Hent - Velkommen til Steffen & Helles bibliotek

Lucifer på spil
Side 22
"Efter at jeg var kommet til det sted, hvor jeg før havde besluttet at gå hen og havde
set mig omkring og fundet mig alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit
hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg blev grebet af en magt,
der ganske overvældede mig og havde en sådan forbavsende indflydelse på mig, at
den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Et tykt mørke omgav mig, og det forekom
mig en kort tid, som om jeg pludselig skulle tilintetgøres.
Men jeg anvendte alle mine kræfter for at anråbe Gud om at udfri mig af denne
fjendes magt, som havde overvældet mig, og i det øjeblik, jeg var nær ved at synke
i fortvivlelse og overgive mig til tilintetgørelsen (ikke til en indbildt tilintetgørelse, men
til et virkeligt væsens magt fra den usete verden, hvilket havde en så forfærdelig kraft,
som jeg aldrig før havde erfaret hos noget væsen), netop i dette forfærdelige øjeblik
så jeg en lysstøtte lige over mit hovede klarere end solen, hvilken dalede ned, indtil
den faldt på mig."
Faderen og Sønnen
"Ikke så snart så jeg den, førend jeg følte mig befriet fra den fjende, som holdt mig
bundet. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis skønhed og herlighed overgår
enhver beskrivelse, stående over mig i luften. En af dem talte til mig, kaldte mig ved
navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min Elskelige Søn, hør Ham!
Min hensigt med at gå og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne,
der var den rette, så jeg kunne vide, til hvilken jeg skulle slutte mig. Ikke så snart blev jeg
derfor herre over mig selv, så jeg var i stand til at tale, førend jeg spurgte de personer,
som stod oven over mig i lyset, hvilken af sekterne, der var den rette, og hvilken jeg
skulle slutte mig til?
Svaret var, at jeg ikke måtte slutte mig til nogen af dem; thi de var alle forkerte, og den
person, som tiltalte mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed
for hans åsyn, og at disse trosbekendere alle var fordærvede. De drager nær til mig
med deres mund og ærer mig med læberne, men deres hjerter er langt fra mig. De lærer
sådanne lærdomme, som er menneskebud og har gudfrygtigheds skin, men fornægte
dens kraft. Han forbød mig atter at slutte mig til nogen af dem, og mange andre ting
sagde han til mig, som jeg ikke kan skrive om denne gang."
Kræfterne svigter ham
"Da jeg kom til mig selv igen, fandt jeg mig liggende på ryggen skuende opad mod
himmelen. Da lyset var gået bort, havde jeg ingen kræfter; men snart forvandt jeg det
i nogen grad og gik hjem."11
Eftersom dette er den eneste gang, så vidt som det er skrevet, hvor den forherligede
Fader og Søn har vist sig sammen for mennesket på jorden, er det ikke til at undres
over, at Joseph med nød og næppe var i stand til at vandre de få hundrede meter til sit
hjem. Skriften angiver, at mens de var i himmelske sendebuds nærhed, faldt Paulus
og Moses og andre hellige mænd overvældende til jorden.
Paulus var "blind i et tidsrum af tre dage," og "det varede mange timer førend Moses
erholdt sin naturlige styrke som et menneske."12