KIRKEBLADET - Sct. Mortens Kirke

Kierkegaard-jubilæet 2013
Jeg lovede i forrige nummer at vise, at Kierkegaard er svær at læse,
men at man godt kan få noget ud af at prøve. Jeg valgte at tage et af
Kierkegaards begreber, nemlig begrebet ”gentagelsen”, for at vise,
hvad det kan sige os.
Nu skal det ikke her gentages, hvad der stod i sidste nummer af bladet,
men dog nævnes, at Kierkegaard skriver om ”gjentagelsen”, at
man som menneske ikke på egen hånd kan gentage noget, der er
sket tidligere. Der er aldrig noget, der er helt det samme igen, kunne Søren Kierkegaard
man sige. Den eneste form for gentagelse, der er mulig, er den gentagelse, som Gud gør
mulig – at kun Guds ord er det samme. Sådan siger Kierkegaard, og det kan man se i nadveren,
i Ordet om at Jesus Kristus er tilstede i sit ord og i fællesskabet om brødet og vinen.
Så lang så godt.
Men samtidig er det, som om Kierkegaard ikke er færdig med at sige klart, hvad han tænker,
idet han i en bemærkning peger på en filosof fra 1700-tallet, nemlig den tyske matematiker
og tænker Leibniz, og siger, at han også har fat i den lange ende, når der skal tales om gentagelse.
Nu har Kierkegaard ikke skrevet en detektivroman om gentagelsen, for at læseren
skal sidde og lede efter spor, men man kan jo godt blive nysgerrig efter at forstå, om man selv
som læser har overset noget.
Denne artikel skal ikke også handle om Leibniz, selvom Kierkegaard har skrevet om Leibniz
rundt omkring i sine bøger. For Leibniz er også svær og fylder meget, han fandt frem til differential
– og integralmatematikken og var på mange måder i gang med de samme ting, som
Newton (der jo er kendt for at opdage tyngdeloven). Her skal kun nævnes en ting, nemlig at
Leibniz er den første filosof, der prøvede at sige noget om det, som man kunne kalde ”barokkens
idé”, altså hvad barokken handler om.
Dermed kan man måske sige, at Kierkegaard pegede tilbage i tiden til den periode i historien,
man kalder barokken, når han nævner Leibniz og gentagelsen. Hvis man derfor vil prøve at
følge Kierkegaards spor, kan man forsøge at afprøve dette på noget, som man kender fra barokken.
Og hvad kunne det så være? Som kirkegænger i Sct. Mortens kirke kender man nemlig
barokken i billedkunstneren Abel Schrøders værker og i musikken gennem J.S Bachs
kompositioner, som ofte spilles ved gudstjenesterne og koncerterne. Så på den måde når man
fra Kierkegaard til Abel Schrøder og Bach.
Schrøder repræsenterer en særlig form for barokkunst, det man kalder bruskbarokken. Det
kommer af de snoninger og folder, der er mange steder i hans værker. Man kan se det på altertavlen,
hvor der er foldninger og former, der lidt ligner det menneskelige øres folder. Der
er også nogle steder noget, der mere ligner elefantører, men det er samme princip. Barokken
er optaget af bevægelse, uro i billede og skulptur, skæve perspektiver, brudstykker, spejleffekter,
overfladens folder, og hvad disse folder både viser og skjuler. Nogen har sagt, at barokken
var en reaktion på det, der skete i Europa, da den begyndende naturvidenskab
opdager, at universet, naturen og mennesket må forstås på nye måder.
5
Forsættes side 6