Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Guds rige
genoprettet
Carter Eldredge Grant
Udgivet: 1957
[www.estrup.org - ID: T211 - TS: 2006-11-21 11:25]
Side 1

Indledning
Side 2

Forord
Side 3
Min opmærksomhed blev første gang henledt på Carter E. Grant gennem hans
baseball-kast. Han var en så dygtig baseball-spiller, at han udmærket kunne være
kommet ind i den store liga.
Anden gang, jeg lagde mærke til ham, var, da han indskrev sig på University of Utah
for at tage et universitetskursus - en rus med en familie på ti børn. Han havde kæmpet
nok til fuldtud at skønne på de ofre hans pionerfædre havde ydet.
Min tredie oplevelse var, da han som student var ved at tage eksamen i vestlig
historie og skrev specielle artikler til brug i Kirkens skoler og Søndagsskoler. Ydermere
kendte jeg ham som rektor ved et af vore største seminarier, hvor han underviste i
Kirkens historie og lære regelmæssigt gennem en periode på femogtyve år.
Hans kærlighed til Amerika og dets historie, hans hengivenhed for Kirken og dens
ledere, hans ivrighed efter at lære i et forsøg på at finde sandheden - alle disse ting
ånder ud af hans nye bog, Guds Rige Genoprettet.
Med en ivrighed efter at finde kendsgerningerne, med en skarphed i sit billedsprog,
med en klarhed i stilen og med en sans for dramatik har han samlet religiøse og
historiske episoder og karakterskildringer, som det er en fryd at læse.
Her er en bog, som jeg ville ønske enhver ung mand og ung kvinde i Kirken ville læse.
Den vil være særlig nyttig for missionærer og unge mænd, som skal ind i tjenesten,
også for undersøgende venner, som søger historiske og doktrinære sandheder om
de sidste dages hellige. Det er en kendsgerning, at alle, som læser den, vil vide at
påskønne den.
ADAM S. BENNION

Indledning
Side 4
Medens jeg endnu kun var et ungt menneske, udviklede der sig hos mig en
stor kærlighed til Kirkens historiske fortællinger og biografier, og da jeg var
heltedyrker, havde det altsammen en stor indflydelse på mig. Senere, da jeg var
søndagsskolelærer, student ved Kirkens skoler og rektor for et seminarium, førte mine
medfødte ønsker mig ind på at udforske Kirkens historie.
På dette tidspunkt fik jeg under ledelse af dr. Adam S. Bennion til opgave at
udarbejde lektier for Kirkens Historiske Departement for S. D. H.s Søndagsskoler.
Ydermere skrev jeg hver måned en artikel på tusind ord for Instructor, hvori jeg
fremførte "Lektieformål, organisation af materialer, lektieforbedringer etc." Til min store
glæde fortsatte dette projekt i fem-seks år. Da det var færdigt, gjorde jeg, på forslag
fra ældste Bennion, det første udkast til nærværende bog; senere andet udkast, og
derefter tredie.
Med hensyn til de doktrinære og historiske oplysninger heri, vil jeg sige, at jeg har
stræbt efter at fremsætte dem på en behagelig måde, men med nøjagtighed, og altid
holdt dem indenfor grænserne af Kirkens standardværker og skrifter. Og da jeg i høj
grad har draget nytte af mine medarbejderes forslag, har jeg omhyggeligt forsøgt at
gøre denne bog let at fortolke. Da jeg desuden har fået så megen frivillig hjælp fra så
mange rådgivere, skulle jeg i virkeligheden slet ikke kalde den for "Min bog".
Forfatteren er i stor gæld til alle dem, som har opmuntret og assisteret ved dette
værk: Præsident Joseph Fielding Smith, Kirkens historiker; A. William Lund, Kirkens
assisterende historieskriver; Earl E. Olsen, bibliotekar ved Kirkens historiske kontor,
Preston Nibley og andre, som åbnede værdifulde bøger, så jeg kunne tage notater
derfra; William E. Berrett, vicepræsident for S.D.H.s religiøse uddannelse, som læste
manuskriptet og opmuntrede forfatteren; Kirkens udgivelses-komite - Spencer W.
Kimball, Adam S. Bennion og Thomas C. Romney; Præsident Levi Edgar Young, under
hvem jeg tog eksamen i vestlig historie på universitetet; Joy F. Dunyon fra S.D.H.s
uddannelses-departement, som hjalp dette arbejde i dets første begyndelse, medens
vi som kammerater underviste ved Jordan Seminariet; John D. Giles, som studerede
mormonrejserne, afstande etc.; Roy A. Welker, tidligere seminarielektor og leder af et
institut, som læste manuskriptet igennem sidste gang, inden det gik i trykken.
Jeg bringer også min bedste tak til følgende, som har læst manuskriptet igennem:
min hustru, Pamela Smith Grant; Marba C. Josephson, assisterende redaktør ved
Improvement Era; rektor O. D. Ballard ved Jordan High School; Orlie Rawson, chef
for den engelske afdeling ved samme skole, og til rektor Golden L. Berrett ved Jordan
S.D.H. Seminarium.
Carter Eldredge Grant

Forklaringer til fodnoter og forkortelser
Side 5
Biog. Encyc. - Andrew Jenson, Biographical Encyclopedia.
e. g. - fra latin excempli gratis, for eksempel.
Era - The Improvement Era.
Ess. Cb. Hist. - Joseph Fielding Smith, Essentials of Church History.
Idem. - De samme henvisninger og sider, som angivet sidst.
Ibid. - Latin ibidem, de samme henvisninger, som sidst angivet. e. g. Ibid. 63-64. samme
henvisning, men forskellige sider.
Joseph Smith op. cit. Bind I, side 6. - History of the Church, Periode 1, Bind I, side 6.
New Wit - B. H. Roberts: New Witnesses for God.
op. cit. - Latin opere citato: det værk, der sidst er citeret i en henvisning el. lign. e. g.
Roberts op. cit. side 13-17.
Roberts, Comp. Hist. - B. H. Roberts, Comprehensive History.
Encyc. Hist. - Jenson, Encyclopedic History.
H. C. K. - Whitney, Life of Heber C. Kimball, Udgaven fra 1888.
Hist. of Church, bind VII - History of the Church, Periode 2, Bind VII.
Gospel Doctrine, Joseph F. Smith, anden udgave.
Cowley, op. cit. - History of Wilford Woodruff.
Pratt, op. cit. - Autobiography of Parley P. Pratt.

Første periode
- 1. til 3. kapitel
Gudommelige mål fremsat, Nationerne
forberedt, Familien Smith når Cumorah.
Side 6

Evigt mål
1. Kapitel
Guds uforanderlige formål med sine børn.
Side 7
Når tæppet løftes og scenen åbnes for menneskets dødelige liv, ser den kristne og
jødiske historiker fader Adam og moder Eva tappert kæmpende for at tilpasse sig
forholdene i deres nye verden. Joseph Smiths reviderede udgave af Bibelen afslører,
at Adam og Eva midt i deres forvirring "kaldte på Herrens navn, og de hørte Herrens
stemme i retning af Edens Have talende til dem ... Og ... Adam råbte til Herren, og han
blev grebet af Herrens ånd og blev ført ned i vandet og blev sænket under vandet og
atter bragt op af vandet. Og på denne måde blev han døbt, og Guds ånd dalede ned
over ham, og således blev han født af ånden og levendegjort i sit indre.
Og han hørte en stemme ud fra Himmelen sigende: "Du er døbt med ild og den
Helligånd. Dette er Faderens og Sønnens optegnelse fra nu af og til evig tid ... Se, du
er ét med mig, en søn af Gud, og således kunne alle blive mine sønner ... " 1
"Og på den dag velsignede Adam Gud, og han blev fyldt af Den Helligånd og
begyndte at profetere angående alle jordens slægter ... Og Eva, hans hustru, hørte alle
disse ting, og var glad ... Og Adam og Eva velsignede Guds navn og de kundgjorde
alle disse ting for deres sønner og døtre ... Og Adam og Eva ... undlod ikke at påkalde
Gud." 2
Fra begyndelsen af denne evangeliets første forvaltning, indtil nutiden har Gud ikke
forsømt at åbenbare sine hensigter for sine tjenere, profeterne. Til lovgiveren, Moses,
bekendtgjorde Herren: "Thi se, det er min gerning og ære at tilvejebringe udødelighed
og evigt liv for mennesket." 3
Endvidere, mens Jesus Kristus levede blandt menneskene, forklarede han dem:
"Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den Enbårne, for at hver den,
som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." 4. Endelig i den nat, da han
indstiftede Den hellige Nadver, fremsagde han, mens han løftede stemmen til bøn,
disse udødelige ord: "Og det er det evige liv, at de kende dig, den eneste sande Gud,
og ham, som du har udsendt, Jesus Kristus." 5
Alt som årene er gået, er Guds mål forblevet uforandret. I vore dage er det atter
blevet stadfæstet for den profet, der står som overhoved for den sidste forvaltning,
tidernes fyldes forvaltning: "Og dersom du holder mine befalinger og holder ud indtil
enden, skal du have evigt liv, hvad der er den største af alle Guds gaver." 6
Kirkens lærdomme om det store frafald
Af alle religiøse retninger af i dag fremsætter Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige mere eftertrykkeligt end nogen anden, at gennem middelalderen - ofte kaldet
den mørke middelalder - fra få århundreder efter Kristus til renæssancen omkring
Kolumbus' tid, frembragte en religiøs stilstand blandt betydende religiøse ledere
gennemgribende forandringer i de vigtigste principper og ordinancer, der var grundlagt
af Jesus Kristus under hans jordiske mission.
I dag er det meget iøjnefaldende for den, der studerer religionshistorie, at hvis der
ikke havde været et generelt frafald fra den af Kristus grundlagte kirke gennem de
århundreder med religiøse stridigheder og forvirring, som fulgte Kristi apostles død, så
ville det moderne genoprettelsesprogram, der nu så brændende forkyndes af de sidste
dages helliges kirke, være overfladisk og unødvendigt.

Frafaldet forudsagt
Side 8
For at forklare, at der ville komme et frafald efter Hans død, forkyndte Kristus for sine
disciple: "Og da skal mange bringes til fald og forråde hverandre og hade hverandre.
Og mange falske profeter skal fremstå og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager
overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste ..." 7
Apostlen Paulus, som også så afvigelserne fra den sande kirke før Kristi andet
komme, advarede således: "Lad ingen vildlede jer på nogen måde. Først må jo
Frafaldet komme." 8
"Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke
vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale
for at drage disciplene efter sig." 9
"Thi der vil komme en tid, da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve
efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, og
de vil vende øret bort fra sandheden og vende sig til fablerne." 10
Idet han viste hen til en tilkommende tid, hvor mennesker begærligt ville søge efter
Jesu Kristi sande evangelium, skrev profeten Amos: "Se, dage skal komme, lyder det
fra den Herre, Herren, da jeg sender hunger i landet, ikke hunger efter brød, ikke tørst
efter vand, men efter at høre Herrens ord, men finder det ej." 11
En engel, som åbenbarede nogle af de forandringer, der ville blive indført i kirken
i den mørke middelalder af vildfarne præster og lærere, sagde til Nephi: " ... de har
borttaget mange dele af lammets evangelium, der er tydelige og meget dyrebare, og
de har også borttaget mange af Herrens pagter ... på grund af de ting, der er taget
bort af lammets evangelium, er der mange, der snubler, ja så meget, at Satan får stor
magt over dem." 12
At den af Kristus godkendte frelsens plan ikke fandtes blandt mennesker på Joseph
Smiths tid, er åbenbaret i den advarsel, som blev givet af Frelseren i det første syn:
"Svaret var, at jeg ikke måtte slutte mig til nogen af dem, thi de var alle forkerte, og den
person, som tiltalte mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed
for hans åsyn, og at disse trosbekendere alle var fordærvede ... De drager nær til
mig med deres mund, og ærer mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig.
De lærer sådanne lærdomme, som er menneskebud og har gudfrygtigheds skin, men
fornægte dens kraft ... Han forbød mig atter at slutte mig til nogen af dem." 13
Ti tegn på frafaldet
1. Omkring 225 efter Kristus blev den oprindelige form for dåb forandret;
bestænkelse blev indført, efterfulgt af barnedåb.
2. Tiende står ikke længere som en prøvesten for oprigtighed, men er blevet
erstattet af en skat, som er tvungen for alle andre end for gejstligheden.
3. Den enkle nadvertjeneste, grundlagt af Jesus Kristus, blev afløst af en pompøs,
ceremoniel messe, som indeholder troen på forvandlingslæren, hvormed menes,
at de fysiske sindbilleder - brødet og vinen - på en eller anden mystisk måde
bliver forvandlet til den korsfæstede Herres virkelige kød og blod. 14
4. Inden for tre eller fire århundreder efter Kristi korsfæstelse begyndte de politiske
ledere i Rom, såvel som i Konstantinopel, at udnævne gejstligheden til at lede
den kristne kirke. Endelig bandlyste kejseren i Konstantinopel, der, stadig vandt
mere politisk magt, lederne af den katolske organisation i Rom. Et århundrede
senere var det Rom, som vendte sværdet mod den østlige kirke og bandlyste
dens gejstlighed, mens Rom samtidig vandt overtaget. Denne bitre strid mellem

Side 9
den græsk ortodokse og den latinske kirke varede ved, indtil det endelige brud
kom i 1045. Hver af disse store afdelinger gør i dag krav på myndighed fra Peter
og Paulus.
5. I det femtende århundrede begyndte forskellige ledere af den katolske kirke
at tilgive syndere for penge. I mange tilfælde blev både fremtidige synder og
allerede begåede frafald tilgivet. Betalingen for den enkelte beroede både på
forseelsens grovhed og synderens tegnebog. Indenfor et århundrede bredte
afladshandelen sig som en flodbølge over Europa, altsammen på grund af
kirkeagenternes religiøse dristighed, de er kendt som "afladskræmmere". De
såvel som kirkens ledere og staten høstede vældig profit af denne profane skik.
"Kom", indbød den tyske agent Tetzel i det sekstende århundrede, "kom!, og
jeg vil give jer breve, alle passende forseglede, ved hvilke selv de synder I har i
sinde at begå, vil blive tilgivet ... Der findes ikke så stor en synd, at et afladsbrev
ikke kan give forladelse derfor." Og han gjorde krav på at handle i "Faderens og
Sønnens og Den Helligånds navn."
Ironisk spottende ad dette vanhelligende system, hvor man skaffede penge
under falske påskud, skrev Martin Luther i en af sine femoghalvfems teser (som
han dristigt slog op på kirkedøren) : "Når pengene i kisten klinger, straks sjælen
ud af skærsilden springer." 15
6. Da Kejser Konstantin i 331 gjorde Kristendommen til statsreligion, antog hele
armeer på kejserens indtrængende anmodning dåben. Denne nye, uomvendte
skare bragte med sig utallige hedenske symboler og fremmede kirkeskikke,
som forvrængede den kristne form for gudsdyrkelse. Dominerende stillinger i
præstedømmet blev solgt til den højst bydende - ligegyldigt om det var en kristen
eller en hedning. "Simonlæren", som denne skik blev kaldt (Apost. Gern. 8:9-24),
blev så fordærvet, at Pave Gregor den VII startede en kampagne imod den.
7. Adskillige skriftlige kilder afslører, at der ikke eksisterede nogen
overensstemmende mening i kirken med hensyn til cølibat ved slutningen af
det fjerde århundrede. Dog, omkring den tid forbød Pave Sirisius præsterne at
gifte sig; desuden befalede han dem, som var gift før præstevielsen, at sende
deres koner væk. Børn født i præstefamilier efter præstevielsen blev af både
paven og Kejser Justinian erklæret for illegitime, og de skulle være ude af stand
til at arve. Denne doktrin blev dog alvorligt angrebet af den græsk-ortodokse
kirke; i overensstemmelse hermed forkastede konciliet i Konstantinopel den som
kættersk i 692.
Til trods for den alvorlige aktion, der blev sat i gang af den romersk katolske
pave mod modstanderne af cølibat, varede det adskillige århundreder, før Pave
Gregor den VII i det ellevte århundrede til trods for voldsom modstand afsatte
alle gifte præster og udelukkede alle lægmænd, som støttede de gejstlige i deres
oprør. 16
8. Gennem disse frafaldets århundreder begyndte kirken i forvirring at lære, at den
hellige Treenighed ikke besidder nogen "legemer, lemmer eller lidenskaber."
Denne doktrin driver Faderen og Sønnen ud af deres opstandne legemer, og
ligeledes Helligånden ud af dens åndelige legeme.
9. Dåb for de døde (1 Korinth. 15:29) blev forvrænget. Den blev erstattet med
gejstlighedens bønner, for at føre syndige sjæle ud af skærsilden. Også
helbredelsen af de syge gennem tro, bøn og salveolie (Jacob 5:14, 15) blev

Side 10
fordærvet. I dettes sted kom en afsluttende salvning som forberedelse til døden -
den såkaldte "sidste olie".
10. Som en sidste udvej i forsøg på at overvinde indre oprør og stræbende efter
at tilvende sig folks penge vendte kirken sig til sværdet. Som følge heraf
oversvømmede religiøse krige Europa. Heri dræbtes en million mennesker. De
efterfulgtes af religiøs utilfredshed over hele den civiliserede verden.
Kristi ord havde tilsyneladende mistet deres betydning: "Salige er de
sagtmodige, thi de skal arve jorden." 17. Og "... alle, som griber til sværd, skal
omkomme ved sværd." 18
Noter
1. Moses 5;4, 6:64-68. Den inspirerede version af bibelen. 1. Mos. 6, 61-71. Kursiv
er forfatterens.
2. Ibid. 5:10-12.
3. Ibid. 1:39.
4. Johannes 3:16.
5. Ibid. 17;3.
6. Lære og Pagter 14:7. Kursiv er forfatterens.
7. Matt. 24:10-13.
8. II Thesalonikerbrev 2:3. Inspireret version.
9. Apost. gern. 20:29, 30.
10. II. Tim. 4:3-4, I. Tim. 4:1, 2.
11. Amos. 8:11-12.
12. 1. Neph. 13:26, 29.
13. Joseph Smith. Den kostelige Perle, side 60. En fuldstændig omtale af dette
første syn er givet i kapitel 4 i denne bog.
14. J. Reuben Clark Jr., On the Way to Immortality and Eternal Life, side 79-96.
15. B. H. Roberts, Ecclesiastical History. 3. udgave, siderne 154, 157. Clark, op. cit.,
side 227-243. James L. Barker, The Divine Church, side 212, A study for the
Melchisedek Priesthood Quorums 1954.
16. Clark, op. cit., 63-67; Roberts, op. cit., 189, 190. 1 Tim. 4:1-3. "Forbyder
ægteskab, etc.".
17. Matt. 5:5.
18. Ibid., 26:52. Bemærk: For et mere indgående studium af frafaldet, se James
L. Barker, op. cit. - Et studium for det melkisedekske præstedømmes kvorum
1952-1954.

En ny oplysningens dag
2. Kapitel
Epokegørende bedrift for hele verden
Side 11
Når en ensom spejder før daggry vandrer over en ukendt bjergkløft, foruroliger
underlige skygger og nattelyde, som kommer ud af mørket, ham og forsøger at holde
ham tilbage. Og mens natten tilhyller og opsluger disse mysteriers oprindelse, kommer
spejderen næsten til at tvivle på, at en forjættet ny dag med dens tilfredsstillende
glæder er ved at bryde frem for ham. Men vent! Netop mens hans frygt udfolder
sig, kommer den længe ventede, glimtende sølvgrå dagning tværs over den østlige
horisont. Øjensynligt er der ikke noget bestemt tidspunkt, hvor den ukendte nattestøj
forsvinder og dagens lyde begynder, som så er i stand til at bebude den forjættede
nye dags komme. Uimodståelig lettelse rører spejderens sjæl og gør hans trin langs
afgrunden sikre, den, som han for så kort tid siden havde frygtet for at passere.
På en simpel måde er den foregående personlige erfaring i nogen grad en parallel
til de vestlige nationer - ikke bare i en time eller så, men i et tusinde år eller mere - fra
få århundreder efter Kristus til renæssancens komme - en periode, som åbnede en
strålende ny morgen, en periode af kultur og bedrift - socialt, politisk og religiøst ...
Renæssancen spreder oplysning
Gennem denne nye periode - et århundrede eller så - indviede Europas befolkning
en uhørt bølge af storværker indenfor de fine kunstarter - arkitektur, musik,
malerkunst, litteratur og billedhuggerkunst - såvel som inden for bogtrykkerkunsten,
opdagelsesrejser, handel og industri. I begyndelsen af denne epoke var det, at
Kolumbus satte sejl, bestemt af en guddommelig hånd til at opdage Amerika, det
forjættede land, det fremtidige fødested for Kristi Kirke - netop det kongedømme, som
Daniel så, et kongedømme bestemt til at rulle videre, "knuse og tilintetgøre"1 alle
verdslige magter uden hensyn til ældgamle grænselinjer eller jerntæpper smedede af
mennesker.
Idet han henviser til Kolumbus' mission, skriver en af Mormons Bogs profeter: "Og
jeg så og se, der var iblandt folkene en mand, som var skilt fra mine brødres afkom ved
de mange vande, og jeg så, at Guds Ånd kom ned og virkede på manden, og han drog
over de mange vande lige til mine brødres afkom, som var i det forjættede land."2
At Kolumbus selv troede på, at han var kaldet af Gud, ses i hans egen beretning: "Vor
Herre åbnede med guddommelig hånd mit sind, sendte mig ud på havene og opildnede
mig til bedriften. De, som hørte om mit foretagende, kaldte det tåbeligt, spottede mig
og lo. Men hvem kan tvivle på, at Helligånden inspirerede mig ... Gud gav mig troen og
senere modet, så jeg var villig til at påtage mig rejsen." 3
Absolut nødvendige omvæltninger
Ud af denne europæiske overgangstid sprang reformationen og dens frygtløse ledere;
og fra disse modige reformatorer kom de religiøse fædre, som muliggjorde gengivelsen
af Jesu Kristi evangelium.
Umiddelbart forud for det himmelske syn, som åbnede den sidste forvaltning på vid
gab, kom der i verden ti nationale og internationale omvæltninger, af hvilke hver eneste
synes absolut nødvendig for Guds kongedømmes gengivelse.

Side 12
1. Den hellige Bibel, som gennem den mørke middelalder var blevet skrevet på de
døde sprog - latin, græsk og hebraisk - og ikke læst eller forstået af det jævne
folk, blev oversat til engelsk, tysk og fransk og mange andre sprog. Som styret af
en guddommelig hånd trængte denne hellige bog ud til alle de kristne lande. Det
var en af disse engelske Bibler, som sendte Joseph Smith ud i lunden til hans
"første syn".
2. Der blev sat fart på en verden, som var meget langt tilbage i udvikling, idet
bogtrykkerkunsten revolutionerede hele undervisningsprocessen.
3. Opfindelser og handelssamkvem omformede virkningsfuldt nationale og
internationale forhold.
4. Frygtløse reformatorer, som havde brudt med moderkirken, forkyndte: "Det er
hvert menneskes af Gud givne ret at dyrke Gud, som han selv foretrækker det."
5. Pilgrimsfædrene satte et meget berømt tegn op, Mayflower overenskomsten,
som garanterede frihed og lighed. Om denne overenskomst skrev John Quincy
Adams: "Det var den oprindelige sociale overenskomst, ved hvilken disse folk
blev en nation." 4
6. Ikke af mindst vigtig betydning i disse historiske begivenheder var den tidlige
amerikanisering af forfædrene til den sidste forvaltnings Profet. På skibet
Mayflower i 1620 var Edward Fuller og hustru og sønnen Samuel, John Tilley og
hustru og datteren Elisabeth; og tillige John Howland. Disse syv frihedssøgende
pilgrimme var Joseph Smiths stamfædre på hans moders side. Endvidere atten
år senere kom profetens tip-tipoldefar, Robert Smith, sejlende ind i Bostons
havn.
7. Indianerne eller lamaniterne, som havde besiddet landet omkring højen
Cumorah i femten eller tyve århundreder, blev overvundet og drevet vestpå.
8. Den franske suverænitet, som truede med at grundlægge en statsreligion i
Amerika, blev afskaffet.
9. Følgende en sejrrig kamp mod overvældende forskelligheder sikrede
kolonisterne sig uafhængighed fra alle andre lande, heri indbefattet frihed
fra enhver statsreligion. Uden beskyttelse fra en sådan nødvendig frihed
ville Joseph Smith den 6. april 1830 have været uden legal myndighed til at
organisere Guds genoprettede rige.
10. Endvidere, voksende ud af disse ni forberedende begivenheder, kom der
et revolutionerende dokument: De Forenede Staters forfatning, med dens
garanterede frihed, tale-, presse- og trosfrihed, frihed til at have ejendom, frihed
til at lytte til andres taler, eller til selv at tale, som man ønsker det. Idet Han
henviser til denne forfatning, som et guddommeligt dokument åbenbarede
Herren " ... Det er ikke ret, at noget menneske skal være i trældom under et
andet. Og i denne hensigt gav jeg dette lands grundlov gennem vise mænd, som
jeg oprejste i dette øjemed, og befriede landet ved blodsudgydelse." 5
Det er værd at lægge mærke til, at han, som genoprettede Guds rige her i disse de
sidste dage, blev født seks år efter, at døden havde afsluttet George Washington, vort
lands faders vigtige mission.
Noter
1. Daniel 2.

2. 1. Neph. 13:12.
3. Deseret News, 12. okt. 1935; Nephi L. Morris, Prophecies of Joseph Smith, s.
281-297.
4. Goodwin, The Pilgrim Republic, side 63-65.
5. Lære og Pagter 101:79, 80.
Side 13

3. Kapitel
Familien smith flytter til landet omkring cumorah-højen
Joseph Smiths forfædres amerikanisering
Side 14
Den tidlige ankomst af Joseph Smiths forfædre og deres tilknytning til et nyt frihedens
land plantede uudsletteligt i deres hjerter en grænseløs trang til at kaste hver tyrannisk
kraft bort, som havde behersket dem i den gamle verden - tvang var allerede begyndt
at irritere dem i den ny verden.
Familien Smiths herkomst i Amerika begyndte med Robert, der i 1638 som en dreng
på femten år sejlede ind i Bostons havn. Senere giftede han sig med Mary French og fik
10 børn. Deres søn, Samuel, Sen., født den 26. januar 1666, giftede sig med Rebecca
Curtis og blev fader til ni børn. Samuel, jun., undertiden kendt som "Kaptajn Samuel
Smith", født den 26. januar 1714, giftede sig med Priscilla Gould og fik fem børn. Efter
Samuels første kones død, giftede han sig med hendes kusine med det samme navn.
Under den amerikanske frihedskrigs afgørende år sluttede Samuel Smith sig til
kolonisternes styrker og blev en ivrig forkæmper for friheden. Det vigtigste af de mange
embeder, han beklædte, var formandsposten i sikkerhedskomiteen med hovedkvarter
i Concord i Massachusetts. Han havde også den ære at underskrive befalingen, som
frigav de første geværer og den første ammunition til hans landsmænd, som blev brugt
i åbningsslaget den 19. april 1775 ved Lexington og Concord. Kaptajn Smith kæmpede
under kommando af General George Washington og blev senere en fremtrædende
personlighed i samfundet.
Asael Smith, Samuel Smiths søn, som var profetens bedstefar, var en mand med
et liberalt syn, langt forud for sin tid. Han blev født den 7. marts 1744 i Topsfield,
Massachusetts, og i en alder af to og tredive år sluttede han sig til sin fars regiment.
Sammen kæmpede de tappert for at opnå politisk og religiøs frihed i Amerika. Joseph
Smith Sen., søn af Asael, blev født i Topsfield den 12. juli 1771. Han var fem år gammel,
da hans far og bedstefar marcherede af sted til krigen - syv års konflikt, en hård prøvelse
for dem.
Hvorledes en guddommelig hånd stod disse gudfrygtige kolonister bi, er skildret af
Nephi: "Og jeg så, at Guds kraft var med dem, og at Guds vrede var over alle, som
havde samlet sig til kamp mod dem ..." Og de "blev udfriet af alle andre folks hænder
ved Guds kraft."1
Flere af de vigtigste mål, som kolonisterne opnåede i deres afgørende kamp for
frihed, er der henvist til i taknemmelige vendinger i et brev fra den 14. januar 1796,
skrevet af Asael Smith til Jacob Town: "Han (Gud) har ledet os gennem en strålende
revolution og har bragt os ind i det forjættede land med fred og frihed; og jeg tror, at han
er lige ved at bringe hele verden ind i den samme lyksalighed i sin egen tid og på sin
egen måde." Til sin familie skrev han et år senere: "Velsign Gud, at I lever i et frihedens
land ... og lev pligttro mod de myndigheder, I lever under. Se Guds ledelse i aftalen
om forbundsforfatningen og anse loven og unionen for dyrebare juveler." Dette minder
læseren om, hvad Herren i en åbenbaring til Joseph Smith sagde om, at forfatningen
var inspireret. 2
Asael kommenterer yderligere: "Angående jeres ægteskaber tænker jeg ikke, det
er umagen værd at sige meget om det, for jeg tror, at Gud har skabt menneskene for
hinanden, og at naturen vil ordne dette selv."

Side 15
Ved en anden lejlighed hvilede profetiens ånd på Josephs bedstefar, og fik ham til
at forudsige: "Det er blevet båret ind i min sjæl, at en af mine efterkommere vil udbrede
et arbejde, som vil revolutionere den religiøse tros verden." 3
Da Asael blev gammel, blev han omvendt til det gengivne evangelium af sin søn
Joseph Smith Sen. og profetens broder Don Carlos. Disse ældster døbte profetens
bedstemor, men døbte ikke bedstefaderen på grund af hans alder og sygelige helbred.
Familien Macks tapperhed
Under gennemgang af profeten Joseph Smiths storhed forkyndte Brigham Young, at
Gud havde holdt øje med Josephs forfædre fra Adam af og nedefter. Dette udsagn
gælder naturligvis begge sider af hans familie 4 Josephs mors familie var ikke en
smule bag efter "Smitherne" under pionerarbejdet i Amerika og i kampene gennem den
franske - og den indianske krig og under den amerikanske frihedskrig.
Lucy Mack, profetens mor, som var en datter af Salomon Mack og Lydia Gates, var
født i Gilsum, New Hampshire den 8. juli 1776, netop fire dage efter at frihedsklokkerne
ringede den amerikanske uafhængighedserklæring ind. Mens hun endnu ikke var
meget over 10 år, gjorde hendes to ældre søstres død hende tungsindig og melankolsk.
"Jeg tilbragte megen tid med at læse i Bibelen og bede." Da, efter at have besøgt
adskillige af nabolagets kirker, fremkom hun med denne positive tankeslutning: "Der
var ikke dengang på jorden den religion, som jeg søgte." 5
Lucy og Joseph
Medens Lucy Mack søgte efter "hjertets forandring" eller omvendelse, som hun udtrykte
det, overtalte hendes ældre broder, Stephen, som var medindehaver af Mack og
Mudgets forretning i Tunbridge, Vermont, hende til at forlade sit hjem i Gilsum og blive
kontorist i Mack og Mudgets forretning. Idet hun henviser til disse begivenhedsrige
dage, skriver Lucy: "Mens jeg endnu var i Tunbridge, blev jeg bekendt med en ung
mand ved navn Joseph Smith."
En ny kraft kom nu ind i Lucys liv. Hun var blevet forelsket, og det var ikke i nogen
anden end Joseph Smith Sen., en bredskuldret, 190 cm høj ung mand på fireogtyve
år - en kæmpe i styrke og en lederpersonlighed. Han vandt som en begejstret kunde
i Mack og Mudgets forretning hurtigt den nittenårige kontorists hånd. De blev gift den
24. januar 1796 i Tunbridge, Vermont.
En gave på tusinde dollars
Til de begivenheder, som fulgte, kommenterede Lucy: "Straks efter at jeg var blevet
gift, rejste jeg sammen med min mand hen for at besøge mine forældre, og medens
vi var ved at lægge dette besøg til rette, var min broder Stephen og hans partner
i forretningen, John Mudget, ved at gøre nogle bemærkninger angående det, at jeg
skulle forlade dem, og konversationen drejede sig snart hen på problemet om at give
mig en bryllupsgave ... Så skrev de en check på deres bank på et tusinde dollars og
overrakte mig den med det samme. Denne check lagde jeg til side, da jeg havde andre
midler hos mig, som var tilstrækkelige til anskaffelse af mit udstyr." 6
Lykke og held

Side 16
"Efter at vi havde besøgt min fader og moder (Salomon og Lydia Mack), vendte vi atter
tilbage til Tunbridge, hvor min mand ejede en smuk farm, på hvilken vi slog os ned og
begyndte at kultivere jordbunden." 7 Seks år senere, 1802, lejede Joseph Smith Sen.
sin farm ud og rejste til Randolf, hvor han åbnede en købmandsbutik, idet han havde
denne tidligere "butiksfrøken" som kontorist. Efter at de var blevet ejere af en farm og
en forretning, så fremtiden meget lovende ud for dem. Dertil kom, at de blev dobbelt
velsignede, for to drenge var blevet født dem, Alvin og Hyrum.
Lucy kom sig
Midt i al deres lykke mistede Lucy sit gode helbred, og det udviklede sig til en kritisk
sygdom. Lægen og nogle af familien mistede håbet. På en af disse prøvelsens dage
blev præsten hentet for at skrifte med Lucy, før hun skulle dø, men hun var for svag
til at kunne tale. "Da så jeg op til Herren og bad og tryglede ham om at spare mit liv,"
skriver hun, "for at jeg kunne opdrage mine børn og blive en trøst for min mand ... I
denne nat sluttede jeg en højtidelig pagt med Gud, at hvis han ville lade mig leve, ville
jeg bestræbe mig på at tjene ham i overensstemmelse med mine bedste evner. Kort
efter dette hørte jeg en stemme sige til mig: Søg og du skal finde, bank på, og der skal
blive lukket op for dig. Lad dit hjerte være trøstet. Du tror på Gud, tro også på mig." 8
Med denne stemmes komme modtog Lucy styrke og mod og udførte snart sine huslige
pligter igen.
Den moderne profets fødsel
Joseph Smith, de sidste dages profet, blev født mandag den 23. december 1805 i
Sharon, Windsor County, Vermont. Kun lidt forstod hans forældre eller nogle af de
nysgerrige naboer vigtigheden af denne fødsel. Ingen havde grund til at tænke, at
denne dreng, der kom ind i verden på sådan en mørk decemberdag, havde været
forudordineret til at grundlægge Guds rige her på jorden og at forberede nationerne på
Jesu Kristi andet komme. 9
Idet han forudsagde en vigtig begivenhed, som ville finde sted i den sidste
forvaltning, vidnede Josef, som blev solgt til Ægypten: "En seer skal Herren min Gud
oprejse, som skal være en udvalgt seer ... Og til ham vil jeg give befaling, at han skal
udføre en gerning for ... hans brødre, som skal være af stor betydning for dem, ja bringe
dem kundskaber om de pagter, som jeg har gjort med dine fædre ... Og jeg vil gøre
ham stor i mine øjne, thi han skal udrette min gerning, og han skal blive stor ligesom
Moses ... og ham vil jeg give magt til at åbenbare mit ord ... Se den seer vil Herren
velsigne ... og han skal kaldes efter mit navn, og han skal være ligesom jeg, thi de ting,
som Herren skal udføre ved hans hånd, skal ved Herrens kraft bringe mit folk frelse.
Ja således profeterede Josef, jeg er forvisset om dette ... Og der skal opstå en mægtig
iblandt dem ... og blive et redskab i Guds hånd til med overordentlig stor tro at gøre
kraftige gerninger, og gøre det, der er stort for Guds åsyn." 10
"Lad os fordoble vores flid."
I de første fem år af profetens liv var familien meget heldige, så meget, fortæller
moderen, at "Vi satte vores anden søn, Hyrum, i et akademi i Hannover ...
Vi faldt til ro og begyndte at betragte det held, der havde fulgt vores nye
anstrengelser, med glæde og tilfredsstillelse, og vi fordoblede vores flid for at skaffe os

Side 17
mere af denne verdens gods i den hensigt at støtte vore børn, hvis de skulle behøve
det." Og vi "blev i høj grad velsignet i vores arbejde". 11
Men "menneskenes veje er ikke altid Guds veje", og her var ikke nogen undtagelse.
Herren var parat til at åbne evangeliets sidste forvaltning, og da den skulle finde sted
seks hundrede kilometer vestpå nær højen Cumorah, måtte familien Smith .flytte, og
de flyttede.
Moderen skriver: "Tyfus kom til Lebanon og raserede frygteligt ... Den ene efter den
anden blev slået ned af sygdommen, indtil hele familien med undtagelse af mig selv,
og min mand, var sengeliggende af sygdom." 12
I en periode på mange dage svævede Sophronia mellem liv og død. Endelig på
hendes sygdoms halvfemsindstyvende dag tog hun - gennem sine forældres tro og
bønner - en hurtig vending til det bedre. Men hos Joseph, deres fem år gamle søn,
udviklede der sig et heftigt tilfælde af blodforgiftning i hans ben. Først efter at have
gennemgået fire alvorlige operationer, og dele af knoglen var blevet brækket af med
en primitiv kirurgisk tang, tog hans sygdom en håbefuld vending til det bedre. Ikke
destomindre var hans ben i nogen grad lamme de næste fem år.13
Andre ulykker kom i hurtig rækkefølge. En betroet agent forgreb sig på fire tusinde
dollars i kontanter, som han havde indkasseret for Smith for en skibsladning genising
rødder til Kina. Lagt til dette tab, som satte dem i en slem forlegenhed, fejede hen
over landet tre år med tørke og frost, som efterlod farmerne økonomisk ruinerede. "Det
forårsagede næsten en hungersnød," rapporterede moderen; og fordi farmerne ikke var
i stand til at klare deres forpligtelser til Smiths forretning, kunne Smith ikke tilfredsstille
sine kreditorer; følgelig skilte de sig som en sidste udvej af med begge forretninger
og farmen til ruinerende priser; ikke destomindre blev der alligevel en presserende
gæld tilbage på næsten tusinde dollars. "Men," sagde Lucy Smith på sin sædvanlige
åbenhjertige måde, "da jeg endnu ikke havde brugt check'en på de tusinde dollars,
som min bror og mr. Mudget gav mig, lagde jeg den til ... og på den måde blev hele
gælden bragt ud af verden." 14
Til egnen omkring Cumorah
Det var midt i strømmen af sygdomme, tørke og økonomiske tab, at familien hørte
spændende rapporter om blomstrende høst af produkter vestpå i staten New York. For
selv at undersøge det, rejste Joseph Smith, Sen. 650 km til Palmyra distriktet, og fuldt
ud tilfreds sendte han bud efter sin hustru og familie.
Stillet overfor talrige ulykkelige forhold foretog Lucy Smith og hendes otte børn - Don
Carlos var en baby på tre måneder - i sommeren 1816 den lange rejse i en vogn til
Palmyra og forenede sig med sin ængstelige mand. 15
Her blev ved guddommelig bestemmelse den unge profet, ti år gammel, plantet i
"Cumorahs land", ventende på genoprettelsens dag.
Noter
1. 1. Neph. 13:18,19.
2. Lære og Pagter 101:79, 80. Brigham H. Roberts, Comphrehensive History bind I,
side 5-12. Joseph Fielding Smith, Essentials in Church History side 25-28.
3. Ibid, side 29; Roberts, op. cit, side 11.
4. John A. Widtsoe, Discourses of Brigham Young (Udgave fra 1925) side 166.

Side 18
5. Lucy Smith, History of Joseph Smith, side 30-36; Susa Young Gates, Joseph
Smith, Hans land og hans Gud, Juvenille Instructor, Januar til December 1926.
6. Lucy Smith: op. cit, side 31, 32.
7. Idem; beskrivelse af Joseph Smith, Sen., ved hans død i 1840 skriver profeten:
"Han var ni og tres år ... var 188 cm høj, var meget ret og bemærkelsesværdig
godt proportioneret. Hans sædvanlige vægt var omkring 90 kg, og han var meget
stærk og aktiv. I sine yngre dage var han berømt som bryder ... Han var en af
de mest godgørende mænd og åbnede sit hjem for alle, som var nødlidende.
Joseph Smith, Church History, Bind IV, side 191.
8. Lucy Smith, op. cit. side 33-36.
9. Daniel 2:31-49. Se "The Seer, Joseph the Seer" af John Taylor. Hymns, side
283.
10. Neph. 13:6-11; 14-16, 24.
11. Lucy Smith, op. cit., side 51.
12. Ibid., side 51-53.
13. Ibid., side 54-58.
14. Ibid., side 37-40; Roberts, op. cit., side 14-15.
15. Ibid., side 63, 64.

Anden periode -
4. til 22. kapitel
New York og Pennsylvania-perioden.
Faderen og Sønnen åbner den sidste
forvaltning. Moronis komme, Mormons
bog, Guds rige genoprettet. 1820-1830.
Side 19

Hjemmet i New York
4. Kapitel
Faderen og sønnen åbner den sidste forvaltning
Side 20
I 1816, da Joseph Smith i ti års alderen flyttede til det vestlige New York, var
indianerne ikke helt forsvundet fra deres naturlige tilholdssteder rundt om Cumorah
Højen - "Landet med de mange vande" - stedet, hvor lamaniterne havde strejfet om
som vilde siden profeten Moronis dage.'
Gennem disse første to år lejede familien Smith et hjem i Palmyra, fra hvilket de
oparbejdede deres farm på et hundrede acre, som lå omkring 3 km syd for byen og 5
km nordvest for højen Cumorah. Da Joseph Smith var tolv år, flyttede hans fader og
moder og familien bestående af ni børn ind i deres bjælkehytte, som indeholdt to stuer
nedenunder og to soveværelser ovenpå.
For at gøre opholdsstedet mere komfortabelt, hvordan det nu gik til, blev endnu et
værelse føjet til af savede bjælker, således at det blev et femværelses bjælkehus. 2
Familien Smith
I sin historie anfører moderen sine børns navne som følger: Alvin, Hyrum, Sophronia,
Joseph, Samuel II., Ephraim, William, Catherine, Don Carlos og Lucy. 3 (Det første
barn, en pige, døde før det fik navn.)
For at rose familien Smiths flid beretter William, Profetens broder: "Det samlede
areal af opdyrket land forøgedes efterhånden fra tredive til tres acres, og der var fra
tolv til femten hundrede sukkerrør på stedet, hvorfra saft blev samlet om foråret og
omdannet til melasse og sukker." Moderen lagde også mærke til, "at det nu kun var to år
siden vi flyttede ind i Palmyra næsten blottet for penge, ejendom eller bekendtskaber.
Venskabets hånd blev udstrakt fra alle sider, og vi velsignede Gud af hele vort hjerte
for hans barmhjertighed, som varer for evigt. 4
Religiøse vækkelser
Kort tid efter Josephs fjorten års fødselsdag kom omrejsende præster, som søgte
proselytter til baptistkirken -, den presbyterianske -, og methodistkirken, ind i Palmyra
distriktet, hvor de søgte at vække folk religiøst. Aften efter aften overfyldte familien
Smith og deres naboer det lille Manchester skolehus eller kørte til Palmyra til
gudstjenester.
"Modtag religion," råbte præsterne. "Omvend jer og bliv døbt og frels jeres sjæle fra
helvede," lød deres advarende budskab.
Da vækkelsen var på sit højeste, antog mange religiøse dåben og blev kaldt frelste.
Ivrigt søgende efter frelse trådte Lucy Smith, hendes datter Sophronia og sønner Hyrum
og Samuel frem til bekendelsesbænken og blev "bestænket" ind i den presbyterianske
tro. Joseph blev tilskyndet til at gøre det samme. Igen og igen lød advarslens røst fra
skrifterne i hans øren: "Ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af
vand og ånd;"5, og videre: "Den, som tror og bliver døbt, han skal blive frelst, men den,
som er vantro, skal blive fordømt." 6 Sluttelig: "Stå op, lad dig døbe og dine synder
aftvætte." 7

Den store åndelige opvågnen
Side 21
Man undrer sig næsten over, at denne fjortenårs dreng trods alt tøvede, for enhver
styrke inviterede ham til dåben - "døren til riget". At han ville slutte sig til en af
disse kirker syntes sikkert, men hvilken? Og det var til dels derfor, at han tøvede, for
hans religiøse anskuelser lignede hans faders og ældste broder Alvins, som foretrak
methodisterne, til dels efter en vis methodistprædikants anstrengelser, som profeten
henviser til, som en, "der var meget aktiv ... i den religiøse vækkelse ... "
Om disse vigtige dage i den unge profets liv skriver Oliver Cowdery, Josephs fætter
i "Messenger and Advocate" i 1834 i Kirtland, Ohio, at han ville offentliggøre en kort
historie om Joseph Smith i "Advocate". Blandt andet fortæller han:
"Det er nødvendigt at forudsætte denne forklaring ved at fortælle om situationen
vedrørende det almindelige forhold til religionen på denne tid: en mr. Lane, en
præsiderende ældste i Methodistkirken, besøgte Palmyra og omegn. Ældste Lane
var en talentfuld mand, som besad en god portion litterær begavelse og øjensynlig
ydmyghed. Der blev en stor opvågnen eller vækkelse på det religiøse område ... Mr.
Lanes måde at meddele sig på var særlig beregnet på at vække de intellektuelle
blandt tilhørerne og opildne synderne til at se efter ham for at få vished - mange gode
instruktioner blev altid draget ud fra hans prædikener over skrifterne, og i fællesskab
med andre blev vor broders sind vækket ... "8
"Midt i ... forvirring og modstridende anskuelser" rapporterer profeten
"Midt i denne tumult og ordstrid sagde jeg ofte til mig selv: "Hvad er der herved at gøre?"
"Hvilke af alle disse partier er rigtige, eller er de alle sammen forkerte? Dersom et af
dem er rigtigt, hvilket er det da, og hvorledes skal jeg vide det?"
Mens jeg stred under byrden af disse vanskeligheder, læste jeg en dag følgende i
Jakobs brev, første kapitel, femte vers: "Men hvis nogen af eder står tilbage i visdom,
da skal han bede om at få den fra Gud, der giver alle gavmildt og uden bebrejdelser,
og så vil den blive ham givet."9
Profetens rapport
"Aldrig gjorde et skriftsprog stærkere indtryk på et menneskes hjerte end dette den
gang gjorde på mit. Det syntes at trænge ind med stor kraft i enhver af mit hjertes
følelser. Jeg overvejede det atter og atter, vidende for vist, at dersom nogen trængte
til visdom fra Gud, så var det mig; thi jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og uden
at jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig få dette at vide; thi
religionslærerne i de forskellige sekter udlagde det samme skriftsprog så forskelligt, at
det tilintetgjorde al tillid til deres fortolkning ved henvisning til Bibelen.
Endelig kom jeg til det resultat, at jeg enten måtte blive i mørke og forvirring, eller
gøre som Jakob anviste, nemlig bede til Gud med den forvisning, at dersom han gav
visdom til den, som fattedes den og ville gerne give og ikke bebrejde, da kunne jeg
sejre.
Og således begav jeg mig overensstemmende med denne beslutning (at bede til
Gud) til skoven for at gøre et forsøg. Det var en dejlig klar morgen tidlig om foråret i
1820, at jeg for første gang i mit liv gjorde et sådant forsøg, thi midt i al min længsel
havde jeg dog aldrig hidtil forsøgt at bede med lydelig røst."1o

Lucifer på spil
Side 22
"Efter at jeg var kommet til det sted, hvor jeg før havde besluttet at gå hen og havde
set mig omkring og fundet mig alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit
hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg blev grebet af en magt,
der ganske overvældede mig og havde en sådan forbavsende indflydelse på mig, at
den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Et tykt mørke omgav mig, og det forekom
mig en kort tid, som om jeg pludselig skulle tilintetgøres.
Men jeg anvendte alle mine kræfter for at anråbe Gud om at udfri mig af denne
fjendes magt, som havde overvældet mig, og i det øjeblik, jeg var nær ved at synke
i fortvivlelse og overgive mig til tilintetgørelsen (ikke til en indbildt tilintetgørelse, men
til et virkeligt væsens magt fra den usete verden, hvilket havde en så forfærdelig kraft,
som jeg aldrig før havde erfaret hos noget væsen), netop i dette forfærdelige øjeblik
så jeg en lysstøtte lige over mit hovede klarere end solen, hvilken dalede ned, indtil
den faldt på mig."
Faderen og Sønnen
"Ikke så snart så jeg den, førend jeg følte mig befriet fra den fjende, som holdt mig
bundet. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis skønhed og herlighed overgår
enhver beskrivelse, stående over mig i luften. En af dem talte til mig, kaldte mig ved
navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min Elskelige Søn, hør Ham!
Min hensigt med at gå og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne,
der var den rette, så jeg kunne vide, til hvilken jeg skulle slutte mig. Ikke så snart blev jeg
derfor herre over mig selv, så jeg var i stand til at tale, førend jeg spurgte de personer,
som stod oven over mig i lyset, hvilken af sekterne, der var den rette, og hvilken jeg
skulle slutte mig til?
Svaret var, at jeg ikke måtte slutte mig til nogen af dem; thi de var alle forkerte, og den
person, som tiltalte mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed
for hans åsyn, og at disse trosbekendere alle var fordærvede. De drager nær til mig
med deres mund og ærer mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig. De lærer
sådanne lærdomme, som er menneskebud og har gudfrygtigheds skin, men fornægte
dens kraft. Han forbød mig atter at slutte mig til nogen af dem, og mange andre ting
sagde han til mig, som jeg ikke kan skrive om denne gang."
Kræfterne svigter ham
"Da jeg kom til mig selv igen, fandt jeg mig liggende på ryggen skuende opad mod
himmelen. Da lyset var gået bort, havde jeg ingen kræfter; men snart forvandt jeg det
i nogen grad og gik hjem."11
Eftersom dette er den eneste gang, så vidt som det er skrevet, hvor den forherligede
Fader og Søn har vist sig sammen for mennesket på jorden, er det ikke til at undres
over, at Joseph med nød og næppe var i stand til at vandre de få hundrede meter til sit
hjem. Skriften angiver, at mens de var i himmelske sendebuds nærhed, faldt Paulus
og Moses og andre hellige mænd overvældende til jorden.
Paulus var "blind i et tidsrum af tre dage," og "det varede mange timer førend Moses
erholdt sin naturlige styrke som et menneske."12

Side 23
Idet han senere henviser til synet denne forårsmorgen forklarer Joseph: "Jeg var
indhyldet i et himmelsk syn, og så to strålende personer, som nøjagtigt lignede
hinanden i ansigtstræk og skikkelse, omgivet med et strålende lys, som fortrængte
solen ved middagstid. De fortalte mig, at alle religiøse sekter troede på urigtige
lærdomme og ingen af dem var anerkendt af Gud, som hans kirke og rige, og jeg
fik udtrykkelig befaling om ikke at gå efter dem, og modtog samtidig et løfte om, at
evangeliets fylde engang i fremtiden skulle blive gjort kendt for mig."13
Noter
1. Mormon 6:4.
2. Roberts, op.cit. side 32; Lucy, det ellevte barn, var født i 1821.
3. Lucy Smith, op. cit., side 350. Instructor, dec. 1956.
4. Lucy Smith, op. cit., side 65; Roberts, op. cit., side 33, 34, 40.
5. Johannes 3:5.
6. Mark. 16:16.
7. Ap. gern. 22:16.
8. Roberts, op. cit., side 52-53; Messenger and Advocate, dec. 1834.
9. Jacob 1:5. Vers 6, 7 bør man også læse.
10. Joseph Smiths skrivelser i Den kostelige Perle, side 83, 84.
11. Ibid., side 84, 85, 86.
12. Apostlenes gern. 9:9-20. Mos. 1:9, 10.
13. Joseph Smith, History of the Church, bind IV, side 536. Kursiv er forfatterens.

Ansigtstrækkene røber åbenbarelsen!
5. Kapitel
"Jeg har selv erfaret det."
Side 24
Da han vendte tilbage østpå fra sit første syn, var den unge seer så optaget af sin nye
oplevelse, at han kun bemærkede lidt af det, der var omkring ham. Han krydsede Black
Brook, passerede gennem gården, gik ind i huset, skønt hans ansigt var blegt, var hans
sjæl strålende og hans øjne glødede fra storheden i hans himmelske åbenbarelse.
Joseph beretter om tildragelsen, som fandt sted i hans hjem den morgen: "Da jeg
lænede mig op mod ildstedet, forhørte mor sig om, hvad der var i vejen." Det synes
som Moder Smith var meget bekymret over sin søns udseende. Hun havde aldrig set
ham se sådan ud før. Han prøvede at forklare: "Vær ikke bekymret, alt er vel. - Jeg er
godt tilpas." Og idet han fastholdt sine øjne i sin mors, sagde han bestemt: "Jeg har
selv erfaret, at presbyterianismen ikke er sand!" Sådan en dristig uventet erklæring,
som så selvsikkert lød fra en af hendes mest tilforladelige sønner, bragte Lucy Smith
temmelig meget ud af ligevægt, og hun stod forbløffet.
Den først omvendte
Da var det, at Joseph første gang berettede om sit strålende syn; det var her, at, hans
særlige ansigtstræk vidnede om budskabet, som han bragte; her at moderen kom til at
indse, at hendes søn ikke var den unge af i går, - forvirret og rådvild over kirker oprettet
af mennesker og ufattelige guder. Hans vidnesbyrd, modnet ved Helligåndens kraft,
klang i hendes øren. "Moder, jeg har selv erfaret det!" Han sagde ikke "Jeg tror", eller
"Jeg tænkere, men med eftertryk: "Jeg har selv erfaret det!"
Og det er denne guddommelige oplevelse gennem det "selv at erfare" så afgørende
kundgjort på den sidste forvaltnings åbningsdag, som har gjort Joseph Smiths
tilhængere i fremragende grad forskellige fra alle andre religionstilhængere. De
erklærer som de gamle profeter: "Jeg ved." Og som Peter bærer de vidnesbyrd: "Du
er Kristus, den levende Guds Søn." 1 idet de har modtaget denne kundskab gennem
den Helligånds kraft.
Stående nær ved bjælkehusets kamin bar Joseph Smith sit første vidnesbyrd, holdt
sin første prædiken og vandt sin første omvendte - sin moder. Fra den dag af og
fremover tvivlede fru Smith aldrig. Og da Joseph Smith berettede om sit syn for sin
fader og de andre medlemmer af sin familie, troede de på samme måde og fandt senere
selv ud af det. De satte Mesterens løfte på prøve: "Min lære er ikke min egen, men
hans som sendte mig. Hvis nogen vil gøre hans vilje, skal han erfare, om læren er fra
Gud, eller om jeg taler af mit eget." 2
Fortrolighed mellem moder og søn
Josephs forklaring for sin moder om sin første mærkværdige åbenbaring i åbningstimen
for den nye forvaltning var kun begyndelsen til fireogtyve års fortrolige religiøse
oplevelser. Og dog havde Lucy Smith på den første dag enhver grund til at forbavses
over sin søns tydelige ivrighed, da han erklærede sin kundskab så myndigt. Senere
i sit liv kom hun dog til at forstå; hun forklarer, at når Josephs øjne var så strålende

Side 25
og hans ansigt var så gennemsigtigt hvidt, vidste hun, at noget ekstraordinært havde
fundet sted: "Jeg var vant til at se ham se ud, som han gjorde ved denne lejlighed, og
kunne ikke så let tage fejl af grunden hertil." 3
Usædvanlige kendsgerninger bliver kendt
Denne himmelske tilkendegivelse gjorde det klart for Joseph Smith, at kundskab om
åndelige ting måtte komme gennem åbenbaring; at Faderen og Sønnen er adskilte
væsener, som besidder legemer i form af et menneskes; at enhver af Guddommens
personer kunne tale; Faderen og Sønnen havde magt til at irettesætte Satan og hans
ødelæggende styrke; den sande Jesu Kristi Kirke fandtes ikke på jorden, men den
skulle snart blive genoprettet; 4 han lærte dogmatiske sandheder, som var ukendte for
hans forældre og alle sekteriske lærere på hans tid; han kom fra lunden som et nyt
menneske, idet han vidnede: "Jeg har selv erfaret det!" - et vidnesbyrd som tjære og
fjer, lænker og hån, ja selv døden ikke kunne bringe til tavshed.
"Jeg ved!"
Kristus gav nøglen: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud,
og ham som du har udsendt, Jesus Kristus."5
Joseph Smith og hans familie var ikke de eneste, som sagde: "Jeg ved." Martin
Harris, familien Whitmer, Oliver Cowdery, familien Knight, familien Pratt, familien
Whitney, familien Young, familien Taylor, familien Snow og tusinder af andre hengivne
kristne, forvirret over religiøs tro, alle manglende visdom, "gik selv ind i skoven" og
erfarede det.
Undersøgere af det første syn havde en åben dør foran sig - den samme dør, som
blev åbnet af Joseph Smith. Kristus formaner: "Bed, så skal der gives jer. Søg, så skal
I finde. Bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den,
som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op." 6
Brigham Youngs vidnesbyrd
"Det blev bestemt i det store råd, længe før verdens grundvold blev lagt, at han, Joseph
Smith, skulle være manden, som i denne verdens sidste forvaltning skulle bringe Guds
ord frem til menneskene og modtage Guds Søns præstedømmes nøgler og magt i sin
helhed. Jeg priser og ærer Joseph Smiths navn. Det fryder mig at høre det. Jeg elsker
det. Jeg elsker hans lærdomme. Hvad jeg har modtaget fra Herren, har jeg modtaget
ved Joseph Smith ...
Jeg mødte aldrig nogen før Joseph Smith, som kunne fortælle mig om Guds
karakter, personlighed og opholdssted eller noget tilfredsstillende om engle eller om
menneskets forhold til sin Skaber. Endnu er jeg så flittig, som noget menneske behøver
at være for at finde ud af disse ting ... Jeg tror ikke, at der lever noget menneske på
jorden, der kender ham bedre end jeg gør, og jeg er frimodig nok til at sige, at når
undtages Jesus Kristus levede der aldrig og lever der ikke noget bedre menneske på
jorden. Jeg er hans vidne ... Joseph fortsætter med at modtage åbenbaring, ordinance
på ordinance, sandhed på sandhed, indtil han har modtaget alt det, der er nødvendigt
for den menneskelige families frelse." 7
Præsident Joseph F. Smiths vidnesbyrd

Side 26
" ... personerne, som viste sig for ham (Joseph Smith) var virkelige mænd ... Den ting,
som jeg ønsker at indprente jer, er, at Gud er virkelig, en Person af kød og ben ...
Kristus er det samme, men Den Helligånd er en åndelig person ... Gud den Almægtige,
Jesu Kristi Fader, Faderen til vore ånder, himmelens og jordens Skaber nedlod sig til
at komme ned til denne vor moder jord personligt sammen med sin elskede Søn og
viste sig for Joseph Smith ... Det er mit vidnesbyrd til Dem ... Jeg ved, hvad jeg taler
om angående disse kendsgerninger."s
"Joseph Syn forkastet"
Om Josephs oplevelse med sin tidligere ven, methodistpræsten, muligvis hans
velærværdighed Lane, skriver han: "Nogle få dage efter at jeg havde haft dette syn, var
jeg tilfældigvis i selskab med en af methodisternes prædikanter, som tog virksom del i
den omtalte religiøse vækkelse, og da jeg talte med ham om religion, fik jeg anledning
til at fortælle ham om synet, jeg havde haft. Men hvor forbavset blev jeg ikke ved hans
adfærd, han behandlede ikke alene min beretning løseligt, men med stor foragt, og
sagde, at det var alt sammen af djævelen, at der ikke skete noget sådant som syner
og åbenbaringer i disse dage, at alt sådant var ophørt med apostlene og at slige ting
ikke ville ske mere.
Hvorledes det var eller ikke, så mærkede jeg snart, at min fortælling havde vakt
stor fordom imod mig blandt de religiøse og forårsagede en forfølgelse, der vedblev
at tage til, og omendskønt jeg var en uanselig dreng i fjorten-femten års alderen, og
mine omstændigheder i livet var sådanne, som gjorde mig ringe og ubetydelig i verden,
lagde dog fornemme mænd mærke nok til mig til at opvække den offentlige stemning
imod mig, hvad der forårsagede en stærk forfølgelse, som efterhånden blev almindelig
iblandt alle sekterne. Alle var enige om at forfølge mig." 9
Frygtløs i sit vidnesbyrd
"Det har ofte bragt mig til alvorligt at overveje, både den gang og siden, hvor forunderligt
det var, at en simpel dreng på lidt over 14 år, som var nødsaget til at erhverve sig et
tarveligt udkomme ved sit daglige arbejde, skulle anses for vigtig nok til at hendrage de
stores opmærksomhed på sig i datidens mest populære sekter og fylde dem med den
stærkeste forfølgelses- og modstandsånd. Men enten det var forunderligt eller ikke, så
var det dog således, at det ofte forårsagede mig stor sorg.
Thi jeg vidste, at hvad der end kunne indvendes, havde jeg dog haft et syn. Jeg har
siden tænkt, at jeg følte ligesom Paulus, da han forsvarede sig for Kong Agrippa og
fortalte om det syn, han havde, da han så et lys og hørte en røst, men der var kun få,
som troede ham. Nogle sagde, at han talte usandhed, andre at han rasede, og han
blev derfor hånet og bespottet, men alt dette tilintetgjorde ikke virkeligheden af hans
syn. Han havde set et syn, det vidste han, og al forfølgelse under himmelen kunne ikke
forandre dette; og om end de ville forfølge ham til døden, vidste han dog, og ville vide
til sit sidste øjeblik, at han både havde set et lys og hørt en røst tale til sig, og den hele
verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro anderledes."
"Hvorfor forfølge mig?"
"Således var det også med mig. Jeg havde virkelig set et lys og midt i det lys to
personer, og de talte virkelig til mig, og endskønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg
sagde, at jeg havde set et syn, var det ikke desto mindre sandt, og mens de hadede mig

Side 27
og forfulgte mig og talte allehånde ondt imod mig uforskyldt, fordi jeg sagde det, følte jeg
mig drevet til at sige i mit hjerte: Hvi forfølges jeg, fordi jeg fortæller sandheden? Jeg har
virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan imodstå Gud? Eller tænker menneskene
på at få mig til at nægte det, jeg virkelig har set? Thi jeg havde set et syn, jeg vidste
det og jeg vidste tillige, at Gud vidste det, hvilket jeg ikke kunne nægte, ej heller turde
jeg gøre dette. Tillige vidste jeg, at hvis jeg gjorde det, ville jeg forsynde mig mod Gud
og komme under fordømmelse.
Jeg var nu tilfredsstillet i mit sind forsåvidt den sekteriske verden angik. Jeg forstod,
at det var min pligt ikke at slutte mig til noget af partierne, men forblive, som jeg var,
indtil jeg havde erholdt nærmere underretning. Jeg havde fundet Jakobs vidnesbyrd
at være sandt, at et menneske, der mangler visdom, kan bede til Gud og få og ikke
blive bebrejdet." 10
Note 1. Guddommens personlighed afsløret
På følgende fem måder er den Hellige Treenighed blevet afsløret for mennesket:
1. Ved åbenbaringens stemme til Joseph Smith: "Faderen har et legeme af kød
og ben lige så håndgribeligt som menneskets, således også Sønnen; men
Den Helligånd har ikke et legeme af kød og ben, men er en åndelig Person.""
Mormonismen lærer, at hvis et menneske kunne se ind i himmelen, ville han se
tre Guder i skikkelse som mennesker; de to opstandne væsener, og den ene
en ånd, den sidste i samme åndelige form, som Kristus var i, før han blev født i
kødet. 12
2. Da Kristus blev døbt, var tre personer nærværende: Faderen bærende
vidnesbyrd, Sønnen, som blev døbt, og Helligånden, der dalede ned i form af
en due. 13 (3) Ved forklarelsen var Kristus og Faderen nærværende " ... se, da
overskyggede en lysende sky dem, og se, fra skyen lød en røst, som sagde:
Denne er min Søn, den elskede, i ham har jeg velbehag. Hør ham! " 14
4. Da Kristus besøgte nephiterne, talte Faderen fra Himmelen, idet han sagde: "Se
min søn, den Elskede, i hvem jeg har velbehag, i hvem jeg har herliggjort mit
navn, hør ham! Og da de forstod, rettede de igen blikket op mod himmelen og
se, de så et menneske stige ned fra himmelen ... Og ... han ... talte til folket og
sagde: "Se jeg er Kristus.""15
5. Joseph Smith bærer vidnesbyrd: "Da lyset hvilede på mig, så jeg to Personer,
hvis skønhed og herlighed overgår al beskrivelse, stående over mig i luften. En
af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde: "Denne er min elskelige Søn,
hør Ham."16
Noter
1. Matt. 16:15-17.
2. Johannes 7:16, 17.
3. Lucy Smith, op. cit., side 100.
4. Joseph Smith, op. cit., side 536.
5. Johannes 17:3.
6. Matt. 7:7, 8.
7. Widtsoe, Discourses of Brigham Young, (Udgaven fra 1925), side 165, 700, 703,
705.

8. Joseph F. Smith; Gospel doctrine, side 604, 626, 627, 632.
9. Joseph Smith, Den kostelige Perle, side 60.
10. Ibid., side 60, 61. Roberts: New witnesses for God, bind 1, kap. 12; Roberts:
Comp. Hist., Bind I, side 40.
11. Lære og Pagter, 130:22.
12. Ether 3:6-16.
13. Matt. 3:16, 17.
14. Matt. 17:5.
15. Nephi 11:7-10.
16. Joseph Smith, D.k.P. side 59.
Side 28

Tre og et halvt års prøvetid
6. Kapitel
Gribende åbenbaringer givet ved Moroni
Side 29
Få perioder i profetens begivenhedsrige liv var mere fyldt med prøvelser end de tre
og et halvt år, som fulgte efter hans første syn. Siden blev hævdelsen af denne
oplevelse uden sidestykke, den åbnede den sidste forvaltning, den blev helt anderledes
stadfæstet, han og hans familie ventede ivrigt, idet de forudså endnu et syn, - det som
ville give Joseph den nødvendige oplysning med hensyn til den godkendte Jesu Kristi
Kirke. Men dagene forlængedes til måneder, månederne blev til år; ja, tre og et halvt år.
Og stadig modtog Joseph ikke et ord om den lovede gengivelse. Hans første syn og den
lange tøven blev et livsvigtigt emne ved måltiderne og i marken; desuden blev det et
udfordrende emne i familiebibelkredsen, såvel som et helligt tema i aftenbønnen. Man
kan høre det som en ofte gentaget bøn: "Fortæl os igen, hvad sendebudet sagde." Og
lige så hyppigt hører man den samme indstudering - ikke en sætning forvrænget eller
overdrevet, for Joseph holdt strengt fast ved det gamle ordsprog: "Fortæl sandheden,
og du behøver ikke at huske på, hvad du siger."
I sandhed, havde Josephs erklæringer været grundlagt på listigt bedrag, ville han
ikke have ventet i tre og et halvt år, før han modtog endnu en stadfæstelse, især da
under den stadige byrde af familiens fortsatte tilskyndelse, koblet sammen med deres
religiøse iver. Fordi bedrag bærer hurtige fordele og høster ulykker, hvis de bliver
udsat for nærmere undersøgelse, ventede Joseph længe, forenet med fastheden i sit
vidnesbyrd, stærkt overbevist om virkeligheden af det første syn.
"Jeg vedblev i min almindelig næringsvej indtil den 21. september 1823 og led i
al den tid svær forfølgelse af alle klasser, både religiøse og ikke religiøse, fordi jeg
vedblev at påstå, at jeg havde haft et syn.
Gennem tidsrummet, som ligger mellem tiden, hvor jeg havde mit første syn og året
1823 ... faldt jeg tit i mange tåbelige vildfarelser og udfoldede ungdommens svagheder
og menneskets naturlige tilbøjeligheder ... i konsekvens af disse ting følte jeg ofte
fordømmelse for mine svagheder og ufuldkommenheder."1
En begivenhedsrig søndag nat
Efteråret var kommet igen. Det var en søndag, en fredelig og fredhellig dag for familien
Smith. Her var profeten, næsten atten år gammel, bredskuldret og seks fod høj, rede til
sin livsgerning. Idet han henviser til denne begivenhedsrige søndag nat, skriver Oliver
Cowdery, som var Joseph Smiths fætter: "Om aftenen den 21. september 1823, før
vor broder gik til ro, var hans sind usædvanlig ophidset over den sag, som så længe
havde bevæget hans sind ... Endelig gik familien til ro ... " Joseph "gik som sædvanlig
sin egen vej i stilhed" til sin seng for at blive hensat i inderlig bøn, idet han fulgte Jakobs
råd "uden at tvivle". Oliver forklarer, at længe efter at "den sædvanlige søvn havde
bredt sin forfriskende hånd over de andre ved hans side, fortsatte han stadig med at
bede ... I denne situation gik timerne, hvor mange eller hvor få ved jeg ikke; han er
heller ikke i stand til at fortælle det til mig, men antagelig må klokken have været elleve
eller tolv eller senere, da familiens lyde og bevægelser, medens de gik til ro, for længe
siden var ophørt."2

Side 30
"Efter at have begivet mig til hvile," bevidner Joseph, "opløftede jeg mit hjerte i bøn
og påkaldelse til den Almægtige Gud om tilgivelse for alle mine synder og dårligheder,
samt at det måtte blive mig tilkendegivet, hvorledes min stilling og tilstand var for ham,
thi jeg havde fuld tillid til at få en guddommelig åbenbarelse, eftersom jeg før havde
erholdt en sådan."
Beskrivelse af det himmelske sendebud
"Medens jeg således påkaldte Gud, så jeg et lys vise sig i værelset, hvilket lys blev
ved at forstærkes, indtil værelset var lysere end om middagen, og en skikkelse viste
sig straks ved min seng, stående i luften, thi hans fødder berørte ikke gulvet. Han var
iført en lys kjortel, som var overordentlig hvid. Det var en hvidhed, som overgik alt
jordisk, jeg nogensinde havde set, ej heller tror jeg, at noget jordisk kunne gøres så
overordentligt hvidt og skønt. Hans hænder var bare og ligeledes hans arme til lidt over
håndledet, og ligeledes var hans fødder og ben nøgne til lidt over anklerne. Hans hoved
og hals var også bare. Jeg kunne se, at han ingen andre klæder havde på end denne
kjortel, da den var åben, så at jeg kunne se hans bryst.
Ikke alene var hans kjortel overordentlig hvid, men hans hele person var langt
skønnere, end tran kan beskrive, og hans åsyn i sandhed som lynet. Værelset var
overordentlig lyst, men dog ikke så lyst som umiddelbart omkring hans person."
Et specielt arbejde for Joseph
"Da jeg først så ham, blev jeg bange, men frygten forlod mig snart. Han kaldte mig ved
navn og sagde, at han var et sendebud, sendt fra Gud til mig, og at hans navn var
Moroni; at Gud havde en gerning for mig at udrette, og at mit navn skulle nævnes for
ondt og godt iblandt alle nationer, stammer og tungemål, eller at det skulle nævnes for
godt og ondt blandt alle folk.
Han sagde, der var en bog henlagt, som var skrevet på guldplader, som gav
beretning om de forrige beboere af denne verdensdel, og hvorfra de kom. Han sagde
også, at den indeholdt det evige evangeliums fylde, som det blev givet af Frelseren til de
gamle indbyggere af dette land. Ligeledes, at der var to stene indbefattede i sølvbuer,
gemt tillige med pladerne (hvilke stene fæstede til en brystplade udgjorde, hvad der
kaldtes Urim og Tummim.) og at de mænd, der besad og brugte disse sten i forrige
tider, kaldtes seere, og at Gud havde beredt dem til bogens oversættelse."
Forkastet til at brænde - Elias, som skal uddele nøgler
"Efter at have fortalt disse ting, begyndte han at oplæse af det gamle testamentes
profetier. Først læste han en del af Malakias' tredie kapitel, hvorpå han læste det fjerde
eller sidste kapitel af samme profeti, dog ikke ganske som det læses i vore Bibler. I
stedet for at læse det første vers, som det læses i vore Bibler, læste han således:
"Thi se, dagen kommer, der brænder som en ovn, da skal alle hovmodige
og enhver, som gør ugudelighed, være som halm; thi de, der kommer, skal
opbrænde dem, siger den Herre Zebaot, og skal hverken lade dem rod eller
gren."
Og det femte vers læste han således: "Se jeg vil åbenbare præstedømmet
til dig ved profeten Elias's hånd førend Herrens store og forfærdelige dag
kommer."

Han læste også det næste vers anderledes: "Og han skal plante fædrenes
forjættelser i børnenes hjerter, og børnenes hjerter skulle omvendes til
fædrene. Om ikke dette blev således, ville den ganske jord blive lagt aldeles
øde ved hin dags tilkommelse."
Moroni citerer skriftsteder - viser Cumorah
Side 31
"Derpå læste han det ellevte kapitel af Esajas og sagde, at det var ved at blive opfyldt.
Han læste også det tredie kapitel af Apostlenes Gerninger, 22. og 23. vers, ganske som
det står i vort Nye Testamente. Han sagde, at hin profet var Kristus, men dagen var
endnu ikke kommet, "da hver sjæl, som ikke hører den profet, skal udryddes af folket,"
men at den snart ville komme. Han læste også det tredie kapitel af Joel fra første til
femte vers, og sagde, at dette heller ikke var opfyldt endnu, men snart ville blive det.
Og han sagde endvidere, at hedningernes fylde snart skulle indgå. Han læste mange
andre skriftsteder og forklarede mange andre ting, som ikke kan nævnes her.
Og atter sagde han til mig, at når jeg fik disse plader, om hvilke han havde talt - thi
tiden var endnu ikke kommet, hvor de skulle erholdes - da skulle jeg ikke vise dem
til noget menneske, ej heller brystpladen med Urim og Tummim, kun alene til dem,
som jeg fik befaling at vise dem til, dersom jeg alligevel gjorde dette, skulle jeg blive
fordærvet. Mens han talte til mig, blev jeg henrykket i et syn, så at jeg kunne se stedet,
hvor pladerne var nedlagt, og det så klart og tydeligt, at jeg genkendte stedet; så snart
jeg kom dertil.
Efter denne underretning så jeg, at lyset i værelset begyndte at samles omkring
hans person, der havde talt til mig, og det blev således ved, indtil værelset atter var
mørkt, undtagen netop omkring ham, og straks så jeg ligesom en gang åben lige ind
i himmelen, og han steg op lige til jeg ikke mere kunne se ham, og værelset var atter,
som før det himmelske sendebud kom ind."
Forbavsende prøve
"Jeg lå og tænkte på denne besynderlige scene og forundrede mig såre meget over
det, som var blevet mig fortalt af dette overordentlige sendebud, da jeg midt i mine
betragtninger pludselig blev var, at mit værelse atter begyndte at blive lyst, og et øjeblik
efter stod det samme himmelske sendebud igen ved min seng.
Han begyndte atter at tale til mig og gentog de selvsamme ting som ved sit første
besøg uden mindste afvigelse, hvorefter han fortalte mig om svære domme, som skulle
komme over jorden med store ødelæggelser, ved hunger, sværd og pestilence, og at
disse gruelige straffedomme ville komme over jorden i denne slægt. Da han havde talet
disse ting, opfor hangen lige som før."
En ny indstudering
"Nu havde det gjort så dybt indtryk på mig, at søvnen ganske havde forladt mig, og
jeg lå overvældet af forbavselse over det, som jeg havde både set og hørt, men hvor
bestyrtet blev jeg ikke, da jeg atter så det samme sendebud ved min seng, og hørte ham
gentage sin tale til mig, og tilføjede en advarsel for mig, sigende at Satan ville formedelst
min faders fattige omstændigheder prøve på at friste mig til at tragte efter pladerne
for vindings skyld. Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke måtte have noget
andet øjemed med at få pladerne, end at forherlige Gud og ikke fremskyndes af noget
andet motiv end det at opbygge Guds rige, ellers kunne jeg ikke få dem.

Side 32
Efter dette tredie besøg steg han atter op til himmelen ligesom før; og jeg var atter
overladt til at grunde på disse besynderlige ting, som jeg for nylig havde erfaret, da
næsten straks efter at det himmelske sendebud var opfaren tredie gang, hanen galede,
og jeg fandt, at det var daggry, så hans besøg og taler til mig må have optaget hele
natten."
Moronis fjerde besøg
"Kort efter stod jeg op og gik som sædvanlig til mit nødvendige daglige arbejde, men da
jeg begyndte at arbejde, følte jeg mig så afkræftet, at jeg aldeles ikke var i stand dertil.
Min fader, som arbejdede sammen med mig, mærkede, at der var noget usædvanligt
ved mig og bød mig gå hjem, hvorpå jeg begav mig på vejen til huset, men da jeg
ville stige over gærdet for at komme ud af marken, hvor vi var, forlod mine kræfter mig
ganske og jeg faldt til jorden, og havde for en tid slet ingen bevidsthed om nogen ting.
Det første, jeg kan erindre, var en røst, der talede til mig og kaldte mig ved navn,
hvorpå jeg slog øjnene op og så det samme sendebud stående over mit hoved omgivet
af lys ligesom før. Han sagde da alt til mig, som han havde fortalt mig natten forud og
befalede mig at gå til min fader og fortælle ham om de syner, jeg havde set, og de
befalinger, jeg havde modtaget.
Jeg adlød og gik tilbage til min fader på marken og fortalte ham det hele. Han svarede
mig, at det var fra Gud og bad mig gå og gøre, som sendebudet havde befalet."3
"Det er fra Gud"
Eftersom faderens iver nu var tilfredsstillet, er det ikke noget under, at han erklærede:
"Det er fra Gud, gå og gør som sendebudet har befalet!" Joseph Smith, Sen., vidste
gennem Helligåndens vidnesbyrd, at hans søn talte sandt. Han bevidnede det således,
og han levede og led for dette vidnesbyrd til sin dødsdag.
Himmelen var blevet åbnet, ikke en gang, men fire gange i rækkefølge, og det var
ikke endnu enden på det. Joseph skulle modtage gyldne plader med optegnelser, som
skulle åbenbare skjulte kendsgerninger angående oprindelsen til og historien om de
gamle indbyggere i Amerika. Men den oplysning, der gav den største tilfredsstillelse
for familien Smith, var den af engelen gentagne forkyndelse for Joseph: "Det evige
evangeliums fylde, som overleveret af Frelseren til de gamle indbyggere på dette
kontinent er på pladerne. Gud har et arbejde at gøre for dig. Dit navn skal blive nævnt for
godt og ondt blandt alle nationer, slægter, tungemål og folk." Joseph skulle også bruge
de hellige Urim og Tummim. "Og besiddelsen og brugen af disse stene," forklarede
det himmelske sendebud, "var, hvad der i gamle dage udgjorde seere, og Gud havde
bevaret dem med den hensigt at få bogen oversat."
Noter
1. Joseph Smith, D.k.P. side 61.
2. Era. Bind II, side 421, også kap. 39 i denne bog giver en historisk beskrivelse af
Oliver Cowdery.
3. Joseph Smith, D.k.P. side 61-64. Moroni, et opstandent væsen, denne bog kap.
38.

Josephs prøvelses-time
7. Kapitel
Første oplevelser ved Cumorah-højen
Side 33
Så snart Joseph havde berettet om de fire syner for sin far, startede han i retning mod
sydøst på en fem kilometers tur for at finde den høj, som Moroni havde vist ham. Som
han kom fremad, kom adskillige muligheder for at betragte pengeværdien af de gyldne
skatte ham for. Det så ud som om Lucifer gennem listige vildledende forslag kæmpede
for herredømmet. Det var Josephs prøvelses time!
Som følge heraf blev de guddommelige formål, som Moroni så tydeligt havde
fremstillet, trængt bort fra hans sind, da den unge profet kom frem til den i synet anviste
høj. Selv om det er sandt, at han ikke så fristeren, mens han vandrede fremad, så
åbenbarede "Lucifer og hans slæb af følgesvende" sig dog for ham få minutter senere
på højen.
Josephs oplevelse må have lignet Kristi oplevelse, da Lucifer anbragte "denne
jordens kongedømmer" for Mesterens fødder og fristede ham. I alle fald: Satan var
besluttet på, at Jesu Kristi evangelium som var overleveret nephiterne af Frelseren,
ikke skulle åbenbares i disse sidste dage.
En beskrivelse af højen Cumorah
Idet han henviser til sin ankomst til højen Cumorah, bemærker profeten: "På grund af
synets tydelighed, som jeg havde angående det, kendte jeg stedet i samme øjeblik, jeg
ankom dertil." Han angiver, at højen er: "den mest højtliggende af alle der i nabolaget".
Oliver Cowdery skriver, at det er "en stor høj på den østlige side af vejen ... Den
nordlige ende hæver sig lige i vejret."' Den er omtrent 150 fod høj, og så skråner den
nedad sydpå ca. halvanden kilometer eller mere, og ligger omkring 6½ kilometer syd
for Palmyra.
En stenbokshvælving
"På den vestlige side af højen, ikke langt fra toppen," fortsætter Joseph, "under en sten
af betydelig størrelse lå pladerne anbragt i en stenkiste. Denne sten var tyk og rundede
midt på den øverste side og blev tyndere hen imod kanterne, så at den midterste del
af den var synlig over jorden, men kanterne var helt omkring bedækkede med jord.
Jeg bortryddede jorden og fik mig en stang, som jeg stak ind under kanten af stenen
og hævede den op uden megen anstrengelse. Jeg kiggede ned, og der så jeg virkelig
pladerne, Urim og Tummim samt brystspandet, ligesom engelen havde sagt. Kisten,
hvori de lå, var dannede af sten sammenføjede med en slags cement. På bunden af
kisten lå to sten på tværs og på disse lå pladerne og de andre ting med dem."2
Moronis femte tilsynekomst
Der foran Joseph, indenfor nærmeste rækkevidde, lå store skatte, noget sådant havde
han aldrig drømt om at eje. Han så sig omkring. Han var ikke i et syn, alting var
naturligt nok, - højen, træerne, stenkisten, han selv. Han ville tage kistens indhold
og forlade højen straks. Men det var ikke programmet. Noget skete. Her er Oliwer

Side 34
Cowderys udsagn, publiceret i 1835 og godkendt af profeten: "Ved forsøg på at tage
optegnelserne i besiddelse skete der et chok i Josephs system frembragt af en usynlig
magt, som i høj grad berøvede ham hans naturlige styrke. Han afstod for et øjeblik og
gjorde så et nyt forsøg, men blev mere føleligt berørt end før. Hvad anledningen var til
det, vidste han ikke. Der lå de rene utildækkede optegnelser, som de var beskrevet," og
"han ... antog, at denne legemlige anstrengelse og personlige styrke kun var nødvendig
for at sætte ham i stand til at modtage genstanden for hans ønske. Derfor gjorde han et
tredie forsøg med en tiltagende anstrengelse, da hans styrke forlod ham endnu mere,
end ved nogen af de foregående gange, og uden overlæg erklærede han: 'Hvorfor
kan jeg ikke modtage denne bog?' 'Fordi du ikke har efterlevet Herrens befalinger,'
svarede stemmen, tilsyneladende indenfor en kort afstand. Han kiggede sig om, og
til hans forbavselse stod Engelen der, som tidligere havde givet ham retningslinjerne
angående denne sag." 3
På et øjeblik, som i det første syn i lunden, flygtede fristerens magt, og Guds
herlighed skinnede omkring Joseph og genoprettede en fuld forståelse af hans
guddommelige kaldelse. Igen lovede Moroni ham alle de velsignelser, som var blevet
tilbudt i de fire foregående syn. Han blev imidlertid advaret om, at fra nu af måtte han
stå fast, og aldrig give næring til en fristelse i modstrid med Guds plan for genoprettelse.
Oliver fortsætter sin beretning: "Da han således stod og stirrede og beundrede,
sagde Engelen: 'Se', og da han således talte, skuede han 'Mørkets Fyrste', omringet af
sit utallige følge af tilhængere. Alt dette skete foran ham, og det himmelske sendebud
sagde: 'Alt dette bliver vist, det gode og det onde, det hellige og det urene, Guds
Herlighed og mørkhedens magt, at du herefter må kende de to magter og aldrig blive
påvirket eller overvundet af den onde. Se, alt hvad der lokker og leder til det gode og
til at gøre godt, er fra Gud, og alt, hvad der ikke gør det, er af det onde: det er ham, der
fylder menneskenes hjerter med ondt, for at vandre i mørke og bespotte Gud, og du
må lære fra nu af og fremover, at hans veje fører til ødelæggelse, men Hellighedens
vej er fred og hvile."
Skatte modtaget gennem tro
"'Nu ser du, hvorfor du ikke kan modtage disse optegnelser,' forklarede sendebudet. 'De
er ikke anbragte her for indsamlingens, rigdommens og vindingens skyld eller for denne
verdens herlighed. De blev forseglet ved troens bøn, og på grund af den kundskab,
som de indeholder, er de ikke af nogen værdi blandt menneskenes børn, kun til deres
kundskab.
De indeholder Jesu Kristi evangeliums fylde, som det blev givet til hans folk på dette
land, og når det skal blive bragt frem ved Guds magt, skal det blive ført til hedningerne,
af hvem mange vil modtage det, og senere vil Israels sæd blive bragt ind i folden af
deres Frelser ved også at adlyde det.'" 4
"Velsignet er han"
Mens han skjulte optegnelserne i højen fjorten hundrede år før Joseph Smith åbnede
kisten, gjorde den sidste skribent på de gyldne plader opmærksom på: "Se, jeg er
Moroni ... jeg er den samme, som gemmer disse optegnelser i Herren; pladerne i sig
selv er ikke af nogen værdi ... ingen skal få dem for vindings skyld, men optegnelserne
derpå er af stor værdi, og den, som bringer dem frem i dagens lys, vil Herren velsigne.
Thi ingen kan have magt til at bringe dem frem i dagens lys, medmindre den bliver

Side 35
givet ham af Gud ... Og velsignet er han, som bringer disse ting frem i lyset, thi de skal
komme ud af mørket frem i lyset i overensstemmelse med Guds ord, ja, de skal hentes
op af jorden, og de skal skinne ud af mørket og komme til folkets kundskab og det vil
blive gjort ved Guds kraft."5
Fire års læretid
Joseph slutter: "Jeg blev underrettet om, at tiden til at bringe dem frem endnu ikke var
kommet, ej heller ville den komme førend fire år fra denne tid af, men han sagde, at
jeg skulle komme til stedet bestemt
om et år fra den tid af, og han ville møde mig der, samt at jeg skulle vedblive at gøre
så, indtil tiden kom, da jeg skulle få pladerne." 6
Efter at have opridset Josephs fremtidige kurs, forsvandt Moroni lige så hurtigt, som
han var kommet. Med omhu placerede Profeten igen tingene, som han havde fundet
dem, for han var blevet advaret om, at der ikke måtte være noget tegn på forstyrrelse,
ingen påtrængende mennesker måtte blive til besvær på dette hellige sted gennem
Josephs fireårige periode med guddommelige instruktioner.
,,Store og strålende ting"
"Da familien var samlet alle sammen" den aften, beretter moderen, ,fortalte Joseph
dem alle, at han havde været sammen med sin fader på marken, ligeledes at han
havde fundet optegnelserne, så vel som fortalte hvad der var foregået mellem ham og
engelen, medens han var på det sted, hvor pladerne var gemt."
På grund af familiens store ivrighed samledes de igen den følgende aften. Om dette
møde fortsætter moderen: "Som følge deraf satte vi os alle, efter solnedgang den næste
dag, og Joseph begyndte at fortælle os om de store og strålende ting, som Gud havde
åbenbaret for ham, men før han gik videre, påbød han os ikke at omtale uden for
familien, det som han ville sige til os, da verden var så ond, at hvis de fik kundskab
om disse ting, ville de prøve at tage vort liv, og at når vi skulle til at modtage pladerne,
ville vore navne blive udråbt som onde af alt folket. I Derfor var det nødvendigt at skjule
tingene så meget som muligt, indtil den tid kom, da de skulle ud i verden.
Efter at have givet os dette påbud, gik han videre med at fortælle flere enkeltheder
om det arbejde, som han var udset til at udføre, og vi tog glad imod dem og omtalte dem
aldrig undtagen indbyrdes, i overensstemmelse med de instruktioner, som vi havde
fået fra ham ...
Vi var nu overbevist om, at Gud ville bringe lys over noget, som vi kunne støtte vort
sind på, eller som ville give os en mere fuldkommen kundskab om planen til frelse og
forløsning for den menneskelige familie. Dette fik os til i høj grad at fryde os, den bedste
enighed og lykke gennemtrængte vort hjem, og ro herskede i vor midte.
Joseph fortsatte med at modtage instruktioner fra Herren, og vi fortsatte med at få
børnene samlede hver aften i den hensigt at lytte, når han gav os en beretning om
dette. Jeg antager, at vor familie repræsenterede et synspunkt så enkelt som noget,
der nogensinde har levet på jorden - allesammen siddende i en kreds, far, mor, søn,
datter, og lyttende med den mest dybsindige opmærksomhed til en ung mand, atten år
gammel, som aldrig i sit liv havde læst Bibelen igennem." 7
Noter

Side 36
1. Joseph Smith: Hist. Ch., Bind 1, side 15 - se også: "Temptation of Joseph
Smith", Joseph Fielding Smith, op. cit., side 56.
2. Joseph Smith, D.k.P. side 64.
3. Oliwer Cowderys breve, Era, Bind II, side 733, 734.
4. Ibid., side 808. Roberts, op. cit., side 76-80. Messenger and Advocate, Kirtland
okt. 1805. Kursiv er forfatterens:
5. Mormon 8:12-16.
6. Joseph Smith, D.k.P. side 64-65.
7. Lucy Smith, op. cit., side 81-83.

Joseph Smiths ældste broders død
8. Kapitel
Vigtige begivenheder ved Cumorah-højen
Side 37
På dette betydningsfulde tidspunkt ser det ud til, at familien Smith boede i deres "lune
bjælkehus, der var hyggeligt møbleret", bygget fire-fem år tidligere. Men Alvin, den
ældste søn, der var femogtyve år gammel, og Hyrum og Joseph var ved at bygge et
mere komfortabelt hus; men medens det endnu var under opførelse, blev Alvin alvorligt
syg den 15. november 1823 og døde fire dage senere. Før han gik bort, kaldte han
på Hyrum og sagde: "Jeg vil gerne sige nogle få ting, som jeg gerne vil have dig til at
huske. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at gøre det bekvemt for vore kære forældre.
Jeg vil gerne have, at du skal fortsætte og gøre huset færdigt og tage dig af dem i
deres alderdom, og lad dem ikke mere arbejde hårdt, da de nu er gamle." Et år eller
deromkring efter Alvins død gjorde familien det nye hus færdigt og flyttede ind i det
- det der står på Smith-farmen i dag. Profeten skriver: "I ... oktober 1825 fæstede jeg
mig til ... Josiah Stoal ... " for at arbejde i Harmony, Pennsylvania. Moderen skriver,
at dette var "Kort tid før huset var færdigt", 1 hvad der viser, at det tog omtrent to år
at gøre huset færdigt.
En udfordring til familien Smith
Angående Joseph Smiths fire års forberedelse ser det ud, som om han opgav
forskellige udtalelser, hvad der fik familien Smith til at tro, at hvis han kvalificerede sig
på antagelig vis, kunne han få pladerne ved slutningen af det første år eller et hvilket
som helst andet regelmæssigt besøg til højen. Følgelig fortsatte denne årlige mulighed
med at være en vigtig udfordring til Joseph og hans familie.
Om Profetens besøg til Cumorah ved slutningen af det første år, fortæller moderen:
"Da han blev klar over, at vi ville vente, at han skulle bringe pladerne med sig hjem,
blev han i høj grad bekymret, da han frygtede, at vi måske tvivlede på, at han havde
set dem. Så snart han kom ind i huset, spurgte min mand ham, om han havde fået
pladerne. Svaret var: 'Nej, fader, jeg kunne ikke få dem.'
Hans fader sagde så: 'Så du dem?'
'Ja,' svarede Joseph. 'Jeg så dem, men kunne ikke tage dem.'
'Jeg ville have taget dem,' svarede hans fader med megen alvor, 'hvis jeg havde
været i dit sted.'
'Men,' svarede Joseph med temmelig lav stemme, 'du ved ikke hvad du siger. Jeg
kunne ikke få dem, for Herrens engel ville ikke lade mig få dem.'
Joseph fortalte så alle omstændighederne, hvad der gjorde os meget utilpasse, da
vi var bange for, at han måske til sidst ville gå glip af at få Optegnelsen, på grund af
en eller anden forsømmelse fra hans side. Vi fordoblede derfor vor flid med bøn og
påkaldelse til Gud, for at han kunne blive mere fuldstændigt instrueret om sin pligt og
blive bevaret fra alle de kneb og rænker hos ham, 'som ligger på spring til at bedrage'."2
Interessante kendsgerninger om den Hellige Høj
Kirken købte den 17. februar 1928 Cumorah-farmen, som indbefatter Cumorah-Højen.
Ved april konferencen det år talte Præsident Heber J. Grant og hans første rådgiver,

Side 38
Anthony W. Ivins, med stærkt eftertryk om det nylig skete køb. Blandt andet sagde
Præsident Grant: "Jeg ved, at de sidste dages helliges hjerter var overvældet af
stolthed, da det blev bekendtgjort, at vi havde sikret os denne ejendom."
Præsident Ivins fulgte efter med mange interessante ting angående den hellige høj
og de gamle indbyggere, som levede der: "Købet af denne Høj ... er en begivenhed
af mere end almindelig interesse ... Minderne om den fjerne fortid, som samler sig
om dette hellige sted, dets nære tilknytning til åbningen af den nuværende forvaltning
i evangeliet ... den tanke, som vi har om de muligheder, som dets bryst måske kan
åbenbare, gør erhvervelsen af denne høj ... til mere end en hændelse i Kirkens historie;
det er en epoke - en epoke, som efter min mening er fyldt med det, som måske kan
blive af større interesse for de sidste dages hellige end det som allerede er sket. Vi ved,
at alle disse optegnelser, alle det nephitiske folks hellige optegnelser, af Mormon blev
gemt i denne høj. Den kendsgerning alene er tilstrækkelig til at gøre det til det hellige
og indviede sted, som det er for os. Jeg takker Gud, at det på en måde, som synes at
have været bestemt af forsynet, er kommet i Kirkens besiddelse.
Jeg bærer vidnesbyrd for jer om, at de ord, som jeg har læst her," (fra Mormons Bog,
som hentyder til fremtiden), "vil gå i opfyldelse. De nye optegnelser vil komme frem, de
vil blive offentliggjort for verden, så vor Faders børn kan blive omvendt ... "3
Monument til ære for Moroni
I dag gør arkitekter og personale deres for at forøge den berømte Mormonhøjs
tiltrækning. Med levende buskads har de med kæmpestore bogstaver skrevet navnet
CUMORAH på dens overflade. Og på dens skråninger har de plantet tusinder af unge
gran- og fyrretræer. I løbet af nogle få år vil det primitive, hellige alter se ud, som det
var, da Moroni første gang skjulte de nephitiske optegnelser under dets brink. Og siden
1936 (undtagen i krigsårene 1942-47) har også en stor gruppe mormonmissionærer
hvert år opført et farverigt festspil "Amerikas vidne for Kristus" på dets hellige skråninger
for tusinder, som er samlet der.
Til ære for Profeten Moroni indviede Kirken den 21. juli 1935 et smukt monument
på toppen af højen. Den grå granitsøjle, der er 12 meter høj, bærer en 1 meter høj
bronzestatue af Moroni, som står med sin højre hånd løftet mod himlen, medens hans
anden hånd presser pladerne til Mormons Bog mod hans venstre bryst.
Monumentet er et taknemlighedsudtryk til Profeten Moroni for den vigtige rolle, som
han spillede i det moderne drama, da Guds Rige blev genoprettet i disse de sidste
dage. Hans skikkelse rager op over de højeste bakker i omegnen og ser ud over landet
mod Smith-farmen og den Hellige Lund, hvor det første syn fandt sted. Om aftenen
oplyser kraftige projektører den skinnende søjle og den strålende bronzefigur og får
dem til at se ud som en lyssøjle, synligt langt ud over landet.
Tusinder overværer indvielsen
Længe før det fastsatte tidspunkt for indvielsen af monumentet samledes tusinder
af mennesker - mormoner og ikke-mormoner - fra otteogtyve stater så vel som fra
Canada. Ved begyndelsen af højtideligheden forkyndte fire trompetblæsere, med
ansigtet mod "jordens fire hjørner",
den højtidelige anledning. Forud for sin indvielsesbøn førte Præsident Heber J.
Grant an, da den store forsamling sang en af mormonernes yndlingsmissionærsange.
Det første vers lyder:

"Hvad var skuet udi himlen?
Se! En engel kom til jord;
hvad gav han til børnevrimlen?
Evangeliets glade ord.
Atter det forkyndes skulle,
bydes alle og enhver,
riger, slægter, folk og stammer
skulle høre, hvad der sker:" 4
Side 39
De fire plader på foden af monumentet skildrer epokegørende begivenheder. Den
første viser Joseph Smith, der modtager pladerne af Moroni; den anden de Tre Vidner,
der ser pladerne i Moronis hænder; den tredie de Otte Vidner, der berører pladerne;
og den fjerde Moronis forjættelse til alle, som læser Mormons Bog: "Og når I modtager
disse ting, formaner jeg jer til at adspørge Gud, den evige Fader, i Kristi navn, om disse
ting ikke er sande; og dersom I beder af oprigtigt hjerte og med fast forsæt samt med
tro på Kristus, da vil han åbenbare sandheden deraf for jer gennem den Helligånds
kraft. Og gennem den Helligånds kraft kan I kende sandheden i alle ting."5
Pladerne og statuen af Moroni, som er skabt af en sidste dages hellig billedhugger,
Torleif S. Knaphus, vil stå gennem årene som en hæder til denne kunstners fortolkende
geni.
Noter
1. Ibid., pp. 86-88; Des. News for 5. oktober 1935 skriver, at det nuværende
Smithhus ikke er det, som Moroni besøgte i 1823, artikel af Andrew Jenson,
Kirkens assisterende historieskriver. Joseph Fielding Smith skriver, at "stilladset
til det nye hus var rejst, og det nødvendige materiale skaffet til at gøre bygningen
færdig i efteråret 1823; men i november det år blev Alvin slået ud," og "levede
ikke, så han kunne realisere de velsignelser, som var påtænkt," nemlig at se
sine forældre installeret bekvemt i det nye hjem. Det ser ud til, at Alvin døde
i familiens bjælkehus, for moderen skriver, at nogle få dage før Alvin døde,
overdrog han Hyrum og Joseph ansvaret med at gøre huset færdigt, men det var
stadig ikke færdigt i 1825. Lucy Smith, op. cit., p. 91; Joseph Fielding Smith, Ess.
Ch. Hist. pp. 39, 40.
2. Lucy Smith, op. cit., pp. 82-85.
3. Conference Report, april 1928, pp. 8-11.
4. Sangbogen nr. 148. Sangen blev sunget til melodien "Israel, Israel, God Is
Calling". Angående hele indvielses-gudstjenesten og bønnen, se Des. News, 21.
juli 1935.
5. Moroni 10:4, 5.

Til arbejde i Pennsylvania
9. Kapitel
De skatte, der blev udleveret af moroni
Side 40
Nogle få måneder før Josephs tyve-års fødselsdag kom Josiah Stoal fra South
Bainbridge, New York, til omegnen omkring Cumorah-Højen for at engagere arbejdere
til at rejse til Harmony, Pennsylvania, ca. 200 kilometer mod sydøst, for at hjælpe med
til at lokalisere en forsvunden sølvmine - fabelagtig rig, ifølge nogle gamle spanske
dokumenter, som Mr. Stoal havde erhvervet. Da Stoal fandt ud af, at Joseph så sig om
efter arbejde, føjede han ham med glæde til på sin liste, da han håbede på at få god
gavn af den unge mands berømte åndelige gaver.'
I disse dage med frugtesløs graven efter den forsvundne mine i højene nord for
Harmony logerede Joseph hos Isaac Hale og hans hustru Elizabeth og deres familie på
fem sønner og tre døtre. "Det var en intelligent og højt agtet familie," skriver Lucy Smith,
"og de var velsitueret og levede standsmæssigt, i byen Harmony ved Susquehannah
Floden."2
Ind i hjemmet hos Hale skred den 20-årige Profet den første aften, lidet forestillende
sig, at det virkelig formål med at han kom til Pennsylvania var at finde - ikke
en forsvunden sølvmine overhovedet - men noget langt bedre. Og det var denne
tiltrækkende unge mand med den lyse hud og de blå øjne, og med et medfødt udtryk af
åndsslægtskab, at Emma Hale for første gang fæstede sine øjne på, da Joseph trådte
op ved hendes middagsbord som en almindelig logerende.
Emma stod på denne tid i sin "skønheds flor" - fuldt udviklet, med en charmerende
skikkelse, med ansigtet indrammet af kulsorte krøller og med en flatterende baggrund
af sorte, funklende øjne. Hun havde passeret sin enogtyvende fødselsdag for mere
end tre måneder siden.
Efterhånden som dagene og ugerne gled, kunne enhver se, at noget mere romantisk
end blot arrangementet med kost og logi var ved at spire frem hos det unge par. En så
interessant kærlighedsaffære nede i Pennsylvania gør bedstefar Asael Smiths råd til
sine børn om ægteskabet til en vigtig sag og værd at læse igen. 3
Et usædvanligt par
Fire år senere sagde Herren, gennem Profeten, til Emma:
"Hør Herrens, din Guds røst ... Emma Smith, min datter ... dersom du er trofast ...
skal (du) få en arvelod i Zion. Se, dine synder er dig forladt, og du er en udvalgt kvinde,
som jeg har kaldet ... du skal ordineres under hans (Profetens) hånd til at udlægge
skriften og formane kirken, eftersom det skal gives dig ved min Ånd." 4
Den 6. februar 1840 siger kongresmedlem Mathew S. Davis i et brev til sin kone, hvor
han beskriver Profeten: "Der er ingen letsindighed, ingen fanatisme, ingen mangel på
værdighed i hans optræden. Han er næsten over middelhøjde, og hvad damerne ville
kalde en meget godt udseende mand ... Han er af profession bonde, men er øjensynlig
vel belæst." 5
En officer i de Forenede Staters artilleri, som besøgte Nauvoo i september 1842,
udbrød: "Familien Smith er ikke uden talent og siges at være tapre som løver. Joseph,
overhovedet, er en flot udseende fyr, en Muhammed hver tomme af ham." 6

Mine-eventyret slår fejl
Side 41
Efter at vi har givet en beskrivelse af Emma og Joseph, vender denne fortælling
tilbage til Harmony, hvor Joseph skriver, at Mr. Stoal "tog mig med ... for at grave efter
sølvminen ... i næsten en måned, uden at vi havde held med vort foretagende, og
endelig overtalte jeg den gamle herre til at holde op med at grave efter den." 7
Da projektet holdt op, sagde Joseph midlertidigt farvel til Emma Hale og rejste 64
kilometer mod nordøst til South Bainbridge, New York, hvor han arbejdede i vinteren
1825-26 på Stoal-gården.
Julen kom og gik. Om Joseph tilbragte "helligdagene" på Stoal-gården eller i
hjemmet hos Hale, siger han ikke noget om. Men inden slutningen af foråret havde han
og Emma bestemt deres bryllup til det kommende efterår. Joseph vendte så tilbage
til Smith-gården og arbejdede sammen med sin fader den sommer. Før han forlod
Harmony, havde han imidlertid fortalt sine syner til familien Hale. Emma troede af
hele sit hjerte, men de andre fornægtede Profetens vidnesbyrd og sparede sig ingen
anstrengelser for at prøve at bryde Josephs og Emmas forlovelse.
Udsættelse af brylluppet
Sent på efteråret det år kom Josiah Stoal og Joseph Knight - to af Josephs
arbejdsgivere - til Josephs hjem og købte korn af Smith. På denne tid, ifølge hans
moder: "kaldte Joseph min mand og mig til side og sagde: 'Jeg har besluttet at gifte
mig, og hvis I ikke har indvendinger imod at jeg indgår ægteskab med frøken Emma
Hale, vil hun være den jeg vælger fremfor nogen anden kvinde jeg har set.' Vi var glade
ved hans valg, og ikke alene samtykkede i at han ægtede hende, men bad ham om
at tage hende med hjem og bo sammen med os."s De skulle bo i et eller to værelser
i det nye smithske hjem.
I fantasien ser man Joseph, medens han gør den 200 kilometer lange rejse til
Harmony, og ser derefter det glade møde mellem det unge par, for de havde ikke set
hinanden i seks måneder.
Skønt Emma nu havde passeret sin 22-års fødselsdag, og fast holdt på sit
privilegium til at ægte den mand, som hun elskede, underkendte hendes forældre det
alligevel og påberåbte sig den ene ting, at Joseph ikke var gammel nok. Sandheden
var, at de syntes han var for sværmerisk; desuden havde han ikke tilstrækkelig af denne
verdens goder til at tilfredsstille dem.
Skuffet over, at deres ægteskabsplaner slog fejl, fandt Joseph igen arbejde på
Stoal-gården; senere drog han til Colesville for at arbejde for Joseph Knight sen. 9
Brylluppet
Omkring tre uger efter Josephs 21-års fødselsdag vendte han tilbage til Hales hjem.
Om denne vigtige begivenhed skriver han: "På grund af, at jeg fortsatte med at påstå,
at jeg havde set et syn ... var min hustrus faders familie meget imod, at vi blev gift. Det
var derfor nødvendigt, at jeg tog hende med et andet sted, så vi rejste og blev gift i
godsejer Rarbills hus i South Bainbridge, New York, den 18. januar 1827." Joseph var
21 år gammel og Emma 22, og da begge familier havde ventet brylluppet, er den gamle
anti-mormon beskyldning mod Joseph for at have "stjålet" eller "bortført" sin hustru
fuldstændig grundløs.

Side 42
"Umiddelbart efter mit bryllup," fortæller Joseph, "forlod jeg Mr. Stoal og rejste til
min faders hjem og deltog i landarbejdet med dem den sæson." Dette var i 1827 - det
år pladerne skulle afleveres. Om Josephs komme beretter moderen: "Og den næste
januar vendte Joseph tilbage med sin hustru, ved godt helbred og med en fin ånd." 10
(News for 12. januar 1948 viser det hus, hvor Profeten blev viet).
Særligt besøg af Moroni
I sommeren 1827 gik Joseph et ærinde ad Cumorah-Høj-vejen til butikken i
Manchester. "Da han tog afsted tidligt på dagen," skriver Lucy Smith, "ventede vi ham
hjem i hvert fald inden klokken seks om aftenen, men da klokken blev seks, kom han
ikke ... Han kom ikke, før natten næsten var gået." Joseph forklarede: "Da jeg gik forbi
Cumorah-Højen, hvor pladerne er, kom englen mig imøde og sagde, at jeg ikke havde
været tilstrækkelig optaget af Herrens værk; at tiden var kommet, da optegnelsen skulle
komme frem, og at jeg måtte være parat og udføre og gå i gang med de ting, som Gud
havde befalet mig at gøre ... Men, fader, vær ikke bekymret angående den reprimande,
som jeg har fået, for jeg kender nu den kurs, som jeg skal følge, så alt vil blive godt."11
Til højen efter pladerne
Til sidst kom den længe ventede dag - den dag, hvor Joseph skulle modtage pladerne.
Hans moder fortæller på dramatisk måde om sine oplevelser om natten den 21.
september 1827: "Jeg sad oppe meget sent, da jeg havde noget temmelig presserende
arbejde. Omkring klokken tolv kom Joseph til mig og spurgte, om jeg havde en kasse
med en lås og en nøgle. Jeg vidste øjeblikkeligt, hvorfor han ønskede det, og da jeg
ikke havde nogen, var jeg i høj grad foruroliget, da jeg tænkte, at det måske var en sag,
der havde stor betydning. Men Joseph, der opdagede min ængstelse, sagde: 'Bryd dig
ikke om det, jeg kan klare mig meget godt for øjeblikket uden den - vær rolig - alt er
i orden.'
Kort tid efter dette, gik Josephs hustru gennem værelset med sin kyse og ridedragt,
og få minutter efter tog de afsted sammen, idet de kørte med Mr. Knights hest og vogn."
12
Josiah Stoal og Joseph Knight, som syntes at have fuld tiltro til Josephs syner, havde
kørt 200 kilometer fra Colesville, New York, udtrykkelig for at være ved Smiths gård,
når Joseph modtog pladerne. 13
Moderens ængstelse
Af alle udfordrende nætter, skulle denne nat, mellem den 21. og 22. september 1827,
blive den mest betydningsfulde for familien Smith. Længe ville den blive mindet,
enten for sin strålende sukces eller sin smertelige fiasko. Der kunne ikke være
nogen middelvej. Og da Joseph havde forlangt, at der skulle være en kasse parat,
syntes der ikke at være nogen tvivl om, at han ville bringe skattene hjem den lørdag
morgen, muligvis før daggry. Denne tur til højen ville afslutte i hvert fald ni officielle
sammenkomster med Moroni og ville bringe afslutningen på den fireårige periode.
Moder Smith talte nervøst de lange timer, slet ikke vis på, hvad der kunne ske mellem
de mørke buske og træer på den fjerntliggende højs sider. Aldrig før var Joseph gået
til Cumorah i nattens stille timer. Desuden var hans mission denne gang anderledes.
Han skulle modtage kostelige skatte - Guldplader, en Brystplade og en hellig Urim og

Side 43
Tummim. Havde han bevaret sine hemmeligheder omhyggeligt nok? Hvilke farer han
måske kunne møde kunne kun en moder forestille sig. Intet under, at hun så oprigtigt
vendte sig til Herren om hjælp.
"Jeg tilbragte natten i bøn og påkaldelse af Gud, for ængstelsen i mit sind ville ikke
lade mig sove. På det sædvanlige tidspunkt begyndte jeg at tilberede morgenmaden.
Mit hjerte bankede ved hvert fodtrin, da jeg nu ventede Joseph og Emma hvert øjeblik,
og frygtede for, at Joseph måske ville komme med endnu en skuffelse."14
Vender tilbage tomhændet
Den tidlige morgenmad i Smiths hjem var forbi. Joseph var ikke vendt tilbage.
Mandfolkene, som ikke var klar over, at Joseph var taget til højen, opdagede at Knights
køretøj var borte. Idet de diskuterende mænd nåede huset, kørte Joseph og Emma ind
i gården og klatrede ud, "tomhændede! "
Da de gik ind i huset, sagde søster Smith: "Jeg skælvede sådan af frygt for, at alt
måske var tabt som følge af en eller anden fejl ved overholdelsen af Guds befalinger,
at jeg var nødt til at forlade værelset for at skjule mine følelser. Joseph så dette og
sagde: 'Vær ikke urolig, moder, alt er i orden - se her, jeg har fået en nøgle.'" Det var
den hellige Urim og Tummim, som Joseph havde bragt med sig, og som han fra den
tid opbevarede skjult på sin person. 15
Indtil passende beskyttelse kunne skaffes hjemme, skjulte Profeten pladerne i
skovene på følgende måde: "Da han fandt en gammel birkestamme, som var meget
rådden, undtagen barken, tog han sin lommekniv og skar barken omhyggeligt af, og
så, idet han løftede det tilbage, lavede han et hul, der var tilstrækkeligt stort til at
rumme pladerne."16 Idet han meget omhyggeligt satte barken tilbage, dækkede han
det fældede træ med grene og buske, sluttede sig til Emma og kørte hjem.
Den sidste advarsel fra englen
"Da Joseph først fik pladerne," fortæller Lucy Smith, "stod Herrens engel ved siden
af og sagde: 'Nu har du fået optegnelsen i hænde, og du er kun et menneske, derfor
må du passe meget på og være trofast mod den tillid, der vises dig, ellers vil du blive
overvundet af onde mennesker; thi de vil lægge enhver plan og ethvert udkast, som
det er muligt, for at tage den fra dig, og hvis du ikke stadig passer på, vil de have held
med sig. Medens den var i mine hænder, kunne jeg bevare den, og intet menneske
havde magt til at tage den bort! Men nu overgiver jeg den til dig. Pas på og se dig
godt for, og så skal du have magt til at bevare den, indtil den tid kommer, da den skal
oversættes.'" 17
Joseph var den efterårsmorgen kun lidet klar over den fulde betydning af denne
betimelige advarsel. Før han havde oversat pladerne og leveret dem tilbage til englen
21 måneder senere, forstod han den imidlertid tilfulde.
Noter
1. Lucy Smith, op. cit., p. 92.
2. Ibid., p. 137.
3. Roberts, op. cit., p. 11; se side 26 i denne bog.
4. Lære og Pagter, 25:1-3,7.
5. Cannon, Li/e of Joseph Smith, p. 345. 6 Ibid., p. 346.

7. Joseph Smith, op. cit., p. 17.
8. Lucy Smith, op. cit., pp. 91-93.
9. Roberts, op. cit., p. 85.
10. Ibid., p. 83; Joseph Smith, op. cit., p. 17.
11. Lucy Smith, op. cit., p. 99, 101; Joseph Smith, op. cit., p. 17.
12. Ibid., pp. 102, 103; Roberts, op. cit., pp. 85, 86.
13. Ibid., p. 85.
14. Lucy Smith, op. cit., p. 102.
15. Roberts, op. cit., p. 87; Lucy Smith, op. cit., pp. 103, 104.
16. Ibid., pp. 107, 109.
17. Ibid., p. 110.
Side 44

10. Kapitel
Pladernes vægt og størrelse - Joseph flytter til Pennsylvania
Søgen efter "Guldbibelen"
Side 45
Mandag morgen, to dage efter at han havde skjult pladerne i det fældede træ i skovene,
tog Joseph til Macedon, 6-8 kilometer mod nord, for at udføre noget "arbejde i en
brønd". Der syntes at være to grunde til, at han tog afsted. (1) Han behøvede penge
til at købe en kiste til pladerne; og (2) en enke ved navn Wells, som kendte Josephs
dygtighed til at grave og rense brønde, ville ikke engagere nogen anden end Joseph.
Det var også denne mandag morgen, at en gruppe mænd, som fra en nær ven af
familien Smith havde hørt, at Joseph havde modtaget de gyldne optegnelser, begyndte
at søge i skovene fjernt og nær efter "Joe Smiths Guldbibel", som de kaldte den.
Da Josephs fader fik at vide, hvad der var ved at ske, skaffede han hurtigt en ridehest
til Emma, og hun red afsted mod Macedon - med de sorte lokker bølgende, og den lyse
kappe flagrende, medens hun hastede afsted for at advare sin mand.
Moderens beretning åbenbarer, at "Joseph havde til stadighed Urim og Tummim på
sig, og ved brugen af dem kunne han på et øjeblik sige, om pladerne var i nogen fare.
Lige før Emma red hen til Mrs. Wells' hus, kom Joseph, efter et indtryk som han havde
haft, op af den brønd, i hvilken han arbejdede, og traf hende ikke langt fra huset. Emma
underrettede ham øjeblikkelig om, hvad der var foregået, hvorpå han så på Urim og
Tummim og så, at optegnelsen endnu var i sikkerhed; ikke desto mindre besluttede
han at vende tilbage sammen med sin hustru, da der muligvis kunne ske noget, som
ville gøre det nødvendigt for ham at være hjemme, hvor han kunne tage vare på det."1
Joseph lånte en hest af Mrs. Wells, og de to ryttere tog afsted mod Smiths gård.
"Da han kom hjem, fandt han sin fader vandrende frem og tilbage på jorden nær sin
dør i stærk sindsbevægelse." Han udbrød netop: "For en lille ting mistede Esau sin
førstefødselsret og velsignelsen; det er måske det samme med Joseph."
"Fader, der er ingen fare," erklærede Joseph, idet han svingede sig ned fra sin
svedende hest, "alt er i fuldkommen sikkerhed - der er ingen grund til ængstelse." Da
han havde skaffet sig denne kundskab fra Urim og Tummim, talte han med fasthed.
Plader i Stoals hænder
Joseph tog straks afsted gennem skovene, og da han kom til det fældede træ, som
tidligere er beskrevet, "tog han pladerne fra deres hellige sted, og idet han pakkede
dem ind i sin lærredsbluse, anbragte han dem under sin arm og begav sig hjem." 2
År senere, den 19. december 1843, bar Josiah Stoal gennem et brev vidnesbyrd
om, at han vidste, at Joseph Smith virkelig bragte et bundt plader til det smith'ske
hjem en september morgen i 1827, for han havde selv modtaget dem af Profetens
hænder. Skønt Joseph havde pakket optegnelserne ind i "sin lærredsbluse", påstår
Stoal alligevel, at han holdt på pladerne og bar dem ind i familien Smiths hjem. 3
Brystpladen, som beskrives senere i dette kapitel, blev ikke bragt hjem denne første
morgen sammen med pladerne.
Pladernes dimensioner

Side 46
"Disse optegnelser var indgraveret på plader, der så ud som guld," beretter Profeten,
og "hver plade var femten centimeter bred og tyve centimeter lang, og ikke så tyk
som almindeligt blik. De var fyldt med indgraveringer af ægyptiske tegn og bundet
sammen til et bind som bladene i en bog med tre ringe gennem det hele. Bindet var
omkring femten centimeter i tykkelse, hvoraf en del var forseglet. Tegnene på den
uforseglede del var små og smukt indgraverede. Hele bogen viste mange tegn på ælde
i sin opbygning og megen dygtighed i den kunst at gravere." 4
Det er meget muligt, at nephiterne hamrede deres plader til optegnelser ud af en
guld-legering, som var lavet ved en proces, som er ukendt for mennesket i dag. Nephi
klarlagde ikke problemet, da han udtalte: "Jeg lavede plader af metal, for at jeg på dem
kunne gravere mit folks historie." Og Moroni bemærker, at han havde "ilske plads ...
og malm har jeg ikke". 5
På intet tidspunkt antyder Joseph Smith eller nogen af vidnerne, at pladerne var
for tunge til let at kunne bæres. Ydermere var hver plade, som var tyndere end blik
og meget bøjelig, blevet reduceret noget i vægt ved gravørens skarpe gravørpen, et
værktøj der anvendtes til at udhugge de utallige hieroglyffer på hver side af de bøjelige
blade.
Da de nephitiske profeter som regel lavede deres egne graveringer, ville man slutte,
at de ville lave plader, som kunne håndteres let. Moderen beretter, at Joseph stak den
gyldne optegnelse "under armen" og bar den hjem. Og Emma levede med pladerne i
sit hjem i næsten to år og opbevarede dem ofte i en lille taske på sit køkkenbord; og
dog hentyder hun på intet tidspunkt til, at de skulle være for tunge til at flyttes.
Brystpladen
Moderen fortæller, at få dage efter "at have bragt pladerne hjem ... rakte han
mig den brystplade, der tales om i historien. Den var viklet ind i et tyndt
musselinslommetørklæde, så tyndt at jeg uden vanskelighed kunne føle dens facon.
Den var konkav på den ene side og konveks på den anden og havde en udstrækning fra
halsen nedefter så langt som midten af maven hos en mand af usædvanlig størrelse.
Den havde fire stropper af det samme materiale med det formål at fæstne den til brystet,
to af stropperne løb bagud for at gå over skuldrene, og to var beregnet til at fastgøres
ved hofterne ... Efter at jeg havde undersøgt den, anbragte Joseph den i kisten sammen
med Urim og Tummim." 6
Denne brystplade blev brugt blandt de gamle profeter til seer-formål og ikke som et
forsvar eller skjold i krigstid.
Urim og Tummim
"Sammen med optegnelserne," med Profetens ord, "fandtes et mærkeligt instrument,
som de gamle kaldte 'Urim og Tummim', og som bestod af to gennemsigtige sten,
indfattet i en bue, fæstet til en brystplade." Om natten den 21. september 1823,
da Moroni besøgte Joseph, beskrev han Urim og Tummim som værende "to sten
i sølvbuer ... fæstet til en brystplade". 7 Lære og Pagter åbenbarer, at en Urim og
Tummim blev givet til Jareds broder af Frelseren på toppen af et helligt bjergs Mormons
Bog beretter, at da Kristus leverede tyderne, sagde han: "Og se, disse to sten vil jeg
give dig, og du skal også forsegle dem sammen med det, som du skal skrive. Thi se,
det sprog, som du vil skrive, har jeg forvirret; derfor vil jeg i min egen bestemte tid lade
disse sten klargøre det for menneskenes øjne, som du vil skrive." Præsident Joseph

Side 47
Fielding Smith udtaler, at denne Urim og Tummim var det samme instrument, som
Joseph Smith brugte, da han oversatte?
Martin Harris bekræfter Profetens beskrivelse af tyderne med disse ord: "Den Urim
og Tummim, som man fik sammen med pladerne, var to klare sten, i to indfatninger,
der meget lignede briller, kun var de større." 10
Pladerne kræver omhyggelig omsorg
"Omtrent en uge efter at Profeten havde fået pladerne," beretter Mrs. Smith, "kom
Joseph hjem i stor hast og spurgte, om der havde været en gruppe mænd deromkring.
Jeg fortalte ham, at ikke en eneste person var kommet til huset, siden han tog afsted.
Han sagde så, at der ville komme en pøbelhob om aftenen, hvis de ikke kom før den
tid, for at søge efter Optegnelserne, og de måtte flyttes øjeblikkeligt."
Joseph og en betroet nabo, Alva Beman, trak så et stykke af arnestedet op og
skjulte pladerne og brystpladen under den. "Dette blev gjort så hurtigt som muligt, men
arnestedet var næppe sat i orden igen, før en stor gruppe velbevæbnede mænd kom
farende ind i huset." Joseph og mandfolkene rev døren op og fo'r dristigt ud, idet de
råbte, at de andre skulle følge efter. Denne list overraskede pøbelhoben så meget, at
den flygtede i forrvirring. 11
Ikke længe efter denne begivenhed blev Joseph advaret om at tage pladerne under
arnen; følgelig pakkede han "dem ind i noget tøj," beretter hans moder, "bar dem tværs
over vejen til et bødkerværksted og lagde dem i en bunke hør, som var stuvet sammen
på værkstedsloftet." Idet han derefter tog nogle af gulvbrædderne op, gemte han æsken
og sømmede brædderne på igen. "Så snart natten kom, kom pøbelhoben også og
begyndte at ransage stedet. De rumsterede rundt i huset og over hele ejendommen ...
Den næste morgen fandt vi gulvet i bødkerværkstedet revet op, og æsken, som var
lagt under det, flået i stykker." Men pladerne lå sikkert i deres skjulested. 12
Da han blev pint og udmattet af alle disse forstyrrende omstændigheder, beretter
Joseph, at han havde meget lidt lejlighed til at oversætte pladerne. "Ikke så snart blev
det kendt, at jeg havde dem, før de mest ihærdige anstrengelser blev gjort for at tage
dem fra mig. Enhver list, som man kunne finde på, tog man sin tilflugt til i denne hensigt."
I et brev til redaktøren af Chicago Democrat den 1. marts 1842 fortsætter Profeten:
"Så snart nyheden om denne opdagelse (modtagelsen af pladerne) blev kendt, fløj
falske rapporter, fejlagtige fremstillinger og bagvaskelse som på stormens vinger i
enhver retning; huset blev ofte besat af pøbelhobe og ildesindede personer. Flere
gange blev der skudt på mig, og jeg undslap med nød og næppe, og man gjorde brug
af ethvert påfund for at få pladerne fra mig; men Guds kraft og velsignelser ledsagede
mig." 13
Hjulpet af Emmas broder
Omkring midten af december kom Emmas broder kørende ind i Josephs gård og sagde,
at han havde rejst 200 kilometer fra Harmony for at tage Joseph og Emma med sig
tilbage, så de kunne bo i et af fader Hales huse. Da dette nye hjem i en anden stat ville
give Profeten den frihed, han søgte, tog han imod tilbudet og gjorde sig rede til rejsen.
Profeten havde på dette tidspunkt i høj grad brug for halvtreds dollars til at betale
nogle forpligtelser, før han flyttede til Harmony. Hvorledes han skulle skaffe pengene,
vidste han ikke. Men en dag eller to senere, da Joseph og Alva Hale var i Palmyra, gav

Side 48
Martin Harris, en gammel ven af familien og en mand med betydelige midler, Joseph
de nødvendige penge med disse ord: "Her, Mr. Smith, er halvtreds dollars; jeg giver
dem til Dem, for at De kan udføre Herrens værk; nej, jeg giver dem til Herren til Hans
eget værk." 14 Og han nægtede at lade Joseph og Mr. Hale underskrive en kvittering
som sikkerhed.
Hvorledes pladerne blev beskyttet
Omtrent en uge før jul og få dage før Profetens 22-års fødselsdag læssede Joseph
og Emma deres ejendele - alt undtagen pladerne - på deres vogn, rede til turen til
Harmony. Problemet med, hvorledes de skulle transportere de gyldne optegnelser,
bekymrede dem, for de måtte til bringe to nætter undervejs. Det er muligt, at Joseph
afgjorde spørgsmålet gennem Urim og Tummim, for han skriver regelmæssigt: "Jeg
spurgte gennem Urim og Tummim og modtog følgende."" I hvert fald gav han sig til at
nagle skattene fast i en lille æske, og idet han dernæst puttede æsken ned i bunden af
en 18 liters tønde, fyldte han tønden op med bønner og sømmede låget fast. George
Q. Cannon beretter, at denne handling var bestemt af forsynet, for "Satan var ikke
doven. To gange på rejsen blev Guds tjener standset af officerer, som under påskud
af lovhjemmel undersøgte hans vogn efter pladerne. Men Herrens engel blindede de
ondes øjne, og de fandt ikke, hvad de søgte."16
Efter tre dages forløb blev pladerne pakket ud i Hales hjem - et roligt, fredfyldt sted,
der lå nogle få hundrede skridt nord for den smukke Susquehanna Flod. 17
New York and Pennsylvania - Distances Shown
[IMAGE]
Noter
1. Lucy Smith, op. cit., p. 107.
2. Ibid., pp. 107, 108.
3. Martin M. Campbell's Breve, pakke 4, Church Historian's Office.
4. Joseph Smith, op. sit., Vol. IV, p. 537; Roberts, New. Wit., Vol. II, p. 276. J. M.
Sjødahl, Introduction to the Book of Mormon, p. 1.
5. 1. Nephi 19:1; Mormon 8:5; J. M. Sjødahl, op. sit., p. 44; Era, Vol. XXVI, pp.
541-45; se 15. kapitel i denne bog, vidnesbyrdet fra otte mænd, som "løftede"
pladerne. 6 Lucy Smith, op. sit., pp. 111, 112; Roberts, Comp. Hist., Vol. I, p. 92.
7. Joseph Smith, op. sit., p. 537.
8. L. & P. 17:1.
9. Ether, kap. 3; se Joseph Fielding Smith, Urim og Tummim, Era, juni 1954, pp.
382, 383.
10. Millennial Star, Vol. XLIV, p. 87; Robert, New. Wit., Vol. II, p. 132; Sidney B.
Sperry, Our Book of Mormon, pp. 9-27.
11. Lucy Smith, op. cit., p. 112; Andrew Jenson, Historical Record, pp. 238, 239,
beretter, at "Alva Beman fik tilladelse til at berøre pladerne, der var svøbt ind i et
tyndt klæde, men så dem ikke.". Alva Beman og hans familie sluttede sig senere
til Kirken og forblev trofaste mod deres vidnesbyrd. Se Louisa Bemans beretning
i kapitel 49 denne bog.
12. Lucy Smith, op. cit., p. 113.

Side 49
13. Joseph Smith, op. cit., Vol. I, pp. 18, 19, Vol. IV, p. 538.
14. Lucy Smith, op. cit., p. 118.
15. Joseph Smith, op. cit., Vol. I, p. 33.
16. George Q. Cannon, Life of Joseph Smith, p. 25.
17. Joseph Smith, op. cit., p. 28. Da Joseph første gang kom til Harmony, talte
han om sit nye hjem som "min hustrus faders hjem", men i februar skriver han:
"Martin Harris kom til vort hjem", hvad der omfattede et hus og 5 hektarer jord,
Joseph Smith, op. cit., p. 19, også 20. kapitel i denne bog. Joseph solgte denne
ejendom den 28. juni 1833, medens han boede i Kirtland, Ohio.

Professionel hjælp søges
11. Kapitel
Manuskriptet der gik tabt
Side 50
Profeten skriver, idet han fortæller om den gunstige fremgang af "Herrens værk" i den
nye bolig i Harmony: "Straks efter min ankomst dertil begyndte jeg at afskrive tegnene
på pladerne. Jeg afskrev et betydeligt antal af dem, og ved hjælp af Urim og Tummim
oversatte jeg nogle af dem." 1
I februar 1828, efter at Joseph og Emma havde fortsat deres særegne foretagende
i mere end en måned, besøgte Martin Harris dem og tilbød ædelmodigt at hjælpe med
tid og penge.
Fordi Martin Harris var femogfyrretyve år gammel - treogtyve år ældre end Joseph
- syntes han til tider ivrig efter at lede fremgangsmåden for den indviklede opgave, der
var betroet Profeten. Til sidst fik hans ivrighed eller nysgerrighed ham til at insistere
på, at Joseph tillod ham det privilegium at skaffe professionelt bevis med hensyn til
ægtheden af tegnene på pladerne og deres oversættelses korrekthed. Det ser ud til,
at Martin, som ejede syv gårde i nærheden af Palmyra, New York, og som blev anset
for at være "velhavende", var besluttet på ikke at blive fanget i et bedrageri.
Bevis fra en, som er lærd
Idet han henviste til den sidste forvaltning, til en tid da pladerne skulle oversættes,
skrev Nephi profetisk: "Og det skal ske, at Gud Herren skal bringe en bogs ord frem
... Og se, bogen skal være forseglet ... Og for de tings skyld, som er forseglede, skal
det, som er forseglet, ikke komme frem på folkets ugudeligheds og vederstyggeligheds
dag; derfor skal bogen holdes tilbage for dem. Men bogen skal gives en mand, og han
skal overgive bogens ord, som er deres ord, som har slumret i støvet, og han skal give
disse ord til en anden (muligvis Martin Harris). Men de ord, der er forseglede, skal han
ikke udgive, ej heller skal han overdrage bogen ... Men se, det skal ske, at Gud Herren
skal sige til ham, som han giver bogen: (Joseph Smith) Tag disse ord, som ikke er
forseglede og giv dem til en anden (Martin Harris), at han må vise dem til den lærde
(muligvis professor Anthon) og sige: Jeg beder dig, læs dette. Og den lærde skal sige:
Bring bogen hid, og jeg vil læse den. Og se, dette vil han sige for verdens æres skyld
og for vindings skyld, og ikke til Guds ære. Og manden skal sige: Jeg kan ikke bringe
bogen, for den er forseglet. Da skal den lærde sige: Jeg kan ikke læse den. Det skal
derfor ske, at Gud Herren atter vil give bogen og dens ord til ham, som ikke er lærd
(Joseph Smith) ; og manden, som ikke er lærd, skal sige: leg er ikke lærd. Da skal
Gud Herren sige til ham: De lærde skal ikke læse dem, thi de har forkastet dem, og
jeg formår at gøre min egen gerning, og derfor skal du (Joseph Smith) læse de ord,
jeg giver dig."2
Tegnene i Mormons Bog
Enten følgende eller lignende tegn, som var skrevet med Josephs Smiths håndskrift,
tilligemed deres oversættelse, blev af Martin Harris bragt til professorerne Charles
Anthon og E. D. Howe ved Columbia College, New York.
[IMAGE]

Tegnene til Columbia College
Side 51
Profetens dagbog gengiver Martins beretning om hans besøg på Columbia College:
"Jeg rejste til New York City (omkring 240 km mod øst) og overgav tegnene, som var
blevet oversat, tilligemed oversættelsen af dem, til professor Charles Anthon, en mand
som var berømt for sin litterære kundskab. Professor Anthon udtalte, at oversættelsen
var korrekt, endnu mere end nogen han før havde set oversat fra ægyptisk. Jeg
viste ham så dem, som endnu ikke var oversat,, og han sagde, at de var ægyptiske,
kaldæiske, assyriske og arabiske, og han sagde, at det var rigtige skrifttegn. Han gav
mig et bevis, som bekræftede for folket i Palmyra, at det var virkelige skrifttegn, og at
oversættelsen af dem, der var blevet oversat, også var korrekt."
Da professor Anthon imidlertid af Martin fik at vide, at en engel havde ledet fundet
af guldpladerne, "tog han det (beviset) og rev det i stykker," fortæller Martin, "idet han
sagde, at der ikke fandtes sådan noget som tjenende engle, og at hvis jeg ville bringe
pladerne til ham, ville han oversætte dem. Jeg fortalte ham, at en del af pladerne var
forseglet, og at det var mig forbudt at bringe dem. Han svarede: "Jeg kan ikke læse en
forseglet bog." Jeg forlod ham og gik til Mr. Mitchell, som bekræftede, hvad professor
Anthon havde sagt både om skrifttegnene og om oversættelsen."
Denne oplevelse tilfredsstillede på afgjort måde Martin Harris. Så overbevist var han
om Josephs mission, at han ved sin tilbagekomst til Harmony erklærede, at han var
rede til at vie sin tid og sin ejendom til dens sukces. Til dette formål rejste han til sit hjem,
200 km borte, ordnede sine sager, og den 12. april 1828 var han tilbage i Harmony,
rede til at hjælpe med ved oversættelsesarbejdet. 4
Tre krav fra Martin
Den 14. juni 1828 havde Joseph og Martin, efter fire ihærdige måneder med
oversættelse, fyldt 116 sider folioark, hvad der udgjorde omkring en fjerdedel af
pladerne i Mormons Bog og dækkede fire hundrede år af nephiternes historie. De havde
i virkeligheden nået Mosiahs Bog, side 134 i den nuværende (engelske) udgave af
Mormons Bog.
For at hjælpe med til at lindre de polemiske følger, som uden tvivl ventede Martin
hjemme, krævede han af Joseph de 116 sider af manuskriptet for at læse det for sin
tvivlende hustru og andre medlemmer af sin familie. Han følte sig overbevist om, at han
på denne måde kunne tilfredsstille sin familie og så straks vende tilbage for at hjælpe
med oversættelsesarbejdet.5
Da Martins hjælp syntes så nødvendig for Joseph, søgte han gennem Urim og
Tummim tilladelse til at lade Martin få manuskriptet. Mod forventning var svaret nej.
Da han imidlertid blev presset af Martin, spurgte Joseph endnu en gang og fik igen et
negativt svar. Den aften skriver Joseph, da Martin var rede til at tage afsted for at rejse
hjem: "Efter stærk anmodning spurgte jeg igen Herren, og der blev givet ham tilladelse
til, at han kunne få skrivelserne på visse betingelser, som var, at han kun viste dem
til sin broder, Preserved Harris, sin egen hustru, sin fader og sin moder, og en Mrs.
Cobb, en søster til hans hustru." 6
Dagen efter Martins afrejse fødte Emma den 15. juni sit første barn, en dreng, som
kun levede nogle få timer, og hun selv svævede mellem liv og død i flere dage. Efter
næsten to uger havde Profetens bønner bevæget Herren, og Emma var på vej til
helbredelse.

Martin eftersøges af Joseph
Side 52
"Hvorfor kommer Martin ikke tilbage?" Dette spørgsmål blev Josephs stadige
bekymring. Martins tid til at bringe manuskriptet tilbage var udløbet, og han havde
ikke sendt nogen besked om det. På Emmas indtrængende anmodning tog Joseph
diligencen nordpå. Efter at have kørt mere end 160 km og så vandret 32 km til fods
om natten gennem et tæt bevokset område, ankom han til sin faders hjem kort efter
daggry den tredie morgen efter at have forladt Harmony. På grund af den trættende
rejse med diligencen, i forening med udmattelsen og bekymringen de foregående to
uger, ville Joseph være faldet i søvn på vejen, hvis ikke en fremmed, som havde forladt
diligencen sammen med Joseph, hjalp ham kilometer efter kilometer til familien Smiths
hjem. Efter at denne venlige herre havde spist morgenmad, tog han afsted uden at sige
noget om, hvem han var eller hvor han skulle hen. 7
Manuskriptet der gik tabt
Ved solopgang sendte Joseph skyndsomt Samuel afsted for at bringe Martin Harris
dertil fra hans gård fem kilometer mod nord, men Martin kom ikke før omkring
middag. Da han blev udspurgt af Profeten, tilstod han endelig, at han ikke havde
manuskriptet og heller ikke kunne finde det. Joseph, som var ude af stand til at udholde
spændingen, sprang op. "Martin, har du mistet manuskriptet: Har du brudt din ed og
bragt fordømmelse over mit hoved så vel som over dit eget?"
"Ja, det er borte, og jeg ved ikke hvor," tilstod Martin.
"Oh, ... " råbte Profeten og vred sine hænder i fortvivlelse. "Alt er tabt! Alt er tabt!
Hvad skal jeg gøre? Jeg har syndet - det er mig, som fristede Guds vrede. Jeg skulle
have været tilfreds med det første svar, som jeg fik fra Herren; for han fortalte mig, at
det ikke var sikkert at lade skrivelserne komme ud af min besiddelse."
"Han græd og stønnede og vandrede stadig op og ned ad gulvet," fortæller hans
moder.
Efterhånden som dagen sled sig afsted og en dybere forståelse af tabet gik op for
familien Smith, fortæller moderen, at "hulken og suk ... fyldte huset." Men Joseph, som
var mere nedtrykt end de andre, fordi han bedre forstod følgerne, "fortsatte med at
fare frem og tilbage, medens han ind imellem græd og græmmede sig, lige til omkring
solnedgang, da han efter overtalelse tog lidt næring til sig.
Den næste morgen drog han afsted hjemad. Vi skiltes med tungt hjerte, for det så nu
ud til, at alt, hvad vi så glade havde set frem til, og som havde været kilden til så megen
hemmelig taknemmelighed, på et øjeblik var forsvundet, og forsvundet for evigt." 8
Skatte taget bort
Nogle få dage efter, at Joseph var kommet hjem til sin skuffede, men raskere hustru,
viste Moroni sig og tog pladerne og Urim og Tummim og efterlod Joseph til at lide den
kasseredes kvaler. Hans sorg syntes for tung at bære. Først havde han begravet sin
nyfødte søn. Nu havde han mistet manuskriptet, Urim og Tummim og pladerne. Han
turde ikke forudsige fremtiden.
Efter at Joseph i bøn og med tårer havde søgt Herren om tilgivelse, vendte Moroni
tilbage med de hellige skatte og befalede Joseph at se ind i Urim og Tummim,
hvorpå han modtog en revsende åbenbaring, der erklærede, at lige meget hvor mange

Side 53
"mægtige gerninger" et menneske udførte, eller hvor mange åbenbaringer han modtog,
måtte han dog, hvis "han tilsidesætter Guds råd og følger sin egen viljes og kødelige
ønskers krav, falde og pådrage sig en retfærdig Guds hævn."9
"Efter at jeg havde haft ovennævnte åbenbaring," siger Joseph, "blev både pladerne
og Urim og Tummim taget fra mig igen; men i løbet af få dage blev de sendt tilbage til
mig, da jeg adspurgte Herren; og Herren sagde til mig: 'Se, nu siger jeg dig: Eftersom
du overlod de skrifter, som du fik magt til at oversætte gennem Urim og Tummim, i en
ugudelig mands hænder, har du mistet dem. Og på samme tid mistede du også din
gave, og dit sind blev formørket. Men nu har du dog fået dem igen, se derfor til, at du
forbliver trofast, og bliv ved, indtil du har oversat den øvrige del af oversættelsen, som
du har påbegyndt." Herren trøstede derefter Joseph med disse udødelige ord: "Men
kom i hu, at Gud er barmhjertig. Omvend dig derfor fra det, som du har gjort, og som
strider mod den befaling, jeg har givet dig, og da er du stadig udvalgt og er atter kaldet
til arbejdet."
Til Martins sorg åbenbarede Herren, at han ikke skulle skrive mere for Joseph;10
som følge deraf er ingen del af den nuværende Mormons Bog Martins arbejde som
skriver.
Erstatning for den del, der gik tabt
Mormons Bog udtaler, at medens Profeten Mormon studerede de utallige nephitiske
optegnelser, befalede Herren ham at lave et sæt guldplader og på dem skrive en kort
forkortelse af nephiternes historie, dækkende tusind år - fra 600 f. Kr. til 400 e. Kr.
Medens Mormon læste disse forskellige optegnelser, fandt han et værdifuldt sæt
plader, kaldet Nephis små plader - som udgjorde ni på hinanden følgende profeters
hellige skrivelser - en kort optegnelse, som svarede til de første fire hundrede års
historie, som Mormon allerede havde forkortet. Ikke desto mindre befalede Herren, på
grund af deres store værdi, at Mormon skulle binde disse plader ind i sin optegnelse
uden begrænsning.11
Som følge deraf fortalte åbenbaringens røst gennem Urim og Tummim Joseph,
at bedrageriske mænd havde skaffet sig dette manuskript, da Martin mistede
oversættelsen af de første fire hundrede år af Mormons forkortelse; ydermere
planlagde de at forandre, hvis Joseph atter oversatte det; på denne måde ville de påstå,
at Joseph Smith var ude af stand til to gange at oversætte det samme. For at afvende
denne onde snare, instruerede Herren Joseph, at han skulle oversætte Nephis små
plader som erstatning for de fire hundrede år af Mormons forkortelse.
Da Mormon bandt de små plader ind i sin optegnelse, fremsatte han følgende
forklaring, som retfærdiggjorde at han indsatte den dobbelte historie: "Og jeg gør dette
i forstandig hensigt, thi således tilhviskes det mig ifølge påvirkning af Herrens ånd, som
er i mig. Jeg kender ikke alle ting, men Herren kender alle tilkommende ting, derfor
påvirker han mig til at gøre efter sin vilje."12
Lydig mod sine instruktioner så Profeten bort fra Mormons forkortelse indtil side
122 i vor nuværende Mormons Bog og begyndte at oversætte Nephis små plader til
erstatning for den historie, der var gået tabt.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., Vol. I, p. 19.

Side 54
2. 2. Nephi 27:6-10, 15-20; Es. 29:10-12. Dette budskab, som fandtes på de små
plader, og ikke blev oversat før april 1829, kunne ikke have haft indflydelse på,
at Martin bragte skrifttegnene til "en, som var lærd". Roberts, Comp. Hist., Vol. I,
pp. 99-109.
3. [MANGLER]
4. Idem, indeholder billeder af Profetens hjem, også af de nephitiske skrifttegn;
Joseph Smith, op. cit., p. 20.
5. Roberts, New Wit., Vol. 11, pp. 33-34; Cannon, op. cit., pp. 30, 31.
6. Joseph Smith, op. cit., p. 21; Cannon, op. cit., pp. 31, 32.
7. Lucy Smith, op. cit., pp. 124-127.
8. Ibid., pp. 127-129.
9. Joseph Fielding Smith, Ess. Gb. Hist., p. 6>; L. & P. 3:4.
10. L. & P. 10:1-3, 3:10. Kursiv ved forfatteren.
11. Ibid., 10:8-46; Mormons Bog, Mormons Ord, p. 121.
12. Idem.

Oversættelsen går i stå
12. Kapitel
Olivers omvendelse - oversættelsesmetode
Side 55
I de første ti måneder, efter at Martin havde mistet manuskriptet, fra 14. juni 1828 til 7.
april 1829, oversatte Joseph næsten ikke. Herren havde formanet: "Gå ikke hurtigere
frem og arbejd ikke mere på oversættelsen, end dine kræfter og evner tillader dig, men
vær flittig til enden."t Som følge deraf, forklarer Joseph: " ... gav jeg mig til at arbejde
med mine hænder på en lille gård, som jeg havde købt af min hustrus fader, for at
sørge for min familie."
Familien Smith mister deres hjem
Det bør her berettes, at Fader og Moder Smith havde haft en stor sorg; at de på
grund af intriger og bedrag havde mistet deres gård og deres nye hjem. Skønt den
agent, af hvem de havde købt deres ejendom, havde tilstået dem nogle få dages
udsættelse med den sidste betaling, annullerede han straks kontrakten, uden at give
familien Smith nogen meddelelse. Amtets bøger viser, at Lemuel Durfee, Sr., købte
Smiths ejendom den 20. december 1825 for $ 1135.00. Mr. Durfee gav så Smith en
forpagtningsfrist på ejendommen til den 20. december 1828, på hvilket tidspunkt Fader
og Moder Smith flyttede til et hjem sydpå, men stadig i Manchester Kommune. Oliver
Cowdery, en skolelærer og halvfætter til Lucy, boede hos familien Smith, da de blev
tvunget til at flytte fra deres gård, som de havde forbedret. 2 Den nuværende ekstrakt
af adkomstdokumenter vedrørende fast ejendom viser, at denne ejendom aldrig var
blevet overdraget til familien Smith.
Oliver Cowdery slutter sig til Joseph
I vinteren 1828-29 blev Oliver Cowdery, som underviste i en 1-værelses skole i
nærheden af familien Smiths hjem i Manchester Kommune, New York, logerende i
Profetens forældres hjem. Medens han boede hos familien Smith, blev familien ved
med at fortælle om Josephs mirakuløse oplevelser, medens han hørte på det. Da hans
interesse voksede, gav Josephs forældre ham en udfordring. Hvorfor gjorde han ikke,
som Joseph havde gjort - bad og fandt ud af det selv? Før der var gået mange uger,
førte den unge skolelærers oprigtighed ham til Herren i oprigtig bøn. Som svar gav Gud
ham et overbevisende vidnesbyrd. Af private grunde besluttede Oliver imidlertid ikke at
fortælle nogen om enkelthederne i denne religiøse oplevelse. Efter nu at være blevet
opildnet af ånden til genoprettelsesprogrammet var Olivers største ønske at rejse til
Harmony, Pennsylvania, og selv høre Profetens historie. Som følge deraf begyndte
han og Samuel Smith nogle få dage senere, efter at hans skole var lukket, den lange
rejse på hesteryg gennem mudder og regn til Profetens hjem.
Da de kom til Harmony søndag den 5. april 1829, tilbragte mændene den dag og
den næste med at lytte til Profetens inspirerende vidnesbyrd og oplevelser. Oliver var
mere end tilfreds. Og allerede næste morgen, den 7. april, gav han og Joseph sig til
at oversætte de mærkelige skrifttegn på guldpladerne til engelsk. Og da Oliver blev
forbavset over Urim og Tummims guddommelige egenskaber, forlangte han, at Joseph

Side 56
skulle skaffe Guds ord til ham. Som svar modtog Profeten det, som nu er 6. afsnit i
Lære og Pagter, til Oliver.
Og til overraskelse for dem begge mindede denne åbenbaring Oliver om en
overbevisende tilkendegivelse - den, for at være nøjagtig - som Gud allerede havde
givet Oliver: "Sandelig, sandelig siger jeg dig, at dersom du ønsker mere vidnesbyrd, så
kom den nat i hu, da du råbte til mig i dit hjerte for at få sandheden om disse ting at vide.
Gød jeg ikke fred i din sjæl med henblik på denne sag? Hvad større vidnesbyrd kan du
have end Guds vidnesbyrd? ... Vend alle jeres tanker mod mig. Tvivl ikke, frygt ikke ... "
Ved slutningen af dette åbenbarings-budskab åbnede Oliver sit hjerte mod
Profeten og tilstod, at Herren allerede havde "tilkendegivet for ham" Joseph Smiths
guddommelige kaldelse, medens han lå i oprigtig bøn i familien Smiths hjem. 3
Metode der blev brugt under oversættelsen
Medens de to mænd arbejdede, var der altid et forhæng, der skilte (lem fra hinanden.
Medens Profeten dikterede, skrev Oliver - ivrig efter at holde trit med Josephs
oversættelser. Før Oliver sluttede sig til Joseph, havde Profeten ved hjælp af Urim
og Tummim i atten måneder studeret, afskrevet og arbejdet fromt med de nephitiske
skrifttegn. I den periode oversatte han en fjerdedel af Mormons Bog, den del, for at være
nøjagtig, som Martin Harris mistede ved sin ulydighed, som forklaret i forrige kapitel.
Her følger Profetens eneste forklaring på den usædvanlige metode, han brugte,
medens hans oversatte: "Ved hjælp af Urim og Tummim oversatte jeg optegnelsen ved
Guds gave og kraft." Denne korte udtalelse skrev han til John Wentworth, ejeren af
Chicago Democrat, som havde bedt om en kort historie om Mormons Bogs fremkomst
og om S. D. H. Kirke til offentliggørelse i History of New Hampshire. 4
Vigtige lærdomme og ordinanser
Dag efter dag, medens Joseph oversatte, fortsatte han med at bringe for dagens lys
mange vigtige principper, ordinanser og lærdomme, som Gud havde gjort kendt for
sit folk i gamle dage. Nu var Profeten kommet til at forstå, at disse nye fortolkninger
nødvendigvis måtte være de samme bestemte meninger, som Herren tidligere havde
åbenbaret til sine børn. Da disse oversættelser skulle anerkendes af hans følgesvende
som de grundlæggende principper, ordinanser og lærdomme i Jesu Kristi gengivne
evangelium, måtte de ufejlbarligt stemme overens med Guds evige frelsesplan - ikke
med noget menneskes mening.
En af disse dage gav Joseph Smith verden på engelsk de bønner, som Jesus Kristus
brugte, da han velsignede brødet og vinen blandt nephiterne. Hver bøn er kun en
sætning - ingen ord skal tilføjes, og ingen skal udelades. 5
Mormons poetiske klagesang
Følgende klagesang af Profeten Mormon giver læseren et udmærket eksempel, der
viser Joseph Smiths dygtighed til gennem Urim og Turnmim at gengive en gammel
skribents sorgfulde udtryk. Uden tvivl viser disse linier på afgørende vis, at de er mere
end blot en ung, uerfaren forfatters ord. Af sig selv, i en alder af treogtyve år, ville
Joseph Smith næppe have frembragt følgende:
"Og min sjæl var martret af fortvivlelse over de faldne af mit folk, og jeg råbte:

O, I fagre! Hvor kunne I vige
fra Herrens veje!
O, I fagre, hvor kunne I forkaste den Jesus,
som stod med åbne arme for at modtage jer!
Se, dersom I ikke havde gjort dette,
ville I ikke være faldet.
Men se, I er faldet,
og jeg sørger over tabet af jer.
O, I elskelige sønner og døtre,
fædre og mødre, mænd og hustruer,
I fagre, hvorledes kunne I falde!
Men se, I er borte,
og min sorg kan ikke bringe jer tilbage." 6
På den unge Profet var Kristi ord til Jareds broder blevet fuldbyrdet,
Side 57
da Kristus gav ham Urim og Tummim med disse ord: "Og se, disse to sten vil jeg
give dig, og du skal også forsegle dem sammen med det, som du skal skrive. Thi se,
det sprog, som du vil skrive, har jeg forvirret; derfor vil jeg i min egen bestemte tid lade
disse sten klargøre det for menneskenes øjne, som du vil skrive." 7
Det er ikke mærkeligt, at Joseph med Guds kraft på sig kunne skabe en bog, som
ejede både stil og tanke, der var langt over hans naturlige dygtighed. 8
Citater fra Bibelen
Ikke så få skribenter har forsøgt at ignorere Mormons Bog, fordi dens udtryksmåde på
visse steder er identisk med King James Bibel. Når man studerer problemet, synes det,
som om disse bibel-citater blev gengivet af Profeten med de nøjagtige, bogstavelige
udtryk fra bibeloversættelserne i en bestemt hensigt. For eksempel kunne Joseph
ved visse lejligheder, når han så, at han oversatte taler eller instruktioner, citeret fra
messingpladerne af nephiterne, have vendt sig til sin egen Bibel, når han modtog de
oversættelser, der kom gennem Urim og Tummim. Til andre tider underrettede hans
"Formaner" ham imidlertid om, når der var fejl i King James-oversættelsen, hvilke fejl
han frygtløst korrigerede. Det er derfor, han senere skrev: "Vi tror på Bibelen, for så
vidt den er rigtigt oversat," men "Vi tror, at Mormons Bog er Guds ord."
Af de 433 vers af Esajas, der er citeret i Mormons Bog, korrigerede Joseph mindst
234. Dr. Sidney B. Sperry drager denne slutning: "Så længe den kendte version i
det væsentlige stemte med teksten på guldpladerne, lod han det passere: når den
afveg altfor stærkt, oversatte han den nephitiske version og dikterede de nødvendige
forandringer." 9
Oliver ude af stand til at oversætte
Efter at Joseph og Oliver havde fortsat oversættelsesarbejdet en ugestid, forlangte
Oliver indtrængende, at Profeten lod ham prøve sin dygtighed til at oversætte. Da
han var skolelærer, følte han uden tvivl, at han havde bedre kendskab til grammatik
og sætningsbygning end Joseph havde, og at han kunne udtrykke oversættelserne
i en litterær stil, som var bedre end Profetens. For at tilfredsstille Olivers ønsker
søgte Joseph Herren og modtog en åbenbaring, som tilstod Olivers begæring. Denne
tilkendegivelse forklarer også åbenbaringens ånd:

Side 58
"Ja, se, jeg vil tale til dig i din sjæl og i dit hjerte gennem den Helligånd, der skal
komme over dig, og som skal bo i dit hjerte. Se, dette er åbenbaringens ånd ... Og
hvad end du derfor beder mig om at gøre i kraft af dette, det vil jeg gøre for dig ... Kom
i hu, at uden tro kan du intet gøre, bed derfor i tro ... Bed om, at du må forstå Guds
hemmeligheder, at du må kunne oversætte og drage lærdom ... og efter din tro skal
det ske dig. Se, det er mig, som har talt det, og jeg er den samme, der talte til dig fra
begyndelsen. Amen." 10
Ivrigt tog Oliver Urim og Tummim op, men efter mange forgæves anstrengelser,
der forårsagede ham ikke så lidt sorg, leverede han Tyderne tilbage til Profeten og
indrømmede, at der var noget mærkeligt ved oversættelsesarbejdet - noget han ikke
kunne forstå.
Mennesket må gøre mere end spørge
Da Joseph så ind i Urim og Tummim, gav Herren en vigtig nøgle angående åndelige
ting: "Se, du har ikke forstået det ret," sagde åbenbaringen om Oliver, "Du har troet,
at jeg ville give dig, uden at du selv gjorde dig nogen anstrengelse, blot du bad. Men
se, jeg siger dig: Du må udtænke det i dit eget sind, og da må du adspørge mig, om
det er rigtigt; og dersom det er rigtigt, vil jeg bevirke, at dit hjerte brænder i dig, og
derved skal du fornemme, at det er rigtigt. Men er det ikke rigtigt, skal du ikke have
sådan følelse, men dine tanker skal være så uklare, at du glemmer det, der var urigtigt.
Derfor kan du ikke skrive det, der er helligt, uden det bliver givet dig af mig."11 Denne
åbenbaring instruerede også Oliver om, at han ikke skulle bede om at oversætte igen,
men fortsætte som Profetens skriver.
Noter
1. L. & P. 10:4; Joseph Smith, op. cit., p. 28.
2. Om tabet af familien Smiths gård, se Lucy Smith, op. cit., pp. 92-99.
3. L. & P. 6; Lucy Smith, op. cit., pp. 138-144; Olivers beretning til Joseph, Joseph
Smith, op. cit, p. 35.
4. Joseph Smith, op. cit., Vol. IV, p. 537; Jenson, Biog. Encyc., Vol. 1, p. 264; ang.
typer på litteratur i Mormons Bog, se Sidney B. Sperry, op. cit., kap. 7-12. Kursiv
ved forfatteren.
5. Moroni 4, 5; denne bog kapitel 18; L. & P. 20:75-79.
6. Mormon 6:16-20; Sperry, op. cit., pp. 10-112.
7. Ether 3:23, 24. Kursiv ved forfatteren.
8. For yderligere diskussion, se Roberts, Com. Hist., Vol. I, pp. 116-133; Roberts,
New Wit., Vol. II, pp. 134-141; Sperry, op. cit., pp. 10-112. Kursiv ved forfatteren.
9. Ibid., pp. 172-177.
10. L. & P. 8:2, 3, 9-12.
11. Ibid., 9:7-9.

Ingen frelse uden dåb
13. Kapitel
Gengivelsen af præstedømmet
Side 59
Medens Joseph og Oliver fortsatte deres oversættelsesarbejde, fandt de talrige
erklæringer af de nephitiske profeter, der forkyndte, at dåb var nødvendig til frelse. For
eksempel formaner Jakob, idet han citerer Kristi ord: "Og han befaler, at alle mennesker
må omvende sig og blive døbt i hans navn og have fuldkommen tro på den Israels
Hellige, ellers kan de ikke blive frelst i hans rige. Og dersom de ikke vil omvende sig
og tro på hans navn og blive døbt i hans navn og blive trofaste til enden, skal de blive
fordømt; thi Gud Herren, den Israels Hellige, har talt det." 1 Da hverken Joseph eller
Oliver var blevet døbt, lagde de pladerne til side og gik ud i skoven for at bede angående
deres problem.
Olivers første syn
Medens de to mænd knælede i oprigtig bøn på bredden af Susquehanna Floden den
15. maj 1829, strålede Guds herlighed om dem, og et syn, der beskrives af Oliver,
kom over dem: "Pludselig, som fra evighedens skød, talte Forløseren fred til os. Sløret
blev trukket til side, og en Guds engel iført herlighed steg ned og afleverede det så
længselsfuldt ventede budskab samt nøglerne til omvendelsens evangelium ... Hans
stemme, skønt mild, gennemtrængte vort indre, og hans ord, 'Jeg er jeres nedtjener',
bortjog al frygt ... Det var et budskab fra den Allerhøjeste ... Hvem ville ikke have bøjet
knæ for en sådan velsignelse?
Jeg skal ikke gøre forsøg på at skildre jer mit hjertes følelser, ej heller den
majestætiske skønhed og herlighed, der omgav os ved den lejlighed, men I må tro
mig, når jeg siger, at hverken jorden eller mennesket med alle tiders veltalenhed kunne
iklæde sproget så fængslende og ophøjede ord som denne hellige person. Nej! Ej heller
evner denne jord at give den glæde, skænke den fred eller fatte den visdom, som hver
sætning indeholdt, som han udtalte ved den Helligånds kraft ... Forvisningen om, at vi
befandt os i en engels nærværelse, visheden om, at vi hørte Jesu røst, og den rene
sandhed, som den kom fra en hellig person, dikteret ved Guds vilje, er for mig noget,
der ikke kan beskrives, og jeg skal, så længe jeg lever, altid betragte dette bevis på
Frelserens godhed med forundring og taksigelse."2
Profetens rapport
"Sendebudet, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette
præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme, som i Det nye
Testamente kaldes Johannes Døberen, og at han handlede under ledelse af Peter,
Jakob og Johannes, som havde det melkisedekske præstedømmes nøgler, hvilket
præstedømme, sagde han, skulle overdrages os til rette tid, og at jeg skulle kaldes den
første ældste i kirken og han (Oliver Cowdery) den anden."3
Da Johannes overdrog det aronske præstedømme på de to mænd, brugte han nogle
udtryk, som var temmelig mærkelige for Joseph og Oliver: "I Messias's navn overdrager
jeg jer, mine medtjenere, Arons præstedømme, som ejer nøglerne til engles betjening

Side 60
og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse;
og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter frembringer et offer
for Herren i retfærdighed." 4
Johannes Døberen forklarede derefter, at "dette aronske præstedømme havde ikke
magt til at give håndspålæggelse for den Helligånds gave, men at dette skulle blive os
overdraget senere."
Dåb og den Helligånd
Joseph fortsætter, at englen "befalede os at gå og blive døbt og underrettede os
om, at jeg først skulle døbe Oliver Cowdery, og derefter skulle han døbe mig. I
overensstemmelse dermed gik vi og blev døbt. Først døbte jeg ham, og derefter døbte
han mig ...
Så snart vi var kommet op af vandet, efter at vi var blevet døbt, oplevede vi store
og herlige velsignelser fra vor himmelske Fader. Aldrig så snart havde jeg døbt Oliver
Cowdery, førend den Helligånd faldt på ham, og han stod op og profeterede mange
ting, som snart skulle ske. Og på samme måde, så snart jeg var blevet døbt af ham, fik
jeg også profetiens ånd, og jeg stod op og profeterede om kirkens opkomst og meget
andet, som stod i forbindelse med kirken og denne generation. Vi blev fyldt med den
Helligånd og frydede os i vor frelses Gud."
Efter at Joseph og Oliver havde modtaget den Helligånd, beretter Joseph: "Jeg lagde
mine hænder på hans hoved og ordinerede ham til det aronske præstedømme, og
derefter lagde han sine hænder på mig og ordinerede mig til samme præstedømme
- thi således var det befalet os at gøre." 5
Den tredie person døbt
Efter at have modtaget dåben og det aronske præstedømme, fortalte Joseph og
Oliver deres oplevelser til Emma og Samuel Smith. Da disse tilkendegivelser var så
bemærkelsesværdige, var Samuel "ikke let at overtale til disse ting,"6 kommenterer
Joseph. Profeten lovede ham imidlertid, at hvis han ville søge Herren i tro, ville han selv
få et vidnesbyrd. Adskillige dage senere gik Samuel ud i skovene, og før han vendte
tilbage, havde han modtaget et svar på sin bøn. Følgelig blev han døbt den 25. maj
1829 af Oliver Cowdery.
Inspireret af disse religiøse oplevelser besteg Samuel sin hest, siger Profeten, "og
vendte tilbage til sin faders hus, idet han højligt ærede og priste Gud, idet han var fyldt
med den Helligånd." 7 Dagen efter Samuels ankomst sadlede Hyrum sin hest og drog
afsted på et tre dages ridt for selv at undersøge Samuels rapport.
Hyrum Smith anerkendt af Gud
Efter at Hyrum havde talt med Joseph og Oliver og var blevet fuldstændig overbevist
om deres guddommelige oplevelser, bad han Joseph om at få en åbenbaring for ham.
Denne åbenbaring, det 11. afsnit af Lære og Pagter, siger bl. a.: "Et stort og vidunderligt
værk er ved at komme frem blandt menneskenes børn. Se, jeg er Gud; giv agt på
mit ord ... marken er allerede hvid til høsten ... Søg ikke efter rigdomme, men efter
visdom ... den, der har det evige liv, er rig ... Hyrum, min søn, søg Guds rige, og alt skal
tillægges ... "s Dette Guds ord var til stadighed et ledefyr på Hyrums vej. I juni 1829,
ved Seneca Søens bred, blev han den fjerde person, som blev døbt.

Gengivelse af det melkisedekske præstedømme
Side 61
Kort tid efter gengivelsen af det aronske præstedømme overdrog Peter, Jakob og
Johannes det melkisedekske præstedømme til Joseph og Oliver. Om denne vigtige
begivenhed beretter Profeten: "Og atter, hvad hører vi? ... Peter, Jakob og Johannes's
røst i ørkenen mellem Harmony ... og Colesville ... ved floden Susquehanna, der
forkyndte, at de var i besiddelse af nøglerne til riget og til tidernes fyldes uddeling." 9
De forskellige optegnelser i Kirken viser, at gengivelsen af det melkisedekske
præstedømme fandt sted, før Joseph og Oliver flyttede fra Harmony, Pennsylvania, til
Whitmers hjem i Fayette, New York, 160 km mod nordvest, som berettet i næste kapitel.
Ifølge David Whitmer var det den første juni, da han vendte tilbage fra sin rundtur til
Harmony, hvor han bragte Profeten og Oliver Cowdery til Fayette. 10 Profeten selv
beretter, at det var "i begyndelsen af juni måned", at David bragte ham og Oliver til
Whitmers hjem."
Joseph Smith og Oliver Cowdery var ikke igen ved Susquehanna floden - 160 km
borte - før efter at Kirken var organiseret, et år senere. Ud fra disse kendsgerninger
slutter historikeren, at det var engang i maj måned 1829, kort efter at Johannes
Døberen havde overdraget det aronske præstedømme, at Peter, Jakob og Johannes
overdrog det melkisedekske præstedømme til Joseph og Oliver. Joseph Fielding Smith
skriver: "Datoen, da dette præstedømme blev overdraget, er ukendt, men det var kun
nogle få dage efter den første ordination." 12 Det bør også erindres, at David Whitmer
var ved at så hvede, da han forberedte sig til at rejse til Harmony for at bringe Joseph
og Oliver med sig tilbage, den sidste maj eller den første juni.
At Joseph og Oliver havde modtaget det melkisedekske præstedømme, før de
ankom til Whitmers hjem, vises ved Profetens vidnesbyrd: "Vi kom sammen i værelset i
Mr. Whitmers hus ... Vi havde ikke længe været optaget af inderlig og brændende bøn,
før Herrens ord kom til os i værelset og befalede os, at jeg skulle ordinere Oliver til at
være en ældste i Jesu Kristi Kirke, og at han også skulle ordinere mig til samme kald;
derefter ordinere andre, efterhånden som det skulle gøres kendt for os fra tid til anden ...
Og derefter sørge for håndspålæggelse for den Helligånds gave."13 Disse ordinanser
blev imidlertid udsat indtil den dag, da Profeten organiserede Kirken i Whitmers hjem
den 6. april 1830.
Myndighed til at organisere Guds rige
Under Peter, Jakob og Johannes's hænder havde Joseph Smith og Oliver Cowdery
modtaget "rigets nøgler", hvilke nøgler gav dem myndighed til at handle for Kristus på
jorden - myndighed til at organisere Kristi rige i denne "tidernes fyldes uddeling".
Profeten siger, idet han forklarer betydningen af det melkisedekske præstedømmes
nøgler: "Frelseren, Moses og Elias gav nøglerne til Peter, Jakob og Johannes på
bjerget, da de blev forklaret ... Nøglerne må bringes fra himlen, når som helst evangeliet
bliver udsendt. Når de åbenbares fra himlen, er det ved Adams magt og myndighed."
Idet han derefter hentyder til præstedømmets evige natur og evangeliets ordinanser,
udtaler Joseph, at Herren "satte forordningerne til at være de samme til evig tid og
satte Adam til at våge over dem, til at åbenbare dem fra himlen til mennesket eller
til at sende engle til at åbenbare dem ... Disse engle er under ledelse af Mikael eller
Adam, som handler under Herrens vejledning," thi Adam holder "Præsidentskabet" i
"alle evangeliets uddelinger."14

Noter
Side 62
1. 2 Nephi 9:23, 24; Mosiah 18:6-18; 3 Nephi 11:22-26; se "Dåb" i
indholdsfortegnelsen til Mormons Bog.
2. Roberts, Comp. Hist., Vol. 1, pp. 178, 179; Joseph Smith, op. cit., Vol. I, pp. 42,
43. Kursiv ved forfatteren.
3. Ibid., pp. 40, 41. Kursiv ved forfatteren.
4. L. & P. 13. Johannes lagde sine hænder på de to mænd, Joseph Smith, op. cit.,
p. 39.
5. Joseph Smith, op. cit., pp. 39-42; Adams dåb, Moses 6:64-68.
6. Joseph Smith, op. cit., pp. 44.
7. Idem.
8. L. & P. i:1-3, 7, 23.
9. Ibid., 128:20.
10. Jenson, Biog. Encyc., Vol. I, p. 264.
11. Joseph Smith, op. cit., p. 48.
12. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 69.
13. Joseph Smith, op. cit., pp. 60, 61 og fodnoter; Roberts, op. cit., pp. 177-186 med
særlig henvisning til pp. 188, 189.
14. Joseph Fielding Smith, Profeten Joseph Smiths Lærdomme, pp. 186, 187, 199.

Johannes den Elskedes skrivelser
14. Kapitel
Oversættelsen afsluttet
Side 63
I april 1829, medens Joseph og Oliver var ved at oversætte, skriver Profeten: "Da en
meningsforskel opstod mellem os om apostlen Johannes's beretning, der er omtalt i
Det nye Testamente, om hvorvidt han døde eller vedblev at leve, blev vi gensidig enige
om at afgøre den ved Urim og Tummim, og følgende er de ord, som vi modtog: 'Og
Herren sagde til mig: Johannes, min elskede, hvad ønsker du?' Og Johannes svarede:
'Herre, giv mig magt over døden, så jeg må leve og bringe sjæle til dig.' Kristus lovede
så Johannes: 'Da du har begæret dette, skal du forblive, til jeg kommer i min herlighed,
og du skal profetere for nationer, slægter, tungemål og folk ... derfor vil jeg gøre ham
som et luende ildskær og som en tjenende engel. Han skal betjene dem, der bor på
jorden, og som skal arve salighed.'" 1 Joseph og Oliver fik også gennem de nephitiske
optegnelser at vide, at Kristus gav et lignende løfte til tre af sine nephitiske apostle. 2
Forfølgelse bryder ud i Harmony
Som omtalt i sidste kapitel begyndte oprørske styrker i Harmony, Pennsylvania, i foråret
1829 at afbryde oversættelsesarbejdet. Profeten udtaler, at "vi var flere gange blevet
truet med voldshandlinger fra pøbelens side, og det til og med af folk, som bekendte sig
til religion." 3 Og dog skriver Joseph, selv overfor forfølgelse: "Da vi følte, at det var vor
pligt, begyndte vi at drøfte skrifterne med vore bekendte og venner, når vi tilfældigvis
traf dem." 4
Da Joseph og Oliver var blevet kaldet og ordineret til at åbne den sidste uddeling,
tog de imod deres ansvar og begyndte at bære vidne om, at Faderen og Sønnen havde
besøgt Joseph Smith; at Moroni var kommet; at den sande dåbsmåde så vel som den
Helligånds gave var blevet åbenbaret; at en ny hellig skrift, Mormons Bog, var ved at
blive oversat; at præstedømmet var blevet gengivet; og at Kristi Kirke, som ejede alle
den tidligere Kirkes gaver og velsignelser, snart skulle organiseres.
Det er øjensynligt, at havde disse to første vidner fulgt den lette vej, og holdt deres
åbenbarede kundskab for sig selv, ville der ikke have været nogen forfølgelser; heller
ikke ville der have været nogen omvendelser.
Skønt Harmony, Pennsylvania, var det sted, hvor Joseph modtog adskillige
bemærkelsesværdige syner så vel som femten åbenbaringer, og var det sted, hvor
han oversatte det meste af Mormons Bog, så ikke alene fornægtede folket i den egn
Josephs og Olivers vidnesbyrd, men de tillod en pøbelhob at drive dem ud af Harmony
før brødrene kunne fuldende oversættelsen af Mormons Bog i Josephs eget hjem.
På grund af vantro blev der kun døbt tre personer i Harmony - Joseph Smith, Oliver
Cowdery og Samuel H. Smith. Dette er en passende illustration til Kristi udtalelse i
Nazaret: "Intetsteds er en profet så ringeagtet som i sin egen fædreneby."5
Joseph Smith besluttede at imødegå denne nye hindring ved at appellere til familien
Whitmer i Fayette, New York, og bede om deres hjælp og beskyttelse. 6 Forud for dette
tidspunkt havde Joseph og Oliver forklaret gengivelses-programmet for Whitmers ved
flere lejligheder, når de overnattede på deres gård. Under disse besøg havde Far og

Side 64
Mor Whitmer og deres store flok voksne drenge og piger vist stor interesse for Profetens
syner og åndelige oplevelser, særlig for historien om de gyldne optegnelser og den
mærkelige historie de indeholdt.
En prøve for familien Whitmer
Som følge heraf, og som tidligere omtalt på grund af at forfølgelserne voksede i
Harmony, instruerede Joseph Oliver om at skrive til Whitmers og forklare forholdene
og bede dem sende en vogn for at bringe Joseph og Oliver til Whitmers hjem, hvor
oversættelsesarbejdet kunne fuldføres. Skønt Whitmers havde vist stor interesse for
Joseph Smith og hans vidnesbyrd, var det alligevel noget andet at skulle lægge
markarbejdet til side en uge eller en halv snes dage og køre med deres arbejdsspand
på en rundtur på over 300 km for at bringe to mænd, som de kun havde truffet nogle
få gange, med hjem - også unge mænd, først i tyverne, som på selve dette tidspunkt
blev forfulgt af byens præst og hans følgesvende i Harmony, Pennsylvania. Det er slet
ikke overraskende, at Whitmers tøvede - ikke sikre på, hvad de skulle gøre.
Guddommeligt bevis for familien Whitmer
Idet han henviser til disse ængstelsens dage i Whitmers hjem, bevidner David, at han
modtog guddommelig hjælp, medens han pløjede en mark 2 til 3 hektar; ydermere, at
han, medens han harvede den mark, der var tilsået med hvede, til sin overraskelse
fandt ud af, at han udførte arbejdet meget hurtigere end før; desuden, at da han gik ud
for at sprede kalk over en mark, "ifølge bøndernes skik på den egn, opdagede han, at
arbejdet var blevet gjort og gjort godt." 7
Da han troede på, at et guddommeligt sendebud havde hjulpet ham med hans
arbejde, spændte han for og startede mod Harmony, som omtalt i det forrige kapitel.
Skønt Profeten var 160 kilometer borte, så han, stadig ved hjælp af Urim og Tummim,
at David kørte hjemmefra, og med mellemrum dagen igennem fortalte han Oliver om
oplevelser, David havde på vejen, hvortil David bar sit vidnesbyrd:
"Da jeg ankom til Harmony, kom Joseph og Oliver imod mig og mødte mig i nogen
afstand fra huset. Oliver fortalte mig, at Joseph havde underrettet ham, da jeg startede
hjemmefra, hvor jeg standsede den første nat, hvorledes jeg læste tegnet på kroen,
hvor jeg standsede den næste nat, etc., og at jeg ville være der den dag før middag,
og det var derfor, de var kommet ud for at møde mig; altsammen var nøjagtigt som
Joseph havde fortalt Oliver, hvad jeg blev meget forbavset over." 8
Moroni på vejen
Den næste dag, medens David og Oliver ventede i den belæssede vogn, rede til at
starte mod Whitmers hjem, blev Joseph i sit værelse i nogen tid. Så kom han ud til
vognen uden pladerne, klatrede ind og gav ordrer til at starte. David fortæller, at han
var i høj grad foruroliget ved dette, for han havde gjort denne lange rejse udtrykkelig
for at bringe Joseph Smith og pladerne med tilbage.
Hvor mange undersøgende spørgsmål, der blev stillet Profeten, medens køretøjet
kørte nordpå, vides ikke, men David forklarer, hvorledes han blev stillet tilfreds: "Da jeg
kørte tilbage til Fayette med Joseph og Oliver, allesammen kørende i vognen, ... da
vi kørte langs en lys, åben plads, viste en meget behagelig, pænt udseende gammel
mand sig pludselig ved siden af vores vogn og hilste os med 'God morgen, det er

Side 65
meget varmt', samtidig med at han gned sit ansigt eller sin pande med hånden. Vi
gengældte hilsenen, og ved et tegn fra Joseph indbød vi ham til at køre med, hvis han
skulle samme vej. Men han sagde meget venligt: 'Nej tak, jeg skal til Cumorah!' Dette
navn var noget nyt for mig, og jeg vidste ikke, hvad Cumorah betød. Vi stirrede alle
på ham og på hinanden, og da jeg så spørgende hen på Joseph, forsvandt den gamle
mand øjeblikkelig, så jeg så ham ikke igen ... Han var, tror jeg, omkring 180 cm høj og
kraftig ... han var klædt i et sæt brunt uldent tøj, hans hår og skæg var hvidt ... Han
havde på ryggen en slags vadsæk med noget i, der var af form som en bog. Det var
det sendebud, som havde pladerne, som havde taget dem fra Joseph lige før vi rejste
fra Harmony."9 Den foregående oplevelse blev højst sandsynligt bevidnet i Whitmers
hjem, da David læssede vognen af uden pladerne.
Pladerne leveres tilbage til Joseph
Nogle få dage efter, omkring den 1. juni 1829, da Joseph var rede til at begynde
at oversætte, kom Moroni til Profeten i Whitmers have og afleverede de hellige
optegnelser. David siger: "Kort efter, at vi var kommet hjem, så jeg noget, som fik
mig til at tro, at pladerne var anbragt eller skjult i min faders lade." Da han ikke
var tilbøjelig til at undersøge sagen yderligere, spurgte David Profeten, som sagde,
at Moroni havde afleveret optegnelserne med befaling om at afslutte oversættelsen
hurtigt. Efterhånden, som arbejdet gik fremad, og hvis Oliver blev træt af de lange
timers skriven, overtog Emma eller en af familien Whitmer arbejdet og hjalp således
Profeten med at fremskynde arbejdet. 10
Grunde til fiasko
På grund af en mindre mislyd mellem Joseph og hans hustru nægtede Urim og Tummim
en morgen at svare. Selv om Profeten prøvede, kunne han ikke komme videre. Da
Profeten kom i tanker om vanskeligheden i den tidlige morgen, gik han ned ad trappen
og ud i frugthaven og søgte Herren i oprigtig bøn. Efter at have været borte omtrent
en time, vendte han tilbage til huset og udjævnede uoverensstemmelserne med sin
hustru og gik ovenpå. Da han så ind i udtyderne, kunne han oversætte det igen.
Denne oplevelse lærte dem, der var tilstede, fortæller David Whitmer, at kun gennem
inspirationens enighed og ved at være "ydmyg og trofast" kunne Profeten fremme det
hellige oversættelsesarbejde. 11
Fuldførelsen af oversættelsen
I slutningen af juni 1829 fuldførte Joseph oversættelsen, og kort derefter returnerede
han pladerne til Englen Moroni.
David Whitmer giver os denne historiske dato: "Oversættelsen i min faders hjem
varede omtrent en måned, det vil sige fra 1. juni til 1. juli 1829."12 Da oversættelsen var
færdig, før de tre vidner så pladerne, henimod slutningen af juni, må den være blevet
fuldført lidt tidligere end den 1. juli.
Noter
1. Johs. 21:22; L. & P. 7.
2. 3 Nephi 28.
3. Joseph Smith, op. cit., 43, 44.

Side 66
4. Ibid., 44.
5. Matt. 13:57; Mark. 6:4.
6. Joseph Smith, op. cit., pp. 48, 49.
7. Lucy Smith, op. cit., pp. 147, 148;#Roberts, New Eit., Vol. II, p. 125;#Jenson,
op. cit., p. 267; Mill. Star, Vol. XL, pp. 768-774; Roberts, Comp. Hist., Vol. I, pp.
124-126.
8. Idem; Jenson, op. cit., p. 268.
9. Roberts, New Wit., Vol. II, pp. 103, 104,127; Jenson, op. cit., p. 269; Roberts,
Comp. Hist., Vol. I, pp. 126,127; Emma Smith rejste til Whitmers hjem lidt
senere.
10. Ibid., 127; Roberts, New Wit., Vol. II, p. 136.
11. Ibid., Roberts, New Wit., Vol. II, p. 136.
12. Jenson, Biog. Ency., pp. 264-266.

Hentydning til vidnerne på pladerne
15. Kapitel
De tolv vidner til mormons bog
Side 67
Idet han forklarer, at flere vidner ville se de gyldne optegnelser og bære vidnesbyrd om,
hvad de havde set, beretter Profeten Nephi: "Derfor, på den dag, da bogen skal gives
manden, som jeg har talt om, skal den være skjult for verdens øjne, så at ingen uden
han, til hvem den skal gives, skal se den, med undtagelse af tre vidner, som skal se
den ved Guds kraft, og de skal bevidne, at bogen og de ting, den indeholder, er sande.
Og der er ingen anden, som skal se den, undtagen nogle få i overensstemmelse med
Guds vilje, for at bære vidnesbyrd om hans ord for menneskenes børn; thi Gud Herren
har sagt, at de trofastes ord skal tale, som om det var fra de døde. Og således vil Gud
Herren lade bogens ord komme frem; og han vil stadfæste sit ord i så mange vidners
mund, som han finder for godt, og ve den, der forkaster Guds ord."1
Skal se fem ting
Ved åbenbaring sagde Herren til Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris: "Se,
jeg siger jer, at I må forlade jer på mit ord. Om I gør dette af et oprigtigt hjerte, så skal I få
pladerne at se; brystpladerne, Labans sværd, Urim og Tummim, der blev givet Jareds
broder på bjerget, da han talte med Herren ansigt til ansigt, samt den vidunderlige
vejviser, som Lehi fik, da han var i ørkenen ved bredden af Det røde Hav ... Og når I har
fået denne tro og har set dem med jeres egne, skal I vidne derom ved Guds kraft." 2
Martin må ydmyge sig
Henimod slutningen af juni 1829 og efter at have afsluttet oversættelsen, sendte
Joseph et bud, der skulle bringe hans forældre og Martin Harris til Fayette for at de
kunne høre oplæsningen af manuskriptet til Mormons Bog. Moderen fortæller, at en
morgen, medens de havde deres sædvanlige andagt med sang, læsning af skriftsted
og bøn i Whitmers hjem: " ... rejste Joseph sig fra sin knælende stilling og sagde, idet
han nærmede sig Martin Harris med en højtidelighed, som den dag i dag gennembæver
mig, ... 'Martin Harris, du må ydmyge dig for Gud i dag, så du kan få tilgivelse for dine
synder. Hvis du gør det, er det Guds vilje, at du skal se pladerne sammen med Oliver
og David Whitmer.'"3
Tre mænd ser pladerne
Efter morgenandagten gik Joseph og de tre udvalgte brødre ind i skoven. Om
omgivelserne, og hvad der hændte, skriver Profeten: "Som følge deraf valgte vi et
stykke af skoven, som lå bekvemt for Mr. Whitmers hus, og trak os tilbage hertil, og
efter at have knælet ned begyndte vi at bede med megen tro til den Almægtige Gud
om, at han ville gøre disse løfter til virkelighed.
I henhold til, hvad vi på forhånd havde aftalt, begyndte jeg højt at bede til vor
himmelske Fader og blev efterfulgt af de andre efter tur. Imidlertid fik vi efter det første
forsøg ikke noget svar eller nogen tilkendegivelse af guddommelig gunst overfor os.

Side 68
Vi prøvede igen i den samme rækkefølge med bønnen, idet hver især kaldte på og
brændende bad til Gud efter tur, men med samme resultat som før.
Efter dette vort andet forgæves forsøg foreslog Martin Harris, at han trak sig tilbage
fra os, da han, som han udtrykte sig, troede, at hans tilstedeværelse var årsagen til,
at vi ikke opnåede det, vi ønskede. Som følge deraf gik han fra os, og vi knælede
ned igen og havde ikke været mange minutter optaget af vor bøn, før vi lidt efter så
et lys oven over os i luften af overordentlig klarhed; og se, en engel stod foran os. I
sine hænder holdt han pladerne, som vi havde bedt om, at disse mænd måtte se. Han
vendte bladene et for et, så at vi kunne se dem og tydeligt se indgraveringerne på dem.
Så henvendte han sig til David Whitmer og sagde: 'David, velsignet er Herren, og den,
som holder Hans befalinger;' og umiddelbart derefter hørte vi en stemme, som kom fra
det strålende lys over os og sagde: 'Disse plader er blevet åbenbaret ved Guds kraft,
og de er blevet oversat ved Guds kraft. Den oversættelse af dem, som I har set, er
korrekt, og jeg befaler jer at bære vidnesbyrd om, hvad I nu har set og hørt.'"4
David Whitmers vidnesbyrd
"Midt i dette lys ... viste der sig, således så det ud, et bord med mange optegnelser
eller plader på, foruden pladerne til Mormons Bog også Labans sværd, Vejviserens og
Udtyderne ... Jeg hørte Herrens røst, så tydeligt som jeg nogensinde har hørt noget i
mit liv, erklære, at pladerne til Mormons Bog var oversat ved Guds gave og kraft."6
Synet gentaget for Martin
Joseph fortsætter så: "Jeg forlod nu David og Oliver og gik på jagt efter Martin Harris,
som jeg fandt temmelig langt borte, brændende optaget af bøn. Han fortalte mig
imidlertid snart, at han endnu ikke havde formået at bevæge Herren, og bad mig
alvorligt om at slutte mig til ham i bønnen, så han også kunne få del i de samme
velsignelser, som vi netop havde modtaget. Vi forenedes derfor i bøn, og endelig
opnåede vi vort ønske, for før vi endnu var færdige, blev det samme syn åbnet for vort
blik, i det mindste blev det igen åbnet for mig, og endnu en gang så og hørte jeg de
samme ting, medens Martin Harris i samme øjeblik - tilsyneladende ude af sig selv
af glæde - råbte højt: 'Det er nok! Det er nok! Mine øjne har set.' Han sprang op og
råbte: 'Hosianna!' og priste Gud og gav også på anden måde udtryk for sin overmåde
store glæde."7
Ikke længere fuldstændig alene
"Da de vendte tilbage til huset, var det mellem kl. 3 og 4 om eftermiddagen.8 Mrs.
Whitmer, Mr. Smith og jeg sad i et soveværelse den gang. Da de kom ind ... udbrød
Joseph: 'Far, Mor, I ved ikke, hvor glad jeg er; Herren har nu sørget for, at pladerne er
blevet vist til tre flere end mig selv. De har set en engel, som har vidnet for dem, og
de skal bære vidnesbyrd om sandheden af, hvad jeg har sagt, for nu ved de selv, at
jeg ikke går omkring for at bedrage folk, og jeg føler det, som om jeg er befriet fra en
byrde, som var næsten for tung for mig at bære, og det fryder min sjæl, at jeg nu ikke
længere skal være helt alene i verden."9
Da de tre andre mænd kom ind i huset, begyndte Martin, som næsten var helt
overvældet af sin sidste oplevelse, at bære vidnesbyrd om, hvad han både havde set
og hørt. Hans vidnesbyrd blev stadfæstet af David og Oliver, som erklærede, at ingen
tunge kunne udtrykke den glæde, som fyldte deres hjerter.

Side 69
I lydighed mod Guds befaling udarbejdede de tre mænd straks følgende højtidelige
vidnesbyrd, som Profeten senere anbragte foran i Mormons Bog.
De tre vidners vidnesbyrd
"Det gøres herved vitterligt for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk, til hvem dette
værk måtte nå: At vi gennem Gud Faderens og vor Herres Jesu Kristi nåde har set
de plader, som indeholder denne optegnelse, som er en beretning om Nephis folk og
ligeledes om lamaniterne, deres brødre, og ligeledes om Jareds folk, der kom fra tårnet,
om hvilket der er talt. Og vi ved også, at de er blevet oversat ved Guds gave og kraft;
thi hans røst har kundgjort os det, hvorfor vi med sikkerhed ved, at dette værk er sandt.
Endvidere bevidner vi, at vi har set de indgraveringer, som findes på pladerne, og at
de er blevet os vist ved Guds kraft, og ikke af noget menneske. Og vi erklærer i al
troværdighed, at en Guds engel kom ned fra himlen, bragte pladerne og lagde dem
for øjnene af os, så at vi så og betragtede dem og indgraveringerne på dem; og vi
ved, at det er ved Gud Faderen og vor Herres Jesu Kristi nåde, at vi så dem og bærer
vidnesbyrd om, at disse optegnelser er sande. Og det er vidunderligt i vore øjne. Ikke
desto mindre bød Herrens røst os, at vi skulle bære vidnesbyrd derom, hvorfor vi bærer
vidnesbyrd derom for at være lydige mod Guds befalinger. Og vi ved, at dersom vi er
trofaste i Kristus, vil vi kunne holde vore klæder rene for alle menneskers blod og blive
fundet uplettede for Kristi domstol og bo hos ham i al evighed i himlene. Ære være
Faderen, Sønnen og den Helligånd, som er øen Gud. Amen."
Oliver Cowdery
David Whitmer
Martin Harris
Otte mænd berører pladerne
Så snart gruppen var færdig med at læse manuskriptet til Mormons Bog, vendte
familien Smith hjem igen (syd for Smiths gamle gård). De blev fulgt af familien Whitmer,
Hiram Page og Oliver Cowdery, som kom til Smiths hjem for at hjælpe med ved
udgivelsen af Mormons Bog. En eller to dage senere fortalte Herren, til alles glæde,
Profeten, at "endnu otte vidner" kunne se pladerne.
Da Profeten skulle vælge disse vidner, udvalgte han mændene meget omhyggeligt.
Han kaldte sin fader, derpå sine brødre Hyrum og Samuel. Da Whitmer familien havde
hjulpet så uegennyttigt, tog han fire af dem: John, Peter, jr., Jacob og Christian; og som
den ottende valgte han Hiram Page, en svoger til Whitmers.
Så snart denne djærve gruppe havde trukket sig tilbage til en klynge træer ikke langt
fra familien Smiths hjem, bragte Joseph pladerne. Her holdt de endelig i deres egne
hænder de gyldne optegnelser. Alting var naturligt - intet syn, ingen herlighed, ingen
engel, ingen røst fra himlen.
De otte mænd vendte ærbødigt de bøjelige blade et for et og undersøgte
forarbejdningen og de mærkelige skrifttegn. Nu, da de havde pladerne i deres hænder,
syntes der ikke at være noget overnaturligt ved hele sagen. Optegnelserne var nøjagtig,
som Joseph og de Tre Vidner havde beskrevet dem, lige til de tre ringe, som holdt
pladerne sammen. Bladene, som var dækket med de indgraverede skrifttegn, var
tyndere end blik og meget bøjelige. De "løftede" på optegnelserne, og ikke et af
vidnerne har nogensinde, medens de var i Kirken eller udenfor, antydet, at pladerne
var uhåndterlige eller for tunge til let at håndtere.

Side 70
Efter grundigt at have undersøgt pladerne og deres "mærkelige forarbejdning" og
"indgraveringerne" vendte mændene, efter at være blevet fuldt tilfredsstillet, tilbage til
huset for at fortælle deres oplevelse til deres spørgende hustruer og børn. De otte
mænd udkastede og underskrev derefter de "Otte vidners vidnesbyrd", som også findes
foran i hver Mormons Bog.10#'
De otte vidners vidnesbyrd
"Det gøres herved vitterligt for alle folkeslag, stammer, tungemål og folk, til hvem
dette værk måtte nå: At Joseph Smith, oversætteren af dette værk, har vist os de
omtalte plader, der ser ud, som de var af guld; og alle de blade, som ovennævnte
Smith har oversat, har vi holdt i hænderne, og vi så også indgraveringerne derpå, der
altsammen har udseende af at være ældgammelt, kunstfærdigt udført arbejde. Og vi
bærer vidnesbyrd i al troværdighed, at ovennævnte Smith har vist os de omtalte plader;
thi vi har set dem og løftet på dem og ved med vished, at omtalte Smith har dem. Og
vi giver vore navne til verden for at bevidne overfor verden, hvad vi har set. Og vi lyver
ikke, Gud er vort vidne.
Christian Whitmer
Jacob Whitmer
Peter Whitmer, jun.
John Whitmer
Hiram Page
Joseph Smith, Sen.
Hyrum Smith
Samuel H. Smith
Til disse elleve vidner må føjes det vigtigste af alle vidner - Profeten Joseph Smith.
Noter
1. 2 Nephi 27:12-14; Ether 5:2-4.
2. L.&P.17:1,3.
3. Lucy Smith, op. cit., pp. 151, 152; Joseph Smith, op. cit., pp. 54-56.
4. Idem. Kursiv ved forfatteren.
5. "Vejlederen" var Liahona, 1. Nephi 16:10.
6. Jenson, op. cit., p. 266; Roberts, New Wit., Vol. 11, pp. 271-314.
7. Joseph Smith, op. cit., pp. 55; Roberts, Comp. Hist., Vol. 1, p. 143; Jenson, op.
cit., pp. 275, 276.
8. Deseret News, 17. okt. 1931, se Oliver Cowderys bekræftelse.
9. Lucy Smith, op. cit., p. 152.
10. Roberts, New Wit., Vol. II, pp. 271-314, giver en interessant skildring af hver af
vidnerne; se også Preston Niblev, Witnesses to the Book of Mormon.

Pladerne leveres tilbage til engelen
16. Kapitel
Udgivelsen af Mormons Bog
Side 71
Som svar på spørgsmålet om den endelige anbringelse af pladerne skrev Joseph
Smith i 1838: "Ved Guds visdom var de stadig sikre i mine hænder, indtil jeg havde
fuldført med dem, hvad der var krævet ved min hånd. Da sendebudet, i henhold til
overenskomsten, spurgte efter dem, leverede jeg dem tilbage til ham; og han har dem
i sin forvaring indtil denne dag."1
Forberedelse til at udgive Mormons Bog
Så snart de Otte Vidner havde skrevet deres vidnesbyrd, rejste Joseph og Hyrum,
Oliver, Martin og Whitmers til Palmyra og forsøgte at lave en ordning med Egbert B.
Grandin om at trykke Mormons Bog, men da han troede, det ikke kunne betale sig,
afslog han. Så rejste brødrene til Rochester, New York, 37 km mod nordvest, men
da de ikke havde bedre held med de to forlag der, vendte de tilbage, dybt skuffet.
Efterhånden, som ugerne gik, overvejede Joseph endda at tage til Canada for at
finde en bogtrykker. Endelig, den 25. august 1829, lykkedes det Martin at få Grandin
til at udgive 5000 eksemplarer af bogen for 3000 dollars (godt 20.000 kroner). Han
samtykkede imidlertid først, efter at Martin havde givet forlæggeren et pantebrev i en
af familien Harris's gårde.2
Da Joseph nu blev advaret af Herren om ikke at lade det originale manuskript til
Mormons Bog komme ud af sine hænder, arrangerede han med Oliver, at han skulle
skrive en kopi til bogtrykkeren, hvad der forklarer, at der fandtes to eksemplarer næsten
udelukkende med Olivers håndskrift.3
Trykningen overvåget af Hyrum
Profeten aftalte derefter med sin broder Hyrum, at han skulle levere nogle få sider af
manuskriptet ad gangen til bogtrykkeren, og han valgte også to mænd, den ene til at
ledsage Hyrum til Palmyra, og den anden til at bevogte familien Smiths hjem. "Alle
disse ting blev der nøje sørget for," siger Moder Smith, "som Herren befalede Joseph."4
Efter at have taget de foregående forholdsregler rejste Profeten og hans hustru til deres
hjem i Harmony for at få en hårdt tiltrængt hvile.
Originale korrekturark sikret Kirken
Church Section i Deseret News for 15. august 1942 indeholder et halvsides billede af
Wilford C. Wood, som viser Præsident David O. McKay de nyligt erhvervede ubeskårne
"korrekturark til den første udgave af Mormons Bog", hvilke forme i mange år havde
været omhyggeligt opbevaret i en stærk glasdækket kasse. Denne kasse, tilligemed et
billede af "Mormonhøjen Cumorah", var udstillet i 1893 på Verdensudstillingen af folket
i Palmyra. Sammen med det udstillede var John H. Gilberts maskinskrevne erklæring,
at han var Egbert B. Grandins bogtrykker på den tid, da Mormons Bog blev udgivet.
Gilberts erklæring
"I juni 1829 kom Mr. E. B. Grandin, udgiveren af Wayne Sentinel, til mig og sagde,
at han gerne ville have, jeg skulle hjælpe ham med at gøre et overslag over

Side 72
omkostningerne ved at trykke 5000 eksemplarer af en bog, som Martin Harris ønskede
at få trykt, og som han kaldte "Mormon-Bibelen". Det var den anden henvendelse fra
Harris til Grandin om at udføre arbejdet ... Nogle få sider af manuskriptet var afleveret
som en prøve på det hele ...
Kontrakten blev at trykke og indbinde i læderbind 5000 eksemplarer til en pris af
$ 3000 (ca. 20.000 kroner). Da bogtrykkeren var rede til at påbegynde arbejdet, blev
Harris underrettet; og Hyrum Smith bragte den første portion af manuskriptet, 24 sider,
tæt skrevet på almindelige folioark - han havde dem under sin vest, og vest og jakke tæt
tilknappet over dem. Om aftenen kom Smith og fik manuskriptet og bar det bort med
samme forsigtighed. Den næste morgen bragte han det med samme omsorg tilbage,
og om aftenen tog han det bort igen. - Jeg satte tegn i det med en blyant. Dette forklarer
tegnsætningsmærkerne med blyant ... Martin Harris, Hyrum Smith og Oliver Cowdery
kom meget ofte på besøg på kontoret ... Manuskriptet formodedes at være med Oliver
Cowderys håndskrift ... Arbejdet blev påbegyndt i august 1829 og afsluttet i marts 1830.
Martin var i kontoret, da jeg afsluttede sætningen af de tre vidners vidnesbyrd ... Jeg
sagde til ham: 'Martin, så du de plader med dit blotte øje?' Martin sagde: 'Nej, jeg så
dem med et åndeligt øje.'
Martin var en bonde, som ejede en god gård på omkring 60 hektarer omkring 16
kilometer nord for landsbyen Palmyra, og havde penge på rente. Martin - som alle
kaldte ham - var af sine naboer anset for en meget ærlig mand; men angående emnet
Mormonisme sagde man, at han var tosset. Martin var hovedegen i Mormonismens
hjul ved dens start i Palmyra ... I efteråret 1827 (det år, da Joseph modtog pladerne)
fortalte han os, hvilke vidunderlige opdagelser Joseph Smith havde gjort, og om hans
fund af pladerne i en høj i byen Manchester (omtrent 5 km syd for Palmyra) - også at
der sammen med pladerne var fundet et par store briller, hvilke briller, når han havde
dem på sin næse og så på pladerne, oversatte hieroglyfferne til godt engelsk."
Gilberts erklæring ledsager stadig de korrekturark, som Wilford C. Wood skaffede.
Lucy Smith beretter om, med hvilken omhu hun hjalp med til at opbevare det
originale manuskript: "Jeg anbragte det i en kasse, som var så høj, at når den blev
anbragt under sengen, hvilede hele vægten af sengestedet på låget. Efter at have lavet
dette arrangement, følte vi os temmelig rolige, og den nat gik hele familien til hvile til
sædvanlig tid, alle undtagen Peter Whitmer, som tilbragte natten med at stå vagt."5
Forpurring af nedrig plan
Udgivelsen skred ikke frem hos bogtrykkeren så glat som ventet, for en mand ved navn
Esquire Cole, som lejede Grandin trykkeriet om aftenen og om søndagen for at trykke
en Palmyra avis, begyndte at udgive dele af Mormons Bog i en forvansket form, idet
han latterliggjorde den hellige beretning. Han annoncerede, at han ville levere "Joe
Smiths Guldbibel" gratis til abonnenter på hans "Dogberry Paper on Winter Hill", som
han kaldte den. Da Cole nægtede at holde op med sit svigagtige foretagende, skyndte
Harris sig til Harmony og bragte Profeten med tilbage, og han måtte true Cole med
arrest for overtrædelse af forfatterretten, før han holdt op med at udgive de stjålne
korrektureksemplarer.
Trusler om boycot af bogtrykkeren
Da Cole-episoden var forbi, vendte Profeten tilbage til Harmony. Han var imidlertid
næppe nået hjem, før Hyrum sendte bud efter ham igen. Da Joseph vendte tilbage til

Side 73
Palmyra, fandt han byen i oprør og udgivelsen af Mormons Bog gået i stå. Borgerne
havde på et massemøde stemt for at boycotte bogtrykkeren og hans udgivelser, hvis
han afslog at holde op med at trykke "Mormonernes Guldbibel".
Grandin havde derfor, skønt Mormons Bog var nær ved at være færdig, lagt arbejdet
til side og nægtede at gøre det færdigt. Efter adskillige konferencer med Joseph Smith,
Hyrum, Oliver, Martin og nogle få andre, gik han endelig ind på, at hvis disse mænd ville
lægge de lovede 3000 dollars kontant i hans hænder, ville han gøre bogen færdig uden
hensyn til dens fremtidige salg og byens fordom. Da dette udfordrende problem opstod
flere uger før, der var nogen Sidste Dages Hellig Kirke-organisation, måtte pengene,
hvis de kunne skaffes, komme fra private personer.
Pengene til bogtrykkeren
Da Profeten kendte Martins huslige forhold og hans hustrus modvilje mod, at han
hjalp med til udgivelsen af Mormons Bog, ønskede han ikke, at Martin skulle skaffe
pengene, og han vendte sig til Herren om vejledning. Det var her, i marts 1830, at
Joseph modtog en betydningsfuld åbenbaring, adresseret til Martin Harris. Blandt andet
forkyndte Herren: "Og atter befaler jeg dig, at du ikke skal lade dit hjerte hænge ved
din egen ejendom, men frit give deraf til trykningen af Mormons Bog, som indeholder
sandheden og Guds ord ... Giv af din formue, selv en del af din jord, ja, alt med
undtagelse af, hvad du behøver til din families underhold. Betal den gæld, som du har
pådraget dig hos bogtrykkeren. Frigør dig for trældom."6
Dette var en overordentlig stor prøve for Martin. I sandhed, at overgive tre tusind
dollars til bogtrykkeren, var ikke nogen forbigående begivenhed, for han måtte skaffe
pengene ved salg eller pantsætning af noget af sin ejendom. For at tilfredsstille tidligere
krav fra sin hustru havde han allerede tilskødet hende et udvalgt stykke jord på 32
hektarer samt stuehuset.
Mormons Bog udgives
Efter at Martin på tilbørlig måde havde overvejet Herrens befaling i forening med
sine guddommelige oplevelser som vidne til Mormons Bogs plader, pantsatte han
et bestemt stykke af sin ejendom og betalte bogtrykkeren, som straks afsluttede
udgivelsen af Mormons Bog.7
Den 26. marts 1830 annoncerede Wayne Sentinet i Palmyra, New York, at Mormons
Bog var kommet fra trykkeriet og var rede til salg.'
Skal gå ud til alle nationer
Idag er Mormons Bog blevet oversat til niogtyve sprog og udgivet på toogtyve, foruden
en udgave for de blinde. Denne hellige bog, som fordeles af hundredtusinder ud over
verden, bærer Joseph Smiths navn, i overensstemmelse med engelens forudsigelse,
ud til "alle nationer, stammer, tungemål og folk.".
Hellige hjemme og udenlands, som har taget imod Moronis udfordring,9 har,
gennem den Helligånds kraft, fået kundskab om, at Mormons Bog indeholder Jesu Kristi
evangelium, således som det blev overleveret af Frelseren til de tidligere indbyggere
i Amerika.
Noter

Side 74
1. Joseph Smith, op. cit., p. 18; Journal og Discourses, Vol. XIX, p. 38; Instructor,
april 1928, p. 194; Sjødahl, op. cit., p. 32, 33. Disse sidste henvisninger
beretter, at Joseph og Oliver gik ind i Cumorah Højen med pladerne, hvor de så
vognladninger af plader i en hule eller et rum i højen.
2. Roberts, New Wit., Vol. II, pp. 127-158.
3. Lucy Smith, op. cit., pp. 155, 157.
4. Ibid., p. 157; Joseph Smith, op. cit., pp. 75, 76.
5. Joseph Smith, op. cit., pp. 158-162. The Des. News, 14. dec. 1946, viser et stort
billede af Charles C. Richards, som overgiver en betydelig del af "Det originale
manuskript til Mormons Bog" til Kirken.
6. L. & P. 19:26-35. Kort efter, at Mormors Bog var blevet offentliggjort, blev Martin
Harris og hans hustru skilt.
7. Roberts, Comp. Hist., Vol. I, pp. 157, 153.
8. F. Ø. Kirkham, America's Strangest Book, pp. 144, 145.
9. Moroni 10:4, 5.

Værdien af sjæle
17. Kapitel
Guds Rige organiseret
Side 75
Medens Joseph gjorde sig rede til at organisere Kirken, gav Gud ham en åbenbaring,
som forklarede værdien af menneskenes sjæle: "Kom i hu, at sjæle er af stor værdi i
Guds øjne. Thi se, Herren, jeres Forløser, led døden i kødet og led for alle mennesker,
for at alle mennesker måtte omvende sig og komme til ham ... Og hvor stor er ikke
hans glæde over den sjæl, der omvender sig! Derfor er I kaldet til at råbe omvendelse
for dette folk. Og om det skulle ske, at I måtte arbejde hele jeres liv med at råbe
omvendelse til dette folk og kun førte een sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde
være med ham i min Faders rige! Og dersom jeres glæde kan være så stor over en
eneste sjæl, som I har ført til mig i min Faders rige, hvor meget større glæde ville I da
ikke have, om I kan føre mange sjæle til mig!"1
Ti års forberedelse
Tiden er april 1830. Ti prøvende, men inspirerende år er gledet hen, siden Joseph, en
fjorten år gammel dreng, gik ud i skoven for at søge visdom; ja, ti betydningsfulde år
siden Kristus erklærede: "Slut dig ikke til nogen af dem!" Som følge deraf havde Joseph
og hans familie stået "uden kirke", ikke tilsluttet nogen religiøs organisation, og dog hele
tiden stræbt flittigt efter at gøre sig kvalificeret til den forjættede genoprettelsens dag.
Seks et halvt år er gået, siden Moroni stod ved Profetens seng og skitserede hans
fremtidige mission; to et halvt år er gået, siden Joseph fuldførte engelens fire-års
træningskursus og vendte hjem med de hellige plader. Elleve måneder er gået, siden
fire himmelske sendebud overdrog præstedømmet; oversættelsen af Mormons Bog
havde været færdig i ni måneder, medens bogen selv havde været ude fra trykkeriet i ti
dage. Desuden modtog Joseph i disse enestående år nitten nedskrevne åbenbaringer
- guddommelige dokumenter - der stod som ledefyr langs en ny og ukendt religiøs
landevej.
Befalingen til at organisere
Endelig kom dagen for organiseringen - en dag der var forudset af de fordums
profeter. "Den lille sten" skulle "rive sig løs, dog ikke ved menneskehænder", rede til
at blive "til et stort bjerg, der fyldte hele jorden." Ved åbenbaring forkyndte Kristus, at
hans genoprettede rige skulle oprettes på hans fødselsdag. Åbenbaringen forkyndte:
"Grundlæggelsen af Jesu Kristi Kirke i disse sidste dage" skulle finde sted "et tusinde
otte hundrede og tredive år efter vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi komme i kødet."2
Man samles i Whitmers hjem
Tirsdag den 6. april 1830 samledes en lille flok troende i Peter Whitmers halvanden
etages bjælkehus i Fayette, New York.3 Da denne organiserings-dag så intenst var
blevet forudset, og man havde talt om den i mange måneder, er det meget sandsynligt,
at alle Josephs følgesvende var meget ivrige efter at være tilstede. Forskellige
dagbøger omtaler imidlertid kun navnene på ti personer, som overværede dette møde:

Side 76
Joseph Smith, Sen., Lucy Smith, Hyrum, Joseph og Samuel H. Smith, Peter Whitmer,
Sen., og hans hustru Mary og deres to sønner David og Peter, jr., og Oliver Cowdery.
I tilslutning til det foregående er det meget sandsynligt, at de andre fire medlemmer
af de Otte Vidner var tilstede: Christian, Jacob og John Whitmer, også deres svoger
Hiram Page og sandsynligvis deres hustruer. Desuden er det højst sandsynligt, at
Elizabeth Ann Whitmer, som senere ægtede Oliver Cowdery, var der. Og ikke at
forglemme var der Martin Harris, som nogle få uger før havde ofret tre tusind dollars
og var medlem af gruppen.
Mødet begynder
Da den fastsatte time kom, tog seks gudfrygtige unge mænd plads omkring Whitmers
bord. I alder rangerede de fra enogtyve til tredive år. Tre var gift - Joseph og Hyrum
Smith og David Whitmer. Hver af organisatorerne havde modtaget guddommelige
vidnesbyrd - hver af dem havde set de hellige optegnelser, hvorfra Mormons Bog var
blevet oversat. Ydermere havde fire af de organiserende - Joseph og Hyrum og Samuel
H. Smith og Peter Whitmer, Jr., - berørt pladerne i det klare dagslys og undersøgt
dem omhyggeligt. De andre to, David og Oliver, havde, medens de så pladerne i et
himmelsk sendebuds hænder, hørt Guds røst bære vidnesbyrd om det de så. Ydermere
var alle de organiserende gået i dåbens vande som vidner om, at de af deres hele
hjerte anerkendte Profetens genoprettelses-program og var villige til at holde fast ved
hans lærdomme. Mere vigtigt end alt andet var den kendsgerning, at Joseph og Oliver
havde modtaget præstedømmets nøgler under Peter, Jakob og Johannes's hænder
- "det Hellige Præstedømme efter Guds Søns orden", ja, myndigheden til at handle
i Kristi navn. I sandhed, man har ret til at slutte, at disse seks mænd, som af Gud
havde fået til opgave at organisere Hans rige på denne jord, var mænd med mere end
almindelig erfaring.
Når man ser igennem annalerne hos anerkendte organisationer - sociale,
økonomiske, politiske eller religiøse - kan man ikke finde en lignende gruppe, som har
en sådan mission at udføre. Man kan sætte disse forskellige organisationer op imod
hinanden, men ingen synes at kunne sammenlignes med den.
Organiseringen af Guds rige
Her følger de enestående begivenheder ved dette møde denne april morgen.
Bagved den udøvende kreds i Whitmers hjem sad en snes eller flere omvendte,
rede til at hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Det var simpelthen ikke et spørgsmål
om kun at være seks tilstede, som fik Profeten til kun at bede dette antal om
at underskrive Optagelses-statutterne, men fordi statens love kun krævede seks
menneskers underskrift.
De medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige i dag, som har
modtaget et guddommeligt vidnesbyrd om, at Joseph Smith er en Profet, har erfaret
de bevægende følelser, som rørte disse organisatorer, da den fireogtyve år gamle
Profet rejste sig - med faste og inspirerende, hvis ikke strålende ansigtstræk. Præsident
Wilford Woodruff udtaler, at ved sådanne vigtige lejligheder "strålede Profetens ansigt
som rav.". Joseph Smith alene kendte vejen. Han holdt "hver nøgle, hver kraft og hver
gave, som var nødvendig" til at genoprette Guds rige i dets fylde.4
A. Monsteret for almindeligt samtykke godkendt

Side 77
"Efter at have åbnet mødet med højtidelig bøn til vor himmelske Fader," beretter
Profeten, "gik vi over til, ifølge tidligere befaling, at kalde på vore brødre for at få
at vide, om de anerkendte os som deres lærere i de ting, der angår Guds Rige, og
om de var tilfredse med, at vi skulle gå videre og blive organiseret som en Kirke
i overensstemmelse med de omtalte befalinger, som vi havde modtaget. Til disse
forskellige forslag samtykkede de enstemmigt."5
På denne måde indførte Profeten i Kirken, ved dette allerførste møde med
håndsoprækning, det hellige privilegium at udtrykke sig ved enhver vigtig sag - selve
læren om almindeligt samtykke.
B. Indgå i Guds rige ved dåb
Da den nye organisation var blevet tilstrækkeligt fuldbyrdet, forlangte Joseph, at alle
de, som tidligere var blevet døbt til deres synders forladelse, omkring ni ialt, indbefattet
Joseph og Oliver, skulle døbes igen og blive bekræftet som medlemmer af den nyligt
organiserede Jesu Kristi Kirke. Da dåben altid har været døren til Guds rige, sadlede
Joseph og hans fæller deres heste og red fem kilometer mod vest til Seneca Søen,
hvis bølger krusede sig i den kølige aprilbrise. Dette blå vand, fem kilometer bredt og
halvtreds kilometer langt, blev snart yndlingsdøbefonten for den nye Kirke.
Lucy Smith giver et billede af den betagende scene ved søen denne første dag, da
hun beretter: "Joseph stod på bredden, og idet han tog sin fader ved hånden, udbrød
han med glædestårer i øjnene: 'Priset være Gud! at jeg har levet og set min egen
fader døbt i den sande Jesu Kristi Kirke!'"6 Josephs moder blev også døbt på denne
mindeværdige dag.
C. Håndspålæggelse for den Helligånds gave
Det er forfatterens mening, at følgende begivenheder på denne organiseringsdag fandt
sted, efter at gruppen igen havde samlet sig i Whitmers hjem. Profeten skriver: "Så
lagde jeg mine hænder på Oliver Cowdery og ordinerede ham til ældste i 'Jesu Kristi
Kirke af Sidste Dages Hellige', hvorefter han ligeledes ordinerede mig til ældste i
denne Kirke. Derpå brød vi brødet, velsignede det og spiste det sammen med dem;
vi velsignede ligeledes vinen og drak den sammen med dem. Vi lagde så hænderne
på hver enkelt tilstedeværende medlem af Kirken, så de kunne få den Helligånds
gave, og bekræftede dem som medlemmer af Kristi Kirke. Den Helligånd var udgydt
over os i rigt mål - nogle profeterede, medens vi alle priste Herren og frydede os
ganske overordentligt."7 Denne udgydelse af den Helligånd fuldbyrdede Mesterens
ofte gentagne ord: " ... hvor to eller tre er forsamlede om mit navn, der er jeg midt
iblandt dem."s
D. Guds rige anerkendt
Medens mødet endnu var i gang, gav Gud sin godkendelse til sit nyligt organiserede
rige ved at tale gennem åbenbaring til Profeten: "Se, der skal føres en optegnelse af
jer, hvori du skal kaldes seer, oversætter, profet, en Jesu Kristi apostel, ældste i kirken
gennem Gud Faderens vilje og vor Herres Jesu Kristi nåde ...
Derfor skal du, min kirke, give agt på alle de ord og befalinger, han giver dig, eftersom
han modtager dem, så længe han vandrer i hellighed for mig. Thi I skal tage imod hans
ord i al tålmodighed og med tro, som om det var fra min egen mund ...

Side 78
Thi se, jeg vil velsigne alle dem, der arbejder i min vingård, med stor velsignelse. De
skal tro på hans ord, som er givet ham af mig gennem Talsmanden og som bevidner,
at Jesus blev korsfæstet af syndige mennesker for verdens synders skyld, ja, til deres
synders forladelse, som har et sønderknust hjerte."9
E. Guddommelige vidnesbyrd gives medlemmerne af Riget
Profeten slutter denne dags vigtige begivenheder med disse ord: "Vi gik derpå i gang
med at kalde nogle andre blandt brødrene og at ordinere dem til forskellige embeder
i præstedømmet, således som ånden tilkendegav os det. Efter at vi havde tilbragt
en herlig tid sammen med aflæggelse af vidnesbyrd og havde følt den Helligånds
kraft og velsignelser, som Herren i sin nåde havde sendt os, sluttede vi mødet i
forvisning om, at vi nu var virkelige medlemmer, og at Herren havde anerkendt os
som sådanne i 'Jesu Kristi Kirke',10 der var organiseret efter det mønster og efter de
befalinger og åbenbaringer, som Herren havde givet os i de sidste dage, og ligeledes
i overensstemmelse med den i Det nye Testamente omtalte ordning af Kirken."11
En virkelig genoprettelse
Denne nye organisation er ikke en Protestantisk Kirke. Herren erklærer ved
åbenbaring, at den er den virkelige "Genoprettelse af Guds Rige";12 at den ejer
himmelens nøgler, åbenbaret ved Faderen og Sønnen og Hellige Engle, ja, "Jesu Kristi
Kirke" genoprettet blandt menneskene.13
Noter
1. L. & P. 18:10-16.
2. Ibid., 20:1; D. & C. Commentary, p. 138; Daniel 2.
3. Bemærk Note 1 ved slutningen af dette kapitel.
4. Denne bog, kap. 54, Susa Young Gates, Young Woman's journal, august 1894,
Vol. V. Kursiv ved forfatteren.
5. Joseph Smith, op. tit., p. 77. Kursiv ved forfatteren.
6. Lucy Smith, op. cit., p. 168. Kursiv ved forfatteren.
7. Joseph Smith, op. cit., pp. 75-80; Roberts, op. cit., pp. 185-198.
8. Matt. 18:20.
9. L. & P. 21:1, 2, 5, 9. Kursiv ved forfatteren.
10. Ibid., 115:4, tilføjer navnet "Sidste Dages Hellige". Kursiv ved forfatteren.
11. Joseph Smith, op. cit., Vol. I, p. 79.
12. L. & P. 65.
13. Se "Kingdom of God" i D. & C. Commentary Index. Også, "Church Organization
and Government" i Widtsoe, Disc. of Brigbam Young, pp. 227-253; se "Church
is the Kingdom of God", i index til Joseph F. Smith, Gos. Doct., p. 692; også
"Kirken og dens organisation" i James E. Talmage, "Trosartiklerne", Artikel 6.
NOTE 1
I september 1888 velsignede Kirkens autoriteter, for at bevise historiske data, "og
beskikkede på en kort mission til De Forenede Stater i Kirkens histories interesse" tre
ældster - Edward Stevenson, en af de Halvfjerds's Første Syv Præsidenter, Andrew

Side 79
Jenson, som senere blev Kirkens Assisterende Historieskriver, og Biskop Joseph S.
Black. Disse repræsentanter for Kirken, som skulle lave skriftlige rapporter til Kirkens
Historiske Kontor, skulle også skrive om det, de fandt, til Deseret News. Et år senere
blev disse meddelelser til Deseret News gengivet i "The Infancy of the Church", nu
opbevaret i Kirkens Historiske Bibliotek sammen med de daglige journaler fra Edward
Stevenson og Andrew Jenson.
Medens brødrene var i de østlige stater, besøgte de Joseph Smiths hjem, tre
kilometer fra Palmyra; og på deres vej fra dette hjem til Cumorah-Højen gjorde de
denne vigtige bemærkning: "28. september 1888 ... passerede vi den skole af sten,
hvor Joseph plejede at gå i skole.".
Om deres rejse mod syd fra Cumorah-Højen forklarer ældste Jenson i nogle
enkeltheder: "Vi startede sydvestpå i søgen efter det gamle Whitmer-hus, i hvilket
Kirken først blev organiseret ... Vi kom til et hus, der tilhørte en ældre herre ved navn
John Marshall, som havde overværet møder i Whitmers hus, da han var dreng, og
havde hørt Joseph og nogle af de andre første ældster i Kirken prædike. Efter hans
vejledning havde vi ikke yderligere vanskelighed ved at finde det nøjagtige sted, som
vi søgte efter ... det gamle Whitmer-hus, i hvilket Kirken blev organiseret og hvor
Kirkens tre første general-konferencer blev afholdt og Joseph modtog talrige vigtige
åbenbaringer, var et halvanden etages bjælkehus. Det blev revet ned for nogle år
siden, men den grund, hvorpå det stod, er velkendt og blev udpeget for os. Den gamle
familiebrønd er der stadig, også flere af bjælkerne, som udgjorde en del af bygningen,
lå langs hegnet, halvrådne.
Til det foregående tilføjer Præsident Stevenson: "Den gamle brønd står der stadig,
men kun en lille del af det halvanden etages bjælkehus er tilbage, i ruiner. Vi spiste
æbler i det nye hus ... "
RESUMÉ
For det første talte disse "tre vidner" med John Marshall, som havde kendt Profeten og
havde overværet møder i det gamle Whitmer-hus, som var blevet revet ned for nogle
år siden, men nogle af de "halvrådne" bjælker lå stadig på stedet; "Den gamle brønd
står der stadig ... bjælkehuset ligger i ruiner.".
For det andet: Havde der været tegn på et klippefundament, en kælder eller en
kælderetage i "Organisations-hjemmet", ville de tre brødre have fremhævet denne
kendsgerning i deres skriftlige rapport til Kirken.
For det tredie: Omkring solnedgang skrev de, idet de tøvede med at forlade dette
hellige sted: "Vi undersøgte grunden nøje," og sandsynligvis også omgivelserne, "og
tænkte på fortiden," idet de uden tvivl tænkte på de hellige oplevelser, som de seks
unge mænd, som på dette sted havde organiseret "Guds Rige på denne jord", havde
haft; og det var også i nærheden af dette sted, at de Tre Vidner havde haft besøg af
en hellig engel, og hvor Gud havde talt i vidnesbyrd angående oversættelsesarbejdet.
"Talte om nutiden", uden tvivl om huset, der lå i ruiner, etc., "ønskede, at visse ting måtte
hænde i fremtiden, forberedte beslutninger," hvad deres beslutninger på dette hellige
sted var, kan man kun gætte om, "foretog de nødvendige indførsler i vore notesbøger,
etc.".
For det fjerde: Efter at have taget afsked med ruinerne af Whitmers hus, rapporterer
de: "Vi spiste æbler i det nye hus," muligvis hentydende til det hus, der nu står på
Whitmer-farmen, men som er blevet gjort større siden de tre brødres besøg. De fik

Side 80
at vide af "den nuværende beboer," at ejeren "af ejendommen" var "Jesse Snook, en
kendt forretningsmand i Waterloo, som lejer det ud til Chester Reed.".
For det femte: Andrew Jenson var senere nært knyttet til Brigham H. Roberts,
Kirkens Assisterende Historieskriver, som blev en af Kirkens berømte skribenter. På
side 196 i bind I af Comprehensive History of the Church viser ældste Roberts et
fotografi af "THE WHITMER FARM - stedet for Whitmers hjem, hvor nogle dele af
Mormons Bog blev oversat, og hvor Kirken blev organiseret.". Tyve år før denne bog
blev udgivet i 1930 viser den samme forfatter i en af sine serier af artikler i Americana,
Vol. 4, p. 804 (1909) det samme billede og den samme forklaring. Havde der været
den mindste tanke i forfatterens sind om, at det nuværende hus, som står utydeligt i
baggrunden, muligvis var det sted, hvor Kirken blev organiseret, ville han have indstillet
sin linse på dette hus og ikke på to træer, der står nær ved det sted, hvor det gamle
Peter Whitmers hus lå.
For det sjette: Orson Pratt, som havde overværet møder sammen med Profeten i
Whitmers hus, bevidnede i det Gamle Tabernakel, den 28. januar 1860, " ... Fader
Whitmers hus var ... et bjælkehus;" desuden, " ... i et lille værelse i det bjælkehus
var næsten alle de hellige samlet.". (Journal of Discourses, Vol. 7-9, p. 372). Ved
konferencen i Nauvoo den 7. april 1844, hvor Profeten og nogle af familien Whitmer var
tilstede, forklarede Sidney Rigdon: " ... i året 1830 mødte jeg hele Kristi Kirke i et lille
gammelt bjælkehus, omtrent seksogtredive kvadratmeter, i nærheden af Waterloo, N.
Y.". Improvement Era for december 1908, p. 117, viser et "fotografi ved George Albert
Smith," 1905, fremstillende German E. Ellsworth og Mrs. George Albert Smith stående
på det sted, hvor Peter Whitmers Gamle Hjem, Fayette, Seneca County, N. Y., stod,
og hvor Kirken blev organiseret den 6. april 1830.". Dette var omkring 15 meter vest
for laden.
German E. Ellsworth underskrev den 27. oktober 1955 en erklæring på 200 ord,
hvor han redegjorde for sine grunde til, at han var overbevist om at have fundet og
fotograferet det "sted, hvor Peter Whitmers gamle hus stod.".

18. Kapitel
Åbenbaring om præstedømmet - Nadveren - Det første mirakel
Præstedømmets pligter
Side 81
Kort før Herren genoprettede sin Kirke den 6. april 1830, åbenbarede Han for Profeten
Joseph Smith de vigtigste pligter for de forskellige kvorum'er i præstedømmet.' Denne
åbenbaring siger, at de, som modtager det melkisedekske præstedømme, skal have
myndighed til at undervise i og udbrede Jesu Kristi evangelium, døbe, bekræfte, salve
de syge, meddele den Helligånd, forrette i de højere ordinanser, og de skal lede møder,
præsidere over kvorum'er, warder, stave, missioner og Kirken i almindelighed.2
Alle biskopråd, højrådsmedlemmer, stavepræsidentskaber, patriarker og
Præsiderende Biskopråd er medlemmer af højpræsternes kvorum i den stav, hvor de
bor. De Tolv Apostle og Det Første Præsidentskab har hver deres eget kvorum.
HOVEDPLIGTERNE FOR DE HALVFJERDS er at forkynde evangeliet og
administrere dets ordinanser, både hjemme og i udlandet, arbejde i templet og tjene
som Kirkens repræsentanter.
ÆLDSTERNE skal ligeledes være missionærer og udføre arbejde i templet,
bekræfte medlemmer, meddele den Helligånd, velsigne ved præstedømmets kraft og
præsidere, hvor de bliver kaldet til det.
"PRÆSTENS PLIGT," sagde Herren i afsnit 20, "er at prædike, lære, forklare,
formane, døbe og forrette ved uddelingen af den hellige nadver, og besøge
medlemmerne i hjemmene og formane dem til at bede lydeligt og i løndom og til at
opfylde alle deres huslige pligter. Han kan også ordinere andre til præster, lærere og
diakoner. Han skal lede møderne, når der ingen ældster er til stede ... I alle disse pligter
skal præsten bistå ældsten, når det kræves."
"LÆRENS PLIGT," forkyndte den samme åbenbaring, "er bestandigt at våge over
menigheden, at være hos medlemmerne og styrke dem, og påse, at der ikke findes
nogen uretfærdighed i menigheden eller noget udestående medlemmerne imellem,
eller løgn, bagvaskelse og ond tale. Og påse, at menigheden ofte kommer sammen,
og at alle medlemmer gør deres pligt. Han skal også lede møderne, hvis der ingen
ældste eller præst er til stede, og burde altid hjælpes i menigheden af diakonerne,
når det er nødvendigt. Men hverken lærere eller diakoner har myndighed til at døbe,
velsigne nadveren eller give håndspålæggelse, de skal advare, forklare, formane, lære
og indbyde alle til at komme til Kristus."
DIAKONENS PLIGT er at uddele nadveren, indsamle fasteoffer, assistere ved
Kirkens ydre ordinanser og hjælpe biskoppen, når det er nødvendigt.
Organisering af kvorum'er
Overalt i Kirken danner højpræsterne i hver stav et stavs-kvorum, hvorover en
præsident og to rådgivere præsiderer. Halvfjerds'erne har syv præsidenter og
halvfjerds medlemmer til et kvorum, og hver stav har så mange kvorum'er, som
det er nødvendigt. Da det er de Syv Præsidenter for Kirkens Halvfjerds, der
præsiderer over de halvfjerds's kvorum'er, er de kendt som Kirkens kvorum'er og ikke
stavskvorum'er. Et kvorum af ældster har tre i præsidentskabet og 96 medlemmer. I

Side 82
wardkvorum'er præsiderer biskoppen over præsternes med 48 medlemmer; lærerne
med tre præsidenter og 24 medlemmer; diakonerne med tre præsidenter og 12
medlemmer.
Den første søndags-gudstjeneste
Søndag den 11. april 1830 kaldte Profeten i Whitmers hjem sine fæller sammen og
holdt det første nadvermøde i Kirken. Efter den indledende sang, bøn og nadver holdt
Oliver Cowdery den første tale. Skønt han kun var treogtyve år gammel, var han rig
på åndelig erfaring, idet han havde set pladerne, brystspandet, Urim og Tummim,
Labans sværd, Liahona, englen; som viste de Tre Vidner de hellige skatte, Moroni,
Johannes Døberen og Peter, Jakob og Johannes. Han havde også hørt "Mikaels røst
ved bredden af Susquehanna", hørt Guds røst tale i oversættelsesrummet i Whitmers
hjem, og hørt Guds røst i skovene bære vidnesbyrd til de Tre Vidner om, at Mormons
Bog var guddommelig.
Skønt der ikke blev ført noget referat over dette vigtige møde, kan man dog slutte,
at Oliver gav et fast og urokkeligt vidnesbyrd og bragte glæde og tilfredshed til denne
lille gruppe af religiøse gudsdyrkere.3
Ved slutningen af gudstjenesten bad seks personer om at blive døbt - fire af familien
Whitmer og Hiram Page og hans hustru; også næste søndag blev der føjet syv
omvendte, herunder Orin Porter Rockwell, til Kirken, således at der nu var et samlet
antal af femogtyve.4
Nadverbønner
Nogle få dage før Kirkens organisering modtog Profeten ved åbenbaring
nadverbønnerne. Disse blev givet med de samme ord, som Kristus brugte blandt
nephiterne.5
" ... Og de velsignede det i overensstemmelse med Kristi bud," siger Moroni, "og
derfor ved vi, at det er den rette måde; og ældsten eller præsten velsignede det. De
knælede ned med menigheden og bad til Faderen i Kristi navn og sagde:
'O Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns Jesu Kristi navn velsigne og hellige
dette brød for alle deres sjæle, som nyder deraf, at de må spise det til minde om din
Søns legeme og vidne for dig, o Gud, du evige Fader, at de er villige til at påtage sig din
Søns navn og altid erindre ham og holde hans bud, som han har givet dem, så hans
And altid må være hos dem. Amen.'
Angående "måden, hvorpå de uddelte vinen. Se, de tog kalken og sagde:
O, Gud, du evige Fader, vi beder dig i din Søns Jesu Kristi navn velsigne og hellige
denne vin for alle deres sjæle, som drikker deraf, at de må gøre det til minde om din
Søns blod, der blev udgydt for dem, at de må vidne for dig, o, Gud, du evige Fader, at
de altid erindrer ham, så de må have hans And hos sig. Amen."6
Den rette dåbsmåde
Kravene til dåben i Guds Kirke i dag er de samme som dem, Herren åbenbarede for
nephiterne, til hvem han sagde: "Alle, der ydmyger sig for Gud og ønsker at blive
døbt, som kommer med et sønderknust hjerte og en angergiven ånd, og som vidner
for menigheden, at de virkelig har omvendt sig fra alle deres synder og er villige til at

Side 83
påtage sig Jesu Kristi navn, fast besluttet på at tjene ham indtil enden og virkelig ... har
modtaget Kristi And til deres synders forladelse, skal optages i kirken ved dåb."7
"Dåben forrettes på følgende måde til alle, der omvender sig," sagde Herren til
Joseph Smith. "Den mand, som er kaldet af Gud, og som har fået fuldmagt af Jesus
Kristus til at døbe, stiger ned i vandet med den, der har fremstillet sig til dåb, og siger,
idet han kalder ham eller hende ved navn: Med fuldmagt fra Jesus Kristus døber jeg
dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Amen. Derefter skal han nedsænke
ham eller hende under vandet og atter komme op af vandet."s
Det første mirakel
Profeten ledede et nadvermøde den 2. maj i Joseph Knights hjem i Colesville, 160 km
sydøst for Whitmers hjem. Medens de var der, blev Newel Knight, Joseph Knights søn,
som var tredive år gammel, besat af djævelen. "Hans ansigt og lemmer fordrejedes
og forvrængedes på alle måder, og det er umuligt at forestille sig, hvordan han så
ud," skriver Profeten, "og endelig blev han indhentet udenfor lejlighedens gulv og blev
slynget omkring på det mest frygtelige. Hans situation blev snart kendt for hans naboer
og slægtninge, og i løbet af kort tid var der otte eller ni voksne personer, som havde
samlet sig for at være vidne til forestillingen."
Profeten greb Newel ved hånden, og i Jesu Kristi navn befalede han Lucifer at
forsvinde. "Øjeblikkelig talte Newel," siger profeten, og erklærede "at han så djævelen
forlade ham og forsvinde af syne."
Så snart mørkets magt flygtede, "steg Herrens Ånd ned på ham, og evighedens
syner blev åbnet for hans øjne ... Hans legemlige svaghed var sådan, at vi var nødt til
at lægge ham på hans seng og vente på ham i nogen tid ... Som det kan ventes, bidrog
en scene som denne til at skabe mange troende blandt dem, der var vidne til det, og
til sidst blev størsteparten af dem medlemmer af Kirken."'
Kirke-konference i Whitmers hjem
Profeten udtaler, da han berettede om den første konference i Kirken, afholdt i
Whitmers hjem: "Den 9. juni 1830 afholdt vi vor første konference som en organiseret
Kirke. Vi var omtrent tredive tilstede, foruden mange som samledes med os, og som
enten var troende eller ivrige efter at lære ... Den Helligånd blev udgydt over os på
mirakuløs måde - mange af vore medlemmer profeterede, medens andre fik himlen
åbnet for deres syn." Newel Knight "så himlen åbnet og så vor Herre Jesus Kristus
siddende ved den Høje Majestæts højre hånd, og gjorde det klart for hans forståelse,
at den tid ville komme, da han ville få tilladelse til at komme i Hans nærhed for at nyde
Hans selskab for evigt og altid."10
Noter
1. L. & P. 20:37-60.
2. Ibid., 84:106-111.
3. Joseph Smith, op. cit., p. 81.
4. Ibid., pp. 79,81.
5. Ibid., p. 69; L. & P. 20:77,79.
6. Moroni, 4, 5; L. & P. 20:76-79.
7. L. & P. 20:37; 3. Nephi 11:23-26.

8. L. & P. 20:72-74; Talmage, Trosartiklerne, p. 135. Baptize#(eng.)#er fra græsk
Bapto, som bogstaveligt betyder at sænke eller neddyppe.
9. Joseph Smith, op. cit., pp. 82-84. 10 Ibid., pp. 84-85.
Side 84

19. Kapitel
Profetens første arrestation - Brigham Youngs komme
Dåbshandlinger - Den første arrestation
Side 85
Kort efter Kirkens første konference rejste Profeten til Colesville, NewYork, for at
overvåge, at hans hustru og tolv andre omvendte blev døbt. Brødrene lavede en
dæmning i bækken, men en gruppe vantro fjernede den, så vandet løb ud. Ikke desto
mindre satte Joseph og hans venner tidligt mandag morgen en ny dæmning op og
døbte de omvendte. Da de således var blevet overlistet, omringede omkring halvtreds
vrede mænd Joseph Knights hus, idet de svor ødelæggelse over Joseph Smith og hans
nye kirke. "Det var kun ved udøvelsen af stor klogskab fra vor side," skriver Profeten,
"og fortrøstning til vor himmelske Fader, at de afholdt sig fra at lægge voldelig hånd
på os."'
Medens de afholdt et møde i Knights hus den aften for at bekræfte de omvendte,
beretter Profeten yderligere: "Jeg fik besøg af en politibetjent og blev arresteret af ham
på en arrestbefaling, under beskyldning for at være en forargelig person, ved at sætte
landet i oprør ved at prædike Mormons Bog, etc. Politibetjenten underrettede mig om,
kort efter at jeg var blevet arresteret, at det var planen, hos dem der havde fået skaffet
arrestbefalingen, at overgive mig i pøbelens hænder, de lå i baghold efter mig; men at
han havde besluttet sig til at redde mig fra dem, da han havde fundet ud af, at jeg var
en helt anden slags person, end det jeg var blevet forestillet for ham."
Undgåelse af pøbelen
"Jeg fandt snart ud af, at han sagde sandheden i denne sag, for ikke langt fra Mr.
Knights hus blev den vogn, hvori vi var taget afsted, omringet af en pøbelhob, som blot
syntes at vente på et signal fra politibetjenten, men til deres store skuffelse gav han
hesten af pisken og kørte mig ud af deres rækkevidde.
Medens vi kørte afsted i stor hast, gik et af vognens hjul af, hvad der endnu engang
fik os til at være meget nær ved at blive omringet af dem, da de var nær ved os under
deres forfølgelse. Men det lykkedes os at få hjulet på igen og efterlod dem atter bagved
os."
Da de ankom til South Bainbridge, omkring 24 kilometer mod nord - den by, hvor
Joseph var blevet gift, og hvor han havde været ansat to vintre hos Josiah Stoal - tog
politibetjenten Joseph med op i et soveværelse ovenpå i kroen, og efter at have sørget
for, at han var kommet bekvemt i seng, lagde han sig udstrakt på gulvet, med fødderne
mod døren og sit gevær tværs over skødet, fast besluttet på at beskytte sin fange.2
"Herrens Salvede"
Josephs ængstelige hustru og venner tilbragte resten af aftenen med at søge
forsvarere; som følge deraf var de den næste morgen inden klokken ni ved Josephs
side med to sagførere, Reid og Davidson. Reid bevidnede senere, at da han var optaget
af processer i flere dage og sent om aftenen, havde han afslået at forsvare Joseph.
Derefter beretter han, efter at Mr. Knight havde bønfaldet ham: "En særlig indskydelse
... slog mit sind, at jeg måtte gå og forsvare ham, for han var Herrens salvede. Jeg
vidste ikke, hvad det betød, men syntes, at jeg måtte gå og rense Herrens salvede."3

Falsk vidnesbyrd
Side 86
Sagfører Reid beretter, at retssagen fortsatte indtil "klokken 12 om natten. Efter nogle
få øjeblikkes overvejelse udtalte retten ordene 'ikke skyldig', og fangen blev frigivet."
Han bekræfter, at der ikke var "selv tilsyneladende skyld.".
"Men ak!" Han siger, at i det øjeblik, den første retssag var forbi, blev Joseph igen
arresteret og bragt tilbage til Colesville, Broome County, til en ny retssag. "Jeg blev
igen hentet ... for at forsvare ham imod hans ondskabsfulde forfølgere ... Hverken talent
eller penge ønskedes for at sikre dem held. De ansatte den dygtigste sagfører i amtet
og fremførte tyve eller tredive vidner, før det blev mørkt, men beviste intet." Således
fortsatte retssagen til næsten fire om morgenen. "Vi fik ham bort den nat midt iblandt
tre hundrede mennesker, uden at der skete ham nogen skade."4
Betjenten undskylder
Under Josephs beretning om sin frigivelse og undslippelse fra pøbelen skriver han, at
henimod slutningen af retssagen "var størstedelen af den forsamlede mængde begyndt
at finde ud af, at der ikke kunne opretholdes noget imod mig. Selv den politibetjent, som
arresterede mig og behandlede mig så dårligt, kom nu og gav mig en undskyldning og
bad mig om tilgivelse for sin opførsel overfor mig; og så meget havde han forandret sig,
at han meddelte mig, at pøbelen var bestemt på, at hvis retten frifandt mig, ville de have
fat i mig og rulle mig i tjære og fjer; og ydermere, at han var villig til at hjælpe mig og
føre mig i sikkerhed ad en privat vej ... " Ved "min nye ven, politibetjentens hjælp var jeg
i stand til at undslippe dem og bringe mig i sikkerhed til min hustrus søsters hus, hvor
jeg fandt min hustru ventende ængsteligt på udfaldet af de ugudelige foretagender, og
i selskab med hende kom jeg den næste dag i sikkerhed til mit eget hjem," omkring
halvtreds kilometer mod syd ved Harmony.5
Pøbelen forfølger brødrene
"Efter nogle få dages forløb," fortsætter Joseph, "vendte jeg tilbage til Colesville i
selskab med Oliver Cowdery, med det formål at bekræfte dem, som vi havde været
tvunget til at forlade en tid. Vi var næppe nået til Mr. Knights hus, før pøbelen samledes
for at bekæmpe os, og vi anså det for klogt at tage hjem, hvad vi gjorde uden engang
at vente på nogle forfriskninger. Vore fjender forfulgte os, og det var ofte så meget, at
vi måtte gøre alt, hvad vi kunne, for at undgå dem. Imidlertid lykkedes det os at komme
hjem efter at have rejst hele natten, undtagen en kort tid, hvor vi var nødt til at hvile os
under et stort træ ved vejkanten, hvor vi skiftevis sov og vågede."6.
Mose Bog tager sin begyndelse
"Jeg vil imidlertid sige," slutter Profeten, "at midt under alle de prøvelser og trængsler,
vi måtte gå igennem, ... tilstod Herren os et overmål af styrke og gav os 'linie på linie af
kundskab - her lidt og der lidt', hvoraf det følgende var et kosteligt lille stykke: 'De ord,
som Gud talte til Moses, da Moses blev ført op på et overordentligt højt bjerg.'"7
Denne dag åbenbarede Herren de første toogfyrretyve vers af Mose Bog, som gav
Kirken nogle meget betydningsfulde principper, ordinanser og lærdomme, som ikke
findes i King James Bibel.

Den første missionær
Side 87
En interessant oplevelse, som Samuel Smith, Kirkens første missionær, havde,
fortælles af hans moder: "Den 30. juni (1830) begyndte Samuel på den mission, som
han var blevet beskikket til af Joseph, og under de fyrretyve kilometer, som var den
første dags rejse, standsede han et antal steder for at sælge sin bog (Mormons Bog),
men blev smidt ud, så snart han forkyndte sine principper. Da aftenen kom, var han mat
og næsten modløs, men da han kom til en kro, hvis omgivelser gav udtryk for velstand,
gik han ind for at se, om værten ville købe en af hans bøger. Da han kom ind, spurgte
Samuel ham, om han ikke gerne ville købe en historie om indianernes oprindelse.
'Det ved jeg ikke,' svarede værten, 'hvorledes har du fået fat i den?' 'Den blev
oversat,' svarede Samuel, 'af min broder efter nogle guldplader, som han fandt begravet
i jorden.'
'Din løgner!' råbte værten, 'kom ud af mit hus - du skal ikke blive her et minut med
dine bøger.'"s Idet han sagde det, smed han den unge ældste på porten.
Moderen fortsætter: "Samuel var syg om hjertet, for dette var femte gang, han var
blevet smidt ud den dag. Han forlod huset og vandrede et kort stykke og vaskede
sine fødder i en lille bæk som et vidnesbyrd imod manden. Så drog han otte kilometer
længere på sin rejse, og da han så et æbletræ et lille stykke fra vejen, besluttede han
at tilbringe natten under det; og her lå han hele natten på den fugtige, kolde jord."
To uger senere, da Samuel kom tilbage den samme vej, så han et skilt, "Kopper",
på kroen og fik at vide, at værten og to af hans børn fornylig var døde, og at adskillige
andre medlemmer af hans familie var syge af sygdommen. Ingen andre folk i landsbyen
pådrog sig imidlertid sygdommen 9
Familierne Young og Kimball
Efter en besværlig missionærrejse, som syntes at være en komplet fiasko, vendte
Samuel hjem, medbringende alle sine bøger på nær to. En af disse havde han givet
til en fattig enke, som havde givet ham mad; den anden havde han givet til en ny ven,
John P. Green, en metodistpræst og svoger til Brigham Young. Efter at have lyttet til
Samuels oprigtige vidnesbyrd, læste Mr. Green fromt bogen og fik en overbevisning
om dens sandhed.10
Ivrigt bragte han den nye bog til sin svoger, Phineas H. Young, som også læste den
og troede. Phineas gav den til gengæld til sin broder Brigham, som ligeledes læste
den og fik et vidnesbyrd om dens guddommelighed. Anerkendelsen af denne hellige
bog af "amerikansk skrift" startede Brigham Youngs rejse mod en berømt skæbne - en
skæbne, som i høj grad skulle få indflydelse på den nye Kirke så vel som på det vestlige
Amerikas historie. Denne samme bog hjalp også til at omvende Heber C. Kimball.
Og i løbet af mindre end to år blev familierne Green, Kimball og Young, samt deres
husholdninger, døbt." Således kastede Samuel, en ung, uselvisk Guds tjener, sit brød
på vandet og fik det tilbage hundredfold.12
At vælge sange
Det ser ud, som om Emma havde beklaget sig til sin mand, fordi han ikke havde vist
hende pladerne, før han bragte dem tilbage til Moroni. Som svar talte Herren til Emma
Smith i en åbenbaring gennem Profeten: "Knur ikke over de ting, som du ikke har set;
thi de er skjult for dig og for verden, hvad der er visdom for mig endnu en tid ...

Side 88
Se, dine synder er dig forladte, og du er en udvalgt kvinde, som jeg har kaldet ...
Og du skal ordineres ... til at udlægge skriften og formane kirken ... Du skal også få
til opgave at foretage et udvalg af åndelige sange, som det skal gives dig, hvilket er
mig velbehageligt at have i min kirke. Thi min sjæl fryder sig i hjertets sang, ja, de
retfærdiges sang er som en bøn til mig, og den skal besvares med velsignelser på
deres hoveder.
Opløft derfor dit hjerte og fryd dig ... Vedbliv i sagtmodighedens ånd og vogt dig for
hovmod ... Hold stedse mine bud, så skal du få en retfærdigheds krone ... "13 Herren
lovede yderligere Emma, at hun under Olivers fravær skulle arbejde som Profetens
skriver.
Vand og ikke vin til nadveren
I de første fire måneder af Kirken blev brød og vin administreret ved nadvertjenesten.
Men i august 1830, efter at Joseph vendte tilbage til Harmony, afholdt han og Nevel
Knight og deres hustruer samt John Whitmer et møde for at bekræfte Profetens hustru
og Sally Knight; da de imidlertid ikke havde nogen vin til nadveren, drog Joseph afsted
for at skaffe noget fra en nabo. Han havde ikke gået langt, før han mødte et himmelsk
sendebud, som forkyndte: "Lyt til Jesu Kristi røst, han, som er din Herre, din Gud og din
Forløser, hvis ord er levende og kraftigt. Thi se, jeg siger jer, at det er lige meget, hvad
I spiser og drikker, når I nyder nadveren, dersom jeres eneste øjemed er at gøre det
til min ære og ihukomme for Faderen mit legeme, der blev nedlagt for jer, og mit blod,
der blev udgydt til jeres synders forladelse. Derfor giver jeg jer den befaling, at I ikke
skal købe vin eller nogen stærk drik af jeres fjender. I skal ikke nyde nogen, dersom
I ikke selv har tilberedt den, og den er ny, i dette min Faders rige, som skal oprettes
på jorden."14
Profeten rapporterer, at da han vendte hjem og administrerede nadveren og brugte
"vin, som vi selv havde lavet ... blev Herrens Ånd udgydt over os, vi priste Gud Herren
og frydede os overordentligt." Kort efter denne begivenhed instruerede Joseph de
hellige om at bruge vand i stedet for vin ved nadvertjenesten.
Noter
1. Ibid., pp. 86-88.
2. Ibid., pp. 88, 89.
3. Ibid., p. 95, fodnote.
4. Ibid., pp. 95, 96, fodnote.
5. Ibid., pp. 95, 96.
6. Ibid., p.97. Dette er den første beretning om, at Oliver var i Harmony siden 1. juni
1829, da han flyttede til whitmers hjem.
7. Den Kostelige Perle, Moses 1; Joseph Smith, op. cit., p. 98.
8. Lucy Smith, op. cit., pp. 168, 169.
9. Ibid., pp. 169, 170; Matt. 10:12-15 - at ryste støvet af sine fødder.
10. Moroni 10:4-5.
11. Lucy Smith, op. cit., pp. 187, 188; Jenson, op. cit., pp. 278-282.
12. Præd. 11:1.
13. Joseph Fielding Smith, Ess. Cb. Hist., pp. 107, 108; L. & P. 25:13-15, for særlig
diskussion af vor Kirkes sange, se Roberts, op. cit., Vol. VI, pp. 244-258; George
D. Pyper, Hymns.

14. L. & P. 27:1-4; Joseph Smith, op. cit., pp. 106-108.
Side 89

Et nyt udbrud af forfølgelse
20. Kapitel
Joseph flytter til Fayette - Åbenbaringer for kirken
Side 90
Profeten beretter, at i begyndelsen af august 1830 brød der igen forfølgelser ud i
Harmony, hvilke "blev påbegyndt af en mand af den metodistiske tro, som erklærede,
at han var en Guds præst ... Han besøgte min svigerfader og fortalte ham falske ting
om mig af den mest skammelige natur, hvad der vendte den gamle herre og hans
familie så meget imod os, at de ikke længere ville love os beskyttelse eller tro på
vore lærdomme."1 Fra denne dag af lukkede familien Hale deres hjerter for Jesu Kristi
evangelium og afslog at høre på Josephs vidnesbyrd.
Hele august måned fortsatte pøbelen at true Profeten - truede ham endog på livet.
Som svar på hans bønner og skriftlige anmodninger arrangerede familien Whitmer
igen, at Joseph og Emma kunne bo hos dem i Fayette. En eller to dage senere kørte
Joseph Knight ind i Smiths gård og læssede sin store vogn med Profetens husgeråd.
Den næste morgen startede gruppen mod Whitmers farm, 160 kilometer borte.
Afsked med kendte steder
Da flokken kørte afsted på landevejen, henåndede Emma et bedrøvet farvel til sit lille
hjem så vel som til sine forældres - kendte steder, som hun ikke skulle glæde sig
over igen. Nogle få hundrede skridt mod syd løb Susquehanna Floden - malerisk og
storslået. Langs dens bredder havde hun slentret om som barn, og senere med sir
elskede, Profeten. Mod øst lå landsbyens kirkegård. Hendes lille dreng lå der, hendes
eneste barn. Derfra, hvor hun kørte, kunne hun se den lille gravhøj ligge tavs og ensom.
Joseph så sig også tilbage. Her var det hjem, han havde købt og forbedret med
store ofre - det sted, hvor han havde oversat det meste af Mormons Bog, modtaget
adskillige besøg af Moroni, skrevet femten åbenbaringer, og i nærheden var han blevet
instrueret af en engel om at bruge hjemmelavet vin til nadveren. Ved floden havde han,
under strålende syner, fået det aronske og det melkisedekske præstedømme; her var
han blevet døbt og havde modtaget den Helligånd.
Mod nord kunne han se det sted, hvor han havde hjulpet Josiah Stoal i hans
forgæves søgen efter den forsvundne sølvmine. Ved Hales hjem havde han truffet
Emma, som nu red ved hans side, kun lidet forestillende sig, medens den tunge vogn
skumplede mod nordvest, at hun otte måneder senere skulle græde ved tvillingebørns
grave i Kirtland, Ohio, 650 kilometer tværs gennem et grænseland.
Nuværende forhold i Harmony
På Profeten Joseph Smiths fem hektarer store gård, som ligger omtrent tre kilometer
sydvest for byen Oakland (tidligere Harmony ), Pennsylvania, kan ses ruinerne af en
kælder og et gammelt fundament, hvorpå Josephs første hjem stod. Huset brændte før
1925, og resterne er overgroet med ukrudt.
For at vise respekt mod mormonismens grundlægger markerede Pennsylvania
State Historical and Museum Commission i 1946 hans hjem med en metalplade, som

Side 91
giver en kort historie om nogle af de begivenheder, som fandt sted der. Nu, da Kirken
ejer denne grund, er det Præsiderende Biskopråd i færd med at forberede et passende
monument til ære for Herrens værk på denne egn.
På McKuen Kirkegården, som ligger hundrede skridt øst for det gamle hjem og som
stadig bruges som begravelsesplads, findes gravene med Isaac Hale og hans hustru
samt Josephs og Emma Smiths spæde barn.
Kirken har fornylig, den 10. februar 1947, købt Profeten Joseph Smiths og
Isaac Hales gamle gårde, omfattende det toogtredive hektarer store areal langs
Susquehanna Floden, det nærliggende sted, hvor det aronske præstedømme blev
gengivet, og hvor de første dåbshandlinger i Kirken blev foretaget.2
Familien Pratts omvendelse
Efter en varm, støvet køretur på tre dage blev Emma, som ikke havde det så godt,
modtaget og budt velkommen hos familien Whitmer. Profeten fik her at vide, at Parley
P. Pratt var blevet døbt nogle få dage tidligere, og at han var rejst til Columbia County,
New York, omkring 300 km østpå, for at bringe det glade budskab til sin broder Orson.
Den enestående omvendelse af Parley P. Pratt, en campbellitisk præst, følger her.
I sommeren 1830 fik Parley den mærkelige indskydelse at forlade sit hjem i Kirtland,
Ohio, og foretage en forkyndelsesrejse østpå. Da han kom til landet ved Cumorah
Højen, traf han en baptist-præst, som, siger Parley: "begyndte at fortælle mig om
en bog, en mærkelig bog, en meget mærkelig bog! i sin besiddelse, som netop var
blevet udgivet." Forfatteren påstod, at han fandt indholdet til bogen skrevet på plader
af messing eller guld, og at den var blevet oversat ved hjælp af syner og engle. "Jeg
spurgte ham, hvorledes eller hvor man kunne få denne bog. Han lovede mig, at jeg
måtte gennemlæse den grundigt i hans hjem den næste dag, hvis jeg ville komme.
Jeg følte en mærkelig interesse for bogen ... Næste morgen kom jeg til hans, hus,
hvor mine øjne for første gang så 'Mormons Bog' - den bøgernes bog ... den bog, som
indeholder evangeliets fylde ... den bog ... som var hovedmidlet, i Guds hænder, til
at lede hele mit fremtidige livs kurs ... Jeg læste hele dagen ... Efterhånden, som jeg
læste, faldt Herrens And på mig, og jeg vidste ... at bogen var sand ... Min glæde var
nu fuldkommen.".
I løbet af en uge læste Parley den hellige bog til ende og skyndte sig afsted til Hyrum
Smiths hjem, som han nåede ved solnedgang. Han beretter, at han tilbragte det meste
af natten med ivrigt at inddrikke det genoprettelsesprogram, som blev udfoldet for ham
af Hyrum. Nogle få dage senere vandrede han og Hyrum omkring halvtreds kilometer
til Whitmers hjem for at besøge Oliver Cowdery, som døbte Parley den følgende dag,
omkring den 1. september, og ordinerede ham til ældste. Overvældet af glæde over
at modtage den Helligånd og præstedømmet, drog Parley, som før omtalt, afsted til
sit tidligere hjem i New York, hvor han den 19. september døbte sin broder Orson.3
Sammen vendte de tilbage til Fayette for at blive "drivfjedrene" i mormonernes tidlige
historie.
Modtager åbenbaring for Kirken
"Til vor store sorg fandt vi, at Satan havde ligget på vagt for at bedrage og søge efter
hvem han kunne fortære. Broder Hiram Page havde i sin besiddelse en bestemt sten,
hvorigennem han havde fået visse 'Åbenbaringer' ... som var fuldstændig i strid med
ordenen i Guds hus ... Da vi imidlertid fandt ud af, at mange, især familien Whitmer

Side 92
og Oliver Cowdery, troede meget på de ting, som blev fremsat gennem denne sten,
mente vi det bedst at adspørge Herren angående en så vigtig sag."4
" ... se, sandelig, sandelig siger jeg dig," kom en åbenbaring til Profeten. "Ingen
skal udpeges til at modtage befalinger og åbenbaringer i denne kirke uden min tjener
Joseph Smith jun., thi han modtager dem ligesom Moses. Og du skal være lydig mod
det, som jeg giver ham ... Om du nogen sinde ledes af Talsmanden til at tale og lære,
må du gøre det, ligesom du til alle tider kan gøre det som befaling til kirken. Men du
skal ikke skrive i form af en befaling, men med visdom. Og du skal ikke byde over ham,
som er sat over dig og kirken. Thi jeg har givet ham nøglerne til de hemmeligheder og
åbenbaringer, som er forseglet, indtil jeg udpeger en anden i hans sted ... Og atter,
Du skal gå til din broder Hiram Page og under fire øjne fortælle ham, at det, han har
skrevet efter den sten, ikke er af mig, og at Satan forfører ham."'
Om den anden konference, som blev afholdt i Whitmers hjem den 26. september
1830, skriver Profeten: "Emnet den tidligere omtalte sten blev diskuteret, og efter
grundig undersøgelse gav broder Page, så vel som hele Kirken, som var tilstede,
afkald på den omtalte sten, og alle ting i forbindelse med den, til vor store gensidige
tilfredsstillelse og lykke."6
Noter
1. Ibid., p. 108.
2. Deseret News for 15. februar 1947 viser Præsident David O. McKay, som
underskriver de nødvendige papirer for den forudgående overdragelse. Den
guldpen, som blev brugt ved den lejlighed, ejedes tidligere af Præsident
Brigham Young, og er nu i Wilford C. Woods eje, han foretog købet af
ejendommen for Kirken. I slutningen af "tres'erne" købte Eric Railroad Company
den grund, der ligger op til floden, hvor Johannes Døberen overdrog det
aronske præstedømme. Denne jernbanegrund er ikke omfattet af Kirkens køb.
Optegnelserne viser, at den 28. juni 1833 solgte Profeten sit hus og fem hektarer
jord til Joseph McKuen, Jr. Huset brændt, Ibid., 31. oktober 1931, Forace
Greene og Thomas Spencer.
3. Pratt, Autobiograpby, pp. 37-48.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 109, 110.
5. L. & P. 28:2-7, 11. Kirken opretholder seksten som "Profeter, Seere og
Åbenba-rere": Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostle, Den Præsiderende
Patriark.
6. Joseph Smith, op. cit., p. 115; se Præs. Heber J. Grants taler, april Conference
Reports, 1934 og 1935.

Missionærer til lamaniterne
21. Kapitel
Pastor Rigdon og hans menighed omvendt
Side 93
I september 1830 modtog Kirken sin første åbenbaring angående indianerne og stedet,
hvor det Ny Jerusalem i Amerika skulle oprettes. Den var henvendt til Oliver Cowdery:
"Og nu, se, jeg siger dig, at du skal begive dig til lamaniterne og prædike mit evangelium
for dem; og dersom de antager din lære, skal du oprette min kirke iblandt dem, og du
skal få åbenbaringer, men nedskriv dem ikke som befalinger. Og nu, jeg siger dig, at det
ikke er åbenbaret, og intet menneske ved, hvor byen Zion skal bygges, men det skal
åbenbares senere. Se, jeg siger dig, at det skal være på grænsen til lamaniterne.".1
Tre andre mænd - Parley P. Pratt, Peter Whitmer, jr., og Ziba Peterson - blev kaldet
til at ledsage Oliver.
Dåb af nyomvendte
På tiden for denne konference, 26. til 28. september, var der omkring toogtresindstyve
medlemmer i Kirken, hvoraf mange var samlet for at overvære møderne i Peter
Whitmers hus. Rapporterne viser "otte ældster, fire præster og to lærere". Profeten
skriver: "Et ønske var tydeligt hos alle de hellige om at gå fremad og arbejde af al deres
magt for at udbrede de store og strålende sandhedsprincipper, som var åbenbaret ved
vor himmelske Fader. Et antal blev døbt under konferencen, og Herrens ord spredtes
og fik overhånd.".2
Særlige bønner blev opsendt for de ældsters sukces, som snart skulle rejse vestpå
to tusind fem hundrede kilometer til det land, "hvor Det Ny Jerusalem" skulle bygges,
som forudsagt ved ny åbenbaring så vel som af profeterne i Mormons Bog.3
Lamaniterne skal omvendes
" ... mange (af ikke-jøderne) skal tro de ord, der er skrevet, og de skal bringe dem til
resten af vor sæd ... Og Jesu Kristi evangelium skal forkyndes blandt dem, og således
skal de atter komme til kundskab om deres forfædre ... og kundskab om Jesus Kristus
... Og da skal de fryde sig ... og mørket skal begynde at vige fra deres øjne, og der skal
ikke hensove mange slægtled blandt dem, førend de vil blive et hvidt og behageligt
folk."4
Den lamanitiske profet Samuel forkyndte også: "Ja, jeg siger jer, at Herrens
forjættelser er blevet udstrakt til vore brødre, lamaniterne, i de sidste dage ... og til
trods for, at de skulle drives hid og did på jorden og blive jaget, slået og spredt og
ikke have noget tilflugtssted, vil Herren dog være barmhjertig mod dem. Og det er i
overensstemmelse med profetien, at de skulle bringes til kundskab om sandheden,
som er kundskaben om deres Forløser og deres store og sande hyrde, og regnes blandt
hans får.".5
The Church Moves To Kirtland, Ohio, 1831
[IMAGE]

Campbelliterne og deres præst
Side 94
I den sidste del af oktober 1830 startede de fire missionærer vestpå. Da de nåede
Buffalo, gav de to eksemplarer af Mormons Bog til indianerne og forklarede dem, at
disse bøger indeholdt en sand historie om deres forfædre. Adskillige af rødhuderne,
som kunne læse, blev stærkt interesseret i den nye bog.6
Da ældsterne kom ind i Kirtland - Parley P. Pratts hjemby - tog Pratt dem straks
med til pastor Sidney Rigdon, præsten for den reformerte baptist- eller campbellitiske
tro. Parley forkyndte den campbellitiske tros lærdomme, da han forlod Kirtland nogle
få måneder tidligere på sin missionstur.
Rigdon og Pratt, som havde været ledere for den campbellitiske tro, havde omvendt
tusind eller flere folk i Kirtland distriktet. De lærte åbenhjertigt deres omvendte, at da
det var tvivlsomt, at Jesu Kristi sande evangelium med dets gaver og myndighed var
på jorden, skulle de se fremad i forventning om en forjættet ny genoprettelsens dag.
I mellemtiden skulle de studere skriften, holde fast ved Guds ord og bestandig bede
om at få den Helligånd så vel som andre gaver og velsignelser, som Kirken i gamle
dage kunne fryde sig ved.
Det synes mere end et rent tilfælde, at i de dage, da Rigdon og Pratt forberedte deres
menighed i Kirtland til at modtage "større lys og kundskab", blev Joseph Smith og Oliver
Cowdery, fem hundrede kilometer østpå, begavet med visdom og åbenbaringer, som
genoprettede Guds rige i dets fylde - den samme kirke, som gudsdyrkerne i Kirtland
opsendte bønner for at opnå.
Familien Whitney modtager et håbefuldt syn
At Herren havde disse campbelliter i tanker vises ved en oplevelse, som Elizabeth Ann
Whitney, Newel K. Whitneys hustru, havde. Hun forklarer, at kort før Oliver Cowdery og
hans ledsagere nåede Kimland: "Havde vi opsendt bønner for at få at vide af Herren,
hvorledes vi kunne få den Helligånds gave ... Vi søgte efter at vide, hvorledes vi skulle
få den ånd og de gaver, som de fordums hellige havde fået ... Det var midnat - da min
mand og jeg i vort hus i Kimland bad til vor Fader om at få vist vejen, hvilede ånden
på os og en sky overskyggede huset ... huset forsvandt for vort syn ... Vi var indhyllet i
skyen, en hellig rædsel gennemtrængte os ... Så hørte vi en røst, som kom ud fra skyen
og sagde: 'Forbered jer til at modtage Herrens ord, for det kommer!' Ved dette undredes
vi højlydt; men fra det øjeblik vidste vi, at Herrens ord skulle komme til Kirtland.".7
Skønt røsten fra himmelen forkyndte: "Forbered jer til at modtage Herrens ord, for
det kommer," gav det dog ikke nogen vished for, hvornår eller hvorledes forjættelsen
skulle gå i opfyldelse.
Parleys åndelige oplevelser
Da Parley P. Pratt, ledsaget af sine tre missionærkammerater, kom ind i Sidney
Rigdons hjem og begyndte at fortælle om sine oplevelser i de sidste to måneder som
medlem af en genoprettet Kirke - en Kirke, som havde en profet, seer og åbenbarer
i spidsen - blev pastor Rigdon i høj grad foruroliget. Især, da Parley fremskaffede en
Mormons Bog og begyndte at forklare, at denne "moderne Bibel" indeholdt Jesu Kristi
evangelium - den frelsesplan, som Sidney og hans følgesvende søgte efter.

Olivers vidnesbyrd
Side 95
Da Oliver Cowderys tur kom, bar han højtideligt vidnesbyrd om sine mange oplevelser
med Profeten Joseph Smith, oversættelsen af Mormons Bog, præstedømmets komme,
de forskellige gaver og velsignelser, der var gengivet; men højdepunktet på det hele
var hans erklæring om, at Guds rige var blevet genoprettet - det der var talt om af
Profeten Daniel. Oliver bevidnede også, at han havde døbt Parley P. Pratt og havde
overdraget ham den Helligånd så vel som det melkisedekske præstedømme, hvilken
magt gav Parley den rette myndighed til at handle i Jesu Kristi navn.
Peter Whitmers bevis
Yderligere beviser blev tilføjet af Peter Whitmer jr., som berettede, at han i sin faders
hjem havde hjulpet med til at organisere denne genoprettede Kirke; ydermere vidste
han, at Joseph Smith virkelig havde pladerne til den hellige Mormons Bog i sin
besiddelse, for ved en lejlighed overleverede Profeten i fuldt dagslys ham og syv andre
mænd de gyldne optegnelser, som de følte på og grundigt undersøgte. Pastor Rigdon
kunne finde disse otte mænds vidnesbyrd foran i Mormons Bog.
Efter adskillige dage med alvorlige forespørgsler og omhyggelige undersøgelser
indførte pastor Rigdon Parley og hans ledsagere i sin campbellitiske menighed, og
formanede dem til omhyggeligt at veje ældsternes usædvanlige budskab, for de bragte
bud om en kirke, som fornylig var blevet organiseret i staten New York, og også om
en ny religiøs bog, som sagdes at være oversat fra nogle guldplader, der var fundet
i en høj i New York.
Omvendelsen af Rigdon og andre
Profetens dagbog, som bekræfter de foregående oplevelser, stadfæster, at så snart
missionærerne kom ind i Sidneys hjem, "gav de ham Mormons Bog, idet de udtalte, at
det var en åbenbaring fra Gud." Men skønt ældsterne argumenterede med præsten,
svarede han: "'Nej, unge herrer, I må ikke diskutere dette emne med mig; men jeg
vil læse jeres bog og se, hvilke påstande den har overfor min tro, og jeg vil prøve at
konstatere, om den er en åbenbaring fra Gud eller ej.' ... Fjorten dage fra den tid, bogen
blev lagt i hans hænder, var han fuldstændig omvendt til sandheden af værket gennem
en åbenbaring fra Jesus Kristus, som blev givet ham på en bemærkelsesværdig måde,
så han kunne udbryde: 'Kød og blod har ikke åbenbaret det for mig, men min Fader,
som er i himmelen.' Som følge deraf blev både han og hans hustru døbt ind i Jesu
Kristi Kirke." Profeten tilføjer, at ældsterne "forkyndte evangeliet til dem med betydelig
sukces, for deres vidnesbyrd blev modtaget af mange folk."s
En blomstrende gren i Kirtland
Så snart pastor Rigdon var døbt, blev han ordineret til ældste og kaldet som præsident
for Kirtland Gren. Inspireret af den nye nidkærhed, som han fik, da han modtog den
Helligånd og det melkisedekske præstedømme, begyndte Sidney at omvende sin
menighed. Han døbte dr. Frederick G. Williams, familien Whitney, og mange andre,
som snart blev kaldet til at være ledere i den nye Kirke. Det er af interesse at vide,
at Sidney Rigdon og dr. Frederick G. Williams senere blev valgt som Joseph Smiths
rådgivere i Det Første Præsidentskab, og at Edward Partridge blev den første biskop
og Newel K. Whitney den anden.

Bemærkelsesværdig udbredelse af evangeliet
Side 96
"Interessen og ophidselsen," skriver Pratt, "blev nu almindelig i Kirtland, og i hele egnen
deromkring. Folket stimlede sammen om os nat og dag, så meget at vi ikke havde
nogen tid til hvile eller ensomhed. Der blev indkaldt til møder i forskellige områder, og
store flokke samledes ... nogle for at blive undervist, nogle af nysgerrighed, nogle for at
adlyde evangeliet, og nogle for at bekæmpe eller modarbejde det. På to eller tre uger
fra vor ankomst til egnen med nyhederne, havde vi døbt et hundrede syvogtyve sjæle,
og dette tal forøgedes snart til et tusind,"9 og inden juni 1831 havde det nået to tusind.
Noter
1. L. & P. 28:8,9; 30:5; 32:1-5.
2. Joseph Smith, op. cit., p. 118; Roberts, Comp. Hist., Vol. I, p. 196.
3. L.& P. 28:7,8; Ether, 13.
4. 2. Nephi 30:3, 4-7.
5. Helaman 15:12-13.
6. Pratt, op. cit., pp. 49, 50.
7. Edward W. Tullidge, Women of Mormondom, pp. 41-43.
8. Joseph Smith, op. cit., pp. 122-125. 9 Pratt, op. cit., p. 50.

22. Kapitel
Den lamanitiske mission lukket - Den inspirerede version af bibelen
Ældsterne forlader Kirtland
Side 97
Skønt vinteren havde sat ind før den 1. december 1830, fortsatte de fire ældster, efter
at have beskikket Sidney Rigdon til at præsidere over Kirtland Grenen og føjet dr.
Frederick G. Williams til deres egen gruppe, deres rejse mod vest gennem sneen til
Cincinnati. Ældste Pratt skriver: "Omkring den 20. december tog vi billet til en damper til
St. Louis."1 Da de fandt, at Mississippi-Floden var blokeret af is ved Ohio-mundingen,
startede ældsterne til fods de 800 kilometer til Independence, Missouri. Ældste Pratt
fortsætter: "Vi gjorde holdt nogle få dage i Illinois, omkring toogtredive kilometer fra St.
Louis, på grund af et frygteligt uvejr med regn og sne, som varede en uge eller mere ...
I begyndelsen af 1831 fortsatte vi vor rejse, og efter at have passeret gennem St.
Louis og St. Charles, rejste vi til fods fem hundrede kilometer gennem uhyre sletter
og gennem ubetrådte ødemarker af sne - ingen afstukne veje; kun få huse og langt
imellem dem; og den råkolde nordvestenvind stadigt blæsende ind i vore ansigter med
en skarphed, som næsten kunne skære huden af ansigtet ... Vi bar på vor ryg vort
skiftetøj, flere bøger, majsbrød og råt svinekød. Vi spiste ofte vort frosne brød og kød
på vejen, når brødet kunne være så frossent, at vi ikke kunne bide af det eller trænge
igennem nogen del af det undtagen den yderste skorpe.
Efter megen udmattelse og nogen lidelse ankom vi alle til Independence, i Jackson
County, ved den yderste vestlige grænse af Missouri og af De Forenede Stater. Dette
var omtrent to tusind fire hundrede kilometer fra, hvor vi startede, og vi havde udført
det meste af rejsen til fods, gennem et ørkenland, på den værste årstid, og kun brugt
omkring fire måneder til det."2
Rødhuderne hører ældsterne
Efter at være ankommet til Independence skiltes ældsterne. To fandt beskæftigelse
som skrædere, medens de andre tre overskred grænsen og begyndte at undervise
Shawnee- og Delaware-indianerstammerne. Skønt Høvding Anderson, overhovedet
for de ti nationer af Delaware-stammerne, i begyndelsen modarbejdede ældsternes
arbejde, sendte han efter at have lært mere om deres mission hurtigløbere afsted og
samlede fyrretyve høvdinge sammen, de tog plads i et råd og lyttede opmærksomt til
de "hvide mænd"s mærkelige budskab.3
Missionen afsluttet
Angående de fem missionærers sukces beretter ældste Pratt: "Vi fortsatte i adskillige
dage med at instruere Gamle Høvding og mange af hans stamme ... Vi fandt adskillige
iblandt dem, som kunne læse, og til dem gav vi eksemplarer af Mormons Bog, idet vi
forklarede dem, at det var deres forfædres Bog ...
Ophidselsen nåede nu grænse-nybyggerkolonierne i Missouri og vakte i den grad
indianer-agenternes og de sekteriske missionærers misundelse og jalousi, at vi snart
blev beordret ud af indianer-territoriet som fredsforstyrrere, og blev endog truet med
militæret i tilfælde af, at vi ikke indvilligede.

Side 98
Som følge deraf forlod vi indianerlandet og kom over grænselinien og begyndte at
arbejde i Jackson County, Missouri, blandt de hvide. Vi blev godt modtaget og mange
lyttede til os; og nogle blev døbt og forøgede Kirkens medlemstal. Således endte vor
første mission til indianerne."4
Pratt vender tilbage
Med den lamanitiske mission afsluttet holdt ældsterne et råd i Independence og
besluttede, at Parley P. Pratt skulle vende tilbage til New York og få instruktioner af
Profeten med hensyn til missionens fremtidige forløb.
Skønt det var midt i februar, drog Parley afsted til fods, og på ni dage havde
han vandret fem hundrede kilometer til St. Louis. Han beretter, at "hele landet var
oversvømmet, som det var med mudder og vand." Efter en uges rejse med damper fra
St. Louis nåede han Cincinnati, og så startede han til fods de fire hundrede kilometer
"ad meget dårlige, mudrede veje" mod Kirtland.
Kirkens udbredelse i Ohio
Efter at have nået Kirtland rapporterede han: "Hundreder af hellige flokkedes nu om
mig for at byde mig velkommen og spørge til mine brødre, som jeg havde efterladt
i Missouri. Her mødte jeg igen Præsident Joseph Smith, som under vort fravær var
kommet dertil fra staten New York. Jeg fandt, at Kirkerne i Ohio var blevet forøget til
mere end tusind medlemmer, og i New York til adskillige hundreder.".5
Besøger Profeten
Fortællingen går nu tre eller fire måneder tilbage til Kirtland, Ohio, idet vi lægger mærke
til, at så snart de fem ældster var startet mod Independence, besluttede Sidney Rigdon
og Edward Partridge at rejse til Fayette, New York, og besøge Profeten Joseph Smith.
I virkeligheden afslog Edward Partridge at lade sig døbe, idet han erklærede, at han
måtte træffe Joseph Smith og stille yderligere forespørgsler, før han sluttede sig til en
så ny religion.
Efter at have trodset en vintertur på omtrent fem hundrede kilometer bankede de
to mænd på døren til Whitmers bondegård den 10. december 1830 og spurgte efter
Joseph Smith. Til deres glæde var Profeten der og hilste varmt på dem. Efterhånden,
som dagen gik, syntes disse to udsendinge fra Kirtland at være trådt ind i en ny verden,
for Joseph og familien Whitmer talte som mænd, der har myndighed.
Den næste dag, den 11. december, døbte Profeten Edward Partridge i Seneca
Flodens iskolde vand, og få dage senere ordinerede Sidney Rigdon ham til ældste og
beskikkede ham til at "prædike evangeliet og tjene i dets forordninger.".6
Joseph skal revidere Bibelen
Gennem en skriftlig åbenbaring kaldte Herren Sidney Rigdon til at være Josephs skriver
ved at hjælpe ham at revidere Bibelen - et arbejde, som Profeten allerede havde
begyndt. Guds ord var positivt: "Og jeg befaler dig at skrive for ham; og skriften skal
gives, som den er i mit bryst, til frelse for mine udvalgte ... Og nu siger jeg dig: Bliv hos
ham ... Forlad ham ikke, og disse ting skal visselig blive opfyldt."?

Side 99
Seks måneder før denne åbenbaring blev modtaget, erklærede Herren, at Joseph
Smith skulle blive ligesom Moses: "Og nu, Moses, min søn, vil jeg tale til dig angående
den jord, hvorpå du står, og du skal nedskrive det, som jeg siger. Og på den dag, da
menneskenes børn vil agte mine ord for intet og borttage mange af dem fra den bog,
du skal skrive, se, da vil jeg lade fremstå en anden, lig dig, og de skal da atter findes
blandt menneskenes børn - ja, blandt så mange, som vil tro.".S
B. H. Roberts giver i sin kommentar om "skrift, der er gået tabt", navnene på seksten
profeter eller skribenter i Det gamle Testamente og fire i Det nye Testamente, hvis
bøger der refereres til i Bibelen, men hvis skrivelser ikke findes i den nuværende
oversættelse. Selv så fundamentale lærdomme som dåben og den Helligånds gave er
ikke så meget som omtalt i King James' oversættelsen i Det gamle Testamente. Med
hensyn til forandringer i skriften, lavet af vildfarne mennesker, fortalte englen Nephi:
" ... thi se, de har borttaget mange dele af Lammets evangelium, der er tydelige og
meget dyrebare ... på grund af de ting ... er der mange, der snubler ... "9
Adams folk kunne læse og skrive
Profetens revision af Bibelen lærte os, at Adam og hans folk kunne læse og skrive
- en ting, som ikke er omtalt i Bibelen. " ... en mindebog blev ført, hvori der blev
nedskrevet på Adams sprog; thi så mange, som påkaldte Gud, blev det givet at skrive
ved inspirationens ånd. Og de lærte deres børn at læse og skrive, thi de havde et sprog,
som var rent og uforfalsket." Enok, den syvende fra Adam, skrev i Enoks bog: " ... en
mindebog er skrevet blandt os efter det mønster, som er givet ved Guds finger. Og den
er givet på vort eget sprog ... og der blev ført et slægtsregister over Guds børn. Og dette
var Adams slægtsbog."10 Joseph Smith skriver, at efter syndfloden blev disse samme
"fædrenes optegnelser" overdraget ned til Abraham, som berettet i Abrahams Bog."
Ikke alene førte Adam, Enok og Noa, som stod i spidsen for de første tre
evangelie-forvaltninger, optegnelser, men de modtog også ved åbenbaring de første
principper og ordinanser i evangeliet, som de nu findes i den fjerde S. D. H.
Trosartikel.12
Forberedelse til Standardværkerne
Hvis en besøgende var dumpet ind i Whitmers bjælkehus ved grænsen af det vestlige
New York i midten af december 1830, ville hans nysgerrighed være blevet højlig vakt;
for her underholdt den store Whitmerfamilie Joseph Smith og hans hustru, Sidney
Rigdon og Edward Partridge fra Ohio tilligemed flere andre undersøgere. Hver person
i gruppen syntes ivrigt opsat på at tale personligt med deres Profet - en fireogtyve-årig
organisator af en ny kirke, som nu pralede af et medlemstal på flere hundrede.
I sandhed, denne besøgende ville have stået forbavset ved den åbent erklærede
higen hos denne unge - tilsyneladende uoplyste - kirkeleder, som arbejdede med
hengivenhed på at skabe en uomtvistelig, fire-binds religiøs forfatning, som kunne lede
alle de omvendte, som valgte at følge ham. Hans første trykte bog - Mormons Bog
på to hundrede halvtredsindstyve tusind ord - lå på hans bord; sammen med den var
der seksogtredive skrevne åbenbaringer til Lære og Pagter så vel som de første få
kapitler af, hvad der nu er en del af Den Kostelige Perle. I Profetens hænder var en stor
King James Bibel, hvorfra han omhyggeligt dikterede talrige revideringer og rettelser
til Sidney Rigdon, sin ny skriver.
Hyldest ydet til den Inspirerede Version

Side 100
John A. Widtsoe skriver i sin hyldest til Joseph Smith og hans Inspirerede Version af
Bibelen: "Som den fremtræder, udførte han et uhyre arbejde. Dr. Sidney B. Sperry og
dr. Merrill Y. Van Wagoner bekræfter, at 12.650 ord blev føjet til 1. Mosebog, og at 693
vers blev forandret i de andre bøger i Det gamle Testamente. I Det ny Testamente siger
disse forfattere, at 1453 vers blev forandret ... "Sandelig," slutter dr. John A. Widtsoe,
"Profeten udførte et stort arbejde for at gengive de oprindelige meninger i Bibelen."
Det er meget sandsynligt, at Profeten havde til hensigt i sin helhed at udgive "Mose
syner" i sin Inspirerede Revision af Bibelen. For øjeblikket findes det imidlertid i Den
Kostelige Perle.13
King James' oversættelse af 2. Mosebog 32:14 siger: "Da angrede Herren den
ulykke, han havde truet med at gøre sit folk;" men Josephs revision gør meningen
tydelig: "Og Herren sagde til Moses, hvis de vil omvende sig fra det onde, de har gjort,
vil jeg spare dem og vende min heftige vrede bort."
Og atter, 2. Mosebog 7:3: "Men jeg vil forhærde Faraos hjerte og derefter gøre
mange tegn og undere i Ægypten." Som modsætning: "Og Farao vil forhærde sit hjerte,
som jeg sagde til dig; og du skal gøre mange af mine tegn og undere i Ægypten."
1. Samuel 16:14: "Efter at Herrens ånd var veget fra Saul, plagedes han af en ond
ånd fra Herren." Joseph gav det således: "Efter at Herrens ånd var veget fra Saul,
plagedes han af en ond ånd, som ikke var fra Herren.".
Her er en udtalelse fra Det ny Testamente, Johs. 4:2: "(Dog var det ikke Jesus selv,
der døbte, men hans disciple)." Den Inspirerede Version forklarer: "Han selv døbte ikke
så mange som sine disciple. Thi han tillod dem at gøre det og foretrak en af dem.".
Man bør sammenligne ordene i Malakias 4:5, 6 med Moronis udtalelse til Joseph
Smith, Lære og Pagter 2:1-3. En ny betydning af at "vende børnenes hjerter og
fædrenes hjerter" til hinanden gives af englen til Profeten.
Ikke udgivet af Kirken
Da de ønskede tilføjelser og forandringer, som skulle indbefattes i den Inspirerede
Version, blev indført i Profetens King James oversættelse af Bibelen, udnævnte Joseph
dr. John M. Bernhisel til at lave en omhyggelig kopi af Profetens rettelser. Disse
værdifulde notater findes i dag i Kirkens historiske kontor i Salt Lake City, Utah. Den
originale Bibel er også opbevaret.
De vigtigste grunde til, at Kirken ikke har udgivet den Inspirerede Version, er:
(1) Profeten selv afslog at udgive den, indtil han kunne omredigere sin Bibel og
indbefatte yderligere mange forandringer; ydermere planlagde han at tilføje værdifulde
lærdomme, som Herren endnu ikke havde åbenbaret for ham i Kirkens første
periode. Da Profeten blev dræbt, før de ønskede revisioner blev fuldført, har Kirken
aldrig udgivet den Inspirerede Version. (2) Kirkens missionærer ville møde mange
unødvendige problemer, hvis de brugte den reviderede Bibel i stedet for den
anerkendte King James oversættelse.
I 1867, toogtyve år efter Profetens død, gav Emma Smith den Reorganiserede Kirke
tilladelse til at tage den Inspirerede Version af Bibelen og udgive den i den form, som
Joseph havde efterladt den. I denne version indeholder 1. Mosebog kapitlerne to til otte
i Mosebog, næsten identisk med de samme kapitler i Den Kostelige Perle.
Selv om den Inspirerede Version på ingen måde er så komplet, som det var
Profetens mening at gøre den, er der dog, som den fremtræder nu, adskillige S.

Side 101
D. H.-bibelstuderende, som anerkender den som stående langt over enhver anden
Bibel-revision eller oversættelse. Dr. John A. Widtsoe konkluderer: "Den Inspirerede
Oversættelse er et af de mægtige beviser på Joseph Smiths profetiske kraft.".14 14
Widtsoe, Era, november 1948, Vol. LI, p. 725.
Noter
1. Ibid., op. cit., p. 54.
2. Ibid., pp. 54, 55.
3. Ibid., pp. 56-60.
4. Ibid., pp. 60, 61.
5. Ibid., pp. 63-64.
6. Joseph Smith, op. cit., pp. 128-132.
7. L. & P. 35:20, 22. Til diskussion af den "Inspirerede version", se Roberts, op,
cit., Vol. I, pp. 238, 249; Joseph Smith, op. cit., pp. 129, 132; 1. Nephi 13:20-30;
Roberts, New Wit., Vol. III, pp. 266, 267; E. C. McGavin, "Inspired Revision of
the Bible", Des. News, 25. marts 1935.
8. Moses 1:40, 41; denne udtalelse er også citeret af redaktørerne af "The Inspired
Version of the Holy Bible", den Reorganiserede Kirke; se forordet, som giver
andre grunde til, at Joseph Smith reviderede Bibelen. Kursiv ved forfatteren.
9. 1. Nephi 13:26, 29.
10. Moses 6:5, 6, 46, 8.
11. Abraham 1:31.
12. Adam, Enok og Noa lærte om tro, omvendelse, dåb og den Helligånds gave.
Moses 6:64-68; Inspirerede Version, Gen. 6:61-71; Moses 5:58, 59; 6:27, 52;
8:23, 24; Inspirerede Version, Gen. 5:44,45; 8:11.
13. Widtsoe, Era, Vol. 21, p. 725; se også Sperry og Van Wagoner, "The Inspired
Revision of the Bible", Era, Vol. XLII, pp. 206, 270, 336, 408, 472, 536, april til
september 1940; næsten hele Mose Bog udgives nu i den Inspirerede Version i
den Reorganiserede Kirke.

Tredie periode -
23. til 43. kapitel
Udbredelse af kirken i Ohio
og Missouri, 1831-1839
Side 102

At flytte vestpå
23. Kapitel
Befalingen om at flytte til ohio - Profeten i kirtland
Side 103
I den sidste del af december 1830, medens Joseph og Sidney kæmpede med
problemet om den Inspirerede Version, væltede Herren næsten deres program ved at
erklære: "Se, jeg siger jer: For fjendens og jeres egen skyld er det ikke gavnligt, at I
oversætter mere (hermed menes revisionen af Bibelen), førend I begiver jer til Ohio
... "1.
Skønt denne befaling kun indeholdt fire vers, satte den roret på Zions skib med
vestlig kurs. Nogle få dage senere, den 2. januar 1831, fortsatte Herren: " ... Og atter
siger jeg jer, at fjenden i det skjulte tragter jer efter livet ... gav jeg jer den befaling, at I
skal drage til Ohio, og der vil jeg give jer min lov, og der skal I blive udrustet med kraft
fra det høje ... Gå ud fra de ugudelige. Red jer. Vær rene, I som bærer Herrens kar ...
englene venter på det store bud: at høste jorden og sanke ugræsset sammen, for at det
kan opbrændes ... Og de, som har landejendomme, der ikke kan sælges, skal efterlade
dem eller bortforpagte dem, som det synes dem bedst."2. Andre åbenbaringer fulgte.
Følgelig gjorde Profeten rede til at flytte til Kirtland, Ohio.
Joseph fører an vestpå
Efter at have instrueret de hellige i New York om at følge ham så snart som muligt,
begav Profeten og hans hustru samt Sidney Rigdon og Edward Partridge sig i den
sidste uge af januar 1831 afsted i en slæde på en vinterrejse på omkring fem hundrede
kilometer til Kirtland.
Hvilken pris disse hellige var villige til at betale! Uden at tøve fejede de alle jordiske
bånd til side og gjorde sig rede til at flytte.
En skribent, som forstod hvor langsom og vanskelig dådens vej er, skrev disse linier:
"Det er ikke ved at fare og springe afsted, at vi når Kristi karakter og opnår at blive
perfekte hellige, men skridt for skridt, fod for fod, hånd i hånd, skal vi langsomt og ofte
smertefuldt gå op ad den stige, som hviler på jorden og går op til himlen."3.
Profeten som Seer
Den 1. februar 1831 kørte en slæde op foran den største forretning i Kirtland - Gilbert og
Whitneys. En tiltrækkende ung fremmed trådte ud - femogtyve år gammel, 180 cm høj,
bredskuldret, med blå øjne, lyshåret, yndefuld og værdig. Idet han gik ind i forretningen
og hen til juniorchefen, udbrød han: "Nevel K. Whitney, du er manden!" Samtidig strakte
han hjerteligt hånden frem, som om det var til en gammel, fortrolig bekendt. "Du har
fordelen forud for mig," svarede købmanden, idet han mekanisk tog den tilbudte hånd,
"jeg kunne ikke kalde dig ved navn, som du har gjort ved mig." "Jeg er Profeten Joseph.
Du har gennem bøn fået mig hertil, hvad ønsker du nu af mig? Herren ville ikke lade
mig sove om natten, men sagde: "Rejs dig og tag din hustru med til Kirtland!" Joseph
forklarede til Whitneys, at medens han var i Whitmers hjem i Fayette, New York, havde
han set dem bede om lys og var kommet for at besvare deres bønner.4.

Emma ved dårligt helbred
Side 104
Joseph og Emma, som snart var hyggeligt installeret i to værelser i Whitneys hjem, tog
imod Whitneys venlighed som en direkte velsignelse, især mod Emma, for i de sidste
seks måneder, siden hun forlod sit hjem i Harmony, Pennsylvania, havde hun været
på farten, og ikke haft noget fredfyldt sted, der var hendes eget.
Den Første Biskop ordineret
Den 4. februar modtog Joseph den første åbenbaring i Kirtland: "Og atter, jeg har
kaldet min tjener Edward Partridge og befaler, at han gennem afstemning i kirken skal
udnævnes og ordineres som biskop for kirken. Han skal opgive sin købmandshandel
og anvende hele sin tid i kirkens tjeneste ... Og dette, fordi hans hjerte er rent for mig,
thi han er uden svig som Nathanael fordum."5.
Som følge heraf ordinerede Profeten den dag Edward Partridge til at være den første
biskop til at præsidere over Kirken.
En biskops kvalifikationer
" ... en tilsynsmand (biskop) bør som en Guds husholder være en mand, der ikke er
noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke
ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from,
afholdende; han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren,
for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise
dem, som siger imod."6.
Til Joseph åbenbarede Gud, at en biskop skal " ... være dommer i Israel, varetage
kirkens anliggender, dømme overtrædere, efter vidneudsagn, der bliver ham forelagt
... med hjælp af sine rådgivere, som han har valgt ... Således skal han være dommer,
ja, en almindelig dommer blandt Israels indbyggere ... en biskop vælges af det højere
præstedømme, medmindre han er en bogstavelig efterkommer af Aron ... Men en
bogstavelig efterkommer af Aron har lovmæssig ret ... til uafhængigt at forvalte en
biskops embede uden rådgivere." I Kirken i dag er der ingen biskop, der holder
kaldet som "bogstavelig efterkommer af Aron". Både biskoppen og hans rådgivere er
højpræster, som har myndighed til at præsidere over deres ward's anliggender og også
over præstedømmet 7.
Emmas tvillingebørns død
Flere ulykker kom til Emmas dør. I marts fødte hun tvillinger, som kun levede nogle få
timer, herved havde hun mistet tre børn. Medens hun endnu var lænket til sin seng,
fødte John Murdocks hustru tvillinger, en dreng og en pige, men moderen døde. I sin
sorg gik John til Joseph og Emma og bad dem om at adoptere de små babyer - en
velsignelse, som de taknemmeligt tog imod.
De hellige skal prøves
Idet han bekræfter, at prøvelserne er nødvendige for at ophøje et menneske, erklærede
Præsident Brigham Young senere: "Den Allerhøjeste Guds folk må prøves. Det er
skrevet, at de vil blive prøvet i alle ting, ligesom Abraham blev prøvet. Hvis vi bliver

Side 105
kaldet til at gå op på Morija Bjerget for at ofre nogle få af vore Isak'er, er det ingen sag
... Alle intelligente væsener, som krones med kroner af herlighed, udødelighed og evigt
liv, må gå igennem enhver prøvelse, der er bestemt til, at intelligente væsener skal gå
igennem den, for at opnå deres herlighed og ophøjelse."$.
Ved åbenbaring lover Herren: " ... Velsignet er den, ... der er tro i trængsel, (han)
skal få større løn i himmeriges rige ... Thi efter megen trængsel kommer velsignelse."9.
En af Kirkens yndlingssange bekræfter dette:
Noter
"Dig med prøvens ild Gud lutrer
for at se din ædelhed;
men hans kærlighed er med dig
gennem alt til evighed.
O, Guds Zion!
O, Guds Zion!
Guds profeter blandt dig står."10.
1. L.& P. 374.
2. Ibid., 38:28, 32, 37, 42, 12.
3. Forfatter ukendt.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 145, 146.
5. L.&P. 41:9,11.
6. Titus, 1:7-9.
7. L. & P. 107:72-74; 69; 76.
8. Widtsoe, Disc. of Brigham Young, p. 529.
9. L. & P. 58:2-4.
10. John Kelly: "Zion er af Gud beskyttet", nr. 43 i den danske sangbog.

Ivrige efter at nå Kirtland
24. Kapitel
De hellige flytter til Kirtland
Side 106
Da foråret 1831 brød frem over de hellige i New York, fandt det dem disponerende
med store ofre over deres hus, deres jord, deres får og kvæg og andre ejendele. Her
var de hellige, familierne Whitmer, Knight, Martin Harris, Rockwell og andre omvendte
- omkring to hundrede i antal - alle ivrige efter at slutte sig til Profeten og modtage en
"arv i Zion", som de hellige anså Kirtland for at være på den tid.
Avisrapporter
The Telegraph, som udkom den 17. maj 1831 i Painesville, Ohio, i nærheden af
Kirtland, indeholder denne overskrift og disse nyheder: "Mormonemigration: Omkring
to hundrede mænd, kvinder og børn, af de bedragne medløbere af jo. Smiths
Bibel-spekulation, er ankommet til vor kyst i løbet af den sidste uge fra staten New
York og vil til at bosætte sig i det "forjættede land" i dette amt. Det er i sandhed en
melankolsk kommentar til den menneskelige natur at se så mange folk i denne oplyste
tidsalder i verden bøje sig ydmygt efter kaldet fra en ynkelig bedrager, undergive sig,
både med sjæl og legeme, hans åndelige og timelige befalinger, uden at knurre eller
tage sig den frihed at betvivle, at det altsammen er en befaling direkte fra himlen: Et
sådant foragteligt slavesind vil måske vare en sæson, men til rette tid vil de papismens
kæder, de lænker, som binder dem, blive revet i stykker, og fornuften igen indtage sit
rige."1.
Wayne Sentinel for den 26. maj 1831, i Palmyra, bemærker også en af disse
emigrationer: "Adskillige familier, ialt omkring halvtreds sjæle, satte sig i gang fra denne
by i sidste uge mod det "forjættede land", blandt dem var Martin Harris, en af de
oprindelige, der troede på Mormons Bog. Mr. Harris var blandt de første nybyggere
i denne by og har altid vist en hæderlig og retskaffen mands karakter og været en
tjenstvillig og godgørende nabo. Han har ved hæderlig flid sikret sig en respektabel
formue - og har efterladt en stor kreds af bekendte og venner, som beklager hans
vildfarelse."2.
Indvielsens lov åbenbaret
Da Profeten ankom til Ohio i februar 1831, fandt han Kirtland Gren - omkring hundrede
i antal - stræbende efter at efterleve "Loven om alle ting fælles" eller "Familielivet", som
de kaldte den idet de havde sluttet sig til denne orden, medens de var medlemmer af
den campbellitiske tro. Skønt Profeten roste dem for deres broderskab og samarbejde,
tilrådede han, at da deres måde at leve familielivet på ikke var anerkendt af Herren,
skulle de høre op med det. Ikke desto mindre var der mange af de omvendte, der
insisterede på at overholde Loven Om Alle Ting Fælles, således som de hellige i Det
Ny Testamente havde gjort det under Peters administration i Jerusalem. Og de "havde
eet hjerte og een sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men
de havde alting fælles ... Thi iblandt dem var der ingen, som led nød."3.
For at kende Guds vilje angående sagen, adspurgte Profeten Herren og modtog
en åbenbaring, der genoprettede den gamle "Lov om indvielse af ejendom." Idet han

Side 107
hentyder til de helliges villighed til at akceptere denne nye, åbenbarede orden, skriver
Joseph: "Planen om 'fælles besætning' ... blev beredvilligt forladt for Herrens mere
fuldkomne lov."4.
Fortolkning af loven
Denne "Herrens mere fuldkomne lov", som Joseph Smith benævnte indvielsesloven,
kræver, at ethvert overhoved for en familie skal tilskøde sin ejendom til Kirkens
biskop. Biskoppen skal til gengæld, som Herrens befuldmægtigede, overdrage den
pågældende forvaltningen af tilstrækkelige midler til hans underhold. På grund af det
hellige i forvaltningen advarer Herren: " ... da skal enhver være ansvarlig overfor mig
som en husholder over sin egen ejendom eller over det, han har modtaget gennem
helligelse, så meget som er tilstrækkeligt for ham og hans familie."
Anvendelsen af overskuddet
Enten forvaltningen omfatter jord, butikker, møller, forretninger, gårde eller anden
ejendom, skal den trofaste husholder, som Herren giver fremgang, udvide sine
beholdninger og producere mere end der er nødvendigt til hans eget underhold. Dette
overskud skal bruges til de syge, de forældreløse, enkerne og andre trængende i
Kirken. Det skal også bruges til at genoprejse uheldige medlemmer af Kirken, som af
gode grunde ikke er i stand til at forøge deres forvaltninger.
Med hensyn til overskuddet er Herren meget bestemt: "Men skulle der efter denne
første fordeling findes mere gods i kirken eller i enkelte personers besiddelse end det,
der er nødvendigt for deres underhold, så skal dette overskud overdrages biskoppen,
og han skal opbevare det for, fra tid til anden, at hjælpe dem, som er i trang, at enhver,
der er i trang., kan blive tilstrækkelig forsynet og få, hvad han behøver.
Derfor skal overskuddet opbevares i mit forrådshus for dermed at hjælpe de fattige
og trængende, som det bliver bestemt af kirkens højråd og biskoppen og hans råd, samt
med det formål at købe jord til kirken til fælles gavn, for at bygge huse til gudstjeneste
og til opbygning af det ny Jerusalem, hvorom der senere skal blive åbenbaret, og for
at min pagts folk kan samles til et på den dag, da jeg skal komme til mit tempel. Og
dette gør jeg for mit folks frelse."
Syndere skal kastes ud
"Og det skal ske, at den, der synder og ikke omvender sig, skal udelukkes af kirken og
ikke få det igen, som han har skænket kirkens fattige og trængende, eller med andre
ord, mig -
Du skal ikke være lad; thi den lade skal ikke æde arbejderens brød eller bære hans
klæder."5.
Mormonerne er anderledes
Så snart Profeten modtog den foregående åbenbaring, den 9. februar 1831, gav ham
og biskop Partridge sig til at arbejde på at forberede de hellige i byerne Kirtland
og Thomson til at efterleve indvielsesloven: Dens formål var dobbelt: (1) at fremme
det åndelige broderskab blandt Kirkens medlemmer, og (2) at opmuntre økonomisk
fremgang gennem samfundsprojekter og gruppearbejde. Den kendsgerning, at denne

Side 108
nye, revolutionerende levevis var blevet givet ved åbenbaring, adskilte de sidste dages
hellige fra deres naboer, fordi de var anderledes. Denne forskel tjente til at binde
mormonerne tættere og tættere sammen i deres egne sociale, økonomiske og religiøse
grupper. Der var i virkeligheden kun få af de unge mennesker, som gjorde kur til eller
giftede sig uden for deres egen tro.
Hellige gaver gengivet
Herren begavede de hellige i Kirtland med mange af den "Førstefødtes Kirkes
velsignelser", for de glædede sig over "tungemålsgaven, profeti, åbenbaring, syner,
helbredelser, udlæggelse af tungemål, etc." Og de, som blev kaldet til at præsidere
over Kirken, blev til rette tid "kaldet ved profeti og håndspålæggelse af sådanne, som
har myndighed dertil, for at prædike evangeliet og tjene i dets forordninger."
Gennem indvielsesloven ønskede Herren at få medlemmerne i sin Kirke til mere
tydeligt at forstå, at enkeltvis og kollektivt var de kun af værdi for det sidste dages
program i forhold til deres evne til at arbejde villigt og i harmoni sammen. Fra disse
første dage i Kirtland og til nutiden har den uforlignelige ånd og det kooperative
broderskab i mormonsamfundets liv uudsletteligt sat deres stempel på alle de sociale,
økonomiske og religiøse projekter, som ledes af Kirken. Den højtpriste velfærdsplan i
dag er kun en indledning til den kooperative enhed, som vil herliggøre Guds folk, når
de tilfulde og hengivent efterlever indvielsesloven.
Det Ny Jerusalem
I den samme åbenbaring, som indeholdt indvielsesloven, vakte Herren interessen hos
de hellige i Kirtland for et "Nyt Jerusalem" i Amerika. "Og I skal gå ud i min Ånds kraft og
prædike mit evangelium, to og to i mit navn, og opløfte jeres røst som med en basuns
lyd og forkynde mit ord ligesom Guds engle ... I (skal) gå ud til de vestlige egne ... og
opbygge min kirke i hver egn, indtil den tid kommer, da det skal blive jer åbenbaret fra
det høje, når staden, det ny Jerusalem, skal være beredt, så I kan samles til et og være
mit folk, og jeg vil være jeres Gud."6.
Og i juni 1831 fortsætter Herren: "Derfor, sandelig siger jeg jer: Mine tjenere Joseph
Smith jun. og Sidney Rigdon skal tiltræde deres rejse ... til Missouris land. Og såfremt
de er trofaste, skal det tilkendegives dem ... jeres arveland ... dersom I er trofaste, (skal
I) samles og glædes med hinanden i Missouri, som er jeres arveland, selv om det nu
er i jeres fjenders hænder."7.
I sommeren 1831 ventede mange af de to tusind omvendte, som havde samlet sig
i Kirtland og de to nærliggende nybyggerbyer, Hiram og Thompson, blot på kaldet fra
deres Profet for at starte mod Missouri, hvor de skulle indvie deres ejendom og til
gengæld modtage en forvaltning fra Kirkens Biskops hænders.
Til det Ny Jerusalem
Ved juni konferencen kaldte Herren otteogtyve ældster til at lede turen mod vest til
stedet for det "Ny Jerusalem" ved "grænsen til lamaniterne", hvor de hellige skulle
afholde deres næste konference.
Missionærerne drog mod vest, to og to, og vidnede om, at Jesu Kristi evangelium
med dets tidligere gaver og velsignelser var blevet gengivet til mennesket. Ned gennem
staterne Ohio, Indiana, Kentucky, Illinois og Missouri rejste ældsteene - idet Joseph

Side 109
og Sidney, Edward, David og Martin viste vej. Intetsteds i historien ser man en
strålende række af gudfrygtige, begejstrede stifindere, der følger et så epokegørende
foretagende. Disse mænd erklærede, at de var blevet kaldet ved åbenbaring for at
lokalisere det bestemte sted, hvor et "Nyt Jerusalem" i Amerika skulle oprettes - et
tilflugtssted for de retfærdige i de sidste dage - endda et sted, hvor Kristus skulle have
sit hovedkvarter under sin tusindårige regering.
I løbet af få måneder var hundreder af omvendte, der var ivrige efter at bosætte sig
i det Ny Jerusalems land, på vej mod vest. Så smittende var bevægelsen, at inden
der var gået to år havde tolv hundrede mormoner nået "grænserne til lamaniterne", og
inden 1838 var dette antal sprunget op til næsten femten tusind.
Joseph ligesom Abraham
På mindst fem måder ligner Joseph Smiths mission Fader Abrahams. (1) Hver af disse
profeter havde Melkisedeks præstedømme; (2) hver af dem var i besiddelse af et
guddommeligt instrument - en Urim og Tummim; (3) hver af dem forlod på en befaling
fra himlen sit fødeland og rejste tusinder af kilometer vestpå gennem et ukendt land; (4)
hver af dem indviede et "Forjættet Land" til sit folk; (5) til Abrahams land skulle Kristus
komme og oprette sit rige i det Gamle Jerusalem; til Josephs land skal den opstandne
Herre komme i de sidste dage for at herske og regere over det Ny Jerusalem for evigt.9.
Noter
1. Kirkham, op. cit., p. 145.
2. Ibid., p. 145, 146.
3. Ap. Gern. 4:32, 34.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 146-154.
5. L. & P. 42:32-37, 42; se J. Reuben Clark, Jr., Law of Consecration, Des. News.
Ch. Section, 25. Aug. 1945.
6. L. & P. 42:6-9.
7. Ibid., 52:3-5, 42.
8. Ibid., Commentary, pp. 381-392; Roberts, Comp. Hist., Vol. 1, p. 250.
9. Se Ethers udtalelse om det Ny Jerusalem i Amerika, Ether 13:2-8.

Profeten til Independence
25. Kapitel
Indvielsen af Zion
Side 110
På en smeltende varm dag, den 15. juli 1831, trykkede Profeten og hans ledsagere
Oliver Cowderys, Peter Whitmers, doktor Frederick G. Williams' og Ziba Petersons
hænder. Disse fire ældster, som på det tidspunkt prædikede i Independence, Missouri,
var blevet der, medens Parley P. Pratt vendte tilbage til Kirtland for at få instruktioner
fra Profeten.
Da Joseph Smith kom ind i denne vestlige handelsstation, der bestod af omkring tyve
bjælkehuse med tage af jord, grupperet omkring et bjælkedomhus og to almindelige
butikker, så han et vidtstrakt, uopdyrket sted, der ejede alle egenskaber for et
dumdristigt, vestligt mødested. På alle sider var grupper af støjende handlende,
der udvekslede friske forsyninger med de svulmende bylter af skind og de magre
forrådssække fra pelsjægerne. På markerne og i husene udførte sorte slaver alt det
simple arbejde, lige fra huslige pligter til opdyrkning af markerne og indhøstning af
kornet.
Et århundrede tilbage
Om det, som ældsterne mødte, da de ankom til Independence, skriver Joseph Smith:
"Vore tanker var mange, vi som var kommet fra en højt kultiveret samfundstilstand i
øst, og nu stod ved de yderste eller vestlige grænser til de Forenede Stater, og så ind
i en uhyre ødemark med dem, som sad i mørke; hvor naturligt var det at lægge mærke
til den fornedrelse, den mangel på intelligens, den glubskhed og den misundelse, der
fandtes hos et folk, som var næsten et århundrede tilbage, og at føle for dem, som
vandrede rundt uden fordelen ved civilisationen, kulturen eller religionen; ja, og udbryde
i Profeternes sprog: 'Hvornår vil ørkenen blomstre som en rose? Hvornår vil Zion blive
opbygget i sin herlighed, og hvor vil Dit tempel stå, hvortil alle nationer skal komme i
de sidste dage?'"1.
Tempelgrunden valgt
Profeten fortsætter imidlertid med følgende udtalelse: "Vor ængstelse blev snart lindret
ved at vi modtog følgende: 'Giv agt! siger Herren, jeres Gud, I min kirkes ældster, som
ifølge mine befalinger har samlet jer i dette land, som er Missouri, det land, som jeg har
bestemt og indviet som indsamlingssted for de hellige. Derfor er det det forjættede land
og stedet for Zions by. Og således siger Herren, jeres Gud: Om I vil modtage visdom,
er den her. Se, det sted, som nu kaldes Independence, er midtpunktet, og stedet for
templet ligger mod vest på en grund ikke langt fra domhuset."2.
Med denne åbenbarings komme var brødrene klar over, at de stod på hellig grund
- selve stedet for den sidste forvaltnings Ny Jerusalem. Her var også stedet, hvor Adam,
Guds søn, havde boet, og ligeleds det land, hvortil Adam ville vende tilbage i de sidste
dage for at afsige dom over nationerne.
Land skal købes

Side 111
De hellige fik befaling om at sikre sig deres arv: "Derfor er det visdom, at de hellige
køber landet og hvert stykke deraf, som ligger mod vest indtil grænselinien mellem
jøde og ikke-jøde. Og ligeledes hvert stykke, der grænser til prærien, så meget som
mine disciple er i stand til at opkøbe af landet. Se, det er visdom, at de må erholde
det til evig arv."3.
Da indianerne oprindelig var kommet fra Jerusalem, blev der hentydet til dem som
jøder, medens de hvide blev kaldt ikke-jøder. Da Profeten fandt ud af, at landet kunne
købes til $ 1.25 (ca. kr. 8.50) pr. acre (0.4 hektar), instruerede han Kirkens ledere om
at sikre sig store strækninger land mod vest og mod nord fra Independence, herunder
det distrikt, som nu omfatter stedet for Kansas City.
Aftaler træffes
Herren kaldte Sidney Gilbert til at indrette en forretning og "sælge varer uden snyderi."
Fortjenesten skulle bruges til gavn for Zion. Biskop Edward Partridge skulle "uddele
arven til de hellige", medens William W. Phelps og Oliver Cowdery skulle sørge for
deres pædagogiske fornødenheder. Oliver Cowdery skulle også fortsætte "med at
trykke, udvælge og skrive bøger for kirkens skoler, så de små børn må få en sådan
undervisning, som er mig til behag,"4 siger Herren.
Nye medlemmer døbt
Profetens dagbog for den 17. juli beskriver den første søndag i Zion: "Den første sabbat
efter vor ankomst til Jackson County prædikede broder W. W. Phelps til en vestlig
forsamling på grænsen til De Forenede Stater, og der var tilstede repræsentanter for
alle familierne på jorden: Sem, Kam og Jafet."5. Ved slutningen af dette møde blev to
omvendte døbt.
Zion indviet
Tirsdag den 2. august 1831 var en mindeværdig tid for de hellige. På den dag
var Joseph Smith, Oliver Cowdery, Sidney Rigdon, biskop Partridge, Martin Harris,
Frederick G. Williams og hundrede andre mormoner samlet omkring en stabel bjælker,
som skulle anvendes til at bygge det første hus i Zions hovedstad. Det sted, der var
valgt, lå 20 km vest for Independence, indenfor grænserne af det, som nu er Kansas
City.
På det fastsatte tidspunkt var der tolv mænd, anført af Profeten, som ærbødigt lagde
den første bjælke på plads, idet de repræsenterede de "Tolv Israels stammer." Zion
var ved at blive dannet! Profeten skriver: "Zions land blev helliget og indviet af ældste
Sidney Rigdon til indsamlingen af de hellige. Det var en glædesdag for dem, der var
tilstede, og gav dem et glimt af fremtiden, som senere skulle åbenbares til de trofastes
tilfredshed." 6.
Olivers rapport
Oliver Cowdery skriver, at Sidney Rigdon satte de hellige under en højtidelig pagt:
"Modtager I dette land som jeres arveland fra Herren med taknemmeligt hjerte?"
"Svar fra alle: 'Det gør vi'"

Side 112
"Lover I jer selv at holde Guds lov i dette land, som I aldrig har holdt i jeres eget
land?"
"Det gør vi".
"Lover I jer selv at sørge for, at andre af jeres brødre skal komme hertil for at holde
Guds love?"
"Det gør vi".
"Efter bønnen rejste han sig og sagde: 'Jeg erklærer nu dette land for helliget og
indviet til Herren som de helliges ejendom og arv, og for alle Herrens trofaste tjenere,
lige til de seneste tider, i Jesu Kristi navn og med myndighed fra Ham. Amen.'"7.
Tempelgrunden indviet
Den næste dag, onsdag den 3. august, beretter Profeten, at nogle få af brødrene
ledsagede ham ca. 20 km mod øst til tempelgrunden, "hvor jeg", siger han, "gav mig til
at indvie stedet for templet, lidt vest for Independence, og der var også Sidney Rigdon,
Edward Partridge, W. W. Phelps, Oliver Cowdery, Martin Harris og Joseph Coe tilstede.
Den 87. Salme blev læst: 'Sin stad, grundfæstet på hellige bjerge, har Herren kær,
Zions porte fremfor Jakobs boliger. Der siges herlige ting om dig, du Guds stad ... Men
Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved magt ...'
Scenen var højtidelig og betagende."$.
Da tempelgrunden lå omkring en halv kilometer vest for byen og var dækket af
en tæt trævækst, holdt de syv brødre deres højtidelighed i det fri uden afbrydelse.
Indholdet af Profetens indvielsesbøn er ikke nedskrevet, men George Q. Cannon
skriver: "Bønnerne til himlen på dette sted har helliggjort det for alle tider og så længe
jorden består."9.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., p. 189.
2. L. & P. 57:1-3.
3. Ibid., 57:4, 5.
4. Ibid., 57:8-13; 55:4.
5. Joseph Smith, op. cit., p. 190.
6. Ibid., p. 196.
7. Idem.
8. Ibid., p. 199.
9. Bemærk: Tempelgrundens område er mindre end 0,8 hektar. Når man nærmer
sig den fra vest, er terrænet stigende, men fra øst er det meget jævnt. Det er det
højeste sted i det område. Cannon, op. cit., p. 102. Se Moses 7:62-67 om Enoks
profeti angående det Ny Jerusalem.

Klimaet i Zion - Eksporten
26. Kapitel
Kirtland og Jackson County - To hovedsæder for kirken
Side 113
Klimaet i Zions hovedstad er meget gunstigt for dyrkningen af alle slags korn, frugt
og grøntsager, som er naturlige for den varme tempererede zone. Jordbunden er
for størsteparten fed muldjord, blandet med sand og ler. Amtets ubegrænsede lerlag
producerer en af de mest sjældne kvaliteter af mursten i Amerika, desuden frembringer
dets stenbrud en overflod af fremragende lyse bygningssten. Da staten Missouri
eksporterer sit overskud af bly, råler, kalk, majs, Portland cement, smør, ost, mælk,
kul, zink, kobber og sølv, er den kendt som en rig stat.
Herlighed på visse betingelser
Selv om Herren i 1831 erklærede, at Han var rede til at lade de hellige indrette sig i
deres Ny Jerusalem, advarede Han dem i bestemte vendinger om, at deres muligheder
for at grundlægge Zion i det land på den tid var på betingelser, fuldstændig afhængigt
af deres evne til at gøre sig kvalificeret til det. Åbenbaringens ord forklarer: " ... Derfor
har jeg sendt jer, at I skal være lydige, ... at I må have den ære at lægge grundvolden og
vidne om det land, hvorpå Guds Zion skal stå ... I kan ikke nu med jeres naturlige øjne
se Guds hensigt med hensyn til det, som skal komme herefter og den herlighed, der
skal følge efter megen trængsel. Thi efter megen trængsel kommer velsignelse. Derfor
skal den dag komme, da I skal krones med megen. herlighed. Timen er endnu ikke
inde, men er nær. Kom dette i hu, som jeg siger jer forud, så I kan lægge det på sinde
og tage imod det, der skal følge efter ... Jeg befaler, og menneskene adlyder ikke, jeg
tilbagekalder, og de modtager ikke velsignelsen. Men da siger de i deres hjerte: Dette
er ikke Herrens værk, thi hans forjættelser er ikke blevet opfyldt. Men ve sådanne, thi
deres løn venter dem nedefra og ikke ovenfra."1.
Hvad der menes med Zion
Profeten bekendtgjorde, at "Både Nord- og Sydamerika er selve Zion fra nord til syd",
men at "Herrens Bjerg skal være ... midt i landet,"2 i Jackson County, Missouri. Med
hensyn til Zions storhed, åbenbarede Herren, skal Zion "brede sig og blive meget herlig,
stor og frygtet. Og jordens nationer skal ære hende."3.
I det store og hele kan man sige, at Zion hentyder til S.D.H. Kirkens hovedkvarter,
lige meget hvor det er oprettet, men den tekniske betydning af Zion er imidlertid, "de
rene af hjertet", eller "det sted, hvor de rene af hjertet bor." Herren har erklæret, at
Zions forløsere skal være de hellige, som er lydige mod enhver af Guds love.4.
Den førstekonference i Zion
Den første uge i august 1831 bragte mange begivenhedsrige hændelser for de hellige i
deres nye Zion. Om tirsdagen, den anden, blev landet indviet; onsdag, den tredie, blev
tempelgrunden indviet, og om torsdagen blev den første konference afholdt i Joshua
Lewis's bjælkehus i Kaw Township. Den Helligånd hvilede over de hellige i rigt mål, og
vidnede på overbevisende måde om, at Gud var glad ved deres arbejde i Zion.

Polly Knights begravelse
Side 114
Profeten skriver: "Den 7. overværede jeg Joseph Knight, seniors, hustru, søster Polly
Knights begravelse. Dette var det første dødsfald i Kirken i dette land, og jeg kan sige,
en værdig moder sover i Jesus til opstandelsen."
Newel Knight siger, da han beretter om sin moders død, at skønt hun var meget
syg under det meste af den 2400 km lange rejse fra Colesville, New York, "ville hun
dog ikke samtykke i at standse rejsen; hendes eneste, eller største, ønske var at
sætte sine fødder på Zions land, og at få sit legeme begravet i dette land." Medens
de var på damperen, der førte dem op ad Missouri-floden, siger han: "Jeg gik i land
og købte tømmer til at lave en kiste for det tilfælde, at hun skulle dø, før vi nåede vort
bestemmelsessted - så hurtigt gik det ned ad bakke med hende. Men Herren gav hende
hendes hjertes ønske, og hun levede længe nok til at sætte foden på dette land."5.
Åbenbaring angående sabbaten
Efter Mrs. Knights begravelse på Herrens dag, og medens en skare vesterlændinge
råbte op og spillede ved hestevæddeløbene, trak Profeten sig tilbage til sit værelse
for at bede og meditere. Det var her, at Gud gav Kirken den første åbenbaring om
sabbatdagens hellighed, idet Han åbenbarede en meget vigtig nøgle til at overvinde
verdens synder: "Og for at du kan holde dig fuldstændig uplettet af verden, skal du
gå til bedehuset og ofre dine sakramenter på min hellige dag. Thi sandelig, dette er
en dag, der er bestemt for dig til at hvile fra dit arbejde og tilegne den Allerhøjeste
din andagt ... på denne dag skal du ikke gøre andet end tilberede din mad i hjertets
oprigtighed, så din faste må være fuldkommen, eller med andre ord, at din glæde må
være fuldkommen ... Men lær, at den, der gør retfærdigheds gerninger, skal få sin løn,
nemlig fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende. Jeg, Herren, har talt det, og
Anden bevidner det. Amen."6.
Man lærer af denne åbenbaring, at sabbaten skal være en dag til hvile og
gudsdyrkelse, såvel som en dag, hvor man skal glæde sig og sige tak. Selv maden
skal tilberedes med det mindst mulige arbejde.
Talenterne skal ikke skjules
Den næste dag revsede Herren ældsterne, fordi de skammede sig for at opløfte deres
røst til forsvar for Jesu Kristi evangelium: "Men i nogle har jeg ikke behag, thi de vil ikke
oplade deres mund; men af frygt for mennesker skjuler de det talent, som jeg har givet
dem. Ve sådanne, thi min vrede er blusset op imod dem. Og dersom de ikke er mere
trofaste imod mig, skal det, som de har, tages fra dem ... Du skal ikke bortødsle din tid,
ej heller skal du begrave dit talent, så ingen bliver bekendt dermed."7.
"Intet kød kan være sikker på vandene"
Joseph og ni ledsagere startede den 9. august i kanoer ned ad Missourifloden, 480 km
til St. Louis. Den tredie dag skrev Profeten: "Broder Phelps så i et syn ved højlys dag
ødelæggeren fare hen over vandet i al sin magt; andre hørte røsten, men så ikke synet.
Næste morgen efter bøn modtog jeg følgende: ' ... Se, der er mange farer på vandet ...
Thi jeg, Herren, har i min vrede besluttet, at der skal ske mange ulykker på vandene ...

Side 115
Se, jeg, Herren, velsignede i begyndelsen vandene; men i de sidste dage forbandede
jeg dem ... Derfor skal de dage komme, da intet kød kan være sikker på vandene.'"8.
Skønt Profeten var i Missouri i mindre end tre uger, modtog han seks
betydningsfulde åbenbaringer..
Den 13. august mødte Joseph adskillige ældster fra Kirtland, "på vej til Zions
land". På deres bøn adspurgte Profeten Herren og modtog en åbenbaring til deres
opbyggelse.10. Han tilføjer derefter: "Efter dette møde med ældsterne fortsatte Sidney
Rigdon, Oliver Cowdery og jeg selv vor rejse over land til St. Louis. Fra dette sted tog
vi diligencen ... til Kirtland, hvortil vi ankom i god behold den 27. august 1831."11.
To hovedkvarterer for Kirken oprettet
I løbet af femten måneder efter at Profeten havde organiseret Kirken i Fayette,
New York, installerede han sine tilhængere i to hovedkvarterer - Kirtland, Ohio, og
Independence, Missouri. Til trods for den kendsgerning, at disse steder var adskilt fra
hinanden ved 1500 km sparsomt bebygget prærieland, med langsomme og vanskelige
rejsemuligheder, lagde Profeten bestemte planer om at bygge et tempel i hvert
hovedkvarter. Skønt Herrens Hus i Kirtland skulle være et forberedende tempel, skulle
dog rygtet om det største af alle templer - templet i Zions hovedstad -spredes ud over
verden, da det ejede en "skønhedens fuldkommenhed" og en "arkitekturens storhed",
som var mere strålende end Salomons Tempel i gamle dage.
Indvielsens lov i Kirtland hører op
Da indvielsens lov i Kirtland viste sig at være meget prøvende, om ikke
revolutionerende for de hundreder af nye medlemmer, som flokkedes i Kirken, hørte
Profeten efter et år eller to op med den i Ohio. Ikke desto mindre instruerede han
Kirkens ledere i Jackson County, Missouri, om, at alle hellige, som flyttede ind i Zions
hovedstad, skulle overholde indvielsens lov. De skulle overlevere deres ejendele i
Kirkens biskop, Edward Partridges hænder, og han ville til gengæld overdrage dem
deres forvaltninger. Der skulle ikke være hverken "rige eller fattige i Zions land", for
således havde Herren sagt.
Den anden biskop i Kirken, Newel K. Whitney, som præsiderede over de to eller tre
tusinde hellige, der var blevet tilbage i Kirtland, skulle opretholde et forenet, broderligt
samarbejde, men specielt blev han kaldet til at indsamle ydelser og gøre rede til at
bygge et Herrens Hus i Kirtland til fyrretyvetusind dollars (ca. 280.000 kroner).
Noter
1. L. & P., 58:6, 7, 3-5, 32, 33.
2. Joseph Fielding Smith: Joseph Smiths lærdomme, side 438.
3. L. & P., 97:18, 19.
4. Ibid., 105:5, 37.
5. Joseph Smith, op. cit., p. 199.
6. L. & P. 59:9, 10, 13, 14, 23, 24.
7. Ibid., 60:2, 3, 13; Matt. 25:14-30 giver Kristi ord til sine apostle angående
talenter.
8. L.& P. 61:4,5,14,15.
9. Ibid., 57-62.

10. Ibid. 62.
11. Joseph Smith, op. cit., pp. 205, 206.
Side 116

Flytning til Hiram
27. Kapitel
Tilgivelse - Syn af herlighederne
Side 117
Kort efter at være vendt tilbage fra Jackson County i 1831 skriver Profeten: "Den første
del af september blev tilbragt med at gøre forberedelser til at flytte til byen Hiram (ca.
30 km sydøst for Kirtland) og genoptage vort arbejde med oversættelsen af Bibelen.
De brødre, som fik befaling om at rejse til Zion, var ivrigt optaget med at gøre sig rede
til at starte i oktober måned. Den 11. september modtog jeg følgende: "
Tilgivelse af synder
" ... sandelig siger jeg jer: Jeg, Herren, forlader dem deres synder, som bekender dem
for mig og beder om tilgivelse ... Mine disciple fordum søgte at finde fejl hos hinanden
og tilgav ikke hinanden af hjertet, og af denne grund blev de hjemsøgt og revset hårdt.
Derfor siger jeg jer, at I skal tilgive hinanden; thi den, som ikke tilgiver sin broder hans
synder, står fordømt for Herren; thi på ham hviler en større synd.
Jeg, Herren, tilgiver hvem jeg vil, men af jer forlanges det, at I tilgiver alle
mennesker."'.
Mrs. Johnson helbredt
Det var på denne tid, at Mrs. John Johnson, som havde været plaget af en lam arm og
ikke var i stand til at løfte sin hånd op til hovedet, besøgte Joseph Smith og ønskede
en velsignelse. Profeten "sagde, idet han tog Mrs. Johnson ved hånden, på den mest
højtidelige og indtrængende måde: 'Kvinde, i vor Herres, Jesu Kristi navn befaler jeg
dig at blive rask.'" Hun blev helbredt øjeblikkelig, og den næste dag vaskede hun sit
tøj uden den mindste smerte.2.
Åbenbaringer skal offentliggøres
Ivrig efter, at den voksende Kirke skulle gøres bekendt med Guds åbenbarede ord,
gjorde Profeten forberedelser til at udgive "Åbenbaringernes Bog" - omtrent den ene
halvdel af den nuværende Lære og Pagter.
Ved en særlig konference den 1. november 1831 åbenbarede Herren "Forordet
til Befalingernes Bog" og instruerede Joseph om at indsætte det som første afsnit.
En skolelærer, William E. McLellin, påstod, at. den grammatikalske opbygning af
nogle af åbenbaringerne skulle revideres og gøres mere klassisk. For at tilfredsstille
ham adspurgte Joseph Herren og modtog en udfordring med hensyn til at skrive
åbenbaringer: "Udsøg nu i Befalingernes Bog den mindste befaling og udvælg den
klogeste iblandt jer; og om der findes nogen iblandt jer, der kan skrive en, der er den
lig, da er I retfærdiggjort, når I siger, at I ikke ved, om de er sande. Men dersom I ikke
kan skrive en, der er lig den, da er I under fordømmelse, om I ikke vidner om, at de
er sande."'.
McLellin modtager udfordringen

Side 118
"William E. McLellin, som efter sin egen vurdering var den klogeste mand," skriver
Profeten, "og som havde mere lærdom end fornuft, forsøgte at skrive en befaling som
en af de mindste af Herrens, men det mislykkedes; det var et frygteligt ansvar at skrive
i Herrens navn. Ældsterne og alle de andre tilstedeværende, som var vidne til dette
forgæves forsøg hos et menneske på at efterligne Jesu Kristi sprog, fornyede deres tro
på evangeliets fylde og på sandheden af de befalinger og åbenbaringer, som Herren
havde givet Kirken gennem min medvirken, og ældsterne tilkendegav en villighed til at
bære vidnesbyrd om deres sandhed for hele verden."4.
Ved en konference, der afholdtes i Amherst den 25. januar 1832, blev Joseph Smith
opretholdt og ordineret som "Præsident for det Høje Præstedømme". Han præsiderede
imidlertid uden rådgivere i de næste to år.
Flere riger end ét
"Medens vi udførte oversættelsesarbejdet (16. februar 1832), som Herren havde pålagt
os, kom vi til det niogtyvende vers i Johannes-Evangeliets femte kapitel, som blev givet
til os som følger: Idet han taler om de dødes opstandelse, angående de, som skal høre
Menneskesønnens røst og skal gå frem - de, som har gjort det gode for at opstå til liv,
men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom - fik dette os til at undres, for det
var givet os af Ånden.5.
"Og medens vi overvejede dette, rørte Herren ved vor forstands øjne, og de
åbenbarede s, og Herrens herlighed skinnede om os. Og vi så Sønnens herlighed, ved
Faderens højre hånd ... Thi vi så ham ved Guds højre hånd, og vi hørte røsten, som
vidnede, at han er Faderens Enbårne - "6.
Et uforligneligt åndeligt drama, som for første gang, så vidt det er berettet,
åbenbarede de tre riger af herlighed - det telestiale, det terrestriale og det celestiale
- blev den gang udfoldet for Joseph Smiths og Sidney Rigdons syn.
Fortabelsens sønner
Et eller andet sted, på et sted med evig sorg, udenfor de tre rigers dal, så brødrene
"Lucifer, en morgenrødens søn ... Satan ... djævelen, der gjorde oprør mod Gud ...
Og vi så et syn af deres lidelser, mod hvem han førte krig og overvandt." Thi det var
dem, "som kender min magt og har fået del deri og alligevel har ladet sig overvinde
af djævelens magt til at fornægte sandheden og trodse min magt - ... Om disse har
jeg sagt, at der ingen tilgivelse er, hverken i denne verden eller den tilkommende, da
de har fornægtet den Helligånd, efter at de har modtaget den ... Disse er fortabelsens
børn, om hvem jeg siger, at det havde været bedre for dem, om de aldrig var blevet født
... Som fornægter Sønnen, efter at Faderen har åbenbaret ham," thi alle skal frelses
"undtagen fortabelsens sønner ... Og når den slutter, eller hvor stedet er, og hvad de
lider der, ved intet menneske, thi det er aldrig blevet åbenbaret, ej heller er det nu og
skal aldrig blive åbenbaret for menneskene med undtagelse af dem, der får del deri.
Dog viser jeg, Herren, det for mange i syner, men lukker straks for igen."7.
De tre riger af herlighed
Som en slående kontrast til det foregående sorgens og lidelsens rige, viste Herren
Joseph og Sidney det strålende celestiale rige. De så magten og myndigheden hos
dem, "som ... bliver beseglet ved forjættelsens Helligånd, som Faderen udgyder over

Side 119
alle dem, der er retskafne og sanddru. Det er disse, som er den Førstefødtes menighed.
Det er disse, i hvis hænder Faderen har givet alt ... Disse skal bo i Guds og Kristi
nærhed fra evighed til evighed ... Det er disse, hvis legemer er celestiale, hvis herlighed
er som solens glans, Guds herlighed, den højeste af alle, af hvilken herlighed solen
på himmelhvælvingen siges at være et sindbillede."$. Som scenen skifter fortsætter
Profeten: "Og videre så vi den terrestriale verden ... hvis herlighed er forskellig fra
den Førstefødtes menigheds ... ligesom månens glans er forskellig fra solens på
himmelhvælvingen ... som ikke modtog Jesu vidnesbyrd i kødet ... Disse er jordens
hæderlige mennesker, som er forblindet ved menneskers underfundighed ... som ikke
er tapre i Jesu vidnesbyrd; derfor får de ikke Guds riges krone. Og videre så vi de
telestiales herlighed ... ligesom stjernernes glans ... Det er disse, som ikke modtog Kristi
evangelium eller Jesu vidnesbyrd ... som er nedstyrtet til helvede ... som ikke modtager
af hans fylde i den evige verden, men af den Helligånd gennem de terrestriales
betjening ... Det er disse, der er løgnere, troldkarle, ægteskabsbrydere, horkarle og de,
der elsker og øver løgn ... utallige, som stjernerne på himlen eller som havets sand
... Og de skal være den Allerhøjestes tjenere, men hvor Gud og Kristus er, kan de i
evighed ikke komme."9.
De fastlagte steder skal være permanente
Profeten udtaler, at på en bestemt fremtidig dag vil hvert menneske gå ind til sit
bestemte rige - det telestiale, det terrestriale eller det celestiale. Denne dag vil imidlertid
ikke komme før efter den sidste opstandelse, efter at alle forløsende kræfter, herunder
alle principperne og ordinanserne i tempelarbejdet, er blevet udøvet til menneskets
frelse. Til sidst vil mennesket forblive i sit fastlagte rige, idet han går fremad i sin egen
sfære, men ikke får lov til at blive forfremmet fra det ene rige til det andet. Væsener
i det celestiale rige, kan imidlertid, efter speciel kaldelse, betjene de terrestriale, og
væsener fra det terrestriale betjene de telestiale.
Jorden skal blive et eelestialt rige
Stedet, hvor de to laveste riger vil blive oprettet, er aldrig blevet åbenbaret, men, Herren
viste Profeten, at denne jord skal "helliggøres for al uretfærdighed", og "krones med
herlighed," så at legemer, der tilhører det celestiale rige, må eje den til evig tid, "thi i
dette øjemed blev den skabt."10. I henhold til denne åbenbaring vil alle mennesker,
som ikke har kvalificeret sig til at opnå celestiale legemer i opstandelsen, forlade denne
jord for aldrig at vende tilbage.
Dibble's oplevelse
"Det syn, som er berettet i bogen Lære og Pagter," beretter ældste Philo Dibble, en nær
ven af Profeten, "blev givet i 'Fader Johnsons' hus i Hiram, Ohio, og medens Joseph
og Sidney var i ånden og så himlene åbne, var der andre mænd i værelset, måske
tolv, hvoraf jeg var den ene en del af tiden - sandsynligvis to trediedele af tiden. Jeg
så herligheden og følte kraften, men så ikke synet.
Begivenhederne og samtalerne, medens de så, hvad der er nedskrevet (og mange
ting blev set og fortalt, som ikke er nedskrevet) vil jeg fortælle, som det er nødvendigt.
Joseph sagde, med mellemrum: 'Hvad ser jeg?', således som man kan sige, når
man ser ud af vinduet, og ser noget, som alle i værelset ikke kan se. Så fortalte han,
hvad han havde set eller hvad han så på. Så svarede Sidney: 'Jeg ser det samme'.

Side 120
Lidt efter kunne Sidney sige: 'Hvad ser jeg?' og gentage, hvad han havde set eller
så, og Joseph svarede: 'Jeg ser det samme'.
Denne måde at samtale på blev gentaget med korte mellemrum lige til slutningen af
synet, og i hele perioden blev der ikke sagt et ord af nogen anden ... Ikke en lyd eller
bevægelse af andre end Joseph og Sidney, og det forekom mig, at de aldrig bevægede
et led eller et lem i al den tid jeg var der, hvad jeg tror var over en time, og lige til
slutningen af synet.
Joseph sad fast og rolig hele tiden, midt i en vidunderlig herlighed, men Sidney sad
svag og bleg, tilsyneladende så slatten som en klud. Da Joseph lagde mærke til dette
ved slutningen af synet, bemærkede han smilende: 'Sidney er ikke vant til det, således
som jeg er.'"11.
Noter
1. L. & P. 64:7-10.
2. Joseph Smith, op. cit., pp. 215, 216; Roberts, op. cit., p. 267.
3. L. & P. 67:6-8.
4. Joseph Smith, op. cit ; 225, 226.
5. Ibid., p.245; Henry H. Rolapp, Gospel Quotations, pp. 149-152.
6. L. & P. 76:19, 20, 23.
7. Ibid., 76:26, 28-30, 30, 31, 34, 35, 32, 43, 45-47.
8. Ibid., 76:53-55, 62, 70.
9. Ibid., 76:71-119.
10. Ibid., 88:17-25; Tiende Trosartikel.
11. Instructor, Vol. XXVII, p. 303.

28. Kapitel
Tjære og fjer - Seer-evne - Brigham Young møder profeten
Mæslinger - pøbelhandlinger
Side 121
Idet han hentyder til de elleve måneder gamle tvillinger, de havde adopteret fra
Murdocks, skriver Profeten,: "Den 24. marts (1832) havde de tidligere omtalte tvillinger,
som havde været syge af mæslinger i nogen tid, fået os til at blive så udkørte af at pleje
dem, især min hustru, at jeg om aftenen sagde til hende, at hun hellere måtte gå til
hvile med det ene af børnene, og jeg ville så våge over det mest syge barn."
Josephs kamp med pøbelen
"Om natten sagde hun til mig, at jeg hellere måtte lægge mig ned på rullesengen, og
det gjorde jeg, og blev kort efter vækket ved, at hun skreg 'mord', og fandt mig selv
farende ud af døren lige i hænderne på en halv snes mænd, nogle af disse havde fat i
mit hår, og nogle i min skjorte, i mit nattøj og mine lemmer ... Jeg kæmpede en desperat
kamp, hvad jeg var tvunget til, for at slippe fri, men fik kun et ben fri, med hvilket jeg
langede ud efter en mand, og han faldt på dørtrinet. Jeg blev straks overmandet igen
... Da de gik rundt om huset med mig, kom den fyr, som jeg havde sparket, hen til
mig og slog sin hånd, der var helt dækket med blod, ind i mit ansigt og mumlede, med
en hoverende, rå latter: '... jeg skal ordne dig.'" Idet han greb Joseph i struben, holdt
han fast, til Profeten tabte vejret. Denne bandit, der blev anset for den stærkeste mand
i de vestlige reservetropper, havde pralet med, at han kunne trække Profeten ud af
huset alene. Luke Johnson beretter, at "Joseph slyngede benet frem og gav Waste
et spark, som sendte ham sprællende hen ad gaden." Waste berettede bagefter, at
Joseph Smith var den stærkeste mand, som han nogensinde havde lagt hånd på.l.
Bevidstløs på den frosne jord
"Da jeg, medens de gik afsted med mig, kom omtrent tredive favne fra huset, så jeg
ældste Rigdon ligge udstrakt på jorden, der hvor de havde trukket ham hen ved hælene.
Jeg antog han var død."
Efter at pøbelen på skammelig måde havde slået Profeten, forsøgte de at forgive
ham: "De prøvede at tvinge en medicinflaske ind i min mund, og jeg knuste den med
mine tænder. Alle mine klæder blev revet af mig undtagen min skjortekrave; og en af
mændene faldt over mig og rev min krop med sine negle ligesom en gal kat, og så
mumlede han: 'J-a-, det er den måde den Helligånd falder på folk!'"
Joseph rullet i tjære og fjer
Mændene rullede så Josephs blødende legeme i tjære og fjer fra hoved til fod. "De,
fjer, som blev brugt ved denne lejlighed, tog pøbelen fra ældste Rigdons hus. Efter at
de havde grebet ham og trukket ham ud, vendte en af banditterne tilbage for at få fat
i nogle puder.
Så forlod de mig, og jeg forsøgte at rejse mig, men faldt igen; jeg trak tjæren bort
fra mine læber, så jeg kunne ånde lidt mere frit, og efter en stunds forløb begyndte

Side 122
jeg at komme til mig selv og rejste mig op, hvorpå jeg så to lys. Jeg begav mig afsted
henimod dem og fandt ud af, at det var hos Fader Johnson.
Jeg kom hen til døren ... og da min hustru så mig, troede hun, at jeg var helt slået i
stykker, og besvimede ... Jeg bad om et tæppe ... Mine venner tilbragte natten med at
skrabe og fjerne tjæren og vaske og rense min krop, så at jeg om morgenen var rede
til at blive klædt på igen."
Sidney stadig i vildelse
Den næste dag, som var sabbat, gik Profeten til Kirken, men forestil Dem hans
overraskelse, da adskillige medlemmer af pøbelhoben kom til mødet for at høre
ham tale. "Med huden skrammet over det hele og ansigtet skamferet," beretter han,
"prædikede jeg for forsamlingen som sædvanlig, og om eftermiddagen den samme dag
døbte jeg tre personer.
Den næste morgen gik jeg hen for at se til ældste Rigdon og fandt ham i vildelse,
med hovedet stærkt betændt, for de havde trukket ham ved hælene, og med disse så
højt fra jorden, at han ikke kunne løfte hovedet fra den ru, frosne overflade, hvad der
sønderrev det betydeligt ...
Under pøbeloverfaldet pådrog den ene af tvillingerne sig en alvorlig forkølelse, og
blev stadig dårligere indtil fredag den 29. marts 1832, og døde så."2. Dette var det
første dødsfald som resultat af brutale overfald fra en rasende pøbel.
Den anden rejse til Jaekson County
"Jeg var sammen med Joseph den næste morgen", skriver Philo Dibble, "efter at han
var blevet rullet i tjære og fjer af en pøbelhob i byen Hiram. Efter at han var blevet
vasket og havde fået rent tøj på, hørte jeg ham sige til Sidney Rigdon, som også var
blevet rullet i tjære og fjer, 'Nu, Sidney, er vi rede til at gå på den mission', idet han
hentydede til en befaling fra Gud om at rejse til Jackson County."3.
Om de begivenheder, som fulgte, beretter Profeten: "Den første april startede jeg
mod Missouri" på en rundtur på mere end tre tusind kilometer under betingelser, som
til tider var meget kvalfulde. På rejsen "købte vi en masse papir til trykkeriet i Zion."
Dette papir skulle bruges til et tredobbelt formål: at trykke Lære og Pagter, de første
sange for Kirken og den første avis, Evening and Morning Star.4. Den 1. maj 1832
blev det besluttet, at tre tusind eksemplarer af Befalingernes Bog skulle trykkes i det
første oplag.5. På grund af forfølgelserne et år senere kom der imidlertid kun nogle få
uindbundne eksemplarer fra trykkeriet.
Whitney hæmmet af et brækket ben
"Den 6. maj", fortsætter fortællingen, "sagde jeg farvel til brødrene i
Independence, og begyndte, i selskab med brødrene Sidney Rigdon og biskop
Newel K. Whitney, hjemrejsen til Kirtland ... Før vi ankom til New Albany, blev hestene
forskrækkede, og medens vi kørte for fuld fart, forsøgte Biskop Whitney at hoppe af
vognen, men da hans frakke hang fast, fik hans fod fat i hjulet, og han brækkede benet
og foden på flere steder; samtidig sprang jeg af, uskadt."
Medens de ventede på broder Whitney, medens han lå i sengen i fire uger på
Porter Kroen, fortæller Profeten om, hvorledes han blev forgivet: "Jeg rejste mig fra
middagsbordet, gik lige hen til døren og begyndte at kaste frygteligt op. Jeg kastede

Side 123
store mængder blod og giftstoffer op, og så store var muskelsammentrækningerne i
min krop, at min kæbe nogle øjeblikke gik af led. Dette havde jeg held til at ordne ved
at sætte den på plads med mine egne hænder, og skyndte mig så til broder Whitney
(som lå i sengen) så hurtigt som muligt; han lagde sine hænder på mig og salvede mig i
Herrens navn, og jeg blev øjeblikkelig helbredt, skønt virkningen af giften var så stærk,
at den fik meget af håret til at løsne sig på mit hoved."
Ledet hjemad ved seer-evne
Eftersom tiden gik, beretter Profeten, som var ivrig efter at fortsætte sin rejse: "Broder
Whitney havde ikke flyttet sin fod ud af sengen i næsten fire uger, da jeg gik ind i hans
værelse, efter en spadseretur i lunden, og sagde til ham, at hvis han ville samtykke
i at starte på hjemturen om morgenen, ville vi tage en vogn til floden, omkring seks
kilometer derfra, og der ville så være en færge ventende, som hurtigt kunne bringe os
over på den anden side, hvor vi ville finde en båd ventende, og vi ville være på vej
op ad floden før klokken ti og få en heldig rejse hjem. Han tog mod til sig og sagde til
mig, at han ville tage afsted. Vi startede næste morgen og fandt alting, som jeg havde
fortalt ham det."6.
Brigham Young og Heber C. Kimball døbt
Medens Joseph var ude ved den vestlige grænse, blev Brigham Young, en af de
fremtidige store mænd i Amerika, døbt i Mendon, Monroe County, New York, den 14.
april 1832; desuden blev hans nære ven, Heber C. Kimball, den næste dag også døbt.
Begge disse mænd, som straks blev ordineret til ældster, begyndte at døbe og bekræfte
deres familier og venner, og i løbet af kort tid oprettede de en driftig gren af Kirken på
omtrent tredive medlemmer i deres hjemby.7.
Modtager et vidnesbyrd på forhånd
Heber C. Kimball beretter følgende bemærkelsesværdige oplevelse, som gik forud
for hans dåb: "Ved en bestemt lejlighed mødtes Fader John Young, Brigham Young,
Joseph Young og jeg for at hente noget brænde til Phineas H. Young. Medens vi var
beskæftiget med dette, spekulerede vi på de ting, som vi havde fået fortalt af ældsterne,
og over at de hellige samledes i Zion, da Guds herlighed skinnede på os, og vi så de
helliges indsamling til Zion, og den herlighed, som ville hvile på dem, og mange flere
ting i forbindelse med den store begivenhed, som f. eks. de lidelser . og forfølgelser,
som ville komme over Guds folk, og de ulykker og de domme, som ville komme over
verden.
Disse ting fik en så stor glæde til at vælde op i vort bryst, at vi næppe kunne holde
os selv i ave, men råbte højlydt 'Hosianna til Gud og Lammet!'"8.
Døbt med ild og den Helligånd
Ældste Kimball beretter, at modtagelsen af den Helligånd for ham var en veritabel dåb
med ild: "Under ordinanserne dåb og håndspålæggelse modtog jeg den Helligånd,
ligesom disciplene gjorde i gamle dage, hvad der var som en fortærende ild. Jeg følte
det, som om jeg sad ved Jesu fødder ... Jeg fortsatte på denne måde i mange måneder,
og det syntes som om mit legeme ville blive helt fortæret; samtidig blev skrifterne
udfoldet for mit sind."9.

Brigham og Heber møder Profeten
Side 124
Angående disse to betydningsfulde mænds komme til Kirtland, Ohio, skriver Profeten:
"Omkring den 8. november 1832 fik jeg besøg af Joseph Young, Brigham Young
og Heber C. Kimball."10. Brigham Young, som fortsætter beretningen, forklarer, at
medens de foretog den ca. fem hundrede kilometer lange rejse til Kirtland, holdt han
og hans ledsagere mange møder og prædikede for alle, som ville høre deres budskab.
"Vi besøgte mange venner ... og nogle grene." Ved et af møderne "formanede vi
dem og bad med dem, og jeg talte i tunger. Nogle udtalte, at det var sandt og fra Herren,
og andre udtalte, at det var fra djævelen."
Da de nåede Kirtland, fik ældsterne at vide, at Joseph var ude for at save tømmer.
"Vi begav os straks til skovene", skriver Brigham, "hvor vi fandt Profeten og to-tre af
hans brødre i færd med at hugge og save brænde. Her blev min glæde fuldkommen
ved det privilegium at hilse på Guds Profet og modtage det sande vidnesbyrd, gennem
profetiens ånd, at han var alt, hvad et menneske kunne tro, at han ville være som en
sand Profet. Han var lykkelig ved at se os og byde os velkommen. Vi vendte snart
tilbage til hans hus, og han ledsagede os."
Tungemålsgaven over Brigham Young
"Om aftenen", fortsætter Brigham Young, "kom nogle få af brødrene ind, og vi talte
sammen om de ting, der hører riget til. Han (Profeten) kaldte på mig til at bede; i min bøn
talte jeg i tunger. Så snart vi rejste os fra vor knælende stilling, flokkedes brødrene om
ham og spurgte om hans mening angående tungemålsgaven, som var over mig. Han
fortalte dem, at det var det rene adamske sprog. Nogle sagde til ham, at de ventede,
at han ville fordømme den gave, broder Young havde, men han sagde: 'Nej, den er
fra Gud ... Den tid vil komme, da Brigham Young vil præsidere over denne Kirke.' Den
sidste del af denne samtale foregik i mit fravær."11.
Fra den dag af var Brigham Young og Heber C. Kimball Profetens hengivne venner;
da Brigham Young blev gjort til Kirkens Præsident femten år senere, valgte han
ydermere Heber C. Kimball som sin Første Rådgiver.
Noter
1. History of Luke Johnson, Mill. Star, Vol. XXVI, p. 835.
2. Joseph Smith, op. cit., pp. 261-265; Roberts, op. cit., p. 282.
3. Instructor, Vol. XXVII, p. 303.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 265, 266.
5. Ibid., p. 270.
6. Ibid., pp. 271, 272.
7. Ibid., p. 297; Brigham Young var født i Wittingbam, Windham County, Vermont,
den 1. iuni 1801. Han var niende barn af John og Nabby Howe Young.
8. Orson F. Whitney, Life of Heber C. Kimball, p. 35.
9. Ibid., p. 38, 39.
10. Joseph Smith, op, cit., p. 295.
11. Ibid., pp. 296, 297; Mill. Star, Vol. XXV, p. 439.

Sidste dages krige
29. Kapitel
Åbenbaringer om krigen og visdomsordet
Side 125
juledag, den 25. december 1832, modtog Joseph Smith en bemærkelsesværdig
åbenbaring, der forudsagde, at jordens nationer snart skulle oversvømmes af krig
og blodsudgydelse. Skønt dette budskab kom niogtyve år før Borgerkrigens udbrud,
forkyndte den dog på profetisk vis: "Sandelig, så siger Herren angående de krige, som
snart vil udbryde og begynde med Syd-Carolinas oprør, hvilket til sidst vil ende i manges
død og elendighed, de dage vil komme, da krig skal bryde løs over alle nationer og
begynde på dette sted.
Thi se, Sydstaterne skal skille sig ud fra Nordstaterne, og Sydstaterne skal henvende
sig til andre nationer, ja, selv Storbritannien, som den kaldes, og de skal også henvende
sig til andre nationer og bede om hjælp til at forsvare sig mod andre nationer. Og da
skal krig bryde ud over alle nationer ...
Og således skal jordens indbyggere komme til at sørge for sværdets og
blodsudgydelsens skyld, og endog gennem hungersnød, plager, jordskælv og himlens
torden og stærke og frygtelige lynnedslag skal jordens indbyggere komme til at erfare
en almægtig Guds vrede, fortørnelse og tugtende hånd ... "1.
Endnu en advarsel givet
Ti dage senere. skrev Profeten endnu en advarsel: "Jeg er beredt til at sige gennem
myndighed fra Jesus Kristus, at ikke mange år skal gå, før De Forenede Stater skal
fremvise en sådan scene med blodsudgydelse, at den ikke har sin lige i vor nations
historie ...
Derfor forkynder jeg jer den advarsel, som Herren har befalet mig at forkynde til
denne generation, idet jeg husker, at min Mesters øjne hviler på mig, og at jeg overfor
Ham er ansvarlig for hvert ord, jeg siger ... derfor 'Frygt Gud og giv Ham æren, thi hans
domstime er kommet.' Omvend jer, omvend jer, og tag imod den evige pagt ... Kald på
Herren, medens Han er nær, og søg Ham, medens Han kan findes, er formaningen fra
jeres uværdige tjener, Joseph Smith, Jun."2.
Elleve år senere forkyndte Profeten, den 2. april 1843: "Jeg profeterer i Herren vor
Guds navn, at begyndelsen til de vanskeligheder, som vil skabe megen blodsudgydelse
før Menneskesønnens komme, vil blive i SydCarolina ... Dette forkyndte en røst for
mig, da jeg opsendte en inderlig bøn angående dette emne den 25. december 1832."3.
Profetien gået i opfyldelse
Seksten år efter Profetens død trak Syd-Carolina sig ud af Unionen, den 20. december
1860, og den 12. april 1861 åbnede General Beauregard ild mod Fort Sunter,
Charleston, Syd-Carolina. Dette var begyndelsen til en afgørende kamp om slaveriet
- en krig, som er blevet karakteriseret som en af de mest katastrofale konflikter i
verdenshistorien. Larmen fra dens fire års våbenklirren nåede de fjerneste dele af
jorden, og indbyggerne i fremmede imperialistiske riger så til og forudså, at denne unge
amerikanske union ville blive revet uopretteligt i stykker.

Side 126
Næsten en million mennesker blev dræbt, en halv million såret, og usle
hospitaler og fangelejre mangfoldiggjorde deres lidelser, idet de spredte pest og død.
Omkostningerne i penge overskred otte milliarder dollars (56 milliarder kroner) - en
gæld, som næsten ruinerede nationen. Midt under krigen kaldte Sydstaterne fremmede
lande til hjælp, og således spredtes krigsånden.
Den Første Verdenskrig
"Krig skal bryde løs over alle nationer", havde røsten fra himlen forudsagt. I løbet af de
halvtreds år, der fulgte efter Borgerkrigen, var der en fortsat række af krige og rygter om
krige i forskellige dele af verden. Den 28. juli 1914'e rklærede Østrig Serbien krig, en
handling, som kastede nationerne ud i en gigantisk kamp - en Verdenskrig, som ganske
rokkede civilisationen. med sine nye ødelæggelsesmaskiner. Nitten kristne nationer,
mønstrende nioghalvtreds millioner mennesker, kæmpede for at overleve.
Ti millioner blev dræbt, tyve millioner blev såret, seks millioner blev taget til fange;
ti millioner blev gjort til flygtninge, ni millioner børn blev forældreløse og fem millioner
kvinder blev enker. Alt i alt var det et samlet antal på mere end nioghalvtreds millioner
menneskelige væsener, der måtte lide under nådeløse diktatorers hærgen.
I kølvandet på disse tunge tab kom hungersnød, pest og jordskælv. Zion undslap
ikke. Femten tusind af hendes sønner og døtre marcherede imod fjenden; ydermere
gav syv eller otte hundrede deres liv for frihedens sag.
Tabet i penge
De økonomiske omkostninger ved Verdenskrig I var 337 milliarder 846 millioner 189
tusind 657 dollars (over 2000 milliarder kroner). De dag lige omkostninger var mere
end 215 millioner dollars (1400 millioner kroner) eller 9 millioner dollars (63 millioner
kroner) i timen!
Ved slutningen af denne store kamp skrev Joseph Fielding Smith af De Tolvs Råd:
"Der er endnu andre ting om krigen og nationernes plager, omtalt i denne profeti, som
skal gå i opfyldelse."4.
Anden Verdenskrig
Næppe var røgen fra Første Verdenskrig forsvundet fra de ulykkelige slagmarker, før
Anden Verdenskrig var ved at udvikle sig. Den 1. september 1939 invaderede Hitler
pludselig Polen, og to dage senere erklærede England og Frankrig Tyskland krig.
Således brød den ødelæggende Anden Verdenskrig ud over nationerne.
Den 7. december 1941 lod Japan bomberne regne ned over Pearl Harbor og dræbte
derved næsten tre tusind amerikanere. Den næste dag erklærede De Forenede Stater
krig imod Japan, og tre dage senere mod Tyskland og dets allierede. Således begyndte
en ødelæggende konflikt, som kostede nationerne omkring femogtyve millioners liv
foruden den ufattelige sum af en million gange en million dollars. De tal i dollars,
som regeringen har frigivet, er "en trillion treogtredive milliarder to hundrede enogtyve
millioner dollars" - tre gange så meget som omkostningerne ved Første Verdenskrig.
Atter besvarede de sidste dages hellige loyalt kaldet ved at sende omkring 103.000
unge mænd og 1000 unge piger i tjenesten. Omkring tre tusind af disse tapre unge
fandt deres grav i fremmede lande.

Profeternes skole
Side 127
Den 27. december 1832 fik Joseph befaling om at organisere Profeternes Skoles til
at give instruktioner til Kirkens præstedømme. Skønt skolen startede med kun nogle
få medlemmer i februar 1833, steg tilstedeværelsen snart til hundrede eller flere.
De emner, der blev undervist i, var læsning, skrivning, regning, geografi, grammatik,
hebraisk og skrifterne. Indskrevet i disse klasser, som blev ledet af Profeten, var alle
Kirkens ledende brødre - mænd, på hvem det fremtidige rige skulle hvile.
Denne skole, som siges at have den ære at være den første skole for voksne, der er
organiseret i Amerika, holdt sine møder ovenpå i Whitneys hjem, ovenover de værelser,
hvor Profeten boede. Brigham Young beretter, at nogle af medlemmerne brugte tobak
under forskellige former, så at "ofte, når Profeten kom ind i værelset, befandt han sig
i en sky af tobaksrøg og gulvet var tilsølet."6.
Visdomsordet modtaget
På en af disse frostmorgener, den 27. februar 1833, da Profeten kom ind i
skoleværelset, blev han mødt af en sky af tobaksrøg. Her var et tvivlrådigt problem,
et, som måtte løses på skønsom måde, for på den tid havde Herren ikke givet nogen
oplysninger til sin Kirke angående brugen af tobak.
Uden kommentarer gik Profeten nedenunder og bønfaldt Herren om at tilkendegive
sin vilje angående sagen. Da han vendte tilbage, medbragte han et hidtil ukendt
dokument - et der uden tvivl var lige så overraskende for Joseph Smith, som det var for
hans tilhængere i skolen. Åbenbaringen "Visdomsordet", som gives i omkring en halv
snes sætninger, hår i mere end hundrede år holdt Joseph Smiths navn på en meget
bombarderet "skydeskive".
Visdomsordet
Den kendsgerning, at Visdomsordet er et inspireret dokument, er grunden til, at det
gengives her i sin fulde ordlyd - afsnit 89:
1. Et visdomsord, givet til nytte for højpræsternes råd, forsamlet i Kirtland, og til
kirken, samt de hellige i Zion,
2. sendt med hilsen, ikke som befaling eller tvang, men som åbenbaring og
visdomsord, der påviser Guds vilje og orden angående de helliges timelige frelse
i de sidste dage.
3. Givet som et princip med en forjættelse og afpasset efter de svages evne, ja, de
allersvageste blandt alle de hellige, som er eller kan kaldes hellige.
4. Se, sandelig så siger Herren til jer: På grund af de onde hensigter, som er og vil
være i rænkefulde menneskers hjerter i de sidste dage, har jeg advaret jer og
advarer jer atter ved at give jer dette visdomsord gennem åbenbaring:
5. Om nogen blandt jer drikker vin eller stærke drikke, se, dette er ikke godt, ej
heller behageligt for jeres Faders åsyn, undtagen når I er forsamlet for at nyde
nadveren.
6. se, det burde være vin, ja, ren vin af vinstokkens druer og fremstillet af jer selv.
O.
7. Thi stærke drikke er ikke for maven, men til at vaske kroppen med. 8. Og atter:
Tobak er ikke for legemet, ej heller for maven, og er ikke godt for mennesket,

Side 128
men er en urt for kvæstelser og for sygt kvæg, men den må anvendes med
omdømme og visdom.
9. Og atter: Hede drikke er ikke for legemet eller for maven.
10. Og atter, sandelig siger jeg jer: Gud har bestemt alle sunde urter til menneskets
brug, natur og legemsbeskaffenhed.
11. Hver urt til sin tid og hver frugt til sin tid. De skal nydes med forstand og
taksigelse.
12. Ja, også kødet af dyr og luftens fugle har jeg, Herren, bestemt til menneskets
brug. Dog skal det nydes med taksigelse og sparsomt.
13. Det er mig velbehageligt, at det kun bruges om vinteren eller i kulde og
hungersnød.
14. Alt korn er bestemt til at nydes af mennesker og dyr som hovednæringsmiddel,
og det ikke blot for mennesker, men også for dyrene på marken, himlens fugle
og alle vilde dyr, som løber eller kryber på jorden;
15. og disse har Gud skabt til føde for menneskene, dog kun i tilfælde af stor mangel
og hungersnød.
16. Alt korn er godt til føde for mennesket ligesom også vinstokkens frugt og det,
som bærer frugt i jorden eller ovenover jorden.
17. Dog er hvede for mennesket, majs for oksen, havre for hesten og rug for fjerkræ
og for svin og for alle dyr på marken og byg for alle husdyr og til milde drikke
ligesom andet korn.
18. Alle hellige, der erindrer sig disse ord, følger dem og vandrer i lydighed mod
disse bud, skal få sundhed i navlen og marv i benene.
19. De skal finde visdom og store skatte af kundskab, ja, endog skjulte skatte.
20. De skal løbe og ikke blive trætte; de skal gå og ikke blive matte.
21. Og jeg, Herren, giver dem den forjættelse, at dødens engel skal gå forbi dem,
ligesom Israels børn, og ikke slå dem ihjel. Amen.
De positive ting - Frugt, grøntsager, hvede og kød
Ernæringsundersøgelser i dag lærer husmoderen, hvorledes hun, gennem
videnskabelige nedfrysningsmetoder, kan bevare frugt og grøntsager, så de kan blive
spist måneder senere "hver til sin tid", og kun have mistet et minimum af deres
værdifulde mineraler og vitaminer. Enhver må imidlertid lære for sig selv betydningen
af at "spise kød sparsomt".
Da Herren forkyndte "hvede for mennesket", forstod han uden tvivl, hvorfor han
brugte ordet hvede og ikke hvidt mel. Som kommentar til dette tilføjer dr. John A.
Widtsoe, som var en berømt ernæringsekspert: "Der er ingen grund til at antage, at
Herren mente en del af kornets kerne. Den regelmæssige brug af fuldkorns-hvedebrød
og gryn ville i høj grad forøge vor sundhed og beskytte os mod sygdom."7.
Under et tyve ugers eksperiment med fodring af mange hold rotter med produkter
af hvidt mel, der ikke var tilsat næringsstoffer, hvidt mel, som var tilsat næringsstoffer,
og fuldkorns-hvedemel, berettede eksperimentatorerne, at de dyr, der var fodret med
fuldkorns-hvedeprodukter, voksede hurtigere og blev mere kraftige end dem, der var
fodret enten med almindeligt hvidt mel eller hvidt mel tilsat næringsstoffer. De sluttede
deraf, at denne "demonstration uden tvivl beviser, at brugen af fuldkornshvedemel i
stedet for hvidt mel er af en bemærkelsesværdig værdi med hensyn til forøget sundhed,
styrke og vækst."s.

De negative ting anført
Side 129
De negative ting, som f. eks. alkoholiske drikke, hede drikke, tobak og alt for meget
kød, er forbudt af Herren. Hyrum Smith skrev: "Hede drikke er ikke for legemet eller
maven. Der er mange, som spekulerer på, hvad dette kan betyde, om det hentyder til
te eller kaffe, eller ikke. Jeg siger, at det virkelig hentyder til te og kaffe."
Commentary til Lære og Pagter tilføjer: "Grunden til at disse drikke blev fordømt,
var fordi de indeholdt en vaneskabende stimulans, snarere end på grund af den
temperatur, ved hvilken de blev nedsvælget."9. Højrådets afgørelse
Ved det første møde i Kirkens højråds-kvorum den 20. februar 1834 afleverede
Profeten rådets enstemmige kendelse: "Ingen funktionær i denne Kirke er værdig til at
holde en stilling, efter at han på rette måde er blevet belært om Visdomsordet, og han,
funktionæren, forsømmer at leve efter det eller adlyde det."10.
Denne lov, der på en så fast måde blev forkyndt af Profeten i 1834, er blevet ved
at være uforandret for Guds folk; ydermere er den ikke alene forblevet uændret, men
er blevet bekræftet igen af hver af de efterfølgende Præsidenter for de sidste dages
helliges Kirkeal.
Noter
1. L. & P. 87:1-3, 6. Nephi L. Morris, Prophecies of Joseph Smith, pp. 33:132.
2. Joseph Smith, op. cit., pp. 315, 316.
3. Ibid., Vol. V, p. 324. (Angående krigens omkostninger, se Roberts, Comp. Hist.,
Vol. I, p. 299).
4. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., pp. 634, 635, 648-651.
5. L. & P. Commenrary, Sec. 89, pp. 697-702.
6. Ibid., p. 705.
7. De, som ønsker yderligere behandling af "Visdomsordet", bør se L. & P. afsnit
89; Widtsoe, The Word of Wisdom; ligeledes Widtsoe, *Staff of Life", Era, Vol.
XLVIII, pp. 74, 75; Ida Fischer, Eastern States Cooperator, Marts 1943.
8. Idem.
9. L. & P. Commentary, 80, p. 708.
10. Joseph Smith, op. cit., Vol. II, pp. 34, 35.
11. Heber J. Grants formaning, Presidents of the Church, Nibley, pp. 320-322;
Gospel Standards, Heber J. Grant, kap. 4, 6; Brigham Young erklærede: "I Jesu
Kristi navn, befal Israels ældster ... at ophøre med at drikke stærke drikke fra
nu af.". L.& P, Commentary, p. 706; "Visdomsordet", Joseph Fielding Smith,
Era, pp. 78, 79, februar 1956 - Brigham Young gjorde det til en "guddommelig
befaling".

Advarsel til de hellige i Missouri
30. Kapitel
De hellige drevet fra Jackson County
Side 130
Da de otte hundrede hellige, som flokkedes i Jackson County i løbet af de første to
somre, var på alle grader af omvendelse - de fleste af dem omvendte fra det sidste år
- syntes Profeten bekymret angående deres evne til at efterleve indvielsesloven - et
nødvendigt krav for bygningen af det ny Jerusalem.'. Han var også bekymret, fordi
nogle af de hellige i Jackson County vakte de gamle nybyggeres vrede ved at tale altfor
meget om at eje landet og bygge en by, hvor kun mormonerne skulle bo.2. Selv om
disse forkyndelser om fremtiden var sande, var det som at vifte med et rødt flag foran
de irritable Jackson-indbyggere at sprede dem omkring på dette særlige tidspunkt og
unødvendigt.
Som følge deraf skrev Profeten den 14. januar 1833 et meget bestemt brev til de
hellige i Missouri: " ... Omvend jer, omvend jer, lyder Guds røst til Zion ... Jeg siger til jer
(og hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle), hør Guds advarselsrøst, for at Zion ikke skal
falde, og Herren sværge i sin vrede, at Zions indbyggere ikke skal gå ind til hans hvile ...
Jeg har ikke den vane at råbe fred, når der ingen fred er; og da jeg kender Guds
truende domme, siger jeg: Ve dem, som tager det let i Zion."3.
Budskab fra Kirtland
Joseph instruerede derefter Hyrum Smith og Orson Hyde om at skrive dette budskab
til de hellige i Jackson County: "Vi føler mere trang til at græde over Zion end til at
frydes over hende." De hellige blev advaret om, at hvis de undlod at dygtiggøre sig,
ville Herren "søge et andet sted, hvor Hans ord kunne komme frem og forberede sig
til at gå ud til nationerne, og som vi sagde før, således siger vi igen, Broder Joseph vil
ikke bosætte sig i Zion, med mindre hun omvender sig, og tjener Gud og adlyder den
nye pagt. Med denne forklaring godkender Konferencer Broder Josephs brev."4.
Når man læser dette ultimatum, må man ikke deraf slutte, at alle de hellige i Zion var
fuldstændig ukvalificeret til at grundlægge det Ny Jerusalem, for der var mange, hvis
hjerter var rene, hvis bønner blev hørt, og som var fuldtud kvalificeret til at bygge det
hellige tempel og den hellige by. Men, som anført tidligere, var størsteparten af disse
omvendte, som kun havde været i folden et år eller deromkring, næppe beredt til et
sådant revolutionerende skridt.
Jackson-indbyggernes klagepunkter
Medens snesevis af mormon-vogne rullede ind i Jackson County, afholdt de ophidsede
slaveholdere massemøder og fremsatte deres klagepunkter vidt omkring. (1) De
anklagede de nyankomne, fordi de ikke holdt slaver; (2) at de næsten opnåede
magtbalancen ved valgene; (3) de beklagede sig over, at de hellige selskabeligt og
religiøst holdt sig for sig selv, borte fra missourianerne: (4) de anklagede mormonerne,
fordi de lærte andre, at de hellige var de rette ejere af Jackson County.5.
Voldsomme tilkendegivelser

Side 131
Adskillige mormoner vågnede op ved midnat, i oktober 1832, og opdagede, at deres
høstakke stod i lys lue. Efter denne frække handling red bander af ryttere gennem de
yderste distrikter og knuste vinduer, skød på husene, og truede på andre måder ejerne.
I april 1833 samledes omkring tre hundrede mænd ved domhuset i Independence med
det erklærede formål at drive alle mormoner ud af Jackson County. Medens lederne
diskuterede om den bedste måde at udføre det på, åbnede nogle i deres gruppe en
tønde whisky, og affæren endte i et almindeligt håndgemæng.
Gentagelse af anklagerne
Tre måneder gik uden alvorlige besværligheder. Men i juli 1833 mødtes hundrede
missourianere foran domhuset og formulerede yderligere anklager. De hånede de
hellige som "religions-fanatikere", som påstod at tale i bibelske tunger, helbrede de
syge og udføre andre mirakler. Endelig anklagede de de hellige for at ville pille ved
slaveproblemet.6.
Foragtede abolitionister
George Q. Cannon skriver: "De sidste dages hellige var mennesker fra de østlige
stater - yankeer - og som følge deraf åbne for mistanken om at være abolitionister
(modstandere af negerslaveriet). I det øvre Missouri kunne der i de dage ikke
fremsættes en anklage, som ville vække mere intenst had og voldsomhed end den
at være abolitionist. Den blotte hvisken om en sådan mistanke var tilstrækkelig til
at opflamme vrede og vække en pøbelhob. Ved sådanne råb fik Pixley og andre af
hans slags enhver udsvævende drivert i dette område til at slutte sig til et voldsomt
plyndringsangreb."7.
Udspredelse af bagvaskelse
At Profeten var fuldstændig klar over disse truende omstændigheder vises ved
følgende udtalelse i hans dagbog: "En pastor Pixley ... skrev horrible falske påstande
om de hellige, som han sendte til religiøse aviser i de østlige stater fra tid til anden for at
forbitre den offentlige mening imod dem ... Den første juli skrev han et ærerørigt skrift
med titlen 'Pas på de falske profeter', som han bragte fra hus til hus for at opflamme
indbyggerne imod Kirken."s.
Krav og trusler
Om eftermiddagen den 20. juli samledes omkring fem hundrede mænd fra nær og
fjern foran rådhuset i Independence og formulerede bestemte planer for at uddrive
de hellige af Jackson County. (1) Der måtte ikke komme flere mormoner ind i
Jackson County; (2) de, som allerede var der, måtte forpligte sig til at sælge deres
ejendom og flytte øjeblikkeligt; (.3) deres trykkeri og den ko-operative forretning
skulle lukkes øjeblikkeligt; og (4) deres kirkeledere måtte forhindre enhver yderligere
mormonemigration til Jackson County.9.
Kravene afslået af mormonerne
Repræsentanter for pøbelen fremsatte deres krav overfor biskop Partridge og andre
af Kirkens ledere i Independence. Da Profeten var i Kirtland, Ohio, 1600 kilometer

Side 132
borte, bad brødrene om tre måneder til at skaffe instruktioner fra deres leder. Da denne
anmodning blev afslået, bad de om ti dage, men pøbelens ledere gav dem femten
minutter til at underskrive papirerne eller gøre sig rede til at flytte. Da kravene blev
leveret tilbage uden at være underskrevet, gik pøbelhoben straks i aktion.
Trykkeriet revet ned
"W. W. Phelp's hus", siger Profeten, "blev revet ned, materialerne taget i forvaring
af pøbelen, mange papirer ødelagt, og familiens møbler kastet ud af døren ... Der lå
trykkeriet som en dynge ruiner; ældste Phelp's møbler strøet ud over haven som et
almindeligt bytte; åbenbaringer, boglige værker, og bogtrykkerpressen i hænderne på
pøbelen, som et bytte for landevejsrøvere ... "
Partridge og Allen rullet i tjære og fjer
"Der var biskop Partridge midt i sin familie", fortsætter Profeten, "med nogle få venner,
medens han forsøgte at skrabe tjæren af, som, da den åd sig ind i hans kød, syntes
at have været tilberedt med ... syre eller en eller anden kødædende substans, for at
ødelægge ham; og der var Charles Allen i den samme frygtelige situation. Hjertet bliver
helt sygt ved at fortælle om det, hvor meget mere så ikke ved billedet af det."
På det offentlige torv i Independence var ældste Allen og biskop Partridge blevet så
skjult i tjære og fjer, at da de blev sat på fri fod, "vandrede de afsted, dækket ligesom
nogle unævnte, ukendte tobenede dyr."10.
"I må forlade landet"
Idet han føjede brænde til de spredte flammer, advarede vice-guvernør Lilburn W.
Boggs, som blev guvernør ved det næste valg, mormonerne: "I ved nu, hvad vore
Jackson-fyre kan gøre, og I må forlade landet." Fra den stund af råbte pøbelen,
ukontrolleret, hverken af frygt eller tvang: "Vi vil befri Jackson County for 'mormonerne',
fredeligt hvis vi kan, med magt hvis vi er nødt til det. Hvis de ikke vil gå uden, vil vi piske
og dræbe mændene; vi vil aflive deres børn, og voldtage deres kvinder!"11.
Tvunget til at underskrive overenskomst
Tre dage efter ødelæggelsen af trykkeriet red pøbelhoben, der var blevet forøget til
fem hundrede mand, gennem byen, bærende et rødt flag, betegnende blod og død. Da
yderligere modstand var nytteløs, indgik brødrene i Independence en overenskomst
med pøbelens ledere om at forlade Jacksom County i det kommende forår. De hellige
troede imidlertid, at før foråret ville Profeten komme til Independence og løse de
spændte forhold.
Guvernørens råd
Som svar på en skriftlig appel fra de hellige rådede guvernør Dunklin i Missouri
den 19. oktober til at fremsætte deres klager for retten i Independence. Som følge
deraf skaffede de tusind dollars og engagerede fire advokater fra Clay County
- Wood, Reese, Doniphan og Atchinson. Skønt disse mænd kæmpede tappert
for retfærdigheden, opnåede dog hverken de eller de hellige andet end hån og

Side 133
latterliggørelse fra de lovløse elementer, som flokkedes i retssalen og på uforskammet
vis dikterede dommernes kendelser.
Ubarmhjertige piskeslag
Da vinteren nærmede sig, forøgede de lovløse deres hærgen. En stormfuld nat, den
31. oktober, efter at de hellige ved Big Blue-floden var gået til sengs, galopperede
omkring halvtreds ryttere rasende ind i den sovende landsby, og ved hjælp af heste og
reb rev de taget af en halv snes huse og greb mændene og piskede dem ubarmhjertigt.
Piskesmeldet, pøbelens råb og skrigene fra de sårede sendte halvtpåklædte kvinder
og børn i hast ud i mørket.
Profeten beretter, at i et af husene fandt banditterne "ejeren, David Bennett, syg i
sengen, og de slog ham på det mest umenneskelige, idet de svor, at de ville blæse
hjernen ud på ham. De affyrede en pistol imod ham, og kuglen rev en dyb flænge tværs
over hans hoved."1z. Ikke desto mindre kom han sig senere.
Mormoner afvæbnet af pøbelen
På ordre fra vice-guvernør Boggs marcherede militsen ind i Jackson County og
afvæbnede mormonerne. Angående de brutaliteter, som fulgte, skriver B. H. Roberts:
"De øverste, der havde kommandoen - Pitcher og Lucas - var kendt som bitre fjender
af de hellige ... Af en sådan milits, der var under ledelse af sådanne mænd som
Pitcher og Lucas, kunne de hellige ikke håbe på beskyttelse ... Den overenskomst,
som oberst Pitcher gik ind på, om at afvæbne pøbelen, blev aldrig udført, men så snart
brødrene havde afleveret deres våben, blev bander af bevæbnede mænd sluppet løs
på dem ... De mænd, som havde udgjort geledderne i militsen den 5. november, red
den næste dag gennem landet i bevæbnede bander og truede mænd, kvinder og børn
med voldsomheder, søgende efter våben, medens de brutalt bandt og piskede nogle af
mændene og skød på andre. Lederne af disse banditter var nogle af de kendte mænd i
amtet, oberst Pitcher og vice-guvernør Boggs var iblandt dem. Præsterne i amtet, synes
det, var besluttet på ikke at lade sig overgå af politikerne, for pastor Isaac McCoy og
andre forkyndere af evangeliet blev set som ledere af bevæbnede bander af marodører
fra sted til sted, og de var hovedmændene for feje angreb på de forsvarsløse."13.
De hellige uddrevet af Jackson County
I de to første uger af november 1833 flygtede mænd, kvinder og børn i forvirring fra
deres brændende hjem. Lyman Wight afgav i retten vidnesbyrd om, at "et kompagni på
et hundrede og halvfems - alle kvinder og børn med undtagelse af tre invalide, gamle
mænd - blev drevet halvtreds kilometer tværs over en udbrændt prærie. Jorden var i
et tyndt lag dækket med tøsne, og sporene af disse flygtninge kunne let følges ved det
blod, der flød fra deres forrevne fødder."14.
Før jacksoniterne hørte op med deres masseplyndringer, havde de dræbt Andrew
Barber og såret adskillige andre brødre; brændt 203 huse og en kornmølle; drevet
ejerne - tolv hundrede i tal - nordpå til de triste skrænter ved Missouri-floden, hvor
flygtningene i storm og regn slog lejr, afventende deres tur til at færges over floden ind
i Clay County, hvor de ville søge beskyttelse og ly.
En ubeskrivelig scene

Side 134
Parley P. Pratt har efterladt os dette levende billede af flygtningene langs
Missouri-floden: "Kysten begyndte at blive kantet på begge sider af floden med mænd,
kvinder og børn; gods, vogne, kasser, forsyninger etc., medens færgen var konstant
optaget, og da natten lukkede sig om os, havde skovbunden megen lighed med et
lejrmøde. Hundreder af folk sås i alle retninger, nogle i telte og nogle i fri luft omkring
deres bål, medens regnen strømmede ned. Mænd spurgte efter deres hustruer,
hustruer efter deres mænd, forældre efter børn, og børn efter forældre. Nogle havde
det held at undslippe med deres familier, husholdningsartikler og nogle forsyninger af
mad, medens andre ikke kendte deres venners skæbne og havde mistet alle deres
ejendele. Scenen var ubeskrivelig og, det er jeg sikker på, ville have smeltet hjerterne
hos ethvert folk på jorden, undtagen vore blinde undertrykkere."15.
Noter
. L. & P. Commentary. Se "Den forenede orden" i stikordsregisteret angående
sidetal og henvisninger; i denne bog p. 172.
. The Evening and Morning Star, november 1833.
. Joseph Smith, op. cit., Vol. 1, pp. 316, 317. 4 Idem, pp. 317-321.
. B. H. Roberts, Missouri Persecutions, pp. 71-75.
. Idem.
. Cannon, Life of Joseph Smith, p. 137.
. Joseph Smith, op. cit., pp. 372, 373.
. Roberts, op. cit., pp. 82-84.
1. Joseph Smith, op. cit., pp. 390-393.
1. Roberts, op. cit., p. 88.
1. Joseph Smith, op. cit., p. 429.
1. Roberts, op. cit., Pp. 105-107.
1. Joseph Smith, op. cit., p. 438; Roberts, op. cit., p. 107.
1. Pratt, Autobiography, pp. 109, 110.

31. Kapitel
Det første præsidentskab - Hellige trøstes - Højråd organiseres
Rådgivere til Profeten
Side 135
I Kirtland, Ohio, gav Herren den 8. marts 1833 Joseph Smith en bemærkelsesværdig
forjættelse: " ... Dette riges nøgler skal aldrig tages fra dig hverken i denne verden
eller i den tilkommende."1. Den samme meddelelse kaldte Sidney Rigdon og Frederick
G. Williams til at være rådgivere til Profeten. På denne måde kom Det Første
Præsidentskabs Kvorum ind i Kirkem, kaldet til at præsidere over alle præstedømmets
kvorum'er. De to mænd blev beskikket af Profeten den 18. marts 1833.
Trøster de hjemløse
Den 10. december 1833 afleverede to rejsetrætte sendebud, Parley P. Pratt og Orson
Hyde, de første budskaber til Profeten om forfølgelserne og tabet af menneskeliv og
ejendom i Jackson County. Overvældet af sympati skrev Joseph et trøstens brev på
en halv snes sider eller mere, et mesterstykke af kærlighed og velsignelser.
Alle ting ikke åbenbaret
Blandt andet forklarer Profeten: "Der er nu to ting ... Herren vil ikke vise dem til mig ...
det er følgende: Hvorfor Gud har tilladt så stor en katastrofe at komme over Zion, og
hvad den store årsag til denne store sorg er, og atter, ved hvilke midler Han vil lade
Zion vende tilbage til sin arv, med sange af evig glæde på Zions hoved."3.
Ganske sikkert ville Joseph Smith aldrig, hvis han havde stræbt efter popularitet hos
sine lidende følgesvende i Missouri, have indrømmet overfor dem, at Gud tilbageholdt
en så vigtig oplysning for ham. Kun ægte oprigtighed skaber en sådan åbenhjertighed.
Tvunget til nederlag af de ulydige
Den 16. december sagde Herren til Profeten: "Sandelig siger jeg dig angående dine
brødre, som er blevet plaget, forfulgt og uddrevet af deres arveland: Jeg, Herren, har
ladet lidelser komme over dem, hvormed de er blevet plaget, for deres overtrædelsers
skyld. Dog vil jeg kendes ved dem, og de skal være mine på den dag, da jeg kommer for
at samle mine skatte. Derfor må de nødvendigvis tugtes og prøves ligesom Abraham,
som fik befaling til at ofre sin eneste søn. Thi alle de, der ikke vil tåle tugtelse, men
fornægter mig, kan ikke blive helliggjort. Se ... Der opstod trætte, kiv, misundelse,
uenighed, urene lyster og begærlighed blandt dem, og med disse ting besmittede de
derfor deres arv. De var sendrægtige til at høre Herren deres Guds røst, derfor er
Herren, deres Gud, langsom til at høre deres bønner og besvare dem på trængselens
dag ... Zion skal ikke flyttes fra sit sted, selv om dets børn bliver spredt."4.
For mange af de trofaste hellige i Clay County, Missouri, var denne bidende
åbenbaring en alvorlig prøve, særlig for dem, som havde stræbt tappert for at overholde
indvielsesloven og enhver anden befaling, og som, til trods for deres anstrengelser,
var blevet tvunget til nederlag på grund af fejl hos dem, som havde forsømt at give agt
på deres Profets advarsler.

Den første patriarkalske velsignelse
Side 136
Den 18. december 1833 gav Joseph Smith Oliver Cowdery den første patriarkalske
velsignelse i Kirken. Han ordinerede derefter sin fader,
Joseph Smith, Sen., til at være Kirkens første patriark og være profet, seer og
åbenbarer for de hellige.5.
Højråd organiseret
Den 17. februar 1834 valgte Profeten tolv dommere til at være det første højrådskvorum
i Kirken. Herrens ord forkyndte, at dette "højråd indstiftedes gennem åbenbaring for at
bilægge vigtige sager, der muligvis kunne opstå i kirken, og som ikke kunne bilægges
af kirken eller biskoppens råd til parternes tilfredshed."
Åbenbaringen forklarede yderligere, at syv højrådsmænd danner et kvorum, uden
hvilket rådet ikke har magt til at handle; hvis imidlertid et kvorum ikke er tilstede ved
vigtige møder, kan andre højpræster vælges midlertidigt for at udgøre et kvorum.6.
Hjerterne skal være rene
Ved en tale til et råd af "højpræster og ældsteg" gav Profeten følgende specielle
instruktioner: "Ingen mand er egnet til at dømme i en sag, i rådet, med mindre hans
eget hjerte er rent; og at vi ofte er så fyldt med fordom, eller har en bjælke i vort eget
øje, at vi ikke er i stand til at træffe de rette afgørelser ...
I gamle dage blev rådene ledet med så streng hensigtsmæssighed, at ingen fik lov
til at hviske, blive træt, forlade lokalet, eller blive det mindste utilpas, før Herrens røst
gennem åbenbaring, eller rådets røst gennem Anden, var opnået; hvad man indtil den
nuværende tid ikke har overholdt i Kirken. Det blev forstået i gamle dage, at hvis en
mand kunne blive i rådet, kunne en anden også; og hvis præsidenten kunne bruge sin
tid, kunne medlemmerne også; men i vore dage er der som regel en, der bliver utilpas,
en anden falder i søvn, en beder, en anden ikke; den enes sind henvendt på rådets
forretninger, og den anden tænker på noget andet ... Spørg jer selv, brødre ... om I nu
er beredt til at sidde i råd på jeres broders sjæl."7.
Noter
1. L. & P. 90:3.
2. Joseph Smith, op. dt., p. 334.
3. Ibid., pp. 453-457.
4. L. & P. Commentary og noter, pp. 787-807; L. & P. 101.
5. Joseph Smith, op. cit., pp. 465-467; Joseph Fielding Smith, Ess. Cb. Hist., pp.
168, 169; Roberts, Comp. Hist., Vol. I, p. 387.
6. L.& P. 102.
7. Joseph Smith, op. cit., Vol. II, pp. 25, 26.

Lejren organiseres
32. Kapitel
Zions lejr for at hjælpe de hellige i Missouri
Side 137
Som svar på Profetens bønner angående de lidende helliges velfærd i Missouri,
befalede Herren den 24. februar 1834, at de "unge og de midaldrende" mænd i Kirtland
skulle organiseres i en militær enhed, som skulle kendes som "Zions Lejr". Den skulle
være et præstedoms-kompagni med broderlige formål: (1) at bringe penge, klæder
og mad til de hellige i Clay County; (2) at slutte sig til militsen i Missouri og hjælpe
mormonerne til at få deres ejendom i Jackson County tilbage.
Åbenbaringens røst lovede: "Mine engle skal gå foran jer, og ligeså jeg, og med
tiden skal I eje det forjættede land." Skønt kaldet var til fem hundrede mænd, "styrken
i mit hus", skulle lejren alligevel oprettes, hvis dette antal ikke kunne skaffes, selv om
der kun meldte sig hundrede frivillige.'.
Lejren bevæger sig mod vest
To måneder senere, den 5. maj, skriver Profeten: "Efter at have samlet og beredt
klæder og andre nødvendighedsartikler til at bringe til vore brødre og søstre, som er
blevet berøvet og plyndret for næsten alle deres sager, og efter at have skaffet heste,
vogne, geværer og al slags ammunition af den bedst transportable slags til selvforsvar
til os selv - da vore fjender lå tæt på alle sider - startede jeg ... fra Kirtland mod
Missouri."2.
Før lejren nåede Clay County, havde yderligere frivillige imidlertid forøget styrken til
205 mænd, foruden elleve kvinder og syv børn.
Organiseret på militærisk vis
Profeten organiserede sine mænd på militærisk vis og udnævnte kaptajner over hver
ti, hver halvtreds og hver hundrede. For at gøre rede til et muligt sammenstød med
fjenden, eksercerede han hver aften systematisk med sine mænd. Ved lyden af
signalhornet skulle ethvert medlem morgen og aften knæle i lejren i bøn.
Profetens seer-evne
Nær ved Illinois-floden tog Profeten nogle få brødre med op på toppen af en 100 meter
høj jordvold, hvor de fandt mange menneskeben stikkende frem af jorden. Med lidt
anstrengelse fik de gravet et helt skelet frem, som havde en pilespids af sten i sine
ribben og et lårben brækket. Joseph adspurgte Herren, og i et syn blev det vist ham,
at disse ben tilhørte en "hvid lamanit, en stor, kraftig mand og en Guds mand. Hans
navn var Zelph. Han var kriger og høvding under den store Profet Onandagus, som var
kendt fra det østlige hav til Rocky Mountains. Forbandelsen blev taget fra Zelph, eller
i det mindste delvis ... Et af hans lårben blev brækket af en sten, kastet fra en slynge,
medens han var i kamp, årevis før hans død. Han blev dræbt i et slag af den pil, der
blev fundet mellem hans ribben, under en stor kamp med lamaniterne."3.
Forstærkninger ved Salt River

Side 138
"Den 8. juni 1834", beretter Profeten ved Salt River, Missouri, " ... sluttede brødrene
Hyrum Smith og Lyman Wight sig til os med et kompagni af frivillige, som de havde
samlet i Michigan. Hele kompagniet bestod nu af to hundrede fem mænd og femogtyve
bagagevogne med to eller tre heste hver."4.
Skuffet over guvernøren
Kirkens ledere havde fremsat deres vanskeligheder for guvernør Daniel Dunklin i
Missouri i vinteren 1833-34, og han lovede, at hvis mormonerne ville mønstre nogle
få hundrede mænd, ville han kalde stats-militsen ud for at hjælpe dem til at få deres
ejendom i Jackson County tilbage. Da Profeten nu ved Salt River havde opfyldt sin
del af den foreslåede plan, sendte han Parley Pratt og Orson Hyde til Jefferson City,
statens hovedstad, for at underrette guvernøren om, at mormonerne var ved hånden
med to hundrede trænede mænd, og hvis det var nødvendigt, kunne de skaffe adskillige
hundreder flere i Clay County.
De to udsendinge vendte tilbage til Zions lejr den 15. juni, højligt skuffede,
for de havde lært, hvor spændt modstanden mod mormonerne var. "Vi havde en
samtale med guvernøren," beretter Parley P. Pratt, "som ganske vist anerkendte
kravets retfærdighed, men rent ud fortalte os, at han ikke vovede at forsøge på at
fuldbyrde lovene i den henseende af frygt for at drive hele landet ud i borgerkrig og
blodsudgydelse."5.
For at undgå en almindelig opstand rådede guvernøren udsendingene til, at de
enten solgte til missourianerne eller købte ejendom i nærheden af mormonernes
landejendomme i Jackson County. Guvernørens afslag tillige med hans uventede råd,
var et nedslående budskab for Zions Lejr. Profeten fortsatte imidlertid straks sin march
imod Clay County, og han underrettede dem om, at deres eneste udvej var at købe
jacksoniterne ud, for Herren havde allerede advaret dem: "Derfor er det min vilje, at
mit folk skal fordre og fastholde deres krav på det, som jeg har tildelt dem, selv om
de ikke skulle få lov til at bo derpå."6. Som følge deraf ville ingen sidste dages hellig
disponere over sin arv i Zion.
Plager forudsagt
Under Zions Lejrs femten hundrede kilometer lange march opstod der stadig
egensindige kliker, som fandt fejl hos Profeten og andre ledere. Efter en bestemt
alvorlig mislyd skriver Joseph: "Jeg stod op på et vognhjul ... Jeg sagde: 'Herren har
åbenbaret for mig, at en plage vil komme over lejren som følge af de vanskelige og
uregerlige ånder, som viste sig iblandt dem, og de skulle dø som får med de rådne;
men hvis de vil omvende sig og ydmyge sig for Herren, vil plagen i stor målestok blive
vendt bort; men, som Herren lever, vil medlemmerne af denne lejr lide, fordi de har
givet efter for deres uregerlige temperament.'."7.
Campbells skæbne
Medens lejren bevægede sig mod vest, beretter Profeten, at James Campbell,
en dumdristig pøbelleder i Jackson County, "svor, medens han satte pistolerne i
pistolhylstrene, 'Ørnene og musvågerne skal æde mit kød, hvis jeg ikke ordner Joe
Smith og hans hær, så deres hud bliver flået, inden der er gået to dage.' De gik ned
til færgen og gav sig til at krydse Missouri-floden efter mørkets frembrud"; men båden
kæntrede midt ude i floden, "og syv af de tolv, som forsøgte at komme over, druknede.

Side 139
På denne måde gik de, pludselig og retfærdigt, til deres eget sted. Campbell var blandt
dem, der savnedes. Han flød ned ad floden seks-syv kilometer, og landede på en stabel
drivtømmer, hvor ørnene, musvågerne, ravnene, kragerne og vilde dyr åd hans kød af
knoglerne, for at hans egne ord kunne gå i opfyldelse, og efterlod ham som et frygteligt
eksempel på Guds hævn."s.
Planer sprængt
Den 19. juni 1834, da de frygtede, at en pøbelhob på to hundrede mænd skulle
krydse floden fra Jackson County, slog Zions Hær lejr for natten mellem Fishing Rivers
flodarme. Omkring solnedgang red fem medlemmer af pøbelen ind i lejren "og under
megen banden og sværgen sagde de: 'I vil se helvede før det bliver morgen!'
Da disse fem mænd var i vor lejr og svor hævn, antydede vinden, torden og skyer,
der samlede sig, at et uvejr nærmede sig, og kort tid efter at de havde forladt os,
begyndte regn og hagl at falde," fortsætter Joseph. "Uvejret var frygteligt ... Meget
lidt hagl faldt i vor lejr, men fra en til halvanden kilometer omkring os, slog sten eller
isklumper kornet og grøntsagerne ned, og flåede endog barken af træer ... Lynene
glimtede uophørligt ... tordenens rullen var frygtelig. Jorden skælvede og rystede ...
det syntes som om befalingen om hævn var gået ud fra kampenes Gud ... vore fjender
svor, at vandet steg en meter på en halv time i Little Fishing River. De berettede, at en
af deres mænd blev dræbt af lynet, og at en anden fik sin hånd revet af ved, at hans
hest trak hånden ud mellem bjælkerne på en lille kornlade, medens han holdt hesten
fast indenfor."
Omkring fyrretyve af disse pralhalse, der var gennemblødte og slukørede, "begav
sig på 'tilbagetoget' til Independence, for at slutte sig til hovedparten af pøbelhoben,
fuldt tilfredse med ... at når Jehova kæmper, ville de hellere være fraværende."9.
Koleraens plage
Profetens dagbog for den 24. juni beskriver de plager, som ramte lejren: "Omkring
midnat gav den (koleraen) sig tilkende i sin mest ondartede form. Vore øren blev hilst
med skrig og stønnen og klager fra hver kant; selv de, der var på vagt, faldt til jorden
med deres geværer i hånden, så pludseligt og kraftigt var anfaldet af denne frygtelige
sygdom. I begyndelsen forsøgte jeg at lægge mine hænder på dem, for at de skulle
blive raske, men jeg opdagede hurtigt, af smertelig erfaring, at når den store Jehova
forkynder ødelæggelse over noget folk, og gør sin beslutning kendt, må mennesket ikke
forsøge på at standse Hans hånd. I det øjeblik jeg forsøgte at irettesætte sygdommen,
blev jeg angrebet, og havde jeg ikke afstået fra mine forsøg på at frelse en broders liv,
ville jeg have ofret mit eget. Sygdommen angreb mig som en høgs kløer, og jeg sagde
til brødrene: 'Hvis mit værk var udført, ville I være nødt til at putte mig i jorden uden
en kiste' ... Ældste John S. Carter ... gik frem for at irettesætte mig, og ved dette blev
han øjeblikkelig angrebet og blev det første offer i lejren. Han døde omkring klokken
seks om eftermiddagen; og Seth, Hitchock døde omtrent en halv time efter. Erastus
Rudd døde omtrent samtidig."
En herlighedens bolig
"Omkring otteogtres af de hellige led af sygdommen, og af dem døde fjorten. Da
det var umuligt at skaffe kister, rullede brødrene ligene ind i tæpper, kørte dem på

Side 140
en hesteslæde omkring en kilometer bort og begravede dem på bredden af et lille
vandløb."10.
Efter otte dage med sygdom og død blandt gruppen, "mødtes et betydeligt antal af
Lejren med mig hos Lyman Wight. Jeg fortalte dem, at hvis de ville ydmyge sig for
Herren og indgå pagt om at holde Hans befalinger og lyde mit råd, skulle plagen høre
op fra den time, og der skulle ikke blive flere tilfælde af kolera iblandt dem. Brødrene
indgik pagt om det med opløftede hænder, og plagen hørte op."11.
For at vise, at de, som var angrebet og var døde af kolera, var anerkendt af Herren,
skrev Profeten senere: "Brødre, jeg har set dem, som døde af kolera i vor lejr; og Herren
ved, at hvis jeg får en bolig så strålende som deres, skal jeg ikke bede om mere." På
dette tidspunkt græd han, og han kunne ikke sige noget i nogen tid.12.
Forhandlinger mislykkes
Før Profeten og hans mænd kom til Clay County, havde jacksoniterne og mormonerne
mødtes i adskillige komitemøder, men det var mislykkedes at nå til en afgørelse om
ejendommene. Den 15. juni præsiderede dommer John R. Ryland i Clay County over
det endelige møde mellem mormonkomiteen og en deputation fra Jackson County.
Da de hellige nægtede at sælge deres ejendom, og jacksoniterne forlangte mere
end en halv million dollars (ca. 3'/Q million kroner) kontant for deres inden 30 dage,
opnåedes der ingen overenskomst. Da mødet brød op, stod det klart for Kirkens ledere,
at yderligere forhandlinger var unyttige.
Grundene til fiaskoen
Som svar på Profetens bøn ved Fishing River den 22. juni angående de helliges
mislykkede bestræbelser for at få deres ejendom, forklarede Herren: "Men se, de har
ikke lært at være lydige mod det, som jeg forlangte af dem, men er fulde af al slags
ondt, giver ikke de fattige og lidende af deres midler, som det sømmer sig for hellige.
De er ikke forenede efter den forening, som det celestiale riges lov fordrer. Og Zion
kan ikke blive opbygget uden efter de grundsætninger, som udgør det celestiale riges
lov, ellers kan jeg ikke tage hende til mig. Mit folk må tugtes, til det har lært lydighed,
gennem lidelser, om så skulle være ... Derfor er det nødvendigt, på grund af mit folks
overtrædelse, at mine ældster venter en liden tid med at forløse Zion."13.
Lejren opløses
Efter den foregående åbenbaring bevægede lejren sig mod vest ind i Clay County,
hvor Profeten den 25. juni sendte sine mænd hjem og til hver af dem udstedte et
"underskrevet afløsnings-certifikat".
Medens de var i Clay County, organiserede Profeten den 3. juli den anden Zions
stav med David Whitmer som præsident og William W. Phelps og John Whitmer som
rådgivere. Et højråd og andre stavsfunktionærer blev også valgt.14.
Styrkepiller
Den 9. juli, efter at Profeten havde velsignet de hellige og medlemmerne af sin lejr,
begav han og Brigham Young og andre ledere tillige med hundrede eller flere brødre
sig på vej tilbage til Kirtland. Tolv år senere blev disse "styrkepiller" lederne af det store

Side 141
pioner-træk til Rocky Mountains, hvor de fik god brug for de mange erfaringer, de havde
opnået, medens de rejste med Profeten.
Det første Kvorum af de Tolv Apostle, som blev udvalgt et år senere i Kirtland, Ohio,
så vel som det første Kvorum af de Halvfjerds, blev valgt af Zions Lejr. Hvert medlem
af lejren havde tydeligvis åbenbaret for sig selv så vel som for sine brødre, af hvilket
stof han var gjort.
Noter
1. L. & P. 103:20.
2. Joseph Smith, op. cit., p. 63; Ibid., pp. 184, 185 anfører navnene i lejren; Life of
H. C. K. pp. 53-79, fortæller nogle interessante oplevelser i lejren; se også Pratt,
op. cit., pp. 122, 123; Roberts, op. cit., pp. 357-368; Jenson, Hist. Record, pp.
577-592.
3. Joseph Smith, op. cit., pp. 79, 80; M. F. Cowley, Life of Wilford Woodruff, pp. 41,
41; Whitney, op. cit., pp. 60, 61.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 87, 88.
5. Pratt, op. cit., p. 123; Roberts, op. cit., pp. 357-368.
6. L. & P. 101:99.
7. Joseph Smith, op. cit., p. 80.
8. Ibid., pp. 99, 100.
9. Ibid., pp. 103-105; Cannon, op. cit., p. 162; Whitney, op. cit., p. 66.
10. Joseph Smith, op. cit., pp. 114, 115.
11. Ibid., p. 120.
12. Ibid., p. 181.
13. L. & P. 105:3-9. Kursiv ved forfatteren.
14. Joseph Smith, op. cit., pp. 122-124.

33. Kapitel
Tiende - de tolvs kvorum - De halvfjerds - Det hellige præstedømme
Tiende første gang omtalt
Side 142
Den 29. november 1834 skriver Profeten: "Vi blev enige om at indgå følgende pagt
med Herren, nemlig: At hvis Herren vil lade os få fremgang i vor forretning og åbne
vejen for os, så vi kan skaffe midler til at betale vor gæld, så vi ikke får besværligheder
eller får et dårligt rygte overfor verden eller overfor Hans folk, da vil vi, af alt hvad Han
giver os give en tiendedel, som skal gives til de fattige i Hans Kirke, eller som Han vil
befale os; og at vi vil være trofaste over det, som Han har betroet til vor omsorg, så vi
kan opnå meget; og at vore børn efter os skal erindre at overholde denne hellige pagt;
og for at vore børn og vore børnebørn kan vide det samme, har vi underskrevet vore
navne med vor egen hånd." Underskrevet, "Joseph Smith, jun., Oliver Cowdery."
Profeten bad derefter: "Således som du lod vor fader Jakob have fremgang og
velsignede ham med beskyttelse og fremgang, hvorsomhelst han gik, fra den tid, da
han indgik en lignende pagt for og med Dig ... må vore velsignelser da få overhånd
ligesom hans."1.
Selv om dette for Joseph og Oliver var begyndelsen til tiendeloven, blev tiende dog
for Kirken som et hele ikke åbenbaret før 8. juli 1838.
Assisterende præsident ordineret
"I overenstemmelse med den Helligånds vejledning den 5. december 1834," skriver
Profeten, "medens jeg var samlet med Sidney Rigdon, Frederick G. Williams og
Oliver Cowdery, og vi talte om Kirkens velfærd, lagde jeg mine hænder på Broder
Oliver Cowdery og ordinerede ham som assisterende præsident."2. Denne ordination
gjorde Oliver til nummer to lige efter Joseph - selv foran de to rådgivere i Det Første
Præsidentskabs Kvorum. Som forklaring siger Profeten: "Stillingen som assisterende
Præsident er for at assistere ved præsideringen over hele Kirken, og at virke i
Præsidentens fravær."3.
Til Joseph Smith og Oliver Cowdery, som var to af hovedvidnerne til
genoprettelsesprogrammet, overgav Herren nøglerne til riget, herunder ethvert princip,
enhver ordinanse og enhver lære, som er nødvendig til menneskets frelse. Efter at
Oliver havde forladt Kirken, udvalgte Herren Hyrum Smith til at tage Olivers plads som
et særligt vidne: "Og fra denne stund bestemmer jeg, at han skal være profet, seer
og åbenbarer for min kirke ligesom min tjener Joseph ... som skal vise ham nøglerne,
hvorved han kan bede og blive bønhørt og blive kronet med den samme velsignelse,
herlighed og ære og præstedømme og præstedømmets gaver, som engang var lagt
på ham, der var min tjener, Oliver Cowdery; at min tjener Hyrum kan bære vidnesbyrd
om det, som jeg vil vise ham, så hans navn for evigt kan holdes i ærefuld erindring fra
slægt til slægt til evig tid."4.
I forening beseglede Joseph og Hyrum Smith med deres blod deres vidnesbyrd for
verden.
De Tolvs Kvorum organiseret

Side 143
De trofaste mænd fra Zions Lejr blev den 14. februar 1835 kaldt til et møde i Kirtland
af Profeten - selv de "som havde tilbudt deres liv og som havde ydet et lige så stort
offer som Abraham gjorde ...
Efter en passende og virkningsfuld bøn ... meddelte Præsident Smith, at mødet var
blevet indkaldt, fordi Gud havde befalet det; og det var blevet bekendtgjort for ham ved
syn og ved den Helligånd." Han spurgte så, om brødrene var villige til at have Herrens
Ånd til at diktere, hvem der skulle være apostlene. Da dette var godkendt, bad han
præstedømmet rejse sig og synge: "Kom, lyt nu til signalerne!"
Referatet fortsætter: "Præsident Joseph Smith, jun., sagde, at den første forretning
på mødet var, at de Tre Vidner til Mormons Bog skulle holde bøn, hver enkelt af dem,
og så skulle de gå over til at vælge tolv mænd fra Kirken, som apostle, der skulle gå
ud til alle nationer, stammer, tungemål og folk." De skulle stå som "Særlige Vidner for
hele verden om, at Jesus er Kristus."
Det Første Præsidentskab lagde så deres hænder på Oliver Cowdery, David
Whitmer og Martin Harris og gav dem en speciel velsignelse og et løfte om, at Gud
ville vejlede dem, når de skulle vælge de Tolv Apostle. Efter at brødrene havde forenet
sig i bøn, valgte vidnerne tolv mænd: Lyman E. Johnson, Brigham Young, Heber C.
Kimball, Orson Hyde, David W. Patten, Luke S. Johnson, William E. McLellin, John F.
Boynton, Orson Pratt, William Smith, Thomas B. Marsh og Parley P. Pratt.
Under Profetens ledelse blev disse tolv mænd ordineret, men det er ikke nedskrevet,
hvem der var talerøret ved hver ordinations. Imidlertid har Heber C. Kimball efterladt
følgende vigtige udtalelse: "Efter at vi således var blevet ordineret af disse brødre,
lagde Det Første Præsidentskab deres hænder på os og bekræftede disse velsignelser
og ordinanser."6. På denne måde overdrog Joseph og Oliver, som havde modtaget
deres myndighed fra Peter, Jakob og Johannes, den samme myndighed med alle dens
nøgler og magter til medlemmerne af de Tolv Apostles Kvorum.
En stor befaling til de Tolv
Oliver Cowdery holdt så en tale ved mødet, idet han forklarede, at selv før Kirken
blev organiseret, "gav Herren os en åbenbaring (afsnit 18) om, at med tiden skulle der
vælges tolv mænd til at prædike Hans evangelium for jøder og ikke-jøder. Vort sind har
været anspændt til det yderste for at finde, hvem disse tolv var; hvornår tiden skulle
komme, kunne vi ikke sige, men vi søgte Herren i faste og bøn, for at få lov til at leve
så længe, at vi kunne se denne dag, se jer." Så pålagde han de Tolv Apostle: "I vil
behøve visdom, der er ti gange så stor som den, I nogensinde har haft; I må kæmpe
mod alle fordomme i alle nationer ... Styrk jeres tro; kast jeres tvivl, jeres synder og al
jeres vantro bort, og intet kan forhindre jer i at komme til Gud."7.
Det Første Kvorum af de Halvfjerds kaldet
Den 28. februar 1835, to uger efter at de Tolv Apostle var valgt, indkaldte Profeten
igen til møde for Zions Lejr og valgte halvfjerds medlemmer, som skulle være det
Første Kvorum af de Halvfjerds. Profeten skriver, at han organiserede dem "i henhold
til synet" han havde modtaget, " ... som viste de Halvfjerds's orden; at de skulle have
syv præsidenter til at præsidere over sig, valgt ud af de halvfjerds."8.
" .. Navnene på dem, som blev ordineret og velsignet i henhold til de syner
og åbenbaringer, som jeg har modtaget", gives i referaterne.9. Ved at ordinere de

Side 144
halvfjerds var Profeten i harmoni med skriften, thi i Det Ny Testamentes forvaltning
"udpegede Herren også halvfjerdsindstyve andre og sendte dem i forvejen, to og to, til
hver by og hvert sted, hvorhen han selv ville komme ... Og de halvfjerds vendte glade
tilbage og sagde: Herre! også de onde ånder er os lydige i dit navn."10.
En trøstende åbenbaring til Apostlene
Efter at de Tolv Apostle havde mødtes den 12. marts 1835 og lagt planer for en
missionærtur til de østlige stater, instruerede Profeten dem om at rejse som de gamle
apostle uden pung og taske, og prædike evangeliet med nidkærhed og kraft.
Ved slutningen af mødet læste de Tolv Apostle følgende andragende for Profeten:
"Tiden er nær, da vi skal til at skilles ... vi føler derfor trang til at spørge ham, som vi
har anerkendt som vor Profet og Seer, om han vil adspørge Gud og få en åbenbaring
... som vil få vore hjerter til at svulme, trøste os i modgang, og få vort håb til at stråle
midt iblandt mørkets magter.11.
Dette andragende er et bevis på, at disse tolv mænd var sikre på, at Joseph Smith,
deres profet og seer, var i besiddelse af nøglerne til at bede om og modtage Guds ord
på deres vegne.
Det melkisedekske præstedømme får navn
I overensstemmelse med ovennævnte forespørgsel adspurgte Joseph Herren og
modtog følgende: "Der findes i kirken to præstedømmer, nemlig det melkisedekske og
det aronske ... Det første kaldes det melkisedekske præstedømme, fordi Melkisedek
var en sådan stor højpræst. Før hans tid kaldtes det det hellige præstedømme efter
Guds Søns orden. Men af respekt eller ærbødighed for det højeste væsens navn og
for at undgå at gentage hans navn for ofte, kaldte de, nemlig kirken i fordums tid, dette
præstedømme efter Melkisedek eller det melkisedekske præstedømme."12.
Herren trøstede de Tolv ved at åbenbare, at de skulle have "ret til at modtage
himmeriges riges hemmeligheder, at se himlene åbnede, at have forbindelse med
den Førstefødtes forsamling og menighed, at nyde Gud Faderens og Jesu Kristi, den
nye pagts mæglers, fællesskab og nærværelse." De skulle også være "særlige vidner
om Kristi navn i hele verden, og heri adskiller de sig i deres kalds pligter fra andre
embedsmænd i kirken ... de danner et kvorum, der har samme myndighed og magt som
de tre før omtalte præsidenter," nemlig Kirkens Første Præsidentskabs Kvorum.13.
I vers 4 til 57 i denne samme åbenbaring forklarer Herren, at præstedømmet blev
overdraget ned fra Adam til Noa, og i vers 57 til 100 åbenbarer Han i enkeltheder de
forskellige pligter, som funktionærerne i præstedømmet har.
Kort efter at denne åbenbaring var blevet givet, lukkede Joseph midlertidigt
Profeternes Skole og vendte sin opmærksomhed mod at berede de Tolv Apostle til
deres første mission gennem de østlige stater.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., p. 175.
2. Ibid., p. 176.
3. Joseph Fielding Smith, Ess. Cb. Hist., pp. 179, 180. 4 L. & P. 124:94-96.
5. Joseph Smith, op. cit., pp. 180-208.
6. Ibid., p. 188.
7. Ibid., pp. 194-198.

8. L. & P. 107:93.
9. Joseph Smith, op. cit., pp. 201-204.
10. Lukas 10; 2. Moseb. 24:1, 9; 4. Moseb. 11:16, 17, 24, 25.
11. Joseph Smith, op. cit., pp. 209, 210.
12. L. & P. 107:1-4. Kursiv ved forfatteren.
13. Ibid., 19, 23, 24.
Side 145

At bygge et Guds Hus
34. Kapitel
Det forberedende tempel i Kirtland
Side 146
Før Kirken var tre år gammel, modtog Profeten det første ord i denne forvaltning om at
bygge et tempel - et "Herrens Hus" i Kirtland. "Organiser jer", instruerede åbenbaringen
den 27. december 1832, "bered alt, hvad der behøves, byg et hus, et bedehus, et
fastehus, et troens hus, et lærdommens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, ja,
et Guds hus ...
Og I er kaldet til at gøre dette under bøn og taksigelse, eftersom Ånden vil give sig
til kende ... så denne må blive en helligdom, et tabernakel for den Helligånd til jeres
opbyggelse."1.
Da de hellige tøvede med at påbegynde et tempel til fyrretyve tusind dollars (ca.
280.000 kroner), gav Herren dem en reprimande: "Thi I har begået en stor synd mod
mig ved, at I ikke i alle forhold har rettet jer efter det store bud, som jeg har givet jer
angående bygningen af mit hus."2.
Vækket ved denne formaning begyndte byggekomiteen - Hyrum Smith, Jared Carter
og Reynolds Cahoon - at arbejde; og "den 5. juni 1833 halede George A. Smith den
første ladning sten afsted til templet, og Hyrum Smith og Reynolds Cahoon begyndte
at grave udgravningen til murene." 3.
Templet beskrevet
Templets ydre dimensioner var, da det var færdigt, 18 gange 24 meter; murene rejste
sig 15 meter til tagskægget, og tårnet 33 meter mod himlen. Der var fem sakristier foran
den store forhal og fem værelser i tagetagen. Fire talerstole, den ene over den anden,
stod i hver ende af forsamlingssalen, og fire forhæng af hvidt malet kanvas hang ned
fra loftet. Ved visse lejligheder blev disse forhæng sænket, så der blev fire rum ud af
den store forsamlingssal. Da regelmæssigt endowment-arbejde endnu ikke var blevet
åbenbaret i 1836, havde dette tempel ingen døbefont, heller ikke var det udstyret til
tempel-ordinanser, således som alle de følgende templer er blevet det.
Trusler imod templet
Så snart Kirkens fjender så mormonerne bygge et tempel, begyndte de at molestere
bygningen. Profeten skrev: "Truslerne fra pøbelen omkring Kirtland i løbet af efteråret
og vinteren (1833-34) var blevet så store, at det fik brødrene til bestandig at være
på vagt, og de, som arbejdede på templet, var om natten beskæftiget med at være
på vagt for at beskytte de mure, de havde bygget i løbet af dagen, mod de truende
voldshandlinger. Om morgenen den 8. januar (1834) omkring klokken 1 blev Kirtlands
indbyggere opskræmt ved at pøbelen affyrede omkring tretten kanonsalver."4.
Fordums gaver gengivet
Da templet var nær ved at være færdigt, beretter Profetens dagbog for søndag den
17. januar 1836: "En stor menighed samledes ... Herren udgød sin ånd over os ... og

Side 147
forsamlingen blev snart overvældet af tårer ... Tungemålsgaven kom også over os,
ligesom en mægtig stormvind, og min sjæl var fyldt med Guds herlighed."5.
Idet han rapporterer et vigtigt møde med Det Første Præsidentskab og andre ledere
den 21. januar 1836, fortsætter Profeten: "Himlene var åbnede over os, og jeg så Guds
celestiale rige og dets herlighed, om jeg var i legemet eller udenfor kan jeg ikke sige.
Jeg så den ophøjede skønhed ved den port, gennem hvilken arvingerne til riget vil gå
ind, den var som i kredse af flammer, ligeledes så jeg Guds flammende trone, hvorpå
Faderen og Sønnen sad. Jeg så de skønne gader i dette rige, de så ud, som om de
var brolagt med guld. Jeg så Fader Adam og Abraham, og min fader og moder, min
broder Alvin, som for længe siden var sovet ind, og undredes over hvorledes det kunne
være, at han havde fået en arv i dette rige, da han havde forladt dette liv før Herren
havde udstrakt sin hånd for at samle Israel for anden gang, og han ikke var blevet døbt
til syndernes forladelse."
Arvinger til riget
Medens Joseph grundede over sin strålende tilkendegivelse, hørte han Guds røst
forkynde: "Alle, som er døde uden kendskab til dette evangelium, men som ville have
modtaget det, hvis de havde fået lov til at blive her, skal være arvinger til Guds celestiale
rige; ligeledes alle, som skal dø fra nu af uden kundskab om det, men som ville have
modtaget det af hele deres hjerte, skal være arvinger til riget, for jeg, Herren, vil dømme
alle mennesker efter deres gerninger, efter deres hjerters ønske.".
Små børn frelst
Angående spørgsmålet om små børn, som dør uden at være døbt, åbenbarede
synet: "Og jeg ser også, at alle børn, som dør før de når ansvarsalderen, er frelst i
himlens celestiale rige ... Jeg så også forløsningen af Zion og mange ting, som den
menneskelige tunge ikke tilfulde kan beskrive.".6
Templet indviet
"Omkring klokken syv," beretter Profeten den 27. marts 1836, "samledes hundreder,
sandsynligvis fem eller seks, før dørene blev åbnet." Længe før gudstjenesten skulle
begynde, var huset fyldt. "Vi tog imod mellem ni hundrede og tusind, hvad der var så
mange, som bekvemt kunne få plads. Vi underrettede så dørvogterne om, at vi ikke
kunne tage imod flere, og en stor skare blev berøvet mødets velsignelser."
Et antal af de hellige trak sig tilbage til skolen i nærheden til en speciel gudstjeneste;
de "fyldte dette hus også, og dog var der mange, der måtte blive udenfor."?
Indvielseshøjtideligheder i templet blev afholdt om morgenen, om eftermiddagen
og om aftenen. Indvielsesbønnen, som blev opsendt af Profeten, var blevet modtaget
tidligere ved åbenbaring .8
Om indvielseshøjtideligheden skriver Eliza R. Snow: "Et slående træk ved
højtideligheden var det storslåede råb Hosianna, som hele forsamlingen udstødte,
stående, med opløftede hænder. Råbet lyder som følger: 'Hosianna - Hosianna
- Hosianna - til Gud og Lammet. Amen - Amen - og Amen' ... og gentaget tre gange,
med en sådan kraft, at den næsten syntes tilstrækkelig til at løfte taget af bygningen ...
Ceremonierne ved denne indvielse kan måske blive gentaget, men fintet dødeligt
sprog kan beskrive de himmelske tilkendegivelser på denne mindeværdige dag. Engle

Side 148
viste sig for nogle, medens alle de tilstedeværende havde en følelse af guddommelig
nærværelse."9
Brigham Young taler i tunger
Fra Profeten kommer den udtalelse, at han så engle tilstede ved
indvielseshøjtideligheden. Han beretter også, at "Præsident Brigham Young holdt en
kort tale i tunger, og David W. Patten fortolkede den og gav selv en kort formaning i
tunger, hvorefter jeg velsignede forsamlingen i Herrens navn.".
Hellige gaver tilkendegivet
Idet Profeten taler om det møde i præstedømmet, der blev afholdt den aften, fortsætter
han: "Broder George A. Smith rejste sig og begyndte at profetere, da en støj hørtes
ligesom lyden af et kraftigt vindstød, som fyldte templet, og hele forsamlingen rejste sig
samtidig, rørt af en usynlig magt; mange begyndte at tale i tunger og profetere, andre
så strålende syner, og jeg så, at Templet var fyldt med engle, hvilken kendsgerning jeg
forkyndte for forsamlingen. Folk fra nabolaget kom løbende (da de hørte en usædvanlig
lyd og så et strålende lys som en ildstøtte hvile på Templet), og blev forbavsede over,
hvad der foregik. Dette fortsatte, indtil mødet sluttede klokken elleve om aftenen.".10
Frelseren viser sig
Idet Profeten hentyder til den første søndag efter templets indvielse, siger han: "Jeg
trak mig tilbage til talerstolen, som omsluttedes af forhænget, og bøjede mig sammen
med Oliver Cowdery i højtidelig og stille bøn. Da vi rejste os fra bønnen ... blev sløret
borttaget fra vort sind, og vor forstands øjne åbnedes." Der foran de to brødre, stående
på talerstolens brystværn, viste Kristus sig i strålende majestæt, "og under hans fødder
var et fint lagt gulv af ægte guld af farve som rav." Han talte: " ... jeres synder er tilgivet
jer, I er rene for mig ... Lad hele mit folks hjerte fryde sig, de, som af al evne har bygget
dette hus til mit navn ... rygtet om dette hus skal sprede sig til fremmede lande, og dette
er begyndelsen til de velsignelser, som skal udgydes over mit folks hoveder.".
Moses, Elias og Profeten Elias
Umiddelbart efter dette syn viste Moses sig og "overdrog os nøglerne til Israels
indsamling fra jordens fire dele og til at føre de ti stammer fra nordenland." Så kom Elias,
en profet fra Abrahams dage, og gav nøglerne til "Abrahams evangeliums uddeling".
"Da dette syn var forbi, åbnede der sig for os et andet stort og herligt syn," siger
Joseph, "thi Elias, profeten, ... stod foran os," og forkyndte, at han var blevet sendt før
Herrens store og frygtelig dag, "for at vende fædrenes hjerte til børnene og børnenes
til fædrene, at han ikke skal komme og slå hele jorden med band.",11
I korthed sagt betyder Elias's erklæring for et århundrede siden, at han overleverede
"beseglingsmagten" til mennesket på denne jord, og at fædrene i åndeverdenen vil
vende deres hjerter mod deres børn og søge Gud, så deres børn vil vende deres hjerter
mod deres afdøde fædre og efterforske deres optegnelser og drage til templerne og
udføre de nødvendige ordinanser ved stedfortræder, som åbner døren til frelse for dem.
At Joseph og Oliver modtog myndigheden fra Elias vises ved Elias's egne ord:
"Derfor er denne uddelings nøgler overgivet i jeres hænder, og herigennem kan I vide,
at Herrens store og frygtelige dag er nær, ja, står for døren.".12

Torsdagens fastemøder
Side 149
Eliza R. Snow giver en malende beretning om de første fastedage, som de hellige
overholdt: "Foruden at være helliget til almindelige møder til gudsdyrkelse og nydelse af
Herrens nadver den første dag i hver uge, var Templet optaget af skarer, der samledes
den første torsdag i hver måned, den dag, som af de sidste dages hellige strengt blev
overholdt som en faste- og bededag.
Disse fastemøder var hellige og interessante, så intet sprog kan beskrive det.
Mange, mange gange i de dage blev Guds And udgydt som i pinsefestens
dage, idet evangeliets gaver tilkendegaves, ligeledes helbredelseskraften, profeti,
tungemålsgaven, fortolkningen af tungemål, etc.
Jeg har der set den lamme mand, som blev salvet, kaste sine krykker og gå hjem,
fuldstændig helbredt; og ikke alene kom den lamme til at gå, men den blinde til at se,
den døve til at høre, den stumme til at tale, og de onde ånder til at forsvinde."13
Dette er den første omtale i nogen beretning om, at der blev afholdt fastemøder i
Kirken.
Noter
1. L. & P. 88:119, 137; Roberts, op. cit., pp. 389-391.
2. L. & P. 95:3.
3. Joseph Smith, op. cit., p. 353.
4. Ibid., Vol. Il, p. 2; Times and Seasons, Vol. VI, p. 771, gengiver Heber C.
Kimballs rapport, der viser disse prøvelsens dage.
5. Joseph Smith, op. cit., p. 316.
6. Ibid., pp. 380, 381.
7. Ibid., pp. 410, 411. Det første møde var klokken 9 om morgenen.
8. L. & P. 109.
9. Jenson, Hist. Rccord, pp. 79, 80, indeholder et antal bemærkelsesværdige
tilkendegivelser i templet. Se også journal of Disc., Vol. II, p. 10; Whitney, op.
cit., p. 103.
10. Joseph Smith, op. cit., pp. 410-428; Whitney, op. cit., pp. 103, 104.
11. L. & P. 110; 1, 5, 6, 10-13, 15; Joseph Fielding Smith: se register "Elias"; Joseph
Smith, op. cit., pp. 434-436; L. & P. Commentary, Sec. 2.
12. L.& P. 110:16.
13. Jenson, op. cit., p. 79; se E. Cecil McGavin, Kirtland Temple Defiled, Era,
oktober 1940; Tullidge, Women of Mormondom, p. 207, beretter om en
usædvanlig oplevelse af Precindia H. Kimball.

Papyrusruller når Kirtland
35. Kapitel
Abrahams bog - lære og pagter
Side 150
Medens arbejderne var ved at bygge taget på Kirtland Templet, skriver Profeten: "Den
3. juli 1835 kom Michael H. Chandler til Kirtland for at fremvise nogle ægyptiske mumier.
Der var fire menneskeskikkelser tilligemed to eller flere papyrusruller med hieroglyftegn
og tankesprog. Da Mr. Chandler havde fået at vide, at jeg kunne oversætte dem, bragte
han mig nogle af skrifttegnene, og jeg gav ham oversættelsen, og som en gentleman
gav han mig følgende attestation:
Kirtland, den 6. juli 1835
'Dette er for at lade alle, som ønsker det, vide, angående Mr. Joseph Smith, Jr.s
kundskab til tydningen af de gamle ægyptiske hieroglyftegn, som er i min besiddelse,
og som jeg i mange berømte byer har vist til de allermest lærde, at efter de oplysninger,
som jeg nogensinde har fået at vide, eller har truffet, finder jeg at Mr. Joseph Smith,
Jr.s er i overensstemmelse med dem på den mest minutiøse måde.
Michael H. Chandler, Rejsende med og ejer af ægyptiske mumier."
Rullernes oprindelse
For at forstå oprindelsen til Abrahams Bog må man gå omkring seksogtredive hundrede
år tilbage til Fader Abraham, som skrev sin religiøse historie på papyrus; ligeledes skrev
hans sønnesøn, Josef i Ægypten, Josefs Bog på en anden papyrusrulle. Mærkeligt,
som det kan synes, blev disse to hellige dokumenter til slut indhyllet i lærred sammen
og blev bevaret ved balsameringsprocessen af de legemer, som de blev opbevaret
sammen med. De ægyptiske kister, som indeholdt disse ruller, blev derefter sikkert
skjult i en særlig niche eller fordybning i muren i en ægyptisk katakomb.
Det gamle manuskript beskrevet af Profeten
"Abrahams og Josefs optegnelser er smukt skrevet på papyrus, med sort, og for en
lille dels vedkommende rødt, blæk eller maling, og er fuldendt bevaret. Skrifttegnene
er som dem, man finder på mumiekisterne - hieroglyffer, etc., med mange skrifttegn
eller bogstaver som den nuværende (skønt sandsynligvis ikke helt så firkantede) form
for hebraisk uden punkter.".2
Hvorledes optegnelserne blev opdaget
'I det samme år (1828) som Joseph Smith og Martin Harris var ved at oversætte
pladerne til Mormons Bog i Harmony, Pennsylvania, var der "en berømt fransk
rejsende", Antonio Sebolo (sommetider skrevet Lebolo), som havde et ubetvingeligt
ønske om at lede efter en ægyptisk katakomb, der skaffede den nødvendige tilladelse
fra vicekongen af Ægypten og sejlede fra Frankrig til stedet for den gamle by Thebes.
Efter fire måneder og to dages udgravninger, hjulpet af 433 lejede soldater, brød
Sebolo den 7. juni 1831 ind i en gravhule. Den opdæmmede spænding ved denne

Side 151
videnskabsmands forventning blev imidlertid snart vendt til skuffelse, for det, han søgte
efter, rigdomme, kunne han ikke finde. Endelig, som en sidste tilflugt, bragte han ud af
den mørke katakomb en velbevaret gruppe på elleve mumier, indhyllet i den allerbedste
balsamering - de eneste blandt adskillige hundreder, som ikke var gået i opløsning.
I de forseglede kister, viklet ind sammen med to af mumierne, hvis "træk havde et
fuldendt udtryk", var Abrahams og Josefs beretninger. Hvor mærkelig er skæbnens
gang! Hvad der for Sebolo viste sig at være værdiløse ægyptiske skrifttegn, skulle blive
standardskrifter for de Sidste Dages Helliges Kirke.
Afskibet til Amerika
Ved forsynets styrelse, som det synes, forefaldt der derefter en samling af særlige
begivenheder med hensyn til franskmanden og hans mumier, tilsyneladende tilfældige,
men indebærende betydningsfulde følger.
Sebolo drog afsted mod Paris, men blev syg og døde ved Triest. Hans mumier blev
derefter afskibet til hans nevø, Michael H. Chandler, i Dublin, Irland. Før de ankom,
var Chandler imidlertid sejlet til Amerika. Som følge deraf kom mumierne først til New
Yorks havn efter to års forsinkelse, i foråret 1833. I forventning om en rig belønning fra
de ægyptiske kister, betalte Chandler gladelig tolden og modtog de elleve forseglede
kasser.
Om denne begivenhed beretter Profeten: "Da Mr. Chandler opdagede, at der
var noget sammen med mumierne, antog eller håbede han, at det ville være nogle
diamanter eller værdifuldt metal, og blev ikke så lidt ærgerlig, da han blev skuffet." Hvad
han ønskede skulle være rigdomme, viste sig ikke at være andet end to ruller papyrus,
dækket med sorte og røde hieroglyffer.
Når til Profeten
"Han fik straks at vide, endnu medens han var i toldbygningen," fortsætter Profeten,
"at der var intet menneske i den by, som kunne oversætte hans rulle; men blev af den
samme herre (en fremmed) henvist til Mr. Joseph Smith, jr., som," fortsatte han, "ejede
en slags kraft eller gave, hvorved han tidligere havde oversat lignende skrifttegn."3
Chandler, som påstod, at han havde arvet ligene af Abraham og Josef, dannede et
selskab og rejste på tourne i de østlige stater med sine udstillingsgenstande. Angående
hans rejser skriver George Q. Cannon: "De lærde mænd i Philadelphia og andre steder
flokkedes for at se disse repræsentanter for den gamle tid, og Mr. Chandler anmodede
dem om at oversætte nogle af skrifttegnene. Selv de klogeste iblandt dem var kun i
stand til at tyde meningen med nogle få af tegnene."4
Som følge deraf drog Chandler afsted til Kirtland den 3. juli 1835, hvor han solgte
de to ruller og de fire resterende mumier til Profetens familie.
Abrahams Skrivelser
Profeten begyndte straks at oversætte papyrusrullerne, men det var først syv år senere,
i 1842, at han offentliggjorde "Abrahams Bog", som den nu findes i Den Kostelige Perle.
Da nogle af Abrahams skrivelser var meget hellige, blev det indprentet Joseph, at han
ikke skulle offentliggøre dem alle for verden. (Se Profetens forklaringer, der ledsager
faksimilerne i Abrahams Bog, Den Kostelige Perle, pp. 34, 44).5

Øjenvidner bevidner
Side 152
Med hensyn til papyrusrullerne har oversætterne af Abrahams Bog efterladt følgende
interessante udtalelser. Fra Profetens pen: "1. oktober 1835. I eftermiddag arbejdede
jeg med det ægyptiske alfabet, i selskab med brødrene Oliver Cowdery og W.
W. Phelps, og under efterforskningen blev de principper om astronomi, som Fader
Abraham og de gamle havde forstået, udfoldet for vor forståelse." Andre indførsler i
dagbogen fortæller om Profetens fremskridt med oversættelsen. Den 16. december
samme år beretter han: "Jeg viste og forklarede de ægyptiske optegnelser for dem og
forklarede mange ting (til Brigham Young og andre) angående Guds handlemåde med
de fordums folk, og dannelsen af planetsystemet.".6
Juledag 1835 skrev Oliver Cowdery til William Frye: "Det sprog, i hvilken denne
optegnelse er skrevet, er meget omfattende, og mange af hieroglyfferne overordentlig
påfaldende. Det er ganske øjensynligt, at de blev skrevet af personer, der var kendt
med skabelseshistorien, med menneskets fald og mere eller mindre med de korrekte
begreber eller forestillinger om Guddommen.
Fremstillingen af Guddommen - tre, og dog een - er mærkværdigvis tegnet for
at give forfatterens syn på den ophøjede personlighed på enkel, og dog udtryksfuld
måde. Slangen fremstillet som vandrende, eller dannet på en måde, så den er i stand
til at gå, stående foran eller i nærheden af en kvindeskikkelse, er for mig en af de
største fremstillinger, jeg nogensinde har set på papir, eller med skrivende stof, og må
absolut kunne overbevise det rationelle sind om korrektheden og den guddommelige
pålidelighed af de Hellige skrifter.".7
George Q. Cannon, som så og rørte ved papyrusrullerne, beretter: "I Josefs
beretning, han, som blev solgt til Ægypten, findes der en profetisk gengivelse
af dommen, Frelseren vises siddende på sin trone, med krone på, holdende
retfærdighedens og magtens scepter; foran Ham er forsamlet Israels Tolv Stammer
og alle verdens riger, medens ærkeenglen Mikael holder nøglerne til den bundløse
afgrund, hvor Satan er blevet lænket.".8
Disponeringen af manuskriptet
Efter at de hellige var emigreret til Rocky Mountains, blev papyrusrullerne og mumierne
udstillet i nogle år af Emma Smith i hendes hjem i Nauvoo, Illinois. Senere blev de
imidlertid købt fra familien Smith og udstillet i St. Louis, Missouri, hvor tusinder af folk så
de ægyptiske skrifttegn, hvorfra Abrahams Bog var oversat. Derefter blev udstillingen
købt af Chicago Museum, hvor den antages at være brændt, da byen blev ødelagt ved
ildebrand i 1871.
Beretning om skabelsen
Skuffende som det synes findes de værdifulde skrivelser af Josef i Ægypten ikke i
Kirken i dag. Abrahams skrivelser, i det mindste den del, som blev oversat af Joseph
Smith, udgør fem vigtige kapitler i Den Kostelige Perle. Dette inspirerede dokument
kaster nyt lys over mange mørke bibelske begivenheder. For eksempel erklærede
Abraham, at Adam og hans efterkommere førte optegnelser - en ting, som ikke er omtalt
i Bibelen. " ... Men jeg vil herefter bestræbe mig på at fremstille tidsregningen fra mig
selv tilbage til skabelsens begyndelse, thi optegnelserne er faldet i mine hænder, og
jeg har dem indtil denne dag.

Side 153
... Men fædrenes optegnelser, nemlig patriarkernes, angående præstedømmets
rettigheder, bevarede Herren, min Gud, i mine egne hænder; derfor har jeg bibeholdt
kundskaben om skabelsens begyndelse samt om planeterne og stjernerne, som disse
ting var blevet åbenbaret til fædrene, indtil denne dag, og jeg skal bestræbe mig på
at skrive noget af dette i denne optegnelse til gavn for mine efterkommere ... Og jeg,
Abraham, havde Urim og Tummim, som Herren, min Gud, havde givet mig ... ".9
"Lære" og "Pagter"
"Lære" hentyder til en kirkes principper, ordinanser og tro; medens "Pagter" taler om
en kontrakt eller forståelse mellem menneske og menneske eller mellem Gud og
mennesket.
Kort sagt, Lære og Pagter er en dobbelt vejleder: (1) den er en kirkelig henvisning
eller håndbog, indeholdende Guds åbenbarede principper og ordinanser; (2) den
skitserer denne Jords og dens folks skæbne
med større nøjagtighed end nogen anden bog. Af de 136 afsnit i Lære og Pagter
anses de ni ikke for at være direkte åbenbaringer. Disse ni - 102, 121, 123, 127, 128,
130, 131, 134 og 135 - er dogmatiske breve til de hellige, referater af vigtige møder
eller særlige instruktioner givet af Profeten. Den kendsgerning, at disse afsnit ikke er
opført som direkte åbenbaringer, formindsker ikke deres værdi på mindste måde som
vigtige lærdomme for menneskets frelse.
Afsnit 135 - Josephs og Hyrums martyrdød - og afsnit 136, givet til Brigham Young
i Winter Quarters, Nebraska, i 1847, er de eneste åbenbaringer, som ikke tilskrives
Joseph Smith.
På mange forskellige steder
Disse nedskrevne åbenbaringer dækker en periode på fireogtyve år - fra 1823 til 1847.
Hundrede afsnit er grupperet omkring Kirkens organisering - 1829-1833. Femten afsnit
blev givet i Harmony, Pennsylvania, og et lignende antal i den lille landsby Hiram,
Portage County, Ohio. Adskillige blev overgivet i Kirtland Templet, andre: i skovene
eller ved bredderne af Susquehanna Floden; seks i Missouri, medens Profeten indviede
stedet for Det Nye Jerusalem, og tre, medens han var fængslet i Liberty Fængslet.
Disse guddommelige meddelelser blev overleveret i seks forskellige stater: New York,
Pennsylvania, Ohio, Missouri, Illinois og Nebraska.
Ved Kirtland konferencen den 17. august 1835 præsenterede Kirken for sine
medlemmer den første udgave af Lære og Pagter, indeholdende 102 afsnit; de Tolvs
Kvorum skrev derefter et højtideligt vidnesbyrd om guddommeligheden af "Herrens
Befalingers Bog", underskrevet af de tolv mænd.10
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., pp. 235, 236. Roberts, Comp. Hist., Vol. II, pp. 126-130.
2. Ibid., p. 348.
3. Ibid., pp. 348-351.
4. Cannon, op. cit., p. 181.
5. Sidney B. Sperry, Des. News, 6. april og 16. november 1935.
6. Joseph Smith, op. cit., pp. 286, 334.

7. Letter of Oliver Cowdery, 25. dec. 1835 til Wm. Frye, Esq., Gilead, Calhoun
County, Ill.; Joseph Smith, op. cit., p. 350.
8. Cannon, op. cit., p. 182.
9. D. K. P., Abrahams Bog, 1:28, 31; 3:1.
10. Joseph Smith, op. cit., pp. 243-246.
Side 154

John Taylor døbt
36. Kapitel
John Taylors omvendelse - Frafald - Missioner i udlandet
Side 155
Medens Kirken blomstrede i Ohio og Missouri, var der en ung, energisk metodistpræst,
John Taylor, nylig kommet fra England, som giftede sig med Leonora Cannon, en
brændende metodist, og sammen sluttede de sig i Toronto, Canada, til en boglig klasse
af bibelstuderende, kaldet Fritænkerne. Det var denne gruppes formål at søge efter
sandheden og om muligt finde en kirke, som var i overensstemmelse med Bibelen.
Under disse studiedage kom en fremmed præst, Parley P. Pratt, til Toronto, bringende
med sig et bevægende vidnesbyrd om en ny Kirke, som fornylig var blevet organiseret
i Fayette, New York - en Kirke, som havde alle de gaver og ordinanser som Kristi
organisation i fordums dage. Fritænkerne blev vakt gennem forespørgsler, indtil de fik
at vide, at Parley var medlem af mormonernes religion. Øjeblikkelig gav de sig til at
lukke enhver dør imod hans forkyndelse. Ældste Pratt skriver: "Hvad kunne jeg gøre
mere? Jeg havde opbrugt min indflydelse og min kraft uden virkning. Jeg trak mig
nu tilbage til en fyrretræslund uden for byen, og idet jeg knælede ned, påkaldte jeg
Herren.".1
Parleys oprigtige bøn blev hørt, for medlemmerne af bibelklassen inviterede ham
snart til at holde flere taler, hvori han fremsatte sin nye tro og lærdomme. I løbet af få
uger havde han døbt John Taylor og hans hustru og en snes andre sandhedssøgere,
herunder familierne Fielding, Russel, Goodson og Snyder. Parley P. Pratt ordinerede
derefter John Taylor til ældste og kaldte ham til at præsidere over Toronto Gren. En
morgen, da John Taylor og Isaac Russel var ude for at uddele skrifter, gik de ind i
skovene og bad til Herren om sukces. Medens John holdt bøn, faldt den Helligånd
på de to ældster, og John bad i tunger, og begge mænd græd af glæde. Dette var
kun begyndelsen til de åndelige oplevelser for John Taylor, Kirkens fremtidige tredie
Præsident.
Kirtland Sikkerheds-selskab
I 1836-37 greb en stadig stigende iver efter at blive hurtigt rige ganske indbyggerne
i Amerika. Utallige spekulations-institutioner, der tiltuskede sig varer, obligationer og
fast ejendom, opstod i alle dele af landet. Den sindssyge feber efter rigdom, som
fangede de hellige i sit greb, syntes bestemt til at bringe forstyrrelse i Kirkens enighed
og broderskab, For at hamle op med dette ødsle vanvid organiserede Profeten og
andre af Kirkens ledere, som mente, at et af Kirken ejet investerings-selskab ville blive
en stabiliserende kraft så vel som en økonomisk velsignelse for de hellige, Kirtland
Sikkerheds-selskab (Kirtland Safety Society).
Indtil bedrageri og svindel ødelagde enigheden blandt funktionærerne i selskabet,
havde det stor fremgang. Imod Profetens stemme begyndte direktionen at investere i
varelagre og fast ejendom langt ud over, hvad selskabet var i stand til at indløse - hvis
indløsning skulle blive nødvendig. Kassereren selv satte mere end femogtyve tusind
dollars af aktionærernes penge i sine egne værdiløse projekter.
Besluttet på at redde selskabet fra ruin bønfaldt Profeten direktørerne om at holde
sig til sunde forretningsprincipper og ophøre med overdrevne investeringer. Da hans

Side 156
råd blev afvist, trak han sig tilbage som præsident. Idet han retfærdiggjorde denne
handling skrev han i sin dagbog: "Ingen institution af denne slags, oprettet på retfærdige
og retskafne principper som en velsignelse ikke alene for Kirken, men for hele
nationen, kunne man tillade at fortsætte sit virke i en sådan mørkets, spekulationens
og ondskabens tidsalder."2
Selskabets fiasko
Ikke mange måneder efter, at Profeten havde trukket sig tilbage, brød den
"Vilde Kats Panik i 1837" løs over folk i De Forenede Stater, og førte utallige
forretningsforetagender til økonomisk ruin. I marts og april dette år beløb bank-fallitter i
New York City alene sig til mere end hundrede millioner dollars. Det er unødvendigt at
sige, at det oppustede Kirtland Sikkerheds-selskab blev tvunget til at lukke sine døre.
Næsten øjeblikkeligt var der snesevis af indskydere, som ikke vidste, hvorfor Joseph
Smith havde trukket sig tilbage og heller ikke den sande årsag til deres tunge tab, der
begyndte at skyde skylden på Profeten og andre af Kirkens ledere.3
"Splid og frafald"
"Som frugterne af denne ånd," skriver Joseph, "fulgte onde formodninger, fejlfinden,
uenighed, splid og frafald i hurtig rækkefølge, og det syntes som om alle jordens og
helvedes magter forenede deres indflydelse på en særlig måde for straks at kaste
Kirken omkuld og gøre en ende på den ... Mange blev fjendtlig stemt overfor mig, som
om jeg var den eneste årsag til de samme onder, som jeg så ihærdigt stred imod, og
som i virkeligheden var kommet over os af de brødre, som ikke gav agt på mit råd.
Intet kvorum i Kirken var helt udenfor de falske ånders indflydelse, som kæmper
imod mig om herredømmet; endog nogle af de Tolv var så stærkt uimodtagelige
for deres høje og ansvarsfulde kaldelse, at de hemmeligt begyndte at tage parti for
fjenden."4
Evangeliet til England
Under denne enestående periode med splid åbenbarede Herren et missionærprojekt,
som skulle løfte Zions skib bort fra "frafalds-brændingen". Inspirationens røst kom
søndag den 4. juni 1837, medens brødrene sad i et møde i Kirtland Templet. Idet
han lænede sig over mod Heber C. Kimball, talte Profeten i en lav, inspireret tone:
"Broder Heber, Herrens Ånd har hvisket til mig: 'Lad min tjener, Heber, gå til England
og forkynde mit Evangelium og åbne frelsens døre for dette folk.'
Da jeg følte min svaghed til at tage afsted i et sådant ærinde, spurgte jeg Profeten,
om broder Brigham måske kunne rejse med mig. Han svarede, at han ønskede, at
Broder Brigham skulle blive hos ham, for han havde noget andet for ham at gøre ... På
den tid var der mange, som vaklede i deres tro; endog nogle af de Tolv gjorde oprør
mod Guds Profet. John F. Boynton (en apostel) sagde til mig: 'Hvis du er en sådan tåbe,
at du rejser, fordi du kaldes af den faldne Profet, Joseph Smith, vil jeg ikke hjælpe dig i
mindste måde.' ... Lyman E. Johnson (en anden apostel) sagde, at han ikke ønskede,
at jeg skulle gå på min mission, men hvis jeg var besluttet på at gøre det, ville han
hjælpe mig, alt hvad han kunne; han tog sin kappe af sin ryg og lagde den om min; det
var den første kappe, jeg nogensinde havde haft."
Bøn hjælper

Side 157
"Jeg gik dagligt ind i det østlige værelse i kvistetagen på templet og udøste min sjæl
for Herren." På denne måde, gennem vedvarende, hemmelig bøn, skaffede Heber C.
Kimball sig en åndelig styrke, der var tilstrækkelig til, at han kunne vove sig ud på den
mest frugtbare mission, der nogensinde er åbnet af Kirken.'
Ældsterne når Preston
Ni dage efter sit kald startede Heber C. Kimball tilligemed Orson Hyde, Willard Richards
og Joseph Fielding fra Kirtland. I New York fik de selskab af tre missionærer fra Canada
- ældsterne Russel, Goodson og Snyder. Da de syv mænd rejste uden pung og taske,
arbejdede de med hvad som helst for at skaffe sig midler til at betale deres rejse til
Liverpool - en rejse, der tog tre uger. I Liverpool sagde Ånden til Præsident Kimball,
som svar på deres bønner, at de skulle rejse til Preston, omtrent 50 kilometer borte.
I Preston skriver Heber C. Kimball lørdag den 22. juli, at han aldrig havde været vidne
til noget lignende i sit liv, for det var valgtid, og dronning Viktoria vår netop kommet på
tronen. Et stort banner, som vajede udfordrende over folkemængden, proklamerede
"Sandheden vil sejre!" "Amen!" råbte brødrene, "Sandheden vil sejre!" Og fra den time
begyndte Jesu Kristi evangelium at sejre i den Gamle Verden.
Pastor Fielding hjælper
Den næste dag inviterede Pastor James Fielding fra den engelske kirke, en broder til
Joseph Fielding, ældsterne til at høre ham tale. Ved slutningen af sin tale meddelte han
meget hjerteligt, at præster fra Amerika ville tale i hans kirke den samme eftermiddag
og aften, og han inviterede sin menighed til at høre deres budskab.
Ældsterne tog imod denne uventede chance og talte ved begge møder, og efter
afslutningen af aftengudstjenesten kom adskillige personer frem og bad om at blive
døbt. Da han frygtede, at han ville miste andre af sin flok, lukkede præsten sin kirke
for ældsterne.
De første dåbshandlinger i Europa
Den næste søndag, den 30. juli, den dag der var fastsat til de første dåbshandlinger
i Europa, giver Præsident Kimball en levende beretning om et to timers syn, der viste
mørkets fyrste og hans rasende fæller. "Vi hørte tydeligt disse ånder tale og udtrykke
deres raseri og djævelske planer imod os." Efter at de var blevet irettesat i Jesu Kristi
navn, trak de sig endelig tøvende tilbage, men ikke uden mange trusler imod ældsterne
og deres mission i England.6
"Til trods for min legemlige svaghed efter det chok, jeg havde været ude for, havde
jeg den glæde, omkring klokken 9 om morgenen, at døbe ni personer og hilse dem
velkommen som brødre og søstre i Guds rige ... Et opløb på mellem syv og ni tusind
personer ved flodens bredder var vidne til ceremonien." Søster Thomas Walmsley, der
var syg af tæring, og som var afmagret, så hun kun var skind og ben, "et rent skelet, og
var opgivet af lægerne ... blev båret ned til vandet ... hun blev øjeblikkelig rask, og inden
der var gået en uge, tog hun sig af sine pligter i hjemmet." Hun emigrerede senere til
bjergenes dale, hvor hun levede i mere end fyrretyve år, rask og rørig.7
Tusinder tager imod sandheden
Kort tid efter disse dåbshandlinger ledede Herren Præsident Kimball til at rejse til
Chatburn. Skønt han af sine venner blev advaret om, at han ikke ville finde nogen

Side 158
omvendte i denne fabriksby, drog han afsted, adlydende inspirationens røst. Og til hans
rådgiveres overraskelse døbte han snart nyomvendte i snesevis. I løbet af mindre end
otte måneder bragte han mere end femten hundrede medlemmer ind i Kirken, og da
de andre ældster havde omvendt omkring fem hundrede, talte de sidste dages helliges
Kirke i England over to tusind. Da ældsterne Kimball, Hyde og Russel vendte hjem den
9. april 1938, efterlod de blomstrende grene af Kirken i syvogtyve landsbyer.
Noter
1. Pratt, op. cit., pp. 145-164 giver en malende skildring af ældste Pratts oplevelser
i Canada. Denne bog, kapitel 84, fortæller om John Taylors liv,
2. Joseph Smith, op. cit., pp. 487, 488; Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p.
197.
3. Roberts, Comp. Hist., Vol. l, p. 396-406.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 487, 488.
5. Whitney, op. cit., pp. 115-118.
6. Ibid., pp. 118-143.
7. Ibid., pp. 143-150.

Clay County bestemmelser
37. Kapitel
Caldwell county - De hellige forlader Kirtland
Side 159
Idet vi forlader missionærerne i England, vender denne fortælling tilbage til de hellige i
Clay County, Missouri, i 1836. I dette venligtsindede distrikt havde mormonflygtningene
levet, siden jacksoniterne drev dem tværs over Missouri-floden i efteråret 1833. Inden
1836 var deres antal imidlertid blevet forøget med flere tusind. Da disse voksende
nordstatsfolk eller "Yankeer" ikke længere var velkomne, sammenkaldte folkene i Clay
County til massemøder og vedtog bestemmelser, der krævede, at de hellige skulle
flytte et andet sted hen uden tøven.
Caldwell County dannet
Som følge heraf, for at holde fred med missourianerne, sikrede mormonerne sig den
vilde og ubeboede halvdel af Ray County og organiserede den som Caldwell County.
Her grundlagde de deres hovedstad, Far West, og bredte sig derpå, idet de skabte i
snesevis af andre byer og landsbyer i det nordlige Missouri.'
Skønt Caldwell County i 1836 praktisk talt var en ørken, var der dog, inden det sene
efterår 1838, myldret næsten 5000 mormoner ind i dette distrikt. Johnson beretter i sin
History of Caldwell County, at mormonerne i Far West byggede en god skole, der tjente
som kirke så vel som rådhus og kommunalt centrum. Den samme forfatter priser disse
nyankomne som værende personer med "uddannelse og foretagsomhed", og som har
opmærksomheden henvendt på "religiøse og kulturelle emner". Han slutter: "Der var
mange lærere iblandt dem, og skoler var blandt deres første bygninger.".2
Hyrums hustrus død
Med Far West som mål, omkring 1450 kilometer mod vest, forlod Joseph Smith, Sidney
Rigdon, Hyrum Smith og adskillige andre ældster den 27. september 1837 Kirtland.
Efter at have afholdt en konference og andre møder med de hellige, vendte brødrene
tilbage til Kirtland den 10. december 1837. Hyrum skyndte sig hjem for at se sin hustru
og sine fem børn, men til hans overvældende sorg traf han kun sine børn, som hulkende
fortalte den sørgelige historie om deres moders død og begravelse. "Sig til jeres fader,
når han kommer, at Herren har taget jeres moder hjem og efterladt jer til ham, så han
kan tage sig af jer," var hendes sidste budskab. "Jerusha Barden Smith døde i fuld
forvisning om at få del i den første opstandelse," erklærede Profeten.3
Mary Fielding Smiths belønning
Nogle få måneder efter Hyrums hustrus bortgang kom Mary Fielding, en af Parley
P. Pratts nyomvendte fra Toronto, Canada, til Kirtland. Kort efter ægtede hun Hyrum
Smith, og med moderlig ømhed påtog hun sig ansvaret for den voksende familie. Som
belønning for hendes trofasthed gav Herren hende en udvalgt søn, Joseph F. Smith,
som senere blev Kirkens sjette Præsident. Mary Fielding Smith har i dag en hærskare
af efterkommere, som er energiske arbejdere i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Kirtland grebet af frafald
Side 160
Angående den voksende frafaldsånd i Kirtland skriver Profeten: "Under mit fravær i
Missouri sluttede Warren Parrish, John F. Boynton, Luke S. Johnson (de sidste to
havde været apostle), Joseph Coe og nogle andre sig sammen for at omstyrte Kirken.
Kort efter min tilbagekomst fornægtede denne anderledestænkende bande åbenlyst
og offentligt Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og erklærede, at de selv var af
den gamle standard og kaldte sig Kristi Kirke ... og regnede ikke mig og hele Kirken for
noget, og anklagede os som kættere.".4
En frygtelig scene i Templet
Disse apostater "lænkede sig sammen i et oppositionsparti", skriver Eliza R. Snow, "og
foregav, at de udgjorde Kirken, og påstod, at templet tilhørte dem og forsøgte endda at
forsvare det." Hun siger endvidere, at en sabbatmorgen kom denne forhærdede klike,
anført af Warren Parrish, "ind i templet, bevæbnet med pistoler og bowieknive, og satte
sig samlet på de aronske pulpiturer, ved østenden af templet, medens Fader Smith
og andre som sædvanlig optog det melkisedekske præstedømmes pladser mod vest.
Kort efter den sædvanlige åbning rejste en af brødrene på den vestlige side sig, og lige
efter at han begyndte at tale, afbrød en fra den østlige side ham.
Fader Smith, som præsiderede, kaldte til orden - han sagde til den frafaldne broder,
at han skulle få al den tid, han ønskede, men han måtte vente, til det blev hans tur
- da broderen fra den vestlige side først kom frem og begyndte at tale, måtte han ikke
afbrydes.
En frygtelig scene fulgte - idet den frafaldne taler blev så højrøstet, at Fader Smith
tilkaldte politiet for at de kunne føre manden ud af huset, da Parrish, John Boynton og
andre trak deres pistoler og knive og for ned fra forhøjningen og ind på forsamlingen ...
Mange i forsamlingen ... blev frygtelig forskrækkede - nogle prøvede at undslippe fra
forvirringen ved at springe ud af vinduerne."
Efter at have tvunget den oprørske gruppe ud af templet, genoprettede de ledende
funktionærer ordenen og fortsatte gudstjenesten.5
Brigham Young flygter
Apostaterne fortsatte ikke desto mindre med at udfordre Joseph Smith og Kirken. De
tiltvang sig adgang til templet, hvor de udkastede planer for at omstyrte Kirkens ledere
og udnævne mænd fra deres egen klike.
Under et af deres møder kom Brigham Young ubemærket ind i templet. Han kunne
næppe tro sine egne øren, for adskillige af de frafaldne medlemmer af de Tolvs Kvorum
sad i en gruppe og lagde hemmeligt komplot imod Joseph Smith. "Jeg rejste mig,"
erklærer han, "og tydeligt og med magt sagde jeg til dem, at Joseph var en Profet,
og jeg vidste det! Selv om de kunne skælde ud og bagvaske ham, så meget de ville,
kunne de ikke tilintetgøre kaldelsen af Guds Profet; de kunne kun ødelægge deres
egen myndighed, skære den tråd over, som bandt dem til Profeten og Gud, og sænke
sig selv ned i helvede ... Mødet blev afbrudt uden at apostaterne var i stand til at enes
om noget bestemt forslag til opposition. Dette var et vendepunkt, hvor jord og helvede
syntes at være i forbund for at omstyrte Profeten og Guds Kirke ...

Side 161
Jeg forlod Kirtland om morgenen den 22. december 1837 som følge af pøbelens
raseri og den ånd, som var herskende blandt apostaterne, som truede med at
tilintetgøre mig, fordi jeg offentligt og privat ville forkynde, at jeg ved den Helligånds
kraft vidste, at Joseph Smith var den Allerhøjeste Guds Profet og ikke havde overtrådt
eller var faldet, således som apostaterne påstod."6
Undslipper på hesteryg
Idet han fortæller om disse dage, skriver Joseph: "Et nyt år gryede over Kirken i Kirtland
i al bitterheden over ånden i apostat-pøbelherredømmet ... Ældste Rigdon og jeg selv
var nødsaget til at flygte fra dens dødbringende indflydelse ... Om aftenen den 12.
januar, omkring klokken ti, forlod vi Kirtland på hesteryg for at undslippe pøbelens
voldsomheder ... Vi fortsatte vor rejse natten igennem, og klokken otte om morgenen
den 13. ankom vi til brødrene i Norton Township, Medina County, Ohio, en distance på
omtrent 100 kilometer fra Kirtland. Her blev, vi i omkring seksogtredive timer, da vore
familier ankom; og den 16. fortsatte vi vor rejse med vore familier i overdækkede vogne
mod byen Far West i Missouri", en distance på omkring 1450 kilometer.
En frugtesløs søgen
"Vejret var overordentlig koldt," beretter Joseph, "vi var sommetider nødt til at afsondre
os i vore vogne, for at undgå vore forfølgeres greb, de fortsatte deres forfølgelse af os
mere end 300 kilometer fra Kirtland, bevæbnet med pistoler og geværer, stræbende
os efter livet. De krydsede ofte vort spor, to gange var de i de huse, hvor vi stoppede
op, engang dvælede vi hele natten i det samme hus som dem, med kun en skillevæg
imellem dem og os; og hørte deres eder og forbandelser og trusler imod os, hvis de
kunne fange os."7
I Dublin, Indiana, sluttede Profeten sig til Brigham Young: "Broder Brigham ... jeg
tror, jeg skal overgive mig til dig og vende mig til dig om råd i denne sag ... "
"Hvis du vil tage imod mit råd," forklarede Brigham, "vil det være, at du skal hvile
dig, og vær forvisset om, Broder Joseph, at du skal få rigeligt med penge til at fortsætte
din rejse.".
"Et af forsynet bestemt salg af en kro, der ejedes af en Broder Tomlinson, bragte
Profeten en gave på tre hundrede dollars, og han fortsatte sin rejse."8
Eskorteret til Far West
Da Kirken i Far West hørte, at Joseph og Brigham med deres familier havde krydset
Mississippi-floden ved Quincy, Illinois, sendte den vogne og forsyninger 200 kilometer
ud for at møde dem. Den 14. marts blev de eskorteret ind i Far West under
demonstrationer af kærlighed og venskab. Profeten skriver, da han forklarer om denne
lykkelige forening: "Vi forfriskede os, med megen tilfredsstillelse, efter vor lange og
trættende rejse, idet brødrene bragte os sådanne ting, som vi havde brug for til trøst
og bekvemmelighed." .9
Profetens og Brigham Youngs komme var begyndelsen til en almindelig emigration
af de hellige fra Kirtland til det nordlige Missouri.10
Noter

Side 162
1. Roberts, op. cit., pp. 422-425.
2. Crosby Johnson, History of Caldwell County, p. 121.
3. Joseph Smith, op. rit., pp. 518, 519.
4. Ibid., p. 528.
5. Roberts, op. cit., p. 406.
6. Gates og Widtsoe, Brigham Young, p. 15; Preston Nibley, Brigham Young, p. 20;
Tullidge, Life of Brigham Young, pp. 82-84.
7. Joseph Smith, op. cit., Vol. III, pp. 1-3.
8. Tullidge, op. cit., p. 85.
9. Joseph Smith, op. cit., pp. 8, 9.
10. Ibid., pp. 85-148, beretter historien om "Kirtlands Lejr"s rejser.

Profetens rapport
38. Kapitel
Profeten i Missouri - Adams hjemland - Tiende
Side 163
Så snart Profeten ankom til Far West, skrev han til de hellige i Kirtland og instruerede
dem om at skille sig af med deres ejendom og slutte sig til ham i Missouri. Han udtrykte
også sin dybe taknemmelighed over trofastheden hos de hellige i Far West og for
deres udtryk af kærlighed overfor ham: "I sandhed, vore hjerter er fyldt, og vi føler os
taknemmelige mod den Almægtige Gud for Hans venlighed imod os ...
De hellige er på dette tidspunkt enige, og fred og kærlighed er overalt
fremherskende; med et ord, himlen smiler til de hellige i Caldwell ... Sig til alle brødrene,
at jeg ... erindrer dem i mine bønner ... Med megen respekt underskriver jeg mig jeres
tjener i Kristus, vor Herre og Frelser. Joseph Smith, jun., Præsident for Kristi Kirke af
Sidste Dages Hellige."1.
I ovenstående brev af 29. marts 1838 underskrev Profeten sig: "Præsident for
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige," for på den tid var Kirkens fulde navn ikke blevet
åbenbaret. En måned senere, den 26. april, modtog Joseph imidlertid følgende: "Thi
således skal min kirke kaldes i de sidste dage, nemlig Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige," hvad der betyder Jesu Kristi Kirke, bestående af de hellige i de sidste dage.2.
Et opstandent væsen
"Moroni", skriver Profeten i sin dagbog, "som gemte pladerne i en høj i Manchester,
Ontario County, New York, og som var død og opstod igen derfra, viste sig for mig
og sagde til mig, hvor de var, og gav mig vejledning i hvorledes jeg skulle få fat i
dem."3. Denne ene udtalelse er muligvis den eneste henvisning i Profetens dagbog,
som erklærer, at Moroni er et opstandent væsen.
Adams hjemland
Lørdag den 19. maj beretter Joseph, at han førte en gruppe brødre mod nord til "foden
af Tower Hill (et navn jeg gav stedet som følge af de rester af et gammelt nephitisk
alter eller tårn, som stod der)." Profeten siger, at dette sted blev "kaldt 'Spring Hill', men
ved Herrens mund blev det benævnt Adam-ondi-Ahman, fordi, sagde Han, det er det
sted, hvor Adam skal komme for at besøge sit folk, eller den gamle af dage skal sidde,
som Profeten Daniel har sagt."4.
Idet han beskriver denne smukke Grand River Dal, skriver Præsident John Taylor,
at Profeten meddelte, "at dalen før os var Adam-ondiAhmans dal, eller med andre ord,
den dal, hvor Gud talte med Adam"; ligeledes, at her var stedet, hvor Adam "ofrede
til Herren".5.
Heber C. Kimball bevidner yderligere, at Profeten, idet han pegede på Spring Hill,
erklærede: "Der er det sted, hvor Adam ofrede til Herren, efter at han var kastet ud
af haven."6.
Adam set i et syn

Side 164
Efter at have modtaget et omfattende syn angående Grand River Dalen, forkyndte
Profeten frygtløst til hele menneskeheden, at Amerika er den Gamle Verden og
ikke den Ny. Herren viste Joseph Smith, at "Tre år før sin død kaldte Adam Seth,
Enos, Kenan, Mahalaleel, Jared, Enok og Metusalem, som alle var højpræster,
til sig, sammen med de øvrige af sine efterkommere, der var retfærdige, i dalen
Adam-ondi-Ahman og gav dem der sin sidste velsignelse.
Og Herren viste sig for dem, og de stod op og velsignede Adam og kaldte ham
Mikael, fyrsten, ærkeengelen. Og Herren trøstede Adam og sagde til ham: Jeg har sat
dig til at være hovedet - mange folk skal komme af dig, og du skal være en fyrste over
dem evindelig. Og Adam stod op midt i forsamlingen, og selv om han var nedbøjet af
alder, for udsagde han, fuld af den Helligånd, hvad der skulle ske hans efterkommere
til sidste slægtled. Alt dette blev skrevet i Enoks bog og skal åbenbares i rette tid."7.
Efter de foregående åbenbaringer kan man definere dalen Adam-ondiAhman som
den dal, hvor Adam Guds Søn opholdt sig.
Ingen anden skribent eller historiker, undtagen Profeten Joseph Smith, har givet
verden så positive erklæringer med hensyn til menneskehedens vugge - angivet den
med profetisk, ubetinget nøjagtighed. Skønt historikerne temmelig positivt har været
enige om, at mennesket havde sin begyndelse i den gamle verden, forkyndte Joseph
Smith dog frygtløst, at Adam og hans efterkommere stod på deres magts tinde i
Amerika - i selve dalen ved Grand River i Daviess County, Missouri, omkring 130
kilometer nordpå fra "Zions Hovedstav".
Den gamle af dage i Adam-ondi-Ahman
Det er meget muligt, at intet andet sted på jorden skal blive mere herliggjort end "Den
dal, hvor Adam Guds Søn opholdt sig;" men med hensyn til dens fremtidige skæbne
kender verden i det store hele kun lidt. Nogle af de epokegørende begivenheder, som
skal finde sted der, blev vist for Profeten Daniel, som så Fader Adam vende tilbage
til denne dal, ja, hans tidligere hjem, for at berede Guds hellige til Jesu Kristi andet
komme. "Jeg skuede videre", siger Daniel, "Med eet blev troner sat frem, en gammel
af dage tog sæde; hans trone var luende ild ... tusinde tusinder tjente ham, og titusind
titusinder stod ham til rede. Derpå sattes retten, og bøgerne lukkedes op ... Og se, med
himlens skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle af
dage . '.. og magt og ære og herredom gaves ham (Kristus), og alle folk, stammer og
tungemål skal tjene ham; hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans
rige kan ikke forgå."g.
Riget skal rulle frem
Joseph Fielding Smith skriver, idet han forklarer denne epokegørende begivenhed:
"Daniel ... så Menneskesønnen komme til det store råd, således som han gjorde det
til det første store råd i dalen Adam-ondiAhman", og "modtage nøglerne fra Adam ...
I dette råd vil Kristus overtage regeringens styrelse, officielt, på denne jord, og 'riget
og herligheden, og rigets storhed under hele himlen skal gives til den Allerhøjestes
hellige folk' ... Riger er allerede ved at vakle, nogle er faldet; men til sidst skal de alle
gå jordens vej, og han skal komme, hvis ret det er at herske. Så skal han overgive
styrelsen til den Allerhøjestes hellige."9
Templets hjørnesten lagt

Side 165
Den 4. juli 1838 var en betydningsfuld dag for de hellige, skriver Profeten: "Dagens
orden var pragtfuld. Processen begyndte at dannes kl. 10 om formiddagen i
følgende orden: Først infanteriet (militsen), dernæst Kirkens patriarker, præsidenten,
vicepræsidenten og taleren, de tolv apostle, stavspræsidenterne og Højrådet,
biskopper og rådgivere, arkitekter, damer og herrer. Kavaleriet dannede bagtroppen i
den store procession, som marcherede til musik og dannede en kreds, med damerne
foran, rundt om udgravningen ... Dette hus skal være 33 meter langt og 24 meter bredt.
Den højtidelige tale blev holdt af Præsident Rigdon, og efter at den var afsluttet, var
der Hosiannaråb og en sang komponeret til lejligheden."10 Profeten ledede derefter
nedlægningen af hjørnestenene til templet - den sydøstlige, den sydvestlige, den
nordvestlige og den nordøstlige.
Åbenbaringen om tiende
Som fortalt i 33. kapitel i denne bog var Joseph og Oliver de første til at betale tiende."
Fire år senere, den 8. juli 1838, bad Profeten imidlertid angående Kirkens medlemmers
tiendebetaling: "O Herre, vis dine tjenere, hvor meget du forlanger af dit folks ejendele
i tiende."
Som svar forkyndte Herren: "... Jeg fordrer, at al deres overflødige ejendom skal
overdrages i hænderne på min kirkes biskop i Zion ... Og derefter skal de, som således
har betalt tiende, betale en tiendedel af deres årlige indkomst, og denne lov skal gælde
for dem evindelig ... Og jeg siger jer: Om ikke mit folk holder denne lov hellig ... skal
det ikke være noget Zions land for jer. Og dette er mønstret for alle Zions stave. Så
ske det. Amen."12
"Tiende er en prøve"
"Tiendeloven er en prøve," erklærede Kirkens sjette Præsident, Joseph F. Smith,
"gennem hvilken folket som enkeltpersoner skal prøves. Ethvert menneske, som
undlader at overholde dette princip, skal kendes som et menneske, som er ligegyldig
overfor Zions velfærd, som forsømmer sin pligt som medlem af Kirken, og som ikke
gør noget for fuldførelsen af Guds riges timelige fremgang. Han bidrager heller intet til
udbredelsen af evangeliet til jordens nationer, og han forsømmer at gøre det, som kan
berettige ham til at modtage evangeliets velsignelser og ordinanser."13 "Jeg venter en
velsignelse"
Præsident Smith fortsætter, idet han bærer vidne om de første dage i Utah, da hans
moder, Mary Fielding Smith, kæmpede for at sørge for sin store familie: "Et forår, da
vi åbnede vor kartoffelkule, fik hun sine drenge til at tage et læs af de bedste kartofler,
og hun bragte dem til tiendekontoret; der var knapt med kartofler på den årstid. Jeg
var en lille dreng den gang, og jeg kørte spandet. Da vi kørte frem foran trappen til
tiendekontoret, rede til at losse kartoflerne, kom en af ekspedienterne ud og sagde til
min moder: 'Enkefru Smith, det er en skam, at du skal betale tiende.' ... Min moder
vendte sig imod ham og sagde: 'William, du burde skamme dig. Vil du nægte mig en
velsignelse? Hvis jeg ikke betalte min tiende, ville jeg vente, at Herren ville holde sine
velsignelser tilbage fra mig. Jeg betaler min tiende, ikke blot fordi det er en lov fra Gud,
men fordi jeg venter en velsignelse ved at gøre det. Ved at holde denne og andre love
venter jeg at få fremgang og at være i stand til at sørge for min familie.' ... Tiende
af hendes får og kvæg, det tiende pund af hendes smør, hendes tiende kylling, hvert
tiende af hendes æg, den tiende gris, den tiende kalv, det tiende føl - en tiendedel
af alt, hvad hun dyrkede, blev betalt ... Hun havde fremgang, fordi hun adlød Guds

Side 166
love." Præsident Smith bevidner, at hans moder var i stand til at bespise snesevis af
trængende og at betale sin tiende ved siden af.14
Naturligvis vil man deraf slutte, at hvis Gud lod Mrs. Smith få fremgang
"hundredefold", fordi hun overholdt sin tiende, vil han ligeledes lade andre, som trofast
overholder denne lov, få fremgang og blive velsignet. Til det gamle Israel gav Gud
forjættelsen: "... sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke
åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelser over eder i overmål."15
En sag om pligt
"Folk er ikke tvunget til at betale deres tiende," stadfæster Brigham Young, "de gør,
som det behager dem med hensyn til det, det er kun pålagt dem som en sag om pligt
mellem dem og deres Gud ... Nogle beklager sig og siger, at de bliver beskattet gennem
tiende ... Jeg siger, betal ikke flere kroner i tiende, med mindre I ønsker det ...
De siger, at vi udelukker folk fra Kirken, hvis de ikke betaler tiende: det har vi
aldrig gjort endnu ... Gud har ikke samfund med dem. Tiendeloven er en evig lov. Den
Almægtige Herre har aldrig haft sit Rige på jorden, uden tiendeloven var midt iblandt
Hans folk, og Han vil heller aldrig have det. Det er en evig lov, som Gud har indstiftet
til gavn for den menneskelige familie, for deres frelse og ophøjelse ...
Herren kræver ... en tiendedel af forøgelsen af min hjord og af alt, hvad jeg har ...
Enhver bør betale sin tiende. En fattig kvinde bør betale sin tiende kylling, selv om hun
må trække ti gange dens værdi i understøttelse (underforstået: fra fasteofferkassen).
Det er altsammen Herrens, og vi er kun Hans forvaltere."16
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., pp. 10, 11.
2. L. & P. 115:4.
3. Joseph Smith, op. cit., p. 28.
4. Ibid., p. 35, 36.
5. John Taylor, The Gospel Kingdom, p. 102.
6. Whitney, op. cit., pp. 218-222.
7. L & P. 107:53-57; Joseph Smith, op. cit., p. 388; W. W. Phelps, Hymns,
"Adamondi-Ahman"; Whitney, History of Utah, Vol. IV, p.99; Widtsoe, Disc. of
Brigbam Young, p. 157; Adam-ondi-Ahman blev købt af Kirken i 1944, se Church
Section, Des. News, 4. marts 1944 angående billeder og historien om købet,
også Church Section, News, 22. juli 1944.
8. Daniel 7:9, 10, 13, 14.
9. Joseph Fielding Smith, The Way to Perfection, pp. 287-290.
10. Joseph Smith, op. cit., pp. 41, 42.
11. Ibid., Vol II, p. 175.
12. L.& P. 119:1,4,6,7.
13. Joseph F. Smith, Gos. Doct., p. 226.
14. Ibid., pp.228-233.
15. Mal. 3:10.
16. Widtsoe, op. cit, pp. 274-276.

Kirkekrise
39. Kapitel
Seks vidner forlader kirken
Side 167
Det begivenhedsrige år 1836 - det år, da Kirtland Templet blev fuldført og indviet
- erindres som Kirkens enestående åndelige år; i modsætning hertil er årene 1837-38
kendt som frafaldsperioden. Disse prøvende år rev flere medlemmer fra Kirken
end nogen anden lignende periode i Kirkens historie. Blandt de ledende, som blev
utilfredse, var tre af de Tolvs Kvorum og Oliver Cowdery, ligeledes David, Jacob, John
og Fader og Moder Whitmer, tilligemed Hiram Page, en svoger til Whitmers. I følge
med disse ledere forsvandt snesevis af frafaldne medlemmer, herunder Martin Harris.
Oliver Cowdery omtales
Oliver Cowdery, som var født i Vermont den 3. oktober 1806, var halvfætter til Profeten.
Dette overraskende slægtskab mellem Joseph og Oliver blev opdaget i 1934 af
Archibald F. Bennett, da han arbejdede med Olivers anetavle.
Som et særligt vidne berørte Oliver Urim og Tummim og beviste endda sin dygtighed
som oversætter; han så Johannes Døberen, var den første person, som blev "døbt
ved vand og ånd"; han så Peter, Jakob og Johannes, hørte Mikaels røst, "som påviste
djævelen, da han viste sig som en lysets engel"; han hørte "Guds røst i gamle Fader
Whitmers værelse"; skrev hele Mormons Bog, undtagen nogle få sider, som den faldt
fra Profetens læber; ydermere skrev han endnu et eksemplar til bogtrykkeren; som
et af de Tre Vidner så han fem hellige ting, også en engel, og han hørte Guds røst,
som erklærede, at bogen var guddommelig; han var en af de seks begunstigede
mænd, som hjalp med til at organisere Guds rige på denne jord; som skriver skrev han
mange af Profetens åbenbaringer; han åbnede missionen til lamaniterne, hjalp med
til at udvælge og ordinere det første Kvorum af de Tolv; blev ordineret som Kirkens
Assisterende Præsident; modtog vigtige nøgler i Kirtland Templet fra Kristus, Moses,
Elias og Profeten Elias. Ja, i virkeligheden var Oliver vidne til gengivelsen af alle de
vigtige nøgler i denne sidste forvaltning.
Udelukket af Højrådet
Til trods for at Oliver havde modtaget utallige åndelige tilkendegivelser, sluttede han
sig til familien Whitmer i deres oprør imod Kirken; ydermere nægtede han at vise
sig for Højrådet i Far West til et specielt forhør, som Edward Partridge, Kirkens
Præsiderende Biskop, præsiderede over ved sagen imod ham. Det var først efter
at enhver anstrengelse for at få Oliver og familien Whitmer bort fra deres oprørske
holdning havde slået fejl, at Højrådet udelukkede Oliver Cowdery og tre af familien
Whitmer - David, Jacob og John samt en svoger, Hiram Page, den 12. og 13. april
1838. Fader og Moder Whitmer blev ikke udelukket af Kirken, men de blev i den østlige
del af landet og drev bort fra Kirken, efter at pionererne kom til Utah. Martin Harris blev
"afskåret fra Kirken" den sidste uge i december 1837.1
Vidnesbyrd udfordres

Side 168
Kort efter sin udelukkelse forlod Oliver Kirkens hovedsæde og rejste til Michigan, hvor
han blev en sagfører af betydelig berømmelse. Robert Barrington giver dette levende
billede af en mordersag, som Oliver Cowdery ledede: "Det store rum, hvor retssagen
blev afholdt, var pakket med folk, som sild i en tønde. Så snart Cowdery havde sluttet
sin åbningstale, rejste fangens forsvarer sig, og på en meget sarkastisk måde sagde
han, idet han så henimod det sted, hvor Oliver Cowdery sad:
'Mr. Cowdery, når De skal svare på mit argument, ville jeg ønske, at De ville sige
noget om den engel, som kom ned fra himlen i sin natdragt, og talte til Dem og
Joe Smith; og også noget om de tinplader, som De og Joe Smith gravede ud af
Cumorah-Højen, og som De har trykt i en bog og gennem hvilke De har bedraget så
mange af vore landsmænd. Det kan måske interessere retten og juryen at høre noget
om det.'
Efter at han til sidst havde afsluttet sit forsvar for fangen, satte han sig ned. Ethvert
øje i den overfyldte retssal vendte sig mod Oliver Cowdery. Folket strakte næsten
halsen af led for at få et glimt af ham. De kunne ikke tro, at de havde begået en
sådan fejltagelse at vælge en sagfører til anklager, som havde haft forbindelse med
Mormonprofeten Joseph Smith."
Bevidner overfor den overfyldte retssal
Oliver Cowdery rejste sig derpå, og idet han fæstede sine øjne på den spørgende skare,
begyndte han: "Jeg ville ønske, at jeg kunne undgå at svare min sagfører-kollega, men
det tør jeg ikke. Den engel, som viste sig, var ikke klædt i sin natdragt - han havde en
smuk hvid klædning på og en smuk hvid kappe over skuldrene, og han stod nogle få
fod over jorden. Han sagde til os, vi var tre tilstede, blandt andet, at hvis vi nogensinde
fornægtede, hvad vi så og hørte der, ville der ikke være nogen tilgivelse for os i dette
liv. Og han sagde til os, at Mormons Bog var blevet korrekt oversat og indeholdt Jesu
Kristi sande evangelium."
Et tydeligt syn i dagslyset
"Dette syn, eller åbenbaring, eller hvad ellers De vil kalde det, var om dagen; det var
ikke i en drøm om natten, for det skete på et tidspunkt mellem klokken tolv og klokken
to. Den glans, som omgav den person, som talte til os, overgik fuldstændig glansen
fra solen, som også skinnede meget smukt. Jeg er nu ikke mere i Mormonkirken, jeg
forlod den for flere år siden, men jeg har aldrig fornægtet, hvad jeg der så og hørte.
Dette er hele det svar jeg bryder mig om at give min modpart."
Fra den overfyldte retssal kom adskillige nye medlemmer til Kirken, deriblandt
Robert Barrington og hans familien.2
Oliver vender tilbage
I ni år var Oliver Cowdery borte fra Kirken og dens folk. Da han endelig kom til klarhed
over sin fejltagelse, forlod han Michigan for at rejse til Utah, bestemt på at nå Zion,
tilstå sine fejltagelser og atter blive døbt ind i den Kirke, som han havde hjulpet med
til at organisere atten år tidligere. Under en speciel konference i Kirken i Kanesville,
Iowa, den 21. oktober 1848, rejste han sig og sagde: "Mit navn er Cowdery, Oliver
Cowdery!" Der blev tavshed! Alles øjne så mod ham. Skønt hver eneste i den store
forsamling havde hørt bemærkelsesværdige ting om Oliver Cowdery, var der kun få,
som havde set ham.

Side 169
Stående der, i sin bedste alder, toogfyrretyve år gammel, bar Oliver et
overbevisende vidnesbyrd om sine bemærkelsesværdige oplevelser med Profeten
Joseph Smith under oversættelsen af pladerne, modtagelsen af præstedømmet og
oprettelsen af Guds rige på jorden. Han bad om tilgivelse for sine fejltagelser og bad
om, at han måtte blive genindsat som et ydmygt medlem af Kirken. Som følge deraf
blev Oliver Cowdery, en af den genoprettede Kirkes store stifindere, søndag den 12.
november 1848 døbt i Missouri-flodens isfyldte vande.
Tempelordinanser for Oliver
Da vinteren var ved at nærme sig, drog Oliver og hans hustru og datter mod syd til
Richmond, Missouri, for at bo hos deres slægtninge, Whitmers. Medens de var der,
gjorde Oliver alt, hvad der stod i hans magt for at overtale sin hustrus brødre - et af de
Tre Vidner og to af de Otte Vidner - til at følge hans eksempel - omvende sig og blive
døbt. Han opfordrede også indtrængende sin hustrus forældre til at gøre det.
Skønt Olivers slægtninge var trofaste i deres vidnesbyrd, afslog de at omvende sig
og blive døbt. Et år senere, medens de endnu var hos Whitmers, blev Oliver alvorligt
syg af en lungeinfektion og blev hurtigt svagere, indtil enden kom. På sit dødsleje, den
3. marts 1850, gav han sit sidste vidnesbyrd om evangeliets gengivelse og sandheden
af Mormons Bog.
Olivers halvfætter, ældste Joseph Fielding Smith, udførte den 18. oktober 1934
Olivers ordinanse-arbejde i Salt Lake Templet. Det næste år, den 27. april og 15. maj
1935, blev der afholdt særlige højtideligheder i alle S.D.H.-Ttempler, hvor der blev
udført tusinder af ordinanser for Oliver Cowderys familie.3
David Whitmer forlader Kirken
David Whitmer, et andet af de Tre Vidner, var født i Harrisburg, Pennsylvania, den 7.
januar 1805; han var altså elleve måneder ældre end Profeten.
Efter at have været ude af Kirken i niogtredive år, opdagede David en udtalelse
i American Cyclopedia, som berettede, at de Tre Vidner til Mormons Bog havde
fornægtet deres oprindelige påstande om guddommeligheden af Mormons Bog. David
offentliggjorde øjeblikkeligt følgende i en pjece med titlen An Address to all Believers in
Christ: "Det er anført i American Cyclopedia og Encyclopedia Britannica, at jeg, David
Whitmer har fornægtet mit vidnesbyrd som et af de Tre Vidner til guddommeligheden af
Mormons Bog, og at de to andre Vidner, Oliver Cowdery og Martin Harris, fornægtede
deres vidnesbyrd om denne bog. Jeg vil endnu engang sige til hele menneskeheden,
at jeg aldrig på noget tidspunkt har fornægtet dette vidnesbyrd eller nogen del deraf.
Jeg bevidner også for verden, at hverken Oliver Cowdery eller Martin Harris på noget
tidspunkt fornægtede deres vidnesbyrd. De døde begge, idet de atter bekræftede
sandheden af Mormon Bogs guddommelige ægthed."4
Martin bærer vidnesbyrd
Martin Harris, et andet af de Tre Vidner, som var født den 18. maj 1783 i Easttown, New
York, var toogtyve år ældre end Profeten. Fra den dag, da Joseph modtog pladerne, og
til Martins frafald i 1837, stod han sammen med Profeten, rede til at hjælpe på enhver
mulig måde, selv ved at betale summen på tre tusind dollars (ca. 20.000 kroner) for
trykningen af Mormons Bog.

Side 170
I en del år efter Martins udelukkelse boede han i Kirtland, Ohio, og virkede som
opsynsmand ved Kirtland Templet. Medens han førte tusinder af turister gennem den
engang hellige bygning, vedblev han at bære vidnesbyrd om sine oplevelser sammen
med Joseph Smith, fremkomsten af Mormons Bog og gengivelsen af evangeliet.
Den 30. august 1870 ankom Martin til Salt Lake City i selskab med Præsident
Edward Stevenson, og her blev han døbt, fik håndspålæggelse og blev ordineret til
ældste. Nogle få dage senere fortalte han til en stor forsamling i Salt Lake Tabernaklet
om mange af sine bemærkelsesværdige oplevelser sammen med Profeten Joseph
Smith. Den 11. oktober modtog han sine velsignelser i Endowment House. Indtil sin
død i Clarkston, Utah, den 10. juli 1875 bar han sit vidnesbyrd ved enhver lejlighed.
"Om eftermiddagen den dag han døde sad han, støttet af puder, i sin seng, og med
Mormons Bog i sin hånd bar han sit sidste vidnesbyrd for dem, der var tilstede."5
Noter
1. Roberts, op. cit., pp. 431-434; Joseph Smith, op. cit., pp. 13-18; Joseph Fielding
Smith, Course of Study for the Melchizedek Priesthood Quorums of the Church,
1949, p. 109; Wm. H. Homer, Jr., Activities in Kirtland, Era, juni 1955; Journal
History, 1. Jan. 1838.
2. Des. News, 17. Okt. 1931; Jenson, Biog. Encyc., Vol. I, p. 249.
3. Jenson, op. cit., pp. 249-251; Roberts, New Wit., Vol. Il, pp. 282-291; Des.
News, 6. april 1935, viser billeder af Oliver og Joseph og giver deres genealogi.
Begges mødre nedstammede fra Edward Fuller, som kom til Amerika med
Mayflower i 1620.
4. Piece, udgivet i Richmond, Missouri, den 19. marts 1881; Roberts, op. cit., pp.
292 -299; Joseph Smith, op. cit., pp. 18-20.
5. Roberts, op. cit., pp. 300-303; Martin Harris døbt 17. september 1870 af Edward
Stevenson, Journal Hist., 17. september 1870.

Femten tusind mormoner
40. Kapitel
Lovløshed i de vestlige grænseegne
Side 171
Inden efteråret 1838 havde de hellige, som tidligere forklaret, bosat sig, femten tusind
i antal, indenfor grænserne af Clay, Ray, Carroll, Daviess og Caldwell i det nordlige
Missouri. Socialt, åndeligt, politisk og samarbejdsmæssigt blev de betragtet som
anderledes end deres vestlige naboer.
Da mormonerne var nordboere og ikke-slaveholdere - med øgenavnene Yankeer
og abolitionister - vedblev deres enighed, flid og religiøse formål at vække de
allerede mistænksomme missourianeres forbitrelse. De hellige, som samledes i deres
midlertidige hovedstad i Far West, anlagde deres byer med stor nøjagtighed. Men deres
endelige, dybtliggende mål var at dreje mod syd og genvinde Jackson County, det sted
der var indviet til deres Ny Jerusalem.
Kongressen afslår at hjælpe
Ved slutningen af sommeren 1838 gjorde dumdristige fredløse og landstrygere sig
rede til at gribe til våben mod mormonerne i det nordlige Missouri. Da oprøret,
som fulgte, skete i dagene for "stats-rettighederne", lukkede forbundsregeringen i
Washington øjnene og nægtede at tage parti. Idet kongressen betegnede overgrebene
på mormonerne og deres ejendom som en "grænsestrid", overlod den hele sagen i
hænderne på de stater, der var indblandet.
Truende krigsskyer
Parley P. Pratt skriver, idet han hentyder til begyndelsen af vanskelighederne i 1838:
"Krigsskyer begyndte at sænke sig med mørkt og truende udseende. De, som imod
loven havde forenet sig i de tilstødende amter (counties), havde længe set på vor
voksende magt og fremgang med misundelse og med grådige og havesyge øjne. Det
var almindeligt, at prale med, at så snart vi havde fuldført vore udstrakte forbedringer
og havde fået en rigelig høst, ville de drive os bort fra staten og endnu engang berige
sig selv med byttet."'
Profeten skriver, idet han beretter om den første alvorlige vanskelighed, som
begyndte i Gallatin, Daviess County, den 6 august 1838: "Omkring to uger tidligere
underrettede dommer Morin, som boede i Mill Port, John D. Lee og Levi Stewart om,
at pøbelen havde besluttet at forhindre mormonerne i at stemme ved valget den 6.
august, og derved vælge oberst William P. Peniston, som var anfører af pøbelhorden
i Clay County. Han rådede dem til at være forberedt på et angreb, at blive på deres
jord og stå fast på deres rettigheder."
I overensstemmelse med denne advarsel ankom Peniston og hans halvfulde flok til
afstemningsstederne, parate til at lave ballade. "Richard (kaldet Dick) Welding," siger
Profeten, "pøbelbøllen, der var lige fuld nok til lejligheden, begyndte en diskussion med
Broder Samuel Brown ved at sige, at 'Mormonerne havde ikke mere tilladelse til at
stemme i Clay County end negrene'" ,2 og han begyndte at slå løs på Brown.

Side 172
"Efter et almindeligt håndgemæng," som gik over til "en række 'slåen hinanden ned',"
skyndte Weldings mænd sig bort for at skaffe sig geværer. Da mørket nærmede sig,
samledes pøbelhorden. Skønt et uvejr havde sat ind, flygtede de frygtsomme hellige
fra deres hjem og tilbragte natten i et krat af nøddebuske.
Statsmilitsen tilkaldt
Utallige fejlagtige rapporter og beskyldninger blev i hast sendt til guvernør Lilburn W.
Boggs med det resultat, at Profeten og Lyman Wight den 16. august blev arresteret
og ført for retten i september for dommer Austin A. King i Daviess County. Dommer
King, som lagde en meget bitter ånd for dagen, fastsatte kautionen for brødrene til 500
dollars (ca. 3500 kroner) og gav dem en betinget dom i forbundsretten.3
Ældste Joseph Fielding Smith opsummerer begivenhederne, som fulgte: "Disse
rygter og falske erklæringer nåede guvernøren, således som det var deres forfatteres
hensigt. Under påskud af, at 'mormonerne' havde indgået forbund med indianerne og
var oprørske, udstedte guvernør Boggs en ordre, gennem generaladjudant B. M. Lisle,
til general Atchinson og seks andre ledere af militsen, om, at som 'forholdsregel' skulle
en effektiv styrke af militsen holdes i beredskab for at imødegå enhver eventualitet
(d.v.s. opstand fra indianerne eller 'mormonerne'). Denne styrke skulle bestå af fire
hundrede mænd fra hver af syv divisioner, beredne, bevæbnede og udstyret som
infanteri eller skytter, formeret i kompagnier i henhold til loven, idet de således udgjorde
en styrke på 2800 mænd. Under al denne ophidselse samlede bevæbnede styrker
af pøbelhoben sig på forskellige steder og udstødte trusler imod de hellige ... I deres
geledder var mange af de helliges mest bitre fjender."4
Da staten Missouri tilbød løn, tæpper og rigeligt med føde og klæder, havde den
kun meget lidt vanskelighed med at skaffe alle de mænd den behøvede.
Plyndringstogter i Daviess County
En af pøbelgrupperne, der talte omtrent to hundrede mænd, anført af en dr. Austin,
samledes nær Diahman i Daviess County i den hensigt at drive mormonerne ud af
dette distrikt. General Alexander W. Doniphan, som havde forsvaret de hellige i retten
i Jackson County, men som havde været ude af stand til at vinde sagen på grund af
pøbelens trusler, marcherede resolut ca. 40 kilometer mod nord med lidt over hundrede
mænd og oprettede sin kommando mellem Austins oprørere og mormonernes landsby.
Afventende Doniphans komme havde ældste Lyman Wight, som var oberst i
statsmilitsen - en frygtløs, loyal amerikaner - organiseret et kompagni af mormonmænd
og -drenge og forsvarede heltemodigt de helliges dyr mod kuglerne fra Austins
plyndrende lovløse.
Den første landsby overgiver sig
Så snart Doniphan nåede Diahman, beordrede han Austins mænd til at sprede sig.
De nægtede at følge Doniphans ordrer, og Austin forøgede sin styrke til tre hundrede
mænd og skyndte sig omkring 100 km mod syd og belejrede mormonlandsbyen DeWitt
i Carroll County.
Omkring en uge senere, da Profeten hørte om de helliges lidelse på dette sted,
begav han sig hemmeligt på vej om natten gennem Austins linier, og han fandt sit folk
under skrækkelige omstændigheder. Idet han beretter om sine forgæves anstrengelser

Side 173
for at slå pøbelhobens planer i stykker, skriver han: "Vi havde nu intet håb overhovedet
om på heldig vis at modstå pøbelen, hvis antal bestandig forøgedes; vore forsyninger
var næsten sluppet op, og vi var udslidte af bestandig at være på vagt og iagttage
fjendens bevægelser; i den tid jeg var der fyrede de på os en masse gange ... Mange
huse, som tilhørte mine brødre, blev brændt af, deres kvæg drevet bort, og en stor del
af deres ejendele blev ødelagt af pøbelhoben."5
Efter de natlige plyndringer af mormonernes fjerkræ og dyr kunne man høre Austins
mænd råbe og synge omkring deres lejrbål. Mr. Caldwell, en ikke-mormon, som var
blevet holdt under denne nådeløse belejring, skyndte sig afsted for at søge beskyttelse
hos statens guvernør. En uge senere vendte han tilbage, dybt skuffet, for den øverste
embedsmands eneste svar var: "Striden er mellem mormonerne og pøbelen, og de
kan udkæmpe den."
Da tilstandene i DeWitt blev værre, havde de hellige intet andet valg end at læsse
deres vogne med de ejendele, som de kunne rumme, og drage afsted til Far West - 80
km borte - efterladende deres huse og gårde i hænderne på Austin og hans mænd.
Til trods for løfter fra pøbelens ledere var der ikke en eneste af mormon-nybyggerne,
som nogensinde fik sine tab erstattet.
Begravet langs vejen
Profeten siger, at efter at hans selskab på halvfjerds sjæle havde rejst omkring 20 km
ad en knoldet vej, var der "en kvinde ved navn Jensen, som kort forinden havde født
et barn, der døde"; og at de begravede hende ved vejkanten, kun dækket af kviste og
jord. "Under vor rejse," fortsætter han, "blev vi bestandig plaget og truet af pøbelen,
som skød på os adskillige gange, medens flere af vore brødre døde af den udmattelse
og de savn, de måtte lide, og vi måtte begrave dem ved vejkanten uden kiste og under
de mest sørgelige omstændigheder."6 Den 12. oktober 1838 drog disse hjemløse og
fattige flygtninge ind i Far West, efter en sorgfuld rejse gennem storm og regn.
Noter
1. Pratt, op. cit., p. 190.
2. Joseph Smith, op. cit., pp. 56-58.
3. Roberts, op. cit., pp. 447-452; Joseph Smith, op. cit., pp. 59-73.
4. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 219.
5. Joseph Smith., op. cit., pp. 158, 159.
6. Ibid., pp. 159, 160.

Salg af jord
41. Kapitel
Udryddelsesordrerne - Massakren ved Haun's Mill
Side 174
Ansporet af den snu kalden til våben ved guvernør Boggs ord "Striden er mellem
mormonerne og pøbelen, og de kan udkæmpe den" - rasede pøbelånden i det nordlige
Missouri ud over al kontrol. "Pastor Sashiel Woods," siger Profeten, "kaldte pøbelhoben
sammen og holdt en tale til dem, gående ud på, at de måtte skynde sig at hjælpe deres
venner i Daviess County. Salget af jorden," forklarede han, "var ved at begynde, og
hvis de kunne få 'mormonerne' drevet ud, kunne de få al den jord, der var berettiget til at
blive solgt med forkøbsret ... Han forsikrede pøbelhoben om, at de ikke havde noget at
frygte fra statens myndigheder ved at gøre det, for de havde nu fuldstændigt bevis for,
at disse myndigheder ikke ville hjælpe 'mormonerne', og at de (pøbelen) lige så godt
kunne tage deres ejendom fra dem som ikke at gøre det. Man var enig i hans forslag, og
følgelig startede hele banden mod Daviess County, bringende deres skyts med sig."1
Profeten fortæller, at han og en gruppe brødre skyndte sig afsted til hest for at yde
trøst og hjælp til de hellige i Daviess County; at der den 17. og 18: oktober var en
"betydelig snestorm", desuden at "et antal huse, tilhørende vore folk, blev brændt af
pøbelen, som foretog mange andre plyndringer, som f. eks. at drive heste, får, kvæg,
svin etc. bort ... Kvinder og børn, nogle af dem højt frugtsommelige, blev således
tvunget til at forlade deres hjem og rejse adskillige kilometer for at undslippe. Mine
følelser var således, at jeg ikke kan beskrive dem, da jeg så dem samles i landsbyen,
næsten fuldstændigt blottet for klæder, og kun redde deres liv."2.
O'Banion, Carter og Patten dræbt
Før daggry den 25. oktober 1838 blev de hellige i Far West vækket af deres søvn ved
signalhornets kalden. Straks efter var femoghalvfjerds mænd på march under kaptajn
David W. Patten fra statsmilitsen. Deres ordrer lød på at slå en bande bøller tilbage
ved Crooked River og befri flere fangre brødre.
Efter en skudveksling ved daggry flygtede pøbelhoben, efterladende flere mormoner
sårede og døende ved bredden af floden. "Broder Gideon Carter", beretter Profeten,
"blev skudt i hovedet, og efterladt død på jorden så vansiret at brødrene ikke kendte
ham ... Kaptajn Patten ... faldt, dødelig såret", og "Patrick O'Banion døde kort efter ...
David Patten ... en af de Tolv Apostle, døde, som han havde levet, som en Guds mand
... En af hans sidste udtalelser til sin hustru var ... 'Hvad du end gør, O, fornægt ikke
troen.'"3. Dette ord blev snart til et ordsprog.
Guvernørens udryddelsesordrer
To dage efter slaget ved Crocked River udstedte guvernør Boggs følgende
"udryddelsesordrer" til general Clark: "Jeg har af Amos Rees, Esq., og Wiley C.
Williams, Esq., en af mine hjælpere, fået underretning af den mest forfærdende
karakter, hvad der forandrer tingenes hele kendsgerning, og placerede 'mormonerne'
i den stilling, at de åbent og erklæret har overtrådt lovene og pådraget folket i staten
åben krig. Deres ordrer er derfor at fremskynde Deres operationer og forsøge at nå
Richmond i Ray County i størst mulig hast. Mormonerne må behandles som fjender

Side 175
og må udryddes eller drives bort fra staten, om nødvendigt, for offentlighedens skyld.
Deres voldshandlinger er ud over al beskrivelse. Hvis De kan forøge Deres styrke, er De
bemyndiget til at gøre det, i en hvilkensomhelst udstrækning De mener er nødvendig."
Sorg følger på guvernørens ordre
"Stor ophidselse hersker nu", beretter Profeten, "og man hørte om pøbelhobe i alle
retninger, de syntes besluttet på at tilintetgøre os. De satte ild på husene i landet, og
stjal alt det kvæg de kunne finde. De ødelagde kornmarker, tog mange tilfange, og
truede med død over alle mormoner."4.
Dagen efter førnævnte udryddelsesordrer sendte to generaler - Atchinson og Lucas
- en fejlagtig meddelelse til guvernøren. Dette budskab var også en del af den
velorganiserede propaganda for at uddrive de hellige fra deres ejendom. General David
R. Atchinson, som af general Lucas var blevet bevæget til at underskrive følgende
ordre, udtrykte senere sin dybe beklagelse over det parti han havde taget imod
mormonerne.
"Militsen, Richmond, 28. oktober 1838
Til den øverstbefalende for Missouri-militsen:
Højstærede! Efter de sidste voldshandlinger, begået af mormonerne, er borgerkrig
uundgåelig. De har overtrådt landets love og er i åbent oprør. Vi har omkring to tusind
mænd under våben til at holde dem i skak. Den øverstbefalendes nærværelse anses
for absolut nødvendig, og vi anmoder i al respekt indtrængende Deres excellence om
at stå i spidsen for krigen så snart som muligt.5.
Deres underdanige tjenere,
David R. Atchinson, M.G. 3. Div.
Samuel D. Lucas, M.G. 4. Div."
Ryttere angriber Haun's Mill
Under den ophidselse, som fulgte, udspillede der sig en af de mest brutale massakrer i
den amerikanske historie i den lille by Haun's Mill. Ud på eftermiddagen den 30. oktober
1838 for 240 ryttere under obersterne William O. Jennings og Nehemiah Comstock
uden varsel ind i landsbyen og åbnede en geværsalve mod de tredive forsvarsløse
familier. En halv snes af brødrene, som løb ind i smedien for at søge beskyttelse, blev
fanget i en dødsfælde. Angriberne affyrede salve på salve gennem den åbne dør og
de store revner i bjælkerne. Mænd, kvinder og børn, som flygtede mellem træerne og
buskadset, blev fulgt af byger af kugler, som dræbte og sårede adskillige.
Angriberne sprang så af deres heste og flåede alle de klæder de ønskede af de
døde og døende. Ældste Warren Smith, som lå dødeligt såret i smedien, råbte op i
dødsangst, da en brutal fyr trak ham rundt på gulvet, medens han rykkede støvlerne
af ham. Warrens hustru beretter, at denne samme mand i Far West pralede af sin del
i den frygtelige sag. "Her er et par støvler," sagde han, "som jeg trak af, før den forb
... mormon var færdig med at sparke!"6.
En sorgens scene
Under angrebet kravlede to af Amanda Smiths små drenge, syv og ti år gamle, ind
under blæsebælgen i smedien. En ældre broder, som skjulte sig i butikken, fortalte den
grusomme historie. Han så Sardius trukket frem fra sit skjulested, og medens han bad

Side 176
for sit liv, skudt til døde på en frygtelig måde af en Mr. Glaze fra Caldwell County. Lille
Alma, som krøb sammen under blæsebælgen, fik sin hofte skudt bort ved affyringen af
en bøsse, der blev holdt mod hans skælvende legeme. Ved en mirakuløs helbredelse
kom Alma sig imidlertid, og senere drog han sammen med pionererne over sletterne
til Utah, hvor han levede i mange år.
Charles Merrick, en dreng med blå øjne, som også skjulte sig i butikken, bønfaldt:
"Oh, dræb mig ikke, jeg er en amerikansk dreng!" Det eneste svar var drønet fra et
gevær. Det øverste af hans hoved blev skudt af, og han blev ladt tilbage mellem de
døde og døende.
Udenfor butikken "overgav Thomas McBride, en gråhåret veteran fra Revolutionen,
sit gevær, idet han bad: 'Spar mit liv, jeg er en soldat fra Revolutionen!'" Barbarisk
greb en af angriberne veteranens gevær og skød ham ned med det; derefter "faldt en
mr. Rodgers fra Daviess County over ham og hakkede ham i stykker med en gammel
kornsegl."7.
Efter at rytterne havde plyndret de døde og sårede for klæder og plyndret de helliges
huse og vogne, gallopperede de afsted, skrigende at de snart ville komme tilbage og
afslutte arbejdet.
Spredt rundt i landsbyen og i butikken lå sytten døde og en halv snes eller flere
sårede. Uden at vente på pøbelhobens tilbagekomst trak de frygtsomme mænd,
kvinder og børn deres dødes lig hen til kanten af en gammel brønd og skubbede dem
derned.
Ifølge Jenning's og Comstock's rapport til statens myndigheder affyrede de "seksten
hundrede salver" under dagens plyndringstogt.
Ophidselse hersker
Efter at have forladt Haun's Mill, red militsen omkring tyve kilometer vestpå og sluttede
sig til to tusind krigsfolk, som var ved at forberede sig til at angribe Far West. General
Clark nærmede sig med yderligere tusind mænd mormonbyen fra syd. Clark sagde,
at hans ordrer fra guvernøren var at uddrive eller udrydde mormonerne og "sætte ild
på deres huse."
Om aftenen på dagen for massakren i Haun's Mill, den 30. oktober, sendte Profeten
ældste Charles R. Rich ud med et våbenstilstandsflag til tropperne, som omgav Far
West. Rich skulle have en samtale med generalerne og stille fredsbetingelser, hvis
det var muligt. Skønt kaptajn Bogarts mænd skød på ældste Rich, fuldførte han sin
mission. Medens han var der, fik han af general Doniphan at vide, at general Atchinson
var blevet strengt sat i rette af guvernør Boggs, fordi han havde vist mormonerne
altfor megen barmhjertighed. Doniphan lovede, at hans tropper ikke ville foretage noget
angreb på byen Far West den nat, men han advarede, frygtsomt, om, at han ikke havde
nogen kontrol over sine foresatte officerer, general Lucas, og hans bande af lovløse
soldater. Desuden var der i hundredevis af mænd, klædt som indianere, som fulgte en
ubarmhjertig leder, "deres Delaware-høvding", som de kaldte ham.
Den nat sov ingen i Far West. Alle var forberedt på et overraskelsesangreb eller
gjorde sig rede til det, der kunne ske den næste dag. Sandsynligvis er ingen nat i
mormonernes historie nogensinde blevet tilbragt i større spænding og uvished.
Noter

Side 177
1. Joseph Smith, op. cit., p. 161.
2. Ibid., pp. 162-169.
3. Ibid, pp. 171, 172; Roberts, Missouri Persecutions, pp.216-224; Whitney, op. cit.,
pp.224-227; (Gideon Carter er tipoldefar til forfatteren af denne bog). Kursiv ved
forfatteren.
4. Joseph Smith, op. cit., p. 175.
5. Ibid., p. 176.
6. Angående den komplette historie om massakren, se Amanda Smiths fortælling,
Jenson, Hist. Record, pp. 83-88, 671-684; Joseph Smith, op. cit., pp. 182-187,
323-325.
7. Jenson, op. cit., p. 673-677.

Hinckles forræderi
42. Kapitel
Lederne forrådt - Hellige i fangenskab
Side 178
Da det grå daggry den 31. oktober 1838 brød frem over den udmattede
mormonhovedstad, Far West, fandt det de hellige fuldstændig belejrede. I løbet
af den foregående nat med stærk ængstelse, uvished og mistillid, var George M.
Hinckle, en frafalden mormon-oberst, gået ud til general Lucas og havde indgået en
fredstraktat, i hvilken han gik ind på at overgive Far West på følgende betingelser: (1)
Mormonerne skulle overgive deres ledere til rettergang og straf; (2) de skulle foretage
en henlæggelse af deres ejendom, tilstrækkelig til at betale krigens omkostninger; (3)
de skulle forlade Missouri; og (4) aflevere alle deres skydevåben af enhver slags.1.
Lederne forrådt
Joseph, som ikke vidste noget om Hinckles ydmygende betingelser, fortæller historien
om forræderiet: "Henimod aften blev jeg opsøgt af oberst Hinckle, som udtalte, at
militsens officerer ønskede at have en samtale med mig og nogle andre, i håb
om, at vanskelighederne kunne blive løst uden at have anledning til at sætte de
udryddelsesordrer i gang, som de havde modtaget fra guvernøren. Jeg samtykkede
straks i anmodningen."
Men til Profetens overraskelse sagde Hinckle til Lucas, da Profeten og hans fire
ledsagere - Sidney Rigdon, Lymann Wight, Parley P. Pratt og George W. Robinson
- kom indenfor hærens geledder: "General, her er de fanger, som jeg samtykkede i at
aflevere."2. Ikke før dette øjeblik mistænkte Joseph Hinckle for forrædderi.
"I stedet for at blive behandlet med den respekt, som den ene borger skylder den
anden," fortsætter Joseph, "blev vi taget som krigsfanger og behandlet med den yderste
foragt. Officererne ville ikke tale med os, og soldaterne forhånede os lige så meget som
de følte lyst til, som om det var til en menig."3. Parley P. Pratt beretter, at da banditterne
fik at vide, at de havde fanget mormon-profeten, udstødte de et tøjlesløst blasfemisk
hyl, der lød mere som "dæmoner fra den infernalske afgrund" end som soldater fra de
Forenede Staters hær.4.
Med mørkets komme gennemblødte et vinteruvejr brødrene, for de blev holdt i
håndjern og lænket, og uden ly. Profeten beretter, at natten igennem blev han spottet
og hånet af vagten: "Kom, mr. Smith, vis os en engel, giv os en af dine åbenbaringer,
vis os et mirakel etc." Brødrene måtte også lytte til smudsige slibrigheder fra brovtende
vagter, som pralede af brutale voldshandlinger med røveri og mord.5.
Lederne skal skydes
"Officererne i militsen holdt krigsråd", beretter Joseph, "og dømte os til at blive skudt
fredag morgen på den offentlige plads i Far West som en advarsel til 'mormonerne'.
Til trods for deres dom og beslutning, fik de imidlertid ikke tilladelse til at eksekvere
deres morderiske dom."
The National Historical Company beretter i sin History of Caldwell County følgende
ordre: (Torsdag den 1. november 1838)

"Brigader-general Doniphan:
Side 179
Højtærede: De skal tage Joseph Smith og de andre fanger ud på den offentlige plads
i Far West og skyde dem klokken 9 i morgen tidlig.
Samuel D. Lucas
Kommanderende generalmajor"
General Doniphan var imidlertid af en anden mening. Han for op i retfærdig harme
og sendte dette truende svar til Lucas: "Det er koldblodigt mord. Jeg vil ikke adlyde
Deres ordre. Min brigade marcherer til Liberty i morgen tidlig kl. 8; og hvis De henretter
disse mænd, vil jeg holde Dem ansvarlig for en jordisk domstol, så hjælpe mig Gud.
A. W. Doniphan
Brigader-general"6
General Doniphans faste vægring forhindrede Lucas i at fuldføre sin morderiske
ambition, at henrette mormonlederne.
Far West plyndret
Rasende over at være blevet modarbejdet i sine planer marcherede Lucas øjeblikkeligt
ind i Far West og tvang de hellige til at aflevere deres våben. "Brødrene opgav deres
våben, deres egen ejendom, som ingen regering på jorden havde nogen ret til at
rekvirere," skriver Joseph Smith. "Under påskud af at søge efter våben ... flåede
pøbelhoben gulve op, væltede høstakke, plyndrede de mest værdifulde ting, de kunne
lægge hånd på, ødelagde og tilintetgjorde ganske formålsløst en masse ejendele, tvang
brødrene til at underskrive skøder på formue, så de kunne betale pøbelens udgifter,
med bajonetten for brystet, samtidig med at stedet blev vanhelliget ved, at kvinderne
blev voldtaget. Omkring firsindstyve mænd blev taget til fange, resten blev beordret til at
forlade staten, og det blev dem forbudt, under trussel om at blive skudt af pøbelhoben,
at samles mere end tre på et sted."7. Samtidig med at historikerne beretter om den
chokerende moralske fordærvelse hos de lovløse under general Lucas, fortæller de, at
kvinder blev fanget og "voldtaget af dyr i menneskeskikkelser."8.
Farvel til Josephs familie
Den 2. november udtaler Joseph, at han og adskillige andre brødre blev ført til deres
hjem for at se deres familier, før de blev ført ud af amtet: "Jeg forlangte at få en privat
samtale med dem i nogle få minutter, men dette privilegium blev nægtet mig ... Min
ægtefælle græd, mine børn klyngede sig til mig, indtil de blev stødt væk fra mig af
vagtens sværd." Da vinterens første storme var ved at sætte ind, og Josephs familie var
næsten helt blottet for levnedsmidler, var han overvældet af sorg. Kun lidet forestillede
han sig, da han blev revet væk fra sine kære, at de, sammen med resten af de hellige,
ville blive drevet ud af staten Missouri, før han igen vandt sin frihed?
Hyrums og Parleys familier
"Jeg gik til mit hus", siger Parley P. Pratt, "bevogtet af to-tre soldater; den kolde regn
strømmede ned, og da jeg kom ind i min lille hytte, lå min hustru der, syg af en feber,
som hun i nogen tid havde måttet holde sengen med." I samme seng lå der to syge
børn, den ene tre måneder gammel og den anden fem år. Han skriver, at han så blev
"tvunget bort fra en så hjælpeløs familie, som var blottet for mad og brændsel ...

Side 180
Jeg standsede sammen med vagten ved Hyrum Smiths dør og hørte hans hustru
hulke og sukke, fordi han skulle afsted."10. Da dette skete mindre end to uger før
Præsident Joseph F. Smiths fødsel, og da Mary Fielding Smith var moder for Hyrums
første hustrus fem børn, var hendes sorg og uvished ubeskrivelig.
Fangerne sendes til Independenee
Den kendsgerning, at generalerne Lucas og Wilson begge var fra Independence, fik
dem til at marchere sydpå med Profeten og seks andre mormon-ledere for at lade dem
paradere gennem Independences gader. På vejen sagde general Wilson: "Det blev
gentagne gange insinueret fra de andre officerer og krigsfolk, at vi skulle hænge jer
fanger i det første træ vi kom til ... Men jeg vil være forb ..., om nogen skal gøre jer
fortræd. Vi har blot til hensigt at udstille jer i Independence og lade folk se på jer og se
hvilken forb ... flok fine fyre I er. Og især holde jer borte fra den gamle fanatiker general
Clark og hans tropper ... der er så proppet med løgne og fordomme, at de ville skyde
jer ned på et øjeblik."11.
Dommedag for lederne
Da general John B. Clark ankom til Far West, kaldte han de hellige sammen og
befalede råt: "Endnu en ting er tilbage for jer at samtykke i, og det er, at I forlader
staten uopholdelig, og lige meget hvordan jeres følelser er angående dette, eller hvor
uskyldige I er, så er det ligemeget for mig ... Guvernørens ordre til mig var, at I skulle
udryddes og ikke have lov til at blive i denne stat, og var jeres ledere ikke blevet
udleveret og traktatens betingelser overholdt før dette, ville I og jeres familier være
blevet udslettet og jeres huse lagt i aske ... Jeg siger ikke, at I skal rejse nu, men I
må ikke tænke på at blive her endnu en periode, eller at putte sæd i jorden, for i det
øjeblik I gør det, vil borgerne være over jer ... Hvad jeres ledere angår - forestil jer ikke
et øjeblik - lad det ikke komme i jeres tanker, at de vil blive udleveret, eller at I vil se
deres ansigter igen, for deres skæbne er fastlagt - deres terninger er kastet - deres
dom er beseglet."12.
Profetisk erklæring
På vejen til Independence udtalte Joseph imidlertid en profetisk erklæring: "Vær ved
godt mod, brødre; Herrens ord kom til mig sidste nat, at vi skulle beholde vort liv, og
at lige meget hvor meget vi må lide under dette fangenskab, vil ikke en eneste af os
miste sit liv."13.
Ventende på de endelige ordrer fra sådanne principløse officerer som Clark, Lucas,
Wilson og Price, vidste brødrene, at denne profeti kun kunne gå i opfyldelse ved
guddommelig mellemkomst.
Fangerne lænket sammen
Efter at være holdt i Independence nogle få dage, blev de syv mænd færget over
Missouri-floden, og fængslet i Richmond Fængsel, hvor oberst Price lænkede og
låsede dem sammen; visiterede dem og tog deres ejendele fra dem, ja, selv deres
lommeknive.14.
Mærkeligt som det kan synes blev denne grove officer, Sterling Price, senere valgt
ind i de Forenede Staters Kongres i 1844; endvidere blev han i 1853 guvernør for

Side 181
Missouri. Ved begyndelsen af Borgerkrigen samlede han en bande af missourianske
bøller og marcherede gennem staten, ødelæggende for mere end 10 millioner dollars
(ca. 70 millioner kroner) ejendomme. Han døde i en alder af 59 år.
Richmond Fængslet
I Richmonds dårligt ventilerede fængsel, med de mest elendige varme og sanitære
installationer, forøgedes brødrenes dårlige tilstand med vinterkulden. Her var de
- måned efter måned - lænkede, spottede og pinte. Om denne prøvelsens periode
beretter Parley P. Pratt: "Det var en meget streng tid med sne og vintervejr, og vi led
meget ... Ældste Rigdon blev meget syg, af trængslerne og de udsatte forhold, og
mistede til sidst forstanden; men stadig blev han holdt fangen i et usselt, støjende og
koldt rum, tvunget til at sove på gulvet med en lænke og en hængelås om anklen, og
fastgjort til seks andre."
Joseph irettesætter vagten
Under beskrivelsen af en bestemt begivenhedsrig nat i Richmond Fængslet maler
Parley P. Pratt dette levende billede: "En af disse kedsommelige nætter havde vi lagt
os, som om vi sov, indtil midnatstimen var forbi, og vore øren og hjerter havde smertet,
medens vi havde lyttet i timevis til de slibrige morsomheder, de ækle eder, de frygtelige
bespottelser og det smudsige sprog hos vore vogtere, med oberst Price i spidsen,
medens de fortalte hinanden om deres plyndringer, mord, røverier, etc., som de havde
begået blandt 'mormonerne', medens de var i Far West og dens omegn. De pralede
endda med, at de med magt havde besudlet hustruer, døtre og jomfruer, og havde
skudt eller smadret hjernen ud på mænd, kvinder og børn.
Jeg havde lyttet, indtil jeg følte en sådan afsky, blev så chokeret, forfærdet og så
fyldt med en retfærdig ånds vrede, at jeg næppe kunne afholde mig fra at rejse mig op
og irettesætte vagten; men jeg havde ikke sagt noget til Joseph eller til nogen anden,
skønt jeg lå ved siden af ham og vidste at han var vågen. Pludselig rejste han sig op
og talte med tordenrøst, eller som en brølende løve, og udtalte, så nær som jeg kan
huske det, følgende ord:
'Stille, I djævle fra den infernalske afgrund! I Jesu Kristi navn irettesætter jeg jer og
befaler jer at være stille; jeg vil ikke leve endnu et øjeblik og børe et sådant sprog. Hold
op med en sådan tale, eller I eller jeg vil dø i dette øjeblik.'".
"Majestæt i lænker"
"Han holdt op at tale! Han stod oprejst i frygtelig majestæt. Lænket og uden våben;
rolig, uforstyrret og værdig som en engel så han på vagten, som veg tilbage, hvis våben
blev sænket eller faldt på gulvet, hvis knæ slog mod hinanden, og som, krybende ind
i et hjørne eller liggende sammenkrøben ved hans fødder, bad om hans tilgivelse og
blev ved at være rolige til vagtskiftet.
Jeg har set dommere, klædt i embedskapper, og forbrydere stillet for retten foran
dem, medens livet var standset i et åndedrag, i retten i England; jeg har været vidne
til en Kongres under et højtideligt møde for at give love for nationer; jeg har prøvet at
tænke mig til konger, kongelige hoffer, troner og kroner, og til kejsere, forsamlet for at
afgøre rigers skæbne; men værdighed og majestæt har jeg kun set en gang, som den
stod i lænker, ved midnat, i et fangehul i en mørk landsby i Missouri."15.

Noter
Side 182
1. Documents, etc. udgivet af Missouirs lovgivende forsamling, p. 94; Joseph
Smith, op. cit., p. 188; Roberts, op. cit., p. 486.
2. Pratt, op. cit., p. 204; Joseph Smith, op. cit., p. 188.
3. Ibid., p. 189.
4. Pratt, op. cit., pp. 203-205.
5. Roberts, Mo. Pers., pp. 243, 244.
6. Johnson, Hist. Caldwell Co., p. 137; Joseph Smith, op. cit., pp. 190, 191, 417
fortæller Hyrum Smiths vidnesbyrd, at Jedediah M. Grant så Clarks mænd lade
deres rifler "med to kugler i hver; og efter at de havde gjort deres geværer rede,
hilste general Clark dem ved at sige: 'Mine herrer, I skal have den ære at skyde
mormon-lederne.'". (Jedediah M. Grant er denne bogs forfatters bedstefar.)
7. Ibid., p. 192.
8. Roberts, Mo. Pers., p. 244; Roberts, Comp. Hist., Vol. I, pp. 487, 488; Joseph
Smith, op. cit., pp. 422, 464, 488.
9. Joseph Smith, op. cit., pp. 193, 194, 447.
10. Pratt, op. cit., pp. 207-209; Joseph Smith, op. cit., p. 415.
11. Ibid., pp. 194, 195, 200.
12. Ibid., pp. 202-204.
13. Ibid., p. 200.
14. Ibid., pp. 205, 206.
15. Pratt, op. cit., pp. 228-230.

Overført til Liberty-Fængslet
43. Kapitel
De hellige drevet ud af Missouri
Side 183
I november måned 1838 var Profeten og hans fæller til forundersøgelsesforhør hos
dommer Austin A. King i Richmond, Missouri. Vidner blev bragt til retten med bajonetten
for brystet, og hvis de afgav gunstige beviser for fangerne, blev de kastet i fængsel;
og efter næsten to uger med den slags tyrannisk procedure anklagede "den drukne
dommer og jury" fangerne for "forræderi, mord, brandstiftelse, tyveri og røveri." Dette
vildledende anklageskrift, som blev udbredt ud over landet, gav offentligheden det
indtryk, at lederne af Mormonkirken var slyngler af værste slags.
Joseph og Hyrum Smith, Sidney Rigdon, Caleb Baldwin, Lymann Wight og
Alexander McRae blev den 29. november overført til et snavset, fangehul-liggende
fængsel i Clay County, kaldet Liberty-Fængslet. LibertyFængslet indeholdt to små rum
- en øvre og en nedre celle - hver omtrent 3½ kvadratmeter. Loftet på det nederste rum
var 1,9 m højt, og på det øverste lidt mindre end 2,1 m. Murene, der var 1,2 m tykke,
var bygget af tunge egebjælker på indersiden, 60 cm tyk klippemur på ydersiden, og
opfyldt af løse klippestykker imellem disse to. Det eneste lys og luft til hvert rum trængte
ind gennem to små vinduer med jerngitter for. Åbningerne i den nederste celle var 15
gange 60 cm, i den øverste celle 30 gange 60.1. Da en del af den nederste celle var
en udgravning i en bakkeskråning, var den fugtig og kold.
Åbenbaringer i Liberty-Fængslet
Fra den dag Joseph trådte ind i dette triste indelukke, blev det en åndelig helligdom for
Kirken. Når de kom i al hemmelighed om natten til denne inspirationens kilde, modtog
de ledende brødre i en hvisken Guds vilje gennem de tilgitrede vinduer i den nederste
celle. Sandelig, Profeten kunne have udbrudt med Fader Jakob: "Sandelig, Herren er
på dette sted, og jeg vidste det ikke!"2. Medens Joseph sad fængslet her, modtog han
tre vigtige åbenbaringer - afsnittene 121, 122, 123. Vers 33 til 46 i afsnit 121 citeres
ofte i dag af S.D.H.-talere.
Bønskrift til den lovgivende forsamling
Den 10. december 1838 sendte Brigham Young og Heber C. Kimball et vidtløftigt
bønskrift til statens lovgivende forsamling;3 hvori de fortalte om uretten mod
mormonerne i staten Missouri og krævede en omhyggelig undersøgelse.
Under en ophidset debat i den lovgivende forsamling over bønskriftet, formanede
senator Redman fra Howard County: "Guvernørens ordre er blevet udført, og
mormonerne rejser; hundreder venter på at komme over Mississippi-floden, og lidt
efter lidt er de væk, og vor stat er forbandet; dens karakter er borte; vi gav dem ingen
chance for en retfærdig undersøgelse. Staten kræver af os, at vi tilstår dem en hastig
undersøgelse"4. Bønskriftet blev imidlertid henlagt, med 37 stemmer mod 48.
Mormonerne flygter
Med afslag på deres sidste tilflugt havde de hellige intet andet valg end at forlade
staten. Det var her, at Brigham Young, som dengang var syvogtredive år gammel,

Side 184
trådte frem og blev den drivende kraft i udvandringen fra Missouri. Under hans ledelse
forpligtede 208 mænd, "Zions styrke", sig den 31. januar 1839 til en højtidelig pagt: "At
stå fast og hjælpe hinanden af yderste evne til at flytte fra denne stat, og at vi aldrig vil
forlade de fattige, som er værdige, før de er ude af general Clark og guvernør Boggs
udryddelsesordres rækkevidde."5.
I løbet af vinteren og foråret 1838-39 læssede omkring femten tusind mormoner
deres vogne med alt hvad de kunne bære og begav sig på vej mod øst omkring 300
kilometer og kom over Mississippi-floden ind i den venligtsindede stat Illinois.
Tilladelse til at undslippe
Den 16. april, medens retsbetjente ledsagede Profeten og nogle af hans brødre
halvandethundrede kilometer mod sydøst fra Gallatin, Daviess County, mod Boone
County, til en ny retssag, lod sheriffen og fire vagtmænd (den anden nat, de var ude),
efter instruktioner fra dommer Thomas C. Birch, de fem fanger undslippe. Hyrum Smith
beretter: "Vi købte to heste af vagten ... Sheriffen viste os arrestordren ... uden dato
eller underskrift, og sagde, at dommer Birch havde fortalt ham, at han aldrig skulle føre
os til Boone County, og aldrig vise arrestordren, og, sagde han, 'Jeg vil tage mig et godt
glas grog og gå i seng, og I kan gøre, hvad I har lyst til.' Tre af de andre vagtmænd
drak frit af whiskyen, der var sødet med honning. De gik også i seng og faldt snart i
søvn." Efter at de havde rullet sig ind i deres tæpper, drak den femte vagtmand, som
havde hjulpet brødrene med at sadle deres heste, sin del af whiskyen og sluttede sig
til sine sovende kammerater.
Når deres familier
"To af os besteg hestene," fortsætter Hyrums fortælling, "og de andre startede til fods,
og vi forandrede vort mødested til staten Illinois; i løbet af ni-ti dage kom vi i god behold
til Quincy, Adams County, hvor vi fandt vore familier i en tilstand af fattigdom, men
ved godt helbred."6. Om deres flugt fra staten Missouri beretter Profeten også: "Vi
fortsatte vor rejse, både ved dag og ved nat, og efter at have lidt megen træthed og sult
ankom jeg til Quincy, Illinois (den 22. april 1839), under mine venners lykønskninger
og min families omfavnelser, jeg fandt dem i så god tilstand, som det kunne ventes, i
betragtning af hvad de havde været kaldet til at udholde."7.
Den 4. juli 1839 - en frihedens dag - undslap Parley P. Pratt og hans medfanger
ligeledes fra Columbia-Fængslet, og sluttede sig nogle få uger senere til deres familier
i Illinois.
Sherif dræbt
Så snart budskabet spredtes i Gallatin, at sherif William Bowman var vendt tilbage uden
sine fanger, slog de lovløse i Daviess County deres klo i ham og lod ham ubarmhjertigt
ride på en jernstang, og medens han stadig var hjælpeløs efter denne overlast, trak
de ham ved hårene tværs over den offentlige plads og mishandlede ham så meget på
anden måde, at han snart døde.
William Clayton skriver: "Broder Markham har nu til morgen fået at vide, at Obadiah
Jennings var hovedmanden ved drabet på Bowman ... Pøbelen havde mistanke til ham
og lod ham ride på en jernstang, til de dræbte ham."s. Da denne mand, Jennings, var
den pøbelanfører, som ledede massakren i Haun's Mill, er drabet på sherif Bowman

Side 185
af ham og hans bande kun endnu et bevis på det lovløse element, som uddrev
mormonerne fra deres hjem i Missouri.
En gård for et spand okser
Crosby Johnson skriver i sin History of Caldwell County: "Overgivelsen fandt sted i
november. Dagene var kolde og mørke, men råbet om 'mormonernes' øjeblikkelige
fjernelse var så højt, at de gamle og unge, de syge og svage, gravide kvinder og
pattebørn, næsten uden føde og uden klæder, var tvunget til at forlade deres hjem
og deres arne for at søge sig et nyt hjem i en fjern stat. Værdifulde gårde blev
solgt for et spand okser, en gammel vogn eller noget andet, som kunne bruges som
transportmiddel. Mange af de fattigste var tvunget til at vandre til fods. Før halvdelen
af deres rejse var tilende, hylede vinterens kolde vindstød omkring dem og føjede sit
til deres almindelige ubehag ... I stedet for at dæmpe de helliges glød, forøgede deres
prøvelser og lidelser den til det tidobbelte. 'Martyrernes blod blev Kirkens sæd'"9.
Plyndring af de hellige
I et dokument, fremsendt til statens lovgivende forsamling den 29. november 1838,
fremsætter M. Arthur, Esq., følgende appel: "Højstærede venner: Humanitet overfor
et krænket folk får mig til at henvende mig til Dem på denne måde. De var klar over
(i nogen grad før De rejste hjemmefra) den behandling, som den ulykkelige race af
væsener, som kaldes mormoner, fra Daviess, i form af menneskelige væsener, som
bebor Daviess, Livingston og en del af Ray County, har fået; ikke nok med, at de har
måttet opgive alle deres rettigheder som borgere og menneskelige væsener ved den
traktat, som er påtvunget dem af general Lucas, aflevering af våben og overgive sig til
statens og deres medborgeres barmhjertighed, i det håb derved at beskytte deres liv og
deres ejendom, får de nu en behandling af disse dæmoner, så det får menneskeheden
til at gyse, og kuldegysninger løber gennem ethvert menneske, som ikke er fuldstændig
blottet for menneskelige følelser. Disse dæmoner strejfer nu bestandig om i Caldwell
County, i små bevæbnede kompagnier, fornærmer kvinderne på alle mulige måder, og
plyndrer de stakkels djævle for alle de eksistensmidler, de har tilbage, og driver deres
heste, kvæg, svin etc. bort, og ribber deres huse og gårde for alt, hvad der er i dem,
idet de tager senge, sengetøj, klæder og alt hvad de ellers ønsker og efterlader de
stakkels mormoner udhungrede og uden klæder. Dette er kendsgerninger, som jeg har
fra myndigheder, som ikke kan betvivles, og som kan dokumenteres til hver en tid."10.
Tabet af de hellige beklages
Crosby Johnson beklager den kendsgerning, at de hellige ikke fik lov til at få Missouri
"til at blomstre som en rose." Han lovpriser dem med disse ord: "Hvis det mærkelige
folk, som byggede Nauvoo og Salt Lake, og som uden beklagelser sled sig tværs
gennem den amerikanske ørken og fik ørkenen til at blomstre som en have; havde fået
lov til at blive og fuldende det værk, som de havde begyndt her, hvor helt anderledes
ville ikke Far Wests historie have været. I stedet for at være en gård med ruiner, der
næppe er tilstrækkelige til at afmærke det sted, hvor den engang stod, ville der have
været en rig, tæt befolket by, langs hvis gader verdens rigdomme ville strømme, og
i stedet for en gammel, forfalden gård ville der have været pragtfulde templer, hvortil
de fromme hellige fra de fjerneste verdenshjørner ville have foretaget deres årlige
pilgrimsrejser."11.

Ild og sværd skal komme over Jackson County
Side 186
Medens de hellige var i færd med at forlade Missouri, besøgte Josephs sagfører,
general Alexander W. Doniphan, ofte Joseph Smith i LibertyFængslet. Han udtaler, at
ved en bestemt lejlighed løftede Profeten sin hånd mod himlen og forudsagde: "Guds
vrede hænger over Jackson County. Guds folk er ubarmhjertigt blevet drevet bort fra
det, og De vil opleve den dag, da ild og sværd vil komme over det. Hærskarernes
Herre vil feje det med ødelæggelsens svøbe. Markerne og gårdene og husene vil blive
ødelagte, og kun skorstenene vil blive tilbage for at markere ødelæggelsen."12.
Under Borgerkrigen spredtes guerillabander af marodører over Missouri, især over
Jackson County, og gjorde det til et frugtbart udklækningssted for oprørere og deres
røvertogter. Lovløse og afdelinger af unionstropper, som lagde sig i baghold og lavede
massakrer, ødelagde forsyningstog og voldte Unionen uendeligt besvær. Det var her, at
oberst Sterling Price, som anført i 42. kapitel, førte sine oprørsstyrker gennem Missouri
og ødelagde ejendomme for mere end ti millioner dollars.
Som opfyldelse af Josephs forudsigelser blev Jackson County under Borgerkrigen
fejet ved flere lejligheder "af ild og sværd" og med "ødelæggelsens svøbe". Dommer A.
Saxey, som fortæller om sine oplevelser i unionshæren, siger: "Jeg gik ned langs Blue
River (hvor mormonerne havde levet, vest for Independence). Vi fandt huse, lader og
andre bygninger, næsten alle nedbrændt, og intet andet tilbage end skorstenene, som
efter tidens skik var blevet bygget udenpå bygningerne ... Landet lignede en veritabel
ødemark ... Jeg kan bevidne, at Jackson County havde flere foragtelige, nedrige,
djævelske oprørere end noget andet sted jeg har truffet i løbet af fire års erfaring."
General Doniphan, som så denne ødelæggelse, sagde, at ødelæggelsen af Jackson
County kraftigt mindede ham om de bemærkelsesværdige forudsigelser, der var udtalt
tyve år tidligere af Joseph Smith, Mormonprofeten.13.
Noter
1. Jenson, Hist. Record, pp. 667-671; Joseph Smith, op. cit., pp. 209-212; se pp.
403466 om disse fangers lidelser: de blev forgivet tre-fire gange, hvad det gav
dem anfald af opkastninger, efterfulgt af to-tre dages sløvhedstilstand. I deres
udhungrede tilstand fik de tilbudt menneskekød at spise. Kun en af dem smagte
det. Se rapport om deres ulovlige rettergang, pp. 417-422.
2. 1. Mos. 28:16.
3. Joseph Smith, op. cit., pp. 217-224 giver bønskriftet i sin fulde ordlyd.
4. Ibid., p. 239.
5. Ibid., p. 250.
6. Ibid., pp. 320-326, 420-424; Roberts, op. cit., p. 532.
7. Joseph Smith, op. cit., p. 327.
8. Clayton, journal, p. 233; Joseph Smith, op. cit., p. 321.
9. Johnson, Hist. of Caldwell Co., p. 142; Roberts, Mo. Pers., pp. 326-328.
10. Documents, etc., udgivet af Missouris lovgivende forsamling, p. 94.
11. Johnson, op. cit., p. 142; Roberts, op. cit., pp. 328, 329.
12. Morris, Prophecies of Joseph Smith, pp. 352-357.
13. Idem.

Fjerde periode -
44. til 55. kapitel
Side 187
Kirkens vækst i Nauvoo, Tempelordinanser,
Hjælpeforeningen, Ægteskabets evighed, Joseph
Smith som præsident, Martyrdøden, Efterfølgere
i præsidentskabet, Blikket mod vest. 1839-1846

Tab i Missouri
44. Kapitel
Nauvoo - Den skønne
Side 188
"Før jeg forlod Missouri", skriver Joseph, "havde jeg betalt sagførerne i Richmond
fireogtredive tusind dollars (ca. 238.000 kroner)," også "seksten tusind dollars (112.000
kroner), hvad der udgjorde ialt halvtredsindstyve tusind dollars (350.000 kroner), for
hvilke jeg modtog meget lidt til gengæld, for sommetider var de bange for at handle på
grund af pøbelen, og sommetider var de så fulde, at de var uduelige til forretninger.
Men der var nogle få hæderlige undtagelser."'.
Indbefattet i tabene, som beløb sig til over to millioner dollars (ca. 14 millioner
kroner), var de store summer, som de hellige havde betalt for deres ejendomme til de
Forenede Staters jordsalgskontor, en kontant sum på mere end tre hundrede tusind
dollars.
Profetens hest stjålet
"Kaptajn Bogart", officer i Missouri-militsen, siger Profeten, "stjal en værdifuld hest,
saddel og seletøj fra mig, den havde kostet to hundrede dollars, og solgte den så til
general Wilson. Da jeg blev klar over dette, bad jeg general Wilson om hesten, og han
forsikrede mig på sin ære som gentleman og officer, at jeg skulle få hesten leveret
tilbage, men dette løfte er endnu ikke blevet opfyldt. Alle de trusler, mord og røverier,
som disse officerer (Clark, Wilson, Lucas, Price, Gillium og Bogart) har været skyld i,
bliver fuldstændig overset af statens udøvende myndighed, som for at skjule sin egen
uretfærdighed naturligvis må forsvare og beskytte dem, som han engagerede til at
udføre morderiske hensigter."2.
Gæstfrihed i Illinois
For at hjælpe de trængende hellige dannede indbyggerne i det vestlige Illinois
velfærdskomiteer, som samlede føde, klæder og penge, og hvor det var muligt sørgede
for arbejde til overhovederne for mormonfamilierne. Ved et stort massemøde udsendte
de følgende: "Resolveret: at indbyggerne ved den vestlige grænse af staten Missouri,
ved deres nylige forfølgelser af den klasse folk, der benævnes 'mormoner', har krænket
de hellige samvittighedsrettigheder og enhver retfærdig og menneskelig lov.
Resolveret: at Missouris guvernør, ved at nægte at beskytte dette folk, da de blev
overfaldet af en hjerteløs pøbelhob, og ved at sende en bande principløse militssoldater
efter dem, med ordre til at opmuntre til deres udryddelse, har bragt en varig skændsel
over den stat, som han præsiderer over."3.
Stedet for en ny begyndelse
Angående den første person, som besøgte og afgav rapport om den fremtidige
beliggenhed for Nauvoo, Illinois, beretter Profetens dagbog: "Da Israel Barlow forlod
Missouri i efteråret 1838, kom han, enten fordi han gik vild eller af en anden grund,
til Des Moines-floden lidt ovenfor dens munding. Han var næsten blottet for alt,

Side 189
og da hans ønsker blev kendt, fandt han venner, som hjalp ham, og gav ham
introduktionsskrivelser til flere herrer, blandt hvem var dr. Isaac Galland, som han
forklarede de helliges situation; fortællingen vandt mr. Gallands sympati eller interesse,
eller begge dele, og herudaf kom en af forsynet bestemt indførelse af Kirken til
Commerce (det sted hvor mr. Galland boede) og dens omegn, for broder Barlow tog
direkte til Quincy, sit bestemmelsessted, og fortalte Kirken om sin samtale med dr.
Galland."4.
Profeten beretter derefter om et par breve, skrevet af mr. Galland, som siger: "Jeg
vil her gentage, hvad jeg har skrevet til mr. Barlow ... jeg ønsker at tjene Deres sag
i en hvilkensomhelst sag, som forsynet vil give mig lejlighed til at gøre ... jeg kan
ikke besøge Quincy før efter min hjemkomst fra Burlington etc." I et brev til Profeten
i Liberty-Fængslet den 5. marts 1839 siger biskop Partridge - "Præsident Rigdon,
dommer Higbee, Israel Barlow og jeg tog hen for at besøge dr. Isaac Galland for to
uger siden." Nogle få måneder senere døbte Profeten dr. Galland og ordinerede ham
til ældste samme dag.5
I modsætning til udryddelsesordren i Missouri skrev guvernørerne Robert Lucas,
Iowa, og Thomas Carlin, Illinois, samt Stephen A. Douglas og andre indflydelsesrige
mænd velkomstbreve og inviterede de hellige til at slå sig ned i Iowa og Illnois.
Guvernør Lucas sagde: "Deres religiøse meninger, går jeg ud fra, har intet at gøre
med vore politiske transaktioner. De er borgere i de Forenede Stater og er berettiget
til de samme politiske rettigheder og lovlige beskyttelse, som enhver anden borger er
berettiget til."6. Illinois' lovgivende forsamling gik over i historien som favoriserende
de hellige; ydermere gennemførte den resolutioner, der garanterede frihedsbreve for
deres fremtidige større og mindre byer.
Med aviser, politikere og guvernører i ryggen stedfæstede Joseph Smith den 10.
maj 1839 den fremtidige beliggenhed for Nauvoo og flyttede ind i et lille bjælkehus på
den østlige bred af Mississippi-floden. Han købte derefter to hundrede firs hektarer jord
for fjorten tusind dollars (ca. 98.000 kroner), idet han som sikkerhed gav langfristede
gældsbeviser. Om disse dage skriver han: "Da jeg afgjorde handelen med White og
Galland, lå der et stenhus, tre bindingsværkshuse og to blokhuse, hvad der udgjorde
hele byen Commerce."7.
Profeten begyndte derefter at udvide Kirkens besiddelser ved at skaffe Hotchkiss'
ejendom på 200 hektarer for 53.500 dollars (ca. 375.000 kroner) ; desuden bragte han
en byttehandel i stand mellem en ejendom i Missouri til en værdi af 80.000 dollars
(ca. 560.000 kroner) og et værdifuldt stykke jord i Nauvoo; derefter skaffede han 800
hektarer på vestsiden af floden i Iowa. På denne måde kom han i besiddelse af al
jorden på begge sider af floden i nærheden af den fremtidige by.
"Navoo, den Skønne"
Stedet for byen Nauvoo var usædvanligt inspirerende - selv dens "navn", siger
Profeten, "er af hebraisk oprindelse og betyder et skønt sted, idet det også omfatter
tanken om hvile."8. Denne nye tilflugtshavn var halvt omkredset mod nord, vest og syd
af den brede, sølvglinsende Mississippi-flod - omtrent halvanden kilometer bred.
Profeten beretter, idet han hentyder til det lavland, som lå langs floden: "Stedet var
bogstaveligt talt et vildnis. Landet var for størstedelen dækket af træer og buske, og
meget af det var så fugtigt, at det var med den yderste vanskelighed, at en fodgænger
kunne komme igennem, og fuldstændig umuligt med oksespand. Commerce var
usund, meget få kunne leve der; men da jeg troede, at det kunne blive et sundt sted

Side 190
ved himlens velsignelser til de hellige ... anså jeg det for klogt at gøre et forsøg på at
opbygge en by."9.
Malariaen breder sig
Inden midten af juli 1839 havde tusinder af de hellige samlet sig i deres nye hjemland
- nogle i Nauvoo, andre i Montrose på vestsiden af floden. Men med det varme
vejrs komme blev mænd, kvinder og børn angrebet af malaria - en epidemi, som var
almindelig langs floden i varmt vejr. Efter at Joseph og Emma havde fyldt deres hus og
adskillige telte i gården med de syge, blev Profeten selv syg.
Mirakuløse helbredelser
Om morgenen den 22. juli hvilede Herrens kraft på Profeten. Først irettesatte han sin
egen sygdom; dernæst befalede han de syge i sit hus og i gården i "Jesu Kristi navn
stå op og blive raske."10. "Blandt de syge", beretter Wilford Woodruff, "var Henry D.
Sherwood, som var nær ved at dø. Joseph stod i teltåbningen og befalede ham i Jesu
Kristi navn at rejse sig og komme ud af hans telt, og han adlød og var helbredt." Hele
familier, nogle af dem "i døende tilstand", blev "helbredt i Herrens navn."
Fordham bliver helbredt
Ældste Woodruff beretter, at efter at have helbredt alle de syge på østsiden af floden,
tog Profeten adskillige brødre med sig og sejlede over til Montrose. "Det første hus de
gik ind i var Brigham Youngs. Han lå syg i sengen den gang. Profeten gik ind i hans
hus og helbredte ham, og de kom ud sammen."
Brødrene gik så ind i Elijah Fordhams hus. Han "havde været døende i en timestid,
og vi ventede, at hvert minut skulle blive hans sidste ... Da vi kom ind i huset, gik broder
Joseph hen til broder Fordham og tog ham i højre hånd ... Han så, at broder Fordhams
øjne var ved at briste, og at han ikke kunne tale og var bevidstløs.
Efter at have taget ham i hånden, så han ned i den døende mands ansigt og sagde:
'Broder Fordham, kender du mig ikke?' Først var der intet svar, men vi kunne alle se
virkningen af Guds And hvile på den syge mand. Joseph talte igen. 'Elijah, kender
du mig ikke?' Med en sagte hvisken svarede broder Fordham: 'Jo'. Profeten sagde
derefter: 'Har du ikke tro til at blive helbredt?' Svaret, som var lidt tydeligere end før,
var: 'Jeg er bange for, at det er for sent; hvis du var kommet lidt før, tror jeg, at jeg
kunne være blevet det.' Han så ud som et menneske, der vågner op af søvnen; det
var dødens søvn. Joseph sagde derefter: 'Tror du, at Jesus er Kristus?' 'Det gør jeg,
broder Joseph', var svaret. Så talte Guds Profet med høj røst, som i Jehovas majestæt:
'Elijah, jeg befaler dig i Jesu af Nazarets navn, stå op og bliv rask.'
Profetens ord var ikke som et menneskes ord, men som Guds røst. Det forekom
mig, at huset rystede i sin grundvold. Elijah Fordham sprang ud af sin seng, som et
menneske, der er oprejst fra de døde. En sund farve kom i hans ansigt, og livet gav sig
tilkende i hver handling. Hans fødder havde været omviklet med indiansk grødomslag;
han sparkede disse af sine fødder, spredte indholdet rundt, og bad derpå om sit tøj og
tog det på. Han bad om en skål brød og mælk og spiste det. Så tog han sin hat på og
fulgte os ud på gaden for at besøge andre, som var syge."11.
Oprejst fra dødens port

Side 191
Bates Noble, som senere blev biskop for Femte Ward i Nauvoo og som blev rådgiver
til biskop Edward Hunter i Trettende Ward i Salt Lake City, blev fundet døende i de
gamle militær-barakker i Montrose. Profeten gik ind i barakken, og idet han tog Bates
ved hånden, sagde han: "'Broder Noble, du har kendt mig alt for længe til således at
ligge her, slået til jorden,' og idet han hævede stemmen, irettesatte han sygdommen og
sagde: 'I Jesu Kristi navn, stå op og gå!' Broder Noble sprang straks ud af sengen, men
da han forsøgte at klæde sig på, besvimede han. Da han igen kom til bevidstheden,
fandt han Profeten stående ved sin side, og han sagde efter nogle minutters forløb:
'Broder Noble, hvorfor tvivlede du?' Han irettesatte derefter sygdommen for anden
gang, og ældste Noble blev helbredt på et øjeblik."1z.
Lommetørklæde velsignet
"Medens vi ventede på, at færgen skulle føre os tilbage til Nauvoo", fortsætter
Woodruffs dagbog, "kom en mand fra verden, som kendte til de mirakler, som var blevet
udført, hen til Joseph og spurgte ham, om han ikke ville gå hen og helbrede hans to
tvillingebørn, som var omkring fem måneder gamle, og som begge lå dødssyge. De lå
omkring tre kilometer fra Montrose. Profeten sagde, at han ikke kunne tage afsted, men
efter at have tiet i nogen tid, sagde han, at han ville sende nogen til at helbrede børnene.
Han tog et rødt silkelommetørklæde op af sin lomme, gav det til mig, sagde til mig, at jeg
'skulle gnide deres ansigter med lommetørklædet, når jeg salvede dem, og så skulle
de blive helbredt. Han sagde også til mig: 'Så længe du beholder det lommetørklæde,
skal det være et forbund mellem dig og mig.' Jeg gik med manden, gjorde som Profeten
havde befalet mig, og børnene blev helbredt."13. Familien Woodruff har stadig dette
lommetørklæde.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., pp. 327, 328.
2. Idem.
3. Roberts, Rise and Fall of Nauvoo, pp. 23, 24; Joseph Smith, op. cit., p. 271.
4. Ibid., p. 265.
5. Ibid., p. 272.
6. Ibid., pp. 318, 333, 334; Roberts, Comp. Hist., Vol. II, pp. 4-8.
7. Joseph Smith, op. cit., pp. 349, 375.
8. Joseph Fielding Smith, Ess. Cb. Hist., pp. 263-268.
9. Roberts, op. cit., p. 30; Joseph Smith, op. cit., p. 375.
10. Cannon, op. cit., pp. 302, 303.
11. Cowley, op. cit., pp. 104, 105.
12. Jenson, Hist. Record, pp. 238, 239.
13. Cowley, op. cit., p. 106.

Adam holder nøglerne
45. Kapitel
De tolvs mission til England
Side 192
Den 2. juli 1839 kaldte Profeten de Tolv Apostle sammen og underrettede dem om, at
tiden var kommet til, at de skulle tage af sted på deres missioner til England og opfylde
den åbenbaring, der var givet i Missouri den 8. juli 1838. Han lærte dem også følgende
vigtige lære: "Præstedømmet blev først givet til Adam ... Han er ærkeenglen Mikael,
som der tales om i skriften. Derefter til Noa, som er Gabriel ... Disse nøgler må bringes
fra himlen, hver gang evangeliet bliver sendt. Når de åbenbares fra himlen, er det ved
Adams myndighed. Daniel taler i sit syvende kapitel om den gamle af dage; han mener
det ældste menneske, vor Fader Adam, Mikael ... Han er den menneskelige families
fader og præsiderer over alle menneskers ånder."1.
Woodruff starter mod England
Wilford Woodruff skriver, at tre dage efter at han havde hjulpet Profeten med at velsigne
de syge i Montrose, fik han selv "kuldegysninger og feber og blev slået til jorden. Min
hustru, Phoebe, var også angrebet ... ligesom et anseligt antal af de Tolv", som var ved
at forberede sig til deres mission til England. Den 8. august sagde han: "Jeg stod op af
mit sygeleje og lagde mine hænder på min syge hustrus hoved og velsignede hende
... skønt svag gik jeg ned til Mississippi-flodens bredder. Der tog Præsident Young mig
i en kano (da vi ikke havde andet befordringsmiddel) og padlede mig over floden. Da vi
landede, lagde jeg mig på et stykke skind ved postkontoret for at hvile. Broder Joseph,
Guds Profet, kom hen og så på mig. 'Nå, broder Woodruff,' sagde han, 'du har startet
på din mission.'
'Ja,' sagde jeg, 'men jeg føler mig mere som et kadaver til obduktionsrummet end
som en missionær.' Joseph svarede: 'Hvorfor siger du det? Stå op og kom afsted; alt
vil være i orden med dig.'"
John Taylor slutter sig til Wilford
Ved postkontoret sluttede John Taylor, et af de få medlemmer af de Tolvs Kvorum,
som ikke var syg, sig til ældste Woodruff. Medens de to ældster hvilede, kom en mand
i en vogn og samlede dem op. Efter at have kørt et kort stykke, standsede de for at
tale med Parley P. Pratt, som var ved at bygge en bjælkehytte, som kunne yde hans
familie beskyttelse, medens han var borte på sin mission.
Ældste Pratt så op fra sit arbejde: "'Broder Woodruff, jeg har ingen penge, men jeg
har en tom pung, som jeg vil give dig.' ... Vi gik nogle få meter længere og traf broder
Heber C. Kimball ... som huggede bjælker for at bygge en hytte. Han sagde: 'Som
Parley har givet jer en pung, har jeg en dollar, som jeg vil give jer til at putte i den.' Han
gav mig både dollar'en og en velsignelse."
Malaria angriber apostel Taylor
Da de fortsatte deres vej mod øst, blev ældste Taylor "hårdt angrebet af malaria.
Han besvimede adskillige gange, og det så ud, som om han skulle dø," siger ældste

Side 193
Woodruff, som lagde ældste Taylor ind i en vogn og bragte ham til Hørace S. Eldredges
hjem. I to uger var ældste Taylor alvorligt syg og blev "så tynd som et helt skelet."2.
"Hurra, hurra, for Israel!"
Brigham Young og Heber C. Kimball, som også var syge af malaria, sagde farvel
til deres familier under meget nedslående omstændigheder. Ældste Kimball, som
forlod sin hustru og to-tre børn syge i sengen, beretter i sin dagbog: "Det var med
vanskelighed vi kom ind i vognen og kørte et halvt hundrede meter ned ad vejen; jeg
følte det, som om mine indvolde smeltede indeni mig, fordi jeg skulle forlade min familie
i en sådan tilstand som den var, næsten i dødens arme. Jeg følte det, som om jeg
ikke kunne udholde det. Jeg bad kusken om at standse og sagde til broder Brigham:
'Dette er temmelig drøjt, ikke? Lad os rejse os op og give dem et hurra.' Vi rejste os
op, og idet vi svingede vore hatte tre gange over hovedet, råbte vi: 'Hurra, hurra, for
Israel'. Vilate, som hørte støjen, stod op af sengen og kom hen til døren. Hun havde et
smil på ansigtet. Vilate og Mary Ann Young råbte ud til os: 'Farvel, Gud velsigne jer.'
Vi gengældte hilsenen, og bad så kusken om at fortsætte. Efter dette følte jeg en glad
og taknemmelig ånd, fordi jeg havde haft den tilfredsstillelse at se min hustru stå på
sine fødder, i stedet for at efterlade hende i seng, da jeg godt vidste, at jeg ikke ville
se dem igen i to-tre år."3.
Ældste Kimball fortæller, at de sejlede fra New York den 19. marts 1840 og ankom til
Liverpool den 6. april - på Kirkens 10-års dag, og at de hellige, før de rejste hjemmefra,
gav dem 13,50 dollars (knap 100 kroner); at vi "da vi kiggede vore udgifter efter, fandt
ud af, at vi havde betalt over 87 dollars (ca. 600 kroner) ud af de 13,50 dollars." Han
slutter deraf, at pengene kun kunne være leveret fra "et eller andet himmelsk sendebud,
som således administrerede vore daglige fornødenheder, på den måde som han vidste
vi behøvede det."4. Han beretter endvidere, at året 1841 fandt ni af de Tolvs Råd i
England - en enestående begivenhed.
Udgiver bøger og traktater
Da apostlene ankom til Europa, fandt de 1686 medlemmer af Kirken, spredt i 34 grene.
Ved den første konference blev Parley P. Pratt kaldet til at udgive Millennial Star, som
kom fra trykkeriet den 27. maj 1840, og stadig er Kirkens officielle organ i Storbritannien.
I juli udgav Brigham Young, Parley P. Pratt og John Taylor de første sangbøger for
Kirken. Ældsterne sørgede så for copyright (forfatterret) til Lære og Pagter, Mormons
Bog, to tusind sangbøger og halvtredsindstyve tusind traktater og pjecer.
Atten hundrede døbt
Wilford Woodruffs forbavsende sukces fortælles i hans dagbog: "Den første måned
efter min ankomst havde jeg døbt 45 præster og 160 medlemmer af de Forenede
Brødre, som i mine hænder overgav en kirkebygning og 45 huse, som i henhold til
loven blev autoriseret til at prædike i. Dette åbnede en vid arbejdsmark og satte mig
i stand til, gennem Guds velsignelser, at bringe over 1800 sjæle ind i Kirken i løbet
af otte måneder, herunder alle de seks hundrede Forenede Brødre på nær en. I dette
antal var der også omkring to hundrede præster fra forskellige sekter."
Syge bliver helbredt

Side 194
"Broder John Benbow forsynede os med femten hundrede dollars (ca. 10.000 kroner)
til at trykke den første udgave af Mormons Bog, som blev offentliggjort i England ...
Guds kraft hvilede over os ... De syge blev helbredt, djævle blev udkastet, og de
lamme kom til at gå." En af de nyomvendte, Mary Pitt, "havde ikke gået på sine fødder
i elleve år. Vi bar hende ud i vandet, og jeg døbte hende." Efter dåben velsignede
Wilford Woodruff, Willard Richards og Brigham Young hende. "Brigham Young, som
var talerør, irettesatte hendes lamhed i Herrens navn, og befalede hende at rejse sig op
og gå. Lamheden forlod hende, og efter den tid brugte hun aldrig mere stok eller krykke.
Hun spadserede gennem byen Dymock den næste dag og vakte stort røre blandt folk
derved." Senere emigrerede hun til Amerika.
Embedsmænd døbt
Wilford Woodruff beretter, at ved en bestemt lejlighed, hvor han prædikede "kom en
mand ind ad døren og underrettede mig om, at han var politibetjent og var blevet sendt
af sognets sognepræst med en fuldmagt til at arrestere mig." Ældste Woodruff sagde
til betjenten, at hvis han ville vente til gudstjenesten var forbi, ville han overveje hans
ønsker. "Han tog en stol og satte sig ved siden af mig. I en time og et kvarter forkyndte
jeg det evige evangeliums første principper. Guds kraft hvilede på mig, Anden fyldte
huset, og folk blev overbevist. Ved slutningen af mødet åbnede jeg døren til dåb, og
flere tilbød sig. Blandt dem var fire præster og politibetjenten. Han rejste sig og sagde:
'Mr. Woodruff, jeg vil gerne døbes.' ...
Politibetjenten gik til sognepræsten og sagde til ham, at hvis han ønskede Woodruff
taget, fordi han forkyndte evangeliet, måtte han selv gå og opfylde stævningen, for han
havde hørt ham holde den eneste sande evangelieprædiken, han nogensinde havde
hørt i sit liv. Sognepræsten vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det, så han sendte
to kontorister fra Englands Kirke som spioner, for at overvære vore møder og finde ud
af, hvad vi virkelig forkyndte. De blev begge rørt i deres hjerter, modtog med glæde
Herrens ord og blev døbt ... Sognepræsten blev foruroliget og vovede ikke at sende
nogen andre."5.
Palæstina indviet
Før Orson Hyde rejste fra Nauvoo på sin mission til England, forudsagde Profeten: "Til
rette tid skal du drage til Jerusalem, dine fædres land, og være vogter for Israels hus;
og ved dine hænder skal den Allerhøjeste udføre et stort værk, som skal berede vejen
og i høj grad lette indsamlingen af dette folk."6.
Orson Hyde og John E. Page startede på denne mission den 15. april 1840.
Efter mange trængsler, medens de arbejdede sig frem til New York for at søge
beskæftigelse, så de kunne betale deres billet til England, blev ældste Page modløs
og oprørsk og vendte tilbage til Nauvoo i februar 1841 og faldt fra Kirken.
Orson Hyde forlod England i april 1841 og fuldførte sin lange, trættende rejse til
Jerusalem, hvor han ved daggry den 24. oktober 1841. vandrede ad stien mod øst
gennem porten til den gamle by, kom over Kedron-bækken og fortsatte op til toppen
af Oliebjerget, ad den samme sti, som Kristus havde trådt omkring atten hundrede år
tidligere.
Efter ældste Hydes største ønske, var han alene - ikke en levende sjæl var at se.
Ved hans fødder sov den Hellige By. Højtideligt løftede han sin røst mod himlen og
indviede dette forjættede land til Israels børns tilbagekomst og mere specielt til Judas

Side 195
hus. Han bad, at Gud ville "fjerne landets ufrugtbarhed og goldhed og lade kilder af
levende vand bryde frem for at vande den tørstige jord." Han bad om, at "Juda spredte
efterkommere i henhold til de hellige profeters forudsigelser" ville være tilbøjelige til
"at samles i dette land i henhold til dit ord," og at dette land, som var blevet velsignet
af Abraham, Isak og Jakob, ville blomstre i sin oprindelige herlighed og opfylde sin
skæbne som tilflugtssted for Juda forfulgte efterkommere.7.
Efter at ældste Hyde havde afsluttet sin bøn, rejste han et lille mindesmærke af sten
på toppen af Oliebjerget som et vidnesbyrd om, at han trofast havde udført sin hellige
mission.
Forjættelser går i opfyldelse
I de forløbne hundrede år er der sket mange revolutionerende forandringer, som har
givet Palæstina og dens byer nyt liv. (1) Den 10. december 1917 blev Jerusalem
vristet ud af de vantros greb uden at der blev løsnet et skud i den berømte gamle
by. (2) Ved slutningen af Første Verdenskrig udnævnte Folkeforbundet Sir Herbert
Samuel til den første Højkommissær over Palæstina. (3) Zionisterne har samlet deres
slægtninge fra alle lande i verden og har bosat sig i deres fædres land. (4) I Jerusalem
har jøderne oprettet et af de bedste universiteter i verden. (5) I dag flokkes disse
undertrykte folk i staten Israel og bringer deres penge med for at hjælpe med til
forbedringsprojekterne - kanalerne, kraftværker og andre foretagender. (6) Over hele
det vestlige Palæstina breder lange strækninger af sletter og bølgende bakker, som for
få år siden lå øde og golde, sig friske og grønne, dækket med vinhaver og orangelunde
og andre halvtropiske frugttræer.
Det Forjættede Lands virkelige herlighed ligger imidlertid stadig i fremtiden, for det
skal blive "et land, der flyder med mælk og honning"; desuden skal det atter modtage
sin Mester, den Opstandne Herre, som skal stå på Zions Bjerg som "Kongernes Konge
og herrernes Herre", anerkendt af jøderne som Jesus Kristus, Guds Søn.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., pp. 385-392.
2. Cowley, op. cit., pp. 109-114; Roberts, Life of John Taylor, pp. 67-72; Horace
S. Eldredge, som senere blev en af de Syv Præsidenter for de Halvfjerds, er
bedstefar til Carter Eldredge Grant, forfatteren til denne bog.
3. Whitney, op. cit., pp. 275-284.
4. Idem.
5. Cowley, op. cit., pp. 116-120.
6. Morris, op. cit., p. 300.
7. Ibid., pp. 298-314; angående indvielsesbønnen, se Joseph Smith, op. cit., Vol.
IV, pp. 456-459.

46. Kapitel
Profeten i Washington - Flygtninge fra retfærdigheden - Nauvoos frihedsbrev
Besøg i nationens hovedstad
Side 196
Ved den første generalkonference i Nauvoo, fra 5. til 7. oktober 1839, organiserede
Profeten den fjerde og femte Zions stav - den ene i Nauvoo, den anden i Montrose.
De tidligere stave i Kirtland, Far West og Adam-ondi-Ahman, var blevet opløst, da de
hellige flygtede fra disse steder.1
Nogle få uger senere beretter Joseph: "Den 29. oktober 1839 forlod jeg Nauvoo,
ledsaget af Sidney Rigdon, Elias Higbee og Orrin P. Rockwell, i en vogn med to heste
for at rejse til Washington og fremlægge de helliges klager, da de var i Missouri, for
de Forenede Staters Kongres.".2
Begivenheder i Washington
En kort oversigt over Profetens mission i Washington følger hermed: (1) Sidney Rigdon,
som blev syg på vejen, var nødt til at blive tilbage i Columbus, Ohio. De andre tre
prøvede anerkendelse i nationens hovedstad fra 28. november 1839 til 7. februar
1840.3
(2) Profeten beretter: "Omkring 491 enkeltpersoner indgav deres krav på Missouri,
og jeg fremsatte dem for kongressen - beløbende sig til omkring 1.381.044 dollars
(næsten 10 millioner kroner) ; desuden ville en masse lignende regninger senere blive
fremsendt."4 Det samlede beløb oversteg to millioner dollars (ca. 14 millioner kroner).
"De helliges ansøgning til Kongressen" var erklæret retsgyldig ved beedigede skriftlige
erklæringer for hvert krav, underskrevet af en embedsmand.
(3) Brødrene fremsendte et langt andragende til Senatets Doms-Komité, som til
gengæld sendte følgende rapport til Senatet: "Andragendet er affattet meget langt
og fremstiller, med følelse og veltalenhed, de retsbrud, som de klager over ... og
konkluderer i at sige, at de kan ikke se nogen afhjælpning, med mindre den kan opnås
gennem de Forenede Staters Kongres, til hvem de fremsender deres højtidelige, sidste
appel som amerikanske borgere, som kristne, og som mennesker, og hvis afgørelse
de siger de vil underkaste sig.".5
(4) Ved en bestemt lejlighed i det Hvide Hus, da Joseph Smith og dommer Higbee
talte med Præsident Martin Van Buren, spurgte han dem temmelig brysk ud om
Mormonkirken og hvad den havde, som var forskelligt fra enhver anden religion.
Profeten forklarede straks, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige havde "den
Helligånds gave". Den fulde ordlyd af Joseph Smiths svar er ikke optegnet, men han
skriver: "Det er nok at sige, at han fik vort vidnesbyrd.".6
(5) At dette vidnesbyrd undlod at gøre indtryk på Præsidenten vises af Profetens
ord: "Jeg havde en samtale med Martin Van Buren, Præsidenten, som behandlede mig
meget uforskammet, og det var med stor ulyst han lyttede til vort budskab, og da han
havde hørt det, sagde han: 'Mine herrer, Deres sag er retfærdig, men jeg kan intet gøre
for Dem ... hvis jeg påtager mig Deres sag, vil jeg tabe valget i Missouri! " 7
(6) I løbet af vinteren, medens Joseph var i Washington og Philadelphia, holdt
han mange taler, hvortil han inviterede medlemmer af Kongressen. Kongresmedlem

Side 197
Mattjew S. Davis fortæller i et brev til sin hustru, dateret Washington, D. C., den 6.
februar 1840: "Jeg gik i aftes hen for at høre 'Joe Smith', den berømte mormon, udvikle
sine lærdomme ... Alt hvad han siger, siges på en måde, så man får indtryk af, at han
er oprigtig. Der er ikke nogen flygtighed, ingen fanatisme, ingen mangel på værdighed
i hans holdning. Han er ... temmelig meget over middelhøjde og hvad I kvinder ville
kalde en godt udseende mand ... Jeg har forandret min mening om mormonerne. De
er et meget uretfærdigt behandlet og mishandlet folk.".8
(7) Senats-komiteens endelige mening er følgende: "Klagerne må søge retshjælp
ved domstolene i staten Missouri eller de Forenede Stater, som har den rette
jurisdiktion til at yde fuld og passende erstatning for de retsbrud, der klages over.".9
(8) Da de hellige havde brugt mere end 50.000 dollars (350.000 kroner) ved
domstolene i Missouri, anså de det for nytteløst at søge yderligere erstatning fra den
kant. Derfor blev de helliges "klageskrifter og andragender" anbragt i Kirkens arkiv som
et vidnesbyrd om de uretfærdigheder, som var blevet ophobet på mormonerne af deres
undertrykkere. 10
(9) Den 7. februar skriver Profeten: "Jeg blev forvisset om, at det var kun liden
nytte til, at jeg blev, for at tvinge de helliges retfærdige krav til at blive overvejet af
Præsidenten eller Kongressen, så jeg blev der kun nogle få dage, idet jeg rejste i
selskab med Porter Rockwell og dr. Foster med jernbanen og diligencen tilbage til
Dayton, Ohio ... Den 4. marts 1840 ankom jeg i god behold til Nauvoo, efter en slidsom
rejse, gennem skiftevis sne og mudder, efter at have været vidne til mange fortrædelige
bevægelser hos regeringens embedsmænd.".11
Dommer Higbee blev tilbage i Washington og modtog Senats-komiteens skriftlige
rapport den 23. marts 1840.
Nauvoos vækst overraskende
Idet Profeten lovpriser Nauvoos vækst, skriver han den 1. juni 1840: "De hellige har
allerede bygget omkring tohundredehalvtredsindstyve huse i Nauvoo ... mange flere
er ved at blive bygget. Evangeliet breder sig gennem Staterne, Canada, England,
Skotland og andre steder med stor hast."12 Den 6. juni ankom det første selskab af
engelske hellige, omkring halvtreds i antal, til Nauvoo.
Mormoner kidnappet
Fire måneder efter at forbundsregeringen havde afslået at understøtte de hellige i deres
krav mod Missouri, kom en halv snes missourianere over Mississippi-floden i nærheden
af Nauvoo og kidnappede fire mormoner. Ældste Benjamin Boyce blev "klædt af og
bundet til et træ og pisket med jernkæppe, indtil hans legeme var sønderflænget fra
skuldre til knæ." Andre blev klynget op ved reb, indtil de var næsten døde; endelig blev
de taget ned og lagt i jern i et gammelt hus i skovene, hvorfra den sidste undslap en
måned senere, syg og udtæret.
Efter at have hørt om disse voldshandlinger holdt mormoner og ikkemormoner et
massemøde i Nauvoo og sendte to repræsentanter - en mormon og en ikke-mormon
- med et andragende til guvernør Carlin i Illinois, idet de krævede øjeblikkelig
indskriden overfor missourianerne. Skønt guvernøren syntes alvorligt bekymret over
dette ubarmhjertige angreb, især da hans hustru græd da hun hørte det, tog han
alligevel ikke noget skridt til at straffe de lovløse, da han frygtede at fornærme
missourianerne.13

"Flygtninge fra retfærdigheden"
Side 198
Guvernør Lilburn W. Boggs sendte den 15. september 1840 en begæring til guvernør
Carlin i Illinois, hvori han krævede, at Joseph Smith, Sidney Rigdon og fire andre, som
Boggs erklærede "var flygtninge fra retfærdigheden", skulle anholdes og overgives til
hans betjente. Til de helliges overraskelse underskrev guvernør Carlin begæringen.
For at undslippe betjentene, som viste sig at være intet mindre end en bande bøller
fra Missouri med Boggs i spidsen, skjulte brødrene sig, indtil betjentene vendte tilbage
til Missouri. Den næste juni, da Profeten tillod sig at blive arresteret på den samme
anklage, indbragte han sin sag for de Forenede Staters distriktsdommer Stephen A.
Douglas, og efter en retssag, som fortsatte i adskillige dage i Monmouth, Illinois,
frikendte han brødrene - en afgørelse, som bragte glæde og fryd til Nauvoo, men mørke
trusler fra de missourianske lovløse.14
Nauvoo - en Bystat
På grund af den kendsgerning, at staten Illinois, med Stephen A. Douglas som
statssekretær og Abraham Lincoln som et indflydelsesrigt medlem af den lovgivende
forsamling, ved ed havde forpligtet sig ved ædelmodige løfter til mormonerne, tilstod
staten den 16. december 1840 byen Nauvoo et frihedsbrev som en gave uden
sidestykke. På grund af den udstrakte myndighed, der var givet byen, blev den snart
temmelig uafhængig af den stat, som havde udstedt det. Det er en kendsgerning, at der
ofte hentydes til byen som den eneste "Bystat", der blomstrede i de Forenede Stater.
Profeten skriver angående frihedsbrevet: "Nauvoos Frihedsbrev er min egen plan
og mit eget påfund. Jeg udspekulerede det til frelse for Kirken, og med så frisindede
principper, at enhver ærlig mand kunne bo sikkert under dets beskyttende indflydelse
uden skelnen til sekt eller parti.".15
Privilegier for ikke-mormoner
Kirkens Første Præsidentskab skrev den 8. januar 1841 følgende offentlige
bekendtgørelse: "Vi ønsker det ligeledes tydeligt forstået, at vi ikke fordrer nogen
privilegier uden dem vi føler, at vi med glæde kan dele med vore medborgere af enhver
trosbekendelse og enhver religionsfølelse; og derfor siger vi, at så langt fra at være
begrænset til vor egen tro, så lad alle de, som ønsker at bosætte sig på dette sted eller
i omegnen, komme, og vi vil hilse dem velkommen som borgere og venner, og vil føle
det ikke som en pligt, men som et privilegium at gengælde den venlighed, som vi har
modtaget fra de gode og venligtsindede borgere i staten Illinois.".16
Regering og uddannelse
(1) Regering
"Josephs By" skred straks til handling under sit nye frihedsbrev og valgte et byråd,
bestående af en borgmester, fire rådsmedlemmer og ni rådgivere, der skulle beklæde
deres hverv i to år eller indtil deres efterfølgere på rette måde var valgt og kvalificeret.
Joseph, Hyrum, Sidney Rigdon og seks andre indflydelsesrige mænd udgjorde de
udøvende rådgivere. Et retssystem, der besad både hurtighed og retfærdighed, blev
oprettet for at beskytte dens borgere mod den slags ulovlig procedure, som var blevet
væltet over på mormonerne i Missouri.

Side 199
For at give sin regering yderligere styrke organiserede byen dernæst en
militærstyrke - Nauvoo-Legionen - som fik myndighed til at udnævne sine egne
officerer, som til gengæld på rette måde skulle indsættes af staten Illinois. Denne
usædvanlige legion kunne henvende sig til staten om våben og ekvipering, og der
skulle ikke fastsættes nogen grænse for det antal mænd den kunne mønstre. Inden et
år var dens medlemsantal sprunget op til et tusind, og ved Profetens død havde den
nået omkring fem tusind; desuden var den blevet en af de største og bedst trænede
bevæbnede styrker udenfor de Forenede Staters regulære hær. Dens medlemmer blev
rekvireret til at udføre regelmæssige militære øvelser og være rede til aktiv tjeneste,
hvis det behøvedes.
Generalløjtnant Joseph Smith - der af Edward W. Tullidge, en forfatter, som ikke var
mormon, i 1876 blev omtalt som den første generalløjtnant i de Forenede Stater efter
George Washington - modtog sin udnævnelse fra staten Illinois den 5. februar 1841.
Gennem denne myndighed fik han ledelsen af en by-milits, som snart skulle blive en
misundelsesværdig magt ved den amerikanske grænse.17
Byrådets og dets rådgiveres sociale og religiøse idealer kunne ikke gøre andet end
at gøre mormonernes hovedstad til en forbudets by. Rådet gennemførte love imod
drikkeri, tyveri, spil, blasfemi og brud på sabbaten. Disse onder ville ikke blive tolereret
i Nauvoo.
(2) Uddannelse
Frihedsbrevet gav byen magt til "at oprette, understøtte og lede almindelige skoler,"
så vel som "et universitet.". Idet de opmuntrede til uddannelse udsendte det Første
Præsidentskab den 8. januar 1842 følgende udtalelse: "Universitetet i byen Nauvoo vil
sætte os i stand til at lære vore børn visdom, at instruere dem i al kundskab og lærdom
indenfor kunst, videnskab og andre lærde fag. Vi håber at gøre denne institution til et
af de største lys i verden, og ved den og gennem den at udbrede den slags kundskab,
som kan være til praktisk nytte og til offentlig gavn og også 'til privat og individuel
lykke. Lederne af Universitetet vil have det almindelige overopsyn over alle sager, der
vedrører uddannelse, lige fra de almindelige skoler og op til de højeste grene af et højst
liberalt universitetskursus. De vil oprette et regelmæssigt uddannelsessystem og sende
eleven fra læreren til professoren, indtil den regelmæssige uddannelse er fuldført.".1s
Indtil den unge by kunne opføre passende skolebygninger, som var planlagt i byens
arkitektur-planer, oprettede de hellige skoler for børn så vel som universitetsklasser for
voksne i hvilke som helst rum eller bygninger der kunne skaffes.
Noter
1. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 268.
2. Joseph Smith, op. cit., p. 19.
3. Ibid., pp. 24, 38.
4. Ibid., pp. 49-74.
5. Ibid., pp. 90-92.
6. Ibid., p. 42.
7. Ibid., p. 80.
8. Ibid., pp. 78-80.
9. Ibid., p. 91.
10. Ibid., pp. 53-74.
11. Ibid., pp. 80, 89; Roberts, Rise and Fall of Nauvoo, pp. 50-59.

Side 200
12. Joseph Smith, op. cit., p. 133.
13. Joseph Fielding Smith, op. cit., pp. 299-300; Roberts, Comp. Hist., Vol. II, pp. 50
-53; Josephs retssag om "flygtning fra retfærdigheden", Ibid., pp.78-82.
14. Ibid, pp. 78-82.
15. Joseph Smith, op. cit., p. 249; Des. News, diskussion om frihedsbrevet, Church
Section, 11. maj 1949; John Henry Evans, Joseph Smith An American Propbet,
pp. 151 -155. Evans bekræfter: "Nauvoos frihedsbrev var, som anført, det
mest liberale, der nogensinde er givet til nogen amerikansk by. Det sørgede for
fuldstændig uafhængighed med hensyn til uddannelse, juridisk og militært ...
Både Joseph Smith og den lovgivende forsamling ser ud til at have vidst, hvad
de var ude efter - han ønskede magt, og de ønskede stemmer.".
16. Joseph Smith, op. cit., p. 273.
17. Tullidge, Lile of Brigham Young, p. 30. Ulysses S. Grant har imidlertid æren af
at være den første generalløjtnant efter Washington med den fulde kommando
over alle de Forenede Staters væbnede styrker. Se Note I angående Josephs
udnævnelse.
18. Joseph Smith, op. cit., pp. 245, 269.
Note I
GUVERNØR CARLIN UDSTEDTE FØLGENDE UDNÆVNELSE: "UDNÆVNELSE AF
JOSEPH SMITH TIL GENERALLØJTNANT I NAUVOO-LEGIONEN.
THOMAS CARLIN, GUVERNØR OVER STATEN ILLINOIS, TIL ALLE TIL HVEM
NÆRVÆRENDE SKRIVELSE SKULLE KOMME: Med hilsen -
I skal vide, at Joseph Smith, efter på rette måde at være blevet valgt til kaldet
som generalløjtnant, Nauvoo-Legionen al staten Illinois' milits, af mig, Thomas Carlin,
guvernør for nævnte stat, er udnævnt til generalløjtnant i Nauvoo-Legionen, for at
han kan indtage sin plads den femte februar 1841.". Han skulle modtage "ordrer og
direktiver" fra sin "kommanderende chef", guvernøren eller fra andre "højerestående
officerer ... "
Forseglet og undertegnet "Thomas Carlin Lyman Trumball Statssekretær"
Se Joseph Smith, op. cit., pp. 309, 310. Kursiv ved forfatteren.

Tempel-Endowment
47. Kapitel
Nauvoo-templet
Side 201
Da Brigham Young i 1853 lagde hjørnestenen til Salt Lake Templet, gav han følgende
forklaring: "Jeres endowment er at modtage alle de ordinanser i Herrens hus, som
er nødvendige for jer, efter at I har forladt dette liv, at sætte jer i stand til at gå
tilbage til Faderens nærhed, passere engle, der står vagt, være i stand til at give dem
nøgleordene, og de kendemærker og tegn, som vedrører det hellige præstedømme,
og vinde jeres evige ophøjelse trods jord og helvede.".1
Profeten Joseph lærte os tydeligt, at disse ordinanser var nødvendige for både de
levendes og de dødes frelse.2
Nødvendige ting skulle åbenbares
Før de hellige fuldførte Nauvoo-Templet tillod Herren dem at give endowments for
de levende i særlige rum, der var specielt beredt til ordinansen. Ikke desto mindre
instruerede han Profeten om, at endowments for de døde og beseglinger af de
døde så vel som besegling af børn til levende forældre skulle udføres i et tempel.
Præsident Young forklarer: "Denne ordinanse (besegling for de døde) vil ikke blive
udført hvorsomhelst, men kun i et tempel: heller ikke vil børn blive beseglet til deres
levende forældre på noget andet sted end i et tempel. For eksempel, en mand og
hans hustru kommer ind i Kirken, og de har nogle børn. Disse børn er født udenfor
pagten, fordi deres forældres ægteskab ikke anerkendes af Herren som udført ved
hans myndighed; de må derfor besegles til deres forældre, ellers kan de ikke gøre krav
på dem i evigheden.".3
Nauvoo-tempelgrunden
En af de første ting, Profeten udførte i 1839 i Nauvoo, var at tage nogle af brødrene
med sig en kilometer øst for Mississippi-floden, og der på det højeste sted i dette
nabolag udvælge en grund til et pragtfuldt tempel. Stedet beskrives som "en dristig
fremskudt stilling", der skuede ud over landet i miles omkreds - endda tværs over den
store Mississippi og ind i staten Iowa.
Guddommens hemmeligheder
Herren befalede, da Han åbenbarede sin vilje med hensyn til NauvooTemplet: "Byg
dette hus til mit navn, så jeg deri kan åbenbare mit folk mine forordninger. Thi jeg vil
i nåde åbenbare min kirke ting, der har været skjult fra verdens begyndelse, og som
hører ind under tidernes fyldes uddeling. Og jeg vil vise min tjener Joseph alt, hvad der
hører til dette hus, dets præstedømme ... Og I skal bygge det på det sted, hvor I har
tænkt på at bygge det; thi det er stedet, som jeg har udset for jer til at bygge det på.
Og om I arbejder af al magt, vil jeg indvie det sted, og det skal være helligt." .4
Dette tempel, som skulle bygges af grå limsten, skulle være 26 m bredt, 38 m langt
og 50 m til spiret - en imponerende bygning, den stateligste bygning i det amerikanske
grænseområde.

Side 202
I løbet af sommeren 1841 ledede Profeten dåbshandlinger for de døde i
Mississippi-floden, men den 3. oktober samme år erklærede Herren: "Der skal ikke
være flere dåbshandlinger for de døde, før ordinansen kan udføres i Herrens Hus.".5
Templets hjørnesten
Den 18. februar 1841 begyndte de hellige at udgrave templets kælderetage, og
to måneder senere, den 6. april, indviede de de fire hjørnesten. Disse betagende
gudstjenester, som begyndte kort efter solopgang, i forening med de mange
selskabelige og religiøse tilkendegivelser fra tusinder af mormoner, var en hellig
jubeldag for de hellige.
Kl. 9,30 fik generalløjtnant Joseph Smith og hans stab overrakt et stort Forenede
Staters flag af håndgjort silke, vævet og tegnet med mesterligt håndelag af en komite
af mormonkvinder. Da Stars and Stripes foldede sig ud, svarede det tunge artilleri med
en drønende salut.
Ved middagstid fandt ceremonierne til den altoverskyggende begivenhed sted.
Arkitekterne lagde den sydøstlige hjørnesten på plads; Profeten, som var i fuld
uniform, gik ærbødigt hen til stenen, og idet han hævede sin røst mod himlen, udtalte
han højt: "Denne hovedhjørnesten ... er nu lagt tilrette til den Store Guds ære!" I
overensstemmelse med den åbenbarede orden, indviede Kirkens ledere derefter den
sydvestlige, den nordvestlige og den nordøstlige hjørnesten.6 Profeten siger, idet han
forklarer om den rette fremgangsmåde ved nedlæggelsen af tempelhjørnesten: "Det
Første Præsidentskab bør lægge den sydøstlige hjørnesten og bestemme, hvem der
er de rette personer til at lægge de andre hjørnesten.".
Lovpriser sit folk
"Hvad der bidrog i så høj grad til den glæde, vi oplevede ved denne interessante
lejlighed, er den kendsgerning, at vi ikke hørte noget slibrigt eller blasfemisk
sprog, heller ikke så vi nogen berusede. Kan det samme siges om en lignende
forsamling i nogen anden by i Unionen? Vi takker Gud for, at de berusende drikke,
menneskehedens forbandelse i disse sidste dage, er blevet en fremmed i Nauvoo.
Som følge deraf kan vi sige, at vi aldrig har været vidne til et mere imponerende
syn end det, der viste sig ved denne lejlighed og under konferencens gudstjenester.
En sådan skare af folk, der bevæger sig i harmoni, venskab, værdighed, fortæller med
en røst, der ikke let kan misforstås, at de var et folk med intelligens, dyd og orden; kort
sagt, at de var hellige, og at kærlighedens, renhedens og lysets Gud var deres Gud,
deres Eksempel og Vejleder, og at de var velsignede og lykkelige."?
Tempelfonten indviet
Den 8. november 1841, syv måneder efter at templets hjørnesten var blevet lagt, og
seksogtredive dage efter at dåb for de døde i floden var hørt op, indviede Brigham
Young døbefonten i kælderetagen. Denne font var en midlertidig trætank, 4,80 gange
3,60 m, og 1,20 m dyb, bygget af smalle strimler af falsede fyrretræsbrædder,
og anbragt på ryggen af tolv legemsstore okser, som var blevet skåret ud af
fyrretræsplanker, som var limet sammen. Elijah Fordham og hans hjælpere havde
tilbragt otte måneder med at modellere dyrene. Få år senere blev fonten erstattet
med en mere kunstfærdig font. Den 21. november døbte Brigham Young, Heber C.

Side 203
Kimball og John Taylor fyrretyve hellige for deres døde. Disse ordinanser blev udført
før stenarbejdet nåede vindueskarmene i første etage af templet.
De første endowments
Oven over Profetens forretning gav Joseph den 4. maj 1842 Hyrum Smith,
Brigham Young, Heber C. Kimball og fire andre mænd deres "tvætninger, salvelser,
endowments og overdragelse af nøgler ... idet han fremsatte den orden, der vedrører
en fylde" ... af velsignelser, som skal sætte menneskene i stand til "at komme op og
dvæle i Elohims nærhed i de evige verdener."8 Før Profetens død havde han givet
endowments til næsten alle Kirkens ledere så vel som til nogle trofaste hellige.
Slutstenen indviet
Klokken 6 om morgenen den 24. maj 1845, elleve måneder efter Profetens død, lagde
Brigham Young slutstenen på Nauvoo-Templet. Efter en kort, men betagende ceremoni
fremsagde han indvielsesbønnen og holdt en kort tale. Efter at have anført de hellige
i "Hosianna-råbet", gentaget tre gange med rungende eftertryk, var Præsident Young
tvunget til at slippe bort for at skjule sig for at undgå sine fjender
Endowment-arbejdet begynder
Søndag den 30. november indviede Præsident Young og otte af de Tolv Apostle flere
færdige rum i templet til endowment-arbejde. Ved at fremskynde ordinanserne dag og
nat, fra kl. 4,45 om eftermiddagen den 10. december 1845 til lørdag aften den 7. februar
1846, gav Kirkens ledere tusinder af hellige deres egne endowments, hvad der mere
end gengældte dem den million dollars, som de ydede i tid og penge for at fuldende
den statelige bygning.
Templet indviet
Da de hellige blev tvunget til at forlade Nauvoo, fra begyndelsen af februar 1846, havde
Kirkens ledere ingen tid til at give endowments eller udføre beseglinger for de. døde
i Nauvoo Templet. Templet, som blev færdigt sidst i april, blev indviet af Orson Hyde
den 1. maj; og den 10. maj holdt Wilford Woodruff den sidste tale indenfor dets hellige
mure til omkring tre tusind hellige, som fyldte bygningen til bristepunktet.10 Templet
blev så låst af og overdraget til en opsynsmand.
Vanhelliget
Da de tilbageværende hellige i Nauvoo, omkring et tusind, blev tvunget til at overgive
sig ved Slaget i Nauvoo i september 1846, blev templet taget af en pøbelhob på femten
hundrede gangstere. Ved at storme afsindigt gennem dets smukke rum ødelagde og
vanhelligede mændene det indre på det skammeligste. Medens nogle af de ubudne
gæster ringede med tårnets klokke, gik andre ind i dåbsrummet og smadrede hornene
af okserne. I løbet af få dage havde de gjort kælderetagen altfor smudsig og modbydelig
til, at man kunne gå derind. Oberst Thomas L. Kane, som besøgte Nauvoo på det
tidspunkt, udtaler, at han var chokeret over al beskrivelse ved at se den vanhelligende
fordærvelse hos de banditter, som fornylig havde drevet de kultiverede hellige ud af
deres Guds hus.

Templet ødelagt
Side 204
For at opnå en belønning på "fem hundrede dollars" satte mr. J. B. Agnew
den 19. november 1849 ild til den pragtfulde bygning, som brændte helt ned
undtagen stenmurene. Næste år, den 27. maj 1850, væltede en brølende tornado de
sortsværtede rester. I dag er der intet af bygningen tilbage."
De store sten i templet havde været kunstfærdigt udskåret og dekoreret af dygtige
arbejdere, specielt de tolv hovedsten. Udhugget i dristigt relief midt på hver af disse
sten var et menneske-ansigt - en meter i diameter - som udsendte stråler af lys.
Selv om hovedstenene vejede mere end to tons hver, blev adskillige af dem ført
bort til fjerne dele af landet. En af disse sten hviler stadig på en fremtrædende plads
på Regeringsbygningens jord i Springfield, Illinois; en anden smykker plænen ved det
gamle Statshus, nu kendt som Hall of Relics i Quincy, Illinois, 80 km syd for Nauvoo.12
Noter
1. Widtsoe, Disc. of Brigham Young, p. 637.
2. L. & P. 128.
3. Widtsoe, op. cit., p. 613.
4. L. & P. 124:40-44.
5. Joseph Smith, op. cit., p. 231, 426.
6. Ibid., pp. 329-331.
7. Idem.
8. Joseph Smith, op. cit., Vol. V, pp. 1-3.
9. Jenson, op. cit., pp. 869, 870.
10. Jenson, Church Chronology, p. 29; Church Section, Des. News, p. 16, 24. jan.
1951, Biography of George A. Smith, Preston Nibley.
11. E. Cecil McGavin, Nauvoo the Beautiful, pp. 278-289.
12. Jenson, Hist. Record, pp. 867-873. Des. News for 24. maj 1938 viser et billede
af en af disse hovedsten med Præsident Bryant S. Hinckley fra Missionen i de
nordlige stater og andre ældster ved sin side. Præsident Hinckley beretter, at
en lokal kirke, en skole og et fængsel i Nauvoo er blevet bygget af stenene fra
Nauvoo Templet. Se billeder i E. Cecil McGavin's Nauvoo the Beautilul, pp.
323-354.

48. Kapitel
Hjælpeforeningen - Rocky Mountain profeti - Den nye og evige pagt
En blomstrende by
Side 205
Meget få byer i Amerika har oplevet en så voksende feber som mormonernes
hovedstad, Nauvoo, gjorde det under sin driftige periode på seks-syv år - 1839-1846.
Heber C. Kimball fortæller i et brev til Parley P. Pratt i England i juli 1841 om byens
fænomenale vækst: "Du ved, at der var ikke mere end tredive bygninger i byen, da
vi rejste for omkring to år siden, men nu er der tolv hundrede, og hundreder andre er
under opførelse ... De (mormonerne) kommer hertil fra alle dele af dette uhyre fastland
hver dag og hver time, og værket breder sig i hele dette land ... Du vil huske, at da vi
byggede vore huse i skovene, var der ikke et hus indenfor en halv mils omkreds. Nu
er stedet, vildsomt som det var dengang, omdannet til en tæt bebygget by.".1
St. Louis Atlas beretter i 1841: "Befolkningstallet i Nauvoo er mellem 8.000 og
9.000, og den er naturligvis den største by i staten Illinois ... De ser ud til at være en
foretagsom, flittig, sober og sparsommelig befolkning." Og de "har ingen konkurrenter
øst for, og vi gætter heller ingen vest for Mississippi.".2
Palæer som hjem
Mange af de huse, som blev bygget af de hellige, var intet mindre end palæer
- familierne Smiths, Kimballs, Taylors, Pratts og Youngs boliger samt en snes andre,
herunder Nauvoo Mansion, med dets toogtyve værelser, bygget af Profeten, står
stadig som monumenter over Nauvoos grundlæggeres idealer. Men højdepunktet i
dette byggeprogram var "Herrens Hus" - Nauvoo-Templet. Det næstvigtigste, Nauvoo
House, som skulle være et kombineret oplysnings-bureau og hotel, skulle finansieres
gennem et vekselerer-firma og omkostningerne ville blive hundredtusind dollars (ca.
700.000 kroner).3 Da det stadig var under opførelse, da de hellige flygtede fra Nauvoo
i 1846, blev det aldrig fuldført.
Hjælpeforeningen organiseres
På grund af den kendsgerning, at hundreder af de nyomvendte, som strømmede ind i
mormonernes hovedstad, til det yderste bebyrdede Kirkens velfærdsafdelinger, kaldte
Profeten den 17. marts 1842 atten djærve S. D. H.-søstre til sig i sit rådsrum, ovenover
hans forretning. Efter omhyggeligt at have gennemgået de akute velfærdsproblemer i
deres voksende by, organiserede han kvinderne i en "Kvindelig Hjælpeforening" - den
første i sin slags i Amerika.
Emma Smith blev valgt til præsidentinde, Elizabeth Ann Whitney til første rådgiver,
Sarah M. Cleveland til anden rådgiver, Eliza R. Snow til sekretær, Phebe W. Wheeler
til assisterende sekretær og Elvira A. Cowles til kasserer. Profeten udtaler: "Jeg gav
mange instruktioner, læste i det Ny Testamente, og i Lære og Pagter om den Udvalgte
Kvinde, og viste, at den udvalgte betød at blive udvalgt til et bestemt arbejde.".4
Nøglen drejet om for kvinderne
Nogle få uger efter, at Profeten havde organiseret Hjælpeforeningen, beretter han:
"Klokken to mødtes jeg med medlemmerne af 'Kvindelig Hjælpeforening', og efter
at have præsideret ved indlemmelsen af mange nye medlemmer, gav jeg en

Side 206
lektie om præstedømmet, og viste hvorledes søstrene ville komme i besiddelse
af præstedømmets privilegier, velsignelser og gaver ... at de kunne opnå disse
velsignelser ved et dydigt liv og dydig tale, og ved flittigt at holde alle befalingerne."
Ifølge Eliza R. Snow sagde Profeten også: "I vil modtage instruktioner gennem
præstedømmets orden, som Gud har indstiftet, ved hjælp af dem, som er kaldet til at
lede, vejlede, og styre Kirkens sager i denne sidste uddeling; og jeg drejer nu nøglen
om for jer i Herrens navn, og denne Forening skal fryde sig, og kundskab og intelligens
skal fra nu af flyde ned; dette er begyndelsen til bedre dage for de fattige og trængende,
som skal komme til at fryde sig og fremkalde velsignelser over jeres hoveder ... Lad
venlighed, barmhjertighed og kærlighed krone jeres arbejde fra nu af.".
Eliza R. Snow udtaler, at Profeten gav mange vigtige instruktioner, og at han sluttede
sine bemærkninger med at fortælle søstrene, at de skulle pleje de syge "med urter og
mild føde". Han spurgte derefter: "Hvem er bedre kvalificeret til at administrere (disse
ting) end vore trofaste og nidkære søstre, hvis hjerter er fulde af tro, ømhed, medfølelse
og medlidenhed? Ingen!" svarede han.
Sekretæren slutter: "Herrens And var udgydt på en meget magtfuld måde, som aldrig
ville blive glemt af dem, der var tilstede ved denne interessante lejlighed.".5
Hjælpeforeningens formål
I mere end hundrede år har denne godgørende organisation af søstre stået sammen
med præstedømmet - skulder ved skulder - for at yde fysisk, åndelig og moralsk støtte
i ethvert mormonsamfund. Omsorgen for de trængende, plejen af de syge, og trøsten
til de sørgendes hjerter har budt Hjælpeforeningens søstre velkommen.
Eks-guvernør Boggs beskudt
Om aftenen den 6. maj 1842, medens eks-guvernør Boggs opholdt sig i sit hjem i
Independence, Missouri, blev der skudt på ham, og han blev såret ved, hvad der ville
have været et snigmord.6 To en halv måned senere, den 20. juli, udstedte Boggs, som
var besluttet på at sikre sig Mormon-Profeten, arrestordre på Joseph Smith og Orrin
Porter Rockwell. Eks-guvernøren påstod, at Joseph Smith havde sendt Rockwell ud
for at skyde ham.
Boggs, som havde skaffet sig rekvisitionspapirer, som ikke var blevet underskrevet
af guvernør Reynolds i Missouri, fik dem forelagt for guvernør Carlin i Illinois, som
udstedte en arrestskrivelse på Joseph og Porter.
Rocky Mountain-Profeti
Medens de missourianske betjente skyndte sig mod Nauvoo for at arrestere Joseph
og Porter, udsendte Profeten den 6. august sin berømte profeti om Rocky Mountains:
"Jeg profeterede, at de hellige ville vedblive at lide megen sorg og ville blive drevet til
Rocky Mountains; mange ville falde fra, andre ville blive slået ihjel af vore forfølgere
eller ville miste livet som følge af udmattelse eller sygdom, og nogle af jer vil opleve at
rejse og hjælpe med til at slå jer ned og bygge byer og se de hellige blive et mægtigt
folk midt i Rocky Mountains.".7
Anson Calls vidnesbyrd
Anson Call, som hjalp med til at oprette mange byer og landsbyer i Rocky Mountains,
udtaler, at han hørte Profetens profeti om Rocky Mountains, medens Profeten stod

Side 207
under løvtræernes skygger i Montrose med et glas iskoldt vand til sine læber. Han
udtalte ivrigt: "'Dette vand smager meget som de krystalklare strømme, som løber ned
fra de snedækte bjerge.' Jeg havde før set ham i syner, og så nu ... hans ansigt blive
hvidt, ikke et dødlignende hvidt i et blodløst ansigt, men et levende strålende hvidt.
Han syntes hensunket i at skue noget langt derfra, og sagde: 'Jeg ser på dalene i disse
bjerge ... Der står Anson, han skal drage afsted og skal hjælpe med til at opbygge
byer fra den ene ende af landet til den anden; og I ... skal udføre så stort et værk,
som nogensinde er udført af mennesker, så Jordens nationer skal blive forbavsede ...
A, disse snedækte bjerges skønhed. De kolde forfriskende strømme, som løber ned
gennem disse bjergslugter.'
Synet forandrede sig så, og Profeten udbrød: 'Å, de landskaber, som disse folk vil
passere igennem! De døde, som vil ligge mellem her og der ... Å, det frafald, som vil
finde sted, før mine brødre når dette land!'"8
Joseph arresteret
To dage efter profetien om Rocky Mountains blev Joseph Smith og Porter Rockwell
arresteret af betjentene fra Missouri. Brødrene påberåbte sig straks babeas corpus
retten for at undersøge lovligheden af hele sagen. Skønt kommunalretten i Nauvoo,
Illinois, udstedte en stævning, der beordrede betjentene til at bringe Joseph og Porter
for retten til forundersøgelse, nægtede sheriffen at følge rettens ordre og skyndte sig
afsted til statens hovedstad for at få instruktioner fra guvernør Carlin.
I mellemtiden siger Joseph, at han havde fået at vide, at "Guvernør Reynolds i
Missouri ikke var kendt med disse procedurer; at eksguvernør Boggs havde aflagt ed
for fredsretten eller en dommer, og at dommeren havde udstedt rekvisitionen, og ikke
guvernør Reynolds, og også at den stævning, som var udstedt af Carlin, var ulovlig og
uforsvarlig. Det er absolut sikkert, at hele affæren er endnu et blændende eksempel
på virkningerne af fordom." Han påstår også, "at den udsprang af en forfølgelsesånd,
parterne har tilkendegivet deres beslutning om at få mig ført til Missouri, enten ved
lovlige eller ulovlige midler.".9
At forpurre Boggs' planer
Medens Joseph og Porter søgte retfærdighed i sagen, gik de "under jorden". Profeten
skrev til generalmajor Law i Nauvoo-Legionen: "Jeg er besluttet på ... at holde mig fri af
dem og forpurre deres planer, hvis det er muligt." Han underskrev denne meddelelse:
"Joseph Smith, borgmester i byen Nauvoo, generalløjtnant i Nauvoo-Legionen af
militsen i Illinois.".
Da den udsendte sherif vendte tilbage til Nauvoo og ikke kunne finde sine mænd,
prøvede han forgæves på at sikre sig Profeten ved at forskrække Emma og borgerne
med skrækkelige trusler om at angribe byen med militsen. Nogle få dage senere
forklarer Joseph: "Det siges, at der er udsat en belønning på tretten hundrede dollars
(omtrent 10.000 kroner) for anholdelsen og udleveringen af Joseph og Porter, og dette
antages at have påvirket dem til at foretage eftersøgning.".10
Tempel-ordinanser
I løbet af den tid, hvor Profeten "skjulte sig", sommetider hos venner, til andre tider
på en smuk ø i Mississippi-floden - i afsondrethed i seks måneder - gav han mange

Side 208
instruktioner til de hellige angående "Guddommens mysterier", især ordinanserne til
frelse for de levende og de døde. I disse ensomme dage modtog han afsnittene 127 og
128 i Lære og Pagter - to åbenbaringer, som viser betydningen af tempelordinanserne.
Kommende fra sit skjulested kunne Profeten vise sig uventet på forskellige tider ved
vigtige møder; og efter at have holdt en magtfuld tale slap han afsted igen, idet han
næsten syntes at forsvinde. I en af disse prædikener sagde han: "Jeg ville ønske til
Gud, at dette tempel var færdigt, at vi kunne tage fat og udføre disse ordinanser i deres
fylde."11 Han udtalte også, at han afskyede sin påtvungne skjulen sig for fjender, som
bestandig satte snarer for at fange ham.
Den evige pagt
Så tidligt som i marts 1831 talte Herren til Joseph Smith og sagde: " ... Jeg har sendt min
evige pagt til jer, den samme, som var fra begyndelsen."12 I det store og hele er denne
evige pagt Jesu Kristi evangelium i dets fylde. Det er den samme forløsningsplan, som
Adam og de andre hellige profeter og patriarker modtog, thi Guds principper, ordinanser
og nøgler til riget er evige, uanset tid og sted for gengivelsen.
Den 12. juli 1842 fortsatte Herren dette emne:#"Bered derfor dit hjerte på at modtage
og adlyde de lærdomme, som jeg nu giver dig ... Thi se, jeg åbenbarer dig en ny og
evig pagt, og om du ikke holder denne pagt, vil du blive fordømt; thi ingen kan forkaste
denne pagt og få lov til at indkomme i min herlighed.
Thi alle, der ønsker en velsignelse af mine hænder, må overholde den lov, som blev
givet for denne velsignelse, samt de vilkår, som blev bestemt, før verden grundlagdes.
Og hvad den nye og evige pagt angår, da blev den indstiftet for min herligheds fylde,
og den, der modtager en fylde deraf, må og skal overholde loven, ellers vil han blive
fordømt, siger Gud Herren.".13
Noter
1. Cowley, op. cit., p. 145; Jemon, Hist. Record, p. 757.
2. Idem.
3. L. & P. 124:22-24; Jenson, op. cit., p. 984. 1 den sydøstlige hjørnesten i dette
hus blev originalmanuskriptet til Mormons Bog deponeret, den 2. oktober 1841,
hvor det blev til 1882, da bygningen blev revet ned. Kirkens Historiske Kontor
har nu næsten alle manuskripterne. Des. News for 14. dec. 1946 giver en
illustreret historie om sikringen af manuskriptet.
4. Joseph Smith, op. cit., pp. 552-553.
5. Joseph Smith, op. cit., pp. 602-607. Kursiv ved forfatteren.
6. Ibid., Vol. V, p. 14; se "Affidavit of Lilburn W. Boggs, p. 67. Joseph arresteret, p.
86.
7. Ibid., pp. 85; Morris, op. cit., pp. 124-190.
8. Roberts, op. cit., pp. 181, 182; Joseph Smith, op. cit., pp. 85-86.
9. Ibid., pp. 89-93. 10 Idem.
11. Cowley, op. cit., p. 198; L. & P. 128:13-15.
12. Ibid., 49:9.
13. Ibid., 132:3-6; William E. Berrett, Teachings of the Doe. & Cov., Chap. 8, Gospel
Doctrine Department of the Sunday Schools, 1955.

Ægteskabets evighed
49. Kapitel
Ægteskabets evighed - Flergifte
Side 209
For at fuldføre sine egne planer vedrørende en fortsættelse af familielivet her og på den
anden side, gengav Gud den evige ægteskabsorden og gav Joseph Smith myndighed
til at forene mand og hustru for tid og evighed. Herren forklarede betydningen af
celestialt ægteskab, da Han forkyndte: "... sandelig, sandelig siger jeg dig: Hvad du
besegler på jorden, skal være beseglet i himlen." Derfor, " ... Alle pagter, kontrakter, ...
eder, løfter," må, hvis de skal være i kraft på den anden side, "indgås og besegles ved
forjættelsens Helligånd for tid og evighed af ham, som er salvet dertil ...
Om en mand derfor ægter en kvinde i denne verden, og han ikke gifter sig med
hende gennem mig eller gennem mit ord, og han indgår pagt med hende, så længe
han er i verden, og hun med ham, da har deres pagt og ægteskab ingen gyldighed, når
de er døde og ude af verden. Derfor er de ikke bundet ved nogen lov, når de er ude
af verden."1. På den anden side skal de, som er beseglet ved Guds salvede tjenere
"gå forbi engle og guder, som er sat der, til deres ophøjelse og herlighed i alle ting,
som det er blevet beseglet på deres hoveder, hvilken herlighed vil være en fylde og en
fortsættelse af slægten fra evighed til evighed ... Da skal de blive guder, fordi de har
al magt, og englene er dem underdanige. Sandelig, sandelig siger jeg dig: Om du ikke
adlyder min lov, kan du ikke opnå denne herlighed."2.
Flergifte gengivet
Indbefattet i denne samme meddelelse gengav Herren den gamle orden om flergifte
til sin Kirke.3. Idet Herren bekræftede, at den havde været godkendt i tidligere
forvaltninger af Hans profeter og patriarker, forkyndte Han til Joseph Smith: "Gud
befalede Abraham, og Sara gav Abraham Hagar til hustru. Og hvorfor gjorde hun det?
Fordi dette var loven ... Var Abraham derfor under fordømmelse? Sandelig siger jeg dig:
Nej. Thi jeg, Herren, befalede ham det ... David havde også mange hustruer ... og ligeså
mine tjenere Salomon og Moses samt mange andre af mine tjenere fra skabelsens
begyndelse til nærværende tid. Og i intet af dette syndede de, undtagen i det, som de
ikke modtog af mig ... Jeg er Herren din Gud, og jeg har udkåret dig, min tjener Joseph,
og vil genoprette alle ting."4.
Flergifte i Israel
I den første bog i Bibelen fortælles beretningen om Abraham, som tog sig en
medhustru: "Abrams hustru Saraj fødte ham intet barn. Men Saraj havde en ...
trælkvinde ved navn Hagar," som Saraj gav Abram til hustru; og da Hagar skulle føde
en søn, "sagde Herrens engel til hende: Jeg vil gøre dit afkom så talrigt, at det ikke kan
tælles ... Du ... skal føde en søn, som du skal kalde Ismael, thi Herren har hørt, hvad
du har lidt ... Og Hagar fødte Abram en søn."'.
Jakob, Abrahams sønnesøn, ægtede fire hustruer - Lea, Rakel, Bilba og Zilpa, som
blev mødre til de tolv Israels stammer.
En prøvelsens åbenbaring
Af de et hundrede fireogtredive åbenbaringer, som er nedskrevet af Profeten, var
åbenbaringen om det celestiale ægteskab den eneste, som han tøvede med at

Side 210
offentliggøre. Da han var fuldstændig klar over den konflikt, den ville forårsage blandt
mange af Kirkens medlemmer så vel som blandt verdens folk, undslog han sig for at
skrive den ned. Det var først efter en gennemgribende, prøvende forberedelse, som
varede flere år og omfattede den pludselige tilsynekomst af en Herrens engel, som bar
et "draget sværd" i sin hånd og truede Joseph med ødelæggelse, at han tog imod den
guddommelige befaling og gav sig til i fortrolighed at lære den til sine mest betroede
brødre i præstedømmet.6.
Flergifte en realitet
I en rapport om, hvorledes flergifte blev en realitet i Kirken, beretter Præsident Joseph
F. Smith: "Ved en kvartårlig stavekonference, som blev afholdt i Centerville, Davis
County, Utah, den 11. juni 1883 ... udtalte ældste Joseph B. Noble (tidligere biskop i
Nauvoo) ... at Profeten Joseph havde fortalt ham, at læren om celestialt ægteskab (i
betydningen flergifte) blev åbenbaret ham, medens han var optaget med arbejdet med
oversættelsen af skriften; men da meddelelsen først var givet, udtalte Herren, at tiden
til at praktisere dette princip ikke var kommet. Følgelig udtalte han, at Herrens engel
viste sig for ham og underrettede ham om, at tiden tilfulde var kommet." Præsident
Smith forklarer derefter, at "Ældste Noble beseglede sin hustrus søster til Joseph, og
det var det første flergifte, der blev udført. Profeten gav formlen for ceremonien, og
ældste Noble gentog ordene efter ham. Ældste Noble bar vidnesbyrd om renheden i
sin svigerindes (Louisa Bemans) karakter, hun var en kvinde med en ulastelig moral,
som gik ind i den polygame ægteskabsforbindelse med en dybtliggende overbevisning
om, at læren var fra Gud." Denne første polygame vielse blev udført den 5. april 1841.7.
Præsident Snows vidnesbyrd
Præsident Lorenzo Snow giver dette troværdige bevis: "I april 1843 vendte jeg hjem
fra min europæiske mission." Profeten forklarede straks "læren om flere hustruer" for
ham. Præsident Snow bevidner, at da Profeten "forudså det vrøvl, som ville følge og
søgte at vende sig bort fra befalingen, viste en engel fra himlen sig for ham med et
draget sværd og truede ham med ødelæggelse, med mindre han fortsatte og adlød
befalingen. Han sagde endvidere, at min søster Eliza R. Snow var blevet beseglet til
ham som hans hustru for tid og evighed."s.
Præsident Snows søster, Eliza R. Snow, skriver, at Profetens første hustru gav sit
samtykke til, at han efterlevede loven om flergifte: "Det er en kendsgerning, at søster
Emma, af egen fri vilje og valg, gav sin mand fire hustruer, hvoraf to endnu lever, og var
rede til at bevidne, at hun ikke alene gav dem til sin mand, men at hun lærte dem læren
om flergifte og tilskyndede dem til at akceptere den." Underskrevet Eliza R. Snow, en
af Profeten Joseph Smiths hustruer 9.
Kvinder beseglet til Profeten
Præsident Joseph F. Smith drager sin slutning: "Der er beviser nok til at vise, at
Profeten Joseph Smith uden skygge af tvivl underviste i og praktiserede princippet om
flergifte i sin levetid." Andrew Jenson anfører i Historical Record navnene på syvogtyve
sidste dages hellige kvinder, som blev beseglet i flergifte til Joseph Smith i løbet af
de sidste tre år af hans liv. Andre kvinder blev også beseglet til Profeten efter hans
død. En af disse var Rachel Ivins, som, efter at have nået Utah, ægtede Jedediah M.
Grant, Præsident Youngs anden rådgiver, og blev moder til Heber J. Grant, Kirkens
syvende Præsident.

Åbenbaringen fremsat for Højrådet
Side 211
"Den tolvte august eller deromkring, anno 1843," læste Hyrum Smith åbenbaringen om
flergifte for Nauvoos "Højråd og bar vidnesbyrd om dens sandhed." Den blev akcepteret
med ni stemmer mod tre. Det er interessant at finde, at de ni brødre, som anerkendte
åbenbaringen, forblev faste og trofaste mod Jesu Kristi evangelium, medens på den
anden side de tre, som forkastede åbenbaringen, blev dissentere, kæmpede mod
Kirken og døde som ikke-medlemmer.10.
"Jeg ønskede mig død"
At Brigham Young, Præsident for de Tolv Apostles Kvorum på den tid, da åbenbaringen
blev givet, ikke hilste åbenbaringen med megen glæde, vises af en prædiken, som han
holdt i Provo, Utah, 14. juli 1855: "Hvis noget menneske havde spurgt mig, hvad der var
min mening, da Joseph Smith åbenbarede denne lære ... ville jeg have sagt, forudsat at
den ikke ville formindske min herlighed: 'Lad mig have bare en hustru' ... Jeg ønskede
ikke at vige tilbage for nogen pligt, eller på mindste måde at svigte for at gøre, hvad
jeg fik befaling til, men det var første gang i mit liv, at jeg havde ønsket mig død, og
jeg kunne næppe komme over det i lang tid."".
John Taylors vidnesbyrd
"Jeg havde altid næret strenge tanker om kyskhed, og jeg følte som gift mand, at dette
for mig, bortset fra dette princip, var en forfærdende ting at gøre. Den tanke at gå hen og
spørge en ung dame, om hun ville gifte sig med mig, når jeg allerede havde en hustru!
Det var noget, der var beregnet til at sætte følelserne i oprør fra de inderste dybder i
den menneskelige sjæl. Jeg havde altid holdt strengt på kyskheden ... Med de følelser
jeg havde næret, kunne intet andet end kundskab om Gud og Guds åbenbaringer og
deres sandhed have fået mig til at antage et sådant princip som dette."12.
På grund af de intense forfølgelser i Nauvoo i de sidste par år af Profetens liv blev
åbenbaringen om flergifte ikke offentliggjort for verden før 1852, fem år efter at de
hellige havde slået sig ned i dalene i Rocky Mountains, langt borte fra deres forfølgeres
hænder.
Ikke praktiseret altomfattende i Kirken
På intet tidspunkt i flergiftets levetid, fra omkring 1841 til 1890, oversteg tallet af
de brødre, som efterlevede denne lov, to eller tre procent af Kirkens mandlige
befolkning.13. Enhver, som indgik i den hellige orden, gjorde det efter tilladelse fra
Kirkens Præsident, og han måtte også, sagde åbenbaringen, have den første hustru
til at "give sit samtykke", men hvis hun ikke ville give sit samtykke, " ... så bliver hun
overtræderen. Og han er fritaget for Saras lov, thi hun betjente Abraham ifølge loven,
da jeg befalede Abraham at tage Hagar til hustru."14.
Joseph Smith instruerede om, at medhustruer skulle besegles til deres mænd for tid
og evighed, og at deltagerne ikke skulle huse noget andet formål end husgerning og
at føde Guds åndelige børn ved at bringe dem ind i et hæderligt familieliv og tilstå dem
det privilegium at blive født under den nye og evige pagt.
Børn stolte af deres arv
Ældste John A. Widtsoe giver denne kommentar: "Utallige medhustruer har vidnet om
den høje moralske tone i deres forbindelse med deres mænd. Ikke blot var hver af

Side 212
hustruerne lige med hensyn til ejendomsrettigheder, men blev også behandlet med
samme ærbødighed, og alle børn blev opdraget og anerkendt på lige fod. Mormonernes
flergifte havde ingen lighed med det utugtige liv hos den mand, for hvem kvinden kun er
en genstand for hans lyster. Kvinderne blev ikke tvunget ind i et polygamisk ægteskab.
De gik ind i det frivilligt, med åbne øjne. De mænd og kvinder, som levede i flergifte,
var, med ganske få undtagelser, rene og højsindede. Deres efterkommere, hvoraf
titusinder endnu lever som værdige borgere i landet, er stolte af deres arv. Historien
om de sidste dages hellige, som er fuldt tilgængelig, vælter, når den læses af ærlige
mænd og kvinder, den teori, at polygamt ægteskab var et produkt af tøjlesløshed eller
sanselighed."15.
Kongressen og polygami
I tyve år efter, at Profeten havde anerkendt flergifte, fandtes der ingen lov i de Forenede
Stater, som forbød, at en mand giftede sig med mere end en hustru. Monogami eller
polygami kunne, hvad landets statutter angik, vælges som en persons måde at have
familieliv på.
Føderationens love, som fordømte flergifte, blev vedtaget i 1862, 1882 og 1887,
men disse love blev af Kirken og dens advokater anset for at være imod forfatningen.
Det blev sagt, at sådanne vedtagelser af love var indgreb i de amerikanske borgeres
religiøse rettigheder og tro, for Kongressen skulle ikke lave love, som forbød den frie
udøvelse af religion. Resultatet var en konflikt mellem Kongressen og mormonerne. De
Forenede Staters Højesteret gjorde, efter års debat - i maj 1890, med tre medlemmer
som stemte imod - de love, som forbød flergifte, forfatningsmæssige.
Mange sendt i fængsel
Selv før Højesteret vedtog sin beslutning, havde forbundsmyndigheder i Utah sendt
mere end tretten hundrede af Kirkens ledere i fængsel, hvor de fik domme, der
rangerede fra nogle få dollars til fem hundrede dollars og fem års fængsel. Yderligere
truede dommeren med at give højere straffe til enhver mand, som udstod sin straf og
derefter vendte tilbage til sin polygame familie.
Et antal kvinder blev stævnet for retten som vidner; og når de nægtede at svare
på en række spørgsmål angående deres børn og deres ægteskabelige forbindelser,
beskyldte dommeren dem for "foragt for retten" og sendte dem i fængsel. Annie
Gallifant sad der i fireogtyve timer, Nellie White i seks uger; Belle Harris, en niece til
Martin Harris, blev idømt en bod på 25 dollars og holdt i fængsel fra maj til august
1884.16.
Da de frygtede for yderligere arrestationer, gik mange fædre til polygame familier i
"eksil" eller "skjul" - almindelig kaldt "under jorden". Præsident John Taylor, som blev
tvunget i eksil de sidste to år af sit liv, døde, medens han således var hæmmet i
sin bevægelsesfrihed, den 27. juli 1887 i Kaysville, Davis County, Utah. Tusinder af
hellige flokkedes i Tabernaklet ved hans begravelse, hvor forbundsbetjente stod vagt,
og gjorde det umuligt for mange af Kirkens ledere at være tilstede.
S.D.H. Kirken berøves sine rettigheder
Før Højesteret traf sin endelige beslutning, vedtog Kongressen Edmunds-Tucker-loven
af 1887, som berøvede Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige dens rettigheder
som korporation og konfiskerede dens ejendom - personlige og faste ejendomme

Side 213
- med undtagelse af "begravelsespladser" og "steder, der udelukkende var optaget af
gudsdyrkelse." Retten til kvindelig valgret blandt mormonerne blev også borttaget.
De Forenede Staters marskal Dyer, som var blevet udnævnt til modtager for
regeringen, satte sig i besiddelse af Kirkens ejendomme - grunde og bygninger - i
Salt Lake City og ordnede sagerne, som det passede ham. Han forbød Kirken som
institution at engagere sig i forretninger, og han udlejede til individuelle medlemmer
af Kirken Tiendekontoret og det historiske kontor for 2400 dollars (ca. 16.500 kroner)
årligt, ligeledes Garde, House, hvor Præsident Taylor boede, for 5500 dollars (ca.
38.500 kroner). Skønt Kirken ikke fortsatte bygningen af Salt Lake Templet, havde
den dog stadig kontrol med Tempelpladsen og dens bygninger ved at betale et fastsat
gebyr. På mindre end et år inddrev marskal Dyer og hans to assistenter som kontant
løn fra Kirkens ejendom $ 26.825,65 (ca. 187.000 kroner).17.
Polygamister fratages deres borgerlige rettigheder
Desuden fratog regeringen enhver polygamist, herunder alle mænd, som på et eller
andet tidspunkt havde levet med mere end en hustru, deres borgerlige rettigheder, og
dette nægtede dem tre hellige friheder: retten til at stemme, retten til at beklæde et
embede og retten til domsforhandling med nævninge.
Forbundsembedsmænd med "Edsblanketter" blev sendt ud til hvert område af
landet for at kræve af alle borgerne, at de skulle underskrive eden om, at de ikke
var polygamister, før de fik tilladelse til at stemme. Mange mormoner - enten de var
polygamister eller ej - som var harmfulde herover, nægtede at besvare den lange liste
med spørgsmål og at underskrive eden.
Samfundslivet splittet
Staten Idaho, som effektuerede lovene endnu strengere end Utah, nægtede
borgerskab til enhver mormon, uden hensyn til polygami. Andre tilstødende stater
gennemførte lignende love og uddelte strenge straffe. Mormonernes samfundsliv
- religiøst, socialt og politisk - blev i høj grad splittet.
Manifestet åbenbaret
Mormonernes dilemma var i sandhed et udfordrende problem, for på den ene side var
der Guds åbenbaringer og på den anden var der landets love, som forbød flergifte.
Om disse prøvelsens dage skrev Præsident Wilford Woodruff den 25. september 1890:
"Efter at have bedt til Herren og følt mig inspireret, har jeg udstedt følgende erklæring,
Manifestet, som gør en ende på flergifte, og som er godkendt af mine rådgivere og de
Tolv Apostle."
Ti dage senere, ved oktober konferencen, fremsatte Præsident Woodruff Manifestet
for Kirken, hvorpå forsamlingen i Tabernaklet stemte for at høre op med flergifte
i de Forenede Stater.18. I flere år efter, at Manifestet var udstedt, havde Kirkens
medlemmer i Mexico og Canada imidlertid tilladelse til at praktisere flergifte, men
senere hørte det op overalt i Kirken.
I regeringens arkiv i dag
At Det Første Præsidentskab og de Tolv Apostles Råd ubetinget troede, at Manifestet
var et guddommeligt dokument, bevises af disse femten brødre, som satte deres navne

Side 214
under et andragende til forbundsregeringen den 19. december 1891, hvori de krævede,
at Kongressen skulle tilbagelevere Kirkens ejendom og igen tilstå medlemmerne
borgerskabets hellige rettigheder. Kirkens ledere bevidnede højtideligt for regeringen:
"I henhold til vor tro modtager Kirkens overhoved fra tid til anden åbenbaring til den
religiøse vejledning af sit folk.
I september 1890 anråbte det nuværende overhoved for Kirken, i smerte og bøn,
Gud om hjælp for sin hjord, og modtog tilladelse til at råde medlemmerne af Jesu
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige til herefter at suspendere den lov, der befalede
polygami."19.
"Vigtige åbenbaringer"
Præsident Woodruff erklærede søndag den 1. november 1891 i Logan, Utah, idet han
hentydede til Manifestet: "Denne Kirke er aldrig blevet ledet en eneste dag undtagen
ved åbenbaring ... Jeg har haft nogle åbenbaringer fornylig, og nogle meget vigtige
for mig, og jeg vil fortælle jer, hvad Herren har sagt til mig. Lad mig erindre jer om,
hvad Manifestet drejer sig om. Herren har ved åbenbaring sagt til mig, at der er mange
medlemmer af Kirken over hele Zion, hvis hjerter er sat på en hård prøve på grund
af Manifestet.
Herren viste mig gennem syn og åbenbaring nøjagtig hvad der ville have fundet
sted, hvis vi ikke standsede denne skik. Hvis vi ikke havde standset den, ville I ikke
have nogen brug for ... nogen af mændene i dette tempel i Logan: for alle ordinanser
ville blive standset over hele Zions land. Forvirring ville herske i Israel, og mange mænd
ville blive fængslet. Denne bekymring ville være kommet over hele Kirken, og vi ville
være blevet tvunget til at standse skikken. Nu er spørgsmålet, om den skulle standses
på denne måde eller på den måde Herren har kundgjort for os, og lade vore Profeter
og Apostle og fædre blive ved at være frie mænd, og templerne i hænderne på folket,
så de døde kan blive forløst."
"Jeg skrev, hvad Herren sagde til mig, jeg skulle skrive"
"Herren ... har sagt til mig nøjagtigt hvad jeg skulle gøre, og hvad resultaterne ville
blive, hvis vi ikke gjorde det ... Men jeg vil gerne sige dette: Jeg skulle have ladet alle
templerne slippe ud af vore hænder, jeg ville være gået i fængsel selv og ladet enhver
mand gå derhen, hvis ikke himlens Gud havde befalet mig at gøre, hvad jeg virkelig
gjorde; og da den time kom, da jeg fik befaling om at gøre det, var alt klart for mig. Jeg
gik til Herren, og jeg skrev, hvad Herren sagde til mig jeg skulle skrive ... "20.
"Guds befaling"
Ved dette samme møde bekræftede Præsident Woodruffs første rådgiver, George Q.
Cannon: "Gud gav befalingen, og det krævede Guds befaling at få os til at forandre vor
indstilling. Præsident Woodruff holder den samme myndighed som den mand havde,
gennem hvem åbenbaringen kom til Kirken. Det krævede den samme myndighed at
sige til os: 'Det er nok. Gud har modtaget jeres offer'."21.
En lovmæssig statut
I højtidelige formaninger fra tid til anden har Kirkens funktionærer stadig bekræftet,
at Manifestet ikke var et skrøbeligt redskab; at det ikke blev smedet på bedragets

Side 215
ambolt; at det, da det blev godkendt af Kirken ved den forsamlede konference, blev en
forfatningsmæssig lov for Kirken.
Straf for lovbryderne
Da Manifestet var anerkendt af mormonfolket så vel som af forbundsregeringen,
der som følge deraf i god tro tilbageleverede Kirken dens ejendom og dens
borgerrettigheder, har Kirken indtaget et stærkt standpunkt imod dem, som har fortsat
med at bryde denne lov. I de senere år er overtrædere blevet udelukket af Kirken,
medens store syndere både har fået bøder og er blevet fængslet efter ordre fra landets
Højesteret.
Noter
1. L. & P. 132:46; 7,15.
2. L. & P. 132:19-21.
3. John A. Widtsoe, Evidences and Reconciliations, p. 309.
4. L. & P. 132: 34, 35, 38, 40.
5. 1. Mos 16:1, 10, 11, 15.
6. Jenson, Hist. Record, pp. 219, 222, 230; Whitney, Lile of H. C. K., pp. 331-339;
Joseph Smith, op. cit., Introduction af Roberts, pp. XXIX-XLVI, giver et
omfattende studium af "Ægteskabs-åbenbaringen", muligvis det bedste på tryk.
7. Jenson, op. cit., pp. 213, 232; p. 221 giver biskop Nobles erklæring.
8. Ibid., p.222.
9. Ibid., p. 224; Des. News, 22. oktober 1879.
10. Jepson, op. cit., 227-233 giver interessante enkeltheder.
11. Roberts, Comp. Hist., Vol. II, pp. 102, 103.
12. Roberts, The Lile of John Taylor, p. 100.
13. Widtsoe, op. cit., p. 85.
14. L. & P. 132:61-65.
15. Widtsoe, op. cit., p. 308.
16. Whitney, Popular History of Utah, pp. 368, 369; Roberts, Comp. Hist., Vol. VI, p.
211.
17. Ibid., p. 198.
18. L. & P., pp. 222, 223 giver hele Manifestet.
19. Widtsoe, op. cit., pp. 87-89.
20. Des. News, 8. og 21. november 1891; Widtsoe, op. cit, pp. 65-89; G. H. Durham,
Discourses of Wilford Woodruff, kap. XVI. Det samme budskab blev bragt af
Præsident Woodtuff ved det fjerde møde ved indvielsen af Salt Lake Templet,
Des. News, 18. april 1951.
21. Idem.

50. Kapitel
Trosartiklerne - Stephen A. Douglas - Joseph nomineret som præsident
Wentworth-brevet
Side 216
Den 1. marts 1842 fremkom der i Times and Seasons i Nauvoo, Illinois, et af
Kirkens første dokumenter, kendt som "Wentworth-brevet".1. Det indeholdt Kirkens
første korte historie så vel som dens vigtigste troskodeks: "Trosartiklerne". Disse
tretten fundamentale erklæringer, der så koncist forkynder Kirkens standardprincipper,
ordinanser og lærdomme, har stået uændret i mere end hundrede år.
Trosartiklerne
1. Vi tror på Gud, den evige Fader, på hans Søn Jesus Kristus og på den
Helligånd.
2. Vi tror, at menneskene vil blive straffet for deres egne synder og ikke for Adams
overtrædelse.
3. Vi tror, at hele menneskeheden, gennem Kristi forsoning, kan blive frelst ved at
adlyde evangeliets love og forordninger.
4. Vi tror, at evangeliets første grundsætninger og forordninger er: 1) Tro på den
Herre Jesus Kristus, 2) Omvendelse, 3) Dåb ved nedsænkning i vandet til
syndernes forladelse, 4) Håndspålæggelse for den Helligånds gave.
5. Vi tror, at en mand må kaldes af Gud ved profeti og håndspålæggelse af
sådanne, som har myndighed dertil, for at prædike evangeliet og tjene i dets
forordninger.
6. Vi tror på den samme organisation, som fandtes i den oprindelige kirke, nemlig
apostle, profeter, hyrder, lærere, evangelister o. s. v.
7. Vi tror på tungemålsgaven, profeti, åbenbaring, syner, helbredelse, udlægning af
tungemål o. s. v.
8. Vi tror, at Bibelen er Guds ord, for så vidt som den er rigtig oversat; vi tror også,
at Mormons Bog er Guds ord.
9. Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han
endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige.
10. Vi tror på Israels virkelige indsamling og de ti stammers tilbageførelse; at Zion vil
blive grundlagt på det vestlige fastland (Amerika), at Kristus personligt vil regere
på jorden, og at jorden vil blive fornyet og få sin paradisiske herlighed.
11. Vi kræver ret til at dyrke den almægtige Gud i overensstemmelse med vor egen
samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret, lad dem
tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.
12. Vi tror, at vi må være konger, præsidenter, herskere og øvrighedspersoner
underdanige og adlyde, ære og holde lovene.
13. Vi tror, at vi må være ærlige, sandfærdige, kyske, velgørende og dydige og gøre
godt mod alle. I virkeligheden kan vi sige, at vi følger Paulus' formaning: Vi tror
alt, vi håber alt, vi har udholdt meget og håber at kunne udholde alt. Vi tragter
efter alt, hvad der er dydigt, elskeligt, hvad der har godt lov eller er prisværdigt. -
Joseph Smith 2

Begæringen tilintetgjort
Side 217
Den 5. januar 1843 udstedte dommer Pope ved Højesteretten i Springfield, Illinois, i
samråd med guvernør Ford, Josephs frigivelses-attest efter en syv dages retssag om
missourianernes anklager af 6. maj 1842. Profetens dagbog gengiver et tolv sider stort
uddrag med små typer, som kort gengiver retssagen.3.
Rockwell fængslet
Så snart Profeten blev sat i frihed, begav Porter Rockwell, som troede sig sikker, sig
på vej mod Nauvoo fra sit skjulested i de østlige stater. Undervejs blev han arresteret
på en damper ved St. Louis, Missouri, den 4. maj 1843. "Jeg blev så sat ind i St. Louis
County-fængsel," fortæller han, "og blev holdt der i to dage med et par jernlænker
om mine ankler." Stadig lænket blev han ført de omtrent fem hundrede kilometer
til Independence med postvognen. "Jeg blev sendt tilbage til fængslet, stadig med
jernlænkerne på, og blev holdt i den øverste del om dagen og i fangehullet om natten,
med en lille smule snavset strå som seng, uden sengetøj, uden ild, og i meget koldt
vejr. I atten dage holdt jeg ikke op med at ryste af kulde. Jeg fik så tilladelse til at købe
halvanden tønde trækul, som jeg puttede i en gammel kedel, og vedligeholdt lidt ild.
Da det var brugt, kunne jeg ikke få mere."4.
Efter ni måneder med stærke lidelser og kvaler tilbød sherif Joseph H. Reynolds i
Jackson County "høfligt" Porter hans frihed og ethvert "beløb han ville nævne", hvis
han ville hjælpe Reynolds til at få fat i Joseph Smith. Indigneret udbrød Porter: "Jeg vil
se dig hængt først, og så vil jeg heller ikke gøre det."
Endelig, "omkring kl. 8 om aftenen den 13. december (det var meget mørkt og koldt)
tog general Doniphan mig ud og sagde til mig, at jeg måtte tage tværs over landet til
fods," omkring 500 kilometer til Nauvoo. Efter en ti dages yderst anstrengende rejse,
blev Porter, der var halvt død af sult og stærkt udtæret, hilst varmt velkommen i familien
Smiths hjem juleaften af Joseph og en skare venners.
Stephen A. Douglas
Profeten og William Clayton spiste den 18. maj 1843 til middag med dommer Stephen
A. Douglas i Carthage, Illinois, og medens de talte om mormonerne og forfølgelsen
af dem, forudsagde Joseph uventet: "Dommer, du vil aspirere til de Forenede Staters
præsidentpost, og hvis du nogensinde vender din hånd imod mig eller de sidste dages
hellige, vil du føle vægten af den Almægtiges hånd på dig; og du vil opleve og vide,
at jeg har bevidnet sandheden for dig, for denne dags samtale vil klæbe ved dig hele
livet."6.
Forudsigelsen går i opfyldelse
Den 12. juni 1857 gik Stephen A. Douglas, en af nationens mest strålende og
indflydelsesrige senatorer, op på sit partis talerstol og fordømte "Mormonismen", idet
han erklærede, at hans oplysning kom fra Utah "på officiel vis ... kniven må anvendes
mod denne forpestende, modbydelige kræft, som gnaver sig ind i selve de livsvigtige
dele af det politiske legeme. Den må skæres ud ved rødderne og svides af ved hjælp
af strenge, ubøjelige loves rødglødende jern ... At beskytte dem yderligere i deres
forræderiske, modbydelige og bestialske skikke ville være en skændsel for landet - en

Side 218
skændsel mod menneskeheden - en skændsel mod civilisationen og en skændsel mod
denne tidsalders ånd."7.
Douglas modtog nomineringen til de Forenede Staters præsidentpost i 1860,
og på grund af hans vidtstrakte popularitet og hans partis vilde begejstring syntes
hans valg sikkert; men da stemmesedlerne blev talt, fik han kun en femtendedel
af stemmeafgivningen og led et knusende nederlag. Ved en overraskende politisk
manøvre vendte valgmændene deres støtte mod Abraham Lincoln med 180 stemmer
mod 12. Douglas trak sig straks tilbage fra det offentlige liv, og inden der var gået et år
døde han i Chicago som en sønderknust mand, kun 48 år gammel.8.
Forsøg på at fange Joseph
Medens Joseph den 23. juni 1843 besøgte nogle slægtninge i Dixon, Illinois, ca. 300
kilometer nordøst for Nauvoo, anholdt sherif Reynolds i Missouri og sherif Wilson i
Carthage ham uden at betjene sig af papirer. Han skriver: "De satte begge deres
pistoler mod mit bryst med hanerne spændt ... Reynolds råbte: 'Hvis du rører dig, bliver
du skudt - Vær stille, eller jeg skyder dig - !'" De tvang Joseph ind i deres køretøj og drog
afsted. "De blev stadig ved med at dunke mig i begge sider med deres pistoler." Dette
varede ved "mere end tolv kilometer ... ". Derefter siger Joseph, der så flere mænd ved
en kro, hvor de standsede: "Jeg viste dem mit bare skind, som var sort i en omkreds
af omtrent 45 cm på hver side, hvor de havde dunket mig med deres pistoler."
Stephen Markham, som var fulgt efter på hesteryg, skyndte sig at udstede papirer
mod Reynolds og Wilson for "at have kidnappet og truet Joseph Smith på livet uden
proces;" derefter tog sheriffen i Lee County Joseph og de to embedsmænd i forvaring
og tog pistolerne fra de to "kidnappere", til stor ydmygelse for dem 9.
Joseph sat på fri fod
Da de hastige sendebud nåede Nauvoo og fortalte om Josephs tilfangetagelse, rejste
byen sig i ophidselse. To hundrede mænd under Hyrum Smith styrtede til hjælp, og
i løbet af få dage kom sheriffen fra Lee County og hele skaren ind i Nauvoo, under
bifaldsråb og kanonsalut.
Da statens højesteret allerede havde slået missourianernes anklager til jorden, satte
Nauvoos Byret Joseph på fri fod. Ydermere skrev guvernør Ford den 14. august 1843
til guvernøren i Missouri og bekræftede, "at denne stats love var blevet tilfulde udøvet
i sagen", hvad der gjorde en ende på de uforskammede missourianske krav.10.
Kandidat til præsidentposten
Da tiden nærmede sig i 1844 til, at de store politiske partier skulle nominere til
præsidentposten i de Forenede Stater, skrev Profeten til fem mulige kandidater og
bad om deres synspunkter angående mormonernes stilling - rettigheder, privilegier
etc. Kun tre kandidater svarede, men deres svar var ingen tilfredsstillelse for Kirkens
ledere. Efter passende overvejelse besluttede borgerne i Nauvoo, at Joseph Smith
skulle organisere sit eget politiske program og blive kandidat til de Forenede Staters
præsidentpost.
Ifølge Times and Seasons, der blev udgivet i Nauvoo i 1844, følte de hellige sig
retfærdiggjort ved at have Joseph Smith til at foretage "et så dristigt træk", som de
udtrykte det, af tre grunde: det ville give mormonerne ret til at give deres stemme til en

Side 219
sympatisk ven; det ville bygge bro for dem over nogle virkelige politiske vanskeligheder,
og endelig give Profeten en højst ønskværdig chance for at lægge sine synspunkter
om regeringssager frem for de Forenede Staters folk.11
"Bange for, at jeg skal blive valgt"
At Joseph Smith, Nauvoos borgmester og generalløjtnant i NauvooLegionen, næsten
var ved at vinde anseelse, vises ved Profetens egen udtalelse: "Når jeg får fat på østlige
aviser og ser hvor populær jeg er, er jeg selv bange for, at jeg skal blive valgt; men
hvis jeg skulle blive det, ville jeg ikke sige: 'Deres sag er retfærdig, men jeg kan ikke
gøre noget for Dem.'"1z.
Pressekommentarer
A. Illinois Springfield Register (Marts 1844) Stor redaktionel artikel:
"GENERAL JOSEPH SMITH KANDIDAT TIL PRÆSIDENTPOSTEN".
"Det ser i Nauvoo-aviserne ud til, at Mormon-profeten virkelig er kandidat til
præsidentposten ... Han er fyr og flamme for de Forenede Staters Bank og en
beskyttelsestarif. På disse punkter er han meget mere bestemt end Mr. Clay, som ikke
vil sige, at han går ind for en bank, men hele tiden taler om at genoprette en nationel
valuta. Heller ikke vil Mr. Clay sige, hvilken slags tarif han går ind for ...
General Smith besidder ikke en så kræsen finfølelse. Han kommer direkte frem til
gunst for en bank og en tarif, holder sig til den rette liberale grund, og burde betragtes
som den virkelig liberale kandidat til præsidentposten."13.
B. "En ny kandidat i marken" - Iowa Democrat (Marts 1844).
"General Joseph Smith, den store Mormon-profet, er blevet kandidat til den
næste præsidentpost. Vi ved ikke, om han har i sinde at indsende sine krav til
Nationalkonventet (13. juli 1844) eller ej; men at dømme ud fra sproget i hans eget
organ, slutter vi, at han betragter sig som et fuldgyldigt parti for dem alle.
Alt hvad vi har at sige på dette punkt er, at hvis overlegent talent, geni og intelligens,
kombineret med dyd, retskaffenhed og storsyn, er nogen garanti for at general Smith
bliver valgt, tror vi, at han vil være et 'helt parti selv'."14.
Josephs synspunkter
I februar 1844, da Josephs venner begyndte at planlægge hans nominering til
præsident, udgav de tusinder af piecer, der fremsatte Profetens syn på forskellige
politiske emner i de Forenede Stater. Disse piecer, som spredtes vidt omkring i landet,
fremsatte en usædvanlig liberal politik i regeringssager og bevirkede meget gunstige
kommentarer fra aviser og politikere. Den 20. februar 1844 udtaler Profeten: "Femten
hundrede eksemplarer af 'My Views' (Mine synspunkter) kom fra trykkeriet."15.
Fremskridtspartiet hyldes
Om Joseph Smiths synspunkter med hensyn til det natiomle behov i regeringssager
i 1844 erklærede dr. John A. Widtsoe i en radiotale: "Dette kampagne-dokument

Side 220
er en intelligent, omfattende, fremadskuende politisk fremstilling, som er en trænet
statsmand værdig. Mange af Profetens forslag er blevet antaget i årenes løb. De er
alle fornuftige og sunde ... Joseph Smiths politiske ytringer og skikke viser ham som
en statsmand - en, som vore dages statsmænd kunne hente hjælp hos. Når man ser
tilbage på hans dage, kan man ikke lade være med at forbavses over bredden af hans
udsyn, og hvor sundt han behandlede sin tids problemer. Når han rørte ved en sag,
ligegyldig af hvad natur den var, ragede han langt op over masserne."16.
Profetens reformer
I korthed omfattede Profetens partiprogram følgende reformer: at købe slaverne ved
hjælp af fonds fra salget af offentlig jord; fængslerne omdannes "til seminarier og
lærepladser"; mere økonomi i regeringens udgifter; "fordomsfri lighed for alle borgere";
et centralt bank-system med filialer i hver stat; Præsidenten skal have magt til at
undertrykke pøbelen; territorial udvidelse - annektering af Texas, udforske og besætte
Oregon-landet til "fireoghalvtreds-fyrre"; forandringer i de militære straffe; en dæmning
tværs over Mississippi-floden ved Keokuk og sluser til hjælp for skibsfarten; indførelse
af høje tariffer for at beskytte unge industrier.17.
Nomineret til præsident
Efter at have fået meget reklame siden han meldte sig som kandidat til de Forenede
Staters præsidentpost deltog Joseph Smith i et "Statsformands-konvent" den 17. maj
1844, sammen med halvfjerds delegater, som opgav deres adresse som kommende
oprindelig fra syvogtyve stater i unionen.
Referatet fra mødet beretter: "Konventet mødtes i henhold til aftale, og blev
organiseret ved at udnævne general Uriah Brown til formand og dr. F. Merryweather til
sekretær." Et antal breve fra repræsentanter, som ikke kunne være tilstede, blev læst
op, som f. eks.: "Vi beder Dem sige fra os, som amerikanere, at vi vil støtte general
Joseph Smith ... ved det store konvent i Baltimore, som skal afholdes den 13. juli 1844
... Det blev foreslået, støttet og vedtaget med akklamation, at general Joseph Smith ...
skulle være dette konvents valg til de Forenede Staters præsident ... At Sidney Rigdon,
Esq., ... skulle være valget ... til de Forenede Staters vicepræsident."
Tretten resolutioner, som i korthed forklarede formålet med konventet, blev så
vedtaget. "Sidney Rigdon, Esq. holdt en velformet tale til konventet ... hvori han
fremsatte sine synspunkter og den nuværende tilstand i landet." Joseph Smith og
adskillige andre holdt kampagnetaler, som vakte stort bifald.
Profeten beretter, at om natten "brændte en stor forsamling en tønde tjære på gaden
... De bar mig på deres skuldre to gange rundt om bålet og eskorterede mig til Palæet
med et musikkorps."
Til at støtte Profeten og hans partiprogram blev de Tolvs Kvorum udvalgt til at
organisere kampagnen i alle de østlige stater,18 men midt under denne kampagne,
kun tre uger før Baltimore-konventet, skød en flok lovløse Profeten og hans broder
Hyrum i Carthage, Illinois.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., Vol. IV, pp. 535-541. Wentworth-brevet blev skrevet på
opfordring af John Wentworth, redaktør ved Chicago Democrat. Profeten udtaler,

Side 221
at Mr. Wentworth sikrede sig denne historie til en Mr. Bastow, som ønskede at
indbefatte den i sin historie om New Hampshire, en stat, hvor Profeten havde
levet som dreng.
2. Den kostelige Perle, p. 71.
3. Joseph Smith, op. cit., Vol. V, pp. 209, 243 beretter om retssagen og frigivelsen.
4. Ibid., Vol. VI, pp. 135-142.
5. Ibid., Vol. V, p. 305; se Josephs profeti angående Porters sikkerhed; ibid., Vol.
VI, pp. 135-144, med den livagtige historie.
6. Ibid., Vol. V, pp. 393, 394.
7. Morris, op. cit., pp. 200-215.
8. Idem.
9. Joseph Smith, op. cit., pp. 440-452, fortæller hele historien.
10. Ibid., pp. 533-536.
11. Roberts, Comp. Flist., Vol. II, pp. 208, 209.
12. Joseph Smith, op. cit., Vol. VI, pp. 268-270.
13. Idem.
14. Idem., se disse henvisninger angående yderligere pressekommentarer.
15. Ibid., p.224.
16. Widtsoe, A Basis for Politital Government, radiotale, KSL, 29. maj 1949. Des.
News 5. juni 1949; Joseph Smith, op. tit., pp. 197-209, 386-397 om Profetens
parti, etc.
17. Idem.
18. Idem.

Flytning af de hellige til bjergene
51. Kapitel
De sidste måneder af et begivenhedsrigt liv
Side 222
At Joseph Smith til fulde ventede at føre de hellige til det Store Vesten ses af hans
dagbog den 20. februar 1844: "Klokken ti om formiddagen gik jeg til mit kontor, hvor de
Tolv Apostle og nogle andre mødtes i et råd ... Jeg instruerede de Tolv ... om at sende
en delegation afsted og undersøge lokaliteterne i Californien og Oregon, og udsøge
et godt sted, hvortil vi kan flytte, efter at templet er fuldført, og hvor vi kan bygge en
by på en dag, og få en regering, som er vor egen."1. Profeten udvalgte så femogtyve
modige mænd som en fortrop, som han instruerede om at være rede til at starte vestpå
så hurtigt som muligt.
Vigtig ansøgning til Kongressen
Da Profeten fortsatte med i syner at se de hellige blive et "stort og mægtigt folk i Rocky
Mountains", sendte han den 26. marts 1844 et langt andragende til Kongressen, hvori
han fremsatte forskellige grunde til, at de Forenede Stater skulle fortsætte med at
udforske og gøre krav på det Nordvestlige Territorium, som også omfattede de store
sletter så langt nord på som den "54-40 breddegrad". Nogle få dage senere, den 31.
marts, sendte han et lignende andragende til de Forenede Staters Præsident, John
Tyler.
Efter en lang indledning af Profeten ansøgtes Kongressen om at sige ja til fem
vigtige anmodninger, af hvilke den første var følgende: "Afsnit 1. Lad det blive forordnet
af de Forenede Staters Senat og Repræsentanternes Hus, samlet i Kongressen, at
Joseph Smith af byen Nauvoo i staten Illinois herved bemyndiges og sættes i stand til at
rejse et kompagni på et hundrede tusind bevæbnede frivillige i de Forenede Stater og
Territorierne ... til de formål, der er specificeret i foranstående indledning, og at udføre
disse."
Ansøgningen blev bragt til Washington af Apostel Orson Hyde og blev fremsat for
Huset den 25. maj 1844 af "Mr. John Wentworth fra Chicago", hvor den blev "forkastet
- 79 ja-stemmer, 86 nej-stemmer."
Var Profetens foreslåede plan blevet sat i udførelse straks af de Forenede
Stater, kunne visse uafgjorte grænse-diskussioner uden tvivl være blevet klarlagt
til gunst for de Forenede Stater. Som det nu var, vedblev Kongressen at sove på
selve dørtærskelen til det Store Vesten, hvorved de tillod engelske pelsjægere og
handelsmænd at fortsætte deres udforskninger i Oregon-landet. Derfor lykkedes det
England, medens folket i de Forenede Stater afsindigt råbte "Fireoghalvtreds-fyrre eller
slås!", at skubbe sin grænselinie 650 km mod syd, og i den ensidige traktat af 1846
opstillede England sit krav på den 49. breddegrad fra Søerne og tretusind kilometer
indtil Stillehavet. Dette store, frugtbare landområde omfatter i dag stedet for S.D.H.s
Canadiske Tempel.2.
Sammensvorne i Kirken
På den tid, da Mormon-profeten var ved at blive en af de "mest omtalte mænd i de
Forenede Stater," var hans ødelæggelse ved at blive planlagt af hans ærkefjender i

Side 223
Nauvoo og Carthage, hvorimellem var William Law, Profetens anden rådgiver; sammen
med ham var William Marks, præsidenten for Nauvoo Stav, som, siges det, deltog i
Kirkens hemmelige råd og derefter rapporterede til fjenden.
Flere måneder før William Law blev udelukket den 18. april 1844, erklærede
Profeten: "Jeg er udsat for langt større fare fra forrædere blandt os selv end fra
fjender udenfor, skønt mit liv er blevet efterstræbt i mange år af de civile og militære
myndigheder, præster og folk i Missouri; og hvis jeg kan undslippe snigmorderes
utaknemmelige forræderi, kan jeg leve som Cæsar kunne have levet, havde det ikke
været for hans højre hånd, Brutus. Jeg har haft foregivne venner til at forråde mig. Alle
fjender på jordens overflade kan råbe og udøve al deres magt for at fremkalde min død,
men de kan intet gøre, med mindre nogen, som er iblandt os og nyder vort selskab,
har været med os i vore råd, fået del i vor fortrolighed, taget os ved hånden, kaldt os
broder, hilst os med et kys, slutter sig til vor fjende, forvandler vore dyder til fejl, og
ved falskhed og bedrag vækker deres vrede og indignation imod os, og bringer deres
forenede hævn over vore hoveder ... Vi har en Judas i vor midte." Og det havde han
- ikke blot en, men adskillige.3.
Højtidelige eder
De sammensvorne i Nauvoo, som var medvidere til at omstyrte Joseph og Kirken,
holdt hemmelige møder, hvor hver eneste af dem, der havde sluttet sig til denne klike,
lagde den ene hånd på Bibelen, medens han underskrev følgende ed: "Du sværger
højtideligt, for Gud og alle hellige engle og disse dine brødre, som du er omgivet af, at
du vil give dit liv, din frihed, din indflydelse, alt hvad du ejer, til ødelæggelse af Joseph
Smith og hans parti, så hjælpe mig Gud!"4.
"Nauvoo Expositor"
Den 7. juni 1844 kom en vildledende avis, Nauvoo Expositor, tilsyne på Nauvoos gader.
Dens program bekendtgjorde dens formål: at overtale Statens Lovgivende Forsamling
til at tilbagekalde Nauvoos Frihedsbrev; at bryde Kirkens magt i Nauvoo; at forhindre
S.D.H.-ledere i at have borgerlige embeder; og at afsløre mormonerne for verden.,.
Da Expositor var fyldt med ondskabsfulde falske påstande om Nauvoo og dens
embedsmænd, erklærede byens råd den 10. juni 1844 Expositor for en offentlig
fornærmelse og beordrede trykkeriet tilintetgjort. "Dette blev gjort", siger Profeten, "på
grund af avisens ærekrænkende og bagtaleriske karakter, hvis erklærede hensigt er
at ødelægge de kommunale myndigheder og drive de hellige ud af byen." Derfor
flyttede byens marskal, John G. Green, "bogtrykkerpressen, satsen, den trykte avis og
inventaret ud på gaden og ødelagde det."6.
Da marskallen aflagde rapport til rådet, forklarede borgmester Joseph Smith, at
enhver var frit stillet til at udgive så mange aviser i byen, som han ønskede, hvis
han blot ville trykke sandheden, men han ville "ikke tillade noget ærekrænkende eller
bagtalerisk."7.
Byrådet arresteret
Så snart bogtrykkerpressen var blevet demonteret, stak udgiverne af Expositor ild på
deres kontor og flygtede til Carthage, amtets hovedsæde. Her svor de på klager imod
byrådet for ødelæggelsen af deres bogtrykkerpresse, ildspåsættelse i deres kontor og
trusler på deres liv.

Side 224
Sherif David Bettisworth, som skyndte sig til Nauvoo for at arrestere Joseph Smith
og byrådet, blev højlig overrasket over at se, at Expositors rum kun var lidt beskadiget,
for de hellige havde slukket ilden, før den spredtes længere bort end til de løse papirer
i trykkeriet.
Joseph og byrådet blev ikke desto mindre arresteret den 12. juni, og skønt
arrestbefalingen krævede, at de skulle for dommer Thomas Morrison, som havde
udstedt papirerne eller for "en anden fredsdommer til forhør", insisterede Bettisworth
stadig ulovligt på, at brødrene skulle ledsage ham til Carthage for at blive forhørt af
dommer Morrison, en bitter fjende af de hellige.
Profeten sendte derpå et sendebud til hest til Carthage for at få juridisk råd fra
dommer Jesse B. Thomas fra forbundsretten. Dommeren sendte besked, at hverken
Joseph Smith eller byrådet var forpligtet til at tage til Carthage til forhør, men de kunne
blive forhørt hos en hvilkensomhelst dommer eller domstol i Hancock County.
Følgelig fremsatte de sagsøgte deres sag for en ikke-mormon dommer, Daniel H.
Wells i Nauvoo, som efter et lovligt forhør frifandt dem. (Se Josephs beretning, ibid.,
p. 582 om "Some other justice of the peace".).
Forfølgelsen breder sig som tidevand
Bekymringer viste sig ikke desto mindre for mormonerne på alle sider. Aviser, nær
og fjern, som påberåbte sig "trykkefriheden", offentliggjorde med store typer artikler
imod Mormon-profeten og "ødelæggelsen af Nauvoo Expositor." Falske historier, der
florerede som "Jonas' græskar", blomstrede og bar frugt i nattens løb. Tre dage
efter ødelæggelsen af Expositor beretter Profeten: "To af brødrene ankom i aftes fra
Carthage og sagde, at omkring tre hundrede banditter var forsamlet der, med den
bestemte hensigt at komme imod Nauvoo."8.
Følgende er en udtalelse fra referatet af et massemøde, afholdt i Carthage,
offentliggjort i Warsaw Signal: "Det blev besluttet, at efter vor mening var den tid
kommet, da Smiths tilhængere som et hele skulle drives fra de omliggende bopladser
ind i Nauvoo, at Profeten og hans skurkagtige tilhængere derefter skulle overgives i
deres hænder; og hvis de ikke overgav sig, skulle der føres en udryddelseskrig, så
de gik fuldstændig til grunde, om nødvendigt, for at beskytte os ... Det er mødets
opfattelse, at sagens omstændigheder kræver den udøvende magts intervention.
Derfor resolveres, at en deputation på to taktfulde mænd sendes til Springfield for at
ansøge om en sådan intervention."
Mødets formand oplæste derefter lignende resolutioner, som var blevet fremsat i
Warsaw "med akklamation."9.
Fjenderne ikke tilfredsstillede
Da pøbelhoben i Carthage fik at vide, at dommer Thomas ved den omrejsende domstol
havde rådet Nauvoos byråd til at stille sig for en hvilkensomhelst fredsdommer i
Hancock County for at blive forhørt, og at dommeren ville være nødt til at beordre det
uregerlige element til at holde fred, truede pøbelens ledere dommeren med at rulle
ham i tjære og fjer.
For at prøve på at beskytte Nauvoo fra den voksende tumult satte byrådet den 18.
juni Nauvoo i militær undtagelsestilstand. Generalløjtnant Joseph Smith beordrede så
Nauvoo-Legionen ud og gav dem sine instruktioner. "Jeg stod i fuld uniform på toppen
af et byggestillads", skriver han, "jeg talte til Legionen i omtrent halvanden time." Blandt

Side 225
andet advarede han på profetisk vis: "Der er nogle, der tror, at vore fjender ville være
tilfredsstillede ved min undergang; men jeg siger jer, at så snart de har udgydt mit blod,
vil de tørste efter hvert eneste menneskes blod, i hvis hjerte der findes en eneste gnist
af ånden fra evangeliets fylde. Modstanden hos disse mænd bevæges ved ånden hos
ham, der er en modstander af al retfærdighed. Det er ikke kun at ødelægge mig, men
hver eneste mand og kvinde, som vover at tro de lærdomme, som Gud har inspireret
mig til at lære denne generation."
Med gribende tonefald proklamerede Joseph sine rettigheder som amerikansk
borger. Og idet han trak sit sværd af skeden og hævede det mod himlen, råbte
han: "Så længe jeg lever, vil jeg ikke tamt underkaste mig et forbandet pøbelvældes
herredømme! Jeg ville byde døden velkommen hellere end at underkaste mig ... og
det ville være dejligt, ja, dejligt at hvile i graven hellere end at underkaste sig." Ni dage
senere mødte han en martyrs skæbne, hellere end at han underkastede sig.10
Højesteret træffer afgørelse
Profeten sendte bud til guvernøren, at han ville underkaste sig endnu et forhør under
en uhildet dommer, eller være villig til at fremsætte Expositor-sagen for højesteret og
rette sig efter dens afgørelse. Han påberåbte sig ikke fuldkommenhed, og udtalte dette
den 22. juni i et brev til guvernør Ford: "Hvis vi har taget fejl ved bedømmelsen, er det
en officiel handling, og det tilkommer Højesteret at korrigere den, og vurdere skaderne
contra byen for at genoprette den ejendom, der blev fjernet som en plage."u:
I et andet budskab samme dag til guvernøren bekræfter han: "Intet kunne være mig
en større glæde end det privilegium at drøfte sagen med Deres Excellence personligt,
for jeg har altid været parat til at overholde Deres ordrer og svare til mine handlinger
for enhver lovlig domstol i staten ... Vi har altid holdt os loven efterrettelig; og for mit
eget vedkommende, min herre, er jeg altid rede til at tilpasse mig og støtte lovene og
Forfatningen, selv på bekostning af mit liv. Jeg har aldrig på mindste måde ydet bistand
til nogen modstand mod loven eller en lovlig proces ... Med hensyn til ødelæggelsen af
trykkeriet behøver sandheden kun at blive forelagt Deres Excellence for at overbevise
Dem om det retfærdige ved disse handlinger. Trykkeriet blev oprettet af en gruppe
mænd, som allerede havde trodset loven og byens myndigheder, og havde truet nogle
af dens øverste embedsmænd på livet, og ikke gjorde det til nogen privat sag, at
trykkeriet blev oprettet til det udtrykkelige formål at ødelægge byen ... Vi har været
særlig omhyggelige med at bevare de mænds ejendom, som ophidser offentligheden
imod os ... De prøvede at brænde deres egen bygning af og blev opdaget, da de gjorde
det. Ilden blev slukket af politibetjente, og ingen ejendom blev beskadiget."12.
Da Profeten nogle få dage senere talte personligt med guvernøren i Carthage,
udtalte han atter: "Det er muligt der kunne have været en bedre udvej (d. v. s. til at gøre
en ende på Expositor), men jeg må tilstå, at jeg ikke kunne se det ... Sagen er, når alt
kommer til alt, kun en lovmæssig vanskelighed, og retten er, mener jeg, kompetent til
at afgøre sagen. Hvis vor handling var ulovlig, er vi villige til at svare til det ... Vi nægter
ikke at betale for den, vi ønsker at opfylde loven i enhver enkelthed, og er ansvarlige
for vore handlinger."13.
Noter
1. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., pp. 358, 359; Joseph Smith, op. cit., p.
222-

2. Ibid., pp. 274-277, 281-283; Muzzey, A History of our Country, pp. 327, 328.
3. Joseph Smith, op. cit., p. 152.
4. Contributor, Vol. V, pp. 252-256; Joseph Fielding Smith, op. cit., pp. 364-365.
5. Joseph Smith, op. cit., pp. 443, 444.
6. Ibid., p. 432.
7. Ibid., p. 433.
8. Ibid., p.462; Roberts, Rise and Fall of Nauvoo, pp. 280-291.
9. Joseph Smith, op. cit., pp. 463-465.
10. Ibid., pp. 497-500.
11. Ibid., p. 538.
12. Ibid., pp. 525, 526.
13. Ibid., pp. 581, 584, 584.
Side 226

"En tønde krudt"
52. Kapitel
Martyrdøden
Side 227
Fredag eftermiddag den 21. juni 1844 kom der bud til Nauvoo med et brev fra
guvernør Ford, adresseret til "General Joseph Smith, Nauvoos borgmester." Den
øverste myndighed forlangte, at "velunderrettede og taktfulde personer" skulle sendes
til Carthage straks for fuldstændig at forklare ødelæggelsen af Nauvoo Expositor.
Følgelig sendte byrådet tidlig næste morgen to brødre til guvernøren med de krævede
dokumenterede beviser. Om aftenen vendte de tilbage med guvernørens svar. "Jeg er
ivrig efter at bevare freden", skrev han. "En lille indiskretion kan fremkalde en krig. Hele
landet er nu under våben, og et uhyre antal folk er rede til at tage sagen i deres egen
hånd. En sådan tingenes tilstand kan tvinge mig til at kalde militsen ud for at forhindre
en borgerkrig. Og så stor er ophidselsen i landet, at jeg frygter, at militsen, når den er
samlet, vil være udenfor lovmæssig kontrol ...
De kender ophidselsen i den offentlige mening. Frist den ikke for vidt. En meget lille
sag kan gøre meget stor skade ... Deres by blev bygget som på en tønde krudt, som
en meget lille gnist kan få til at eksplodere." Han advarede også om, at hvis det blev
nødvendigt, ville han kalde statsmilitsen ud for at føre byrådet til Carthage til et nyt
forhør. "Hvis nogle få tusinde ikke vil være tilstrækkeligt, vil mange tusinde være det".
Han krævede derefter, at hver eneste person, der var ansvarlig for ødelæggelsen af
Nauvoo Expositor straks skulle vise sig i Carthage til forhør hos dommer Morrison. Han
fremsatte også et løfte, som viste sig værdiløst: "Jeg vil også garantere sikkerheden
for alle de personer, som således bliver bragt her til dette sted fra Nauvoo, enten til
forhør eller som vidne for de anklagede."1.
Ser døden i Carthage
Profeten forklarede, da han svarede guvernøren, i enkeltheder, at han og byrådet på
rette måde var blevet forhørt om Expositor-sagen og var blevet frifundet, og at der
ikke var nogen lov, der kunne forlange, at de sagsøgte skulle rejse tredive kilometer til
Carthage for at forhøres igen om den samme anklage for en forudindtaget dommers ret.
Uden tvivl forstod guvernør Ford tilfulde, at Profeten handlede fuldstændig efter sine
rettigheder som borger i Illinois. Josephs brev fortsætter: "Men til trods for dette, ville vi
ikke tøve med at underkaste os endnu et forhør i henhold til Deres Excellences ønske,
hvis det ikke var fordi vi er overbevist om, at vort liv vil være i fare. Vi vover ikke at
komme. Vi er forvisset om, at stævninger er udstedt imod os i forskellige dele af landet.
For hvad? For at trække os fra sted til sted, fra ret til ret, tværs over bjergkløfter og
prærier, til en eller anden blodtørstig skurk kan finde lejlighed til at skyde os. Vi vover
ikke at komme, skønt Deres Excellence lover os beskyttelse.
Og dog har De på samme tid," mindede Profeten om, "udtrykt frygt for, at De ikke
kunne kontrollere pøbelen, i hvilket tilfælde vi ville være overladt til de nådeløses nåde.
Min herre, vi tør ikke komme, for vort liv ville være i fare ... Brændt barn skyer ilden."2.
Udsendingene behandlet ilde

Side 228
På den sidste side i Profetens dagbog, lørdag den 22. juni, beretter han, at guvernøren
"behandlede vore udsendinge meget uhøfligt. Mine meddelelser, som blev læst op for
ham, blev læst i overværelse af et stort antal af vore værste fjender, som afbrød ham,
der læste op, i næsten hver linie med 'Det er en løgn! etc.' ... Han lod dem aldrig få det
privilegium at sige et eneste ord til ham undtagen midt under sådanne afbrydelser." 3.
"Ingen nåde her"
Så snart mørket kom, lørdag aften den 22. juni, kaldte Joseph sin broder Hyrum,
Willard Richards, John Taylor og flere andre til sit rådsværelse over butikken. "Brødre",
begyndte han, "her er et brev fra guvernøren, som jeg gerne vil have læst." Medens
sekretæren læste højt, lyttede mændene i undertrykt tavshed. Ved slutningen af brevet
sagde Profeten sorgfuldt: "Der er ingen nåde - ingen nåde her!"
Til dette svarede Hyrum alvorligt: "Nej, lige så sikkert som at vi falder i deres hænder,
er vi døde mænd!" Profeten spurgte så: "Hvad skal vi gøre, broder Hyrum?" Hyrum
svarede: "Jeg ved det ikke."
At rejse til bjergene
Efter et øjebliks overvejelse, klarede Josephs ansigt op. "Vejen er åben!" meddelte
han. "Det er klart for mit sind, hvad vi skal gøre. Alt hvad de ønsker er Hyrum og mig
selv; sig så til enhver, at de skal forlade deres forretning og ikke samles i grupper, men
sprede sig. Der er ingen tvivl om, at de vil komme her og søge efter os. Lad dem søge;
de vil ikke gøre jer eller jeres ejendom skade, og ikke engang krumme et hår på jeres
hoved. Vi vil krydse floden i nat og drage af sted mod vest."
Den sidste indførsel i Profetens dagbog er patetisk: "Jeg sagde til Stephen Markham,
at hvis jeg og Hyrum blev taget igen, ville vi blive massakreret, eller jeg var ikke en
Guds Profet. Jeg ønsker, at Hyrum skal leve for at hævne mit blod, men han er besluttet
på ikke at forlade mig."4.
Under den første del af natten, medens brødrene gjorde forberedelser til at rejse til
den store dal i Rocky Mountains, arrangerede de også, at W. W. Phelps skulle tage
Josephs og Hyrums familier med damper til Cincinnati i sikkerhed. Kort før daggry
roede Porter Rockwell, efter at have skaffet en gammel, læk båd, Joseph, Hyrum og
Willard tværs over Mississippi-floden og vendte tilbage for at skaffe heste til rejsen
vestpå.
Tjeneste - tegn på værdien
Omkring klokken ti søndag morgen drog guvernørens politistyrke ind i Nauvoo for
at bringe Joseph og Hyrum med til Carthage, men da de ikke fandt nogen af dem,
vendte de tilbage til Carthage og efterlod betjent Yates, for at han kunne fortsætte
eftersøgningen. Yates sagde til Emma Smith, at hvis Joseph og Hyrum ikke overgav
sig, ville guvernøren sende en hær til Nauvoo for at belejre den, indtil de to mænd
underkastede sig forhør i Carthage, om det så skulle vare tre år.5.
Urimeligt ophidset ved disse trusler skyndte flere af brødrene sig over floden og
fandt Joseph og hans ledsagere i William Jordans hus i færd med at pakke forsyninger
til deres rejse vestpå. Sendebudene ikke alene berettede om guvernørens trusel om at
plyndre Nauvoo, men desuden anklagede de Profeten og hans ledsagere for at være
de krystere, der tales om i fablen: "Da ulvene kom, løb hyrderne fra hjorden og lod

Side 229
fårene blive ædt." De afleverede også et brev fra Emma, som bad Joseph om at vende
tilbage og tage til Carthage til forhøret. Med ildevarslende forudanelse udbrød Joseph:
"Hvis mit liv ikke er af nogen værdi for mine venner, er det ikke af værdi for mig!"6.
Til Carthage
Da Profeten den søndag aften, den 23. juni, resolut vendte sit ansigt mod Carthage,
forudsagde han: "Jeg vil gå ... men vi vil blive slagtet." Kort efter råbte Joseph til de
brødre, som skulle føre vej ned ad skrænterne til bådene: "Det er ingen nytte til at
skynde sig, for vi skal tilbage for at slagtes!"
Efter at være kommet til Nauvoo sendte Profeten Jedediah M. Grant og Theodore
Turley til hest for at underrette guvernør Ford om, at Joseph Smith og byrådet ville
være i Carthage næste morgen. Ved solopgang mandag den 24. juni forlod Profeten
Nauvoo til hest sammen med omkring tredive brødre. Da de nærmede sig det ufærdige
tempel, gjorde de holdt, og Joseph sagde i en højtidelig tone: "Dette er det yndigste
sted og det bedste folk under himlen; kun lidt ved de om de prøver, der venter dem."7.
Seks-syv kilometer fra Carthage mødte Mormon-brigaden tres ryttere under kaptajn
Dunn, som bragte ordrer fra guvernøren om at samle Nauvoo-legionens våben. Da
Profeten to gange før havde oplevet en lignende afvæbning, var han ikke så lidt
ængstelig. Selv før han kendte kaptajnens mission vendte han sig til sine mænd
og sagde profetisk: "Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en
sommermorgen, min samvittighed er uplettet for Gud og alle mennesker. Jeg skal dø
uskyldig, og det skal siges om mig: 'Han blev myrdet med koldt blod!'"s.
I overensstemmelse med kaptajn Dunns indtrængende forlangende vendte Profeten
og hans mænd de to-treogtyve kilometer tilbage til Nauvoo og hjalp med at indsamle
våbnene fra Nauvoo-Legionen og låse dem inde i Frimurerlogen. Da Profeten red bort
fra templet for anden gang, tog han sin hat af i ærbødighed, og idet han vendte sig
imod en gruppe brødre, råbte han: "Drenge, hvis jeg ikke kommer tilbage, så pas godt
på jer selv!" Dette var hans sidste farvel.
Tumulter i Carthage
Stor var ophidselsen ved midnatstid, da denne kavalkade på nitten ryttere red ind
i Carthage. Ifølge John Taylor blev Nauvoo-divisionen mødt med en profan salve
af trusler fra de frække soldater, som råbte:"Hvor er den ford ... Profet? Flyt jer, I
McDonough-fyre, og lad os skyde de forb ... mormoner! ... Gamle Joe, nu har vi dig ...
Han har set Nauvoo for sidste gang, etc." Og således blev de tøjlesløst ved.
Soldaterne, som havde forladt deres lejr på torvet, hang rundt omkring Hamilton
House (det hotel, hvor Profeten boede), hylende og bandende det meste af natten.9.
Joseph overgiver sig
I Hamilton House fremstillede Joseph og Nauvcos byråd sig frivilligt den næste morgen
for at blive arresteret og forhørt igen, hvorpå dommer Robert F. Smith anklagede
dem for "Optøjer" og overgav dem til den Omrejsende Domstol i Hancock County.
Til myndighedernes meget store overraskelse stillede de anklagede den krævede
kaution på 7.500 dollars (godt 50.000 kroner) og drog afsted til Nauvoo. Joseph, Hyrum
og adskillige andre vendte imidlertid tilbage til guvernør Fords værelse på Hamilton
House for at forklare yderligere enkeltheder med hensyn til ødelæggelsen af Nauvoo

Side 230
Expositor. Guvernøren lyttede opmærksomt og fornyede atter sit løfte om retfærdighed
og beskyttelse.
Ulovligt i fængsel
Da pøbellederne fik at vide, at Mormonprofeten var sat fri mod kaution, skaffede de
straks falske papirer og arresterede Joseph og Hyrum og skyndte sig afsted med
dem mod Carthage-fængslet_ Denne ulovlige fremgangsmåde fandt sted for øjnene af
statens guvernør, som så til, idet han halvvejs sanktionerede pøbelens kendelse. John
Taylor beretter, at efterhånden som de kom frem, samledes en stor pøbelhob, og han
"var bange for, at der var planer om at myrde fangerne på vej til fængslet." Han udtaler
endvidere, at et antal brødre fulgtes med dem, og at "de alle blev anbragt i fængslet,
og blev der resten af natten."10
Advokat H. T. Reid fordømmer i en offentliggjort udtalelse pøbelens handlinger så
vel som guvernørens. Han slutter: "Der findes heller ingen lov i Illinois, som tillader
en dommer at sætte personer, som er anklaget for forbrydelser, i fængsel uden
undersøgelse af sandsynligheden af deres skyld."11.
Guvernøren tilsikrer beskyttelse
Kort efter klokken ni om morgenen den 26. juni besøgte guvernør Ford og oberst
Thomas Geddes Carthage-fængslet og talte temmelig længe med Joseph og hans
ledsagere. Skønt guvernør Ford indrømmede, at bevæbnede mænd flokkedes i
Carthage, forsikrede han stadig brødrene om, at han straks ville give sig til at
hjemsende pøbelen og splitte deres åbent erklærede anstrengelser for at gøre
fangerne skade.
Trusler om at ødelægge Nauvoo
Udtalelser angående antallet af mænd under våben i den sidste del af juni 1844 varierer
meget, lige fra femten hundrede til tre tusinde. Guvernør Ford skriver i sin History
of Illinois: "Den styrke, der var forsamlet i Carthage beløb sig til omkring tolv-tretten
hundrede mænd, og der regnedes med, at fire-fem hundrede desuden var forsamlet i
Warsaw." Disse soldater og næsten alle dem, "der var i Hancock County, var ivrige efter
at blive ført til Nauvoo ... Lejlighedsvise trusler kom mig for øre om at ødelægge byen og
myrde eller uddrive indbyggerne." De, "som snigmyrdede brødrene Smith, spekulerede
på næste gang at snigmyrde mig ... På denne måde ville de komme af med de hellige
og guvernøren på en gang. De antog også, at hvis de kunne fordreje sagen sådan, at
statens guvernør blev snigmyrdet af mormonerne, ville den offentlige ophidselse mod
dette folk i høj grad styrkes og resultere i deres uddrivelse af staten."12.
Guvernøren i Nauvoo
På dagen for martyrdøden, den 27. juni, red guvernør Ford og hans stab bort fra
den eksplosive tumult i Carthage og begav sig mod Nauvoo. Efter at være kommet
til det halvfærdige tempel talte guvernøren til en ængstelig skare hellige og forkyndte
for dem sine forudsigelser om forestående besværligheder for mormonerne, særlig
deres ledere. Efter at have fremsat et antal falske beskyldninger gik han dristigt ind i
Mormontemplets dåbsværelse, hvor nogle af hans mænd brød flere horn af okserne og
spøgte medens de gjorde det: "Dette er koen med det krøllede horn." Da guvernørens
selskab red bort, tog de et af disse horn med "som souvenir".13.

Side 231
Fangerne i Carthage-fængslet, som vidste, at deres liv ville være i fare, hvis
guvernøren forlod byen, havde fået hans ubetingede løfte om, at han, hvis han tog til
Nauvoo, ville tage dem med sig. Da de derfor hørte, at han var taget afsted, blev de i
høj grad foruroliget og udtrykte dette til arrestforvarer Stigwell, som foreslog, at de gik
ind i cellen. Dette lovede de at gøre, så snart aftensmaden var forbi.
Hyrum, den første som faldt
Efterhånden som eftermiddagen den 27. juni sled sig afsted i de lumre rum ovenpå
i fængslet, blev de fire tilbageværende mænd - Joseph og Hyrum Smith, Willard
Richards og John Taylor - noget nedtrykte. Hyrum, som forsøgte at opmuntre gruppen,
overtalte John Taylor, som havde en usædvanlig smuk barytonstemme, til at synge
en ny sang, som fornylig var kommet til Nauvoo - "En stakkels sorgbetynget mand".
- Denne sang, som omhandler Kristi mission, beroligede brødrenes hjerter, og på deres
opfordring sang ældste Taylor den igen.14.
Klokken tyve minutter over fem blev brødrene forskrækkede ved at se en pøbelhob
på omkring hundrede og halvtreds mænd, mange med sortsværtede ansigter og med
benklæderne rullet op, komme farende imod fængslet. Efter hurtigt at have overmandet
vagten, som affyrede to-tre skud over hovederne på angriberne, for de op ad trapperne,
bandende og skydende.
Da låsen til arrestforvarerens soveværelse, hvor brødrene sad, var i stykker, kastede
fangerne sig imod døren, men en kugle splintrede nøglehullet, og de sprang tilbage.
En anden kugle smadrede gennem dørpanelet og slog Hyrum lige i ansigtet, nærved
venstre side af næsen. Idet han vaklede tilbage, gik en kugle fra vinduet lige ind i hans
legeme. Han faldt baglæns i sin fulde længde, idet han udbrød: "Jeg dør!" Joseph råbte:
"Åh, min stakkels, kære broder Hyrum!" To andre ladninger blev affyret imod Hyrums
legeme, den ene i hans ben, den anden gennem halsen og hovedet.
John Taylor ramt fire gange
For at standse angrebet greb Profeten en pistol, som lå på bordet, og idet han strakte
sin arm ud igennem døråbningen, affyrede han i blinde tre skud ud på trappegangen.
Pøbelhoben faldt noget tilbage, og bølgede så fremad igen. Med en tyk spadserestok
kæmpede John Taylor desperat for at slå de geværer ned, som blev stukket gennem
den delvis åbne dør. Idet han søgte et middel til at undslippe sprang han hen til det
åbne vindue, men en kugle fra trappen gennemborede hans ben, og han brød sammen
mod vinduesåbningen og ville være faldet ud, hvis ikke en geværkugle udefra havde
ramt hans ur og havde skubbet ham tilbage ind i værelset. Medens han slæbte sin
sårede krop ind under sengen, gennemborede tre kugler ham - den ene skar et stykke
kød på størrelse med en hånd ud af hans hofte.
Profeten dræbt
"Det var en frygtelig scene!" udbryder John Taylor. "Strømme af ild og røg så tykke som
en mands arm sendte flammer af dødelig ild ind i rummet." Da Joseph sprang fra døren
hen til det åbne vindue, sendte pøbelhoben på trappeafsatsen to kugler gennem hans
ryg. Samtidig ramte en kugle udefra ham i brystet. Idet han faldt forlæns ud gennem
det åbne vindue, råbte han: "O, Herre, min Gud!" Da han faldt ned på jorden, blev der
skudt flere gange på ham.

"Tag mig!"
Side 232
"Han er sprunget ud af vinduet", råbte hoben, og de for hovedkulds ned ad trappen.
Willard Richards, som skyndte sig hen til vinduet, så ned på Profeten, som var omgivet
af afsindige mennesker. Han, begyndte så at gå ned ad trappen, men en lidende kalden
fra John Taylor standsede ham, "Tag mig". Glad over at John ikke var død, trak Willard
ham frem under sengen og ind i cellen. Medens han skjulte ham under en gammel
madras, formanede han ham alvorligt: "Hvis dine sår ikke er dødelige, ønsker jeg, at
du skal leve for at kunne fortælle historien." Broder Richards ventede hvert øjeblik at
blive skudt.
Carthage forladt
Den ophidsede pøbelhob, som troede de havde dræbt alle fire fanger og hørte et råb,
"Mormonerne kommer", flygtede fra Carthage i rædsel, fulgt af de fleste af de rasende
indbyggere. Det var uden tvivl dette falske råb, som frelste Willard Richards' og John
Taylors liv.
For at berette om den frygtelige katastrofe og skaffe hjælp skyndte George D.
Grant og David Bettisworth sig til hest afsted mod Nauvoo. Inden de var kommet fem
kilometer fra byen, blev de standset af guvernør Ford og hans stab, som førte dem
tilbage til Carthage. Efter at have advaret de resterende indbyggere i byen om, at
mormonerne ville komme, galoperede han og hans mænd ved midnatstid mod Warsaw.
Han bevidnede senere, at han fuldt og fast ventede, at Carthage ville blive lagt i aske
inden næste morgen.
En trist hjemkomst
Om morgenen efter martyrdøden lagde Willard Richards og nogle få venner, efter så
godt de kunne at have forbundet ældste Taylors blødende sår, Josephs og Hyrums lig
i to kasser, som de anbragte på to vogne de havde lånt, og drog afsted mod Nauvoo,
"Joseph By".
Under beskrivelsen af den sorgfulde scene på denne tragiske dag beretter dr.
B. W. Richmond, der ikke var mormon, at de to vogne i nærheden af templet blev
mødt af en "uhyre stor skare borgere. Embedsmændene dannede ring om vognene,
medens mængden tavs åbnede sig for at give plads, og efterhånden som den sorgfulde
procession bevægede sig, brød kvinderne ud i klager ved synet af de to råttømrede
kasser i vognene, dækkede med indianske tæpper. Gråden forplantede sig til skaren og
spredtes langs de uhyre bølger af mennesker, som strakte sig fra Templet til Profetens
bolig. Sukkene og hulkenen og skrigene blev dybere og kraftigere, til lyden lignede
brølet fra et kraftigt uvejr, eller den lave, dybe brølen fra en fjern tornado.".15
Hemmeligt begravet
Fra om morgenen, lørdag den 29. juni, defilerede omkring femten tusind hellige gennem
Mansion House. Klokken fem om eftermiddagen blev dørene lukket for at gøre alt parat
til begravelsen. Da familien frygtede, at gravene kunne blive forulempet, fjernede man
ligene og lagde sække med sand i kasserne, som de begravede på byens kirkegård.
Ligene af Joseph og Hyrum blev imidlertid i hemmelighed begravet om natten under

Side 233
fundamentet til det ufærdige Nauvoo House. Om efteråret samme år blev de flyttet til
familien Smiths gård og "begravet under Spring House". Efter Emma Smiths sidste
ønske begravede familien Smith hendes lig i nærheden af Joseph, hendes mand.16
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., pp. 521, 536, 537.
2. Ibid., pp. 538-540.
3. Ibid, pp. 542-544.
4. Ibid., pp. 545, 546.
5. Ibid., pp. 548, 549.
6. Ibid., 549.
7. Ibid., pp. 550, 552, 554.
8. Ibid., pp. 554, 555.
9. Roberts, Life of John Taylor, pp. 129, 130; Joseph Smith, op. cit, pp. 559, 560.
10. Ibid., pp. 567, 574; History of the Church, Vol. VII,#pp. 82-87. Dette var den 48.
gang, at Joseph var blevet arresteret på falske anklager.
11. Joseph Smith, op. cit., p. 574.
12. Ibid., pp. 575-590; History of the Churcb, Vol. VII, pp. 88-96; Roberts, Comp.
Hist., Vol. II, pp. 273-275.
13. Joseph Smith, op, cit., 612; Roberts, op. cit., p. 279; Millennial Star, Vol. XXIV,
pp. 421, 422.
14. Joseph Smith, op. cit., p. 614; History of the Church, Vol. VII, pp. 102-112,
beretter om martyrdøden som John Taylor har fortalt den.
15. Roberts, op. cit., pp. 279-308; Roberts, Rise and Fall of Nauvoo, pp. 300-322;
404-456; Jenson, Hist. Record, pp. 572-576.
16. Des. News, 31. januar 1928, fortæller historien om begravelserne; også, at
den Reorganiserede Kirke gravede ligene op, men senere lagde dem tilbage
igen. Joseph Smith var 38'1/2 år, da han døde. Se O. F. Whitney, The Mormon
Prophet's Tragedy, pp. 79-83.

Åbenbaring - Kilden
53. Kapitel
En moderne åndelig filosof
Side 234
Efterhånden som årene kommer og går, rejser Joseph Smith, Amerikas "Ny vidne
for Kristus" - reformator, statsmand og Profet - sig højere og højere på Who's Who's
horisont (Who's Who er Amerikas "Blå Bog"). Hans erfaringer med den usete verden,
parret med hans mesterlige resultater - sociale, politiske og religiøse - står som et
udfordrende problem for den, der ikke tror. Hans følgesvende anerkender imidlertid af
deres hele hjerte Profetens udtalelse om, at drivfjederen til hans magt lå i den gave
han havde, at have samfund med åndelige kræfter.1
Denne unge amerikanske Profet gik til martyrgraven, idet han bar vidne om, at han
havde set Gud den Evige Fader, Hans Søn Jesus Kristus, Moroni, Johannes Døberen,
Peter, Jakob og Johannes så vel som Mikael, Moses, Elias, Profeten Elias og andre
herliggjorte væsener. Desuden erklærede han, at han var i besiddelse af et middel af
guddommelig oprindelse og åndelig kraft - en hellig Urim og Tummim - "Udtydere",
som Kristus selv overgav til Jareds broder; at han under vejledning af disse celestiale
sten kunne opnå de guddommelige hemmeligheder, der ligger udenfor det naturlige
menneskes forståelse.2 Han udtalte dristigt: "Gud er et ophøjet menneske", og den
endelige mulighed for ethvert menneske er "Guddom".3
Ved en bestemt lejlighed sagde Herren til Joseph: "Jeg vil være jer nådig; thi jeg
har givet jer riget." "Derfor er du velsignet fra nu af ... Sandelig siger jeg dig: Dette
riges nøgler skal aldrig tages fra dig hverken i denne verden eller i den tilkommende."3
Og atter lovede Herren: " ... sandelig siger jeg dig, min tjener Joseph ... jeg besegler
sandelig din ophøjelse på dig og bereder dig en trone i min Faders rige hos Abraham,
din fader." .4
"Et sjældent menneskeligt væsen"
Josiah Quincy, som blev borgmester i Boston, Massachusetts, skrev, efter at have
besøgt Profeten i Nauvoo, i sin bog The Figures of the Past, at Joseph Smith
var en mand med et bydende udseende. "En godt udseende mand" er "hvad
den forbipasserende instinktmæssigt ville have mumlet efter at have truffet den
bemærkelsesværdige person, som har dannet den muld, som skulle forme så mange
tusinders følelser ... Dygtighed og rådsnarhed var naturligt for hans stålsatte person."
Han "syntes bedst begavet med den kongelige evne, som styrer efter en indre ret ...
sjæle som søger efter vejledning ... Det er på ingen måde usandsynligt, at en eller
anden fremtidig bog, til endnu ufødte generationers brug, vil indeholde et spørgsmål
omtrent som dette: Hvilken historisk amerikansk person i det nittende århundrede har
udøvet den stærkeste indflydelse på sine landsmænds skæbne? Og det er på ingen
måde umuligt, at svaret på dette spørgsmål kan blive skrevet således: Joseph Smith,
Mormonprofeten ... Den mand, som oprettede en religion i denne den frie debats
tidsalder, og som blev og i dag bliver anerkendt af hundredtusinder som en direkte
udsending fra den Allerhøjeste - et så sjældent menneskeligt væsen kan man ikke gøre
det af med ved at overdænge hans minde med usmagelige tillægsord. Hvis læseren
ikke rigtig ved, hvad han skal gøre med Joseph Smith, kan jeg ikke hjælpe ham ud af
hans vanskelighed.".5

Hyldet af "New York Sun"
Side 235
New York Sun siger den 1. september 1843: "Denne Joe Smith må fastslås som en
usædvanlig skikkelse, en profet-helt, som Carlyle kunne have kaldt ham; han er en af
de store mænd i denne tidsalder, og i fremtidens historie vil han rangere med dem,
som på den ene eller anden måde har sat deres stærke præg på samfundet ... Kun få
på hans tid har udført sådanne bedrifter og udførte sådanne tilsyneladende mirakler.
Det er ikke så lidt, i glansen af dette nittende århundrede, at give menneskene en ny
åbenbaring, at have fundet en ny religion, oprette nye former for gudsdyrkelse, bygge
en by med nye love, institutioner og arkitekturmetoder, sende missionærer ud og skaffe
proselytter i to verdensdele, og dog er alt dette blevet gjort af Joe Smith, og det til trods
for al slags modstand, latterliggørelse og forfølgelse.
At Joe Smith, mormonernes grundlægger, er en mand med et stort talent, en dyb
tænker, og en veltalende taler, en dygtig skribent og en mand med stor mental magt,
kan ingen, som har iagttaget hans karriere, tvivle på.".6
Pratts beskrivelse af Joseph Smith
"Præsident Smith var af skikkelse høj og velskabt, stærk og aktiv, med lys hud, lyst hår,
blå øjne, meget lidt skæg, og med et udtryk, der var særegent for ham, og som ens
øjne naturligt hvilede på med interesse, og som man aldrig blev træt af at se på. Hans
ansigt var altid mildt, venligt og strålende af intelligens og velvilje, iblandet et udtryk
af interesse, og med et ubevidst smil eller munterhed ... Han interesserede og virkede
opbyggeligt, medens han samtidigt morede og underholdt sine tilhørere; og ingen, som
lyttede til ham, blev nogensinde træt af hans taler."7
En litterær lærd
Når man ser på den betagende åndelighed og den religiøse vejledning er Joseph
Smiths skrivelser i en klasse for sig selv. Hvilket andet menneske har nogensinde
oversat en lignende bog som Mormons Bog - en bog, som indeholdt mere end 250.000
ord om vedvarende åbenbaring - som gengav Jesu Kristi evangelium til mennesket,
så vel som de amerikanske indianeres historie og oprindelse? Joseph og elleve
underskrevne vidner bevidner, at dens oprindelse er guddommelig, at oversættelsen
blev udført ved hjælp af guddommelige sten - Urim og Tummim, som blev overleveret
til ham af et himmelsk sendebud. Da Joseph Smith bragte Mormons Bog frem, var han
uerfaren i litterær færdighed; og dog tøvede han ikke med at bringe Frelseren ind i
sin bog og at skildre Mesteren som sin hovedskikkelse. I Josephs oversættelse giver
Kristus ophøjede lærdomme og religiøs filosofi, som ikke overgås i nogen anden af
skrifterne - ikke engang det Ny Testamente selv.
Foruden Mormons Bog frembragte Joseph 134 skriftlige åbenbaringer, ligeledes
Mose Bog - et himmelsk syn givet til Moses og gentaget for Joseph Smith. Han
oversatte Abrahams Bog og reviderede det Gamle og det Ny Testamente.8 Han fik
også tid til at skrive en historisk dagbog, trykt i dag i seks store bind som S. D. H.
Kirkens standardiserede, naturlige håndbog.
Skønt Joseph Smith kun havde en meget ringe skoleuddannelse, lykkedes det ham
at opnå et nogenlunde godt kendskab til fem sprog, af hvilke de to er døde sprog
- hebraisk og ægyptisk; og dog åbenbarer hans oversættelser fra disse sprog en
mesters dygtighed.

Guddommelig evne erhvervet
Side 236
Lige fra Joseph Smiths oprigtige bøn i Palmyra-skovene og til hans sidste udbrud: "0,
Herre, min Gud!" var hans tanker og udtryk vedvarende rettet mod himlen. Her var en
mand, som bestandig søgte høje idealers selskab; desuden bevægede han sig iblandt
dem, lærte deres skikke, optog deres sprog og prøvede på at ligne dem. I en alder af
otteogtredive år havde han, i udstrakt grad, erhvervet sig den sjældne evne at beherske
ledelsen af fastholden ved himlens åbenbarede værdisystem.
Følgende afsluttende vidnesbyrd er taget fra de helliges "Herrens Ord" - Lære og
Pagter: "Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget)
for menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde
har levet her ... læserne i alle nationer vil blive mindet om, at det kostede det nittende
århundredes ædleste blod at frembringe Mormons Bog og denne Lære og Pagter ...
Og deres uskyldige blod (Josephs og Hyrums) på Carthages fængselsgulv er et stort
segl, trykt på "mormonismen", som ingen domstol på jorden kan forkaste ... " Deres
vidnesbyrd, beseglet med deres blod, "vil røre retskafne menneskers hjerter i alle
nationer ... Amen." .9
Noter
1. Joseph Fielding Smith, Profeten Joseph Smiths Lærdomme, pp. 125, 126;
Joseph Smith, op. cit., pp. 380, 381; L. & P. 76
2. L. & P. 17:1; 28:7; 63:23.
3. Ibid., 64:4; 90:2, 3.
4. Ibid., 64:4; 90:2, 3; 132:48, 49.
5. Josiah Quincy, Figures of the Past, p. 376; Cannon, Life of Joseph Smith, pp.
338 -340.
6. Citeret af John Henry Evans, Joseph Smith An American Prophet, p. 4.
7. Pratt, op. cit., p. 47.
8. Se 24. kapitel i denne bog.
9. L. & P. 135:3, 6, 7.

Kirken ikke ledes af rådgivere
54. Kapitel
Arvefølgen i riget
Side 237
Efter begravelsen af Joseph og Hyrum den 29. juni 1844 var det altoverskyggende
problem for de hellige: "Hvem skal være vor næste leder!" Det var folkets almindelige
mening, at ingen af Josephs rådgivere var værdige; for Sidney Rigdon var, tværtimod
Herrens direkte befaling (L. & P. 124:108, 109), gået ind i forretning i Pittsburgh,
Pennsylvania, femogtyve hundrede kilometer borte, medens William Law, den anden
rådgiver, efter at være blevet udelukket den 18. april 1844, havde sluttet sig til de
sammensvorne før Josephs død og stadig var bestemt på at omstyrte Kirken.
Rigdons overraskende meddelelse
Willard Richards, som var det eneste medlem af de Tolv Apostle i Nauvoo, udnævnte
Jedediah M. Grant til at hjemkalde de andre medlemmer af Kvorum'et fra deres østlige
mission. John Taylor, hvis tilstand stadig var kritisk, var blevet bragt de tredive kilometer
fra Carthage til Nauvoo den 2. juli. Om sine lidelser skriver han: "Jeg kunne ikke holde
ud at køre i en vogn eller et køretøj, de lavede en båre til mig ... Et antal mænd hjalp
med til at bære mig, nogle af dem havde været med i pøbelhoben ... Jeg opdagede, at
trampet af dem, som bar mig, gav mig en voldsom smerte, og der blev lavet en slæde,
som blev sat fast i bagenden af broder James Allreds vogn, en seng blev anbragt på
den, og jeg blev støttet med puder i sengen. Min hustru kørte med mig og gav mig is
og isvand på mine sår. Da slæden blev trukket hen over præriens græs ... bevægede
den sig meget let og gav mig kun meget lidt smerte.".1
Til de helliges overraskelse vendte Sidney Rigdon tilbage til Nauvoo den 3. august
og erklærede, at han havde modtaget et syn, som kaldte ham til at være "vogtere eller
"hyrde" for Kirken. I Brigham Youngs og de fleste af de Tolvs fravær påtog han og
William Marks sig ledelsen og aftalte en konference til tirsdag den 6. august for at
opretholde Sidney som Kirkens leder.
Konference torsdag morgen
Ved forsynets styrelse blev konferencen udsat til torsdag den 8. august. I mellemtiden
nåede Præsident Young og næsten alle medlemmerne af de Tolv Nauvoo, hvad der
skabte en følelse af sikkerhed hos de forvirrede hellige.
Torsdag morgen samledes omkring tolv-femten tusinde mormoner i
Forsamlingsbygningen i nærheden af det halvfærdige tempel. Sidney Rigdon talte til
dem i halvanden time og proklamerede sin ret til ledelsen. Jo længere han talte, jo
mere blev de hellige imidlertid overbevist om, på plads, i orden fra højpræsterne ned
til diakonerne, og bag dem at erstatte Joseph, deres Profet.
"Opmærksomhed, alle!"
Klokken to om eftermiddagen anviste Brigham Young præstedømmet på plads, i orden
fra højpræsterne ned til diakonerne, og bag dem anbragte han medlemmerne. Denne

Side 238
myndige handling skabte tillid i folkets hjerter. Efter åbningsandagten rejste Præsident
Young sig, og idet han så ud over den uhyre forsamling, råbte han med høj røst:
"Opmærksomhed, alle!"
De Tolv holder nøglerne
Præsident Young forstod sin guddommelige kaldelse. Han talte som en Guds profet:
"For første gang i mit liv, for første gang i jeres liv, for første gang i Guds Rige i det 19.
århundrede, uden en Profet i spidsen for os, står jeg frem for at handle i min kaldelse i
forening med de tolvs kvorum, som Jesu Kristi apostle i denne generation ... Jeg siger
jer, at de tolvs kvorum har nøglerne til Guds rige i hele verden. De tolv er kaldet ved
Guds finger ... Hvis I ønsker Sidney Rigdon eller William Law til at lede jer, eller nogen
anden, er I velkommen til dem, men jeg siger jer, i Herrens navn, at intet menneske
kan sætte en anden mellem de tolv og Profeten Joseph.".
Brigham Young erklærede, at Joseph Smith ved åbenbaring havde overgivet de
Tolv Apostle Guds plan med hensyn til arvefølgen i præsidentskabet, idet han havde
forklaret dem, at hvis det Første Præsidentskabs Kvorum blev opløst ved tabet af sin
præsident, ville rigets nøgler øjeblikkelig hvile på de Tolv Apostles Kvorum. "Thi de
danner et kvorum," havde Herren forkyndt, "der har samme myndighed og magt som
de tre præsidenter.".2
Forklarelsen af Brigham Young
George Q. Cannon, som senere blev rådgiver i Kirkens Første Præsidentskab, bærer
sit vidnesbyrd angående den vidunderlige forklarelse af Brigham Young, medens han
talte til de hellige ved denne mindeværdige lejlighed. "Hvis Joseph havde rejst sig
fra de døde og igen talt i deres nærværelse, kunne virkningen ikke have været mere
forbløffende end den var for mange af de tilstedeværende ved dette møde; det var
Josephs egen røst; og ikke blot var det Josephs røst, som vi hørte, men det syntes
i folkets øjne, som om det var selve Josephs person, som stod foran dem. En mere
vidunderlig og mirakuløs begivenhed end den, der skete den dag i overværelse af den
forsamling, har vi aldrig hørt om. Herren gav sit folk et vidnesbyrd, som ikke gav nogen
plads for tvivl om, hvem der var den mand, som var valgt til at lede dem.".
Wilford Woodruff, Kirkens fjerde Præsident, bevidner også: "Da Brigham Young
rejste sig og begyndte at tale ... hvis jeg ikke havde set ham med mine egne øjne, er der
ingen, som kunne have overbevist mig om, at det ikke var Joseph Smith, og enhver,
som kendte disse to mænd, kan bevidne dette."3 Mange andre, som var tilstede ved
det møde, har båret deres vidnesbyrd om forklarelsen af Brigham Young.
De hellige opretholder de Tolv
Ved afslutningen af Brigham Youngs tale var der flere af apostlene, som bar højtideligt
vidnesbyrd om sandheden af Brigham Youngs erklæringer. Præsident Young gav så
Sidney Rigdon lejlighed til at tale endnu en gang, men han afslog det. Brigham Young
begyndte derefter en afstemning for dem, som støttede Sidney Rigdon, men Sidney
forlangte, at der først skulle være afstemning for de Tolv Apostle. Idet Præsident Young
vendte sig mod den uhyre forsamling, formanede han: "Indgå ikke en pagt om at støtte
dem (de Tolv), med mindre I har i sinde at lytte til deres råd ... Vi ønsker at vide, om dette
folk vil støtte præstedømmet i Israels Guds navn. Hvis I siger, I vil, så gør det ... Hvis

Side 239
kirken ønsker de tolv til at stå i spidsen, som kirkens første præsidentskab og i spidsen
for dette rige i hele verden ... så tilkendegiv det ved at løfte den højre hånd (det syntes,
som om hver eneste hånd blev løftet). Hvis der er nogen af den modsatte mening - hver
mand, hver kvinde, som ikke ønsker de tolv til at præsidere - så løft jeres hænder på
samme måde. (Ingen hænder op). Dette overflødiggør det andet spørgsmål, og dets
efterprøvning ved kvorum'er.".4
Gaver beseglet på de Tolv
Præsident Wilford Woodruff bar senere sit vidnesbyrd med hensyn til Profeten og hans
endelige instruktioner: "Der er ikke et eneste princip i denne Kirke, som han ikke har
lagt grundvolden til; han kaldte de Tolv sammen den sidste gang han talte til os, og
hans ansigt strålede som rav. Og på vore skuldre anbragte han byrden af Riget, og gav
os alle nøglerne og kræfterne og gaverne til at fortsætte dette store og mægtige værk.
Han fortalte os, at han havde modtaget hver nøgle, hver magt og hver gave til frelse for
de levende og de døde, og han sagde: 'På de Tolv besegler jeg disse gaver og kræfter
og nøgler fra nu af og for evigt. Lige meget hvad der sker mig. Og jeg lægger dette
værk på jeres skuldre. Tag det og bær det fremad.'".5
Rigdons udelukkelse
Efter at Sidney Rigdon var blevet nægtet lederskabet, begyndte han at kæmpe imod
Kirken og dens ledere. En måned senere, den 8. september, blev han udelukket. Kort
derefter vendte han tilbage til de østlige stater, hvor han døde i Friendship, Allegheny
County, New York, den 14. juli 1876, som ikke-medlem af Kirken.
Efterligninger opstår
Efter Profetens martyrdød opstod der apostat-partier, som tilbød lokkende
overtalelsesmidler til alle utilfredse eller svaghjertede medlemmer af Kirken. Blandt
disse dissenter var Sidney Rigdon, William Marks, James J. Strang, William Smith,
Zenos H. Gurley, Lyman Wight, Granville Hendrick, Alpheus Cutler, Gladden Bishop
og andre.
Lige fra menneskehedens begyndelse er de ting, som er de mest ægte og rene - selv
gudlignende - ofte blevet de første, der blev efterlignet - gengivet med efterlignelsens
effekt - og har derved bedraget mange, selv de udvalgte, hvis det var muligt. Forfatteren
til denne bog hørte ved en konference i Tabernaklet ældste Joseph W. Anderson
bevidne, at han i de sidste femogtyve år havde været sekretær for det Første
Præsidentskab, og at der i denne periode, efter hvad han havde lagt mærke til, aldrig
havde været en eneste gang, hvor Kirkens ledere, efter at de sammen havde holdt bøn
og overvejet en vigtig sag på rette måde, havde givet de hellige en eneste erklæring,
som havde vist sig at være falsk.6
Det er på grund af dette opretholdte råd og åbenbaring, at "Guds Rige genoprettet"
ikke skal afvige fra sit fastsatte emne. Guds hellige over hele verden har enhver grund
til at frydes og synge med himmelens hærskarer, således som Johannes Åbenbareren
viste det:
"Og de sang ... Lammets sang ...
Store og underfulde er dine gerninger,
Herre vor Gud, du Almægtige!

Noter
retfærdige og sande er dine veje,
du folkenes Konge!
Hvem skulle ikke frygte dig,
Herre!
og prise dit navn?
Thi du alene er hellig;
ja, alle folkene skal komme
og tilbede for dit åsyn.".7
Side 240
1. Jenson, Hist. Record, pp. 781, 782; Roberts, Rise and Fall of Nauvoo, pp.
456-459.
2. Tullidge, Life of Brigham Young, pp. 110-114; Roberts, Comp. Hist., Vol. II, pp.
416-418; Hist. of Ch., Vol. VII, pp. 223-243; L. & P. 107:24.
3. Tullidge, op. cit., pp. 115, 116; Roberts, op. cit., p. 418; Des. News, 12. marts
1892; Ibid., 12. feb. 1920, Biskop George Romneys vidnesbyrd, som bekræfter
forklarelsen.
4. Angående arvefølgen i Præsidentskabet, se Roberts, op. cit., p. 419; Roberts,
Succession in the Presidency of the Church, 2. udgave, pp. 136-141; Joseph
Fielding Smith, Origin of the Reorganized Church and the Question of
Succession.
5. Susa Young Gates, Young Woman's journal, august 1894, Vol. 5, nr. 11.
6. Joseph W. Anderson, Conference Report, okt. 1946.
7. Åbenb. 15:3, 4.

Guld til arbejderne
55. Kapitel
"Når græsset gror og vandet flyder"
Side 241
Så snart Præsident Young og de Tolv Apostles Kvorum var udnævnt til at præsidere
over Kirken, gjorde de forberedelser til at fuldføre Nauvoo Templet. Om denne
begivenhed skriver Brigham Young: "Nogle få måneder efter Profeten Josephs
martyrdød, i efteråret og vinteren 1844, udførte vi meget hårdt arbejde på Nauvoo
Templet, og i dette tidsrum var det meget vanskeligt at skaffe brød og andre forsyninger,
som arbejderne kunne spise. Jeg rådede den komite, som havde rådighed over
tempelfondet, til at uddele alt det mel de havde, og Gud ville give dem mere; og det
gjorde de; og det var kun kort tid derefter, at broder Toronto kom og bragte mig 2500
dollars i guld. Biskoppen og komiteen mødtes, og jeg mødtes med dem, og de sagde,
at loven var, at de skulle lægge guldet ved Apostlens fødder. 'Ja', sagde jeg, 'og jeg
vil lægge det for Biskoppens fødder'; så jeg åbnede for sækken og tog fat i bunden af
den, og gav den et puf henimod biskoppen og strøede guldet tværs gennem værelset
og sagde: 'Gå nu og køb mel til dem, der arbejder på templet, og hav ikke mere mistillid
til Herren; for vi vil få hvad vi behøver.'"1
"En havernes have"
Et år senere giver Præsident Young i et brev til Wilford Wodruff i juni 1845 den malende
skildring af Nauvoo: "Et stort antal mursten er parat til Nauvoo House, og betydelige
midler er ved hånden til at udføre arbejdet. Arsenalet er rede. til tømmeret til taget,
og tømmeret findes på grunden. Der er mange gode bygninger, som er ved at blive
opført i forskellige dele af byen; der er ikke megen sygdom på stedet, og der har i
almindelighed aldrig været en mere fremgangsrig tid blandt de hellige, siden arbejdet
begyndte. Nauvoo, eller rettere Josephs By, ligner et paradis.
Alle jordlodderne og landet, som hidtil har været tomt og ubesat, blev indhegnet
i foråret og beplantet med korn og grøntsager, hvad der får det til mere at ligne en
havernes have end en by; og sæsonen har været så gunstig, at udsigten er, at der
vil blive dyrket tilstrækkeligt indenfor samfundets grænser til at forsyne indbyggerne
med korn, kartofler og andre grøntsager. Hundreder af hektarer prærieland er blevet
indhegnet og er nu under opdyrkning, blomstrende af majs, hvede, kartofler og andre
livsnødvendigheder.
Mange fremmede strømmer ind for at bese byen. De udtrykker deres forbavselse
og overraskelse over at se hvor hurtigt Templet skrider frem, og over skønheden og
storheden i Mormonbyen. Mange brødre kommer udenlands fra og synes højligt at
fryde sig over stedet og det der hører til det."2
"Vi har fanget ham!"
Så snart de hellige havde fuldført de øverste rum i Nauvoo Templet og havde
påbegyndt ordinansearbejdet, beretter Brigham Young: "Jeg var i mit værelse i templet
... jeg fik at vide ... at de Forenede Staters marskal ventede på at jeg skulle komme
ned, hvorpå jeg knælede ned og bad min himmelske Fader, i Jesu navn, om at vejlede
og beskytte mig ... Jeg rejste mig op fra min knælende stilling ... og så broder William

Side 242
Miller stå lænet op mod væggen (i hall'en) ... jeg vinkede ad ham ... 'Broder William ...
marskallen er her efter mig; vil du gå ned og gøre nøjagtig hvad jeg siger dig. Hvis du
vil gøre det, vil jeg lave et nummer med dem ... Her, tag min kappe.' ... Jeg kastede
den om hans skuldre og sagde til ham, at han skulle tage min hat på og ledsage broder
George D. Grant."
Ved døren lagde embedsmanden sin hånd på Millers skulder og udbrød: "'De er
min fange!' ... Da de var nået til fire-fem kilometer fra Carthage, standsede marskallen
og hans styrke. De rejste sig i deres vogne, enspænderkøretøjer og arbejdsvogne, og
hylende og skrigende som en stamme indianere, der går til kamp, eller som om de var
et kobbel dæmoner, udbrød de: 'Vi har fanget ham; vi har fanget ham; vi har fanget
ham!'"
Ved Carthage blev Miller sat under streng bevogtning, "indtil en frafalden mormon
... kom ind, satte sig ned og spurgte værten, hvor Brigham var ... Værten sagde til ham,
at det var den fede mand, der sad og spiste."
"'Oh, for h-!' udbrød Thatcher, 'Det er ikke Brigham, det er William Miller, en af mine
gamle naboer.'"
Embedsmanden "tog så broder Miller ind i et værelse, og idet han vendte sig imod
ham, sagde han: 'Hvad i h- er grunden til, at De ikke har sagt mig Deres navn?'
'De har ikke spurgt mig om mit navn.'
'Nå, hvad er så Deres navn?' sagde sheriffen med endnu en banden. 'Mit navn er
William Miller.' ... Marskallen gik rasende ud af værelset, fulgt af broder Miller, som drog
afsted i selskab med advokat Edmonds, sherif Beckenstos og andre, som tog ham med
tværs over markerne til et sikkert sted."3
Forhør over Josephs mordere
Retssagen mod Josephs mordere, som begyndte i oktober 1844 og fortsatte med
mellemrum indtil juni 1845, vakte stor opmærksomhed. At juryen og dommeren af
oppositionen blev tvunget til at sætte de anklagede fri, vises i guvernør Fords rapport:
"Efterhånden som disse forhør skred frem, var dommeren tvunget til at tillade, at
domhuset blev fyldt med og omgivet af bevæbnede bander, som overværede retssagen
for at herse med og skræmme retsplejen. Dommeren selv var i en tvangssituation og
underrettede mig om, at han ikke betragtede sit liv som sikkert på noget tidspunkt.
Følgen var, at skaren fik det nøjagtig som de ville; forsvarerne forsvarede deres
klienter ved et langt og kompliceret angreb på guvernøren; den bevæbnede pøbelhob
stampede med fødderne og hylede deres bifald hver gang der blev sagt noget
sarkastisk og smart; og dommeren var ikke alene tvunget til at høre det, men måtte
på en måde godkende det."4
Nauvoos Frihedsbrev tilbagekaldt
Medens retssagen var i gang tilbagekaldte Illinois' Lovgivende Forsamling i januar
1845 Nauvoos Frihedsbrev, en handling, som borttog det sidste håb om at overleve i
staten Illinois fra de hellige. Statsadvokaten, Josiah Lamborn, som kraftigt forsvarede
de hellige og deres frihedsbrev overfor statens lovgivende forsamling, skrev i januar
1845 til Præsident Young: "Jeg har altid ment, at Deres fjender er blevet tilskyndet
af politiske og religiøse fordomme og af et ønske om plyndring og blodsudgydelse,
mere end af samfundssind. Ved at tilbagekalde Deres frihedsbrev og ved at afvise alle

Side 243
ændringer og modifikationer, har vor lovgivende forsamling givet en slags sanktion til
den barbariske måde, som De er blevet behandlet på. Deres to repræsentanter gjorde
deres yderste til gunst for Dem, men bølgen af offentlig lidenskab og vanvid var for
stærk til at blive modstået. Det er i sandhed et melankolsk syn at være vidne til, at en
suveræn stats lovgivere nedlader sig til at lefle for ondskaben, uvidenheden og uviljen
hos en klasse folk, som til alle tider er rede til optøjer, mord og oprør."'
Pisk og ildspåsættelser
I løbet af efteråret og vinteren 1845-46 nåede antallet af piskninger og ildspåsættelser
af huse i landbrugsdistrikterne omkring Nauvoo foruroligende højder. Niogtyve huse i
et distrikt blev efterladt som en dynge aske. Guvernør Ford skriver, idet han bekræfter
disse ulovlige plyndringer: "I efteråret 1845 holdt anti-mormonerne i Lima og Green
Plains et møde for at udtænke midler til at uddrive mormonerne fra deres område. De
valgte nogle personer af deres egen midte til at affyre nogle få skud mod det hus, hvor
de var forsamlet, men at gøre det på en sådan måde, at de ikke gjorde dem, som
overværede mødet, fortræd. Dette møde blev afholdt, huset blev beskudt, men sådan
at ingen blev ramt; og antimormonerne afbrød pludselig mødet og red ud over hele
landet og udspredte det skrækkelige rygte, at mormonerne var begyndt at arbejde med
blodbad og død."6
De hellige advaret
Avisen Quincy Whig offentliggjorde følgende advarsel: "Det er en afgjort ting, at den
offentlige mening i Staten er imod mormonerne, og det vil være forgæves for dem at
kæmpe imod den; og for at forhindre blodsudgydelse og ofring af mange liv på begge
sider er det deres pligt at adlyde den offentlige vilje og forlade Staten så hurtigt som
muligt. At de vil gøre dette har vi et sikkert håb om - og det før der må gribes til den
sidste udflugt - magtens."
I et andet nummer advarer den samme avis: "Det frygtes, at denne rejsning
imod mormonerne ikke er begrænset til Morley-kolonien, men at der er en forståelse
blandt anti-mormonerne i den nordlige part af dette (Adams) og Hancock County
om et almindeligt strejftog for at afbrænde og ødelægge mormonernes ejendomme,
hvorsomhelst de findes ... Endnu senere nyheder fra ovennævnte (county) blev
modtaget sent mandag aften. Voldshandlingerne fortsatte stadig. Mormonen Norman
Buels kornmølle, kartemaskine o. s. v., to en halv kilometer fra Lima, er nu en askehob.
Der siges, at oberst Levi Williams fra Green Plains har beordret sin brigade ud for
at hjælpe anti-mormonerne. Anti-mormonerne fra Shuyler og de tilstødende amter
samles, og store ødelæggelser af liv og ejendom kan ventes. Himlen må vide, hvor
disse forehavender vil ende."7
Brigham Youngs svar
Et massemøde, som blev afholdt den 22. september 1845 i Warsaw, sendte en komite
til Nauvoo og krævede et skriftligt ønske om, at mormonerne ville forlade Illinois straks.
Til dette ultimatum skrev Præsident Young et meget langt svar. Han lovede, at hvis
indbyggerne i Adams og Hancock Conties ville tillade de hellige at høste deres høst og
forberede deres udrustning, ville de være på vej, lige så hurtigt som "græsset gror og
vandet flyder." Vi "vil forlade dette land næste forår, til et sted, der er så langt borte, at
der ikke vil blive nogen vanskelighed med dette folk og os selv ...

Side 244
Men vi har i sinde at bruge vor indflydelse, så der ikke vil være mere såtid og høst
blandt vort folk i dette land, efter at vi har samlet vor nuværende høst."
Til gengæld bad han ikke-mormonerne om at hjælpe de hellige "til at købe
manufakturvarer, købmandsvarer o. s. v., og skaffe okser, kvæg, får, vogne, muldyr,
heste, seletøj o. s. v. i bytte for fast ejendom, til en fair pris, og skøder givet som betaling,
så vi kan have midler til at udføre en flytning uden at lide under at være blottet i en
udstrækning, der ligger udenfor, hvad den menneskelige natur kan udholde."8
Selv om lederne af massemødet var enige om at akceptere Præsident Youngs
tilbud, bredte forfølgelserne og pøbelhandlingerne sig uhindret. Mænd og drenge blev
pisket og på anden måde mishandlet, medens de samlede deres høst; okse og heste
blev stjålet - de selvsamme, som de hellige havde skaffet sig under store ofre for at
hjælpe dem på deres rejse vestpå.
Ubesejret patriotisme
Midt under de forøgede forfølgelser offentliggjorde Præsident Young og højrådet
følgende patriotiske erklæring: "... Vi erklærer endvidere også ... at vor patriotisme ikke
er blevet overvundet af ild - af sværd - af snigmord ved dag eller ved nat, som vi har
måttet tåle; heller ikke har de fjernet os fra vort lands forfatning.
Skulle fjendtligheder opstå mellem de Forenede Staters Regering og en anden
magt, angående retten til besiddelsen af territoriet Oregon, er vi til rådighed for at
understøtte de Forenede Staters Regerings krav på det land. Det er geografisk og
ifølge retfærdighed vort; ingen fremmed magt skal have herredømmet der; og hvis vore
styrker kræves for at forhindre det, vil vi yde disse styrker med glad sind, så vidt vore
evner rækker. Vi føler de krænkelser, som vi har udholdt, og er ikke ufølsomme for de
uretfærdigheder vi har lidt; og dog er vi amerikanere."9
Hammer og ambolt
I løbet af den sidste vinter i Nauvoo blev hver eneste disponibel bygning gjort til et
værksted. Til alle sider klang ambolten under hammeren nat og dag. Guvernør Ford
beskriver dette travle sceneri ved at bekræfte: "I vinteren 1845-46 gjorde mormonerne
de mest forbløffende forberedelser til flytningen. Alle husene i Nauvoo ... blev omdannet
til værksteder, og før foråret var mere end tolv hundrede vogne parate. Folk fra alle dele
af landet flokkedes i Nauvoo for at købe huse og gårde, som blev solgt overordentlig
billigt, til lavere priser, end når sheriffen solgte, for penge, vogne, heste, okser, kvæg
og andre artikler til personligt brug, som mormonerne kunne få brug for under deres
udvandring i ørkenen."1o Historikeren Bancroft kommenterer: "Mormonerne gik frem
og tilbage med deres møbler o. s. v., og handlede for hvad som helst der kunne
bevæge sig, som for eksempel et dyr eller en vogn." Han beretter, at utallige ensidige
byttehandler blev påtvunget mormonerne. Søster Levi Richards, hvis mand var på
mission i Europa, byttede deres to-etages murstenshus, som hun og hendes familie
havde bygget under store ofre, og som de kun havde boet i i tre måneder, for "to spand
halvt opslidte kvæg og en gammel vogn."11
Noter
1. Wilford Woodruffs Journal, 8. februar 1857.
2. Des. News, 10. nov. 1945.

Side 245
3. Tullidge, op. cit., pp. 122-126.
4. Thomas Ford, History of Illinois, pp. 367, 368; Hist. of Ch., Vol. VII, pp. 50, 51.
5. Times and Seasons, 15. jan. 1845; Roberts, Rise and Fall of Nauvoo, p. 345.
6. Ford, op. cit., p. 406; Roberts, op. cit., pp. 347, 348.
7. Ibid., pp. 348, 349.
8. Ibid., pp. 350-352.
9. History of the Churcb, Vol. VII, pp. 570, 571.
10. Ford, op. cit., p. 412; Roberts, Comp. Hist., Vol. 11, p. 536.
11. H. H. Bancroft, History of Utah, pp. 216, 217. Roberts, op. cit., p. 537.

Femte periode -
56. til 62. kapitel
En nation på march i vinterens død,
Mormon-bataillonen, Skibet "Brooklyn",
Begivenheder i Iowa og Nebraska, 1846-1847
Side 246

Indledning
[IMAGE]
56. Kapitel
Drejning mod vest i vinterens mulm og mørke
- Udveksling af ejendom med udrustning
Side 247
Historikeren Bancroft, som spottende kritiserer de vedvarende angreb på de sidste
dages hellige, medens de arbejdede feberagtigt med at lave udrustning, slutter: "De
vilkårlige handlinger fra folkets side i Illinois ved at forcere de helliges afrejse udsætter
dem blandt andet for den alvorlige anklage at ønske at komme i besiddelse af deres
ejendom for mindre end dens værdi. Huse og jordlodder, gårde og gods, kunne ikke
gøres i penge, eller endog i vogne og kvæg, på et øjeblik, undtagen ved et ruinerende
offer ... Det var ikke en ædel følelse, som havde påvirket folket i Missouri; det var ikke
en ædel følelse, som nu påvirkede folket i Illinois til på denne måde at fortsætte deres
forfølgelser under forberedelsen til afrejsen og drive en hel by fra deres hjem, ud på den
råkolde prærie i vinterens mulm og mørke ... Det var derfor, som jeg allerede har sagt,
overordentlig vanskeligt for de hellige at få deres ejendom omsat i transportabel form,
selv efter at have solgt deres jord for den halve eller kvarte værdi. Ikke-mormonerne
kunne naturligvis betale hvad der passede dem, da de var de eneste købere, og de
hellige var tvunget til at sælge ... Det bedste de kunne gøre var at bytte deres jord for
vogne og heste og kvæg, og det gjorde de i så stor udstrækning som muligt, rensende
landet i hundreder af miles omkreds i deres søgen efter kvæg ... Foran dem var den
tilfrosne flod, og bagved den ørkenen."1
Omfanget af en udrustning
Brigham Young, som havde lavet en liste over den nødvendige udrustning for fem
mennesker på rejsen til Rocky Mountains, offentliggjorde følgende:
"En god stærk vogn, godt dækket med en let kasse; to eller tre gode spand okser
i alderen mellem fire og ti år; to eller flere malkekøer; en eller flere gode okser; tre
får, hvis de kan skaffes; tusind pund mel eller andet materiale til brød i gode sække;
en god musket eller riffel til hvert mandligt medlem over tolv år; et pund krudt; fire
pund bly ... hundrede pund sukker; et pund Cayenne-peber; et halvt pund sennep;
ti pund ris til hver familie; et pund kanel; et halvt pund kryddernelliker; en halv snes
muskatnødder; femogtyve pund salt; fem pund hjortetaksalt; ti pund tørrede æbler;
en tønde bønner; nogle pund tørret oksekød eller bacon; fem pund tørrede ferskner;
tyve pund tørrede græskar; femogtyve pund såsæd; fire liter alkohol; tyve pund sæbe
til hver familie; fire-fem fiskekroge og liner; femten pund jern og stål; nogle pund
forarbejdede søm; et eller flere sæt sav- eller maltmøllejern til et kompagni på hundrede
familier; et godt våd og kroge til hvert kompagni; to sæt remskiveblokke og reb til hvert
kompagni til krydsning af floder; fra femogtyve til hundrede pund markredskaber og
mekaniske redskaber; køkkentøj bestående af bagepande, stegepande ... tallerkener,
knive, gafler, skeer og kasseroller, så meget som der er brug for; et godt telt og inventar
til hver to familier; tøj og sengetøj til hver familie, må ikke overskride fem hundrede
pund; ti ekstra spand for hvert kompagni på hundrede familier."2

En stor isbro
Side 248
Skønt mormonerne var besluttet på at blive i deres komfortable huse indtil foråret,
forberedte de sig dog, da forfølgelserne blev uudholdelige, på at starte i vinterens mulm
og mørke. Som følge deraf kørte nogle af brødrene den 4. februar 1846 deres lastede
vogne ombord på Mississippifærgen; og en time senere forsvandt de over den vestlige
horisont af de snedækte skrænter i Iowa. Efter at have rejst en streng tur på omkring
15 kilometer, slog de lejr ved Sugar Creek for at afvente Brigham Youngs og andre af
de helliges komme.
I de følgende to uger var de langsomme uhåndterlige fladbundede færger lastet til
yderste grænse. Men den 22. februar dækkede en rasende snestorm landet med et tykt
lag sne; da stormen stilnede af, blev vejret desuden frygtelig koldt - tolv grader under
nulpunktet - og lukkede den brede Mississippi fra kyst til kyst. Tusinder af mormorner
- mænd, kvinder og børn - skyndte sig feberagtigt over denne midlertidige isbro. Skønt
de rystede af kulde i frostvejret, troede de af hele deres hjerte, at et venligt Forsyn
sørgede for, at de kom hurtigt over den milevide barriere med deres tunge udrustning.3
Ni børn født
En af disse vinternætter i Sugar Creek, medens fem tusind mormoner lå i lejr i sneen,
blev der født ni børn. Eliza R. Snow beskriver denne betagende scene: "Mødre fødte
børn under næsten alle forskellige omstændigheder, man kan forestille sig, undtagen
dem, som de havde været vant til; nogle i telte, andre i vogne - i regnvejr og i snestorme.
Jeg hørte om en fødsel, som fandt sted i en primitiv hytte, hvis sider bestod af tæpper
gjort fast til pæle, der var stukket ned i jorden, med et barktag, gennem hvilket regnen
dryppede. Venlige søstre stod med fade til at opfange vandet, efterhånden som det
faldt og beskyttede således den nyankomne og dens moder fra et brusebad, da den
lille uskyldige første gang gjorde sin entre i menneskelivet; og gennem tro på den store
hersker over begivenheder, skete der ingen skade på nogen af dem.
Lad det erindres, at mødrene til disse børn født i ødemarken, ikke var vilde, som
var vant til at strejfe om i skovene og trodse storm og uvejr - de som aldrig havde
kendt civilisationens og forfinelsens bekvemmeligheder og skrøbeligheder. De var ikke
af dem, som i den vilde natur ammede deres børn midt mellem siv og rør eller i
bjerghulers ly; de fleste af dem var født og opdraget i de Østlige Stater - havde der
antaget evangeliet, som Jesus og Hans apostle havde lært os det; og på grund af
deres religion havde de samlet sig med de hellige, og ved deres tro, tålmodighed og
energi havde de under prøvende omstændigheder hjulpet med til at gøre Nauvoo til det
som dens navn antyder, 'Den skønne'. Der havde de deres smukke hjem, pyntet med
blomster og forskønnet med udvalgte frugttræer, som netop var begyndt at yde rigeligt.
Til disse hjem havde de netop, uden at få betaling for leje eller salg, sagt et sidste
farvel og var startet, med det lidt af deres ejendele, som kunne læsses på en, to og i
nogle tilfælde tre vogne, mod den vestlige ødemark til - ja, hvortil? Til dette spørgsmål
var det eneste svar på den tid: 'Gud ved!'"4
Ukendt digter i lejren beder
"Gud have medlidenhed med flygtningene, når uvejret raser -
når sneklædte skyer hænger lavt over jorden,
når vinterens kolde blæst, med frost i sit sus,

fejer gennem teltene, ligesom en dødens engel!
Når det skarpe skrig fra en barnefødsel høres gennem luften,
og faderens stemme bryder sammen i hans bøn,
når han beder Jehova om at spare hans kære!"5
Mangel på forsyninger
Side 249
"Jeg var så plaget af reumatisme", skriver Brigham Young, at "det var med
vanskelighed jeg kunne gå ... Lejren bestod af næsten fire hundrede vogne, alle tungt
lastet og med kun halvdelen af de oksespand, der var nødvendige for at kunne rejse
hurtigt. De fleste af familierne var forsynet med forråd til flere måneder. Et betydeligt
antal havde, uanset vort råd, startet fuldstændig blottet for forsyninger, og nogle andre
med forsyninger kun til nogle få dage."
Mangel på respekt for liv og ejendom
"Vi kunne være blevet i ly i vore hjem, havde det ikke været for truslerne og de fjendtlige
demonstrationer fra vore fjender, som til trods for deres højtidelige overenskomster
havde kastet enhver hindring på vor vej, og ikke respekterede hverken liv, frihed eller
ejendom, så meget, at vort eneste middel til at undgå et brud var at starte midt om
vinteren.
Vore huse, haver, frugthaver, gårde, gader, broer, møller, forsamlingsbygningen,
vort pragtfulde tempel og andre offentlige forbedringer efterlader vi som et monument
over vor patriotisme, vor flid, vor økonomi, vort formåls retskaffenhed og vort hjertes
renhed; og som et levende vidnesbyrd om falskheden og ondskaben hos dem, som
anklager os for illoyalitet overfor vort lands Forfatning, for dovenskab og uærlighed."6
Lystighed
Når man fortæller om den megen rådvildhed og forvirring i Israels Lejre, må man
ikke tro, at alle deres oplevelser var sørgelige, for mangen en aften dansede og
sang pionererne, unge og gamle, i munter glæde rundt om lejrbålet, ansporet af
tonerne fra Pitts Messingorkester. Præstedømmets kvorum'er, biskopperne, de Tolv
Apostle, søstrene - gamle og unge - sluttede muntert op i kvadrillerne, og skabte
ligefrem vinteraftenerne om til en "israelitisk jubilæumsfest". Og så efter dansen kom
den sædvanlige ristede majs; desuden, ved særlige lejligheder, festede de lystige
mennesker med bagte kartofler og sirupsgodter.
En mærkelig scene
En ikke-mormon, som så disse vinter-festligheder, lovpriser deres karakteristiske
moral: "Adskillige herrer fra Iowa samledes for at se på den mærkelige, interessante
scene. De kunne næppe tro deres egne sanser, da de fik at vide, at det var mormonerne
på deres 'flugt fra civilisationen', på vej til de-vidste-ikke-hvorhen, undtagen hvor Gud
ville lede dem ved 'sin tjeners hånd' ... Stor var deres forundring over at se den orden,
den enighed og den gode følelse, som herskede blandt folket. Ved lejrbålene slappede
de af, lyttende til musikken og sangen.
Sangen og bønnen blev aldrig glemt efter dansens afslutning, før de spredtes for at
rede deres senge inde i vognens ly, eller under den, udsat for de bitre nætters kulde.
Men dansen og sangen holdt mormonpilgrimmene muntre og sunde i sindet; hvorimod

Side 250
de, hvis en mørk fanatismes ånd var blevet opmuntret, således som man kunne have
ventet det, højst sandsynligt snart ville have mumlet i forsamlingen imod deres Moses,
og folket ville have sukket efter Ægyptens kødgryder."7
Den 1. marts, medens et tyndt snetæppe dækkede lejren i Sugar Creek, brød de fire
hundrede vogne op og drog afsted mod Bjergene, over to tusinde kilometer borte. Men
et forårstøbrud havde sat ind, ledsaget af vind og regn, som forvandlede slugterne og
dalene til bundløse sumpe og moser.
Under disse prøvende omstændigheder bukkede Orson Spencers hustru, en ung
kvinde på femogtredive, under for dette barske liv, efterladende sig seks børn under
femten år. Kort før hun gik bort, åbnede hun sine øjne, og da hun så sine børn flokkes
om sin seng, brast hun i tårer og hulkede: "O, I kære små børn! Hvor jeg håber I må
falde i gode hænder, når jeg er borte."
"Ikke en knurren undslap hendes læber ... Uvejret var voldsomt, og dækket over
vognen var utæt. Gode venner holdt mælkespande over hendes seng for at holde
hende tør."8 Hendes datter beretter, at kort før hendes moder forlod dette liv, kom hun
lidt til kræfter og hviskede til sin mand: "Et himmelsk sendebud viste sig for mig i nat
og sagde til mig, at jeg havde gjort og lidt tilstrækkeligt, og at han nu var kommet for
at bringe mig til et palads af guld."
Efter at have kysset hvert af børnene efter tur, hviskede hun til sin mand: "Jeg elsker
dig mere end nogensinde! - Men du må lade mig gå!" Det var nok. Orson Spencer
indviede hende sorgfuldt til hendes himmelske Fader, og et øjeblik senere var hun gået
ind til sin krone af herlighed.9
Treogtredive år senere organiserede Aurelia Spencer Rogers, som var en af de små
piger, som græd ved denne moders seng, i Farmington, David County, Utah, den 25.
august 1878 den første Primary-forening i Kirken og blev dens første præsidentinde.
Den ældste pige, Ellen Spencer Clawson, som kun var fjorten år ved sin moders død,
blev senere valgt som den første præsidentinde for Primary-foreningerne i Den Store
Saltsødal.
Lydighed - Bon
John R. Young fremsætter denne interessante redegørelse for, hvorledes Brigham
Young satte et bestemt mønster for pionerbevægelsen: "Jeg erindrer hvorledes jeg
hørte Præsident Youngs rungende stemme, da han, stående tidligt om morgenen i den
forreste ende af sin vogn, sagde:
'Hør efter, Israels Lejre! Jeg foreslår, at vi drager afsted på vor rejse. Lad alle, som
ønsker det, følge mig; men jeg ønsker ikke at nogen skal komme, med mindre de vil
adlyde Herrens befalinger og love. Hold derfor op med jeres stridigheder og bagtalelser,
heller ikke må der være nogen banden eller bespottelse i vore lejre. Den, som finder
noget, må søge flittigt, så han kan returnere det til ejeren. Sabbatsdagen må holdes
hellig. I alle vore lejre skal der holdes bønner både morgen og aften. Hvis I gør disse
ting, vil tro stadig være i jeres hjerter, og Guds engle vil vandre med jer, ligesom de
blev sendt med Israels børn, da Moses førte dem ud af Ægyptens land'"10
Så snart lejren var på march, organiserede Brigham Young den i ti, halvtreds og
hundrede, idet han efterlignede det mønster, som Profeten Joseph Smith havde indført
på Zions Lejrs mindeværdige march fra Kirtland til Missouri.
For at kunne magte det mudrede spor, udvalgte Præsident Young en gruppe mænd,
som han kaldte "Pionerer", og sendte dem i forvejen for at finde de bedste veje,

Side 251
opfylde mudderhuller og bygge broer. Dette er den første omtale af pionerer på denne
epokegørende vandring mod Bjergene.
Noter
1. Citeret af Roberts, Comp. Hist., Vol. II, p. 537.
2. Ibid., pp. 539, 540.
3. Jenson, Hist. Record, pp. 877, 878.
4. Tullidge, Women of Mormondom, pp. 307-309.
5. Memoirs of John R. Young, Utah Pioneer, 1847, p. 14.
6. Hist. of Church, Vol. VII, pp. 601, 602.
7. Tullidge, History of Brigham Young, pp. 33, 34.
8. Aurelia Spencer Rogers, Lile Sketches, kap. XXXIII; Mem. John R. Young, Utah
Pioneer, 1847, pp. 17, 18.
9. Idem.
10. Mem. of John R. Young, Utah Pioneer, 1847, pp. 15, 16.

Tusinder i bevægelse
57. Kapitel
Den første pioner-sommer
Side 252
M. F. Cowley skriver om Wilford Woodruffs oplevelser, idet han hentyder til de tunge
vogne, som bevægede sig mod vest over Iowas mudrede sletter: "De kom til en lang,
lavtliggende dal, som dækkede en afstand af to en halv kilometer. Den var fugtig og
mudret. Det lykkedes ham at få sin vogn igennem inden mørket, men midt i sumpen
gik hans bagagevogne igennem grønsværen, og hjulene gik i næsten til navet. Han
arbejdede det meste af natten i mudder og vand næsten til knæene og holdt samtidig
øje med kvæget. Ved daggry rullede han sig ind i en bøffellæderskappe og faldt i søvn."
Wilford beretter, at han kæmpede med sine oksespand i mudderet hele næste dag, før
han nåede fastere grund.
Et par dage senere nedskrev Wilford imidlertid en mere opmuntrende rapport: "Jeg
standsede min vogn på toppen af en bakke midt på en bølgende prærie, hvor jeg havde
en vidtstrakt udsigt til alt omkring mig. Jeg så de hellige komme i alle retninger fra
bakker og dale, skove og prærier med deres vogne, fåreflokke og hjorde i tusindvis.
Det lignede en nations flytning."1
Regn og storm
Lørdag den 4. april 1846 tegner William Clayton, lejrens historiker, et deprimerende
billede af lejrlivet: "Nu til morgen var alt vort tøj, senge og sengetøj gennemblødt, og det
er blevet ved at regne hele dagen. Jeg har været syg igen hele dagen, særlig henimod
aften. Jeg var så syg af smerte, at det syntes, som om jeg ikke kunne leve. Jeg gik i
seng og lagde en sæk varm salt på brystet, hvad der syntes at give mig nogen lindring,
men jeg led meget natten igennem, og det vedblev at regne indtil efter midnat.
Mandag den 6. april. Det regnede igen sidste nat og vedblev at regne hele dagen
meget stærkt. Lejren er meget ubehagelig og mudret. Jeg tilbragte dagen med at læse.
Omkring klokken fem begyndte skyerne at spredes, og det så ud til sandsynligvis at
blive smukt vejr. Om aftenen kom ældste (Heber . C.) Kimball over, og orkestret mødtes
overfor Hutchinsons vogn og spillede noget. Derefter mødte kvadrille-orkestret op i mit
telt og spillede på violin. Hele tiden medens vi spillede, brød lynene af og til frem fra
nordvest, og klokken 8 spredtes vi, lige da uvejret nærmede sig. Før jeg nåede mit telt,
kom vinden, og snart blæste der en hel kuling med stærk regn, hagl, lyn og torden.
Det fortsatte i en time og aftog så noget. Alle teltene i vores kompagni undtagen mit og
(John) Packs var blæst ned. Regnen slog gennem vognenes dække og gennemblødte
familierne og deres ejendele.
Tirsdag den 7. Nu til morgen er det smukt, men koldt og blæsende. Jorden er
stivfrossen og der er betydelig meget is. Mange af teltene ligger stadig ned, og alting
rundt omkring viser, at uvejret var meget kraftigt."2
"Kom, kom, Guds folk"
Den 15. april fik ældste William Clayton besked fra Nauvoo om, at hans hustru havde
født en "dejlig tyk dreng den 30. marts", men hun var meget syg af koldfeber og

Side 253
fåresyge. "Jeg føler mig i sandhed glad ved denne efterretning, men er bekymret over
hendes sygdom", skriver han. Den eftermiddag skrev ældste Clayton denne enkle
sætning i sin dagbog: "Nu til morgen forfattede jeg en ny sang - 'Alt er vel'". Titlen
blev imidlertid snart forandret til "Kom, kom, Guds folk". Det første og sidste vers lyder
således:
"Kom, kom, Guds folk, fremad og frygter ej,
kun med mod fremad drag!
Skønt tornestrøet kan synes denne vej,
Gud er med dig hver dag.
Os bedre er at jage væk
unyttig kummer, kval og skræk!
og fryd bor da i hver en sjæl,
alt er vel, alt er vel!"
Ældste Clayton, som havde set kære slægtninge dø langs vejen, sluttede sin sang
med disse trøstende tanker:
"Om hytten på vor rejse brydes ned,
salig dag, alt er vel!
Endt er da al vor trængsel og ufred,
og hos Gud bor vor sjæl.
Men om vort liv det bliver spar't
og vi med Israel få part,
vi Jesus da vil møde snart,
alt er vel, alt er vel!"
Fra disse prøvende dage og indtil nu overalt hvor Jesu Kristi evangelium er blevet
modtaget, har denne pionersang rørt Guds helliges hjerter og givet dem trøst og
beslutsomhed.3
Orkester-koncerter hyldet
Atter fra Clayton: "4. marts. Et antal borgere fra Farmington kom til lejren og indbød
meget indtrængende orkestret til at tage til Farmington og spille noget. Følgelig startede
orkestret klokken 3 og ankom til Farmington omkring klokken 4.30 om eftermiddagen.
Vi spillede ved det største hotel, og gik så til skolen og spillede til det næsten var mørkt.
Huset var fyldt med mænd og kvinder, de ledende folk på stedet. Vi vendte så tilbage
til hotellet, hvor de havde sørget for et godt aftensmåltid til os. De gav os også 5 dollars
i kontanter. (John) Kay sang en række sange. Klokken 8 vendte vi tilbage, og da vi tog
afsted, gav de os tre hurra'er."
Clayton beretter den 10. marts, at ved Keosaugua, seksten kilometer fra deres lejr,
"gik vi gennem byen og spillede noget. En af købmændene indbød os til at spille en
sang, og det gjorde vi. Han inviterede os så indenfor og tilbød at beværte os med alt,
hvad han havde. Vi tog hver lidt, og så sendte den næste købmand en indbydelse
til at spille en sang for ham. Det gjorde vi, og han gav os også hvad han havde ...
vi marcherede så op til Des Moines Hotel i nærheden af rådhuset for at forberede
koncerten. Klokken syv var huset fuldt, og vi begyndte at spille og synge til omkring
klokken 9.30. Tilhørerne syntes i høj grad fornøjede og applauderede os højlydt ... En af
borgerne rejste sig og sagde, at det var manges ønske, at vi skulle gentage koncerten
den følgende aften ... Afstemningen var enstemmig. Vi tjente næsten 25 dollars, når
alle udgifter var betalt."

Side 254
Den næste aften, "var huset igen fuldt, men vi tjente kun 20 dollars foruden alle
udgifter."4 Denne enestående gruppe musikanter, kendt som Pitt's Brass Band (Pitts
hornorkester), gav danse og koncerter på slet terne og senere i bjergenes dale.
En velfærdsafdeling ved Garden Grove
Ved en gren af Grand River, 240 km vest for Nauvoo, samledes "Israels Hæskarer"
den 24. april på signalhornets kalden. Præsident Young fremsatte en gribende appel
til dem og rådede dem til at oprette en "Velfærdsafdeling" på denne lejrplads, som hed
Garden Grove. En time senere var hundreder af loyale pionerer i arbejde med at fælde
træer, bygge blokhuse og lave hegn af flækkede pæle, omsluttende ca. 300 hektarer
prærieland. I løbet af de næste to uger havde de bygget broer og adskillige huse,
gravet brønde, pløjet og plantet på de indhegnede marker og på anden måde forberedt
en hjælpepost, som kunne imødegå behovet hos de hellige, som skulle følge efter.
Denne Garden Grove-by viste sig i flere år at være "en oase i ørkenen" for tusinder
af mormoner, som standsede op for at supplere deres forrådssække og gøre sig rede
til en frisk start mod vest.
Endnu et projekt ved Mt. Pisgah
Omkring fyrretyve kilometer ad vejen fra Garden Grove gjorde Brigham Young den
18. maj holdt ved Mount Pisgah, hvor lejren gentog Garden Grove-projektet, kun i en
større målestok, idet de pløjede, tilplantede og indhegnede næsten tusind hektarer.
Efter at have bygget en lille by, drog pionererne videre, og efterlod en velfærdskomite
til at tage sig af byen. Også denne afdeling leverede føde og udstyr til de hellige, som
kom senere.
Da Præsident Young den 14. juni ankom til Missouri-floden, næsten fem hundrede
kilometer fra Nauvoo, oprettede han et tredie mødested ved Winter Quarters,
Nebraska, og denne by blev startstedet til Bjergene. På den anden side floden mod
øst, i Iowa, grundlagde han også Kanesville, senere kaldet Council Bluffs.
Mormonerne bydes velkommen af de røde
Oberst Thomas L. Kane, som besøgte Council Bluffs i juni 1846, skriver: "Indianerne
bød deres 'mormonbrødre' velkommen med en antydning af dramatisk patos. De ville
have været glade for alle hvide, som ikke ville snyde dem eller sælge dem whisky, ...
eller opført sig usømmeligt overfor deres kvinder."
Obersten beretter, at indianerne var venlige imod mormonerne, fordi "de kunne tale
til dem om deres eget Illinois, og fortælle historien om, hvorledes de også ubarmhjertigt
var blevet drevet ud derfra." De røde mænd og mormonlederne mødtes, ifølge Kane,
til et stort råd, hvor "den berømte høvding, Pied Rich (en indianer med en usædvanlig
lærdom), rejste sig og sagde: 'Mine mormonbrødre: Pottawatomie'en kom bedrøvet
og træt til denne usunde Missouri-dal, for ikke så mange år siden, da han blev taget
bort fra sit smukke land på den anden side Mississippi, som havde rigeligt med jagt og
tømmer, og klart vand allevegne. Nu er I blevet drevet væk på samme måde fra jeres
boliger og jeres land der og jeres folks grave. Så vi har begge lidt.
Vi må holde sammen, og den Store And vil bevare os begge. I er nu fri til at fælde
og bruge alt det træ, som I ønsker. I kan nu gøre jeres fremskridt og leve i enhver del
af landet, som ikke er optaget af os. Fordi man lider og ikke fortjener det, er det ingen

Side 255
grund til, at man skulle lide altid. Jeg siger, vi kan endnu opleve at se alting godt. Men
hvis vi ikke gør det, så vil vore børn opleve det."5
Efter at Præsident Young havde talt til rådet, rejste Store Elg - den gråhårede
Omaha-høvding - sig og svarede højtideligt: "Min søn, du har talt vel, jeg har alt, hvad
du har sagt, i mit hjerte. Jeg har meget jeg ønsker at sige ... Jeg håber vi vil blive venner
... Vore unge mænd kan måske passe jeres kvæg. Vi ville være glade for at handle
med jer. Vi vil advare jer om fare fra andre indianere." "Rådet sluttede med udmærkede
følelser."6
Noter
1. Cowley, op. cit., pp. 249, 250.
2. Clayton, journal, pp. 13-15.
3. Ibid., p. 19. Bemærk: Det er tvivlsomt, om ældste Claytod blev anmodet om a:
skrive denne sang for at "opmuntre pioner-kompagniet".
4. Ibid., pp. 5-8.
5. Tullidge, Life of Brigham Young, pp. 59-65. 61 dem.

Regeringen forlanger hjælp
58. Kapitel
Mormon-bataillonen
Side 256
Den 30. juni 1846, medens pionerernes nybyggede færge møjsommeligt førte
pionerernes udrustning over Missouri-floden til Council Bluffs, Iowa, red en officer fra
De Forenede Stater, kaptajn James Allen, ind i lejren og forlangte at tale med Kirkens
ledere. Efter en langvarig samtale sammenkaldte Brigham Young til et massemøde,
for at pionererne kunne høre kaptajn Allens brev fra Krigs-departementet, som tilbød
mormonerne det privilegium at indrullere 500 mænd, i alderen fra 18 til 45 år, som skulle
slutte sig til de amerikanske styrker, der kæmpede imod Mexico. Ydermere skulle disse
mænd hjælpe med til at gøre fordring på landet California, omfattende den store Dal,
hvor de hellige ventede at bosætte sig.#-
Repræsentant til Washington
For at forstå kaptajn Allens uventede besøg, må man gå tilbage til Nauvoo i januar
1846, på hvilket tidspunkt Brigham Young sendte Jesse C. Little for at tale med
Præsident James K. Polk og bede ham om at indkalde 2000 S.D.H.-mænd, som skulle
have en soldaterløn på 7 dollars (ca. 20 kroner) om måneden, samt kost, tæpper og
udrustning. De skulle trække mod vest ad Oregon-vejen, bygge forter, udforske landet
og gøre fordring på det Store Vesten for de Forenede Stater.
I Washington sikrede ældste Little sig hjælp hos oberst Thomas L. Kane så vel
som fra en nationalt kendt politiker - tidligere generalpostmester i de Forenede Stater,
Amos Kendall, som straks opfordrede Præsidenten til at sige ja til anmodningen fra
mormonerne, som allerede var begyndt at rejse vestpå.
Loyalitet mod landet
Efter en måneds forhandlinger skrev ældste Little den 1. juni et særligt brev til
Præsident Polk, og udtalte heri, at mormonerne i sandhed var hans venner. "Og hvis
De hjælper os i denne krise, sætter jer hermed min ære, mit liv, min ejendom og alt,
hvad jeg ejer, i pant, som repræsentant for dette folk, for at stå rede, når De kalder, og
at hele styrken vil handle som en mand i det land, hvortil vi går, og skulle vort territorium
blive invaderet, vil vi holde os parate til at gå ind i kampen, og som vore patriotiske
forfædre, med vore bøsser og vore sværd at gøre slagmarken til vor grav eller vinde
vor frihed ... (Underskrevet) 'J. C. Little', repræsentant for Jesu Kristi Kirke af Sidste
Dages Hellige i de Østlige Stater. Washington, den 1. juni."1
Efter en privat samtale med Præsidenten den 8. juni skrev ældste Little til
Brigham Young, at James K. Polk "betragtede os som gode borgere, sagde at han
havde modtaget vore valgstemmer, og vi skulle blive erindret; han havde instrueret
krigssekretæren om at udstede vore papirer, og at jeg kunne rejse hjem i morgen."2
De nødvendige frivillige
Kort efter kaptajn Allens rapport indkaldte Præsident Young pionererne til et møde for
at afgøre den vigtige sag. "Jeg talte til forsamlingen", skriver han, "ønskede at de skulle
skelne mellem denne handling fra regeringens side og vor tidligere undertrykkelse i

Side 257
Missouri og Illinois. Jeg sagde, at dette spørgsmål kunne stilles: 'Er det klogt for os at
indrulleres for at forsvare vort land?' Hvis vi svarer bekræftende, er alle rede til at gå.
Antag, at vi fik lov til at komme ind i Unionen som en stat og regeringen ikke indkaldte
os, så ville vi føle os tilsidesat. Lad 'mormonerne' være de første til at sætte deres
fødder på Californias jord. Kaptajn Allen har påtaget sig det ansvar at sige, at vi kan
bosætte os på Grand Island, indtil vi kan fortsætte vor rejse. Dette er det første tilbud
vi nogensinde har fået fra regeringen til vor gavn.
Jeg foreslog at de fem hundrede frivillige blev mønstret, og jeg ville gøre mit bedste
for at sørge for, at alle deres familier blev ført fremad, så vidt min indflydelse rakte, og
give dem mad, når jeg selv havde noget at spise ...
Hvis vi ønsker det privilegium at drage hen, hvor vi kan dyrke Gud efter vor
samvittigheds bydende, må vi rejse bataillonen. Jeg siger, at det er rigtigt, og hvem
bekymrer sig om, at vi skal ofre vor bekvemmelighed i nogle få år. Jeg ville hellere have
påtaget mig at rejse 2000 for et år siden på 24 timer end 100 på en uge nu ... Vi vil
kalde kompagnierne ud, og hvis der ikke er unge mænd nok, vil vi tage gamle mænd,
og hvis der ikke er nok, vil vi tage kvinder."' Præsidentens tale blev mødt med bifald;
der blev givet løfte om de "500 mænd".
Lederne hejste straks "Stars and Stripes" og kaldte på frivillige. Inden 19. juli var 549
mormoner blevet registreret til tjenesten. Bataillonen, som blev sat under kommando
af kaptajn Allen, begyndte straks at forberede sig til sin 3000 kilometer lange march
gennem Mexico og California.
Tak sendt til regeringen
Den 9. august 1846 sendte Kirkens ledere følgende takkeskrivelse til Præsident James
K. Polk: "Besluttet, at dette folks tak overbringes til Præsident Polk for hans venlige
tilbud om at overføre fem hundrede af vore brødre til deres bestemmelsesland under
kommando af oberst Allen ...
Besluttet, at så snart vi er bosat i det Store Lavland mellem Bjergene, er det vor
beslutning at sende en ansøgning til de Forenede Stater om en territorial Regering,
grænsende mod nord til de engelske og mod syd til de mexikanske områder, og mod
øst og vest af højdepunkterne i Rocky Mountains og Cascade Mountains."4
Den Støre Dal valgt
Det bør her berettes, at ved at undersøge dagbøgerne om bevægelsen mod vest, er
man overbevist om, at den "Store Dal" eller "Salt Lake Landet" definitivt var blevet valgt
som de helliges fremtidige hjem. Ved et rådsmøde af de Tolv Apostle i september 1845
havde de foreslået, at 1500 mænd blev sendt ud for at udforske Salt Lake-Dalen til
de helliges komme. Og den 8. marts 1846 havde Brigham Young rådet rådet til, at
et pioner-kompagni blev sendt i forvejen for at så afgrøder i den Store Dal. "Vi må
konstatere, hvor mange mænd, der kan gå i forvejen fra lejren, efterladende deres
familier et eller andet sted på vejen, så de kan rejse så hastigt som muligt; tre hundrede
mænd ønskes til denne ekspedition."5
Brigham H. Roberts skriver: "Det var afgjort i Brigham Youngs og hans
medarbejdere, de Tolv Apostles sind, at 'Det Store Lavland ved Rocky Mountains'
var bestemmelsesstedet for det folk, som de førte mod vest, ikke Oregon og ikke
bjergskråningerne i California ved Stillehavet."6

Duelige soldater
Side 258
Kort før bataillonen, ledsaget af et antal af deres hustruer og børn, begyndte sin
slidsomme march, formanede Præsident Young dem: (1) vær mønstersoldater; (2) vær
ledet af præstedømmets magt; (3) vær pæn i klædedragt, ren i tanke og ren i vane; (4)
afstå fra banden og kortspil, og (5) hav hos jer Bibelen og Mormons Bog og efterlev
deres lærdomme.
Skuffelser
Elleve dage efter at bataillonen havde forladt Fort Leavenworth døde deres gode ven,
oberst Allen, som på grund af sygdom var blevet tilbage på fortet, den 23. august 1846.
Da deres hastige march førte dem til det sidste sted, hvor de krydsede Arkansasfloden,
blev 12-14 hustruer og deres børn og nogle af de syge mænd den 16. september 1846
sammen med en vagt på ti soldater sendt ca. 300 kilometer mod vest for at tilbringe
vinteren i den lille mexikanske by Pueblo i Colorado.
Og da bataillonens march havde vist sig overordentlig streng blev yderligere 86
mænd den 15. oktober i Santa Fe sat på sygelisten og sendt nordpå for at slutte sig
til deres ægtefæller. Sammen med denne afdeling rejste de andre kvinder og børn,
alle med undtagelse af fem mormonofficerers hustruer. Desuden blev endnu 55 syge
soldater den 10. november sendt næsten fem hundrede kilometer gennem det strenge
vintervejr nordpå for at finde den mexikanske lejr. Et par af disse mænd, som faldt på
vejen af hunger og udmattelse, nåede ikke Pueblo. Selv om bataillonen nu var blevet
reduceret til 400 mand og fem kvinder, var dens forsyninger og udrustning altsammen
utilstrækkeligt.
Ikke passende udrustet
Oberst Cooke udtaler, idet han beskriver bataillonens dårlige forberedelse: "Den blev
meget udslidt ved at rejse til fods og marchere fra Nauvoo, Illinois ... deres muldyr var
fuldstændig slidt op; kvartermesterens afdeling var uden midler, og dens kredit dårlig;
og det var småt med dyr. De, som blev fremskaffet, var meget ringe og blev dårligere
for hver time af mangel på foder eller græsning."
Her er sergent Tylers kommentar: "Med få undtagelser var de muldyr og oksespand,
som blev brugt fra Santa Fe til California, de samme udslidte og nedbrudte dyr, som vi
havde drevet hele vejen fra Council Bluffs og Fort Leawenworth, ja, i virkeligheden var
nogle af dem blevet drevet hele vejen fra Nauvoo i den samme sæson."7
Og atter fra Tyler: "Vi fandt nogle steder veje, der var overordentlig sandede, og
mændene måtte, samtidig med at de bar tæpper, tornystre, patronhylstre og geværer
på ryggen og levede på små rationer, trække i lange reb for at hjælpe oksespandene.
Det dybe sand alene, uden anden byrde, var nok til at slide både mænd og dyr op." På
en af disse prøvelsens dage skrev han:
"Vore trængsler når deres barske yderpunkter,
når tapre mænd må gå i reb med oksespand,
time efter time og dag efter dag,
og slide vor styrke og vort liv bort.
Okserne kan næppe trække deres læs,
ad de bakkede, sandede veje,
medens vi drager nær Rio Grande

over bakker og dale med det hede sand.
Vi ser omkring tyve mænd eller mere
med tomme maver og ømme fødder,
bundet til en vogn og traskende afsted,
gennem sandet, under en brændende sol."
Truet af sultedøden
Side 259
Henry Bigler skildrer levende disse måneder med streng sult, om ikke sultedød, og
fortsætter i sin dagbog: "Fårene og kvæget, som var blevet drevet med for at bruges
som oksekød og fårekød for hæren, var blevet så ringe, at når et halvt pund af det blev
delt ud til soldaterne, var det kun halvt så nærende som et kvart pund ville være af godt
kød, og så endda uden salt til at krydre det. Det var blevet almindeligt at spise hoved,
hæle, hud og kallun og selv ulden blev trukket af fåreskindene, som var blevet brugt
under pakkesadlerne, og den tynde hud blev stegt og spist."8
Glubske vilde tyre
Ved en bestemt lejlighed angreb vilde tyre de marcherende kolonner og væltede
rasende vogne og stangede adskillige muldyrspand til døde. Efter at geværsalver
havde nedlagt omkring tres af de angribende dyr, jog resten bort. Dette var den eneste
kamp bataillonen deltog i, for krigen var forbi, før de nåede California.
Oberstens rapport
Udmattet og i høj grad udtæret slog bataillonen lejr i San Diego, California, den
29. januar 1847. Det var her, at oberst Cooke brød ud i tårer, medens han roste
mormonerne for deres hengivenhed og styrke.
"Mormon-Bataillonens hovedkvarter,
San Diego-Missionen,
30. januar 1847.
Dagsbefaling nr. 1
Den kommanderende oberstløjtnant gratulerer bataillonen til deres sikre ankomst til
Stillehavets kyst og til afslutningen af deres over tre tusind kilometer lange march.
Man kan måske søge forgæves i historien efter en lignende infanterimarch.
Halvdelen af den har været gennem en ødemark, hvor der ikke fandtes andet end vilde
og vilde dyr, eller ørkener, hvor der på grund af vandmangel ikke findes nogen levende
skabning. Der har vi, ved hjælp af næsten håbløst arbejde, gravet dybe brønde, som
den fremtidige rejsende vil nyde godt af. Uden fører, som først havde gennemrejst
dem, vovede vi os ind på højsletter uden veje, og hvor der ikke fandtes vand på flere
dagsmarcher. Med brækjern og hakke og økse i hånd har vi arbejdet os over bjerge,
som syntes at trodse alt undtagen den vilde ged, og hugget os vej gennem en kløft
af rullende klipper, der var smallere end vore vogne. For at bringe disse første vogne
til Stillehavet har vi bevaret vore muldyrs styrke ved at samle dem i flok over store
strækninger, hvorved I møjsommeligt har vogtet dem uden tab. Garnisonen på fire
kompagnier i Sonora, koncentreret indenfor Tucsons mure, gav os ingen pause. Vi drev
dem ud, med deres artilleri, men vor omgang med indbyggerne var ubemærket ved
en enkelt uretfærdig handling. På denne måde har vi, ved at marchere halvnøgne og
halvmætte, ved at leve af vilde dyr, opdaget og lavet en vej af stor værdi for vort land.

Side 260
Efter at være ankommet til den første koloni i California og efter kun en enkelt dags
hvile, drejede I muntert af fra vejen til dette sted, hvor I var lovet hvile, for at gå ind i
kampen og, som vi antog, møde fjenden; og alt dette endda uden salt til at krydre jeres
eneste forsyning af frisk kød.
Løjtnanterne A. J. Smith og George Stonemen, af de første dragoner, har taget del
i dette og ydet værdifuld hjælp ved alle disse arbejder. Således har I, frivillige, udvist
nogle af veteranernes høje og vigtige kvaliteter. Men meget er endnu ugjort. I vil snart
vende jeres opmærksomhed mod eksercits, mod system og orden for også at skabe
alt det, der er nødvendigt for soldaten.
Efter ordre,
Oberstløjtnant P. St. George Cooke, P. C. Merrill,
adjudant."9
Guld opdaget
Den 16. juli 1847, en uge før Brigham Youngs pionerkompagni kom ind i Salt
Lake-dalen blev Mormon-bataillonen afmønstret i Los Angeles. Da det var sent på
sæsonen, var der 81 mænd, som blev indrulleret igen, men 340 drog omkring 640
kilometer nordpå for at arbejde i Sutters Fort. Det var her, den 24. januar 1848, medens
seks af mændene gravede i møllerenden, at mormonerne opdagede det første guld i
California, som det berettes i ældste Henry Biglers dagbogs for denne dato. En anden
gruppe af bataillonen, som rejste mod øst, sluttede sig til deres familier i Salt Lake-dalen
den 16. oktober 1847, men 32 af dem, som ikke fandt deres kære i lejren i Salt Lake,
foretog den lange rejse_ til Missouri-floden, hvortil de ankom, udmattede og syge, den
18. december 1847.11
Mormon-Bataillonens resultater
Denne uforfærdede gruppe mænd skrev et vigtigt kapitel i deres lands historie (1)
De beviste, at de var loyale borgere; (2) banede en vej, som blev fulgt af tusinder af
guldgravere, og senere af Southern Pacific jernbanen; (3) hjalp med til at oprette en
"opdagerens fordring" på flere stater i Unionen; (4) foretog den længste infanteri-march
i verdenshistorien, og trak endog deres egne vogne, når deres dyr faldt fra; (5) deres
skovle gravede det første guld op i California; (6) det guld, de bragte til Salt Lake
City, skabte de første tyve-dollar guldstykker i de Forenede Stater (1849) ;12 (7) de
gravede brønde og lavede kort over den vejløse ørken; (8) fra den dag bataillonens
medlemmer indrulleredes i Council Bluffs og til de forlod Santa Fe, modtog de omtrent
fyrretyve tusind dollars (ca. 280.000 kroner) i løn, af hvilken det meste blev sendt til
Præsident Young og mændenes familier. Andre betalinger blev foretaget til Præsident
Young senere.13 Det var bataillonens penge, som købte den jord, hvor den nuværende
by Ogden ligger, af Miles Goodyear.
Noter
1. Roberts, Comp. Hist., Vol. III, pp. 71-73.
2. Ibid., p.74.
3. Ibid., pp. 79, 82. Bemærk: Angående "Farvel-ballet" se B. H. Roverts, The
Mormon Battalion, pp. 19, 20.
4. Leland H. Creer, The Founding of an Empire, pp. 222-224; Roberts, Comp. Hist..
Vol. III, pp. 88-90.

Side 261
5. Ibid., p. 61.
6. Idem.
7. Ibid., p. 111, Tyler, History of the Mormon Battalion, p. 175.
8. Ibid., pp. 182, 183; Diary of Henry W. Bigler, p. 41.
9. Cooke, Conquest of New Mexico and California, p. 282; Roberts, op. cit., pp.
119,
10. Se facsimile fra Henry Ø. Bigler's Diary, også kommentarer; Roberts, op. cit., pp.
362-368; Creer, op. cit., pp. 264, 265.
11. Jenson, Hist. Record, pp. 928-932, fortæller om disse 32 mænds lidelser.
12. Roberts, op. cit., pp. 406, 407.
13. Ibid., pp. 95, 477; Roberts, "Address at the Unveiling of the Battalion
Monument.". (Tale ved afsløringen af Battalion-monumentet), den 30.
maj 1927. Et smukt monument til minde om de tapre medlemmer af
Mormon-Bataillonen blev indviet firs år efter deres heroiske march i nærheden
af Utah Regeringsbygning i Salt Lake City, Utah. Se Des. News for denne dato.
En komplet beretning er nedskrevet af Creer, op. cit., pp. 238-272; en udmærket
beretning gives også af Jenson, Hist. Record, pp. 905-938, hvor navnene på
bataillonens medlemmer, deres hustruer og børn er anført; og Daniel Tylers
beretning om kannibalismen i Donners kompagni er berettet på p. 929.

59. Kapitel
Syvogtyvetusind kilometer med skib - Besværligheder i Nauvoo
Lastningen af skibet "Brooklyn"
Side 262
"Den dag, hvor vi indskibede os, var regnfuld, kold og mørk", skriver Joyce Crocheron
den 4. februar 1846 - selve den dag, hvor de første hellige forlod Nauvoo. Hun var en
af de 238 mænd, kvinder og børn, som hjalp med til at bære deres tunge bagage ad
den glatte landgang ned i bunden af det gamle skib "Brooklyn", som lå i New Yorks
havn, rede til at sætte sejl mod California. Joyce beretter, at "på kajen ventede venner,
sorgfulde i afskedens time."1.
Kursen for disse "vand-pionerer", som sejlede under ledelse af ældste Samuel H.
Brannan, var rundt om Syd-Amerika, derpå mod nord langs dens vestkyst til juan
Fernandez Øen (Robinson Crusoes ø), derfra mod nordvest til Hawaii-øerne. Herfra
gik ruten mod nordøst de ottetredive hundrede kilometer til San Francisco, ialt en rejse
på omkring syvogtyvetusind kilometer.
Lastet ombord på Brooklyn var der tonsvis af landbrugsudstyr såvel som redskaber
til smede, tømrere og møllebyggere, desuden maskineri til tre kornmøller, drejebænke
og savværksjern, blik- og lervarer, to malkekøer, fyrretyve svin, og en masse fjerkræ.
Der var stabler af bøger, tavler og andre skolematerialer, 179 eksemplarer af Harper's
Family Library, en trykkeripresse, som i 1844 havde været brugt af ældste Brannan
til at udgive The Prophet i byen New York, og den samme presse, som han satte op
næste januar, 1847, for at trykke Yerba Buena California Star, den første avis, der blev
udgivet i San Francisco.
Beskrivelse af skibet "Brooklyn"
Den samme fortæller fortsætter: "Brooklyn havde set mangen en hård sø, og havde
mærket mangen en frygtelig storm. Det var et af dem, der var bygget i gammel tid, og
mere var lavet til arbejde end til skønhed, eller hurtighed. Det havde gjort sin pligt godt
og båret sine byrder uden klage. Men det var gammelt og viste umiskendelige tegn på
svaghed og forfald. Dets ejere kunne ikke skilles fra det, ikke fordi det var tiltrækkende,
men der kunne laves penge på det, og selv om dets svaghed og alder måske kunne
få det til at gå til bunds med hele sin passagerliste fuld, var dog det sidste dokument
eller betaling for transport bedre end at lægge det op som unyttigt, ligegyldigt hvor
mange sjæle der blev sendt i dybet, indtil havet gav sine døde tilbage. Navnelisten
havde dygtige skibsofficerer, og det var godt bemandet, men skroget var skrøbeligt,
og det blev chartret, fordi det kunne fås billigt." De lave lofter under dækket fik hoved
og skuldre på en person med normal skikkelse til at sænke sig til en "sammenkrøben
abeagtig" stilling. Disse kvarterer var uhygiejniske og dårligt oplyst.2
Gennemsnitsprisen var for voksne 50 dollars (ca. 350 kroner), plus 25 dollars (ca
175 kroner) for kosten. Børn sejlede til halv pris. Selv disse priser var billigere end ved
at rejse til lands med vogn til Californiaegnen.
Liv og død
Efter at have forladt New Yorks havn zigzaggede det gamle skib sydøst på i mange
uger og stræbte desperat efter at holde sin kurs gennem storm og uvejr rundt om
Syd-Amerika. Brannans gruppe bestod af 70 mænd, 68 kvinder og 100 børn. Der var
også to passagerer ombord, som ikke var mormoner.

Side 263
En søn, som blev født, før skibet rundede Kap Horn, fik navnet "John Atlantic Burr",
medens en datter, der blev født på vestkysten af SydAmerika, fik navnet "Anna Pacific
Robbins". Af de ti hellige, som døde på havet, blev ni begravet i havet.
Uvejr på havet
"Med hensyn til rejsens behagelighed", fortsætter Joyce Crocheron, "så mødte vi
skuffelser, for engang fik vi vindstille i lang tid i troperne, og en anden gang blev vi 'holdt
fast under dækket' under et frygteligt uvejr. Kvinder og børn blev om natten surret fast
til deres senge, for de kunne ikke blive der på nogen anden måde. Inventar rullede frem
og tilbage til fare for liv og lemmer. Bølgerne fejede hen over dækket og nåede endog
kahytterne ... Deres eneste lys kom fra to lamper, som hang udenfor i forhallen, og de
var svage og svingede frem og tilbage efter skibets bevægelser. Børnenes stemmer,
som skreg i mørket, mødrenes stemmer, som beroligede eller skældte ud, mændenes
stemmer, som hævede sig over de andres, altsammen blandet med den kvalfulde
klynken og råb fra de syge om hjælp, og over det hele vindens brølen og uvejrets hylen,
udgjorde en ubeskrivelig scene og skabte en ubeskrivelig følelse.
Den virkning og de følelser, der skabtes, var på sådanne tidspunkter så elendig, at
hos nogle af os ville visheden om døden ikke have vakt os til at gøre noget for at redde
livet for vort vedkommende. Og dog, selv der var der under sådanne scener nogle få,
som var muntre og søgte at trøste andre, og de mistede aldrig et øjeblik troen på, at
de ville nå deres rejses ende. Ved en bestemt lejlighed, under et frygteligt uvejr, kom
den gode, gamle kaptajn ned med et alvorligt ansigt. Passagererne samledes rundt om
ham for at få fat i hans ord midt i hele forvirringen. Han sagde: 'Mine venner, der er et
tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor det er på sin plads, at han bør berede sig til at
dø. Den tid er kommet for os, og med mindre Gud lægger sig imellem, vil vi alle gå til
bunds; jeg har gjort alt, hvad der står i min magt, men dette er den værste kuling jeg
nogensinde har været ude for, så længe jeg har været kaptajn på et skib.'
En kvinde, der var fuld af tillid og nidkærhed, svarede ham: 'Kaptajn Richardson, ...
jeg er ikke mere bange, end om vi var på det faste land.' Kaptajnen stirrede på dem i
stum forbavselse og forlod dem. Da han gik op ad trappen, udbrød han: 'Disse folk har
en tro, som jeg ikke har,' og tilføjede til en anden herre, 'De er enten tåber og frygter
intet, eller også ved de mere end jeg gør.'
Den storm gik over, og vi mødte en anden ud for Kap Horn, i hvilken en af
sømændene blev skyllet overbord. Der gik så lang tid før hjælpen nåede ham, at
næsten alt håb var ude. Da han blev reddet og kom til sig selv, sagde han, at han
befandt sig så langt borte fra skibet, at han mistede håbet og overgav sig til bølgerne, da
han så et bræt flyde hen imod sig, og hans styrke kom øjeblikkelig tilbage. En sømand,
som under det samme uvejr klyngede sig til en mast, sagde, at bølgerne til tider var så
høje på dækket, at de fejede hen over hans kinder og tvang hans ben bort under ham,
så han sommetider ikke vidste, om han var ombord eller ude i havet. Det var under et
uvejr, at Mrs. Laura Goodwin gik ned ad en trappe, da hun blev kastet hårdt fremad,
hvad der forårsagede for tidlig nedkomst med døden til følge."3.
San Franciscos havn
Efter at de havde forladt Hawaii-øerne, "blev drikkevandet tykt og slimet," siger
historikeren, "så det måtte sies mellem tænderne, og smagen var rædselsfuld. En halv
liter om dagen var rationen for hver person til at tage med til kahytten.

Side 264
Kvinder tog deres egne tinkrus med til tønden hellere end at drikke efter læber som
(i nogle tilfælde) var inficeret med tobak. Tøjet, og også spædbørnenes kroppe, blev
vasket i saltvand, hvad der vakte store ulemper. Forestil Dem at bade de syges øjne
med et salt lommetørklæde.
Endnu værre blev skibets tilstand, efterhånden som rejsen trak ud. Rotter vrimlede
i skibet, kakerlakker og lignende utøj hjemsøgte forsyningerne, indtil en stadig
årvågenhed var den pris, som hver mundfuld kostede. Det var ikke mærkeligt, at
sygdom og misfornøjelse herskede."
Endelig, den 31. juli 1846, sejlede det ramponerede gamle skib gennem "Golden
Gate" ind i den beskyttende San Francisco Bugt. Det håb, som de hellige havde
værnet om, at de ville nå deres forjættede land, skulle snart gå i opfyldelse. Hver
eneste sjæl brast ud i fryderåb eller i tårer ved synet af Stars and Stripes, som vajede
over kasernerne og fra masterne på flere skibe i havnen. Da de nåede kysten, fik de
nyankomne at vide, at hvis de var kommet tre uger tidligere, ville det mexikanske flag
have udæsket deres landing.4.
En mormonby
Bancroft forklarer i sin historie om California, at San Francisco "i nogen tid i høj grad
var en mormonby"; at disse emigranter var "et jævnt, arbejdsomt, sparsommeligt folk",
og at deres resultater "alle bærer vidne om de helliges ordentlige og moralske opførsel,
både til lands og til søs." Derefter slutter han: "Det var ærlige og flittige borgere, selv
om de var mærkelige og tilbøjelige til at holde sammen."5.
Kirkens råd forkastet
Omkring seks måneder efter at have sat sit selskab i gang i San Francisco, startede
Brannan mod øst med to ledsagere for at finde Brigham Young. Han var sikker på, at
han kunne overtale ham til at gå tværs over det udtørrede Great Basin område (det
store lavland mellem bjergene) og lade San Francisco være bestemmelsesstedet. Den
30. juni 1847 mødte Brannan Præsident Brigham Young og pionererne ved Green River
i Wyoming. Til trods for Brannans strålende skildringer og overtalende argumenter
afslog Præsidenten at forandre sin planlagte kurs. Brannan, som var en mand af
usædvanlig styrke og beslutsomhed, forkastede Præsident Youngs råd om at føre
Brooklyn-kolonien til Saltsødalen.6.
De hellige i Nauvoo
Denne fortælling vender nu tilbage til Nauvoo, Illinois, og samler nogle historiske
begivenheder op, som fandt sted der i foråret og sommeren 1846. Guvernør Ford
skriver, idet han henviser til de helliges flytning fra Illinois i dette begivenhedsrige forår:
"Ved midten af maj anslås det, at seksten tusind mormoner havde krydset Mississippi
og begyndt deres vandring med deres personlige ejendele, deres hustruer og små
børn, mod vest tværs over kontinentet til Oregon eller California, efterladende bag sig
i Nauvoo en lille rest på tusind sjæle, der bestod af dem, som var ude af stand til at
sælge deres ejendom, eller dem, som, da de havde ejendom at sælge, var ude af stand
til at tage afsted."7.
Ikke-mormoner, som havde købt de helliges ejendom eller var kommet i besiddelse
af den på anden måde, begyndte at så korn i de frugtbare marker nærved Nauvoo.

Side 265
Da mormonerne gjorde det samme, opstod der en bølge af forfølgelser, kidnapping og
ubarmhjertige prygl.
Efter et bønskrift fra borgerne i Nauvoo sendte guvernør Ford major W. B. Warren
med en deling af statsmilitsen til Nauvoo med ordre om at forøge sin styrke og slå de
uordentligt bevæbnede bander i Hancock County ned.
Ivrige efter at forlade Nauvoo
Major Warren, som slog sig ned i Emma Smiths hjem, udtaler i sin rapport den 2.
maj 1846, at de hellige anstrengte sig til det yderste for at komme afsted på deres
rejse vestpå. "Mormonerne fortsætter stadig med at forlade byen i stort antal. Færgen
på dette sted overfører gennemsnitligt omkring 32 oksespand om dagen, og ved Fort
Madison 45. Deraf vil det ses, at 539 oksespand har forladt byen i løbet af ugen med
gennemsnitligt omkring tre personer hver, hvad der ialt udgør 1617 sjæle."8.
Forfølgelsen breder sig
Den 20. maj offentliggjorde Warren en udtalelse i Quincy Whig og erklærede, at de
helliges forfølgere blev "påvirkede af et uhæmmet ønske om at udgyde blod eller at
plyndre ... En mand nær de tres, som boede omkring ti kilometer fra dette sted, blev
taget ud af sit hus for nogle aftener siden, hans tøj blev revet af ham og hans ryg
sønderrevet med en pisk, uden anden grund end at han var mormon og alt for gammel
til at gøre heldig modstand. En sådan opførsel," slutter han, "ville vanære en bande
vilde."9.
I løbet af sommeren trak Warren sig tilbage og rejste østpå, hvorpå guvernøren
sendte major James Park for at forsvare Nauvoo. Park blev imidlertid snart erstattet
af major Benjamin Clifford, jr., - en mand, der var besluttet på at beskytte borgerne i
Nauvoo mod de fortsatte angreb fra ubarmhjertige deltagere i plyndringstogter.
Noter
1. Tullidge, Western Galaxy, Vol. I, Marts 1888, pp. 78-84.
2. Idem.; Jenson, Hist. Record, pp. 874; Paul Bailey, Sam Brannan, p. 31.
3. Tullidge, op. cit., pp. 78-84; Jenson, op. cit., p. 875.
4. Ibid., p. 876; Tullidge, op. cit., pp. 78-84.
5. Bancroft, Hist. of Calif, Vol. V, pp. 551, 552; citeret i Roberts, op. cit., p. 31.
6. Se historien om Samuel Brannan i kapitel 68 i denne bog.
7. Ford, op. cit., p. 142; Roberts, op. cit., pp. 1-24.
8. Gregg, History of Hancock County, pp. 346, 347. 9 Roberts, op. cit., pp. 3, 4.

Rifler og kanoner
60. Kapitel
Kampen om Nauvoo
Side 266
I løbet af august måned 1846 gjorde en pøbelstyrke på næsten 2000 mand, der havde
slået lejr øst for Nauvoo, sig rede, til at tage "De helliges by" i besiddelse. Den 31.
august sendte den stridbare, selvbestaltede Brockman et ultimatum til major Benjamin
Clifford og hans to hundrede mænd og krævede deres betingelsesløse overgivelse.
Da hans urimelige betingelser uden omsvøb blev afslået, åbnede han straks ild mod
det forsvarsløse folk med rifler og kanoner.
For ikke at blive slået ud tilriggede major Clifford hurtigt fire kanoner af skibsaksler og
gengældte ilden, til fjendens overraskelse. Denne pludselige modstand holdt Brockman
i skak i adskillige dage, medens Navoostyrkerne, hjulpet af kvinder og børn, arbejdede
febrilsk med at bygge brystværn på østsiden af byen.
Brockman fornyede imidlertid kampen med stor styrke, og i tre dage rasede den
og dræbte adskillige på hver side og sårede en halv snes eller mere. Igen sendte
Brockman bud til Clifford og lovede, at hvis byen ville overgive sig, ville mormonerne
blive beskyttet, medens de forberedte sig på deres rejse vestpå.
Overgivelsen af Nauvoo
Da de var talmæssigt underlegne og var klar over, at deres sag var håbløs, underskrev
Clifford og mormonlederne den 16. september en traktat med Brockman og hans
mænd. Næppe havde Brockman modtaget papirerne, før han og hans styrke for hulter
til bulter ind i byen uden at vise respekt for de underskrevne aftaler.
Samvittighedsløse skurkes herredomme
Ældste Thomas Bullock, som lå syg af malaria under kampen om og overgivelsen af
Nauvoo, skrev denne historiske beretning til Franklin D. Richards i England: "Vor by,
der var viet til undergang, blev forsvaret af omkring hundrede og halvtreds stakkels,
svagelige, forfulgte hellige, medens den blev beskudt af fra femten hundrede til to tusind
dæmoner i menneskeskikkelse, som havde svoret at rive vort tempel ned til grunden,
brænde byen, voldtage vore hustruer og døtre og drive resten af folket ud i floden.
Med hvilken desperation vor lille flok kæmpede mod en så overvældende horde af
samvittighedsløse skurke, overlader jeg til dig at dømme om ... Den 17. september
marcherede to tusind mænd ind i byen. En sådan hylen og skrigen har jeg aldrig
før hørt fra civiliserede mennesker, heller ikke engang fra vilde folk. Terror og skræk
overvældede i sandhed for en gangs skyld de syge, de stakkels kvinder og børn ...
Vi ventede, at en massakre, der gik ud over alle i flæng, skulle begynde. Jeg selv og
andre, som var syge, blev af venner båret ind i det høje ugræs og i skovene, medens
alle, som var i stand til det, skjulte sig. Mange krydsede over floden og efterlod alting
bag sig."
Døden truer stadig

Side 267
"Den næste morgen klokken ni så mig, min hustru, mine fire børn, min svigerinde
Fanny, min blinde svigermoder, alle rystende af koldfeber (en form for malaria) i et hus,
med kun George Wardell til at gøre noget for os, da en bande på omkring tredive mænd,
bevæbnet med geværer, med opplantede bajonetter og pistoler i bæltet, kaptajnen med
sværd i hånd og med Stars and Stripes vajende over sig, marcherede lige imod mit
beskyttende tag. Kaptajnen kaldte og krævede, at ejeren af de to vogne blev bragt
ud. Jeg blev løftet op af sengen, ført ud af døren, understøttet af min svigerinde og
jerngelænderet. Jeg blev så spurgt, om tingene var mine. Jeg svarede: 'Ja, det er de'.
Kaptajnen trådte så frem til omkring fire fod fra mig, pegede med sit sværd på min hals,
medens fire andre stak deres geværer med bajonetterne frem mindre end to fod fra mit
legeme, og sagde: 'Hvis I ikke er borte herfra om tyve minutter, er mine ordrer at skyde
jer.' Jeg svarede: 'Skyd væk, for I vil blot sende mig til himlen nogle timer hurtigere,
for I kan se, at jeg ikke er i denne verden mange timer længere.' Kaptajnen sagde så
til mig: 'Hvis du vil give afkald på mormonismen, kan I blive her, og vi vil beskytte jer.'
Jeg svarede: 'Dette er ikke mit hus; derovre ligger mit hus,' og pegede på det, 'som jeg
byggede og betalte for med det guld, som jeg tjente i England. Jeg har aldrig begået
den mindste forbrydelse i Illinois, men jeg er mormon, og hvis jeg lever, vil jeg følge de
Tolv.' Så sagde kaptajnen: 'Det gør mig ondt at se dig og din syge familie, men hvis I
ikke er borte, når jeg kommer tilbage om en halv time, er mine ordrer, at jeg skal dræbe
jer og alle andre mormoner på stedet.'"
På farten
"Men åh, sikken frygtelig banden og sværgen disse mænd udstødte! Jeg skælver,
når jeg tænker på det. George og Edwin kørte mine vogne ned til færgen, og i fem
timer søgte man efter våben hos dem. Pøbelen tog en pistol, og skønt de lovede at
returnere den, når jeg kom over floden, har jeg til denne dag ikke set den. Da jeg kom
til flodbredden, krav lede jeg hen til kanten for at sige farvel til en søster, som skulle
til St. Louis. Medens jeg var der, råbte en af pøbelhoben: 'Se! Se! Der er et skelet,
der siger farvel til døden!' Så du kan forestille dig den stakkels, svagelige kondition vi
begge var i."
Regn i strømme
"Onsdag den 23. september, medens vi var i min vogn i sumpen overfor Nauvoo, kom
der en frygtelig tordenskylle, som gennemblødte alt, hvad vi havde; ikke en tør trævl
havde vi tilbage; sengen var en pøl af vand, min hustru og min svigerinde tømte den i
spandevis, og jeg lå med brændende feber og uden bevidsthed, med alt håret klippet af
for at kurere mig for min sygdom. Mange havde ikke en vogn eller et telt til at beskytte
sig mod den ubarmhjertige blæst. Et bestemt tilfælde vil jeg omtale. En fattig kvinde
stod mellem buskene og svøbte sin kappe rundt om sine tre små faderløse børn, for
at beskytte dem mod uvejret så godt hun kunne i den frygtelige nat, hvor der lød en
fortsat buldren af torden og var glimt af lyn, medens regnen strømmede ned."
Døbt af banditter
"Pøbelhoben greb alle de personer i Nauvoo, som de kunne finde, førte dem ned til
floden og kastede dem ned ... De greb Charles Lambert, førte ham ned til floden og
under banden og sværgen sagde en af mændene: 'Ved alle hellige, jeg døber dig
efter ordre fra templets kommandører', kastede ham baglæns ned og sagde derefter:

Side 268
'Befalingerne må gå i opfyldelse, til helvede med dig, du må dyppes endnu en gang.' De
kastede ham i vandet med hovedet nedad og sendte ham så med en fladbundet båd
over floden med det løfte, at hvis han vendte tilbage til Nauvoo, ville de skyde ham."'.
Præsident Joseph F. Smiths vidnesbyrd
Præsident Joseph F. Smith fortæller om de lidelser, som hans moder, der var enke, og
hendes seks små børn måtte gennemgå: "Da byen blev belejret ved kanonmundinger
og geværer, blev min moder og hendes familie tvunget til at tage alt, hvad de kunne
flytte ud af huset - deres sengetøj, deres klæder, den smule mad de havde, og efterlade
møbler og alt andet stående i huset, og flygte tværs over floden, hvor de slog lejr uden
telt eller anden beskyttelse."2.
Et levende billede
Oberst Thomas L. Kane, som besøgte Nauvoo på dette tidspunkt og derefter krydsede
over floden til den vestlige bred, beskriver de lidelser, som flygtningene fra Nauvoo
måtte gennemgå: "Her, blandt skræpper og siv, kun beskyttet af mørket, uden tag
mellem dem og himlen, stødte jeg på en skare på flere hundrede menneskelige
skabninger ... Disse svigtede væseners lidelser var i sandhed forfærdelige; bøjet og
kuet af kulde og brændende sol ... De var der, fordi de ikke havde noget hjem, intet
hospital, intet fattighus, heller ingen venner, som kunne byde dem noget. De kunne
ikke tilfredsstille deres syges små krav, de havde intet brød til at berolige deres børns
gnavne hungerskrig. Mødre og små børn, døtre og bedsteforældre, alle på lige fod,
blev bivouakeret i pjalter, og manglede endog noget til at dække over de syge, hvis
feberrysten gik lige til marven." 3.
"En forladt by"
"I den østlige forstad" til Nauvoo, "viste de huse, som vendte ud mod landet, ved deres
splintrede træværk og mure, der var ramponeret helt ned til fundamentet, at de for
nylig havde været målet for en ødelæggende kanonade. Og inde i og rundt omkring
det pragtfulde tempel, som havde været genstanden for min største beundring, var
bevæbnede mænd indkvarteret, omgivet af deres stakke af geværer og tunge kanoner.
De opfordrede mig til at aflægge en beretning om mig selv og hvorfor jeg havde haft
den dristighed at krydse floden uden en skriftlig tilladelse fra deres bandeleder ...
De fortalte historien om den Døde By; at den havde været et bemærkelsesværdigt
fabriks- og handelscentrum, der havde givet ly til over 20.000 personer ... at de havde
drevet dem frem med sværdspidserne ... De havde slået en fader og en søn ihjel,
en dreng på femten år, som kun havde boet kort tid i den af skæbnen ramte by, og
som de indrømmede havde haft en dadelfri karakter. De førte mig også indenfor de
massivt byggede mure i det mærkelige tempel," hvor de "ihærdigt havde besudlet og
ramponeret nogle af rummene ... De førte mig ind for at se et stort og dybt ciseleret
marmorbassin eller vase, støttet på tolv okser ... Sejrherrerne havde så omhyggeligt
vanhelliget det, at det gjorde det sted, hvor det fandtes, alt for modbydeligt at opholde
sig i."4.
Vagtler i overflod
Den 9. oktober kom tolv overdækkede vogne fra Winter Quarters de hjemløse hellige,
som måtte udstå lidelser på den vestlige bred af Mississippi-floden, til hjælp. Om den

Side 269
fantastiske scene, som udspillede sig, skrev ældste Thomas Bullock: "Adskillige vogne
... blev trukket ud på en linie ved flodbredden, rede til at starte. Men hør! Hvad er det
for en støj? Se! Vagtlerne kommer ned. De lander tæt ved vor lille lejr på tolv vogne
... De syge slår dem ned med stokke, og de små børn fanger dem levende med deres
hænder! Der kunne ikke have været færre end fem hundrede, nogle sagde at der var
femten hundrede, som fløj rundt i lejren. Således er jeg et vidne til dette store fugletræk
... Selv passagerer på en damper, der sejlede ned ad floden, så til med forbavselse ...
En direkte tilkendegivelse fra den Allerhøjeste, at skønt vi bliver jaget af mennesker,
har Han ikke forladt os."5.
En emigration uden sin lige
"Der findes ingen parallel i verdenshistorien til denne emigration fra Nauvoo,"
kommenterer Bancroft i sin History of Utah. Han viser, at den var forskellig fra
"udvandringen fra Ægypten fra et hedensk land", og at den var ulig Pilgrimsfædrenes
flugt til et frihedens land. "Mormonerne", fortsætter han, blev drevet ud af "de samme
folk, som var flygtet fra den gamle verdens forfølgelser, for at de kunne nyde
samvittigheds frihed i Amerikas ødemarker." Og dog havde disse selvsamme folk
vendt sig imod mormonerne og havde drevet dem udenfor "civilisationens udkanter
og tvunget mænd, kvinder og børn i tusindvis til at overgive sig til de vildes nåde og
barmhjertighed."6.
"Beundringsværdig enighed i formål"
Efter omhyggeligt at have iagttaget de helliges lejre på deres flugt mod de fjerne
Rocky Mountains, fortalte Oberst Thomas L. Kane til Philadelphias Historiske Selskab:
"Øjet mødte straks karakteren af deres hverdagsliv, dets rutine og adfærd ... deres
romantiske gudhengivne skikke og deres beundringsværdige enighed i formål og
handling. Derefter blev den fremmede måske mest slået af den strenge march-orden,
deres slutten op uden forvirring for at imødegå angreb, den dygtige sikring af kvæget,
når de gjorde holdt, det system, hvorefter vagten blev sat om natten for at bevogte
dem om indhegningen ... tilligemed andre forhold, der viste opretholdelse af et højt
disciplinært stade. Så godt kendt var denne organisations resultater, at bander af
fjendtlige indianere er gået forbi forholdsvis små grupper af mormoner for at angribe
større, men mindre kompakte grupper af andre emigranter."7.
Noter
1. Brev fra Thomas Bullock til Franklin D. Richards. Se James A. Little, From
Kirtland to Salt Lake City, pp. 63-67.
2. Joseph F. Smith, Gos. Doct., p. 633.
3. James A. Little, op. cit., pp. 72-73.
4. Ibid., pp. 70, 71.
5. Ibid., pp. 74, 75.
6. H. H. Bancroft, His. of Utah, pp. 217, 218.
7. Thomas L. Kane, The Mormons, p. 34.

På grænsen til prærien
61. Kapitel
Mormonerne ved Missouri-floden
Side 270
På de vestlige sletter i Iowa og de østlige skrænter i Nebraska ved Missouri-floden
forberedte tusinder af mormoner sig på deres første pionervinter. Deres store flokke
af heste, kvæg og får blev drevet til de bedste græsningsmarker, og desuden blev
hundreder af tons græs, som voksede langs floddalen, slået og stakket.
Skønt nogle af pionererne blev i Council Bluffs på flodens østlige bredder, drog
hovedparten, fire-fem tusinde ialt, over på den vestlige side og byggede Winter
Quarters. I disse lejre og spredt bagud henimod Nauvoo var omkring femten eller tyve
tusind hellige, "3000 vogne, 30.000 høveder kvæg, et stort antal muldyr og heste og
umådelige flokke får."1. Nær ved Winter Quarters var der på den østlige side vand,
tømmer og de frugtbare floddale, og mod vest bølgende udstrakte prærier med deres
strækninger af græstotter til vintergræsgange.
Kærrer og vogne
Oberst Thomas L. Kane skriver, at mange mormoner boede syd for "The Bluffs" på en
frugtbar opskyllet flad strækning af betydelig bredde, som gik ned langs floden på hver
side omkring femten-seksten kilometer. Disse flade strækninger, siger han, "var fyldt
med overdækkede kærrer og vogne, og hver eneste af højene i Council Bluffs på den
anden side havde øverst oppe sin egen store lejr, livlig med strålende hvidt sejldug,
og levende ved det travle røre, der skabtes af beboerne, der sværmede omkring. I den
klare blå morgenluft steg røgen op fra mere end tusind ildsteder."
En pionervaskedag
"Hyrdedrenge døsede på bjergskråningerne," skildrer obersten i enkeltheder, "får og
heste, køer og okser, gumlede omkring dem, og andre hyrder var i den frodige eng ved
den dengang svulmende flod. Fra et enkelt punkt talte jeg fire tusinde høveder kvæg,
som jeg kunne se på en gang. Som jeg nærmede mig, syntes det mig, at børnene
viste sig at være endnu talrigere. Langs en lille bæk, som jeg måtte over, var der
kvinder i større tal end vaskepiger på Seinen, og de vaskede og rensede alle slags hvid
musselin, rødt flonel og spraglet kaliko, og hængte det til blegning på et større areal af
græs og buske, end vi kan opvise på hele vor Washington Square."
Velopdragne unge
Idet jeg hastede forbi, hilste jeg på en gruppe støjende drenge, hvis rene dialektiske
råben for mig havde en uovervindelig hjemmeduftende tiltrækning. Det var en af dem,
en kvik-udseende dreng, som, idet han skyndte sig at trække i jakke og bukser, frisk
fra badet, først forsikrede mig om, at jeg var på rette vej. Han var blot et barn, men
han fortalte mig på eget initiativ, hvor jeg gjorde bedst i at gå og hvor jeg ville være
velkommen, og tog min hest ved bidslet for at hjælpe mig igennem et morads, idet han
hævdede at broen over det var usikker."

Fred til den fremmede
Side 271
"Der var noget glædeligt for mig ved min strejfen om ved denne uhyre flok pilgrimme.
jeg kunne strejfe om i det vilde land, hvorsomhelst jeg lystede, under beskyttelse af
deres vandrende hærskarer. Ikke blot i hovedlejren var alt røre og liv, men i enhver
retning, syntes det mig, kunne jeg følge 'mormonveje', og finde dem hårdttrampede,
og endog støvede, ved at blive betrådt og slidt af kvæget og emigrantvognene, der
arbejdede sig frem over dem. Om dagen plejede jeg at indhente og passere den ene
efter den anden, hvad der løb op i et hærtog af dem; og om natten var jeg næsten
sikker på. at være indenfor hørevidde af en eller anden lejr, eller i det mindste at kunne
se dens vagtblus, hvis jeg slog lejr på steder, hvor tømmer og rindende vand fandtes
sammen."
"Fine og renlige vaner"
"Hvorsomhelst jeg var tvunget til at slå mig ned, var jeg sikker på at finde ly og
gæstfrihed, ganske vist sparsomt, men aldrig småligt, og altid ærligt og venligt. Efter
fornylig at have haft uundgåeligt samkvem med grænse-indbyggerne i det vestlige
Missouri og Iowa, den umoralske bærme, som vort eget samfund, for at anvende en
beundringsværdig og fremragende gejstligs ord, 'ligesom det store ocean vasker sine
grænsekyster med,' kan jeg næppe beskrive den taknemmelighed jeg følte ved atter at
omgås folk, som næsten alle var af østamerikansk oprindelse - folk med fine og renlige
vaner og anstændigt sprog, og hver dag syntes at bringe med sig sin egen specielle
hændelse, frugtbar til at illustrere vaner og karakter."2.
Galdefeber
Medens obersten havde slået lejr ved Missouri, blev han angrebet af feber og båret
til Præsident Youngs hovedkvarter, hvor han i næsten en måned fik den ømmest
mulige pleje af de hellige, specielt af Hjælpeforeningens søstre. Obersten sendte bud
flere hundrede kilometer bort til Fort Leavenworth efter doktor H. I. W. Edes, som
stillede diagnosen "voldsom galdefeber, stærkt i forbindelse med nervesystemet." På
oberst Kanes opfordring skrev doktor Edes følgende udtalelse: "Ud fra oberst Kanes
grænseløse forsikring overfor mig og efter hvad jeg selv har observeret under mit besøg
på dette sted, tøver jeg ikke med at bevidne den hengivne omsorg og venlighed, med
hvilken han er blevet behandlet af sine venner, mormonfolkene."
"Gode ordensvaner"
"Over hele lejren", fortsætter lægen, "hvor jeg har lagt mærke til en harmoniens ånd
og gode ordensvaner, hvad der er vidunderligt i en så stor forsamling af mennesker,
finder jeg, at der overfor ham (obersten) hersker den varmeste og hjerteligste velvilje
og følelse."
Lægens attest
Præsident Young skriver, idet han forklarer nødvendigheden af den lægeattest, som
oberst Kane forlangte: "Doktor Edes' attest blev skaffet fra ham af oberst Kane som
følge af en frygt hos ham for, at hvis hans sygdom viste sig skæbnesvanger, ville

Side 272
'mormonerne' fejlagtig blive anklaget af deres fjender; og han udtalte senere, at det var
hans eneste grund til at sende bud til Leavenworth efter en læge."3.
Venlige indianere
For at sikre sig de røde mænds venskab og beskyttelse skrev Brigham Young til
De Forenede Staters Præsident den 7. september 1846 og tilbød at yde hjælp til
indianerne. "Vi vil give dem al den oplysning om mekanik og landbrugsarbejde, som
sagens natur vil tillade, hvad der vil give os chancen for at få hjælp fra deres mænd
til at vogte kvæg og arbejde, hvad vi har megen brug for efter organiseringen af
Bataillonen."4.
Wilford Woodruff beretter: "Vi mødtes senere i et råd med Omahastammen. Den
gamle høvdings navn var Big Elk (Store Elg) og hans søn, en ung høvding, kaldtes
Young Elk (Unge Elg). Sammen med dem var der også omkring tres gamle og tapre
mænd fra stammen tilstede ... Vi røg fredspibe, og Præsident Young talte så til dem
gennem deres tolk. Han fortalte dem, at det var vort ønske at overvintre der, og hvis
de ønskede det, ville vi udføre noget arbejde for dem, lave en mark til dem, reparere
deres bøsser."5.
For at øge de røde mænds tillid, inviterede mormonerne høvdingerne til en stor fest.
Da den var forbi, lastede de hellige, skønt de selv var på rationer, sække med mel og
korn på indianernes ponier og sendte dem til glæde for deres wigwam'er. Og ikke alene
det, men nogle få dage senere hjalp flere hundrede brødre indianerne med at høste og
bringe deres majshøst i hus. Denne venlige handling bragte glæde til Omahastammen,
for de levede i konstant frygt for de magtfulde Sioux-stammer, som ved høsttid ofte
lagde sig i baghold og myrdede mange af Omahastammen og stjal deres korn.
Oberst Kane, som hævdede, at mormon-fæstningerne ville virke som "en
bølgebryder mellem Omaha-stammen og Sioux'ernes ødelæggende hærgen", foreslog
regeringen, at de hellige fik lov til i et år eller så at leve i disse indianerlande.6.
Nyttige traktater
I månederne august og september 1846 underskrev Brigham Young fredstraktater med
adskillige indianerstammer. Regeringen gav også mormonerne tilladelse til at meje
mange hektarer højt græs, som voksede i floddalene, og at pløje tusinder af hektarer
land til at så forårssæd.
William Clayton blev den 21. juli 1846 instrueret om "ikke at lade nogen (emigranter)
passere over floden, medmindre de kunne være der så tidligt, at de kunne tage til Grand
Island og meje hø." I november skriver han: "Jeg har sendt mit kvæg til sivene for at
overvintre, da jeg kun har otte tons hø."7.
Kvæget fores over vandet
John R. Young beskriver de ophidsende dage, da kvægflokkene blev ført over den
brede Missouri-flod fra Bluffs til Winter Quarters: "For mig, dreng som jeg var, var
overførselen af kvæget en bedrift af stor interesse. Tidligt om morgenen, således at
solen ikke kunne skinne ind i kvægets ansigter, blev en bådlast ført over og op på den
modsatte bred. Så blev tusind høveder drevet et stykke vej op langs floden og tvunget
ud i floden. Gode svømmere klatrede op på ryggen af nogle af de stærkeste okser, og
ved at smække dem på siden af ansigterne ledte de dem ud i strømmen. Snart havde vi

Side 273
en stribe dyr, som nåede fra den ene kyst til den anden. Naturligvis var det spændende
og ophidsende og krævede mod og fysisk udholdenhed."8
Noter
1. Millennial Star, Vol. VIII, p. 114.
2. Citeret i Roberts, op. cit., pp. 132-134; taget fra Kanes forelæsninger for
Pennsylvanias Historiske Selskab, kaldet "The Mormons", pp.25-27.
3. Idem.
4. Ibid., p. 141.
5. Nibley, Brigham Young, p. 78; Cowley, op. cit., pp. 256, 257.
6. Kanes forelæsning, op. cit., p. 101; Roberts, op. cit., pp. 140, 141.
7. Clayton, Journal, pp. 56, 68.
8. Mem. of John R. Young, Utah Pioneer, 1847, pp. 25-27.

Et riges bygherrer
62. Kapitel
Tusind huse i Winter Quarters - En åbenbaring til Brigham Young
Side 274
Historien om mormonpionererne er først og fremmest en historie om at skabe et hjem
- Kirtland, Independence, Far West, Nauvoo - og nu ved Missouri; for næppe havde
Præsident Young erklæret, at dette ville blive deres vinterlejr, før hans følgesvende
begyndte at bygge huse på begge sider af de gader, der dannedes af vognene.
"Omkring tusind huse af bjælker 'dækket med træspåner eller med pilekviste lagt
tværs over pæle og dækket med ler' var blevet bygget inden 6. januar 1847."1. Skønt
omkring hundrede af disse boliger ikke var blevet meget mere end jordhytter langs
Missouri-flodens skrænter, var det dog mormonhjem, hvor arnen glødede med religiøs
udtryksfuldhed, og hvor sang og bøn omfattede tro og syner for morgendagen.
Først byggede de hellige en kornmølle, dernæst et rådhus, som kunne bruges til
kirke, skole og fornøjelser. Over de toogtyve varder var der biskopråd og forskellige
funktionærer, som afholdt nadvermøder og andre møder; et antal brødre blev sendt på
missioner - nogle til fremmede lande.
Tullidge betegner disse religiøse enheder som "Zions Rejsende Stave," og "Rigets
bygherrer på sletterne."2. Det er ganske øjensynligt for historikeren, at denne
mormonemigration var afgjort forskellig fra alle andre grupper, som bevægede sig ind
i det Store Vesten, for mormonerne var de eneste emigranter, som påstod at være
guddommeligt ledet af profeter, seere og åbenbarere.
Mormon-standarder
At mormonernes kultur overgik deres naboers i Iowa og Missouri vises af følgende
rapport af Brigham Young: "Kassereren bemærkede, at alle i Mormon-bataillonen
kunne skrive deres eget navn, men kun omkring en trediedel af de frivillige, som han
havde betalt tidligere, kunne underskrive med deres navn."3.
At søge belærende udvikling, selv medens de var undervejs mod vest, var en
grundlæggende del af de sidste dages helliges pionerliv. Deres profet havde instrueret
dem: " ... søg med flid og lær hinanden visdoms ord; ja, søg visdom i de allerbedste
bøger, søg efter kundskab ved læsning og ved tro." Og atter: " ... opbevar altid livets ord
i sindet", for "Det er umuligt ... at blive frelst i uvidenhed."4. Som følge deraf fortsatte
mormonerne bestandig med, hvorsomhelst de slog deres teltpæle ned, at opmuntre
til stavskonkurrencer og missionærklasser, holdt deres religiøse møder og bar deres
vidnesbyrd.
Kultiverede ledere
Mange pionerer var blevet oplært i Profeternes Skole, og nogle af dem var
universitetsuddannede. Orson Spencer havde A.B. og A.M. graden (svarer til
magistergrad) fra Union College, New York. Dr. M. Bernhisel havde taget eksamen fra
Pennsylvanias Universitet, medens Orson Pratt var godt på vej til at blive en berømt
videnskabsmand.5.

Side 275
I tilslutning til det foregående var der mange digtere i lejren: William W. Phelps,
Parley P. Pratt, Eliza R. Snow, William Clayton, John Taylor og andre. Oberst Thomas
L. Kane, der var fængslet af den kultur han fandt blandt mormonerne, skrev om, hvor
dybt han påskønnede deres omgængelighed, deres musik og deres pædagogiske
aktiviteter.
Sygdom og død
I vinteren 1846-47 spredte en hærgende plage - skørbug - død blandt de røde
i Nebraska, vest for Winter Quarters, og derefter fejede sygdommen gennem
pionerlejrene, og slog ned i næsten hver familie. George Q. Cannon skriver:
"Lemmerne svulmede op og blev sorte, og kødet var meget betændt. Der var megen
lidelse og mange døde ... Kartofler, som blev bragt ned fra Missouri, havde en
udmærket virkning på at kontrollere og kurere sygdommen." Han tilføjer, at i nærheden
af en gammel forladt kaserne fandt de hellige store mængder peberrod, "som viste sig
at være et stort gode for de syge" og "en ganske udmærket modgift mod skørbug."6.
Ved forsynets styrelse var snefaldet i vinteren 1846-47 usædvanlig ringe, men på
den anden side blev vejret overordentlig koldt. Den 1. januar var det to graders frost, en
uge senere otte grader og den attende var det tyve graders frost, hvad der forårsagede
megen nød hos de hellige og lidelse for deres dyr.7.
Wilford Woodruff kommenterer, efter at have begravet flere af sine kære, deriblandt
to af sine sønner, Ezra og Joseph: "Jeg har aldrig set de sidste dages hellige i nogen
situation, hvor de syntes at måtte gennemgå større prøvelser."8.
Ulve ved begravelsespladserne
"I mange af lejrene var der ikke nok af kvalificerede personer til at tage sig af de syge
og begrave de døde", skriver Levi Edgar Young; for "seks hundrede dødsfald indtraf
i Winter Quarters."9.
"Sygdom var så fremherskende, og dødsfald så hyppige", siger Brigham Youngs
hustru Zina D. Young, "at der ikke kunne skaffes hjælp nok til at lave kister. Mange af
de døde blev svøbt ind i deres gravklæder og begravet med flækkede bjælker i bunden
af graven og kviste på siderne, det var alt, hvad deres sørgende venner kunne gøre
for dem.
Da min fader døde, var mit hjerte bedrøvet. Jeg var den eneste af alle børnene,
der var der til at sørge. Der på bakkeskråningen var hans hvilested. Kirkegården var
så nær, jeg kunne høre ulvene hyle, da de besøgte stedet."10. Udtrykket, "plyndret af
ulvene" blev almindeligt i lejren.
Et monument over de døde
Halvfemsindstyve år senere, søndag den 20. september 1936, indviede Kirken et
smukt monument på stedet for kirkegården i Winter Quarters, for at hædre de seks
hundrede døde, som var begravet der. Det mesterlige billedhuggerarbejde af Avard
Fairbanks skildrer en grædende fader og moder, der står ved siden af en åben grav,
hvori deres barn ligger, indhyllet i et tæppe, ventende på at blive begravet. Dette
monument - Tragedien i Winter Quarters - tilligemed de udstrakte plæner, træer og
buskads, besøges årligt af tusinder af turister.

Side 276
Indvielseshøjtideligheden samlede femogtyve hundrede mennesker fra forskellige
dele af de Forenede Stater. Præsident Heber J. Grant, som stod på den hellige
jord, hvor hans fader, Jedediah M. Grant og tusinder af andre modstod vinteren
1846-47, præsiderede og gav en historisk oversigt over de begivenheder, som havde
fundet sted der hundrede år tidligere. Andre taler blev holdt af guvernøren over
Nebraska, borgmesteren i Omaha og af repræsentanter for adskillige pioner- og
samfundsorganisationer.
Deseret News beretter: "Passende musik blev tilvejebragt af et kor på 150
stemmer, samlet fra Kirkens medlemmer i og omkring Omaha og af en speciel S.D.H.
mandskvartet, som havde gjort rejsen fra Salt Lake for at deltage. Det var en værdig
højtidelighed, enkel, men passende i enhver henseende."11.
Skulle styres ved lov
I forskellige historiske beretninger omtales Brigham Young som tømrer, møbelsnedker,
glarmester, bygmester, arkitekt og statsmand; men Brigham Young var for sine
følgesvende først og fremmest profet, seer og åbenbarer.
Da Præsident Young søndag den 13. september 1846 talte til de hellige i Winter
Quarters, erklærede han: "Jeg ønsker at sige nogle få ord ... Himlen og alt hvad Gud
har skabt, styres ved lov; jeg ønsker, at Israels Lejr skal forstå, at vi må styres på den
måde ... Vi må have lov og orden i vor midte ... Jeg er besluttet på, at mine følelser
skal være hos Gud. Jeg vil ikke tillade, at de fæstnes på ting, som forgår ... Jeg elsker
et ophøjet sind, det er evigt og kan ikke visne."12.
En vejledende åbenbaring
Medens pionererne i Winter Quarters gjorde forberedelser til deres vandring vestpå,
talte Herren den 15. januar 1847 ved åbenbaring til Brigham Young og instruerede ham
om at sætte de hellige under "pagt og løfte om at ville holde Herren, vor Guds bud
og love. Kompagnierne skal dannes under kaptajner, som har ledelsen af hundrede,
halvtreds eller ti med en præsident og dennes to rådgivere i spidsen under de tolv
apostles ledelse ... Enhver skal bruge hele sin indflydelse og formue til at bringe dette
folk til det sted, hvor Herren skal opbygge en Zions stav. Om I gør dette med rent hjerte
og i al trofasthed, skal I blive velsignet; I skal blive velsignet i jeres hjorde, i jeres marker
og i jeres huse og i jeres familier ... Gå og gør, som jeg har sagt. Frygt ikke jeres fjender,
thi de skal ikke have magt til at standse mit værk ...
Jeg er den, der førte Israels børn ud af Ægyptens land, og min arm er udstrakt i de
sidste dage for at frelse mit folk Israel ... Er du glad, da pris Herren med sang, med
musik, med dans og med en bøn, pris og taksigelse. Er du bedrøvet, så påkald Herren,
din Gud, i bøn om, at din sjæl må få glæde.
Lad ham, der er uvidende, samle visdom ... at hans øjne må blive åbnet, så han kan
se, og hans øren åbnes, at han kan høre. Thi min ånd er sendt til verden for at oplyse
de ydmyge og de angergivne ... Hør derfor nu, o, min kirkes folk og I ældster, lyt!"13.
Noter
1. Creer, op. cit., p. 231.
2. Roberts, op. cit., pp. 148, 149; Tullidge, Life of Brigham Young, p. 156.
3. Roberts, op. cit., p. 83.

4. L. & P. 88:118; 84:85; 131:6.
5. Levi Edgar Young, The Founding of Utah, pp. 319, 320.
6. Cannon, Juvenile Instructor, Vol. XVIII, p. 237; Young, op. cit., p. 107.
7. Nibley, Brigham Young, pp. 83-89.
8. Cowley, op. cit., p. 260.
9. Young, op. cit., 107, 108.
10. Idem.; se Creer, op. cit., pp. 231, 233, angående oberst Kanes beskrivelse af
sygdommen.
11. Des. News, 21. september 1936, som beretter om højtideligheden, viser et
billede af de besøgende autoriteter, som står i nærheden af monumentet.
12. Cowley, op. cit., pp. 258, 259.
13. L. & P. 136:2, 3, 10, 11, 17, 22, 28, 29, 32, 33, 41
Side 277

Sjette periode -
63. til 73. kapitel
Pionertrækket i 1847, De vide sletter, Bjergene,
Pelsjægere giver råd, "Dette er stedet", En ny
præsident, Guldfeberens dage, 1847-1849
Side 278

En klog Moses
63. Kapitel
Pionererne bevæger sig mod vest
Side 279
På grund af sin profetiske forudseenhed, da han førte vore dages Israel med hensyn
til hvorledes, hvornår og hvor de skulle rejse tværs over de vide amerikanske sletter,
er Brigham Young at ligne ved Moses; desuden kaldes han også en Josua, fordi han
kortlagde ødemarken forud for Israels lejre og opdagede et Forjættet Land. Da han
var en praktisk leder, belærte han bestandig sine følgesvende i ord og gerning om, at
Gud virkelig er på den mands side, som overholder Cromwells råd: "Stol på Gud, men
hold dit krudt tørt."
Det er ganske øjensynligt, at Præsident Young, i den vinter, da han lå i lejr ved
Missouri-floden med sine tillidsfulde følgesvende, alvorligt erkendte sit ansvar. Han
vidste godt, at hans folks liv - tusinder i antal - ganske afgjort afhang af hans dygtighed
til at træffe inspirerede afgørelser i de fordømte og uprøvede dale i de fjerne Rocky
Mountains. Ved det første tegn på forår måtte han være på vej. Da fart og inspiration
var hans mål, måtte han haste halvandettusind kilometer vestpå, vælge det bestemte
sted, sætte "Zions hjørnestave", pløje, plante, bygge et fort mod de røde mænd og
haste tilbage ad samme spor, rede til at føre folket mod vest det kommende forår.
Dette pionertræk ind i hjertet af Bjergene skulle blive et udødeligt træk - et træk hvori
der ville blive vævet så megen dramatik, så megen tragedie.
Brigham Young forestillede sig kun lidt, hvor uudsletteligt han skulle sætte sit
stempel på sit folks liv - deres religion, deres uddannelse, deres små og store byer.
Desuden skulle han gøre dette så grundigt, at ingen moderne historiker, ingen der
skaber et skuespil eller en anden skildring, nogensinde kan fremstille et levende billede
af det Store Vesten uden at Brigham Young er med i det.
Da foråret 1847 brød frem, var hvert øje ved Missouri-floden vendt mod vest. Eliza
R. Snow, "en usædvanlig profet så vel som en digter"1 digtede deres sporsang:
"Til vore telte igen"
"Vinterens tid er nu forbi,
der er grønt på sletten;
vi forlader endnu engang vore beskyttende tage,
og til vore telte igen.
Kor: O, Israels Lejr, fremad drag,
O, Jakob, stå op og syng;
I hellige, bevis verdens frelse,
hyld alle Zions Konge."2.
Kimballs seks grupper
Lørdag eftermiddag den .5. april 1847 begyndte Heber C. Kimball med seks
grupper den første pioner-emigration fra Winter Quarters. Hans mål var at oprette
en udrustningslejr ved Elkhorn-floden, ca. treogfyrre kilometer mod vest. Da den

Side 280
næste dag, den 6. april, ville være Kirkens sytten-årsdag, forlod han sine vogne ved
"høstakkene" og vendte de fem kilometer tilbage til Winter Quarters. Efter konferencen
skriver han: "Den 7. og 8. var jeg stadig i færd med at gøre forberedelser til min rejse
og kaldte min familie sammen og tilbragte nogen tid med at give dem instruktioner,
velsigne dem og indvie og hellige dem til den Allerhøjeste Gud! " 3.
Mod Elkhorn
"Den 9. april startede de Tolv igen på deres rejse," og efter at have rejst omkring
toogtyve kilometer slog de lejr, beretter ældste Kimball. "Jeg boede i vognen med
Præsident Young ... I aftenens løb gik biskop Whitney og jeg et stykke ud på sletten,
hvor vi bøjede os for Herren og begge opsendte vore bønner til den Allerhøjeste Gud
for pionererne og de Tolv, at de måtte blive beskyttet og opretholdt og understøttet af
den Almægtige; at Hans engle kunne gå foran dem og lede dem til et land, som Herren
ville udpege til at blive et hvilested for sit folk Israel; ligeledes for vore familier, vore
hustruer og børn og hele Israel, som er ladt tilbage."4.
Tilbagevenden til Winter Quarters
Brigham Young og Heber C. Kimball oprettede lørdag den 10. april den foreslåede
pioner-lejrplads ved Elkhorn.5. Mandag vendte Præsident Young og apostlene
imidlertid tilbage til Winter Quarters for at byde to medapostle - Parley P. Pratt og
John Taylor, som var ankommet fra England, velkommen. Disse brødre bragte med
sig to tusind dollars (ca. 14.000 kroner) i guld, skænket af de europæiske hellige
til hjælp for pionerbevægelsen. Medens de var i de østlige stater, skaffede de også
adskillige værdifulde kort og mapper, hvoraf et viste Fremonts fornylig foretagne rejser
ad Oregonvejen og hans udforskninger i det store Salt Lake-distrikt.
De havde også ti-tolv måleinstrumenter, som blev betroet til Orson Pratt,
kompagniets videnskabsmand, som brugte dem langs vejen for at bestemme
breddegrad, længdegrad og højde på forskellige lejrpladser så vel som til udlæggelsen
af Salt Lake City og andre store og små byer i Rocky Mountains.6. I sin dagbog opfører
Pratt instrumenterne som "to sekstanter, en reflekscirkel, to kunstige horisonter, to
barometre, flere termometre, teleskoper etc."7.
Onsdag den 14. april begyndte mormonlederne, efter at have sagt endeligt farvel til
deres familier, deres historiske træk mod Rocky Mountains.
Skæbnen ledet af Gud
Først og fremmest må det erindres, at disse mormon-emigranter var en udvalgt gruppe,
dannet for størstedelens vedkommende af det hellige præstedømme, ledet af en Guds
profet - en mand, som bestandig mindede sine følgesvende om, at "Gud og ikke
Brigham Young" ledede deres skæbne.
Fredag morgen den 16. april fortæller major Howard Egan ved Elkhornfloden,
hvorledes lejren blev organiseret. "Nu til morgen var vinden nordlig, og det var skyet
... Klokken 7.30 blev brødrene kaldt sammen for at blive organiseret. Mødet blev
åbnet med bøn ved Præsident Young, hvorefter G. A. Smith fremkom med nogle
bemærkninger, det samme gjorde H. C. Kimball, N. K. Whitney og andre."8.
Pionererne stemte for at opretholde Brigham Young som generalløjtnant, Stephen
Markham oberst, John Pack første major og Shadrack Roundy anden major. De valgte

Side 281
kaptajner og officerer over de forskellige divisioner, ialt fjorten; ydermere blev de
delt i grupper på "ti, halvtreds og hundrede", til opfyldelsen af åbenbaringens ord til
Præsident Young. Herrens stemme havde allerede instrueret Præsident Young om at
vælge "eksperter til at tage oksespand, sæd og landbrugsredskaber med, for at drage
ud som pionerer for at forberede til at så forårssæden."9.
Thomas Tanner og otte hjælpere, som var udpeget til at tage sig af kanonlavetten,
lænkede den til den sidste vogn. Affyringen af den, særligt ved nattetid, forventedes at
skræmme fjendtlige bander af indianere.
Lejr-personalet
Brigham Young valgte, da han organiserede den første pionergruppe, 144 - "tolv gange
tolv mænd". En, som blev uarbejdsdygtig, vendte imidlertid tilbage til Winter Quarters.
Tre kvinder og to børn fik tilladelse til at slutte sig til gruppen, som derved ialt udgjorde
148. Kvinderne var Brigham Youngs, Lorenzo Youngs og Heber C. Kimballs hustruer.
Børnene tilhørte Lorenzo Young. Tre medlemmer af kompagniet var farvede,10 og to
andre var ikke medlemmer af Kirken.
I denne karavane af 72 vogne, 93 heste, 52 muldyr, 66 okser, 19 køer, 17 hunde
og nogle få indespærrede høns, var to lette hestevogne, der tilhørte Præsident Young
og Wilford Woodruff.".
Med hensyn til de tre kvinder, som var med pionerkompagniet, skriver Brigham
Youngs datter: "En trio af yndigere kvinder kunne man ikke have valgt; de var typen
på alle de blide, tålmodige og sympatiske hustruer og mødre, som skulle følge i deres
fodspor. De gav pionerlejren en stråleglans af deres forfinende indflydelse."12. Deres
navne var Clara Decker Young, Brigham Youngs hustru; Harriet Page Wheeler Young,
Lorenzo Youngs hustru, og Ellen Sanders Kimball, Heber C. Kimballs hustru.13.
Noter
1. Tullidge, op. cit, p. 156.
2. Ibid., p. 157.
3. Whitney, Life of H. C. K., pp. 376, 377.
4. Idem.
5. Nibley, Brigbam Young, pp. 90, 91.
6. Gates and Widtsoe, Life of Brigham Young, p. 86.
7. Pratts dagbog, Mill. Star, Vol. XII, p. 18.
8. Major Howard Egan, Pioneering the West, pp. 23-31.
9. L.& P. 136:7.
10. Deres navne var Green Flake, Oscar Crosby og Hark Lay. De var medlemmer af
Kirken. Des. News for 31. maj 1947 viser Green Flakes billede. Se Whitney, Hist.
of Utah, pp. 301, 302.
11. Nibley, op. cit., pp. 90, 91; Cowley, op. cit., p. 264; Roberts, op. cit., pp. 163,
164.
12. Gates and Widtsoe, op. cit., p. 85.
13. Whitney, Pop. Hist. of Utah, p. 29, viser billeder af de tre kvinder; Jenson, Hist.
Record, pp. 939, giver navnene på det første pionerkompagni.

Præsidentens første ordrer
64. Kapitel
Det vestlige træk
Side 282
Efter at de var rejst to dage mod vest fra mødestedet ved Elkhorn udstedte
generalløjtnant Brigham Young den 18. april 1847 følgende ordrer:
1. "Efter denne dato skal hornet eller signalhornet blæse hver morgen kl. 5, på
hvilket tidspunkt hver mand ventes at stå op og bede, derefter slutte sig til sit
oksespand, få morgenmad og have alting færdigt, så lejren kan starte kl. 7."
2. "Hver ekstra mand skal rejse på den ydre side af oksespandet med sin bøsse
ved skulderen, ladet, og hver kusk have sin bøsse anbragt, så han kan få fat i
den med et øjebliks varsel. Hver mand må have et stykke læder over spidsen af
sin bøsse, eller hvis det er en flintebøsse, i hulrummet, og have fænghætter og
krudthorn parat."
3. "Brødrene skal gøre holdt en time omkring middag, og de må have deres
middagsmad parat og tilberedt, så lejren ikke skal tilbageholdes på grund af
madlavning."
4. "Når lejren gør holdt for natten, skal vognene stilles i en kreds, og hestene skal
sikres inden i kredsen om nødvendigt."
5. "Hornet vil blæse kl. 8.30 om aftenen, på hvilket tidspunkt hver mand må vende
tilbage til sin vogn og bede, undtagen nattevagten, og være i seng inden kl. 9, på
hvilket tidspunkt alle bål skal slukkes."
6. "Lejren skal rejse i sluttet orden, og ingen må forlade lejren længere bort end
100 meter uden ordre fra kaptajnen."
7. "Enhver skal lægge lige så megen interesse i sin broders kvæg, for at bevare
dem, som han vil lægge i sit eget, og ingen må hengive sig til dovenskab."
8. "Enhver må have sin bøsse og sin pistol i perfekt orden."
9. "Lad alle starte sammen og holde sammen, og lad kanonen slutte op i
baggrunden og kompagnivagten passe den, og gå ved siden af den med
bøssen, og sørge for, at intet bliver efterladt ved hvert sted, hvor der gøres
holdt."'.
Brigham Young, en mesterlig ven
General Brigham Young, som dengang var i sin bedste alder - femogfyrretyve år
gammel og et fuldendt billede på et robust helbred - var en usædvanlig god rytter.
Sædvanligvis red han i spidsen for sin karavane, og ledede den ad de letteste spor
og mod tilgængeligt vand og fede græsgange, som lå så langt borte fra skrænter og
pilekrat, som kunne yde skjul for på lur liggende vilde, at deres pile ikke kunne nå dem.
Tullidge giver disse kommentarer, da han priser Præsident Youngs lederevner:
"General Young selv markerede hele ruten, idet han drog foran hver dag med sin stab.
Dette arbejde blev anset for at være højst vigtigt, da de fremtidige emigranter ville følge
næsten i selve fodsporene fra pionererne."2.
William Claytons dagbog rapporterer regelmæssigt: "Præsident Young red foran i
dag," og den 26. april: "Der er ingen vej her, derfor drog Præsident Young, Heber

Side 283
C. Kimball, George A. Smith, Amasa M. Lyman og andre foran til hest for at udpege
vejen."3.
Tullidge fortsætter, idet han lovpriser "Brigham Youngs patriarkalske omsorg": "Den
blev udstrakt til enhver familie, hver sjæl; selv dyrene havde den mesterlige ven til at
hjælpe og bistå sig ... Når de rejste eller slog lejr, så han altid efter alles velfærd. Ingen
stakkels hest eller okse havde nogensinde for snævert seletøj eller for lille halsring,
undtagen hans øje så det. Mange gange stod han ud af sin vogn (eller af sin hest) for
at sørge for, at et eller andet lidende dyr blev befriet."4.
Oregon-sporet
Det godt trampede Oregon-spor - det længste spor i Amerika - havde været hovedruten
ind i Rocky Mountain-landet, siden William Ashley drog den vej i 1825. Ad denne vej
var Bonneville gået i 1832, også de første metodist-missionærer til Stillehavskysten i
1834. I 1836 trodsede de to første hvide kvinder, dr. Marcus Whitneys og pastor H.
H. Spauldings hustruer, de vide sletter og drog over de barske bjerge til Stillehavet.
Oregon-sporet gik mod nordvest fra Independence, Missouri, langs den sydlige
bred af Platte-floden, gennem South Pass til Fort Bridger, derpå nordvest gennem
Oregon-landet.
Sporet overfyldt
Inden 1842 havde tusind emigranter med 120 vogne og 5000 kvæghøveder taget
denne rute til landet ved Columbia-floden. I 1843 var femten hundrede mennesker med
deres udstyr på dette spor, i 1845 tre tusind, i 1846 femten hundrede, i 1847 fem tusind,
herunder to tusind mormoner, som krydsede Platte-floden til Oregon-sporet ved Fort
Laramie, næsten 900 kilometer vest for Winter Quarters, og så fulgte sporet til Fort
Bridger.5.
En ny rute
Da mormonerne vendte sig mod vest fra Winter Quarters i 1847, lavede de deres
eget pionerspor langs den nordlige bred af Platte-floden; og da indianerbander
afbrændte sletterne nord for floden, ønskede nogle af brødrene at færge over Platte
og følge Oregon-sporet. Til disse krav forklarede Præsident Young imidlertid, at denne
første pionertrop skulle åbne en ny rute, der var fuldstændigt uafhængig af den
overbebyrdede emigrantvej. Han forsikrede brødrene om, at frisk græs snart ville yde
foder til deres egne dyr såvel som til dem i det andet pionerkompagni, en måned eller
der omkring bagved dem.
Første jernbane bygges på mormon-vejen
Tyve år efter, at Brigham Young havde åbnet denne nye rute mod vest,
lagde forbundsingeniører sporene til den første transkontinentale jernbane langs
mormonvejen omkring 450 kilometer fra Omaha til North Platte, Nebraska.
Alarmerende rapporter
Francis Parkman, som skrev en bog, der ligefrem løftede Oregon-sporet op i det
litterære rampelys, beretter meget malende om, at han så tidligt som i 1846,
medens den første mormon-emigration bevægede sig mod vest fra Nauvoo igennem

Side 284
staten Iowa, var med et stort emigrant-kompagni i Independence, Missouri, rede til
at begynde en rejse vestpå ad Oregonsporet. "Den store samling af Oregon- og
California-emigranter i deres lejr omkring Independence," skriver han, "havde hørt
rapporter om, at flere andre selskaber var på nippet til at drage afsted fra St. Joseph
længere mod nord. Det fremherskende indtryk var, at disse var mormoner, i et antal af
treogtyve hundrede, og stor bekymring opstod som følge deraf."6.
Eskorte kræves
"Befolkningen i Illinois og Missouri, som for størstepartens vedkommende bestod af
emigranter, har aldrig været på den bedste kant med 'de sidste dages hellige'; og
det er almindelig kendt ude over landet, hvor meget blod der er blevet udgydt i deres
fejder, endda indenfor grænserne af nybyggerkolonierne. Ingen kunne forudsige, hvad
resultatet ville blive, når store bevæbnede grupper af disse fanatikere mødte de mest
fremfusende og dumdristige af deres gamle fjender på de vide sletter, langt udenfor
lovens og den militære styrkes rækkevidde.
Kvinderne og børnene i Independence opløftede et stort ramaskrig, mændene selv
var alvorligt bekymrede, og efter hvad jeg fik at vide, sendte de bud til oberst Kearney
og krævede en eskorte af dragoner ... dette blev afslået."
Grundløs frygt
"Mormonerne havde lige så stor rædsel fra 'hedningerne' som disse havde for dem. Vi
var nu på ... vejen. Det var øjensynligt, ifølge sporene, at store selskaber var nogle få
dage forud for os, og da vi også antog dem for at være mormoner, var vi en del bange
for forstyrrelser."
Da natten kom, begyndte ikke-mormonerne at råbe på "brænde og vand!" Læseren
kan let forestille sig, hvad der kunne være hændt, hvis mormonerne havde slået
lejr, hvor disse fremfusende missourianere ventede at opslå deres telte for natten.
"Efterhånden som vi nærmede os rækken af træer," fortsætter Parkman, "blev en stor
hvid genstand, ligesom et telt, synligt bagved dem. Da vi nærmede os, fandt vi, i stedet
for den ventede mormon-lejr, intet andet end den ensomme prærie, og en stor hvid
klippe ved siden af stien."7. Det ser ud til, at Parkman og hans emigranter ikke vidste,
at mormonerne skulle blive ved Missourifloden indtil foråret næste år, 1847.
Overholdelse af sabbaten
Howard Egan kommenterer, da han skriver om den 18. april '1847, den første søndag
på sletterne for mormonerne, der bevægede sig mod vest fra Winter Quarters: "Nu
til morgen var der kraftige vinde fra syd og meget koldt. I dag, som er den dag, der
af den Almægtige Gud er afsat til, at Hans folk skal hvile, er det ikke vor mening at
rejse. Tre vogne, lastet med pelsværk, passerede forbi nu til morgen; ligeledes fire-fem
pakæsler, kort tid efter, på vej til nybyggerkolonierne. Heber C. Kimball skrev et brev til
sin ægtefælle til morgen og sendte det ved broder Arnes, indholdet har jeg hørt læse,
og det gjorde mit hjerte godt. Det skildrede hans hjertes følelser og hans kærlighed til
sin familie, på det enkleste og smukkeste sprog, som ville trøste sjælen og få hjertet
til at fryde sig.
Vinden fortsatte at blæse så stærkt, og det var så koldt, at det blev anset for klogt
ikke at kalde brødrene sammen for at holde møde. De Tolv trak sig tilbage til skoven
for at rådføre sig med hinanden."8.

En missionærstation
Side 285
Clayton bidrager den 22. april med følgende: "Efter min beregning er dette sted
215 kilometer fra Winter Quarters og et meget smukt sted at bo." Han skrev om
Pawnee missionærstationen, som Fader Case tidligere præsiderede over, han var
"regerings-farmer og havde modtaget 300 dollars om året for det, men da major
Harvey ved sidste betalingsdag, som var sidste november, fik at vide, at Fader
Case havde sluttet sig til 'mormonerne', afskedigede han ham meget høfligt fra
dette regeringsarbejde. Sioux-indianerne kom for nogen tid siden ned og brændte
regeringsstationens huse, smedien og alting, men missionærstationen rørte de ikke ...
Før det blev mørkt, kaldte Præsidenten lejren sammen og sagde til dem, at de måtte
bruge grovfoderet og høet til deres oksespand, men forbød nogen at tage noget med
sig, selv ikke til en øres værdi."
Parat mod angreb
"Lørdag aften den 24. Vi har god grund til at have mistanke om, at vi bliver iagttaget af
indianerne, da vi har set deres fodspor på skrænterne mod syd, tilsyneladende meget
friske, men vagterne er trofaste, og vi frygter ikke. Kanonen blev gjort rede igen, så den
er parat i det tilfælde, at vi skulle blive angrebet."
Videnskabelige observationer
"Om aftenen gik jeg over til Orson Pratts vogn, og gennem hans teleskop så jeg Jupiters
fire måner meget tydeligt, jeg havde aldrig set dem før. jeg gik over til min vogn og så
gennem min kikkert (lille teleskop) og kunne se dem gennem den, men ikke så tydeligt
som med Orsons. Aftenen var meget fin og behagelig. Omkring klokken 10 gik jeg til
hvile ved godt helbred og med en god ånd, taknemmelig for den gode dag, som var
gået."
Noter
1. Egan, op.cit., pp.23, 24.
2. Tullidge, op. cit., p. 162.
3. Clayton, journal, 26. april 1847, p. 105.
4. Tullidge, op. cit., p. 34.
5. Whitney, Hist. of Utah, Vol. I og XII, pp. 281-289; dr. Cardinal Goodwin, The
Trans-Mississippi West, kap. IX; Young, op. cit., kap. VI; G. R. Hebard, The
Pathbreakers, kap. III.
6. Francis Parkman, The Oregon Trail, kap. V.
7. Idem.
8. Egan, op. cit., pp. 25, 26.

Gaver overrakt indianerhøvdinger
65. Kapitel
Rapporter fra øjenvidner
Side 286
Wilford Woodruff skriver, at ved middagstid den 21. april 1847, "slog vi lejr, fordi en
bande indianere var i nærheden, i form af en halvmåne, idet flodbredden dannede
en parallel linie foran. Indianerne, i et antal af omkring to hundrede på sydsiden af
(Loup)-floden, kom ned til kysten. Nogle vadede over, og omkring femoghalvfjerds kom
ind i lejren, derunder den store høvding for nationen samt mange krigshøvdinger. Vi
mødtes med dem og overrakte dem som gave fire pund tobak, femten pund bly, krudt,
fiskekroge, kulørte kugler, mel, salt, etc., men de var stadig ikke tilfredse; i betragtning
af vort antal, syntes de, at de burde have mere. Da vi forlad stedet, syntes indianerne
meget utilfredse, men vi sadlede vore heste og kørte til Looking-glass Creek og slog
lejr for natten ved dens munding ved bredden af Loup Fork."
En byrdefuld nattevagt
"Efter at vore heste var sendt på græs, blev vi kaldt sammen; og som følge af
indianernes utilfredshed blev der opfordret til en vagt på et hundrede mand. De Tolvs
Kvorum tilligemed næsten hele lejren tilbød frivilligt at holde vagt, den ene halvdel af
dem den første del af natten, og den anden halvdel den anden. Vi havde også en
feltvagt på fem mand med deres muldyr ved hver vagt. Jeg var en af feltvagterne. Vi
havde en hård vind med regn om eftermiddagen, hvad der fortsatte en del af natten."1.
Gavtyvestreger på vagten
Claytons dagbog for 22. april tilføjer: "Stod op kort efter kl. 5, mit hoved smertede
meget igen (havde en betændt tand) på grund af kulden ... Kanonen blev gjort klar til
aktion og stod hele natten lige uden for vognene. Der var temmelig megen skæmt nu
til morgen på grund af, at to af feltvagterne havde fået deres bøsser stjålet, og oberst
Markham havde fået sin hat stjålet. Ejerne blev fundet sovende på deres vagt, og de,
som fandt dem således, tog deres bøsser som advarsel til dem, men det er vanskeligt
for mennesker at holde sig vågne nat efter nat efter at have rejst 35 kilometer om dagen
og taget vare på oksespand, madlavning etc. Kl. 7.30 begav lejren sig igen videre."
Tolv tusind indianere
Fra Heber C. Kimballs dagbog: "Broder Shumway siger, at der er omkring tolv tusind
pawnee'er i dette nabolag, og det rapporteres, at der er så mange som fem tusind
krigere iblandt dem ... Deres eneste formål synes at være at plyndre, og brødrene,
regner med, at de skal være årvågne og vel forberedte ved nat og ved dag."2.
Vanskeligheder med kviksand
Wilford Woodruff: "At krydse Loup Fork var en milepæl på rejsen ... Om morgenen
(23. april) startede tolv af os til hest for at søge efter et vadested over den farlige og

Side 287
besværlige Loup Fork-gren af Platte-floden. Vi red ned langs floden et stykke vej, da
adskillige mænd vadede over. De fandt vandet så dybt og så meget kviksand, at vi kom
til den beslutning at køre op til den gamle Pawnee-landsby", hvor "mændene begyndte
at søge efter et vadested og fandt hele flodsengen som en samlet masse kviksand,
hvori en hest eller en vogn ville begynde at synke, hvis den standsede op. Vi havde
to kanaler vi skulle over og en sandbanke i midten. Det dybeste vand var fra en til
halvanden meter dybt og meget hurtigt og omkring tre hundrede meter til den anden
side. Nogle steder fik kviksandet både mand og hest til at synke øjeblikkeligt, og jo
mere de kæmpede for at komme op, jo dybere sank de. Naturligvis undgik vi sådanne
steder så meget som muligt.
Da jeg ledede fortroppen med mine ti, fordi jeg var kaptajn for de første ti, faldt det
i min lod at foretage den første prøve. Professor O. Pratt, som havde et par stærke
heste, gik foran og jeg fulgte ham. Jeg havde to spand kvæg og mine heste for min
vogn med omkring tusind pund på den. Så snart jeg startede, så jeg øjeblikkelig, at
kvæget kun gjorde lidt nytte, da de var langsomme og i vejen; vi ville begynde at synke.
Jeg hoppede ud af vognen og ned i vandet lige til livet. En halv snes mænd kom mig til
hjælp med et reb og spændte det fast til vognen, og de hjalp mig at komme gennem den
første strøm, skønt med stor vanskelighed. Vi stoppede på sandbanken ude i vandet,
men min hest og min vogn begyndte at synke. Når man trådte lidt på jordbunden, blev
den fuldstændig til hængedynd, og skønt vi var ved at synke ned i det, måtte mændene
forlade vognen, hvor den var og komme Orson Pratt til hjælp, da han, ved at prøve på at
komme over den anden strøm, var sunket i en seng af kviksand, og alle mændene måtte
komme ham til hjælp for at få hans heste og vogn op. Mændene blev løst fra vognen,
og lasten blev taget af og båret ind til kysten; vognen blev trukket op af mændene."
En nat i ængstelse
"Jeg tog det meste af min last over i en båd (en båd af skind, kaldet 'The Revenue
Cutter', der blev brugt af Luke Johnson som vognseng),3 og kom gennem den anden
strøm. Jeg fik to andre vogne over på samme måde, men det var et så vanskeligt
foretagende, at resten af lejren ikke ville følge os,. så nu befandt vi os på den modsatte
side af floden, ialt seks mænd, for at tilbringe natten, sammen med vore heste og vogne
og være på vagt mod hele Pawnee-banden, som dengang lå i lejr under os på samme
side af floden, og det antoges, at de talte seks hundrede krigere. Vi delte vort kompagni,
idet vi satte tre på vagt ad gangen, broder Pack, Orson Pratt og jeg selv stod på vagt
den første del af natten. Skønt jeg havde været i vandet hele eftermiddagen, stod jeg
på vagt i mit våde tøj den ene halvdel af natten og sov i dem den anden halvdel."4.
Tooghalvfjerds udrustninger i kviksand
Major Howard Egan føjer sin del til historien om flodoverførslen: "Fire-fem af os vadede
ud for at hjælpe ham (Orson Pratt). Vandet gik os sommetider til livet ... En af hans
heste faldt ned. Det var med vanskelighed, at vi reddede dem. Vi løsnede dem fra
vognen og halede den over ved hånden ... Broder Kimball gik ud i vandet med resten af
os", medens Præsident Young arbejdede febrilsk med at flytte vognladningerne over
i båden.'.
Og fra ældste Woodruff kommer denne oplysning: "Det var en behagelig morgen
og professor Pratt foretog en observation ... Breddegraden fandtes at være 41
grader, 22 minutter og 37 sekunder", nord for Ækvator. Endelig blev de tooghalvfjerds
udrustninger, ved hjælp af en tømmerflåde såvel som ved at udlosse og foretage

Side 288
gentagne ture med lette vogne gennem kviksandet, trukket over til kysten, hvor
mændene slog lejr for den næste dag, søndag. Broder Woodruff slutter: "Vi følte os
taknemmelige mod Gud for hans nåde og barmhjertighed og glædede os over, at vi
var på den sydlige side af floden."6.
Helbredt for sort skørbug
Den næste dag beretter William Clayton: søndag den 25. april 1847, "Stod op kort efter
klokken fire, barberede mig og skiftede noget af mit tøj ... Om eftermiddagen blev Elijah
Newman døbt af Tarlton Lewis i søen til gavn for sit helbred. Broder Newman har været
angrebet af sort skørbug i sine ben og har ikke været i stand til at gå uden stokke, men
efter at være blevet døbt og fået håndspålæggelse, vendte han tilbage til sin vogn uden
nogen slags hjælp, tilsyneladende meget bedre."
Ophør af militære saluter
Kort efter klokken 5, forklarer Clayton, blev der kaldt til et møde i Præsident Youngs
vogn for at instruere kompagnierne "angående det tåbelige i at rette sig efter
ikke-mormonsk militær skik på en ekspedition af denne natur."
Indianeralarm
Clayton: "Mandag den 26. april. Nu til morgen omkring klokken 3.30 lød der alarm.
jeg gik straks ud af vognen og fik at vide, at tre af vagterne, som var stationeret ved
den nordøstlige ende af lejren, havde opdaget nogle indianere, som kravlede op imod
vognene. De blev først alarmeret ved, at en af vore heste bevægede sig, og da de
mærkede dette, gik de henimod stedet og ved at lytte hørte de noget rasle i græsset;
de mistænkte det først for at være ulve og fyrede på dem. Kun en bøsse gik af, og seks
indianere sprang op og løb en halv snes meter væk fra det sted, hvor de var. En anden
bøsse blev så fyret af imod dem, og lejren blev alarmeret. En stærk vagt blev sat hele
vejen rundt, og en ladning kartæsker puttet i kanonen. Dagen var netop ved at bryde
frem, da dette fandt sted, og månen var lige gået ned ... Efter daggry kunne indianernes
fodspor tydeligt ses, hvor de var kommet ned under flodbredden og sommetider var
trådt ud i vandet. Uden tvivl var deres hensigt at stjæle heste, og de havde haft en god
chance, hvis vagten var blevet fundet sovende, for lejren var kun dannet i en halvcirkel,
og nogle heste stod bundet udenfor. Imidlertid vil den prompte modtagelse, de mødtes
med, have en tendens til at vise dem, at vi holder vagt og måske afskrække dem fra at
gøre et nyt forsøg. Der blev givet ordrer til ti'erne om at samles til bøn denne morgen
i stedet for to i hver vogn, og dette blev gjort ... Lejren startede igen kl. 8 ... Ingen vej
her ... Præsident Young ... drog i forvejen til hest for at udpege vejen."
Aksel svejset ved aftenstid
Mandag den 26. april: "Nu til morgen opdagede broder Benson, at en af jernakslerne
på hans vogn var brækket, og han flyttede lasten, så der ikke var nogen vægt på den
del, som var brækket, og kørte med den hele dagen. Om aftenen blev vognen udlosset,
akslen blev taget af, broder Tanners esse sat op og akslen blev svejset og sat på ...
Dette blev gjort i det korte tidsrum af en time."
Hest skudt ved et uheld

Side 289
Clayton rapporterer tirsdag den 27. april, at en bøsse under en frakke i Markhams vogn
ved et uheld gik af, "kuglen ramte hestens ben ... benet blev skudt af. Der var flere
mennesker og heste nær ved vognen på det tidspunkt. Der gik ild i vognen, men den
blev snart slukket uden at der var sket megen skade. Dette betyder, at fire af de bedste
heste er gået tabt indenfor de sidste fire dage, men den sidste hændelse er langt den
smerteligste og splitter broder Markhams forspand." To heste var også blevet stjålet
fornylig af indianerne, og en tredie var kvalt ihjel.
Madlavning uden brænde
Clayton den 29. april: "Støvskyer var næsten tilstrækkelige til at kvæle os alle. Jeg
red på Hebers hest i eftermiddag og red foran vognene ... 30. april: Præsident Young,
Kimball og Lyman er redet i forvejen for at udsøge vejen. Vi har indtil nu fulgt
indianervejen, men deri er nu tilgroet og så gammel, at den næppe er til at opdage."
Da der ikke kunne findes noget brænde, beviste pionererne for første gang, at
tørrede bøffel"snitter", "når de blev behandlet på rette måde", udgjorde et udmærket
brændsel til lejrbål såvel som til at lave mad ved.
Den første bøffeljagt
Clayton, 1. maj: "Tre bøfler blev set græssende på skrænten omkring ti kilometer borte.
Jeg kunne se dem meget tydeligt med min kikkert. O. P. Rockwell, Thomas Brown
og Luke Johnson startede til hest for at prøve at dræbe nogen. Kort efter at de var
taget afsted, så vi en anden flok bøfler mod nordvest ved foden af skrænterne omkring
tolv kilometer borte. Jeg talte gennem min kikkert 72, og Orson Pratt talte 74. Tre af
brødrene drog afsted til hest efter den sidste flok."
Fra denne dag af sås der store flokke af bøfler til alle sider. Clayton, som beretter
om den første bøffeljagt, siger, at en frygtelig tyr blev beskudt "flere gange, men alt
dette syntes ikke at hindre, at den løb videre. O. P. Rockwell ... kom ind lige foran den
i mindre end fem meters afstand, og affyrede sin riffel, som ramte den midt i hovedet,
men uden anden virkning, end at det røg lidt, noget støv hvirvlede op, og det ravende
dyr rystede vildt. Brødrene ... fik held til at nedlægge den og lagde den død ved deres
fødder ... Ialt fik vi fem voksne og syv kalve." Den kugle, der blev affyret af Porter mod
tyren, havde "lavet et lille hul, som kun var gået gennem den yderste overflade eller
lag af huden, som var næsten en tomme tyk. Håret på toppen af hovedet er omkring
tredive centimeter langt."
Breve til kære familiemedlemmer
Den 4. maj skriver Egan, at Charles Beaumont, en handelsmand, som var på vej
mod øst ad Oregon-sporet, vadede over Platte-floden til mormonernes lejr. "Han
samtykkede i at tage breve med sig til nybyggerkolonien. Jeg sendte et brev til
min hustru. Vi gav manden noget brød og bacon, som kunne vare, til han nåede
nybyggerkolonien. Han sagde, at han ikke havde spist noget brød i lang tid."
Bespottelse
Søndag den 16. maj beretter Egan, at Præsident Young advarede lejren "mod at bruge
blasfemisk sprog, da Herrens engel ville vende sig bort fra en mand, som bander og

Side 290
tager Herrens navn forfængeligt. Herren elsker en trofast mand, som en fader elsker
en trofast søn. Herrens Ånd hvilede på ham, og han talte med magt, hvad der frydede
min sjæl ... Jeg har den fornøjelse i aften at skrive ved skæret fra et lys, lavet af broder
Edson Whipple af bøffeltælle, og det brænder smukt."
Et nyt vej-odometer
William Clayton skriver, at han med Appleton M. Harmers hjælp havde konstrueret et
odometer (kilometertæller) til at måle den nøjagtige distance, der var blevet tilbagelagt.
Den 12. maj beretter han: "Broder Appleton Harmer har monteret maskineriet på
vognen så godt, at jeg kun behøver at tælle antallet af mil i stedet for vognhjulets
omdrejninger." Den tidligere metode havde været at binde et stykke tøj på hjulet og
sætte en mand til at tælle det antal gange det drejede rundt.
For at opklare nogle misforståelser angående odometeret, kommenterer Clayton
den 14. maj: "Broder Harmer ... er ikke på langt nær opfinderen af det, men han har lavet
maskinen efter at have fået at vide, hvorledes han skulle gøre det." Søndag den 16. maj
fortsætter Clayton: "Vi er nu parat til at tælle nøjagtigt den distance vi tilbagelægger."
Så opstillede han et skilt: "356 3/4 miles (570 kilometer) fra Winter Quarters." Dette
odometer, det første i sin slags, der kendes, er for øjeblikket udstillet i Deseret Museum
på Tempelpladsen i Salt Lake City.7.
Noter
1. Clayton, Journal, p. 83.
2. Whitney, Lile of H. C. K., p. 380.
3. Cowley, op. cit., pp. 267-270.
4. Idem.
5. Egan, op. cit., pp. 27-29; Whitney, op. cit., pp. 380, 381.
6. Cowley, op. cit., p. 270.
7. Roberts, op. eit., pp. 190, 191, giver en nøjagtig beskrivelse af odoraeteret.

Utallige bøfler
66. Kapitel
Bøfler - Fort Laramie - Platte-færgen
Side 291
E. A. Brininstool, en velkendt historiker i grænseegnene, skriver, og bekræfter samtidig
mormon-pionerernes udtalelse om, at der var utallige bøfler på sletterne: "I året 1850
er det pålideligt at erklære, at der i området mellem Manitoba og de 'store sletter' i
Texas var halvtreds millioner bøfler. Så uhyre mange var der, at de første tog på Union
Pacificbanen (1869) ofte var tvunget til at standse, indtil de umådelige flokke havde
passeret over deres spor. 1 1871 var det ikke usædvanligt at se flokke af bøfler, der
var fra 30 til 80 kilometer i bredden ... "
Forbløffende blodbad
På Brininstools opfordring udarbejdede Santa Fe Jernbaneselskab følgende tabel, der
viser de sendinger, der blev sendt med deres bane såvel som med Union Pacific og
Kansas Pacific:
"Fra 1872 til 1874 anslås det, at 1,780,461 bøfler blev dræbt og gik til spilde, idet
kødet blev efterladt for at rådne op på sletterne, og kun huderne blev anvendt. Det er
beregnet, at ialt 3,158,780 blev dræbt af hvide jægere og huderne afskibet via Santa
Fe ... I samme periode dræbte indianerne omkring 390,000!"
Bøflernes sidste dage
"Foruden disse anslås nybyggere og indianerstammer i bjergene at have dræbt
150,000, så at det samlede antal for disse år var 3,698,780 ... " Det endelige kapitel
i dette orgie af bøffel-blodbad er sammenfattet i Northern Pacific's udtalelse i 1884:
"De førte kun en mager vognladning bøffelhuder mod øst - den sidste vognladning, der
nogensinde skulle tages. Den amerikanske bøffels dage var borte for altid."1.
Den advarende røst
Ifølge Claytons journal for 29. maj 1847 var der brudt en balstyrig ånd af mislyd ud
i lejren. Præsident Young nægtede at rejse under sådanne forhold, kaldte brødrene
sammen i et råd og sagde: "Nu til morgen føler jeg trang til at prædike lidt og tager
som tekst: 'at med hensyn til at fortsætte vor rejse med dette kompagni med den ånd
de er i besiddelse af, er jeg lige ved at gøre oprør imod det' ... Ingen har fortalt mig,
hvad der er gået for sig i lejren, men jeg har vidst det alligevel. Jeg har iagttaget dets
bevægelser, dets indflydelse, dets virkninger, og jeg kender resultatet af det, hvis vi
ikke sætter en stopper for det."
"Giv mig troens mand"
"Hvis I ikke åbner jeres hjerter, så Guds ånd kan komme ind i jeres hjerter og lære jer
den rette vej, ved jeg, at I er et ødelagt folk og vil gå til grunde, og det uden hjælpemidler,
og med mindre der sker en forandring og der kommer en anden opførsel, en anden
ånd end den, der nu findes i denne lejr, fortsætter jeg ikke. Jeg har ikke travlt. Giv mig

Side 292
bønnens mand, giv mig troens mand, giv mig meditationens mand, en mand, der er ren
af sind, og jeg ville langt hellere gå blandt de vilde med seks eller otte sådanne mænd
end betro mig selv til hele denne lejr med den ånd, som de nu er i besiddelse af."
Skænderier og kortspil
"Når jeg vågner op om morgenen, er det første jeg hører, nogle af brødrene skælde
hinanden ud og skændes, fordi en hest er kommet løs om natten ... Jeg ville hellere se
det mest smudsige, der findes på jorden, i jeres hænder, end et spil kort. Man læser
aldrig i skriften om lotteri, kortspil, damspil, dominospil etc., men man læser om mænd,
der priser Herren i dans, men hvem har nogensinde læst om lovprisning af Herren i
et spil kort? Hvis nogen havde sans nok til at spille et enkelt spil kort, eller danse lidt
uden at ønske at blive ved med det hele tiden, men øve sig lidt og så holde op og ikke
tænke mere på det, ville det være meget godt, men I ønsker at blive ved til midnat, og
hver nat, og hele tiden."
"Tag jeres vogne og træk jer tilbage"
"Lad nu hver mand omvende sig ... Ær Gud og bekend jer til Hans navn ... Jeg forstår,
at der er adskillige i denne lejr, som ikke tilhører Kirken. Jeg er den mand, som vil stå
op foran dem og beskytte dem i alle deres rettigheder ... De skal ikke trampe på vore
rettigheder eller på præstedømmet ... Hvis de ønsker at trække sig tilbage, kan de nu
have det privilegium at gøre det, og enhver, som vælger at gå tilbage fremfor at adlyde
Guds lov, kan nu få det privilegium at gøre det, før vi går længere ... Hvis de ikke vil
indgå en pagt om at lægge deres synder bort og vende sig til Herren og tjene Ham og
ære Hans navn, ønsker jeg, at de skal tage deres vogne og trække sig tilbage, for jeg
går ikke videre under en sådan tingenes tilstand ... Jeg tror, at det vil være godt for
os at have et fastemøde i morgen og et bønnemøde for at ydmyge os og vende os til
Herren, og Han vil tilgive os."
Fornyelse af pagter
I overensstemmelse med Brigham Youngs ønsker stemte hver eneste i lejren for, at fra
den tid af ville han overholde de love, der styrede Israels lejr. Adskillige mænd rejste
sig grædende og tilstod deres fejltagelser og bad om tilgivelse. Om eftermiddagen taler
ældste Clayton om forvandlingen: "Der hørtes ingen høj latter, ingen banden, ingen
skænderier, ingen bespottelig tale, ingen hårde ord til mennesker eller dyr, og det
syntes i sandhed, som om skyen var bristet, og vi var dukket ind i et nyt element, en
ny atmosfære og et nyt samfund."
Clayton fortsætter, at efter nadvermødet søndag den 30. maj gik femten brødre hen
til skrænterne. "Vi klædte os i de præstelige garments og opsendte vor bøn til Gud for
os selv, denne lejr og alt, hvad der hørte til den, brødrene i hæren, vore familier og alle
de hellige, Præsident Young var vort talerør."
Efter at de var vendt tilbage til lejren beretter han: "Tingene ser mere behagelige
ud, end de har gjort hidtil." (Clayton opregner otte apostle, fire biskopper, femten
andre højpræster, otteoghalvfjerds halvfjerdser, og otte ældster blandt pionererne på
sletterne den 30. maj).
Stop på halvvejen

Side 293
Den 1. juni, Brigham Youngs 46 års fødselsdag, slog pionererne lejr ved Platte-floden
umiddelbart nord for Fort Laramie, hvor de satte en vejviser op: "5431/4 miles fra Winter
Quarters," hvad der var halvdelen af distancen til Zion. William Clayton rapporterer, at
pionererne var "godt tilpas og der var en god ånd, og en følelse af fred, enighed og
broderlig kærlighed synes at dvæle i hvert bryst ... Jeg føler mig i sandhed taknemmelig
mod Gud for Hans nåde og barmhjertighed mod mig og for det privilegium jeg nu daglig
nyder."
Den næste morgen besøgte brødrene, efter at have roet deres båd ca.
100 meter tværs over Platte-floden, imod en stærk strøm, det Amerikanske
Pels-kompagnis gamle fort. Murstensmurene, der var omtrent 4½ meter høje,
omsluttede murstens-kasernerne, som var bygget op imod murene og vendte imod
midten af fortet. I dette indelukke på omkring tredive kvadratmeter løb en flok halvblods,
halvnøgne børn og legede i solen. Formanden for posten, en franskmand, James
Bordeauz, var meget venlig og imødekommende, og det samme var hans franske
hjælpere, otteogtredive i antal, som for størstepartens vedkommende havde giftet sig
med Sioux-indianerpiger.
Pionerer på Oregon-sporet
Mr. Bordeaux inviterede mormonlederne ind i sin dagligstue og gav dem mange
værdifulde oplysninger om deres rute vestpå. Han lejede dem også en færgebåd for 15
dollars (ca. 100 kroner), så de kunne få deres vogne og dyr over den svulmende flod.
På grund af det barske land de nylig havde mødt på den nordlige side af Platte-floden,
krydsede pionererne over floden til Oregon-sporet.
Bordeaux udtalte, at eksguvernør Lilburn W. Boggs fra Missouri og to hundrede
mænd havde ligget i lejr ved fortet nogle få dage før, og at han og hans mænd
ustandselig drak, spillede og skændtes. Boggs havde advaret franskmanden mod
mormonerne og havde erklæret, at de ville stjæle alt, hvad de kunne lægge hånd på.
Tullidge beretter: "Boggs og hans selskab lå i klammeri, og mange havde forladt
ham; derfor sagde Bordeaux til den gamle anti-mormon, lad mormonerne være hvad
de vil, de kunne ikke være værre end ham og hans mænd."
Samme forfatter fortsætter: "Det er ikke spor mærkeligt, at denne
udryddelses-guvernør fra Missouri skulle have krydset sletterne på samme tid som
pionererne. De drog ud for at skabe en større skæbne for deres folk, end de kunne
have nået enten i Missouri eller Illinois - han for at gå bort, uden at efterlade andet end
vanæren ved sit navn."2.
Præsident Young priser sit pioner-kompagni med disse ord: "Mr. Bordeaux sagde, at
dette var det mest civiliserede og mest velopdragne kompagni, der nogensinde havde
passeret fortet."3.
De hellige møder hellige
Da de nåede Fort Laramie modtog Præsident Young en overraskende hilsen fra
sytten hellige, som havde overvintret i Pueblo sammen med andre medlemmer
af et Mississippi-kompagni såvel som et detachement på 140 medlemmer
af Mormon-bataillonen. Brigham Young, som var blevet underrettet om, at
Pueblo-emigranterne var i svær nød, sendte hurtigt fire beredne mænd med forsyninger
på pakdyr imod Pueblo. De blev instrueret om at føre Pueblo-gruppen til Salt

Side 294
Lake-dalen. Da fjendtlige indianere bestandig var på vagt for at fange enlige rejsende,
var mormonrytterne tvunget til at rejse om natten og sove om dagen.
To tusind vogne
Medens pionererne var i Fort Laramie, red fire mænd ind i lejren og rapporterede,
at Oregon-sporet mod øst bogstavelig talt var fyldt med grupper på vej mod
Oregon-landet, og at de havde passeret mere end to tusind vogne, og at et stort
kompagni ville ankomme til Fort Laramie i løbet af en eller to dage.
Den 4. juni trak pionererne sig bort fra Fort Laramie, efter at have repareret deres
udrustninger, da de var ivrige efter at komme foran de sig nærmende Oregon-folk.
Kompagniet bestod nu af 148 mænd, otte kvinder og fem børn, nioghalvfjerds vogne,
seksoghalvfems heste, halvtreds muldyr, seksoghalvfems okser, treogfyrre køer, tre
tyre, ni kalve, seksten hunde og seksten høns.4.
Dumdristige selskaber på vej
To dage senere, medens de hellige hvilede på sabbaten, passerede et af
kompagnierne fra Missouri forbi, Tidlig den næste morgen hastede to mere frem, efter
at være stået op før daggry for at komme i spidsen. Wilford Woodruff siger, at disse
missourianere "havde megen strid indbyrdes for at prøve at starte først. De standsede
ikke for at malke deres køer, og da de ryddede op efter morgenmad, havde de strøet
deres måltid, salt, bacon, deres knappe brød, bønner og andre ting på jorden over hele
lejren, og da vi kom op, var ulvene ved at mæske sig med resterne."5.
Da pionererne måtte kappes med disse dumdristige kompagnier på adskillige
lejrpladser, var de glade for, at de havde rejst langs nordbredden af Platte-floden
fremfor ad Oregon-sporet.
Præsident Young kommenterer, idet han refererer til disse emigranter: "De bander,
sværger, rives og kives, og prøver på at sluge jorden; men skønt de ikke ønsker, at vi
skal have nogen plads på den, kan jorden måske lige så godt åbne sig og sluge dem,
for de vil gå til glemselens land, medens de hellige ... til sidst vil arve jorden og gå frem
i magt, herredømme og herlighed."6.
Supplering af madsækkene
Den 12. juni begyndte en halv snes mormon-rekognoseringsfolk, som var taget i
forvejen og byggede tømmerflåder til North Platte-færgen, at færge missourianerne
over floden. Strømmen, som var rivende og fem meter dyb og 35 meter bred,
førte adskillige lastede tømmerflåder næsten tre kilometer ned ad strømmen, før
brødrene kunne foretage en landing. For dette vovelige arbejde betalte missourianerne
mormonerne "1295 pund mel, vurderet til 21/2 cents (16-17 øre) pr. pund; ligeledes
usigtet mel, bønner, sæbe og honning til tilsvarende priser, ligeledes to køer etc."7.
Skønt mel på dette punkt var ubetalelig, betalte mormonerne kun 2,1/2 dollars (16-17
kroner) for hundrede pund. Erastus Snow skriver: "Vi modtog det som Guds forsyn til
at få de forsyninger vi behøvede."8. Wilford Woodruff bevidner: "Det så for mig lige så
meget ud som et mirakel at se vore mel- og madsække suppleret midt ude i de Sorte
Bjerge, som det gjorde at bespise Israels børn med manna i ørkenen."9.
For at drage fordel af dette frugtbringende foretagende udnævnte Brigham Young ni
mænd til at blive ved Platte-færgen i to måneder for at samle nødvendige forsyninger

Side 295
og hjælpe det næste kompagni hellige over floden. Dette andet kompagni af pionerer
udgjordes af mænd, kvinder og børn - 1690 i antal.10.
Noter
1. E. A. Brininstool, Fighting the Red Cloud's Warriors, se kapitel 1, "Buffalo".
2. Tullidge, Life of Brigham Young, pp. 163, 164.
3. Nibley, Brigham Young, p. 94.
4. Cowley, op. cit., p. 295.
5. Cowley, op. cit., pp. 296-298; Tullidge, op. cit., p. 164.
6. Idem.; Cowley, op. cit., p. 298.
7. History of Brigbam Young, ms. 1847, p. 94; Roberts, op. cit., p. 196.
8. Ibid., p. 197; Erastus Snow, Journal, notits, 13. juni.
9. Woodruff, journal, p. 299; Roberts, op. cit., p. 196.
10. Ibid., p. 198, 301; Cowley, op. cit., p. 310, nævner de ni mænd.

Det dårlige land, Wyoming
67. Kapitel
Pionerer og pelsjægere mødes
Side 296
Lørdag den 19. juni drog pionererne, efter at have rejst 35 kilometer, deres længste
march til dato, ind til de magreste lejrpladser på hele deres rejse. "Vandet ... er så
dårligt, at kvæget ikke vil drikke det", beretter Clayton, og hele stedet er et land af
"natron og det lugter overordentligt modbydeligt ... moskitoerne er i sandhed meget
slemme på dette sted, hvad der bidrager til det hæslige, ensomme sceneri rundt
omkring." To okser var nær ved at blive begravet i dyndet, da de prøvede på at drikke
i en af sumpene. "Hele landet rundt omkring", forklarer han, "er fuldstændig blottet for
tømmer, ikke et træ ses, heller ikke en busk, der er større end den vilde salvie."
Vejen næste dag fortsatte gennem flere af disse dårlige landstrækninger. Natronen
og brakvandet bragte døden over adskilligt kvæg og sygdom til pionerlejren.
Independence Rock og South Pass
Pionererne forlod de alkaliske distrikter og bevægede sig mod sydvest et par dage til
Sweetwater-floden - en klar, funklende strøm, tredive meter bred og en meter dyb ved
vadestederne. Ifølge W. A. Ferris var denne flod oprindelig kendt ved sit franske navn
"Eau Sucres" (Sukkervandet) eller "Sugar Water", betegnet sådan, fordi et pakmuldyr
med sukker engang var forsvundet i floden.'
I nærheden af Independence Rock, som havde fået dette navn af tidligere
emigranter, som klatrede op på dens top den Fjerde Juli, satte brødrene en vejviser:
"Til Fort John (nemlig Laramie) 175 1/4 miles. Pionererne, 21. juni 1847. W. R. (W. R.
- Willard Richards, Kirkens historieskrivers, initialer).
"Da vi nåede til sydsiden af højen den 23. juni", siger Clayton, "blev vi pludselig hilst
velkommen af en meget tydelig udsigt til Wind Riverkæden i Rocky Mountains, der
tårnede sig højt op i luften og fuldstændig hvid af sne.".
Den næste aften, medens pionererne var ved at slå lejr, dræbte en bøsse, der ved
et uheld gik af, Præsident Youngs værdifulde ridehest. Fra denne lejrplads gik vejen
mod South Pass opad og blev mere vanskelig for hver dag. Sweetwater-floden svandt
snart ind til en lille bjergstrøm. Lørdag den 26. juni drog karavanen ind i den store
"U"-formede åbning i bjergene - det berømte South Pass, som blev opdaget af Ashleys
pelsjægere treogtyve år tidligere.
Pionererne var nu på den Kontinentale Skillelinie - det sted, hvor vandet løber mod
øst og vest - noget til Atlanterhavet, noget til Stillehavet. Luften var kølig og oplivende.
De kørende, som var sikre på, at deres værste klatren opad var forbi, lykønskede
hinanden. Medens lejren hvilede, anbragte Orson Pratt dette skilt: "7,085 fod over
havet, 821 miles til Winter Quarters." (7,085 fod = 2125 meter, 821 miles = 1313
kilometer).
Råd fra bjergbestiger
Ved Pacific Springs, tre kilometer vest for skillelinjen, kom den berømte bjergbestiger
major Moses Harris den 27. juni ind i lejren og udtalte stolt, at han var en af de

Side 297
oprindelige pelsjægere i bjergene; at han og Jedediah S. Smith og Jim Bridger,
tilligemed andre pelsjægere i det tidlige forår 1824 var de første hvide mænd, der kom
ind i South Pass; og at han i de sidste treogtyve år havde fanget bævere og udforsket
de utallige vandløb og dale vestpå.
Harris gav Brigham Young en rulle aviser, udgivet i Oregon og San Francisco.
Præsident Young var i høj grad overrasket over at finde, at Samuel H. Brannan
udgav avisen i California. Det vil erindres, at Brannan var den mand, som havde ført
mormonkolonien på skibet Brooklyn rundt om Sydamerika. Da dette var det første
Brigham Young havde hørt angående ældste Brannans opholdssted, siden han sejlede
fra New Yorks havn den 4. februar 1846, var han meget glad ved at modtage Brannans
avis, The California Star.2
"Fattigt" distrikt mod vest
Orson Pratt beretter: "Vi fik mange oplysninger fra ham angående det store lavland
ved Salt Lake, vort bestemmelsesland. Hans rapport er, ligesom kaptajn Fremonts,
temmelig ugunstig for dannelsen af en koloni i dette lavland, hovedsageligt på grund
af knapheden på tømmer. Han sagde, at han havde rejst i hele søens omkreds, og at
der ikke var noget afløb fra den.".3
Harris "synes at være en intelligent mand, der er velkendt med det vestlige land",
siger Clayton. "Efter hans beskrivelse, som er meget nedslående, har vi kun meget lidt
chance for at kunne håbe på selv et middelmådigt godt land nogetsteds i disse egne.
Han taler om hele egnen som værende sandet og blottet for tømmer og vegetation
undtagen den vilde salvie.".
Cache Valley lovprises
På toppen af bjergene holdt betydelige mænd denne søndag, den 27. juni 1847, råd.
Næppe var major Harris gået ud af lejren, før Thomas L. Smith, bedre kendt som
"Peg-Leg Smith" kom til syne, ledsaget af adskillige pelsjægere, lige så vilde og barske
som landet selv. Erastus Snow skrev senere: "Han rådede os alvorligt til at lede vor
kurs mod nordvest fra Bridger og drage ind i Cache Vally; og han gjorde et så stort
indtryk på lejren, at vi blev bevæget til at indgå en aftale med ham om at møde os på
en bestemt tid og et bestemt sted, omtrent to uger senere, for at føre vort kompagni ind
i dette land. Men af en eller anden grund, som så vidt jeg ved, indtil nu ikke er blevet
opklaret, lykkedes det ham ikke at træffe os; og jeg har erkendt hans udeblivelse som
et skæbnens forsyn fra den Alvise Gud. Andens indskydelser tilkendegav, at vi skulle
hellere drage mod sydvest fra Bridger end mod nordvest.".4
Bridger og Brigham Young
Den næste eftermiddag omkring klokken fem mødte pionererne tre skæggede
pelsjægere på deres ponier, der kom langsomt ud ad den farlige vej. Trioens leder, Jim
Bridger, var en bjergbestiger, som Brigham Young havde været ivrig efter at træffe,
for man troede, at Jim vidste mere om muligheder i Salt Lake-dalen end nogen anden
mand i bjergene.
Da Bridger og hans mænd var udtærede og udslidte, tog de med glæde imod
Præsident Youngs indbydelse til at blive og holde et rådsmøde. Skønt mormonernes
enheder var for bekvemt nedadgående og kun havde rejst halvanden time siden
middag, førte Præsident Young dem ind i en poppellund for at slå lejr for natten.

Bridgers paradis
Side 298
I ly af den kendsgerning, at der var gået flere år siden Jim og hans mænd havde spist
ved en hvid kvindes bord, er det meget sandsynligt, at et strålende syn af velsmagende
retter i overflod til aftensmad og igen til morgenmad, ansporede deres villighed til
at forlade Fort Laramie-vejen og fortsætte i råd med mormonhøvdingene. Medens
brødrene diskuterede mulighederne i området ved den Store Saltsø, udtrykte Jim med
tydelig begejstring sin egen interesse i disse høje bjergdale - "hans paradis", "hans
land", som han kaldte dem.'
Mørkladne piger som hustruer
Forfatteren anser det for passende her at give læseren en kort historisk beretning
om den berømte bjergbestiger, Jim Bridger. Det siges af nogle skribenter, at "Jim
havde ægtet tre mørkladne piger - en "Flathead", en "Ure" og en datter af en
Snake-indianerhøvding.".6
Oberst Frank Triplets udtaler i Conquering the Wilderness: "Bridger ægtede også
en "Blackfoot"-pige; ikke så få af pelsjægerne fulgte den indianske skik at tage sig flere
hustruer, og sådanne dristige bjergmænd som Jim fandt ingen vanskelighed ved at
skaffe sig den bedste af Høvdingens døtre."7
På den tid, da "Whitman Massakren" på Columbia-floden fandt sted i 1847, gik
Jims elleve-årige datter, Mary Ann Bridger, barnebarn af en "Flathead"-høvding, i den
missionsskole, som Jim havde sendt hende til, for at hun kunne blive opdraget på
den "hvide mands vis". Virginia, en anden af Bridgers døtre, født af en "Ure"-moder
i Fort Bridger den 4. juli 1849, flyttede til Independence, Missouri, i 1855 med sin
fader. Billedet af Virginia, side 276 i James Bridger af Cecil Alter, blev taget i 1924
på Bridger-farmen i Independence.8 Ved hendes død i juli 1933 førte Bridger-familien
hendes lig til fødestedet midt i Rocky Mountains, og der blev det begravet i skyggen af
de balsampopler, hvor hun havde leget som barn.
Bridgers bedrifter
"Jeg er født i Richmond, Virginia, den 17. marts 1804", kunne Jim have forklaret, "som
det yngste barn af tre - to drenge og en pige. I 1812 blev familien fejet mod vest til St.
Louis, Missouri, af emigrationens rastløse tidevand. I løbet af de første seks år i St.
Louis mistede jeg min fader, min moder og min søster; på denne måde ble# jeg en
flyvefærdig forældreløs - alene i det vestlige grænseland.
Da jeg ikke fik nogen skolegang, lærte jeg ikke at læse eller skrive - ikke engang
at underskrive med mit navn - men jeg lærte at arbejde. Fra jeg var seksten til jeg var
atten år arbejdede jeg som smed, trak i den spændte blæsebælg, hamrede på den
klingende ambolt og lavede udrustning til de forskellige pelsjægere og handelsmænd,
som var på vej til de fjerne Bjerge. Kort efter at jeg var blevet atten år, kom en stor
chance i mit liv. Jeg hørte om en annonce i Missouri Republican i 1822, der spurgte
efter hundrede mænd til at slutte sig til William Ashleys udforskningsgruppe. Meget
imod min arbejdsgivers vilje kastede jeg min hammer og tog fat på den line, hvormed
hundrede eller flere begyndte at trække de tunge pelsjægerbåde op ad Missouri-floden,
næppe forestillende os, at halvdelen af vor besætning ville blive slagtet og skalperet af
"Ree"indianerne, før vi nåede Missouris hovedløb, femten hundrede kilometer borte."9

Hovedkvarter i Cache Valley
Side 299
"I løbet af de næste to år forøgedes vort antal til mere end to hundrede. Vi fangede
bævere og kæmpede med de røde mænd. Ingen af os havde noget let liv. I spidsen for
os var general William Henry Ashley, og af dem, der hørte til vort hold, var major Andrew
Henry, Jedediah S. Smith, Thomas Fitzpatrick, Etienne Provot, William L. Subblett,
David E. Jackson, Moses Harris, Peg-Leg Smith og mange andre.
Mange vandløb og søer herude er opkaldt efter vore mænd. I det tidlige forår 1824
opdagede vi South Pass og gav det navn. Vi kom over det, medens sneen lå dybt og
luften var så bidende kold, at vort skæg og flankerne og næseborerne på vore rideheste
var dækket af frost.
Jeg sluttede mig senere til Subletts mænd og startede mod vest fra Green River,
hvor vi traf på et vandløb, som indianerne kaldte Bear River. Vi fulgte den mod nordvest,
idet vi naturligvis troede, at vi var på vej mod Columbia. Til vor skuffelse foretog floden
en stor bøjning og gik mod syd, og vi kom til Indian Medicine Springs, som vi kaldte
Bear Springs og senere Soda Springs. Da vi arbejdede os ned langs floden, opdagede
vi Cache Valley og gav den dette navn, fordi vi deponerede (engelsk: cache ) vort
pelsvæk der."
Bridger og indsøen
"Da efterårets frostnætter nærmede sig, opstod der i lejren en diskussion angående
Bear Rivers løb. Nogle af os var sikre på, at den drejede mod nordvest og løb ud i
Columbia-floden, men andre mente, at den af sig selv løb ud i Stillehavet. Der blev
indgået et væddemål, og det faldt i min lod at bevise, hvor floden løb hen. I løbet af
fem dage var jeg rede. Efter at have stuvet mit forråd i en skindbåd, satte jeg af, slet
ikke sikker på, hvor jeg skulle hen, eller hvornår jeg ville vende tilbage.
I stedet for at vandløbet drejede mod nord, som jeg havde antaget, drejede den
stik sydvest gennem bjergene, og turen blev temmelig drøj. Jeg trak snart min båd op
på land og klatrede op på toppen af et bjerg, hvor jeg til min overraskelse, omkring
fyrretyve kilometer mod sydvest, strålende i solen, kunne se, hvad jeg troede var en arm
af Stillehavet. Jeg skyndte mig tilbage til floden og flød snart ned mod det vestlige hav.
Da jeg nåede vandløbets munding, smagte jeg på vandet. Det var salt, meget salt!
Efter flere dage med at arbejde mig tilbage op ad floden, forlod jeg min båd, og ved
at skyde genvej over bjergene fandt jeg mine kammerater, men de var lidt skeptiske
over, at vi skulle være så nær ved havet."
Modbeviser Provot's påstande
"Da foråret brød frem, bevægede vi os mod syd til den nordlige bred af det, der nu
er Weber-floden, hvor vi fandt Provot og hans mænd, som begyndte at fortælle os
om deres pelsjægeri i de øvre dale af Weber, indtil vinteren satte ind, og vandløbene
frøs til. Da de derpå fulgte floden på isen, var de kommet ud af den snævre dal til
skrænterne, hvor de så 'Pacific's strålende vande, som de også troede det var. Skønt
Provot påstod, at han var den første hvide mand, der havde set denne samlede masse
vand, betvivlede jeg hans udtalelse og gav mig til at arbejde på at bevise, at jeg havde
været ved vandet længe før vandløbene frøs til i efteråret, en måned eller så før Provot
og hans mænd."

Side 300
"Ja," kunne Jim stolt have afbrudt, "jeg var den første hvide mand, der så den Store
Saltsø, men det var hele to år før vi opdagede, at det var en sø og ikke en arm af
Stillehavet."10
Jim Bridger kunne også have fortalt Kirkens ledere, at han vidste temmelig meget om
forfølgelserne af mormonerne i Missouri, for i vinteren 1838-39, da de hellige var blevet
drevet fra deres hjem i Missouri, havde Bridger besøgt sin hjemby, Independence, hvor
han selv så pøbelens værk.
Tusind dollars for en majskolbe
Præsident Young skriver, idet han refererer til Bridgers rapport om egnen ved den Store
Saltsø: "James Bridger sagde, at han skammede sig over Fremonts kort over dette
land ... Han anså det for uklogt at føre en stor befolkning ind i den Store Dal, før man
havde sikret sig, at der kunne dyrkes korn. Han sagde, at han ville give tusind dollars,
hvis han blot vidste, at vi kunne dyrke en majskolbe i dalen." 'Jeg har været her i tyve
år, og har prøvet det forgæves, igen og igen,' sagde Bridger."12
I en tale to år senere gentog Præsident Young: "Bjergbestigerne troede aldrig, at
vi kunne dyrke korn her. Mr. Bridger sagde, at han ville give tusind dollars, hvis han
blot vidste, at vi kunne dyrke en majskolbe. Jeg vidste i templet i Nauvoo, at vi kunne
dyrke korn her."13
Afskrækkelse for pionerer
Wilford Woodruff giver følgende rapport om samtalen med Bridger: "Han talte i højere
toner om den Store Dal som nybyggerkoloni end major Harris gjorde; at det var hans
paradis, og hvis dette folk slog sig ned der, ønskede han at slå sig ned sammen med
dem. Der var kun en ting, som kunne modvirke, at det blev et stort land, og det ville
være frosten. Han vidste ikke andet end at frosten ville dræbe majsen."14. Bridger og
hans mænd var i høj grad forbløffede, da de fik at vide, at mere end seksten hundrede
hellige allerede var på vej med kursen mod dette udtørrede Salt Lake-område.
Noter
1. Carter E. Grant, "On the Trail Ahead of the Mormons", Era, august 1929;
Clayton, journal, p. 251.
2. Ibid., pp. 270, 272; Hist. of Brigbam Young, ms. bk. 3, 27. juni 1847.
3. Jenson, Hist. Record, Vol. 9, p. 58.
4. Erastus Snow, Utah Pioneers, pp. 44, 45.
5. Se J. Cecil Alter, Lile of James Bridger, kap. 30.
6. Idem.; Carter E. Grant, "James Bridger Encounters the Red Men", Era, oktober
1929.
7. Idem.
8. Idem.
9. Idem; se Creer, The Founding of an Empire, pp.40-46.
10. Ibid., pp. 46-60; Carter E. Grant, Era, dec. 1929. "The First White Man to View
the Great Salt Lake"; Milton E. Hunter, Utah and her Western Setting, pp. 45-58.
11. Hist. of Brigham Young, ms. hk. 3, p. 95; Cowley, op. cit., p. 308; Nibley,
Brigham Young, p. 96.
12. Idem.

13. Citeret af A. William Lund, Era, juli 1928, "Extracts from minutes on }ile in the
Historian's Ollice", kursiv ved forfatteren.
14. Woodruff, Journal, 27. juni 1847; Erastus Snow, Utah Pioneers, p. 43.
Side 301

Holdt ved Green River
68. Kapitel
"Dette er stedet"
Side 302
Tidlig tirsdag morgen den 29. juni fortsatte pionererne deres rejse, og da vejen gik ned
ad bakke, fastsatte de en rekord for deres rejse - treogtyvetrekvart miles (38 kilometer).
Den næste dag kom de imidlertid til et skuffende holdt ved den svulmende Green
River - 75 meter bred og altfor dyb til at vade over; men mændene gav sig straks til
at arbejde med at spænde tørre træstammer sammen til to tømmerflåder, der kunne
føre udrustningerne over.
Samuel Brannan
Til pionerernes store overraskelse kom Samuel Brannan den 30. juni sammen med
to kammerater ind i lejren ved Green River, efter at have foretaget en vanskelig og
farefuld rejse fra San Francisco over Fort Hall. Brannan overrakte Brigham Young
seksten numre af sin California Star - sin egen avis - den første, der blev trykt i San
Francisco. Pionererne lyttede med levende interesse, medens Brannan fortalte om sine
mange oplevelser på sin syvogtyvetusind kilometer lange rejse med 238 hellige i skibet
Brooklyn rundt om Sydamerika.
Strømmende over af begejstring for California udtalte Brannan, at han havde trodset
tolv hundrede kilometer bjerge og trøstesløse ørkener for at bede Brigham Young og
pionererne om at glemme de udtørrede Saltsødale og fortsætte deres rejse til California
- "landet med solskin og roser" - som han kaldte det.
I skrækkelige enkeltheder fortalte Brannan om sine nylige oplevelser, da han traf
på de lejrpladser, hvor det ulyksalige Donner-selskab var blevet fanget i de høje
Sierrabjerge af 6-7 meter sne vinteren før. Han berettede, at efter at fyrretyve eller
flere af disse udtærede emigranter, som var ved at dø af sult, var omkommet, var
nogle af de overlevende blevet kannibaler og havde ædt ligene af deres kammerater
- havde endog knust deres knogler og spist marven. Brannan så deres "hovedskaller,
deres knogler og resterne af deres kroppe spredt i alle retninger. Han mødte også den
bageste af disse ulyksalige skabninger, som banede sig vej til nybyggerkolonierne."
Denne overlevende fortalte, at "han havde levet af menneskekød i flere uger."1
Som anført i 59. kapitel i denne bog gjorde Brannans plagsomhed ingen ændring i
Præsident Youngs sind med hensyn til Saltsødalen.
Pionererne indhentet af Bataillonen
Søndag den 4. juli kom tretten af Bataillon-soldaterne fra Pueblo, ind i Green
River-lejren, anført af Thomas Williams, og underrettede Præsident Young om, at 140
af Bataillonens medlemmer og 100 hellige fra Mississippi kun var syv dage bagved
dem. Da Præsident Young hørte, at soldaterne ikke havde modtaget deres vinterløn,
foreslog han, at Samuel Brannan og Thomas Williams tog tilbage til Bataillonen og de
hellige fra Mississippi og førte dem til Saltsødalen, hvorfra Brannan så kunne eskortere
nogle af officererne til California for at få Bataillonens løn.

"Frost hver måned"
Side 303
Idet vi et øjeblik efterlader pionererne ved deres lejr ved Green River, giver forfatteren
Brannans og andres mening om den Store Saltsødal, som Brigham Young og den
anden gruppe pionerer var på vej til. Brannan, som havde fået en dobbelt mission,
drog senere afsted mod California fra Saltsødalen. Først skulle han føre kaptajn Brown
til Stillehavskysten, hvor Brown skulle hente den tilgodehavende løn til Bataillonen;
dernæst skulle han føre de hellige fra Brooklyn til det udvalgte centrum i Rocky
Mountains. Dette sidste var imidlertid nøjagtigt, hvad han ikke var besluttet på at gøre,
for han drømte om at blive overhoved for Kirken i California, om at indsamle tiende og
fasteoffer, om at blive rig og gøre sig selv til en magtfuld skikkelse ved Stillehavskysten;
alt dette lykkedes det ham i virkeligheden at opnå.
Den 6. september 1847, da Brannan og Brown mødte et detachement af
Mormon-Bataillonen i Nevada-Bjergene på dets vej til Saltsødalen, var Brannan helt
fyldt til randen af had til Brigham Young og de solstegte ørkener, hvor Præsident Young
havde fået sine følgesvende til at slå sig ned. Han sagde med rene ord til Bataillonen, at
"de hellige umuligt kunne eksistere i den Store Saltsødal, da det der, ifølge vidneudsagn
fra bjergbestigerne, frøs hver måned af året, og jorden var altfor tør til at så sæd uden
kunstig vanding, og hvis sæden blev vandet med de kolde bjergbække, ville den fryse
ihjel og blive forhindret i at vokse, men hvis de groede, ville planterne blive sygelige
og ikke modnes. Han anså det ikke for noget sted for landbrugsfolk og udtrykte sin
overbevisning om, at de hellige ville emigrere til California det næste forår.
Efter at være blevet spurgt, om han havde udtrykt sine synspunkter for Præsident
Brigham Young, svarede han, at det havde han. På yderligere forespørgsel om,
hvorledes hans synspunkter var blevet modtaget, sagde han i hovedsagen, at
Præsident Young lo og fremkom med en temmelig ubetydelig bemærkning, 'men',
sagde Brannan, 'når han virkelig har prøvet det, vil han finde ud af, at jeg havde ret og
han havde uret, og vil komme til California!'"2
Høster belønning for ulydighed
Under Californias vanvittige guldfeberdage blev Brannan "Californias første millionær.
Sammen med to andre kapitalister købte han Sutters uhyre store besiddelser. Han
byggede utallige fine bygninger i San Francisco og Sacramento. Han oprettede
en indbringende skibshandel med Kina, Hawaii og østkysten. Hans landbesiddelser
strakte sig til det sydlige California og Honolulu. Og efterhånden som hans rigdom
forøgedes, formindskedes hans vidnesbyrd, indtil han vendte sig fra Kirken som en
bitter apostat."3
I årenes løb smuttede millioner af dollars gennem Brannans fingre. Til sidst fandt
han sig selv som en pengeløs drukkenbolt. Hans hustru lod sig skille fra ham, hans
venner forlod ham; og til sidst - ved slutningen af den "sidste omdrejning", da han
var halvfjerds år gammel - nedbrudt på sundhed og sjæl - trak han sig tilbage til sit
ensomme kvistværelse i Escondido, hvor han døde den 6. maj 1889, ringeagtet og
glemt. Derved fuldbyrdedes en advarsel til ham i et brev fra Præsident Young i 1849,
hvori han formanedes til at vende tilbage til Zion og lytte til Kirkens råd, for ellers "vil
dine forhåbninger og behagelige udsigter gå til grunde på et tidspunkt, du ikke tænker
på, og ingen arm kan redde ..."4
Brannans lig lå i et år i en offentlig gravhvælving i San Diego, uden at nogen gjorde
krav på det, så blev det ved et tilfælde genkendt, og han fik en kristen begravelse. I
mange år markerede kun en pæl hans ensomme grav på Mount Hope Kirkegården.

Negative meninger
Side 304
Senatorerne McDuffie fra South Carolina og Sneddon fra Virginia, samt Washington
Irving i hans Captain Bonneville's Adventures forudsagde, ligesom Brannan og mange
andre, intet andet end fiasko for enhver, der var tåbelig nok til at prøve at slå sig
ned i området ved Rocky Mountains. I Senatet anførte McDuffie: "Ja, mine herrer, til
hvad nytte er dette land til landbrugsformål? Til det formål vil jeg ikke give en snus for
hele territoriet. Jeg ville ønske til Gud, at vi ikke ejede det ..."5 Irving skriver, at selv
"græsgangene, som findes der en vis del af året, snart visner i den tørre atmosfære og
efterlader intet andet end trøstesløse ødemarker ... der er intet til at friste menneskets
begærlighed."6 Sneddon berettede senere, at den Store Dal "var blevet overladt til
mormonerne for sin værdiløshed."7 Og Waite erklærede, at Brigham Young havde ført
sit folk "til et land, som var så ufrugtbart som Saharas ørken og så blottet for vegetation
som Gibraltar-Klippen."8
Når Bridgers handelsstation
Vi vender nu tilbage til Green River-lejren den 5. juni 1847 og ser straks frivillige starte
på vej tilbage for at hjælpe det andet selskab af hellige - 1690 mænd, kvinder og børn
- som var to måneder bag Brigham Young. Pionererne bevægede sig så fremad, og
den 7. juli nåede de det historiske Fort Bridger, som i henhold til Egans dagbog "bestod
af to bjælkehuse, tolv meter lange hver, og forbundet med en bås til hestene, omkring
tre meter høj, og bygget ved at anbringe pæle tæt sammen i jorden. Der er adskillige
indianerhytter i nærheden og en hel mængde små børn, som legede rundt omkring.
Indianerne siges at være af Snake-stammen."
Orson Pratt giver følgende interessante beskrivelse: Deres huse "var med lertag ...
Antallet af mænd, squaws og halvkastebørn ... kan være omkring halvtreds eller tres."9
Andre dagbøger beretter, at "myggene er utallige ... besværlige for mennesker og dyr."
Nu, da Jim Bridger var borte, var stationen kun af lille interesse for mormonerne.
Smedien var uden værktøj, desuden var stedet i almindelighed forsømt, så derfor kørte
pionererne omtrent en kilometer forbi det gamle fort, før de slog lejr. Den næste dag
kommenterer Wilford Woodruff: "Om eftermiddagen gik jeg til Bridgers hus og byttede
min flintbøsse med fire bøffelskindskapper, som var store, pæne og vel forarbejdede."
Major Egan: "8. juli. Vi syntes det var bedst at standse her i dag for at sætte nogle
hjulringe på ... Jeg handlede to rifler bort ... for nitten bukkeskind og tre elsdyrskind og
nogle andre artikler til at lave mokkasiner af." Dagbøgerne beretter, at det var koldt om
natten; at der to forskellige morgener var "en kvart tomme tyk is på vandspandene."
Rapporter viser, at dette berømte gamle Fort Bridger, der var oprettet i 1843, var
bekvemt beliggende ved Black-grenen af Green River. Da det var omgivet af lunde af
balsampopler og et netværk af krystalklare vandløb og bjergenge, var det blevet en
vidt berømt havn for handelsfolk, pelsjægere og emigranter - et historisk mødested i
Bjergene.
Goodyears rapport
Efter at have forladt Bridgers handelsstation den 9. juli rejste pionererne mod vest til
Bear River, hvor de mødte den rødhårede Miles Goodyear og flere af hans kammerater,
som var kommet op ad ruten langs Weberfloden fra Goodyears tildelte stykke land

Side 305
i Mexico - 2000 hektarer - som lå på nordsiden af Weber-floden og omfattede det
sted, hvor det nuværende Ogden ligger. Goodyear rapporterede, at hans "have og
grøntsager" klarede sig godt, men han måtte bære "vand fra floden i en spand for at
vande dem."10
Om Goodyear skriver Erastus Snow: "Han var også ude af stand til at give os noget
håb. Tværtimod fortalte han om hård frost og koldt klima; at det var vanskeligt at dyrke
korn og grøntsager nogetsteds i denne bjergegn. Det samme svar blev givet til ham
som til Mr. Bridger: 'Giv os tid, og vi skal vise jer.'"11
Brigham Young fastslår selv, at "disse pelsjægere tror, ligesom Jim Bridger, ikke at
en eneste majskolbe kan modnes i disse dale."12
To dage senere, søndag den 11. juli, kommenterer Clayton: "Der er nogle i lejren,
som er ved at blive modløse over landets udseende," men han tilføjer, "vi har ingen
tvivl om, at vi vil finde et sted, hvor de hellige kan leve, og det er alt, hvad vi burde
spørge efter eller forvente."
Bjergfeber
For nogle af pionererne syntes det, som om de skulle overlades til deres skæbne i
bjergene, for mandag eftermiddag den 12. juli, efter at de var vadet over Bear River,
omtrent 20 km syd for det, der nu er Evanston, Wyoming, blev Præsident Young og
Orrin P. Rockwell angrebet af bjergfeber. Hovedlejren bevægede sig imidlertid fremad,
og efterlod otte grupper bag sig. At denne sygdom var overordentlig alvorlig og angreb
sine ofre hurtigt, vises af Claytons journal, som beretter, at om aftenen "var Præsident
Young ... bevidstløs og rasende."
Profetiske ord
Om tirsdagen, efter at Præsident Young var blevet velsignet af sine brødre, tog hans
sygdom en afgjort vending til det bedre, og han "kaldte Erastus Snow til sin vogn, og
idet han rejste sig op på albuen og lagde hånden under hagen, sagde han: 'Broder
Snow, tag et kompagni mænd og prøv at få nogle af oksespandene hurtigt gennem
fjeldkløften og ind i dalen ... Når I kommer ud af fjeldkløften, så drej mod nord, og I
vil finde et vandløb.'"
Senere udtalte ældste Snow i en offentlig tale: "Nu ved jeg ikke, hvorledes Præsident
Young vidste, at vi kunne finde et vandløb, men vi gjorde nøjagtigt som han sagde til
os. 'Drej mod nord', sagde han, 'og I vil finde et vandløb. Lav en dæmning i bækken og
oversvøm jorden og så noget sæd så hurtigt som muligt!'"13
Donner-sporet
Den sidste sætning i Orson Pratts dagbog for mandag aften den 12. juli viser ængstelse:
"Præsident Young indhentede os ikke i aften", og hans første sætning den næste
morgen var: "Vi sendte to sendebud tilbage for at møde Præsident Young, da vi var
uvillige til at bevæge os videre frem, før han kunne være med."
Da Heber C. Kimball, som var et af sendebudene, vendte tilbage, kaldte han De
Tolv Apostle sammen, "og de", siger Pratt, "beordrede os til at tage treogtyve vogne
og toogfyrre mænd og gå videre på rejsen og forsøge at finde Mr. Reeds (Dønnet) rute
over bjergene."

Side 306
Sidst på sommeren 1846 havde Georg Donner sammen med omkring tredive
grupper, der omfattede seksogtredive mænd, enogtyve kvinder og tredive børn, lavet
det første vognspor fra Weber-floden sydvest over bjergene og ned gennem Emigration
Canyon til Saltsødalen. Derfra havde de taget vejen syd om søen over Hasting's Cutoff
til California.14
Ros til Donner-familien
Den 17. juli skriver Orson Pratt: "Vi fulgte de svage vognspor op langs dette vandløb
omkring tretten kilometer og krydsede over vandet tretten gange." Ældste Pratt
roser Donner-familien, som havde tilbragt seksten dage med at lave en vej på
seksoghalvtreds kilometer ved "et umådeligt arbejde med at hugge sig en vej igennem.
Ikke desto mindre fandt vi stadig vejen næsten ufremkommelig og krævende meget
arbejde. Bjergene på hver side rejser sig stejlt fra et hundrede og firs til ni hundrede
meter over flodsengen."
Det første syn af dalen
Onsdag den 21. juli afleverede Erastus Snow, efter at have sluttet sig til det fremrykkede
kompagni, instruktionerne fra Præsident Young til Orson Pratt. Han berettede også, at
hoved-pionerlejren var "nogle få kilometer bagved", og at omtrent to dage bagefter den
var Præsident Young, i en seng i ældste Woodruffs hestevogn, og i god bedring.
Om formiddagen den enogtyvende gik Orson Pratt og Erastus forud for deres
kompagni ned i Emigration Canyon. Medens de var oppe på de høje bjerge den 19.
juli, var deres hjerter blevet betaget ved at se en del af den åbne Saltsødal, men denne
dag, den 21. juli, skulle disse to mænd blive de første af mormon-pionererne, der så
den udstrakte dal og dens sølvskinnende sø, strålende i det fjerne.
Ældste Pratt skriver, idet han beskriver denne vidunderlige scene: "Mr. Snow og jeg
gik op på denne høj, fra hvis top en bred, åben dal, omkring tredive kilometer bred
og halvtreds kilometer lang, lå udbredt foran os, i den nordlige ende af den glitrede
den Store Saltsøs vand i solstrålerne, indeholdende høje, enorme øer fra fyrretyve
til halvtreds kilometer i udstrækning. Efter at være kommet ned fra bjergene, som vi
havde været lukket inde imellem i mange dage, og da vi i et nu så et så udstrakt sceneri
foran os, kunne vi ikke lade være med at udstøde et glædesskrig, som næsten ufrivilligt
undslap vore læber i det øjeblik, dette storslåede og smukke landskab viste sig for os."
De første til at betræde dalen
Hastende ned gennem Emigration Canyon betrådte de to brødre, som kun havde en
hest imellem sig, dalen. Medens de gik afsted, råbte de atter af glæde, thi ude mod
sydvest lå en "bølgende kornmark", det var hvad de først troede. Kornet viste sig
imidlertid blot at være en overdådig mængde buskede siv langs det, der nu er Mill
Creek.
Efter Præsident Youngs instruktioner vendte de to mænd mod nord. I deres
ophidselse tabte Erastus Snow imidlertid sin kappe fra hestens sadel. Følgelig vendte
han tilbage for at finde den, men Orson Pratt gik videre og udforskede dalen til det sted,
hvor det nuværende Salt Lake City ligger.
Ældste Pratt genfortæller om denne begivenhedsrige dag ved en 24. juli-fest i 1867
og fastslår: "For tyve år siden (21. juli) stod jeg ensom og alene på dette store sted

Side 307
... ved bredden af City Creek. jeg stirrede på det omgivende landskab med særlige
følelser i mit hjerte. jeg følte det, som om det var det sted, som jeg så længe havde
søgt efter."15
Dalen udforskes
Efter mørkets frembrud den 21. juli sluttede Orson Pratt sig til sit kompagni ved
mundingen af Emigration Canyon. Tidligt den næste morgen, torsdag den 22. juli, drog
ældste Pratt og otte ryttere afsted for at søge efter et frugtbart sted til at pløje og tilså.
Før de valgte noget drog de imidlertid vidt omkring. Efter at være kommet så langt nord
på som Beck's Hot Springs, drejede de mod sydvest til Jordan-floden. Skønt de fandt
store strækninger fugtig jord, var den alkalisk og tydeligt ufrugtbar. "På andre steder",
forklarer Pratt, "var græsset, skønt jorden var god, næsten tørret ud af mangel på væde.
Vi fandt de mest tørre steder oversvømmet af meget store fårekyllinger, omtrent på
størrelse med en tommelfinger."
Sent samme eftermiddag udvalgte rytterne et bredt stykke land med salviebuske til
at pløje og tilså ved den sydlige gren af en bjergstrøm. Så vendte de tilbage og traf
deres kompagni i den åbne dal omtrent otte kilometer fra deres nattelejr.
Det forjættede land indviet
Tidligt den næste morgen, den 23. juli, førte Orson Pratt sit kompagni til det
udvalgte salvie-land, der lå umiddelbart nord for det sted, hvor den nuværende By og
Amts-Bygning ligger. Idet brødrene dannede en kreds, løftede han sine hænder mod
himlen og fremsagde en højtidelig bøn som tak til Gud, fordi Han havde bevaret dem på
deres rejse og havde ført dem til denne udvalgte forjættelsens dal. Derefter velsignede
han, ved sit apostelskabs myndighed, jorden, at den ville yde i overflod.
Den første pløjning
Efter indvielsesbønnen forberedte tre mænd - William Carter, Levi Kendall og biskop
Seth Taft - pløjningen af jorden. Enogfyrre år senere, den 17. juli 1888, blev William
Carter, som det var lykkedes at vende den første plovfure den 23. juli 1847, belønnet
med en "Guldmedalje" af Arthur Pratt, formand for Old Folks' Committee.
I sin svartale dvælede ældste Carter ved minderne: "Den 23. juli 1847 satte jeg min
plov i jorden på den sydlige side af Trettende Ward overfor Tuft's Hotel, på vestsiden
af blokken (Tuft's Hotel lå på 132 East 3. South Street), idet pløjningen blev udført
tværs over gaden ved det sydvestlige hjørne af blokken (det nuværende sted for Centre
Teatret). Levi Kendall og biskop Seth Taft satte deres plov i jorden og brækkede deres
plovstang. Dette var nær ved lejren, og de kunne ikke pløje længere mod syd. jeg
pløjede omtrent en halv acre, før noget andet oksespand kom. Dette fandt sted omkring
middag."16
Moderne overrisling
I lydighed mod Præsident Youngs instruktioner lavede pionererne en dæmning i
bjergbækken og oversvømmede den hårde jord. Ved solnedgang havde William
Carter og hans gruppe pløjet og harvet to hektarer til såning. Således begyndte
mormon-pionererne på denne varme juli-dag, med temperaturen stående på "hundrede
grader" (Fahrenheit), at skrive det første kapitel af moderne overrisling i Amerika.

"Dette er stedet"
Side 308
Bagude i bjergene havde Præsident Young redet langsomt henimod dalen. Hans
trofaste ledsagere - ældsterne Kimball, Richards, Woodruff og andre - var dagligt gået
afsides, hvor de havde klædt sig i deres præstelige kapper og havde opsendt bønner
for Præsidentens snarlige helbredelse.
Præsident Wilford Woodruff skrev triumferende, idet han kastede et blik tilbage på
den dag, da han drog ind i Saltsødalen: "Den fireogtyvende kørte jeg min vogn, med
Præsident Young liggende i en seng i den, ind i den åbne dal, med resten af kompagniet
(sytten vogne) følgende efter. Da vi kom ud af bjergkløften og fik fuldt udsyn over dalen,
drejede jeg siden af vognen rundt, så den var åben mod vest, og Præsident Young
rejste sig fra sin seng og kastede et blik ud over landet. Medens han stirrede på scenen
foran os, var han optaget af et syn i flere minutter. Han havde set dalen før i et syn, og
ved denne lejlighed så han Zions og Israels fremtidige herlighed, når de blev placeret
i bjergenes dale.
Da synet var forbi, sagde han: "Det er nok. Dette er det rigtige sted. Kør videre." Så
kørte jeg til den lejr, der allerede var dannet af dem, som var kommet før os."17
Erastus Snow tilføjer derefter: "Præsident Young sagde dengang, og senere til hele
lejren, at dette var det sted, han for længe siden havde set i et syn; det var her, han
havde set teltet komme ned fra himlen og sætte sig til hvile, og en røst sagde til ham:
'Her er det sted, hvor mit folk Israel skal opslå deres telte!'"1s
Som en bekræftelse på denne profetiske erklæring, bærer Susa Young Gates,
Præsidentens datter, vidne om, at hendes fader i et syn i Nauvoo Templet blev vist
Saltsødalen et år eller mere før han kom til den.19
Præsident Young skriver: "I Josephs dage har vi siddet mange timer ad gangen og
talt om selve dette land ... Jeg ønsker ikke, at folk skal forstå, at jeg havde noget at
gøre med, at vi flyttede hertil; det var den
Almægtiges forsyn, det var Guds magt ... jeg kunne aldrig have udkastet en sådan
plan."20
Noter
1. Pratts Journal, 30. juni 1847; Jenson, Hist. Record, Vol. IX, p. 65; Creer, The
Founding of an Empire, pp. 177-188; Roberts, op. cit., p. 202. Bemærk - den
12. juni 1950 besøgte forfatteren Donner-søen. På et af de to monumenter ved
den østlige ende af søen findes navnene på Donner-selskabet, ialt halvfems. På
den ene liste er toogfyrretyve mænd, kvinder og børn, som omkom, herunder
syv af familien Donner; på en anden liste er navnene på otteogfyrretyve
overlevende. Syv af familien Donner er i denne gruppe. Af de toogfyrretyve,
som bukkede under, døde seksogtredive i lejren ved Donner-søen, som af
nogle historikere benævnes "Kannibal-lejren". Billederne af disse små tavler
vises på side 153 i Fatal Decision af Walter M. Stockey (en spændende historie
om Donner-selskabet). Se Nathaniel Jones, journal, p. 19; Jenson, Hist.
Record, pp.928-930, giver Daniel Tylers øjenvidneberetning om denne "horrible
dødsscene".
2. Tyler, Hist. Mormon Batt., p. 315.
3. Paul Bailey, Sam Brannan, p. 130.

Side 309
4. Journal History, 5. april 1849.
5. Joseph Fielding Smith, Ess. in Cb. Hist., p. 446; Congressional globe, 27.
kongres, 3. Session, pp. 198-201.
6. Washington Irving, Captain Bonneville's Adventures, Vol. II, pp. 225, 226.
7. Bancroft, Hist. of Utah, p. 453.
8. Roberts, op. cit., p. 237.
9. Jenson, op. cit., p. 67; Egan, op. cit., p. 93; Cowley, op. cit., p. 300.
10. Brigham Young, journal of Disc., Vol. VIII, p. 288; også citeret af Widtsoe, Disc.
of Brigham Young, p. 743; Jenson, Hist. Record, Vol. IX, p. 67.
11. Erastus Snow, Utah Pioneers, p. 43.
12. Nibley, Brigham Young, p. 96.
13. Præsident Charles W. Nibley, over KSL søndag den 3. juni 1928; Des. News, 9.
juni 1928; Gates og Widtsoe, op. cit., pp. 128, 129; Clayton, journal, p. 292.
14. Creer, op. cit., pp. 76-81; angående historien og billeder, se dr. Walter M.
Stookey, Fatal Decision - The tragic Story of the Donner Party.
15. journal of Disc., Vol. XIII, pp. 88, 89; jenson, op. cit., p. 69.
16. Des. News, 20. dec. 1947, p. 14, "Centennial Edition"; Des. News, 17. nov.
1936, viser et fotografi af William Carter, der pløjer med sit oksespand på et
senere tidspunkt.
17. Roberts tale ved afsløringen af det lille, originale monument "This is the Place",
Era, september 1921.
18. Utah Pioneers, 1880, p. 47.
19. Gates and Widtsoe, op. cit., p. 100.
20. Widtsoe, op. cit., p. 735.

Præsident Youngs ankomst
69. Kapitel
De første dage i Zions land
Side 310
Den fireogtyvende juli er meget passende blevet betegnet som Pionerdagen, for
på denne dag i 1847 drog Præsident Young med atten vogne, som medførte de
fleste af Kirkens ledere, ind i Saltsødalen. Om Præsidentens aktiviteter ved denne
mindeværdige lejlighed skriver han: "24. juli. Jeg startede tidligt nu til morgen, og
efter at have krydset over Emigration Canyon-bækken atten gange, kom vi frem til
bjergkløften. Slog lejr med hovedgruppen kl. 2 om eftermiddagen. Omkring middag var
det to hektarer store stykke kartoffelland pløjet, da brødrene begyndte at lægge deres
kartofler. Klokken fem en let byge ledsaget af torden og en stiv brise."1
Lidt mere detailleret fortæller Wilford Woodruff: "Dette er en betydningsfuld dag i
mit livs historie og i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges historie." Så fortsætter
han, idet han lykønsker sine brødre, som var kommet ind i dalen dagen før: "De havde
slået lejr på bredderne af to små vandløb (grene af City Creek) og havde begyndt at
pløje og havde taget omkring to hektarer jord under ploven og var begyndt at lægge
kartofler. Så snart vi havde slået os ned i lejren, begav jeg mig, før jeg spiste min
middag, til den pløjede mark, da jeg havde en halv tønde kartofler, og jeg lagde mine
kartofler og håbede med Guds velsignelse i det mindste at redde kartofler til at lægge
det næste år. Brødrene havde opdæmmet en af bækkene og gravet en grøft, og inden
aften var næsten hele jordstykket overrislet med vand ... Henimod aften ... kom der en
tordenbyge, og den strakte sig næsten over hele dalen, det regnede også noget den
første del af natten; vi følte os taknemmelige over dette, da det var den almindelige
mening, at det ikke regnede i dalen om sommeren."2
Forskellige pioner-dagbøger beretter, at de kartofler, som havde skumplet over
sletterne i 110 dage, voksede i tilstrækkelig mængde til at skaffe læggekartofler til en
rigelig høst det næste år?
De første søndags-gudstjenester
Som om det var et udslag af skæbnen gryede den kristne sabbat - en rolig, ærværdig
dag - over disse udslidte, men lykkelige nybyggere morgenen efter at de var ankommet
til dalen. Den kendsgerning, at de havde været undervejs i næsten halvandet år, ivrige
efter at høre deres profet erklære "Dette er stedet", fik dem til at tage imod deres
arveland og denne første sabbat med blandede følelser og taksigelse.
I hver gruppe var mændene i færd med at barbere sig og gøre rent. Og skønt julisolen
forudsagde endnu en varm dag, var de dog samlet til gudstjeneste klokken ti. Efter
den sædvanlige åbning af mødet holdt George A. Smith den første tale; andre talere
var Heber C. Kimball og Ezra T. Benson. Deres emner var dobbelte: vidnesbyrd og
taknemmelighed for deres velsignelser under deres prøvende rejse og udtryk for stærk
tilfredshed angående deres nye Zion og dets muligheder.
Klokken to mødtes de 160 kirkegængere til deres første nadvermøde i dalen, hvor
syv af brødrene bar deres vidnesbyrd - Wilford Woodruff, Orson Pratt, Willard Richards,
Ezra T. Benson, Lorenzo Snow, John Pack og Præsident Brigham Young. Orson
Pratt, Israels taler og filosof, holdt hovedtalen ved at citere fra Esajas' forudsigelser

Side 311
og anvende dem på de helliges komme til Rocky Mountains toppe. Han læste: "Hvor
liflige er på bjergene glædesbudets fodtrin, han, som udråber fred ... udråber frelse,
som siger til Zion: 'Din Gud har vist, han er Konge.'
Hør, dine vogtere råber, de jubler til hobe, thi de ser for deres øjne Herren vende
hjem til Zion."4
Fra denne første dag tror de hellige på bjergenes toppe oprigtigt, at de er ved at
opfylde følgende profeti af Esajas:
"Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses bjerg, grundfæstet på bjergenes
top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene strømme og talrige folkeslag vandre:
'Kom, lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje,
så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem Herrens ord.'"5
I ny åbenbaring forkyndte Herren for Joseph Smith: "Lad jer derfor ikke forføre ...
Førend Herrens store dag kommer ... skal Zion blomstre på højene og fryde sig på
bjergene og samles til det sted, jeg har udset ... jeg vil gå foran jer ... og I skal ikke
beskæmmes."6
Et budskab fra Præsidenten
Skønt Præsident Young endnu ikke var kommet sig helt efter bjergfeberen,
overleverede han dog Herrens ord til pionererne: "Han sagde til brødrene, at de ikke
måtte arbejde om søndagen," rapporterer ældste Woodruff, og at hvis de arbejdede,
"ville de miste fem gange så meget, som de ville vinde ved det. Ingen måtte gå på
jagt den dag, og der skulle ikke være nogen, som måtte bo iblandt os, hvis de ikke
ville overholde disse regler. De kunne rejse hen og bo, hvor de havde lyst, men skulle
ikke bo sammen med os. Han sagde også, at ingen, som kom her, skulle købe land,
for han havde ikke noget at sælge, men hver mand ville få et stykke land udmålt til
bymæssigt- eller landbrugsformål. Han kunne dyrke det, som han ønskede, men han
skulle være flittig og tage vare på det."7
Hosianna-råbet
Efter at Præsident Young havde afsluttet sin tale, anførte han folket i det hellige
råb "Hosianna, Hosianna til Gud og Lammet, Amen, Amen og Amen!", idet det blev
gentaget tre gange.
Thomas Bullock skriver, at denne første "søndag var en hviledag, en glædens dag
for Herren. Hans Ånd var udgydt, og fred dvælede i bjergenes dale." Den "vil blive
husket længe af den lille skare pionerer, som råbte 'Hosianna til Guds Lam!'"8
Tullidge kommenterer på denne måde: "Så klang dalene med de jublende temaer
fra de hebraiske profeter, og de 'Evige Høje' genlød af de helliges hosiannaråb."9
Et tredie mede
Efter afslutningen af eftermiddagsgudstjenesten holdt pionererne et tredie møde, og
Præsident Young talte igen: "Han håbede, at alle de, som havde fundet ting af en
hvilken som helst slags på vejen, ville bekendtgøre det, så ejerne kunne få dem tilbage.
Han sagde, at en uærlig mand var en forbandelse for de hellige." Han advarede om,
"at hvis en mand tilbageholdt noget, som ikke tilhørte ham, ville det sive ud, og det ville
vise sig at være en forbandelse for ham."10

Side 312
Den forsamlede mængde bestemte så: (1) at kun tørt tømmer måtte fældes til hegn
og brændsel; (2) at land og vand ikke måtte sælges; (3) at der ikke måtte tolereres
nogen monopoler, og (4) at hvis landet ikke blev dyrket på rette måde, havde ejeren
forskertset sin ejendomsret.11
Vidtstrakte udforskninger
Mandag morgen den 26. juli, medens de ledende brødre begyndte at udforske
Saltsø-dalen, blev andre ryttere sendt til distrikterne Davis, Utah, Weber, Cache, Box
Elder, Tooele, Bear River og Bear Lake. Efter deres tilbagekomst nogle få dage senere
fortalte de begejstret om de mange opmuntrende muligheder, de havde opdaget i
fjeldkløfterne og dalene i Rocky Mountains.
Den samme mandag morgen, den 26. juli, red Brigham Young og flere af de
Tolv Apostle samt nogle få andre brødre på deres heste mod nord til toppen af en
nærliggende bjergtinde. Inspireret af deres storslåede udsigt over dalen og den Store
Saltsø, der glitrede mod vest, udbrød Præsident Young, at dette ville være et udmærket
sted til at rejse et "tegn (engelsk ensign) for verden." Denne udtalelse gav "Ensign
Peak" dens navn. Fra dens top rejste de hellige nogle få år senere Stars and Stripes.12
Efter at have forladt Ensign Peak og have taget bad i det, der nu er de Kommunale
Varme Kilder, red Brigham Young og hans gruppe mod nord fire-fem kilometer til de
Varme Svovlkilder, der nu kaldes "Beck's Hot Springs." Om vandet, der vældede ud fra
den ene varme kilde, skriver Clayton: "Jeg kunne ikke holde ud at holde min hånd i det
i fem sekunder ... Det antages, at et æg kunne koges i det på omkring ti minutter." 13
Den næste dag, tirsdag, ledsagede Præsident Young, kørende i en overdækket
vogn, sit selskab mod vest. Efter at have vadet over Jordan-floden fortsatte de omkring
fyrretyve kilometer til foden af et bjerg, der nu er kendt som Black Rock, og nød
en dejlig svømmetur i den berømte Store Saltsø. Med forbavselse bemærker Wilford
Woodruff: "Ingen kunne synke ned i den, men rullede og flød på overfladen ligesom
et tørt stykke tømmer." Han var sikker på, at det var "et af verdens vidundere." Idet
de om morgenen drejede mod syd, udforskede de den vestlige side af dalen mod det
nuværende Copperton, og vendte derefter tilbage til City Creek-lejren.
Vor Guds Tempel
Kort før solnedgang samme dag førte Præsident Young de Tolv Apostle mod nord
mellem City Creeks to grene. Skønt han ikke på dette tidspunkt omtalte et syn, han
havde modtaget, medens han lå syg i bjergene, førte han sin gruppe hen til et bestemt
sted, plantede sin stok i salviebuskadset og udbrød: "Her skal vor Guds Tempel ligge!"
Præsident Wilford Woodruff fortæller om denne begivenhed, da han holdt en tale
en 24. juli, og bevidner: "Jeg satte en stav på dette sted, og templet ligger der nu, et
monument over Præsident Youngs forudseenhed og profetiske akkuratesse."14
Fem år efter at Brigham Young havde udpeget den nøjagtige beliggenhed for Salt
Lake Templet, bar han vidnesbyrd til tusinder af hellige, som var samlet for at deltage
i højtidelighederne, da templets hjørnestene blev nedlagt:
"Jeg siger næsten aldrig meget om åbenbaringer eller syner, men det er
tilstrækkeligt at sige, at sidste juli for fem år siden var jeg her og så i ånden templet, ikke
tre meter fra, hvor vi har lagt hovedhjørnestenen. Jeg har ikke spurgt om, hvad slags
tempel vi skulle bygge. Hvorfor? Fordi det blev vist mig. Jeg har aldrig set på den grund,

Side 313
men synet af den var der. Jeg ser det lige så tydeligt, som om det var virkelighed for mig
... Det skal have seks tårne, til at begynde med, i stedet for et ... ". For fem år siden, da
"vi stod på dette sted og så efter en beliggenhed, og sendte vore udforskningsgrupper
gennem landet, til højre og til venstre, mod nord og mod syd, mod øst og mod vest, og
før nogen af dem vendte tilbage, vidste jeg, lige så godt som jeg nu ved det, at dette
var det sted, hvor vi skulle bygge et tempel - det stod foran mig.""
Mønstret for byen åbenbaret
Brødrene foreslog så, at de skulle udlægge byen i blokke på fire hektarer, med
fyrretyve meter brede gader, der løb i lige vinkler, begyndende ved Tempelpladsen.
Denne nye Zions by skulle følge det almindelige mønster, som profeten Joseph Smith
havde modtaget ved åbenbaring for det Nye Jerusalem, som senere skal bygges i
Independence, Missouri.16
Den 2. august opgav Orson Pratt, medens han gav udkast til byen, højden på
det sydøstlige hjørne af tempelblokken til 1290 meter over havets overflade, dets
breddegrad til 40 grader, 45 minutter og 44 sekunder nord for Ækvator, og 7 timer, 25
minutter, 46 sekunder vest for Greenwich.
Befolkningstilvækst
Den 29. juli red kaptajn James Brown og Samuel Brannan med medlemmerne af
Mormon-Bataillonen ind i dalen og bragte med sig hundrede hellige fra Mississippi.
Gruppen i Salt Lake blev på denne måde forøget med omtrent fire hundrede.
Lørdag aften den 31. juli fuldførte pionererne deres første bygning - en slags barak
- beliggende i det sydøstlige hjørne af Tempelpladsen. Denne bygning, som var tolv
meter lang og otte en halv meter bred, blev brugt til gudstjeneste og underholdning,
indtil vinteren satte ind.
Mange hektarer tilsået
I løbet af deres første uge i dalen gjorde pionererne ved hjælp af tretten plove og tre
harver tyve hektarer parat til beplantning, og de tilsåede ni hektarer med hvede, majs,
havre, kartofler, bønner, ærter, roer, ræddiker og andre havesager. Inden den næste
søndag spirede deres majs og kartofler op af jorden, og inden den 10. august havde
de forøget deres tilsåning til treogtredive hektarer.17
Fornyelse af pagterne
Medens den nyplantede sæd frembragte grønt liv fra den nyopdyrkede jord, instruerede
Præsident Young pionererne om, at de ligeledes skulle påtage sig et nyt liv ved
fornyelse af deres pagter. De skulle bevise deres loyalitet mod Zions sag ved at blive
døbt i City Creek. Wilford Woodruff, medlem af De Tolv Apostles Kvorum, forklarer:
"Vi anså dette for en pligt og et privilegium, fordi vi var kommet ind i en strålende dal
for at stedfæste og bygge et tempel og opbygge Zion." Præsident Young tilføjer: "Om
aftenen blev jeg døbt af ældste Heber C. Kimball, og derefter døbte jeg ældsterne
Kimball, Richards, etc." Ved vandets bred fik hver af ældsterne håndspålæggelse som
et eksempel for Kirken.18 I løbet af to uger havde 284 hellige fornyet deres pagter
gennem dåb og håndspålæggelse. Denne reformations-bevægelse fortsatte i Kirken i

Side 314
nogle år. Ikke blot forløste den fra synder og fornyede pagterne, men den forsynede
mange medlemmer med et nyt medlemskort, idet det gamle var gået tabt.
Noter
1. Roberts, op. cit., p. 224.
2. Ibid., pp. 230, 231; Woodruff, Journal, 24. juli 1847.
3. Det kan måske være af interesse for læseren at vide, at forfatteren af denne
bog har set dette 24. juli-kartoffel-eksperiment prøvet i Saltsødalen med
tilfredsstillende resultat. Skønt kartoflerne for størstepartens vedkommende var
på størrelse omtrent med store valnødder og citroner, gav de dog rigeligt med
læggekartofler til næste års lægning.
4. Esajas 52:7, 8. 5 Ibid., 2:2, 3.
6. L. & P. 49:23-27.
7. Nibley, Brigham Young, pp. 100, 101.
8. Little, op. cit., pp. 127, 128.
9. Tullidge, Lile of Brigham Young, pp. 171-175. 10 Egan, op. cit., p. 108.
11. Hist. of Brigham Young, Ms, p. 110.
12. Grant, "Robbed by the Wolves", Relief Society Magazine, juli 1938; Roberts,
op. cit., pp. 270-278, 493; det først kendte flag, der blev hejst af mormonerne
over denne "Utah-Mexikanske" jord, blev hejst, i oktober 1847. På grund af sin
usædvanlige størrelse, det var 20 meter langt, blev det kaldt Mammut-flaget.
Materialet til dette flag var blevet ført tværs over sletterne af Jedediah M. Grant,
som ankom i september 1847; derefter blev det store flag, så snart det var blevet
syet af søstrene, rejst over det Gamle Fort, hvor det fra toppen af en 30 meter
høj Liberty-stang i mange år vajede ved officielle lejligheder. Jenson, Biog.
Ency., p. 59; Alter, Utah, Vol. I, p. 99.
13. Clayton, journal, p.322.
14. Cowley, op. cit., p. 620, denne bog, 84. kap.
15. Journal of Disc.. Vol. I, pp. 132, 277, 267; Widtsoe, Disc. of Brigham Young, pp.
629, 630.
16. BYPLANEN FOR ZION, som den blev åbenbaret til Profeten, og som var i
Brigham Youngs besiddelse, gives i enkeltheder af Roberts, op. cit., Vol. I, pp.
311, 312. Far West, Nauvoo, Salt Lake, Ogden, Ptovo, Brigham og mange andre
byer, som mormonerne har bygget, følger den plan, som er givet af Profeten -
men ikke i enkeltheder, således som "Modelbyen", der skal bygges i Jackson
County, Missouri, vil blive det.
17. Whitney, Hist.#ol Utah, Vol. I, p. 351;#Clayton, journal,#pp. 329-342;#Alter, Utah,
Vol. I, pp. 75-77.
18. Roberts, op. cit., Vol. III, p. 286; Whitney, op. cit., pp. 348, 349.

Bygning af en palisade
70. Kapitel
Pioner-aktiviteter i 1847
Side 315
I løbet af august og september byggede pionererne en palisade-mur, som omsluttede
den fire hektarer store blok, der lå mellem Tredie og Fjerde Syd og Anden og Tredie
West, hvor Pioner-Park ligger i dag. På de tre sider af fortet var muren af ubrændte
mursten, tre meter høj og halvfjerds cm bred forneden, medens den østlige mur var
af tunge træstammer. Der var to porte, en mod øst og en mod vest; desuden var
der anbragt skydeskår i muren med regelmæssige mellemrum til beskyttelse mod
indianere.
Det første år i dalen tjente denne mur et tredobbelt formål: den skaffede den højeste
side af de huse, som blev bygget på indersiden af muren op imod den; den udgjorde
en beskyttende barriere mod plyndrende indianere og den tjente som et beskyttende
læbælte mod de vinterstorme, som fejede hen over den åbne dal.
Efter at det andet pioner-kompagni på 1690 mænd, kvinder og børn var ankommet
i september og oktober, gav mændene sig til at arbejde på at gøre palisaden større
ved at udvide murene til at omfatte endnu to af byens blokke - den ene mod syd, den
anden mod nord - så den ialt omfattede tolv hektarer.
Mudderbade
De flade tage på bjælkehusene var lavet af træstammer, dækket med et tykt lag kvas
og omkring tredive centimeter jord, som var udmærket, når det var frostvejr, men med
forårets komme, med dets tøvejr og regn, løb bække af mudder og vand ned gennem
jorden og kvaset og omdannede tagene til muddersigter. Orson F. Whitney siger:
"Paraplyer var i høj grad tiltrængte, selv når man lå i sin seng, og det var ikke noget
usædvanligt syn at se en god husmoder bøjet over sin ovn, medens det uophørligt
dryppede og sydede fra ovnen, og hun holdt en paraply i sin venstre hånd, medens hun
med den højre vendte et stykke oksekød eller rørte i en grødgryde ... Andre årsager
til ubehageligheder var sværme af skadedyr - mus, væggelus, etc. - som hjemsøgte
fortet." Væggelusene kom med det grønne tømmer; desuden sværmede mus ind fra
alle sider og skabte derved "lige så stort behov for katte som for paraplyer."1
Parley P. Pratt, som tilbragte vinteren i et af disse huse, fortæller om paraplyernes
popularitet: "Selv i sengen kunne man se folk sidde eller ligge under en paraply."2
Fødsel og død
Den 9. august 1847 kom det første pionerbarn til verden - en lille pige, født i et telt
på Tempelpladsen. Hun fik navnet Young Elizabeth Steele, til ære for både Præsident
Young og dronning Elisabeth af England. To dage senere slog døden ned i lejren; Milton
H. Therlkill druknede i City Creek, tre år gammel. Han var den første hvide person,
historien kender, som blev begravet i Saltsødalen.
Indhegning af markerne

Side 316
Præsident Young sagde, idet han insisterede på, at de hellige skulle sætte hegn om
deres haver og tilsåede marker, at han hellere ville høste fire hektarer end tilså fyrretyve
hektarer, som blev ødelagt af kvæget. Efter Præsidentens instruktioner lavede en
gruppe brødre en vej op gennem City Creek Canyon og førte med sig tilbage slanke
stolper og begyndte at indhegne imod kvæget.
Tilbagevenden til Winter Quarters
Før Præsident Young startede fra Winter Quarters i april 1847, lovede han de hellige,
at han ville vende tilbage om efteråret og føre dem til Bjergene det næste forår. For at
opfylde dette løfte fremskyndede han sine planer i Saltsødalen og sendte følgelig den
16. august, tre uger efter at han havde erklæret "Dette er stedet", en oksespand-gruppe
på 71 mænd og 33 vogne tilbage til Missouri-floden. Ti dage senere fulgte han selv
østpå med endnu en gruppe på 108 mænd og 36 vogne.3
"Zion vokser"
Da de 179 mænd drog bort fra Salt Lake-lejren, drømte de næppe om de mange
forandringer, som ville finde sted, inden de vendte tilbage et år senere. De tænkte kun
lidt på, at Moder Sessions, dalens sygeplejerske, ville få en "høst på 248 små engle";
at der ville blive "mange tilfælde af tvillinger"; at der "i en række på syv huse, der lå
ved siden af hinanden, ville komme otte fødsler på en uge"; at femten mennesker ville
dø; syv hundrede huse ville blive bygget; der ville være "tre savmøller i gang, og en
delvis færdig; også en midlertidig kornmølle og en udmærket næsten fuldført af Neff
... En tærskemaskine og en kornrensemaskine ved City Creek, drevet af vandet", som
kunne "tærske og rense to hundrede tønder i god orden på en dag";4 to tusind hektarer
pløjet og tilsået; den beskyttende palisade næsten fuldstændig brudt ned; huse bygget
på byens blokke og ved vandløbene; den historiske "græshoppeplage" overstået; og
de hellige var ved at brede sig nordpå til Davis og Weber amterne, ganske uden frygt
for det vilde land og de plyndrende bander af indianere.
Det andet pioner-kompagni - 1690 sjæle
Denne fortælling vender nu tilbage til september 1847, til Big Sandy River, hvor den
tager Brigham Youngs spor op, da han begyndte at møde de fremrykkede grupper fra
det andet pioner-kompagni, under ledelse af de to apostle - Parley P. Pratt og John
Taylor. Disse grupper var draget afsted fra Elkhorn River den 21. juni 1847 med 600
veludstyrede vogne, 2200 okser, 124 heste, 887 køer og 358 får og fastgjort til vognene
i bure var der 715 høns og 54 svin. Som tidligere anført ankom de til dalen i september
og oktober samme år.
Om morgenen den 7. september, da Præsident Young mødte John Taylors
kompagni ved Sweetwater River, blæste en snestorm ind fra bjergene, og jorden var
hvid. Da disse emigranter stadig var næsten fem hundrede kilometer fra Saltsødalen og
dårligt forberedte til et sådant vejr, havde de god grund til at være bange. Skyerne drev
ikke desto mindre bort og lod solen komme frem og gav dem håbet og tilliden tilbage.
Om middagen forberedte de to grupper en kongelig fest i en barak, der var opstillet til
lejligheden. Wilford Woodruff beretter begejstret, at "det var i sandhed et sjældent syn
at se et bord så vel dækket med de 'gode ting i livet', midt i ørkenen så langt borte fra
civilisationen. Spisesedlen bestod af stegt og ristet oksekød, pie, kager, bisquit, smør,
fersken-sovs ... sukker og en masse andre gode sager. Hele et hundrede personer

Side 317
sad ved bordet. Resterne fra festen blev fordelt blandt soldaterne og pionererne, og
eftermiddagens festligheder sluttede med en dans."'
Ankommer til Winter Quarters
Den 31. oktober kaldte Præsident Young sit kompagni sammen, halvanden kilometer
vest for Winter Quarters, efter at have fuldført tilbagerejsen på 1600 kilometer, og efter
kærligt at have mindedes deres prøvelser og resultater, "velsignede han dem i vor
Herre Israels Guds navn." Derefter spurgte han: "Hvis brødrene er tilfredse med mig
og de Tolv, så beder jeg jer tilkendegive det!" Hver eneste hånd blev løftet. "I kan gå for
at tage til jeres eget hjem." Mændene skyndte sig afsted for at hilse på deres familier,
som var kommet ud for at møde dem.6
Bemærkelsesværdige resultater
Dr. Cardinal Goodwin citerer følgende udtalelse fra Wilford Woodruffs dagbog og roser
mormonpionererne fra 1847: "Vi har fuldført mere i dette år end historien kan berette
om tolv mænd siden Adams dage. Vi har rejst med tungt lastede vogne mere end
seksten hundrede kilometer over ujævne veje, bjerge og fjeldkløfter, for at søge et land,
et hvilested for de hellige. Vi har udlagt en by på tre kvadratkilometer og bygget et
fort af tilhugget tømmer, der er trukket tolv kilometer ned fra bjergene, og af soltørrede
mursten, og omgiver fire hektarer jord, hvoraf en hektar var dækket af blokhuse,
foruden at vi har tilplantet fire hektarer med majs, kartofler og grøntsager. Alt dette har
vi gjort på en enkelt måned, og vendte så tilbage til Winter Quarters på en årstid, idet
vi rejste over tre tusind kilometer i løbet af sommeren."7.
Første præsident for Salt Lake Staven
Den 10. oktober nåede det sidste kompagni Saltsødalen, hvad der ialt blev til 2095
emigranter i sommeren 1847. Af dette antal var imidlertid 179 vendt tilbage til Winter
Quarters med Brigham Young.8.
Søndag den 3. oktober samledes de hellige i Barakken på Tempelpladsen til deres
første pioner-konference, hvor de opretholdt Fader John Smith som præsident for Salt
Lake Staven og Charles C. Rich og John Young som rådgivere. Konferencen valgte
også tolv højrådsmænd så vel som andre funktionærer til at tage sig af sagerne i dalen
indtil Brigham Young vendte tilbage. Efter det mønster, der var sat af Kirkens ledere,
blev medlemmerne af det andet kompagni døbt i City Creek i oktober 1847.
Den første skole i Utah
Mary Jane Dilworth, en kultiveret ung kvinde på sytten år, blev den første
folkeskolelærerinde i Utah. Det var en frostkold morgen i oktober 1847, at hun kaldte
sine elever ind i et lille, rundt militærtelt, som stod midt indenfor palisaderne. Denne
primitive skole, som var uden stole, pulte, kort eller tavler, havde bjælker til at sidde på
og en flad lejrskammel som lærerindens pult.
Fra Maria D. Nebekers pen kommer dette autentiske billede: "Jeg overværede den
første skole i Utah, hvor min søster Mary Jane underviste. Skolen blev åbnet kun tre
uger efter vor ankomst til dalen. Jeg husker, at Mary Jane sagde til os: 'Kom, børn,
kom. Vi vil begynde nu.' Vi gik ind i teltet, satte os i en rundkreds på bjælkerne og en
af 'brødrene' åbnede med bøn. Vi var ni den første dag. Vi lærte en af salmerne fra
Bibelen og sang sange."9.

Side 318
Det varede imidlertid ikke mange dage før eleverne var velforsynede med "Bibler,
sangbøger, stavebøger, grammatikker og regnebøger." Efter disse bøger lærte de at
synge, læse, skrive, stave og regne.
Utahs første skolebygning
Med det kolde vejrs komme blev skolen flyttet til Utahs første etværelses skolebygning
- et bjælkehus bygget i det nordvestlige hjørne af palisademuren. Det ni gange femten
meter store rum var forsynet med improviserede borde som pulte, lavet af de øverste
dele af vognkasser, medens de udsavede træsæder blev understøttet af træben. Da
der ikke var noget glas for de seks vinduer, gned eleverne tøjstykker ind med fedt og
satte dem fast tværs over vinduesrammerne. Undtagen i det koldeste vejr stod døren
åben for at få lys ind; desuden kom der både varme og lys fra de store stykker brænde
på ildstedet.
Et lag velstampet ler dækkede gulvet; væggene var af kløvede bjælker, sprækkerne
tætnet med ler, cederbark og mos; taget var, i lighed med hjemme, utæt under tøvejr
og regn. Og ved disse lejligheder klatrede de ældste drenge op på taget med skovle i
hænderne og "æltede" utæthederne, medens deres kammerater skovlede frisk ler op
til at lappe med.
En skole for de voksne
Nogle få døre øst for underskolen tilbød Julian Moses, som underviste i den første
skole for voksne i Utah, seks kurser: "Læsning, skrivning, regning, historie, latin og
skrifterne." Særlig i vintermånederne var hans et-værelses skole livlig med de voksne
elever; nogle af dem forærede deres lærer en kurvestol, lavet af pilekviste, der voksede
langs bredderne af City Creek.
I dag undres forskeren over den hurtige vækst af skoler i disse områder i Rocky
Mountains. I løbet af syv år - inden 1854 - var der 226 med 300 lærere og 13.000
elever. Overhovedet for skolerne beretter, at børnene "frekventerede skolen en større
del af tiden end det sommetider rapporteres i de nye stater eller i nogle af de gamle
stater, hvor de har alle de fordele, der tilstås dem af general-regeringen," og denne
deltagelse, stadfæster han, "taler godt. for Utahs Pionerer."1o.
Noter
1. Whitney, op. cit., pp. 366, 367.
2. Mill. Star, 10. marts 1847; citeret af Alter, op. cit., pp. 75, 76, 86, 87.
3. Whitney, op. cit., pp. 351, 363; Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., pp. 459,
460.
4. Mill. Star, Vol. X, 15. december 1848; Alter, op. cit., pp. 77, 85, 88.
5. Grant, "Robbed by the Wolves", Relief Society Magazine, juli 1928. Dette er
en historie om det andet kompagnis lidelser. Den beretter, at Caroline Grant,
Jedediah M. Grants hustru, var den første hvide kvinde, som blev begravet
i Saltsødalen, den 30. september 1847; hendes lig var blevet bragt dertil fra
Bear River, hvor hun døde den 26. september 1847; Whitney, op. cit., p. 362;
Roberts, Lile of John Taylor, pp. 189-192; Woodruff's Journal fra 7. september til
31. oktober 1847; Roberts, op. cit., p. 301; Cowley, op. cit., p. 321.
6. Hist. of the Church, Vol. VII, pp. 616, 617; Joseph Fielding Smith, op. cit., p. 460.

7. Goodwin, op. cit., p. 408; Woodruff's Journal, Ms. p. 79.
8. Joseph Fielding Smith, op. cit., p. 461; Roberts, op. cit., p. 301.
9. Young, op. cit., p. 300; familien Dilworth kom ind i Saltsødalen med det andet
pionerkompagni.
10. Hunter, op. cit., p. 197; Young, op. cit., pp. 295-315.
Side 319

71. Kapitel
Brigham Young valgt til præsident - Græshopperne - Andet års emigranter
Brigham Young valgt til præsident
Side 320
I tre et halvt år efter Profeten Joseph Smiths død præsiderede de Tolv Apostles
Kvorum med Brigham Young i spidsen over Kirken. Men medens apostlene var i Winter
Quarters i 1847, indkaldte de til en speciel konference i Kirken, som skulle afholdes fra
24. til 27. december i Kanesville, Iowa, for at drøfte opretholdelsen af en leder, som
skulle efterfølge Profeten Joseph Smith. Den nyligt byggede bjælke-kirkebygning, der
var 13,5 gange 18 meter stor og som i hast var blevet færdigbygget til denne vigtige
lejlighed, var fyldt til trængsel. Den 27. december blev Brigham Young enstemmigt
opretholdt som Præsident for Kirken, med Heber C. Kimball som første rådgiver og
Willard Richards som anden. Disse kaldelser blev senere stadfæstet ved de forskellige
konferencer i Kirken, både i Amerika og i fremmede lande.
Josephs profeti gået i opfyldelse
Som tidligere anført i denne bog berettede Joseph Smith i sin dagbog, da han første
gang traf Brigham Young: "Omkring den 8. november 1832 fik jeg besøg af ældsterne
Joseph Young, Brigham Young og Heber C. Kimball."1. Under et møde samme aften
forudsagde Profeten: "Den tid vil komme, da Brigham Young vil præsidere over denne
Kirke."1. Femten år senere gik denne profeti i opfyldelse.
Efter at være blevet opretholdt talte Præsident Brigham Young til de hellige: "Dette
er en af de lykkeligste dage i mit liv ... Svæver ikke himlens lyksalighed og Zions briser
her? Hvem føler had, nag eller ondskab? Hvis du kom til døren med en dårlig ånd,
ville den ikke komme ind sammen med dig; nej, den kunne ikke blande sig mellem
os her ... I dag er der ikke blevet gjort mere, end hvad jeg vidste ville blive gjort, da
Joseph døde ... Herrens hånd ligger i det, og hvis Han ikke fører skibet, vil det gå under
i strømhvirvlen."2.
I sin tale udtrykte Præsident Young passende Paulus' følelser: "Ånden selv vidner
sammen med vor ånd, at vi er Guds børn ... Er Gud for os, hvem kan da være imod
os?"3.
Ved slutningen af konferencen sendte det Første Præsidentskab et højtideligt brev
til Kirkens forskellige grene og missioner og bevidnede, at Gud ved sin Helligånd havde
stadfæstet de Tolv Apostles handling, at denne samme Ånd havde hvilet på Guds
hellige på en magtfuld måde, så meget at "de helliges hjerter var fyldt med usigelig
glæde, og enhver kraft i deres sind og hver nerve i deres legeme var vågnet."4.
En let vinter
Med henvisning til den første vinter, som de hellige tilbragte i den Store Saltsødal,
skriver Tullidge: "Forsynet var os nådigt, vinteren var den mildeste, der nogensinde var
kendt på den egn lige til denne dag (1870)"5.
Tre sendebud, som forlod Saltsødalen i januar 1848 og ankom til Win ter Quarters
den 24. april, rapporterer, at "dalen er grøn af græs, der er ti centimeter højt", og derfor
"overvintrede kvæget godt i den åbne dal."6.

Lider af sult
Side 321
Skønt dyrene i Utah kom igennem den første vinter med kun lidt vanskelighed, led de
hellige selv henimod foråret stærkt af mangel på fødevarer. Kun ved den stærkeste
selvfornægtelse lykkedes det dem at bevare deres knappe forråd af sæd af hvede og
majs til forårssåningen.
Om disse "hungrige dage" skriver John R. Young: "Ved den tid, da græsset begyndte
at gro, var hungersnøden vokset smerteligt ... I flere måneder havde vi intet brød.
Oksekød, mælk, evighedsblomster, segoliljer og tidsler udgjorde vor kost. Jeg var
hyrdedreng, og når jeg gik ude og passede kvæget, plejede jeg at spise tidselstilke lige
til min mave var så fuld som en kos. Til sidst blev sulten så stærk, at fader tog den
gamle oksehud, som fuglene havde gennemhakket, fra lemmen, og den blev forvandlet
til den lækreste suppe, og familien nød den som et rigt traktement."7.
Græshopper fra Rocky Mountains
I juni måned 1848, da Saltsødalen udsendte en højst behagelig duft af
landbrugsprodukter, med omkring to-tre tusind hektarer land tilsået,8 arbejdede
en mere dødelig fjende end tørke eller frost sig snigende på vej fra foden af
Wasatch-bjergene. Hvorledes disse klodsede, halvt springende græshopper fra Rocky
Mountains sansede, at de flittige nybyggeres afgrøder var friske og grønne, vil man
aldrig få at vide. I hvert fald, da denne havesyge fjende satte sit angreb ind, var det
velberegnet og uden varsel.
Anson Call, som hjalp med til at bekæmpe disse plyndrende væsener, beskriver
dem således: "Rocky Mountain-græshoppen ... er omkring fire centimeter lang, tung og
klodset i sine bevægelser, uden mere bevægelseskraft end til at springe tredive-fyrre
centimeter ad gangen. Den har skarpe øjne, ser iøjnefaldende ud, og bibringer en det
indtryk, at den måske kan være bolig for en hævngerrig lille dæmon."9.
Præsidenterne for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
[IMAGE]
Den håbløse kamp
Så snart græshopperne begyndte at sprede ødelæggelse, stillede nybyggerne - mænd,
kvinder og børn - sig op til kamp mod den indtrængende fjende med ethvert
forsvarsmiddel, der kunne skaffes; de gravede huller og grøfter, drejede vandløbene
på tværs af deres kurs; slog på dem med plejle, stave og koste, brændte dem på bål,
jagede dem ind i fælder af ild, men til ingen nytte; de var utallige.
John R. Murdock skriver: "Jeg husker græshoppernes dage ... Aldrig har jeg oplevet
en så frygtelig tid, som da græshopperne fejede ned over vore kornmarker for at
ødelægge dem."".
John R. Young efterlader os dette vidnesbyrd: "Da sommeren skred frem og den
sparsomme høst nærmede sig, begyndte kampen med græshopperne ... Min broder
Franklin og jeg prøvede at redde en acre hvede, som tilhørte fader, og som voksede
ikke langt fra, hvor nu Salt Lake Teatret nu står (Første Syd og State Street). Hveden var
netop begyndt at blive gul. Græshopperne klatrede op ad stilken, kappede hovedet af,

Side 322
kom så ned og spiste det. For at forhindre dette tog min broder og jeg hver en ende af et
langt reb, strakte det ud i sin fulde længde og gik så ned gennem kornet og holdt rebet
således, at det ramte hovederne og således slog græshopperne af. Fra solopgang til
solnedgang fortsatte vi med dette arbejde, for da mørket kom, søgte græshopperne ly,
men da solen stod op, begyndte de igen deres ødelæggelser."11.
Bøn og faste
Da Kristus vendte tilbage fra Forklarelsens Bjerg, gav han sine apostle en vigtig nøgle
til at mane ødelæggelsens hånd bort - selv en græshoppeplage, hvis det skulle være
nødvendigt. Ved den lejlighed tugtede han sine disciple, som af mangel på tro ikke
havde haft held med deres forsøg på at uddrive djævelen fra en bønfaldende mands
søn. Med følgende få mindeværdige ord lærte Han menneskeheden en værdifuld lektie:
" ... Den slags farer kun ud ved bøn og faste."12.
Patriarken John Smith, som var klar over det alvorlige ved at være uden føde midt
i Rocky Mountains - seksten hundrede kilometer fra nærmeste forsyningsstation - og
som også var præsident for Salt Lake Stake, bestemte en særlig dag til faste og bøn.
Af hele deres hjerte fastede disse to tusind frygtsomme hellige i forening; og medens
de kæmpede mod fjenden af al deres magt, fortsatte de at bede om hjælp. John
R. Young beskriver sin oplevelse: "Oh, hvor vi kæmpede og bad og sloges med de
myriader af sorte, modbydelige insekter, som flød ned som en flod af snavset vand fra
bjergsiden."13.
Ud fra himlen
At disse trofaste helliges bønner - disse hellige, som bad for selve livet - blev belønnet
på frugtbar vis, er blevet bevidnet af mangt et øjenvidne. Ved flere lejligheder er
forfatteren af denne bog blevet bevæget, når hans bedstemoder, Susan Noble Grant,
levende fortalte om sine oplevelser med græshoppeplagen og de himmelsendte måger.
Idet hun dramatisk beskrev denne mindeværdige dag - da hun var en ung pige på sytten
år - bevidnede hun: "Svaret på vor faste og bøn kom en klar sommereftermiddag.
Vi blev frygtelig forskrækket, for pludselig viste store flokke af måger sig, kredsende
over vore hjemsøgte marker. 'En ny plage kommer ned over os', var vor første tanke.
De grå og hvide fugle slog ned i hundredvis, derefter i tusindvis, idet de udstødte
skingrende, halvt klagende skrig, da de kastede sig over vor sorte fjende. Til vor
forbavselse syntes mågerne næsten glubende sultne, medens de begærligt slugte de
kravlende, springende græshopper, som om de var bestemt på at distancere deres
menneskelige konkurrenter. Så hændte noget mærkeligt. Så snart de havde proppet
sig, fløj de over til et nærliggende vandløb, tog nogle slurke vand, gylpede op og vendte
tilbage for at slutte sig til deres skrigende kammerater. Alle vore folk stod undrende!
Vore bønner var blevet besvaret.
Ikke før solen var gået ned holdt disse venlige fugle - for de var ikke det mindste
bange for os - op med deres angreb. Så fløj de, idet de formerede sig i lange stimer,
deres vej mod vest for natten, men næste morgen ved solopgang var de igen ved vor
side, lige så sultne og frygtløse som før. De holdt ikke op med at komme, før hver
eneste græshoppe var borte fra vore marker."
John R. Young, som bekæmpede græshopperne sammen med Susan Grant og
andre, giver os dette vidnesbyrd: "Vi ville sikkert være blevet oversvømmet og fejet ud
i forglemmelsen, havde det ikke været for de velsignede måger, som den barmhjertige

Side 323
Fader sendte til vor befrielse. Det første jeg vidste om mågerne, var, at jeg hørte et
skarpt skrig. Da jeg så op, opdagede jeg hvad der lignede en uhyre flok duer, der kom
fra nordvest. Det var omkring klokken tre om eftermiddagen ... Deres komme var som
en stor sky, og da de passerede mellem os og solen, dækkede en sky marken. Jeg
kunne se mågerne slå sig ned mere end halvanden kilometer omkring os. De var meget
tamme og kom indenfor få meters afstand fra os ..'. Så vidt jeg husker kom mågerne
hver morgen i omtrent tre uger, og da deres mission tilsyneladende var endt, holdt de
op med at komme."14.
Ingen måger før pionerernes dage
To år efter at mågerne så mirakuløst havde frelst pionerernes afgrøde, bringer Deseret
News for 22. juni 1850 denne udtalelse: "Græshopperne har overhovedet ikke gjort os
besvær i år. Hundreder og tusinder af måger viste sig tidligt om foråret, og så snart
græshopperne viste sig, gjorde mågerne angreb på dem, og de har fejet dem rene, så
der næppe findes en græshoppe i dalen.
Vi ser på dette som en tilkendegivelse af Den Almægtiges gunst, for bjergbeboerne
siger, at de aldrig har fundet måger her, før mormonerne kom. Det var i sandhed
opmuntrende at se flokkene af disse redningsmænd, i mange kilometers udstrækning
komme fra Søen tidligt om morgenen og æde græshopper hele dagen, og så ved
solnedgang samles i en masse og flyve tilbage til Søen, til en nats hvile ... "
Monument til ære for mågerne
Til ære for disse fugles redningsmission vedtog Utahs lovgivende forsamling i 1897
nogle love, som beskyttede dem. Og den 1. oktober 1913 afslørede S.D.H.-Kirken
et behørigt Måge-Monument i nærheden af den sydlige port på Tempelpladsen. På
toppen af den fire en halv meter høje doriske granitsøjle findes en granitkugle, og
hvilende på denne kugle er der to måger, der vejer 250 kg, med et vingefang på to en
halv meter. På de fire bronzeplader ved foden af søjlen har Utahs berømte billedhugger,
Mahonri M. Young - barnebarn af Præsident Brigham Young - indgraveret og hugget
en smuk fremstilling af "Guds barmhjertighed mod Mormon-pionererne".15 Dette siges
at være det første monument, der er rejst til ære for fugle.
Køb af Goodyear ejendom
Kaptajn James Brown, som havde hentet de fem tusind dollars (ca. 35.000 kroner)
i California til Mormon-bataillonen, ankom med pengene til Salt Lake-lejren den 15.
november 1847. Kort tid derefter blev han sendt til Ogden, hvor han den 6. januar
1848 købte Goodyears gavebrev på 2000 hektarer af Miles Goodyear for 1950 dollars
(ca. 14.000 kroner) i guld. Brown og hans to sønner flyttede derefter ind i en af de tre
Goodyear-hytter på den østlige bred af Weber-floden. I løbet af sommeren byggede de
Browns Fort et lille stykke sydøst for den oprindelige palisade. For at komme ovenfor
Weber-flodens forårsoversvømmelser flyttede de derefter Goodyears hytter til den nye
beliggenhed og kaldte stedet Brownsville.
Opkaldt efter Peter Skene Ogden
"En god høst af korn, kartofler, grøntsager og fine vandmeloner", rapporterer Andrew
Jenson, da han skriver om Brownsville, "blev dyrket i 1848, og mejeriprodukter fik man

Side 324
fra en flok geder, der ejedes af kaptajn Brown. I 1850 byggede Lorin Farr et fort på
nordsiden af Ogdenfloden et lille stykke øst for det sted, hvor Washington Avenue nu
krydser dette vandløb."16.
Ved slutningen af året 1850 var landsbyens befolkning forøget til tredive familier,
og navnet Brownsville blev forandret til Ogden til ære for den berømte pelsjæger
Peter Skene Ogden. Det næste år, 1851, blev Ogden Stake, der bestod af to warder
- Nord-Ogden og Syd-Ogden - organiseret. Ved det første kommunevalg i 1852 blev
Lorin Farr valgt til borgmester.17.
Vestpå med Præsident Young
I samme periode hvor kaptajn Brown byggede sine hytter ved Weberfloden, og nogle
få uger før græshoppekrigen i Saltsødalen, startede Præsident Young den 26. maj
1848 mod vest fra Missouri-floden med 1229 hellige.18 Omkring en uge senere fulgte
Heber C. Kimball efter med 662, og den 3. juli drog Willard Richards afsted med 526.
Hele flokken bestod af 2417 mænd, kvinder og børn, 792 vogne og flere tusind dyr. De
ankom til Saltsødalen mellem den 20. september og den 19. oktober.
Noter
1. Joseph Smith, op. cit., Vol. I, p. 295; denne bog p. 153; Roberts, op. cit., pp.
317, 318; Mill. Star, Vol. XXV, p. 439.
2. Hist. of Chunh, Vol. VII, pp. 621, 624; Roberts, op. cit., p. 316.
3. Rom. 8:16, 31.
4. Roberts, op. cit., p. 316; Hist. of Church, Vol. VII, pp. 623, 625.
5. Tullidge, op. cit., p. 193.
6. Mill. Star, Vol. X, 15. juni 1848, og 1. nov. 1848.
7. Mem. of John R. Young, Utah Pioneers, 1847, p. 65; Roberts, op. cit., p.
329-331.
8. Idem; Whitney, Hist. of Utah, p. 377; Alter, op. cit., p. 84.
9. Roberts, op. cit., pp. 331-333; James E. Talmage, "The Sea Gulla, Era, dec.
1909.
10. Young, op. cit., p. 158; Alter, op. cit., p. 88, crickets last of June.
11. Mem. of John R. Young, Utah Pioneers, 1847, pp. 65, 66; Alter, op. cit., p. 88.
12. Matt. 17:21.
13. Mem. of John R. Young, Utah Pioneers, 1847, pp. 65, 66; Gates and Widtsoe,
op. cit., pp. 117, 118.
14. Idem.
15. Alter, op. cit., pp. 116-118; Roberts, op. cit., p. 333 viser billedet af monumentet;
Era, Vol. XVII, pp. 64-73, beskriver "Højtidelighederne ved afsløringen af
monumentet".
16. Jenson, Encyc. Hist., p. 783.
17. Alter, op. cit., p. 143, viser billede af Goodyears hytte, det ældste hus i Utah,
som bevares som et minde i Ogden.
18. Jenson, Hist. Record, pp. 902-905.

72. Kapitel
En iskold anden vinter - Heber C. Kimballs profeti forty-niner'ne"
En prøvelsens vinter
Side 325
Tværtimod det vejr, der var forudset, blev den anden vinter i den store Saltsødal
overordentlig streng - slet ikke som den gavmilde årstid i 1847-48. Næppe var Kirkens
Præsidentskab ankommet med deres tre store kompagnier af pionerer om efteråret
i 1848, før det kolde vejr satte ind. Inden den 9. december dækkede femogtyve
centimeter sne dyrenes foder, og inden jul var det yderligere steget til næsten en halv
meter. Heste og kvæg led meget, og mange af dem sultede eller frøs ihjel. Isaac Haight
skriver, at "troen hos mange af de hellige blev smertelig prøvet, og nogle af dem blev
svage og ønskede at vende tilbage til staterne. Ikke desto mindre var mange villige til
at finde sig i tabet af alting for Evangeliets skyld og for Jesu vidnesbyrd."1.
Hjemmelavet tøj
Kaptajn James Brown fra Mormon-bataillonen bevidner: "Vinteren 1848-49 var ... kold.
Mange folk fik stærk frost i fødderne. En af dem, den, der skriver, led så meget af dette,
at han mistede alle tånegle på begge fødder."2. Kaptajn Brown blev, ligesom mange
andre, tvunget til at bære klude og hjemmelavede mokkasiner på fødderne, når han
skulle ud efter brændeknuder i de snefyldte fjeldkløfter. Herbert C. Kimball beretter:
"Næsten alle var klædt i pelstøj, og vi var alle fattige, nødlidende og udmattede, og dog
følte vi os alle godt tilpas."3.
Stigende priser
"I begyndelsen af februar 1849," siger Præsident Young, "foretog biskopperne en
optælling af brødkornet i dalen, da det rapporteredes, at der kun var lidt mere end
trekvart pund om dagen til hver indtil begyndelsen af juli." Majs solgtes for tre dollars
(ca. 20 kroner) for en skæppe (ca. 36 liter), hvis det kunne fås, og "hvede er steget fra
fire til fem dollars, og kartofler fra seks til tyve dollars pr. skæppe."4.
Heber C. Kimballs forudsigelse
Orson F. Whitney beretter om en vidunderlig profeti, som Heber C. Kimball fremsatte for
de nødlidende hellige: "Det var i denne nødens tid, da nybyggerne var halvdøde af sult
og halvpåklædte og næppe vidste, hvor de skulle lede efter den næste brødkrumme
eller pjalter til at dække deres nøgenhed - for tøj var blevet næsten lige så knapt hos
dem som brødkorn - at Heber C. Kimball, fyldt med profetiens ånd, i et offentligt møde
erklærede overfor den forbløffede forsamling, at i løbet af kort tid ville varer fra staterne
blive solgt på Salt Lake Citys gader billigere end i New York, og at folket skulle blive
rigeligt forsynet med føde og klæder.
'Jeg tror ikke et ord af det', sagde Charles C. Rich (medlem af de Tolvs Kvorum), og
han udtrykte kun den samme følelse som ni tiendedele af dem, som havde hørt den
forbavsende erklæring.
Heber selv var forbløffet over sine egne ord, så snart Andens kraft var blevet mindre,
og det 'naturlige menneske' igen hævdede sig. Da han satte sig igen, bemærkede

Side 326
han til brødrene, at han var bange for, at han denne gang havde taget fejl. Men det
var ikke hans ord, og Han, som havde inspireret dem, vidste hvorledes de skulle gå
i opfyldelse."5
Guld i California
Endnu medens de hellige spekulerede over den nævnte profeti, var der kræfter i
gang, der skulle garantere dens opfyldelse. Ni medlemmer af Mormon-Bataillonen
opdagede, medens de gravede en møllerende ved Sutter's savmølle i Sacramento
Valley, California, den 24. januar 1848, de guldklumper, som førte til guldfeberen i
California i 1848-49.6 Skønt bestyreren af møllen, James W. Marshall, forsøgte at
holde opdagelsen hemmelig, spredtes nyheden dog alligevel, og inden april var den
spændende begivenhed i gang. I maj styrtede Samuel Brannan, mormonlederen,
gennem San Franciscos mudrede gader med en flaske gult guldstøv højt hævet og
råbende: "Guld! Guld! Guld! Guld! fra American-floden!" Inden der var gået en uge var
San Francisco en øde by.7
Melding om de gule guldklumper
I løbet af vinteren 1848-49 fik de eventyrlige guldrapporter fra California titusinder
af eventyrere til at styrte mod vestkysten. Præsident James K. Polk ophidsede i sit
budskab til Kongressen den 5. december 1848 nationen ved at læse et brev fra
guvernør Mason. Guvernøren berettede, at han skrev fra "guldmarkerne" i sin stat. Med
sine egne øjne så han de "gule guldklumper", som var ved at blive skrabet op i pander,
vasket og puttet i sække for at blive solgt. "I virkeligheden", beretter han, at guldsøgerne
"ofte piller guld ud af sprækkerne i klippen med deres slagterknive i stykker fra en til
seks ounces (30 til 300 gram)."$
Både fra alle lande
En californisk historieskriver, dr. Cardinal Goodwin, beretter: "Mellem 14. december
1848 og 18. januar 1849 sejlede enogtres skibe, med gennemsnitlig halvtredsindstyve
passagerer hver, til Stillehavskysten fra New York, Boston, Salem, Norfolk,
Philadelphia og Baltimore. Mange flere forlod Charleston, New Orleans og andre havne
... Behovet var så stort, at skibe blev omdirigeret fra al anden tjeneste med det formål at
betjene de skarer, som krævede transport til California. Feberen spredtes til fremmede
lande." I februar 1849 var der fireoghalvtreds kinesere i California, men ved slutningen
af samme år havde antallet "oversteget fire tusind."9
Guldsøgere og spekulanter bød tusind dollars (næsten 7000 kroner) for dæksplads
på både, der skulle til California. Skibe med plads til et hundrede sammenstuvede fem
gange så mange ombord; og i løbet af to år sprang California's befolkning op på mere
end et hundrede tusind.
Guldfeberen
I guldfeberens dage solgte tusinder af rigdomssøgende deres ejendele i de østlige
stater og læssede deres vogne med købmandsvarer, maskiner og landbrugsudstyr
og drog afsted mod California. Vejen fra Missourifloden til Skillelinien gik opad, og
de vidtstrakte prærier blev et endeløst mareridt for de rastløse kørende. Gennem
Wyomings alkaliske landstrækninger var vejen oversået med vogne, døde heste og

Side 327
kvæg. Hvor dyrene faldt, blev de efterladt. Udrustningen "fordobledes", og forladte,
halvlastede vogne bar nedkradsede tegn, "Tag selv".
Opfyldelsen af profetien
De sidste halvandet hundrede kilometer bjergveje øst for Salt Lake City viste sig at være
særlig katastrofale - hjul blev smadrede, vognstænger knækkede, og heste gav op.
Da de efter at have nået Salt Lake City, desuden fik at vide, at guldmarkerne stadig
var tolv-tretten hundrede kilometer borte, og at vidtstrakte, brændende ørkener og to
bjergkæder lå på deres vej, var de tapreste af oksedragerne ivrige efter at sælge ud. For
at forøge denne modløshed rapporterede en gruppe Forty Niner'e, som vendte tilbage
fra guldmarkerne, at skibsladninger af forsyninger allerede oversvømmede Californias
marker.
Lammet af modløshed tilbød oksedragerne deres belæssede vogne og udmattede
dyr til vældig lave priser. Deres eneste ønske var at få i bytte en frisk, let udrustning og
nogle få nødvendige forsyninger. Efter at have fået dette, drog de afsted igen.
Næsten i løbet af en nat fandt de hellige sig selv rigeligt forsynet. Her var "varer fra
staterne" så vel som vogne og heste rigtig "stablet" op i deres gårde, og så endda til et
beløb, der var under en gros-priserne på gaderne i New York City.10
Frontier Guardian beretter, at guldsøgerne solgte "de bedste spader og skovle
for halvtreds cents (ca. kr. 3,50) hver ... Hele kasser med snedkerværktøj, som i de
østlige stater ville koste 150 dollars (ca. 1000 kroner), blev solgt for 25 dollars (ca. 175
kroner). Ja, i virkeligheden bliver hver eneste artikel, undtagen sukker og kaffe, solgt
til gennemsnitlig halvtreds procent under en gros-prisen i de østlige byer."11
De hellige skal dyrke jorden
I guldfeberens dage formanede Præsident Young de hellige til at blive i deres nylig
oprettede Zion. "Gud har udvalgt dette sted til indsamlingen af sine hellige, og I kan
klare jer bedre her end I vil ved at tage til guldminerne ... Jeg lover jer i Herrens navn,
at mange af jer, som tror I kan blive rige og komme tilbage, vil ønske, at I aldrig var
taget afsted herfra og vil længes efter at komme tilbage, men vil ikke være i stand til
at gøre det. Nogle af jer vil komme tilbage, anen jeres venner, som bliver her, vil være
nødt til at hjælpe jer ... Gud har vist mig, at dette er det sted, hvor hans folk skal bo,
og det er her de vil få fremgang. Han vil tæmme elementerne til gavn for sine hellige;
Han vil bortmane frosten og jordens goldhed, og landet skal blive frugtbart. Brødre, gå
nu ud og så jeres sæd."12
Ros til mormonerne
I et brev den 6. september 1848 lovpriser general John Wilson, som var på vej til
California, mormonerne med disse historiske ord: "Et mere ordentligt, alvorligt, flittigt
og borgerligt folk har jeg aldrig mødt end dette, og det er utroligt, hvor meget de har
udført her i ørkenen på så kort tid. I denne by, som rummer omkring fire-fem tusind
indbyggere, har jeg aldrig mødt en borger, som er en drivert, eller nogen der ser ud
som en dagdriver. Deres høstudsigter er gunstige, og der er en ånd og en energi i alt,
hvad man ser, som ikke kan lignes ved nogen anden by, jeg nogensinde har været i,
og jeg kan tilføje, ikke engang i gamle Connecticut." 13

Flid, udholdenhed, offentlige arbejder
Side 328
"Vore offentlige arbejder", beretter Præsident Young den 9. april 1849, "har haft
fremgang, og består af et rådhus, 180 kvadratmeter stort, med to etager, bygget af
tiendepenge; ligeledes en bro over Western Jordan, til en udgift af syv hundrede
dollars (omtrent 5000 kroner), og sekssyv broer over mindre vandløb, som skal betales
gennem en 1 procent ejendomsskat; ligeledes et badehus ved de varme kilder ... Der
er tre kornmøller og fem-seks savmøller i arbejde og adskillige flere under overvejelse
... Placeringen af et garveri og et støberi er udtænkt, så snart sneen forlader bjergene.
Forterne bliver hurtigt brudt ned ved at flytte husene ind på byens område, og byen
er allerede ved at antage et udseende som ethvert almindeligt land med mange års
vækst; sådan er de helliges flid og udholdenhed."14
Noter
1. Journal of Isaac Haight, citeret af Nibley, Brigham Young, pp. 126-129.
2. Idem.
3. Whitney, Life of H. C. K., p. 403.
4. Nibley, op. cit., p. 130.
5. Whitney, op. cit., pp. 401, 403; Roberts, op. cit., pp. 349-353.
6. Ibid., p. 362 anfører navnene på mændene i møllen.
7. Bancroft, Hist. of Calif., Vol. VI, pp. 19, 56; Roberts, op. cit., pp. 364, 365; Bailey,
Sam Brannan, p. 121.
8. California Messages and Correspondence, 1850, pp. 528, 536, citeret af
Goodwin, op. cit., pp. 457-459.
9. Idem.
10. K. Coeman, Economic Beginnings of the Far West, Vol. II, pp. 179, 180.
11. Frontier Guardian, 15. sept. 1849; Mill. Star, Vol. XI, p. 340; Whimey, op. cit., p.
403.
12. James Brown, Autobiography, pp. 119-123; Nibley, op. cit., pp. 126-129.
13. Roberts, Life of John Taylor, p. 202.
14. Nibley, op. cit., pp. 126-129.

73. Kapitel
Tidligt liv i Utah rapporteret af besøgende - 1849-1854
Gudstjeneste med Brigham Young
Side 329
Pastor M.E.D. Trowbridge, som besøgte Salt Lake City, giver den 27. juni 1849 denne
karakteristiske beretning om livet blandt de første mormoner: "Byen er omkring fem
kilometer lang. Fortet, hvor de først bosatte sig, er for størstedelens vedkommende
revet ned. Vi tilbragte seks dage her. Jeg prædikede på sabbatsdagen (under åben
himmel på Tempelpladsen) for en meget stor og agtværdig forsamling, som lyttede
med intens opmærksomhed. Efter at jeg var færdig med at tale, rejste en af 'de Tolv'
sig (de sad alle på forhøjningen) og talte i nogen tid ...
Præsident Brigham Young inviterede mig til at besøge sig i sit hjem, og jeg tilbragte
sabbatsaftenen med ham og flere af hans ældster. Jeg samtykkede i at tale igen næste
sabbat, hvis vi blev så længe. Præsident Young er en gentleman, og jeg tror kristen.
Han er meget selskabelig, intelligent og ubesværet i sin optræden. Før de trak sig
tilbage om aftenen kom familien ind og var med til andagten, som jeg blev opfordret til
at deltage i. Om morgenen holdt han bøn, og han og hans hustru sang en smuk salme,
således som de også havde gjort det aftenen før. Jeg var i høj grad imponeret af hans
religiøse hengivenhed. Mrs. Young er en intelligent kvinde og styrer sin husholdning på
ærefuld vis. Jeg har aldrig været behandlet mere hjerteligt og har aldrig været i stand
til at påskønne det mere."1
Guldgraverne og mormonerne
Her følger en anden skildring af Salt Lake City, taget fra en "guldgravers" pen den 8.
juli 1849. Den blev senere offentliggjort i New York Tribune.
"Det kompagni af guldgravere, som jeg har den ære at kommandere, ankom hertil
den 3. dennes, og døm selv om vore følelser, da vi, efter omkring to tusind kilometers
rejse gennem en uopdyrket ørken, og de sidste halvandet hundrede kilometer af rejsen
gennem og imellem høje bjerge og snævre og vanskelige kløfter, pludselig og næsten
uventet befandt os i et forholdsvist paradis ...
Ved det første syn af alle disse tegn på opdyrkning i ørkenen, blev vi betaget
af undren og glæde. Nogle græd, nogle råbte tre hurraer, nogle lo og nogle løb og
næsten dansede af glæde, medens alle følte sig usigelig lykkelige over endnu engang
at befinde sig i et landskab, som viste tegn på den fremskredne civilisations fremgang."
Intet forretningscentrum i byen
"Vi drog videre gennem landskaber ligesom disse og ventede hvert øjeblik at
komme til et eller andet handelscentrum, et forretningssted i denne store hovedstad i
bjergene, men vi blev skuffede. Intet hotel, ingen vejviser, ingen restaurationer, intet
barberskilt, ingen torvehal, ingen købmand, ingen fødevarer, ingen manufakturvarer
eller isenkrambutikker adskilte den ene del af byen fra den anden; ikke engang et
bager- eller mekanikerskilt var at se nogetsteds ...
Der var ingen hoteller, for der havde ikke været nogen rejse; ingen
barberforretninger, fordi enhver valgte selv at barbere sig, og ingen havde tid til at

Side 330
barbere sin nabo; ingen butikker, fordi de ikke havde varer at sælge, heller ikke tid til
at handle; intet butikscentrum, fordi alle havde for travlt til at lave et centrum ... Alle må
dyrke landet eller dø, for landet var nyt, og der var ingen opdyrkning undtagen deres
egen indenfor femten hundrede kilometer. Hver havde sin egen jordlod og byggede på
den; enhver dyrkede den, og måske en lille bondegård i det fjerne."
En gigantisk republik
"Og det mærkeligste af alt", undredes han over, var, at "denne store by, som strakte
sig over mange kvadratkilometer, var blevet bygget, og hvert hus og hvert hegn lavet, i
løbet af ni eller ti måneder efter den tid de ankom, medens der på samme tid var bygget
gode broer over de vigtigste vandløb, og nybyggeriet strakte sig næsten halvanden
hundrede kilometer op og ned i dalen.
Dette territorium, denne Stat, eller som nogle betegner det, 'Mormonriget', kan
rettelig betragtes som et af de største vidundere i vor tid, og i forhold til sin alder den
mest gigantiske af alle eksisterende republikker - da den kun er i sit andet år efter at den
første kultiveringssæd blev sået, eller den første civiliserede beboelse blev påbegyndt."
En gudstjeneste på sabbatsdagen
"I dag overværede jeg en gudstjeneste sammen med dem i fri luft. Nogle tusinde
velklædte, intelligent-udseende folk samledes; nogle af dem til fods, `nogle i vogne og
nogle til hest. Mange var nydeligt eller endog elegant klædt. Damernes skønhed og
velklædthed mindede mig om nogle af vore bedste menigheder i New York."
Idet han viser betydelig overraskelse, beretter samme skribent: "De havde et
kor af begge køn, som sang overordentlig godt, akkompagneret af et orkester, der
spillede godt på næsten ethvert musikinstrument af moderne opfindelse. Bruset af den
yndigste, hellige og højtidelige musik fyldte luften, hvorefter der blev holdt højtidelig
bøn ved Mr. Grant (Jedediah M. Grant) fra Philadelphia. Derefter fulgte forskellige
forretningsbekendtgørelser, oplæst af sekretæren ...
Derefter kom en lang tale af Mr. Brigham Young, Samfundets Præsident, der talte
en del om politik, meget om religion og filosofi, og en lille smule om emnet guld ... Han
bemærkede endvidere, at folket her ville sende en ansøgning om at blive organiseret
som et Territorium under den amerikanske regering, til trods for dens mishandlinger, og
at de, hvis det blev tilstået, ville stå ved de Forenede Staters Forfatning og love, medens
han samtidig fordømte deres korruption og mishandlinger ... Sådan var i uddrag den
tale, som vi lyttede til i bjergenes fæstninger."
At have indflydelse på landets skæbne
"Mormonerne er ikke døde, heller ikke sønderbrudt i deres ånd, og hvis jeg ikke tager
fejl, dvæler der en ædel, dristig, stærk og demokratisk ånd i deres bryst, hvad der vil
befolke disse bjerge med en race af uafhængige mænd og have indflydelse på vort
lands skæbne og på verden i hundrede generationer.
I deres religion synes de godgørende, hengivne og oprigtige; i deres politik dristige,
forvovne og beslutsomme; i deres hjemlige kreds rolige, kærlige og lykkelige; i flid,
dygtighed og intelligens er der kun få, der er deres lige, og ingen overgår dem på jorden.
Jeg havde mange mærkelige følelser, medens jeg betragtede denne nye civilisation,
der var vokset op så pludselig i ørkenen. jeg ville næsten ønske, jeg kunne vågne af min

Side 331
gyldne drøm og finde, at det kun er en drøm, medens jeg syslede med mine hjemlige
pligter lige så roligt, lige så lykkeligt og tilfreds som dette mærkelige folk."
Gratis modtagelse
William Kelly, Esq., en korrespondent, der rejste med et andet californisk selskab i
1849, giver os denne skitse af mormonerne: "Vi blev snart opdaget, da vi kom ned ad
skråningen, og da vi kom indenfor byens grænser, kom indbyggerne ud foran deres
huse. De var nydeligt og godt klædt, deres børn ordentlige, sundhed og kraft strålede
ud fra deres røde kinder, medens det bløde skær af kvindelig ynde var fremherskende
i en sådan grad, at det går langt ud over at bevise, at disse 'sidste dages hellige' har
meget korrekte forestillinger om engleagtig udviklingsevne.
Vi afslog høfligt flere venlige tilbud om gratis logi, idet vi valgte vort kvarter på en
frodig eng ved den nordlige ende af byen. Før vi havde fået vore telte stillet op, havde
vi masser af gaver: smør, mælk, små oste, æg og grøntsager, hvad vi kun tøvende tog
imod, da vi ikke havde noget passende at give til gengæld, undtagen penge, hvad de
absolut afslog; ja, i virkeligheden var det eneste vi havde i stor overflod syltede æbler
og ferskner, hvoraf vi forærede en del til en af ældsterne, som gav et fornøjeligt selskab
om aftenen, hvor alle vore folk var tilstede."
Hjemmene omhyggeligt rene
"Husene er små, hovedsageligt af mursten (soltørrede), kun bygget som midlertidige
boliger, indtil de mere påtrængende og vigtige ting som indhegning og opdyrkning er
foretaget, men jeg har aldrig set noget, der overgår den sindrighed i indretning, der
findes, og den omhyggelige renlighed, hvormed de bliver holdt."
Eksperter i håndværk
"Der var handelsmænd og håndværkere af alle slags, men ingen regulære butikker
eller værksteder undtagen smedier. Og dog var der ingen vanskelighed ved at få noget
gjort, lige fra at sætte vognhjul på til at reparere et lommeur, og lige så billigt og veludført
som i enhver by i Amerika. Til trods for de trykkende høje temperaturer arbejdede de
alle hårdt med deres håndværk og ude i markerne med at luge, dække med muld og
overrisle, og der kan skrives bøger om deres energi og flid, når man ser kvaliteten af
det land, de har indhegnet, og hvor meget der er under opdyrkning, når man betragter
den meget korte tid siden de har grundlagt kolonien i 1847."3
Undersøgers rapport
Kaptajn Howard Stansbury, som overvågede de første forbundsundersøgelser i den
Store Saltsødal, viser i 1849 sin beundring for mormonfolket med følgende ord:
"Overrislingskanalerne, som løber foran hver dør, giver rigeligt med vand til at nære
skyggefulde træer, og den åbne plads mellem hver bygning og brolægningen foran
den, vil, når den er tilplantet med buske og prydet med blomster, gøre dette til et af de
smukkeste steder mellem Mississippi og Stillehavet."4
Da Stansbury og kaptajn j. W. Gunnison udførte deres anden række undersøgelser
i Utah i 1853-54, bemærker Stansbury atter, at den besøgende "bliver slået med
undren ved de umådelige resultater, der er nået på så kort tid ... Dette er resultatet
af et mestersinds ledelse af alle disse hænder, og vi ser et behageligt folk bo, hvor,

Side 332
det er ikke for meget sagt, den almindelige måde at underlægge sig og bosætte sig
i vore vilde landstrækninger aldrig kunne have været anvendt. Intet kan overgå det
syn af fremgang, fredelig harmoni og munter tilfredshed, som gennemtrængte hele
samfundet ... De lykkelige følger af dette system af forenet og velledet handling, under
et styrende og kontrollerende sind, viser sig først og fremmest ved opførelsen af
offentlige bygninger, åbning af veje, bygning af broer og forberedelsen til, at landet kan
tage imod en stor og hastigt voksende befolkning ... Masserne er oprigtige i deres tro ...
og jeg tror fuldt og fast, at folket er ærligt og gennemtrængt af sande religiøse følelser.
Læg mærke til Salt Lake City ... husk, at for otte år siden stod der ikke et hus her,
ikke en stok, ikke en sten til at bygge et af. De muntre, glade ansigter, det selvtilfredse
udtryk, den hjertelige hilsen til broder eller søster ved alle henvendelser, de livlige toner
af musik, der vælder frem fra glade hjerter i hver bygning, når kvinder og børn synger
deres "Zions sange", medens de arbejder flittigt med deres huslige arbejde, giver udtryk
for et lykkeligt samfund i ørkenens dale."
Rene i tanker og ord
"De har besluttet at holde sig borte fra civilisationens laster. Under et ophold på ti uger
i Salt Lake City, og hvad jeg har observeret i alle deres forskellige kolonier, blandt
en ensartet befolkning på over femoghalvfjerds tusind indbyggeres, er det værd at
bemærke, at jeg aldrig har hørt noget uanstændigt eller upassende sprog, aldrig set en
fuld mand, aldrig fået opmærksomheden henvendt på laster af nogen slags. Der findes
ingen spillebuler, beværtninger eller huse med ilde ry i nogen af deres kolonier. De
prædiker moral i deres kirker og fra deres talerstole, og, hvad der er lige så mærkeligt
som det er sandt, folk praktiserer det, og religiøst tror de, at deres frelse afhænger af,
at de opfylder budene i den religion, de har antaget."
Banden usædvanlig
"Banden", rapporterer kaptajn Stanbury, "i det mindste blasfemisk banden på offentlig
gade, er forbudt under straf af fem dollars (35 kroner) bøde for hver forbrydelse; bøden
bliver næppe altid pålagt, men overtrædelse af loven er usædvanlig, og meget sjældent
hører man offentligt eller privat en ed."
Fremragende med hensyn til fornøjelser
"Ved selskabelige sammenkomster og livlige møder er mormonerne fremragende. Ved
deres selskabelige sammenkomster og aftenselskaber, under protektion af Profetens
og Apostlenes nærværelse, er det ikke usædvanligt at åbne ballet med bøn, idet de
beder om Guds velsignelser ved deres forlystelser, så vel som ved enhver anden
lejlighed; og så følger den muntreste dans, i hvilken alle tager del med hjertelighed,
lige fra den højeste embedsmand til den ringeste enkeltperson."
I april 1854 beretter Stansbury, at han havde den ære at modtage en indbydelse
til et stort bal, som guvernøren gav. "Til det fastsatte tidspunkt gjorde jeg min entre,
ledsaget af guvernør Young, som præsenterede mig. En større forsamling af renere
og smukkere kvinder har jeg aldrig set i et lokale. De var alle klædt i hvidt musselin,
nogle med lyserøde og andre med blå skærf. Blomster var den eneste prydelse i håret.
Den yderste orden og den strengeste sømmelighed herskede. Polka og vals blev ikke
danset; landlige danse, kvadriller, kotilloner etc ... var tilladt.

Side 333
På guvernør Youngs indbydelse åbnede jeg ballet med en af hans hustruer.
Guvernøren stod lige overfor med en smuk partner. En gammeldags kotillon blev
danset med megen ynde af damerne, og guvernøren skilte sig godt fra den 'lette,
fantastiske tå'. Efter flere runder med dans, spillede orkestret en march, og der
dannedes en procession; jeg førte min partner hen til spisesalen, hvor jeg nød den
fine servering ved guvernørens bord. Der må have været mindst to hundrede damer
tilstede og omkring hundrede herrer. jeg vendte tilbage til mit kvarter klokken tolv, med
et yderst gunstigt indtryk af offentlig selskabelighed blandt mormonerne."6
Noter
1. M. E. Trowbridge, "Pioner Days - The Life Story of Gresham and Elizabeth Day",
citeret af Alter, op. cit., pp. 105, 106.
2. Tullidge, Lile of Brigbam Young, pp. 217-221.
3. William Kelly, Esq., Across the Rocky Mountains; citeret af Alter, op. cit., pp.
96,97.
4. Stansbury Report, 1855, p. 123.
5. Anslået altfor højt. Muligvis fyrre eller femogfyrre tusind.
6. Stansburym, op. cit., 1855; Tullidge, op. cit., pp. 226-233.

Syvende periode
- 74. til 83. kapitel
Side 334
Deseret staten bliver et territorium, Hårde
politikere, Kolonisation, Håndkærre-kompagnierne,
Utah-krigen, Samfærdsel og rejser, Uddannelse,
Fritid og rekreation, Tempelpladsens
historie, Den forenede orden -, 1848-1876

Den første kolonisation
74. Kapitel
Kolonisation - Deseret staten - Territoriet Utah indianerkrige
Side 335
Utallige spændende oplevelser - karakteristiske i deres forskellige rammer - ledsagede
koloniseringen af hver landsby i Bjergene. Dette korte kapitel kan kun omtale de
hovedbyer, der blev grundlagt i løbet af de første fem år af mormon-kolonisationens
I kronologisk orden bosatte pionererne sig i Salt Lake City, Bountiful. Centerville og
Farmington i løbet af det første år; Ogden i 1848; Tooele, Provo, Sanpete og Kaysville
i 1849; Lehi, American Fork, Springville, Payson, Layton, Harrisville og Manti i 1850;
Parowan, Fillmore, Nephi, Spanish Fork, Brigham City og San Bernardino, California,
i 1851.2
Fænomenal vækst
I 1850 anslog Præsident Young befolkningen i Utah til femten tusind.3 I 1853 var
Orson Pratts skøn mellem 30.000 og 35.000; i 1854 registrerer dr. S. W. Richards
40.000 til 50.000 i Utah og 29.797 i Storbritannien. Folketællingerne i februar 1856 viser
37.277 mænd og 39.058 kvinder, tilsammen 76.335. Befolkningen i hvert af følgende
distrikter overskred fem tusind mennesker: Salt Lake, 25.804; Utah, 14.565; Davis,
9.340; Weber, 7.071; og Iron, 5.417.4
Første trykning i Utah
Brigham Young beretter, at da han vendte tilbage til Saltsødalen i 1848, bragte han
med sig 84 dollars "i byttepenge", men at de snart forsvandt. For at imødegå denne
mangel på penge begyndte kommunalrådet i Salt Lake den 1. januar 1849 at trykke
"en dollar-sedler" imod det guldstøv, der opbevaredes i byens skatkammer. Dette var
det første, der blev trykt i Utah.
Omkring en måned tidligere - november og december 1848 - havde John Kay, en
professionel former og modelarbejder i jern og messing, som fornylig var kommet fra
støberierne i England, arbejdet uden held med at lave guldmønter af guldstøv; når han
prøvede, ødelagde den overordentlige hede i smelteovnen hans smeltedigler. Men i
løbet af sommeren 1849 producerede Kay guldmønter af en så sjælden kvalitet, at
de blev højlig rost af Joseph L. Haywood, direktør for De Forenede Staters Mønt i
Philadelphia. Hans mønters pålydende var $ 2.50, $ 5.00, $ 10 og $ 20. Disse tyve
dollar guldstykker fra 1849 var de første af deres slags, der blev støbt i de Forenede
Stater.5
Hvorledes de hellige blev styret
I årene 1846-47, medens de rejste fra Nauvoo til den Store Saltsødal, levede de
hellige under et teokrati, det vil sige, at de blev styret direkte af Guds hånd gennem
et udvalgt talerør; men kort efter at Brigham Young vendte tilbage til dalen i efteråret
1848, delte han Salt Lake City i nitten warder og opstillede det politiske maskineri
for den "Provisoriske Deseret Stat". Dens grænser omfattede den nuværende stat

Side 336
Utah, størsteparten af Nevada og dele af California, Arizona, New Mexico, Colorado,
Wyoming, Idaho og Oregon.6 Denne store stat skulle opretholde to havne ved
Stillehavet - San Pedro og San Diego.
Dannelsen af Deseret Staten
Ved en almindelig forsamling af stemmeberettigede i Salt Lake City fra 8.-10. marts
1849 blev en nylig udarbejdet statsforfatning, der var udarbejdet af en særlig komite,
godkendt. Disse love skulle styre territoriet, indtil det blev optaget i Unionen som
en stat eller et territorium. Det nye navn, Deseret, som stammer fra Mormons Bog,
symboliserede en "honningbi" - flid og sparsommelighed.7 Ved et valg den 12. marts
blev Brigham Young valgt til guvernør med Willard Richards som statssekretær og
Heber C. Kimball som retspræsident.
Deseret bliver til Utah
Den særlige måde, hvorpå de isolerede mormoner pludselig befandt sig under direkte
styre af østlige politikere og forbundsembedsmænd, er følgende: Efter at have dannet
deres egen regering, sendte mormonerne den 12. marts en ansøgning til Kongressen
og krævede, at Deseret blev gjort til en stat;8 da de imidlertid en måned senere frygtede,
at de ikke ville blive anerkendt som en stat, sendte de endnu en ansøgning den 30.
april, underskrevet af Brigham Young og 2.270 borgere, hvori de krævede et territorium.
Deres repræsentant, dr. John M. Bernhisel, som rejste afsted mod Washington den
4. maj, henvendte sig til oberst Kane, som indtrængende rådede dr. Bernhisel til at
afholde sig fra at fremsætte ansøgningen om et territorium, for han havde allerede talt
med Præsident James K. Polk og havde fået at vide, at "han ville ikke udnævne mænd
blandt jer selv, og jeg anså det for absolut nødvendigt, at I skulle have embedsmænd fra
jeres egne folk til at regere jer, ellers var I bedre tjent med ikke at have nogen regering
... I må have embedsmænd af jeres egne, og ikke militære politikere, som spankulerer
rundt imellem jer og tilraner sig myndighed over jer."9
Deseret repræsentanterne skaffede sig til sidst hjælp fra senator Stephen A.
Douglas, som den 27. december fremsatte begæringen om statsregering for Senatet;
desuden fremsatte Mr. Lynn Boyd fra Kentucky det den 3. januar 1850 for Huset.
På grund af slaverispørgsmålet og Californias indtrængende krav om at blive
optaget i Unionen som en fri stat, afslog Kongressen at tage stilling til nogen
af ansøgningerne før den 9. september samme år, da Præsident Millard Fillmore
underskrev en forordning, der gjorde California til en stat, og staten Deseret til Territoriet
Utah - opkaldt efter Ute-indianerne. Ved denne forordning blev Deserets oprindelige
størrelse stærkt formindsket.
Da rejsen med vogne til Bjergene krævede hele sommeren, begyndte
territorialregeringen ikke sin første møderække før den 22. september 1851. De
vigtigste love og forordninger, som var blevet udarbejdet af Deseret, blev imidlertid
indlemmet i Utahs forfatningsregering. Ikke før den 4. januar 1896 proklamerede
Kongressen Utah som den "45. Stat i Unionen".
Fjendskab hos forbundsembedsmændene
Skønt Kongressen klogeligt udnævnte Brigham Young til at være den første guvernør i
Utah, blev der dog udnævnt uvenlige politkiere fra de østlige stater til at præsidere over

Side 337
adskillige vigtige stillinger - statssekretær, retspræsident, tilknyttede retsembedsmænd
og de to indianske repræsentanter. Da disse embedsmænd - Harris fra Vermont,
Buffington fra Pennsylvania, Brocchus fra Alabama og indianer-repræsentanterne
- kom til den første forsamling i Utah, viste de straks stærke fordomme mod de
hellige, og pralede af, at de, og ikke mormonerne, var dem, der skulle opstille
politiken for Territoriet Utah. Bancroft, en historiker, der ikke var mormon, skriver,
at retspræsident Brocchus var en "forfængelig, ærgerrig mand, fuld af selvgladhed,
glad for intriger"; at han var "korrupt og hævngerrig" og hengav sig til "hykleriske
kunstgreb", hvad der altsammen skabte kostbare misforståelser mellem mormonerne
og forbundsregeringen.10
Muren om Tempelblokken
Omkring ved denne tid blev der bygget en beskyttelsesmur, fire meter høj, som
endnu findes, rundt om den fire hektar store tempelblok. Den blev påbegyndt den 3.
august 1852 og blev fuldført fem år senere. Fundamentet og de øverste sten er af
rød sandsten, men hovedmuren, herunder de 120 murpiller, er af soltørrede mursten,
pudset med cement. Deseret News beretter den 13. april 1854, at "muren" er nu "færdig
på to en halv side."11
Begyndelsen til besværligheder med indianerne
Den første blodsudgydelse mellem de hvide og indianerne i Utah var ved Payson i
1853, da en bande indianere uden varsel myrdede Alexander Keele. Det almindelige
oprør, som straks fulgte, er kendt som Walkerkrigen. Nogle af de mulige grunde til
krigen er følgende: den hvide mands indgreb i den røde mands territorium; love,
der forbyder slavetrafik mellem indianere og mexikanere; mishandling af indianere af
ubesindige emigranter; indianernes vilkårlige hævn på uskyldige nybyggere.
En hård kamp blev udkæmpet ved Mount Pleasant den 23. juli 1853, hvor seks-otte
indianere blev dræbt og adskillige såret. De røde mænd drog op i bjergene og plyndrede
spredte landsbyer tre hundrede kilometer op og ned i landet. I en savmølle i nærheden
af Salt Lake City blev to mormoner dræbt; senere blev fire brødre, som var på vej til Salt
Lake City med kornladninger, hakket i stykker ved Fountain Green. Dette blev efterfulgt
af den oprørende massakre og lemlæstelse af kaptajn John W. Gunnison og hans syv
landmålere i nærheden af Deseret, Millard County, den 26. oktober 1853. (Angående
et billede af Gunnison-monumentet og en liste over de døde, se Alter, Utah, Vol. I, pp.
156-159).
Underskrivelse af en fredstraktat
Efter et års konflikt, i hvilken fem-seks spredte landsbyer blev brændt ned og
indbyggerne drevet ud, holdt Brigham Young i maj 1854 en to dages fredskonference
med Walker og hans høvdinger i bjergene øst for Nephi. Guvernør Young skænkede
Walker seksten oksehøveder foruden et stort kvantum tøj og en betydelig mængde
ammunition. Udsigten til fedt oksekød og hårdt tiltrængte tæpper imponerede Walker,
som, siddende med korslagte ben på en bøffelkappe i sit indianertelt, omgivet af
Brigham Young og hans stab, endelig tog fredspiben frem.12
Andre indianerkrige

Side 338
Otte år efter Walker-traktaten brød endnu en indianerkrig (1862) ud, i Cache Valley.
Denne blev imidlertid bragt til en hurtig afslutning af de bevæbnede styrker fra Fort
Douglas, som stormede indianernes fæstninger og nedskød mere end fire hundrede
røde indianerkrigere. Dette overvældende nederlag ødelagde indianernes slagkraft i
det nordlige Utah.
Nogle få år senere brød imidlertid Black Hawk-krigen, fra 1865 til 1868, ud i den
sydlige del af staten. Mere end femoghalvfjerds nybyggere - mænd, kvinder og børn
- blev massakreret; yderligere blev høstakke, skure, lader og bøndergårde vilkårligt
nedbrændt.
Selv om Fort Douglas sendte sine bedst udstyrede soldater imod disse indianere,
fortsatte krigen i tre år og kostede territoriet over syv millioner kroner i penge og
ti millioner kroner i bygninger, kornhøst og kvæg. Da en fredstraktat endelig blev
underskrevet i 1868, blev indianerne i Utah overført til forbundsreservaterne.13
Missouris plyndrende vildkatte
I august 1857 passerede to kompagnier af emigranter fra Arkansas og Missouri
gennem Salt Lake City på den sydlige vej til California. Medens de rejste gennem
mormonlandsbyer, var der nogle af de samvittighedsløse kliker, der kaldte sig
"Missouris vildkatte", som vedblev at opvække fjendskab mellem sig og mormonerne
så vel som med indianerne. Joseph Fielding Smith skriver: "De rev indhegningerne
ned, ødelagde ejendom, voldtog kvinder, og gjorde sig på anden måde forhadte."14
Ydermere drejede de deres heste, muldyr og okser ind i mormonbøndernes modnende
korn- og majsmarker, og de blev anklaget for at forgifte kilder, have mishandlet
indianerpiger og kvinder og at have dræbt adskillige røde mænd. Medens de bevægede
sig afsted, pralede de åbenlyst af den rolle, de havde spillet, da mormonerne blev drevet
ud af Missouri; ydermere erklærede de, at så snart de havde afsondret deres familier
i en sydlig dal af territoriet, ville de vende tilbage og slutte sig til de Forenede Staters
hær, som den gang var på vej til Utah, sagde de, for at indsætte en østlig guvernør og
nedbryde "Mormonriget" i Bjergene.
En tre dages massakre ved Mountain Meadows
Medens dette emigranttog havde slået lejr ved Mountain Meadows, 500 kilometer syd
for Salt Lake City, foretog de ophidsede røde mænd et morderisk angreb på toget. Da
den tre dages massakre var hørt op den 7. september 1857, var hver eneste person i
lejren med undtagelse af sytten små børn, som senere blev sendt til slægtninge i øst,
blevet slået ihjel. Tretten år efter massakren sivede visse beviser ud, som afslørede,
at adskillige afsindige hvide mænd havde taget del i den frygtelige kamp, som indtil da
indianerne helt havde fået skylden for. Kirken udelukkede øjeblikkeligt flere mormoner,
som havde deltaget i massakren, fra fællesskabet; ydermere blev John D. Lee, en
indianeragent, som var blevet kendt skyldig af forbundsregeringen, ført ud til Mountain
Meadows, scenen for forbrydelsen, den 23. marts 1877, og der blev han, siddende på
sin egen kiste, skudt af officererne.15
Noter
1. Roberts, Comp. Hist., Vol. III, pp. 475-498.
2. Jenson, Encyc. Hist., se listen over warder med datoer for kolonisering.

Side 339
3. Little, From Kirtland to Salt Lake City, p. 229.
4. Roberts, op. cit., p. 488.
5. Ibid., pp. 382, 406, 407; Jenson, Biog. Encyc., Vol. II, p. 662.
6. Hunter, Utab in Her Western Settings, p. 416 viser et stykke af Staten Deseret.
7. Ether 2:3.
8. Roberts, op. cit., p. 428.
9. Ibid., pp. 432, 445, 446.
10. Bancroft, Hist. of Utah, p. 456.
11. Gates and Widtsoe, op, cit., pp. 322-329; Roberts, op. cit., Vol. IV, pp. 53, 150,
306; Alter, op. cit., p. 166; I-lunter, op. cit., p. 188. Disse henvisninger bringer
udmærkede billeder.
12. Young, op. cit., pp. 269-289; Alter, op. cit., pp. 171-175.
13. Young, op. cit., pp. 284-291; Roberts, op. cit., pp. 146-171.
14. Joseph Fielding Stnith, Ess. Ch. Hist., p. 513.
15. Whitney, Popular Hist.#ol Utah, pp. 309, 310; Roberts,#op. cit., pp. 160-180; Ibid.,
Vol. V, pp. 604, 605; Whitney, Hist. of Utah, Vol. II, pp. 803-829.

Emigrationsselskabet godkendt
75. Kapitel
Emigrations-fondet - Håndkærrekompagnier
Side 340
Vi vender tilbage til den dag, da Brigham Young startede mod vest fra Council Bluffs
på sin sidste tur, den 26. maj 1848, og læserne ser ham vinke farvel til tusinder
af ivrige hellige, som hverken havde penge eller udrustning, der kunne føre dem til
Zion. Imidlertid havde Præsidenten på den tid, da han ankom til Utah, udtænkt en
forsøgsvis plan, der kunne hjælpe disse strandede folk. Følgelig organiserede han
snart "Perpetual Emigrating Fund Company" (Det evige emigrations-fond selskab);
derefter fik han ved oktober-konferencen 1849 sin plan godkendt. Til støtte for dette
nye selskab formanede Præsidenten sit folk til i enkeltheder at opfylde den hellige
pagt de havde indgået, før de forlod Nauvoo Templet. "Vi lovede, at vi aldrig ville
ophøre med vore anstrengelser, ved alle de midler og den indflydelse vi rådede over,
før alle de hellige, som var tvunget til at forlade Nauvoo, var bosat på de helliges
indsamlingssted."' Dette nye velfærds-selskab blev legaliseret af Staten Deseret den
14. september 1850, og af Territoriet Utah den 4. oktober 1851.
Hjælp ydet til tusinder
For at sikre fondets sukces blev de hellige hjemme og i udlandet indtrængende
opfordret til at investere rundhåndet i selskabets aktier. Som svar herpå flød tusinder
af dollars rigeligt ind i kassen, så meget, at kirken et år senere, i 1850, finansierede
transporten af 251 hellige fra England. De vogntog, som førte disse emigranter fra
Missouri-floden, mødtes den 3. september ved Emigration Canyons munding af en
procession af Salt Lake-boere, med Præsident Young og et hornorkester i spidsen.
Hver voksen person, som Kirken førte til Zion, underskrev en solaveksel, som
dækkede alle udgifter. Så snart pengene var betalt tilbage, blev de igen brugt til at
hjælpe andre hellige på deres rejse mod vest. "Tre særskilte kompagnier, som blev
sendt mod øst til dette formål i året 1866, omfattede 456 oksespand, 49 beredne
vagter, 89 heste, 134 muldyr, 8.042 okser og 397 vogne ... I årene fra 1853 til 1855
brugte selskabet ikke mindre end 200.000 dollars (1.400.000 kroner) årligt. I 1858
viser regnskaberne, at 70.000 dollars (ca. 490.000 kroner) er skænket til selskabet til
emigrations-formål.".2
Det anslås, at 85.000 personer kom til Zion ved hjælp af dette fond, og at
halvdelen af dem kom fra fremmede lande. Da forbundsregeringen i 1887 berøvede
S. D. H.-Kirken dens rettigheder på grund af polygamispørgsmålet, annullerede den
Perpetual Emigrating Fund Company og skænkede dets formue på 417.968,50 dollars
(ca. 3 millioner kroner) til de offentlige skoler i Utah.3 Da en betydelig del af denne sum
var i værdiløse solaveksler, viste overførslen sig at være en skuffelse for skolerne.
Fra Missouri med håndkærrer
Så tidligt som i 1851 var der nogle af mormon-emigranterne, som læssede deres
tungeste bagage over i venners eller slægtninges vogne, og derefter travede mod
vest, trækkende håndkærrer med vogntogene. Efter at have undersøgt denne
temmelig billige måde at rejse på, udsendte Kirkens Præsidentskab den 2. september

Side 341
1851 et brev "Til de hellige spredt ud over Jorden." Dette officielle budskab
instruerede missionspræsidenter og andre kirkeledere om, at "familier kunne starte
fra Missouri-floden med køer, håndkærrer, hjulbøre, med lidt mel og ikke noget
unødvendigt, og komme til dette sted hurtigere og med mindre udmattelse end ved at
følge de tunge tog med deres besværlige flokke ... Der er korn og forsyninger nok i
dalene til jer at komme til, og I behøver ikke bringe mere med, end det er nok til at
ernære jer i hundrede dage, for at sikre jer en forsyning for fremtiden,".4
To tusind kilometer med kærrer
I tillid til, at tusinder af hellige i fremmede lande kunne rejse vellykket med håndkærrer,
sendte Kirkens Første Præsidentskab i 1855 bud til Franklin D. Richards, præsidenten
for den britiske mission, og instruerede ham om at sende de europæiske emigranter
med skib 5000 kilometer til Boston, derefter med tog 3000 kilometer til Iowa City, hvor
håndkærrer ville være parat til de resterende 2000 kilometers rejse.,
Stormløb på håndkærrer
Så snart Millennial Star offentliggjorde Præsidentskabets budskab, der forsikrede de
hellige, at de kunne rejse til Zion for 45 dollars (knap 350 kroner), blev der stormløb På
transportmidler. Et, to og derefter et tredie skib blev chartret. Da det sidste, Horizon,
som medbragte 856 engelske og skandinaviske hellige drog afsted fra Liverpool den
25. maj 1856, var Præsident Richards og ældsterne ved dokkerne og vinkede farvel.
Det var disse sidste to skibsladninger, som udgjorde de tragiske Willie og Martin
håndkærre-kompagnier, hvoraf 222 omkom i Bjergenes iskolde snestorme.
Formeret i fem store kompagnier
De første håndkærrer, som rejste vestpå fra Iowa City, var et engelsk kompagni,
under ledelse af kaptajn Edmund Ellsworth, som den 9. juni 1856 drog afsted med
tooghalvtreds kærrer, fire vogne og 275 hellige. To dage efter dem fulgte den skotske
gruppe, ledet af kaptajn Daniel McArthur, med 44 kærrer, 222 hellige og fire vogne. Et
tredie kompagni, det wallisiske, under kaptajn Edward Bunker, startede den 23. juni
med omkring 300 hellige.6 Da det ledsagede et vogntog, er antallet af kærrer ikke
optegnet. Et fjerde kompagni, den 15. juli, under kaptajn James G. Willie udgjordes af
engelske og skandinaviske hellige - 500 i antal - med 120 kærrer og fem vogne. Dette
kompagni blev fulgt af en anden engelsk og skandinavisk gruppe under Edward Martin
med 146 håndkærrer, syv vogne og 575 personer; ialt udgjorde de 1872 sjæle?
Første kompagni mødes af Kirkens ledere
Det engelske kompagni førte an i nogle få dage, men blev snart overhalet af de skotske
hellige, som passerede forbi, syngende skotske sange og pionersange. Udfordringen
til et væddeløb mod Zion var i gang. Fra den dag og indtil de to grupper ankom til dalen,
kappedes de bestandig med hinanden. Skotterne vandt imidlertid laurbærrene ved at
sætte rekord på 50 kilometer på en dagsmarch.
Ved mundingen af Emigration Canyon blev emigranterne den 26. september 1856
overrasket over at træffe Præsident Young og en stor gruppe af Kirkens ledere og
borgere. Medens musikken fra Pitts hornorkester gav ekko gennem dalen, fik de
udslidte håndkærrefolk et festmåltid af frugt og vandmeloner. Efter flere velkomsttaler

Side 342
marcherede den lange række håndkærrer med deres fem hundrede barfodede
vandrere ned ad South Temple Street, hilst med jubel af de forsamlede skarer.
Den 2. oktober kom det tredie kompagni, under ledelse af kaptajn Bunker, ind i byen,
efter at dets vogntog var ladt langt tilbage.
De sidste kompagnier bygger egne kærrer
Den 26. juni 1856, tre dage efter at kaptajn Bunkers kompagni var draget afsted fra Iowa
City, og havde taget alle de håndkærrer med, der kunne fås, ankom 764 emigranter fra
England og Skandinavien. Tolv dage bagefter dem hastede yderligere 856 hellige fra
udlandet mod samlingsstedet, rede til at starte mod Zion. Til disse 1600 menneskers
store skuffelse fik de at vide, at de måtte lave deres egne kærrer.
Uden at holde sig til de fastlagte regler, lavede mange af disse amatører kærrer af
forskellig størrelse og styrke, men deres dyreste fejltagelse var at bygge deres køretøjer
af træ, der ikke passede til årstiden, og i nogle tilfælde at bruge ugarvet kalveskind og
blik til hjulringe.
Efter flere ugers energisk arbejde startede Willie Kompagniet, der talte fem
hundrede, den 15. juli vestpå. Det efterfulgtes den 28. juli af 575 i Martins Kompagni.
Bagefter dem var der to vogntog, som, transporterede resten af emigranterne, som var
for gamle eller for frygtsomme til at møde sletterne med håndkærrer.
Forsinkelser og skuffelser
Inden der var gået en uge brød mange af de vaklevorne, overlæssede kærrer sammen,
og skabte forsinkelser og skuffelser. Desuden havde et stort antal af disse folk tunge,
nye sko på, som gav vabler og gjorde deres fødder hudløse. De gik barbenede, men
deres fødder revnede i det varme støv og blødte af torne og figenkaktus. I løbet af de
første måneder blev snesevis af de halte og udslidte sendt til de overlæssede vogne.
Da de kørende til sidst nægtede at tage flere, blev tøj og sengetøj kastet ud fra
mange kærrer for at gøre plads til de syge og uarbejdsdygtige.
Vadende over iskolde vandløb
Da de nåede Fort Laramie, "halvvejs-huset", blev ure og smykker byttet bort
for majsmel, flæsk, bønner og mel. Selv med disse yderligere forsyninger blev
kompagnierne holdt på strenge rationer. To gange vadede de over Platte-floden - i
vand til livet og næsten hundrede meter bred - med bunden af floden dækket af
glatte rullesten. I slutningen af oktober, da Martin-gruppen krydsede over den Øvre
Platte-flod, gjorde det iskolde vand mange kvinder og ældre mænd så kolde, at de
måtte trækkes over til den anden side, og da de nåede den modsatte bred, brød et
hårdt hagluvejr løs over dem.
Dør i snestormen
Imod disse dårligt forberedte emigranters håb, længsler og bønner var efteråret og
den tidlige vinter i 1856 stormfuld og kold. Ja, en regulær vintersnestorm, som bragte
med sig en halv meter sne, som ødelagde telte og vognbetræk, brød løs over de to
kompagnier den sidste uge i oktober. Ti, tolv, ja, så mange som femten mennesker
døde på en dag, og blev begravet i overfladiske grave, hvor flokke af omstrejfende ulve

Side 343
hylede og sloges om natten. Det syntes afgjort, særlig for de syge og udslidte, at de
var dømt til at gå til grunde på de østlige bjergskråninger, 500 km fra Zion.
Fundet af hjælpeekspeditioner
Da endelig snestormen holdt op, startede begge kompagnier på en frisk, men
bevægede sig kun få kilometer om dagen. Under disse prøvende forhold mødte Willie
Kompagniet den 28. oktober ved Sweetwater River to ryttere, som var redet i forvejen
for deres hjælpeekspeditioner fra Salt Lake City. Om deres tilsynekomst skriver John
Chislett: "Mere velkomne sendebud er aldrig kommet fra herlighedens slot, end disse
to unge mænd var for os. De spildte ingen tid, efter at have opmuntret os, alt hvad de
kunne til at haste fremad, men skyndte sig videre for at overbringe deres glade nyheder
til Edward Martin, det femte håndkærre-kompagni, som havde forladt Florence omkring
to uger efter os, og som frygtedes at være endnu værre stillet end vi. Da de forsvandt
af syne, fulgte mangt et hjerteligt 'Gud velsigne jer' dem.".8
Dan W. Jones, fra hjælpeekspeditionen, giver et patetisk billede af Martins
kompagni: "Toget havde en udstrækning på fem-seks kilometer. Der var gamle mænd,
som trak og slæbte deres kærrer, og børn på seks og otte år, som kæmpede sig
gennem sneen og mudderet. Når natten kom, frøs mudderet og sneen fast til deres
klæder.".9
Celestial herlighed lovet
Efter at det sidste kompagni havde mistet omtrent en fjerdedel af sine medlemmer
i "Martins kløft", hvor det havde mødt den frygtelige snestorm, bevægede det sig
langsomt fremad nogle få kilometer om dagen til en ny forhindring - Sweetwater-floden,
der var omkring tredive meter bred, og hvor vandet gik til livet og var fyldt med is. Ved
synet af dette vandløb sank mange af de trætte vandrere ned ved siden af deres kærre.
Det var under disse prøvende forhold, at tre andre redningsmænd, som var redet forud
for deres forsyningsvogne, fandt dem.
De tre mænd kastede sig heltemodigt ud i det stivnende vand og begyndte at bære
de syge og svage over. Denne menneskelige vaden over fortsatte, indtil hver eneste
person og hans kærre var sikkert i land på den modsatte bred. Da Præsident Young
hørte om denne tapre handling, græd han. Og da han fortalte om den til de hellige, der
var forsamlet til generalkonference, erklærede han: "Denne handling ... vil sikre David
P. Kimball, Georg D. Grant og C. Allen Huntington en evig frelse i Guds celestiale rige,
i verdener uden ende.".10
Efterlader håndkærrer ved vejkanten
Da de 104 hjælpeudrustninger kom fra Salt Lake City, forlod emigranterne deres
kærrer; derefter blev alle de syge og de, som var ude af stand til at gå, læsset ind
i vognene. Dødsfald af kulde, udmattelse og sygdom fortsatte dagligt. Før de sidste
overlevende ankom til Salt Lake City søndag den 30. november, havde 222 af dem
fundet deres grav ved vejkanten.11
De sidste håndkærre-kompagnier
Da fireoghalvfjerds missionærer i 1857 drog over sletterne med håndkærrer på deres
vej til den europæiske mission; mødte de to håndkærrekompagnier, ialt 479 personer,

Side 344
på vej til Salt Lake City. På grund af Utah-krigen drog ingen håndkærrer over sletterne
det næste år, og kun et håndkærre-kompagni på 235 personer drog afsted i 1859.
Endelig bragte to grupper på ialt 359 personer i 1860 slutningen på det mindeværdige
håndkærretræk til Rocky Mountains' dale, som ialt havde udgjort et samlet antal af
2945 medlemmer.12
Noter
1. Roberts, op. cit., Vol. III, pp. 407, 408. Kursiv ved forfatteren.
2. Gustive O. Larson, The Story of Perpetual Emigration Fund, traktatform, pp. 191,
192; Gustive O. Larson, Prelude to the Kingdom, kap. 11-15.
3. 49. kapitel i denne bog, "S. D. H. Kirken berøves sine rettigheder".
4. Mill. Star, Vol. XIV, p. 23.
5. Ibid., 25. februar 1856.
6. Jenson, Encyc. Hist., pp. 312-316,
7. Brigham Youngs rapport, Journal Disc., Vol. IV, Bemærkninger den 4. okt. 1856;
Era, Vol. XVII, p. 6 giver historien-, om kompagnierne og deres antal; Jenson,
op. cit., p. 314.
8. Joseph Fielding Smith, Ess. Cb. Hist., p. 489.
9. Young, op. cit., p. 148.
10. Solomon F. Kimball, Life of David P. Kimball, p. 9.
11. Roberts, op. cit., Vol. IV, pp. 100-107.
12. Jenson, op. cit., pp. 312, 316.

Udspredelse af alarmerende løgne
76. Kapitel
Buchanan sender hær til Utah
Side 345
Da det ikke var lykkedes for de tre forbundsembedsmænd fra september 1850
- Broughton D. Harris, sekretær, Lemuel C. Brandebury, retspræsident, og Perry C.
Brocchus, assisterende retspræsident - at vende tingene i Territoriet Utah til deres
egne interesser, pakkede de sammen og rejste til de østlige stater i september 1851,
indenfor to måneder efter deres ankomst, og tog med sig alle de penge, de havde
bragt med til territoriet til regeringsformål. På deres vej til Washington havde de
udspredt alarmerende løgne om mormonerne og deres ledere; desuden bevidnede
de, efter at have nået nationens hovedstad, at guvernør Young og hans medarbejdere
var ansvarlige for en uforsvarlig ødslen med forbundspengene, at mormonerne var i
åbent oprør mod de Forenede Stater, og at ingen forbundsembedsmand, som satte
sig op imod Brigham Young, var sikker i Utah-Territoriet. Selv om meddelelser, der
modbeviste dette, blev sendt til Washington af guvernør Young, oberst Thomas L.
Kane og major Jedediah M. Grant, startede disse løgne den for. dom, som sendte de
Forenede Staters hær til Utah seks år senere.
Urigtige erklæringer
En af de nye embedsmænd, dommer Drummond, som af Bancroft betegnes "uærlig
og udsvævende" og var kommet fra Illinois, de helliges tidligere hjemsted, havde en
stærk fordom imod mormonerne. Hans medarbejder, George P. Stiles, havde været
mormon, men var blevet udelukket for umoralskhed i Nauvoo. Denne gruppes lumske
fremgangsmåde skabte ingen lykke for dem eller de hellige i Utah. Drummond, som
havde efterladt sin hustru og øvrige familie i Illinois, levede i Utah sammen med en
almindelig skøge, "som han præsenterede som sin hustru.".1
I det tidlige forår 1857 forlod disse embedsmænd Utah - Drummond til California
og Stiles til Washington. De falske erklæringer, som disse to dommere svor på,
kan sammenfattes til følgende: Brigham Young havde brændt Territoriet Utahs
retsprotokoller; der findes ingen spor af love indenfor "Mormonriget"; ingen beskyttelse
af liv eller ejendom for en ikke-mormon; forbundsembedsmænd bliver fornærmet, pint
og myrdet for at gøre deres pligt og for ikke at anerkende Brigham Young som den
eneste lovgiver og lovudøver på jorden, og for disse fornærmelser findes der ingen
oprejsning; som territoriet nu regeres, er det den største galskab og dårskab at forsøge
på at administrere loven i territoriet; et antal mænd er blevet "'indsat' efter speciel
ordre fra Kirken for at tage både liv og ejendom fra enhver, som betvivler Kirkens
myndighed.".2
Mormon-embedsmænd skal afløses
J. Cecil Alter, en historiker, der ikke er mormon, sammenfatter sagerne i disse ord:
"Dommer Stiles følte sig sikker på, at den tid var nær, da situationen ville kulminere i
et vilkårligt blodbad, røveri og plyndring, som hurtigt ville reducere egnen til et hylende
vildnis. Ikkemormoners liv og ejendom var konstant i fare, og skændsel og misbrug

Side 346
blev til tider efterfulgt af mord; disse tilstande kunne ikke rettes undtagen ved hurtige og
kraftige forholdsregler."3 Begge dommere anbefalede kraftigt til forbundsregeringen,
at den øjeblikkelig sendte en bevæbnet styrke til Utah med genindsættelse af alle
ikke-mormonske embedsmænd.
Handling uden Kongressen
Da Kongressen ikke var inde, beordrede Præsident Buchanan den 28. maj 1857, uden
yderligere undersøgelse, en hær fra de Forenede Stater på 2.500 mænd til at marchere
til Utah for at få bugt med de rapporterede vanskeligheder. Kommandoen blev givet
til oberst Albert S. Johnston - en stolt, hovmodig slaveholder, som førte med sig et
komplet sæt forbundsembedsmænd til Utah, herunder Alfred Cunnings fra Georgia, en
politisk ven af Buchanan, som skulle erstatte Brigham Young som guvernør.
Hær på march
Alle forsendelser til Utah blev standset i Independence, Missouri, medens de fjorten
slangelignende forsyningstog, der bestod af 400 vogne, 6000 muldyr og okser og
500 "pragteksemplarer af tyre" kravlede mod vest ad den støvede Oregon-vej. Disse
tog blev eskorteret af en usædvanlig stor "skare af gadehandlere og lejr-medløbere.
En mere slyngelagtig skare har aldrig været samlet fra bærmen i grænsestaterne,"
bekræfter Bancroft.4
Fjorten forsyningstog møder Smoot
Medens den tre kilometer lange kavalkade stred sig vej op langs den sydlige bred af
Platte-floden, mødte major Abraham O. Smoot fra Salt Lake City, som medførte posten
til Independence, Missouri, det fremrykkede kavalleri på to-tre hundrede ryttere. Med
hensyn til deres bestemmelsessted og formål kunne han ikke få noget at vide. Da
han skyndte sig til Kansas City, fik han at vide, at endnu en "Mormonkrig" var blevet
erklæret, eller snart ville blive det, hvis de hellige måske forsøgte at gøre modstand
mod hæren, som på det tidspunkt var på vej for at styre og regere det oprørske
Mormon-territorium.
Alarmerende nyheder til Zion
Efter at posten var blevet nægtet dem, vendte major Smoot og Judson Stoddard den
3. juli 1857 deres heste mod Bjergene, to tusind kilometer borte. Og ligesom "Paul
Reveres" fra sletterne hastede de afsted for at advare deres folk.
Tusind kilometer øst for Salt Lake City mødte Smoot og Stoddard den langhårede
Porter Rockwell, som var på vej til Kansas City med posten. Stående ved deres
sveddryppende heste midt på vejen, "brast major Smoot i tårer", medens han fortalte
Porter om den sig nærmende hær. Porter havde stadig en skarp erindring om at være
blevet indespærret i et ensomt fangehul i ni trælse måneder, pint og plaget af sådanne
slyngler, som han vidste der var masser af i denne indtrængende hærs geledder.
Rekordløb mod Utah
Tidligt om morgenen den 18. juli begyndte de tre postbærere et 800 kilometer væddeløb
fra Fort Laramie til Salt Lake City. Da de efter mørkets frembrud på deres femte dag,

Side 347
den 23. juli, ankom dertil, blev de skuffede over at få at vide, at guvernør Young og
to-tre tusind hellige, ledsaget af seks hornorkestre fra forskellige byer i Utah, var i
Brighton, Big Cottonwood Canyon, fyrretyve kilometer mod sydøst, for at fejre Utahs
ti-års jubilæum.
"Stars and Stripes"
Det var middag - frokosttid - den 24. juli, da de tre rejsetrætte sendebud, ledsaget af
dommer Elias Smith, Salt Lake Citys postmester, kom ind i Silver Lake-lejren. Før de
kom, herskede der lykke! Mange grupper var ved at spise frokost, andre sejlede i både
på søen, medens nogle dansede i barakkerne - "der var belagt med gulvbrædder til
festen". Og viftende majestætisk over festlighederne var der fire store amerikanske
flag, der vajede fra høje grantræer og to nærliggende bjergtinder.5
Det alarmerende budskab
Major Smoot og hans ledsagere aflagde straks deres overraskende rapport til
Præsident Young, som sammenkaldte Kirkens ledere til et råd for at høre nærmere
enkeltheder. Da mødet var forbi, tilrådede Præsident Young, at de muntre grupper
skulle fortsætte uforstyrret indtil solnedgang; på den tid skulle de imidlertid kaldes
sammen for at høre hele historien om den sig nærmende hær.
Blandt dem, der har rige minder om dette, var der tre bedsteforældre til forfatteren
af denne bog - Horace S. Eldredge, Sarah W. Eldredge og Susan Noble Grant. Af to af
disse bedstemødre har forfatteren hørt mange uudslettelige udtryk, der viser den store
rædsel, der greb festdeltagerne i Silver Lake, da de fik det budskab, som major Smoot
og hans ledsagere bragte.
Ved slutningen af mødet instruerede general Daniel H. Wells, overhovedet for de
bevæbnede styrker i Utah Territoriet, de hellige om at være modige og frygtløse og
ikke tilkendegive nogen bekymring, unødvendig ængstelse eller ophidselse. Han gav
også ordre angående opbrydningen af lejren næste morgen og hvordan de skulle følge
den ensporede kørevej ned gennem den stejle bjergkløft.
Da mødet var hævet, vendte mange af de yngre tilbage til deres festligheder; men
de ældre, de som havde lidt under bevæbnede styrkers overgreb i Missouri og Illinois,
samledes i grupper og stillede spørgsmål, som ikke var til at svare på.
Spredte enheder hjemkaldt
Efter at være vendt tilbage til Salt Lake City udstedte Præsident Young ordrer, der
kaldte alle mormonmissionærer hjem, også tusind hellige fra San Bernardino Valley,
California, og de fra Carson City, Nevada, så vel som nybyggerne fra Salmon River
distriktet, Idaho. Disse folk, som bragte med sig de madvarer, de havde kunnet samle,
samt våben og ammunition, forlod deres hjem og deres marker - ja, alt hvad der ikke
kunne læsses på vogne eller drives til fods til Salt Lake City. En skribent til Los Angeles
Atlas erklærer, at de "drager afsted uden knurren og med ansigter, der er oplyst af
barsk glæde ... Der er ikke en linie i en mormons ansigt, som ikke udfordrende siger:
'Vi vil dø, før vi underkaster 0s.'".6
Overalt i Bjergene opbevarede hver familie omhyggeligt deres forråd - intet korn blev
brugt til foder til dyrene, og intet solgt til forbipasserende emigranter.

Kommanderet til at holde hæren ved Green River
Side 348
Tre uger efter festlighederne ved Silver Lake marcherede det første detachement
af Utah-soldater under oberst Robert T. Burton mod South Pass; desuden blev en
anden gruppe sendt til Fort Hall for at bevogte den nordlige indgang til Saltsødalen,
men hovedhæren, der talte 1250 mænd, begyndte at forstærke Echo Canyon og
andre strategiske bjergpas. Disse mormonsoldater var instrueret om "ikke at udgyde
blod", men at gøre alt for at holde hæren ved Green River, indtil forbundsregeringen
undersøgte de falske anklager. De skulle holde tropperne tilbage ved at drive heste
og muldyr ud, skræmme kvæget, afbrænde græs, buske og selv vogntog og andre af
hærens forsyninger, ødelægge vadesteder og blokere fjeldkløfter.7
Ingen tillid til hærens pøbel
Apostel Orson F. Whitney angiver grundene til, at de hellige havde mistillid til hærens
officerer og deres plyndrende medløbere: "Brigham Young ... havde ikke mere tillid til
general Harney (eller Johnston) og hans tropper, end han ville have haft til general
Lucas og hans milits (i Missouri) eller til oberst Brockman og hans anordninger (i
Nauvoo) ... Han agtede ikke, hvis han kunne undgå det, at være vidne til en gentagelse
af rædslerne i Far West og Nauvoo. Han ville ikke roligt underkaste sig til enten at blive
forræderisk myrdet, som Joseph Smith blev det efter sagtmodigt at have overgivet sig,
eller at se en bevæbnet styrke, nedsunket i fordomme og had og understøttet af den
følelse af had, som dengang var fremherskende overalt i nationen, sluppet løs for at
påtrykke et ubevæbnet og hjælpeløst samfund sin vilje.
Han besluttede at modstå hæren så længe som muligt og håbede i mellemtiden på,
at regeringen ville indse sin fejltagelse eller i det mindste beordre en undersøgelse,
hvorefter tropperne ville blive trukket tilbage, før et virkeligt sammenstød havde fundet
sted. Hvis det slog fejl, var han besluttet på at lægge landet fuldstændig øde, at lade
sit folk sætte ild til deres byer, og efter at have trukket sig tilbage en masse til bjergene
i den sydlige ørken, efterlade et andet Moskva i flammer for øjnene af en sejrende og
dog overvunden fjende."8
"Beauty and Booty" (Skønhed og bytte)
John Taylor og George A. Smith af de Tolvs Råd, som af det Første Præsidentskab var
blevet indsat som særlige rådgivere til general Daniel H. Wells, rejste gennem bjergene
og holdt nadvermøder med mormonsoldaterne og formanede dem til at stå fast og
trofast holde ud i deres skjulesteder. Som vogtere på Zions tårne måtte de være dristige
og frygtløse; som mænd, der holdt det hellige præstedømme, måtte de vide, hvem de
stolede på.
År senere, i 1868, sagde Præsident John Taylor, da han forklarede for Shuyler
Colfax, de Forenede Staters vicepræsident, hvorfor mormonerne modstod de
Forenede Staters hær med en så forenet, ubøjelig hårdnakkethed: "Vi var alle godt
underrettet om formålet med hærens komme. Vi havde mænd i alle deres lejre og vidste
hvad der var hensigten. Der var en fortsat pralen blandt mændene og officererne, selv
før de forlod Missouri-floden, om hvad de havde i sinde at gøre med 'mormonerne'.
Husene blev udpeget, som bestemte personer skulle bo i; gårde, ejendomme og
kvinder skulle fordeles. 'Beauty and Booty' (skønhed og bytte) var deres feltråb.
Vi skulle have endnu en stor 'mormon'erobring, og vore huse, haver, frugthaver,
vinmarker, marker, hustruer og døtre skulle være byttet.".9

Noter
Side 349
1. Whitney, Pop. Hist. of Utah, p. 119; Whitney, Hist. of Utab, Vol. 1, pp. 578, 579.
2. Ibid., pp. 580-582; Roberts, op. cit., pp. 203, 204; Alter, Jim Bridger, pp. 276,
277.
3. Idem.
4. Bancroft, Hist. of Utab, p. 537.
5. Des. News, 29. juli 1857.
6. Los Angeles Atlas, 23. november 1848, citeret af Roberts, op. cit., p. 245.
7. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 505; Roberts, op. cit., pp. 239-249.
8. Whitney, op. cit., p. 608.
9. Roberts, op. cit., p. 259.

Guvernør Young og kaptajn Van Vliet
77. Kapitel
U.S.-tropper ved Green River
Side 350
J. Cecil Alter skriver, at i den første uge i september 1857 kom kaptajn Stewart Van
Vliet, assisterende kvartermester i hæren, som var blevet sendt i forvejen for soldaterne
i en "let vogn ... trukket af seks muldyr og ledsaget af en kompetent militæreskorte
på omkring halvtreds mænd," og gjorde holdt ved Fort Bridger "med en pålidelig
mormonkosak ved hvert dyrs bidsel." Kaptajnen blev underrettet om, at hvis han var
på vej til Salt Lake City, "måtte han tage afsted alene, ubevæbnet, og under en
bevæbnet eskorte af mormoner." Han sagde ja til disse betingelser og blev ledsaget i
sikkerhed gennem de forskellige mormonbarrikader, og den 8. september præsenteret
for Brigham Young.'
I fem dage diskuterede kaptajnen og Kirkens ledere deres problemer. "Løgnere har
rapporteret, at dette folk har begået forræderi," bekræftede guvernør Young, "og på
deres forestillinger har Præsidenten beordret tropper ud for at hjælpe med til at regere
territoriet. Vi har ikke overtrådt nogen lov og har heller ikke i sinde at gøre det; men
hvis nogen nation kommer for at tilintetgøre dette folk, så skal det, Gud den Almægtige
hjælpe mig, ikke ske.".2
"Vi ønsker ikke at kæmpe mod de Forenede Stater, men hvis de driver os til det, vil
vi gøre vort bedste; og jeg siger Dem, at så sandt Herren lever, vil vi komme ud som
sejrherrer ... De Forenede Stater sender deres hære herud for simpelthen at holde os
hen, indtil en pøbelhob kan komme og slagte os, således som det er blevet gjort før
... Jeg benægter, at nogle af de Forenede Staters bøger er blevet brændt ... Jeg vil
ikke finde mig i at blive taget af nogen officer i de Forenede Stater for at blive dræbt,
således som de dræbte Joseph ... Hvis en hær skulle få held til at trænge ind i denne
dal, så sig til Regeringen, at de skal sørge for at have forråd og forsyninger på lager,
for de vil her kun finde en forkullet og øde ørken ... Hvis vi kan holde fred i vinter, tror
jeg bestemt, at der vil dukke noget op, som kan frelse os fra blodsudgydelse." 3
Endnu en religiøs forfølgelse
Søndag den 13. september indbød Præsident Young kaptajn Van Vliet til at sidde på
forhøjningen under søndagens gudstjenester i den store barak. Tre dage senere skrev
kaptajnen til general Johnston ved Green River: "Jeg overværede deres gudstjeneste
om søndagen, og under en tale, som ældste (John) Taylor holdt, hentydede han
til troppernes anmarch og erklærede, at de ikke skulle komme ind i Territoriet. Han
henviste så til muligheden af, at en overmægtig styrke ville blive sendt imod dem, og
ønskede, at alle de tilstedeværende, som ville sætte ild til deres bygninger, hugge deres
træer om og lægge deres marker øde, om at række hånden i vejret. Hver eneste hånd
i en forsamling, der talte over 4000 personer, blev løftet i samme øjeblik.
Under mit ophold i byen besøgte jeg flere familier, og alle, som jeg kom i
forbindelse med, så på troppernes nuværende bevægelse imod deres Territorium
som begyndelsen til endnu en religiøs forfølgelse, og udtrykte en fast beslutning om
at understøtte guvernør Young med alle de midler, han kunne antage. Af alle disse
kendsgerninger er jeg tvunget til at drage den slutning, at guvernør Young og folket

Side 351
i Utah om muligt vil forhindre den hær, der er på vej til Utah, i at komme ind på
deres Territorium på dette tidspunkt. Dette vil efter min mening ikke være et vanskeligt
arbejde, på grund af den fremskredne årstid, vor styrkes lidenhed, og de forsvarsmidler,
som naturen har skabt omkring den Store Saltsødal.
Guvernøren underrettede mig om, at der var rigeligt af alt, hvad jeg krævede til
tropperne, som f. eks. tømmer, foder, etc., men at intet ville blive solgt til os." Han
berettede endvidere, at hvis tropperne tiltvang sig adgang, "vil de finde Utah som en
ørken. Hvert hus vil være brændt ned til grunden, hvert træ hugget om, og hver mark
lagt øde. Vi har tre års forsyninger ved hånden, som vi vil lægge i 'depot', og så vil vi
drage til bjergene og forsvare os mod alle regeringens styrker ...
Der findes intet sted indenfor 70, 80 eller 90 kilometers afstand fra byen, som vil
være tjenligt til en militær position, og som ikke er optaget af indbyggerne og under
opdyrkning.".
Kaptajnen foreslog derfor Fort Bridger og Fort Supply som "passende stillinger til
overvintring af tropperne og til græsning for dyrene." Han advarede imidlertid om, at
disse også ejedes af mormonerne og var besat. "Jeg blev underrettet om, at de alle
ville blive lagt i aske, efterhånden som hæren rykker frem.".4
Fort Bridger og Fort Supply nedbrændt
Omkring år 1855 flyttede James Bridger, efter at have solgt Fort Bridger og sine
"mexikanske besiddelser på tolv tusind hektarer" til mormonerne for 8000 dollars
(ca. 56.000 kroner), til Jackson County, Missouri, og købte en farm på 80 hektarer
til sin indianerhustru og sine halvkastebørn. Herefter ombyggede og forstørrede
mormonerne Fort Bridger og byggede Fort Supply, omkring tolv kilometer mod
sydvest. En koloni af mormon-nybyggere, under Apostel Orson Hydes ledelse, flyttede
derefter ind i distriktet og dannede Green River County, som havde Fort Bridger
som hovedsæde. Det anslås, at disse poster tilligemed bøndergårdene og andre
forbedringer var 300.000 dollars (ca. 2 millioner kroner) værd.5
For at sinke den sig nærmende hær slæbte mormonerne i september 1857 alt, hvad
der i Fort Bridger distriktet kunne læsses på vogne, med sig, og derefter satte de den 3.
oktober ild til alt, hvad der kunne brænde - huse, lader, skure, hø, græs, etc. Rytterne,
som galopperede afsted vestpå, efterlod de rygende ruiner som et positivt bevis på,
hvad hæren kunne vente, hvis den tvang sig vej mod mormonernes landsbyer.
Vogntog - Lossepladser af rygende rester
Grebet af en stærk overbevisning om, at de i alle tilfælde måtte bevare deres hjem,
hustruer og børn, angreb Utah-kavalleriet fra deres skjulesteder de hærtog, som var
sendt ud for at forsyne soldaterne i deres fremtidige lejr i Salt Lake City.
Major Lot Smith, en af disse angribere - der var lige så frygtløs og kort for hovedet
som hans titel er kort - brændte en nat, den 4. oktober 1857, sammen med Henry
Day og en håndfuld andre forvovne ryttere, tre forsyningstog i hurtig rækkefølge
- fireoghalvfjerds tungt lastede vogne. Da morgenen gryede, lå disse vogntog, der
havde tilbragt hele sommeren på vejen fra St. Joseph, Missouri, langs vejen som
store bunker aske, med deres jernvognringe og bremsestænger stikkende frem fra
lossepladser af rygende rester.6
Det ser ud, som om en af Smiths yndlings-tidsfordriv var at skræmme hærens okser,
muldyr og heste, og når han så havde skaffet sig en uhåndterlig flok, sendte han den

Side 352
afsted til dalen, hvor den blev opbevaret i sikkerhed. Disse dyr blev senere returneret
til general Johnston i Camp Floyd, Utah.
Fyrretyve skud, de eneste, der blev affyret under Utah-kampagnen, var mod Smith
og hans plyndringsmænd. Skønt skyderiet nedlagde to af Lots heste, undslap deres
ryttere. Disse døde dyr, som lå langs vejen, var et uhyggeligt bevis på, hvad der kunne
ske, hvis begge sider begyndte at skyde - en tragedie, som mormonerne var blevet
advaret om at undgå.
Buchanan ubarmhjertigt irettesat
Johnstons mænd var på dette tidspunkt af begivenhederne også blevet instrueret om
ikke at udgyde blod, for Præsident Buchanans administration i Washington havde
ubarmhjertigt fået en "næse" af indflydelsesrige aviser og mægtige politikere, som
krævede nøje enkeltheder om, hvorfor den bedst udstyrede hær i de Forenede Stater
uden Kongressens samtykke var blevet sendt hemmeligt afsted på march mod de fjerne
Rocky Mountains, og det tilmed til en så kolossal bekostning for regeringen.
Snestorme - tusinder af dyr omkommer
En bestemt stormfuld nat, medens U. S.-tropperne kæmpede sig frem for at nå de
forkullede rester af Fort Bridger, slog Lot Smith og hans mænd, uden at give agt på
den hylende snestorm, ned fra skyerne, som det syntes, og skræmte fem hundrede af
hærens okser bort. Vildt larmende styrtede de forskrækkede dyr ned gennem landet,
efterladende hundrede eller flere lastede vogne strandede i sneen.
Den næste dag, den 6. november, bevægede den forkrøblede hær sig femten-tyve
kilometer frem, væltende sig gennem den drivende storm. "Den nat omkom mere end
500 andre dyr af sult og kulde, og den næste morgen var lejren omgivet af deres døde
kroppe, der var dækket af en hinde af is.".7
Efter endnu flere katastrofer drog 2500 udmattede mænd ti dage senere ind langs
de lave, sortsværtede stenmure i Fort Bridger. Da snestormen endte, gik vejret ned til
40 grader under nulpunktet, og bragte lidelser, ikke alene til soldaterne, men til tusinder
af halvdøde dyr, hvoraf mange frøs til døde i flokkevis.
Hæren møder sin skæbne
Da Kongressen samledes for første gang, efter at hæren var blevet sendt til Utah, tog
senator Sam Houston, helten fra Texas-republikken, ordet i Senatet og holdt en åndfuld
tale til forsvar for mormonfolket i Rocky Mountains. Efter alvorligt at have kritiseret
administrationen, fordi den havde sendt en hær til Utah, erklærede han: "Jo flere mænd,
I sender til 'Mormon-krigen', jo mere vil vanskelighederne forøges. De skal bespises.
Omkring 2500 kilometer må forsyningerne transporteres. De regimenter, der er sendt
derhen, har allerede fundet Fort Bridger og andre steder som askehobe, efterhånden
som de har nærmet sig dem ... De vil finde ud af, at de må kæmpe mod Rusland og
mod russerne. Hvem der end går vil møde samme skæbne som Napoleons hær, da
han drog mod Moskva.".
Guerilla-krigsførelse
"Lige så sikkert som at vi nu står her i Senatet," hævdede han kraftigt, "vil disse folk,
hvis de overhovedet kæmper, kæmpe desperat. De forsvarer deres hjem. De kæmper

Side 353
for at forhindre udførelsen af de trusler, som er blevet fremsat, og som vedrører deres
hjerter og deres familier; og det er afgjort, at de vil kæmpe, indtil hver eneste går til
grunde, før han overgiver sig. Og det er ikke alt. Hvis de ikke vælger at gå i kamp
øjeblikkeligt, vil de sende deres kvinder og børn i sikkerhed i fæstningerne i bjergene;
de har forsyninger til to år, og de vil fortsætte med en guerilla-krigsførelse, som vil blive
ganske forfærdelig for de tropper I sender derhen. De vil ikke kunne få forsyninger der. I
må transportere dem hele vejen fra Independence i Missouri. Når ilden fortærer det, vil
der ikke være et græsstrå tilbage, som ikke vil være afbrændt ... Jeg ved ikke, hvilken
kurs der vil blive taget i denne sag. Jeg håber, den vil blive forsonende."
Hærene vil aldrig vende tilbage
"Med hensyn til tropper til at besejre mormonerne ville halvtredsindstyve tusind være
lige så lidt effektive som to-tre tusind; og i samme forhold som I sender tropper til det
uhyre store område, uden forsyninger og uden håb om at få dem, uden eksistensmidler
efter en vis periode, med mindre de bliver transporteret til dem, jo større vil jeres fare
være. Se på de muligheder, som disse folk har for at afskære jeres forsyninger. Jeg
siger, jeres mænd vil aldrig vende tilbage, men deres ben vil blegne i Saltsødalen. Hvis
krigen begynder, i samme øjeblik en eneste dråbe blod udgydes, vil det være signalet
til udslettelse."
Tilintetgørelse af tropperne
"Hr. Præsident, enten vi skal have krig med mormonerne eller ikke, vil det efter min
mening afhænge af den kendsgerning, om vore tropper avancerer frem eller ikke. Hvis
de ikke går frem; hvis der åbnes forhandlinger, hvis vi forstår, hvad mormonerne virkelig
er villige til at gøre, at de er villige til at indvillige i regeringens befalinger og vise lydighed
mod Forfatningen; hvis De vil tage tid til at få sikkerhed for dette og ikke forkaste enhver
tanke om fred, kan vi måske få fred. Men lige så sikkert som tropperne går frem, lige
så sikkert vil de blive tilintetgjort. De kan måske tredoble dem, og det vil kun bidrage
til katastrofen, ikke formindske menneskelig lidelse. Disse folk venter intet andet end
udslettelse eller mishandling mere intolerant end selv udslettelse ville være, fra Deres
troppers side, og de sætter sig op imod dem."8
At bevæbne Konføderationen
Krigsministeren, John Buchanan Floyd, en trofast tilhænger af sydstatsoprøret - som
dengang var i sin vorden og som brød ud over de Forenede Stater tre år senere - gjorde
alt hvad der var muligt for at afvæbne de nordlige stater og forstærke de sydlige.
Det havde været minister Floyds indflydelse, som havde sendt denne flot udstyrede
ekspedition til Bjergene, om hvilken Bancroft beretter: "To tusind høveder oksekvæg,
tilligemed en uhyre stor og uhåndterlig konvoj, blev sendt i forvejen, og togene var
større end der til almindelig krigsførelse ville have været nødvendigt til en styrke på
10.000 tropper ...
Det er sandsynligt," slutter Bancroft, "at ingen ekspedition nogensinde er sendt af de
Forenede Stater bedre udstyret og velforsynet end hæren til Utah, af hvilken den del,
som nu var under kommando, mønstrede omkring to tusind fem hundrede mand." .9
Noter

Side 354
1. Alter, James Bridger, p. 285.
2. Joseph Fielding Smith, op. cit., p. 500.
3. Whitney, op. cit., pp. 611-614.
4. Ibid., pp. 615, 617.
5. Milton R. Hunter, Brigham Young the Colonizer, p. 289; Whitney, op. cit., pp.
649 -652, citerer John Taylors brev af 21. oktober 1857, der fastslår værdien af
brandt ejendom.
6. Whitney, op. cit., pp. 631-639.
7. Creer, Utak and the Nation, p. 143; Whitney, op. cit., p. 654.
8. Congressional Globe, 35. Kongres, 1. Session, 25. Feb. 1858, p. 874; Roberts,
op. cit., pp. 294, 295.
9. Bancroft, Hist. of Utah, p. 498; Whitney, op. cit., p. 589. Angående New York
Herald's rapport, se Whitney, op. cit., pp. 608, 607, "Treason of John B. Floyd",
Roberts, op. cit., pp. 320, 321.

At hjemsende mormon-hæren
78. Kapitel
Utah-krigen ender - 1858
Side 355
Under vinteren 1857-58, som var en hård prøve for hæren og dens befalingsmænd
i Fort Bridger, oprettede Alfred Cummings og hans medarbejdere en rivaliserende
territorial-regering overfor regeringen i mormonernes hovedstad. Skønt guvernør
Brigham Young aldrig officielt var blevet opfordret til at trække sig tilbage fra denne
stilling, udstedte Mr. Cummings, som hævdede at han var guvernør, en proklamation,
der beordrede Nauvoo-legionen (d. v. s. mormonhæren) til at afmønstre og vende
hjem. Denne ordre, som ikke blev efterkommet, udstedte han den 30. december 1857.
"Et anklageskrift mod mormonlederne", som stemplede Brigham Young og tyve andre
ledere "som forrædere mod de Forenede Stater" for at tilskynde til "opstand, oprør og
krig imod omtalte Forenede Stater ... Med ond, ondskabsfuld og forræderisk hensigt."1.
At dømme ud fra de strenge erklæringer i guvernør-kandidatens proklamation
ville mormonerne og deres ledere ikke blive vist nogen barmhjertighed fra disse
forbundsembedsmænds side.
Fredsstifter - oberst Kane
Forsynet var ikke desto mindre på de helliges side, for i denne nødens time skaffede
oberst Thomas L. Kane, en trofast ven af Brigham Young og mormonerne, sig tilladelse
fra Buchanan's administration i Washington til at skynde sig til Utah for at hjælpe med
til at løse problemet om Utahkrigen.
Oberst Kane tog den sydlige rute fra New York, der gik mod vest til vands og med
pakheste over Panama-tangen, og sejlede op langs vestkysten til Los Angeles, og tog
derfra til lands til Salt Lake City, hvortil han ankom den 25. februar 1858.
Efter flere dages konference med guvernør Young og andre af Kirkens ledere, drog
obersten afsted til hest gennem de snefyldte bjerge for at holde råd med Mr. Cummings
og general Johnston i Fort Bridger. Kane havde planer med om at føre Mr. Cummings
til Salt Lake City - uden at være ledsaget af hæren - og indsætte ham som guvernør
over UtahTerritoriet. Obersten følte sig sikker på, at dette resultat ville give regeringen
afgørende bevis for, at en besætningsstyrke var fuldstændig unødvendig i Utah.
Betingelsesløs overgivelse - Johnston's betingelser
Efter at være ankommet til Fort Bridger den 14. marts tilbragte oberst Kane tyve
frugtesløse dage med at prøve på at overtale den hovmodige general Johnston til at
tillade Alfred Cummings at rejse til Utah uden hæren og blive indsat som guvernør.
Johnston, som erklærede, at hans betingelser for mormonerne var "betingelsesløs
overgivelse", arresterede oberst Kane som spion, hvorefter obersten udfordrede
Johnston til en duel til døden med pistoler.
Skønt Cummings og andre embedsmænd forhindrede duellen, erklærede Johnston
stadig, idet han afbrød alle yderligere forhandlinger, at han ville diktere sine egne
betingelser til Utah-Territoriet; så snart fjeldkløfterne var fri for snedriver.

Cummings - den ny guvernør
Side 356
Da der ikke kunne nås nogen overenskomst med Johnston, besluttede Alfred
Cummings sig til at ledsage oberst Kane til Salt Lake City uden hæren og straks blive
anerkendt af folket som den nye guvernør for UtahTerritoriet.
Da Cummings den 12. april nåede Salt Lake City sammen med oberst Kane, blev
han glædelig overrasket over den gæstfrihed og ægte hæder han mødte fra alle kanter.
På dagen for sin ankomst modtog han det territoriale segl, og den næste dag skrev
han til general Johnston og skildrede de fredelige tilstande i territoriet så vel som de
tegn på respekt, der blev vist ham af Præsident Young og hans folk. En sådan rapport
forøgede ganske vist generalens mishag, for det var nu ganske øjensynligt, at der ikke
var nogen brug for hans hær, for der var ikke noget tilbage at kæmpe om.
En af guvernør Cummings' første officielle handlinger var imidlertid at afmønstre de
territoriale styrker. I denne anledning skrev han til general Johnston den 2. maj 1858:
"Jeg har skaffet midler til at hjemkalde de få mormoner, der er blevet tilbage under
våben, og som endnu ikke har ... efterkommet mit krav om at trække sig tilbage fra
fjeldkløfterne og de østlige grænseegne."2.
Hellige drager mod syd
Da de hellige blev klar over, at deres forsvarsstyrke var blevet fejet bort, som den var
blevet det i Missouri og Illinois, begyndte tusinder af dem at læsse deres vogne, låse
deres døre, slå skodder for vinduerne og gøre sig rede til en enestående "rejse mod
syd". Deres nøjagtige bestemmelsessted var ukendt. Advarslen "hæren er på march"
var signal nok.
Guvernør Cummings beskriver denne emigration, som var uden sidestykke, i
følgende budskab, som han den 2. maj i hast sendte til general Johnston: "Jeg
beklager ... at måtte meddele en kendsgerning, som vil vække stor bekymring. Folket,
herunder indbyggerne i denne by, er ved at flytte fra hver eneste koloni i den nordlige
del af territoriet. Vejene er allevegne fyldt med vogne, læsset med forsyninger og
husholdningsartikler, kvinderne og børnene, ofte uden sko eller hatte, drivende deres
kvægflokke, de ved ikke hvorhen. De synes ikke blot resignerede, men muntre.
'Det er Herrens vilje', og de fryder sig ved at bytte hjemmets bekvemmeligheder
med trængslerne i ødemarken. Deres endelige bestemmelsessted er, antager jeg,
ikke endelig fastsat ... Mange tror, at deres endelige bestemmelsessted er Sonora
(Mexico)."
Fakler skal leveres
"Young, Kimball og de fleste andre indflydelsesrige mænd har forladt deres rummelige
huse (Beehive House, Præsidentens kontor, Lion House, etc.), tilsyneladende uden
fortrydelse, for at udvide det lange tog af vandrere. Masserne meddeler mig allevegne,
at der vil blive sat en fakkel til hvert hus ganske vilkårligt ude over landet, så snart
tropperne forsøger på at gå over bjergene. Jeg skal følge disse folk og prøve at samle
dem igen."3.
"Den 13. maj", forklarer Tullidge, rejste guvernør Cummings til Fort Bridger for at
bringe sin hustru med tilbage, men efter deres tilbagekomst til Salt Lake City en uge
senere fandt de stedet øde med undtagelse af "nogle mænd, som var blevet tilbage i
byen for at brænde den af i tilfælde af, at hæren forsøgte at slå sit kvarter op der.

Side 357
Guvernøren og hans hustru gik videre til ældste Staines' bolig og fandt ham
ventende med en rigelig, kold frokost. Hans familie var rejst mod syd, og i hans have
var betegnende nok ophobet flere bunker strå."
Guvernørens hustru græder
Guvernørens hustru spurgte hvad det betød og om grunden til den stilhed, der herskede
i byen. Ældste Staines underrettede hende om deres beslutning om at brænde byen
af i tilfælde, at hæren forsøgte at besætte den."
I rædsel råbte hun: "'Hvor frygteligt! Hvilket syn! Jeg vil aldrig glemme det ... Hvert
hus ser ud som et gravsted! På tre kilometer har jeg kun set et menneske i byen.
Stakkels skabninger.'" Idet hun brast i tårer, udbrød hun: "'Ah, Alfred, noget må gøres
for at bringe dem tilbage! Tillad ikke hæren at blive i byen. Kan du ikke gøre noget
for dem?'
'Jo, frue, jeg skal gøre alt hvad jeg kan, vær sikker på det. Jeg ville bare ønske, at
jeg kunne være i Washington i to timer; jeg er overbevist om, at jeg kunne overbevise
Regeringen om, at vi ikke har nogen brug for tropper.'"4.
Tempeludgravningen fyldt op
Det store fundament til Salt Lake Templet lå stadig under jordens overflade i juni 1858,
og da hæren var på march mod byen, gav Præsident Young ordre til, at den store
udgravning skulle fyldes op og pløjes, så den så ud som en opdyrket mark.
Pardon til mormonerne fra regeringen
På grund af oberst Kanes gunstige rapport til de Forenede Staters Præsident angående
de fredelige tilstande han fandt blandt mormonerne, sendte Præsidenten øjeblikkelig
to freds-kommissærer mod vest - guvernør L. W. Powell fra Kentucky og major
Ben McCullough fra Texas, med fuld myndighed til at afgøre alle "krigsproblemer" i
Utah-Territoriet.
Efter at have inviteret general Johnston ved Camp Scott og fundet ham lige så
harmfuld som nogensinde, fortsatte kommissærerne straks til Salt Lake City. Efter
at være ankommet den 11. juni 1858, underrettede de guvernør Cummings om, at
de havde en dobbelt mission: (1) De medførte et underskrevet dokument fra de
Forenede Staters Præsident, der tilstod de sidste dages hellige "fuld pardon" for alle
lovovertrædelser mod regeringen. (2) Ikke desto mindre måtte Utah-Territoriet modtage
hæren fra Camp Scott og tillade den at passere uhindret gennem Salt Lake City på vej
til at oprette kvarter i en eller anden fjern landsby, for at blive der som besættelsesstyrke
til at yde prestige og beskyttelse for den nye ikke-mormon administration.
Benådningen modtaget
Kirkens ledere akcepterede Præsidentens benådning. Og da de var blevet berøvet
bevæbnet modstand, var der ingen vej udenom at akceptere det andet krav. Dette
gjorde de ikke desto mindre med Præsident Youngs advarsel: "Lad mig nu sige til jer,
I fredskommissærer, vi er villige til, at disse tropper kommer ind i vort .land, men ikke
for at blive i vor by. De kan passere igennem den, hvis det er nødvendigt, men må ikke
opslå deres kvarter nærmere end 65 kilometer fra os. Hvis I bringer jeres tropper hertil

Side 358
for at forstyrre dette folk, vil I få et større arbejde end I eller Præsident Buchanan har
nogen ide om. Før tropperne når hertil, vil denne by ligge i aske, hvert træ og hver busk
vil blive skåret ned til grunden, og hvert græsstrå, som kan brænde, skal blive brændt
... Ingen pøbel kan leve i de hjem, vi hår bygget i disse bjerge. Det er programmet,
mine herrer."5.
Hæren ved Camp Floyd
Ved daggry den 26. juni begyndte general Johnstons dragoner at defilere langsomt ind
fra Emigration Canyon. Da de marcherede gennem den forladte mormon-hovedstad,
red major James Bridger, der var blevet ansat af general Johnston, gennem byen
sammen med hærens officerer.
Dagen igennem strømmede de skumplende forsyningstog og trampende soldater
ned ad South Temple Street, forbi det forladte Beehive House, Præsidentens kontor,
Lion House, Kirkens tiendekontor (hvor nu Hotel Utah ligger), Tempelblokken med dens
fire meter høje mure, der omsluttede det gamle Tabernakel, Barakken og Endowment
House. Uden at dreje hverken til højre eller venstre marcherede de tre kilometer mod
vest og slog lejr på en alkalisk græsgang på den anden side af Jordanfloden. Efter at
have hvilet i tre dage drog Johnston og hans mænd omkring tres kilometer mod syd
og oprettede lejren Floyd i Cedar Valley.
Vender tilbage fra syden
Idet de giver meddelelse om Kirkens lederes hjemkomst fra "syden" beretter Deseret
News den 14. juni 1858: "Det Første Præsidentskab og nogle få andre forlod Provo
klokken seks om eftermiddagen den 30. juni og ankom til deres hjem i Salt Lake City
klokken tre om morgenen den 1. juli." Følgende deres eksempel vendte de andre hellige
tilbage til deres hjem og deres forsømte kornhøst.6.
Hærens ødelæggende indflydelse
"Ved Camp Scott og medens de var på march", beretter Bancroft, medens han gør
rede for troppernes aktiviteter, efter at de var kommet ind i Utah, var mændene "under
streng bevogtning, men her fandt de en sikker mark for deres virksomhed. Mange af
de yngre mormoner blev fordærvet ved deres eksempel, og i 1859 var spil, tyverier,
drukkenskab og selv mord lige så almindeligt i Salt Lake City, som det senere blev
det i minebyerne i Nevada og Colerado. Sjældent blev forbryderne bragt for retten, og
myndighederne var kun altfor glade ved at lade disse desperate fyre dræbe hinanden
under deres drikkegilder ... Dette var den anti-polygame organisation, som Buchanan
og hans hær indførte i Utah."7.
Krigens omkostninger - millioner af dollars
Fra enhver side var episoden med Johnston-hæren et kostbart forbundseventyr.
Deseret News for 30. marts 1859 opfører følgende udstyr fra et af fragtselskaberne,
som forsynede Utah-hæren: "4.796 vogne, 26.720 okser, 38.680 kæder, 24.909
oksespand, 1.500 muldyr og 4.380 vognmænd ... Fra oplysninger, som er i vor
besiddelse, anslår vi deres fortjeneste til at være over halvanden million dollars (ca. 10
millioner kroner), foruden hvad de har på lager."

Side 359
Den 13. april kommenterer News videre: "Mormonkrigen har allerede kostet
regeringen mere end 10 millioner dollars (70 millioner kroner)." Dette tal blev senere
forhøjet til 20 millioner dollars (140 millioner kroner), og nogle skribenter har fornylig
sat det så højt som 40 millioner dollars (280 millioner kroner).".
Johnston dræbt ved Shiloh
Skønt general Johnston ledede militære aktioner i Utah fra 1858 til 1860, vendte han
aldrig tilbage til hovedstaden, efter at han var marcheret med sine skuffede mænd
gennem dens øde gader. Da Brigham Young på det tidspunkt var på vej mod syd,
mødtes han og Johnston aldrig. Generalen forlod Utah for at tage til de sydlige stater i
marts 1860, hvor han sluttede sig til Konføderationens hær og blev dræbt ved Shiloh,
medens han kæmpede mod Unionens styrker.
Køb af hærens udrustning
Efter at hæren havde forladt Camp Floyd, solgte regeringens agenter i foråret 1861
på auktion ejendele og forsyninger til omkring fire millioner dollars værdi for mindre
end hundrede tusinde dollars (syv hundrede tusind kroner). Da mormonerne var
hovedaftagerne, drog de i høj grad fordel af Buchanans ekstravagante ekspedition.
Noter
1. Alter, Utah, Vol. I, pp. 260, 261.
2. Tullidge, Life of Brigham Young, p. 305.
3. Whitney, op. cit., pp. 676-680.
4. Tullidge, op. cit., p. 306; angående et barns rapport om bevægelsen mod syd, se
Young, op. cit., p. 254; Whitney, op. cit., p. 681.
5. I bid., p. 684.
6. Alter, op. cit., p. 276; Roberts, op. cit., pp. 447, 448.
7. Bancroft, Hist. of Utah, p. 537. Angående andre hændelser, se Alter, op. cit., p.
281.
8. Roberts, op. cit., pp. 548, 556.

Den store, svingende postvogn
79. Kapitel
Samfærdsel og rejser
Side 360
Deseret News bekendtgør i 1855, idet den hentyder til planen for nogle af de første
postvogne i Vesten: "Post- og passagervogne mellem Independence og Salt Lake City
vil afgå fra Hawkins' Hotel i Salt Lake City og Norland House i Independence den første
i hver måned kl. 8 morgen ... Angående yderligere oplysninger bedes man henvende
sig til agenterne."
I juni samme år rapporterer samme avis, at lokale post- og passagervogne løber
efter køreplan til alle de større byer i Utah, nord og syd for Salt Lake City.
Men den virkelig historiske lands-diligence - The Concord - "en stor svingende
og svajende vogn, en imponerende vugge på hjul, og ophængt i remme i stedet for
fjedre ... Trukket af seks smukke heste eller muldyr ... som susede afsted med en
gennemsnitsfart af 15-16 kilometer i timen" kom i gang i 1861. Ben Holliday, som
påtog sig den første postkontrakt mellem Independence og Sacramento, en distance
på 3000 kilometer, gjorde turen på atten dage. Skønt regeringen betalte ham en million
dollars (ca. 7 millioner kroner) om året, fandt han dog, at hø og korn til 2700 heste og
muldyr kostede mere end hans million dollars.1. Og så måtte han også skaffe hundrede
Concord vogne og for 55.000 dollars (ca. 350.000 kroner) seletøj så vel som 250
dygtige kuske og staldknægte. På nogle af de fjerneste stationer betalte han så meget
som 125 dollars (ca. 850 kroner) for 1 ton hø.
Foruden posten medførte Bens vogne ni passagerer, som betalte kørepenge på fra
150 til 180 dollars (fra 1000 til 1200 kroner), som steg til 350 dollars (ca. 2000 kroner)
under Borgerkrigen, og dog var hans fortjeneste lille; derfor solgte han gladelig til Wells
Fargo Express Company.2
Post med Pony-Expressen
Til trods for postvognens forøgede hastighed udvikledes der et nationalt behov for
hurtigere samfærdsel mellem Missouri-floden og Stillehavet. For at tilfredsstille dette
krav, og også fordi de troede de kunne få en god fortjeneste ud af det hidtil ukendte
projekt, oprettede tre amerikanske finansmænd - Russell, Majors og Waddell - i
1861 det berømte Pony-Expres system mellem St. Joseph, Missouri, og Sacramento,
California - en distance på ca. 3000 kilometer.
Deseret News bringer den 11. april 1860 følgende bekendtgørelse: "Den første
Pony-Expres fra Vesten forlod Sacramento City, California, klokken 12 om natten den
3. ds. og ankom til denne by kl. 11.45 den 7., indenfor den planlagte tid. Vejene var
tunge og vejret stormfuldt. De sidste 120 kilometer blev redet på 5 timer og 15 minutter,
i en tung regn." 3.
Syv dage fra hovedstaden
Den 11. april 1860 kommenterer Deseret News: "Expressen fra Østen forlod St.
Joseph, Missouri, kl. 6.30 om aftenen den 3. og ankom til denne by kl. 6.25 om aftenen
den 9. Forskellen i tid fra St. Joseph og denne by er omkring 1 time og 15 minutter,

Side 361
hvad der bringer os indenfor seks dages forbindelse med grænsen, og syv dage fra
Washington - et resultat, som vi Utah-boere, som er vant til at få vore nyheder tre
måneder efter datoen, er meget glade for ... Skønt en telegraf er meget ønskværdig,
føler vi os dog godt tilfredse med dette resultat for øjeblikket."4.
Expressens personale
Firsindstyve smidige, frygtløse ryttere, som kun bar en pistol og en kniv som
forsvar, hjulpet af 125 medhjælpere på 190 stationer - femogtyve til tredive kilometer
fra hinanden - bragte hurtigt posten tværs over de store sletter og de uhyre
bjergkæder med en fart af 25 kilometer i timen. Nat og dag, i solskin og stormvejr,
galoperede rytterne fremad. Nyhederne om Lincolns indsættelse blev ført på rekordtid
til Stillehavskysten på syv dage og sytten timer.
I Pony-Expressens dage blev to unge ryttere - efter at indianerne havde brændt
deres expres-stationer - tvunget til at udføre et rekordridt. Den ene, en femten år
gammel dreng ved navn William Cody (Buffalo Bill), red de 513 kilometer af sin rute
mellem Red Buttes og Three Crossings ved Sweetwater River i Wyoming uden at skifte
ryttere. Den anden, Tom Dobson, en ung mormon fra Utah, hvis rute gik mod vest
gennem Ruby Valley, Nevada, slog William Codys rekord ved at ride 515 kilometer.
I betragtning af alle forhold burde "trofæen for den lange distance" være en fælles
belønning.
En bestemt nat, da Tom Dobson for gennem Ruby Valley, Nevada - mange mil fra
menneskelig beboelse - fejede indianerne ned fra højene. Da de ikke var i stand til
at indhente den unge mand, sendte de en byge af pile efter ham. Tre gennemhullede
Toms hest og en fjerde rev et hul i hans knæ - et sår, der gjorde ham lam for livet. Efter
at have skaffet en frisk hest fra den første station, der ikke var nedbrændt, satte Tom,
til trods for indianerne og sine egne lidelser, afsted tilbage ad den samme farlige vej.
Forfatteren af denne bog har personlig kendt Thomas Dobson og har hørt ham fortælle
om sine "Pony-Expres"-dage.
Expressens ophør
Selv om Pony-Expressens takster var høje - fem dollars (ca. 35 kroner) for en halv
ounce (ca. 15 gram) - svigtede projektet financielt. Som en sidste tilflugt, for at opmuntre
søgningen, reducerede stifterne taksterne til en dollar (ca. 7 kroner) for en halv ounce,
men resultatet blev ikke bedre. Efter halvandet års epokegørende tjeneste, ophørte
Expressen i oktober 1861.
Telegraflinier
Den komplette historie om bygningen af en telegraflinie tværs over Amerikas store
sletter og over tre bjergkæder udgør en historisk bog i sig selv. I april 1861 begyndte
Edward Creightons mænd at trække tusind miles (1600 kilometer) tråd på pæle fra
Omaha imod Salt Lake City. Og på samme tid begyndte California State Telegraph
Company sin linie mod øst fra Sacramento. Målet for hvert selskab var at forbindes
med de linier i Utah, som var ved at blive bygget af mormon-bygmestre, øst og vest
fra Salt Lake City.
Tredive vognladninger med tråd

Side 362
Deseret News for 2. oktober 1861 bringer denne interessante udtalelse: "Sidste lørdag
ankom et tog på omkring tredive vogne fra Missouri-floden, lastet med telegraftråd og
isolatorer for den afdeling af telegraflinien, der ligger mellem denne by og Ruby Valley,
og hvor telegrafpælene næsten alle er rejst; og linien herfra mod vest vil om kort tid
være i stand til at virke."
Det var en betydningsfuld begivenhed for nationen, da telegraflinien fra Omaha
mødte Salt Lake-linien den 17. oktober 1861. Og en uge senere, den 24. oktober, blev
California-selskabet forbundet med Utahlinien.5.
Det første budskab fra Brigham Young
Fordi Brigham Young og hans folk så loyalt havde hjulpet telegrafselskaberne og
havde opsat hundreder af miles ledninger gennem ujævne fjeldkløfter og over bugtede
ørkener, bad funktionærerne i de to selskaber Præsident Young om at sende det første
budskab. Det lyder:
"Salt Lake City, 18. oktober 1861.
Højstærede J. H. Wade,
Præsident for Pacific Telegraph Company,
Cleveland, Ohio.
Min herre:
Tillad mig at gratulere Dem med fuldførelsen af Overland Telegraflinien
vestfra til denne by, at komplimentere Dem for den energi, som De selv og
Deres medarbejdere har udvist ved den hurtige og heldige udførelse af et
så gavnligt arbejde, og at udtrykke ønsket om, at brugen af det altid må gå
i retning af at fremme de sande interesser hos indbyggerne både på den
atlantiske og på stillehavs-siden af vort kontinent.
Utah er ikke trådt ud, men er fast for Forfatningen og vort engang så lykkelige
lands love, og er varmt interesseret i et så nyttigt foretagende som det, der
nu er fuldført.
Brigham Young."
Svar modtaget
Den næste dag sendte Præsident Wade et langt svar, der udtrykte, hvor tilfredsstillende
det var for ham at finde, at "det første budskab, der gik gennem linien, udtrykte en så
umiskendelig patriotisme og følelser, der udtrykte kærlighed til Unionen, hos Dem selv
og folket. Jeg slutter mig til Dem i det håb, at dette foretagende må gå i retning af at
fremme alles velfærd og lykke, og at tilintetgørelsen af tiden og vore samfærdselsmidler
også kan gå i retning af at tilintetgøre fordomme, nære broderkærligheden, lette
handelen og styrke båndene i vor Union, som engang var lykkelig og igen vil blive det.
Med dyb agtelse for Deres høje stilling og med respekt for Dem personligt er
jeg Deres lydige tjener
J. H. Wade - Præsident Pac. Tel. Co."
Den 20. oktober modtog Frank Fuller, Utahs guvernør, en meddelelse fra de
Forenede Staters Præsident, som i uddrag lyder:
"Fuldførelsen af telegrafen til Salt Lake City er lykkevarslende for
Republikkens stabilitet og enhed ... "

Abraham Lincoln.6,
Bygningen af en jernbane
Side 363
Det næste vigtige foretagende, som skulle vinde mormonernes loyale støtte, var
bygningen af den transkontinentale jernbane, der blev fuldført den 10. maj 1869, ved
Promontory Summit, 85 kilometer nordvest for Ogden, Utah.
Godt tre hundrede kilometer af Central Pacific jernbanen, vest for Ogden, så vel som
et hundrede femogfyrretyve kilometer af den mest uvejsomme fjeldkløft-jernbane for
Union Pacific, øst for Ogden, blev bygget af mormonerne. Brigham Young, den største
lokale bygmester, erklærede fra talerstolen: "Udpeg stien, og vi vil rive klipperne ned,
gennembryde bjergene, opfylde dalene og lave en vej for jernhesten."7.
Brigham Youngs underbygmestre engagerede så mange som fem-seks hundrede
mænd og betalte dem den enorme sum af næsten tre millioner dollars (ca. 20 millioner
kroner). Præsident Young selv siges at have tjent omkring otte hundrede tusind dollars
(ca. fem en halv million kroner) på sine kontrakter.8.
Utah Central fuldført
Inden et år fra den tid, jernbanen kom ind i Ogden, Utah, havde mormonfolket fuldført
"Utah Central Railroad" - en uafhængig linie, tres kilometer lang - der forbandt Salt
Lake City med de transkontinentale linier.
En uge efter, at "ocean til ocean-jernbanerne" mødtes, brød Brigham Young grunden
i Ogden til Utah Central Railroad. Otte måneder senere, den 10. januar 1870, var
jernbanen færdig. Det anslås, at femten tusind folk var forsamlet i Salt Lake City for
at være vidne til, at Brigham Young slog den sidste nagle i, for at fejre fuldførelsen af
denne meget vigtige sidelinie 9.
BEMÆRK: Da de to jernbanelinier mødtes ved Promontory Summit, 85 kilometer
nordvest for Ogden, den 10. maj 1869, samledes tusinder af folk fra alle dele af de
Forenede Stater for at være vidne til og fejre, at den sidste svelle blev slået i, den var
lavet af elegant træ og poleret og havde en historisk sølvplade på siden med følgende
inskription: "Den sidste svelle lagt efter udførelsen af Pacific Railroad, 10. maj 1869;
skænket af West Evans, udført af Strahle & Hughes, San Francisco." Denne plade bar
også navnene på lederne indenfor C.P.R.R. Company.
I denne svelle blev slået tre nagler - den første var lavet af jern, sølv og guld,
skænket af Arizona; den anden af sølv fra Nevada; den tredie af guld fra California
- lavet af treogtyve 20-dollar-guldmønter, værdi $ 460. På siden var indgraveret: "Pacific
Railway, første spadestik 8. januar 1863 og fuldført 10. maj 1869. Må Gud fortsætte vort
lands enhed, ligesom denne jernbane forener de to store verdenshave." På hovedet
var indhugget: "Den sidste nagle".
Det sidste hammerslag på denne nagle udløste et elektrisk stød, som affyrede 220
kanoner i batterierne i San Francisco havn og meddelte den glade nyhed til hvert eneste
telegrafkontor i Amerika. (Roberts, op. cit., Vol. V, pp. 239-252).
Noter
1. Alter, op. cit., pp. 194, 195; Young, op. cit., pp. 386-392.
2. Hunter, op. cit., pp. 228-235.

Side 364
3. Alter, op. cit., p. 310; se en rytters personlige oplevelser i Egan, op. cit., pp. 199,
200; Hunter, op. cit., pp. 239-242.
4. Alter, op. cit., p. 310.
5. Citeret i Alter, op. cit., pp. 332, 334.
6. Des. News, 23. oktober 1861; Alter, op. cit., pp. 332-334.
7. Roberts, op. cit., Vol. V, pp. 239-252
8. Whitney, op. cit., Vol. II, pp. 244, 245;
Whitneys beretning om jernbanen er fremragende, ibid., pp. 215-305; ibid., Vol.
III, pp. 249-255; se Mary Parkman, Conquest of Invention, pp. 242, 274; Hunter,
op. cit., pp. 244-250.
9. Idem.

80. Kapitel
Kirken fremmer uddannelse - Skoler, hjælpeorganisationer, foreninger
Søge uddannelse
Side 365
Før de hellige forlod de østlige stater for at drage til det Store Vesten, udpegede Kirken
bestemte brødre til at samle "bøger, søkort og pædagogiske ugeblade" og bringe
dem med til Rocky Mountains. Skibet Brooklyn, som førte mormonerne til California
i 1846, havde i sin last stakke af skolebøger og pædagogiske artikler, herunder en
trykkeripresse, på hvilken Samuel H. Brannan i 1847 udgav den første avis i San
Francisco.
I Winter Quarters sendte Præsident Young den 23. december 1847 et opmuntrende,
pædagogisk brev til de hellige over hele verden: "Det er meget ønskværdigt, at
alle de hellige skal benytte enhver chance for at skaffe sig i det mindste et
eksemplar af enhver værdifuld afhandling om uddannelse - enhver bog, ethvert
landkort, ethvert søkort eller diagram, som kan indeholde interessante, nyttige og
tiltrækkende ting til at vække børns opmærksomhed, og få dem til at elske at lære at
læse; og ligeledes alle historiske, matematiske, filosofiske, geografiske, geologiske,
astronomiske, videnskabelige, praktiske og alle andre slags nyttige og interessante
skrivelser, kort etc., og forære dem til Kirkens historiker, når de ankommer til deres
bestemmelsessted, og fra disse vigtige og interessante ting kan der samles og
uddrages de mest værdifulde værker om enhver videnskab og ethvert emne, til gavn
for den opvoksende slægt."1.
Den første mormonskole i Utah
(Se 70. kapitel angående en diskussion om dette emne).
Pionerskoler udbredes
I det første brev, der blev sendt ud fra Utah af Kirkens Præsidentskab den 9. april
1849, og som senere blev offentliggjort i New York Herald, den 22. juni 1849, meddelte
Præsidentskabet, at selv om den foregående vinter havde været overordentlig kold, og
kviksølvet faldt til 30 grader under nulpunktet den 5. februar, "Havde der dog været et
stort antal skoler i den forløbne vinter, hvor der med held var blevet undervist i hebraisk,
græsk, latin, fransk, tysk, tahitisk og engelsk sprog."2.
Uddannelsessystemet roses
Kaptajn J. W. Gunnison, regeringens landinspektør i Salt Lake City i 1849-50, roser
det bemærkelsesværdige uddannelsessystem, som han fandt blandt mormonerne:
"Et særligt træk ved deres instruktion er indførelsen af en 'forældre-skole' for
familierne overhoveder ... Forældreskolerne, som støttes af Præsidentskabet og
Universitetslederne tilligemed medlemmerne af Højrådet, må have en umådelig
indflydelse på at forfine, opløfte og forædle offentlighedens sind i al almindelighed.
Underskoler, åbnet under universitetsrektorens vejledning og inspiceret af lederne,
besøges af mange børn."3.

Universitetet tager sin begyndelse
Side 366
Det Første Præsidentskab meddelte, hentydende til oprettelsen af et universitet i Utah,
at Staten Deserets lovgivende forsamling den 28. februar 1850 havde "autoriseret
et Stats-Universitet på de mest liberale principper, beliggende i Salt Lake City, med
afdelinger over hele staten, om det ønskedes; og godkendt til støtte for det fem tusind
dollars (ca. 35.000 kroner) om året i tyve år fra statskassen, altsammen under tilsyn,
ledelse og kontrol af en rektor, tolv ledere, en sekretær og en kasserer, som uden
tvivl vil offentliggøre deres bestemmelser med samme post." Underskrevet ... 12. april
1850.4.
I marts 1850 anbefalede Præsident Young til styrelsesrådet, "at det bedste sted,
hvor vort universitet skal bygges, er på flodbredden umiddelbart øst for Salt Lake City."
Universitetet flyttede imidlertid ikke til den grund, der var beregnet til det, før i 1900.
Da Deseret Universitetet begyndte klassearbejdet den 11. november 1850, indskrev
fyrretyve studenter sig. Da guvernør Young og andre voksne indskrev sig, blev det
sommetider kaldt Forældreskolen. De første klasser blev afholdt i John Packs hjem på
hjørnet af Første Nord og Vest Temple Street; hver student måtte betale otte dollars
(ca. 55 kroner) hvert kvartal for undervisning.
Undervisning i alle fag
Den 16. november 1850 beretter Deseret News, idet den taler om undervisning;
"Forældreskolen begyndte mandag den 11. november ... under ledelse og opsyn af
professor Orson Spencer (Han tog i 1824 eksamen fra Union College i New York).
Styrelsesrådet har engageret dr. Cyrus W. Collins, A.M., for øjeblikket, og han vil
instruere i alle de fag, der undervises i i højskolerne. Udsigterne er gunstige for en
hurtig fremgang indenfor videnskaberne ... W. Woodruff har et stort og velvalgt lager
af skolebøger (to tons i henhold til andre oplysninger); de forskellige warder ville gøre
vel i at skaffe en forsyning, så deres børn hurtigt kan gå fremad i de forskellige fag,
som der vil blive undervist i nu i vinter."
Universitets-undervisningen ophører
På grund af utallige pioner-vanskeligheder - indianerkrige, kolonisering, Orson
Spencers død og afsendelsen af Orson Pratt til England - ophørte Deseret Universitet
med sit arbejde i foråret 1852 og åbnede ikke igen før i efteråret 1867. Og selv da Kirken
startede skolen i september det år i deres Rådhus, var det mere en handelsskole end
et universitet.
Universitetet genåbner
På grund af den udstrakte befolkningstilvækst så vel som de fortsatte krav om
universitetsarbejde, mødtes styrelsesrådet imidlertid i sommeren 1869 og valgte dr.
John R. Park som præsident for rådet; desuden gav det ham myndighed til at
lede universitetsundervisningen på grundlag af "klassiske, videnskabelige og normale
instruktioner."
Doktor Park, som senere blev en af Utahs berømte pædagoger, var født i Ohio og
havde taget eksamen fra New York Citys Universitet. Han drog mod vest i 1861 og
bosatte sig i Draper, Utah, hvor han et år senere blev døbt i S.D.H. Kirken.5

Side 367
Efter at være blevet valgt til præsident for rådet tog dr. Park sig straks af det
universitetsarbejde, som blev udført i Rådhuset - en bygning, der var 180 kvadratmeter
stor og to etager høj, beliggende på vestsiden af Main Street og hjørnet af South
Temple Street. Efter måneders omhyggelig reorganisering meddelte doktoren, at
regelmæssige universitetskurser var rede til at påbegyndes. Øjeblikkeligt begyndte
studenterne at flokkes fra mange dele af vesten, og inden oktober var der indskrevet
546 - 307 mandlige og 239 kvindelige.
Oprettelse af universitet på den østlige bred
I 1892 skiftede Deseret Universitetet navn til University of Utah; og i efteråret 1900
flyttede det fra Union Square - hvor den nuværende West High School ligger - til sine tre
bygninger på den østlige bred, hvor det begyndte uden træer, brolagte spadserestier
eller sportsplads.6.
Kirken fremmer uddannelse
I de første dage i Utah holdt underskolerne, mellemskolerne så vel som Kirkens
akademier ofte deres klasser i private hjem eller i wardernes mødehuse. I 1875
oprettede Kirken Brigham Young University i Provo, Utah; og to år senere Brigham
Young College i Logan, Utah; derefter L.D.S. University i 1886 i Salt Lake City. Mellem
1875 og 1911 blev der grundlagt toogtyve S.D.H. akademier i Utah. Ar senere overførte
imidlertid næsten alle disse akademier deres elever til statens verdslige skolesystem.
Indførsel af seminarier (præsteskoler)
I en lille bygning i nærheden af Granite High School åbnede Kirken i efteråret 1912
sit første seminarium. Fra den tid af spredtes dette nye undervisningssystem hurtigt
over hele Kirken, indtil der i dag er opført moderne udstyrede seminarier i nærheden af
mange af højskolerne i de vestlige stater. Disse kirkeskoler giver religiøs undervisning
i det Gamle Testamente, det Nye Testamente og i Kirkens historie og lærdomme.
Tyve eller flere institutter for højere uddannelse, som er blevet oprettet i nærheden
af forskellige colleges og universiteter i Vesten, oplærer tusinder af studenter til et vidt
område af religiøs uddannelse.
Hjælpeorganisationerne
A. Hjælpeforeningen
Den 17. marts 1842 blev Kirkens kvinder organiseret i en pædagogisk gruppe. Selv om
det er sandt, at de hovedsagelig skulle virke til hjælp og trøst, skulle de også uddanne
sig. Idag skaffer deres publikationer og lektier, der er udarbejdet af fremragende lærde
indenfor Kirken, Hjælpeforeningens kvinder en ugentlig uddannelse, som ikke overgås
af nogen anden kvindeorganisation i verden.7.
B. Søndagsskoler
Søndag morgen den 9. december 1849 samledes omkring tredive unge mennesker
i Richard Ballantynes murstenshus, hvor de blev organiseret som Deserets første

Side 368
Søndagsskole. Fra denne lille begyndelse bredte søndagsskolerne sig hurtigt i alle
mormonmenighederne, både hjemme og i udlandet. Nitten år senere blev Deseret
Sunday School Union organiseret med George Q. Cannon som præsident. I 1866
begyndte ældste Cannon at udgive juvenile Instructor, som for første gang gav en
ensartet vejledning til alle Kirkens søndagsskoler.s. Juvenile Instructor blev senere
forandret til Instructor.
C. Unge Kvinders Forening
Om aftenen den 28. november 1869, da Præsident Youngs store familie var samlet
for at få instruktioner i hans hjem - Lion House - organiserede Præsidenten sine
døtre i en "Co-operative Retrenchment Association", det vil sige, at disse piger
skulle afstå fra ekstravagance "i klædedragt, tale og almindelig optræden" og dyrke
"vaner, der fremmede orden, sparsommelighed, flid og søsterkærlighed." Den første
præsidentinde for foreningen var Ella Young Empey, en af Præsident Youngs unge
gifte døtre. Hun valgte seks af sine søstre som rådgivere - tre gifte og tre ugifte.
I en tale til denne ny organisation sagde Præsident Young: "Jeg har længe haft i
sinde at organisere de unge damer i Zion i en organsation, så de kan hjælpe de ældre
medlemmer af Kirken, deres fædre og mødre, med at sprede, undervise i og praktisere
de principper, som jeg så længe har undervist i. Der er behov for, at Israels unge døtre
får et levende vidnesbyrd om sandheden ... Jeg ønsker, at vore unge piger selv opnår
kundskab. Med dette formål ønsker jeg at oprette denne organisation og ønsker, at min
familie skal være de ledende i dette store værk."9.
I løbet af et år bredte grene af denne kvindeorganisation sig i byerne Salt Lake,
Ogden, Logan og Provo. Den nuværende "Young Women's Improvement Association"
(Unge Kvinders Gensidige Uddannelsesforening) udsprang af denne inspirerede
begyndelse. Generalbestyrelserne, der skulle lede Unge Mænds og Unge Kvinders
Organisationer, blev indsat i 1880. The Young Women's journal, som begyndte i 1889,
fortsatte indtil november 1929, da den blev forenet med The Improvement Era.
D. Unge Mænds Forening
De unge og midaldrende mænd i Trettende Ward blev kaldt sammen under ledelse
af Præsident Young den 10. juni 1875 og blev organiseret i den første "Young Men's
Mutual Improvement Association" (Unge Mænds Gensidige Uddannelsesforening)
med Junius F. Wells som præsident.
I omtalen af formålet med denne nye organisation sagde Præsident Young, at
dens hensigt var "i ungdommen at oprette et personligt vidnesbyrd om sandheden og
storheden af det store sidste dages værk; udvikling af de gaver i dem, som de har fået
ved håndspålæggelse af Guds tjenere; dyrkning af kundskab til og anvendelse af de
evige principper i den store livsvidenskab."10.
I dag støttes Kirkens fritids-aktiviteter stort set af de forenede Mutual Improvement
Associations (på dansk kaldet Ungdomsforeningerne) i de forskellige warder og stave.
Men Basketball League (Mændenes Basketball Liga), som har mere end ti tusind
spillere, hvis vindende hold årligt konkurrerer i deres turneringer på Brigham Young
universitetet, kan prale af at være den største basketball-liga i verden.
E. Primary-foreningerne

Side 369
Den første Primary-forening blev organiseret af Aurelia Spencer Rogers i Farmington,
Davis County, Utah, den 25. august 1878. Aurelia var tidligere blevet indsat, den 11.
august 1878, af Præsident John Taylor som den første Primary-præsidentinde i Kirken.
I de næste to år voksede Primary-foreningerne så hurtigt, at Præsident John
Taylor den 19. juni 1880 udnævnte Louie B. Felt til at være præsidentinde for alle
Primary-Foreninger i Kirken. Nogle få år senere blev andre funktionærer og bestyrelser
kaldet til at hjælpe med til at lede Primary-foreningerne, efterhånden som der var behov
for det. The Children's Friend er deres officielle organ.
Genealogical Society - ikke en hjælpeorganisation
The Genealogical Society of the Church (Kirkens Genealogiske Forening) blev
organiseret den 13. november 1894 på Kirkens historieskriver, Franklin D. Richards'
kontor. Formålet med denne organisation er tredobbelt: at indsamle genealogiske
optegnelser hjemme og i udlandet; at registrere og ordne disse optegnelser; og at
oprette et efterforskningsbibliotek til gavn for alle, som er interesserede i at efterforske
deres forfædres optegnelser.
Skønt den første gave til biblioteket i 1894 kun var elleve genealogiske bøger, har
denne forening i dag det største og bedst udstyrede genealogiske bibliotek i verden.
Noter
1. Roberts, op. cit., Vol. III, p. 312.
2. Citeret af Alter, op. cit., pp. 93-95.
3. Ibid., p. 114.
4. Ibid., p. 116.
5. Jenson, Biog. Ency., pp. 785, 786; Alter, op. cit., pp. 122, 123; Hunter, op. cit.,
pp. 202, 203.
6. Whitney, Pop. Hist. of Utab, p. 541; Hunter, op. cit., p. 204.
7. Denne bog, 4S. kap.
8. Roberts, op. cit., Vol. V, pp. 478-480; denne bog, 89. kap.
9. Gates, Susa Young, History Y. L. M. I. A., p. 9.
10. Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 648; Roberts, op. cit., pp. 480, 483.

81. Kapitel
Fritidsbeskæftigelse - Skuespil, teater, spejderbevægelse
Fritidsbeskæftigelse - en tilfredsstillende adspredelse
Side 370
Som et udtryk for den sande ånd ved fritidsbeskæftigelse skrev Salomon disse
udfordrende linier: "Glad hjerte giver venligt ansigt", og "Glad hjerte er godt for
legemet".1.
Da fritidsbeskæftigelse er en lykkelig, tilfredsstillende adspredelse, findes den aldrig
sammen med krogede stier og moralske afstikkere, heller ikke nedbryder den hjertet
og ånden. H. Ellis udtaler: "Jeg vidste aldrig, hvad der var leg, og hvad der var arbejde
... Ingen leg er interessant for mig, medmindre den påvirker arbejdet, og intet arbejde
er muligt for mig, medmindre det ejer legens morskab."2.
Fornøjelses-udtryk
"Er du glad", sagde åbenbaringens stemme, "da pris Herren med sang, med musik,
med dans og med bøn, pris og taksigelse. Er du bedrøvet, så påkald Herren, din
Gud, i bøn om, at din sjæl må få glæde."3. Et glad hjerte, er, i henhold til en profet
fra Mormons Bog, det højeste formål med livet: "Mennesket er til for at kunne nyde
glæde",4 og glæde kan, ligesom adspredelse, aldrig "findes langs krogede stier og
moralske afstikkere."
Utahs dramatiske historie
Det ydre drama for de hellige i Rocky Mountains tog sin begyndelse i efteråret 1847 i
Temple Square Bowery, en bygning, der var 8 gange 12 meter, bygget af pæle, græs
og pilekviste.
I dette samfunds-centrum, der var åbent på siderne og med lavt tag, samledes de
hellige på sabbatsdagen til gudsdyrkelse, og der samledes de også for at overvære
forlystelser og højtideligheder. Uskyldighedens triumf og andre skuespil blev spillet så
tidligt som i 1848, akkompagneret af Pitts hornorkester - en organisation, som havde
vundet bifald både i Nauvoo og på sletterne.
Deseret Dramatiske Forening
I 1849 organiserede pionererne "The Musical and Drama Association of Deseret",
som havde selskabelige sammenkomster og spillede skuespil i det nybyggede større
Bowery på Tempelpladsen. To år senere, i 1851, skiftede organisationen sit navn til
Deseret Dramatic Association. I halvtredserne opførte denne uundværlige forening
utallige skuespil og programmer, som hjalp med til at fremme et voksende selskabeligt
liv for de hellige i bjergene.
Det første skuespilhus
På grund af Deseret Dramatic Associations kraftige, samarbejdende bestræbelser
opførte Kirken i sommeren 1852 Social Hall - et stort fornøjelsescentrum for unge
og gamle. Dette samfunds-centrum, som lå på østsiden af State Street, en halv
blok syd for Eagle Gate-hjørnet, var tolv meter bredt og 24 meter langt, og var det

Side 371
bedste af sin slags mellem Missouri-floden og Stillehavskysten. Dets imponerende
scene var passende udstyret til forskellige dramatiske produktioner. Hovedsalen
rummede tre hundrede mennesker, og hele kælderetagen sørgede for tilstrækkelig
plads til baller, sammenkomster og banketter. Ved den storslåede åbningsfest på
nytårsdag 1853 blev det formelt indviet af Amasa M. Lyman fra de Tolvs Kvorum. Utah
Territoriets lovgivende forsamling samledes til flere møder i dets tilskuerrum. I året
1922, halvfjerdsindstyve år efter dets opførelse, blev det revet ned, og idag markerer
et monument ved midten af Motor Avenue det sted, hvor huset engang stod.
"En domkirke i ørkenen"
Da den voksende befolkning i Saltsødalen blev altfor stor til Social Hall, tog Præsident
Young den 1. juli 1861 det første spadestik til Utahs mest berømte skuespilhus
- Salt Lake Teatret. Som hyldest til dette skuespilhus skriver Henry Miller, en
berømt skuespiller: "Salt Lake Teatret står i dag som et monument over modet,
forudseenheden, troen og idealerne hos de pionerer, som ydede heltemodige ofre for
at de kunne nyde livets kulturelle indflydelser. Det er et varigt minde om styrken hos
disse mennesker, som kunne smile lige op i ansigtet på modgangen." En anden gang
hentydede han til Salt Lake Teatret som "En domkirke i ørkenen".5.
Om aftenen den 6. marts 1862 indviede Daniel H. Wells, rådgiver til Brigham
Young, bygningen og grunden. Efter bønnen sang et blandet kor en hymne, der var
komponeret til lejligheden af Eliza R. Snow. Derefter kom "The Star-Spangled Banner"
ved orkestret, efterfulgt af flere taler af Kirkens ledere. Den 8. marts indledte to skuespil
- The Pride of the Market og State Secrets - de dramatiske opførelser i det nye
skuespilhus.
Præsident Young forklarer, da han talte om formålet med teatret: "Jeg byggede dette
teater for at tiltrække de unge i vort samfund og skaffe fornøjelser for drengene og
pigerne, hellere end at have dem løbende allevegne for at forlyste sig. Længe før det
blev bygget, sagde jeg til biskopperne: 'Sæt jeres selskabelige og forlystelses-områder
i gang for at more folket ... Scenen kan bygges for at hjælpe talerstolen med at indpode
en lysende følelse af et dydigt liv i samfundets sind, ligeledes en passende rædsel for
syndens afskyelighed og en retfærdig frygt for dens følger. Syndens sti med dens torne
og snarer, dens fælder og faldgruber kan åbenbares, og hvorledes man kan undgå
den.'"6.
Mormonernes skuespilhus roses
Samuel Bowles, en redaktør fra Massachusetts, skriver, idet han yder dette gamle
mormon-skuespilhus sin hyldest: "Bygningen er i sig selv en sjælden triumf til kunst
og foretagsomhed. Ingen østlig by på hundrede tusind indbyggere - husk, at Salt Lake
City har mindre end tyve tusind - ejer en så fin teaterbygning. Den rangerer, i lige så
høj grad i kapacitet som i bygningens elegance og formfuldendthed, med operahusene
og musikakademierne i Boston, New York, Philadelphia, Chicago og Cincinnati."7.
Julia Dean Hayne, en af Amerikas berømteste skuespillerinder, som ganske
besejrede folk i Utah med sine strålende præstationer, gik en aften frem til rampelyset
efter sin optræden og sagde: "Jeg udtaler min største påskønnelse af den orden og
skønhed, der hersker i dette hus. Jeg ville ønske, at den samme renhed herskede i
ethvert tempel for skuespillets lærdomme. Så ville dets store formål i sandhed kunne
nås, og det ville blive en skole, som kunne

'Vække sjælen ved kunstens ømme slag,
løfte geniet og blødgøre hjertet i dag.'"8
Beskrivelse af teatret
Side 372
I arkitektonisk konstruktion fulgte Salt Lake Teatret i enkeltheder det berømte Drury
Lane Teater i London. Meget af det jern, der blev brugt til søm og støttepiller i
bygningen, blev bragt til dalen i vogne, der var sendt ud for at finde jernbremsestænger,
stålhjulringe og aksler fra de regeringstog, som var blevet ødelagt under den sidste
Utah-krig.
Bygningen, som kostede 100.000 dollars (ca. 700.000 kroner), var 24 gange 43
meter og 12 meter høj. Murstensvæggene - trekvart meter tykke, pudset med cement
og malet - hvilede på et tungt klippefundament.
Det smukt udstyrede tilskuerrum med sit parket, parterre og tre runde balkoner var
det fineste i landet. Den øverste balkon, kaldet "niggerhimlen", var meget populær hos
de unge mennesker, særlig hos dem med en flad pung. Scenen var udstyret med en
rullende bane, beregnet til løbende heste. Ved flere lejligheder blev banen brugt til
væddeløbskørsel i det berømte skuespil Ben Hur.
Leavitt skrev i sin Fifty Years of the American Stage om Salt Lake Teatret: "Den
gang det blev bygget blev det ikke overgået af noget andet eksisterende skuespilhus
med hensyn til størrelse, fuldendthed og udstyr. Dens scene, der er 45 meter dyb, er
stadig den mest fremtrædende af alle i landet."9.
Gudsdyrkelse, arbejde, leg
Mormonfolket, der forsøger at leve efter de fire formål - kærlighed, gudsdyrkelse,
arbejde og leg - har bestandig bevist, at de tror på den gamle selvindlysende sandhed:
"Kun arbejde og ingen leg gør Jack til en kedelig fyr."
De mange udtryk for de skønne kunster - drama, billedhuggerkunst, arkitektur,
maleri, musik og dans - som mormonfolket har givet os, tyder på deres æstetiske
følelser. Joseph Smith, Kirkens grundlægger, talte for sit folk: "Hvis der er noget dydigt,
elskeligt, noget der har godt lov eller er prisværdigt, så tragter vi efter det."10.
"Gå hen og glæd jer ved dansen", tilrådede Brigham Young, "og lad Gud være i alle
jeres tanker i dette som i alle andre ting, og han vil velsigne jer ... Mit sind arbejder
ligesom en mand, der hugger tømmer, hele tiden; og dette er grunden til at jeg er glad
for disse tidsfordriv. De giver mig et privilegium til at kaste alt andet bort og ryster mig,
så mit legeme kan få motion og mit sind hvile. Hvorfor? For at få styrke og blive fornyet
og kvikket op og oplivet ... De, som ikke kan tjene Gud med et rent hjerte i dansen,
burde ikke danse. Hvis I ønsker at danse, løbe væddeløb, kaste med ringe eller spille
bold, så gør det, og øv jeres legemer og lad jeres sind hvile ... Hvis I ønsker at bede
Gud om noget, er I lige så godt beredt til at gøre det i dansen som ethvert andet sted,
hvis I er Hellige."
Idet Præsident Young hentydede til biskop Millers forlystelsesprogram i en park,
som han fornylig havde fuldført for børnene i sit ward, formanede han: "Få de unge
sind til at følge efter jer i disse ting, og de vil følge efter jer i enhver forskrift, som er god.
Og jeg vil gerne høre om andre biskopper, der tager skridt til at planlægge passende
steder til det samme formål."11.
En fin fysisk skikkelse

Side 373
At Præsident Youngs livslange fritidsprogram skabte værdifulde resultater for helbred
og styrke, bevises af følgende beretning, taget fra Chicago Times den 22. februar 1871:
"Brigham Young er deres leder. Han er overhoved for Kirken. Han er nu halvfjerds år
gammel. Hans personlige udseende er helt forskelligt fra de stereotype beskrivelser,
som i mange år er gået rundt i aviserne.
Brigham Young er af fin fysisk bygning ... tætbygget. Han går oprejst, er omkring 175
cm høj, viser intet alderdomstegn i sin gang og vejer omkring to hundrede pund (eng.
pund, ca. 90 kg) ... Hans øjne er blå, ikke store, men skarpe, gennemtrængende, og i
stand til at vise forskellige og store udtryk ... Hans velformede mund, som slutter fast
og tæt sammen, tyder på stor mental energi og utæmmeligt mod. Og i det hele taget
viser Brigham Youngs ansigt en mand med stålsat ubøjelighed, megen forudseenhed,
usædvanlig dygtighed og en god portion godt humør." 12.
Spejderprogrammet hyldet
Medlemmerne af de sidste dages helliges Kirke har i dag mange grunde til at
være stolte af deres succesrige, om ikke misundelsesværdige, spejderprogram - et
som er blevet hyldet som stående over alle andre spejderprogrammer i verden.
Hovedgrunden til dets succes er den kendsgerning, at dets aktivitetsprogram er blevet
støttet så begejstret af et korps af mesterlige ledere i de aronske præstedøms-kvorums
så vel som i Unge Mænds Forening. Dets tredobbelte aktiviteter - fritidsmæssigt,
opdragelsesmæssigt og religiøst - har gjort spejderprogrammet til en uundværlig
hjælpeorganisation for Kirken.
Dr. James E. West, forhenværende spejderchef for drengespejderne i Amerika, yder
følgende hyldest til S.D.H.s spejderprogram: "Hos ingen anden kirke, som har støttet
spejdere, har vi truffet mere helhjertet og virkningsfuldt samarbejde og ædelmodig
støtte end i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, eller bedre, mere begejstrede
ledere af usædvanlig høj kvalitet. Staten Utah har en større procentdel spejdere blandt
sine drenge end nogen anden stat i Unionen, og der er flere spejdere i mormontroen
end i noget andet religiøst samfund i vore medlemsprotokoller.
Alt dette synes mig at være meget betydningsfuldt, og det beviser ikke blot, at
vi tilbyder et drengeprogram, som imødekommer behovet i den store Jesu Kristi
Kirke, men også, at de idealer, som denne Kirke står for, i væsentlig grad er selve
spejderidealerne - erkendelsen af Gud som den styrende og ledende magt i universet
som en fundamental nødvendighed for at være gode borgere, og den tilsvarende tro,
at kun ved at leve et rent, ædelmodigt, godt liv og tjene andre før man husker på sig
selv, kan vi, enten som drenge eller mænd, tjene Gud på rette måde."13.
Noter
1. Ordsprogenes Bog, 15:13; 17:22.
2. Webster's Dictionary of Synonyms, p. 623.
3. L. & P. 136:28, 29; 25:12, 13.
4. 2. Nephi 2:25.
5. John Henry Evans, Heart of Mormonism, pp. 395-400.
6. Widtsoe, Disc. of Brigham Young, pp. 375, 376; Nibley, Brigham Young, pp. 378,
379.
7. Samuel Bowles, Across the Continent, p. 103; citeret i Roberts, Comp. Hist., Vol.
V, p. 132.

Side 374
8. Young, op. cit., pp. 341, 342.
9. Citeret af Hunter, op. cit., p. 212.
10. Trettende Trosartikel.
11. Widtsoe, op. cit., pp. 373-376.
12. Nibley, op. cit., pp. 468, 469.
13. Era, Vol. XXXVIII, nr. 2, p. 72; George Q. Morris, Era, Vol. LI, p. 274. Hans
indholdsrige artikel, "Thirty-Five Years of Scouting in the Church" giver en fin, illu
streret historie om spejderarbejdet.

Et Bowery til gudsdyrkelse
82. Kapitel
Tempelpladsens historie
Side 375
Som forklaret i 69. kapitel byggede pionererne, da de nåede Saltsødalen, straks
et såkaldt bowery (en slags barak) af pæle, løvrige grene, brædder og krat på
Tempelpladsen, i det sydøstlige hjørne af blokken. Denne skærmende helligdom, der
blev færdig lørdag aften den 31. juli 1847 - en uge efter at pionererne var ankommet
- var det første menighedscentrum i det Store Vesten.
Endnu et Bowery - Det gamle tabernakel - Et tredie Bowery
I foråret 1849, da det første bowery var blevet for lille, byggede pionererne et større
bowery i det sydvestlige hjørne af blokken. Derefter byggede de i løbet af efteråret og
vinteren 1851-52 hvad der blev kendt som det Gamle Tabernakel, 18'/s gange 38 meter
stort, med murstensmure, et gavlet tag med hvide fyrretræsspåner, og med siddeplads
til to tusind fem hundrede. Det gik mod nord og syd, hvor det andet bowery havde stået.
Så snart dørene åbnedes for det første konferencemøde, den 6. april 1852, stimlede
skarerne ind og fyldte alle sidde- og ståpladser: Hundreder af skuffede hellige måtte
sendes bort.1 På denne dag, Kirkens toogtyvende fødselsdag, indviede Præsident
Willard Richards bygningen.
Da denne bygning snart viste sig at være for lille, opførte de hellige i 1854-55
det "Store Bowery", lige nord for murstenstabernaklet, med siddepladser til 10.000.
Senere blev det anvendt som kæmpeværksted for dem, der byggede det nuværende
Tabernakel.
Endowment House bygget
Da man var klar over, at det ville kræve mange år at fuldføre Salt Lake Templet,
begyndte Kirken i april 1854 at bygge et Endowment House, også kaldet "Et Herrens
Hus." Præsident Heber C. Kimball, som indviede bygningen den 5. maj 1855, blev valgt
som dets præsident, hvilken stilling han havde i femten år. Denne bygning havde to
etager, murstensvægge og et gavltag, tækket med spåner. Efterhånden som årene
gik, var der så mange som halvtreds eller tres hellige, som modtog deres velsignelser
i løbet af en dag.2.
Formålet med Endowment House
Præsident Young forklarede, idet han sammenlignede Endowment House med et
tempel: "Vi kan for øjeblikket gå ind i Endowment House og blive døbt for de døde,
modtage vore tvætninger og salvelser etc., for der har vi en døbefont, som er blevet
bygget og indviet udtrykkeligt til at døbe folk til syndsforladelse, til deres sundhed og
for deres døde venner. Vi har også det privilegium at besegle kvinder til mænd, uden
et tempel. Dette kan vi gøre i Endowment House." Præsidenten forklarede videre,
at alle endowments og beseglinger for de døde såvel som beseglingerne af børn til
levende forældre ikke kunne udføres i Endowment House, men måtte udføres i et Guds
tempel.3.

Side 376
Under de fireogtredive års ordinansearbejde i Endowment House modtog tusinder
af hellige deres egne endowments. Mange andre blev beseglet i ægteskab eller døbt
for deres døde forfædre.
Efter at tre templer var blevet indviet - St. George, Logan og Manti - og Salt Lake
Templet var nær ved at være fuldført, lod Præsident Woodruff i 1889 Endowment
House rive ned, efter at have instrueret de hellige om at få deres ordinansearbejde
udført i et af templerne.
Stort kuppelformet gudsdyrkelseshus
Grundet på den kendsgerning, at de hellige var blevet for mange til det Gamle
Tabernakel, begyndte Kirken at planlægge en meget større bygning. Men med hensyn
til dens form, størrelse og omkostninger var der ingen enighed. Efter at Kirkens
Autoriteter havde holdt flere rådsmøder angående den foreslåede bygning, prægede et
mønster til et stort kuppelformet gudsdyrkelseshus sig livagtigt på Præsident Youngs
sind.
For at gøre dette syn til en realitet, kaldte Præsidenten Henry Grow, som var en
mester i mekanik såvel som en erfaren møllebygger, til sit kontor. Brigham Young
havde fornylig set ældste Grow fuldføre en træbro over Jordan-floden - et temmelig
usædvanligt bygningsværk, der ikke havde nogen midterpiller, men helt blev holdt oppe
ved at tilpasse trætrekanter og buer til hinanden. Præsident Young følte, at det netop
var en sådan fortsat bro eller et sæt af træbroer, der krævedes til at støtte taget på den
rummelige, kuppelformede bygning, som han havde i sit sind.
Med bistand af arkitekt William H. Folsom udarbejdede Præsident Young og Henry
Grow forsøgsvise arkitektplaner til det foreslåede pionerTabernakel, et af de største
i sin slags i verden - 45 meter bredt, 75 meter langt og 24 meter højt, udvendigt
mål. Det hidtil ukendte ved det var, at det massive loft skulle der "bygges bro over",
da det ikke havde nogen støttepiller. Da nogle hellige tvivlede på muligheden af et
sådant kuppelformet tag, havde Præsident Young opsyn med bygningen af et lillebitte
tabernakel, og et studium af dette ikke alene besvarede en mængde spørgsmål, men
udfordrede også til hans folks forenede støtte i samme grad.
Tabernaklet en realitet
Som en begyndelse til Tabernaklet i 1863 slæbte arbejderne store stabler
af klippestykker til Tempelpladsen og savede bjælker; og efter at de havde
opstillet en sav- og høvlemølle begyndte de at lave de utallige bueremme
og de 400.000 tækkespåner til taget. Derefter byggede de fireogfyrretyve røde
sandstens-stræbepiller, tre-fire meter fra hinanden, to en halv meter lange, en meter
brede og fire til seks meter høje, som skulle danne den elipseformede base til
bygningen og understøtte tagets gitrede spærfag, der var tre meter tykke. Dette
massive bueværk på taget - bygget næsten helt uden søm eller metalremme - blev kilet
sikkert sammen med træpløkke, og sammenføjningerne blev bundet fast sammen med
friske rå læderremme, som trak sig sammen, når de tørrede, og blev så stramme som
trommeskind, hvad der i høj grad er medvirkende til Tabernaklets berømte akustiske
egenskaber. I dag kan en knappenål, som man lader falde i nærheden af talerstolen,
høres tydeligt i den allerfjerneste ende af det store rum.
I efteråret 1867 var Tabernaklet og dets berømte orgel tilstrækkeligt færdigt til at blive
brugt ved oktober konferencen. Orglet og andet inventar, herunder galleriet - ni meter

Side 377
bredt og 144 meter langt, som gik helt rundt på de tre sider af bygningen og hvilede på
tooghalvfjerds søjler - blev ikke færdigt før i 1870. John Taylor, Præsident for de Tolv
Apostles Kvorum, indviede det færdige Tabernakel ved oktober konferencen 1875.4.
Det er unødvendigt at forklare, at en af hovedårsagerne til, at S.D.H.Tabernaklet
gør et så stærkt indtryk på sine nysgerrige og interesserede besøgende, er dets
verdensberømte pibe-orgel, hvis genlydende toner kommer fra mere end elleve tusind
piber, der varierer i størrelse fra de allermindste lydrør til de tordnende bastoner fra de
fem sæt enorme piber, en halv snes meter i længde.
Ældste Ridges bygger orglet
Det første tabernakel-orgels bygmester, Joseph H. Ridges, var blevet omvendt til
Kirken i Australien og havde bragt et lille pibeorgel af eget fabrikat med sig til Utah. Da
Præsident Young fik at vide, at ældste Ridges var en dygtig orgelbygger, valgte han
ham til at bygge det foreslåede nye instrument.
At skaffe det rigtige træ blev det største problem for orgelbyggerne. Som følge deraf
begyndte Ridges og hans medarbejdere - Shure Olsen, Niels Johnson, Henry Taylor,
Frank Wood og andre - at søge ude over landet efter det ønskede træ, som de endelig
fandt i Parowan og Pine Valley Bjergene, omtrent fem hundrede kilometer syd for Salt
Lake City.
At hugge og slæbe disse tunge bjælker var ikke noget lille arbejde; veje måtte laves,
og der måtte bygges broer over bække i fjeldkløfterne, og desuden måtte næsten alt
arbejdet udføres ved frivillig hjælp. Sommetider drog så mange som tyve vogne med
tre spand okser for hver vogn til disse fjerne bjerge for at hugge og slæbe bjælkerne.
Disse kuske vendte først tilbage til deres hjem, efter at deres last af udvalgt tømmer
var blevet sikkert oplagret i det Store Bowery på Tempelpladsen.
Det originale orgel genopbygget og moderniseret
Mindre end tyve måneder efter at ældste Ridges begyndte at bygge Tabernakel-orglet
i 1866, havde han fuldendt det så meget, at det kunne bruges ved oktober konferencen
i 1867. Klaviaturet med dets to rækker tangenter var dengang bygget ind i den forreste,
midterste afdeling af orglet, hvor organisten, der sad med ryggen til tilhørerne, fulgte
dirigentens direktion gennem et spejl bagved klaviaturet.
Adskillige gange er det originale orgel og dets toogtredive sæt piber fuldstændig
bygget om, gjort større og moderniseret. Den første restaurering og forøgelse kom i
1900, da et rørformet, pneumatisk konsol med fire manualer blev installeret fire en
halv meter foran orglet. Og i 1948 blev der tilføjet andre moderne ting, som gav større
omfang, dynamisk kraft og variation i toneskalaen. På dette tidspunkt blev der også
bygget et konsol med fem manualer, omfattende et indviklet system med pauseog
fodpedaler, som kontrollerer de otte afdelinger af instrumentet - det store orgel,
kor-orglet, positiv-orglet, blæseorglet, solo-orglet, bombardonorglet, antiponal-orglet
og pedal-orglet.
Verdensberømt kor
Sangen til åbningsmødet ved oktober konferencen i 1867 blev leveret af de forenede
kor fra Payson, Springville og Spanish Fork, Utah. Tabernakelkoret, dirigeret af
Robert Sands, leverede imidlertid sangen ved søndagens gudstjenester. I 1893 blev

Side 378
dette store kor, der havde vundet national berømmelse, inviteret til at synge ved
Columbia-Verdensudstillingen i Chicago,5 hvor det vandt andenpladsen og en præmie
på tusind dollars. Undervejs gav de 250 sangere koncerter for fulde huse i flere byer.
Syv gange siden 1893 har koret vundet berømmelse ved Verdensudstillinger eller ved
andre udstillinger. Som kompliment til dette berømte kor udtaler John Philip Sousa:
"Jeg har hørt de fleste kor og store korværker i landet, og har spillet med mange af dem.
I sandhed, Mormon-Tabernakelkoret er det bedst indøvede i de Forenede Stater."6.
I oktober 1924, efter at Kirken for første gang havde udsendt sine konferencemøder
i radioen, blev Tabernakelkoret inviteret til at give en serie lokale radioudsendelser over
KFPT, forgængeren for KSL. Fem år senere, fra mandag den 15. juli 1929, gav koret
sin første NBC radioudsendelse i en serie, som fortsatte en gang om ugen - tirsdag
eller fredag - fra 15.00 til 15.30 indtil den 4. september 1932. Det gik så over til CBS
og fik sit nuværende privilegium at sende hver søndag morgen.
Redaktøren af Time Magazine skriver den 27. maj 1946 i en "Oversigt over
radioprogrammer", at "Mormon-Tabernakel udsendelsen" er "et af radioens fineste
programmer"; og at det har den ære at være den ældste samfunds-producerede,
landsomspændende radioudsendelse i den amerikanske radios historie.7.
Ti måneder efter at koret havde begyndt sine første ugentlige radioprogrammer,
sluttede ældste Richard L. Evans sig til udsendelsen som producer og speaker. Med
sine ledsagende "The Spoken Word" har han ligeledes vundet national berømmelse.
Den 10. august 1955 startede det store kor på 379 medlemmer og 272 ledsagere
på deres rejse fra Salt Lake City for at tournere i Europa. Under direktion af J. Spencer
Cornwall, korets leder, gav koret koncerter i Glasgow, Manchester, Cardiff, London,
Amsterdam, Haag, København, Berlin, Frankfurt, Wiesbaden, Bern, Zürich og Paris. I
Bern leverede koret musikken ved indvielsen af Templet i Schweiz den 11. september.
Sangerne måtte sige nej til flere invitationer til at give koncerter, så de kunne vende
tilbage til oktober konferencen.
Bygningen af det store Tempel
Som nævnt i 69. kapitel førte Brigham Young ved solnedgang onsdag den 28. juli 1847
de Tolv Apostle mod nord mellem de to grene af City Creek, og der standsede han,
og idet han plantede sin stok fast i den salviedækkede jord, udbrød han: "Her skal vi
bygge vor Guds Tempel!"
Fem år senere, i 1852, stemte de hellige ved oktober konferencen i det Store Bowery
for at bygge et tempel på den grund, som var blevet valgt af Brigham Young. I henhold
hertil brød en af Kirkens ledere den 14. februar 1853, medens jorden endnu var frossen
i en dybde af femtentyve centimeter og dækket med tre-fire centimeter sne, med en
hakke gennem den frosne jord. Brigham Young skovlede derpå den første frosne
jordklump tilside, omkring tredive centimeter på hver led, hvad der officielt påbegyndte
udgravningen til Salt Lake Templet. Om denne begivenhed skriver Deseret News: "Da
det var en behagelig dag blev mange tilbage for at arbejde på udgravningen, og meget
jord blev fjernet den eftermiddag.".8
Hjørnestenene indviet
I løbet af februar og marts dette år blev udgravningsarbejdet kraftigt fremskyndet,
og den 6. april, på Kirkens treogtyvende fødselsdag, indviede Brigham Young, i

Side 379
overværelse af tusinder af mennesker, den sydøstlige hjørnesten til templet og ledede
indvielsen af de andre hjørner - det sydvestlige, det nordvestlige og det nordøstlige?
To vanskelige perioder sinkede arbejderne, medens de lagde fundamentet til
templet: for det første da Johnstons hær nærmede sig i 1858, da den store udgravning
blev fyldt op og omhyggeligt pløjet. Et år senere blev jorden skrabet bort og
bygningsarbejdet fortsat. For det andet fandt man ud af, at det massive fundament,
der var 56 meter langt og 30 meter bredt, fem meter dybt og fem meter tykt i bunden,
var blevet lagt på "små sten, der var fulde af sprækker". Efter en nøje undersøgelse
befalede Præsident Young, at fundamentet, som det havde taget ni år at lægge, skulle
laves om, idet han erklærede, at denne nederste del måtte være fuldkommen, for dette
"tempel skulle stå gennem Tusindårsriget.".10
Granit fra Little Cottonwood
I betragtning af den kendsgerning, at hver last sten, som skulle slæbes til
Tempelpladsen, vejede flere tons og måtte trækkes af oksespand tredive kilometer ad
ujævne veje, indkaldte Kirkens ledere hundreder af arbejdere til at bygge en kanal, hvor
stenene kunne flådes fra mundingen af Little Cottonwood Canyon til Tempelpladsen.
Før denne plan var færdig, var Utah Southern Jernbanen imidlertid bygget til Sandy,
Utah, i 1871, og herfra blev en sidelinie lagt til Little Cottonwood Canyon.
Fredag den 4. april 1873 kørte Præsident#Young og flere andre af Kirkens
ledere på de første flade vognladninger granitplader, som kom med jernbane
til Tempelpladsen.11 Denne hurtige transportmåde gav en frisk impuls til
tempelbyggeprogrammet, men selv med denne nødvendige hjælp rejste den massive
bygning sig meget langsomt. Og ved Præsident Youngs død den 29. august 1877 var
murene kun seks meter høje. Det ser ud, som om de ældgamle granitklipper, som
rejste sig på hver side af Little Cottonwood Canyon, nådigt havde gjort sig rede til
at hjælpe tempelbyggerne, for fra tid til anden havde disse klipper slynget umådelig
store blokke - som vejede tusinder af tons - buldrende ned i fjeldkløften nedenunder.
Da konsistensen af disse uhyre store kampesten viste sig at være af den fineste
struktur, var det aldrig nødvendigt for arbejderne at bryde sten i bjergene for at skaffe
de nødvendige sten - store eller små.
Indvielsen af slutstenen
Indvielsen af templets slutsten den 6. april 1892 frembød en dramatisk, hellig scene.
Det længe ventede sekstårnede Guds hus, der repræsenterede niogtredive års
overmenneskeligt offer og fysisk slid, var nær sin fuldførelse. Hvælvende sig over det
sidste spir og den runde slutsten og med himlen som baggrund var stilladset, hvor
arkitekten og hans assistenter stod. Dybt nedenunder dem så man de opadvendte
ansigter hos de tusinder, som sværmede rundt på grunden og i gaderne eller flokkedes
i vinduerne og på tagene af de nærliggende bygninger.
Klokken tolv om middagen åbnede dalens forenede kor mødet ved at synge
specielt komponerede hymner; derefter kom orkestermusik; så taler og opsendelse af
indvielsesbønnen.
På et givet signal fra arkitekten fra toppen af stilladset løftede Præsident Wilford
Woodruff, der stod sammen med Kirkens Generalautoriteter på en midlertidig platform
i nærheden af templet, sine hænder mod den uhyre skare og råbte med høj røst:
"Lyt, alle I Israels Hus, og alle I nationer på jorden. Vi vil nu lægge topstenen på vor

Side 380
Guds tempel, hvis grundvold blev lagt og indviet af Profeten, Seeren og Åbenbareren,
Brigham Young.".
Præsident Woodruff gik frem og trykkede på en elektrisk knap, og slutstenen gled
langsomt på plads. Lorenzo Snow dirigerede så de hellige i deres hellige tempelråb:
"Hosianna! Hosianna! Hosianna! til Gud og Lammet! Amen! Amen! og Amen!" gentaget
tre gange med stort eftertryk.
Korene og den forsamlede skare brød ud i sang:
"Guds Ånd som en ild nu begynder at lue,
vi sidstedags værket på Jorden nu se...
Vi synge og juble med himmelens hære:
Hosianna, hosianna for Gud og hans søn ... etc."
Om dette historiske øjeblik siger en skribent: "Synet og virkningen af råbet var
storslået over al beskrivelse; skarernes følelser blev optændt til den yderste grad af
hengivenhed og begejstring.",12
En besøgsdag for ikke-mormoner
Selv efter at Præsident Woodruff havde lagt slutstenen - granitkuglen, 60 meter over
jorden - krævede det et helt år at fuldføre templet. Om aftenen den 5. april 1893,
dagen før indvielseshøjtideligheden, gik tusinde eller flere ikke-mormoner efter særlig
indbydelse gennem templets smukke rum fra døbefonten til toppen. Mange gik op ad
den udvendige stilladstrappe, der førte op til selve foden af slutstenen, på hvilken den
majestætiske treenhalv meter høje statue af Moroni triumferende stod - belagt med
rent bladguld - og i sin trompet blæste Johannes Åbenbarerens højtidelige forkyndelse
ud til verden:
"Og derefter så jeg en engel flyve midt oppe under himmelen; han havde et evigt
evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, for alle folkeslag og stammer og
tungemål og folk.
Og han råbte med høj røst: 'Frygt Gud og giv ham ære; thi nu er hans doms
time kommet. Ja, tilbed ham, som har skabt himmelen og jorden og havet og
kildevældene.'".13
Præsident Woodruffs liberale venlighedstilkendegivelse overfor de besøgende
ikke-mormoner fremkaldte meget gunstig omtale fra dem så vel som fra den
ikke-mormonske presse.
Indvielseshøjtideligheden
Den længe ventede indvielseshøjtidelighed i Salt Lake Templet begyndte torsdag
morgen den 6. april 1893 - fyrretyve år efter at Præsident Young havde lagt
hjørnestenen. Begyndende den 6. april og til og med den 24. april blev der
afholdt enogtredive indvielseshøjtideligheder i den store forsamlingssal i templets
øverste etage. Præsident Woodruff bad indvielsesbønnen og anførte de hellige i
"Hosianna-råbet" ved de første enogtyve møder; da han derefter blev syg, måtte han
holde sig hjemme i flere dage. Det anslås, at ialt 75.000 hellige overværede et eller
flere af indvielsesmøderne.14
Assembly Hall

Side 381
"Assembly Hall i Salt Lake City, Utah," skriver Andrew Jenson, "der blev fuldført i
1890, er en halvgotisk kirkebygning af grå granit, som optager det sydvestlige hjørne af
Tempelblokken. Dens dimensioner er 20 X 36 meter og højden af tårnet, som rejser sig
midt på bygningen, er 40 meter. Taget har fire gavle, hver kronet med ornamenterede
spir, som også danner bygningens fire hjørner. Der er fire indgange, en på hver side og
en i hver ende. Trapper fører op til galleriet, som går rundt langs hele salen undtagen
mod vestsiden, som er optaget af orglet og siddepladser for et kor på 100. Bygningen
bliver brugt til religiøse møder og også til sådanne offentlige foredrag og koncerter,
som ikke ville være passende for det store tabernakel."15 Det rummer omkring 2000
mennesker.
Informations-bureauet
For at forsøge at skaffe pålidelige oplysninger til de mange turister, som årligt besøgte
Tempelpladsen, pålagde Kirkens Præsidentskab den 6. marts 1902 de Halvfjerds'
Første Råd at organisere et informationsbureau. "Efter at have fået denne opgave gav
de Halvfjerds' Første Råd sig til, gennem en komite valgt blandt dets egne medlemmer,
at sørge for bygningen af en lille ottekantet bygning, seks meter i tværmål, og anbragt
lige overfor den sydlige port, på Tempelpladsen ... Den første beskedne bygning ...
kostede mindre end 600 dollars (ca. 4200 kroner)." Den åbnede sine døre den 4. august
1902.16
Tusinder af turister
Fra denne lille begyndelse i 1902 har bureauet udvidet, indtil der nu er mere end
hundrede missionærer, der underviser i evangeliet og forklarer de forskellige bygninger
for tusinder af turister daglig. Til alle turister udleveres der gratis forskellige skrifter og
litteratur.
Bureauets nuværende hus, som blev fuldført i 1919, har flere store udstillingslokaler,
fyldt med mormonminder, som aldrig undlader at tiltrække sig de besøgendes
opmærksomhed. Så mange som halvtreds tusind mennesker om måneden har
overværet de daglige orgelkoncerter i Tabernaklet, og mere end en million gæster bliver
årligt ført rundt på Tempelpladsen.17
Monumenter
Otte betydningsfulde monumenter af bronze og sten bidrager yderligere til
tempelpladsens ærbødige majestæt. Det første og det andet er statuerne af Joseph
Smith, Profeten, og hans broder Hyrum; det tredie er de Tre Vidner fra Mormons Bog;
det fjerde de himmelsendte måger; det femte det uforlignelige håndkærre-træk; det
sjette et granit- og bronzesolur, sat der af Bikubepigerne under deres 25-års jubilæum;
det syvende et monument, lavet af Avard Fairbanks, der viser Johannes Døberen, der
gengiver det aronske præstedømme; det ottende et monument, der nu er ved at blive
hugget af Torlief S. Knaphus, og viser Joseph Smith, som modtager de hellige gyldne
optegnelser, Urim og Tummim og brystpladen.
I det sydøstlige hjørne af blokken står et af de ældste pionerhuse i Utah, bygget
i 1847 af Osmyn M. og William A. Deuel indenfor den gamle Palisade, hvor nu
Pioner-parken ligger. For at bevare denne historiske hytte sikrede Præsident Joseph
F. Smith den for Kirken i 1912, og tre år senere anbragte foreningen Pionerernes Døtre
den på dens nuværende plads på Tempelpladsen.

Side 382
Rundt om tempelblokken er en beskyttende murstensmur, næsten fire meter høj,
bygget af Brigham Young i 1852-57.
Noter
1. Nibley, op. cit., pp. 172-179. Bowery Notes, Historieskriverens bibliotek.
2. Lundwall, Temples of the Most High, pp. 193-196, viser billeder; også Des.
News, 18. april 1953; Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 580.
3. Widtsoe, op. cit., pp. 612-615; denne bog, 47. kap.
4. George D. Pyper, Story of L. D. S. Hymns, pp. 196-205; se Stephen L. Richards,
The Tabernacle, Conference Report, april 1952, p. 43; Era, juni 1952, p. 409;
Des. News, 9. april 1952, pp. 4, 5.
5. Roberts, op. cit., Vol. VI, pp. 242, 243.
6. Pyper, op. cit., pp. 198-202.
7. Era, juli 1946, p.438.
8. Des. News, 19. feb. 1853; Roberts, op. cit., Vol. IV, pp. 16-23.
9. Idem; Widtsoe, op. cit., pp. 632-641. Templets arkitekter far Truman O. Angell
og Joseph Don Carlos Young. Ældste Angell døde i 1887, hvorpå ældste Young
blev kaldet til at fuldføre Truman O. Angells værk.
10. Roberts, op. cit., Vol. V, p. 136.
11. Des. News, 4. april 1936.
12. Ibid., 9. april 1892, citeret af Roberts, op. cit., Vol. VI, pp. 232-235.
13. Åbenb. 14:6, 7.
14. The Des. News, 6. maj 1893.
15. Jenson, Encyc. Hist., p. 34.
16. Roberts, op. cit., pp. 422-426; se hele rapporten, Edward H. Anderson, Era,
december 1921, pp. 151-159.
17. Des. News, 9. januar 1954.

Begyndelsen til kooperative butikker
83. Kapitel
Kooperative butikker - Den forenede orden
Side 383
I oksetogenes dage fra Missouri-floden til Rocky Mountains var der nogle få begærlige
købmænd, der sikrede sig kontrollen over de knappe varer og vedblev at tvinge
de hellige til at betale ublu priser for nødvendige forsyninger. For at forhindre en
fortsættelse af umådeholdne fortjenester organiserede Brigham Young og andre af
Kirkens ledere den 15. oktober 1868 Zions Kooperative Handels-Institution (ZCMI).
Efter at et direktionsråd og en direktør var blevet udnævnt, blev Brigham Young valgt
til præsident og W. H. Hooper til vicepræsident.
Det siges, at da Z. C. M. I. åbnede sine døre for forretning i Salt Lake City den 1.
marts 1869, var det "det første stormagasin i de Forenede Stater.".1
Kooperative afdelinger oprettet
I overensstemmelse med Præsident Youngs instruktioner oprettede mange kommuner
i Utah kooperative butikker, der ejedes og blev drevet af aktionærer i hvert kooperative
distrikt. Z. C. M. I. eller hovedforretningen, der var sikkerhedscentrum så vel som en
gros indkøber for disse spredte afdelinger, fordelte varer på lette betingelser og til lave
priser til sine mange afdelinger. I tredive år eller mere holdt dette system af kooperative
butikker i Zion temmelig ensartede priser, og direktionsrådene i hvert kooperativt distrikt
delte fortjenesten med de lokale aktionærer. Når man for eksempel red mod nord fra
Salt Lake City, passerede man Bountiful Co-op, Centerville Co-op, Farmington Co-op,
Kaysville Co-op, etc.
Tværtimod det oprindelige formål, som Kirken havde sat, solgte
fæl.les-aktionærerne gradvis ud til spekulanter. Og da private ejere erstattede
mormonernes fællesindkøb, gik de kooperative forretninger ud af sagaen. Men Z. C.
M. I., som fortsætter sin kooperative enhed, deler stadig sine fortjenester blandt sine
aktionærer, og er i dag et af Utahs største handelsforetagender.
Den Forenede Orden i Utah
Medens Præsident Young og hans første rådgiver, George A. Smith, tilbragte vinteren
1873-74 i St. George, Utah, foretog de et omhyggeligt studium af programmet for den
Forenede Orden, som med held blev efterlevet af mange hellige i dette sydlige distrikt.2
Den 18. april formanede Præsident Young i Cedar City: "Vi ønsker nu at organisere de
sidste dages hellige, hver mand, kvinde og hvert barn iblandt dem, som har et ønske
om at blive organiseret i denne hellige orden ... Det er Guds Riges Forenede Orden
på Jorden ... Denne orden er himlens orden, himlens familie på jorden ... organiseret i
et samfund eller en familie for at arbejde sammen ... Vi ønsker dette folks tid kaldt de
sidste dages hellige, så vi kan organisere denne tid systematisk, og gøre dette folk til
det rigeste folk på jordens overflade.".3
Et kirkeomspændende program planlægges
På grund af dårligt vejr og mudrede veje kom Præsidentens selskab på sin vej til
generalkonferencen ikke til Provo før den 20. april, og her fra tog de toget til Salt

Side 384
Lake City. I forventning om Præsident Youngs komme havde brødrene i hovedsædet
holdt generalkonference den 6. april og så udsat den til fra 7. til 10. maj inkl.
Hovedforretningen ved denne maj-konference var at sørge for en eksekutiv-komite til at
overvåge et kirkeomspændende system for den Forenede Orden, som skulle oprettes
i hvert ward og stav i Kirken.
Til at præsidere over dette nye program opretholdt konferencen Kirkens Første
Præsidentskab som "Præsident og vice-præsidenter" og de Tolvs Kvorum som
"assisterende vice-præsidenter". Den valgte også en generalsekretær og fem
assistenter, så vel som en bogholder, en kasserer, og et direktionsråd, udvalgt blandt
prominente S. D. H.-forretningsfolk.
Forvaltninger - deres værdi
Her er en selvindlysende rapport, berettet i 1875 af Joseph A. Young, præsident for
Sevier Stav i Zion, og den viser værdien af individuel forvaltning i deres lokale forenede
ordenssystem, så vel som behovet for den stærke hjælp til de svage, som befalet af
Herren.4
"Sidste april for et år siden blev otte kolonier i amtet organiseret i dette system,
og omkring to trediedele af befolkningen har siden stadig arbejdet i det. Betingelsen
for medlemsskab er ikke hvor meget ejendom den enkelte ejer, men hans stilling i
Kirken og almindelig god opførsel, og ingen anerkendes undtagen dem, som sætter
alt hvad de ejer ind i sammenslutningen, som er organiseret under Territoriets love.
Når personer får adgang til medlemsskab, betragtes spørgsmålet om evne til at yde
værdifuldt arbejde i sammenslutningen ikke som evangelieteori, og øvelse i 'de stærkes
hjælp til de svage' anerkendes og udføres, så hele samfundet kan rejse sig sammen.
I Richfield, den førende koloni, arbejder 135 familier i 'Ordenen'. Organisationens
kapital er under kontrol af direktionsrådet, som er valgt af medlemmerne, og hver
person bliver krediteret i henhold til det beløb i ejendom eller midler, som han har
anbragt i den.
Mange slags arbejder udføres efter kontrakt, baseret på kontantpriser, og det
overskud, der skal krediteres for et menneskes arbejde, ud over hvad han trækker til
sit og sin families underhold, krediteres på kapitalfonden. Lejlighedsvis, når et medlem
ønsker at bygge et hus, og han ikke har nok kredit eller fond til at betale for det, bygger
'Ordenen' det for ham, og i løbet af kort tid forøges hans kreditside, og han betaler for
det, og gør således systemet til en af de bedste sammenslutninger til gensidig gavn,
der eksisterer.
Foruden den almindelige lagerkoncern har folket 'forvaltninger', som er adskilt, og
som omfatter deres hjem, bygrunde, husdyr, etc., som de ved flid og takt får god nytte
af ved at skaffe ekstra ud af deres produkter, idet det væsentligste bliver leveret fra
hovedforsyningskilden.
'Ordenen' i Richfield ejer nu en kornmølle, som koster mellem 10 og 11.000 dollars
(ca. 70.000 kroner) og også en dampsav, en drejebænk, og en skærvemølle, hvor
omkring tredive mænd er beskæftiget. Sammenslutningens hestebestand omfatter
omkring 200 dyr, kvægbestanden 800 og fåreflokken 1700, og et garveri hører til amtet.
Omkring et halvt dusin skomagere arbejder i 'Ordenen', og tømrere, murere og
røgtere i et antal af omkring tyve foruden femogfyrre, som er landbrugere og dyrker
noget over 400 hektarer land, og nogle få arbejder med at lave møbler, foruden andre
forretningsgrene, som er i virksomhed.

Side 385
Nogle få af de ældre mænd bliver hjemme og tager sig af det tungere arbejde der,
som f. eks. brændehuggeri, grøftegravning, pløjning etc., således at alle har noget at
gøre.
Nogle vanskeligheder indtraf det første år, men da organisationen og dens virke er
baseret på gode evangelieprincipper og et veldefineret forretningssystem, forsvinder
hindringerne hurtigt, og en følelse af broderlig venlighed forøges."5
Kommer ind i ordenen gennem dåb
I de sydlige stave kom alle personer, som gik ind i den forenede orden, ind i
den "gennem dåb og en fornyelse af deres pagter". Desuden satte Kirkens Første
Præsidentskab, da de var i Ephraim den 17. juli 1875, et eksempel ved at gå ned i
vandet og blive døbt som et vidnesbyrd om, at de havde akcepteret den Forenede
Orden, og at de var villige til at leve efter dens forskrifter.6
Hjemmeindustrier
Et andet kooperativt system blandt mormonerne, virkende i Brigham City, Utah,
beskrives i 1876 af sin organisator, apostel Lorenzo Snow: "Vi begyndte for over tolv
år siden ved at organisere en handelsafdeling, som bestod af fire aktionærer, mig
selv indbefattet, med en kapital på omkring tre tusind dollars (omkring 20.000 kroner).
Dividenderne blev betalt i lagervarer, der som regel beløb sig til omkring femogtyve
procent om året.
Efterhånden som dette foretagende havde fremgang, fortsatte vi med at modtage
aktiekapital og føjede derved nye navne til listen over aktionærer, indtil vi havde
overskud af kapital eller midler, og havde held til at forene folkets interesser og
sikre deres støtte. Vi besluttede da at påbegynde hjemmeindustrier og modtage vor
dividende, hvis der var nogen, i de artikler, der fabrikeredes."
Ældste Snow forklarer, at de byggede et "to etagers garveri, 14 gange 24 meter,
med moderne forbedringer og bekvemmeligheder, for en udgift af 10.000 dollars (ca.
70.000 kroner). De fleste af materialerne, samt murer- og tømrerarbejdet blev leveret
som aktiekapital af sådanne folk, som var i stand til det og som ønskede en interesse
i vor institution.".
Nye aktionærer fortsatte med at komme ind i det driftige projekt, og nye
industrier blev oprettet. Der var et garveri, en støvle- og skoforretning, sadel- og
seletøjsforretning, en uldfabrik til 35.000 dollars (ca. 200.000 kroner), en hjord på fem
tusind får, et af de fineste mejerier i Territoriet med fem hundrede køer, skærve- og
savmøller, ligeledes fabrikker for lervarer, hatte, koste, børster og sirup, en 30 hektarer
stor bomuldsfarm i det sydlige Utah, som beskæftigede tyve mænd, og en mode- og
skræderforretning, som beskæftigede femogtyve piger. Ved slutningen af året, 1875,
"nåede værdien af varerne ... næsten 260.000 dollars (ca. 1.750.000 kroner) ".7
Ordenen hører op
Til trods for den succes, som opnåedes i løbet af ti-tolv år af forskellige kooperative
samfund indenfor Kirken, mistede den Forenede Orden, ligesom indvielsesloven, til
sidst sin øjeblikkelige styrke blandt de hellige. Der gives fire grunde til dens fejlslagning.
(1) Da det var frivilligt at slutte sig til organisationen, nægtede mange hellige at gå ind

Side 386
i den. (2) Da forskellige warder og menigheder manglede den rette udøvende ledelse,
forsømte de at give ordenen en fair start. (3) Jernbanernes komme og tilstrømningen
af fremmede føjede nye komplikationer til ordenen. Og (4) den mest udtalte grund
til ordenens fiasko var den forøgede forfølgelse over polygami så vel som den deraf
følgende "undergrundsbevægelse" - en tilstand, som forhindrede Kirkens ledere i at
udøve den fulde ledelse over den nyligt indstiftede organisation.
Enigheden blandt mormonerne rost
Doktor Thomas Nixon Carver, professor i politisk økonomi ved Narvard Universitetet,
som foretog et udtømmende studium over mormonernes sociale liv i 1930, skrev en
rosende rapport om den kooperation i samfundet, som han bemærkede under sit
analytiske studium.
"Det kan måske have været den rene nødvendighed under situationen, som tvang
de første mormoner til at samarbejde eller dø af sult. Det kan måske have været en
fælles religions bånd, det kan måske have været deres overlegne intelligens og indsigt
... Hvad end grunden har været, var resultatet godt ...
Jeg har aldrig fundet sundere og gavnligere vaner end blandt mormonerne. Jeg
har aldrig truffet folk, som viste færre tegn på udsvævelse. Jeg har aldrig studeret
folkegrupper, som syntes bedre ernæret og mere sunde. Jeg har aldrig kendt folk,
som gjorde sig mere umage med at opdrage deres børn. Dette giver en nøgle til
mormonernes succes som kolonisatorer og opbyggere af landet. Magten til at undgå,
at dygtighed, talent og geni går til spilde, er så nær guddommelig visdom, som noget vi
sandsynligvis nogensinde vil kende i denne verden. Hvad enten denne magt kommer
af en overlegen organisation, eller fra overlegen personlig indsigt, er den lige værdifuld.
Mormonkirken synes at have ejet den i høj grad."8
Noter
1. Roberts, op. cit., Vol. V, pp. 216-223; Jenson, Encyc. Hist., p. 975.
2. Nibley, op. cit., p. 502-505.
3. Idem; L. & P. 42:30-38; 105:1-9; Roberts, op. cit., pp. 484, 485; denne bog, 24.
kap.
4. Roberts, op. cit., pp. 485, 486.
5. Idem.
6. Idem.
7. Eliza R. Snow, Biography of Lorenzo Snow, pp. 291-295; Nibley, The Presidents
of the Church, pp.191-194
8. Dr. Thomas Nixon Carver, "A Positive Religion", The Westerner, april 1930.

Ottende periode -
84. til 89. kapitel
Første tempel i Utah indviet, Brigham Youngs
død, Syv præsidenters administration -
John Taylor, Wilford Woodruff, Lorenze
Snow, Joseph F. Smith, Heber J. Grant,
George Albert Smith og David O. McKay.
Side 387

De første templer i Utah
84. Kapitel
St. George templet - Præsident Youngs død - John
Taylors og Wilford Woodruffs administrationer
Side 388
Før Salt Lake Templet blev indviet den 6. april 1893, var tre andre templer - St.
George, Logan og Manti - blevet fuldført og indviet. Den 9. november 1871 indviede
Brigham Youngs første rådgiver, George A. Smith, grunden til St. George Templet, med
omkring fem hundrede mennesker tilstede.1 Tre år senere, den 1. april 1874, indviede
Præsident Young hjørnestenene, og derpå indviede Daniel H. Wells, Præsident
Youngs anden rådgiver templet den 4. april 1877. Ved hvert møde under de tre dages
højtideligheder ledede Lorenzo Snow de hellige i "Hosianna"råbet.
Præsident Youngs død
Torsdag aften den 23. august 1877 holdt Præsident Young, efter at have talt ved en
konference for det aronske præstedømme i Tabernaklet, et møde med nogle af Kirkens
ledende funktionærer og udnævnte en komite til at bygge Assembly Hall. Efter at være
vendt tilbage til sit hjem i Lion House, blev han meget syg. Hans datter, Susa Young
Gates, som var tilstede, skriver, at han klokken elleve "fik et anfald af hvad antages
at være 'galdesten - måske blindtarmsbetændelse.'" Præsidenten blev mere og mere
syg indtil onsdag morgen, da hans tilstand blev kritisk. Zina Young Card beretter,
at et øjeblik før hendes fader døde, onsdag den 29. august, "syntes han til dels at
leve op igen, og idet han åbnede sine øjne, stirrede han opad og udbrød 'Joseph!
Joseph! Joseph!' og det guddommelige udtryk i hans ansigt syntes at antyde, at han
var sammen med sin elskede ven, Profeten Joseph Smith. Dette navn var det sidste
ord, han udtalte ... Min faders ansigt strålede af en indre herlighed. Det så ud som om
en sky af lys omgav ham.
Da jeg stirrede på hans ædle ansigt, syntes jeg han så ud som en Gud. Fred
og ro og storhed kronede hans ansigt, og ingen følte, at de kunne overgive sig til
støjende tilkendegivelser. Det var den tavse sorg med tårer og sørgende hjerter, som
respekterede ham og elskede ham så meget ... Gården til Lion House ... var fyldt med
folk, som stod i ærbødig tavshed, mændene med hatten i hånden.".2
Tusinder overværer begravelsen
George Q. Cannon, en af talerne ved Præsident Youngs begravelse, ydede
Præsidentens lederskab stor hyldest og erklærede: "Han har været hjernen, øjet, øret,
munden og hånden for hele folket i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Fra
de største problemer i forbindelse med organiseringen af denne Kirke og ned til de
allermindste ting i forbindelse med dette værk, har han sat sit store sinds stempel på
det.".3
Om de skarer, som overværede begravelsen den 2. september 1877, beretter
Brigham H. Roberts: "Fra tidlig morgen indtil klokken halvtolv gik en fortsat strøm
af mennesker gennem Tabernaklet for at se de jordiske rester af den mand, som
treogtredive år havde været Israels leder (1844-1877) ... Det anslås, at ialt 25.000
mennesker på denne måde sagde den højtærede døde deres sidste farvel.".

Side 389
Efter til sidst at have mindedes Brigham Youngs storhed, slutter samme forfatter:
"Disse resultater nedskriver Brigham Youngs navn i historien som den største Pioner
og Kolonisator i vore dage - en grundlægger af et rige; og sætter ham med lethed blandt
den første snes store amerikanere." 4
Den private kirkegård, hvor Brigham Young blev begravet, ligger en halv blok mod
øst på Første Avenue - kun omkring en blok fra Eagle Gate hjørnet, Lion House og
Kirkens kontorbygninger.
John Taylors tidlige liv
John Taylor, Brigham Youngs efterfølger, var født i Milnthorpe, Westmoreland County,
England, den 1. november 1808. Da hans forældre var trofaste medlemmer af Englands
Kirke, lod de ham døbe i denne tro og lærte ham andægtigt Bønnebogen og den Hellige
Bibel. Da han var femten år gammel, sluttede han sig imidlertid til metodisternes tro og
begyndte at forberede sig til præstegerningen. I sin barndom modtog han flere åndelige
tilkendegivelser, hvad der viste, at Gud var opmærksom på ham. Han beretter, at "ofte,
når jeg var alene, og sommetider sammen med andre, hørte jeg yndig, blid, melodisk
musik, som om den blev udført af engleagtige eller overnaturlige væsener.".5
Vigtige begivenheder i John Taylors administration
Under den uhørt "stormfulde" syv års periode af John Taylors administration - under
hvilken han tilbragte to år "under jorden" - opnåede han mange resultater. Efter
Brigham Youngs død præsiderede de Tolvs Råd med John Taylor som præsident
over Kirken indtil 10. oktober 1880, da John Taylor i en alder af tooghalvfjerds år
blev opretholdt som Kirkens Præsident. Med forøget nidkærhed forcerede Præsident
Taylor byggeprogrammet for de tre ufærdige templer - Logan, Mand og Salt
Lake. Fire år senere, den 17. maj 1884, indviede han Logan Templet, og disse
indvielseshøjtideligheder varede i tre dage.
Præsident Taylor, som lagde særlig vægt på præstedømmets fremgang i Kirken,
indførte de ugentlige møder for præstedømmet i wardene så vel som det månedlige
møde for præstedømmet i stavene. Til Kirkens "halvtreds års jubilæum" den 6. april
1880 indkaldte John Taylor til en "Jubilæums-konference", og på dette tidspunkt
eftergav Kirkens ledere nådigt den ene halvdel af de $ 1.604.000 (over 10 millioner
kroner), som skyldtes til Kirken af medlemmer, som var kommet til Zion med hjælp fra
Emigrating Fund Company.
Ledsaget af adskillige medlemmer af de Tolv Apostles Råd foretog Præsident Taylor
- år efter år - ture til de forskellige fjerntliggende warder og stave i Zion.
Under den sjælsødelæggende polygamist-periode (se 49. kapitel) var han vidne til,
at Kirken mistede sine rettigheder og så dens ejendom blive konfiskeret af regeringen
- en handling, som efterlod Kirken i stor økonomisk forlegenhed. Han led med sit folk, da
Kongressen fratog alle dem af Kirkens medlemmer, som havde giftet sig polygamisk,
deres borgerlige rettigheder; ligeledes sørgede han dybt, da tretten hundrede af hans
brødre blev sendt i fængsel.
Den 27. januar 1885 holdt Præsident Taylor sin sidste tale i Tabernaklet; kort
derefter tvang regeringens embedsmænd, der søgte at arrestere ham, ham til at gå
"under jorden". De sidste to år af sit liv styrede han Kirkens sager ved hjælp af sine
betroede brødre. Indespærring og bekymring nedbrød imidlertid hans helbred. Han
døde i afsondrethed den 25. juli 1887 i Thomas F. Rouches hjem i Kaysville, Davis

Side 390
County, Utah. Hans to rådgivere, George Q. Cannon og Joseph F. Smith, og nogle få
medlemmer af hans familie, var ved hans sengeleje.
Ved Præsident John Taylors begravelse fredag den 29. juli klokken tolv om
middagen flokkedes de hellige i Tabernaklet til trængsel. Efter højtidelighedens
afslutning sluttede tusinder af venner sig til begravelsesprocessionen til byens
kirkegård.
Wilford Woodruffs første oplevelser
Wilford Woodruff, Kirkens fjerde Præsident, var født den 1. marts 1807 i Farmington,
Connecticut. Han beretter, at da han var halvvoksen, læste han flittigt i skriften og
debatterede ofte med præster om de gaver og velsignelser, som man antog skulle følge
den sande Kristi Kirke. Da han var seksogtyve år gammel, havde han endnu ikke sluttet
sig til nogen religiøs sekt, for han syntes ikke at kunne billige nogen af dem. I juleugen
1833, en periode, som han senere hentydede til som den mest betydningsfulde i sit liv,
kom der imidlertid to mormonældster til hans hjemby. Efter at have overværet deres
møder aften efter aften i skolebygningen, blev hans hjerte rørt ved deres vidnesbyrd,
og som følge deraf blev han døbt nytårsaften 1833. Han skriver: "Sneen lå omtrent
en meter dybt; dagen var kold, og vandet var blandet med is og sne, og dog følte jeg
ikke kulden.".6
Den 25. april læssede Wilford sine ejendele på sin vogn og rejste til Kirtland, hvor
han traf Profeten Joseph Smith, som var ved at berede sig på at marchere til Missouri
med Zions Lejr. Wilford blev kaldet til at ledsage lejren, og efter at de havde nået Clay
County, blev han instrueret om at blive i Missouri, hvor han blev ordineret til præst og
sendt på mission til de sydlige stater. Fem år senere, den 26. april 1839, ordinerede
Brigham Young ham, under Profetens ledelse, til apostel.
Wilford Woodruffs administration
Da John Taylor døde den 25. juli 1887, præsiderede Apostlenes Kvorum, med Wilford
Woodruff som Præsident, over Kirken i to år. Da Wilford under denne apostelperiode
var "under jordene, indviede Lorenzo Snow Manti Templet den 21. maj 1888. Da
Præsident Young elleve år tidligere, den 25. april 1877, stod på grunden til Manti
Templet, erklærede han: "Her er det sted, hvor Profeten Moroni stod og indviede dette
stykke land til en tempelgrund; og det er grunden til, at stedet skal være her, og vi kan
ikke fjerne det fra dette sted."7. Samme dag om eftermiddagen indviede Præsident
Young grunden og påbegyndte udgravningen. To år senere, den 14. april 1879, blev
hjørnestenene lagt.
Franklin D. Richards af de Tolvs Kvorum fortæller om indvielsen af templet og siger:
"Mange af brødrene og søstrene så åndelige væsener tilstede ... Profeten Joseph,
Hyrum, Brigham og flere andre apostle, som var borte, blev set, og ikke blot det, men
mange af de trofastes øren blev rørt, og de hørte musik af det himmelske kor."8.
Ved generalkonferencen den 7. april 1889 blev Wilford Woodruff, i en alder
af toogfirs år, opretholdt som Kirkens Præsident. Det næste år, den 6. oktober
1890, udstedte han det "Manifest", som standsede flergifte i Kirken.9 I oktober
1893 udstedte Kongressen et dokument, som tilbageleverede Kirken størsteparten af
den konfiskerede ejendom, som regeringen havde beholdt i seks år. Senere havde
Præsident Woodruff den glæde at se Utah blive en stat, den 4. januar 1896; ydermere
takkede han Gud i sin dagbog for det privilegium, at de blev befriet for at blive regeret af
østlige politikere. Søndag den 6. december 1896 overværede Præsidenten den første

Side 391
"Fastesøndag"s-gudstjeneste, som blev afholdt søndag eftermiddag. I mere end tres
år var disse fastemøder tidligere blevet holdt den første torsdag i hver måned.10 Han
beretter fra 20. til 24. juli 1897, at han deltog i "Pioner-Jubilæet", som markerede det
halvtredsindstyvende år siden han kom ind i Saltsødalen. Idet han fortæller om de
vigtige begivenheder den 20. juli 1897, skriver han: "Store forberedelser er blevet gjort
... Under højtidelighederne afslørede jeg monumentet (Brigham Young monumentet
ved enden af Main Street ) under folkets bifald." Dette monument, som vejede 120 tons,
var opført af Utah granit, og havde kostet 25.000 dollars (ca. 175.000 kroner), foruden
soklen. Præsidenten fortsætter: "Ved Tabernaklet ... modtog jeg et smukt guldemblem,
ligesom alle de andre overlevende pionerer fra 1847."11.
Den 24. juli 1898 fortalte Præsident Woodruff, da han talte ved indvielsen af
Pioner-Parken, beretningen om dengang han kom ind i Utah; desuden gentog han
Brigham Youngs profetiske udtalelse: "Her skal vor Guds Tempel ligge." Derefter
tilføjede han: "Jeg satte en stok i jorden der, og Templet ligger der, et monument over
Præsident Youngs forudseenhed og profetiske nøjagtighed."1z.
Den fjerde Præsidents død
Tre uger efter denne pioner-højtidelighed rejste Præsident Woodruff, der var
enoghalvfems år gammel, til San Francisco for at få en tiltrængt hvile, og medens han
var der, døde han den 2. september 1898. En speciel vogn førte hans lig tilbage til
Salt Lake City, hvor begravelsen fandt sted den 8. september i Tabernaklet. Deseret
News for denne dato beskriver scenen: "Sandsynligvis vil der i mange år fremefter ikke
frembyde sig et sådant skue som det, der foregik nu til morgen. Længe før klokken otte
havde ivrige skarer samlet sig i grupper rundt om Tempelpladsen, ventende på, at de
ydre porte skulle blive åbnet, så de kunne få siddepladser ... Tusinder, som det ikke
lykkedes at få adgang til Tabernaklet, trængtes og puffedes rundt om indgangen."
Præsident Woodruff blev begravet på byens kirkegård i den nordøstlige ende, hvor
der var udsigt over den dal, som han havde set første gang halvtredsindstyve år
tidligere.
Som en stor missionær i Kirken havde ældste Woodruff rejst 280.000 kilometer
for at undervise i og forkynde Jesu Kristi evangelium, og han havde personlig døbt
mere end 2000 omvendte. Ved sin død efterlod han Kirken en betydningsfuld dagbog
på 7000 sider, dækkende toogtresindstyve år med vigtige doktrinære og historiske
begivenheder.
Noter
1. Nibley, Brigham Young, pp. 475, 476; billeder og en beskrivelse af templet findes
i Des. News for 12. december 1951.
2. Gates og Widtsoe, op. cit., pp. 357-363.
3. Ibid., p. 364.
4. Roberts, op. cit., pp. 499-518 - kapitlet om "Brigham Youngs døde, med
aviskommentarer, etc.; Gates og Widtsoe, op. cit., pp. 364, 365; denne bog, p.
494, har historien om indvielsen af to monumenter for Præsident Young, det ene
på hans fødested, det andet i National Capitol, Washington, D. C.
5. Roberts, Lile of John Taylor, pp. 21-38; John Taylor blev ordineret til apostel
den 19. dec. 1838 af Brigham Young; se 36. kap. i denne bog angående hans
omvendelse.

Side 392
6. Cowley, op. cit., pp. 32-36.
7. Whitney, Life of H. C. K., p. 447; Nibley, op. cit., pp. 529-531, indeholder
Brigham Youngs tale og bøn.
8. Roberts, Comp. Hist., Vol. VI, pp. 230, 231; Genealogical Magazine, Vol. 15, p.
148.
9. Til diskussion om flergifte og Manifestet, se 49. kapitel i denne bog; L. & P., p.
222, 223, indeholder "Manifestet". Angående indvielsen af Salt Lake Templet, se
82. kapitel i denne bog; Roberts, op. cit., p. 232.
10. Des. News, 14. nov. 1896.
11. Cowley, op. cit., p. 616; Roberts, op. cit., pp. 349-351.
12. Cowley, op. cit., pp. 620-641.

Lorenzo Snows omvendelse
85. Kapitel
Lorenzo Snows administration
Side 393
Lorenzo Snow, Kirkens femte Præsident, var født i Mantua, Ohio, den 3. april 1814.
Medens han boede i Kirtland, Ohio, blev han, sammen med sin søster Eliza R. Snow,
i 1836 omvendt til Jesu Kristi evangelium af sin søster og Profeten Joseph Smith.
Lorenzo beretter, at to uger efter hans dåb blev tvivlens ånd så stærk, at den næsten
væltede hans tro. Kæmpende mod denne truende, mørke indflydelse gik han ud i
skoven for at søge Guds hjælp. Han fortæller om denne vidunderlige oplevelse: "Jeg
havde ikke så snart åbnet mine læber i et forsøg på at bede, før jeg hørte en lyd lige
over mit hoved, ligesom raslen af silkekjoler, og øjeblikkelig dalede Guds Ånd ned
over mig og indhyllede fuldstændig hele min person, og fyldte mig fra toppen af mit
hoved til mine fodsåler, og åh! hvilken glæde og lykke jeg følte! Intet sprog kan beskrive
den næsten øjeblikkelige forandring fra en tæt sky af mentalt og åndeligt mørke til en
stråleglans af lys og kundskab om, at Gud lever, at Jesus Kristus er Guds søn, og om
gengivelsen af det hellige præstedømme og evangeliets fylde. Det var en fuldstændig
dåb - en håndgribelig nedsænkning i det himmelske princip eller element, Helligånden;
og endnu mere virkelig og fysisk i sine virkninger på hver eneste del af mit legeme end
nedsænkningen i vand."1.
Modtager kaldelser i Kirken
Fra den dag, da Lorenzo oplevede den foregående dåb af den Helligånd i en alder af
toogtyve år, og indtil han kom til Utah i 1848, arbejdede han flittigt i Kirken - underviste
i skolen, arbejdede på Nauvoo Templet og udførte missionærarbejde hjemme og i
Europa. Den 12. februar 1849, mindre end et år efter sin ankomst til Saltsødalen, blev
han ordineret som medlem af de Tolv Apostles Kvorum af Præsident Heber C. Kimball.
Der er allerede i 83. kapitel i denne bog berettet om et driftigt kooperativt foretagende
i Brigham City, som blev organiseret og ledet af Lorenzo Snow. Som apostel udførte
han tre missioner: For det første åbnede han evangeliets dør for det italienske folk, så
blev han sendt på en kort mission med Ezra Taft Benson til Hawaii-øerne, og i 1872 blev
han sammen med sin talentfulde søster Eliza R. Snow kaldet til at ledsage turisterne
til Palæstina - syv i antal - under ledelse af George A. Smith, Brigham Youngs første
rådgiver.2.
Bliver Kirkens Præsident
Efter at have tjent fyrretyve år som apostel blev Lorenzo Snow den 7. april 1889
opretholdt som Præsident for dette kvorum. Og fire år senere, da Salt Lake Templet
var indviet, den 6. april 1893, blev han kaldet som Præsident, en stilling, som han holdt
til sin død.
Kort før Præsident Woodruff døde, instruerede han de Tolv Apostles Kvorum om, at
"det ikke var Herrens vilje, at der i fremtiden skulle være en længere periode mellem
præsidentens død og reorganisationen af det Første Præsidentskab."3.

Side 394
De Tolvs Råd handlede efter Præsident Woodruffs råd, og den 13. september
1898, elleve dage efter Præsident Woodruffs død, valgte de Lorenzo Snow som
Kirkens Præsident. Ved den følgende oktober-konfevære en længere periode mellem
præsidentens død og reorganiseringen medlemmer.
Skønt han var fireogfirsindstyve år gammel, "var han stadig mentalt og åndeligt
vågen og fysisk i stand til at fortsætte med sine slidsomme pligter. Han udtrykte sin
ydmyghed overfor sine brødre, da han sagde: 'Jeg ønsker ikke, at denne administration
skal blive kendt som Lorenzo Snows administration, men som Guds i og ved Lorenzo
Snow'. Præsident Snow valgte som sine rådgivere George Q. Cannon og Joseph F.
Smith, de samme mænd, som havde tjent sammen med to tidligere præsidenter" - John
Taylor og Wilford Woodruff.4.
Overleverer Guds ord om tiende
Præsident Snows korte, men temmelig revolutionerende administration - især med
henblik på Kirkens finanser - kan sammenfattes som følger:
"Præsident Snows administration", skriver B. H. Roberts, "arvede de finansielle
forvirringer og problemer efter den, som gik forud. Han imødegik vanskelighederne,
først ved at udstede kortfristede obligationer til et beløb af 1 million dollars (ca. 7
millioner kroner) og med en rente på seks procent pro anno, og opfordrede indstændigt
indbyggerne i Utah til at købe dem. Dette blev øjeblikkeligt gjort, idet alle obligationerne
var solgt inden udstedelsesårets udløb."5.
Otte måneder senere, da Præsident Snow talte ved en særlig konference i St.
George, Utah, den 17. maj 1899, inspirerede Herren ham til at love de hellige, at de
ville få usædvanlig fremgang, hvis de ville lytte til hans instruktioner og betale en ærlig
tiende fra den dag af. Han talte som en, der har myndighed: "Herrens ord er: 'Den tid er
nu kommet for enhver sidste dages hellig ... at han skal betale sin fulde tiende'. Dette
er Herrens ord til jer, og det vil blive Herrens ord til enhver koloni over hele Zions land."
Efter at Præsidenten og de Autoriteter, der var sammen med ham, var vendt tilbage
til Nephi, hvor de skulle tage toget til Salt Lake City, kaldte Præsidenten sit selskab
sammen og "overdrog hver af de tilstedeværende det hverv at være hans specielle
vidne til den kendsgerning, at Herren havde givet ham denne åbenbaring. Han satte
hele selskabet under pagt og løfte om ikke blot selv at adlyde tiendeloven, men også
at de hver især skulle bære vidnesbyrd om denne særlige tilkendegivelse og sprede
tiendebudskabet ved enhver lejlighed."6.
Da han talte ved Y.M.M.I.A.s årlige funktionærstævne den 30. maj samme år, gjorde
Præsidenten det til en pligt for enhver funktionær, der var tilstede, at betale fuld tiende.
Han erklærede: "Denne tiendelov er en lov, og hvis den ikke bliver holdt, vil landet ikke
blive helliget for dem, som ikke adlyder den, og det skal ikke blive et Zions land for
dem ... De fattigste af de fattige kan betale tiende; Herren kræver det af vore hænder
... Enhver skulle betale tiende ... Loven skal overholdes ... Og vi skal betale vor gæld
... Gud velsigne jer."
Efter afslutningen af Præsident Snows tale fremsatte Brigham H. Roberts følgende
resolution: "Besluttet: At vi anerkender læren om tiende, som den nu er fremsat af
Præsident Snow, Herrens nærværende ord og vilje til os; og vi anerkender den virkelig
af hele vort hjerte; vi vil selv overholde den, og vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt,
for at få de sidste dages hellige til at gøre det samme."
Som svar på denne resolution rejste funktionærerne på stævnet sig og råbte højt:
"Ja!"

Side 395
"Synligt bevæget rejste Præsidenten sig og sagde: 'Brødre, vore fædres, Abrahams,
Isaks og Jakobs Gud velsigne jer. Hvert menneske, som er her, og som har aflagt dette
løfte, vil blive frelst i det celestiale rige. Gud velsigne jer! Amen!'"7.
Efter dette stævne kaldte Kirkens Præsidentskab præstedømmets ledere i Zion
til en højtidelig fastedagsforsamling i Salt Lake Templet den 2. juli 1899. "En sådan
forsamling af præstedømmet var aldrig før blevet afholdt i Kirken", kommenterer
Brigham H. Roberts.8.
"Den fornyede tiende-åbenbaring var emnet for alle de atten taler. Ydmyg, ærlig
lydighed mod tiendeloven blev snarere en åndelig gave og et privilegium end en
materiel pligt. Anledningens højtidelighed satte sit præg på forsamlingen, da Præsident
Snow anførte i det hellige Hosiannaråb og udtalte strålende velsignelser og forjættelser
over folket."9.
En ny dag med fremgang
Da de hellige over hele Kirken så helhjertet tog imod Præsidentens inspirerede
formaning og begyndte at betale tiende i overraskende mængder, brød en ny dag med
fremgang frem over Kirken. Ikke blot blev de hellige selv velsignet af Herren, men
Kirkens kreditside gik opad, indtil hver obligation var blevet indløst, før den var forfaldet;
og fra den dag af har Kirken haft midler i overflod, i opfyldelse af Guds ord til sin profet.
Herliggørelse af vore legemer
Ved oktober-konferencen 1900, da Præsidenten var seksogfirsindstyve år gammel, bar
han følgende vidnesbyrd: "Vi vil få vore legemer herliggjort, frigjort fra al sygdom og
sorg og gengivet på det skønneste. Der er intet skønnere at se på end en opstanden
mand eller kvinde. Der er intet mere storslået, jeg kan forestille mig et menneske kan
eje, end et opstandent legeme."10.
Åbning af den japanske mission
Den 14. februar 1901 kaldte Præsident Snow Heber J. Grant af de Tolvs Råd til at åbne
en mission i Japan. I løbet af de treogtyve år, som fulgte, og indtil missionen blev lukket
på grund af politiske forstyrrelser i 1924, arbejdede syv andre missionspræsidenter
og halvtreds ældster blandt disse folk. Skønt ældsterne arbejdede fromt og trofast og
fordelte omkring 14.500 bøger på det japanske sprog, herunder fem tusind eksemplarer
af Mormons Bog så vel som mange eksemplarer af en kort historie om S.D.H. Kirken
samt 237.350 traktater, døbte de dog kun 127 omvendte.". Treogtyve år senere, den
23. oktober 1947; blev missionen imidlertid igen åbnet, under ledelse af Præsident
George Albert Smith, med Edward La Vaun Clissold som Præsident.12.
Den femte Præsidents død
Ved oktober-konferencen 1901 holdt Præsident Snow "en pragtfuld åndelig tale". Fire
dage senere meddelte Deseret News for 10. oktober med store typer: "Offentligheden
vil blive højligt chokeret over at høre, at Præsident Lorenzo Snow, Kirkens femte
Præsident ... afgik ved døden i sit hjem i Bee Hive House klokken 3.35 i eftermiddag."
Ved begravelseshøjtideligheden den 13. oktober var Tabernaklet fyldt til trængsel.
En højtidelighedens ånd ledsagede de musikalske indslag, og hver eneste taler bar

Side 396
vidnesbyrd om sin elskede Præsidents storhed "Jeg har kendt Præsident Snow siden
før Profeten Joseph Smiths død", sagde Brigham Young, jun. "Skønt jeg kun var dreng,
erkendte jeg i denne mand en kraft, som var født af den Helligånd ... Det store værk
som han har udført i de sidste tre år, vil leve i Kirkens historie, og vil vise denne mands
storhed og udøvende og finansielle dygtighed."13.
Præsident Snows lig blev ført til Brigham City, hvor det blev lagt til hvile søndag
eftermiddag, på begravelsesdagen. Tusinder af hellige og gode venner fra det nordlige
Utah samledes ved graven for at udtrykke deres kærlighed og hengivenhed for deres
afdøde profet, seer og åbenbarer.
Noter
1. Nibley, Presidents of the Church, pp.174, 175.
2. Eliza R. Snow, Correspondance of Palestine Tourists, pp. 1, 2, 260.
3. Nibley, op. cit., p. 201; Roberts, op. cit., p. 356.
4. Nibley, op. cit., pp. 201, 202.
5. Roberts, op. cit., p. 357.
6. Nibley, op. cit., pp. 204, 205.
7. Era, Vol. II, pp. 792-795; Roberts, op. cit., pp. 258, 359.
8. Era, Vol. II, p. 800; Roberts, op. cit., pp. 359, 360; Nibley, op. cit., p. 205.
9. Idem.
10. Ibid., pp. 211-215.
11. Jenson, Encyc. Hist., pp. 373, 374; se 87. kap. i denne bog; Era, Vol. XXXIX, nr.
11, 1936.
12. Bemærk: Den 23. juli 1951 blev Guam, Okinawa og Phillipinerne inddraget i
den japanske mission, men i august 1955 blev den delt i den North Far East og
South Far East mission.
13. Nibley, op. cit., pp. 217-221.

Et liv med tidlige prøvelser
86. Kapitel
Præsident Joseph F. Smiths administration
Side 397
Joseph F. Smith, som kom ind i denne verden midt under forfølgelserne i Missouri, var
født som søn af Hyrum og Mary Fielding Smith den 13. november 1838 i Far West,
Missouri. Da han kun var nogle få måneder gammel, og medens hans fader sad i
fængslet i Liberty Fængslet, blev han og hans søskende og deres syge moder drevet ud
af Missouri ved de pøbelforfølgelser, der er omtalt i kapitel 41-43. I september 1846, da
han var syv år gammel, blev hans moder, der nu var enke, og hendes familie, heriblandt
fem børn af Hyrums første ægteskab, tilligemed resten af de hellige i Nauvoo, drevet
over Mississippi-floden ind i Iowa, hvor de blev tvunget til at slå lejr i flere dage uden
mad eller husly. To år senere, 1848, forlod denne enke og hendes familie Winter
Quarters på deres trosprøvende rejse til Rocky Mountains, efter at hun havde skaffet
det nødvendige udstyr.
Om sin faders tidlige liv skriver Joseph Fielding Smith: "Skønt han kun var en dreng
på ni år, kørte han et oksespand tværs over sletterne fra Missouri-floden. 1 1852 døde
hans moder, Mary Fielding Smith, og to år senere, den 27. maj 1854, rejste han på
mission til Hawaii-øerne, da han kun var femten år gammel."1.
Seksten år gammel skrev han følgende vidnesbyrd til Apostel George A. Smith: "Jeg
ved, at det værk jeg er optaget af, er den levende og sande Guds værk. Jeg er rede
til at bære vidnesbyrd om dette til hver en tid eller på hvilket sted eller under hvilke
omstændigheder jeg bliver anbragt; og jeg håber og beder, at jeg altid kan vise mig
trofast til at tjene Herren, min Gud ... Min bøn er, at vi må holde trofast ud til enden og
tilsidst blive kronet i Guds rige sammen med dem, som er gået forud for os."2.
Andre missionærkaldelser
Den 5. april 1859, i en alder af tyve år, ægtede Joseph F. Smith Levira A. Smith. Et år
senere påbegyndte han sin anden mission, denne gang til England. Medens han var
ude, besøgte han Danmark såvel som de største byer i Frankrig og andre steder af
interesse. I september 1863 kom han hjem, men ikke for at blive. Den 1. marts 1864,
da han var femogtyve år gammel, drog han afsted på en tredie mission - han var blevet
kaldt tilbage til Hawaii-øerne.
Forberedelse til Præsidentskabet
Den 1. juli 1866, i en alder af otteogtyve år, blev han ordineret til apostel af Brigham
Young. Fra 1874 til 1875 præsiderede han over den europæiske mission. Og i april
1877 vendte han igen tilbage til Europa, men i august blev han kaldt hjem på grund
af Præsident Youngs død. Søndag den 10. oktober 1880 blev han, i en alder af
enogfyrretyve år, opretholdt som anden rådgiver til Præsident John Taylor. Ni år senere
blev han ved april-konferencen 1889 valgt til anden rådgiver til Præsident Wilford
Woodruff.
I denne egenskab virkede han i mere end ti år, indtil 13. september 1898, da
han blev kaldet som anden rådgiver til Præsident Lorenzo Snow. Ved Præsident
Snows død blev han valgt til Kirkens Præsident den 17. oktober 1901, i en alder af

Side 398
treogtresindstyve år. Hans rådgivere var John R. Winder og Anthon H. Lund. Ved en
særlig konference i Kirken, afholdt i Tabernaklet den 10. november 1901, blev han
opretholdt af præstedømmet og derefter af de forsamlede medlemmer.
Myndighed om læresætning
Skønt der er skrevet bøger til Præsident Smiths karakters og resultaters pris, kan
denne korte gennemgang kun anføre nogle få af dem. Joseph F. Smith kom til
Præsidentskabet ualmindelig godt kvalificeret; han var "kommet op gennem det
hele" fra han var barn i Far West og til Kirkens Præsidentskab. Han havde rejst
vidt omkring, havde forkyndt evangeliet i mange lande, havde tjent som en af
Kirkens Generalautoriteter i femogtredive år, og desuden havde han været i Kirkens
Præsidentskab i enogtyve år.
Da hans kaldelse kom, var han ualmindelig kraftig af sind, legeme og ånd, og med
mesterlig forståelse fortolkede han Guds riges lærdomme. Fem år efter at han var
blevet Præsident, betalte han de sidste 207.000 dollars (ca. 1.400.000 kroner) af den
million dollars obligationer, som Kirken skyldte; og ved den næste konference, den 5.
april 1907, meddelte han glad sit folk: "Idag skylder Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages
Hellige ikke en dollar, som den ikke kan betale med det samme ... Vi er i stand til at
betale kontant. Vi behøver ikke at låne mere, og vi vil ikke behøve det, hvis de sidste
dages hellige fortsat lever deres religion og overholder tiendeloven."3.
Det var under hans ledelse, at de Halvfjerds' Første Råd mandag morgen den
2. august 1902 åbnede et et-værelses informations-bureau på Tempelpladsen, som
berettet i 82. kapitel i denne bog.
I 1903 betalte Kirken 4000 dollars (28.000 kroner) for det gamle Carthage Fængsel,
og den næste april købte den ti hektarer af de oprindelige femogtyve, som var blevet
købt af Joseph Smith i 1831 i Independence, Missouri. Adskillige andre betydningsfulde
ejendomme blev også sikret omkring denne tid, herunder tempelgrunden i Far West,
Missouri.
Monument for grundlæggeren af S. D. H. Kirke
I 1905 sikrede Præsident Smith sig, gennem sin udvalgte agent, Junius F. Wells,
"Memorial Farm" på 26 hektarer, omfattende Joseph Smiths fødested; imidlertid var
farmen i 1907 blevet udvidet til 120 hektarer. I sommeren og begyndelsen af vinteren
1905 ledede ældste Wells rejsningen af den største polerede granitsøjle i verden
- 38x/2 fod - en fod for hvert år af Profetens liv. Det færdige monument er 50 fod
10 tommer højt (151/4 meter) og vejer næsten 100 tons, søjlen selv vejer 39 tons.
Seksogtyve meter mod syd og vest, står, i den nyligt byggede hytte, den gamle arnesten
fra Smiths hjem. Den står foran ildstedet i dagligstuen nøjagtigt hvor den stod, da
den lille Joseph på en mørk decemberdag for første gang blev vugget foran ildstedets
gloende varme. "Ja, arnestenen står rigtigt hvor den stod", erklærede Junius F. Wells
i sin mindetale. "Kappen er blevet bygget omkring den."
En særlig Pullman vogn førte Præsident Joseph F. Smith og hans selskab på
femogtyve af Kirkens ledende mænd og fem andre til Profetens fødested, hvor
Præsident Smith den 23. december 1905 - hundrede år efter Josephs fødsel - indviede
det smukke monument, Mindehytten og den omliggende jord. Henvisende til hytten og
det nyligt oprettede informationsbureau i den, bad han: "Må de, som dvæler her, eje
lysets og sandhedens ånd i deres hjerter. Må deres sjæle brænde af kærlighed for den

Side 399
menneskelige families frelse, og må de gøre sig store anstrengelser for at tjene dem,
der kommer ... at de kan blive hjulpet i deres søgen efter det, som kan ophøje dem og
føre dem tilbage til din nærhed."4 Sagen Roberts og Smoot
I december 1899 blev Brigham H. Roberts med stort flertal valgt ind i
Repræsentanternes Hus, men på grund af den kendsgerning, at han var polygamist,
nægtede Repræsentanternes Hus i januar næste år, med 244 stemmer mod 50, at
give ham sæde i Kongressen. Tre år senere, den 20. januar 1903, blev Reed Smoot,
medlem af de Tolv Apostles Kvorum, valgt ind i de Forenede Staters Senat. Øjeblikkelig
var der fjendtlige partier i forskellige dele af nationen, som bønfaldt Senatet om at føre
den samme kurs imod Reed Smoot, som Huset havde ført imod B. H. Roberts.
Senatet bestemte imidlertid at lade Reed Smoot tage sæde før forhandlingerne
begyndte; derefter begyndte i januar 1904 en af de længste, mest anstrengende
forhandlinger, der nogensinde er ført af forbundsregeringen. Midt under 'disse
forhandlinger tilbragte Præsident Smith, Apostel James E. Talmage og mange andre
ledere fra Utah - kirkelige og statslige - uger med at afgive vidnesbyrd, der beviste
for Senatet, at S.D.H.Kirken holdt de løfter, der var afgivet til verden i "Manifestet",
og at Reed Smoot ikke var polygamist. Til sidst gav Senatet Reed Smoot tilladelse til
at indtage sit sæde.' Senere blev han en af de fremragende ledere i Senatet, og fik
undskyldninger fra mange, som havde opponeret imod ham under forhandlingerne.
Besøg til de europæiske missioner
I 1906, kort efter afslutningen af forhandlingerne om Reed Smoot, rejste Præsident
Smith sammen med et selskab af Kirkens autoriteter vidt omkring i Europa, og da dette
var første gang en af Kirkens Præsidenter havde besøgt denne verdensdel, samledes
de hellige fra nær og fjern for at modtage Herrens ord og hilse på en sidste dages profet.
Medens Præsident Smith var i udlandet, gjorde han meget gennem tale og presse til
at dæmpe de fordomme, som var opstået over Smoot-undersøgelsen.
Byggeprogrammet udvides
Under sin administration påbegyndte Præsident Smith et enestående byggeprogram
- Bishop's Building, Hotel Utah, Kirkens Kontorer, L.D.S. Hospital, Deseret Gymnasium,
Alberta Templet, Måge-monumentet, Hawaii-Templet og utallige andre bygninger og
mødehuse i warder, stave og missioner.
Frygtløs i sit vidnesbyrd
Frygtløs i sit vidnesbyrd tøvede Præsident Smith ikke med at erklære for sit folk: "Jeg
kendte Profeten Joseph i min ungdom. Jeg kendte hans hjem, hans sønner og hans
øvrige familie. Jeg har siddet på hans knæ. Jeg har hørt ham prædike ... Fra min
barndom til min ungdom troede jeg, at han var en Guds Profet. Fra min ungdom og til
nu har jeg ikke blot troet, at han var en Profet, for jeg har vidst, at han var det. Med
andre ord fortrængte min kundskab min tro."6
Ved en anden lejlighed bevidnede han: "Jeg ved, at min Forløser lever ... Jeg har
vidnesbyrdet om Guds Ånd i mit eget hjerte, hvad der overgår alle andre beviser, for det
beretter for mig, til selve min sjæl, om eksistensen af min Forløser, Jesus Kristus."7.
Periode med velvilje

Side 400
I de senere år af Præsident Smiths fremragende administration ophørte meget af den
uberettigede forfølgelse, som havde varet et århundrede. I stedet for denne vidtstrakte
misforståelse indvarsledes en temmelig tilfredsstillende periode med velvilje og udbredt
venskab - en æra, som spirede og blomstrede i Præsident Smiths tid, men frembragte
rigelige frugter i de administrationer, som er fulgt efter.
Et strålende syn
Den 3. oktober 1918, seks uger før Præsident Smiths død, gav Gud ham et
bemærkelsesværdigt syn, hvoraf en del var følgende: "Min forstands øjne åbnedes, og
Herrens And hvilede på mig, og jeg så de døde hærskarers ånder, både små og store."
I denne uhyre skare så han de retfærdiges ånder, som var døde før Kristi tid, og som
ivrigt ventede på, at Kristus skulle vise sig for dem efter sin korsfæstelse for "at forkynde
deres forløsning fra dødens bånd." Han så den korsfæstede Forløser komme hen til
denne ventende skare; med få ord hørte han Kristus fortælle dem, at deres forløsning
var nær for hånden: "Deres ansigter strålede og Herrens stråleglans hvilede på dem,
og de sang pris til Hans hellige navn ... " Blandt "de store og mægtige, som var samlet
i denne uhyre store forsamling af retfærdige, var Fader Adam, den Gamle af Dage og
alles fader, og vor strålende Moder Eva, sammen med mange af sine trofaste døtre,
som havde levet ned gennem tiderne og havde dyrket den sande og levende Gud."
Præsident Smith så også de gamle profeter og patriarker fra det Gamle Testamentes
tid såvel som de "profeter, som boede blandt nephiterne". Han så, at de "blandedes
med denne uhyre store skare og ventede på deres befrielse, for de døde havde set på
den lange adskillelse mellem deres ånder og deres legemer som et fængsel. Herren
belærte dem og gav dem magt til at komme frem efter hans opstandelse fra de døde,
til at komme ind i Hans Faders rige, for der at blive kronet med udødelighed og evigt
liv, og derefter fortsætte deres arbejde, som det var blevet lovet af Herren, og få del i
alle de velsignelser som er holdt i beredskab til dem, som elsker ham.
Profeten Joseph Smith og min fader Hyrum Smith, Brigham Young, John Taylor,
Wilford Woodruff og andre udvalgte ånder, som var beregnet til at komme frem i tidens
fylde for at tage del i grundlæggelsen af det store sidste-dages værk ... Jeg bemærkede,
at de også var iblandt de ædle og store, som var udvalgt i begyndelsen til at være
herskere i Guds Kirke. Selv før de blev født modtog de, sammen med mange andre,
deres første lektier i åndeverdenen, og blev forberedt til at komme frem i Herrens rette
tid for at arbejde i Hans vingård til menneskesjælenes frelse.
Jeg så, at de trofaste ældster i denne forvaltning, når de forlod det jordiske liv,
fortsætter deres arbejde med at forkynde evangeliet om omvendelse og forløsning,
gennem Guds Enbårne Søns offer, blandt dem, som er i mørke og under syndens
trældom i de dødes ånders store verden. De døde, som omvender sig, vil blive forløst,
gennem lydighed mod ordinanserne i Guds hus, og efter at de har betalt straffen for
deres overtrædelser og er vasket rene, vil de modtage en belønning i forhold til deres
gerninger, for de er arvinger til frelse.
Således blev synet om de dødes forløsning åbenbaret for mig, og jeg beretter dette,
og jeg ved, at denne beretning er sand, gennem vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi
velsignelse, så ske det, Amen."
Dette syn, som blev overgivet til det Første Præsidentskab og de Tolv Apostle den
31. oktober 1918, blev godkendt af dem bærende åbenbaringens ord til Kirkens.
"At holde mit ord"

Side 401
I Præsident Smiths sidste tale, den 10. november 1918 - nøjagtig på dagen sytten år
siden han blev Kirkens Præsident og tre dage før sin firs års fødselsdag - erklærede
han: "Uden noget andet at starte med i verden end min moders eksempel, kæmpede
jeg mig igennem med hårde knubs i mit tidlige liv ... Hvis der er noget jeg har prøvet
på at gøre lige så meget som noget andet, er det at holde mit ord, mine løfter, min
retskaffenhed, at gøre hvad der var min pligt at gøre."9.
Den sjette Præsident kaldt hjem
Fire dage efter Præsidentens firs års fødselsdag fik han et angreb af
lungehindebetændelse, som gik over til lungebetændelse. Han gik roligt bort tirsdag
morgen den 19. november 1918. På grund af en influenzaepidemi, som rasede i landet
holdt Kirken ikke nogen offentlig begravelse. Ikke desto mindre samledes tusinder af
venner til en højtidelighed i fri luft på byens kirkegård, hvor en midlertidig prædikestol
var blevet rejst, draperet i hvidt, med det amerikanske flag og Hawaii-græs. Blandt
andre ting sagde Præsident Heber J. Grant: "Når jeg står her ved hans grav, ønsker jeg,
mere end ord kan udtrykke, kraft og evne til at være lige så venlig, lige så omsorgsfuld,
lige så tilgivende, lige så tapper og ædel og sand, og i hver en gerning at vandre i hans
fodspor. Jeg kunne ikke bede om noget mere."10.
Tabernakelkoret sang, og Præsident Charles W. Penrose indviede graven.
Noter
1. Des. News for 28. juni 1918, Nibley, The Presidents of the Church, pp. 253, 254;
Joseph Fielding Smith, Ess. Ch. Hist., p. 624; denne bog side 323.
2. Nibley, op. cit., pp. 238, 239, 260, 261.
3. Conference Report, 5. april 1907, pp. 5, 6; Roberts, op. cit., pp. 420, 421.
4. Des. News, 28. juni 1918; Era, august 1918; Nibley, op. cit., pp. 251-255;
Proceedings at the Joseph Smith Monument, Historieskriverens Bibliotek.
5. Roberts, op. cit., pp. 390-402.
6. Nibley, op. cit., pp. 256, 257.
7. Idem.
8. Joseph F. Smith, Gos. Doctrine, pp. 596-601.
9. Nibley, op. dt., p. 259.
10. Era, Vol. XXII, pp. 204, 205. Bemærkning om krigen: se pp. 164-167, Essentiala,
pp. 634, 635, 648-651.

Et begivenhedsrigt tidligt liv
87. Kapitel
Præsident Heber J. Grants administration
Side 402
Heber Jeddy Grant, Kirkens syvende Præsident, var født den 22. november 1856
som søn af Jedediah M. og Rachel Ivins Grant i familien Grants hjem, der lå på det
sted, hvor nu Z.C.M.I. ligger. Da han var ni dage gammel, døde hans fader, som var
anden rådgiver til Præsident Brigham Young og også borgmester i Salt Lake City, af
lungebetændelse i den tidlige alder af fyrretyve år.
Præsident Grant udtaler, at da han var en ung mand, holdt han meget af spillet
baseball, og han tilbragte mange timer dagligt med ihærdig boldtræning. Adskillige år
senere blev han valgt med på det hold, som vandt mesterskabet i Territoriet Utah. Han
gav sig så til øve sig i skønskrift, indtil han vandt førsteprisen på Territorial-Udstillingen,
og det blev sagt om ham, at han var den, der havde den fineste skrift i Utah. Da
University of Deseret lagde mærke til denne dygtighed, engagerede de ham til at
undervise i skønskrivning og bogholderi.
Da han var enogtyve år gammel, førte han sin elskede Lucy Stringham med
oksespand til St. George Templet, hvor de blev viet den 1. november 1877. I en alder
af treogtyve år blev han gjort til præsident for Zions Tooele Stav; ydermere blev han
to år senere, den 16. oktober 1882, femogtyve år gammel, valgt som medlem af de
Tolv Apostles Kvorum. Så snart han var ordineret til denne vigtige kaldelse, kæmpede
Satan bestandigt for at få ham til at tro, at han ikke var kvalificeret til at være vidne om
Jesus Kristus; følgelig burde han trække sig tilbage.
Profetiske vidnesbyrd
Heber J. Grant fortæller, at i februar 1883 gav Gud ham, medens han red til hest
tværs gennem Navajo-indianernes reservat i Arizona, en vidunderlig tilkendegivelse,
som overbeviste ham angående hans høje kaldelse. Han fik at vide, at Jedediah M.
Grant og Profeten Joseph Smith var medvirkende til at give Præsident John Taylor den
åbenbaring, som fik ham til at kalde ældste Grant til apostelskabet. Den kendsgerning,
at Hebers moder var blevet beseglet til Joseph Smith, før hun ægtede Jedediah M.
Grant, kunne være grunden til Profetens store interesse for Rachels søn.
Efter at have fortalt om denne tilkendegivelse, efter at han var blevet Kirkens
Præsident, bevidner Heber J. Grant: "Selve mit væsen var så gennemtrængt med den
oplysning, som jeg fik, da jeg standsede mit dyr og sad der og havde forbindelse med
himlen, at jeg er lige så absolut overbevist om den oplysning, som kom til mig ved den
lejlighed, som om Guds røst havde talt ordene til mig ... Jeg sad der og græd af glæde
... Jeg kan bære vidnesbyrd til jer i dag, at jeg ikke tror, at noget menneske på jorden
fra den dag, i februar 1883, og til nu har haft større glæde, mere fuldkommen og stærk
lykke, end jeg har haft, når jeg opløfter min røst og bevidner evangeliet hjemme og ude
i hvert land og hvert klima, hvor det er faldet i min lod at drage hen."1.
Præsident Grant fortæller et andet vidnesbyrd: "Da jeg var et meget lille barn - jeg var
min moders eneste barn - tog hun mig ved mange lejligheder med til Hjælpeforeningen.
En af disse dage talte søster Eliza R. Snow, lige før mødet sluttede, til mig ved hjælp

Side 403
af tungemålsgaven, og søster Zina D. Young udlagde det ... Min moder sagde ofte til
mig, da jeg var en ung mand, at hvis jeg ville opføre mig godt, ville jeg en dag blive en
af Apostlene,"2 hvad der var blevet forudsagt i det tungemål.
En anden forjættelse i tunger
Videre beretter ældste Grant: "Jeg var finansielt en ruineret mand for mange år siden ...
Min familie havde ikke noget hus at bo i.3 Min moders hjem var pantsat. Jeg kom hjem
en morgen klokken et - jeg arbejdede sædvanligvis til klokken elleve, tolv eller et for at
prøve at tjene nok penge til at betale renterne på min gæld. Ved en særlig lejlighed, da
jeg kom hjem klokken et om morgenen, sad min hustru, som nu er død, op ... og hun
var velsignet med tungemålsgaven, og da hun velsignede mig, græd jeg af glæde. Da
hun var færdig, sagde hun: 'Har du fortolkningen?' Jeg sagde: 'Nej.' Vi knælede ned og
bad om fortolkningen, og den var, at jeg skulle opleve at stryge enhver gæld jeg havde.
Jeg havde aldrig været på mission på det tidspunkt, men i den samme velsignelse
sagde hun: 'Du skal opleve at forkynde evangeliet i mange lande og i mange klimaer.'
Siden da har jeg opløftet min stemme på Hawaii-øerne, i det fjerne Japan, i England,
Irland, Skotland, Sverige, Danmark, Canada, Mexico, fra Portland, Maine, til Portland,
Oregon, fra den canadiske linie lige ned til Florida, og båret vidne om, at jeg ved, lige så
vel som at jeg lever, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at Joseph Smith var den sande
og levende Guds Profet, at det evangelium, der sædvanligvis kaldes 'Mormonismen',
virkelig er Herren Jesu Kristi evangelium, med hver gave, hver nåde, hver kraft og hver
velsignelse, som kunne nydes i tidligere dage!"4.
Oprettelsen af hjemme-industrier
Guvernør Heber M. Wells yder følgende hyldest til Præsident Grants ihærdige arbejde
med at oprette hjemme-industrier, herunder uldmøller, sukkerroer, sukkerfabrikker og
kooperative forretninger: "Reber J. Grant har været medvirkende til at oprette og
fremme grundlaget for flere succesfulde industrier og institutioner mellem bjergene,
end noget andet levende menneske."5.
Kaldet til at åbne den japanske mission
Som allerede berettet under Præsident Snows administration, blev Reber J. Grant den
14. februar 1901 kaldet til at åbne den japanske mission. Den 12. august samme år
ankom han og tre ledsagere - Louis A. Kelsch, Rorace S. Ensign og Alma O. Taylor
- til Yokohama, Japan, hvor ældste Grant den 1. september holdt den indvielsesbøn,
som åbnede døren til frelse for dette hedningefolk.
Sytten nationer hører hans vidnesbyrd
Efter at have tilbragt to år i Japan, blev Præsident Grant kaldet til at præsidere over den
europæiske mission. Han og hans familie ankom til Liverpool den 28. november 1903.
Ældste Preston Nibley, der tjente som missionær under Præsident Grant, skriver: "Jeg
kan bevidne, at han var en vidunderlig og inspirerende Præsident ... var utrættelig i sit
arbejde ... Hans forekommende og venlige væsen vandt tusinder af venner for ham og
Kirken. Missionærerne elskede og ærede ham for hans strålende ledelse."6.
"På fem år og fem måneder," beretter Deseret News, "fra Pionerdagen i 1901 til den
25. december 1906, opløftede Præsident Grant sin røst i 17 lande. De rangerede lige

Side 404
fra England til det fjerne Japan. Siden dengang har han føjet Canada, Mexico og alle
dele af de Forenede Stater til sin liste."7.
Kirkens Præsident
Efter fireogtredive år som apostel blev Heber J. Grant den 23. november 1916
- lige en dag efter sin tres års fødselsdag - opretholdt som Præsident for de Tolv
Apostles Kvorum. To år senere, den 23. november 1918, blev han beskikket som
Kirkens Præsident. Den planlagte konference i april 1919 blev, på grund af en
influenza-epidemi, udsat til 1. juni 1919, på hvilket tidspunkt Heber J. Grant og de andre
General-Autoriteter i Kirken blev opretholdt.
Tre templer indviet
Indenfor en periode af otte år indviede Præsident Grant tre S.D.H.templer: Hawaii, den
27. november 1919, som havde kostet 256.000 dollars (ca. 1.750.000 kroner), grunden
var indviet fire år tidligere af Præsident Joseph F. Smith; Alberta, den 26. august 1923,
kaldt "million dollar-templet", grunden ligeledes indviet af Præsident Smith ti år tidligere;
Arizona, den 23. oktober 1927, i Mesa, det havde kostet 800.000 dollars (5112 million
kroner), og lå på den grund, som Præsident Grant havde indviet den 23. november
1921. Et fjerde tempel, Idaho Falls, blev påbegyndt den 19. december 1939 og var nær
sin fuldførelse, da Præsident Grant døde.8.
En ivrig tempelarbejder
I mange år besøgte Præsident Grant og hans familie og nære venner Salt Lake Templet
en eller to gange om ugen og udførte tusinder af ordinanser for deres afdøde slægt.
Forfatteren til denne bog og hans hustru deltog ofte i disse hellige udflugter såvel som
i de middagsselskaber, som Præsidenten gav for denne gruppe på Hotel Utah.
Udvider Kirkens ejendomme
Som berettet i 8. kapitel i denne bog købte Præsident Grant Cumorahhøjen og indviede
Moroni-monumentet; han indviede også kirkegården og dens smukke monument
i Winter Quarters, Nebraska, som fortalt i 62. kapitel. Peter Whitmers hjemsted
- Kirkens fødested - blev erhvervet såvel som den 20 hektar store grund i Harmony,
Pennsylvania, hvor Profetens hjem engang var - det sted, hvor det meste af Mormons
Bog blev oversat. Det var her, ved bredden af Susquehanna-floden, at det aronske og
det melkisedekske præstedømme blev gengivet.
Organiserer Velfærdsplanen
Under april-konferencen i 1936 organiserede Præsident Grant Kirkens højst tiltrængte
og meget omtalte velfærdsplan. Om dette store udstrakte program beretter Albert E.
Bowen af de Tolvs Råd: "Man kan sikkert sige, at en fuldendt efterleven af den lov, der
styrer denne plan og praktiseringen af de principper den omfatter, ville gøre overgangen
til organiseringen af den Forenede Orden ikke altfor vanskelig."9.
Hædret af forretningsforbindelser

Side 405
Den 22. november 1938 blev der på Hotel Utah afholdt en stor, borgerlig fest for at
fejre Præsident Grants toogfirsindstyve års fødselsdag. Denne fest blev af aviserne
omtalt som "en udsøgt fest, som fem hundrede ledende forretningsfolk og borgerlige og
religiøse ledere havde stået fadder til; af industrifolk og forretningsledere fra mange af
de største sammenslutninger i nationen ... blev der ydet hyldest af talere og budskaber
kom fra øst og vest ... receptionssalen var smukt dekoreret ... mange scener fra
Præsidentens tidligere liv blev vist i billeder; og over banketbordet var der hængt et
meget stort billede af Præsidenten som 82-årig ... En mere udsøgt fest er aldrig blevet
afholdt i Salt Lake City. Ingen udgift eller anstrengelse var blevet sparet af komiteen
af prominente Utah-borgere for at gøre det til en passende hyldest til deres 'ledende
borger'.
I tilgift til de hyldester, der blev ydet Præsident Grant ved den lejlighed, blev der læst
uddrag af et antal telegrammer og breve med tak og lykønskninger" fra nogle af landets
største jernbane- og mineindustrier, banker og forsikringsselskaber, også en særlig
lykønskning fra Charles G. Dawes, tidligere vicepræsident for de Forenede Stater. Da
Heber J. Grant i femten år havde tjent som direktør for Union Pacific Railroad, ydede
dette selskab ham en særlig hyldest.
Som et tegn på respekt for hans dygtighed i forretningssager og tjeneste i Kirken
forærede Præsident Grants medarbejdere i løbet af festaftenen ham en kobberkiste
indeholdende 1000 sølvdollarstykker.10.
Den syvende Præsident går bort
Tirsdag den 15. maj 1945 bragte Salt Lake-aviserne helsides billeder med meddelelse
om Præsident Heber J. Grants død mandag aften den 14. maj. Deseret News for 15.
maj skriver i sin leder: "En stor, en ædel, en retfærdig ånd er gået bort, gået til et liv
efter dette, et liv, som var lige så virkeligt og sandt for ham som det liv, han levede
her ... Gud dannede ham i hjerte og sind og legeme, i dygtighed, i erfaring og i visdom
... Han levede dette liv således, at der ikke findes noget mørkt sted, som han måtte
trække et slør for. Hans liv havde intet, der kunne gøre ham forlegen, intet at skjule,
intet som han måtte skamme sig over ... Han var loyal så meget, at det næsten var en
fejl; han var uforlignelig gavmild ... Visdom og inspiration og åbenbaring kom fra Gud
selv for at lede ham i hans guddommeligt kaldede arbejde."
Således døde Kirkens syvende Præsident - otteogfirs år gammel - som en Guds
tjener, der energisk havde givet et helt liv til sine medmennesker.
Præsidentens begravelse
På den øverste halvdel af forsiden af Deseret News for 18. maj 1945 er et stort
billede af de sørgende og af blomsterudsmykningen i Tabernaklet ved Præsidentens
begravelse. På den nederste del af siden er billedet af seks embedsmænd fra Union
Pacific Railroad, som kom fra forretningscentre i Amerika for at overvære begravelsen.
I tre timer på to på hinanden følgende dage før begravelsen gik omkring femten
tusind mennesker ærbødigt forbi Præsidentens kiste, der var omgivet af smukke
blomster og stod i den rummelige hall i Kirkens kontorbygning.
En time eller mere før begravelsen fredag den 18. maj kl. 12.15 var Tabernaklet fyldt
til trængsel. Tusinder af andre sørgende samledes på spadserestierne og plænerne
for at deltage i højtideligheden ved hjælp af højttalere.

Side 406
Den uhyre skare, de ødsle blomsterhilsener, den smukke musik såvel som de
hengivne vidnesbyrd fra tre talere - George Albert Smith, Præsident for de Tolvs
Kvorum, David O. McKay, anden rådgiver til Præsident Grant, og første rådgiveren,
J. Reuben Clark, Jr. - alt bar vidnesbyrd om en af Guds tapre tjeneres bortgang. På
forhøjningen sad alle Generalautoriteterne.
Efter højtidelighedens afslutning samledes tusinder af venner på byens kirkegård,
hvor ældste Antoine R. Ivins fra de Halvfjerds' Første Råd indviede den
blomstersmykkede grav.
Noter
Bemærkning om krigen under Præs. Grants administration: 29. kap.
Essentials, pp. 647-651.
1. Nibley, op. cit., pp. 282-286.
2. Des. News, 21. nov. 1931. Det er udelukkende helliget Heber J. Grant; Church
History Sunday School Lessons, 3. dec. 1933.
3. Heber J. Grant havde tre familier ved tre hustruer; portrætter findes i Era, Vol.
XXXIX, p.681.
4. Des. News, 21. nov. 1931; Church History Sunday School Lessons,#10. dec.
1933; Era, Vol. XXXIX, nr. 11, 1936; dette nummer af Era, som er helliget Heber
J. Grant, indeholder mange af hans vidnesbyrd og billeder.
5. Ibid., p.689.
6. Ibid., pp. 690, 691; 85. kap. i denne bog fortæller om hans mission til Japan;
Nibley, op. cit., p. 306.
7. Des. News, 15. maj 1945; Nibley, op. cit., pp. 314, 315.
8. Om billeder og indvielseshøjtideligheder, se Lundwall, Temples of the Most High,
pp.147-187.
9. Albert E. Bowen, "The Church Welfare Plan", L. D. S. Gospel Doctrine Lessons,
1946, p.146.
10. Des. News, 15. maj 1945. Præsident Grant gav til gengæld de tusind dollars
til Kirkens Primary Organisation. Primary solgte så sølvdollarstykkerne til
enkeltpersoner, til warder eller stave for hundrede dollars stykket, og de blev
brugt til at finansiere Primary's Børnehospital.

Forsvarer et godt navn
88. Kapitel
Præsident George Albert Smiths administration
Side 407
Kirkens ottende Præsident, George Albert Smith, som var født i Salt Lake City den 4.
april 1870, var søn af John Henry Smith og Sarah Farr og oldesøn af John Smith, en
broder til Profetens fader.
Ældste Smith fortæller, at hans liv i høj grad var påvirket af et oprigtigt ønske om
at ære sine gudfrygtige forfædre, specielt sin bedstefader George Albert Smith, hvis
navn han bar. "Det har betydet meget for mig", udtalte han. "Jeg har haft det hellige
navn at tage vare på".
En nat drømte han, at hans bedstefader kom til ham og spurgte: "Jeg vil gerne
vide, hvad du har gjort ved mit navn?" Til dette svarede han stolt: "Jeg har aldrig
gjort noget med dit navn, som du behøver at skamme dig over." Fra den dag, siger
Præsident Smith, "besluttede jeg, at jeg aldrig ville gøre noget, der kunne skade hans
gode navn."1.
Elev af Karl G. Maeser
Efter sin første uddannelse i Salt Lake Citys skoler frekventerede George Albert
Brigham Young Akademiet i Provo, Utah, hvor han kom under oplæring af den store
pædagog Karl G. Maeser, som lærte sine elever, at "Ikke alene vil I blive holdt
ansvarlige for de ting, I gør, men I vil også blive holdt ansvarlige for de tanker I tænker."2
Atten år gammel gik han på University of Utah, og det næste forår blev han rejsende
repræsentant for Z.C.M.I.
Den 25. maj 1892 ægtede han i Manti Templet Lucy Emily Woodruff, et barnebarn
af Præsident Wilford Woodruff. En uge senere sagde han farvel til sin unge hustru og
rejste på mission til de sydlige stater, hvor hans hustru sluttede sig til ham, efter at han
var blevet missionssekretær.
Valgt til apostel
Den 6. oktober 1903 blev han opretholdt som medlem af de Tolv Apostles Kvorum,
hvad der opfyldte en patriarkalsk velsignelse, han havde fået som tolv års dreng. 1
1907 sikrede han Kirken Joseph Smith, Sen.s gamle hjemsted, herunder den Hellige
Lund fra det første syn.
Da George Albert Smith har udført utallige ting, kan forfatteren i dette kapitel
kun nævne nogle få af dem, og disse kun delvis. Fra 1919 til 1921 præsiderede
han over den europæiske mission. Efter at han var vendt hjem, blev han gjort
til general-præsident for Y.M.M.I.A., hvad han var fra september 1921 til januar
1935. I maj 1925 blev han i Swampscott, Massachusetts, valgt til vicepræsident for
fjerde gang for den Amerikanske Revolutions Sønner. Kort derefter skrev han i sin
dagbog, at han havde rejst 22.000 miles (35.000 km) siden januar. Det næste år
var han og Præsident Heber J. Grant i de østlige stater, hvor de overværede de
amerikanske drengespejderes national-konvent. Under hans personlige ledelse blev

Side 408
der i Tabernaklet opført et stort historisk skuespil enogtyve aftener for omtrent 200.000
mennesker, til ære for hundredeårsdagen for Kirkens organisering den 6. april 1830.
Berømt som spejder
Den 6. januar 1932 blev ældste Smith belønnet med Sølvbæveren for "fremragende
tjeneste for at fremme spejderarbejdet"; desuden fik han ved de amerikanske
drengespejderes national-konvent i april 1934, i Buffalo, New York, overrakt den
højeste belønning, som spejdere kan opnå - Sølvbøflen, på grund af sit ".fremragende
og fortjenstfulde arbejde for drengene".
Præsident for Kirken
Lucy Emily Woodruff, Ældste Smiths hustru, døde den 5. november 1937 i Salt Lake
City, Utah. En måned senere blev han kaldt til at rejse en tur til missionerne i det sydlige
Stillehav. Efter en meget succesrig rejse på 43.000 km sammen med Rufus K. Hardy
og Matthew Cowley og deres familier, vendte han hjem den 14. juli 1938.
Kort efter at Præsident Rudger Clawson af de Tolvs Råd var død, blev George
Albert Smith den 8. juli 1943 valgt til at indtage hans plads; og to år senere blev han,
efter Præsident Heber J. Grants bortgang, beskikket til at præsidere over S.D.H.-Kirken
som dens ottende Præsident, den 21. maj 1945. Han valgte de samme rådgivere, som
havde tjent under Præsident Grant - J. Reuben Clark, jr. og David O. McKay.
Tre måneder senere, den 23. september, indviede Præsident Smith Idaho Falls
Templet. Alle Kirkens Generalautoriteter overværede de fire højtideligheder den 23.,
24. og 25.; den sidste dag blev der afholdt to møder for at give plads for den store skare.
Hundrede-års festspil i 1947
Som en vigtig del af de mangfoldige hundrede-års festligheder i 1947 og til ære
for hvad grundlæggerne af "Zion i det Store Vestene havde udført, genoplivede
beundrerne af disse opbyggere af riget utallige pioneroplevelser i gribende skuespil
og udsøgte festspil. Højdepunktet af alle forestillingerne var to mægtige festspil - der
hver krævede tusind eller flere udøvende. Det første blev opført i Tabernaklet for
overfyldte huse i femogtyve aftener; derefter kom Den Forjættede Dal, fra den 21. juli
til 10. august - et stort frilufts-festspil, som opførtes på University of Utahs sportsplads.
Deseret News for 7. juni 1947 henviser til udgifterne ved disse festspil og fortæller, at
Tabernakelfestspillet alene - fortæpper, kostumer, belysning og andet udstyr - kostede
mere end halvtreds tusind dollars (ca. 350.000 kroner).
Verdensomspændende reklame
Sytten år før hundrede-års jubilæet var George Albert Smith, som var præsident for
Utah Trails and Landmarks Association, blevet udnævnt til at være overhoved for
bestyrelsen. Her er Preston Nibleys kommentar til det store monument "Dette er
stedet", som blev opført det år. "George Albert Smith, mere end noget andet menneske,
tilkommer det æren at have undfanget ideen til dette monumentale værk og at have
arbejdet trofast og flittigt mod mangfoldige hindringer og modarbejdelse for at få det
virkeliggjort."3.
Efterhånden som hundrede-års festlighederne nærmede sig udfordrede
fremtrædende aviser og tidsskrifter hinanden med grafiske billeder og stort opsatte

Side 409
artikler, der skildrede Utah-pionererne og deres utrolige resultater. Overalt i de vestlige
stater blev "Dette er stedet" til et ordsprog: "Dette er stedet" stod på ethvert førerbevis
i Utah for 1947; det blev klistret på vindspejlet på tusinder af vestlige biler; det blev
trykt på "125 millioner 3-cents frimærker, purpurfarvede, der viste Brigham Young, som
skuer ud over Saltsødalen og udtaler 'Dette er stedet'"4.
Guvernørernes konvent
Midt under hundrede-års festlighederne samledes femogfyrre guvernører og deres stab
fra de mange stater i Unionen, såvel som guvernørerne fra Hawaii og Alaska, fra 12. til
18. juli i Salt Lake City til deres niogtredivte årlige konvent. Under disse forhandlinger
var Præsident George Albert Smith vært for denne kongres ved en stående souper
i sit skyggefulde hjem og park i det sydøstlige Salt Lake City. En så mindeværdig
aften med venskabelige udvekslinger af hilsener og uindskrænkede komplimenter var
en epokegørende begivenhed - en komsammen, der blev kendt vidt omkring, og som
Kirkens ledere hundrede år tidligere næppe kunne have drømt om.
Pioner-karavane af camouflerede biler
Tidligt om morgenen den 14. juli 1947 forlod en karavane af tooghalvfjerds biler,
camouflerede med udskårne papstykker og billeder for at få dem til at ligne oksetrukne
overdækkede vogne, Nauvoo, ad den gamle Mormonvej til Salt Lake City, Utah.
Medlemmerne af dette iøjnefaldende selskab - 143 mænd, tre kvinder og to børn - var
efterkommere af 1847pionererne.
På grund af Utahs vidtstrakte reklamekampagne mødte hurraråbende skarer disse
moderne oksespand, efterhånden som de hastede vestpå fra by til by. Men det var
intet mindre end ovation, der mødte karavanen i Gering, Nebraska, hvor fyrretyvetusind
tilskuere jublede lystigt, da mormonernes "pionervogne" sluttede sig til Gerings
festparade gennem byen.
Den 22. juli 1947 - nøjagtigt hundrede år efter at de første pionervogne kom ind
i Saltsødalen - speedede disse sønner af Utah Pionererne deres motorvogne ud af
bjergene og ned gennem de jublende mure af tilskuere til Brigham Young Monumentet
for enden af Main Street, hvor de "spændte deres forspand fra", lavede aftensmad, og
lystigt deltog i en triumferende række af festligheder.5.
Det store monument afsløret og indviet
De imponerende festligheder ved afsløringen og indvielsen af det "Største monument
i verden", ja, i virkeligheden "femten monumenter i et", med "Dette er stedet"
udhugget øverst mod toppen af den centrale granitsøjle, var toppunktet for alle
festligheder i hundredeåret. I mange kilometers længde nedenfor mundingen af
Emigration Canyon blokerede den største skare i Utahs historie gaderne fra side til
side. Klokken halvti om morgenen - nøjagtigt på dagen et år efter, at han havde lagt
den første sten til monumentet - annoncerede Præsident Smith indledningsbønnen
ved viceformanden for Hundredeårs-jubilæets Exekutiv-Komite, dommer William
H. Reeder. Taler, udsendt over højttalere, blev holdt af Kirkens Præsidentskab
- George Albert Smith, J. Reuben Clark, jr., og David O. McKay. Derefter kom
afsløringsceremonien, anført af John D. Giles, sekretær for Monument-kommissionen.
Så vidt muligt blev de femten bronzegrupper afsløret af direkte efterkommere af
de helte, der var afbildet på monumentet. Da dette var til ende, opsendte Præsident

Side 410
George Albert Smith indvielsesbønnen. Guvernør Herbert B. Maw talte kort og oplæste
lykønskningsbudskaber fra de Forenede Staters Præsident, Harry S. Truman og fra
Præsident Miguel Aleman fra Mexico. Flere tusind drengespejdere, akkompagneret af
De Forenede Staters Marineorkester fra San Diego, California, sang for, da den uhyre
store skare sang The Star Spangled Banner og Home on the Range.
Andre talere var pastor Duane G. Hunt, første viceformand for
monument-kommissionen, pastor Arthur W. Moulton, tredie viceformand, og rabbi
Alva L. Luchs, femte viceformand. Monumentets billedhugger, Mahonri M. Young
- sønnesøn af Brigham Young - blev præsenteret, ligeledes den lokale arkitekt,
Taylor Woolley, og bygmesteren, Daniel McCarthy. Indvielsesbønnen blev holdt af
overhovedet for Unge Mænds Forening, formand for monumentets eksekutiv-komite,
George Q. Morris.
Universitetet tildeler doktorgraden
"En stor ære overgik Præsident George Albert Smith ved den synode, der
højtideligholdt hundredåret for grundlæggelsen af Utahs Universitet den 28. februar
1950, da han modtog en æresdoktorgrad i humaniora ... Dean O. Meredith Wilson
fra universitetskollegiet rejste sig og sagde: 'Hr. Præsident, må jeg forestille George
Albert Smith, tre gange Præsident for samfundene til udvikling af videnskabeligt
landbrug, i seksten år Præsident for Samfundet til Hjælp for Blinde, Grundlægger af og
Præsident for Foreningen for Utahs Pionerspor og Milepæle, Direktør for Foreningen
for Oregon-Sporets Mindesmærker, i tyve år i Hovedbestyrelsen for Drengespejderne
i Amerika og modtager af sølvbæveren og solvbøflen, i en generation leder i og nu
Præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og har rejst over halvanden
million kilometer i fredens interesse. Han har hjulpet med til at opbygge en levende
økonomi, helliget år til de handicappede, holdt en hengivenhed for pionerernes idealer
og resultater levende, og har sat sine anstrengelser ind på lederskabet af i morgen.
Som profet for medlemmerne af sin Kirke, alles rådgiver og ven, alle menneskers
tjener, er han i sandhed en Guds mand. For en livslang hengiven tjeneste for
sine medmenneskers velfærd, anbefaler jeg, at han belønnes med doktorgraden i
Humaniora, Honoris causa.'"6
Monumenter til ære for Brigham Young
Søndag den 28. maj 1950 blev der på Præsident Brigham Youngs fødested i
Whitingham, Vermont, indviet et tre en halv meter højt granitmonument til hans ære,
og ved afsløringshøjtideligheden blev han i høje toner prist "som et eksempel på flid og
praktisk virkende religion", afsløringen blev ledet af John D. Giles, eksekutivsekretær
for Foreningen for Utahs Pionerspor og Milepæle.7 Mere end tusind mennesker var
tilstede, da tre sønnedøtre og to sønnesønner af Præsident Brigham Young afslørede
monumentet. Efter flere taler indviede Præsident George Albert Smith monumentet.
Fire dage senere, den 1. juni, blev der på 149-årsdagen for Brigham Youngs
fødsel afholdt nogle særlige møder i rotundaen ved Regeringsbygningen, hvor en hvid
cararra-marmorstatue af Præsident Young i overnaturlig størrelse blev afsløret af hans
eneste levende barn, den enogfirsårige Mabel Young Sanborn.
Efter taler af guvernør J. Bracken Lee fra Utah, senator Carl Hayden fra Arizona og
de Forenede Staters Vicepræsident, Alben W. Barkley, holdt Præsident George Albert
Smith en kort tale og fremsagde indvielsesbønnen. Vicepræsident Barkley erklærede

Side 411
i sin tale: "Jeg er stolt over, at der i Statuehallen for altid vil stå denne Guds mand,
som var medvirkende til at oprette den slags civilisation, som eksisterer i det uhyre
territorium, hvor hans minde altid vil blive højt skattet."8
Præsident Smith slutter sig til sine medprofeter
Om aftenen på sin 81-års fødselsdag døde George Albert Smith i sit hjem i Salt Lake
City. Før livet ebbede ud, kunne han have udbrudt med Paulus: "Den gode strid har jeg
stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret."9 Den næste morgen, onsdag den
5. april 1951, fortalte de lokale blade i billeder og med store typer om hans bortgang.
Hans legeme, som lå på lit de parade i Kirkens kontorbygning fredag aften efter
generalkonferencen og igen lørdag morgen før begravelsen, blev taget i øjesyn af
tusinder, som gik langsomt forbi i to rækker, en på hver side af den lyserødt draperede
båre, der stod mellem volde af hvide blomster på en baggrund af grønt løv. Ved
hovedgærdet lå det amerikanske flag, og på hver side stod fire Ørnespejdere.
Mange yder deres hyldest
De syv talere, som udtrykte følelserne hos de tusinder af sørgende, som overværede
eller hørte begravelseshøjtideligheden lørdag eftermiddag den 8. april klokken to,
var Præsident David O. McKay, som præsiderede; ældsterne J. Reuben Clark,
jr., Spencer W. Kimball og Matthew Cowley, formand for Unge Mænds Forening,
Elbert R. Curtis, John F. Fitzpatrick, forretningsmand fra Salt Lake og en af afdødes
venner, samt Miss Irene Jones, en blind kvinde, der repræsenterede Samfundet
til Hjælp for Blinde. Specielle budskaber, telegrammer og resolutioner fra adskillige
nationale ledere, herunder Præsident Harry S. Truman, blev oplæst af Præsident
McKay. Tabernakelkoret leverede musikken til begravelsen. Bønnen blev holdt af den
Præsiderende Biskop LeGrand Richards, og velsignelsen af Præsident Richard L.
Evans af de Halvfjerds' Første Råd. Graven på byens kirkegård blev indviet af Winslow
Farr Smith, en broder til den afdøde.
Noter
Bemærk: Angående Anden Verdenskrig, se 29. kap.; Essentials, pp. 634,
635; 648651.
1. Nibley, The President of the Church, p. 337.
2. Ibid., p. 338.
3. Nibley, op. cit., pp. 366, 367.
4. Des. News for 25. juli 1947 viser billeder af frimærkerne.
5. Se Des. News fra 14. til 26. juli med utallige billeder.
6. Era, april 1950, p. 277; Des. News, 5. marts 1950.
7. Des. News, 4. juni 1950.
8. Ibid., 11. juni 1950.
9. 2. Tim. 4:7.

Hans fader pioner i Huntsville
89. Kapitel
Præsident david o. Mckays administration
Side 412
Ogden-dalen, der er berømt for sine krystalklare vandløb, grønne enge, frugtbare
agerland, og familien McKays hjem, ligger tyve kilometer øst for Ogden, Utah. Indenfor
grænserne af de omgivende bjerge lå det engang berømte "Ogdens Hole" - et skjult
mødested, hvor Peter Skeen Ogdens skæggede pelsjægere plejede at bytte stakke af
bæverskind med østlige handelsmænd og kaptajner for lastvognstog.
I sommeren 1867, to år før jernbanerne kom til Rocky Mountains, bragte David
McKay, der var femogtyve år gammel, sin seksten år gamle walisiske brud, Jennette
Evans, med sig til en nylig bygget bjælkehytte i sit pionerhjemsted i Ogden's Hole, nu
Huntsville, Utah.
En udfordring fremsat af Præsident Young
Ved en bestemt lejlighed, da Præsident Young besøgte de hellige i dette afsides distrikt,
tilrådede han viseligt: "Dette er et ideelt sted til at opdrage sidste dages hellige!" Af sit
fulde hjerte tog Jennette McKay mod Præsidentens udfordring og fødte ti børn - fire
drenge og seks piger - af hvilke hun opdrog otte til modenhed, alle trofaste sidste dages
hellige. Det tredie barn, født den 8. september 1873, blev opkaldt efter sin fader og sin
bedstemoder på fædrene side - David Oman McKay. Da han var syv år, blev hans fader
kaldt som missionær til Skotland, hvor han præsiderede over Glasgow Konference.
I Davids tiende år blev hans fader kaldt som biskop over Eden Ward, seks en halv
kilometer fra Huntsville, og to år senere blev han udnævnt til biskop over Huntsville
- en stilling, som han bestred i tyve år. Efter at være blevet afløst, blev han valgt til
højrådsmand og senere til patriark, og var aktiv i dette kald indtil sin død den 10.
november 1917 i Ogden, Utah.
"Dyrk jeres land - bevar jeres fødselsret"
I en biografisk skildring af David O. McKay, da han blev Kirkens Præsident, udtaler
ældste Richard L. Evans: "Det var som dreng i Huntsville, at han lærte den lektie at stå
tidligt op af sin kloge og nøjsomme fader ... Her, at Præsident McKay lærte at elske
markerne og lærte om problemerne og arbejderne på gården og om bondens levevis.
Det var her, at han lærte kærlighed til fine dyr, en kærlighed, som han aldrig har mistet
- heller ikke har han mistet kærligheden til denne første bondegårds land, den gård
som han og hans familie har beholdt lige til i dag - som han har sagt til andre: 'Dyrk
jeres land. Bevar jeres fødselsret; skat jeres gårde og marker højt, fjern jer aldrig for
langt bort fra jorden.
Præsident McKay dyrker stadig - når og hvis han kan - med stærke hænder sin
faders marker, sin barndoms marker ... Og der vil De, hvis byrden af hans officielle
pligter tillader det, i markerne finde en høj, bredskuldret herre i arbejdstøj, som passer
en hest eller forandrer et vandløbs retning, eller sidder på en plov eller en slåmaskine
eller en harve. Og selv på afstand ville man ikke kunne undgå at genkende David O.
McKays høje, ranke skikkelse. Og der er de føl og heste, som han har lært at adlyde
sin stemme ... ".

Udendørs fritidssyssel hans hobby
Side 413
"Fra sine Huntsville-dage har han bragt med sig en livslang kærlighed til ridning,
svømning, fiskeri, vandresport, baseball og andre sportsgrene. Et billede af ham
som missionspræsident viser ham i færd med at slå hestesko på i London. Han var
medlem af det første officielle fodboldhold ved Utahs Universitet i 1894."1 Da han
tog eksamen fra Normalskolen i 1897, valgte hans medstudenter ham til præsident
for deres klasse og til at holde afskedstalen. Under en fodboldkamp syvogtredive år
senere på Thanksgiving Day på Universitetets stadion, overrakte Utahs Universitets
Atletikforbund - da der ikke blev uddelt diplomer, medens David O. McKay var på
Universitetets sportshold - David O. McKay hans "U"-diplom.
Missionær - Apostel
I en alder af treogtyve år blev David O. McKay ordineret til halvfjerds og kaldet som
missionær til Storbritannien. En uge senere, den 7. august 1897, sagde han farvel til
sine kære, specielt til Miss Emma Ray Riggs, hans universitetsveninde og forlovede
- en talentfuld ung kvinde, som et år senere blev medlem af afgangsklassen i 1898
ved Utahs Universitet. Under den sidste halvdel af ældste McKays mission i Europa
præsiderede han over Glasgow Konferencen, hvor hans fader havde præsideret tyve
år tidligere. Kort efter at være kommet hjem den 10. september 1899 blev han valgt
til instruktør ved Weber Stake Akademiet, og den 17. april 1902 blev han kaldet til
at præsidere over denne institution, en stilling han beholdt til foråret 1908. Medens
han underviste på akademiet, blev han og Emma Ray Riggs viet i Salt Lake Templet
den 2. januar 1901 af apostel John Henry Smith. Fem år senere blev han, ved april
konferencen 1906, opretholdt som medlem af de Tolv Apostles Råd.
Oversigt over hans mange kaldelser
I oktober 1906 blev han gjort til anden assisterende leder for Deseret
Søndagsskole-Union og medlem af Kirkens Undervisnings-Bestyrelse. I 1918 blev han
øverste leder for Søndagsskolerne. Under hans ledertid blev der i 1928 indført lektier
i pieceform i Søndagsskolerne, og i 1930 de kvartårlige lektier; og samme år blev
Juvenile Instructor forandret til Instructor. I 1908 udgav han The Ancient Apostles;
fra 1919 til 1921 var han Kirkens Undervisnings-kommissionær; i dette tidsrum rejste
han 100.000 kilometer på en tur til missionerne udenfor de Forenede Stater; 1921-22
var han medlem af bestyrelsen for Utahs Universitet; den 2. juni 1922 modtog han
en æresmagistergrad fra Brigham Young Universitet; fra 1922 til 1924 præsiderede
han over den europæiske mission; den 6. oktober 1934 blev han valgt til Anden
Rådgiver til Præsident Heber J. Grant; fra 1938-1947 var han Formand for Utahs
Jubilæums-Kommission; den 26. oktober 1940 lagde han hjørnestenen til Idaho Falls
Templet; 1940-41 var han medlem af bestyrelsen for Staten Utahs Landbrugs-College,
1942 formand for Staten Utahs Rådgivningskomite for Amerikas Røde Kors så vel
som Formand for Utahs Råd for Børnesundhed og -beskyttelse; den 21. maj 1945
opretholdt og beskikket som Anden Rådgiver til Præsident George Albert Smith;
14. maj 1947 medlem af Newcomen Society. Medens han var formand for Utahs
Jubilæums-Kommission, overvågede han utallige aktiviteter i denne begivenhedsrige
periode; han var også en af talerne ved indvielsen af monumentet "Dette er stedet"
den 24. juli 1947.

Modtager en doktorgrad i jura
Side 414
På forsiden af Church Section af News for 11. juni 1950 findes billedet af Præsident
McKay; ved hans side står biskop Thorpe B. Isaacson, formand for bestyrelsen for
Utah State Agriculture College, Logan, Utah. Over ældste McKys hoved findes denne
hyldest: "Talsmand for kristen levevis belønnet med Æresdoktorgrad ved U. S. A. C."
Dette var en juridisk doktorgrad.
Hans guldbryllup fejres
Den 2. januar 1951 fejrede Præsident McKay og hans elskede hustru i hotel Utah
deres guldbryllup som seks levende sønners og døtres gæster (en søn er død); alle
disse sønner og døtre har taget eksamen fra Utahs Universitet, og fire har opfyldt
trofaste missioner. Et fotografi af dette lykkelige par findes på forsiden af Church
Section af News den 27. december 1950. Emma Ray McKay, som har taget eksamen
fra Cincinnatis Musik-konservatorium, sidder ved klaveret, og hendes mand står ved
hendes side.
Opretholdt som Kirkens Præsident
Skønt David O. McKay den 5. oktober 1950 var blevet beskikket som Præsident
for De Tolvs Råd, virkede han stadig som anden rådgiver til Præsident George
Albert Smith indtil Præsidentens død den 4. april 1951, på hvilket tidspunkt De Tolvs
Råd med ældste McKay som Præsident blev Kirkens præsiderende ledere, og ved
generalkonferencen den 9. april 1951 blev David O. McKay opretholdt som Kirkens
Præsident af præstedømmet og medlemmerne, der var forsamlet i Tabernaklet. Han
valgte som sine rådgivere Stephen L. Richards og J. Reuben Clark, jr.
Præsident McKay åbnede sit inderste hjerte for den store konferenceforsamling:
"Mine elskede medarbejdere, brødre og søstre: Jeg ville ønske det lå i min magt at
udtrykke og lade jer vide, hvorledes mine sande følelser er ved denne betydningsfulde
lejlighed. Jeg ville ønske, at I kunne se ind i mit hjerte og selv se, hvorledes disse
følelser er ... Ingen kan præsidere over denne Kirke uden først at være i harmoni med
Kirkens overhoved, vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Han er vort overhoved. Dette
er Hans Kirke. Uden Hans guddommelige vejledning og bestandige inspiration kan det
ikke lykkes for os. Med Hans vejledning, med Hans inspiration kan det ikke mislykkes
... Jeg lover jer højtideligt, at jeg skal gøre mit bedste for at leve således, at jeg kan
gøre mig fortjent til den Helligånds ledsagelse ... "2
Hædret af undervisningsledere
I årbogen "Who's Who" (den amerikanske "Blå Bog") er der få mænd i de
Forenede Stater, som har fået mere anerkendelse på det pædagogiske område end
David O. McKay. Efter sin afslutningstale efter tildelingen af universitetsgraden ved
eksamensafslutningen på Brigham Young Universitetet den 3. juni 1951 fik han en
hædrende omtale, der viste hans pædagogiske resultater. Universitetet der tildelte
ham Æresdoktorgraden i Humaniora. (Som læseren vil erindre, havde han allerede
modtaget tre college-grader).
Ti dage senere, den 13. juni, bragte Deseret News et billede af Præsident McKay,
som holdt den første tale til afgangsklassen ved Utahs Universitet. Under billedet

Side 415
findes en af hans forkyndelser: "Den mægtigste indflydelse til at lære vore børn at
værne om livet, at holde deres æresord, at få forøget respekt for den menneskelige
natur og kærlighed til retfærdighed, er lærerens liv og personlighed." Den samme avis
gengiver statsuniversitetets hædrende omtale, da det overrakte David O. McKay en
Æresdoktorgrad i Litteratur.
Han fik dernæst beundrende anerkendelse fra et stort østligt universitet. På forsiden
af News den 20. juni findes et billede af Præsident og søster McKay, som fornylig var
vendt hjem fra de østlige stater, hvor David O. McKay den 14. juni holdt den første tale
til mere end to tusind studenter ved Temple University i Philadelphia, og efter slutningen
af talen hyldede femten tusind mennesker S. D. H. Kirkens Præsident, da der blev
oplæst en fortjenstfuld udtalelse om hans kvalifikationer, hvorefter han fik tildelt en
Doktorgrad i Litteratur.
Mormon-Præsidenten blev dernæst hædret ved at modtage anerkendelse fra to
internationale kilder: den 10. september 1954 gjorde bestyrelsen for det Internationale
Kirurg-Kollegium ved sit møde i Chicago Præsident McKay til æresmedlem for "hans
fremragende resultater og bidrag til videnskaben og menneskehedens velfærd.".
Og den 30. november 1954 overrakte "Hans Majestæt Hellenernes Kong Paul (af
Grækenland) " ved den græske konsul i de Forenede Stater, John Tzounis, ved en
imponerende højtidelighed i Hotel Utah David O. McKay "Kommandørkorset af den
Kongelige Phønix-Orden", den næsthøjeste orden, der kan gives af den græske konge.
Konsulen ydede Præsident McKay og hans folk den dybeste hyldest, fordi de til den
"græske katastrofe" havde sendt det største enkeltbidrag nogen kirke i verden havde
sendt efter jordskælvene på de joniske øer i 1953.3
Andre vigtige begivenheder nævnes
I juni 1951 sikrede Kirken sig Reimbold-huset på tempelblokken i Nauvoo og gjorde
forberedelser til at åbne et informations-kontor der. Om morgenen den 22. september
1951, for en særlig forsamling af 250 Kirke-ledere og gæster, deriblandt borgmester
Fletcher Bowron fra Los Angeles og borgmester Dean Olson fra Beverly Hills, tog
Præsident McKay det første spadestik med en "forgyldt skovl", og startede derved
bygningen af Los Angeles Templet. Kirkens Præsidentskab, Præsident Joseph Fielding
Smith af De Tolvs Råd, den Præsiderende Biskop, LeGrand Richards, og de to
besøgende borgmestre, holdt korte taler. Ved middagstid holdt Præsident McKay
indvielsesbønnen. To år senere, den 11. december 1953, lagde Præsident Stephen
L. Richards, under Præsident McKys ledelse, hjørnestenen, og Præsident J. Reuben
Clark, Jr., holdt hovedtalen. Ti tusind mennesker overværede begivenheden, som i
halvanden time blev sendt både i television og radio i Los Angelesområdet og senere
over KSL-TV Salt Lake City.
I Salt Lake City indviede Præsident McKay den 2. marts 1952 det nyligt fuldførte
Primary Børnehospital, og den 13. april sendte han over radio "Den sande betydning
af Påskemorgen" ud til nationen.
Natten mellem den 1. og 2. juni fløj han og søster McKay og deres søn Lawrence
over Atlanterhavet og landede næste eftermiddag i Glasgow, Skotland. I løbet af de
næste halvtreds dage besøgte han de europæiske missioner og udvalgte en grund ved
Bern i Schweiz til det første tempel i Europa.
Med godkendelse fra Præsident McKay modtog Ezra Taft Benson den 24. november
1952 stillingen som landbrugsminister i Præsident Dwight D. Eisenhowers regering.

Side 416
Ved Omaha, Nebraska, indviede Præsident McKay den 1. juni 1953. under en meget
omtalt to dages festlighed på Missourifloden, Mormon Pioneer Memorial-broen, der
spændte over floden på det sted, hvor den første mormonfærge gik i 1846. Et par dage
senere overværede Præsidenten en udenrigspolitisk konference i Washington, D. C.
Ved indførelse af en ny fremgangsmåde ved ledelsen af S. D. H.-Kir-kens
uddannelsesprogram bekendtgjorde Det Første Præsidentskab den 9. juli 1953
sammensmeltningen af dens uddannelses-institutioner. I spidsen står "Board of
Education" (Uddannelses-bestyrelsen), som omfatter Det Første Præsidentskab og De
Tolv Apostles Kvorum. De administrative ledere er: Ernest L. Wilkinson, administrator
for Board of Education og Præsident for Brigham Young Universitetet, Harvey L.
Taylor, udøvende assistent til præsidenten, William E. Berrett, vicepræsident med
opsyn over religiøs uddannelse, William F. Edwards, vicepræsident med opsyn over
den økonomiske og forretnings-administrationen. Under den nævnte bestyrelse og
embedsmænd og deres valgte udøvende embedsmænd og instruktører står Kirkens
kollegier og skoler, herunder de forskellige institutter og seminarier.
Efter at Præsident McKay havde talt ved de amerikanske drengespejderes
Nationalråds treogfyrretyvende konvent den 17. juli 1953 i Los Angeles, belønnede
rådet ham med den højeste spejderanerkendelse, Sølvbøflen.
Omgivet af Kirkens ledere og hundreder af Hjælpeforenings-søstre indviede
Præsident McKay den 1. oktober 1953 og tog det første spadestik på den grund, hvor
denne organisations nye kontorbygning skulle bygges, lige over gaden øst for templet.
Den 30. september 1954 lagde han hjørnestenen, og den 3. oktober 1956 indviede
han bygningen.
Tempelbyggegrunde i Europa
Præsidenten og hans hustru samt deres søn, dr. Llewelyn R. McKay, overhoved
for sprogafdelingen ved Utahs Universitet, og Edward O. Anderson, Kirkens arkitekt,
tilbragte tolv dage i Europa, fra 3. til 14. august 1953. Efter at have valgt en grund
til et tempel ved Newchapel, fyrretyve kilometer syd for London, indviede Præsident
McKay om morgenen den 5. august den tre hektarer store tempelgrund ved Bern i
Schweiz. Han tog derefter ærbødigt det første spadestik nær det sydøstlige hjørne af
den planlagte bygning. Fem dage senere indviede han grunden til London Templet.
"Øjnene var fyldt med tårer af glæde og taknemlighed," skriver Præsident A. Hamer
Rejser fra den britiske mission, "da de forsamlede hellige blev inspirerede ved en
nutidig profets tilstedeværelse og den venlige varme i hans stemme."4 Det første
spadestik blev taget af Præsident McKay den 27. august 1955, og ældste Richard L.
Evans af de Tolvs Råd, lagde hjørnestenen den 11. maj 1957.
Hilst af hellige på to kontinenter
Fra 29. december 1953 til 14. februar 1954 besøgte Præsident og søster McKay
missionerne i Sydafrika og Sydamerika på en 50.000 kilometer lang rejse. A. Hamer
Rejser, Præsidentens sekretær, medens de rejste gennem Afrika, beskriver en af
de mange glædelige scener: "Disse sydafrikanske hellige, med al deres længsel
hos et hengivent folk, som aldrig før havde set en af Kirkens Generalautoriteter,
var ude af sig selv af glæde og gjorde alt for at vise deres brændende velkomst
... Batterier af fotografiapparater, projektører, en filmfotograf fra avisen og utallige
hilsener, altsammen til akkompagnement af en stor skare mennesker, der sang "Hav

Side 417
tak for Profeten du sendte", bød Præsidenten og hans selskab velkommen. Folk
sværmede på perronerne og på taget ovenover ... alle ivrige efter at fæstne deres
øjne på ham og om muligt trykke hans hånd ... Præsident McKay blev interviewet
af repræsentanter for den sydafrikanske presse og den afrikanske avis."5 Under den
sydamerikanske tur og rejsen hjem var Robert R. McKay Præsidentens sekretær.
Besøger missionerne i Stillehavet
Kirkens medlemmer i missionerne i det fjerne Stillehavsområde var overvældede af
glæde i januar og februar 1955, da de havde den strålende anledning til for første
gang at trykke deres Kirkes elskede Præsident i hånden. Denne 62.000 kilometer
lange rejse til missionerne i Stillehavet blev foretaget af Præsident McKay og hans
hustru og Kirkens missionær-rejsebureauleder, Præsident Franklin J. Murdock. Disse
tre forlod Salt Lake City den 2. januar og vendte tilbage den 15. februar. I Hamilton,
New Zealand, blev en tempelgrund udvalgt, templet skulle bygges så snart tegninger
kunne udarbejdes og godkendes. Under denne rejse holdt Præsidenten tooghalvfjerds
inspirerende taler til de hellige på øerne.
En røst taler trøst
"Da jeg var en lille dreng hjemme i mit barndomshjem, var jeg bange om natten," siger
Præsident McKay, som bærer følgende overbevisende vidnesbyrd: "En nat kunne jeg
ikke sove, og jeg forestillede mig, at jeg hørte støj rundt om huset. Moder sov i et andet
værelse. Thomas E. ved min side sov trygt. Mine følelser blev frygtelig oprevet, og jeg
besluttede at bede, som mine forældre havde lært mig.
Jeg mente, at jeg kun kunne bede ved at stå ud af sengen og knæle ned, og det
var en frygtelig prøve. Men til sidst kom jeg ud af sengen og knælede og bad til Gud
om at beskytte Mor og familien. Og en stemme, der var lige så tydelig for mig, som
min er det for jer, sagde: 'Vær ikke bange, intet vil gøre dig fortræd' ... Jeg siger, det
har været let for mig at forstå og tro på virkeligheden af Profeten Joseph Smiths syner.
Det var let for mig i min ungdom at acceptere hans syn, at Gud Faderen og Hans Søn
Jesus Kristus viste sig for den bedende dreng ... Det var let for mig at tro, at Moroni
kom til ham der i det værelse. Himmelske Væsener var virkelige lige fra min barndom
af ... Jeg ved, at de syner var virkelige, og at Joseph Smith var en Guds Profet, og når
vi siger dette, betyder det, at vi ved, at Jesus lever, at Kristus er vor Forløser, og at
dette er Hans Kirke."6
"Bær vidnesbyrd om, at Joseph Smith er en Guds Profet"
Præsident McKay bevidner: "Jeg ved, at Herren har samkvem med sine tjenere. Jeg har
ikke betvivlet denne kendsgerning, siden jeg var dreng og hørte min faders vidnesbyrd
angående den åbenbaring, som kom til ham om guddommeligheden af Profeten
Josephs mission ... Når han begyndte at prædike i sit fødeland og bar vidnesbyrd
om Jesu Kristi evangeliums gengivelse, bemærkede han, at folket vendte sig bort fra
ham. De var bitre i deres hjerter over alt hvad der havde med Mormon at gøre, og
navnet Joseph Smith syntes at vække modstrid i deres hjerter. En dag fandt han ud
af, at den bedste måde til at få fat i disse mennesker ville være blot at forkynde de
enkle principper, vor Herre Jesu Kristi forsoning, evangeliets første principper, og ikke
bære vidnesbyrd om evangeliets gengivelse. Først kom det ganske simpelt som en
forbigående tanke, men dog havde det indflydelse på hans fremtidige arbejde. I løbet

Side 418
af en måned eller deromkring blev han nedtrykt af en mørk, nedslående følelse, og han
kunne ikke komme ind i den rette ånd ved sit arbejde ... Det tyngede ham ned med
en sådan tyngde, at han gik til Herren og sagde: 'Med mindre jeg kan få denne følelse
fjernet, må jeg rejse hjem. Jeg kan ikke fortsætte mit arbejde med denne følelse ...'
En morgen, før daggry, efter en søvnløs nat, besluttede han at trække sig tilbage
til en hule i nærheden af havet ... Han gik ud i mørket ... Noget syntes at drive ham;
han måtte have hjælp. Han gik ind i hulen og sagde: 'O, Fader, hvad kan jeg gøre for
at få denne følelse fjernet? Jeg må have den løftet bort, ellers kan jeg ikke fortsætte
med dette arbejde;' og han hørte en røst, så tydelig som det jeg nu udtaler, sige: 'Bær
vidnesbyrd om, at Joseph Smith er en Guds Profet.' Så råbte han i sit hjerte: 'Herre,
det er nok', og han gik ud af hulen.".
David O. McKays urokkelige vidnesbyrd
"Jeg vidner for jer, at Gud lever! ... Lige så sikkert, som I kan stille ind på radioen
og høre stemmer langvejs fra, lige så sikker er jeg på, at Gud vor Fader lever, og at
menneskesjælen kan komme i forbindelse med Ham gennem den Helligånd. Jeg giver
jer dette som mit vidnesbyrd; jeg ved det."7
Templet i Schweiz indviet
Forsiden af Church Section af News for 13. august 1955 viser billedet af Præsident
David O. McKay, der ønsker God Rejse til lederne af Tabernakelkoret, som ledsagede
sangerne på deres første Europa-tourne. Den følgende tirsdag rejste Præsident McKay
og hans hustru og deres selskab med flyvemaskine til Europa, og den 19. august
overværede de den første europæiske koncert i Glasgow. De fortsatte rejsen sammen
med mere end seks hundrede folk fra Utah og deltog i højtidelighederne den 27. august,
da det første spadestik blev taget til London-Templet i Newchapel, det andet tempel i
Europa, fyrretyve kilometer syd for London.
Selskabet, der stadig blev større, rejste derefter til Schweiz, hvor Præsident McKay
den 11. september indviede det smukke nye Schweiz-Tempel. Fire medlemmer af
De Tolvs Råd - Spencer W. Kimball, Ezra Taft Benson, Henry D. Moyle og Richard
L. Evans - deltog i de ti højtideligheder, der blev afholdt søndag, mandag, tirsdag,
onsdag og torsdag. Af hensyn til de tusinder, der ventede på at overvære templets
indvielseshøjtideligheder, ydede Tabernakelkoret kun musikken ved de to første
møder. (Præsident Stephen L. Richards havde lagt hjørnestenen den 13. november
1954).
Los Angeles-Templet
Det største tempel, der endnu er bygget af S. D. H.-Kirken, med 90 værelser og med
en højde af 77 meter, blev indviet i Los Angeles den 11. marts 1956 af Præsident
David O. McKay. Det anslås, at omkring 50.000 hellige var tilstede ved de otte
indvielseshøjtideligheders
Fra 19. december 1955 og i 51 dage, indtil den 16. februar 1956, blev 662.401
mormoner og ikke-mormoner, før indvielsen, ført i grupper gennem den pragtfulde
bygning som gæster.
New Zealand-Templet

Side 419
På "en af de smukkeste tempelgrunde i Kirken", og med omkring otte hundrede
mennesker tilstede tog tre udvalgte ledere - Wendell B. Mendenhall, formand for
Kirkens Byggekomite, og ældsterne Ariel S. Balliff og George R. Biesinger - den 21.
december 1955 de første spadestik til New Zealand-Templet. Hjørnestenen til denne
smukke bygning blev lagt den 22. december 1956 af ældste Hugh B. Brown, assistent
til de Tolvs Kvorum, efter beskikkelse af Præsident David O. McKay.
Noter
1. Era, Vol. LI, pp. 400-403; "Ogden's Hole", Alter, Utah, Vol. I, p. 108.
2. Gospel Ideals, taler af David O. McKay, pp. 261-263.
3. Se billede, Des. News, 4. dec. 1954.
4. A. Hamer Reiser, "Elleve dage med Præsident McKay i Europa", Instructor,
november 1953; Era, juli og september 1953.
5. A. Hamer Reiser, Des. News, 23. januar 1954. Angående billeder og detailleret
be retning, se Des. News, 2. januar til 20. februar 1954, Era, november 1955.
6. Gospel Ideals, taler af David O. McKay, pp. 524, 525.
7. Ibid., pp.21-23.
8. Improvement Era, november 1955; april 1956; California Intermountain News,
Tempeludgave, 56 sider, 8. marts 1956; Church Section, News, 17. marts 1956.

Kirkens præsidenter
Joseph Smith - 1830-44
Brigham Young - 1847-77
John Taylor - 1880-87
Wilford Woodruff - 1889-98
Lorenzo Snow - 1898-1901
Joseph F. Smith - 1901-18
Heber J. Grant - 1918-45
George Albert Smith - 1945-51
David O. McKay - 1951
Første rådgivere i præsidentskabet
Sidney Rigdon - 1833-44
Heber C. Kimball - 1847-68
George A. Smith - 1868-75
John W. Young - 1876-77
George Q. Cannon - 1880-1901
John R. Winder- 1901-10
Anthon H. Lund - 1910-21
Charles W. Penrose - 1921-25
Anthony W. Iwins - 1925-34
Joshua Reuben Clark, Jr. - 1934-51
Stephen L. Richards - 1951
Anden rådgivere i præsidentskabet
Frederick G. Williams - 1833-37
Hyrum Smith - 1837-41
William Law - 1841-44
Willard Richards - 1847-54
Jedediah M. Grant - 1854-56
Daniel H. Wells - 1857-77
Joseph F. Smith - 1880-1901
Anthon H. Lund - 1901-10
John Henry Smith - 1910-11
Charles W. Penrose - 1911-21
Anthony W. Iwins - 1921-25
Charles W. Nibley - 1925-31
Joshua Reuben Clark, Jr. - 1933-34,1951
David 0. McKay - 1934-51
Præsiderende patriarker
Personoversigt
Joseph Smith, Sen. - 1833-40
Hyrum Smith (Søn af Jos. Smith, Sen.) - 1841-44
Side 420

John Smith (Broder til Jos. Smith, Sen.) - 1894-54
John Smith (Søn af Hyrum Smith) - 1855-1911
Hyrum G. Smith (Barnebarn af John Smith, søn af Hyrum Smith) - 1912-32
Joseph F. Smith, (Søn af Hyrum M. Smith) - 1942-46
Eldred G. Smith (Søn af Hyrum G. Smith) - 1947-
Side 421