i undertal, så den væbnede modstand fortsatte.
Forskellige interesser
Modstandsbevægelsen i Danmark bestod af meget forskellige dele. De fleste
grupper var startet i det små uden kontakt til hinanden, og de havde vidt
forskellige politiske synspunkter og meninger om, hvordan man skulle
kæmpe mod tyskerne. Selv efter at Frihedsrådet begyndte at koordinere
samarbejdet, var det ofte kun hadet mod tyskerne, der forbandt grupperne.
For eksempel var der stor forskel på BOPA og Holger Danske-grupperne.
BOPA (Borgerlige Partisaner) var – på trods af navnet – blevet grundlagt af
kommunisterne, og selv om der var kommet mange ikke-kommunistiske
medlemmer til undervejs, var det stadig kommunisterne, der førte an. Modstandsgruppen
Holger Danske, som Flammen og Citronen tilhørte, havde
derimod nationale og konservative rødder. Alligevel arbejde BOPA og Holger
Danske sammen. BOPA havde nemlig plads i Frihedsrådet sammen med
bl.a. Ringen, som Holger Danske hørte under.
Dobbeltspil
De mange forskellige grupperinger og interesser medførte en del usikkerhed.
Ingen kunne være helt sikker på, hvem man turde stole på, og meget ofte var
mistænksomheden berettiget.
Der fandtes nemlig mennesker der var knyttet både til tyskerne og til
modstandsbevægelsen. De fungerede som skjulte agenter, men der var altid
den mulighed, at de var dobbeltagenter. Således kunne det være, at de gav
oplysninger til modstandsbevægelsen om tyskernes planer, blot for at få mere
information om modstandsbevægelsen, som de så kunne give til tyskerne;
13
www.historielaboratoriet.dk

eller omvendt. Ingen kunne vide med sikkerhed, hvilken side de egentlig
hjalp. Måske hjalp de begge sider alt efter, hvad der så ud til at kunne betale
sig bedst. Måske var de mennesker, de fik modstandsbevægelsen til at likviderer
mennesker, der kunne have afsløret deres dobbeltspil.
Hvor gik grænsen?
Flammen og Citronen deltog i en aktion, hvor et barn ved et uheld blev dræbt
på Roskildevej (se side 25). Det var meget svært at leve med, men der var også
andre grænser, som modstandsfolkene måtte bryde. Nogle havde for eksempel
svært ved at skyde kvinder.
Gestapo brugte mange ”meddelere” – det var deres ord for stikkere. Det
hemmelige tyske politi brugte også kvindelige meddelere, for det viste sig, at
unge kvinder for det meste havde lettere ved at tale med modstandsfolkene.
Og så kunne det ske, at en modstandsmand kom til at røbe for meget.
Hedvig Delbo var en af de kvinder, der under besættelsen blev stikker. I
1943 angav hun modstandsmanden Svend Otto Nielsen, der blev anholdt og
dræbt. Nielsen havde været Flammens gode kammerat, så han og en anden
modstandsmand forsøgte kort efter at dræbe Delbo. Det mislykkedes dog, og
først i 1944 blev Delbo dræbt af to andre modstandsfolk. I alt blev cirka 40
kvinder likvideret under besættelsen, mistænkt for at arbejde for tyskerne.
14
www.historielaboratoriet.dk

Opgøret
I 1944 stod det klart, at Tyskland var ved at tabe krigen. Kampen mod besættelsesmagten
fortsatte, men mange modstandsfolk begyndte at lægge planer
for tiden efter tyskernes nederlag. For mange drejede det sig nu om at forberede
sig på befrielsen. Målet var at få størst mulig indflydelse på opbygningen
af Danmark efter krigens afslutning.
Især frygten for kommunismen spillede en vigtig rolle. Mange politikere
og ledende modstandsfolk kunne allerede i krigens sidste år se, at verden
fremover ville være delt mellem demokratierne i vest og det kommunistiske
Sovjetunionen. De ville ikke risikere, at Danmark kom under sovjetisk indflydelse,
ligesom det skete med en række lande i Østeuropa. Derfor blev de
danske kommunister i stigende grad set som en trussel. Selv om kommunisterne
havde spillet en vigtig rolle i modstandskampen, blev de nu sat uden
for politisk indflydelse.
Først og fremmest var det vigtigt for politikerne at sikre ro og orden i landet.
Overgangen fra besat til frit land skulle helst forløbe lige så ordentligt og
uden større politiske forandringer, som den tyske besættelse i 1940 havde
gjort. Det danske folkestyre skulle indføres igen – i samme form som før krigen.
Forberedelser til fred
I de sidste år af besættelsen blev opbygningen af modstandsbevægelsen forandret.
Kommunisterne havde hidtil siddet på mange lederstillinger, men nu
blev de langsomt erstattet af officerer fra det danske militær. De var stort set
alle anti-kommunister. Men kommunisterne kunne ikke fortrænges helt, fordi
de havde ydet sådan en stor indsats i modstandskampen. Deres indflydelse
blev dog markant mindre, hvilket passede politikerne godt. De ville ikke
risikere et kommunistisk forsøg på at tage magten i Danmark.
I foråret 1945 gik man i gang med at træffe de egentlige forberedelser til
tiden efter befrielsen. Der skulle udpeges en dansk regering, den såkaldte befrielsesregering,
der kunne overtage den politiske kontrol i landet, så snart
tyskerne var besejret. Den præcise sammensætning skulle afgøres af politikere
fra de gamle danske partier og Frihedsrådet.
15
www.historielaboratoriet.dk

Retsligt efterspil
Frihedsrådet krævede, at der skulle være lige så mange poster til
modstandskæmpere som til politikere i befrielsesregeringen. De gamle politikere,
som havde styret Danmark før den tyske besættelse, havde samarbejdet
med tyskerne for at beskytte befolkningen. Derfor krævede modstandsfolkene,
at de fik lige så meget magt i den nye regering.
Én af befrielsesregeringens vigtigste opgaver var at forberede et retsopgør
mod alle, der havde hjulpet tyskerne. Der skulle føres en række undersøgelser
og retssager for at fastslå, hvem der var skyldige i landsforræderi. Derefter
skulle de idømmes passende straffe. Det var ikke kun danskere, der skulle
på anklagebænken, men også de tyskere, som havde været med til at besætte
Danmark. Alle deres forbrydelser mod det danske folk skulle opklares, så
retfærdigheden kunne ske fyldest.
De sidste dage
Modstandskampen blev stadig voldsommere. Modstandsbevægelsen var efterhånden
så stærk, at selv Gestapo-folk var betænkelige ved at gå rundt på
egen hånd efter mørkets frembrud. Danmark begyndte mere og mere at ligne
et land i krig, med skudvekslinger og bombesprængninger næsten hver eneste
nat.
I 1945 blev der dræbt mere end 1.500 danskere, flere end i besættelsens øvrige
fem år tilsammen. April 1945, den sidste måned før befrielsen, blev den
blodigste af alle. Antallet af stikkerdrab steg markant, og en af grundene var
den generelle lovløshed i landet på dette tidspunkt. Intet politi i gaderne og
en svag besættelsesmagt betød, at risikoen ved stikkerdrab nu var mindre.
Samtidig havde Gestapo forøget sin indsats mod modstandsbevægelsen, så
stikkerne havde travlt som aldrig før. Denne mulighed blev udnyttet til at
udføre mange aktioner og likvideringer.
Nogle steder i landet var Gestapos aktiviteter blevet så stor en trussel, at
modstandsbevægelsen bad de allierede (briterne og amerikanerne) om hjælp.
Husmandsskolen i Odense, hovedkvarter for Gestapo på Fyn, blev for eksempel
angrebet af britiske bombefly den 17. april 1945. Tidligere var også
Gestapos hovedkvarterer i Århus og København blevet bombet. Desværre
blev en skole ved en fejl ramt af bomber under angrebet på Shellhuset i København.
Det kostede over 100 elever og lærere livet.
Modstanden i tal
Omkring 850 modstandskæmpere blev dræbt under besættelsen. Heraf blev
mere end 100 personer henrettet af tyskerne. Det er dog svært at sætte præcise
tal på modstandsbevægelsens tab. Der var tale om en meget løs organisation,
og alt blev forsøgt holdt hemmeligt. Man fik ikke et ”medlemskab” af
16
www.historielaboratoriet.dk

modstandsbevægelsen, og der var ingen kartoteker over dem, der var med.
Folk kom og gik.
Især i slutningen af krigen var der mange, der sluttede sig til modstandskampen.
Nogle af dem, der havde været med længe, så lidt skævt til de nyankomne.
Veteranerne mente, at de ville have del i den sejr, der ventede lige
om hjørnet, uden at have deltaget i det hårde arbejde i den mørkeste tid. Historikere
mener, at der var næsten 10.000 personer knyttet til modstandsbevægelsen
i december 1944, mens tallet ved befrielsen i maj 1945 var steget til
omkring 43.000. Langt fra alle deltog dog i egentlige sabotageaktioner.
Flammen og Citronens endeligt
Hverken Flammen eller Citronen oplevede befrielsen. De var begge døde, da
britiske soldater i begyndelsen af maj 1945 befriede Danmark, efter at Hitler
havde begået selvmord, og Tyskland havde overgivet sig.
Den 19. september 1944 tog tyskerne politiet – og desværre også Citronen,
der netop den dag havde forklædt sig som politibetjent. Han slap dog væk
ved at skyde sin fangevogter fra Schalburg-korpset, men blev formentlig såret
under denne skudveksling. Den 15. oktober fandt tyskerne ham i et hus, hvor
han blev behandlet for sine sår. Citronen forsvarede sig med maskinpistoler
og håndgranater, men blev efter en timelang ildkamp dræbt af tyskerne.
Nogle få dage senere befandt Flammen sig i et hus på Strandvejen nord for
København. Pludselig omringede tyskerne huset, så han ikke kunne slippe
væk. Flammen valgte at begå selvmord ved at sluge en pille med gift. Med
hans ry som stikkerlikvidator ville han med sikkerhed blive tortureret og
bagefter henrettet af tyskerne. Derfor ville han hellere tage sit eget liv end at
risikere at ende i tysk fangenskab.
Danmark atter frit
Klokken 20.36 om aftenen den 4. maj 1945 blev der udsendt en radiobesked
på dansk fra den britiske hovedstad London. Speakeren sagde: ”I dette øjeblik
meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske styrker i Holland,
Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Mange danskere begyndte
med det samme at juble. Folk gik ud på gaderne og omfavnede hinanden.
Nogle steder i Danmark var der kampe mellem modstandsfolk, tyske soldater
og tyskernes danske hjælpere på den sidste aften af besættelsen. I
Odense blev 11 modstandsfolk og 12 civile dræbt i et voldsomt opgør. Mange
steder kørte modstandsfolk rundt i lastbiler og hentede folk, som var mistænkt
for at have samarbejdet med tyskerne. Modstandsbevægelsen havde
samlet 40.000 navne på mistænkte i et kartotek.
17
www.historielaboratoriet.dk

Den tyske overgivelse trådte formelt i kraft om morgenen den 5. maj klokken
8. Efter fem års tysk besættelse var Danmark atter frit, men et stort retsopgør
ventede.
18
www.historielaboratoriet.dk

Eftertiden
Befrielsesregeringen begyndte at fungere den 9. maj 1945 ved åbningen af
Rigsdagen (det danske parlament, som dengang bestod af Landstinget og
Folketinget). Halvdelen af regeringens medlemmer kom som aftalt fra modstandsbevægelsen,
mens den anden halvdel var erfarne politikere. Det var
også modstandsfolk, der sørgede for ro og orden overalt i Danmark, før politiet
og militæret igen kunne sættes ind
Det var en storslået tid for modstandsfolkene. De havde sejret og blev nu
tiljublet som helte af deres landsmænd. Modstandsbevægelsen havde derfor
meget stor magt i i Danmark i de glade majdage lige efter befrielsen. Men
hvis frihedskæmperne, især de kommunistiske modstandsfolk, havde regnet
med, at deres rolle i det danske samfund ville vare ved, så tog de fejl.
Tilbage til de gamle tilstande
Det gamle politiske system blev hurtigt genoprettet. Politikerne forsøgte af al
kraft at sikre, at modstandsbevægelsen ikke blandede sig for meget i dansk
politik efter befrielsen. Det var ikke kun kommunisterne, men også de mest
konservative medlemmer af modstandsbevægelsen, som de gamle politikere
ikke ville have skulle få al for stor indflydelse i Danmark.
Modstandsbevægelsen blev altså snart trængt i baggrunden. Men det betød
ikke, at frihedskæmpernes indsats blev glemt – heller ikke af de danske
vælgere. Ved det første efterkrigstidsvalg i oktober 1945 fik kommunistpartiet
for eksempel en voldsom fremgang, mens flere af de partier, som havde
samarbejdet med tyskerne, mistede mange mandater i Folketinget.
Aktiv eller passiv modstand?
I befrielsesdagene var der ingen, der turde sige modstandskæmperne imod,
når de hævdede, at det var dem og dem alene, der havde reddet Danmarks
ære. Deres heltemodige væbnede kamp mod besættelsesmagten havde vist
sejrherrerne i 2. Verdenskrig, at Danmark ikke var på Tysklands side under
krigen, men derimod et besat land. Kun takket være den væbnede modstand
blev Danmark regnet som et allieret land og kunne nyde godt af sejren. Det
var en holdning, som de fleste modstandsfolk stod ved resten af deres liv.
Men langsomt begyndte de tidligere samarbejdspolitikere også at forsvare
det, de havde gjort under besættelsen. De forklarede for eksempel, at deres
forhandlinger med tyskerne havde været en form for passiv modstand. Og
19
www.historielaboratoriet.dk

de sagde også, at det var en modstand, der havde hjulpet Danmark meget,
fordi tyskerne i de første år af besættelsen havde overholdt aftalerne og behandlet
befolkningen godt. De fleste danskere var dog enige med modstandsfolkene.
Nødvendige drab?
Likvideringerne af stikkere og tyskernes andre danske hjælpere er et meget
omdiskuteret emne. Når folk som Flammen og Citronen standsede en mand
eller kvinde på gaden og skød vedkommende ned uden at tøve – var det så
et retfærdigt, nødvendigt drab? Eller var det et mord, som ikke burde være
gennemført?
Mange af de gamle modstandsfolk forsvarer drabene som nødvendige og
retfærdige. Fordi Frihedsrådet gik ind for likvideringerne, var der efter deres
mening ikke tale om mord, men legale (lovlige) handlinger i en krigssituation.
Men som nævnt var det langtfra alle stikkere, som blev likvideret efter
grundige undersøgelser. Flere blev dømt til døden af enkeltpersoner på et
meget spinkelt grundlag.
Modstandsfolkene blev beskyttet
Allerede i 1945 kom likvideringerne til diskussion. Den socialdemokratiske
politiker og forfatter Hartvig Frisch sagde i august 1945, at alle modstandsbevægelsens
likvideringer under besættelsen var mord. Frisch ønskede, at
hver eneste likvidering skulle efterforskes for at finde ud af, om mordene
havde været berettiget, eller om der var uskyldige ofre iblandt.
Undersøgelsen blev dog aldrig til noget. Frode Jakobsen var tidligere
modstandsmand, medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen
uden portefølje (dvs. en minister uden et specifikt ministerium at tage sig af).
Han fik sat en stopper for Frisch forsøg på at undersøge likvideringerne.
Modstandskæmperne skulle beskyttes. De havde risikeret deres liv for Danmarks
sag i en desperat situation, og de skulle ikke bagefter hænges ud som
almindelige kriminelle.
Ikke desto mindre måtte modstandsbevægelsen stå frem og erkende, at
der var sket fejl. Enten havde man misforstået en persons tilknytning til besættelsesmagten,
eller også havde man likvideret den helt forkerte person.
Det var beklagelige, men uundgåelige tab i en kaotisk situation, hvor målet
helligede midlet.
Erindringen
Hverken Flammen eller Citronen overlevede krigen, men det gjorde mange
andre modstandsfolk. Især dem, der udførte drabene på tyskernes danske
20
www.historielaboratoriet.dk

hjælpere, havde svært ved at leve med, at de havde dræbt andre mennesker.
Flere begik selvmord i årene efter befrielsen.
Det sværeste for mange modstandsfolk var, hvis de var kommet til at dræbe
uskyldige, eller hvis drabene kom for tæt på. Modstandsfolk har fortalt, at
det var nødvendigt at holde følelser af vrede eller angst på afstand, når de
gennemførte likvideringerne. Ellers påvirkede oplevelserne ens personlighed
for meget.
Selv om langt de fleste likvideringer gik ud over personer, som virkelig var
farlige for modstandsbevægelsen, følte mange skyld. Nogle tidligere modstandsfolk
fortalte ikke engang deres egen familie, at de havde skudt stikkere
under besættelsen. Drabene blev derfor et tabu – noget, man ikke kunne tale
om.
Stikkerdrab i dag
Man siger, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Det betyder, at historiebøgerne
tit er skrevet på en måde, så vinderne beskrives mest positivt. I årtierne
efter befrielsen udkom der da også mange bøger, som hyldede modstandsbevægelsen.
Mange gamle modstandsfolk brød sig ikke om, at nogen stillede spørgsmål
ved værdien af deres indsats. Da historikeren Aage Trommer i 1971 f.eks.
skrev i en bog, at jernbanesabotagen under besættelsen ikke havde nogen militær
betydning, udløste det stor debat.
Omkring år 2000 kom der ny opmærksomhed om likvideringerne. Historikeren
Stefan Emkjær beskrev i bogen Stikkerdrab, hvordan drabene blev besluttet.
Året efter udgav journalisten Peter Øvig Knudsen Efter drabet, hvori
modstandsfolk fortalte om likvideringer (filmatiseret i 2003 som ”Med ret til
at dræbe”). Og i 2008 blev historien om Flammen og Citronen så lavet til en
film af instruktøren Ole Christian Madsen og manuskriptforfatteren Lars K.
Andersen. Der gik altså mere end 60 år, før tabuet om likvideringer for alvor
blev brudt.
21
www.historielaboratoriet.dk

Filmen som historieformidler
Af Ulrich og Judith Breuning
Flammen & Citronen
Danmark 2008
Instruktion: Ole Christian Madsen
Manuskript: Ole Christian Madsen og Lars K. Andersen
Medvirkende: Thure Lindhardt, Mads Mikkelsen, Stine Stengade, Peter Mygind, Mille
Lehfeldt, Flemming Enevold, Jesper Christensen, Malene Schwartz, Lars Mikkelsen,
Christian Berkel, Hanns Zischler.
Flammen & Citronen bygger på hændelser, der fandt sted under den tyske besættelse
af Danmark 1940-45. Nedenstående undervisningsmateriale beskæftiger
sig med filmen som historieformidler og består af et kort handlingsreferat,
filmens fortællegreb og en række oplæg til et videre arbejde med Flammen
& Citronen. Det vil her være relevant også at inddrage de filmtitler og
materialer fra Det Danske Filminstitut, som omhandler 2. Verdenskrig og besættelsen
1940-45.
Filmens handling
”Kan du huske, da de kom? Kan du huske 9. april?” Disse spørgsmål åbner
og lukker historien om frihedskæmperne Flammen (Thure Lindhardt) og Citronen
(Mads Mikkelsen). Filmens handling udspiller sig fra maj 1944, nøjagtig
et år før Danmarks befrielse, hvor Bent Faurschou-Hviid og Jørgen Haagen
Schmith med dæknavnene Flammen og Citronen udfører en række likvideringer
af såkaldte stikkere.
Flammen og Citronen modtager navnene på deres mål fra politichefen Aksel
Winther (Peter Mygind), der ifølge eget udsagn modtager ordrer fra London.
Til at begynde med likvideres ’kun’ danske stikkere. Det betyder i praksis,
at besættelsesmagten, repræsenteret ved Gestapo-chefen Karl Heinz
Hoffmann (Hanns Zischler), tager drabene forholdsvis roligt. Men da frihedskæmperne
også begynder at likvidere tyske statsborgere, der formodes
at udgøre en sikkerhedsfare, tvinger de tyskerne til at gøre gengæld. Politiets
efterretningstjeneste, der opererer fra Stockholm, forsøger at stoppe drabene
på tyskere, da det udløser voldsomme repressalier. Tyskerne udfører for ek-
22
www.historielaboratoriet.dk

sempel en voldsom gengældelsesaktion – en såkaldt schalburgtage – hvor en
håndgranat kastes ind i en fyldt sporvogn med mange dødsofre til følge.
Da Flammen på egen hånd går efter Gestapo-chefen Hoffmann, er det som
en åben krigserklæring. De voldsomme handlinger kulminerer, da Flammen
og Citronen på grund af fejlagtige informationer nedskyder uskyldige mennesker
og ikke mindst et barn. Flammen får desuden ordre til at skyde sin elskerinde,
Ketty (Stine Stengade), som ifølge Winther heller ikke har rent mel i
posen. Nu er krigen for alvor også en personlig sag!
Ketty fortæller Flammen, at Winther har ladet en række uskyldige tyskere
rydde af vejen. Der er tale om tidligere forretningsforbindelser, som muligvis
kan kompromittere ham, når krigen engang er slut. Flammen begynder for
alvor at tvivle på sin overordnedes motiver, så da han og Citronen kaldes til
møde i Stockholm, anklager Flammen Winther for forræderi. Anklagen bliver
ikke taget alvorligt, og i stedet diskuterer de, hvordan krigen skal føres i
den afsluttende fase. Politiets efterretningstjeneste og Frihedsrådet giver
Flammen og Citronen ordre til at standse jagten på Hoffmann. De får i stedet
tilbudt militære titler og den opgave at træne frihedskæmpere til det endelige
slag om Danmarks fremtid. Begge afslår.
I dette politiske spil om at vinde freden skaber Flammen og Citronen problemer.
Tyskerne får kendskab til deres hemmelige opholdssteder, og begge
frihedskæmpere kæmper med livet som indsats. Flammen efterlader et brev
til Ketty, der begynder: ”Kan du huske …”
Film og genre
Denne på én gang spændende, uhyggelige og dybt anfægtende historie udspiller
sig for knap og nap syv årtier siden, og filmens manuskript er et resultat
af en grundig research af det tilgængelige materiale. Men der er ikke tale
om en dokumentarisk udredning, som for eksempel er foretaget i Peter Øvig
Knudsens fremragende bog Efter drabet, som siden dannede forlæg for dokumentarfilmen
Med ret til at dræbe, hvor gamle modstandsfolk fortæller, og
hvor likvideringerne er rekonstruerede. Instruktøren Ole Christian Madsen
og forfatteren Lars K. Andersen har ikke ønsket at skildre de ’virkelige’ begivenheder,
som de præcist fandt sted, men derimod sat sig for at fortælle en
rigtig god historie. De tager udgangspunkt i en historisk periode og historiske
begivenheder, men deres filmhistorie hæver sig op over tid og sted og
fortæller en historie, hvis moraler og pointer er evigtgyldige. De vil så at sige
finde en sandhed, der er større end sandheden om Flammen og Citronen. De
vil diskutere mål og midler, loyalitet og svigt, mod og frygt. Og ikke mindst
individets stilling over for autoriteter, hvis bevæggrunde ikke nødvendigvis
altid er lige gennemskuelige.
23
www.historielaboratoriet.dk

Talrige danske film har skildret besættelsens fem forbandede år, og man
kan, som Flemming Kaspersen er inde på i sin gennemgang af de væsentligste
værker, tale om en ’subgenre’ i dansk films historie. De første film, som
kom lige efter krigen, lagde vægt på heroiske og næsten nationalromantiske
elementer som ofre og endelig sejr, mens senere film har udforsket mere nuancerede
temaer. Flammen & Citronen er den første danske film, der direkte
peger på, hvor beskidt en undergrundskrig egentlig er. Og hvor menneskeliv
er endog meget billige. Filmen tåler på den led sammenligning med udenlandske
mesterværker som Gillo Pontecorvos Slaget om Algier (La battaglia di
Algeri, Italien 1966) om den franske besættelse af Algier og Jean-Pierre Melvilles
En hær af skygger (L’armée des ombres, Frankrig 1969) om den tyske besættelse
af Frankrig.
Ole Christian Madsen forholder sig til modstandsfilmens traditioner og har
i det visuelle udtryk søgt en stor autenticitet, hvorfor København anno 1944
har måttet genfindes i Prag eller i filmstudier i Tyskland. Men han vælger at
fortælle sin historie som en rendyrket genrefilm, hvilket han også tidlige
gjorde i tv-serien Edderkoppen (2000) om sortbørshandel under besættelsen.
Flammen & Citronen bruger således mange træk fra gangsterfilm, der beskriver
et samfunds underverden med helt egne regler og moralkodeks.
Gangsterfilm som genre er typisk amerikansk og foregår ofte under
1920’ernes og -30’ernes forbudstid og økonomiske nedtur. Her kunne den lille
mand på gaden blive en stor kanon ved at kaste sig ud i en organiseret
kriminalitet, hvor man blandt andet kunne tjene hurtige penge på hasardspil,
kasinoer og spiritussmugling til smugkroer. Sidstnævnte betjente en tørstig
befolkning, da det moralske USA havde indført spiritusforbud. Film som
Howard Hawks’ Scarface (1932), Arthur Penns Bonnie og Clyde (Bonnie and
Clyde, 1967), Francis Ford Coppolas Godfather (1972), Brian De Palmas De
uovervindelige (The Untouchables, 1987) og Martin Scorseses GoodFellas (1990)
er typiske gangsterfilm.
Flammen & Citronen fremstår desuden som en ’film noir’. ’Film noir’ – ’Sort
film’ – er en betegnelse, som franske filmkritikere brugte om især amerikanske
film, der er ”karakteriseret ved en dyster og skæbnetung stemning. Film
noir’ens personer er enten kyniske magtmennesker, som bruger alle andre
for egen vindings skyld, eller personer fanget af en fortid, de aldrig vil kunne
slippe fri af … handlingen har gerne melodramatiske træk og domineres ofte
af en femme fatale, en edderkoppekvinde, der spinder en eller flere mænd
ind i sit net med dødelig udgang for alle … dens nattemørke storbyunivers
domineres af skæve, klaustrofobiske kompositioner og dramatiske skyggevirkninger”
(Filmleksikon, Munksgaard-Rosinante 1995). Billy Wilders Kvinden
uden samvittighed (Double Indemnity, 1944) og Roman Polanskis Chinatown
(1974) er eksempler på klassiske ’sorte film’.
24
www.historielaboratoriet.dk

Filmens forhold til virkeligheden
Flammen & Citronen er ikke en dokumentarfilm, men en dramatisk skildring
baseret på virkelige hændelser. Det betyder, at instruktøren og manuskriptforfatteren
har taget sig nogle friheder i forhold til bestemte personer og scener,
som optræder i filmen. F.eks. er Aksel Winther ikke en historisk figur,
men løseligt baseret på politifuldmægtig Vilhelm Leifer – en af besættelsestidens
mest omdiskuterede personer.
Her gennemgås to eksempler på, hvordan filmen og virkeligheden spiller
sammen. Der er mange flere, som kan findes ved at sammenligne scener fra
filmen med billeder og beskrivelser i undervisningsmaterialet og bøger.
Skudkamp på Valby Bakke
Flammen og Citronens værste fjende var Gestapo, det hemmelige tyske politi.
Trods advarsler fra Frihedsrådet, og selv om modstandsfolkene vidste, at det
var meget farligt at dræbe tyskere, besluttede Flammen og Citronen i april
1944 at udføre et attentat på Werner Best, den øverste tyske myndighedsperson
i Danmark.
Sammen med to andre medlemmer af Holger Danske-gruppen pakkede
Flammen og Citronen en bil med maskinpistoler og kørte af sted. På Roskildevej
i København så bilen. Bag rattet sad ikke Best, men en dansk Gestapomand.
Hurtigt kørte de op på siden af ham og begyndte at skyde. Og da Gestapo-bilen
med danskeren, som arbejdede for tyskerne, var gennemhullet og
standsede, skyndte modstandsfolkene sig væk.
Selv om det ikke var Werner Best, de fik ram på, lykkedes selve attentatet –
manden blev dræbt. Men desværre havde han to små drenge på seks og syv
år med i bilen. Den yngste slap uskadt, men den syvårige dreng blev ramt af
skud. Han døde senere på hospitalet. Da Flammen fik at vide, at de havde
dræbt et barn, fik han det meget dårligt. Samvittigheden nagede ham.
I filmen er denne begivenhed skrevet om, så det ikke er en tilfældig dansker,
som arbejder for Gestapo, Flammen og Citronen slår ihjel. Derimod er
det selveste Gestapo-chefen, Hoffmann, som de vil myrde. Men attentatet slår
fejl, fordi det ikke er Hoffmann, som sidder i bilen – men en anden mand,
som har sine børn med på bagsædet. Det er et godt eksempel på, hvordan den
faktuelle historie og den fiktive fortælling i filmen spiller sammen.
25
www.historielaboratoriet.dk

9. april 1940 – set gennem porten
Der findes utallige fotografier, som viser tyskernes indtog i Danmark den 9.
april 1940. Mange danskere var på gaden og så lastbilerne med tyske soldater
køre ind i byerne. Ét af de mest kendte billeder er taget i en port og viser tre
personer, som står og betragter en vognfuld tyske soldater passere. I filmen
optræder der en næsten identisk scene, som viser Citronens reaktion på den
tyske besættelse. Hvor personerne på det historiske foto er statiske og betragtende,
er der i filmscenen en klar stillingtagen, som peger frem mod Citronens
senere involvering i modstandsarbejdet.
26
www.historielaboratoriet.dk

Relevante film og materialer
fra Det Danske Filminstitut
Film
Kornet er i fare
Hagen Hasselbalch, Danmark 1944
9 min.
Officielt er "Kornet er i fare" en traditionel, oplysende dokumentarfilm om vigtigheden
af skadedyrsbekæmpelse, hvor bugnende kornmarker og fyldte kornlofter er i fare for
især kornsnudebillen, som gnaver hul i kornets kerne og lægger æg der. Men uofficielt
handler filmen om Danmarks frihedskamp, og det var ikke svært for et biografpublikum
i 1944 at sætte lighedstegn mellem kornsnudebillens hærgen og den tyske besættelsesmagt,
der også blev oplevet som "ædende, ødelæggende, ynglende". Speakerkommentaren
bruger bevidst militære termer og erstat blot slutbudskabets ord "høst"
med "frihed", og den rette mening bryder frem: "Slut op i kampen mod kornskadedyrene.
Husk: Det gælder Danmarks høst"! En klassisk propagandafilm fra besættelsestiden
Det gælder din frihed
Theodor Christensen, Danmark 1946
106 min.
”Det mest forsinkede nej i Danmarks historie” – sådan lyder det om den danske regerings
endelige frasigelse af samarbejdet med den tyske besættelsesmagt den 28. august
1943 i Theodor Christensens fornemme redigering af filmoptagelser fra besættelsen.
Bestilt af Frihedsrådet og med premiere den 4. maj 1946 rejste filmen straks voldsom
debat ved sine skarpe kommentarer til den danske politik, der var ført umiddelbart før
og i de første år af besættelsesårene. Men i dag fremstår den stærkt som en flot filmisk
dokumentation af et stykke danmarkshistorie. En smuk og klassisk dokumentarfilm
om besættelsesårene, der også har leveret meget stof til den senere besættelsesfilm "De
fem år".
27
www.historielaboratoriet.dk

Med ret til at dræbe
Morten Henriksen, Peter Øvig Knudsen, Danmark 2003
111 min.
Dokumentarfilm om de 400 likvideringer, som modstandsbevægelsen foretog i Danmark
under besættelsen. En række af de folk, der deltog i likvideringerne, fortæller efter
langvarig tavshed og for første gang på film om deres oplevelser og konsekvenserne
heraf. Det var ikke gratis. Efter krigen blev likvideringerne mørklagt. Det var en bevidst
politik, og også dette var medvirkende til, at drabene har trukket blodige spor
gennem mange menneskers liv. Filmen, der baserer sig på Peter Øvig Knudsens bog
"Efter drabet", består af interviews, dokumentaroptagelser og rekonstruktioner af begivenheder.
Filmen er i fire afsnit – og et af afsnittene handler specifikt om Flammen.
Min morfars morder – en film om tilgivelse
Mikala Krogh, Søren Fauli, Danmark 2004
59 min.
Filminstruktør Søren Fauli sætter sig for at tilgive sin morfars morder, Søren Kam, den
sidste nulevende danske SS-officer, for det mord, han begik på Faulis morfar i slutningen
af 2. Verdenskrig. For Sørens mor er dette tilgivelsesprojekt vanskeligt, for hun mistede
sin far, da hun var 13 år. Og sorgen over tabet og over, at morderen stadig er på
fri fod, har præget hele hendes liv. Fauli vil prøve at opsøge morderen og via samtaler
med sin mor forsøge at løsne den smerte, hun har følt igennem hele sit liv. Filmen rejser
spørgsmål som: Hvordan tackler vi det problem, at alle krige skaber efterladte, som
har mistet dem, de holder af? Og hvordan forholder vi os til, at mange af bødlerne stadig
er på fri fod?
Skaf filmene
”Min morfars morder” og ”Med ret til at dræbe” kan ses i dvd-kvalitet på internettet
via abonnementstjenesten www.filmstriben.dk.
Alle filmene kan desuden lånes på biblioteket eller via landets Centre for Undervisningsmidler,
og de kan købes til skoler, biblioteker og institutioner via
www.biblioteksmedier.dk.
Det Danske Filminstitut distribuerer en række andre film om besættelsestiden – se
Filminstituttets netkatalog: www.dfi.dk/DFIKataloget
28
www.historielaboratoriet.dk

Undervisningsmateriale
Nedenfor finder du links til gratis undervisningsmaterialer fra Det Danske Filminstitut.
Materialerne kan frit downloades og printes ud til brug i undervisningen.
Bemærk: på nær filmene i temapakken ”Anden verdenskrig” distribuerer Det Danske
Filminstitut ikke nedenstående film. De fleste af titlerne er dog almindeligt tilgængelige
på dvd.
Temapakke ”Anden verdenskrig”:
http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/andenverdenskrig/
et materiale til seks film om anden verdenskrig, heriblandt ”Det gælder din frihed”.
Forfalskerne: http://www.dfi.dk/filmiskolen/undervisningsmaterialer/alfabetisk/uvmat/forfalskerneuvm.htm
materiale til den tyske spillefilm om nazisternes falskmøntnerprojekt i Buchenwald.
Napola:
http://www.dfi.dk/filmiskolen/undervisningsmaterialer/alfabetisk/napola/forside.htm
materiale til den tyske spillefilm om en drengs oplevelser på en nazistisk eliteskole.
Sophie Scholl – de sidste dage:
http://www.dfi.dk/filmiskolen/undervisningsmaterialer/alfabetisk/uvmat/sophiescholl.htm
Materiale til den tyske spillefilm om optrævlingen af den tyske modstandsgruppe Hvide
Rose.
Der Untergang: http://129.142.12.139/deruntergang/
materiale til den tyske spillefilm om Hitlers sidste dage i Berlin.
Øen i Fuglegaden: http://www.dfi.dk/dfi/undervisning/oenifuglegaden/
- materiale til Søren Kragh-Jacobsens film om en jødisk drengs oplevelser i Warszawas
ghetto i 1943.
29
www.historielaboratoriet.dk

10 centrale danske spillefilm om besættelsen 1940-45
Besættelsestiden har været skildret i en række danske spillefilm. Nedenfor kan du læse
om ti af de vigtigste – fra 1945 til 2008. Listen omfatter ikke dokumentarfilm, men i
Filminstituttets netkatalog kan du finde en række centrale dokumentariske skildringer
af perioden: www.dfi.dk/DFIKataloget.
Bemærk: Det Danske Filminstitut distribuerer ikke nedenstående film. De fleste af titlerne
er almindeligt tilgængelige på dvd.
Den usynlige hær (1945, instruktion: Johan Jacobsen)
Med premiere den 6. oktober 1945 var dette den første danske spillefilm om den netop
overståede besættelse. Mogens Wieth spiller modstandsmanden, der vender hjem til
Danmark efter fire år i England for at lede en sabotageaktion. Ebbe Rode er vennen, der
må opgive sin hidtidige passivitet overfor tyskerne og tage aktivt del i modstandskampen,
og Bodil Kjer er kvinden i midten. Filmen er dels et romantisk trekantsdrama, dels
en spændende skildring af forberedelsen og udførelsen af en aktion mod en tyskvenlig
fabrik.
De røde enge (1945, instruktion: Bodil Ipsen og Lau Lauritzen jun.)
To måneder efter ”Den usynlige hær” var der premiere på denne noget mere mørke og
barske film. En del af filmen fortælles i flashback af modstandsmanden Michael (Poul
Reichhardt), der tortureres og dødsdømmes af Gestapo i Dagmarhus. Den tyske forhørsleder
er rendyrket ond, mens der er flere nuancer i skildringen af Reichhardts tyske
fangevogter. En utvetydig hyldest til de danske modstandsfolk og deres ofte store
personlige ofre.
3 år efter (1948, instruktion: Johan Jacobsen)
Interessant skildring af det moralske opgør i årene umiddelbart efter befrielsen. De to
centrale figurer er en arkitekt (Angelo Bruun) og en fabrikant (Ib Schønberg), som begge
har samarbejdet med tyskerne under krigen – den ene er nu plaget af samvittighedskvaler,
mens den anden ikke mener, at han har gjort noget galt. Intens, lavmælt og
alvorlig. Baseret på Soyas skuespil ”Efter”.
Der kom en dag (1955, instruktion: Sven Methling)
I anledning af 10-året for befrielsen lavede man denne skildring af modstandskampen,
der både fungerer som spændingsfilm og som hyldest til modstandsbevægelsen. I stil
med ”Den usynlige hær” følger filmen to danske sabotører, uddannet i England, som
vender tilbage til Danmark og deltager i sabotage. Filmen har desuden interessante
passager udspillet i nutidens 1955, som sætter handlingen i et lidt større perspektiv.
30
www.historielaboratoriet.dk

Filmen delte årets Bodil til bedste film med Carl Th. Dreyers ”Ordet”. Baseret på en
roman af modstandsmanden Flemming B. Muus.
Der var engang en krig (1966, instruktion: Palle Kjærulff-Schmidt)
Ikke en decideret besættelsesfilm – snarere en klassisk ungdomsfilm med besættelsestiden
som konstant nærværende kulisse. Filmen handler om den 14-årige Tim, som
drømmer om store heltebedrifter, mens hans hverdag i virkeligheden ligner enhver
anden drengs. Fantasiscener (bl.a. med Tim som heltemodig modstandsmand) blandes
fornemt med fine skildringer af en dansk krigshverdag anno 1944. Manuskript af Klaus
Rifbjerg.
Den korte sommer (1976, instruktion: Edward Fleming)
En af de få skildringer af danske ”feltmadrasser” eller ”tyskertøser”, dvs. kvinder som
havde forhold til tyske soldater. Ghita Nørby spiller den enlige mor, som forelsker sig i
en tysk officer (Henning Jensen). ”Den korte sommer” fik en Bodil som bedste film, og
Ghita Nørby fik en statuette for sin præstation i hovedrollen.
Forræderne (1983, instruktion: Ole Roos)
Januar 1945. To unge Frikorps Danmark-soldater (spillet af Allan Olsen og Ole Meyer)
deserterer og jagtes nu både af tyskerne og af danske modstandsfolk. De to hovedpersoner
skildres som naive tabere, men hverken tyskerne eller modstandsbevægelsen
sættes i noget mere positivt lys. En mørk og stemningsfuld og frem for alt anderledes
dansk besættelsesfilm. Et spændende modbillede til genrens dominerende helteskildringer.
Baseret på Erik Aalbæk Jensens roman ”Kridtstregen”.
Drengene fra Sankt Petri (1991, instruktion: Søren Kragh-Jacobsen)
Churchill-klubben var en gruppe unge modstandsfolk fra Aalborg, som opererede i
den første halvdel af besættelsen – de var de første sabotører, der blev taget af tyskerne.
Søren Kragh-Jacobsens film tager udgangspunkt i virkelighedens Churchill-klub og
skildrer, hvordan drengestreger udvikler sig til sabotage, og hvordan krigen pludselig
bliver blodig alvor for en flok teenagedrenge.
De nøgne træer (1991, instruktion: Morten Henriksen)
En ung sabotør forelsker sig i sin gruppeleders kone. Forholdet gør, at han pludselig
står splittet mellem kærligheden og modstandskampen. Et godt eksempel på en velproduceret,
nyere skildring af besættelsestiden – men stadig med mange af de traditionelle
elementer, som man finder helt tilbage til f.eks. ”Den usynlige hær”. Baseret på en
roman af Tage Skou-Hansen.
31
www.historielaboratoriet.dk

Flammen & Citronen (2008, instruktion: Ole Christian Madsen)
Autentisk baseret skildring af de to legendariske modstandsfolk. Som den hidtil dyreste
danske film er den naturligt meget velproduceret. Den har både blodige modstandsaktioner
og kærlighedsplot og passer således fint i den danske tradition for besættelsesfilm.
Men det er samtidig den første film, som for alvor dykker ned i det mørke
kapitel af besættelsens historie, der handler om modstandsbevægelsens likvideringer.
Det centrale moralske dilemma hér er således ikke, om man skal kæmpe eller ej –
men hvor langt man kan tillade sig at gå. Peter Øvig Knudsen kommer ind på emnet i
sin bog ”Efter drabet”, som siden er blevet bearbejdet til dokumentarfilmen ”Med ret til
at dræbe”.
32
www.historielaboratoriet.dk

Relevant fag- og skønlitteratur
FAGLITTERATUR
Efter drabet
Peter Øvig Knudsen, Gyldendal 2001
378 sider, illustreret
I Efter drabet træder en række modstandsfolk efter 55 år frem og fortæller om de danske
likvideringer under 2. Verdenskrig, hvor omkring 400 danskere blev dræbt af den danske
modstandsbevægelse. Drabene blev efter krigen dysset ned, men med denne bog
kommer nogle af myterne omkring modstandsbevægelsens mere kontroversielle bedrifter
frem i lyset. Bogens forfatter, Peter Øvig Knudsen, har med baggrund i interviews
og dokumenter fra hidtil lukkede arkiver beskrevet en knap så flatterende side af
modstandskampen, der hidtil har været gemt godt af vejen i den gode sags tjeneste. Et
af bogens afsnit består af et interview med Flammens far og giver et godt billede af
Flammens person.
Stikkerdrab: modstandsbevægelsens likvideringer af danskere under besættelsen
Stefan Emkjær, Aschehoug, 2000
223 sider, illustreret
Da den tyske besættelse af Danmark endelig var ovre, stod danskerne over for et stort
retsopgør. Det var ikke blot de danskere, der samarbejdede med den tyske besættelsesmagt,
der stor for skud. Flere højtstående politikere havde sat sig for at undersøge
modstandsfolkenes mange likvideringer. Denne bog handler om de flere end 400 drab,
som modstandsbevægelserne udførte på danskere i besættelsens sidste år. Drabene går
under betegnelsen stikkerlikvideringer, men forfatteren mener, at der kun i et fåtal af
sagerne faktisk var tale om stikkeri. Bogen graver lidt dybere ned i, hvem der gav ordre
til disse drab, og kaster samtidig lys på de mennesker der blev skudt og på de, der
skød. En af de største fortalere for at stoppe undersøgelserne af stikkerdrabene Frode
Jakobsens rolle tages også op til kritisk revision
Bogen om Churchill-klubben: Churchill-klubben, Breve fra fængslet, Sidste krigsår,
Sagen om Churchill-klubben
Knud Pedersen, Lindhardt og Ringhof, 2005
627 sider, illustreret
33
www.historielaboratoriet.dk

Frihedskæmperen Knud Pedersen var medlem af Churchill-klubben og fortæller her
historien om en gruppe drenge og unge, der i Aalborg i foråret 1942 dannede besættelsestidens
første sabotagegruppe. Churchill-klubben bestod af drenge fra 15-17årsalderen,
der pga. af deres aktioner under besættelsen skabte sig et ry, der den dag i
dag lever i bedste velgående, og som bl.a. har givet inspiration til bogen og filmen
Drengene fra Skt. Petri. Bogen er en samlet udgave af bøgerne Churchill-klubben, der udkom
i 1946, fulgt op af Breve fra fængslet i 1946 og to år senere af Sidste krigsår. Denne
samlede udgave indeholder desuden et afsnit med kildemateriale, hovedsageligt fra
Rigsarkivet, og her for første gang gengivet i ucensureret form.
Sabotagegruppen BOPA 1942-1945
Esben Kjeldbæk, Frihedsmuseets Venners Forlag, 1997
512 sider, illustreret
En af de mest fremtrædende danske modstandsgrupper under besættelsen var den
venstreorienterede BOPA, der havde rod i kommunismen. I denne bog gives et dokumenteret
overblik over BOPAs historie fra begyndelse til slutning. Bogen handler om
BOPA set indefra, men sat i forhold til den generelle besættelseshistorie. Bogen bygger
på mere end 70 interviews, som siden 1977 er indsamlet blandt medlemmerne af
BOPA. Læseren får et overblik over organisationens historie, men kommer samtidig
tæt på en række af dens medlemmer. Bogen indeholder tillige beskrivelser af de enkelte
sabotageaktioner.
Dobbeltagenten – en stikkers historie
Jørgen Røjel, Samleren, 2000
159
Biografien omhandler den eneste hidtil kendte dobbeltagent blandt de godt 1000 stikkere,
der arbejdede i Danmark under besættelsen. Han hed Harvey Jensen, og hans aktiviteter
fik katastrofale følger for modstandsbevægelsen. En lang række jernbanesabotører
blev angivet, og SOE’s kontaktnet blev pga. hans stikkeri trævlet op med over 200
anholdelser som resultat. I juli 1944 skiftede Harvey Jensen side og blev dobbeltagent
for nedkastchefen i Jylland, hvor han reddede livene for mange nedkastningsfolk. Mod
slutningen af krigen måtte han dog gå under jorden, da Gestapo opdagede hans dobbeltspil.
Efter befrielsen blev han antaget som tolk i det engelske hovedkvarter i København.
I oktober 1945 blev han endelig afsløret og idømt 18 års fængsel. Formildende
omstændigheder fik ham dog løsladt allerede i 1950.
34
www.historielaboratoriet.dk

Under hagekors og Dannebrog: danskere i Waffen SS 1940-45
Claus Bundgård Christensen, Aschehoug, 1999
521 sider, illustreret
Under hagekors og Dannebrog beskriver de danskere, der tog del i kampen på den anden
side. I bogen møder vi nemlig en gruppe danske statsborgere, som oplevede nogle af
de mest dramatiske sider af 2. Verdenskrig. De var soldater i den nazistiske militærorganisation
Waffen SS og blev indsat på den hårdeste front af dem alle, Østfronten. Omkring
6.000 gjorde tjeneste her i løbet af krigen - og en tredjedel af dem faldt inden kapitulationen.
For mange af de øvrige fulgte flere år i fangenskab i allierede krigsfangelejre
og danske fængsler.
Hvorfor gjorde I det?
Jørgen Kieler, Gyldendal 2001
To bind
I besættelsesårene var forfatteren Jørgen Kieler modstandsmand og sabotør. Sammen
med sine to ældre søskende omdannede han som ung student deres fælles studenterhybel
i København til et samlingssted for kommende modstandsfolk. Det illegale arbejde
udviklede sig i første omgang til Frit Danmarks Studentergruppe, men senere
afgav gruppen også medlemmer til Holger Danske og dermed til sabotagearbejde. Debatbogen
her skildrer den kreds af unge idealister, der under 2. Verdenskrig valgte
modstandskampen og gennemlevede dens konsekvenser, og Jørgen Kieler gennemgår
næsten time for time de forskellige aktioner, nogle succesrige, andre skæbnesvangert
mislykkede.
Sådan valgte de: syv dobbeltportrætter fra besættelsens tid
Redigeret af Hans Kirchhoff, Gyldendal 2008
200 sider
Bogens gennemgående tema er valget mellem modstand og samarbejde med den tyske
besættelsesmagt. De portrætterede er repræsentanter fra forskellige aktørgrupper, der
spillede en stor rolle for udviklingen under krigen. I bogen er de parret, så de har
samme udgangspunkt, men kæmper på hver sin side. Bogen skildrer et udpluk af de
mange forskellige reaktionsmønstre under besættelsen – hvordan det både var tilfældigheder,
overbevisninger, vrede og sund fornuft, der afgjorde, om man kæmpede
mod, for eller bare så til fra sidelinjen.
35
www.historielaboratoriet.dk

Sabotage: da danskere gik til aktiv modstand mod den tyske besættelsesmagt
Andreas Skov, Documentas, 2003
175 sider, illustreret
Danmark var besat, og nu skulle der ydes aktiv modstand. Denne nationalfølelse og
trang til at gøre noget drev omkring 400 danskere i modstandsorganisationen BOPA til
aktiv kamp mod den tyske besættelsesmagt. Historikeren Andreas Skov baserer sin
fremstilling på udsagn fra mange af de personer, der tog aktiv del i aktionerne. Hans
bog om modstandsbevægelsens mange sabotageaktioner bygger således på aktionsrapporter
og udsagn fra sabotører. Den beskriver samtidig hovedlinjerne i modstandsorganisationen
BOPAs sabotageaktioner samt den øvrige sabotage i Danmark.
Oprør
Andreas Skov, Documentas, 2003
188 sider, illustreret
I august 1943 var der oprør i gaderne i Odense, Esbjerg, Aalborg, Århus og en række
andre byer på Fyn og i Jylland. Oprørerne blev senere kendt som Augustoprøret, der
førte til, at regeringen den 29. august blev tvunget til at overlade styret af Danmark til
den tyske besættelsesmagt. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, og den tyske
Værnemagt overtog den danske regerings beføjelser. Mere end tre års samarbejdspolitik
var slut. I denne bog har historikeren Andreas Skov interviewet danskere, der tog
aktiv del i begivenhederne dengang. Herudover har han gennemgået breve, dagbøger
og illegale blade. Med udgangspunkt i dette skriver han en dramatisk fortælling om en
af de mest intense perioder i Danmarks historie, hvor begivenhederne på gadeplan også
bliver koblet sammen med den landspolitiske situation.
9. april
Flemming Søeborg, Documentas, 2005
187 sider, illustreret
Forfatter Flemming Søeborg fortæller her om optakten til besættelsen, de højspændte
begivenheder på selve dagen og danskernes hverdag i tiden efter den tyske indmarch.
Bogen bygger på beretninger, artikler, breve og øjenvidneskildringer, hvor især de højspændte
dage i begyndelsen af april 1940 skildres indgående, og besættelsen følges minut
for minut med nærkampene i Sønderjylland, verdenshistoriens første nedkastning
af faldskærmstropper i Aalborg og Vordingborg samt landgang i København, hvor politikerne
i samråd med kongen under hårde, tyske trusler og kampe uden for vinduerne
på Amalienborg måtte acceptere besættelsen.
36
www.historielaboratoriet.dk

Befrielsen
Andreas Skov og Flemming Søeborg, Documentas, 2004
206 sider, illustreret
Den 4. maj 1945 kl. 20.36 lød befrielsesbudskabet fra BBC i de danske radioer. Kun få
minutter efter var gaderne fyldt af en jublende befolkning. Danmark var atter frit, der
var glæde i de små hjem, men samtidig begyndte modstandsfolkenes arbejde med at
arrestere de mange såkaldte kollaboratører. Trods frihed blev denne dag en af de blodigste
med mange dræbte og sårede. Andreas Skovs bog om befrielsen bygger på beretninger,
artikler, breve og øjenvidneskildringer fra befrielsessommeren og skildrer
stemningen i Danmark efter 5 års besættelse.
Peter-Gruppen
Frank Bøgh, Documentas, 2004
288 sider
Efter ordre fra Hitler iværksatte tyskerne fra slutningen af 1943 en modterror, der skulle
søge at dæmme op for den stigende modstand i Danmark. Mest berygtet var Petergruppen.
Peter-gruppen stod blandt andet bag mordet på præsten Kaj Munk, attentater
mod passagertog i Østjylland med 20 omkomne og adskillige hårdt kvæstede, sprængningen
af dele af Tivoli, Domus Medica, Odinstårnet i Odense og ØK-bygningen i København.
Forfatteren Frank Bøgh har interviewet en lang række mennesker, hvis liv på
den ene eller anden måde blev påvirket af Peter-gruppens ugerninger. Stoffet bygger
også på en indgående research i politiets egne rapporter over de enkelte sager samt i de
omfangsrige beskrivelser i blade og bøger, publiceret under og efter besættelsen. Bogen
slutter med udførligt at skildre landsforrædernes skæbne i retsopgøret. I alt syv af Peter-gruppens
danske medlemmer blev henrettet efter besættelsen.
Folkestrejken – Da hovedstaden gjorde oprør
Rasmus Jørgensen, Documentas, 2004
175 sider, illustreret
Fra den 26. juni til 4. juli 1944 gik den københavnske befolkning i strejke. Det var en
gengældelsesaktion mod tyskerne, der havde indført spærretid. Folkestrejken, som den
hedder i den kollektive bevidsthed, gav genlyd i den allierede verden som det mest
markante slag mod de tyske besættelsestropper i Danmark. Gaderne i København var
oplyst af utallige bål, sporvogne blev væltet, butikkerne lukkede. Tyskerne svarede
igen ved at sprænge dele af Tivoli i luften, mange danske sabotører blev henrettet, og
omkring 700 danske civile blev såret og dræbt i urolighederne. Den danske hovedstad
37
www.historielaboratoriet.dk

var i kaos. Historikeren Rasmus Jørgensen gengiver de højspændte begivenheder, som
de udspandt sig i de københavnske gader. De politiske beslutninger og konsekvenser
bliver belyst, og det københavnske sammenhold beskrives af de mange vidner, der oplevede
de dramatiske dage.
Kim: uddrag af dagbog og brevet skrevet fra hans syttende til hans enogtyvende år
Kim Malthe-Bruun, Høst 1995 (opr. 1945)
Kim Malthe-Bruuns breve til familien, fra han var 17 år og en tænksom iagttager af
verden omkring ham, til han blev taget som frihedskæmper og sad i fangenskab, indtil
han blev henrettet af tyskerne
OPSLAGSVÆRKER
Gads leksikon: Hvem var hvem 1940-1945
Redigeret af Hans Kirchhoff m.fl., Gads Forlag, 1994
Dette leksikon er blevet til med hjælp fra omkring 50 forskere, der tilsammen har udarbejdet
værkets cirka 500 biografier. Bogen rummer således størstedelen af den personkreds,
der på den ene eller den anden måde har spillet en rolle i besættelsestiden.
Gads leksikon om Dansk besættelsestid 1940-1945
Redigeret af Hans Kirchhoff m.fl., Gads Forlag, 2002
Det bedste og mest dækkende opslagsværk om besættelsen, skrevet af omkring 50 af
landets dygtigste forskere, der tilsammen har udarbejdet de over 400 opslag og illustrationer.
Bogen samler i leksikal form besættelsesårenes historie, personer og begivenheder
og beskriver såvel de økonomiske som de sociale forhold, danskerne levede under
– både de, der arbejdede for og imod tyskerne.
Besættelsen dag for dag
Rasmus Jørgensen, Aschehoug 2004
Denne opslagsbog giver et godt overblik over besættelsen i Danmark 1940-1945 med
fokus på både de militære og politiske begivenheder. Desuden indeholder bogen en
oversigt over de væsentligste begivenheder i det dansk-tyske forhold fra den tyske besættelse
til udviklingen i Danmark efter befrielsen og frem til valget i oktober 1945.
38
www.historielaboratoriet.dk

SKØNLITTERATUR
De nøgne træer
Tage Skou-Hansen, Gyldendal, 1996
Tage Skou-Hansens roman, der udkom første gang i 1957, er stadig en af de mest læste
romaner om besættelsestidens Danmark. Romanen foregår i Århus fra december 1943
til oktober 1944, fra træerne er nøgne, til de er ved at blive det igen. Den er en fortælling
om dansk ungdom under 2. Verdenskrig. Bogens hovedperson, Holger Mikkelsen,
er en ung, lidt naiv, nybagt student, der bliver involveret i en århusiansk modstandsgruppe.
Bogen rummer både spænding i form af modstandsgruppens aktioner, der
også fører død og ulykke med sig, og kærlighed – endda forbudt kærlighed mellem
Holger og Gerda, der er gift med modstandsgruppens leder Christian.
Frydenholm
Hans Scherfig, Gyldendal, 1962
Bogens omdrejningspunkt er den tyske besættelse af Danmark i årene 1940-45. Særligt
fokus er der på såvel regeringens som den jævne danskers holdning til besættelsen og
samarbejdspolitikken. Det er især historien om de danske kommunisters skæbne under
2. Verdenskrig. To faktiske begivenheder ligger til grund for romanen fra 1962: interneringen
af fremtrædende danske kommunister efter angrebet på Sovjetunionen 22. juni
1941 og den grundlovsstridige lov, der med tilbagevirkende kraft forbød al kommunistisk
virksomhed. Vi følger begivenhedernes konsekvenser for Martin Olsen, der sidder
i en tysk kz-lejr, og for hans familie hjemme på godset Frydenholm på Sydsjælland.
Kridtstregen
Erik Aalbæk Jensen, Gyldendal, 1976
Kridtstregens handling udspiller sig i de sidste fire måneder af 2. Verdenskrig, hvor vi
følger to hjemvendte Frikorps Danmark-folks flugt både fra modstandsfolk og SS.
Hovedpersonerne Hardy Bunken og Bertel Kratholm går i tjeneste hos tyskerne, Hardy
fordi han er efterlyst i Aalborg i forbindelse med mordet på en servitrice, og Bertel fordi
han er stærkt inspireret af sine forældres fascination af nazismen. Hardy og Bertel
kommer tilbage til Danmark for at gøre tjeneste i en lille sydsjællandsk by, men nytårsnat
1945 beslutter de sig for at desertere og søge mod deres hjemegn i Vendsyssel.
39
www.historielaboratoriet.dk

Drengene fra Sankt Petri
Bjarne Reuter, Gyldendal, 1991
Drengene fra Sankt Petri handler om en drengegruppe fra Aalborg, der danner en hemmelig
klub med det formål at gøre Værnemagten til grin. Den foregår i perioden sommeren
1942 til vinteren samme år. De to brødre, gymnasieeleverne Gunnar og Lars
Balstrup, har dannet en gruppe sammen med to af Gunnars klassekammerater – gruppen,
der siden er blevet kendt som Churchill-gruppen. De holder til på loftet af Sankt
Petri Kirke, hvor deres far er præst. Gruppens modstand mod tyskerne består til at begynde
med mest af drengestreger, såsom at stjæle nummerplader, skråhuer og vimpler,
men tingene udvikler sig fra drengestreger til livsfarlig sabotage.
Bogen handler også om Lars’ forelskelse i Gunnars kæreste, Irene. Hun gengælder hans
følelser, og det giver samvittighedsnag.
Om så det gælder
Hanne Richardt Beck, Gyldendal, 2007
Om så det gælder er en historie om de hemmeligheder og løgne, vi har for os selv og vores
nærmeste, og om de afgørende valg, vi træffer i livet. Samtidig er det en roman om
vores kollektive fortællinger om vindere og tabere, om besættelse og kærlighed.
Søskendeparret Viggo og Vita med den socialdemokratiske baggrund flytter i 1933 fra
Nørrebro til Brønshøj, hvor de møder rigmandssønnen Max. I 1940'erne går Vita og
Max ind i det illegale arbejde med fatale følger.
Besættelse
Benni Bødker, Carlsen, 2005
Besættelse foregår under den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Det er
både en spændende roman om sabotage og modstandskamp og en skildring af, hvordan
det er at vokse op i en nazistisk familie og ikke anskue alting i sort-hvid.
Hovedpersonen Jesper er stolt af sin storebror, der kæmper i tysk uniform som frivillig
på Østfronten. Men alt forandres, da Jesper en dag snyder sig til at læse et uhyggeligt
brev fra broren, som ikke har været igennem den tyske feltcensur.
Jespers far er nazist, og derfor er de blevet nødt til at flytte til en lille provinsby, hvor
ingen kender dem. I Jespers nye skole møder han en flok spejderdrenge, der gerne vil
være modstandsfolk. Og med en pistol fra en tysk officer kan meget pludselig lade sig
gøre. Jesper har fået nok af løgn, afmagt og drengesteger. Han vil gøre noget, og han
slutter sig til en modstandsgruppe.
40
www.historielaboratoriet.dk

OM FILMEN
Flammen & Citronen – bag om Ole Christian Madsens besættelsesdrama
Christian Mongaard
Christian Monggaard, der til daglig arbejder som filmanmelder på dagbladet Information,
har fulgt tilblivelsen af "Flammen & Citronen". Det er blevet til denne bog, som er
udgivet sammen med filmmagasinet EKKO #40 (februar 2008). Bogen følger hele processen
med at lave filmen og rummer bl.a. interviews med instruktøren, manuskriptforfatteren
og flere af de medvirkende. Bemærk, at bogen ikke er tilgængelig i almindelig
handel – den kan udelukkende fås sammen med EKKO #40. Se www.ekkofilm.dk.
41
www.historielaboratoriet.dk

På nettet
Her finder du flere oplysninger om filmen og de historiske begivenheder og personer.
http://www.flammenogcitronen.dk
Det officielle websted for filmen ”Flammen & Citronen”.
http://www.natmus.dk/sw54219.asp
Frihedsmuseets websted om de virkelige personer bag filmen.
http://www.befrielsen1945.dk
Stort websted om Danmarks befrielse og tiden under besættelsen er beregnet til undervisning
i grundskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser. Webstedet er udarbejdet
i anledning af 60-året for befrielsen
http://www.besaettelse-befrielse.dk
Internetleksikon om Danmark under besættelsen og befrielsen. Siden henvender sig til
folkeskolens ældste klasser, ungdomsuddannelserne og til den alment interesserede.
http://www.besaettelsen.dk
Danmark 1940-45 er et netbaseret undervisningsmateriale om besættelsestidens Danmark.
For at få adgang til materialet, skal man købe et log-in. Hjemmesiden henvender
sig primært til 7.-10. klasse og kan bruges i historie, samfundsfag og dansk samt engelsk,
tysk, matematik, religion og geografi.
http://www.faktalink.dk/publish.php?linknavn=besahele
FaktaLink er et elektronisk tidsskrift. Artiklerne giver en introduktion til og en uddybende
information om aktuelle og klassiske emner, links til videre læsning på internettet
samt henvisninger til illustrationer, artikler, bøger, tv- og radioindslag med mere
om et givent emne. Dette specifikke FaktaLink handler om besættelsestiden: Om optakten,
invasionen, samarbejdspolitikkens fordele og ulemper, om danskernes dagligdag,
den voksende modstand og afslutningen på krigen.
http://www.besaettelsestiden.dk
Dette websted er primært henvendt til elever i gymnasiet og folkeskolens ældste klasser
samt almindeligt interesserede. Den præsenterer besættelsestidens historie, herunder
særligt den politiske, gennem en historisk fremstilling suppleret og udbygget med
leksikalske funktioner. Desuden præsenteres udvalgt litteratur og relevante websteder.
HISTORIE LABORATORIET påtager sit intet ansvar for indholdet af siderne, ej heller skadelig programkode eller lignende.
42
www.historielaboratoriet.dk