<strong>ORDET</strong> #24 8. årgang - Sept. 2010 Redaktion Agnete Christiansen Emilie Fuglsang Julie Lund Mikkelsen Erik Pardos Olsen Sara Rottbøll Malene Skov redaktion@ordet.net Skribenter Emilie Fuglsang Jeppe Jørgensen Peter Gøthgen Erik Pardos Olsen Sara Rottbøll Peter Schepelern Agnete Christiansen Malene Skov Julie Lund Mikkelsen Web www.ordet.net Forside Brigitte Bardot Layout Tais Juul KOLOFON Tryk Frederiksberg Trykkeri ISSN 1602-5334 Oplag 750 Annoncer annonce@ordet.net Input Brug <strong>ORDET</strong>! Indlæg, artikler og idéer modtages med glæde. Send en mail til redaktionen@ordet.net eller kontakt redaktionen. Ordet udgives med støtte af Nordisk Film Fond og Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, København Universitet. Ordet - tidsskrift for film og medier Njalsgade 4 80 2300 København S www.ordet.net LEDER Sex, sex, sex, sex, sex! Og denne gang er overskriften ikke blot en snedig påkaldelse af dit lumre underjegs dunkle drifter, men det dybt alvorlige, ærkeakademiske, journalistisk lødige emne for dette nummer af Ordet. Vi tager skam sex seriøst her på redaktionen, og vi har derfor med største andægtighed og systematik gennemgået AV-arkivets kulørte afdeling for at finde de brunstigste tyre, de stiveste nitter og hedeste nætter, som det hvide lærred (og den blå computerskærm) byder på. Sex, vold og stoffer listes ofte – ikke mindst i amerikansk populærkultur – sammen som den amoralske triade, det ultimativt utilgivelige og syndige. Er du blevet gravid uden for ægteskabet, kunne du næsten lige så godt have solgt kokain til skolebørn, mens du knivstak gamle damer for at stjæle deres bankopenge. I den hjemlige andedam er forargelsen mindre (vi ophævede jo også som de første forbuddet mod billedporno, så det kan være vi efterhånden har vænnet os til tanken om sex), men store dele af den udenlandske popkultur, som feteres i Danmark, hylder de tre midler til sikkert samvær: ”Abstinence, abstinence, abstinence!” Teenagelitteraturens (og nu -filmens) store hjertesmertehit er den følelsesmæssige kaloriebombe ”Twilight”, der i den grad hylder det sexløse forhold. Ikke fordi det skorter på alabasterhud og længselsfuld skælven, men den underliggende afholdenhedssymbolik siler i samme mængder som regnen i den ultrapopulære vampyrromance. Nok er den kvindelige hovedperson den seksuelt aggressive, men den victorianske dydsmoral fremstilles som et ikon til efterlevelse. Trods dette kalder den amerikanske højrefløj serien for porno. Mogens Rukov derimod forarges over manglen på sex, og omtaler ”New Moon” som: ”dydig begærlig afholdenhed iblandet liderlighed”. I alle tilfælde er forargelsesfaktoren sex. Vi har lagt forargelsen på hylden for en stund, og undersøger i dette nummer både liderligheden og kærligheden, det hårde og det bløde, perversiteten og sensualiteten. Vi byder på bøssefilm og pornofilm, stjernetegnsfilm og fransk film (som jo pr. definition er sexet). Så hvis du ellers kan komme til for lutter dunkende lemmer og mælkehvide lår, der blævrer sensuelt af lyst, håber vi, at du får en oplysende, opløftende og ophidsende oplevelse. Af Agnete Christiansen, stud. film- og medievidenskab Den danske filmbøsse Bøsse-karakterer i den danske filmhistorie spænder fra usympatiske trækkerdrenge, over eksperimenterende efterskoleelever og fodboldspillende machos, til økologielskende nynazister – udviklingen er både interessant, tankevækkende og underholdende... Af Caroline Thing Baltzar Lundsteen, stud. Film- og Medievidenskab Løse håndled og tyrkiske cigaretter Frem til årene omkring den seksuelle revolution i slut-60’erne er der, på nær en enkel undtagelse, ingen eksplicitte eksempler på bøsser i danske spillefilm. Der findes dog flere eksempler på ”bøssede” figurer i danske lystspil og komedier. ”Tøsedrengen” er en typisk komisk og karikeret ”bøsset” figur, som ofte indgår i disse filmgenrers persongalleri. Bare tænk på skuespilleren Arthur Jensen (Hr. Schwann fra Matador), og du får et rimelig godt billede af denne aseksuelle, ofte feminint forfjamskede mandefigur. ”Tøsedrengen” udvikler sig op igennem 50’erne og 60’erne hen mod en mere realistisk og sympatisk udgave. Et godt eksempel er modedesigneren Hr. Marcel fra den første danske farvefilm, Kispus (Erik Balling, 1956). Helle Virkners karakter Eva tøver først med smide tøjet for at stå model for denne herre, men det går hurtigt op for hende hvordan tingene hænger sammen, og med et lille forstående og overbærende smil viser hun gerne underskørterne frem for Hr. Marcel med det velfriserede hår og de løse håndled. Den eneste film før 1969, som indeholder eksplicit homoseksuelle karakterer, er den knap så homo-sympatiske Bundfald (Palle Kjærulf-Schmidt, 1957). Her slår en ung Ib Mossin sine skuespillerfolder som den friske Anton fra landet, der lokkes af de hurtige penge som ”falsk” trækkerdreng i den farlige københavnske storby. Kaj og Egon hedder de to slemme drenge, som systematisk snyder, overfalder og udplyndrer ældre homoseksuelle mænd og lokker Anton med ind i den kriminalitet, der til sidst driver ham til selvmord. Filmen er en del af periodens problemfilmsbølge, der bl.a. opstår for at undgå forlystelsesafgiften ved at beskæftige sig med et ”oplysende” emne. I Bundfald møder man en anden bøsse-type: ”the sad elderly man”. Han er en velklædt ældre antikvitetshandler, der bor alene, ryger tyrkiske cigaretter, og hvis mor var ”den eneste der forstod ham”. Selvom bøsserne i Bundfald ikke er skildret som skurke eller ansvarlige for dette ”samfundsproblem”, så er de fremstillet i et ikke særlig flatterende lys, som selvhadende og ensomme eksistenser. Filmen har altid været forhadt i bøssemiljøet pga dens tydelige skræmmebillede og dens manglende problematisering af sædelighedspolitiets forfølgelse af bøsser - en forfølgelse og chikane, der banede vejen for indførelsen af ’den grimme lov’, der kriminaliserede kunder til mandlige (ikke kvindelige) prostituerede og på den måde LarsWahl 5 Foto: Lars Wahl