Flammen og Citronen - historielaboratoriet

Eftertiden
Befrielsesregeringen begyndte at fungere den 9. maj 1945 ved åbningen af
Rigsdagen (det danske parlament, som dengang bestod af Landstinget og
Folketinget). Halvdelen af regeringens medlemmer kom som aftalt fra modstandsbevægelsen,
mens den anden halvdel var erfarne politikere. Det var
også modstandsfolk, der sørgede for ro og orden overalt i Danmark, før politiet
og militæret igen kunne sættes ind
Det var en storslået tid for modstandsfolkene. De havde sejret og blev nu
tiljublet som helte af deres landsmænd. Modstandsbevægelsen havde derfor
meget stor magt i i Danmark i de glade majdage lige efter befrielsen. Men
hvis frihedskæmperne, især de kommunistiske modstandsfolk, havde regnet
med, at deres rolle i det danske samfund ville vare ved, så tog de fejl.
Tilbage til de gamle tilstande
Det gamle politiske system blev hurtigt genoprettet. Politikerne forsøgte af al
kraft at sikre, at modstandsbevægelsen ikke blandede sig for meget i dansk
politik efter befrielsen. Det var ikke kun kommunisterne, men også de mest
konservative medlemmer af modstandsbevægelsen, som de gamle politikere
ikke ville have skulle få al for stor indflydelse i Danmark.
Modstandsbevægelsen blev altså snart trængt i baggrunden. Men det betød
ikke, at frihedskæmpernes indsats blev glemt – heller ikke af de danske
vælgere. Ved det første efterkrigstidsvalg i oktober 1945 fik kommunistpartiet
for eksempel en voldsom fremgang, mens flere af de partier, som havde
samarbejdet med tyskerne, mistede mange mandater i Folketinget.
Aktiv eller passiv modstand?
I befrielsesdagene var der ingen, der turde sige modstandskæmperne imod,
når de hævdede, at det var dem og dem alene, der havde reddet Danmarks
ære. Deres heltemodige væbnede kamp mod besættelsesmagten havde vist
sejrherrerne i 2. Verdenskrig, at Danmark ikke var på Tysklands side under
krigen, men derimod et besat land. Kun takket være den væbnede modstand
blev Danmark regnet som et allieret land og kunne nyde godt af sejren. Det
var en holdning, som de fleste modstandsfolk stod ved resten af deres liv.
Men langsomt begyndte de tidligere samarbejdspolitikere også at forsvare
det, de havde gjort under besættelsen. De forklarede for eksempel, at deres
forhandlinger med tyskerne havde været en form for passiv modstand. Og
19
www.historielaboratoriet.dk