S e r p e n S A e n e u S - Kristelig Lægeforening Danmark

klf.dk.org

S e r p e n S A e n e u S - Kristelig Lægeforening Danmark

14

Andagt

v/ stud. med. Ruben Lorentsen

Salme 22

Min Gud, min Gud!

Hvorfor har du forladt mig?

Du er langt borte fra mit råb om hjælp og fra mit skrig.

Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke,

og om natten, men jeg finder ikke ro.

Sådan starter Salme 22 af David. Ikke med en

kontrolleret klage over tilværelsen, men med et

udbrud af ren og skær fortvivlelse. Og når man

læser salmen igennem, hvilket jeg vil opfordre

til, bliver det klart, hvorfor David ender med sit

skrig. David er blevet offer for uretfærdigheden.

Han har set sig selv som en begrænset skabning,

der er endt i verdens vold. Han er borger

i en verden underlagt syndefaldet. Der er ikke

ret og rimelighed. Ondskaben råder og rammer

som den vil. Nogle gange som reaktion på vores

egne handlinger, nogle gange pga. andres uretfærdige

handlinger. Og nogle gange uden nogles

indblanding.

Hvor skal vi så vende os?

David vender sig til Gud. Han véd, at Guds kærlighed

og omsorg er manifesteret i vidnesbyrdet

fra hans fædre. Når Gud præsenterer sig,

sker det ofte med en hentydning til hans tidligere

handlinger. Han handlede til sit folks bedste

Andagt

i fortiden; han er den samme i dag; hav derfor

forventning om at han også vil handle til vores

bedste nu.

Og det gør Gud. Handler til vores bedste. Selvom

David, i den situation salmen skrives i, er uskyldig,

er han samlet set ikke uskyldig overfor Gud.

Han har også taget del i oprøret imod Gud. Han

er derfor også selv skyld i, at synden og ondskaben

hærger Jorden. Derfor er det så meget desto

mere underfuldt, at Davids efterkommer små

1000 år efter Davids død, fra et kors, råber ”Min

Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Især

fordi efterkommeren er Gud selv. Fuldstændig

uskyldig. Om nogen absolut uden skyld i omgivelsernes

vold, spot, hån, tortur og den rådende

ondskab. Men han råber det for Davids skyld. For

min skyld. For din skyld. Råber til en Gud, der har

vendt sit kærlige blik bort fra ham, for at straffe

den synd som manden på korset, Davids efterkommer,

Gud selv, frivilligt bærer for David, for

mig og for dig.

S e r p e n S A e n e u S

More magazines by this user
Similar magazines