6 6 gjorde det muligt for trækkerdrengene at udnytte deres kunder, som det er vist i filmen. Det rygtedes desuden at filmen inspirerede unge mænd til at begå lignende handlinger og hate-crimes. Love, peace and harmony I takt med den seksuelle frigørelse i 60’erne og 70’erne bliver bøsser på film flere og mere eksplicit seksuelle. Nu kysser, krammer og rører mænd ved hinanden på de danske filmlærreder, og det er helt okay. I 1978 kommer de to første film med homoseksuelle hovedpersoner: Du er ikke alene (Lasse Nielsen) og Lille spejl (Edward Fleming). Du er ikke alene gør, som titlen antyder, en dyd ud af at skildre kærlighed og sex mellem to mænd som både almindeligt og fuldstændig naturligt. Filmen handler om de to efterskoledrenge Bo og Kims forelskelse og slutter i en meget tidstypisk scene, hvor drengene til skoleafslutningen viser en smalfilm, hvori de (til tonerne af Sebastians titelmelodi) mødes i en omfavnelse og kærlige kys i en smuk dansk sommerskov. Lille spejl skildrer en homoseksuel subkultur centreret omkring en transvestit/bøssebar, hvilket gør at ikke kun hovedrollen, men næsten samtlige karakterer i filmen er bøsser. Filmen er en slags dansk folkekomedie og bruger bevidst humor og selvironi hos de sympatiske, men karikerede bøssefigurer, for at charmere sit (hetero) publikum. Edward Fleming, der selv var åbent biseksuel, har udtalt at filmens bidrag til bøssefrigørelsen tog udgangspunkt i princippet: ”Lad dem grine af dem først og elske dem bagefter, for dét man griner af er man ikke bange for.” Dette ses tydeligt i filmen: Tjek f.eks. dette ”score-råd” som Madam Dunk giver hovedpersonen Bent: ” Få dem til at grine ad dig. Så kan du lægge dem ned på stribe!” Da charmekluden forsvandt I 1980’erne er bøsserne blevet en integreret del af samfundet. Det afspejles på filmlærredet ved færre homoseksuelle hovedroller og masser af varierede biroller - i takt med neddroslingen af 70’ernes højlydte homo-rettighedskamp. Karakteristisk for bøsse-figuren i dansk film i denne periode er, at det ofte bliver understreget, hvordan man ikke kan se, hvem der er bøsse. Modsat tidligere danske films flittige brug af kulørte charmeklude og roterende håndled, kan bøssen nu ”gemme sig” i hvem som helst, vennen som sønnen. Dette ses i dansk films første ”spring ud”scene, nemlig da det i Rocking Silver (Erik Clausen, 1983) pludselig går op for Erik Clausen, Leif Sylvester og co. at deres gamle ven Michaels kæreste har skæg og hedder Ole. Selvom situationen umiddelbart skaber pinlig tavshed og en enkelt ”Bøssekarl! Røvpuler!” bemærkning, så er det tydeligt at det er de homofobiske venner som skal tage sig sammen, hvilket de i sidste ende også gør. Det gjaldt for de fleste medier i 1980’erne og starten af 1990’erne, at når emnet faldt på homoseksualitet, så handlede det om AIDS/HIV problematikken. Men ikke på film. Frygten for og konsekvenserne af den forfærdelige sygdom kom kun frem latent i danske spillefilm. Sygdommen medfører en ny ambivalens overfor mandlig homoseksualitet, hvilket kommer til udtryk gennem mange eksempler på ”fornægtende” bøssekarakterer, såsom Janus i Den kroniske uskyld (Edward Fleming, 1985.) Venner for altid (Stefan Henszelman, 1987) er en af de mest elskede og roste danske bøssefilm. Filmen overrasker undervejs ved at vende forventningerne på hovedet og konfronterer på den måde sit publikums fordomme. Det er ikke den tai-chi-dyrkende, astronomi- og musikinteresserede Henrik med hestehalen, der viser sig at være til fyre. Nej, det er skam klassens seje fodbolddreng Patrick, der ender med at snave og have en eksplicit sexscene med sin meget maskuline drengekæreste Mads. Kæresten bliver desuden spillet af det daværende Foto: Angel Films håndboldlandsholds anfører, Morten Stig Christensen, der placerer sig milevidt fra den stereotype feminiserede bøssekarakter. At forelske sig i mennesket Omkring årtusindskiftet er homoseksualitet blevet så aftabuiseret, at det igen er blevet i orden at gøre grin med bøsser i dansk film. En kort en lang (Hella Joof, 2001) er både et eksempel på dette, samt den første danske film i over 20 år med homoseksuelle hovedpersoner. Filmen blev, i sin balancegang mellem karikatur og realisme, en kæmpe kommerciel succes hos et moderne dansk (heteroseksuelt) filmpublikum med knap 600.000 solgte biografbilletter. Det kan diskuteres, hvorfor filmen hopper så let over den ene hovedpersons åbenlyse identitets/ seksualitetskonflikt, uden nogensinde at give en forklaring herpå. Hvis den manglende forklaring ses som udtryk for en ”queer” forståelse af det moderne menneskes seksualitet, passer det godt overens med en anden meget tidstypisk ”queer”-film, En soap (Pernille Fischer Christensen, 2006). Denne films tydelige udfordring af kønsrollerne, med den meget maskuline kvinde og den transseksuelle mand i de to altdominerende hovedroller, visualiserer en moderne/queer tanke om at ”forelske sig i mennesket, frem for kønnet”. Selvom bøsser i dansk film er blevet flere og mere varierede, springer det i øjnene hvor homosex-forskrækkede de fleste film er. Tag f.eks. Familien Gregersens (Charlotte Sachs Bostrup, 2004) totale mangel på bøsseerotik på trods af den ene hovedpersons homoseksualitet og de mange andre meget eksplicitte sexscener filmen indeholder. Et enkelt modbevisende eksempel på denne tendens kan findes i den tidligere nævnte Broderskab (Nicolo Donato, 2010), der indeholder en æstetisk flot og øm sexscene med masser af nøgen mandekrop. Broderskab ligger derudover, Foto: Claus Loof ifølge Bygbjerg, i forlængelse af et stigende antal nuancerede bøssekarakterer. Den danske ”filmbøsse” kan nu både være seksualitetsfornægtende, voldelig og usympatisk såvel som forelsket, kærlig og økologientusiast. Hvis denne artikel ikke var nok, kan man passende holde øje med programmet for CPH Gay&Lesbian Filmfestival til oktober, hvor Bygbjerg holder foredrag sammen med Jenny Lund Madsen, der skriver speciale om lesbiske film – der er nok garanti for underholdende filmklip. Kilde: ’Dansk film ud af skabet’ – cand.mag spec. af Søren Bygbjerg 7