Flammen og Citronen - historielaboratoriet

Gengældelsesaktioner
En af årsagerne til uenigheden var, at tyskerne som nævnt hævnede både sabotager
og stikkerdrab med såkaldte ”schalburgtager” og ”clearingmord”.
Sabotage skulle hævnes af en schalburgtage, hvor en berømt dansk bygning
eller anden konstruktion blev bombesprængt af tyskernes danske håndlangere.
For eksempel blev Tivolis glassal sprængt i 1944. En likvidering af en
stikker blev gerne fulgt op af et tysk drab på en dansker, helst én, der var
kendt. I alt blev cirka 100 danskere ofre for clearingmord. Den mest kendte
var præsten og digteren Kaj Munk, der blev myrdet den 4. januar 1944.
Denne trussel mod det danske samfund fik nogle af medlemmerne af Frihedsrådet
til at mene, at det bedste ville være at holde op med at provokere
tyskerne. I stedet skulle modstandsfolkene og de officerer, der var gået under
jorden efter afvæbningen af den danske hær den 29. august 1943, forholde sig
i ro. Der skulle ikke foretages konstante angreb på tyskerne længere, for det
førte blot til gengældelsesaktioner. Fortalerne for denne tilbageholdende
form for modstand var dog i undertal, så den væbnede modstand fortsatte.
Forskellige interesser
Modstandsbevægelsen i Danmark bestod af meget forskellige dele. De fleste
grupper var startet i det små uden kontakt til hinanden, og de havde vidt
forskellige politiske synspunkter og meninger om, hvordan man skulle
kæmpe mod tyskerne. Selv efter at Frihedsrådet begyndte at koordinere
samarbejdet, var det ofte kun hadet mod tyskerne, der forbandt grupperne.
For eksempel var der stor forskel på BOPA og Holger Danske-grupperne.
BOPA (Borgerlige Partisaner) var – på trods af navnet – blevet grundlagt af
kommunisterne, og selv om der var kommet mange ikke-kommunistiske
medlemmer til undervejs, var det stadig kommunisterne, der førte an. Modstandsgruppen
Holger Danske, som Flammen og Citronen tilhørte, havde
derimod nationale og konservative rødder. Alligevel arbejde BOPA og Holger
Danske sammen. BOPA havde nemlig plads i Frihedsrådet sammen med
bl.a. Ringen, som Holger Danske hørte under.
Dobbeltspil
De mange forskellige grupperinger og interesser medførte en del usikkerhed.
Ingen kunne være helt sikker på, hvem man turde stole på, og meget ofte var
mistænksomheden berettiget.
Der fandtes nemlig mennesker der var knyttet både til tyskerne og til
modstandsbevægelsen. De fungerede som skjulte agenter, men der var altid
den mulighed, at de var dobbeltagenter. Således kunne det være, at de gav
oplysninger til modstandsbevægelsen om tyskernes planer, blot for at få mere
information om modstandsbevægelsen, som de så kunne give til tyskerne;
13
www.historielaboratoriet.dk