S e r p e n S A e n e u S - Kristelig Lægeforening Danmark

ejsebrev fortsat
Hospitalet modtager alt fra slangegift i barneøje,
forstørret prostata, urinretention til et 3 uger
gammelt åbent, inficeret tibiabrud.
Hvis det ellers ikke lige regner, så er gården foran
hospitalet fra morgenstunden fyldt med patienter,
som tålmodigt venter på deres tur til en
konsultation hos den tchadianske medicinstuderende
Thirmon, som står får triage og behandling
af simple tilstande. Ventetiden kan være lang,
hele dagen, men Thirmon går ikke hjem før alle
har været tilset og enten sendt hjem med behandling,
indlagt eller videre til James.
Der kan tages hæmoglobin- og glucoseværdier
og ellers har man sine hænder, stetoskop, klinik
og anamnese til diagnostikken. Nogle patienter
har dog været forbi det lokale sygehus og fået
lavet røntgenbilleder eller taget et større udvalg
af blodprøver inden de ender hos, men det hører
til sjældenhederne.
Når man bliver indlagt på et afrikansk hospital er
det for det meste de pårørende der står for ple-
jen. Sådan er det også her, og nogen gange ser
det næsten ud som om hele familien er flyttet
ind, så der er et leben i og omkring hospitalet.
Uden for muren sidder kvinderne og forbereder
maden til deres syge mens børnene render omkring.
Indenfor er sengene er fyldt med tæpper,
tepotter og meget andet.
Ved stuegang og såreftersyn får man derfor ikke
bare snakket med patienten, men også de pårørende
– og de andres pårørende. Der er ingen
generthed og ingen forsøg på at skjule interessen
i hvad, der skal ske med de andre på salen.
Selvom det kan føles mærkeligt og uetisk
for os skandinaver, giver disse forhold en utrolig
familiær følelse, og der manglede da heller ikke
hænder til at hjælpe med at flytte patienter eller
oversættere, hvis patienten kun talte arabisk.
Arbejdet dér er alt andet end kedeligt og ensformigt
og der er konstant mange valg for lægen
at træffe, ofte med liv eller død til følge. Mange
kommer desværre til hospitalet i sidste øjeblik;
bogstaveligt talt på dødens rand.
03.12 7